Gert Poulsens Erindringer

Afskrevet i 2006-2007 til Engesvang lokalhistorisk arkiv af Ejvind Lassen, Engesvang.

Gert Poulsen:
Født i Engesvang Krat i 1905, død i Ans i 1987.
Dimitterede som lærer fra Nr. Nissum Seminarium omkring 1933. Han var enelærer og kirkesanger, først i Harboøre, dernæst i Agri og sidst i Kongens Tisted.
Sit otium nød han sammen med sin kone Signe i Ans, hvor han var aktiv inden for mange områder. F.eks. havde både kirke og ældreomsorg hans store interesse.

”Gammelskovgård”
Når jeg i det følgende skal fortælle minder fra mit liv og virke, må jeg begynde med begyndelsen. Jeg blev født i ”Gammelskovgård” i Engesvang Krat i Engesvang sogn 10. juni 1905, Kragelund kommune var det dengang. De tre sogne Engesvang, Funder og Kragelund var dengang sammen i en kommune. Først i 1913 blev der et særskilt Engesvang kommune. Før i tiden sagde bedstefars familie i Aulum og Sunds, når de ville besøge mine bedsteforældre, at de skulle på besøg i Kragelund, og det var jo langt fra tilfældet. Ejendommen, der blev mit fødehjem hed ikke ”Gammelskovgård” dengang. Egentlig hed den vist ikke noget, men længere tilbage, da bedstefar og bedstemor købte den og flyttede dertil, hed den ”Krathuset ”. Den var i sin tid udstykket fra Søren Malmbaks gård i Engesvang. det var sådan, at alle gårdene i Engesvang havde et stykke jord oppe i Krattet, et sted hvor de kunne hente deres brænde. Alle gårdene i Engesvang Krat havde hver for sig hørt under en gård i Engesvang by. De var så blevet stykket fra, og var blevet selvstændige ejendomme.
”Krathuset” var ikke mine bedsteforældres første hjem. Da de den 12 September 1861 blev viet i Ikast kirke, havde de købt en ejendom i Ravnholtlund, hvor de flyttede ind. Den ejendom ejedes senere af Lorise og Laurits Andreasen. Lorise var i min barndom og ungdom kendt som en dygtig og meget brugt kogekone, og hendes mand drev stor handel med landbrugsmaskiner.

Omkring 1865 byttede mine bedsteforældre den ejendom i Ravnholtlund med en større i Bodholt, denne kom til senere at tilhøre Jacob Vestergård, der drev den i min barndom og ungdom. I 1866 var bedstefar kørende til Århus med en hest for vognen for at købe rug til at bage brød af. Det år var der en forfærdelig tørke over hele landet, så kornhøsten næsten helt slog fejl.
Min far var født i Bodholt. Omkring 1870 handlede de igen og flyttede nu op i ”Krathuset”, der havde et jordtilliggende på 42 tdr. land, hvoraf det meste var mose. Af markjorden var kun lidt opdyrket, der var en del egeskov og så en ret stor beplantning med store grantræer. Da der ikke var så meget egekrat på Søren Malmbak`s kratlod, havde han plantet en del grantræer. Om det var Søren Malmbak, der havde bygget ”Krathuset” eller det var en anden, som bedstefar købte af, ved jeg ikke. Men da mine bedsteforældre flyttede ind i ”Krathuset”, var der ikke ret meget korn at høste. De to ældste børn måtte drive rundt med de to køer og de to stude nede ved kanten af mosen, hvor der var en del græs. En del af græsset slog bedstefar med le, det blev lavet i hø og brugt som vinterfoder.

”Krathuset” var på to etager. Kostald og lade var gravet ind i den lille bakke og havde mur mod øst, hvor der sad vinduer og døre. Oven over stalden var beboelses huset, som familien flyttede ind i, de havde tre børn dengang, huset var lille og utæt, og der gik ikke mere end et par år, så byggede de et nyt stuehus og et udhus syd for ”Krathuset” og ind i læ af de store grantræer, hvoraf en del blev fældet og brugt til tømmer. Her i disse huse voksede far og hans fem søskende op.

Senere i 1901, da far og mor overtog ejendommen, blev der bygget nyt kostald, og det gamle udhus fungerede nu som svinestald og lade og som bolig for mange rotter, jeg kan lige huske det gamle udhus, der lå i vest siden af gården og huske, hvordan far og store Gert kæmpede for at udrydde rotterne. Far hældte vand i hullerne, og rotterne kom drivvåde op, og Gert stod parat med en stor kæp og slog dem ihjel, efter som de kom op. Jeg husker, hvordan de prøvede at løbe op ad væggene for på den måde at undslippe. Men Gert var der med stokken, og rotterne måtte dø. Jeg husker også, at da jagten denne dag blev indstillet, blev møjbøren fyldt, da de død rotter blev skovlet op og kørt på møddingen. Så fik vi ”Ratin”, og så blev vi rotterne kvit.

Jeg husker af gode grunde ikke julestormen 1901, da jeg først blev født 1905, men jeg husker de store granstammer, som stormen havde væltet, og hvoraf en del blev brugt til tømmer i det nye hus, der blev bygget i stedet for det gamle udhus der var opført af bindingsværk. Der var bjælker, der i rod enden var så tykke, at en voksen mand ikke kunne spænde om dem med armene. Jeg kan huske, vi havde en tømrer fra Kragelund, der hed Bendix Nielsen til at hugge træet til og til at sætte det op på huset

Jeg husker også i min tidligste barndom, at far og Gert var beskæftiget med at rydde de mægtige trærødder op, da vi fik besøg af faster Hansine fra Ærøskøbing, hun var enke efter bedstefars afdøde broder Jens. Hansine der var født på Ærø, kom på besøg et par gange, medens jeg var dreng. Jeg kan huske, at hun den omtalte dag kom ned for at hilse på os, og at hun havde en lille spand med nogle fine billeder på og en lille spade med som en gave til mig. Vi fik gennem årene en del breve fra faster Hansine, de var alle skrevne med gotiske bogstaver, og kun far og hans forældre kunne læse dem. Det var altid far, der skulle svare på disse breve, mine bedsteforældres hænder rystede for meget til, at de kunne skrive, de havde ellers begge to haft en fin håndskrift.

Far og mor overtog gården, da de blev gift 27. november 1901, og de drev den med en karl til hjælp, til jeg blev 12år. Så måtte vi drenge gøre det ud for en karl. Vi måtte op og hjælpe med morgenarbejdet, og straks vi kom hjem fra skole og havde fået noget at spise, skulle vi skifte tøj og ud at hjælpe far i mark og stald. Da vi børn var rejst hjemmefra, måtte far igen have en karl til hjælp, indtil Johannes kom hjem igen, for siden ved fars død i 1937 at overtage gården. Allerede året efter begyndte han at lave tørv, og under krigen havde han en stor produktion og solgte mange tørv. Desværre fik han dårlig ryg og måtte i 1965 sælge ”Gammelskovgård” og flytte ned på Birkevej i Engesvang, siden har vort fødehjem været på fremmede hænder.

 Vi fire søskende.
Vi var fire søskende, der voksede op der i hjemmet. Jeg blev som tidligere nævnt født 10 Juni 1905. De havde i 1902 fået en lille pige, men hun døde få timer efter fødselen. Mor snakkede ofte senere om, at havde hendes lille pige levet, kunne hun nu have haft en stor pige til at hjælpe sig.
Niels blev født 15. februar 1908, det husker jeg ikke, men da Johannes blev født 14 Marts 1911, det var om natten. jeg husker tydeligt, at Niels og jeg blev flyttet op til bedstefar for at sove hos ham. Jeg gik, far bar Niels. Bedstemor var oppe for at være hos mor, medens far hentede jordmoderen i Bording. Jeg kan huske, jeg hørte far og karlen trække fjedervognen ud og spændte hestene for, og jeg hørte vognen køre ud af gården. Jeg ville vide, hvad far kørte efter, men bedstefar snakkede udenom hele tiden og foreslog, at vi skulle sove, hvad altså ikke lykkedes for mit vedkommende. En tid efter kørte far ind i gården igen, og jeg kunne høre en fremmed damestemme, da far og jordmoderen trådte ind i gangen. Ikke så længe efter, hørte jeg et barn, der græd. ”Jeg kan høre et barn der græder” sagde jeg til bedstefar. Ja svarede han” så har du nok fået en lille bror eller søster”. Det blev altså en bror og han kom til at hedde Johannes efter mormor, der nylig var død. Da det blev sommer, blev jeg somme tider sat til at køre med barnevognen. Og jeg husker, at jeg en dag kørte med vognen vest for haven, der var vejen så jævn, at vognen kunne løbe selv, når den fik et ekstra skub. Denne dag må jeg have skubbet lidt for kraftig til, for vognen løb mod en sten og væltede over i granerne ved siden af, og drengen faldt ud, og han græd. Jeg fik hurtigt vognen rejst og drengen lagt til rette igen og giver ham sutten, og så faldt han snart i søvn. Og jeg var glad over, at hverken Johannes eller vognen havde taget skade. Johannes var så god og let at have med at gøre. ”Han er den bedste af mine børn”, sagde mor. Han var også god at sende til far og mor, når der var noget, vi gerne ville have at lege med. Ham kunne de ikke stå for. Han var også en klog dreng. Allerede som en lille purk stod han og så på, at far var ved at vise Niels noget, han skulle lave. Det ville ikke rigtig lykkes for Niels og Johannes sagde da til far: ”Tror du ikke, at Niels kunne bedre, når du ikke stod og så på det”. Far gik, og det lykkedes bedre for Niels.

Da søster Anna blev født den 6. August 1914, blev mor syg, da vi sad ved middagsbordet. Tobias, sådan hed vor karl, fik besked på at trække fjedervognen ud og lægge seletøj på hestene, og så skulle han skynde sig at gå op til tante Else Marie og bede hende komme over til os med det samme. Far skyndte sig at klæde om, og vi tre drenge fik besked om at trække i søndags tøjet, og så skulle vi køre med far op til Peter Madsens, og der skulle vi sige, at vi måtte blive der, til far kom for at hente os. Det skete ved firetiden om eftermiddagen. Da var fødselen overstået, og far havde været i Bording med jordmoderen, og så kunne vi køre med ham hjem. Han fortalte, at nu havde vi fået en lille søster. Jeg kan huske, at Ane Madsen var meget interesseret i at få at vide, hvordan det var gået. Hun gik selv og ventede sig, og få dage efter fødte hun en dreng. De to sidste af deres børn hed Olga og Nina, de var nummer otte og ni, og jeg kan huske, at far og mor snakkede om, at nu skulle den lille dreng nok hedde Tinus, men han kom til at hedde Henry. De fulgte ikke reglen med at give navn efter nummeret. Da vi kom hjem, skulle vi straks ind at se lille søster, der var kun et lille lyserødt hoved at se, men jeg husker, at mor så meget træt ud, men alligevel var så glad og lykkelig for sin lille pige. Dagen efter kom tante Else Marie med vafler og sødsuppe til hende.

Og så husker jeg en eftermiddag vinteren 1924, at jeg var hjemme for at se til mor, det var et par dage før hun døde. Jeg husker, hun sagde til mig, da jeg sad ved hendes seng: ”Ja, jeg ville jo så gerne have levet noget længere for at se, hvordan det vil gå jer, men nu skal jeg jo snart dø, og så kan jeg ikke gøre andet for jer end ligge jer i Guds hænder og bede ham bevare jer”. Mor døde 3.4. 1924. Sådan set er det jo gået hendes børn godt, idet vi alle kom i gode stillinger. Niels fik sin eksamen som landbrugskandidat på Landbohøjskolen i København. Johannes fik gården derhjemme og var tørvefabrikant i en del år. Anna blev gårdmandskone i Engesvang og jeg blev lærer og fik 35 gode år blandt børnene i folkeskolen, mon ikke vi alle fire har været omsluttet af fars og mors bønner?

 Min mor født 9/11 1876.
Hun var nok det første menneske jeg lærte at kende og som gjorde et stærkt indtryk på mig. Hun var født i Hestlund i Bording sogn og var datter af Johanne og Niels Jørgensen, der havde en gård i Hestlund by, denne gård blev senere delt imellem tre af hendes brødre. Efter sin konfirmation tjente hun forskellige steder på landet. Derefter var hun på en systue i Herning, hvor hun lærte kjolesyning. I nogen tid derefter tog hun rundt med sin symaskine og syede for folk rundt i gårdene, hvor de havde brug for en syerske. Dette liv blev hun træt af og tog så plads som pige hos Trine og Frederik Jensen i Kristianshede. Der var hun i to år, så flyttede hun op til Mette og Kristen Jensen i Julianehede. Der blev hun og far kendt med hinanden, og de blev forlovet og senere gift.
Hun var et ganske almindeligt menneske, en af dem der går 12 af på dusinet, men hun var min mor, og hun var en god mor og en dygtig husmor. Mors ansigt glemmer jeg aldrig, hvor kunne hun smile glad til os. Mors hænder glemmer jeg heller ikke, de kunne ofte være ru af arbejde, men hvor kunne de stryge mildt og blødt, ned over ens hår eller kind. Mor havde meget at bestille, da vi var flest, var vi ni daglige mennesker, der skulle laves mad til. Huset skulle holdes rent, og vort tøj skulle vaskes, sys og stoppes. Mor syede både hendes eget og hendes børns tøj, hun havde syet mange kjoler, før hun blev gift med far. For at nå det hele måtte hun tage aftnerne og somme tider noget af natten til hjælp. Mor bagte og bryggede selv, som det var almindeligt i de fleste hjem på landet før 1. verdenskrig.

Mors tårer glemmer jeg heller aldrig. En gang mor græd står så tydeligt for mig, for det var mig, hun græd over. En dag skulle vi have grønkålsuppe, og som dreng var jeg ikke glad for grønkålsuppe, og den dag lod jeg min portion stå urørt. Mor lavede altid god mad, og far sagde: ”Du skal spise den portion, ellers får du ikke noget af næste ret”. Jeg lod maden stå og måtte gå fra bordet uden at havde fået middagsmad. Da far og karlen og mine bedsteforælder var gået ud, kom mor med et par stykker mad, som hun havde smurt og sagde, at nu måtte jeg så få dem, men jeg var stejl og hård og sagde: ”Nej tak, jeg kan godt vente til aften”. Da græd mor. Jeg glemmer det aldrig. Siden spiste jeg grønkålsuppe hver gang og nu holder jeg meget af den ret, men kan ikke så godt tåle den. Mors sidste ord til mig glemmer jeg aldrig – dem gemmer jeg. Mor døde da hun var 46 år, jeg var 18 år den gang, og jeg var jo den ældste af os søskende.

Min far. Født 18/6 1869.
Holdt jeg meget af mor, så holdt jeg ikke mindre af far. Hvor var han en god far for os børn, og hvor var han god ved mor og mod sine gamle forældre, der boede hos os, de var på aftægt, som det hed dengang. Altid kunne han give sig tid til at tale med os og hjælpe os til rette. Far havde sin gård at passe, og han havde meget at gøre ude i sognet. Mange offentlige hverv var tildelt ham, og de skulle passes, og de blev passet godt. Hvor var han samvittighedsfuld, og hvor var han præcis, når han skulle ud til et eller andet, ingen skulle vente på ham. Når han kom hjem efter at havde ude i et eller andet ærinde, havde han altid meget at fortælle. Da jeg var 12 år skulle jeg gøre det ud for en karl derhjemme. Og som sådan skulle jeg jo også passe hestene, og de skulle fodres flere gange i løbet af en aften. Når jeg skulle ud at fodre, sagde jeg til far: ”Nu må du ikke fortælle noget, før jeg kommer ind”. Om aftenen læste far ofte højt for os, når vi sad bænket rundt om bordet, eller han fortalte oplevelser fra sin barndom og ungdom.

Som tolvårig mistede far sit højre øje ved en ulykke, der skete på vej hjem fra skole. En dreng havde en knaldhætte i sin lomme, mange jægere lavede dengang selv deres patroner. Nu skulle denne knaldhætte skydes af ved en stendynge. Den blev lagt på en sten, og så slog drengen ned på den med en anden sten. Knaldhætten sprængtes og et stykke af den ramte fars højre øje og trængte ind i det. Det gjorde frygtelig ondt, og far kom grædende hjem. Farmor kunne intet gøre udover at binde et klæde for og så sende bud efter farfar, der var på arbejde nede ved Bølling Sø. Da han kom hjem ved aftenstid, blev de enige om at far skulle til en læge. Den nærmeste læge boede i Silkeborg. Bedstefar tog sin dreng ved hånden, og så gik de to til Silkeborg, der var to mil at gå. En lang vej for en dreng der havde frygteligt ondt i sit øje og for en mand, der havde gået en ½ mil til sit arbejde tidlig om morgenen, og havde arbejdet en hel dag og gået den halve mil hjem fra arbejdet. Da de kom ind til lægen, blev bedstefar snart klar over, at lægen ikke vidste, hvad der skulle gøres. Han undskyldte sig med, at det var for mørkt og sagde, at de måtte vente til næste morgen, når det blev lyst. De blev så enige om, at drengen skulle sove på en sofa hos lægen, så ville bedstefar gå hjem og så komme igen næste dag. Det sidste bedstefar sagde til lægen var ”Nu rører de ikke drengen før, jeg kommer”.

Bedstefar gik de to mil hjem til Engesvang og fortalte bedstemor, hvordan det var gået. Så gik han over til sin nabo og gode ven Jørgen Madsen, kaldet ham op af sengen og lånte 30 kr. af ham og gik så hjem for at sove. Kl. 4 næste morgen stod han op, og da han havde fået noget at spise, gik han til Silkeborg. Da han kom til lægens dør, havde denne fået far vækket og fået ham anbragt på en stol og ville nu i gang med at undersøge øjet. ”De rører ikke drengen”, sagde bedstefar, nu skal han til en øjenlæge i Aarhus. Inden de gik fra lægen, spurgte bedstefar ham om, hvor meget han skyldte ham for natlogi for far. Det ville lægen ikke have noget for. De gik så om til Silkeborg station, og tog med det første tog til Aarhus. Banen mellem Silkeborg og Skanderborg var lige blevet åbnet. I Aarhus fandt de snart en øjenlæge, der straks opererede øjet bort, det var så beskadiget, at det ikke kunne reddes. Da far nogle dage efter kom hjem, var det med en sort klap for øjet.

Den sommer, han gik til præst i Kragelund, der var 12 – 15 km. at gå frem og tilbage, havde han sit arbejdstøj med i en bylt under armen, det gemte han i en rør under vejen før han kom til Klosterlund. Når han så kom tilbage, spiste han den mad der var pakket ind i tøjet, så klædte han sig om, og så rejste han tørv resten af dagen. På den måde tjente han så mange penge, så han fik et glasøje sat i, inde han skulle konfirmeres.

Jeg var ofte med far i Silkeborg, somme tider var vi kørende derned, måske skulle der sælges eller købes smågrise på torvet, måske skulle der købes sædekorn hos købmand Knap. Andre gange, og det var nok de fleste, var vi med toget. Hver gang vi var i Silkeborg, skulle vi ind i et hjemmebageri på Skoletorvet for at have en kop kaffe. Det var frøken Else Andersen, der havde den forretning. Vi fik altid god kaffe og godt brød til, og så fik far altid en god snak med frk. Andersen. Hun havde altid en eller anden god oplevelse at fortælle. Her kommer en af dem: En mand, der boede mellem Engesvang og Silkeborg, havde også en dag været inde hos frk. Andersen for at få en kop kaffe. Der var altid rigelig både med sukker og fløde på bordet. Da manden var færdig med kaffen, tømte han de sidste sukkerknalde ned i sin jakkelomme. Det så frk. Andersen gennem køkkendøren, og en – to – tre var hun ude i butikken og greb flødekanden og hældte fløden ned oven på sukkeret, idet hun sagde: ”Du må hellere få fløden med også!” Manden gik og holdt jakken ud fra sig, da han forlod butikken, og fløden dryppede nedenud. Der fortælles om samme mand, at han havde to pibehoveder til sin pibe en stor og en lille, den store var i, når han om lørdagen var i Silkeborg, og så gik han fra købmand til købmand og spurgte på, hvad varerne kostede, og samtidig benyttede han lejligheden til at stoppe piben fra tobakskassen, der altid stod fremme på den ene ende af disken. Når han så kom ud på gaden, gik han ind i en port og ryddede tobakken ud i hans tobakspose, som han havde med i lommen, derefter fik en anden købmand hans besøg. På den måde skaffede han sig gratis tobak, til han næste lørdag skulle til Silkeborg igen.

Det hændte ofte, at far skulle ind til Trikotagehandler Mads Madsen i Vestergade for at købe garn eller andet. Var Mads Madsen selv til stede, kunne han sige: ”følg nu med vi skal lige hen at drikke en kop kaffe sammen”. Så gik vi hen på et eller andet konditori, og Mads Madsen bestilte kaffe og kage, og mens vi drak kaffen, snakkede de om svundne dage, og det var meget interessant for mig at sidde og høre på. Mads Madsen var en søn af den Jørgen Madsen, som bedstefar lånte penge af. Han og far var lige gamle. De havde gået i skole sammen og til præst sammen, de havde leget sammen som børn og været venner i ungdomsårene. Da de blev voksne, fulgtes de ad dem uldpakken, det var mest ovre på øerne, de handlede. Jo, de havde meget at snakke om.

Mads Madsen var bleven ved handlen og havde den store forretning i Vestergade. Far gik tilbage til landbruget og arbejdede i tørvemosen om sommeren. Da far og mor blev gift overtog de hans barndomshjem. Der var da 3 køer og et par stude. Da jeg kan begynde at huske, var der et par heste og 8 gode køer. Da jeg var karl derhjemme, havde vi en nybygget gård og 12 køer og lige så mange ungkreaturer. Det bedste minde jeg har om far, er fra hans sidste sygeleje. Jeg var dengang lærer oppe i Harboøre, og jeg og Signe benyttede et par fridage til at besøge far. Vi gik fra stationen og hjem. Da vi var et par hundrede meter fra gården, kunne vi høre far synge, han lå i sengen, og vinduet stod åbent. Far havde aldrig været nogen stor sanger. Men nu sang han af fuld kraft. Jo, han var så glad og frigjort. ”Jeg har gjort op med Gud og mennesker, ingen har noget imod mig”, sagde far. Også vi skulle synge, og vi gjorde det. Men det er ikke let at synge, når gråden sidder i halsen! Far døde 20/12 1937.

Mine bedsteforældre.
Da far og mor overtog ejendommen efter mine bedsteforældre blev disse boende og var flyttet ind i to stuer, der var blevet bygget til den vestre ende af stuehuset. De spiste inde hos far og mor. Far skulle svare aftægt til dem. Nogle af mine bedste timer som dreng var mørkningstimerne inde hos dem, de var så hyggelige og fornøjelige, lampen var ikke tændt, men ilden i kakkelovnen lyst ud gennem glasset i lågen. Der var altid god varme i den lille stue, og ofte var der æbler der lå og syede inde i kogerummet, et stegt æble smagte dejligt. Bedstemor sad og strikkede eller spandt, begge del kunne hun udenad, så hun behøvede intet lys. Bedstefar sad i armstolen og hvilede sig. Han passede vore kreaturer til han var omkring 80 år. Bedstemor var født i Ikast 15/12 1840, hvor hendes far var rokdrejer og hjulmand. Hun var kun 10 år, da hun kom ud at tjene første gang. Hun og bedstefar var søskendebørn. Hun var god til at synge, og i disse mørkningstimer sang hun mange salmer og sange for os, som hun kunne udenad. Hun kunne også mange gamle viser, men dem husker jeg ingen af. Derimod kan jeg huske meget af, hvad hun fortalte om varsler. Hun havde kunne høre og se mere, end andre mennesker kunne høre og se. Det kunne hun også sidde og fortælle om i sådan en mørkningstime, og det kunne godt komme til at løbe koldt ned ad ryggen på sådan en ti – tolv års dreng som mig.

Nu kommer der lidt af hvad bedstemor fortalte
Da hun var 12 år tjente hun som lillepige på en gård ved Ikast. En nat vågnede hun ved, at der var noget, der trak i hendes overlagen, det var ved at være lyst i kammeret, men der var ingen at se. En uges tid efter døde den gamle aftægtskone, og så tog konen på gården overlagnet fra bedstemors seng og lagde den over den døde.

En aften mange år senere, da hun og bedstefar skulle til at i seng, kom hun til at se ud af vinduet og så da et lys bevæge sig op over bakken på den anden side af mosen. Hun kaldte på bedstefar og sagde: Hvem kan det være, der går der med en lygte på denne tid af døgnet? Bedstefar kunne ikke se noget lys. Nogle dage senere forsvandt der en mand derude fra egnen, og folk var ude at lede efter ham. De fandt ham liggende druknet i en tørvegrav, da de bar ham hjem, gik de netop der, hvor bedstemor havde set lygten bevæge sig, og tidspunktet var nøjagtig den samme, og de havde en lygte med.

En nat vågnede bedstemor ved, at hun hørte nogle gungrende lyde. Hun kaldte på bedstefar, men han kunne intet høre. ”Det er nok kallen, der er kommet op på loftet”, sagde han. En søndag middag nogle dage efter, kom bedstefar hjem fra en gudstjeneste i Bording kirke, bedstemor sagde da til ham: ”Nu har jeg hørt det samme, som jeg hørte den nat”. Den søndag formiddag havde en vognmand fra Silkeborg været der med et læs jernbaneskinner. Når han læssede dem af, den ene oven på den anden gav det den kraftige gungrende lyd, som bedstemor havde hørt der nogle nætter før. Det var i 1876, da de var ved at anlægge jernbanen fra Silkeborg til Herning.

Der vil måske være mange, der i dag vil trække på smilebåndet og sige: det var en gammel kones fantasi, der løb af med hende. Men der var noget om det, jeg ved min bedstefar og bedstemor kun talte sandhed, hvad de fortalte havde de virkelig oplevet. Da jeg nogle år senere drøftede disse problemer med en kollega, fortalte han, at han nogle år før var på feriebesøg hos sin broder, der havde en gård i Vestjylland. Og en dag var han gået en tur ud i marken, da han var kommet et stykke ud, vendte han sig om og ser da, at gården brænder, luerne slog ud gennem taget. Han vender om og løber tilbage til gården, men der var ingen ild nogen steder. Han rejser hjem, og en uges tid efter får han et brev fra sin broder, hvori denne fortæller, at deres gård er brændt. Jo, der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår.

Da min far døde i december 1937, var jeg lærer i Harboøre, det var en mandag morgen kl. 5, at jeg pludselig vågnede op, og det stod så lysende klart for mig, at nu var far død. Da Signe kom op, fortalte jeg det til hende. Klokken ni blev jeg kaldt til telefonen, det var min broder, der ringede og fortalte, at far var død klokken 5.

Hvad min gamle bedstefar fortalte
først spredte træk fra Bording sogn i tiden omkring 1848 – 64, vi lader bedstefar fortælle

Et lille stykke nordvest for Bording kirke lå en lille ejendom. På den ene side af vejen, der førte over ejendommen lå to gamle svejryggede huse, der ordentlig kunne ryste for vestenvinden, på den anden side af vejen stod altid en stak klyner (hedetørv) der efterhånden, som den gamle bilæggerovn fortærede dem, svandt ind dag for dag vinteren igennem, indtil der næste sommer blev rådet bod derpå ved en ny forsyning.
Til ejendommen hørte 100 tdr. land, samt et stort stykke hede, der lå ude ved Sjøbjerg sø og kaldtes ”Rotvig” Det er det nuværende Damholt mergelleje. Tænk hvilken rigdom min fader således uanet var ejer af.
Den lille hyrdedrengs ensomme tilværelse: født 9/1 1837.
Mit første arbejde var at drive min faders kreaturer ud til ”Rotvig” og vogte dem der. Jeg var kun 6 – 7 år, da jeg begyndte som vogterdreng og gik der ene på den store hede sammen med kreaturerne og græd og længtes efter, at det skulle blive aften, så jeg igen kunne komme hjem til min moder. Min fader havde bygget en lille jordhytte til mig derude, der kunne jeg krybe i læ, når det regnede.

En handel der gav bagslag.
Som hyrdedreng havde jeg mange, for andre morsomme, men for mig oftest ret ubehagelige oplevelser, således ville de ældre hyrdedrenge deromkring benytte sig af min barnlighed. En dag kom en stor dreng, der vogtede køer i nærheden, hen til mig for at slå en handel af med mig. Jeg havde imidlertid intet handelskram og fik da det gode råd af ham, at jeg kunne skære knapperne af noget tøj, så kunne vi handle om dem. Og jeg var ikke klogere end, at jeg om aftenen skar knapperne af min yngste broders vest. – Næste morgen savnede mor knapperne, og da hun troede, at det var drengen selv, der havde skåret dem af, blev jeg sendt ud for at skære et ris, da han skulle have prygl. Nu gik det imidlertid hverken værre eller bedre, end en af knapperne trillede ud af min lomme, da jeg kom ind med riset, og da min moder så det, blev det en anden, der fik pryglene.

 Da jeg faldt i søvn.
En anden gang var jeg så uheldig at falde i søvn, og kreaturerne var da gået over i Niels Sjøbjergs gjær (spengel), da jeg vågnede, så jeg Niels Sjøbjerg komme ned til søen ridende på en hvid hest, jeg fik travlt med at få kreaturerne drevet bort fra de ulovlige veje. Niels Sjøbjerg red med det samme til Bording og klagede til min fader. Noget efter kom min fader gående over til en anden hyrdedreng. Jeg havde ikke mere glæde end til mig selv, da jeg ved at gå op på bakken for at se efter kreaturerne, så min fader gå hos dem. Jeg fik en god omgang prygl, men min fader sagde senere, at havde jeg gået hos kreaturerne, og han først havde set, hvor stor skade, der var gjort i Niels Sjøbjergs gjær, var jeg sluppet for pryglene.

Nogle år senere var jeg heldigere, det var efter mine forældres død. Og vi søskende var kommet ud i sognet. Jeg var hos Niels Mikkelsen i Ravnholt og skulle også der passe kreaturerne. Så var det en tidlig sommermorgen, der lå en kold tåge over mosen, hvor jeg gik hos kreaturerne, disse gik roligt og græssede, jeg lagde mig da i læ ved et par store knolde, og der overmandede søvnen mig, da jeg vågnede, var det helt klart solskin. Jeg så mig omkring, men der var ikke et kreatur at se, de var bissede hjem til Ravnholt. Jeg tog en træsko i hver hånd og løb, alt hvad jeg kunne. Da jeg nåede hjem, var manden ved at binde den sidste ko, jeg sagde selvfølgelig ikke at jeg havde sovet, og han sagde heller ikke noget til, at kreaturerne var kommet hjem.

Slavekrigen.
Så kom tiden før 1848 med urolighederne i Sønderjylland og Holsten. Det vagte en stor uro i Bording sogn, da rygterne om at Slesvigholstenerne lukket ”Slaverne” (tugthusfangerne) ud af Rensborg tugthus, nåede til Bording. Pastor Henriksen var nemlig kommet til Bording, og var endnu ikke gift, hans forlovede boede oppe i Thy. Da han hørte folk fortælle, at ”slaverne” kom op gennem Jylland og brændte alle de gårde og huse af, de kom forbi, tog han og karlen hver en hest og red i stræk galop mod Thy, ladende pigen og tjenestedrengen ene i præstegården med dens skæbne. Alle Bordings voksne mænd og karle samledes hver dag ved præstegården og holdt øvelse under kommando af en mand fra Subkjær, for at de kunne give ”slaverne” en varm modtagelse, når de kom. Så oprandt dagen, da ”slaverne” efter rygterne kunne ventes i Bording. Det var en dejlig klar dag, når folk så røgen fra skorstenene i det fjerne, var det klart, at nu var ”Slaverne” nået dertil, og røgen, de så, var fra et hus, der var sat ild på. Hjemme hos os var alt klar til at rykke ud. Vor syge fader skulle lægges på vognen, og så skulle vi køre ud til ”Rotvig”, der mente mine forældre, at vi bedst var i sikkerhed. På en gård i Bording var alle fødevarerne, mælk og fløde stillet frem på bordet, og alle måtte spise, når de ville og havde lyst. det kunne jo lige så godt blive spist af sognets folk, som ”Slaverne” skulle tage det. fra det nordlige del af sognet kom folk bevæbnede med plejle, leer, høtyve og gamle ”muskedonnere” for at slutte sig til det væbnede mandskab, der var ved præstegården. Alt var beredt på at give ”Slaverne” en varm modtagelse, men det viste sig jo at være blind alarm.

Skolevæsenet i Bording sogn omkring 1850.
Lige vest for Bording kirke lå den gamle hovedskole, hvor lærer Pagh var lærer. Han underviste tillige i en biskole i Bodholt. I Kristianshede var lejet en almindelig stue, og der underviste en mand, der hed Niels Skyum. Også i Stubkjær var der en skole, hvor Niels Spillemand, senere sognefoged i Bording, var lærer. Lærer Pagh var tillige landmand, han havde to køer og en hest. Denne hest var det især galt med græsning til, han trak da hesten ind på kirkegården og tøjrede den mellem gravene, hvor der var godt med græs. Det måtte han imidlertid ikke for pastor Henriksen, og af den grund måtte hr. Pagh tidlig op om morgenen, så hesten kunne få livet fuld, inden præsten stod op.

Pastor Henriksen ville også se lærer Pagh og de andre lærere efter i skolen, ofte trådte han derfor uanmeldt ind i skolestuen for at overvære undervisningen. Lærer Pagh var tillige ringer ved kirken, og som løn fik han ”æ ringkjær” – et bestemt antal neg – og kørte rundt i sognet for at hente det hjem, nogle skulle kun give et neg, andre flere – alt efter gårdens størrelse

Når skolen skulle kalkes.
Kommunens udgift til vedligeholdelse af skolerne var lille og så godt som intet ud over lærernes løn. Når skolen skulle kalkes, blev der sendt bud til gårdmændene, der så sendte deres pige hen til skolen for at kalke, men først skulle ler væggene klines. Pigerne æltede leret i en spand og smed det i hulinger på væggen og glattede det efter med hånden, hvorefter det blev børstet over med vand, når det så blev tørt, blev der kalket med en kost, der var lavet af græs (Drængræs). Det var kun stuehuset, der blev gjort i stand på den måde. Udhuset måtte degnen selv sørge for. Når degnens kone skulle lave ost, sendte hun brev med skolebørnene, at den dag ville hun lave ost, og så kom bønder konerne med mælk til osten.

Degnens snaps.
Degnen i Bording havde den skik ved højtiderne at give de kirkesøgende mænd en snaps efter gudstjenesten. Ondskabsfulde tunger mente, at degnens glas var noget lille. Så var der en helligdag, at Per Spillemand, der var sognefoged i Bording, ikke fik sit glas tømt, ”Drik ud” sagde degnen, ”A ka bestemt et”, sa Per Spillemand. ”Så skal du ha jen te” sagde degnen – og den drak Per Spillemand ud. Præsten fik byg af landmændene som betaling for brød og vin til altertjenesten. Det var også skik, at børnene, der gik til præst, skulle have sending med, denne bestod af smør, æg og andre fødevarer.

Koen kunne selv finde hjem.
Jeg husker, at jeg som dreng var med min fader til Christianshede marked, vi var der med en ko, der var gammel i gårde hos os, han fik ikke koen solgt, og da vi kom ud fra markedspladsen surrede han rebet om hornene på koen og lod den gå, den tog pænt retningen mod Bording. På hjemvejen var vi inde i ”Rønkildegård”, hvor fader spurgte, om koen var kommen forbi, og de sagde, at den vat kommen nok så pænt gennem gården. Da vi kom hjem, stod koen i stalden. I ”Rønkildegård” blev vi budt kaffe, jeg svarede at jeg ikke var tørstig. Det var første gang, jeg blev budt kaffe. Konen på ”Rønkildegård” var min faders søster

Strikkeriet gav en god indtægt.
En stor del af folks indtægt var det, de fik ind ved at strikke, alle måtte arbejde med det, forkarlene skulle strikke elle karte for husbonden de lange vinteraftener. Vi kunne også have det rigtig hyggeligt sådan en vinteraften, når vi sad sammen i stuen med vort arbejde, nogle kartede, andre strikkede. Som vi sådan sad sammen omkring tællepråsen skete det ofte, at nogen af naboerne kom med deres ”bindhues”, og så gik tiden med samtale af forskellig art, der blev fortalt spøgelseshistorier og røverhistorier og der blev sunget viser. På den måde kunne en aften hurtig gå. Det var ikke alene om aftenen i vintertiden, at der blev strikket, nej hele året rundt måtte de fem pinde arbejde. Når manden kørte gødning ud, gik han og strikkede, medens studene sindigt trak læsset ud i marken. Kvinderne var dog de flittigste, de havde næste altid bindehosen i hånden, enten de skulle i marken for at flytte kreaturerne, eller de skulle i mosen at skrue tørv. Jeg har hørt, at en kone ikke alene bandt det korn op, hendes mand høstede, men også satte det sammen og rev stubbene, og så kunne hun endda få noget strikket.

Indtægterne var i den tid små, af den grund måtte udgifterne holdes nede til det mindst mulige. Sognets vejvæsen kostede ikke noget, hver mand havde sit vejstykke at holde i stand. Vejstykkerne blev fordelt efter gårdens størrelse. Skulle der anlægges en ny vej, blev beboerne tilsagt at gøre dette arbejde. Alt offentlig kørsel gik på omgang.
Fattigvæsenet var også billigt, var der en familie, der ikke kunne klare sig, kunne de få ”Fattig rug”, det blev ligeledes pålignet landmændene at levere gratis. Var der et enligstillet menneske, der ikke kunne klar sig selv, måtte det gå på omgang i sognet. Dette var dog i reglen kun mændene, kvinder og gamle mænd blev ”bortliciteret” til den lavest bydende, gerne for et år af gangen.

 Da det første postvæsen kom til Bording. 
I min barndom var der ikke noget i Bording, der hed post, skulle der sendes et brev, blev det sendt fra een sognefoged til en anden. Først da landevejen mellem Silkeborg og Herning var bleven anlagt, blev der oprette postvæsen. Der kom en kørende post ad landevejen to gange om ugen, og der var brevsamlingssted i Bodholt, hvor breve kunne indleveres. De breve der kom til brevsamlingsstedet i ugens løb, tog brevsamleren med til kirke om søndagen, så kunne folk få deres post der. En hel uges post kunne udmærket være i brevsamlerens hat. Han kunne om søndagen ved kirken få forbindelse med næsten hvert hjem i sognet. I pastor Blumers og Bulows tid var Bording kirke altid fuld af mennesker, idet ikke alene folk fra sognet, men også fra de omliggende sogne søgte til Bording Kirke. Det blev sagt, at kirken ikke var overfyldt, når der i hver stol sad dem, der kunne sidde, og lige så mange stod op, og de så skiftedes til at sidde, men skulle der to eller tre mere ind i hver stol, da var kirken overfyldt.

Hans sidste år i barndomshjemmet.
De sidste år, jeg var hjemme før mine forældres død, måtte jeg hjølpe med at drive ejendommen, min fader var ofte syg, og så måtte moder og jeg udføre alt arbejde. Vi pløjede med en af de gamle hjulplove forspændt med en hest og en stud, jeg kørte og moder holdt ploven, det var ikke store arealer, vi kunne pløje på en dag, fader og moder døde med få måneders mellemrum det år jeg skulle gå til præst. Hjemmet blev solgt og vi seks søskende kom rundt i forskellige hjem i sognet. Jeg kom i præstegården hos pastor Henriksen og var der, til jeg blev konfirmeret, så kom jeg til at tjene i Ravnholt.
Lange rejser.

I min ungdom havde jeg flere lange ture. Engang skulle jeg trække en tyr til Viborg, det tog to dage at nå derop. Da jeg skulle hjem, skulle jeg gå ind til rebslageren og have eb ring reb med hjem. Uheldigvis var det ikke færdig, men den der var glad, det var mig. Et par gange var jeg kørende til Århus efter rug, og flere gange kørende til mølle nede på Silkeborg mølle.

På session.
Man var vant til store afstande dengang, således måtte jeg møde i Holstebro, da jeg skulle på session. Jeg måtte af sted tre gange inden jeg blev kasseret. Vi kørte fra Bording om morgenen, dagen før sessionen skulle begynde, og kom til Holstebro ved aftenstid, gæstgivergårdene var overfyldte af unge mennesker, hvoraf mange var fulde, så det var ikke til at sove om natte for spektakel. Når sessionen ved aftenstid var forbi, kørte vi efter Bording, og kom der næste dags morgen. Det var en lang tid at sidde på en stiv vogn, så vi dygtig stive i kroppen efter sådan en køretur.

”Æ Luen marked”
En af de største begivenheder der på egnen var ”Æ Luen marked”. Til dette marked, der hvert år afholdtes i Gjelleruplund, skulle alle unge, ja det var sådan, at de unge ved fæste forlangte at få fri den dag, der var marked i Gjelleruplund. Det varede i tre dage. Det begyndte dagen før og endte dagen efter den egentlige markedsdag. Til dette marked kom der store læs trætøj fra Silkeborg egnen: Træsko, slagler, bedrag, trætøj til vogne, spiseskeer og meget andet, der var altid en mængde beværtnings telte. Gæstgiverne kom dertil helt nede fra Vejle egnen, og alle gjorde god forretning, så der var altid en mængde fulde folk. Der var også altid en mængde gøgler og tryllekunstnere.
Foruden markedet i Gjelleruplund var der et i Christianshede, det var ikke af så stor betydning, men hen imod aften samledes dog mange unge, det som ofte blev noget højrøstede. Når de hen ad de små timer vendte hjemad.

Da krigen 1864 brød ud.
Jeg var bleven gift og boede i Ravnholt. En dag ville min kone over til Ikast for at besøge sine forældre. Før hun gik, ville jeg gå ud for at se, om der var nogle fjendtlige soldater at se, de danske var nemlig et par dage i forvejen draget nordpå. Da jeg kom op på bakken syd for Ravnholt, kunne jeg se ryttere helt fra Hjøllund over forbi Isenvad. Min kone kom ikke i byen den dag. senere blev jeg klar over, at det var Østrigske soldater, der kom mange af dem gennem Bording sogn, men alle var de rolige og ordentlige.

Fra hjemmebrændingens tid.
Hvorledes kontroløerne blev narret, og gendamen kom galt af sted. (skrevet ned forår 1934)
Det var en mørk vinterdag mange år tilbage. I mørknings timen listede jeg ind i bedstefaders stue. Han sad ved kakkelovnen og varmede sig med øjnene rettet mod ilden i kakkelovnen. jeg fik en følelse af at han drømte sig tilbage til sin ungdoms – ja, måske barndomstid. Jeg satte mig stille ned på en stol og så på ham. Da jeg havde siddet lidt, brød jeg tavsheden med spørgsmålet! Kan du ikke fortælle mig noget om den tid, da brændevinsbrænderiet blev forbudt her i landet?. Jo, siger bedstefader og lod den gamle rynkede hånd løbe gennem det tynde, hvid hår, og efter at han har drejet sin stol om, så han ser på mig, tager han fat.

Hvad bedstefader fortalte:
Nu er det om jeg kan huske tiden, det kniber jo med hukommelsen, når man er over de 80, men det er vist ikke helt galt, når jeg siger, at det var omkring 1845. jeg var altså knap nok en halv snes år dengang. I den tid var det meget almindeligt med brændevin. Ved enhver lejlighed, ja, næsten ved hvert måltid kom brændevinsflasken på bordet. Det var en billig drik, da alle selv kunne lave den. Gårdmændene brugte deres affalds korn til brændevins fremstillingen. Kornet mistede ikke ret meget af sin foderværdi, fordi der blev lavet brændevin på det. og redskaberne, der skulle bruges til brændevinsbrændingen, var få og billige.

Men så var det at regeringen kom i tanke om, at det kunne give en god indtægt i statskassen, når der blev lagt en skat på brændevinen. Derved blev hjemmebrændingen forbudt. Brændevinen måtte kun fabrikeres på de store brænderier i byerne. Men bønderne blev alligevel ved at brænde i smug. Og da var det, at der blev sendt kontrollører ud. Nogle steder blev de kaldt snapshaner. Disse skulle holde øje med, at bønderne ikke brændte brændevin og få dem til at udlevere deres ”brændevinstøj”. Bønderne regnede det for en meget fortjenstfuld handling at narre og fortrædige disse kontrollører. Nu skal du høre, hvorledes bønderne bar sig ad, når de opdagede, at kontrollørerne kom.

Den mystiske sæk i mosen.
På en gård i Bording var de netop i færd med at brænde brændevin, da de fik at vide, at nu kom kontrollørerne. De var hurtige til at handle. Da kontrollørerne kom i nærheden af gården, så de en karl der løb af sted med en sæk på nakken i retning af Nørlund. Kontrollørerne troede jo selvfølgelig, at det var brændevins tøjet, han havde i sækken, og de satte straks i løb efter ham. I Nørlund mose var de meget tæt på karlen, der for at vinde tid smed sækken i en tørvegrav. Skønt tørvegraven var fuld af vand, fik kontrollørerne omsider sækken fisket op. Imedens var karlen kommet dem helt af syne, hvilket var godt for ham, for kontrollørernes ansigter varslede ikke godt, da de efter at havde åbnet for sækken så, at den var fyldt med hestegødning. Medens kontrollørerne foretog denne afstikker, havde man god tid til at få brændevinstøjet gemt oppe på gården.

