Polske tørvearbejder på Moselundgård i 1877.

Denne beretning er bygget over samtidens avisomtaler og senere avisartikler der har berørt Konsul Steenberg’s polske tørvearbejder på Moselundgård. Hovedkilden er dog Christian Christiansens beretning. Han var som 17-19årig tjenestekarl på Moselundgård fra 1876 til 1879. ti år senere var han elev på Testrup Højskole, og der nedskrev han som em stilopgave sine erindringer og oplevelser omkring Konsul Steenbergs store satsning, polakkerne og arbejdet på Moselundgård.

Moselundgård ligger et par mil vest for Silkeborg. Banen går tværs gennem marken og når man kører med toget fra Silkeborg til Herning, da ser man gården på venstre side af banen. Den ligger et par hundrede alen fra stationen, som kaldes Moselund station. Gården ligger meget smukt, den ligger tæt op til en banke som er beplantet med graner og den ligger meget lunt og godt. Til gården hører meget store jordarealer, foruden en stor besætning, det hele blev drevet med en forvalter der bestyrede gården. Manden der ejede gården, Konsul Steenberg, boede i Randers, hvor han også ejede et stort teglværk. Han var også ejer af et par hundrede tusind kroner, som han skulle have til at arbejde, og derfor havde han besluttet at anlægge en stor tørvefabrik på Moselundgård.

I februar måned 1877 startede anlægget af selve fabrikken, og der blev stor travlhed på Moselundgård, hvor der skulle køres sten, tømmer og mange andre ting. Den tyske ingeniør, der havde akkord på at anlægge fabrikken, ankom sammen med flere tyske maskinarbejder. Og selv om den nye jernbanestrækning først blev indviet den 28. august 1877, så var banen allerede omkring marts – april så langt, at man på Moselund station kunne modtage flere vognladninger maskindele fra Tyskland. Der var tørvemaskiner, hjul, små jernbanevogne, skinner og så videre. Der ankom også to store dampkedler, der skulle bruges som trækkraft til maskineriet, der var flere dages arbejde med at få disse dampkedler transporteret fra stationen til bestemmelsesstederne, flere 100 alen derfra. Man forsøgte at læse den ene dampkedel på en almindelig arbejdsvogn med brede fælge, og der blev sat 8 heste for vognen. Men hestene stejlede, de kunne ikke trække vognen ud af stedet, og hjulene sank flere tommer ned i den tørre græsmark. Der blev så lavet nogle træruller der blev lagt under kedlerne, og med halvfjerdsindstyve karle, blev de rullet til bestemmelsesstedet.

Så snart maskinhuset til dampkedlerne var bygget færdige og alt maskineriet var monteret, så begyndte man længere ude i mosen, hvor der skulle monteres 4 æltemaskiner i 100 alens afstand fra hinanden. Det var her tørvejorde skulle æltes til tørv. Så blev der anlagt små baner over store dele af mosen, med små troljevogne, der kunne køres af en eller to mand. Da hele anlægsarbejdet var færdigt og skulle i gang, så krævede det utroligt mange folk, nok også flere end der kunne skaffes lokalt, derfor sendte Konsul Steenberg bud til Polen efter 100 arbejdere. Der fortælles også, at Konsulen mente at der var mere arbejde i polakkerne, end der var i de danske arbejdere.

Christian Christiansen fortæller, at den 14. maj 1877 kom der 200 polske arbejdere til Moselundgård. De forskellige kilder er lidt uenige om hvor mange polakker der kom, der nævnes fra 100 og op til 250, det passer med det antal sengepladser der nævnes. Den mest troværdige kilde er nok lærer Aaboes dagbog, der nævnes ca. 150 polakker. Det passer også med Herning Folkeblad, der den 1. juni 1877 refererer fra Jyllands Posten: ”Tyske arbejder fra Stetin ankom ifl. Jyllands Posten i lørdags med dampskibet ”Kjøbenhavn” til Aarhus 150 personer (voksne og børn), som befordredes vider til Randers, hvor de skulle anvendes ved tørvefabrikkerne”. Der er ingen tvivl om, at de omtalt tyske arbejdere, er polakker der skal til Moselund, at Randers nævnes, er formentlig fordi Konsul Steenberg, der havde indforskrevet arbejderne, boede der.