Pigen der havde ”Tyfus”.
Et andet sted i Bording bar de sig ad på en noget anden måde. Da de så kontrollørerne komme, gemte de brændevins tøjet pigens seng. Kontrollørerne gennemsøgte gården og kom jo også til pigens kammer. Der lå pigen i sengen og råbte om vand. På kontrollørernes spørgsmål om, hvad pigen fejlede, svarede konen ”tyfus”. Da kontrollørerne bare hørte det ord, fik de travlt med at komme ud af huset.

Hos min svigerfader, der var hjuler i Ikast lagde de brændevins tøjet ned i en stor kedel og nogle hjul nav ovenpå og bragte derefter kedelen i kog. Da kontrollørerne kom. Var min svigerfader jo i færd med at koge sine hjul nav. Sådan blev kontrollørerne narret mange gange og på mange måder, men de fik dog fat på mangen brændevins tøj. Omkring 1850 var hjemmebrændingen forsvundet ii Bording.

Da Gendarmen anholdt sognefogdens kone for betleri.
Da bedstefader havde fortalt disse historier, gik der et smil over hans ansigt, og han sagde; nu skal du høre en anden historie, der er om gendamerne. Det vat omkring 1885, – det var jo dengang vi fik ”Riffelloren”. Ak ja! Der var en urolig tid i de dage. Der var jo en der skød et skud af mod Estrup. Det gjorde ham ingen skade, men straks havde vi Gendamerne. Nogle var til hest, og alle havde de blå uniformer, hvorfor de altid i daglig tale hed ”de blå”. De skulle fange alle betlere og tiggere, det var jo altså en slags politi. Så var der et sted, nu husker jeg ikke sognets navn, at sognefogedens kone ville gå over til en barselkone med en spand sødsuppe. I det samme kom en gendarm ridende. Han standsede straks hesten og spurgte hende i en bestemt tone, om hun var ude at tigge. Konen forsikrede, at hun var ude i omtalte ærinde. Det ville gendarmen dog ikke tro og sagde, at nu gik de til sognefogdens gård, hvor gendarmen stolt fremviste sit bytte for den benovede sognefoged, hvem han spurgte, om han ville sørge for konen. Sognefogden svarede: ”Ja, det vil jeg, nu har jeg sørget for hende i tyve år og jeg håber også at kunne blive ved dermed – det er nemlig min kone”. Da gendarmen hørte dette, forsvandt han skyndsomt ud af gården til stor morskab for sognefogden og hans sådan lidt forskrækkede kone. Nu fik du den historie i tilgift, og nu skal vi vist til at bestille noget, sagde bedstefader, hvorpå han tændte lampen og tog fat på bindehosen. Og jeg hentede min bog og gav mig i lag med lektien. Det var lidt om, hvordan mine bedsteforældre kunne underholde os søskende i mørknings timerne.

Lidt om vore karle.
Jeg har flere gange nævnt min fætter Gert, og jeg kan næsten godt kalde ham min plejebroder, da han var kommet til os, da han var 7 år, og han var hos os så godt som hele tiden, til han skulle ind som soldat. Han var omkring konfirmationsalderen, da jeg blev født. Ham holdt jeg meget af, han var så flink og rar, han lavede meget legetøj til mig. I de lange vinteraftener var han travlt beskæftiget med husflid, han lavede små fine æsker og fotografirammer i alle størrelser af cigarkasse træ. Når far var kørende til Bording, skulle han spørge hos købmanden, om han havde nogle tomme cigarkasser, han måtte få med hjem til Gert. Hans eneste værktøj var en god skarp kniv, en syl og noget sandpapir. Man kunne se hans rammer på væggene rundt hos hele familien.

Han elskede naturen og hvad, der rørte sig der. En dag i Februar kom han med to små harekillinger, han havde fundet ude i marken, han havde dem i sin kasket. Da vi havde set dem, bar han dem ud og satte dem, hvor han havde taget dem. En sommer søndag gik han og jeg en tur i skoven, da lå der pludselig en stor hugorm foran os på stien. Den dræbte han med en sten, og ved hjælp af en kløftet pind fik han hugormen anbragt i en myretue. Da vi en uges tid efter var henne ved myretuen for at se, hvordan det var gået med hugormen, da var alle bløddelene spist, og skelettet lå fri og ren. Det var pænt arbejde, myrerne havde lavet. Jeg husker, at da Gert første gang rejste fra os, kørte far ham og hans kuffert ned til Moselund station. Da Gert sagde farvel, græd jeg, det var svært at tænke på at han ikke mere skulle være hos os. Vi havde ellers i mange år været tre, som hed Gert. Naboerne kaldte os for gammel Gert, store Gert og lille Gert.

Efter soldatertiden tog Gert plads som staldkarl eller forkarl rundt på store herregårde. Da han var blevet gift, købte han en lille ejendom i Pårup hede, som han drev i sin fritid, ellers gik han på arbejde, om sommeren i mosen og om vinteren ved grusgravning eller skærve slagning, senere blev han ansat som vejmand i Engesvang Kommune, og der ydede han en betydelig indsats, vejene var gode at færdes på, de blev passet godt. Som pensionist boede de i Engesvang, hvor di havde et hus med en stor have, hvor de drev lidt gartneri

Da Gert var rejst fra os, fik vi Henrik som karl, han var søn af en af mors søstre og altså en fætter. Han var både flink og rar og dygtig som karl, men han tog sig ikke så meget af Niels og mig, som Gert havde gjort. Jeg husker en af de første dage, han var hos os, at han blev sat til at dække roer. Jeg havde min lille skovl og hjalp til af bedste vene med at smide jord på roerne. Niels klatrede op på roerne, og ville ikke gå ned igen, da satte Henrik sin skovl, og med et par spring var han oppe på roerne, hvor han greb Niels under armene og bar ham ned, og så blev han sat ned på jorden, og det skete så håndfast, at drengen forstod, at det skulle han ikke gøre en gang til. Henrik var hos os et år. Ikke ret mange år efter giftede han sig og overtog så sin fars gård i Hestlund. I mange år holdt han søndagsskole og var leder af samfundet i Hestlund.

Den næste karl vi fik hed Jacob Petersen, han var søn af Kristen Petersen, Julianehede, der var leder af samfundet og søndagsskolen der. Jacob, der var 15 år, fandt morskab i at gøre mig bange, han fortalte om ræven, der ville bide, og om spøgelser der levede alle vegne. Til sidst blev han selv så bange, at han ikke turde gå ud for at fodre hestene om aftenen, uden at jeg var med ham, og han havde en tændt lygte i hånden. En anden lille historie om Jacob. Det første efterår, han var hos os, var han og far ved at rense en grøft nede i mosen. Da de en dag havde holdt et lille hvil og spist et par stykker mad, tog Jacob en pibe op af lommen og ville til at stoppe og tænde den. Lad mig lige se den pibe, sagde far. Jacob rakte ham piben, ja, den ser jo godt ud sagde far, men nu beholder jeg den til i aften. Nu skal vi i gang igen, og her ryger vi ikke i arbejdstiden. Om aftenen tog far piben frem og stoppede den af sin egen tobak og rakte den til Jacob og sagde: ”Nu må du ryge”. Jacob var hos os et år, så rejste han i en anden plads. Senere blev han gift og bosatte sig o Bording, hvor hans kone drev Hjemmebageriet, og han var arbejdsmand. Han var i flere år leder af Arbejdernes bibelkreds i Bording.

Den sidste karl, vi havde, var Tobias Lassen, han var en søn af fars søster, der boede i Engesvang, han var hos os i 2 år. Han havde dette tilfælles med Gert, at han gerne ville arbejde med træ. Han brugte løvsav og savede fine ting ud af krydsfiner, det sad han og arbejdede med inde ved bordet i de lange vintertimer. Den første sommer, han var hos os, hjalp han os i fritiden med at bygge et dejligt legehus nede i sandgraven. Han ville også være med til at lege indianere inde i skoven. Han hjalp os også med at få anlagt små haver i skovkanten, hvor vi avlede kartofler og græskar. Det med de små haver blev vi ved at holde i gang, efter at Tobias var rejst. Jeg kunne således levere nogle fine kartofler til middagen, da jeg blev konfirmeret.
Da Tobias rejste far os, flyttede han hjem til sin far. Om vinteren rejste han med uldpakken, og om sommeren arbejdede han i mosen. Han var ikke ret gammel, før han selv blev tørvefabrikant. I mange år var han sogneråds formand i Engesvang kommune.

Glæder og ulemper ved at bo ved en skov.
Vort hjem lå op til en skov, hvoraf en lille del var vort, og langt den største del tilhørte vor nabo Peter Madsen. Der var et hegn af ståltråd til skel, men vi drenge kunne med lethed kravle mellem trådene, og senere, da vi blev større, kravle over hegnet, og så gik vi ture derinde og legede indianere. I vor egen skov kunne vi altid finde et sted at lege, hvor der var læ forår og efterår. Sidst på dagen, når det begyndte at skumre, var det herligt at lege skjul, så skulle en af os gå ind i gården og tælle til hundrede, medens de andre gemte sig, og så var det med at komme rundt og få dem fundet. De, der først blev fundet, skulle finde næste gang

Om foråret kunne vi plukke buketter af Anemoner, Majblomst og Liljekonvaller eller Skovstjerner. Og i juni måned blev blåbærrene modne, så plukkede og spiste vi, så vi var blå på fingrene og om munden. Det var også dejligt at få en skål inde hos mor, og så plukke den fuld og så få bærrene som dessert til middag med sukker og mælk på

I skoven boede både ræven og grævlingen. Ræven ville tage vore høns. En sommerdag stod jeg på et læs korn ude i laden og var ved at forke af, da hørte jeg spektakel og uro blandt hønsene. Jeg sprang ned fra læsset og så da, ræven løbe af sted med en høne i munden, jeg løb efter, og jeg råbte og skreg, ræven blev bange og slap hønen og løb ind i skoven. Hønen løb baskende med vingerne hjem i gården, den var sluppet med forskrækkelsen. Efter dette besøg måtte hønsene blive i hønsegården.

En søndag formiddag gik vi tre drenge ude mellem træerne vest for gården, da vi fik øje på et lille vævert dyr med en lang busket hale, der sprang fra træ til træ. Da far ved middagstid kom cyklende hjem fra kirke, stormede vi imod ham, han skulle med os hen at se dyret. Han kunne fortælle os at det var et egern. Det var ikke det eneste, vi blev snart klar over, at der var flere, og næste sommer var der mange. De var i skoven, og de sprang fra træ til træ i læbælterne. Men det blev snart så som så med glæden over de mange egern, for lagde mærke til at fuglesangen tog af. Vi var vant til at have en mægtig fuglesang både morgen og aften. Nu var der ikke så mange fugle og derfor ikke så megen sang. Egerne ødelagde deres reder og spiste deres æg. Heldigvis forsvandt egerne igen, der kom en sygdom imellem dem, og de døde. Efterhånden blev der igen flere fugle og mere fuglesang.

De røde skovmyrer blev en plage for os. Vi havde i plantagen bag gården nogle myretuer, der var på størrelse med høstakke. Myrerne kom ind i husene, og i haven kravlede de op i frugttræerne. Særlig var de slemme efter pærerne, når de sidst på sommeren var ved at være modne, de gnavede store huller i de modne frugter. Bedstefar prøvede at male et bælte med tjære omkring stammerne på pæretræerne, så gik myrerne fast i tjæren. Men de fandt på råd, de lavede en bro over tjæren bygget op af sandkorn og grannåle. Da nogle dage var gået, var broen færdig, og de kunne igen sidde og nyde de søde pærer.

Så blev det far og mor for meget, nu skulle der gøres noget for at få myrerne udryddet. En vogn blev kørt om til en stor tue i skovkanten, og så blev tue og myrerne skovlet op i vognen og kørt ned til bækken, der blev vognens indhold smidt ned i vandet, hvor det drev væk med strømmen. Næste sommer var der flere små tuer med røde skovmyrer langs bækken. Myrerne var kravlet i land og havde overvintret. Efter et par år var disse myrer væk, de havde ikke kunnet finde føde nok, eller omgivelserne havde været for fugtige for dem. For at få myrerne i de andre tuer udryddet blev der gravet en stor grav i nærheden af dem, og ved hjælp af en trillebøre blev tuerne og deres indhold af myrer kørt hen og væltet ned i graven. Mens dette arbejde stod på, blev der kogt vand i vaskekedelen, og nu blev det i spande båret om og hældt ned i graven. Ikke alle blev dræbt, men myreplagen blev aldrig så stor mere.

Bækken
Nede, hvor mark og mose mødtes, var der en bæk, den kom omme fra Pårup mose, og den løb ud i Karup å nede i Skygge. Om sommeren var der ikke ret meget vand i den, da var det dejligt at gå og soppe i den med bare ben. Vi smøgede bukserne godt op og vadede ud i den. Der var ikke så få gedder i den, når vi mudrede vandet op med benene, kom de op, og så greb vi dem med hænderne og smed dem op på land. Tobias var særlig flink til at fange dem.

Der var et sted, hvor der var sandbund, der var vandet rent, og der kunne vi bade, når solen skinnede, kunne vandet være dejlig varmt. Det var særlig om middagen, når far og mor sov middagssøvn, at vi løb ned til bækken. Vi legede også med skibe, som vi satte i vandet, og så fulgte vi dem oppe på bredden, det skete, at de løb fast i kanten, men ved hjælp af en lang pind fik vi dem løs og i fart igen. Vi måtte have dem i land, inden vi kom ud til skellet, for der var skelgrøften så bred, at vi ikke kunne komme over den. Det skete jo også flere gange, at et skib gik tabt for os, når der var stærk strøm i bækken.

Ved forårs tide, når sneen smeltede, var bækken en rivende strøm, den kunne gå over sine bredder og sætte store arealer under vand. Jeg husker et par gange hvor næsten hele vor opdyrkede mose var sat under vand, og så slog det om til frost, og det hele blev en herlig skøjtebane. Vi havde ingen skøjter, men så kunne vi glide, og vi kørte på is slæde, som vi drev frem ved hjælp af to pinde med pigge i enden. Jo vi havde megen glæde af den bæk! Men den kostede også arbejde, idet den skulle ryddes for grøde mindst hvert andet år, og når det skulle køres bort, kunne der blive mange læs.

Gamle ting.
Vi havde mange gamle ting oppe på loftet over stuehuset, de lå eller stod ind mod taget. Der var dejtruget, der blev taget ned i køkkenet, når der skulle bages i den store ovn. Der var kærnen, som mor brugte, når hun engang om ugen kærnede smør, og smørtruget, som hun brugte, når smørret skulle æltes. Så lå der en hirsegl, som aldrig blev brugt mere. Et par staldlygter til stearin – eller tællelys, der var glas i de tre sider, i den fjerde side var der en metallåge, der kunne åbnes, når lygten skulle tændes. Der var et gammelt vaffeljern med to lange stænger som håndtag. Der var mors rok, som hun kun sjældent brugte, og bedstemors blok til at trække de lange underbukser ned over, når de blev vaskede og skulle hænges til tørre, der var også et par blokke til lange strømper. Der var en kasketkarl af træ, som far brugte, når korn dyngerne, på loftet skulle kastes igennem for ikke at mugne.

Alle disse gamle ting fik jeg reddet, da vi i 1928 brækkede det gamle stuehus ned og byggede et nyt. Og jeg fik det hele pænt anbragt som et lille museum, oppe på loftet af det nye hus. For ikke så længe siden, så jeg nogle af tingene nede i Johannes`s værksted, han havde taget dem med da han flyttede fra gården.

Min skolegang.
Da jeg var fyldt 7 år den 10 Juni 1912, var jeg skolepligtig og skulle begynde min skolegang 1. November i Julianehede skole, men det blev ikke sådan. En dag sidst i Oktober stod jeg ude hos far i vognporten, hvad han lavede, ved jeg ikke, men ved side af vognen lå et stykke af en træstamme det var rund, og jeg morede mig med ar stå oppe på det og træde det rundt, men pludselig smuttede det fra mig, og jeg faldt bagover og stødte baghovedet mod kanten af de bagerste hjul. Der blev et dybt hul, og det blødte meget. Ved at hjælpes ad fik far og mor blodet standset og fik mig forbundet. Der gik lang tid, inden såret var lægt, og så fik jeg en eller anden børnesygdom, det var vist kighoste. Altså, det gik sådan, at jeg ikke kom i skole før efter nytår 1913. i den tid, jeg havde den dybe sår i baghovedet, måtte jeg ikke komme ud, for at forkorte tiden for mig lærte far mig at binde børster. Det var min første begyndelse som husflids mand.

Den første skoledag efter Hellig tre konger skulle jeg så i skole. Der var en lang vej at gå, og vejen var om vinteren meget opkørt og pløret. Far havde købt mig et par træskostøvler, de var til at begynde med lidt for store, og de var tunge at gå med, så det var en stor glæde, når vejen om foråret blev så tør, at jeg kunne klare mig med træskoene. Jeg skulle hjemmefra mindst tre kvarter før, vi skulle møde i skolen, for at nå det, jeg ville helst af sted en time før for at være sikker på ikke at komme for sent. Om vinteren var det mørkt, når jeg gik ved ottetiden, og det var ved at være mørk, når jeg ved firetiden kom hjem. Den lange vej måtte jeg det meste af min skoletid gå alene. Da Niels skulle begynde i første klasse, blev jeg rykket op i anden, det var kun det sidste år klasse, at vi kunne følges ad, vi skulle næsten helt ud til skolen, inden der var kammerater at følges med.

Da far og jeg den første dag trådte ind i skolestuen, havde lærer Nielsen time, han viste os ind i stuen. ”så giver min søster en kop kaffe”, sagde han. Inde i stuen sad en ung lærer i sofaen og læste. Han hed Erslev og var hjælpelærer hos lærer Nielsen den vinter. Vi hilste på ham og frk. Nielsen, og han og far snakkede godt sammen, medens frk. Nielsen lavede kaffe. Da det blev frikvarter, kom lærer Nielsen ind og drak kaffe sammen med os. Da frikvarteret var fobi, gik far hjem, og jeg fulgte med lærer Erslev ind i skolestuen, hvor han nu skulle have time

I første årgang var vi fire drenge og tre piger. Det vakte stor forbavselse i hele klassen, da lærer Erslev kom hen til mig for at høre, om jeg kunne bogstaverne og jeg så kunne læse flydende op af Nikolaj Nielsens bibelhistorie. Min bedstefar havde lært mig bogstaverne og lært mig at stave og siden hjulpet mig med læsningen om aftenerne vinteren før, så jeg var ikke bagefter de andre, der havde begyndt skolen to måneder før.

Det var en to klasses skole. Første klasse gik fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren og så var der eksamen i oktober måned, hvor der blev bestemt, hvem der skulle rykkes op i anden klasse. Det almindelige var at alle i tredje årgang blev rykket op, men det kunne ske, at en enkelt skulle gå et år mere i den yngste klasse. I vinterhalvåret gik første klasse kun to dage om ugen og anden klasse fire dage og så havde de eksamen i april måned. Til eksamen kom skolekommissionen, der bestod af præsten og to andre mænd. Og så var sognets andre lærer med, det var skik, at de gæstede hinandens skoler på eksamensdagen.

Et år var der et forfærdeligt regnvejr, da Niels og jeg skulle af sted. Så spændte far for fjedervognen og kørte os ud til skolen, derefter kørte han hen til Niels Iversen, der havde en gård nabo til skolen, hvor han fik hestene i stald, og så kom han og var også med til eksamen. jeg kan godt huske, at Niels og jeg ikke var så glade for den ordning, far måtte godt have kørt hjem, der var ingen af de andre, der havde deres far eller mor med.

Da anden klasse var i skole fire dage om ugen, og der i den var fire årgange, havde lærer Nielsen en hjælpelærer hver vinter i min skoletid. Den første hed som nævnt Erslev. Den næste vinter havde vi en lærer Laursen, han havde ved en ulykke mistet sin højre hånd, der var erstattet med en træhånd i en brun handske. Han skrev nydelig med venstre hånd. Så kom lærer Thomsen, som vi holdt meget af. Derefter lærer Sønderby, der var lærer Nielsens søstersøn. Han søgte embedet efter lærer Nielsens afsked, men blev kun nummer tre ved indstillingen, til stor skuffelse særlig for frk. Nielsen. Den næste hjælpelærer var Jens Chr. Christensen fra Gulforhoved, han blev der et helt år. Siden blev han første lærer ved Iller skole, hvor jeg besøgte ham flere gange. Den sidste hjælpelærer, jeg gik til, var P. Madsen, han var der to vintre og den mellemliggende sommer, han var derefter lærer i Ballum skole ved Tønder. Senere blev han enelærer og kirkesanger Grynderup skole ved Nørager, da vi var kommet til Kgs. Thisted skole besøgte vi hinanden flere gange. Ved lærer Nielsens afsked søgte han også embedet i Julianehede, men blev kun nummer to. Skolekommissionen syntes, at han havde virket for kort tid i embedet i Sønderjylland. Når jeg regner Frk, Nielsen med, der jo hjalp sin broder i skolen om sommeren, har jeg gået til i alt syv lærer i min skoletid.

Vi var tre drenge i fjerde årgang, der var dygtig til regning, derfor tilbød lærer Nielsen os en ekstra time i regning efter skoletid hver dag den sidst sommer, vi gik i skole, han ville gerne hjælpe os til at nå længere i regning. Far syntes ikke, han kunne undvære min hjælp, og jeg havde ikke lyst til at blive i skolen ud over de seks timer, vi havde hver dag. De andre to havde det vist på samme måde, der blev i al fald ingen ekstra undervisning. Ja, sådan kan man stå i sit eget lys i den alder! Når jeg tænker tilbage på min skolegang i Julianehede, mindes jeg den med stor glæde.

Lærer Villads Nielsen Julianehede skole.
Han var født i Tistrup ved Varde og blev efter at have taget lærereksamen ansat som omgangslærer i Engesvang 1883 og virkede som sådan, til han i 1901 blev ansat som enelærer i Julianehede. I 18 år boede han i hovedskolen i Engesvang, hvor han havde en stue. To dage om ugen gik han til Pårup, hvor han i en lejet storstue holdt skole for alle børnene i Pårup i alderen fra 7 til 14 år. Andre to dage var han i Julianehede, hvor han også i en storstue havde alle børn samlet i en klasse. De to sidste dage var han i Skygge også i en lejet lokale. Til Pårup havde han 7 km. At gå, til Julianehede 5 og til Skygge 6 – 7 km. Det var en drøj dag for ham først at gå 6 km. Og så holde skole i seks timer og have alle 7 årgange samlede i en stue ofte med dårlig belysning, og når skolen var forbi, så var der de 6 km. at gå hjem til Engesvang.

Disse omgangslærere, som der var en del af i disse år, blev kaldt for ”løbedegne”, og det var lærer Nielsen i bogstavelig forstand, han løb meget af vejen og stak lige så tit over marker, grøfter og diger. Det med at løbe var noget, han blev ved med, til han var en gammel mand. Når han i frikvarteret skulle ud efter brændsel, gik det altid i løb. Han var vegetar, aldrig spiste han kød. Han var den første i Engesvang, der fik anskaffet sig en cykel, og den kunne han tumle som den bedste. Cyklen var altid forsynet med en flyvepind på baghjulet, når han besteg cyklen, var det altid bagfra, ikke noget med at skræve over eller svinge benet over. Altid kørte han hurtig. Der fortælles, at når han havde en god medvind, så slap han styret og holdt jakken ud til siderne med hænderne, så den virkede som sejl, hvilket yderligere satte farten op.

Lærer Nielsen var ikke god til at føre en samtale, han stammede meget, var genert og blev rød i hovedet, men i skolestuen var han dygtig, her stammede han ikke og var ikke genert, og hvor var han dygtig til ar fortælle. Når han fortalte bibel – eller danmarkshistorie, blev det hele så levende, at vi kunne se skikkelserne for os, i han tro vi lyttede, og der var ro i klassen.

I de sidste år han var lærer, måtte han holde hjælpelærer om vinteren. Om sommeren var hans søster inde hos ham i skolestuen og hjalp ham med undervisningen. Hun hed Johanne og havde lærerindeeksamen. Da lærer Nielsen i 1901 blev lærer i Julianehede, flyttede hun ud til ham for at holde hus og være ham til hjælp i skolen. Hvor havde de det pænt og hyggeligt i deres stuer. Det kneb for lærer Nielsen at styre børnene i hans sidste år i skolen, men frk. Nielsen kunne, hun var skrap og gik ikke af vejen for at stikke en lussing ud, når det var nødvendigt, og det var en der sad, og den blev husket, og det var lige så godt en pige som en dreng, der var ingen forskel.

Lærer Nielsen kunne ikke synge, børnene måtte selv synge morgensang, men han vidste altid, hvilken melodi en salme kunne synges med. Han var en flittig kirkegænger, han havde sin faste plads i degnestolen inde under prædikestolen, den plads stod sjælden tom nogen søndag

Da der blev holdt afskedsfest for lærer Nielsen, blev der holdt mange taler for ham, og hans dygtighed som lærer blev stærk fremhævet. Han talte selv til sidst om Kristen Kolds skoletanker. Lærer Nielsen og hans søster flyttede til Tistrup hvor de var fra, der var en søstersøn købmand, og han havde sørget for, at der var bygget en villa til dem

Da jeg i 1933 cyklede rundt for at søge embeder på disse kanter, boede jeg hos frk. Nielsen en nat. Lærer Nielsen var død et års tid før. Frk. Nielsen var en del forkalket, så det kneb for hende at huske mig. Hendes søster, købmandens mor, var flyttet ind hos hende, nu var det hende, der tog sig af huset.

”Brinken”.
Nord for haven ved vort hjem var der en lille bakke med grus og sand, det var i den, at ”Krathuset” i sin tid var gravet ind. Gennem mange år havde vi et kartoffel hus der. Det var gravet ind i bakken og muret op af kampsten og med stenpikning som bund, det var tækket med en tyk lag halm, som der var lagt græstørv på. Det var så stort, at vi kunne have hel vort vinterforbrug af spise og fodrekartofler der. Om sommeren stod øl ankeret altid der, så var øllet dejligt koldt, så hentede vi en stor kande fuld af gangen. Forgangen brugte vi, som fængsel, når vi legede røvere og politi.

Omkring kartoffel huset var der en udyrket plet med dejlig blød græs. Denne plet var om sommeren hele familiens opholdssted i fritiden. Der var en dejlig udsigt til alle sider. Vi kunne se togene køre forbi, dem kom der mange af. Ofte kom der lange godstog, der var gerne to lokomotiver for de tredive – fyrre fuld lastede vogne. Vi kunne også se, hvad der kom ovre på landevejen fra Viborg til Vejle. Var der begravelse i Pårup. Kunne vi tælle den lange række af vogne, der kørte i skridtgang ned mod Engesvang kirke, var der bryllup, var vognrækken ofte lige så lang, men da var der fart under, det var alt hvad hestene kunne løbe. Ca. en time efter kom de tilbage med samme fart.

Søndag formiddag kom der mange cyklende med retning mod Engesvang både på kratvejen og landevejen, de skulle til gudstjeneste i Engesvang kirke kl. 10. ikke alle var cyklende, også mange gik. Blandt de sidste var Frederik Jensen fra Julianehede, han kom langsomt skridende allerede ved nitiden. Vi kunne kende ham på farten. Søndag eftermiddag var vi der ofte hele familien, så holdt vi øje med om Onkel Hans og Tante Else Marie og deres tre piger kom til eftermiddagskaffe. Vi kunne se, når de gik hjemmefra, så gik mor ind for at lave kaffe og ofte løb vi tre drenge dem i møde, det var altid festlig, når de kom. Efter kaffen skulle vi gerne en tur rundt i marken.

Som lille dreng lå jeg ofte oppe på ”Brinken”, som vi kaldte vor lille dejlige plet, sammen med min hund. Det vat en skotsk hyrdehund, den var ret stor og kraftig. Jeg kaldte den ”Vejs”, fordi den var kommen løbende til os ad vejen. Den løb lige ind ad den åbne bagdør og hen til mor, der var beskæftiget med et eller andet. Havde den kunnet snakke, havde den sagt: ”Jeg er så sulten, vil du ikke give mig noget at spise”? Mor forstod den og gav den brød og mælk i en skål, og den åd, så det var tydeligt at se, at den var meget sulten , fortalte mor. Da den havde spist, gik den ud i gården og lagde sig, den trængte også til hvile, og den blev hos os. Det var en dejlig hund. Når vi lå der på ”Brinken”, kunne den overse hele vor mark, og var et kreatur gået løs og gået ind i kornet, stak hunden straks af sted og fik det drevet hen til de andre, og så kom den straks tilbage og lagde sig hos mig. syntes den, at lammene var gået for langt fra fårene, så løb den hen og fik dem drevet hen til deres mor. Sådan noget tog den af sig selv, vi behøvede ikke at give den besked om det. en forårsmorgen var den gået med far, da han på sin trillebøre kørte mælken om på den anden side banen. Den fulgte ikke med tilbage, men var gået på opdagelse alene. Lidt efter kom en banearbejder og fortalte, at han havde fundet den liggende død på banen. Store Gert kørte den hjem på trillebøren, og vi to begravede den i skovkanten. Det var en sorgens dag for mig, jeg husker tydeligt, hvor jeg græd over, at ”Vejs” var død.

En eftermiddag i september så vi en stor flok storke, der var nok en tyve – tredive stykker der holdt flyveøvelse nede i vor eng. Det var sommerens kuld af unger, som de gamle storke ville prøve af, inden de tog ud på den lange flyvetur til Sydafrika, hvor vore storke tilbragte vinteren. Det så ud til at alle bestod prøven, for hele flokken lettede på en gang og tog retning mod sydvest. Em anden eftermiddag iagttog vi en mægtig hvirvelvind, der kom fra vest og gik hen over mosen og videre gennem en mark med høstet korn, der var sat sammen i pæne lige rækker. Negene blev hvirvlet højt op i luften, nogle neg landede i telefontrådene ved landevejen. Jo, der var god udsigt oppe fra ”Brinken”.

En eftermiddag i juni måned oplevede jeg et luftsyn, en ”Fata Mogana”. Jeg var 12 år og var sendt ned i mosen for at rive hø. Det var klart solskin og stille vejr, luften dirrede af varme, da så jeg oppe i luften inde over Engesvang en stor by med høje huse. Da jeg om middagen fortalte denne oplevelse, mente far, at det var Viborg, jeg havde set et billede af.

Jeg husker også lune sommeraftener, hvor jeg efter en travl dag nød hvilen liggende på ryggen oppe på ”Brinken” og lå ok kikkede op på de mange stjerner, der eftersom det begyndte at blive mørk, viste sig på himlen,. En stjernehimmel på en klar sommeraften var skøn at se på. Senere, da jeg som karl derhjemme havde erhvervet mig en gramofon, tog vi ofte den med op på ”Brinken” en søndag eftermiddag eller aften, og så nød vi musikken.

 Jernbanen
Det var i 1876, at jernbanen fra Silkeborg til Herning blev anlagt over vore marker og ligesom delte jorden i to dele. Det gav en god indtægt til bedstefar, han fik jo betaling for jorden, han måtte afstå, og han arbejdede ved bane anlægget, så længe det stod på, og fars ældste bror, farbror Niels, som vi kaldte ham, var også med, han kørte en hest, der trak tipvognene ud på dæmningen. Der var to bakker der skulle graves igennem syd for Engesvang. der var også god brug for en mængde fyld, for den sank hel til bunds i tørvemosen, som banen skulle over tre steder. Bedstefar fortalte om, hvordan tørvedyndet blev presset op udenfor, hvor banen kom til at ligge. Da de gravede gennem den sidste bakke, det var om vinteren, var der en mængde hugorme, de lå sammen i rede inde i bakken og sov vintersøvn. De blev skovlet op i tipvognene, og farbror Niels fortalte om hvordan disse lang hugorme hang ud over vognenes sider, når han kørte ud ad sporet med dem. Bakken med de mange hugorme blev side kaldt for ”Hugormebakken”. Også ud for vores hjem blev der lavet en stor udgravning, hvorfra fyld blev kørt ud til begge sider.

Det var en stor dag, da banen var færdig og blev indviet. Det første tog var fint pyntet med blomster og flag, og folk stod langs banelinjen og vinkede. De første skinner, der blev lagt ned, var ikke så svære, som de der ligger nu. Jeg kan huske at de blev skiftet ud, det blev gjort imellem, at togene kørte, så skinnerne skulle boltes sammen, inden næste tog kom. Togene kørte med nedsat fart hvor arbejdet stod på.. i forvejen var der kommet et tog med de nye skinner, der blev læsset af langs ad banelegemet, dette arbejdstog. måtte køre til næste station og rangerer ind på et side spor, så det ordinære tog kunne køre forbi. Når det var væk, kørte arbejdstoget ud igen og fortsatte med at læsse skinner af. Da de nye skinner blev lagt ned, kørte der også grustog, der læssede grus af, der blev hentet i grusgraven i Moselund

I Engesvang blev der bygget et sidespor, hvor banevognene kunne rangeres ind for i sommertiden at blive læsset med tørv. Under 1. verdenskrig blev dette skiftespor for lille, og byen var vokset meget, så flyttede D. S: B. stationen i Moselund til Engesvang, og der blev anlagt tre sidespor, Moselund blev nu en holdeplads

Niels P. Møller havde bygget en kalk ovn ved skiftesporet, og der kom mange vognladninger med kalk, hvilket også gjorde sit til at stationen blev flyttet til Engesvang, men det var dog den store tørveproduktion, der gjorde udslaget. Hver dag i tørvesessonen kom der ekstra tog til Engesvang efter tørv.

I sine unge dage havde far arbejdet en del ved banen som ekstra mand. Særlig arbejdede han længe ved Bording station, da den blev udvidet med flere spor. Banen var en daglig gene for os derhjemme. Mælkekuskene ville ikke køre længere end til banen, så vi måtte køre vor mælk hen over banen hver morgen på en trillebøre, og så hente den skummede mælk ved middagstid, skulle køerne på græs på den anden side banen, skulle der to af sted med dem, den ene skulle holde dem, mens den anden åbnede leddene og lukkede dem igen. Disse led skulle åbnes og lukkes, når vi skulle over banen, det var en stadig ulempe. skulle vi køre korn hjem, kunne ledene stå åbne mellem to tog, men der kom ofte ekstra tog, for at være sikker på, at der ikke gjorde det, skulle vi lægge mærke til det sidste ordinære tog. Havde det et rendt hvidt skilt på bagerste vogn, ville der komme ekstra tog inden det næste ordinære. Var man ene kørende med en spand heste, skulle man binde tømmen fast et eller andet sted, så man sikrede sig, at de ikke stak af, mens vi var tilbage for at lukke leddene.

Det var meget spændende at følge med i, hvad der skete på banen. Hver morgen kom banearbejderen i vogter hus nr. 26 på linjeeftersyn, længe før han kom ud af udgravningen, kunne vi høre hans jernbeslåede træsko på jernbaneskinnerne. Han havde en stok af passende længde i højre hånd at stille sig til, og så gik han på den ene skinne ud og på den anden hjem. De sidste år jeg var hjemme hos far, havde han fået en skinnecykle, nu gik det både hurtigere og letter for ham. Om eftermiddagen lige før aften kom han igen på den samme tur. Når kolonnen kom på arbejde på linjen, kom de kørende på en trolje. Banemand Jens Petersen sad gerne foran på troljen, og de andre fire stod med hver sin kærnestav ved hver sit hjul. Skulle der rettes spor ind, var d gerne seks mand foruden formanden, tre ved hver skinne, og så stod baneformanden lidt foran dem og kommanderede og kikkede af. De seks havde hver en jernstang, hvis ene ende de stødte ind under skinnerne, jernstangen havde de mellem benene og så kommanderede næstformanden; ”Hov”, og så gik der som et elektrisk stød igennem dem, når de samtidig gav et kraftig ryk i stangen, ofte skulle de give både tre og fire ryk, inden skinnerne lå som de skulle, og så gik de et stykke frem, og det hele gentog sig.

I hver uge kom overbanemester Lysholm kørende i sin dræcine med to mand på bagsædet til at drive ham frem. Lysholm sad selv foran i en god agestol og var pakket godt ind med tæpper. Det var også en kold tur en vinterdag at køre på dræcine fra Skanderborg til Herning. Denne dræcine blev senere afløst af motordræcinen, der var at se til som en bil på jernbanehjul.

Som drenge tog vi ofte en løbetur hen til banen, for at se toget køre forbi, der var mange passagerer med togene den gang, ofte var der en eller anden, der vinkede til os. De første vogne til passagerer var kupevogne, der var forsynede med døre ud til begge sider, og så var de forsynet med et trindbræt i hele vognens længde. På disse trinbrætter gik konduktøren, når han skulle billettere de rejsende. Ofte var han ikke færdig, før toget fra Engesvang nåede op til os, vi var da meget optaget af at se ham gå sidelæns hen af trinbrættet og så til sidst åbne en dør og så gå ind i sit tjenestekupe.

Om sommeren var det udflugternes tid. Der var ofte flere skoler med, når formiddags togene køret mod Silkeborg, så hang børnene ud af vinduerne, de vinkede med lommetørklæder og råbte ”Hurra”. Flere gange fløj et lommetørklæde fra dem og en enkelt gang en ny og fin hat. Vi samlede den op, og far cyklede ned til stationen med den ved den tid, aftentoget med skolebørnene kom. Ejeren til hatten blev fundet. Læreren takkede far, og børnene råbte ”Hurra”.

Jeg husker også en sommer banearbejderne havde slået græsset inden for hegnet og baneformanden spurgte far, om vi ikke ville have det, da det var ret godt hø, og så var de jo fri for at fjerne det. Far sagde ja, og så kom jeg i gang med at rive sammen og lægge det i bunker uden for hegnet. Vi fik en hel læs hø ud af det, og jeg samlede nok ti lommetørklæder op, der var blæst fra skolebørnene, når de vinkede. Det var ofte, når togene var kørt forbi, at vi åbnede ledet og løb ind og lagde øret ned på skinnerne, så kunne vi længe blive ved at høre lyden af toget.

Om vinteren, når vi havde haft en nat med rimfrost eller islag, var skinnerne så glatte at det kneb for lokomotivet at trække vognene fra Engesvang og op forbi os, for der var en ret stor stigning, og så gled hjulene på skinnerne. Så kunne man se lokomotivføreren eller fyrbøderen sidde ude foran på lokomotivet med en kasse med sand, som han kastede ned på skinnerne. En sådan kasse sand, havde de med for tilfældets skyld. Når de så kom op midt i udgravningen, begyndte det at gå nedad mod Bording, så kunne han gå ind i maskinen igen, og så kunne det ske at han gav et stød i dampfløjten, det var tegn på at alle togbetjentene skulle være klar ved bremserne, fordi toget ellers kunne køre i slæde, som de kaldte det og så glide forbi næste station

Jeg husker flere tog standsninger i den udgravning på grund af sne. Således husker jeg, at et tog kørte fast i udgravningen juleaftensdag 1914. snestormen kom fra nordøst, og passagererne og togpersonale gik op til gårdene, der lå ved ”Kratvejen”, for så havde de vinden på ryggen, måske kunne de slet ikke se vores gård, så slem var sne fygningen. Der var tre gårde, der havde indkvartering juleaften og julenat. Om formiddagen juledag blev toget gravet fri og så bakkede det tilbage til Engesvang st.

Jeg husker en anden gang, det var medens store Gert var hos os. Han havde været med til at grave et tog fri og var så fulgt med de andre snekastere til Bording for at kaste sne der og få en hel dagløn ud af det. Han kom hjem i mørkningen og sad og fik noget at spise, da var der et tog der fløjtede. ”Så nu sidder der et tog fast igen”! Sagde Gert. Vejret var så slemt, at toget blev siddende der til næste dag, da var jeg med far henne at se det, der var en vogn med fyldt af kreaturer, de brølede slemt, de var nok sultne. Toget blev gravet fri ved titiden og bakkede så tilbage til Engesvang. og så kom der en sneplov fra Silkeborg, det kom i fuld fart og kastede sneen højt op til begge sider. Så kunne togdriften igen blive normal. Disse tog standsninger førte til, at D. S. B. købte mere jord og anlagde to stor og høje jordvolde en på hver side af banen til at holde sneen væk, der har ingen tog standsninger været siden.

En dag først i august 1914 ringede alle kirkeklokker over hele landet til mobilisering: alle unge mænd, der havde været soldater, skulle møde ved hæren. Dette medførte, at der kørte tog med soldater hele natten, og banefolkene skulle gå langs banen for at passe på, at der ikke blev lavet sabotage på den. I de følgende dage blev der dannet vagtværn, der så gik langs banen nat og dag gennem de første spændende dage. Da sindene var faldet til ro, og udsigten til, at Danmark skulle komme med i krigen, ikke var så stor længere, blev disse vagtværn inddraget. En stor del af det indkaldte mandskab kom hjem igen, men mange måtte blive inde ved sikringsstyrken. Og mange blev indkaldt til tjeneste flere gange.

D. S. B. havde mange forskellige ting at køre med. Foruden passagerer vognene, der ofte var fyldt af mennesker, var der vogne med kul, tørv, træ, der var vogne med mursten og drænrør fra Lysbro. Der var tankvogne med petroleum. Benzin og olie. Margarine fabrikken, ”Otto Mønsted” havde sine hvidmalede vogne, det samme havde øl bryggerierne Carlsberg og Tuborg. Der var kølevogne med kød og flæsk fra slagterierne det skulle til Esbjerg og derfra til England. Der var vogne med grise og kreaturer. Før de store markeder i Herning og Silkeborg var der vogne med Cirkus og gøgl, samt beboelsesvogne. Der var vogne med heste, de stak ofte hovedet ud af de åbne luger, som om de ville nyde udsigten. Unde krigen kom der mange vogne fra Tyskland og Belgien, der var koblet ind i togstammen. Hvor de forskellige vogne skulle hen stod skrevet med kridt på siden af vognene, så man kunne lære en del geografi ved at betragte de forbi kørende tog.

 Gert Poulsens erindringer. Barndom og ungdom

 På rejse med bedstefar.
Den sommer jeg blev syv år, var jeg med bedstefar i ”æ vesteregn”, som han sagde. Bedstemor kunne ikke magte at tage med, og da han gerne ville have selskab, bad han far og mor om at få mig med. Jeg husker vi gik til Bording station, og jeg var meget træt i benene, da vi kom der. Vi kom ind i toget og kørte til Herning, der skulle vi skifte tog, da der var et ophold på en times tid eller halvanden, ville bedstefar benytte den tid til at besøge moster Maren. Hende kendte jeg godt, hun var bedstemors søster og havde besøgt os et par gange.

Hun boede oppe i et gavlværelse ikke ret langt fra banegården. Der var en stejl trappe, som vi skulle op ad. Hun havde kun denne ene stue, hendes mad lavede hun i en kogekakkelovn, der stod i stuen. Jeg husker, hun sad i en armstol ved vinduet og strikkede og hun havde en sort kappe på hovedet med bånd under hagen. Jeg undrede mig over, at hun sad med sådan en lille sort hat på hovedet inde i stuen. Efter at vi havde fået en kop kaffe og hun og bedstefar havde fået en del snak, skulle vi tilbage til banegården og videre med tog til Aulum station.

Derfra gik vi en lille times tid gennem Skjærk ud til Skærbæk vandmølle, der ejedes af bedstefars brodersøn Poul Poulsen. Vandmøllen var nedlagt, men møllehjulet var indtagt og brugtes til at trække tærskeværket og kværn, tillige trak det en lille dynamo, der lavede el strøm, så de havde elektrisk lus i alle huse

Vort første besøg gjaldt Pouls mor Ane Marie, der var enke efter bedstefars afdøde broder, hun boede i det gamle stuehus. Poul havde bygget en hel ny gård på den anden side af vejen, der førte forbi møllegården. Efter at vi havde fået aftensmad, var vi med Poul og hans kone rundt for at se den nye gård og den store smukke have. Det var et helt anlæg med vandfald og springvand og store bløde plæner. I plænen var der grupper af blomstrende roser og stauder. Det var en oplevelse for mig at se så stor og fin en have. Derefter gik vi hen for at se jordbærstykket, det var et stort stykke med store fine bær, det kunne overrisles med vand fra den bæk, der dannede afløb fra mølle dammen. Der var mange bær at plukke hver dag. han solgte jordbær til mange inde i Aulum by.

Så gik vi videre ud gennem hans mark forbi korn og græsarealer og rivemarken ud til engene ved Storåen. Jeg havde aldrig set så bred en å, så synet af den virkede stærkt på mig. I engen havde han et stort stykke med græs, der skulle slås og laves i hø. På et andet stykke gik hans ungkreaturer og græssede. Efter denne lange tur var vi inde hos Poul og Kathrine, hvor vi spiste jordbær med fløde, og Poul holdt andagt. Så gik vi med hans mode hjem, det var hos hende, vi skulle sove. Om jeg sov i en seng eller på en sofa, kusker jeg ikke, men jeg husker, at jeg vågnede ved, at jeg hørte en le blive strøget tæt uden for vinduet. Det var Poul, der var ved at slå græsset i den gamle mølle dam, den havde han lukket vandet ud af og havde nu der en lille eng, som han kunne slå et par gange hver sommer, græsset var både lang og tæt. Den nuværende mølle dam var nogle gamle sandgrave, som han havde taget i brug til dette.

Bedstefar vågnede også, og vi fik os vasket og klædt på. Kort efter kom Ane Marie ind og lavede morgenkaffe til os, hun havde været ude at plukke jordbær. Hvad vi foretog os den dag, husker jeg ikke udover, at vi spiste middagsmad inde hos Poul og Kathrine.

Siden besøgte jeg ofte familien i Skærbæk mølle. Når jeg i sommerferien cyklede hjem fra Nr. Nissum seminarium, gjorde jeg det første ophold hos købmand Sørensen i Tvis, som jeg var kommet til at kende under mit ophold på Hald Kuranstalt, hvor han også var patient. Det næste ophold tog jeg i Skærbæk Mølle. Da var Pouls mor død, og de havde fået to piger. I årene, hvor vi boede i Harboøre, besøgte vi dem også, når vi cyklede hjem på ferie. Dagen efter kørte Poul os på vej mod vort næste mål, vi skulle også besøge bedstefars søster og svoger, der boede i Røjen ved Sunds. Poul kørte os over Storåen ved Nybro Mølle, da vi havde kørt lidt længere mod øst, hørte vejen op. Vi tog afsked med Poul og sagde ham tak for køreturen, vi kom ned af vognen og fortsatte vor tur ad en sti ind over heden. Poul vendte vognen og kørte tilbage til Skærbæk Mølle. Vi to gik og gik ind over den for mig næsten endeløse hede, der var kun lyng så langt, vi kunne se.. da vi kom gennem heden, kom vi forbi Sina skole, der lå meget ensom lige tæt ved heden, og så var der igen en vej, som vi fortsatte ad, til vi kom til Røjen. Da vi havde passeret Røjen skole, kom vi til den gård, hvor vi skulle på besøg, her boede bedstefars søster, der var gift med Dyner Jespersen, de havde afstået ejendommen til deres søn Martin.

Dynes og hans kone var på aftægt og havde et par stuer i den ene ende af stuehuset. Der så jeg for første gang en alkove seng, i den sov Dynes og hans kone om natten. Martin Jespersen og hans kone havde et par børn omtrent på min alder, som jeg kunne lege med. Denne familie besøgte vi fire søskende senere, da vi alle fire var konfirmerede. Det var en lang cykeltur, men vi klarede turen frem og tilbage på en søndag. På denne gård var vi også i to dage eller flere, vi sov der i to nætter.

Så gik vi fra Røjen til Sunds stationsby der skulle vi besøge en datter af Moster Maren, som vi havde besøgt i Herning på udturen, hun var gift med en tømrer, og de havde et dejligt hus med have. På vejen fra Røjen mod Sunds havde bedstefar givet mig en bolsje, og ved et uheld var denne gledet ned og havde sat sig fast i min hals, hvor den sad og trykkede. Bedstefar dunkede mig på ryggen og jeg hostede og hostede, men bolsjen blev siddende. Da vi kom ind til tømreren bad bedstefar konen om et stykke mad til mig, det spiste jeg, og bolsjen gled ned. Da tømreren kom hjem til middag, og vi havde spist, skulle vi ud at se haven. Der så jeg for første gang et springvand. På en jord høj havde han anbragt et stort kar, fra bunden i det førtes et rør ned til et lille vandbassin i haven. Da han havde hentet et par spande vand og hældt dem i karret, blev der et nydeligt springvand med 5 stråler nede i bassinet. Denne familie besøgte jeg i 1929, da jeg om foråret var patient på Hald Kuranstalt, da boede de på en lille gård på Viborg Vester mark.
Fra Sunds gik turen med tog over Herning til Bording, og derfra gik vi hjem.. det havde været en lang tur at gå, men det havde været en god oplevelse.

En sjov nabo.
Nu skal jeg fortælle om en nabo, vi havde derhjemme, han hed Petersen, og han var sådan en sjov mand, lille og tyk var han og med et livligt temperament.
En forårsdag skulle haven graves, det satte han karlen til. Selv pløjede han ved siden af, så kunne han holde øje ned, om karlen bestilte noget. Petersen syntes han hvilede for meget på spaden, han bestilte for lidt. Så standsede han pløjningen, gik ind i haven til karlen og trak ham op på hoved diget ud mod vejen og sagde til ham: ”Nu kan du stå her til middag, så kan folk, der kommer forbi, se, hvor doven du er”. Efter middag byttede de roller. Nu ville Petersen selv grave, det skulle have en ende, så kunne karlen pløje. Det var solskin, og der var godt med læ, så Petersen blev varm, han svedte, så smed han jakken, han gravede og han svedte, så smed han vesten, han gravede videre, og han svedte, så smed han bukserne, skjorten fæstede han sammen mellem benene med en sikkerhedsnål. Haven blev gravet færdig inden aften.

En dag posten Laust Peter kom med avisen, stod Petersen ude i gården, ”Vil du ikke lige med ind og have et bid brød og en dram”, sagde Petersen. ”Nej tak”, sagde posten, ”jeg skal skynde mig videre!” Da Laust Peter var gået, sagde Hanne, Petersens kone, ”Ja, men Petersen da, du ved da godt, at vi ikke har brændevin i huset”. ”Ja, det vidste jeg godt, svarede Petersen, men jeg tænkte jo, han siger nok nej, og så var det jo da en imødekommen hed at vise manden”:

En anden dag blev han noget så vred over et eller andet, og noget skulle hans vrede gå ud over, han skulle have udløsning, og så for han hen til deres tørvehus, en såkaldt spændehus, og gav sig til at hamre løs på det med de knyttede næver, da vreden var gået over, var han hænder helt blodige.

En dag var hans humør meget dårlig helt nede på O punktet. Han besluttede da, at nu ville han have sig en rus, han fik fat i brændevins dunken, bandt en snor i hanken og tog den på ryggen, nu ville han ned til købmanden og have den fyldt med brændevin, så kunne han få sig en rigtig rus. På vejen ned til købmanden kom han i splid med sig selv. Det var måske ikke rigtig at gøre det?. Han besluttede så, at gå hen til præsten for at spørge ham til råds. Det var Engesvang sogns første præst, pastor Madsen. Han syntes ikke Petersen skulle tage sig denne rus. Så gik Petersen hjem igen med sin tomme dunk.

En dag sidst på sommeren var Petersen ved at pløje nede i mosen. Den ældste datter Frida kørte den sorte øg og Petersen holdt og styrede ploven. Ved enden af ageren var der en ret dyb tørvegrav, og idet Petersen skal have ploven svinget om, har han for stærk fart på, og han bliver slynget ned i tørvegraven. Frida gav sig til at le, det første Petersen gjorde, da han havde fået sig reddet op af graven, var at stikke Frida en lussing,” Du skal ikke stå og le af din far”, sagde han. ”Det var måske heller ikke så pænt af mig”, sagde Frida senere, da hun fortalte far historien, ”men jeg kunne nu ikke lade være at le, for det så noget sjov ud da den lille tykke mand lå på ryggen nede i vandet”:

Petersen havde et ret stort stykke hede, der hørte til gården. Han fik da den tanke, at han måske kunne få støtte fra staten til at dyrke denne hede op. Han bestemte da, at han ville rejse over til København for at tale med kongen om det. det var Kristian den niende, der reagerede den gang. Så skulle garderoben ses efter, når han skulle ud på sådan en rejse, skulle tøjet jo være i orden. De blev så klar over, at han trængte til et par hvide skjorte. Petersen rejste så til Silkeborg og købte nogle alen lærred, sådan at der var nok til to skjorter. Nu skulle Hanne i lag med at sy dem. Det kunne hun jo nok, men det værste var at få dem klippet, så de kom til at passe. Hun fandt da på, at lægge lærredet dobbelt og så brede det ud nede på gulvet, og så måtte Petersen klæde sig af og lægge sig på ryggen oven på lærredet, og så kravlede Hanne rundt med sin saks og klippede lærredet til.

Denne historie fik siden et lille eftersmæk. Der var kvindemøde hos Kirsten Dahl i Engesvang, og mor var med, og det er hende jeg har historien fra. Det var i den tid pastor Steffensen var præst i Engesvang, og det var fru Steffensen, der ledede kvindemødet. Da mødet var forbi, samledes de omkring kaffebordet, og nu kan det jo somme tider blive noget livligt, når sådan en flok damer sidder sammen med en god kop kaffe, de fortalte oplevelser og historier, og så fortalte Kirsten Dahl historien om, hvordan Hanne bar sig ad, da hun skulle klippe skjorte til Petersen.
Pludselig eksploderede fru Steffensen af latter, og da hun lige havde taget et mundfuld kaffe, kom det ud over hele bordet. ”Aa, undskyld”, sagde fru Steffensen, ”jeg kom til at tænke på, hvor pudsig det må have set ud med den lille tykke mand liggende nøgen på gulvet, og hans kone kravlende omkring ham med saksen”.

Petersen skulle også være ren på kroppe, inden han skulle ud på sin lange rejse til København. Med andre ord, han skulle i bad. Nu havde de jo ikke badeværelser ude på gårdene dengang. Men Petersen skulle nok klare dette! Det store saltkar blev båret ind i køkkenet, der blev varmet vand i et par gryder, og en spand kold vand og en øse blev stillet ved siden af. Vandet blev hældt op i karret, og da det var passende varmt, klædte Petersen sig af og steg op i karret, og nu sad han der på enden og havde travlt med at vaske tæerne. Da kommer Frida den gavstrik listende bagfra, hun tager kold vand i øsen og hælder det ned over hendes fars nakke og ryg. Petersen farer op af karret, så vandet sprøjter til alle sider, og han løber efter Frida, hun skal have en ordentlig en ved hovedet. Frida flygter ind i stuen og Petersen bagefter, de løber rundt om bordet. Frida slipper ud i køkkenet igen og ud i gangen og ud i gården, så var hun reddet. Da hun senere kom ind, var Petersens vrede gået over, og Frida slap for videre tiltale.
Petersen rejste til København og kom op til slottet, her bad han om at tale med kongen. Dette kunne ikke lade sig gøre, men han kom til at tale med kongens adjudant og forelagde ham sagen. Om han fik statsstøtte til at dyrke heden op, ved jeg ikke, men mange år efter at Petersen var flyttet, lå heden stadig hen med lyng.

Han blev træt af at drive landbrug og solgte gården. De flyttede til Aarhus, hvor de startede en trikotageforretning, der blev passet af hans hustru og to af deres børn. Selv gav han sig til at rejse med uld pakken. Han kom gerne hver andet år for at sælge uld tøj.

Sidste gang jeg så Petersen, kom han med sin uld pakke lige før middag. Da vi havde spist, husker jeg tydeligt, at han sad på en stol ude på gulvet og snakkede med far og bedstefar. Og da husker jeg Petersen sagde: ”Ja, er det ikke forunderligt, ar gud vil have med mig at gøre, sådan en stor synder, som jeg har været! ” Og da græd Petersen. Enkelthederne i samtalen husker jeg ikke, kun denne replik, de gjorde et stærkt indtryk på mig.

Besøg af Kristian.
Jeg huske en forårsdag far og jeg var i gang med at lægge kartofler. Klokken var omkring 11,30. far pløjede, og jeg lagde kartofler i hver tredje fure. En maskine til at lægge kartofler med var ikke opfundet dengang. Da jeg er oppe ved den øverste ende med en kartoffelrække, ser jeg, at far blev holdende nede ved vejen, og han vinkede, jeg skulle komme derned. Da stod der en mand og talte med far. Jeg kunne se, at det var en af landevejens sønner, en bisse, en rejsende, eller hvad man nu kalder disse folk. Han handlede med snørebånd, knapper, sikkerhedsnåle og så havde han også et par barberknive. Ja, sagde far, ”det er Kristian, vi har tjent sammen i vore unge dage, og nu skal han med hjem og have middagsmad sammen med os. Nu kan du tage dig af hestene så går vi to i forvejen”. Far og Kristian gik.

Da jeg havde fået hestene i stalden og fået dem fodret, og fået hænderne vaskede, skulle vi spise. Hvad vi fik til middag den dag husker jeg ikke, og hvad de snakkede om ved bordet, husker jeg heller ikke, men jeg husker tydeligt, at da vi var færdige, rejste Kristian sig op og sagde: ” Nu skal i have mange tak for en god middagsmad, må jeg nu have lov til at synge en sang for jer?”, ja det måtte han da. Så trak Kristian sin stol tilbage i stuen, og så sang han med sin kønne stemme. Hidentil Herren har hjulpet såvel, indtil i dag, til i dag! tillige sørget for legeme og sjæl indtil i dag, til i dag! Skønt jeg har syndet i stort og i småt, har jeg fra ham modtaget alt godt, han har bevist mig sin kærlighed blot indtil i dag, til i dag!. Alle seks vers sang han, han kunne dem udenad. Det greb mig stærkt, at en af disse, der gik på landevejen uden hjem, uden familie kunne synge en sådan sang. Og han sang den af hjertet. Det er nr. 439 i Hjemlandstoner. Når jeg synger den sang tænker jeg altid på Kristian.

Jeg går til præst og bliver konfirmeret.
Sommeren 1919 gik jeg til præst. Fra Julianehede skole var vi syv, tre piger og fire drenge, i alt var vi 25 på holdet, 13 piger og 12 drenge, fra Kristianshede var der 2 piger og 1 dreng. Inden jeg skulle begynde hos præsten, forærede far mig en cykel, den var brugt og var med fast nav, det vil sige, at jeg skulle træde hele tiden og kunne ikke holde frihjul. På plan vej gik den godt, men ned ad bakker måtte jeg gå, da den ikke kunne bremse, ned og op ad Kratbakken måtte jeg således gå.

Vi mødte i præstegården kl. 9 og gik så med præsten i spidsen over i kirken, hvor undervisningen foregik. Der var stillet fire bænke ind to i hver side og så sad pigerne i den ene side og drengene i den anden, og præsten sad i sin stol ved den øverste ende. Vi sang en morgensalme, præsten bekendte troen og bad en bøn. Undervisningen begyndte med, at vi blev hørt i salmevers og lærebog og nyt stof blev gennemgået, som vi så fik for til næste dag
I frikvarteret legede vi ude på parkeringspladsen. I næste time blev vi hørt i ny testamente, vi læste skiftevis et stykke af et kapitel, som præsten så knyttede nogle kommentarer til og forklarede vanskelige ord. Et kapitel tog vi ad gangen, det gennemgående stykke skulle vi så genfortælle næste gang. På den måde kom vi gennem Lukas evangelium og apostlenes gerninger. Vi lærte ca. 10 salmer udenad og Balslevs lærebog, så der blev bestilt noget.

Det vat skik dengang, at vi skulle have sending med, som det kaldtes. Jeg havde således en dag 20 æg med i en kurv, som jeg afleverede i køkkenet til fru Steffensen med hilsen fra far og mor. Som tak for gaven gav hun mig et stykke lagkage i hånden, som jeg skulle spise med det samme, jeg husker, at idet jeg tog et bid, faldt der en krumme på gulvet, fru Steffensen, der stod og vaskede op, bøjede sig med lynets fart og samlede det op og smed den i vasken, jeg undredes over, at hun kunne det så hurtig, da hun var høj gravid.

Timerne hos pastor Steffensen var festlige og gik hurtigt, vi kedede os aldrig, og jeg tror, at vi alle var glade for den tid. Den sidste gang vi var hos præsten, havde vi en gave med, hvor stor den var, husker jeg ikke.

Selve konfirmationensdagen var med solskin og godt vejr, det var den 13. oktober. Far kørte, han og mor sad foran, bedstefar og jeg sad bagi. Vi spændte fra i præstegården, og hestene kom ind stalden der. Kirken var fyldt, det var en højtidsdag for mig. jeg husker, at præsten og jeg stod ryg mod ryg udenfor kirkedøren, nogle ville se, hvem der var størst præsten eller jeg, vi var lige høje. En dame, lærerinde fru Svindt fra Grødde, fortalte senere, at hun havde siddet inde i kirken og ærgret sig over, at jeg havde anbragt mig mellem konfirmanderne, men da overhøringerne begyndte, kunne hun jo se, at jeg hørte hjemme der.

Til middag var vi os selv og onkel Hans og tante Marie fra Gulforhoved, tante Marie var min gudmoder. Senere kom morbror Anders, tante Laura og fætter Niels fra Hestlund og onkel Hans og tante Else. Omkring kaffetid kom pastor Steffensen cyklende, han ville op at ønske tillykke. Af gaver fik jeg en salmebog af far og mor, en urkæde af bedstefar og bedstemor 20 telegrammer og kort, og så var der vidst 130 kr.

Dagen efter kom lærer Madsen fra Julianehede skole. Han indbød til en aften fast for unge i skolen en aften først i november. Jeg var også dernede den pågældende aften. Lærer Madsen læste op af ”De seks”, vi legede forskellige lege, han serverede æbler og indbød til aftenskole to aftener om ugen vinteren igennem. Denne indbydelse tog jeg ikke imod. Jeg syntes det var for langt at gå eller cykle ene de mørke vinteraftener. Jeg var glad for, at jeg var sluppet fri for de daglige ture ud til skolen, ikke fordi jeg var ked af at gå i skole, men det var den lange og dårlige vej, jeg var træt af.

Onsdag eftermiddag efter konfirmationssøndag var vi konfirmander samlede i præstegården, hvor vi havde en festlig eftermiddag inde i stuerne. Vi fik kaffe, og præsten holdt en tale til os og ønskede os alt godt i fremtiden og samtidig indbød han os til at komme til ungdomsmøderne i præstegården.
Den sidste skoledag var vi syv konfirmander inde i stuen hos lærer Nielsen, hvor frk. Nielsen serverede en kop kaffe. Da vi gik, gav vi hånd og sagde farvel og tak for skoletiden til lærer Nielsen, frk. Nielsen og lærer Madsen

De fleste af mit konfirmationshold kom til ungdomsmøderne i præstegården og fulgte den trolig gang efter gang. De begyndte med en sang eller to. Og så holdt pastor Steffensen en tale ud fra et ord i vor bibel. Efter talen blev der igen sunget en sang, og så læste præsten et stykke af en eller anden spændende bog. Jeg husker: ”Hvad ville Jesus gøre”? ”De seks”, ”Kristian og Ingemarie”, ”Jens og Kirstine”, ”Poul og Helene”, ”Fra Grønbæk præstegård” og flere andre spændende bøger. Og så havde pastor Steffensen den evne til at kunne standse netop der, hvor bogen var allermest spændende.
Hver sommer havde vi en udflugt. De første år cyklede vi. Jeg husker ture til Grønbæk kirke og Præstegård, hvor pastor Torm prædikede i kirken, og vi spiste medbragt mad i præstegårdshaven, og til Gjern kirke og præstegård. Den længste tur gik til Træden mellem Brædstrup og Horsens. Det var pastor Steffensens hjem by, hans far havde været lærer der. Jeg husker, at vi blev indbudt til at spise kirsebær i en frugthave, og beboerne i Træden gav kaffe i forsamlingshuset, og om aftenen prædikede pastor Steffensen i Træden kirke. Det var en god men lang cykeltur på en søndag eftermiddag. Senere, da møller Larsen fik anskaffet sig en lastbil med bænk Wilhelm Løhde en lille rutebil, så blev det de to, der kørte med os, og så blev turene længere, til Viborg domkirke og Borgvold, til kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted.

Vi havde fået dannet K. F. U. M. og K. foreningen i Engesvang med præsten som formand, og vi fik de unges blad. Jo, det var en god tid for de unge i Engesvang, og altid var kirken fyldt til gudstjenesterne om søndagen i Steffensens tid.

Niels får ”Difteritis” og må holde jul på sygehuset
Det var ca. en uges tid før jul, at Niels kom tidlig hjem fra skole, han var syg og havde meget ondt i halsen. Han kom i seng, og mor gav ham noget varmt at drikke og bandt noget varmt om hans hals, men det hjalp ikke, han blev mere syg, og næste formiddag cyklede far op til Knud Jacobsen og fik ringet efter en læge fra Silkeborg, da han kom og havde set Niels i halsen, sagde han, at det var en meget smitsom halssygdom Disteritis, og Niels skulle omgående indlægges på Epedimi huset i Silkeborg. Far og mor ville helst beholde ham hjemme, men det kunne der ikke være tale om. Sagde lægen, så skal i isoleres, i må ikke komme sammen med nogen, og i må levere mælk til mejeriet. Enden på det blev, at lægen ville sende sygehus vognen efter Niels. Hen på eftermiddagen kom den store lukkede vogn forspændt med to kraftige og fine køreheste og med en kusk siddende højt oppe på et sæde foran på vognen. Inde i den var der en seng og en stol. Niels blev båret ud og lagt i sengen og pakket godt ned i tæpper. Far tog plads i stolen, og vognen rullede af sted. Jeg var henne at lukke leddene efter dem, dem havde vi åbnet, da middagstoget var passeret.

Far kom hjem med et aften tog og kunne fortælle, at Niels var kommet i seng på sygehuset, og far havde stået udenfor vinduet og vinket til ham. Dagen efter kom en mand fra Kjellerup kørende i en hestevogn, han skulle disenficere soveværelset, så bakterierne kunne blive dræbt. Han anbragte en slags lampe inde på gulvet og tændte den. Døren ind til soveværelset blev lukket med påklæbende papirstrimler, så intet af lugten fra lampen kunne trænge ind i stuen. Lampen skulle stå til den brændte ud, og først næste dag måtte døren åbnes og soveværelset atter tages i brug efter en grundig udluftning. Johannes måtte ikke gå i skole, og vi måtte ikke komme i forbindelse med folk de første dage. Skulle en af os blive syg, skulle vi straks tilkalde lægen. Der blev heldigvis ikke andre syge, og alt kom til at fungere normalt igen, men vi manglede Niels. Der var og blev ikke andre syge der på egnen, så det var et isoleret tilfælde.

Far rejste ned for at se til Niels juleaftensdag og havde en julegave med til ham, som han måtte aflevere ved døren. Niels` seng blev kørt hen til vinduet, og far måtte stå udenfor og snakke med ham. Niels fortalte far, hvor han havde gemt sine julegaver og bad ham om at dele dem ud. Vi fejrede juleaften på vanlig vis, men vi savnede Niels, og vi var rørte over alle at modtage en gave fra ham. Dem havde han købt for egne penge, uden at nogle af os anede det, så det var en stor overraskelse. Nogle dage efter helligdagene, kunne far rejse ned for at hente Niels hjem. Han havde haft en festlig juleaften og havde modtaget flere julegaver.

Mor blev syg til Niels` konfirmation.
Vinteren 1921 og 22 gik Niels til præst og skulle konfirmeres en søndag i april. I ugen før konfirmationssøndage fik mor, der var i overgangsalderen nu en stærk blødning fra underlivet, hun måtte gå i seng, og der blev sendt bud efter lægen. Han kom kørende i sin bil, da han havde set på mor, erklærede han, ar hun skulle på sygehus, det kunne han ikke ordne her. Han ville, når han kom hjem til Silkeborg, sørge for at sygehus bilen kom og hentede hende. Hen på eftermiddagen kom den store lukkede sygebil rullende ind i gården, der var en sygeplejerske med for at få den køretur. Mor kunne selv gå ud i vognen, far tog med til sygehuset og kom senere tilbage med aftentoget. Jeg måtte tage mig af det hele ude og sørge for, at vi fik aftensmad.

Lørdagen før konfirmationssøndag kom vore to nabokoner Pauline og Anna og lavede noget mad, så vi kunne få en festlig middag. De kom igen søndag formiddag og lavede middagsmaden færdig til os og de stod for hele husholdningen resten af dagen. Der var, så vidt jeg husker ikke andre gæster end onkel Hans og tante Else og Andreas Skov og moster Inger Kirstine der havde været med i kirke, da Niels blev døbt. Efter middagen havde far sørget for en bil, så han og Niels, Johannes og Anna kørte ned til Sygehuset for at se til mor.

Nogle dage senere rejste far ned til sygehuset med mors tøj, han havde så mor med hjem. Jeg hentede dem ved toget. Mor var bleg og træt, men kom sig ret hurtig og alt kom i sin gamle gænge igen. Vi havde kun den glæde at have mor hos os i knap to år. Hun døde afkræft den 3. marts 1924 efter to måneders svære lidelser. Kirstine fra Gulforhoved var hjemme hos dem og hjalp dem med at passe mor. Jeg tjente i Klosterlund den gang, men var ofte hjemme for at se til mor.

Den spanske syge. Bedstemor dør.
I 1922 rasede den spanske syge i hele Danmark. Intet sogn gik fri også i Engesvang var der mange syge og flere døde. Hjemme hos os var alle syge, ingen gik fri. Vi børn var syge, far og mor var dårlige og gik i seng ind imellem, de besørgede malkningen og bedstefar fodrede køerne og de andre dyr. Men en morgen kom bedstefar ind på mit kammer og kaldte på mig. nu må du op og tage fat, jeg kan ikke mere, og så gik han ind og lagde sig. Jeg stod op, jeg husker, at det svimlede for mig, men jeg kom i tøjet og ud til mor, der var i gang med at malke. Jeg hjalp hende færdig og kom så i gang med at fodre og at muge. Da jeg havde spist lidt mad, var mor og far blevet enige om, at det var nødvendig at få fat i en læge, da både far, bedstefar og bedstemor var meget syge.

Det var vinter og der var masser af sne på vejene. Jeg skulle gå ned til centralen i Engesvang og bede Ane, der var min kusine og var bestyrer af centralen, om at få fat på en læge til os. Hun vidste at Kredslæge Nielsen fra Silkeborg var i byen. Jeg skulle så gå ud til landevejen og stoppe ham, når han kom kørende. Det lykkedes også at få fat på ham og han indvilgede i at tage med. Jeg kom ind i bilen til ham, og vi kørte. Han havde en skovl med i bilen og den blev der også brug for, et par gange måtte jeg ud og skovle sneen væk fra hjulene, når vi var kørt fast, men det lykkedes os at komme igennem alle driverne og nå hjem

Lægen var rundt ved alle patienterne, den gamle kone, altså bedstemor var han mest betænkelig ved, men nu skulle han sende medicinen ud med aftentoget. Han forlangte, at jeg skulle med tilbage til Engesvang, han ville ikke risikere at komme til at sidde fast i sneen ene mand. Om jeg var ude for at kaste sne, husker jeg ikke, men vi kom til Engesvang, og jeg gik langs banen hjem. Jeg måtte straks i gang med at fodre. Jeg var meget træt, da jeg var færdig og kom ind til mor for at få lidt mad. Da jeg havde fået et lille hvil, var det ved tiden at gå til stationen for at hente medicinen. Da toget kom var der mange pakker, der skulle ud på trækvognen. Jeg fulgte med portøren ind på kontoret og fik min pakke, og så gik turen hjemad, men hvor var jeg træt, jeg syntes næppe, jeg kunne slæbe benene af sted. En lille tid stod jeg stille med ryggen mod en telefonpæl for at hvile. Jeg nåede hjem med medicinen og fik mig hvilet lidt inden mor og jeg skulle ud at malke.

Næste dag gik det bedre for mig, men jeg forstår ikke i dag, hvordan mor holdt ud til det, hun skulle rundt til alle de syge og hjælpe dem til rette, hun skulle lave mad, og hun hjalp mig at malke hver gang.

Jeg husker vor nabo Kristen Kjærsgård kom og hjalp mig med at køre roer ind en dag, og onkel Hans kom næste gang jeg skulle have roer ind. Patienterne kom sig lidt efter lidt undtagen bedstemor, hun fik lungebetændelse. Mor fik en hjælper, kusine Johanne fra Hestlund kom og var hos os i 1. måned. I den tid sov jeg om natten omme hos Pauline og Chr. Kjærsgård. Jeg boede på deres gæsteværelse. Og så husker jeg en morgen, det var den 27 – 2 1922, at jeg kom hjem for at gå i gang med arbejdet, da mødte jeg bedstefar i gårdsleddet. Det første han sagde, var dette: ”Ja, så er din bedstemoder sovet ind”. Begravelsen fandt sted en uges tid efter. Alle, der fulgte drak kaffe, inden lærer Andersen Julianehede sang ud. En del kørte, nogle cyklede og vi var en del der gik. Pastor Steffensen talte inde i kirken og forrettede jordpåkastelsen, og far takkede ved graven. Jeg var ikke med hverken i kirken eller ved graven. Straks vi kom ned til kirken overtog jeg hestene og skulle være hos dem. Bagefter var der mindesamvær hjemme med spisning for den nærmeste familie.

Tjenestekarl på Klosterlund 
En eftermiddag sidst på sommeren 1923 kom en dame cyklende hjem til os. Der var vist ikke andre, der kendte hende, end far, det var Karoline Ankersen fra Klosterlund. Hun fortalte, at de havde hørt, at jeg manglede en plads til november, og de manglede en karl og de ville gerne fæste mig, da de gerne ville have en som de fuldt ud kunne stole på, da de ofte var ude en eftermiddag eller en aften. Enden på snakken blev, at jeg skulle cykle over til Klosterlund for at se på pladsen. Jeg var så derovre en eftermiddag, jeg husker at vejen fra kanalen og over til Klosterlund var fuld af huller og ikke god at cykle på. Det havde sin årsag i, at vejmand Jacob Elbæk, som vi kaldte ham i daglig tale, han hed Jacob Petersen, var gammel og trængte til en afløser.

Jeg syntes godt om Klosterlund. Gården lå smukt på bakkeskråningen med mange træer omkring og havde præg af at være en proprietærgård. Senere hørte jeg ofte Martin Ankersen benævnes som: Proprietær Ankersen. Arealmæssigt var det vel en proprietærgård, da der, så vidt jeg husker, hørte omkring 290 td. land til den. Det eneste, jeg ikke syntes om, var karlekammeret, det var lille og var lige fra hestestalden, døren ind til kammeret var utæt og havde ikke set maling i mange år, der var to senge, et par kasser slået sammen af umalede brædder, der var et lille bord mellem sengene og en stol, og så var der lige plads til en kuffert ved enden af sengen.

Der var ikke tale om, at der kunne blive plads til et skab, det klagede jeg over til Martin Ankersen, da jeg havde både skab og kuffert til mit tøj. Martin Ankersen lovede, at jeg måtte sætte skabet ind i hans mors aftægtslejlighed, der var ved siden af. Der var ikke anden belysning i stald og kammer end en staldlygte. Ude i stalden stod en ølkasse med et vandfad, der skulle vi vaske os, vandet skulle hentes ved en hane ude i gården. Jeg kan huske at jeg spurgte Martin Ankersen om, det var lovligt med dør direkte fra stalden ind i kammeret. Det mente han, at det var. I al fald havde der været skrevet meget i aviserne om, at dette forhold skulle ændres. Om det den gang var vedtaget ved lov, er jeg ikke klar over, men det varede i al fald ikke længe, før det var med i en ny tyendelov.

Lønnen blev vi enige om 750 kr. for et år. Men af hensyn til karlekammeret ville jeg betænke mig nogle dage. Det blev bestemt, at hvis jeg bestemte mig for pladsen skulle far cykle derover og træffe endelig aftale. Det der gjorde udslaget for mig var, at Martin Ankersen havde sagt: ”Det er kun mens i sover, at i skal opholde jer i kammeret, om aftenen og om søndagen skal i være inde hos os”. Da far nogle dage senere tog til Klosterlund, var det for at sige, at jeg godt ville have pladsen.

Den første november lidt over middag holdt Schmidt fra Klode Mølle med to store heste en sort og en brun for en stor tørvevogn i gården, han skulle hente mit skab og min kuffert. Jeg tog afsked med dem derhjemme og cyklede til Klosterlund, hvor jeg kom ca. 20 minutter før Schmidt kom kørende ind i gården. Vi hjalp hinanden med at bære skabet ind, det kom til at stå i aftægtslejlighedens stue. Det var en hel lejlighed bestående af gang, køkken stue og soveværelse, der stod parat til at tage mod hans mor, når hun kom i tanke om at flytte op til gården. Hun boede i en lille ejendom, der lå nede ved mosen.

Schmidt kørte vognen på plads og satte hestene ind i stalden, derefter skulle han fodre kreaturerne og malke køerne, inden han cyklede hjem til Klode Mølle. Foruden mig ankom to unge piger Johanne på 14 og Jørgine (Gine) på 15 og skov der var 14 og skulle passe kreaturerne. De to unge piger skulle hjælpe Karoline i huset og malke køerne. Der blev et godt kammeratligt forhold mellem os fire, den eneste vanskelighed jeg havde med Skov var, at han var så vanskelig at få op om morgenen. En morgen, da jeg havde kaldt på ham tre gange, tog jeg ham på armene og bar ham ud i gården og truede med at putte ham i vandtruget. Det hjalp, nu blev han flinkere til at komme.

Jeg skulle selv vågne, der var godt nok ringeapparat i kammeret, så Martin Ankersen kunne ved at trykke på en knap over ved gærdet på sin seng kalde på os, men det ville han ikke, for så skulle han selv have vækkeuret til at ringe, og så kunne han ikke falde i søvn igen. Han ville gerne sove længe, han kom først op, når vi andre var ved at spise morgenmad. Så fik han en kop morgenkaffe ved bordet ude i bag køkkenet, og et par timer senere kom han ind og spiste frokost. Til middag og aften spiste de begge sammen med os i frokoststuen.
Jeg var glad for at være på Klosterlund. Karoline og Martin var flinke mod os, og vi fik god mad at spis, det eneste, jeg ikke syntes om, var morgenkaffen, den var lavet på opkog af kaffegrumsen fra dagen i forvejen.

I sommerhalvåret, der begyndte, når tørvefabrikken skulle i gang og varede til 1. november spiste vi i folkestuen, hvor der kun var et langt bord og to skamler af samme længde, der var ingen varme, og derfor kunne det være nødvendig at have en jakke på for ikke at fryse i forårstiden og i oktober måned. Om aftenen, når vi havde spist sad vi oppe i kontoret, hvor der var lyst og varmt, der var aviser og blade, og jeg kunne låne bøger af Martin, dem havde han mange af. Ofte læste Martin højt for os en times tid af en eller anden spændende bog, det var vi glade for. Han var god til at læse op, og han læste selv mange bøger.

I vinterhalvåret, der begyndte 1. november lavede de maden oppe i køkkenet, og så spiste vi der. Vi sad i en lang række ved det lange og faste køkkenbord. Lidt før jul blev aftensædet forlagt til havestuen, hvor der var dejlige polstrede møbler at sidde i, og der blev der den første vinter installeret radio med øre telefon og højtaler. Radioen var en stor kasse med to udvendige spoler. Højtaleren en stor tragtformet genstand stod ovenpå kassen.

Det var en søndag eftermiddag, jeg havde hjemme tur. Om middagen havde Martin sagt til mig, at jeg omkring kl. halv tre skulle cykle om til Søren Holdgård og bede ham komme og hjælpe os med at rejse en telefonpæl oppe på ”Lade bakken” nord for gården. Det var sidst på eftermiddagen, inden radio montøren kom, så jeg var i gang med at fodre kreaturerne, men måtte ud for at hjælpe Søren Holdgård med at få hullet gravet, og vi fik masten rejst. I forvejen havde radiomanden fæstnet antennens ene ende på masten, den anden ende blev gjort fast på spidsen af lade gavlen, og derfra blev der ført en ledning over til spidsen af kvisten på stuehuset, og derfra gennem et hul i vindueskarmen til radioen, der blev anbragt på et bord i hjørnet af havestuen. Under bordet stod et batteri, der engang imellem skulle lades op. Da radiomanden var færdig med installationen kørte han hjem til Silkeborg.

Da vi havde spist, og der var vasket op, skulle vi op i stuen og høre radio. Den af pigerne der havde fri, var kommet tidlig hjem for at være med ved denne spændende begivenhed. Søren Holdgård og hans søster Sørine, der boede sammen med ham i villaen i udkanten af Stenholt skov, kom også. Da vi alle var kommet til at sidde, satte Martin sig i stolen foran radioen, tog øretelefonen på og begyndte at trykke og dreje på knapperne. Det skrattede og hylede, men endelig fandt han en station, der udsendte musik, og glæden var stor. Den der havde den største glæde var nok Martin selv, det var jo også spændende at finde ferm til de forskellige stationer, der sendte sang eller musik. Det var kun Martin Ankersen, der måtte dreje på den nyerhvervede. Det gik ud over højtlæsningen, nu havde Martin ikke tid til dette mere.
Var Martin Ankersen ikke den første, der anskaffede sig en radio, så var han en af de første i Engesvang sogn.

Martin Ankersen var en flink og rar arbejdsgiver. Han havde to faste mand, der arbejdede ved tørveværket om sommeren og gik som daglejere om vinteren, de var beskæftiget ved arbejdet på gården eller ved andet arbejde. Den første vinter jævnede de den gamle lægge plads fra Ernst`s tid, den skulle tages i brug igen, når det nye tørveværk skulle tages i brug næste forår. Den anden vinter jeg var i Klosterlund var Kristen Kristensen beskæftiget med at lave den dæmning i den sydlige ende af Skallerunden, der hindrede vandet i at løbe ud, og Klosterlund sø blev dannet.

Vinteren før, jeg kom til Klosterlund, havde hans to arbejdere været beskæftiget med at lave en terrasse om i bakken øst for gården, den var nok en 5 – 6 meter bred. På denne havde han plantet birketræer, en del af dem groede, men ikke nær alle, det var for tørt om sommeren. På terrassen var der opstillet en del tønder med jordbær. Der, først i tyverne var det almindeligt, at vi fik salpeter gødning fra Norge i træ tønder ”Norgesalpeter” kaldte vi det. af disse tønder havde Martin samlet en del. Nu var der boret fire rækker stor huller rundt i disse tønder, så var der fyldt jord i tønderne til første række huller, der var så stukket en jordbærplante ind i hvert hul, og så var der fyldt jord i op til næste række huller, hvor der så også var lagt planter ind, og sådan fremdeles til tønderne var fyldt op.

Martin Ankersen sagde, at der var tre fordele ved at plante jordbær på den måde. For det første, kom man let om ved at vande, regnvandet sivede ned gennem jordlagene, og var det særligt tørt, hældte man en spand vand i tønden, så blev alle fire rækker vandet på en gang. For det andet, det var også let at holde jordbærrene rene, de skulle ikke luges. Og for det tredje, det var så let at plukke bærrene, ja, det blev let, for andet år var så at sige alle planter gået ud. Ideen var jo ellers god nok. Han havde den vist fra Silkeborg Avis, jeg tror, det var i den, jeg havde læst om at plante jordbær på den måde.

Martin Ankersen gik ikke og hang over sine folk. Vi fik en besked og så kunne vi tage fat. Flere gange ønskede jeg, at han havde forklaret det lidt bedre, hvad han ville have lavet. En af de første dage jeg var der, fik jeg besked på at lægge en plov op i en vogn, og så køre ud til Kragelund skel og pløje den stubmark, der lå til venstre for vejen. Jeg kørte derud og begyndte at pløje og fik to agre pløjet inden middag. Martin selv pløjede med traktor på et stykke nærmere ved gården. Om middagen spurgte jeg om hele stykket skulle pløjes, og det svarede han ja til. Efter middagspausen kørte jeg igen derud og pløjede videre.

Kristen Kristensen kørte ajle på det store stykke, som Martin pløjede. Og så ser jeg pludselig, Martin standser traktoren og gå hen til Kristen og stod og snakkede med ham. Et øjeblik efter kom Kristen kørende ud til mig, alt hvad hestene kunne løbe. Da jeg kom op til vejen sagde han: ”Stop med den pløjning her, du pløjer jo Martins nye kløver!”. så var der noget andet jeg skulle, jeg husker ikke hvad. Om aftenen bebrejdede Martin mig det og sagde: ”Kunne du da ikke se, at det var en kløvermark, du pløjede i sidst?”. ”Nej det kunne jeg ikke, det så ud til at være stubmark det hele, og jeg spurgte dig jo efter i middags, om jeg skulle pløje det hele?”. Ja, du skulle pløje hele stubmarken, det der var sået kløver i skulle naturligvis ikke pløjes. Så var der ikke mere snak om dette.

Næste forår fik jeg besked om at gå op på hvælvingerne over kostalden og så feje det frø sammen, der var faldet af høet, og så skulle jeg læsse en harve på vognen og køre ud og jævne de pløjede furer med harven og så det opsamlede græsfrø der og så harve efter. ”Nå”, tænkte jeg, ”når det er den slags græsfrø, du bruger, så kan jeg godt forstå at jeg ingen kløver kunne se sidste efterår”.

Et andet eksempel på Martins dygtighed som landbruger. En dag midt i februar, det var solskin og fint vejr, sagde han til mig: ”Nu vil vi have lagt kartofler i det stykke her omme bag remissen, så får vi tidlige kartofler i år”. ”Det er da vist for tidlig, jorden er for koldt endnu”, indvendte jeg. ”Nej det skal nok gå, tag du bare fat”. Jeg pløjede og Skov og Johanne lagde kartofler i hver anden fure. Nogle stede skurede ploven på frosten, andre steder pløjede jeg i blank vand. Der blev lange spring i disse kartoffel rækker. Læggekartoflerne var simpel hen rådne. De næste kartofler blev lagt sidst i april, og de sidste blev lagt grundlovsdag om formiddagen, da var hestene fri, tørvefabrikken holdt stille.

Det stykke kartofler, der gav mest, var det, hvor kartoflerne blev lagt i april, derefter kom det, hvor kartoflerne blev lagt grundlovsdag, mindst udbytte gav stykket, hvor de blev lagt først, og det stykke var så vanskelig at holde rent.
Mange havde en stærk tilknytning til Klosterlund. Af disse vil jeg omtale nogle stykker.

Søren Holdgård.
Han og Martin Ankersen havde fra barndom og ungdom været gode venner, de var jo nabobørn og jævnaldrende. De havde mange fælles interesser, de elskede at færdes i naturen, de var jægere begge to, de var begge interesserede i egnens historie, de samlede på oldsager. Søren Holdgård havde en stor samling, og den var meget alsidig. Frimærker, mønter, oldsager var der mest af, der var stenøkser, knive, dolke, pile og spydspidser, det meste af det havde han selv fundet på sine marker og ved at færdes i Stenholt skov.

Søren Holdgård var ikke noget dusin menneske, han var en personlighed, og han var god at have med som vejviser i Stenholt skov, han kendte alle stier, han vidste, hvor de gamle offersten lå. Ligesom han havde blik for naturskønheden, således havde han også kunstsans, ja han var selv noget af en kunstner. Med nogle få blyantstreger kunne han tegne et billede, opridse en situation eller et landskab, så det stod lyslevende for en. Flere af hans tegninger prydede hans stuer. Alt hvad der angik hans hjemegn, havde hans særlige interesse. Man lyttede, når han fortalte om egne oplevelser eller beretninger og tildragelser fra en svunden tid.

Da han havde solgt ”Grøndalsgård” der var deres fødegård, byggede han en dejlig villa på et stykke jord, der lå ind mod skellet til Klosterlund, og som han havde skilt fra gården, ligeledes beholdt han et stykke af skoven.

Om vinteren lavede han plejlslagler af ege rafter, som han fældede i sin skov. Om sommeren arbejdede han ved tørveværket hos Martin Ankersen, han havde altid sin plads ude på lægge pladsen hvor han jævnede dyndet og slæbte skinnerne ud. Senere blev han skatteopkræver i Engesvang kommune. Han omkom ved en færdselsulykke i Pårup, hvor han på sin cykel blev påkørt af en bil. Martin Ankersen satte en smuk mindesten på hans grav på Engesvang kirkegård. På fodstykket står: ”Rejst af en ven”.

Søren Wollesen.
En anden, der også tilbragte en stor del af sin tid på Klosterlund, var Søren Jensen, Funder. Han hed i daglig tale altid Søren Wollesen og var født og opvokset i Kragelund. Da han var blevet gift, overtog han sin fødegård, men han interesse lå ikke ved landbruget. Hans hustru måtte med en karl til hjælp og senere ved børnenes hjælp drive gården. Søren Wollesen var grebet af plantningssagen. Han så, hvordan læ plantning ville standse sandflugten, og han gik fra hjem til hjem og fik befolkningens interesseret i sagen. Og Kragelund egnens udseende med de mange læhegn, der skærmer de enkelte indtægter ved gårdene er Søren Wollesens værk.

Da hans eneste søn fik den slemme sygdom Schelrose, og døtrene var gift, solgte han gården i Kragelund og flyttede til Funder, hvor de havde købt centralen, som sønnen kunne passe siddende i sin kørestol, lammet som han var i begge ben.

Nu fik Søren Wollesen mere tid til at søge ud, han ledte efter oldsager og kom ofte til Klosterlund, hvor han blev i flere dage. Han kom altid gående, men fulgte aldrig vejen, altid kom han gående skråt ind over markerne gående i Zik – Zak, han ledte efter oldsager. Han fandt meget og havde en stor samling. Det var ham der fandt Danmarks ældste boplads ved Klosterlund. Denne bedrift blev belønnet med et Dannebrogskors, som Søren Wollesen bar med hæder og ære i sine sidste leveår.
Det sidste år jeg var i Klosterlund, blev han ansat som kusk ved tørvefabrikken. Han flyttede ind i soveværelset i aftægtslejligheden, og spiste sammen med os. Han blev Søren Holdgårds medhjælper, han skulle hjælpe ham med at trække sporet, og han kørte hestene, der trak tørveformerne. Det kneb noget for ham at køre lige, han var ikke nogen god kusk. Men efterhånden kom han efter det. sidste gang, han var i Klosterlund, det vat vinteren 1944 fik han et forfald ligesom hans moder i sin tid fik det. Straks brød han op fra Klosterlund og gik hjem til Funder, hvor han døde få dage efter.

Hans store oldtidssamling findes i museet ved Klosterlund. Mindet om Søren Wollesen vil leve i hans hjemstavn gennem flere slægtled. Jeg personlig er glad for, at jeg lærte ham at kende

Hans Nielsen.
Han var fra Voer, der ligger mellem Gråmose og Knudstrup. Han var fyrbøder ved tørvefabrikken den første sommer, jeg var i Klosterlund. Hans søn kom kørende med ham et par dage før værket skulle i gang. På vognen var hans seng, hans cykle og en træ kuffert med hans tøj, et bord og et par stole, et helt lille flyttelæs var det. han blev installeret i aftægtslejlighedens køkken, der boede han hver sommer, når han fyrede ved værket. Han spiste også med inde ved bordet. Han og Søren Wollesen kunne ikke så godt sammen, de var medbejlere til Martins gunst.