Lad os følge Chr. Christiansens oplevelse af polakkernes ankomst til Moselund.: ”Jeg skal ikke nægte, at jeg næsten blev helt bange for disse fremmede mennesker, for jeg havde aldrig set sådanne mennesker før, de så forfærdelige ud, ingen af dem havde strømper på, nogle af dem havde støvler eller sko på, resten havde bare fødder. Der var bygget fire barakker på 100 alens afstand fra hinanden langs med moselunddiget til disse polakker. Der skulle være halvtredsindstyve mand i hver barak og hver mand fik udleveret en madras og to uldne tæpper. Der var både mænd kvinder og børn. Der var også mænd der var halvfjerdsindstyve år gamle. De havde allesammen dårlige klæder, ja der var nogle af dem der var helt pjaltede, enkelte af dem havde knæbenklæder på og langskjortede frakker, og jeg syntes næsten jeg havde medlidenhed med disse stakkels forhadte mennesker, som nu var i fremmed land”. ”Men da de så skulle til at arbejde, var der mange af dem der blev syge. De gik ned i de kolde vandgrøfter i bare ben, og de kunne ikke tåle det og blev syge. Nogle blev kørt på sygehuset i Silkeborg. Jeg kørte en dag med to mænd, som skulle på sygehuset. Der blev lagt et par knipper halm i en stiv arbejdsvogn, og der blev de lagt på. Jeg måtte køre i skridtgang den lange vej, de var så syge, at de ikke kunne tåle vognens rumlen, men det gik da nogenlunde indtil jeg kom til Funder by, hvor gaden var brolagt, og vognen gik meget ujævn på den hårde stenbro. Det kunne de syge stakkels mennesker ikke tåle, de gav sig til at skrige og jamre sig, så jeg måtte holde stille, så blev de rolige. Jeg spurgte dem hvad der var i vejen, men jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, så jeg kørte sagte videre, men så begyndte de igen at klage og skrige. Flere af folkene i byen hørte det, nogle kom ud og spurgte mig, hvad det var for nogle mennesker jeg kørte med. Jeg fortalte at det var syge polakker, der skulle på sygehuset i Silkeborg, og folk fik medlidenhed med de stakkels syge mennesker, de ville næsten forbyde mig at køre videre. Men jeg kørte igen, nåede til Silkeborg og fik dem afleveret på sygehuset. De var ikke de eneste der kom på sygehus, nogle var der i forvejen, andre kom der siden. Nogle af dem blev raske og kom tilbage igen, men flere af dem døde og kom aldrig tilbage”.

De polske arbejdere har formentlig heller ikke været helt tilfredse med forholdene i Moselund, for allerede den 18. juni 1877 citerer Herning Folkeblad igen Jyllands Posten under overskriften.; ”Polske Tørvearbejdere, Konsul Steenberg i Randers, som ejer gården Moselund i Funder sogn tæt ved Silkeborg- Herning banen, hvor der bliver station, har forskrevet 120 – 130 polakker, som skulle tilvirke tørv. Overintendant Svendsen er bestyrer af arbejdet. Polakkerne gjorde imidlertid strejke og mytteri, så politiet har måtte tilkaldes. Fire arbejdere er afskediget og bliver nu i henhold til fremmedloven udsendt af landet. Polakkerne bor i barakker og telte i mosen. Den væsentligste fremgangsmåde med tørveproduktionen holdes hemmelig”.