Hans Nielsen var øl forhandler ved værket. Det var Horsens øl, han handlede med, og han havde altid et par kasser stående. Han bød ofte Martin ind på ”en øl” en aften eller en søndag formiddag. Jeg husker en dejlig søndag formiddag med sol og varme, jeg kom hjem fra marken, hvor jeg havde været ude med hestene, da jeg kom ind gennem gården, kaldte Hans Nielsen på mig, han ville give ”en øl”, da jeg kom ind i køkkenet, sad Martin og Hans Nielsen der på hver sin stol med ”en øl” i hånden. Hans Nielsen flyttede over i sengen, og jeg fik hans stol og fik også ”en øl” i hånden. Da de var drukket, ville Martin give en omgang, jeg protesterede, jeg var ikke mere tørstig, men jeg skulle nu have en til sammen med dem. Da jeg havde drukket den, sagde jeg tak og gik, jeg skulle ud og være færdig med mit arbejde, og jeg skulle vaskes og klædes o, det var snart middag. Da jeg kom ud i gården, kunne jeg mærke, det kneb med at holde ligevægten, jeg vaklede lidt. Jeg skyndte mig ind i stalden, og blev færdig, blev vasket og klædt om. Siden den dag har jeg drukket husholdnings øl.

Så var der også gamle Hans Mikkelsen.
Han boede i mergelhuset i Engesvang, og hans søn Kristian Mikkelsen var gift med en søster til Karoline, de havde en lille gård i Kragelund skov. Hans Mikkelsen var kusk og kørte ”Musse”, der trak dyndet fra grave op til værket. Han kom gerne en time før tiden, han skulle have striglet ”Musse” og lagt seletøjet på hende inden vi skulle ind for at spise morgenmad. Hans Mikkelsen spiste også med inde ved bordet morgen og middag. I sommertiden var vi ni daglige mennesker omkring bordet. Det var et helt pensionat.

Jeg var glad for at være i Klosterlund og befandt mig godt, så jeg blev der i to år. Martin ville gerne beholde mig et år mere, han ville lægge tre hundrede på lønnen, og så skule jeg få lov at køre traktor. Det var jo fristende, men far ventede, at jeg kom hjem til ham, derfor sagde jeg nej til tilbudet.

Martin Ankersen havde en søster, der var gift med Lukas Petersen i Engesvang, hos ham havde far tjent i tre år i sine unge dage. Han havde også en broder, der hed Kristian, han var gift med en søster til Karoline, de havde i mange år gården ”Ørneborg” i Salten. Alle tre ægteskaber var barnløse, så slægten Ankersen uddøde med dem.

Inden Martin Ankersen skænkede gården til Hedeselskabet, havde han skilt Kratbakken fra, og der havde han bygget en stor villa med to lejligheder. Der flyttede de to brødre med deres koner ind i hver sin lejlighed, nu skulle de hygge sig sammen på deres gamle dage. Der gik ikke ret mange år, så flyttede Kristian og Sine til Silkeborg. De blev ikke gamle, de ligger begravede på Engesvang kirkegård. Karoline døde også ret tidlig, og Martin Ankersen levede ene i det store hus, en kone fra Stenholt kom og gjorde rent hos ham et par gange om ugen, han lavede selv sin mad, ikke ret mange kom og så til ham, så han fik en trist alderdom. Jeg besøgte ham et par gange, når vi holdt ferie hos Anna og Rasmus. Martin og Karoline ligger begravede på Kragelund Kirkegård.

På Nr. Nissum Højskole vinteren 1926 – 27.
I sommeren 1926 var vi hjemme på Gammelskovgård beskæftiget med at bygge et nyt ko og svinestald, da der ikke var plads nok til vore dyr i den gamle stald. Til at bygge stalden havde vi Søren Nielsen Hestlund som murer og Peter Jepsen Rønkilde som tømrer. Jeg havde påtaget mig arbejdet som håndlanger for mureren, der det meste af tiden havde Henry Olsen, Hestlund med som svend,

Jeg havde denne sommer luftet tanken om at komme på højskole den næste vinter. Vi søgte kommune og amt om understøttelse til sådan et højskole ophold, men der kunne intet bevilges, fars økonomiske kår var for gode, far mente nok det kunne gå alligevel, nu jeg gjorde arbejdet som håndlanger, sparede jeg ham for en væsentlig udgift ved byggeriet. Så var der valg af skole, min tanke gik til Nr. Nissum, som jeg vidste var en nybygget skole. Jeg talte med Henry Olsen om det, og han syntes også, at jeg skulle vælge Nr. Nissum. Jeg skrev til skolen efter program og spurgte, om der kunne ydes mig støtte fra elevforeningen, da jeg ingen hjælp kunne få fra amt og kommune. Forstander Olsen sendte mig et program og meddelte at elevforeningen havde bevilget mig 35 kr. pr. måned i understøttelse, hvis jeg kom.

Jeg sendte indmeldelsen og den tredje november rejste jeg med tog fra Engesvang over Herning til Struer og derfra til Nr. Nissum ned rutebil. Min kuffert og en sæk med sengetøj var sendt i forvejen. På skolen blev jeg og et par andre unge mænd, der var med samme rutebil, modtaget af Kandidat Korsholm, der var landbrugslærer på skolen. Jeg skulle trække et nummer i en pose, som han stod med i hånden, det var nummeret på det værelse, hvor jeg skulle bo. Det lå lige oven for trappen, så det kunne ikke være lettere. Ham jeg skulle bo sammen med var kommet og sad og læste i en bog, da jeg kom ind i værelset. Vi præsenterede os for hinanden, han hed Jens Kjær og var fra Nes, der ligger ude ved Nissum fjord. Han hjalp med at bære min kuffert op, og jeg fik pakket ud, fik mit tøj hængt ind i skabet og redt min seng, inden vi skulle ned til aftensmad. Vi fik serveret en varm ret, og derefter var der smørrebrød, som vi kunne få mælk eller te til, som vi helst ville.

Vi var 19 elever, 2 lærere og forstander Olsen med familie, der spiste ved to lange borde i spisestuen. Næste morgen kl. 7 lød klokken, nu skulle vi op og vaskes klædes på. Klokken 8 lød den igen, nu skulle der spises morgenmad. Ved hver bordende stod der en terrin med havregrød og en stor opøseske lå ved siden af en stabel dybe tallerkner, nu kunne vi gå hen og øse os en portion grød op. På bordet stod også kander med mælk og kander med kaffe. Ved hver kuvert stod der en tallerken med to stykker smurt franskbrød og en ½ stykke rugbrød med ost. Desuden stod der på bordet to fade med smurte stykker rugbrød, men uden pålæg, dem måtte vi supplere op med, hvis det på tallerkenen ikke var nok, sådan var morgenbordet dækket hver morgen.

Kl. 8,30 blev der igen ringet, nu begyndte morgenandagten i dagligstuen ved forstander Olsen, lærer Jørgensen spillede klaver, alle husets folk var mødt; forstanderens familie, de tre piger og de to karle. Da morgenandagten var forbi, bød forstanderen os 19 elever velkommen og udtalte ønsket om et godt samarbejde mellem lærer og elever. Formiddagen gik med at købe bøger og hefter, skrive og tegnerekvisitter, alt skulle ordnes, så vi kunne komme i gang om eftermiddagen.
Kl. 12 ringede klokken til spisning, der var altid to retter god mad. Forstanderen havde sin plads ved en bordende, fru Olsen ved en anden, de to lærer sad ved de to andre bordender, disse fire øste maden op, kartoffel – og stege fade blev sendt rundt. Forstanderen sang for til et bordvers, var han forhindret i at være med, var det lærer Jørgensen, der var forsanger. Korsholm kunne ikke synge. Efter middagen var der pause til kl. 14,30, da blev der serveret en kop kaffe og to stykker kage. Kl. 15 begyndte eftermiddagstimerne, vi havde seks timer på klassen hver dag, tre om formiddagen og tre om eftermiddagen + 2 timers husflid en aften om ugen for dem, der ville være med til det.

Forstanderen havde religion, kirkehistorie og foredrag. Lærer Jørgensen havde; Dansk, regning, geografi, historie, sang, skrivning og gymnastik. Kand. Korsholm havde alle landbrugs fagene, fysik, kemi, anatomi og husflid. Kl. 18 spiste vi aftensmad, det var portions anretninger med smurt pålægs mad: 5 halve stykker rugbrød med pålæg, 2 stykker franskbrød uden pålæg og så var der som om morgenen to fade med rugbrød uden pålæg som vi måtte række til, hvis vi kunne spise mere end det, der var på tallerkenen, vi kunne få te eller mælk efter behag.

Eftermiddagspausen og aftenen skulle bruges til spadsereture og lektielæsning samt til skriftlige opgaver. Vi gik gerne i små flokke, når vi gik tur. En dag gik vi ned mod Seminariet, så vendte vi gerne i Korinth. En anden dag kunne turen gå mod øst, så vendte vi gerne når vi kom til Ardal bakker. Skulle vi købe et eller andet gik turen til København, nu heder det Nissum by, der lå jo forretningerne. Søndagsturene gik gerne til fjorden, når vejr og føre tillod det.
Om søndagen var der gudstjeneste i Nr. Nissum kirke kl. 10. den første søndag var der præsteindsættelse. Pastor Ove Nielsen blev indsat af Provst Rendtorff Bøvling. Der var ingen tvungen kirkegang, men så at sige alle var i kirke hver søndag.

Den 30. november og 1. december skulle der i Vandborg afholdes et stort ungdomsmøde, og der var kommet en indbydelse til skolen til at deltage. Staben vejrede her en chance til at slå to fluer med et smæk. Mødet i Vandborg skulle begynde kl. 14.30, og de bestemte da, at vi skulle en tur til Vesterhavet forinden, vi spiste middagsmad kl. 11 og kl. 12 var vi ved Bovbjerg, hvor vi beundrede høfteanlæggene og fyrtårnet. Efter disse naturindtryk, som her mødte de fleste af os for første gang, kørte vi til Vandborg missionshus, hvor vi tilbragte et pat gode timer.

Missionshuset var fyldt og guds ord lød klart og tydeligt til os. Hvem hovedtaleren var, husker jeg ikke men sognepræsten pastor Riis ledede og sluttede mødet. At de gæstfri Vandborgfolk ikke var smålige viste sig på to måder: 1.) Der var mødt 80 – 90 udensogns unge, der skulle indkvarteres til spisning, det var 33% mere end ventet. Hvad gjorde så manden, der forestod indkvarteringen?. Han sendte bare tre, hvor der skulle være to og seks, hvor der skulle være fire, så var det klaret.2) Vore værtsfolk i Store Kubstrup var heller ikke smålige. Foruden at beværte os med god mad lukkede de deres stuer og stalde op for os. Jeg husker, at vi undredes over, at der var så mørkt i deres fedestalde og spurgte hvorfor. Jo, så trives studene bedre, lød svaret, der var mindst 30 store stude, de fedede på og som skulle være tjenlige til salg i foråret. Det var en stor gård, vi var kommet til, vi fik en hjertelig indbydelse til at komme igen dagen efter. Hvad vi naturligvis ikke gjorde.

Tiden gik hurtig, uden vi ret vidste af det, var vi i december måned, og der skulle vælges et udvalg til at tilrettelægge julefesten. Jeg husker ikke, hvem der kom i udvalget, men jeg husker, at vi havde en god og festlig aften. Den første del af festen foregik i dagligstuen. Hovedattraktionen var en for tilfældet opstillet radiohøjtaler igennem hvilken tilhørerne snart var udsatte for oplæsning eller deklamation, snart hørte man smukke musikstykker tone frem fra de forskellige sendestationer, der alle var beliggende i det lille klasseværelse, der var hængt et lagen op i døren mellem de to rum. Programmet så således ud:
1 Meddelelser var Sydhavsøerne.
2 Sydhavsøernes nationalsang.
3 Dagligt liv i Isbjørnekolonien Grønland.
4 Polarrævenes symfoni.
5 Nyt fra Kåpekåvitz ungdomsskole. Rusland.
6 Stærkodders vise.
7 Lyttet og hørt
Jeg har aldrig været særlig musikalsk, men alligevel drister jeg ´mig til at påstå, at Stærkodders vise havde en betænkelig lighed med Jyden han er stærk og sej. Og at symfonien var stærk beslægtet med Høje Nord. De andre programpunkter var uden tvivl originale, første gang i luften, og de skulle åbenbart tjene som en slags revy, der skulle bringe gamle svagheder frem på en ny måde.

Ved chokoladebordet i spisestuen fik hver af deltagerne overrakt en velment og velvalgt julegave. Kand. Korsholm fik en pæn aflang pakke, hvori lå et drænrør og en seddel, hvorpå der stod: Prøv ved hjælp af dette rør at få vandet til at løbe opad. En fortalelse i en landbrugstime. Jeg husker ikke hvad, jeg selv fik, men ingen blev glemt, heller ikke børnene, der hver fik et stykke legetøj. Festens afslutning fandt sted i det store klasseværelse, hvor gulvet var ryddet og et smukt pyntet juletræ stillet op. I den højtidsstemning, som kan være ny hvert år, sang vi her de kære kendte julesalmer. En julefantasi blev oplæst og i tilknytning dertil spillede lærer Jørgensen, Andreas Nielsen og Niels Vestergård en fantasi over: Dejlig er jorden. Lærer Jørgensen spillede klaver, de to andre violin. Til sidst holdt forstanderen andagt over begyndelsen af Lukas 2. kap. Og betonede, at det gjalt for os at være rede til at gå, når herren kaldte ad os, ligesom Marie og Josef og de andre var rede til at gå, da deres kejser forlangt afholdt mandtal. Vi må være med i den skare, hvis tal på den store dag findes på den rigtige side af troen. Efter endnu en salme begyndte vi at hilse godnat og glædelig jul!, idet en del ville rejes tidlig næste morgen, for at nå hjem inden aften. Med den smukke og festlige aften i minde skulle vi nu hjem at holde jul.

Efter nytår mødtes vi med 6 nye elever, nu var tallet oppe på 25, men stadig var vi ikke flere, end vi kunne lære hinanden godt at kende. De tre måneder, vi havde tilbage, gik hurtigt. Foruden det daglige arbejde på klassen der en del af indbydelser til besøg hos gårdmænd der på egnen. Den første aften, vi var af sted, var vi hos Kristen Lilleøre i Korinth. Han var kun husmand og brændselshandler, som han udtrykte det, men han havde nogle store stuer, der med lethed kunne rumme os elever og de to lærer, der var med os. Vi fik en god kop kaffe med hjemmebagt kage. Kr. Lilleøre var enkemand, og han havde sin kones to ugifte søstre til at holde hus for sig, han havde nogle værelser lejet ud til seminarister, disse værelser skulle pigerne holde rene. Kresten Lilleøre fortalte os om Harboøre, hvor han og hans svigerinder var fra.

En anden aften var vi nede i ”Høgsgård”, der ligger med sine jorde ud til fjorden. Det var en stor firlænget gård. Kristen Høgsgård var sognefoged og sognerådsformand. Hans ældste søn var præst og mangeårig missionær i Kina, en anden søn havde en stor gård i Guddum, den yngste søn Mads var forkarl hjemme og ledede bedriften, en ugift datter var syg og sengeliggende hjemme i mange år. Senere blev hun så rask, at hun kunne færdes rundt i sognet på cykel og være med til gudstjeneste og møder. Vi var ude at se udhusene, der var mange kreaturer og heste i stalden. Efter kaffen underholdt forstander Olsen med at læse en god historie og sluttede med en andagt.

En tredje aften var vi nede i ”Vester Stokholm” hos Peter Frandsen, hans huse var nybyggede og mere tidssvarende end ”Høgsgårds”. Med særlig stolthed viste han os de værelser, som hans medhjælpere havde ved siden af vognporten, de var hyggelige og forsynede med pæne møbler, der var fælles badeværelse med håndvask og brusebade og et fælles toilet. Peter Frandsen var gift med en datter af afdøde seminarielærer Gadegård. Jeg havde senere som seminarist deres børn som elever i øvelsesskolen. En søn Anders Gadegård Frandsen blev præst Peter Frandsen blev senere repræsentant i Kreditforeningen. Han sluttede selv den gode aften med en andagt.

En eftermiddag var vi gæster hos proprietær Rahbæk ”Nygård” i Guddum, der foruden en stor ko besætning havde et stort svinehold. Han ejede også herregården ”Guddomkloster”, der bestyredes af en søn. En anden søn ejede herregården ”Ryssensten” i Bøvling. En tredje søn var bestyrer på et soldaterhjem, han blev senere redaktør as ”Lemvig Avis”. Da vi boede i Agri, havde vi besøg af ham, da var han medredaktør af ”Kristeligt Dagblad”. Den gamle Rahbæk, der stammede fra Borris havde i sin tid begyndt som uldhandler og ikke været ejer af noget, nu var han måske millionær. På ”Nygård” traf jeg den eftermiddag en skolekammerat fra Julianehede skole. Han hed Holm og var søn af Niels Ingvar Nielsen Julianehede. Han tjente som anden karl på ”Nygård” og kørte roer ind den eftermiddag.

En aften var vi oppe på ”Sdr. Byskov”, hos landsdommer Rasmussen. Byskov og hans hustru Kristiane, der var født og opvokset i Sdr. Byskov. Det vat også et stort og rigt hjem, hvor tjenestefolkene sad inde i stuen hos dem aften efter aften og ligesom hørte til familien. Rasmussen havde i sine unge dage været landbrugslærer på Nr. Nissum Højskole, og var der bleven kendt med datteren på ”Byskov”. Han var flere gange på højskolen for at holde et foredrag for os.

I dette hjem kom jeg siden, da jeg var på seminariet og senere da Signe og jeg var blevet gift og boede i Harboøre. Signe og Rasmussen var begge fra Nørager, han og Signes far var gode venner fra barndomme af. Rasmussens søskende Eskild og Trine boede i et hus lige ved Signes barndomshjem. Og Signe havde et par gange været med Trine på besøg i Sdr. Byskov. Alt dette anede jeg ikke noget om den aften, jeg for første gang var gæst der sammen med de andre elever på højskolen. Det var en af fordelene var at være på en mindre skole. At vi sådan blev budt ud på eftermiddags og aftenbesøg. Det kendte de ikke noget til, der var på de andre skoler.

Den sidste udflugt havde vi søndag den 20 marts. Cykler og biler bragte os til Harboøre, hvor vi ved titiden tog med toget til Thyborøn by. Med samme tog kørte også pastor Andreasen Harboøre, det var første gang, jeg hilste på ham, han skulle ud til Thyborøn kirke og holde gudstjeneste. Vi så redningsstationen og havne – og høfteanlæg. Der var ikke halvt så mange kuttere i havnen, som da vi flyttede derud 12 år senere. Ve 12½ tiden var vi alle i Harboøre, hvor velvillige folk havde sørget for indkvartering. Tømrer Niels Jensen stod på stationen med en liste i hånden og sendte os ud til de forskellige steder, hvor vi skulle spise. Der ved stationen så jeg et syn, som jeg aldrig glemmer, et syn som gentog sig ofte i årene, vi boede i Harboøre.

Det var den åndsvage unge mand Aksel, der var gået hen for at se toget, noget han gjorde flere gange om dagen, når vejret var til det. han stod ved hjørnet af stationen med tungen hængende langt ud af munden, da vi kom ud af toget, gik han bagefter for så at stå og glo på os, mens vi blev indkvarteret

Vi var tre det skulle spise hos landpost Andreas Bro, der boede lidt fra stationen. Det var altså første gang jeg hilste på ham og hans kone og på hans broder Johannes, der var der på besøg. Senere var Signe og jeg ofte gæster i dette hjem. Vi fik en god middagsmad. Kl. 2 samledes vi med menigheden i den store særprægede Harboøre kirke hvor pastor Andreasen prædikede, både kirke og sakrasti var fyldt af mennesker. Efter gudstjenesten så vi alteret og mindetavlerne inde i kirken, og med Andreas Bro som fører så vi de store mindesten på kirkegården og var så med hjemme for at drikke kaffe. Vi tog afsked med vort gæstfri værtspar og gik om til missionshuset, hvorfra vi skulle køre kl. 16,30. turen gik nu til Vandborg, hvor vi skulle gæste Aron Nielsens barndomshjem ”Store Katkjær”, der ejedes af hans broder Simon Nielsen, han var gift og havde sin mor og en åndsvag søster boende. Efter at havde fået en god aftensmad, var vi ude i staldene for at se de mange dyr, der stod der. Derefter samledes vi inde i stuerne. Nogle naboer var nu også kommet til. Jeg huske, at jeg kom til at sidde ved siden af Jens Noe i en sofa, vi var tre i sofaen, og han sad i midten, da han både var stor og tyk tyngede han sofaen ned, så vi andre to sad på skrå, og når han lo, rystede sofaen med os.

Forstander Olsen og Kand. Korsholm skiftedes til at underholde, og efter at have drukket kaffe sluttede forstanderen med andagt. Det var blevet ”hen ad” inden vi igen sad i bilen, på vej til højskolen, vi var i godt humør og havde rige og gode minder med hjem fra en uforglemmelig dag.

Alt for hurtigt gik de fem måneder. Onsdag den 20 marts var flokken samlet for sidste gang til afskedsfest. Vi skulle hjem til påske og når påsken var forbi, var vinterhalvåret forbi. Forstanderen holdt et foredrag om: ”Barnet i mennesket”, og heri betonede han, hvor vigtigt det var at bevare barnets gode egenskaber. Derefter samledes vi omkring opdækkede borde i spisesalen. En del af sognets folk var til stede, for endnu engang at være sammen med os, det var særlig dem, der i vinterens løb havde åbnet deres døre for os. Vi fik serveret chokolade og kaffe, og der blev sunget sange og holdt taler. Der blev talt af Kand. Korsholm, lærer Jørgensen, fru Olsen og Kristen Lilleøre. Jeg overrakte en gave fra os elever til skolen (et billede af den gode hyrde) og takkede lærerne og kammeraterne for den gode vinter.

To andre elever Kristian Kristensen og Andreas Nielsen takkede også for vinteren og samværet. Andreas Nielsen sendte en tak opad til gud og en tak udad til sognets folk for den forbindelse, de holder med skolen til stor glæde og gavn for eleverne. Forstander Olsen takkede for billedet, der skulle hænge i elevernes dagligstue, og sluttede aftenen med andagt. I sin bøn indesluttede han os, der skulle rejse og skolen og dens gerning. Der blev sunget endnu et par sange, og samværet var slut.

Næste formiddag forlod vi skolen og rejste hjem til de daglige sysler med kageruller og malebøtter elle arbejdet i mark og stald. På skolen skulle pigerne i gang med rengøring, et stort hold kursister skulle rykke ind på skolen midt i april

Jeg glemte at fortælle, at vi efter nytår fik oprettet en avis, der udkom hver lørdag og kom til at hedde ”Ugens Nyheder”. Den blev redigeret af et udvalg på tre medlemmer, hvoraf jeg var den ene. Vi prøvede også med et sangkor, der ikke blev til mere end prøver et par gange. En af de nye elever Arnold Rasmussen fra Vejen var meget musikalsk og god til at synge, han skulle dirigere, det var han dygtig til, det var os der skulle synge, der ikke kunne holde tonen, når der skulle være flerstemmig. Vi havde derimod megen glæde af et lille orkester. Lærer Jørgensen, der spillede klaver og de tre elever Arnold Rasmussen, Niels Vestergård og Andreas Nielsen, der spillede violin, de gav os af og til nogle numre en søndag aften.

Der blev i februar måned afholdt et kursus i husflid med husflidslærer Jensen fra Ringkøbing og Kand. Korsholm som lærer. Kursuset varede fra mandag middag til lørdag middag og afholdtes nede i gymnastiksalen. Der var ca. 20 deltagere ude fra, deriblandt min fætter Andreas Skov fra Ravnholdt, der fik lavet et bogskab. Vi elever der deltog i husfliden de to aftner om ugen var også med hele ugen. Lærer Jørgensen tog sig af de øvrige.

Der var også et landbrugskursus i februar med ca. 70 deltagere. De der ikke kunne bo på skolen blev indkvarteret i den nærmeste omegn. Alle spiste på skolen. Vi elever der havde landbrugsundervisning deltog hele tiden. Lærer Jørgensen og forstanderen tog sig af de andre seks. Lærerne på dette kursus var Kand. Korsholm konsulent Bakman Olsen fra Dybvad og en dyrlæge fra Lemvig. Rasmussen, Byskov, forstander Gjelstrup og forstander Olsen holdt foredrag. Jeg husker forstander Gjelstrup fortalte om: ”Landbrug i Biblen”. Disse kursus var en ekstra stor oplevelse for os.

 Jeg arbejder igen ved landbruget, og vi byggede nyt stuehus.

Efter endt højskoleophold tog jeg igen hjem til far på Gammelskovgård. Der var nok at tage fat på. Næste sommer byggede vi nyt stuehus. Da det skulle ligge, hvor det gamle lå, måtte vi indrette os i den gamle kostald og i laden, et koge rum i det nye kostald blev indrettet til køkken. Vi hjalp hinanden med at rive det gamle stuehus ned og fjerne det. Far og Johannes passede landbruget og kørte materialerne til. Det meste af sandet tog vi i bakken derhjemme. Murstenene blev hentet på teglværket i Pårup. Kalk og cement hos Juul Hessel Engesvang, tømmer og brædder fik vi fra savværkerne i Bording og Engesvang. Murer Johannes Møller Engesvang havde murearbejdet, jeg var murerhåndlanger og passede ham og hans svend op. Tømrer Peter Jepsen Rønkilde havde tømrer og snedkerarbejdet. Begge var dygtige håndværkere, der lavede pænt og solidt arbejde, og i løbet af tre måneder var huset færdig til indflytning.

Far købte nye møbler til stue og soveværelse, og nu kom vi til at bo godt og havde rigeligt med plads. Men vi manglede vor gode mor. Far havde stadig vanskeligheder med at skaffe husholdere. Ingen ville ud på en gård, og tilmed når de hørte, at der var en gammel mand at passe. Bedstefar boede stadig hos os, han havde sin stue, hvor han kunne opholde sig, når han ikke færdedes ud, og han spiste sammen med os ved måltiderne.

Først da far fik fæstet Kirsten Olsen fra Aulum, fik vi en rar og solid dame til at hild hus og lave mad. Nu blev det hyggeligt og rart som i mors tid. Hun blev i gården i 10 – 12 år. Hun plejede bedstefar til han døde, det var nu let, for han var næsten ikke syg, men sov stille hen i sin stol. Hun plejede også far, da han blev syg og døde, hans sygeleje var længere, dog lå han ikke længe fast i sengen. Kirsten blev hos Johannes, til han blev gift med hendes broderdatter Anna fra Skjærk ved Aulum.

Vi havde haft travlt om vinteren med at køre mergel. En sommer havde vi sammen med vor nabo Peter Nielsen taget en grav mergel op i Mikael Petersens mergelgrav i Julianehede, der var mange læs at hente, men det slog ikke til. Så kom der en mergelbane igennem Over Julianehede til Krattet og der blev lagt mergeldynger af på Peter Knudsens mark. Denne mergelbane kom fra Damholt mergelleje i det nordlige af Bording sogn, det var en mere kalkholdig mergel end den fra Julianehede, og nu var der ikke nær så langt at køre, så jeg kunne hente flere læs på en dag end fra mergelgraven i Julianehede. Så vidt jeg husker, blev vi færdig med al mergle hele ejendommen, inden jeg blev syg og måtte forlade landbruget.

Jeg blev syg og kom på ”Kuren ved Hald”.

En dag i november gik jeg og pløjede vest for banen, da mærkede jeg, at det gjorde ondt ind for hjertet, når jeg skulle trække ploven tilbage, når den var stødt på en sten og gået af jorden. Det blev værre, som dagene gik. En dag lige før jul bar jeg uheldig og fik en finger beskadiget i en roe rasper. Set var så slemt, at jeg ikke kunne lave noget med hånden, men måtte holde mig inde. Jeg kom ikke ud til landbruget mere, for sygdommen omkring hjertet tog til. Jeg blev nervøs og bange, jeg turde ikke komme op at køre på en vogn, jeg syntes hele tiden den ville vælte. Jeg var ængstelig og bange, hvis far eller en anden var ude om aftenen. Min puls var alt for høj. Jeg var hos lægen i Bording et par gange, men han kunne ikke hjælp mig. sygdommen tog til, jeg kunne ikke sove om natten.
Så var der nogle, der rådede far til, at jeg skulle op til overlæge Brink Eliasen på ”Kuren ved Hald”. Han skulle være så dygtig på dette område. Far fik pr. telefon aftalt en tid, da vi måtte komme. Det var en forfærdelig sne vinter dette år med mægtige høje snedriver. Jeg husker, at rutebilen flere steder kørte gennem udgravninger, hvor sneen ved siderne var højere end bilen. Overlægen undersøgte mig meget grundigt, min puls var den dag 120, det normale er jo 72. jeg fik noget medicin, og så skulle jeg komme igen 14 dage efter, for at han kunne se, om der var indtruffet en bedring. Næste gang rejste jeg alene, sygdommen stod på samme stade, og overlægen tilrådede en indlæggelse på ”Kuren”. Jeg fik de nødvendige papirer med hjem, vi fik dem udfylde og sendt dem ind. Nogen tid efter kom der besked om, at jeg måtte møde på ”Kuren” en dag sidst i marts måned.

Der var en liste med over de ting, jeg skulle have med. Jeg skulle selv betale en del af opholdet, sygekassen betalte en del, og amtet gav et tilskud. Jeg kørte med rutebilen helt ind til Viborg, fordi jeg havde bagage med, og tog så bybussen ud til ”Kuren”. ”Kuren”, der ejedes og blev drevet af Røde Kors i Danmark, havde først været øvelseslejr for danske soldater. I krigsårene 1914 til 1918 var der tyske krigsfanger der. Der var også russiske, franske og engelske, derfor var lejren delt i tre dele. Nu var den del, der lå op ad landevejen, i brug til kontor og beboelse for personalet. Afdeling B var for oppegående patienter, der var på rekreation og som kunne gå til behandlingsafdelingen.

Bussen kørte op til ”Modtagelsen”, og jeg blev vist ind til forstanderinden. Hun bød mig velkommen, og jeg fik en seddel, som jeg skulle aflevere til Søster Gertrud på Pav. 10. det var på en 12 mands stue, jeg skulle bo, det var flinke mennesker alle sammen, men der var megen uro både nat og dag. tre af dem var krigsinvalider fra Sønderjylland, de var ikke lette at forstå, men værre var det med at forstå en fra Bornholm. De første tre dage gik med at gå til læge, jeg var hos tre forskellige til undersøgelser. Den 4. dag skulle jeg til sognerådsmøde, som de kaldte det deroppe. Der sad alle lægerne samlede omkring et bord og snakkede om behandlingen. Jeg skulle have kulsyrebade, jeg skulle i ligge hal 1 time hver dag og gå tur i skoven mindst to timer hver dag, og så skulle jeg have et glas fløde og et glas kærnemælk samt et maltøl om dagen. Jeg var gået langt ned i vægt.

Der var gode forhold på ”Kuren”. Hver morgen var der andagt i foredragssalen ved forstanderinden, var hun forhindret, var der en anden ældre søster, der læste andagt stykket og bad et fadervor. Der blev sunget en salme før og efter. Hver aften var der andagt i en mindre sal ved en af diakonerne. Dem var der tre af, og de var alle ansat på badeafdelingen. Hver søndag var der gudstjeneste i foredragssalen ved præster inde fra Viborg.

Hver gang jeg skulle i bad, kom jeg ned i et badekar, der var fyldt med vand, hvori var blandet kemikalier, det var dejligt varmt den første gang, men varmegraderne aftog fra dag til dag, og styrken af kulsyre blev forøget, og opholdet i vandet blev længere for hver gang. Når jeg kom af vandet, fik jeg et lagen omkring mig, og så kom jeg i seng, hvor jeg blev rullet ind i lagnet og så pakket ind i tæpper. For hver gang blev hviletiden længere. Da jeg var færdig med badene, skulle jeg have vibrationsmassage på bryst og ryg, og så skulle jeg have en times arbejde i gartneriet. Da jeg havde været der et par uger og havde lært en del af patienterne på 10 at kende, blev der en ledig seng på en fire mands stue, og de tre det var tilbage opfordrede mig til at flytte ind til dem.

Vi fulgtes ad til Søster Gertrud for at få tilladelsen til dette. Det havde hun intet imod, og så flyttede jeg ind til dem. Der var en købmand, en skrædder og en landmand. Det var dejlige mennesker at være sammen med. Købmand Sørensen boede i Viborg Søndermark, da han senere blev rask, købte han en købmandsforretning. Tvis, hvor han oparbejdede en stor og solid forretning, som han efter sin kones død overdrog til sin søn. Han og en datter overtog en lille manufaktur – og trikotageforretning i Tvis.

I årene på seminariet besøgte jeg dem altid i sommerferien, når jeg cyklede frem og tilbage mellem Engesvang og seminariet. Senere, mens vi boede i Harboøre, havde vi et godt hvilested i det gæstfrie hjem. Signe kom også til at sætte stor pris på de rare og gæstfrie mennesker. I Thyborøn havde vi en sommer besøg af datteren, hun var sammen med nogle andre unge på tur og skulle ind til os for at bringe en hilsen fra sin far. Vi fire fulgtes gerne ad, på turene i skoven, en officer i Frelsens hær var ofte med, det var godt følgeskab.

Opholdet og behandlingerne, jeg fik, hjalp mig godt. Da jeg blev udskrevet, sagde overlægen til mig: ”De kan blive helt rask, men det vil vare længe, de må ikke udsætte dem for stærke sindsbevægelser, men må lære at tage alt men en knusende ro, og de må aldrig mere tage far på landbrug”. Jeg havde været på ”Kuren” i 6 uger og kom hjem først i maj måned.

Hvad skal jeg nu?

Ja, det kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på. Det var strengt at gå derhjemme og se, de andre havde travlt, og jeg kunne ikke tage fat og hjælpe dem. Jeg gik lange ture, jeg kikkede ind hos naboerne, jeg bandt bøger ind, men det var ikke rigtig noget for mig, vejret var for godt til at sidde inde. Jeg tænkte på fremtiden, hvad skulle jeg slå ind på. Jeg tænkte på handel, men her skulle jeg komme i lære, jeg var jo også for gammel til at komme i lære i en forretning. Far snakkede om hønseri, men sagde: ”Nu skal du bare blive mere rask, så skal du se, der viser sig nok en udvej for dig!”
Og han fik ret, det gjorde der!
En eftermiddag hen på sommeren kom pastor Gissel, var sognepræst, cyklende op til os, han ville se, hvordan jeg havde det. og så spurgte han: ”Hvad vil du så, når du ikke mere må arbejde med landbrug?” Jeg svarede, at det var det, der var det store problem for mig. Du skal være lærer! Sagde han, nu skaffer vi nogle bøger hjem fra seminariet i Nr. Nissum, og så kan du begynde at læse her hjemme. Du må komme ned i præstegården, så tit du vil, så skal vi hjælpe dig, hvis der er noget du ikke forstår. Og den nødvendige praktik kan du få hos lærer Andersen i Julianehede. Så ser vi hvordan det går, og bliver du mere rask, kan du tage op til Nr. Nissum efter jul, og så gå i forberedelsesklassen resten af året.

Og sådan gik det. jeg skrev til forstander Gjelstrup og bad om at få de bøger tilsendt, som de brugte i F. klassen. Nogle dage efter modtog jeg en stor pakke bøger med vedlagt regning fra Poul Øvesel elev i 1. klasse, han sendte mig de bøger han havde brugt i F. klassen. Nu kunne jeg gå i gang med at læse. Jeg var i præstegården en gang om ugen, hvor fru Gissel hjalp mig med matematik. Og jeg var hos farbror Niels i Engesvang en gang om ugen for at lære ar spille violin, han havde fået fat i en gammel violin. Som han havde fået lavet i stand, og så sled jeg med den. I skolen var jeg til praktik to gange om ugen. Efter at have hørt og set lærer Andersens undervisning, et par gange overlod han klassen til mig og gik ind til sin kone eller ud i sin have.

Han havde et valgsprog, som han praktiserede! Man skal ikke have mere travlt, end man har tid til at bestille noget! Han ville gerne hjælpe mig med religion, det mente han var meget nødvendig. Jeg har endnu den dag i dag ham mistænkt for, at det var mest for fortjenestens skyld. Det han fortalte, vidste jeg godt i forvejen. Han tog sin timebetaling, og det var der ikke noget at sige til. Familien var stor, og lærer lønnen var lille. I præstegården ville de ikke have så meget som en øre for den hjælp de havde ydet. Det ville farbror Niels heller ikke, så disse måneder med hjemmearbejde havde været billige, men havde givet et godt resultat, syntes jeg selv.

Fire år på Nørre Nissum Seminarium. I F. klassen.
I november havde jeg brevveksling med forstander P. C. Gjelstrup Nr. Nissum Sem. Indmeldt mig som elev i F. klassen og skulle begynde efter juleferien. Klassen begyndte dagen efter Hellige tre konger, og Hellig 3. kongers dag rejste jeg fra Engesvang med tog til Struer og videre med rutebil til Nr. Nissum. I Struer traf jeg sammen med et par andre unge, der også havde en violinkasse og en håndkuffert med, og jeg gættede straks, at de også skulle ud til Seminariet. De var flinke og hjælpsomme, da vi kom til seminariet tilbød den ene at gå med mig op til forstanderen. Dette tilbud tog jeg med glæde imod. Vi kom ind i en gang og op ad en trappe til 1. sal, der bankede han på, og en høj tynd mand lukkede op og tog imod os. Min ledsager hilste og ønskede godt nytår og sagde, at her var en ny elev til F. klassen. Forstanderen bød mig velkommen og førte mig hen til et land bord med flere dynger papirer. Midt for bordet stod en gyngestol, hvor han bød mig tage plads. Han gik om til den modsatte side og tog plads i e kontorstol lige over for mig, og så begyndte samtalen, der endte med, at nu skulle han finde et værelse til mig, hvor jeg kunne bo.

Der var en ledig ved siden af musikstuen på ”Theben”, D. v. s. der var egentlig to, idet der var stue og soveværelse, der havde engang boet en seminarielærer. Forstanderen fulgte med og viste mig værelserne. Det var vist 25 kr. om mdr. de skulle koste. Der var højt til loftet, vinduerne var mod vest, og de var begge utætte. Der var en kakkelovn, et bord og en stol i stuen, i soveværelset stod en seng med en madrasse. Så tog han mig med over til ”Lille Peter”, som vi kaldte ham, han var skolens pedel. Forstanderen bad ham hjælpe mig at bære mit skab og træ kuffert over. Disse to ting var sammen med min bogreol og cykle sendt pr. bane til Lemvig og stod nu henne ved posthuset. Posten havde haft det med på sin bil fra Lemvig, han havde en ret stor vare lad på sin bil, da han havde al post og alle pakker med til de to brevsamlingssteder: Nr. Nissum og Nr. Nissum Seminarium. Ved posthusets gavl havde han en garage til at køre bilen ind i, den stid der medens han på sin cykle kørte sin post tur.

Vi fik skab og kuffert båret ind i stuen, sengetøjet kom ind i soveværelset og cyklen blev kørt in i cykelskuret. Det var det gamle missionshus, der fungerede som cykel – og tørveskur, over døren stod malet: ”Land, land hør Herrens ord”. Denne indskribstion havde været malet over flere gange, men blev hurtig synlig igen. Peter Johansen, sådan hed pedellen sikrede sig at der sad en nøgle i døren til mine værelser og at de kunne låses og bad mig huske at låse, når jeg forlod dem, ligeledes så han efter om rullegardinerne var i orden og at lamperne kunne lyse, samt viste mig, hvor pensionatet lå, hvor jeg skulle spise. Da jeg havde fået sengen redt og mine ejendele lagt på plads, var det spisetid, og jeg gik ned til Borgen.

Der strømmede det til fra alle side, vi kom først ind i en gang med plads til at hænge overtøj, og så ind i en stor spisesal med fire lange borde tværs over salen. En var så flink at vise mig en plads ved det første bord, der var ”F” klassens, så kom de tre seminarieklassers i rækkefølge. Der var plads til 12 på hver side af bordet, og så at sige var alle bordene fyldte. En del af eleverne spiste hos frk. Madsen i Korinth. En af eleverne ved det fjerde bord sang for på et bordvers, og så begyndte spisningen, først blev der serveret en varm ret, så smørrebrød med mælk eller te til efter behag. Kl. 8,30 var der aftenkaffe, og kl. 8,45 andagt på læsestuen. Efter andagten, der var blevet læst af en af eleverne i 3. klasse, var der lejlighed til at kikke i aviserne, der lå i reolen hver på sin bestemte plads.

Da jeg senere kom over i min stue, var der koldt og trist, jeg rullede gardinerne ned, klædte mig af og gik i seng, den var også kold, og det varede nogen tid inden jeg fik den varmet op og kunne falde i søvn

Forældrestævnet.
Lørdag den 17. maj begyndte med gudstjeneste i kirken kl.10 ved pastor Nielsen, og derefter blev gæsterne for et par timers tid, indkvarteret til middag hos lærerne og i gæstfri hjem i sognet. Festen på seminariet begyndte kl. 3. mødet skulle havde været i forstanderens have, men da vejret var uegnet til havemøde, blev det forelagt til foredragssalen og bibliotek, det blev fyldt til allersidste
Plads. Forstander Gjelstrup bød velkommen kort og hjertelig til de mange fremmede og dog så velkendte gæster. Første taler var lærer Eriksen Bøvlingbjerg, han, der selv havde gået på seminariet her, havde nu en datter i vores klasse og repræsenterede forældrekredsen. Den følgende taler var landtingsmand Rasmussen Byskov, der repræsenterede sognet, og endelig lærer Hansen seminariets lærerkreds.

Efter dette møde var der frikvarter et par timer, og dette benyttedes til at se seminariet og omgivelserne, eller en søn eller en datter tog far og mor med op på værelset for at snakke fortroligt. Kl. 6. begyndte festen i gymnastiksalen, hvor et smukt og veldækket aftenbord ventede. Her var ordet frit, og lejligheden benyttedes godt, så den ene taler så at sige afløser den anden. Den første der tog ordet, var en af seminariets ældste elever, lærer Petersen. Han viste os, hvorledes seminariet efterhånden var vokset frem i de forløbne år fra en ganske svag begyndelse, og han håbede og troede, at det åndelige liv var vokset i forhold dertil. Til sidst udtalte han ønsket om, at vi elever, der gik i seminariet nu, måtte se frugten i den gerning, vi siden skulle gå ind til.

Lærer Kirkegård fremkom med et forslag, der fandt ivrig tilslutning i al fald blandt os elever, det gik ud på, at alle gæsterne efter tur skulle indbyde seminariet til et besøg. Den næste taler, lærer Møller, Randers talte især for de ældre lærer ved skolen, Kand. Strøm, lærer Kirkegård og Måbjerg rettede som de andre talere en dybfølt tak til forstanderen og lærerkredsen både for festdagen og det daglige arbejde på skolen. Derpå talte lærer Nielsen seminariet, gårdejer Frandsen, gårdejer Østergård og lærer Christensen, seminariet. Lærer Christensen talte for ”de forældreløse for en dag” og bad om forsamlingens tilslutning til at bede hver især sende en hilsen fra festens deltagere. Christiansen fra 3. takkede på de forældreløses vegne for hilsenen.

Klokken var nu otte, og man skulle tænke på at bryde op, men først gav musiklærer Møller assisteret af elever, et lille stykke ”Hellas” med på vejen, og akkompagneret af violiner og klaver brusede de gamle hellenske sange: I hede sand i givtig muld, solskin og sø vind og vor nationalsang ud i salen. Til sidst udtalte forstander Gjelstrup en tak til gæsterne. I gjorde vel i at komme og til værterne for gæstfriheden om middagen og endelig til køkkenet og alle andre, der havde deltaget i arbejdet,_ forstanderen udtalte tillige ønsket om, at stævnet kunne gentages om et par år, men i øvrigt stod seminariets døre til enhver tid åbne for alle forældre og gamle elever. – efter sangen ”Fremad en verdens vilde røst” sluttede forstanderen med andagt over ordene fra Hebræs. 12. 1-2.
I løbet af den følgende time forsvandt de mange gæster – lidt vemodige ved afskeden, men glade og taknemmelige for en god dag – igennem den smukke velkomst port, der var rejst ved indkøreselen til seminariet, og snart var der atter rolig i ”Hellas”

Pensionatsudflugt.
Lørdagen efter pinse havde begge pensionater udflugt. Frk. Madsen Korinth gav tur med damperen fra Lemvig til Thyborøn. ”Borgen” gav en tur pr. bil til Viborg. Efter kaffe på K. F. U. M. så vi domkirken og fik en tur i det smukke anlæg ”Borgvold”. Dernæst kørte vi til ”Hald”, hvor borgruinerne blev taget øjesyn, et længere ophold her var påtænkt, men på grund af silende regn gik vi over til pavillonen ”Bækkelund”, hvor aftensmaden, der var medbragt, indtoges og forstanderen gav kaffe. Regnen hørte op, og med leg og færden i den skønne natur gik de næste par timer. Efter at forstanderen havde holdt andagt, gik det atter hjemad gennem Dollerup bakker. Klokken var næsten tolv, inden vi nåede hjem. Alle var enige om, at det havde været en god tur.
Grundstensnedlæggelse.

Fredag den 3. juni nedlagdes grundstenen til seminariets nye bygning. Kl. 20,30 samledes lærer og elever ved byggepladsen, murene var da i vindueshøjde. Desuden overværedes højtideligheden af de for tiden værende censorer, landstingsmand Rasmussen, Byskov, arkitekt Brun Struer v. a. Efter at salmen: ”Foragter ej de ringe dage” var sunget, talte provst Møller, der var formand for seminariets bestyrelse. Han talte om den tid, da seminariet begyndte under pastor A. D. L. Hansen, referende til den nye seminarieordning, hvor der stilles krav om udvidelse af undrevisningsvilkårene. Han oplæste til slut det dokument, der skulle nedlægges. Dokumentet blev rullet sammen og puttet ned i et hylster af bly, hvori også blev lagt nogle af de dengang brugte mønter. Hylsteret blev loddet til og lagt ned i muren og muret efter. Provst Møller murede den første sten, Rasmussen Byskov den anden og forstander Gjelstrup den tredje og sidste. Enhver følte, at man i dette øjeblik stod ved en af milepælene i seminariets historie.

St. Hans – aftens – fest.
Traditionen tro afholdtes St. Hans aften den sædvanlige fest på seminariet. Til den fastsatte tid samledes vi alle i seminariegården, hvor den hæslige heks – et produkt af naturens lunefuldhed og menneskenes kunstneriske begavet hed (en trærod var hovedet) var anbragt i en tjæretønde på en fjedervogn. I højtideligt optog befordredes heksen til retterstedet, Byskov bakke, mens musikken spillede, rullede heksen med beundringsværdig ro sin død i møde.

Ved retterstedet, den høje skrænt ved siden af den nye Byskov vej, nød heksen en sidste slurk petroleum, og bålet blev tændt. Efter en sang besteg taleren, stud pæd. Axel Jacobsen (han var fra Hjøllund) talerstolen, Kyndes fjedervogn, der havde befordret heksen til retterstedet. I velvalgte ord og med smukke talemåder fortolkede han et drømmesyn, hvor han havde skuet ind i seminariets fremtid under den nye seminarieordning og forudset, hvordan det ville se ud her, når han om føje år igen satte sin fod på hellensk grund.

I øvrigt fremførte taleren mange gode tanker og ønsker om og for seminariets fremtid, og hans tale hilstes med stort bifald. Under hans tale havde heksen mistet sin før omtalte ro og ligevægt og var trillet ned fra skrænten og ned på vejen, hvor hun brændte videre. Endnu en sang blev sunget, og skaren satte atter kursen mod seminariet. På pensionaterne blev der serveret chokolade, og derefter var der sanglege på boldbanen, men også dette punkt på programmet blev udtømt, og hverdagens fred hvilede atter over Hellas

Når man besøger seminariet i dag, må man sige, at Axel Jacobsens drømmesyn til fulde er gået i opfyldelse. Kand. Strøm blev den 24. juni udnævnt til ridder af Dannebrog.

Nu har jeg fortalt om fester, møder og foredrag og om udflugter i det år, jeg gik i første klasse, og det blev ført videre i 2. og 3. klasse, men da det vil føre for vidt at referere også fra disse år, vil jeg gå over til at fortælle lidt om mig selv og om mit forhold til musiklærer Møller.

Jeg var jo ikke rask, da jeg rejste til Nissum og begyndte i forberedelsesklassen. Der var enkelte dage, hvor jeg måtte holde mig i sengen for at vær i ro og slappe af. Det var jo en nervøs hjertesygdom, jeg led af, og den gjorde sig stærkest gældende i de fag, hvor jeg stod dårligst, når jeg f. eks. Skulle op til tavlen i matematik, eller jeg skulle synge eller spille. Særlig galt var det, når jeg var til eksamen.

Da jeg kom i 1. klasse begyndte musiklærer Møller at høre os i sang enkeltvis, og det gik ofte galt for mig, og inden så længe var jeg med i det daglige sangkor. Nu boede vi jo flere sammen på Sparta, og kammeraterne var flinke til at øve sig i sang sammen med mig, så jeg fik melodierne lært, og det kom til at gå rigtig godt i sangtimerne. I musiktimerne var jeg den dårligste på holdet, der var fire i hvert hold. Allerede da vi begyndte efter efterårsferien, lavede han holdene om, så jeg kom til at spille alene hos ham. Nu ville han tage sig godt af mig. men det skete jo desværre alt for ofte, at jeg greb fejl og spillede falsk, og så blev han vred og skældte ud, ja, en dag bandede han over mig. så tog jeg mod til mig, og fortalte ham, hvordan jeg havde det med min sygdom og sagde også, at når han talte hårdt til mig, så tog hjertet til at hamre, og så kunne jeg slet ikke spille rent. Musiklæreren sagde, at det skulle jeg have sagt noget før, men nu ville han prøve at tage det på en hel anden måde. Jeg sagde, at man jo aldrig er glad ved, at skulle udlevere sig selv. Vi fik en god samtale med hinanden, og siden skældte han aldrig ud og langt mindre bandede. Siden den dag gik det bedre med at spille, han brugte sin violin, og vi spillede sammen
Det gik også helt godt til endelig eksamen, jeg fik gx i violinspil, og det var jeg særdeles godt tilfreds med.

En dag, det var nogen tid efter, at der var noget galt på klassen i Møllers time, hvad det var, kan jeg ikke huske, men Møller var vred og forlangte en forklaring. Et par stykker, der følte sig skyldige afgav en forklaring. Da musiklæreren havde hørt den, henvendte han sig til mig: Poulsen, er dette rigtig. Jeg svarede. ”Ja”, for det var rigtig. Det var det sidste ord, der blev sagt i den sag.

En eftermiddag gik jeg ned til ”Borgen” for at drikke kaffe, da stod musiklæreren stille ved et hjørne, da han hørte mine skridt, kaldte han, da han hørte min stemme, sagde han: Nå er det dem Poulsen tag lige min arm og hjælp mig forbi, for jeg kan lugte heste, så jeg tør ikke gå længere alene. Det var rigtig, en halv snes meter længere fremme stod et spand heste. Da vi kom ned til ”Borgen”, sagde han tak, nu kunne han klare sig selv. Han havde mistet synet som seksårig. Han havde et par lange snørestøvler, og en dag han skulle have støvlerne af, var et af båndene gået i hårdknude, og han kunne ikke løse dem op. Han blev heftig og tog en kniv, og med et rask tag snittede han båndet over med det resultat, at knivspidsen ramte det ene øje. Der kom betændelse i øjet, og det bredte sig til det andet øje, og han mistede synet på dem begge.

Musiklæreren var vældig dygtig til at klare sig, han kunne finde rundt mellem de forskellige bygninger og ind i alle klasseværelser, han kunne gå ind og handle i butikker. Men gik der en ved siden af ham og ville tale med ham, da skulle vedkommende tage ham under armen, han kunne ikke både tale og finde vej. Musiklæreren og fruen havde en tandem, når de kørte på den, sad fruen foran og styrede, og så gik det fint.
Kun få år fik lærer Møller på seminariet, efter at vi i 33 havde forladt seminariet. Han måtte tage sin afsked på grund af dårlige nerver. Han søgte og fik pladsen som organist ved Holstebro kirke, og der fik de nogle lykkelige år. Da fru Møller døde, måtte han søge sin afsked, han kunne ikke klare organisttjenesten uden hendes hjælp.

Da jeg var blevet mere rask, talte jeg med lærer Olsen, der havde gymnastik med 1. klasse, om han troede, jeg kunne få gymnastik med som fag, hvis jeg kunne klare de stående øvelser og så teorien. Det turde han ikke svare på, men han ville anbefale mig at gå med til den frivillige morgengymnastik resten af 1. klasse, og så kunne jeg tale med lærer Christensen, når han ved næste skoleårs begyndelse overtog gymnastikken. Det gjorde jeg og fik 10 min. Stående øvelser på gulv ved ribbe resten af skoleåret.
Ved begyndelsen i 2. klasse talte jeg med lærer Christensen, og han gav mig lov til at deltage i de øvelser, jeg kunne magte, men han ville ikke love, at jeg fik lov at gå op i det til eksamen. gjorde jeg ikke det, ville han skrive en erklæring til mig gående ud på, at jeg på grund af sygdom kun havde deltaget i gymnastik i de to sidste seminarium år, men alligevel ville han anse mig for egnet til at undervise i faget. Han talte så med gymnastikinspektøren om det, og jeg fik lov til at gå op til eksamen, men han gav mig kun en lille karakter i faget. Havde jeg ikke fået gymnastikken med, ville det havde trukket hovedkarakteren ned, og jeg havde været ukvalificeret til at søge embede, hvor der skulle undervises i gymnastik.
Var det fint vejr, gik vi turer om eftermiddagen. En skøn tur i forårstiden og først på sommeren var ned gennem Kongsgårdens dale til fjorden. I dalene var et væld af blomster, særlig var der mange gule kodrivere. Jeg har taget denne tur flere gange en tidlig søndag morgen, jeg cyklede op til missionshuset, hvor jeg så stillede cyklen og så gik jeg ned i dalene og hentede en frisk buket af de dejlige blomster, solen skinnede og lærkerne sang og fjorden lå stille og blank. Jeg var hjemme igen i god tid til morgenkaffen.

Ofte gik vi langs stranden om til ”Høgsgård strand”, her var en fin badestrand, der var meget søgt i sommertiden. Der var opstillet skilte med de forskellige bade tider for herrer og damer. Forstander Gjelstrup badede meget her, men det var tidligt om morgenen og det både sommer og vinter. Vi seminarister tog sjældent til fjorden for at bade, da vi havde gode badeforhold på seminariet. I kælderen under ”Den gule bygning” var der indrettet et stort baderum, hvor der var 6 bruser, og der havde hver klasse sin bestemte badetid, to timer i hver uge. Alle kvindelige elever havde en tid, og seminariets piger havde deres. Der var bænke til ar ligge tøjet på. Sæbe og håndklæder skulle medbringes. Fra ”Høgsgård” gik vi op til landevejen og hjem, eller måske gik vi ned forbi ”Høgsgård” til stranden og så fulgte vi den mod øst til ”Remme strand” for så at tage landevejen hjem.

En anden tur som vi ofte gik, var ad kirke stien hen over bakken forbi højskolens have og hen forbi ”Brejdablik”, der var højskolens ejendom, og så ind over kirkegården. Syd for kirken var der nede i bakken muret en gravhvælving, hvor en tidligere ejer af ”Kongsgård” og hans hustrus sakofager stod, om sommeren var kun gitter døren for, så vi kunne se ind, der stod altid friske blomster i en stor vase ved foden af kisterne. Ofte når vi gik omkring og så på gravstenene, standsede vi op ved en sten, der stod i det nordvestre hjørne af kirkegården. På stenen stod foruden navn, fødsels – og dødsår ordene: ”Han nåede det”. det var en ung mand fra sognet, der lå begravet der, og hans forlovede havde sat stenen på hans grav. Jeg har flere gange standset op ved denne grav, og ordene: ”Han nåede det” har talt stærkt til mig. turen sluttede altid med et besøg oppe i kirketårnet, døren til tårnet var aldrig låst, så der var fri adgang. Oppe ved kirkeklokken boede allikerne, og dem var der mange af, der lå en tykt lag fuglegødning over hele loftet, det var ikke så tiltalende at træde i, men der var en storslået udsigt ud gennem hullerne til alle sider. Kirketårnet lå højt på bakken.

En tredje tur gik ud ad vejen over Byskov bakke, den tur gik vi næsten daglig. De første år var der flere sving på vejen, men så blev de rettet ud og vejen udvidet, og der blev en udgravning af bakken, så turen mistede en stor del af sin tiltrækning på os. Den skønne udsigt fra bakkens top var borte. Vi seminarister havde sendt en protest til sognerådet mod at vejen blev rettet ud, og bakken blev udgravet, men denne protest tog sognerådet naturligvis intet hensyn til.

Var det en søndagstur drejede vi af til venstre ned forbi ”Sdr. Byskov”, hvor landstingsmand Rasmussen Byskov boede. Han og hans hustru Kristiane havde jeg været gæst hos et par gange. 1, gang sammen med højskolen. 2. gang var min klasse budt derop. Rasmussen var i bestyrelsen for seminariet, og de ville gerne holde forbindelsen ved lige med de skiftende elevhold. Senere besøgte Signe og jeg dem flere gange. Rasmussen var nemlig fra Nørager, Signes hjemby, og han og Signes far var ungdomsvenner, og Rasmussens bror og søster boede i et hus nabo til ”Støvbogård”, der var Signes hjem. vi gik videre ad vejen forbi ”Ndr. Byskov” og til Remme strand for så at gå ad landevejen gennem Ådal bakker og hjem til sem. Det var en lang spadseretur, men den kunne lige klares mellem kaffe – og spisetid.

En gang eller to om året cyklede jeg lørdag eftermiddag til Hjerm præstegård, hvor provst Steffensen boede, han havde jo været præst i Engesvang i 10 år, og han havde konfirmeret mig. der i præstegården var jeg altid velkommen, det vat noget de sagde hver gang, og som jeg kunne mærke. Jeg sov i gæsteværelset om natten, og søndag formiddag var jeg med i kirke, var det i Hjerm Østre kirke, der var højmesse, så cyklede provsten og jeg derover.
Efter middagsmaden, når provsten skulle i kirke igen, cyklede jeg tilbage til Nr. Nissum.

Mindst en gang hver sommer var jeg på besøg hos min højskolekammerat Andreas Nielsen ”Sdr, Grønkjær” i Flynder, han var bleven gift med naboens datter Kirstine, og de havde overtaget hans barndomshjem. Det var også en lang cykeltur, jeg cyklede derover lørdag eftermiddag og hjem søndag. Det tog 1½ time at cykle hver vej.

Besøg hos Lærerne.
Der var et godt kammeratskab i klassen, særlig var det godt i vor klasse. Der var også et godt forhold til de andre klasser og til lærerne. At dette var tilfældet skyldes nok for en stor del de forskellige fester og samarbejdet for at arrangere dem, og så de årlige besøg hos lærerne. Hver vinter efter jul blev vi indbudt klassevis på besøg hos de forskellige lærere. Musiklærer Møller. Der var blind, dannede en undtagelse. En aften forløb på forskellig måde med oplæsning eller et kort foredrag, vi fik kaffe, så billeder, hørte god musik, sang nogle sange eller legede selskabslege. Der blev sluttet med en andagt. Hos lærer Kirkegård fik vi dessert, inden vi skulle hjem. fire – fem aftener var vi på besøg hos lærerne i løbet af en vinter, og det gentoges år efter år. I 3 klasse var vi
en aften hos Kresten Lilleøre i Korinth, en aften hos en gårdejer i Borum, jeg husker ikke hans navn. Og som tidligere nævnt var vi en aften i ”Sdr. Byskov”.

Indre Mission på Lemvig egnen afholdt kredsmøder rundt i sognet. Det år jeg var i 3. klasse blev der afholdt et sådant møde i Vandborg. Der skulle afgå bil fra seminariet, og vi var 5 – 6 stykker, der indmeldte os. Der kom en del med fra Byskov og Borum og seminariet, flere kom på i Korinth, og da vi nåede København blev bilen fyldt. Først var der gudstjeneste i Vandborg kirke, hvor sognets præst pastor Riis prædikede. Efter gudstjenesten blev alle tilrejsende indkvarteret rundt i gårde og huse til spisning. Vi fra seminariet kom ud på en stor gård, der hed ”Store Kubstrup”. Så vidt jeg husker hed manden Esben Petersen. Inden vi skulle spise, skulle vi med ham ud i staldene, der stod to rækker store, brede sortbrogede køer, derfra kom vi ind i fedestalden, der stod to rækker brogede stude, der blev fedet til slagtning, der var ca. 30 store dyr.

Det undrede mig, at det var halvmørkt derinde. Da jeg spurgte, hvorfor det var sådan, svarede manden, at så trivedes studene bedst. Når de 30 dyr om foråret blev solgt, købte han tyrekalve og satte i stedet, så blev der nogle at sælge næste år. Efter turen i staldene blev vi budt ind i deres pæne, hyggelige stuer, hvor vi fik serveret en god aftensmad. Jeg husker, at manden fortalte, at han havde en broder, der var læge i København

Aftensmødet blev holdt i missionshuset, der var fyldt til sidste plads. Pastor Andreasen Harboøre, der var kredsformand, ledede mødet. Hvem talerne var, husker jeg ikke, men jeg husker, at da ordet var frit, var Lehm oppe for at give et indlæg. Da vi kørte hjem sad Lehm og jeg sammen med fru Rasmussen Byskov, og hun indbød os til at komme op til dem en aften, så ville hun give en kop kaffe. Vi tog mod indbydelsen, og en aften vi var færdige med lektierne i god tid, gik vi til ”Sdr. Byskov”. Rasmussen var ikke hjemme, han var i København, men forkarlen, en ung mand fra Nødager, udfyldte hans plads som vært på en god og værdig måde, og vi fik en god kop kaffe.

Festen:
Velkomstfest for den nye F. klasse. Den 6. september kl. 19,30 samledes alle eleverne i gymnastiksalen for at byde den ny F. klasse velkommen. Denne fest plejede at blive holdt på Byskov bakke, men da bakken på grund af vejarbejde havde forandret udseende, og det også var regnvejr den søndag, holdtes festen altså i gymnastiksalen. Som indledning sang vi ”Se det lysner for vort øje”. Foredragsforeningens formand N. C. Hansen 3. bød velkommen og rettede en særlig velkomst til aftenens taler E. Dalsgård 3.
Taleren sammenlignede meget træffende seminarium tiden med et forhindrings løb og mærke som den første forhindring optagelsesprøven, hvor man godt kunne komme ud for en lille tg. Efter at havde understreget, at der ingen forskel fandtes mellem klasserne, men alle var lige, gav taleren på en smuk måde til kende, hvad man ventede af den nye F. klasse og udtalte ønsket om, at den måtte føle sig godt hjemme her og også bidrage til et godt kammeratskab på seminariet. Derefter var der leg en times tid, under hvilket det føltes, at de tilstedeværende havde lagt sig talerens ord angående klasseforskellen på sinde. Som afslutning affyredes kl. 8,30 den traditionelle raket.

Sportsfest 26. september.
Det var gammel tradition, at kongens fødselsdag, der jo var skolefridag blev brugt som sportsdag og idrætsfest. Den første, jeg deltog i var festen i 1930. den havde følgende forløb: Klokken 7. blev flaget hejst, og der blev udbragt et leve for kongen. Derefter gik vi med fanen i spidsen til sportspladsen, hvor forstander Gjelstrup holdt morgenandagt. Nu tog sporten sin begyndelse, og samtidig begyndte regnen. Første fodboldkamp var mellem 2. og 1. Resultatet blev 3 – 0 til 2. Derefter var der langboldkamp mellem damerne. Holdene var valgt ved lodtrækning rødt mod grønt. Resultatet blev at rødt vandt 26 mod 20. Tredje kamp var ”F” mod 3. hvor 3. vandt 3 – 0 så blev det middag.

Kl. 1. begyndte en hønekamp mellem damerne, de skulle kæmpe to og to og vælte hinanden ned af pinden. Vinderne blev Hilda Henriksen F. (senere fru Linderoth) og Valborg Eriksen 1. Lærer Hansen var dommer. Under denne kamp begyndte et heftigt tordenvejr. Næste punkt var 100 m. løb, det måtte udsættes på grund af den stærke regn. Vi gik over i gymnastiksalen, hvor damerne vandt i tovtrækning mod gamle Nissumitter. I en tovtrækning mellem damerne og lærerne vandt damerne også. I en sidste styrkeprøve mellem Peter Johansen og murer Olsen vandt murer Olsen

Nu var det atter solskin, og der fortsattes med 100 m. løb ude på pladsen. Johannes Jensen 2. blev sejrherre, Alfred Jensen 2. blev nr. 2 og Bagger Christensen 3. blev nr. 3. i Byskov løbet kom Berg 2. ind som nr. 1. Martin Larsen 3. blev nr. 2 og Johannes Jensen 2. blev nr. 3. Derefter var der ”Dør træk”. På sportspladsen var lavet to 8 tal af flasker, og det var meningen, at man skulle cykle på den bane, der var mellem flaskerne uden at vælte nogen af dem. Løbet blev vundet af Ernst Jensen 3. og P. Christiansen 3. blev nr. 2.

Efter kaffepausen tog damerne fat på forhindrings løb, hvor der var indsat små forhindringer som at flytte ærter på et knivsblad eller krybe under en bænk, hvilket ikke lykkedes lige godt for alle, idet nogle væltede bænken. Nr. 1 blev Valborg Eriksen 1. og Agnes Ahm 1. blev nr. 2. inden forhindringsløbet for herrer var der indskudt en gymnastikopvisning af et udvalgt hold, det var enestående i sin slags. De havde alle masker på, og de sad på nakken af hovedet, ligesom de var trukket bagvendt i tøjet. Når der blev kommanderet: ”Bagud. bøj” var de i stand til at sætte nakken mod bagen. De kom marcherende baglæns ind på pladsen, og efter opvisningen gik de på samme måde ud igen

Nu tog forhindringsløbet for herrer sin begyndelse, der var mange forskellige forhindringer, f. eks skulle de spise en bolle, der hang i en snor uden at bruge hænderne til hjælp, eller sætte tråd i en nål, hvilket voldte mange stort besvær. Nr. 1 blev A. Christensen 2. og nr. 2 blev Martin Larsen 3., Berg fra 2. blev nr. 3. det mest spændende var finalen i fodbold mellem 2. og 3. 2 klasse vandt kampen med 3 – 0. Pokalen, en statuette forestillede en fodboldspiller, gik dermed til 2. klasse. Nu var der spisning, derefter blev flaget taget ned, og vi gik i procession gennem ”Hellas”.

Aftenfesten.
Efter at havde sunget nationalsangen udenfor den gule bygning gik vi alle til foredragssalen, hvor der var festligt dækkede borde både i foredragssalen og i biblioteket. Da vi var kommet til sæde, bød forstanderen alle velkommen og rettede en særlig velkomst til dem af de ældre årgange, der var kommet til stede. nu forlystede musikken os en halv times tid, der spilledes flere numre, som høstede mægtigt bifald, hvilket også blev Christiansen 3. til delt, da han sang et par sange for os. Ved chokoladebordet bragte forstanderen en hilsen fra lærer Christensen, som opholdt sig i Tyskland for at studere der.. forstanderen foreslog at sende ham en tak for hilsenen, hvilket vandt enstemmigt tilslutning. Ligeledes sendtes en hilsen til frk. Nielsen, der var på kursus i København.

Efter kaffen fandt præmieuddelingen sted. Først overrakte festkomiteens formand Chr. Møller 3. den smukke statuette ”fodboldspilleren” til en fra 2. klasse. Jeg husker, musiklærer Møller bad om at få den at se. Da han fik den i venstre hånd, befølte han den med fingrene på højre hånd og udtalte: ”Ja, den er jo meget smuk”. Møller uddelte også de øvrige præmier, der alle var ledsaget af bevingede ord. Da Valborg Eriksen i vores klasse fik overrakt sin 1. præmie ved damernes forhindrings løb, et glas honning, var det med ordene: ”En sød præmie til en endnu sødere dame”.

Da præmierne var uddelt, spillede musikken igen, og Bundgård i 2. sang den dengang meget omtalte pinsevise, som gjorde stormende lykke. Derpå talte lærer Hoppe, Barslev, han var valgt til formand for bestyrelsen efter provst Møller, han gik ud fra et valgsprog: ”Stå fast, men stå ikke stille”, og lagde os på sinde, at vi stadig skal fremad, også når vi engang har forladt seminariet, og fremgangen skal være både på det timelige og det åndelige område. Til slut takkede forstanderen de forskellige, der havde medvirket ved festen, og efter at vi havde sunget sangen: ”Stå fast min sjæl, stå fast i Herrens krige”, sluttede lærer Hoppe aftenen af med en kort andagt. Lørdag den 4. oktober, medens vore kampfodboldspillere var til kamp i Ranum, spilledes en kamp mellem ”Borgen” og frk. Madsens pensionat i Korinth med det resultat at ”Borgen” vandt med 3 – 1 som belønning blev der serveret chokolade på ”Borgen” om aftenen.

Elevfesten 28. november 1930
Ude var det gråt og trist, men inde i salen var det lyst og festligt. Sjældent har vist salen fremtrådt i så smuk en skikkelse som den aften, – hvor var udsmykningen festlig. Efter at nationalsangen var sunget, holdt kommiteens formand Bagge Petersen 3. en kort velkomsttale, hvori han på en smuk måde ved at henvise til det over salens anbragte ord: ”For at se og ses” gav udtryk for aftenens formål. Aftenens første del var en i alle måder vellykket koncert. Under musiklærer Møllers ledelse udførtes forskellige kompositioner udsat for mandskor og bl, kor, dels for orkester. Der kan nævnes Gades: på fyrtårnet, Hartmanns: Hinsides bjergene sunget af bl, kor. Derefter spillede orkesteret: ”Meditation” af Ave Marie. Efter endnu et par orkesternumre sang bl, kor Agerby: ”Havren” tekst af Jeppe Aakjær og jeg vil ha mig en hjertenskær af samme. Til sidst spilledes Introduktionsmarch.

Gemt er ikke glemt, hedder det som bekendt, og sandheden af dette ord blev der rig lejlighed til at erfare, da tæppet derefter gik op for første del af revyen. ”Husker du”. Det var ikke få som her fik lejlighed til at se sig selv i en ny ,eller rettere sagt i gammel belysning. I den påfølgende korte pause holdt forstander Gjelstrup en tale, under hvilken han mindede om at elevfesten dette år kunne holde sølvbryllup, idet den første elevfest fejredes i 1905. forstanderen betroede, at denne livskraft for en væsentlig del bundede i, at seminariet i alle disse år ikke alene havde haft ”de friske vinders sus over sig, men tillige havde ligget i læ af kirkebakken”, samt udtrykte ønsket om at dette forhold også måtte komme til at passe på fremtiden.

Derefter gav vi os i lag med chokoladebordets herligheder, og som sædvanlig løstes ved denne lejlighed tungens bånd. Da det vil føre for vidt at gengive alle de ellers interessante og fornøjelige taler, som holdtes både af lærer og elever skal jeg her kun nævne et par enkelte. Musiklærer Møller lagde for med en ligeså lærerig som underholdende beskrivelse af en ung mands udvikling og oplevelse i det første seminarium år. Frk. Nielsen fremdrog minder fra ”bryllupsdagen” for 25 år siden. Den smukke festsang af W. Petersen 3. fortjente også at blive nævnt. Efter chokoladebordet var der lejlighed til i ti minutter at trække frisk luft, inden tæppet gik op for stykket: ”Når enden er god”. Dette i sig selv fornøjelige stykke førtes over scenen med et så sprudlende humør og i så rivende tempo, at alle begejstredes og udtrykte dette ved et bragende bifald, og den rette stemning var til stede, da revyens sidste del opførtes. Den gjorde om mulig endnu mere lykke end første del. Men i øvrigt tjente revyen i sin helhed forfatterne Dalsgård 3. og Bundgård 2. til megen anerkendelse.

Man var nu nået til desserten, som dannede en værdig afslutning på den mere materielle del af festen, og dens æstetiske side fandt en ikke mindre smuk afslutning med en ualmindelig betagende og stemningsfuldt applaus. Efter en kort andagt ved Christiansen 3. skiltes derpå festdeltagerne, et skønt minde rigere og med en klar følelse af, at den mellem alle var blevet knyttet bånd, hvis betydning ville række langt ind i en kommende tid. Til festen var alle i seminariet indbudt. Udgifterne til festen blev fordelt ligelig mellem samtlige elever i klasserne og blev opkrævet et par dage efter.

Julefesten 1930.
Som sædvanlig stod ugen før juleferien i festens tegn. Først kom klassefesterne. Vores i 1. blev fejret i ”tegnesalen”, som vi havde fået lov ar låne. En komite, der var nedsat en måneds tid før, havde gjort et godt og stort forarbejde, så vi fik en god og hyggelig aften med revy og opførelse af skets, kaffebord og sang, hvor Nordborg sad med sin spinderok og sang: ”Spurven sidder stum på kvist”. Efter tableanen skulle jeg holde andagt. Jeg havde forberedt mig godt, men ikke regnet med, at den skulle holdes uden manuskript. Til belysning var kun et stearinlys, den stod i nærheden af Nordborgs spinderok. Der blev vist et par pauser i andagten, men trods dette blev det en god og festlig aften.

Julefesten i Hellas.
Om torsdagen fejredes julefesten i Hellas. Den bød dette år på noget ganske særligt, nemlig på pastor Svend Bøgh og på kaffe. Festen begyndte i gymnastiksalen, der var smukt pyntet, navnlig var rudestigen smuk. Den var dette år beklædt med et maleri på hvilket man nederst så en lille stue hvori der sad et gammelt ægtepar. Manden var i fært med at læse juleevangeliet: ”Og det skete i de dage”, og øverst oppe mod den blå luft Thorvaldsens Kristus

Man havde ventet sig meget af denne julefest, og vi blev ikke skuffet. Efter juleklokkens kimen bag rudestigen havde budt folk velkommen, og vi havde sunget et par julesalmer talte provst Olesen Gudum og derpå Svend Bøgh. Festen var tillige offerfest og offergangen op til de små hvide krybber, der i mange år havde gjort tjeneste, fandt deres sted. Da forstander Gjelstrup havde sluttet festen i gymnastiksalen, gik vi over i foredragssalen, hvor et smukt pyntet kaffebord stod dækket. Vi havde her lejlighed til at høre forskellige talere, og til sidst sluttede Svend Bøgh aftenen med en kort andagt.

Pensionat festen.
Aftenen efter fandt pensionat festerne sted. Hvorledes den i Korinth gik for sig, ved jeg ikke, men ved at dømme efter folks ansigter, da de vendte hjem fra festen, ud på aftenen, måtte den have været god. Det kan i ikke mindre grad siges om Borgens fest. Også den bød på nyheder. Først og fremmest lidt revy over alle deltagerne. Den gik på melodien: ”Den tyv, som stjal Hr. Nielsens hest”, og så snedig var det arrangeret, at man selv måtte stå op og gøre publikum bekendt med sine synder. Det var J. P. Jensen i 2. der havde været mester for dette store arbejde. Også en temmelig uløselig rebus hørte med til overraskelserne. Aftenen forløb med musik og taler. Frk. Madsen havde sørget ypperligt for den materielle del af festen, og hovedindtrykket var, hvad der altid må være målet for sådan en aften – nemlig hygge. Forstanderen sluttede med en andagt. Alt i alt blev det en aften, som vi alle havde glæde og arangøerne tillige glæde af.

Møder og foredrag.
Den 13 september afholdt de to missions kredse Sudan Araberkredsen og D. M. S. kredsen generalforsamling i foredragssalen. Dagsorden var: sammenslutning af kredsene. Formanden for D. M. S. Richard Sørensen 3. indledede med at minde om dåbs befalingen, som var givet til Jesu disciple, men også gjaldt de nulevende slægter. P. Christiansen 3. forelagde regnskabet for Sudan – Araberkredsen og P. Mortensen regnskabet for D. M. S. Richard Sørensen forelagde et forslag for sammenslutningen, og efter en del forhandlinger, blev det vedtaget med små ændringer.

Til bestyrelsen for ”Missionsforeningen” valgtes lærer Nielsen, Richard Sørensen 3. Juul 2. og Mariane Nielsen 1. Derefter sluttede lærer Nielsen aftenen med atter at minde om dåbs befalingen. Den nye forening skal oplyse om arbejdet på missionsmarkerne og støtte de forskellige missionsselskaber. Richard Sørensen blev senere valgt til formand.

Foredrag af pastor Bartholdy.
Tirsdag den 30 september holdt pastor Bartholdy foredrag over emnet: ”Bartianismen” : Han holdt fra begyndelsen os tilhører fast ved den djærve og interessante måde, hvorpå han gav os et grundigt indblik i Bartianismens grundsætninger. Man mærkede i øvrigt, hvorledes han søgte at finde det gode frem hos Bartanismen og i det hele taget give os en god og fyldig skildring af den, så vi tilhørere kunne få lejlighed til at fælde en selvstændig dom over denne kirkelige bevægelse.

K. F. U. M. og K. møde.
Lørdag den 5. oktober afholdt K. F. U. M. og K. fællesmøde i foredragssalen, hvor P. Christiansen 3. og Alfred Jensen 2. refererede nogle foredrag fra landsledermødet i Randers. Christiansen talte om de beskyldninger, der rettedes mod K. F. U. M. og behandlede spørgsmålet: ”Vil K. F. U. M. en vækkelse og stiler det arbejdet derimod?” kort og klart. Alfred Jensen gengav hovedindholdet af en prædiken om ”Marie ved Jesu grav”, og en om ”Peters fiskeidræt”. De unge fra sognet var indbudt, men på grund af et frygteligt vejr med regn og blæst kom der ikke andre end seminariets beboer, men de var også mødt op i stort tal.

Besøg af Stig Bredstrup.
Torsdag den 14. oktober havde seminariet besøg af forstander Stig Bredstrup, Jonstrup seminarium. I en formiddagstime holdt han foredrag for os, om børneskikkelser, der forekommer i Dickens romaner. Foredragssalen var fyldt, og ingen gik skuffede bort. Næsten uhyggeligt klart afmalede hr. Bredstrup disse børn for at vise os, hvorledes de allerede i en ung alder var blevet mishandlet af livet og verden, og hvorledes barnet i dem blev myrdet alt for tidlig og brat – Barnemordet i Betlehem. Det var en time uden for de sædvanlige, en time. Som vi aldrig glemmer, og det var en stille og eftertænksom skare, der forlod salen for at fortsætte med sidste time i den gule bygning.

Foredrag om ”Lykke Per”.
Torsdag den 16. oktober holdt magister Thomsen, Struer foredrag over emnet ”Lykke Per”. Salen var stuvende fuld, og vi var ikke gået forgæves. Foredragsholderen gennemgik på en meget interessant måde Henrik Pontoppidans værdifulde værk, idet han hist og her indflettede oplysninger om digterens eget liv og levned. I særdeleshed bør det smukke sprog, hvori foredraget blev fremført, fremhæves, og ligeledes den sikkerhed og forståelse, der prægede det fra enden til anden, alt sammen viste det, at vi havde en mand for os, der fuldt ud var over sine ting.

Møde i missionskredsen.
Lørdag den 22. november havde vi møde i hedningemissionskredsen, hvor lærer Nielsen talte over emnet: ”Hvor danske missionærer arbejder”. Gennem dette glimrende foredrag fik vi et udmærket indblik i et vidt forgrenet arbejde som ydre mission er. Den 10. oktober havde missionskredsen haft besøg af Borch Jensen, der var missionær i Arabien. Han viste gennem sin tale, hvor berettiget skolemissionen er, men vi blev også klar over, at netop denne gerning har store vanskeligheder, vi mærkede, at vi havde en mand foran os, som i sin gerning med alle dens vanskeligheder satte sin lid til Gud. Borch Jensen havde sin gerning i Asien.

Efterårslæsningen.
Efterårslæsningen fandt i 1930 sted lørdag den 1. november i gymnastiksalen, hvor en stor scene var stillet op i enden af salen, der var malet flotte kulisser, til dette havde lærer P. Olsen, der vikarierede for lærer Christensen, været eleverne en god hjælper. Første stykke var skuespillet ”Nej” af Ludvig Heiberg, det blev helt igennem udmærket udført og gjorde stor lykke hos publikum, det viste det mægtige bifald efter stykkets slutning. Det næste stykke: ”En søndag på Amager” af Johanne Louise Heiberg blev også godt udført, og der havde de medvirkende anskaffet sig amager dragter, hvilket i høj grad forøgede virkningen. Der var også malet prægtige dekorationer, der passede godt til stykket. I pausen mellem stykkerne forlystede O. Josefsen 3 og Sand 1. os med forskellige musiknumre.

Oplæsning på norsk.
Foredragsforeningen havde formået at få skuespiller Sigurd fra Stavanger til at komme til seminariet og give os en aften med oplæsning af norske digterværker. Som begyndelse læste hr. Sigurd, Ibsens: ”Aases død”. Dernæst fremførte han forskellige digte og fortællinger, af hvilke særlig Jacobs Bulls ”Dødsmærket” vakte opmærksomhed ved sin inderlighed og betagende kræft. Gribende var også Wergelands fortælling ”Jøden”. efter at havde gengivet Bjørnsons fortælling ”Fader og søn”, gik han over til at resitere Bjørnsons ”Undrer mig på ” og ”Ja, vi elsker dette landet”. Efter oplæsningen hilstes hr. Sigurd med minutlange klapsalver. Alt i alt en aften som satte spor, og som vi håber, kan gentages engang i fremtiden.

Bedeugen.
I de unges bedeuge blev der på seminariet afholdt fælles bedemøde for K. F. U. M. og K. søndag, torsdag og lørdag aftener. Den sidste aften deltog sognets unge. Det var en glæde at se, at der hver aften kunne samles så mange.

Offerfest.
Fredag aften havde kvindekredsen i sognet deres årlige offerfest. Den begyndte om eftermiddagen med en gudstjeneste i kirken hvor den gamle pastor Busch prædikede. Om aftenen var der fest i missionshuset, hvor pastor Busch fortalte oplevelser og indtryk fra forskellige fængsler i Kina og Amerika, som han havde besøgt. Ved festen indkom 1500 kr. til D. M. S.

(Semenarietiden)
Inden jeg slutter med at fortælle om seminarium årene, er der nogle begivenheder, jeg må have med. Det er indvielsen af den nye bygning. 40 års stævnet 1932 og skriftlig udflugt samt dimetentfesten.

Indvielsen af den nye bygning
Søndag den 17. januar 1932 blev en stor fest – og mindedag i seminariets historie, da blev nemlig den store nye seminariebygning, hvis tilblivelse vi sommeren før havde fulgt med stor interesse, og hvis hyggelige lokaler vi allerede havde taget i brug. Indviet ved en smuk og stilfuld højtidelighed. Ved middagstid indvielsesdagen samledes alle de, der havde virket med bygningens opførelse samt en del repræsentanter for pressen i alt ca. 80 mennesker til middag på ”Borgen”.

Forstander Gjelstrup bød velkommen og udtrykte sin glæde over det veludførte arbejde, der var blevet ydet ved den nye bygnings opførelse og rettede en tak til arkitekt og de forskellige håndværkere. Provst Møller rettede en særlig velkomst til pressens repræsentanter og takkede dem for den rosende omtale i bladene. Arkitekt Brun bragte byggeudvalget og håndværkerne sin tak. Tømrer Nielsen, Lemvig og murer Petersen Nr. Nissum havde også ordet for at give udtryk for taknemlighed og tilfredshed. Rasmussen Byskov gjorde rede for den nye seminarielovs skærpede krav til seminarierne, som havde gjort byggeriet nødvendig. Redaktør Lilholt, Lemvig, takkede for indbydelsen og fremhævede den danske folkeskoles betydning for pressen, hvis ingen kunne lære eller skrive, måtte pressen indstille sin virksomhed.

Indvielseshøjtideligheden.
Kl. 14,30 samledes gæsterne, lærerne og eleverne i den nye festsal, der trods sine 250 siddepladser ikke kunne rumme de mange, der var mødt op til festen. Så det tilstødende bibliotek måtte tages i brug også. Efter at salmen: ”Lover den Herre” var sunget talte forstander Gjelstrup. Han bød alle de tilstedeværende velkommen og rettede en særlig velkomst til ministeriets konsulent i skolesager, Kaalund – Jørgensen der repræsenterede undervisningsministeriet, til provst Rendtorff og frue, politimester Kytse og frue, pastor Nielsen og frue, forstander Kaag, højskolen og kand. Strøm samt repræsentanterne for pressen. Derefter nævnede forstanderen navnene på de forskellige, der havde udført arbejdet. Han oplyste, at byggesummen for den nye bygning beløb sig til 45, 254, 91Kr. med udgifterne til inventar og istandsættelse samt indretning af fysik laboratorium blev de samlede udgifter omkring 65. 000, 00 kr.

Af hensyn til den nye seminarielov var vi nødt til at bygge, sagde forstanderen. Den nye ordning krævede 1 – 2 klasseværelser mere, sløjd – fysik og bibliotekslokaler, en ny foredragssal var også tiltrængt. Hvis seminariet skulle bevare sin statsanerkendelse stod bestyrelsen over for et ”du skal”. Forstanderen udtalte til slut: det er livets krav, der har ført denne udvikling med sig, måtte seminariet vedblivende eksistere med livets ret og tjene den danske folkeskole til gavn og Gud til ære.

Efter salmen: ”På Jerusalem det ny” talte seminariets formand Provst Møller, som begyndte med at fortælle, at da han som ung student kom til universitetet i København fangedes hans blik af den bekendte ørn over hovedindgangen og dens inskription, der knyttes til den: den skuer op mod det himmelske lys. I den forbindelse kom han til at tænke på to mænd: Niels Finsen, som opdagede sollysets gavnlige indflydelse på det menneskelige legeme, og seminariets stifter pastor Ad. L. Hansen. Han skuede også op mod det himmelske lys og fandt noget herligt der, derfor blev han præst og derfor oprettede han højskolen og seminariet. Da dette seminarium blev oprettet, var det som et lille sennepskorn, men nu er det blevet noget stort, og vi ønsker og beder. At væksten må fortsætte. Til slut indviede provsten huset i den treenige Guds navn og fremsagde trosbekendelsen. Skolekonsulent Kaalund Jørgensen talte derefter. Han udtalte bl. a : ” Når jeg står her i dag, er det for at bringe en hilsen og lykønskning fra ministeriet. Jeg vil adressere den både til bestyrelsen, der har ladet bygningen opføre, til forstanderen lærerkollegiet, som skal bringe indhold i disse rum og til eleverne, som skal bringe liv”. Regeringen har skruet fordringerne en omgang op, og det er glædeligt at se, at Nr. Nissum seminarium står som en af de første af landets seminarier, når det gælder om at efterkomme de nye krav, derved har det bevist sin livskraft.
Fyret står på klippen og udsender sit lys for at vejlede de, der farer på havet. Den, fyrets gerning den er vor, at lyse op og lede. Her har vi fået et nyt element ind, som forøger lysstyrken, og det er mit håb, at Nr. Nissum seminarium under de nye forhold endnu bedre end før kan gøre lysets gerning. Som afslutning på den stemningsfulde højtidelighed sang forsamlingen den hellenske nationalsang.

Der var derefter lejlighed til at bese den nye bygnings forskellige lokaler, der er fordelt på følgende måde! I stueetagen bibliotek og fest – og foredragssal. På 1. sal håndgerningslokale og tegne sal. I kælderen sløjdlokale, cyklestald og fyrrum. Endvidere fysiklokalet i stueetagen på ”Akropolis”. Om aftenen holdt skolekonsulent Kaalund Jørgensen foredrag for os over emnet: ”En time i folkeforbundets historie”.

På skolekonsulentens opfordring sang koret under musiklærer Møllers ledelse en række sange, der sluttede med nationalsangen ledsaget af orkesteret. Kaalund Jørgensen gav musiklærer Møller en rosende anerkendelse for den smukke sang, som musiklærerens kor altid præsterede. I tilknytning til festen afholdtes derefter en festlig sammenkomst på ”Borgen”, hvor der blev drukket chokolade. Her havde lærer Hansen, lærer Søndergaard Jacobsen, lærer Nielsen og Alfred Jensen 3. ordet. Forstanderen sluttede den festlige dag med andagt.

1892 – 40 års festen – 1932 på Nørre Nissum Seminarium

Anden pinsedags formiddag lagde travle mennesker sidste hånd på det store arrangement til 40 års festen på seminariet. En hel uge forud var forberedelserne begyndt, og for hver dag, der gik, antog de forskellige lokaler en mere og mere fremmed skikkelse. Travlheden kulminerede lørdag eftermiddag, da foruden de fremmede med hjælpere en stab af seminarister under navn af Marchaller for omkring overalt ivrigt optaget af at få den gamle skole til at fremtræde i så smuk en festdragt som vel muligt. Der blev flettet granguirlander, der skulle omkranse de forskellige hovedindgange, en pragtfuld guirlande flettet af årets første, lysegrønne bøgegrene og blodrøde ribis isprængt festligt lysende pinseliljer blev hængt omkring pastor Ad. L. Hansens mindestøtte på den grønne plæne ved seminariebygningen.

Gymnastiksalen, der skulle danne den ydreramme om en stor del af festen, blev enkelt men yndefuldt udsmykket, så den, da den stod rede til at modtage gæsterne, fremtrådte som en udpræget dansk sal. Langs salens vægge var ophængt små dannebrogsflag, for enden af salen over scenen hang et stort flag. Balkonen var smykket med dannebrogsfarvede guirlander, og bøgegrene smykkede salen til alle sider. Smukkest af det alt sammen var dog måske den store trefløjede æresport, der var rejst over vejen mellem seminariet og præstegården. En mægtig gennemkørselsportal på hvis sider tallene 1892 0g 1932 var anbragt, flankeredes af to mindre porte, så den symmetriske helhed fik et overmåde festlig og indbydende udseende, man fristedes næsten til at tænke, at denne port gjorde al anden velkomst hilsen overflødig.

Det store arrangement var således i sin bedste orden. Det store spørgsmål var derefter: Hvorledes bliver vejret? Man håber det bedste, og radioen spåede også om et strålende pinsevejr. Forventningerne blev ikke skuffede. Dagen oprandt med strålende solskin, det blæste lidt stærkt, men man trøstede sig med, at blæst var bedre end regn, og hernede mellem bakkerne var der også dejligt læ, alt stemte på det nøjagtigste med nationalsangens idylliske introduktion: ”nær ved sø og friske vinde, men bag høje bakkers læ”. Kunne det vel have været bedre? – – – Nej.