En anden der har fortalt om polakkerne på Moselund, er Jens Jensen, Refshale, han arbejdede i 1877 for konsulen i tørvemosen. Jens Jensen fortæller også om den tovbane der gik fra mosen op til Moselund Station. Denne svævende bane vakte megen opsigt viden om, da det var første gang man havde set sådan en her i landet, det var en såkaldt sejlbane. En dampmaskine trak kurve fyldt med tørv fra mosen ad denne tovbane op til stationen, hvor kurvene så kunne tømmes direkte i jernbanevognene. Til polakkerne blev der lavet træbarakker til beboelse, men dette byggearbejde udførtes af håndværkere fra Randers. De syv håndværkere her fra egnen, der anlagde selve banelegemet, havde en polak til håndlanger, men der var ikke meget at bestille, for han var knokkelfuld det meste af dagen. Håndværkerne fik nemlig udleveret ca. 1 pægl brændevin daglig til hver, men den Randers brændevin smagte dem fælt, og så gav de håndlangeren den, så det var ikke så sært, at han blev uarbejdsdygtig. Polakkerne førte ellers en elendig tilværelse. Jens Jensen har mange gange set dem komme noget fedt i en kasserolle med vand, og deri dyppede de så det tørre brød. Det var al den smørelse og pålæg de fik, så maden var såmænd sølle.

Chr. Christiansen fortæller videre: ” Da maskineriet nu var færdigt og det hele kom i gang, var det danske arbejdere der skulle betjene den ene maskine, og polakkerne ved de tre andre, men danskerne var de dygtigste til at arbejde, de kunne lave flere tørv om dagen end polakkerne. Da jeg en dag stod og så ud over mosen, var der et mylder af mennesker, nogle kørte dynd til maskinerne, kvinder og børn stakkede tørv og det hele var i fuld gang. Der var anlagt en luftbane, som skulle køre tørvene op fra mosen til stationen. Denne luftbane bestod af nogle trækasser med jernhank, med 2 små hjul i det øverste af hanken. Der var bygget et højt stillads ved stationen og et nede i mosen. Så var der jerntråde fra det ene stillads til det andet, på disse tråde blev trækasserne hængt op. Der var tråde ved siden af hinanden. De tomme kasser gik ned ad den ene, mens de fyldte kasser gik op ad den anden tråd. Således kunne de nu køre tørvene op fra mosen til stationen, og det var morsomt at se disse kasser komme sejlende den ene efter den anden, tyve alen fra jorden. En dag jeg skulle ned i mosen og gik under disse luftbaner, syntes jeg der var en som kaldte på mig, men jeg kunne ingen se omkring mig. Så opdagede jeg en tysker oppe i luftbanen, han sad i en af de tomme kasser og kørte ned i mosen, og det traf sig flere gange, at der var en som fik sig en køretur med luftbanen.

Chr. Christiansen fortæller også om polakkernes dagligdag. ”De 6 dage om ugen arbejdede de, og om søndagen holdt de hviledag. Da var der nogle af dem der gik i kirke, medens andre drak sig fulde. De kunne drikke brændevin som var det sødmælk, og det lige så godt kvinderne som mændene. Andre fortæller, at om søndagen så dansede polakkerne på grønsværen med liv og lyst.

En søndag aften var der tre af dem der var draget over til Kragelund kro, hvor de drak sig så fulde at de kom i klammeri med hinanden. Den ene havde nogle penge, som de to andre ville have, men han ville ikke have sine penge brugt. Da de så ud på natten drog hjemad, overfaldt de to ham med pengene. Pengemanden blev mishandlet, slået, sparket og stukket med knive i underlivet. Da han omsider virkede livløs, smed de ham ned i en grusgrav og dækkede ham til med jord. Hans penge fik de dog ikke, for dem havde han puttet ned i sin ene støvle, og der fandt de dem ikke. Gerningsmændene drog nu hjem i den tro, at han var både død og begravet og at deres ugerning ikke ville blive opdaget. Dagen efter blev han dog savnet, og da nogle begyndte at søge efter ham, kendte de ikke noget til hvor han var blevet af. Hen på eftermiddagen blev han dog fundet, da var han kommet så meget til bevidsthed, at han var kravlet op af grusgraven. Her fandt man ham, fik ham på båret hjem og kørt på sygehuset, hvor han døde nogle dage efter. Der var øjeblikkeligt sendt bud til herredskontoret, og dagen efter mødte politi og en fuldmægtig op i Moselund. Der blev holdt forhør, hvor den ene straks gik til bekendelse, hvorimod den anden ikke ville indrømme noget. Fuldmægtigen tog dem begge med sig, de blev ført bort i lænker og kom i fængsel. Den historie nåede også til Silkeborg, og blev bragt i Silkeborg avis torsdag den 14. juni 1877.