Allerede lørdag var deltagerne begyndt at indfinde sig. Pinsedag kom der flere, men først mandag formiddag begyndte tilstrømningen i bedste forstand. Et bureau, der var indrettet i andagt salen ovre på den gamle seminariebygning, fik travlt med at vise fok til rette og forklare. Mange, der ikke havde fået sig indmeldt, kom også og bad om lov til at være med. Ingen blev afvist, men de måtte finde sig i at blive placerede i et klasselokale under måltiderne, idet pladsen i de øvrige lokaler allerede var fuldt besat.

Mange af gæsterne kom kørende i egne biler, disse måtte selvsagt ikke henstilles uden for seminarium bygningerne, derfor var der ansat en del parkeringsmestre, der skulle henvise bilerne til de forskellige parkeringspladser, dels i Østre skole og dels bag præstegården.

Rundt mellem de forskellige bygninger kunne man blive vidne til hjertelige og lystelige genkendelsesscener. Deltagerne havde fået tilsendt en rød – hvidfarvet sløjfe med tilhørende mærke, hvorpå navn og årgang kunne skrives. Disse der blev båret synligt hjalp nogle godt til genkendelsen. Hvad man skulle tage sig til under festen, blev ivrigt drøftet omkring en lysmast, hvorpå var opslået et stort illustreret program, der var forventning og glæde overalt – der var rigtig feststemning.

Allerede ved 1 tiden begyndte deltagerne at stævne mod kirken, hvor festen skulle indledes med en gudstjeneste ved biskop Gøtzsche Viborg. Længe inden kl. 2 var kirken fyldt til sidste plads, så mange måtte gå hen i missionshuset, hvor der også blev holdt gudstjeneste, der var det seminariets formand, provst Møller Grundfør, der talte.

Pastor Nielsen Nr. Nissum forrettede altertjenesten i kirken og efter at den herlige pinse – og majsalme ”Du som går ud fra den levende gud” var sunget med en sådan en kraft og fylde, som vist kun en sådan degneforsamling som den, der her var samlet, kan præstere, besteg biskoppen prædikestolen og prædikede ud fra dagens tekst: ”Således elskede gud verden”. Han sluttede sin prædiken med disse ord: ”Lærergerningen er blandt de største, man kan få betroet. Gid de af denne stand, der er samlet her, vil gå ud og fortælle børnene om denne Gud og dette store ord: således har Gud elsket verden, at han gav sin søn, den énbårene – ”.

Efter prædiken bekendtgjorde sognepræsten, at det under gudstjenesten var nedlagt kranse på lærer Møllers og lærer Søgaards grave, samt at der umiddelbart efter gudstjenesten ville blive nedlagt kranse på pastor Ad. L. Hansens, pastor Aggers og lærer Gadegaards grave.

Kransenedlæggelsen.
Det varede længe, før de sidste kunne komme ud af den tætpakkede kirke. Samlet omkring Pastor Ad. L. Hansens grav sang vi første vers af ”Den store hvide flok vi se”, hvorefter lærer Søndergaard Jacobsen holdt en mindetale over pastor Hansen og nedlagde en krans på hans grav.

Ved lærer Gadegaard grav talte lærer Thøgersen Hjerm. Han sluttede sin tale med ordene: ”Vi vil i dag mindes ham som den retskafne lærer, det retskafne menneske og den retskafne ven”.

Forstander Gjelstrup talte ved pastor Aggers grav. Han mindedes pastor Agger som en dygtig og afholdt sognepræst og som en mand, der altid havde vist seminariet en levende interesse. En krans blev nedlagt på hans grav, og sidste vers af salmen: ”Den store hvide flok” blev sunget og højtideligheden på kirkegården var forbi, og folk fik travlt med at komme ned til seminariet, hvor resten af festen skulle foregå.

Der var livlig færdsel. Støvede biler, kimende cykler og sindrige fodgængere fyldte en tid den bugtede vej, hvis omgivende egne sikkert har draget mange minder frem hos dem, der nu genså egnen efter mange års fravær. En lille flok stod ventende nede ved seminariet, den blev stadig større og større, og snart var der samlet en anselig skare foran den nye bygning, hvor eftermiddagskaffen, der stod som næste punkt på programmet, skulle indtages. Det var vanskeligt at få dem samlet ind til bordene, de var alt for optagne af at hilse på hinanden og opfriske minder. Jeg måtte over at ringe med skoleklokken. Dens klang er bred, og den kunne da også få folk til at tænke på, at de var uden for programmet. Ved indgangen havde to ”Marchaller” nok at gøre med at visitere deltagernes adgangskort, havde de glemt det, måtte de over til bureauet efter et nyt, det kunne synes streng, men det var nødvendig for kontrollens skyld.

Der var stillet alle de borde op, der kunne blive plads til i foredragssalen og biblioteket og alle pladser blev besat. De der ikke havde fået sig indmeldt i tide måtte drikke kaffe i et klasseværelse på ”den gule”. Da alle var kommet til sæde, bød forstander Gjelstrup velkommen til alle og rettede en særlig velkomst til biskop Gøtzche og frue, provst Møller og frue, bestyrelsen for seminariet og en søn af pastor Ad. L. Hansen der var seminariets grundlægger. Forstanderen sluttede sin velkomst med en bøn for stævnet.

Så blev kaffen serveret af seminarieelever, såvel mandlige som kvindelige. Efter kaffen var næste punkt på programmet en koncert i gymnastiksalen under musiklærer Møllers ledelse. Den blev fra først til sidst en kunstnerisk præstation af rang. Stærk bifald fulgte de forskellige numre. Var folk ikke før kommet i feststemning, var de kommet det nu.

Aftensmad.
Efter en lille pause, samledes man atter ved bordene for at spise aftensmad. Som ved eftermiddagskaffen og ved koncerten, måtte der atter vises kort, men alle var nu ved at være fortrolige med det og gjorde det med fornøjelse. Ud over nogle bekendtgørelser, blev der intet sagt ved denne lejlighed, men dog var der sikkert ingen der kedede sig, thi overalt herskede der en fornøjelig stemning. Da bordet hævedes, var det ved tiden, da det igen skulle begynde i gymnastiksalen.

Nissum serien skulle vises.
Da forsamlingen var kommet til sæde sang man: ”Vort hjem du danske jord”. Derefter kom lærer og forfatter Steffen Steffensen frem på tribunen. Med stor dygtighed reciterede han sit digt, der var meget stemningsbetonet og talende. Det skildrede forberedelsen, ankomsten, samværet, hylede ”vor moder”, talte om minderne og sluttede med afskeden. Tilhørerne gav begejstringen udtryk i et bragende bifald.

Efter dette blev lyset slukket og lærer Sørensen Østre skole viste Nissum serien. Med præcision og logik kom det ene billede efter det andet frem på det hvide lærred. Der var billeder, der viste den rent ydre vækst, og billeder fra livet, som det havde rørt sig til forskellige tider. Demitentbilleder og situationsbilleder talte også deres sprog om udviklingen, og lærer Sørensens ledsagende tekst hjalp til med at gøre det hele underholdende og interessant.

Lærer Sørensens slut ord lød omtrent således: fra dette sted har vi mange minder, men det egentlige kan jo slet ikke udtrykkes fra billeder. Der var tider, hvor: ”Ånden fløj højt mod himmerigs borgen”, men der var også tider, hvor: ”Hjertet var tungt, og vor isse var sænket. Og døds tanken strengt havde livsmodet lænket”. Det bedste af alt var dog, når vi fik sagt, som Vilh. Birkedal har givet det udtryk: ”At ham vil jeg følge i liv og på dødens den rullende bølge”. Til slut vil vi ønske for vort seminarium: forsamlingen rejste sig: Gud give dig fremtid, som han gav dig minder. Måtte du gå frem under det gamle motto: ”Bed og arbejd”, så du må nå det mål du har sat dig. Efter at sangen: ”Hvis Danmarks kommende dage”, var sunget holdt lærer Søndergaard Jacobsen aftenandagt. Han talte ud fra et ord af Paulus: ”Siger altid Gud og Faderen tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn”. Han udtalte: vi er samlet til en minde – og takkefest, fordi vi føler vi kan takke for minderne, er det, vi er kommen sammen her. Det er ikke takken til lærerne og kammeraterne, vi vil samles om nu, men en tak til Gud. Det er let i en feststund som denne at sige tak, men vi skal også sige tak under de daglige og måske trange forhold.

Vi vil sige tak for, at ”hernede er de evige arme”. Det er lykkeligt at kunne tilbringe nogle af sine vanskelige år på et sted som her. Her har han opholdt og beskærmet mange, men han har også oprejst mange ved at udslette deres synder som en tåge. For begge dele vil vi takke. Vor tak må betyde noget i vort liv, den skal forenes med bønnen: ”Giv mig det hellige tjenende sind”. Taleren sluttede med bøn, og vi sang ”Du som vejen er og livet”.

Langsom tømtes salen, men endnu langsommere tømtes pladsen omkring seminariet, der var meget at tale om, ikke mindst efter at de lysbilleder der var blevet vist inde i salen, havde draget gamle minder frem, så det var svært at skilles. Omsider begyndte bilerne at køre, nu var det værterne i sognet og ud over sognets grænser, der fik travlt med at tage imod, hos dem skulle deltagerne nyde sove og hvile.

Anden stævnedag.
Kl. 9 skulle stævnet begynde med flaghejsning ved seminariebygningen. Vejret var fint, vinden havde lagt sig, og solen skinnede og alle var i godt humør. Man samledes i gymnastiksalen, og efter at salmen: Den mørke nat forgangen er, talte pastor Nielsen Nr. Nissum ud fra salme 73. præsten sluttede sin tale ud fra en linje i salmen: ”Indtil jeg gik ind i Guds Helligdom”. Det er der vi skal begynde også denne morgen. Da Asaf var gået ind i ”Helligdommen”, besluttede han at blive hos Gud. Han lagde sin hånd i Guds hånd. Lægger vi vor hånd i hans, da beder han os frem mod det rette mål. Det er den vej vi skal i dag. vi vil lægge os selv og dagen i hans hånd, og så vil han føre alt efter sit vise råd.

Der var installeret højtaleranlæg fra gymnastiksalen til læsestue og tegne sal på Sparta, hvor en del deltagere, der ikke kunne få plads i gymnastiksalen, opholdt sig. Anlæget blev ved middagen flyttet over i den nye bygning. Mikrofonen stod i foredragssalen og derfra var der forbindelse til den nye tegne sal, håndgerningslokalet ovenpå og til 2. og 3. klasseværelse.

Efter sangen: ”Småt blev der syldet i tiden”; kom seminariets formand Provst Møller, Grundfør på talestolen for at tale over emnet: ”Småt blev der syldet i tiden”. Han sagde som indledning: Jeg skulle tale om begyndelsen. Denne kom med den unge præst Ad. L. Hansen, der kom som noget ganske nyt for sognet her. Han udførte et mægtigt arbejde ude omkring i sognet samtidig med at han varetog sine mange interesser og ved hans dygtige arbejde er Nissum blevet kendt viden om. Hvem vidste, før Ad. L. Hansens tid, hvad Nr. Nissum var? Hvem ved nu ikke, hvad Nissum er, denne forandring kan vi takke pastor Hansen for, og det hænger sammen med, at åer blev syldet, som det blev. Vi kan tænke på de to mænd i det nye testamente, den ene byggede på sand, den anden på klippen. Dette hus, som her er bygget, blev af pastor Hansen lagt på klippen.

Provst Møller gik derefter over til at skildre pastor Ad. L. Hansens liv og færden fra de unge år, de havde været studenter samtidig i København. Under byggeriet af højskole og seminarium havde pastor Hansen ofte været ude for store vanskeligheder, men han havde den tro, der flytter bjerge og fylder dale – en frimodig tro, den jævnede ham alle hindringer. Det begyndte som et sennepskorn, nu er det vokset stort, og det er fordi, det altid har gået frem efter den samme linje, bøn og tro.
Der har vel ofte været truende skyer, men de er altid blevet spredt, thi der har været arbejdet i tro. Og vi vil lægge sagen i Herrens hånd og være vis på, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.

Forstander Gjelstrup bød derefter velkommen til overlærer C. C. Andersen, Bagsværd, der var stedets første dimittent. Vi sang derefter sangen: ”Hellas, dine bakker”, der er fortalt af Jul, Søe dim. 1914 og nu sagfører i Kjellerup. Af denne sang havde man valgt C. C. Andersens emne: ”Tænk hvad der blev meldt ifald alting kan tale”. Han begyndte med at sige: et af H. C. Andersens eventyr hævder, at de hvis navne endte på ”sen” aldrig blev til noget. Det passer vel i nogen måde, men jeg tror, at navnet Andersen dannede en hæderlig undtagelse for reglen, idet det nemlig er navnet Andersen, jeg kan takke for, at jeg blev Nr. Nissum seminariums første dimittent, og således også det navn, der har gjort at jeg i dag skal nyde den ære at tale i denne forsamling.

Det er minderne jeg skal tale om og det er vel nok minderne, der har kaldt os sammen her i dag, havde vi ingen gode minder var vi næppe kommen her til denne fest. Det passer godt, at holde denne fest netop på denne tid, thi det var i maj måned, vi der udgjorde det første dimittent hold samledes her i Nissum. Det er vanskeligt at forstå, at der er gået så lang tid siden, men vi kan dog nok se, at der er forandret ved lejligheden, siden vi har ”sat” her. Jeg husker endnu lejligheden, den var med rygge løse bænke. Jeg husker også de første kammerater, de sidder i forskellige erhverv nu, en af dem er endog rigsdagsmand, det er fælt.

Da vi kom til præstegården, vidste vi ikke, hvor vi skulle være, men foreløbig fik vi anvist en trillebøre til at køre vore sager hjem på, oppe fra landevejen. Jeg var så uheldig at have mit sengetøj med, og derfor fik jeg anvist en ”salon” med en hel mængde senge (præstegårdens loft) – det vanskeligste var næsten at vælge, hvilken seng man skulle lægge sig i , man kunne ikke prøve dem på fjedrene, thi de indeholdt kun halm. Næste morgen følte jeg trang til at blive vasket, det var jeg nemlig ikke blevet de sidste to døgn. De andre, der ikke havde sengetøj med, havde boet i gæsteværelset, kom mig til hjælp idet, de tillod mig ret til at vaske mig i det vand, som de forud havde vasket sig i.

Næste dag måtte vi til Lemvig for at købe møbler til lejligheden der skulle ligge i København (Nissum by). Det var uforudsete udgifter, hvorfor indboet blev så spartansk som mulig, dog fik jeg anskaffet mig et vandfad. At spise på ”Borgen” kunne der ikke være tale om, da den ikke eksisterede. Vi købte ind i brugsforeningen og levede nøjsomt i alle måder.

Så kom den første skoledag. Det var en mærkelig forsamling, man blev præsenteret for. De fleste var ældre og havde allerede praktiseret på en lærereksamen fra Staby Vinterlærerseminarium. Der kom udvikling i foretagendet og grundstenen til ”Athen” blev lagt. ”Sparta” og Theben fulgte snart efter. Det blev til flere klasser og betingelserne for klasseforskelle, klassekampe og andre samfundsbehageligheder var der til stede.

Gymnastiksal havde vi ikke, vi måtte lave gymnastik i missionshuset. Bibliotek savnede vi også, men vi hjalp os med Cand. Strøms bogsamling. Den naturhistoriske samling bestod af en udstoppet skade og et ræve kranium. Trods de beskedne arbejdsforhold gik det hele ganske udmærket, for vi havde nogle fortrinlige lærer. De forstod os og var som nogle kammerater for os. De gik ture med os, de spillede langbold og kricket med os. De kom til os, når vi var syge, og besøgte os, når vi holdt fødselsdag og deres færd imellem os var jævn og bramfri. Også ude i sognet mødte vi forståelse og mange steder var vi velkomne gæster.

Så kom eksamen. Den var frygtet af både elever og lærere. Den afholdtes i Aarhus, og da ingen af os i særlig grad repræsenterede oaser i videnskabens ørken, blev resultatet, at 51% af de indstillede elever dumpede. Det var så dårligt indstillet, at man kunne risikere at komme op i noget som man ingen ting vidste om. – der var på samme tid stort marked i Aarhus, og det optog mig mindst lige så meget som eksamen. da jeg kom hjem til Nissum igen, følte jeg, at nu var jeg rigtig bleven til noget. Mange lykønskninger modtog jeg af kammeraterne, der sikkert i mit gode eksamensresultat så et godt varsel for, hvorledes det skulle gå Nr. Nissum seminarium i fremtiden.

Lad mig til slut sige: Der klages over for lidt sommersol og sommervarme i livet og i gerningen. Jeg vil over for dette minde om Bjørnsons ord: ”Her er sommer nok, her er sædejord nok, bare vi, bare vi havde kærlighed nok”. Vi samles her med glæde, først og fremmest fordi vi her fandt den sommervarme og den hjertevarme, der er så nødvendig for at der kan komme vækst. Skal vi rejse os op for vort gamle seminarium, forsat respekter os for vore gode minder. Rejse os for de, der gik forud herfra, og for de, der skal fortsætte. – Gud give, at skolen her må fortsætte i den vante gode ånd. En stormende bifald brød løs efter talen, hans humoristiske minde og opfriskning samt hans smukke slutning havde rigtig formået at begejstre.

Så snart der igen var bleven ørenlyd trådte forstander Gjelstrup frem på talestolen for at afslutte formiddagens foredragsrække med sit foredrag over emnet: ”Må i Hellas grunden lægges, som skal bære slægte frem”. Hellas – det er stedet her – vor skole og dens omgivelser, det sted, hvor vor daglige gerning falder. Som omgivelserne omkring Hellas har sine linier, der er et særkende for landskabet, således er Hellas et land, der også i åndelig forstand har sine udprægede linier.

Der er tre hovedlinier, som vi vil lægge mærke til i dag:

1) Det er et samlingssted for ungdommen. Det ses i frikvartererne, hvor det frie, muntre liv rører sig overalt, men det ses også i arbejdstiden, hvor arbejdet tages op med lyst og interesse. En frisk og arbejdsvillig ungdom hører stedet til. Mange af landets egne er repræsenteret her, men jyderne er i overvægt og flertallet er af bonderod. Hjem med forskellige anskuelser sender deres børn hertil, men de fleste kommer fra hjem, der er præget af Indre Mission.

2) Stedet her er en lærerskole. Ungdommen forbereder sig til at gå ud i livet som lærere, derfor aner man en børneflok omkring enhver af de unge, der færdes her. Dygtigheden til denne ansvarsfulde gerning kræver en god og faglig uddannelse, dennes former har vekslet med tiden. Hjerteslaget har altid været den samme, men udviklingen har krævet sin ret. Spiren, der blev lagt her for fyrre år siden havde vækstbetingelser. Den sunde vækst er ikke en pludselig vækst, og dette er heller ikke skudt op med et slag, men dog er det bleven stort og svarer til tidens krav

3) Skolen her er en kristen skole. Vort motto: ”Bed og arbejd”, siger dette. Over denne flok svæver Ånden som en due. Vi tør tro, at den hellige ånd, der har været over dette sted gennem årene, endnu er her og fremdeles vil blive her. Opgaverne svarer til landskabet. ”Hellas” har en tredobbelt opgave. 1. at værne om ungdommens idealer, tankesæt og åndsrod. 2. den faglige uddannelse skal være i pagt med tiden og på højde med tiden. 3. Helligånden skal have sin arbejdsmark her. Summen af alt dette bliver den, at trods alle vanskeligheder, der kan melde sig, tør vi tro, at det må gå, som det er sagt i emnet, at i Hellas må den grundlægges, der skal bære slægten frem. Vi ønsker, at der her må blive lagt en god grund, som kan blive til nytte og betingelse for vore elever. Skal vi forene os i dette ønske: ”Må i Hellas grunden lægges, som skal bære slægten frem”. Nationalsangen blev sunget som afslutning på denne udmærkede foredragsrække.

Derefter fulgte en pause hvor der skulle spises frokost, det foregik på den måde, at man på ”Borgen” kunne få udleveret smørrebrød og øl, mange spiste det på stedet, andre gik ud i forstanderens have og nød maden der. Haven var i sin første sommerdragt en skøn idyl. Der blev arrangeret fodboldkamp, først mellem et hold af yngre dimitenter og et hold seminarister. Seminaristerne vandt. Derefter spillede dimitenterne mod et ældre hold af lærere, de første vandt. Med disse og andre adspredelser gik tiden hurtig og fornøjeligt til kl. 2½, da man igen samledes i festsalen til middagen.

Middagen.
Da man ved festmiddagen havde sat første ret til livs, kom forstanderen til mikrofonen og bød velkommen til provst Rendtorff og frue, pastor Olsen, Gudum og sognerådsformand Chr. Høgsgaard. Det forklaredes, at enhver, der ville sige noget, måtte frem til mikrofonen. Asschenfeldt – Hansen var første taler. Det er bleven sagt, at det ikke var en tid at holde fest i, men det kommer an på, hvordan man fester. At holde fest på den rette måde vil sige at hjælpe hinanden til at sige tak til Herren. Han sluttede med at sige: Der er to ting, vi særlig må arbejde hen imod, at vi må sende troende lærere ud, men også dygtige lærere. Antikristen mærkes mange steder. Gid alle de, der går ud herfra, må blive bevarede for den slags.

Næste taler var lærer Hoppe Barslev. Vi fik med herfra en tyk minde bog og hjertet fyldt med glæde og tak. Jeg vil gerne bringe seminariet en stor tak – jeg har ikke et eneste mørk minde herfra.
Forstanderen læste et telegram fra fru pastor Ad. L. Hansen. Det indeholdt ønsket: ”Herre, at dine øjne må være åbne over dette hus dag og nat”.

Lærer Ad. L. Hansens søn: Jeg skal i dag være min mors talerør, og bringe hendes allerhjerteligste lykønskninger. Også på egne vegne vil jeg takke for den hyldest som De i disse dage har givet min faders minde. Tak for alt, hvad der er sagt om min far. Forsamlingen rejste sig.

Provst Rendtorff bragte på højskolens vegne en tak til seminariet for det gode forhold, der altid har været mellem de to skoler. Provsten var formand for højskolen, og udtalte ordene: Lærerne skal være konger, men skal tillige være tjenere. De skal forstå børnene og forstå trang. Børn skal have meget solskin, lidt regn og sjældent torden. Søndergaard Jacobsen lagde et godt ord ind for elevforeningen. Vi vil ønske, at hver der går ud herfra, må have ”en glød med fra hjemmet og præg af dets ånd”.

Lærer Kirkegaard, seminariet: Seminariet er vor moder – pastor Hansen var seminariets fader, altså er han vor bedstefar, og til ham vil vi bringe ikke blot vor hyldest, men også vor tak, vi skal sige tak, vi skal sige tak ved at røget vort kald med troskab, så livet bliver en fest, grå hverdage bør ikke eksistere i en skole. Vi skal takke ved, at det sker med os, som står i Johs. 8. Der skal fra vort liv udgå levende vandstrømme. Og måtte vi i alt virke efter den gode regel. ”Enighed i det væsentlige, fordragelighed i det uvæsentlige, kærlighed i alt”. (Stærk bifald).

Desserten blev nydt, en sang forfattet af J. P. Jensen 3. blev sunget, og talernes række fortsattes. Qvesel 3. Som udtryk for seminarieelevernes taknemlighed for det arbejde, der af seminariet gøres for at kunne yde os så gode arbejdskår som muligt, ønsker vi at overrække seminariet en gave. Vor gave: et maleri. Der ”desværre” er så god, at det hænger på Charlottenborg, vil jeg gerne gennem provst Møller overrække seminariet.

Forstanderen: Også lærerkredsen har en fødselsdagsgave at bringe, det er et maleri af den samme kunstner, og det befinder sig samme sted. Vi beder provst Møller tage mod denne gave til seminariet, Provst Møller takkede for billederne og for det gode forhold, der altid var mellem forældrene og børnene (Seminariet og seminaristerne)
Flere havde ordet, og forstander Gjelstrup læste en del telegrammer op som var indløbet i dagens anledning. Fru Villesen Sudan: En tak fra os, som ikke er dimitenter herfra, men alligevel fik lov til at være med til denne fest. Der er mange rundt i vort land, ja helt ude i Sudan, der takker for Nissum.

Lærer Hejbøl ville gerne slå et slag for udgivelsen af en ny Nissum stat. Vi skal have mindst 400 indtegninger, for at planen kan realiseres, men vi har kun nået de 300.

Lærer H: J. Hansen, seminariet: jeg har ikke været her på stedet hele tiden, siden begyndelsen blev gjort, derfor vil det være naturligt, at jeg ved denne fest lader tankerne gå fremover i stedet for tilbage. Og jeg vil gerne som motto for den kommende tid sætte to ord fra en af de sange, vi sang, nemlig de to ord ”ærlig ment”. Det er det der skal være det væsentlige. Det, det kommer an på, er sandhed i hjerte dybet.

Forstanderen fik forsamlingens tilslutning til at sende en hilsen til de, der havde sendt hilsen til festen. Han oplyste, at der ville blive sendt hilsen til sensorernes formand skolekonsulent Kaalund Jørgensen, Bogbinder Touborg, frk. Madsen ”Borgen” og kogemester Brøde, der havde giver deres meget vigtige bidrag til festen, blev præsenteret for forsamlingen. De høstede stærk bifald.

Det var ved tiden, da festen skulle slutte, men der kunne havde været fortsat længe endnu, adskillige, der ikke kunne nå frem til mikrofonen, begyndte at lade deres røst lyde fra pladserne, hvor de sad. Men nu skar forstander Gjelstrup af med at foreslå, at vi skulle synge første vers af. ”Min sjæl du Herrens love” – hvorefter han sluttede festen med ønsket: Herre, at dine øjne må være åbne over dette hus nat og dag, og med bøn.

Programmet var udtømt, salen tømtes og ude på pladsen havde folk travlt med at drøfte festen og udveksle hilsner, der var ikke let at bryde op, der var mange, der skulle tages afsked med. Min sidste opgave som marskal havde været at hjælpe de ældre, at få overtøjet på, da jeg havde hjulpet Asschenfeldt – Hansen overfrakken på sagde han: ”Tak og Gud velsigne dem”. Det har jeg aldrig kunnet glemme.

Bilerne forsvandt, men feststemningen blev, vi fik nu travlt med at rydde bordene og dække op til kaffefest, om aftenen for de af sognets beboer, der havde ydet festdeltagerne gæstfrihed om natten og for os seminarister, der havde medvirket ved festen. Nej feststemningen døde ikke hen, vi beholdt vor del og den lever videre – i mindet.

Den skriftlig udflugt.
Da skriftlig eksamen var overstået samledes forstanderen lærerne og de to ældste klasser, der havde været til den skriftlige prøve, en dejlig eftermiddag på pladsen foran seminariet, og det ene smukke hestekøretøj efter det andet rullede ind på pladsen. Sognets beboere havde med den sædvanlige velvillighed stillet heste, vogne og kusk til vor rådighed. Da musiklærer Møllers udflugtssang var sunget, rullede den lange række af flagudsmykkede vogne af sted. Det var et smukt syn og en stor oplevelse at komme med på sådan en tur. Ved 3 tiden ankom vi til ”Resenborg” – en dejlig dal slugt, der gik ned til den vig af Limfjorden, der gik ind syd og vest for Struer. Der havde i Middelalderen ligget en ridderborg.

Snart sad vi bænket omkring et velforsynet chokoladebord. Da vi var mætte, spredtes deltagerne i skov og ved strand for at nyde den pragtfulde natur. Største delen af 2. klasse var med lærer Hansen for at få uddybet vore botaniske kundskaber, medens der endnu var tid. Efter nogle timer, der gik alt for hurtig, samledes alle til aftensmad.

Under måltidet holdt Lehm en med mange anekdoter udstyret maa – tale for frk. Madsen og hendes medhjælpere. Derefter kom Haugaard – Olesen ridende på en hest, han havde lånt, og han holdt en ikke kedelig tale for – hestechaufførerne. Efter at havde leget i det grønne kørte selskabet hjem til Hellas, hvor den vellykkede udflugt sluttede med nationalsangen og et leve for kuskene. Bagerst i vogntoget havde der kørt en arbejdsvogn læsset til med bordplader, bukke og bænke og store kurve med mad og service. Frk. Madsen og hendes piger kørte i en af de fine vogne.

”Borgen” på udflugt.
Søndag den 12. juni – 32 foretog ”Borgens” pensionærer en vellykket udflugt til mors. Deltagerne med motorskibet ”Hardsyssel”, der tog sin dyre last ind ved badebroen ved Høgsgård strand. Sejlturen var meget vellykket, målet for turen var ”Sallingsund”. Efter et muntret kaffebord i kroens have, spadserede man til herregården ”Højris” ad den natur skønne vej langs fjorden. Efter ankomsten lejrede man sig på en græsklædt skråning med udsigt til herregården.

Lærer Nielsen (Hejbøl) fortalte her om gårdens skiftende skæbne fra bispe – til ingeniør eje. Slottes omgivelser besås, hvorefter vi vandrede gennem skoven tilbage til ”Sallingsund”. Her indtoges aftensmaden, der var medbragt fra ”Borgen”. Og efter en halv times muntret leg sejlede vi under sang og munter snak atter mod den hjemlige kyst, hvor vi ankrede op kl. 9½. Samme dag havde frk. Madsens pensionat udflugt til Bovbjerg i biler, da vejret var godt, blev turen vellykket.

Studierejse til København.
Ligesom sidste år benyttede tredje klasse efterårsferien til en tur til København under lærer Sørensens ledelse. Lørdag den 15. oktober kl. 10,30 rullede selskabet af sted mod Struer. Så vidt jeg husker, var vi med alle 28. rejsen foregik planmæssigt og vi nåede København kl. 22,30 vi skulle bo på missionshotellet ”Nebo”, det lå ikke langt fra banegården, og snart lå flertallet i en sød søvn. Det varede længe før jeg kom til at sove, der var megen larm af biler og sporvogne ude på gaden.

De følgende dage var interessante, belærende, travle, trættende og morsomme. Søndag formiddag var vi i Frue kirke, hvor stift provst Ussing prædikede. Eftermiddagen benyttedes til besøg på Glyptoteket og Rådhuset samt en længere spadseretur på Langelinie og omkring Frihavnen. Mandagen benyttedes til en udflugt til Nordsjælland, hvor vi besøgte Frederiksborg og Kronborg slot, det var nok turens højdepunkt. Turen med kystbanen tilbage til København var meget smuk. Om aftenen var vi i det kgl. Teater, hvor vi så og hørte operaen ”Eleonora Christine”. Tirsdag formiddag besøgte vi Zoologisk have, desværre kom der regnbyger.

Der traf jeg skoleborgmesteren og forfatteren Kappel Bøcker, han sad på en bænk og råbte mig an, da jeg kom forbi, han ville have at vide, hvor sådan en flok unge mennesker var fra, og hvad vi skulle se i København. Eftermiddagen og onsdagen brugtes til besøg på Rosenborg, Skolemuseet, frilandsmuseet i Lyngby, Nationalmuseet, Thorvaldsens museum, Rundetårnet, Kunstmuseet og Botanisk have. Onsdag aften var vi igen i det kgl. Teater og så ”Elverhøj” blive opført. Kongen og Dronningen var også til stede. Torsdag var fridag og benyttedes på forskellige måder. Nogle besøgte slægt og venner, andre beså Carlsberg – bryggeriet. Vi var nogle stykker, der tog med Øresundsbåden til Malmø, hvor vi lejede en bil til at køre os til Lund, hvor vi besøgte Domkirken.

Fredag morgen tog vi med tog til Roskilde, hvor domkirken m. m. besås, derfra med tog til Ringsted, hvor Sct. Bendts kirke besøgtes og endelig med bil over Fjenderslev til Sorø. Begge stederne besøgte vi kirkerne, og efter en spadseretur i Akademihaven og langs søen samledes vi til en fin middag på hotel ”Postgården”. Kl. 20,00 rejste vi fra Sorø, passerede Store Bælt under grammofonmusik. Over Fyn røg jeg min første Cigar, kammeraterne ville se, om jeg kunne klare den uden at blive syg. Det gik godt, men jeg beholdt den grimme smag i munden, til jeg fik morgenkaffe i Skjern. Vi var nogle stykker, der skilte os ud fra det øvrige selskab og steg af toge i Skjern. En kammerat P. Mortensen tog os med til sit hjem, hvor morgenkaffen ventede. Fra Skjern tog jeg med tog over Herning til Engesvang for at aflægge et besøg i mit hjem.

Dimittentfesten.
Dagene i juli var svære at komme igennem, vi var til eksamen mindst hver anden dag. den 7. var sidste dag og den ottende samledes vi dimissiore i festsalen. Vi var det sidste hold under den gamle seminarieordning. Efter at forstanderen havde holdt en kort tale, kom vi en efter en i alfabetisk orden op til forstanderen og fik overrakt vort eksamensbevis.

Efter dimissionen samledes vi i forstanderens have, hvor vi blev fotograferet sammen med alle lærerne og deres fruer, samt censorernes formand også med frue. Hvorefter vi samledes om et velforsynet bord, der i den varme sommeraften var dækket i fri luft. Forstanderen, Skolekonsulenten og flere af lærerne talte gode ord til os. Rytter Hansen talte på holdets vegne. Efter middagen spredtes man i haven, hvor der var frit samvær og kaffedrikning. Efter at flaget var taget, og forstanderen havde holdt andagt, toges der afsked med lærerne, og man gik den sidste tur på Byskov. – Dermed var 3. klasses saga endt – og 33 erner begyndte.

Næste dags formiddag gik med, at jeg fik pakket mine sager og fik dem båret ned i gården ved posthuset og fik truffet aftale med posten om at tage det med til Lemvig og sende det pr. bane til Engesvang st. turen hjem tog jeg på cykel, første nat sov jeg hos købmand Sørensen i Tvis og næste nat i Skærbæk mølle.

Arbejdsløs.
Da jeg kom hjem til far, var det stadig godt vejr, og jeg nød ferien, det var dejligt at kunne slappe af. Et par dage efter jeg var kommet hjem, kom posten med et kort fra stationen om, at nu var mit flyttegods kommet. Far kørte ned og hentede det. jeg fik overladt en tom stue, som jeg fik mig indrettet i. jeg fik lavet en dejlig bogreol hos tømrer P. Lassen i Engesvang, og købte et skrivebord af Niels, som han ikke havde brug for, da han skulle rejes til København for at studerer på Landbohøjskolen. Pengene, jeg havde lånt til at læse for, havde slået til, men var også gået til, så jeg stod uden en øre på lommen, som man siger. Jeg var så ovre i Bording Sparekasse og fik et Tillægslån på 50 kr.

Sidst i juli måned blev der afholdt et kursus i husflid i Julianehede skole med lærer Petersen Gulforhoved skole som leder. Til dette kursus havde to af mine kammerater Johannes Nielsen, Linderoth og jeg indmeldt os til. Johannes Nielsen skulle bo hjemme hos os. Linderoth blev sendt ud til Christianshede skole. Johannes Jensen Glusted dim. 32 deltog også, han boede hos Knud Jacobsen. Han kendte Valborg fra den tid, han tjente i Glusted. Vi var 10 – 12 stykker på kursuset, de andre var lærer fra omegne, vi havde det hyggeligt sammen. Vi lavede først en blomstersøjle af søgræs, dernæst en lænestol også af søgræs. Der var festlig afslutning med kaffebord. Ved denne lejlighed hilste jeg første gang på Signe, hun var husholder for sin broder lærer Jensen i Cristianshede, de gifte lærer havde deres koner med.

En dag var jeg i Silkeborg, hvor jeg hos en boghandler købte ansøgningsskemaer til læresemesteret. Mine anbefalinger fra seminariet og fra andre havde jeg sendt til duplikering og fået lavet 100 aftryk, og jeg havde indmeldt mig i Danmarks lærerforening og fik ”Folkeskolen” tilsendt i hver uge, og opslagene af anden lærer embeder og vikar pladser, blev nøje studeret. Jeg skrev og sendte ansøgninger og cyklede rundt i Jylland og præsenterede mig for skolekommissioner og sogneråd. Men vi var mange om budet, som man siger.

Jeg søgte et vinterlærerembede i Forsomho ved Ølgod, der var 102 ansøgninger, lønnen var 960 kr. for en vinter. Et andet sted, jeg søgte, var i Sdr. Lem ved Skjern, der stod vi en formiddag en flok unge lærere og ventede på en lejlighed til at præsentere os for sognepræsten, pastor Lemby. Når han havde fulgt en ansøger til døren, trådte han ud på trappen og spurgte: Nå hvis tur er det så?. Et par stykker af os blev enige om at følges ad rundt til de øvrige af skolekommissionens medlemmer, da det var mere fornøjeligt end køre alene.

På denne tur til Vestjylland besøgte jeg flere kommissioner. En nat boede jeg hos en højskolekammerat, gårdejer Andreas Nielsen Fasterlund ved Skjern. Næste nat boede jeg hos Johanne Nielsen i Tistrup ved Varde, hun var en søster til og husbestyrerinde for min barndoms lærer Villads Nielsen Julianehede skole. Nu var hun gammel og meget forkalket, men en søster til hende, der boede hos hende og plejede hende, tog sig godt af mig, jeg fik aftensmad og et godt værelse at sove i, og næste morgen fik jeg morgenkaffe, inden jeg kørte videre. Jeg tog flere cykelture og lærte nye egne at kende, men jeg fik ikke noget arbejde i skolen før i november måned, da manglede lærer Andersen en vikar i tre dage, hvor han skulle på et kursus.

Jeg gik dog ikke og kedede mig. jeg skrev artikler til Silkeborg Avis om min hjemegn. For at samle stof lånte jeg bøger på biblioteket, jeg studerede kirkebøgerne i Kragelund, besøgte sognepræst Jens Jensen i Kragelund og fabrikant Henriksen Moselund. Begge steder lånte jeg papirer, som jeg fik lov til at sidde og skrive af. En mængde stof fik jeg sendt fra tidligere lærer i Engesvang, Rasmus Sørensen Juul, nu boede han hos en datter, der var lærerinde på Sjælland. Da jeg havde fået oplyst, at han havde meget skrevet ned om Engesvang i tidligere tid, skrev jeg til ham og bad om at låne disse optegnelser for at skrive dem af og så offentliggøre dem i avisen. Han svarede mig omgående, at han gerne ville hjælpe mig, men han ville samle det sammen emne for emne og skrive det af og sende det til mig, eftersom han fik det færdig. Jeg modtog i den følgende tid ca. 10 lange breve fra ham, og da han sendte mig det sidste brev, takkede han mig, fordi jeg havde givet ham et godt tidsfordriv og interessant arbejde, som havde optaget ham meget, og han havde glædet sig over at læse artiklerne i Silkeborg Avis. Jeg skrev naturligvis tilbage og takkede ham for den gode hjælp, han havde givet mig.

En aften i februar 1934 var jeg indbudt til at komme ud til Christianshede skole for i aftenskolen at fortælle om Mussolini. En aften, nogle uger senere, var jeg der igen for at holde et møde, der blev ledet af gårdejer Martin Jensen, endelig var jeg der en søndag formiddag for at holde søndagsskole, det var Sørens tur til at holde søndagsskole, og så bad han mig komme og tage den for ham. På den måde blev Signe og jeg mere kendt med hinanden.

Korte vikariater.
Jeg var vikar for lærer Hansen i Pårup skole fra 7/10 – 15/10 1933 under Hansens sygdom. Vikar ved Faurholt skole 14/2 – 26/2 – 34. Ludvig Olsen, tidligere forstander for Nr. Nissum Højskole nu lærer i Faurholt havde af skolekommissionen fået lov til at rejse til Sverige i to uger for at holde foredrag på svenske højskoler, mod at han selv sørgede for vikar. Han skrev i god tid til mig og bad mig komme derover, for at vi kunne tale om det. Jeg sagde naturligvis ja – tak. Jeg skulle have kost og logi, hvad jeg skulle have i penge, kan jeg ikke huske, det var sikkert ikke et ret stort beløb.

Det var en toklasset skole med mange børn, jeg husker der var 42 i ældste klasse og omkring 30 i i første. Så var der et stort aftenskolehold, der skulle undervises i 3 timer to aftener om ugen, og jeg skulle synge i kirken ved to gudstjenester. Jeg klarede det hele, og jeg tror, det var til alles tilfredshed. Jeg fik senere tilsendt en god anbefaling fra Ludvig Olsen.

I juni måned blev lærer Hansen i Pårup syg igen og skulle på sygehus, og jeg kom der som vikar igen til sommerferien, det blev til 14 skoledage. I alt havde jeg nu 35 dages arbejde i skolen, og jeg havde erhvervet tre gode anbefalinger.

Jeg får plads som lærer ved ”Harboøre Friskole”
I juli måned skulle der afholdes kursus (I kurvefletning og læder) på Hammerum Havebrugsskole, som den hed dengang. Nu Hammerum Landbrugsskole. Og til det kursus havde jeg indmeldt mig, og det havde Søren og Signe i Ckristianshede skole også gjort. Lederen af kursus var lærer Kjeldgaard i Havnstrup. Vi var en god flok kursister og havde det festligt under lærer Kjeldgaards ledelse. Blandt kursisterne var også lærer Brorson Nielsen, Sdr. skole på Harboøre. Da jeg i Kristelig Dagblad havde læst en annonce om, at de søgte en lærer ved Harboøre Friskole, henvendte jeg mig til Brorson Nielsen og spurgte ham, om han troede, at det var noget for mig, og det troede han i højeste grad det var, og opfordrede mig stærkt til at søge stillingen, men føjede til. ”Du skal tage derop og præsentere dig for skolens bestyrelse og for skolekommissionen, som har tilsynet med skolen og holder eksamen der, og så kan du udmærket bo hos os en nat eller to. Som du må have brug for”.

Og vi aftalte så, at straks jeg kom hjem, skulle sende en ansøgning, og så pr. brev lade ham vide. Hvornår jeg kom. Uden at jeg vidste noget om det, havde han skrevet et brev til formanden, Jens Peter Jensen i Harboøre. I dette brev havde han skrevet: ”Hvis i ikke har antaget en lærer til friskolen så vent, her er en mand, der vil søge pladsen, ham tror jeg er den rette mand for jer”:

Jeg fortalte også Signe og Søren om min samtale med Brorson, og jeg husker Signe sagde: jeg håber de får den plads. Da kursuset var forbi, fulgtes vi tre hjemad på cykle. Da vi tog afsked med hinanden i Bording sagde Signe: Hvor er jeg spændt på. Om de får pladsen i Harboøre. Jo vi sagde skam de til hinanden dengang. Jeg skrev ansøgningen og fik den sendt omgående. Et par dage efter cyklede jeg med Harboøre som mål. Vi havde dagen før haft besøg af min lærer fra Julianehede skole. Han var hjælpelærer hos lærer Nielsen i årene 1918 og 19, altså i mine sidste skoleår. Han var nu lærer i Ballum skole nede ved Tønder og var på cykle på vej til Bovbjerg, hvor han havde sommerhus. Hans kone der var fra Rom ved Lemvig, var taget med toget og boede deroppe Madsen og jeg bestemte, at vi skulle følges ad til Nr. Nissum, og så kunne jeg bo hos hans søster frk. Madsen der havde pensionat nede ved seminariet, hende kendte jeg jo godt, og hun havde mange (tomme) værelser stående på grund af ferien.

Vi skulle starte tidlig, han boede hos Magnus Petersen i Julianehede, de var gode venner fra den tid han virkede i skolen der. Vi drak morgenkaffe hos Magnus Petersen, og så kørte vi over Herning og Holstebro. Vi fik nogle slemme regnbyger, og så vidt jeg husker, måtte vi tage toget fra Aulum til Struer på grund af regnen. Da vi kom til pensionatet i Nr. Nissum fik vi en god aftensmad, vi var godt sultne, vor medbragte mad havde vi spist i Aulum. Vi fik en god snak med frk. Madsen, og vi fik aftenskaffe, inden vi gik i seng. Næste morgen fik vi morgenkaffe og så gik turen videre over Lemvig til Hou. Der skiltes vi. Madsen skulle mod vest til Bovbjerg og jeg skulle mod nord til Harboøre.

Jeg nåede ud til Vrist lidt før middag, i stationsbyen var jeg inde i et hue for at spørge om vej til sdr. skole, og der mødte jeg et syn, der satte sig fast i min bevidsthed, at jeg kan se det for mig endnu. Der sad en ung mand bundet fast til en stol med reb, der var surret omkring ham og stolens ryg, han var åndsvag og var anbragt der i gården, hvor der var læ og sol. Hans mor kom ud og gav mig besked om vejen.

Hos lærer Brorson blev jeg modtaget meget venligt af fru Brorson, og jeg hilste på hendes gamle mor, der var Sønderjyde af fødsel. Lidt senere kom Brorson og deres eneste barn, en søn, ind fra skolen, og så fik vi en god middagsmad. Da jeg kom hen til formanden Jens Peter Jensen, kunne jeg straks mærke, at jeg var ventet, og han fortalte mig om brevet, som Brorson havde skrevet til ham fra Hammerum, og at der var i alt 17 ansøgninger, og to af dem havde været hos ham om formiddagen. Efter en god samtale, hvor han spurgte mig ud om mine forhold og fortalte mig om skolerne i Harboøre og Vrist, om børnene, og om de forskellige bestyrelsesmedlemmer og skolekommissionen. Hvor de forskellige boede, og hvad de hed. Jeg fik de forskellige navne og adresser skrevet ned på et stykke papir, og efter at havde drukket en kop kaffe, begyndte jeg turen rundt til de forskellige.

Jeg husker ikke, hvor mange jeg nåede den dag, men jeg husker, at jeg ved aftenstid traf sammen med de to andre ansøgere hos Kristen Flyvholm i Langehuse. De indbød os til at blive og få en mellemmad sammen med dem. Konen på gården var en datter af Jens Peter Jensen. Vi fik en god aftensmad, der var andet og mere end brød på bordet. Under spisningen fortalte Kristen Flyvholm os, at bestyrelsen ønskede at ansætte en, der var gift eller i det mindste forlovet, da de ikke ønskede, at deres unge piger på Harboøre skulle løbe feter læreren. Jeg tænkte mit, men sagde ikke noget. En af de andre sagde: ”Det kan jeg få ordnet i løbet af fjorten dage”.

Efter aftensmaden skiltes vi, jeg har ikke mødt de to senere. Jeg kørte ud til Brorsons i Sdr. Skole og sov der en nat til. Næste dag kørte jeg efter at havde fået morgenkaffe ud for at besøge de sidste, jeg havde på listen. Der var fisker Jens Kr. Stausholm og pastor Andreasen. Hos Jens Kr. Stausholm fik jeg en venlig og god modtagelse. Han fortalte at deres nabo Chr. Skikkels datter, Andrea havde tjent hos pastor Steffensen i Engesvang, han havde spurgt hende, om hun kendte noget til en familie, der hed Poulsen derude i Engesvang. hun havde svaret, at præsten havde en havemand, der hed Poulsen og han havde en søn, der godt kunne være mig, hvad alderen angik, men hun havde ikke det bedste indtryk af ham. Præstens havemand var en husmand i Ndr. Julianehede, og jeg kendte også sønnen.

Hos pastor Andreasen var modtagelsen mere kølig. Det var en meget ubelejlig tid jeg kom på, hans søn skulle om en time rejse med toget til Sorø akademi, hvor han skulle tage studentereksamen. ”Men de skal få fem minutter”, sagde han og åbnede døren til studereværelset. Jeg fik mere end fem, det blev nok ti minutter, jeg kunne mærke han var interesseret ikke alene som formand for skolekommissionen, men også fordi hans børn gik i ”Friskolen”. Da vi var færdige med at snakke, og han havde set mine papirer sagde jeg farvel og tak og bad om undskyldning for at jeg var kommet på et ubelejligt tidspunkt.

Fra Harboøre cyklede jeg mod Thyborøn ad en meget dårlig vej belagt med rullesten fra havet, den var næsten ikke til at cykle på. Men jeg nåede da ud til Sømandshjemmet, hvor jeg bestilte dagens middag, og fik bestyrer Otto Christensen til at sejle mig over til Krik på Thy. Sejlturen, der foregik i en båd med påhængsmotor, tog godt en ½ time, og vi fik en god snak med hinanden. Hvad middagen og sejlturen kostede, kan jeg ikke huske.

Jeg cyklede fra Krik til Vestervig, hvor jeg var inde at se den store pragtfulde kirke. Derfra gik turen over Thisted til Vester Vandet, hvor min kammerat Alfred Jensen havde sit hjem. Det var en velbygget gård og nogle flinke mennesker, og jeg kunne udmærket overnatte hos dem et par nætter. Næste dag cyklede jeg videre til Hanstholm, hvor et anden lærer embede var ledig. Jeg besøgte skolekommissionens medlemmer, men blev klar over, at her havde jeg ingen muligheder for at få plads. Mit indtryk fra Harboøre var, at der var gode chancer, hvis bare jeg havde været forlovet. Da jeg kom tilbage til Vester Vandet var Alfred Jensen og jeg cyklende en tur til Vange å, hvor han skulle være vikar i et embede, da vi så cyklede tilbage til Vester Vandet var det ved at være mørkt, men Hanstholm fyr sendte sit lys ud over vejen, så vi kunne sagtens se at køre.

Dagen efter tog jeg afsked med den gæstfri familie og cyklede over Thisted og Vildsund broen og videre over Mors til Nykøbing hvor jeg fandt hen til en anden kammerats hjem. Rytter Hansen var hjemme og jeg fik en god modtagelse der. Efter at vi havde fået middagsmad, var Rytter og jeg en tur rundt i byen, var nede ved havnen, hvor vi så Østerskompagniets bygninger, der havde Rytters far sit arbejde. Efter en god aften i familiens skød og sammen med Rytters kæreste Ragnhild fik jeg en god seng at sove i.

Næste morgen, efter at vi havde drukket morgenkaffe, fulgte Rytter mig til færgen, som jeg skulle med til Glyngøre. Fra Glyngøre cyklede jeg over Skive til Knudstrup og fulgte derfra landevejen hjem til Engesvang, som jeg nåede sidst på eftermiddagen. Hjemme hos far lå et brev til mig fra Jens Peter Jensen i Vrist, hvori han fortalte mig, at jeg var enstemmig indstillet som nr. 1 til stillingen som førstelærer ved Harboøre Friskole. Nr. 2 var Ansgar Simmelgård dim. 1931 i Nr, Nissum. Jeg husker ikke hvem der blev nr. 3. hvis jeg modtog stillingen, skulle jeg omgående ringe ham op.

Næste formiddag cyklede jeg over til Bording central og bad damen hjælpe mig med at finde Jens P. Jensens telefonnummer den havde han glemt at opgive. Vi søgte først under Harboøre central, men der var ingen af dette navn, så viste det sig at der også var central i Vrist og der fandt vi Jens P. Jensens navn og nummer, vi fik ham ringet op, han var hjemme og jeg sagde tak for indstillingen og skulle nok flytte derop et par dage før, så jeg kunne begynde i skolerne 1. september 1934.

Jeg bliver forlovet med Signe.
Straks jeg kom hjem fra turen til Vestjylland og havde læst brevet fra Jens P. Jensen om indstillingen, skrev jeg et brev til Signe og lagde det i en postkasse på Bording station, da jeg var i Bording for at ringe til Jens P. Jensen, og der var et par ærinder, jeg skulle ordne for far. I Brevet fortalte jeg hende om indstillingen og bad hende bestemme en aften, hvor jeg måtte komme til Christianshede skole, da jeg gerne ville tale med hende. Omgående fik jeg svar, hun ventede mig samme aften, som jeg modtog hendes brev. Inden jeg cyklede til Christianshede, fortalte jeg far, hvor jeg tog hen, og hvad mit ærinde var. Han sagde: Gid så din rejse må lykkes. Straks jeg kom til skolens dør og bankede på, var Signe der for at tage imod, og hun trak mig med ind på hendes værelse, idet hun sagde: Søren sidder og retter diktater, lad nu os to få snakket sammen, inden du går ind for at snakke med ham. Inde på værelset fik jeg anvist en stol, og hun satte sig på sengen, og da jeg havde fortalt hende om turen og indstillingen, spurgte jeg hende, om hun kunne tænke sig senere at flytte op til mig som min hustru. Hun rejste sig fra sengen og kom over og puttede sig ind til mig, idet hun stille sagde: ”Der er intet, jeg hellere vil”. Så gav vi hinanden det første kys, og så var den sag klaret, og vi gik ind og hilste på Søren, der slet ikke blev overrasket.

Da vi havde fået aftensmad og fået vasket op satte vi to os ind i sofaen og snakkede om fremtiden. Signe ville med til Harboøre, når jeg skulle flytte derop sidst i august. Hun ville se egne og lejligheden, vi skulle bo i, og se skolerne jeg skulle virke i, og så ville hun tage mål af vinduerne, og så skulle vi tage med tog til Lemvig og købe stof til gardiner, som hun så ville sy og hænge op, inden hun rejste tilbage igen.

Jeg skulle så skrive til Brorson og bede om, at hun måtte sove hos dem et par nætter. Alt sammen meget fornuftigt og vel udtænkt. Men hun ville også, at vi skulle til Silkeborg en dag og købe ringe, for som hun sagde, så havde hun bedre hold på mig, og jeg var ikke så udsat, når jeg havde ring på. Det var vi ikke enige i. jeg mente nok, hun kunne stole på mig, og jeg skulle nok klare mig, så kunne vi købe ringe i julen.

Den egentlige grund med at vente var, at jeg manglede penge til at købe ringene for, men Signe slog fast, at skulle hun med til Harboøre, så skulle det være med ring på. Signe fik sin vilje, en dag cyklede vi til Silkeborg og købte ringe, hvor jeg fik pengene fra, husker jeg ikke. Jeg havde nok enten lånt dem af far eller haft nogle, jeg kunne hente i sparekassen. Da vi kom hjem fra Silkeborg, skulle vi komme hjem til far, han ville give aftensmad. Kirsten, fars dygtige og gode husbestyrerinde, havde dækket festligt bord og lavet god mad til os, og begge ønskede de os hjertelig tillykke med forlovelsen. Senere skulle jeg igen på cykle tur til Christianshede skole. Signe skulle følges hjem.

Min svoger Søren Jensen i Christianshede skole var i sommerens løb blevet kendt med vor nabo Knud Jacobsens datter Valborg, som jeg havde kendt fra hun var barn hjemme hos sin far og mor. De havde taget ring på, inde de i sommerferien skulle med til Nødager for at præsenteres for familien der. De havde også bestemt, at de ville holde bryllup på kongens fødselsdag 26 september.

Så blev Signe jo arbejdsløs, hun havde taget plads hos en seminarielærer Lesli Kristensen i Silkeborg fra 1, november. Oktober måned ville hun tilbage i sit hjem. Valborg og jeg havde, siden jeg kom hjem fra seminariet foretaget adskillige cykle ture sammen til og fra Engesvang kirke, og vi havde haft en tur til Glusted, hvor vi besøgte fælles bekendte. Nu kunne vi følge ad til og fra Christianshede skole.

En aften vi kørte sammen, sagde Valborg til mig: ”Ja, nu må du ikke blive forskrækket, Signe ringede i formiddags og bad mig fortælle dig, at hendes mor var kommet på besøg, så hun er der, når vi kommer derud”. Nå, tænkte jeg, jeg husker ikke om jeg sagde det til Valborg. Så er hun kommet for at se ”giraffen”, så er det om han er god nok til datteren? Nå, det gik nu meget godt, Signes mor hilste meget venligt på mig og ønskede tillykke med forlovelsen. Senere har Signe fortalt mig, at da Valborg og jeg var kørt, havde hun spurgt sin mor om, hvad hun havde at sige om mig, og hendes mor havde svaret: ”Jeg tror det bliver din evige lykke”.

 

”Du sagde ikke alt det, du vidste”.
Tiden gik også stærk i disse dage, en aften var vi alle fire indbudt til kaffe i Engesvang præstegård hos pastor Nissen. Jeg husker, at pastor Nissen henvendte sig til Søren og Signe og sagde: ”Nu har i to de bedste vi havde i Engesvang”. Naturligvis kun en spøg!

Jeg havde lejet vognmand Simonsen i Engesvang til med sin lastbil at køre os og mit flyttegods til Harboøre. Signe kom cyklende over til os, og ved titiden var vi færdige til at køre. Det tog ca. 3 timer for os at køre til Harboøre, der var ikke asfalterede veje dengang. Jeg var ovre ved Niels Jensen efter nøglen, og blev samtidig inviteret til at vi alle tre skulle komme derover og drikke en kop kaffe, inden Simonsen skulle køre tilbage til Engesvang.

I Christianshede skulle Signes yngste søster Karen komme i løbet af dagen for at holde hus for Søren, i de dage Signe var oppe hos mig, og hun skulle spille til en gudstjeneste i kirken den følgende søndag.

Vi fik mine få møbler stillet på plads og fik sengen redt op inde i soveværelset og cyklede så ud til lærer Brorsons for at spise aftensmad. Vi var også henne hos Jens P. Jensen for at præsentere os. Det første Jens Peter sagde, da han havde fået hilst på os og budt os velkommen var: ”Du sagde ikke, alt det du vidste, da du var her sidst!” Dertil kunne jeg kun svare; at jeg ikke var forlovet denne gang. Dagen efter var vi i Lemvig og fik købt gardiner. Vi var også inde hos snedker Madsen for at se på møbler, og det endte med, at vi bestilte soveværelse, dagligstue og spisestue til levering omkring 1. maj. Så vi fik meget ordnet den dag.

Dagen efter lånte Signe fru Brorsons symaskine og fik i en fart gardinerne sømmet, og vi fik gardiner hængt op i alle værelserne. Om aftenen var der møde i Harboøre missionshus, hvem der talte, husker jeg ikke, men jeg husker, at lærer Brorson indbød en del beboer fra Vrist til en kop kaffe efter mødet, for at de kunne få lejlighed til at se deres nye lærer, og vi kunne få hilst på dem. Og jeg husker, der udspandt sig følgende samtale mellem P. Madsen Kjøbmand og Signe, da han hilst på hende. ”Hvor er så den bette pige fra?” ”Jeg er fra Nødager ved Kolind”. ”Har du så kendt Karen og Søren Jensen?”. ”Ja, det var mine bedsteforældre”: ”Er du Jens Magnus datter?”. ”Ja, det er jeg”. ”Ja så er vi flere her, der har været i dit hjem mange gange”.

Om sommeren var der mange af fiskerne, der fiskede i Kattegat, og så landede de deres fisk i Grenå. Om søndagen tog de en bundt fisk med, og så tog de med toget fra Grenå til Hallendrup og gik så til Nødager kirke for at høre pastor Buch prædike. Når gudstjenesten var forbi, blev de inviteret med hjem i gården til middagsmad eller eftermiddags kaffe. Signe har fortalt mig, at da hendes farmor Karen Jensen var død, kom der en krans til hendes begravelse, og på båndet stod: Fra fiskerne på Harboøre og så var der henvist til Mathæus kap. 25. 35. jeg var sulten, og i gav mig at spise, jeg var tørstig, og i gav mig at drikke, jeg var fremmed, og i tog jer af mig.

Dagen efter rejste Signe med formiddagstoget hjem til Engesvang, hun rejste over Vemb, Holstebro og Herning, til Vemb havde hun rejseselskab med missionæren, der havde talt i missionshuset aftenen før. Fra Engesvang st. måtte hun gå op til far, hvor hendes cykle stod. Hun fik kaffe og aftensmad inden hun cyklede til Christianshede. Signe havde meget at fortælle far og Kirsten om hendes tur til Harboøre, og far fulgte hende over mosen. I sit første brev til mig, hvor hun fortalte om hjemrejsen, skrev hun: ”Jeg tror, din far godt kan lide mig”.

Kongeparret hilste på de fremmødte og Niels Sjelle indbød på en forfriskning på Sømandshjemmet, der blev serveret vin og kransekage.

Efter modtagelsen på havnen gik kongeparret, sammen med præsten og andre op for at se kirken, da de passerede forbi forskolen stod Signe ved vinduet og så dem, efter at havde set kirken gik kongeparret op for at hilse på Kirsten Hvas og hendes forældre, de serverede kaffe for dem.

Alle biler på Thyborøn var tilsagt til at møde ved kirken for at køre kongeparret med følge til Harboøre, hvor de skulle se kirken og de store fællesgrave for de omkomne fiskere og redningsfolk. Her var det pastor Andreasen, der viste rundt og forklarede og senere indbød til en forfriskning i præstegården. Fra præstegården tog kongeparret tilbage til ”Dannebrog” der lagde fra kaj med Wegeberg ved roret. Mange var mødt op for at se kongeskibet sejle ud af havnen og alle vinkede de farvel.

Da ”Dannebrog” nåede Oddersund broen stod kongen igen hos lodsen, og kongen spurgte: ”Hvorfor sejler de ikke lige ind under broen, men tager en del sving til venstre, så vi kommer skråt ind?” Wegeberg svarede, ”der er fordi, der er så stor afdrift på skibet, så tager vi ikke disse sving, vil skibet tørne imod en af bropillerne!”. inden Wegeberg forlod kommandobroen i Løgstør kom kongen op til ham igen og fæstede Dannebrogsmændenes hæderstegn på Wegebergs jakkerevers idet han sagde: ”Det skal de have lods for veludført tjeneste på ”Dannebrog”.
Alt dette fortalte Wegeberg mig ved sit besøg hos mig på sygehuset. Wegeberg bar det sjældent, det lå ikke for ham at prale af sit arbejde.

Danmarks besættelse 9 april 1940.
Tirsdag den 9. april kom jeg som sædvanlig i god tid op til skolen. De fleste af børnene stod uden for, og jeg kunne på afstand se, at der var noget, de var stærkt optaget af. Da jeg nåede frem, stormede de imod mig: ”Lærer Poulsen, Tyskerne er gået i land i Esbjerg i nat, byen og havnen er besat af tyske soldater.” Jeg spurgte om, hvor de havde deres viden fra, jo det var der ringet om fra Esbjerg. Da den første time var forbi, gik jeg over til sognefoged Alfred Christensen og spurgte ham, om det var rigtig, hvad børnene havde fortalt. Jo, det var rigtigt. Og nu fik jeg at vide, at det ikke alene var Esbjerg, det var også København, der var blevet besat i de tidlige morgentimer, og den tyske hær havde overskredet den danske grænse, og var nu på vej nord på gennem Danmark.

Ved 11 – tiden kom tyske flyvere i lav højde drønende ind over Thyborøn. Op ad dagen kom der udsendelser i radioen med taler af statsminister Stauning og kongen med opfordring om, at alle skulle forholde sig i ro, og at den danske hær havde kapituleret. Der havde været træfninger ved grænsen og syd for Haderslev og i København. I alt var der 11 dræbte og ro sårede danske soldater fra kampen i Sønderjylland. Hvor mange, der var faldet i København, husker jeg ikke. Først onsdag aften nåede de tyske soldater Thyborøn. Det var en afdeling dragoner. De tog en stor smedje nede ved havnen til deres heste og tog lejligheden til dem selv.

I dagene derefter kom der mange soldater med tog og bil til byen. Mange Thyborøn boer måtte flytte ud af deres huse, fordi tyskerne ville have dem at bo i. Wegebergs var vist de første, der måtte forlade deres hus, de var så heldig, at der var en lejlighed ved lodstårnet, der flyttede de ned. Der kom flere og flere soldater, og der blev bygget store barakker til dem. I 1941 tog den nye skole, som vi havde fået bygget nede ved forskolen, og lærer Hvas´ gamle skole tog de, så fik vi det ordnet sådan, at vi alle tre flyttede op i missionshusets lille sal, som tyskerne så gav fri, de havde også taget hele missionshuset.

Vi begyndte så tidlig om morgenen og blev ved til langt ud på eftermiddagen og kortede timerne ned til 45 min., og så afløste vi hinanden. På den måde fik børnene fire timer hver anden dag. efter mange forhandlinger med tyskerne, fik vi vore skolestuer tilbage, og tyskerne fik hele missionshuset. Derefter måtte møderne holdes på sømandshjemmet eller i kirken. Samtalemøderne blev holdt i hjemmene, en kreds blev dannet nede ved havnen og en anden oppe i byen. De mange tyskere fyldte op i butikkerne. Vi handlede med købmand Kristensen i Thyborøn by, han var en troende mand, men han tog efter manges mening alt for stort hensyn til tyskerne. .

Når vi fra byen kom for at handle, kunne vi få lov til at stå og vente til tyskerne havde fået de varer, de ville have, når de skulle hjem på orlov i Tyskland, dernede var der mangel på varer allerede, da tyskerne besatte Danmark, mens vi i begyndelsen af 40-erne havde varer nok i Danmark. Signe og jeg blev trætte af, at stå der bag de mange tyskere og vente og vente og flyttede ned til købmand Frølund i Vesterhavsgade, hos ham var det tyskerne, der måtte vente. Vi handlede så hos ham, i de år vi boede i Thyborøn. Han var en dygtig købmand, der var god til at skaffe varer frem.

Tyskerne tog straks fat på at befæste Thyborøn, de var sikre på, at her ville Englænderne gøre landgang. Hver dag kom et tog trukket af et D.S.B. lokomotiv meden række af jernbanevogne, der var læsset med grus og cement, disse vogne blev rangeret ud på havnesporet, og der blev anlagt en transportbane langs med dette spor, og den blev ført videre op forbi forskolen og langs den høje dæmning ud mod havet. Oppe i klitterne blev der bygget mange store bunkers og fundamenter til langt rækkende kanoner og luftværnsskyts, der blev opstillet lytteposter og udsigtstårne. Daglig havde vi dette arbejdstog kørende frem og tilbage forbi skolevinduerne, næsten daglig holdt tyske soldater øvelser, de lå ved hus hjørnerne og knaldede med bøsse og maskingeværer, der var alt sammen meget generende for undervisningen.

Ca. en uge efter at tyskerne var kommet til byen, blev alle gade lys slukkede, og alle vinduerne skulle være mørklagte, så ikke en lys stribe sivede ud. Bil og cykellygter skulle også mørklægges, kun gennem en smal stribe måtte lyset sive ud. Der blev lagte en pigtrådsspærring rundt om byen, og i klitterne blev der lagt landminer. Det sidst kom til at koste en af mine skoledrenge livet. Hans forældre boede i Vesterhavsgade og deres grund gik lige op til dæmningen. En dag gik han og legede med sin bold og kom så til at kaste den indenfor afspærringen, han kunne se bolden og mavede sig så ind under pigtråden, derved kom han til at røre ved en landmine, der lød et brag, og drengen blev frygtelig tilredt. Hans far blev kaldt hjem fra sit arbejde, han fik sin dreng trukket tilbage under hegnet uden selv at komme noget til. Drengen blev i ambulance kørt til sygehuset i Lemvig, hvor han døde kort tid efter indlæggelsen.

Om natten mellem 12 og 1. kunne vi ofte opleve at blive vækket af støj fra flyvemaskiner, det var engelske bombemaskiner, der i stor højde passerede hen over byen, og som, når de kom længere mod øst, drejede mod syd ned over Tyskland, hvor de afleverede deres dødbringende last over tyske byer med fabrikker, der fremstillede våben, for så ca. tre timer efter at komme samme vej tilbage. Somme tider var flyverhøjden så lav, at tyskerne skød efter dem med luftværnskanonerne. Vi oplevede også luftkampe over byen. Når lytteposterne havde meldt, at nu var engelske flyvere på vej, gik beskeden videre til Karup, hvor så tyske maskiner gik på vingerne for at møde englænderne og drive dem tilbage. Om det lykkedes ved jeg ikke, for vi lå jo i vores senge og hørte, hvordan de skød mod hinanden deroppe i luften, og vi kunne høre stumperne af projektilerne falde ned på hustagene. Det var meget uhyggeligt, men der sket os aldrig noget.

Jeg oplevede det meget stærkt en aften, jeg havde en stor flok af unge i aftenskole, da blev der luftkamp over byen vi kunne tydelig høre den stærke skydning og kunne høre projektilerne falde på taget. Nogle skreg af angst, andre råbte, at de ville i beskyttelsesrum, hvilket var livsfarligt, da vi skulle ud i det fri for at komme i beskyttelsesrummet, der var bygget op af græstørv langs med husmuren. Derfor sagde jeg nej til dette og foreslog, at de skulle lægge sig ned på gulvet han under vinduerne. Det var der kun få der gjorde. Jeg stod henne ved døren for at forhindre, at nogen løb ud i beskyttelsesrummet. En pige råbte: ”Jeg siger det til far, at de har forbudt os at gå i beskyttelsesrummet”. Dertil svarede jeg: ”Havde jeg givet lov til dette, kunne der være sket det, at en eller flere var blevet såret eller måske dræbt”. Luftkampen varede ved i ca. 5 min, så kunne vi fortsætte, men chokerede var vi alle blevet.

Jeg husker også en dejlig søndag morgen med solskin, vi sad i vor lille stue oppe på Karl Kristensens loft og spist vores morgenmad, da kom der en engelsk flyvemaskine i lav højde stilende lige mod et tysk krigsskib, der lå lige ud for havnen. Lige før den nåede skibet udløstes en bombe der skulle ramme skibet, den faldt i vandet lidt ved siden af skibet, der lød et høj brag og kaskader af vand blev slynget højt op i luften. Flyvemaskinen blev ramt af skibets kanoner, da den et øjeblik efter kom tilbage var der flammer og røg ud fra den. Vi løb hen over loftet til vinduet mod vest og så, maskinen falde i havet et stykke fra land. Den havde haft en besætning på 3 mand, de to gik ned med maskinen, den tredje, der var maskinskytte og sad ude i halen af maskinen, blev slynget ud af maskinen og blev reddet af et pat mænd der lå i deres båd og fiskede lidt fra stedet, hvor maskinen faldt i vandet. Da de kom ind til havnen, blev han straks taget af tyskerne som krigsfange, han blev ført op til den gamle skole, hvor han tilbragte en uges tid under bevogtning. Da vi en tidlig morgen stod oppe ved stationen og ventede på toget, kom der to tyske soldater med ham, nu skulle han nok føres til en krigsfangelejr i Tyskland, det gættede vi på. I Skjern skiftede vi tog, vi skulle efter Herning, de tre soldater fortsatte med toget til Esbjerg.

Det skete også at fiskekuttere fra Thyborøn, der lå og fiskede ude på havet blev taget af engelske krigsskibe og ført til England, hvor de så fortsat skulle fiske, men fra engelsk havn og fangsten skulle landes i England, naturligvis fik de fisken betalt. således forsvandt kutteren ”Stausholm” med Niels Stausholm og hans søn + to andre ombord. De skule have været hjem til hans datters bryllup. Julie skulle giftes med Oskar Klemmensen. Brylluppet blev holdt, men uvisheden om faderen og broderen stjal glansen. Senere fik de gennem Røde Kors besked om, at de begge var i god behold i Skotland.

Jeg husker endnu den glæde det vakte i Thyborøn, da Stausholm og søn efter 5. maj 1945 vendte hjem. den påfølgende søndag var han med til søndagsmødet i missionshuset, og der fortalte han om hvordan, de havde haft det under deres ufrivillige ophold i Skotland. Han sluttede mødet. Om aftenen var der åbent hus hos Stausholm, og der blev serveret ægte kaffe, som de havde haft med hjem fra Skotland.

Den 29. august 1943 mistede Edv. Christensen sin yngste søn, han var marinesoldat og lå i Holmens kaserne. Ved en træfning, der opstod, da de danske soldaterskulle afvæbnes, blev han dræbt. Hans lig blev senere frigivet og ført til Thyborøn. Begravelsen skulle efter ordre fra tyskerne foregå i stilhed, men Thyborøn boerne mødte op, så kirken var stuvende fuld. Tyske soldater var også mødt op, og efter jordpåkastelsen skød de en salve af hen over graven. Der blev i Thyborøn samlet penge ind til en mindesten, og fra soldaterkammerater blev der sendt en mindeplade i marmor.

Oppe ved den gamle skole skete der under besættelsen en grim ulykke, der kostede flere tyskere livet. Et par soldater stod ude på legepladsen med en håndgranat, som ikke var eksploderet, da den blev kastet, en såkaldt forsager, den skulle nu undersøges, og flere stod og så til. Da pludselig sprang granaten med et brag og flere af soldaterne blev dræbt og nogle blev kvæstede. Flere ruder blev sprængt, og fru Hvas, der var inde i lejligheden blev stærk chokeret.

Et stykke ude i havet havde tyskerne udlagt miner, som de engelske landgangsfartøjer skulle løbe på, når englænderne forsøgte at gøre landgang. En nat, da det blæste ret stærkt, havde en af disse miner revet sig løs og blev af bølgerne kastet ind mod stranden, hvor den eksploderede med et stort brag. Lugttrykket knuste de fleste ruder i husene, der lå i nærheden. Købmandens store butiksrude var fuldstændig knust. På ”Iversens vej” hvor vi boede, var der ikke andre end vores hus, der havde hele ruder. Da vi fik bygget hus i 1941 havde vi fået ruder med dobbelt glas i alle vinduerne, derfor havde de holdt til trykket. Jeg husker, at jeg trak i tøjet og var en tur rundt, for at se ødelæggelsen.

Læge Rasch, Strande blev skudt.
Den 23. november 1944 blev en fisker, der hed Peter Hansen meget syg og skulle have læge. Læge Lindum i Thyborøn var ikke hjemme, og ingen vidste, hvor han var, så ringede de til Dr. Rasch, der lovede at komme omgående. Han havde startet sin bil og var kørt mod Thyborøn. Uden for byen ved pigtrådsspærringen var han blevet råbt an af en tysk vagtpost. Det må lægen ikke have hørt, han kørte uanfægtet videre og soldaten skød ham så. Inden han døde, havde han fået bilen standset. Tyskeren hev ham ud af bilen og smed ham ned i vejgrøften, og der lå liget til dagen efter.

Hos Peter Hansen kunne de ikke forstå, hvorfor lægen ikke kom. Så ringede de igen til Lindum, og da var han hjemme og kom straks. Han havde været hos nogle venner nede ved havnen. Da fru Rasch i strande vågnede næste morgen, kunne hun ikke forstå hvorfor hendes mand ikke var kommet tilbage, hun var jo så vant til, at hendes mand blev kaldt ud om natten, men nu blev hun urolig og så blev der sat en eftersøgning i gang og dr, lidt inden for afspærringen fandt de bilen stående, og lægen liggende død i grøften, de to vagtposter havde intet foretaget sig, men nu blev hele sagen klarlagt. Kommandanten i Thyborøn holdt på, at soldaterne havde gjort deres pligt. Efter referat i avisen: På stedet blev 5 år efter rejst en stor natursten udført af billedhugger Thorvald Westergaard Lemvig. På stenen står: ”Under udøvelse af sin lægegerning blev Dr. A. C. V. Rasch den 30. november 1944 skudt af tyskerne på dette sted”. Formanden for Ringkøbing amts lægekreds Joh. Andersen foretog afsløringen, flere holdt taler bl.a. pastor Andreasen Harboøre, og der blev nedlagt blomster og kranse. Læge Rasch og frue ligger begravede på kirkegården i Sdr. Omme.

i bygger hys i Thyborøn.
 Som tidligere nævnt flyttede vi midlertidigt ind i frk. Edith Nielsens stuer, og først omkring 1. november sagde hun, at nu ville hun gerne have sin stue igen, da det var tanken, at hendes forældre, der boede i Tommerup på Fyn sammen med deres ældste datter, skulle flytte ud til hende, da begge forældre var svagelige og søsteren trængte til afløsning engang imellem. Frk. Nielsens far havde været indremissionær og havde virket i forskellige byer, sidst i Skive. Jeg sagde til hende, at vi havde hørt og spurgt, men ingen havde kunnet give os anvisning på en lejlighed, men nu skulle jeg nok anstrenge mig og gøre hvad jeg kunne.

En dag jeg gik til og fra skole, så jeg, at tømrer Holger Møller var ved at sætte grund af til et hus. Jeg gik over til ham og spurgte, om dette hus var til at leje, når det var færdigt. Han svarede, at han vidste det ikke endnu, måske skulle det sælges, måske ville de selv flytte ind i det, men jeg kunne komme igen så kunne vi snakke om det. næste jeg snakkede med ham, fik jeg det på hånden, hvis det skulle lejes ud. Og enden på det blev, at vi kunne leje det med en opsigelse på tre måneder, og han lovede det færdigt, så vi kunne flytte ind 1. februar. Hvad han skulle have i leje pr. mdr. kan jeg ikke huske, men lejen var vist rimelig. Så var sagen jo klaret i al fald for en tid. Holger Møller fik huset under tag og sat vinduer og døre i inden jul, og det blev også færdig, så vi kunne flytte ind den 1. februar.
Efter nytår var vinteren sat ind med streng frost, og da vi flyttede ind var væggene hvide af rim, og da vi begyndte at fyre i komfur og kamin, drev vandet ned af væggene.

Det blev galt med min bagdel igen, den var meget øm at sidde på. Signe ringede til DR. Rasch, og han lovede at se ind til os en eftermiddag efter skoletid, når han var på sygebesøg i Thyborøn. Han kom også, og da han havde set på det, sagde han: ”Det skal vi have åbnet for, jeg tager Søster Laura med næste gang, jeg skal herud en eftermiddag. De skal bedøves, og det skal jeg have hjælp til.” de kom så en eftermiddag eller to efter og ordnede det, og der kom en del pus ud. Men nu var Jens Kristian dårlig, så Dr. Rasch skulle også se på ham. Da han havde set på ham og undersøgt ham, sagde han: ”Her kom jeg lige i rette tid, nu redder vi ham for en lungebetændelse.” Han havde ikke kunnet tåle fugten fra de kolde vægge. Han fik medicin og kom sig, og så trives han godt igen.

I sommerferien var vi i Nødager, og lige før august fik jeg et anbefalet brev fra Holger Møller, hvori han skrev, at vi skulle flytte ud 1. november, da de selv skulle flytte ind, de havde solgt det hus de selv boede i. da vi kom tilbage til Thyborøn, tog jeg den store beslutning: Nu skal vi have bygget et hus!

Søster Laura lånte os 10,000 kr. mod at få 2. pant i huset og jeg fik løfte på at kunne låne 12,000 kr. i Harboøre afdeling af Lemvig bank, som to af vore venner på Harboøre ville kautionerer for. Tømrer Niels Jensen skulle bygge huset og sørge for alle indkøb til huset. Jeg købte en byggegrund på Iversens vej, og så tog murerne fat, og de fik murene op i rejsehøjde inden jul. Så satte vinteren ind med hård frost. Da foråret kom, måtte murerne tage en ydermur ned, den var ødelagt af frosten. Huset stod færdig med to lejligheder til indflytning 1. juli 1941.

Et dejligt hus var det. Der var fælles indgang i gavlen. I gangen var der svingtrappe op til lejligheden ovenpå. Der var to dejlige stuer med vinduer mod syd, soveværelset havde et hjørne vindue mod vest og nord. De ter værelser kunne opvarmes med en stor hjørnekarmin, der stod i spise – og opholdsstuen. Vi fik en vognladning gode tørv ude fra Johannes hver sommer. Han solgte mange tørv til Thyborøn, købmand Frølund blev forhandler af dem. I køkkenet var der en komfur, efter krigen fik vi flaskegas. I baghuset var der børneværelse med indgang fra soveværelset, der var gæsteværelse, toilet og vaskehus. Lejligheden ovenpå bestod af to gode værelser + køkken og et toilet. I køkkenet var der en dør, der førte ind til loftet over udhuset, så de kunne have deres brændsel der. De skulle så have deres brændsel ind først. Vi hjalp hinanden med det, ved hjælp af en talje kunne vi hejse tørvene op ude i vaskehuset.

Vore første lejere var barber Andersen og hustru, hun hed Anna og passede bagerbutikken i Vesterhavsgade for sin onkel. Andersen havde frisørsalon ved havnen, de var et par flinke og rare mennesker. De flyttede til Rødkærsbro, hvor Andersen driver salon endnu. Det er Annas hjemsogn. De næste blev Oda og Rom Madsen, hun var fra Gjøl og var ansat i en trikotage – og manufakturforretning ved havnen, han var fisker. De var også nygifte og var et par flinke mennesker at have i huset.

Men hvor skulle vi bo, mens huset blev bygget? Det var vort store problem. Tømrer Nørgaard tilbød os, at vi måtte flytte ind i deres to stuer, så ville de bo i et par værelser på loftet. Dette kærlige tilbud takkede vi meget for, men ville nødig gøre brug af det. så fik vi løfte om, at vi måtte flytte op på Karl Kristensens loft, der havde de to små gæsteværelser og et lille køkken under et tagvindue, det var ledigt, da de syntes, det var for ringe og småt, at have nogen boende i.

Der flyttede vi op 1. november. Vore møbler kom op på loftet over forskolen hos frk. Nielsen. I vor stue havde vi min divan, den sov jeg på., mit skrivebord og sygekasse skabet, som vi kaldte det. jeg var blevet ansat som forretningsfører for Thyborøn sygekasse, jeg var blevet stærkt opfordret til at søge den stilling, og jeg ville også gerne tjene disse penge, lønnen var 700 kr. for et år, senere blev det sat op til 1400 kr. i det andet værelse stod min spiralseng fra Harboøre tiden, den sov Signe i, så var der plads til vort klædeskab og Jens Kristians barneseng.

Orglet stod nede i en tom stue i Karl og Delas lejlighed, der gik Signe ned og øvede sig, hun var blevet antaget som organist ved kirken, da frk. Nielsen gerne ville være fri, nu hun havde sine forældre boende hos sig. Karl og Dela, var nogle dejlige mennesker at bo hos. Vi blev venner for livet, vi var ofte nede hos dem til kaffe om søndagen, så spillede Karl og Signe sammen, han spillede violin og mandolin. Deres musik havde vi megen glæde af. Karl var en ivrig jæger, der vankede tit en fugl, dem skød han mange af, i den strenge vinter. Der var lang tid, hvor fiskerne ikke kunne komme på havet på grund af is, da det blev forår, og Karl igen kunne komme på havet med sin kutter, fik vi fisk, hver gang han kom i havn med sin last.

Ungdomsarbejde i Thyborøn. 
Inde pastor Larsen forlod Thyborøn for at flytte til Herning bad han mig om at tage mig af de unge mænds møder i Thyborøn. Lærerinde frk. Nielsen samlede de unge piger til møder, og var leder for dem, og de havde dannet en K.F.U.M. Der var ikke nogen K.F.U.K., men pastor Larsen samlede de unge mænd en gang om måneden, og det vat dette, han gerne ville have mig til at fortsætte. Det gjorde jeg så, men der kom kun få, de fleste unge mænd var jo fiskere og lå på havet. Også til K.F.U.K. møderne var der få. Så blev frk. Nielsen og jeg enige om, at prøve med fællesmøder. Det havde vi så et par gange, og vi syntes, det gik ret godt.

Men så kom den nye præst Knudsen og så skete der noget. Han kunne samle de unge, ja de ældre med. Han fik stifte K.F.U.M. Der blev holdt stiftende generalforsamling med valg af bestyrelse og vedtagelse af love, i lovene stod at samfunds rådet skulle vælge en af deres medlemmer, til medlem af bestyrelsen. De valgte sognefoged Alf. Christensen. K.F.U.M. valgte Anders Jensen, pastor Knudsen, lærer Hvas og jeg. Bestyrelsen valgte pastor Knudsen til formand. Alfred Christensen til næstformand og Anders Jensen som kasserer.

Ved pastor Knudsens forkyndelse og i forbindelse med en missions uge var der stor vækkelse, mange unge blev omvendt også flere unge ægtepar. Så nu blev der en god flok af unge til at samles, men da det var under besættelsen, kneb det meget med at få lokaler til at samles i. de fleste møder måtte holdes på Sømandshjemmet, men det havde sine vanskeligheder, når folk kom og gik. Jeg husker et par gange jeg havde mødet, at det ikke var let at holde tankerne samlet om det. man skulle, man kunne let tabe tråden.

Så husker jeg, at jeg en dag havde et ærinde på havnen, det var sidst på eftermiddagen, jeg gik derned, og da mødte jeg mellem byen og havnen en af mine tidligere skoledrenge, han var 15-16 år og han var meget beruset. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. det var jo under krigen og der var høje prise på fisk, en sådan stor dreng, som ham jeg mødte tjente måske mere på 14 dage end jeg tjente på et helt år, og det var let for de unge at få fat på spiritus, da der var flere stede, der blev handlet i smug.

Da kom det meget stærkt til mig: Du må gøre noget for disse store drenge. Jeg snakkede med Signe om det, og vi blev enige om, at ville forsøge at samle dem i vort hjem en gang eller to om måneden. Jeg fik lavet nogle indbydelser, som jeg sendte med børnene til de hjem, hvor der var unge mænd i alderen fra 14 til 17 år. Vi var meget spændte på, hvor mange der ville komme. Der var 12- 14 stykker den første aften. Jeg havde købt 20 stk. ”De unges sangbog”, og så sang vi nogle sange, og jeg fortalte så spændende, som jeg kunne gøre det, om en eller anden betydelig mand, jeg huske ikke hvem, så fik vi en kop kaffe, og jeg sluttede aftenen af med en andagt.

En aften havde jeg fået forstanderen for Navigationsskolen Haldur Gudjohusen, der var islænding, til at fortælle om sin barndoms ø Island. En anden aften var det lodsformand Wegeberg, der fortalte oplevelser fra de mange år, han sejlede, først som skibsdreng, så som matros og senere som styrmand. En tredje aften var det sognefogdens svigersøn lods Smidt, der fortalte om Færøerne. Det var spændende aftner, og det gik også rigtig godt en vinter, der var en pæn flok hver aften også af dem, ja særlig dem, der ikke kom til K.F.U.M. møderne.

Hvad grunden var til at vi måtte holde op var vist et sygehus ophold, og også dette at jeg manglede tid. Sygekassen og det meget hjemmearbejde fra skolen lagde beslag på mine aftner. Jeg husker, at mit arbejde blandt den aldersklasse af unge ikke faldt i god jord hos min kollega lærer Hvas. Han mente, jeg gik i vejen for K.F.U.M. spejderne, da det var dem, der skulle tage sig af de 14-17 årige. Men den egentlige grund hos Hvas var nok den, at han var bange for, at vi skulle blive for populære, jeg var jo kun anden lærer, der var noget både hos ham og fru Hvas. De var flinke nok, men vi kunne tydelig mærke, der var dog en grad.

De to sidste vintre jeg var i Thyborøn, arbejdede Anders Jensen og jeg med husflid i hans værksted. Han underviste i snedkerarbejde, hvor eleverne lavede mindre ting af træ. Jeg undervist i børste – og bog binding. Vi havde det inde under aftenskolen og havde en pæn gennemsnit af elever pr. aften. Jeg kan ikke huske, hvor mange timer vi havde om ugen, men jeg kan huse, at Anders Jensen agtede at fortsætte næste vinter, derfor lod jeg ham beholde de 10 sangbøger, jeg havde taget med den aften, vi startede med husflidsskolen.

 

Den største dag i mit liv.
Det var en stor dag for mig den 8. juli 1933 da jeg efter fire års slid på seminariet i Nr. Nissum fik min eksamen som lærer. Det var en stor dag for mig den dag i august 1934 jeg fik plads som lærer ved Friskolen i Harboøre efter at havde gået uden arbejde i godt og vel 13 måneder og sendt mange ansøgninger og foretaget lange cykelture for at præsentere mig for de forskellige skolekommissioner i forskellige egne af Jylland. Det var en stor dag for mig den 17 maj 1935 da jeg blev viet til Signe i Nødager kirke og nu kunne få hende med mig hjem til Harboøre som min hustru.

Men den største dag for mig var 5. maj 1945 da vi fik lov ar opleve, at vi igen var et frit folk i et frit land. Vi havde gennem lang tid gennem B.B.C. i London kunnet høre om, hvordan de allieredes hære vandt frem både i øst og vest. Allerede i 1942 var det begyndt at gå tilbage for tyskerne. Efter at de havde begyndt at sænke alle handelsskibe, der nærmede sig England var Amerika indtrådt i krigen og engelske og amerikanske soldater havde drevet tyskerne ud af Nordafrika og havde befriet Grækenland og Italien, derfra var de trængt ind i syd Frankrig. Det skete i 1943. samme år led tyskerne et stort nederlag ved Stalingrad inde i Rusland og tyskerne måtte stadig trække sig tilbage.

I 1944 på D dagen den 6/6 gik Englænderne og Amerikanerne i land i Nordmandiet i Frankrig og Paris blev befriet og de allierede soldater trængte ind over Tysklandes grænser. Belgien og store del af Holland bliver befriet. Den 23/4 når Russerne Berlin. Hitler dør. Alle ved, at Tyskland vil tabe krigen, men det, der så stærkt optog os her i Danmark. Var dette:” Vil de Tyske soldater i Danmark og Norge blive ved at kæmpe, så Danmark bliver en slagmark”. Og så kom det i B.B.C. kl20 den 4. maj, det var en fredag aften: ”De Tyske hære i Danmark, Nordvesttyskland og Holland har overgivet sig”. Hvilken glæde og jubel! Der fyldte os. Jeg skammer mig ikke over at fortælle, at jeg græd af glæde, og at vi straks måtte bøje vore knæ for at takke Gud for hans godhed mod os – mod det Danske folk

Og så måtte vi over til naboerne Karoline og Søren Nielsen, vi måtte have nogen at dele vor glæde med, og så gik vi en tur ned ad gaden, der stod tændte lys i vinduerne, der vajede flag på alle flagstænger, og de små flag fra juletræerne var hængt op som guirlander i vinduerne, og alle, vi mødte, var så glade. Hvorfor blev den glæde så overvældende? Det var hele den mørke baggrund, de fem års besættelse, nu var det forbi, nu skulle vi ikke mere høre skydning, ikke mere høre trampen af de tyske soldater støvler op og ned ad gaden.
Og 4. maj betød også noget mere! Det var jo Guds svar på vor bøn, i de fem år under besættelsen havde mange i vort land bedt til Gud om vort lands befrielse, bedt om at vi igen måtte blive et frit folk i et frit land.

Næste morgen var vi tidlig oppe, da vi havde spist morgenmad gik vi alle tre en tur til havnen. Hvilken forandring! Tyskerne holdt sig inde i deres barakker, og uden for disse gik vore frihedskæmpere med armbind og maskingeværer og holdt vagt. Vi vidste nok, at vi havde en del frihedskæmpere i byen, men vi anede ikke, hvem de var men så, så vi vore naboer blandt dem. Alle kutterne i havnen havde hejst det danske flag, mange havde også ”Dueflaget” og alle signalflag vajende ved deres kutter. Der var et mylder af mennesker, alle skulle ud at se den flagsmykkede by. Fra kl. 10 blev der ringet med alle landets kirkeklokker i en time.