I søndags aftes tildrog sig en uhyggelig begivenhed på Moselund, 2 mil vest for Silkeborg, hvor et større antal polske arbejdere ere beskjæftigede ved den store tørvefabrik, som konsul Steenberg fra Randers for tiden anlægger, idet nemlig to af arbejderne, som spadserede med en anden kammerat henad Kragelund til, overfaldt denne, efter sigende fordi han var i besiddelse af nogle få preussiske dalere, som de forlangte at låne, hvilket han nægtede. Efter at havde kaste ham omkuld, mishandlede de ham med spark, slag og kastede ham derpå i en grøft eller sandgrav, hvor han henlå fra om aftenen til næste eftermiddag, da det lykkedes ham at komme op og slæbe sig hen til barakkerne. De to forbrydere ere belagte med arrest og transporteret til Kjellerup og den overfaldne mand er ført til sygehuset her i byen. – de polske arbejdere boe i 4 træbarakker ved Moselund og udgør et antal af c. 180, hvoriblandt fruentimmer og små børn. De bliver godt behandlet, men med enkelte hæderlige undtagelser er der mange rå elementer iblandt dem. Sundhedstilstanden har i det hele været ret god, med undtagelse af et par heftige tilfælde af lungebetændelse, som hos en af dem har havt døden til følge på sygehuset her i byen.

De to var ikke de eneste der blev straffet, fortæller Chr. Christiansen, der var ofte spektakel imellem polakkerne, de kunne aldrig enes. Ofte kom der om natten bud op til Moselundgård og bestyreren, at nu måtte de ned og få styr på polakkerne, inden det gik helt galt. De værste af dem blev sendt tilbage til Polen, en dag var der ikke mindre end seks der blev jaget bort.

Da Chr. Christiansen den dag kom hjem fra marken, fik han ordre til hurtigt at gøre sig færdig, og ride til Kjellerup med nogle bøger, der skulle afleveres på herredskontorer. Polakkerne var gået i forvejen, og forvalteren fortalte hvilken vej han skulle ride, for han måtte endelig ikke møde polakkerne på vejen, for så risikerede han at blive overfaldet. Chr. Christiansen kom til Kjellerup og fik bøgerne afleveret, men så ellers ikke noget til polakkerne i byen. Så satte han hesten i stald og ventede på at de skulle, for han var bange for at møde dem undervejs. Han ventede et par timer, men der kom ingen polakker, og så turde han ikke vente længere, hentede hesten og red hjemad. Han trøstede sig med, at det var en god hest, som de ikke ville være i stand til at løbe ind. Da han så kom ud mellem Vinderslev og Mausing mødte han de seks polakker, og han så dem ikke før han næsten var lige foran dem. Der lå heldigvis en gård i nærheden af vejen, der red han ind, medens drabanterne gik forbi. De havde en dunk på nakken, og nogle af dem var meget berusede. De sang og gjorde støj og var ved godt humør. Da polakkerne var kommet så langt bort, at de ikke lagde mærke til noget, red Chr. Christiansen videre til Moselundgård, lette over at være sluppet heldigt forbi polakkerne.

Hen i november måned rejste alle polakkerne hjem til deres fædreland, og ønskede vist aldrig at skulle bo her mere, for de var vist lige så fattige den dag de rejste, som den dag de kom. De var lovet fri rejse hjem, men det fik de vist ikke, for dengang var Konsul Steenbergs tid vist snart forbi, og det var jo ikke så sært, mener Chr. Christiansen. Han havde jo betalt hele maskineriet, der havde kostet mange penge, og der skulle mange penge til, til dagløn til alle disse arbejdere, som nu havde været der næsten et halvt år. Hver lørdag kom en jernkasse fyldt med penge, og den var så tung at en mand knap kunne bære den. Kun lørdag aften blev der holdt udbetaling, så var der en mængde mennesker, både polske og danske arbejdere, så gården var fyldt med mennesker.

Men da så tiden kom at tørvene skulle sælges, så kunne de ikke bruges, de var alt for hårde og kunne ikke brænde, så næsten ingen ville købe dem til nogen pris. Et radioforedrag af gårdejer A. Johannesen, fra 1931 om tørveindustrien i Moselund, er senere blevet refereret, og her får vi forklaringen på hvad der gik galt med Konsul Steenbergs tørv.

Han fortæller om hele projektet, en arbejdsstyrke på 200 mand og de hundrede tusinde af kroner anlæg og arbejdsløn havde kostet. ” Desværre svarede resultatet ikke til de store forventninger, men stor skuffelse kom. Tørveindustri er den dag i dag og selvfølgelig også den gang baseret på at udnytte solens og vindens kraft til at fjerne vandet fra tørvene. Først gennem tørringen får man brugbar brændsel, og her savnede man erfaring. Man benyttede den fugtige mose til tørreplads og lagde tørvene ud i tykke lag, og da så efteråret kom med regn, og vinteren med sne. – ja, da lå de 200 mands og de kostbare maskiners arbejde son en værdiløs masse derude i mosen”. Chr. Christiansen slutter sin beretning med.: sommeren efter kom det slet ikke i gang, maskineriet var der nu ikke mere brug for, så nu var alle disse tusind kroner jo spildt, og tre år senere gik Konsul Steenberg fallit på flere tusind kroner. Gården skulle sælges, hans broder Erik Andreas Steenberg bød den ind til ham, og han blev ved gården et år, men kunne ikke klare sig der. Konsulen måtte forlade gården for bestandig, og rejste til København med sin familie

Sidenhen skulle det jo blive meget udbredt med polske landarbejdere i Danmark, specielt på herregårdene og roepigerne på Lolland og Falster, men det er først efter 1893. så vidt jeg kan vurdere, så hører de polske arbejdere i 1877, til blandt de tidligste forsøg på at importere polsk arbejdskraft til Danmark.

Og selv med det begrænsende materiale der findes, så skinner det igennem, at polakkerne ikke har været særlig populære. Chr. Christiansen benævner dem ”disse stakkels forhadte mennesker, som nu var i fremmed land”. Silkeborg avis nævner” Med enkelte hæderlige undtagelser, er der mange rå elementer iblandt dem”. Men også Jens Jensen fortæller lidt om skrækken for de fremmede: ”Fortjenesten omsatte de helst i brændevin, ligesom de også var flittige gæster på Kragelund kro. Tit kom de i slagsmål, når de gik herfra, så beboerne i de huse der lå mellem byen og mosen, slet ikke følte sig trygge ved tanken om, at det fremmede folkefærd skulle passere deres ejendom. En morgen, da Mette Refshale (Jens Jensens kone) kom ud i stalden for at malke, var en af dem tyet derind og havde lagt sig til at sove. Jens var gået på arbejde i mosen, men Mette skyndte sig til en nabo og de fik i forening polakken vækket. Men han viste sig at være meget fredelig og medgørlig og gik villig sin vej”. Der er ingen tvivl om at den lokale befolkning har været utrygge ved de mange fremmede og anderledes mennesker, der pludselig var kommet til egnen.

Steenberg familien beholdt og drev Moselundgård en lang årrække, mosebruget blev derefter drevet med de gamle kendte metoder med håndkraft. Konsulens broder, savværksejer Erik Andreas Steenberg, døde den 6. august 1891 i Randers. Det må så være hans søn. Fabrikant Erik Steenberg (junior) født 1868, der overtager Moselundgård, og driver virksomheden videre til 1907 hvor han sælger til et Københavnsk konsortium, Blichingberg og Co.
Erik Steenberg (junior) beholdt dog moseareal omkring Phønix, som han så efterfølgende skulle være gået fallit med, og dermed slutter æraen omkring Moselund.

Renskrevet far Ejvind Lassen 2021