Det var lørdag, dagen efter var det søndag den 6. maj, da var der takkegudstjeneste i alle Danmarks kirker. Thyborøn kirke var fyldt til sidste plads. Pastor Vestergaard holdt en god prædiken hvori han bl.a. sagde: ”Vi har oplevet den lykkeligste dag i vort liv, ja den lykkeligste dag i vort folks liv”. Jeg havde refereret denne prædiken og har den liggende et eller andet sted, men hvor, jeg kan ikke finde den frem.
5. maj holdt vor gamle konge Kristian den 10, der havde været det samlende midtpunkt for hele det danske folk under besættelsen, en tale i radioen til det danske folk. Han sagde: ”Det har i disse tunge år været min inderligste bøn, at vi sammen måtte opleve befrielsens time, og det er blevet os forundt. Jeg beder i dag til, at vi må vise os værdige til denne møde, Gud har skænket vort fædreland, og at vi i fællesskab ved forsat sammenhold gennem den kommende tid må kunne lægge grunden til et frit og betryggende Danmark. Kristian den 10 var en bønnens mand! Han fik lov til at være konge i et frit land igen i godt 1½ år, han døde i marts 1947. i den anledning blev der ringet med kirkeklokkerne i en time hver dag i en uge fra kl. 11-12.

Få dage efter 5. maj holdt engelske soldater deres indtog i byen, de kom kørende i jeeps og store lastbiler med sæder til soldaterne, de blev hilst med hylden og hurraråb, folk stod i dørene og vinkede til dem, da de kørte forbi. Hvor længe, de blev i byen, husker jeg ikke, men de lagde beslag på al Tysk krigsmateriale, de store kanoner og flyvevarslinger, der stod omkring byen, blev pillet ned og taget med som krigsbytte, ligeledes alle tyskernes køretøjer. Det meste af tyskernes militærudstyr blev senere overdraget til dansk militær, men mod betaling.

De tyske soldater fik nu lov til at gå hjem. det var et trist syn at se dem drage af sted, gående på deres ben og bærende deres personlige ejendele. Nogle havde købt store legevogne og læsset deres bagage på, dem trak de bagefter sig. Andre havde fået fat i gamle barnevogne, som de havde deres bagage i, men de fleste bar den på ryggen. De fulgtes ad i flok og følge, det vat næsten som en hel folkevandring at se på.

En del tyske soldater blev tilbage, de skulle pille alle landminerne op, der var lagt ned i klitterne og langs havet samt alle pigtrådsspærringer. Til at overvåge dette arbejde kom en del danske soldater, af dem, der var blevet sendt hjem i august 1943 og nu var genindkaldt. Disse danske soldater tog en af de tyske barakker i besiddelse efter, at den var blevet gjort grundig rent. Alle de andre barakker blev fyldt med tyske flygtninge, der var strømmet op til Danmark, da de allierede hære rykkede ind i Tyskland fra vest og Russerne fra øst, disse flygtninge skulle de danske soldater også passe på.

Thyborøn var igen blevet en garnison´s by, men nu med danske soldater og tyske soldater som håndlangere. Det var en løjtnant der havde kommandoen over de danske soldater, det viste sig, at han var en meget flittig kirkegænger. Det viste sig, at han var kand. teol. Og hed Emmanuel Mandrup. Han var senere i en lang årrække sognepræst og provst i Bøvling – Flynder pastorat. Det tog nok over et år for de tyske soldater. At få alle landminerne op og få dem fjernet, så de kunne sendes hjem. Da flygtningene også var rejst, blev nogle af de tyske barakker solgt, nogle blev brugt til midlertidige klasseværelser ved skoler, enkelte blev stående og indrettet til beboelse for de mange familier, der nu i flere år havde boet i kældere og tag værelser.

Thyborøn fiskerne lavede demonstrations sejlads til København.
I de 5 besættelsesår havde vandbygningsvæsnet ikke kunnet gøre noget ved høfderne og digerne omkring Thyborøn, det hele var blevet meget forsømt, og vandbygningsvæsenet var af den mening, at i tilfælde af en stærk storm, ville det være vanskeligt at bevare Thyborøn by og havn mod oversvømmelser, nu diger og høfder var i så dårlig en stand. Samtidig lød der stærke røster fra landmændene langs Limfjorden om, at Thyborøn kanal skulle lukkes, da deres lavtliggende marker både nord og syd for fjorden blev sat under vand, når det stormede stærkt fra vest, og store vandmasser blev presset ind gennem kanalen. Når vandet igen trak sig tilbage efterlod det så store salt mængder i jorden, at den ingen afgrøde kunne give i flere år, derfor ville de have kanalen lukket og så have lavet en sluse, som kunne regulere vandstanden og skibene kunne passere igennem. Vandforsyningsvæsenet gik ind for denne løsning, og sagen kom frem i Rigsdagen, og der var tale om, at der skulle vedtages en lov om lukning af Thyborøn kanal.

I 1947 sidst på vinteren sejlede en stor flåde af Thyborøn og Lemvig kuttere gennem Limfjorden og Kattegat til København for at protestere mod Kanalens lukning og for at vise hvor stor, den fiskeflåde var, der sejlede ud gennem Thyborøn kanal for at drive fiskeri i Nordsøen. Admiralen for flåden var fiskeskipper Harald Vinkel. Han blev senere auktionarius ved fiskeauktionen i Torsminde. Der var i alt 110 kuttere fra Thyborøn der sejlede af sted, så det var et stolt syn at se den lange række af kuttere sejle gennem fjorden.

Mange af fiskernes koner rejste med tog til Helsingør, for der at gå ombord i kutterne og få sejlturen med ned gennem sundet og for at være med til modtagelsen i København. Der var kuttere fra Lemvig, Thisted, Skagen, Frederikshavn, Grenå og Hundested, der sluttede sig til flåden, alle med fiskere, der brugte Thyborøn som nødhavn i tilfælde af storm, eller landede fisk der, når de fiskede i Nordsøen, og derfor var de interesserede i at bevare havnen. I alt var der 170 skibe, da de lagde til ved ”Langelinjekajen”. Trods blæst og snestorm blev flåden modtaget af 20.000 Københavnere, der ville se den store flåde stævne ind. Også vort gamle kongepar lagde deres køretur omkring ”Langelinje” den dag.

Kl. 14.30 var de fleste kuttere i havn, og admiralskibet ”Marie Vinkel” blev pr. højtaler kaldt helt frem til søfartsmonumentet. ”Admiral” Vinkel gik fra borde, men han havde store vanskeligheder ved at komme igennem politiafspærringen og folkemængden hen til talestolen, ingen tænkte på, at denne lille mand havde ført 170 skibe frem til Danmarks hovedstad. Da han omsider nåede frem, besteg overborgmester Viggo Christensen talestolen og i en kort tale hyldede han den danske fiskers indsats i krig og fred og bød den store flåde bemandet med djærve fiskere velkommen til vor hovedstad og ønskede dem alle vel. Admiral Vinkel takkede for velkomst og gode ord, og han takkede fiskerne fra de andre havne, fordi de havde sluttet sig til Thyborøn fiskerne og gjort Thyborøns sag til deres.

Om aftenen var der møde i Odd. Fellow Palæets store sal, der var festligt smykket med de mange fiskerforeningers faner, og alle siddepladser var besatte. Til stede var statsminister Knud Kristensen, trafikminister N. Elgaard, talrige folketingsmænd og embedsmænd sat kendte ingeniører m.fl. formanden for Thyborøn Fiskeriforening Auktionsmester Albert Steen bød velkommen, der afsendtes et telegram til kongen og efter at Kaj Holms fiskersang var sunget, og redaktør Albert Nielsen, Esbjerg var valgt til dirigent, talte Albert Steen om fiskernes ønsker. På scenens bagvæg hang et stort farvestrålende kort over Thyborøn kanal og de omgivende farvande. Albert Steen indlede med en historisk redegørelse over kanalens historie og erklærede, at havde man også for 31 år siden udbygget den søndre hav mole, så havde vi ikke haft behov for at samles her i aften.

Steen redegjorde for Thyborøn bys udvikling og præciserede, hvorfor fiskeriet ikke kunne godkende nogen af de forslag Thyborøn kommissionen stillede. Vi tror, sagde han, at bygger man de to moler, der alligevel skal bygges og sørger for effektiv kystsikring, som alligevel skal til, så vil der aldrig blive tale om sluser, vi ønsker Thyborøn kanal holdt fri. Og jeg fristes til at spørge: Kan Danmark som søfarende nation forsvare at lukke eller forringe dette uvurderlige tilflugtssted for søfolk og fiskere, som færdes på Nordsøen?

Efter Albert Steens tale fik en række af gæsterne ordet, men det vil føre for vidt for mig her at referere de enkeltes taler, jeg nævner kun nogle navne. Første taler var trafikminister Elgaard, under hvem hele sagen sorterede, han sluttede med at sige: Når arbejdet, (er gjort færdigt) håber jeg, at denne forsamling vil sige: Det er alligevel ingen skidt regering og rigsdag, vi har

Næste taler var forhenværende handelsminister V. Fiberger, der var Hurup kredsens repræsentant i folketinget, hvor under Thyborøn hørte. Han lovede, al den støtte hans parti, de konservative, kunne yde for at holde Thyborøn fri, og han tilføjede: Med de dygtige ingeniører, vi har, skal det nok lykkedes. Fhv. indenrigsminister Bertel Dahlsgaard Skive, og flere andre havde ordet, inden mødet sluttede med Erik Berthelsens sang: Blæsten går frit over Limfjordens vande.

Under mødet havde Thyborøn fiskerne fået løfte om støtte fra 6 Limfjords byer. Allerede dagen efter begyndte flåden at opløses, idet de fleste begyndte at sejle hjem til arbejdet med fiskeriet, og deres koner skulle hjem til børnene. For alle Thyborøn fiskerne og deres koner havde turen til København været en stor oplevelse. Og den stor repræsentation af fiskerflåden havde sikkert ikke været forgæves, for Thyborøn kanal blev ikke lukket, men havnens og byens udvikling fik lov til at fortsætte.

Resultatet af det lovforslag, der blev vedtaget i rigsdagen var: At den søndre mole skulle bygges ud i samme længde som den nordre, diget ud mod havet skulle flyttes længere mod øst, derved måtte en snes huse, der lå nærmest diget, rives ned og flyttes over i en ny bydel, der voksede op øst for banen. Der blev bygget en ny og høj dæmning syd for byen. Båd vej og jernbane blev flyttet længere mod øst. Der blev bygget nye havnebassiner og et stort auktionshal, og strandbredden langs havet er asfalteret, og klitterne er forlænget både mon vest og øst, altså forlænget i begge ender.

Alt dette kom i gang omkring 1950. byen og havnen har været i en rivende udvikling i de senere år. Der er bygget en stor skole, en ny kirke, flere hoteller, sportshal campingplads, plejehjem, efterskole, kommunekontor og bibliotek. Der er bygget vandledning fra Engbjerg bakker, der forsyner både Harboøre og Thyborøn med vand. Der er nu færgeforbindelse over til Agger flere gange daglig. En stor by ligger nu der, hvor der i min tid var fjord, hvor børnene gik og pryglede skrupper. Jo, byen og havnen har vært ude for en rivende udvikling.

Kirker og præster i Thyborøn.
Fra Arils tid havde Thyborøn hørt til Agger sogn. Da vi i 1939 flyttede til Thyborøn gik sogne, kommune og amtsgrænse lige syd for byen. Over den smalle tange mellem hav og fjord gik landevejen fra Thisted over Vestervig og Agger og videre til Harboøre, Lemvig og Holstebro. Der var den eneste forbindelse mellem Thy og det øvrige Jylland. Ad denne landevej gik eller kørte Thyborøn boerne til deres sogne kirke i Agger. Indtil besættelsen i 1940 kunne vi se resterne af den gamle vej, den havde retning lige ud i havet, både den og flere bøndergårde havde havet taget.

Flere gange i det 16 årh. og en enkelt gang i det 17 årh. havde havet brudt sig hul i tangen, for så at holde sig i ro det meste af et par hundrede år. Hver gang havde havet igen fyldt hullet med sand, så forbindelsen over land kunne genoptages. Men i 1825 brød en stormflod igen hul i tangen og Agger kanal dannedes, og forbindelsen fra Thyborøn til Agger kirke over land var afbrudt for bestandig.
I 1862 gravede en ny stormflod nogle render mellem Thyborøn og Agger kanal, og i løbet af 5 år var Thyborøn kanal dannet, og Agger kanal sandet til. Nu skulle Thyborøn boerne sejle, når de skulle søge deres sogns kirke. De par gange om året de skulle i kirke og til alters betød ikke så meget, for tillod vejret det ikke den ene søndag, ventede de til den næste. Værre var det med de kirkelige handlinger: Dåb, vielse og begravelse.

Om et barnedåb fortaltes følgende: Det havde regnet meget, da Thyborøn boerne sejlede over med barnet, så alle var meget våde, da de kom til kirken. Barnets mormor, der havde barnet til dåben, var meget tunghør, og da præsten spurgte: ”Er barnet hjemmedøbt,” havde hun hørt forkert og svarede: ”ja, barnet er gennemblødt, tror præsten, det kunne lade sig gøre at holde barnet tørt i det vejr.”

Var der død en i Thyborøn, måtte en af de nærmeste sejle til Krik og derfra gå de 3-4 km. til Vestervig for at træffe aftale med præsten om begravelsen. Derfra måtte han gå til Agger for at tale med læreren og graveren. Og så skulle han gå den lange vej til Krik for så at sejle tilbage til Thyborøn. En sådan tur kunne tage en hel dag, selv om vejret var gunstig. Var det vinterhalvåret, kunne det indtræffe, at der var så stærk en blæst og søgang, så det var umuligt at sejle over med en kiste. Begravelsen måtte udsættes, og det hele måtte begynde forfra igen.

Det samme var tilfældet med bryllup. Det hændte, at en vielse var fastsat, men vejr og vind artede sig sådan, at man måtte vente i tre dage. En anden gang hændte det, at et brudefølge for vejrets skyld nåede hjem til Thyborøn kl. 2-3 om natten, men alligevel gav de sig straks til at nyde bryllupsmiddagen. Skulle der hentes købmandsvarer, skulle de hentes i Harboøre, hvortil var 1½ mil og ingen vej, eller der skulle sejles til Krik eller Lemvig.

Der blev bygget en skole midt i byen, hvor børnene kunne få undervisning, men læreren, der skulle undervise dem, boede ude i Knopper, der lå ½ mil syd for byen, han kom kun når vejret tillod det. var det ikke tilfældet, blev der ingen skolegang, før vejret bedrede sig. De fjortenårige, der skulle gå til præst roede selv i en båd over til Krik og gik derfra op til præstegården i Vestervig. Det foregik i sommerhalvåret.

Kort efter år 1900 fik de ansat en fastboende lærer Andersen Kolstrup, han var den første lære med eksamen. han var en mand med initiativer, han fik stiftet en sygekasse, og en aften i 1906 afholdt den sin årlige generalforsamling i skolen, der var det eneste sted, folk kunne samles. Denne aften fremkom lærer Kolstrup med ideen om at bygge et kapel i byen til ordets forkyndelse og så få en præst til at holde en gudstjeneste med altergang en gang om måneden. Den gamle strandfoged Mads Sørensen havde gennem længere tid samlet Thyborøns befolkning i skole om søndagen, hvor han sang salmer med dem og læste en prædiken af Vilhelm Birkedal. Ideen med kapellet fængede straks, der blev nedsat et udvalg på 3 medlemmer med lærer Kolstrup som formand, de to andre var strandfoged Anders Christensen og købmand Poul Christensen. Nu havde byen fået sin første købmand.

De første planer var mere end beskedne, man tænkte sig et lille skur af træ eller et lille hus til ca. 3000 kr. Man mente, at fik man først kapellet, så gik det nok i orden med betjeningen. Men nej! Under forhandlingerne med biskoppen, provsten og sognepræst pastor Kron i Vestervig viste der sig store vanskeligheder. For at præsten kunne tage over kanalen med Vandforsyningsvæsenets damper ”Prøven” eller med en af redningsdamperne ”Vestkysten” eller ”Vesterhavet” til en gudstjeneste hver fjerde søndag, skulle der for den lange rejses skyld vare messefald i Agger.

Pastor Bertelsen i Harboøre ville godt påtage sig tjenesten, men da Thyholm hørte til et andet pastorat ja endog til et andet stift, mente Harboøre præsten, at det var bedst Thyborøn blev lagt under Harboøre sogn kirkelig set. Det ville pastor Kron godt gå med til, men Thyborøn boerne ville ikke. De var bange for, at de også kommunalt skulle komme til at høre med til Harboøre, og så ville de komme til at betale 10 % mere i skat, da Harboøre – Engbjerg var fattig i forhold til Vestervig – Agger kommune.

Da skete der noget uforudset, som viser, at Gud ville jævne alt. Netop som kirkeministeriet efter folketingsmand for Hurup kredsen V. Barner og siden folketingsmand lærer Kirkegaard i Aggers gode anbefalinger havde lovet at stille forslag på finansloven om en bevilling på 10,000 kr. til en kirke på Thyborøn, blev lærer Andersen Kolstrup – mod Thyborøn boernes ønske – forflyttet. Da der ved opslag af lærerembedet ingen kvalificerede ansøgere meldte sig, greb provst Paludan i Søndbjerg ind for at forene præster og lærerembedet, og i det næste opslag bestemtes det, at lærerembedet måtte søges af teologiske kandidater, medens en seminarist skulle fortrække med et halvt års varsel, dersom bevillinger til kirke og præsteløn bevilgedes.

Der meldte sig en kandidat og en kapellan som ansøgere til embedet på 900 kr. i løn om året. Provsten kunne kun love at arbejde for at embedet blev et hal kapellan og lærerembede på i alt 1600 – 1800 kr. 14. november 1907 kaldte biskop Chr. Møller, Aalborg, personlig kapellanen Poul Martin Kirkegaard i Vive, Rostrup til ene lærer i Thyborøn fra 1. december 1907. Kirkegaard skulle tillige lade sig kalde til præst og straks forrette prædike tjeneste og lignende i skolen. Søndag den 20. januar 1908 holdt pastor Kirkegaard sin første prædiken tjeneste i skolen. Både skolestuen, gangen og den lille spisestue var tæt besatte ved disse prædike tjenester. Præsten havde afløst læreren som formand for kirkekommiten, og nu arbejdedes der for fuld kraft med kirkesagen. Der skulle findes en passende byggegrund, der skulle skaffes penge til byggeriet.

Da jernbanen 1 1899 blev ført videre fra Harboøre til Thyborøn blev der bygget en lille stationsbygning i Thyborøn by, den ligger der endnu, men var den gang endestation. Vest for stationen lå en gammel raketstation, der ikke mere var i brug, men benyttedes som legeplads for børnene og samlingssted for de unge om aftenen. En aftenstund hørte Thyborøn boerne fra denne plads noget forunderligt, der kaldte dem ud af huse. Hvad var dog det? Salmesang? Ja, ud over pladsen tonede ”Kirken den er et gammelt hus” Det var første gang, der hørtes grammofonmusik i Thyborøn, en lokomotivfyrbøder havde haft den med sig og forlystede nu byens folk med bl.a. den nævnte plade.

På dette sted blev kirken bygget. En entreprenør Villefrance havde købt grunden for godt 200 kr. af redningsvæsenet og skænket den til kirken. Ved den første gudstjeneste var der 30, der tegnede sig for i alt 1000 kr. Efter den tids timeløn var det ca. 2 ugers arbejdsfortjeneste for hver. 9. april 1908 kom der meddelelse fra kirkeministeriet, at der var bevilget 10, 000 kr. til kirken og 5oo kr. årlig til præstens løn. Der kom penge fra konge Frederik den 8. kronprins Christian kronprinsesse Alexandrine, biskoppen, amtet, kommunen, ingeniører og entreprenøren ved høfdebygningen fra listeindsamlinger i sognet i Thy og på Lemvig egnen i alt indkom 7.700 kr.

Desuden skænkedes alterdug, tæpper til at lægge foran alteret, to trearmede molinlysestager et 120 år gammelt krigsskib med 120 kanoner til at hænge op i kirken. Den. 2. juli 1908 blev grundstenen nedlagt. Den 8, september hejstes kransen, og den 8. november blev kirken indviet. Nu lå den hvide kirke der med sit røde tegltag.

Indvielsesdagen oprandt i strålende frostklart vejr. De fleste indbudte gæster kom med Vandbygningsvæsenets damper ”Prøven” fra Oddersund, enkelte med toget kl. 11. der var udsted adgangskort for at sikre gæsterne og byens beboere plads, efter processionen fik alle lov til at gå ind, men de fik kun ståplads, i alt var der omkring 300 mennesker. Kl. 11,30 gik processionen, ført af biskoppen og amtmanden, derefter provsten kaldskapellanen, bærende kirkens hellige kar og bøger, fra præstegården til kirken. Sognepræst Krohn, Vestervig, bad indgangsbønnen og biskop Møller holdt indvielsestalen over Joh. Åb. 3. 7-12, der var dagens epistel tekst. Provsterne Paludan, Søndbjerg og Vibe Petersen, Hygum samt provsterne Krohn, Vestervig og Berthelsen Harboøre oplæste skriftstykkerne. Da biskoppen foretog indvielsen hulkede mange, især af de ældre, af bevægelse. Derefter indsatte provst Paludan pastor Kirkegaard som præst ved kirken ud fra ordet: ”Frels, kære Herre, lad det lykkedes”. Pastor Kirkegaard prædikede over evangeliet Joh. 4. 34-42 og udtalte bl. a.: ”Det gælder ej mest om, hvorledes vi er kommet ind på vejen, men om vi i det hele taget er kommet ind på den levende vej. Efter indvielsen var der festspisning i skolen for i alt 31.

Pastor Kirkegaards virke på Thyborøn blev ikke af lang varighed, allerede i 1911 søgte og fik han et andet embede. Hans efterfølger. E. M. Bryndom virkede som præst og lærer til 1919. da han flyttede, blev Thyborøn efter Thyborøn boernes ønske lagt sammen med Harboøre Engbjerg, der havde i 1919 været en stor vækkelse dernede, der var årsagen til, at de nu ønskede at få samme præst som i Harboøre. Pastor Berthelsen betjente alle tre sogne til han flyttede i 1923. hans efterfølger. A. L. Andreasen gjorde ligeledes til 1927. Dette år blev J. Kasrtup kaldt til kaldskapellanen med bopæl i Harboøre. Han blev i 1930 efterfulgt af J. A. Larsen, der var hjemvendt amerikansk præst. Han fik bopæl i Thyborøn, men sin bil måtte han lade blive i Harboøre. Først boede de i en lejlighed nede ved havnen, et pat år efter blev der bygget præstebolig i Thyborøn by og der blev lavet vej mellem Harboøre og Thyborøn.

I 1941 måtte Larsen tage sin afsked på grund af alder. De tog bopæl i Herning hvor han i mange år virkede som: ”Hammerum herreds kapellan”. Pastor Hybertz Knudsen virkede fra 1941 til 1944 og blev efterfulgt af V. Vestergaard Jensen. De tre sidstnævnte virkede som præster i de 8 år vi var i Thyborøn. I 1933 da kirken fejrede 25års jubilæum var den alt for lille til den stærkt voksende by. De 140 siddepladser var alt for få. Kirken var overfyldt hver søndag. 5. august 1933 blev der afholdt et menighedsmøde om sagen. Det blev vedtaget at ansøge ministeriet om en bevilling på finansloven til en udvidelse af kirken. Konstruktør Poul Hagenborg ved vandbygningsvæsenet lavede et udkast til en udvidelse af kirken til en korskirke med 350 siddepladser. Landstingsmand Rasmussen Byskov Nr. Nissum og folketingsmand V Fiberger var gode fortalere og rigsdagen bevilgede 50.000 kr. til udvidelsen.

Missionshuset ”Karmel”, der var blevet bygget i 1923 og udvidet i 1935 til den nuværende størrelse, blev søndag den 8. maj 1936 indviet til midlertidig kirke, og i samme uge tog håndværkerne fat på udvidelsesarbejdet ved kirken. Arkitekten var inden arbejdets påbegyndelse flyttet til Haslev. Tømrerformanden Otto Nørgaard Hede kom til at føre tilsyn med arbejdet. Den 4. juli 1937 genindviede biskop Malmstrøm Viborg den udvidede kirke, der var fyldt til sidste plads, mange måtte følge gudstjenesten udenfor ved hjælp af et højtaleranlæg. Om aftenen var der gudstjeneste, hvor pastor Berthelsen Skanderuo prædikede, Signe og jeg var med til denne gudstjeneste. Thyborøn havde fået en rummelig, lys kirke med 350 faste siddepladser. I de 8 år vi boede dernede, oplevede vi mange gange, at den var fyldt til trængsel.

I 1970 blev kirken grundig restaureret og delvis ombygget, det gamle hvide kirketårn blev revet ned og erstattet af et højt men smalt klokketårn med fire nye klokker og klokkespil og timeslag og fuldautomatisk ringning, der kom et nyt orgel, blev bygget forhal og ligkapel, nyt alterparti og prædikestol. Da ombygningen stod på måtte missionshuset igen fungere som kirke. Søndag den 26. september 1971 blev kirken genåbnet ved en gudstjeneste hvor biskop Jacobsen Viborg prædikede. Nu har Thyborøn en kirke der fungerer som en smuk og tidssvarende ramme om alle kirkelige handlinger. Kirkegården er udvidet, og der er et mindeanlæg for omkomne fiskere.

Vækkelser.
Vækkelser, der efter pastor Noes gerning i Harboøre brød ud, den gjorde ikke noget særligt indtryk i Thyborøn, skønt enkelte i den tid fandt vej til Harboøre kirke, men ”de hellige” fra Harboøre begyndte efterhånden at kaste garnet ud til en dræt. Dette vidnesbyrd bar lidt efter lidt frugt og enkelte gik ind i Gud rige, besøgende fra Harboøre og i Harboøre kirke og missionshus blev hyppigere, og venner fra Harboøre begyndte at holde søndagsskole derude.

Den 8. september 1917 kl. 7 om aftenen skete en frygtelig mineeksplosion mellem høfde 54 og 55 hvorved 6 fremmede fiskere fra 14- 17 år blev dræbt på stedet, dog syntes denne alvorlige begivenhed ikke at gøre nogen virkelig indtryk udover det øjeblikkelige. Men så kom 1919, 18 maj kl. 7,30 aften, der var en lille flok samlet til et møde i skolen, hvor Chr. Ovesen læste en prædiken, da lød der pludselig et skarpt knald, et øjeblik efter kom en kvinde hastig ind, det var let at se på hende, at noget forfærdeligt var sket. Henne i et hus havde en mand prøvet at adskille et tændrør til en mine, der påfulgte en eksplosion, som ødelagde huset og dræbte mande, hustruen og et 9 årigt barn. De havde siddet oppe på loftet med det, og en 18 årig ung mand, der var på vej op til dem ad en stige lå dødeligt såret, men levede i 2 timer og blev et eksempel på velsignelsen ved at være ret oplært i Guds ord. Thi i de 2 timer blev han vakt, nåede igennem til den frelsende tro og kunne inden døde sende en kærlig fredshilsen og farvel til sine gamle bedstemoder, som han boede hos.

Det dræbte ægtepar efterlod sig en dreng på 5-6 år, han var gået hen for at lege med naboens børn og undgik således døden, men havde på et øjeblik mistet sit Hjem, sine forældre og sin bror. Hans faster Karoline tog sig af den lille forældreløse Poul. Da vi var naboer til Kathrine og Søren, havde Poul stadig sit hjem hos dem. Denne frygtelige begivenhed gav stødet til den store vækkelse, der året efter gik hen over Thyborøn. I 1923 blev missionshuset ”Kamel” bygget. I 1942 under pastor Knudsens vækkende forkyndelse gik der igen en stor vækkelse hen over Harboøre og Thyborøn, mange unge og unge familier gik ind i Guds rige.

Hvorfor blev vi ikke i Thyborøn? Af flere grunde: Vi havde langt til vor familie, så dem kun en gang, højst to gange om året. Vi længtes begge to efter at se grønne marker og skove. I Thyborøn var der ikke andre træer end telefonpælene og elmasterne. Og arbejdet i skolen var ved at overstige mine kræfter.

Da jeg 1. april 1939 begyndte som lærer i Thyborøn, fik jeg tildelt 3 og 4 klasse og underviste dem i alle fag, og det var jeg glad for. Da vi i 1941 fik bygget ”den grå skole” med 2 klasseværelser, blev der indført fordeling i de fire ældste klasser. Hvas havde bestemt hvilke fag jeg skulle have, eller rettere han havde valgt dem, han helst ville have. Jeg skulle have historie, geografi og dansk i de nævnte klasser. Dansk var et slæbe fag! Selvom vi havde årgangs delte klasser, var der så stor forskel på børnenes evner, at jeg måtte have hver klasse inddelt i to hold, en enkelt klasse måtte jeg dele i 3 hold, da der var nogle 10 års børn, der ikke kunne læse, dem måtte jeg stave med.

Det gav meget hjemmearbejde, der var mindst 30 børn i hver klasse altså 120 diktater eller genfortællinger at rette to gange om ugen. Jeg prøvede at tale med lærer Hvas og skolekommissionens formand om det, men der var intet at gøre. Så gav jeg mig til at søge, jeg sendte flere ansøgninger til ene lærerembeder og blev indstillet som nr. 2 i Vesterbølle i Himmerland. Skolekommissionens formand sagde til Signe, da de efter et besøg i skolen havde været med hjemme og fået middagsmad: Ja vi mødes nok i Vesterbølle, men jeg blev kun nr. 2.

Men så i foråret 1939 fik jeg et brev fra Mads Nielsen, ham der var blevet min efterfølger i Harboøre Friskole, han var fire år i Harboøre, derefter 3 år som anden lærer i Klitmøller, nu var han lærer i Agri på Mols, hvor de havde været i 11 måneder, og nu var han enstemmig indstillet til et embede i Lystrup ved Vivild. Han skrev bl.a.: ”Søg Agri, her vil du have en chance”. Jeg sendte en ansøgning og lørdag før Fastelavn rejste jeg ud til Nødager og besøgte dem om søndagen. Mandag lejede jeg en bil til at køre mig til Agri, hvor jeg besøgte de 5 medlemmer i skolekommissionen, og jeg nåede hjem til Thyborøn om aftenen.

Pastor Lauritzen i Agri, der var formand for skolekommissionen, havde en svoger, der var arbejdsløs cand. Mag. Og var ansøger til embedet, ville have ham, men fik kun følgeskab af en af de andre, så jeg blev indstillet som nr. 1 med 3 stemmer og fik embedet og skulle tiltræde 1. maj. Der blev holdt en slags afskedsfest for os ved søndagsmødet i missionshuset søndagen før vi skulle flytte, og jeg fik overrakt et maleri af de to fiskekuttere fra de unge i K.F.U.M. Fra skolebørnene fik jeg et armbåndsur, det går jeg med den dag i dag.

Huset havde vi solgt til fiskeskipper P. Bro for 36.000 kr. og vi fik hele købesummen udbetalt til banklånet, som han overtog. Vi havde en flyttebus fra Randers til at flytte for os, de kom om morgenen og havde det hele pakket og læsset ind omkring middag. Karoline og Søren Nielsen gav middagsmad til os og de to flyttemænd. Vi havde lejet en bil i Thyborøn til at køre os til Agri, vi kørte forbi flyttebussen lidt efter Randers.

Kort efter at vi var kommet til Agri skole, kom Kathrine nede fra købmanden og bød os velkommen til Agri og indbød os til at spise til middag os dem. Formanden for samfundet, murer Laursen Agri, kom også og bød os velkommen til byen. Lidt efter kom flyttebussen, og de fik møblerne og vore sager stillet ind i huset, og så kørte de. Vi var så nede hos købmanden og fik en dejlig aftensmad. De var to søstre og en broder, der boede sammen. De to søstre hjalp hinanden med at passe hus og butik. Broderen Johannes havde lastbil og var vognmand. Da vi kom tilbage til skolen, kom Ejvind og Tilde cyklende, de ville også byde os velkommen og så hjælpe til med at sætte på plads. Da vi havde fået soveværelset i orden, så vi kunne komme i seng og havde fået en kop kaffe, og vores gæster var kørt, gik vi i seng, vi var godt trætte efter en lang dags slid med flytningen.

Nu var vi kommet til Mols og havde fået en god modtagelse. Lige før vi om eftermiddagen var kørt ind i Agri by, var vi kørt forbi en murer klædt mand med langt hår og skæg og noget pjaltet tøj, da Jens Kristian så ham, sagde han: ”Det var vist en rigtig Molbo”.

Næste morgen var jeg tidligt oppe og gik en tur for at se byen og omegnen. Jeg var oppe på kæmpehøj syd og øst søen, derfra var der en storslået udsigt ud over Agri by og sø Egens og Knebel vige med Kalø ruin i baggrunden. Vi hængte godt i hele dagen med at få vore møbler og ting sat på plads, da det blev aften, var vi omtrent i orden og syntes, at vi boede rigtig godt. Vi havde besøg af pastor Lauritsen, der kom for at hilse på os. Han sagde, at selv om det ikke var gået efter hans ønske, at det blev hans svoger, der fik embedet, så ville han alligevel ønske os et velkommen til Agri, og han ville håbe, at vi måtte få et godt samarbejde ovre i kirken, og det samme håbede jeg.

Da vi havde været i Agri et års tid, havde jeg den glæde, at han sagde til mig, nu kunne han godt se, at det var det rigtige der var sket, da det var mig der fik embedet, od nu havde hans svoger fået arbejde på en kostskole i Nordsjælland.

Næste dag begyndte jeg i skolen, det vat vist, ældste klasse den dag, der var ca. 24 børn i klassen, der var tre store piger, som jeg lagde mærke til, det var dygtige piger, og de prægede klassen på en god måde, de kunne sætte leg i gang i frikvarteret, og de kunne ordne drengene, hvis de syntes, de var for hårde ved hinanden.

Skolegangen var ordnet sådan at 1 og 2. klasse gik i skole hver anden dag i sommer halvåret, men i vinter halvåret gik 1. klasse kun 2 dage om ugen, og 2. klasse gik 4 dage, det var en god ordning, der var taget hensyn til vejr og føre, og der kunne nås meget i ældste klasse om vinteren. I første klasse var der 18- 20 børn. I de sidste år begyndte antallet af børn at gå ned, et år blev der kun indskrevet 1 ny elev i 1. klasse. Der kom et billede af ham i Aarhus Amts tidende under overskriften: ”En enlig rekrut”.

Jeg havde i min ungdom været plaget med bylder som brød ud forskellige steder på kroppen, men mest i ansigtet og på hænderne. Hvad årsagen var, har ingen kunnet sige mig. Nogle mente, at det vat drikkevandet, der havde skylden. De år jeg var i Nr. Nissum, var jeg fri for bylderne. Straks jeg kom hjem til far efter, at jeg havde fået lærereksamen, fik jeg en stor en på venstre kind. I Harboøre var jeg fri, men kort efter, at vi var flyttet til Thyborøn fik jeg den stor byld i sædepartiet, og det ville ikke læges, og når det så var lukket, brød det ud igen med en ny byld, det varede fire- fem år, inden det var i orden. I den første uge, vi var i Agri, kom der igen en stor byld på venstre kind, så jeg måtte bede lærer Strunge i Grønfeld tage en søndag mere som kirkesanger, så det blev først den anden søndag i maj, at jeg blev indsat som kirkesanger i Agri kirke. Det var heldigvis den sidste byld, jeg havde i Agri, og jeg har ikke haft nogen siden.

Den første begravelse i Agri, som jeg medvirkede ved som kirkesanger var en dobbelt begravelse. Mand og hustru blev begravet samme dag
I kirken havde jeg lagt mærke til en mand, der hver søndag sad på den samme plads, nogle søndage havde han sin kone med, men hun var svagelig og kunne ikke være med hver søndag. Det var Rasmus Greve, der boede nede i den gamle gård nede ved søen, der hvor vejen delte sig mod Egens og Vrinders. I daglig tale blev han nævnt som Ras Greve. Han havde afstået gården til sin søn Hans Greve, der var gift med ringerens Baltslev Nielsens datter Anna. Hans og Anna havde fået en stue til soveværelse, ellers boede de to ægtepar sammen og hjalp hinanden på alle måder, og havde det rart sammen. De unge havde lige fået en lille søn, der en søndag blev døbt Rasmus Greve, og alle fire glædede de sig over den lille Rasmus Greve.

Den første gang Signe og jeg var inde os dem, gik farmor ind i de unges soveværelse og tog den lille fyr op af vuggen, for at vi rigtig kunne se ham. Ras Greve var en stor børneven og havde en egen evne til at snakke med børn. Vi havde ikke boet i skolen en uge, før Jens Kristian havde fundet ud af, at det var rart at være omme hos Ras Greve, når han ikke var i skole. Var han ikke hjemme kunne jeg med stor sikkerhed hente ham der.

En dag i september var jeg omme i gården for at hente Jens Kristian, da havde de været ved at køre korn ind og Ras Greve sad på vognstangen og hvilede sig, og da jeg spurgte om han var kørt træt, sagde han ja, og tilføjede, at han ikke forstod, hvorfor han havde været så (så) træt i den sidste tid. Jeg foreslog ham at tage til læge og lade sig undersøge, for der måtte da være en årsag til den træthed. Han tog til lægen nogle dage efter, og nogle dage senere måtte han gå i seng og først i november døde han af ”galoperende kræft”. Han døde en formiddag, og om aftenen faldt hans hustru bevidstløs om, de tilkaldte lægen, der konstaterede en hjerneblødning, to dage senere udåndede hun, uden at være kommet til bevidsthed.

Der blev gravet en grav så stor, at begge kister kunne stå ved siden af hinanden. Jeg var ned at synge ud og holdt en andagt ud fra salme 921: ”Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste”. De bar kisterne fra hjemmet op i kirken. Der var et stor følge, kirken blev fyldt. Pastor Lauritsen holdt en god tale, hvor han nævnte dette, at de to havde fulgt hinanden hele livet igennem, de var omtrent lige gamle, var begyndt i skolen samme dag, havde gået i skole sammen, til præst sammen, var konfirmeret samme dag og viet samme dag og levet et langt og lykkeligt liv sammen, og så fulgtes ad i døden, og nu skulle begraves ved hinandens side. Ved graven sang vi til sidst nr. 342 ”Det er så yndigt at følge ad, hvor banet vejen er på det jævne” Hans Greve havde bedt mig takke ved graven, hvilket jeg gjorde. Følget havde drukket kaffe i hjemmet før begravelsen. Sådan var skikken derude.

Jeg var glad for at være kirkesanger, der var altid god sang i kirken, der var god kirkegang, om sommeren kom mange turister i kirke. I sognet lå Aarhus F.D.F. lejr Borgensholm nede ved Ebeltoft Vig, der var i ferietiden en flok dernede fra hver søndag. Også sognets folk var flittige til at gå i kirke, der var et indre missions samfund i Agri, der samledes til møder i missions salen omme ved murer Laursen. En troende familie, der boede i ”Søndergaard” på den anden side søen, havde da de solgte gården bygget dette hus, og bygget det så stort, at der kunne indrettes en mødesal i den ene ende af huset. I salen var der en talestol og to rækker bænke, der var siddeplads til 60.

Der blev holdt søndagsskole hver søndag og holdt en del møder året rundt, der kom ikke så mange til disse møder, som der tidligere havde gjort. Holdt vi mødet i skolestuen, kom der flere der, der var mere neutral end at gå i ”Missions salen”. Denne var tilskødet Indre Mission, og det hvilede som en klausul på huset. Samtalemøderne blev holdt rundt om i hjemmene. I Grønfeldt lå der et ret stort missionshus, der var bare ikke tænkt på parkeringsplads. Da det blev almindelig med biler var det vanskeligt at finde et sted at parkere dem. Mikkel Mikkelsen var formand for samfundet i Grønfeldt.

I egens, der havde en lille kirke, havde de, der hørte til Indre Mission, lejet en sal, hvor de holdt deres møder og børnegudstjenester om søndagen. Uddeler Sørensen var formand og leder af møderne der. Grønfeldts missionshus var samlingssted for begge sogne, der blev holdt missions uge hver vinter. Der var en samfunds kreds for hele Mols, og der blev holdt kreds møde hver sommer skiftevis i missionshusene i Grønfeldt, Vrinners, Knebel, Tved og Vistoft. I dag er der vist kun Grønfeldt og Knebel missionshuse tilbage, de andre er solgt. Søndagsskolearbejdet er vist gået ud i alle byerne på Mols. den sidste var søndagsskolen i Agri, som lærer Just og frk. Skodborg holdt i gang. Da lærer Just døde, blev også den lukket.

Der var ret mange unge i sognene. Der var en K.F.U.K. med Marie Thomsen som blev leder og formand. I K.F.U.M. var Martin Iversen ”Kannikgaarden” formand. Da vi havde boet i Agri et år, trak Martin Iversen sig tilbage og jeg blev valgt ind i bestyrelsen og blev formand i otte år, og havde et godt og nært samarbejde med Marie Thomsen, der var håndgerningslærerinde i alle tre skoler.

Der var flere gode traditioner. Hvert år var der et fælles ungdomsmøde i ”Tinghallen”, der kunne samles mange unge, der var tale og sang og bagefter drak de medbragt kaffe og legede sanglege, og så blev der sluttet med andagt. Det var kredsbestyrelsen, der arrangerede det. K.F.U.M. og K. havde også fastelavnsmøder i Rønde missionshus, disse gled ud, fordi tilslutningen blev for lille. Det havde i Signes ungdom været på Drastrups hotel i Kolind, og havde været godt besøgt af unge fra hele Djursland, da tilslutningen blev beklagelig mindre der, blev mødet flyttet til Rønde missionshus, der havde de jo de mange unge på skolerne.

Der var vældig god tilslutning de første år, men i de år vi boede i Agri, og jeg var med, kom der færre og færre og som tidligere nævnt gled det ud af programmet. Agri og Egens K.F.U.M. og K. havde den smukke tradition at tænke på de gamle og syge til jul. Den sidste søndag før jul fik alle gamle og syge besøg af et par unge piger, der overrakte dem en julekærte og sang et par julesalmer for dem. Disse julekærter købte de hos gartner Knudsen i Kejlstrup. Det var K.F.U.M. der stod for uddelingen, men begge foreninger delte udgifterne.

Begge bestyrelser samledes skiftevis til fælles bestyrelsesmøder og lagde program for foreningernes møder, for et halvt år ad gangen. Da jeg blev formand for K.F.U.M. foreslog jeg, at vi samledes i Agri skole, alle unge en aften i ugen før jul. Og vi så selv lavede disse julekærter. Jeg ville så fremskaffe materialerne, og Signe ville hjælpe mig med at undervise i at lave dem, og så ville vi give en kop kaffe, og jeg ville læse en god julehistorie og slutte med en andagt.

De unge skulle så give to kroner hver, så jeg kunne få mine udgifter dækkede. De penge foreningerne sparede ved at vi selv lavede julekærterne, skulle vi så bruge til ar få trykket vore programmer så alle medlemmerne kunne få et, og der kunne hænges et op i alle butikker i sognene. Det blev vedtaget, og det viste sig at være en god ordning, de unge var glade for de aftener i Agri skole, og der kom mange.

Marie Thomsen havde i forvejen lavet en liste over hvor mange, der skulle laves. Grangrenene fik jeg gratis hos Plantør Olesen i ”Tørvemose”, lysene og lidt anden pynt skrev jeg hjem fra Daells varehus. Ler og mos var det let at få fat på i Agri. De unge gik til opgaven med lyst og stor interesse, vi havde anbragt et langt bord og et par lange skamler i den ene side af skolestuen, når vi havde sunget en julesalme, fik de materialerne delt ud. Signe stod ved den ene bordende og demonstrerede, hvordan fremgangsmåden var, jeg gik rundt og hjalp til rette, snakken gik lystig, og det varede ikke længe, før de ca. 30 kærter var færdige. Der blev så ryddet op, mens Signe lavede kaffen, nogle unge piger hjalp med at serverer den, når kaffen var drukket, sang vi en julesalme, og jeg læste en god julehistorie og sluttede med andagt. De unge i K.F.U.M. havde bestemt, hvem der skulle følges ad, og hvem de skulle besøge. Vi havde haft et par hyggelige og gode timer, og de gamle og syge fik deres sædvanlige julebesøg, som de havde set hen til med glæde og forventning.

Vi var altid glade og veloplagt, når vi var samlede til vore fælles bestyrelsesmøder. Disse indledes med en sang og en kort bedestund (knælende), derefter læste værten et stykke af bibelen eller et andagtsstykke, og så gik vi over til dagsordenen, der gerne var programlægning for et halvt år.

Hvert år havde vi St. Hans møde på Agri Bavnehøj, hvortil vi i samråd med Mikkel Mikkelsen og sognepræsten skulle drøfte om at få en dygtig taler. Vi havde stift provst Kaj Jensen, skoleinspektørerne Samuel Aagård og Blom Salomonsen, missionær Janus Rasmussen og pastor Johannes Petersen, for at nævne nogle af dem. Mødet blev holdt oppe på selve højen, og bagefter var der bål og sanglege nedenfor på Peter Jensens mark. Der blev sluttet med andagt, oftest ved præsten, men også uddeler Sørensen og jeg havde en aften. Denne aften havde vi altid mange gæster til kaffe. Det skete også at vi havde taleren til aftensmad og kaffe. Der var altid en god tilslutning til dette møde, var det dårligt vejr, blev mødet holdt i kirken.

Et år havde vi et fælles arrangement med Knebel K.F.U.M. og K. Formålet var at skaffe penge til ”Fælleskassen” for K.F.U.M. og K. i Danmark. Der var gudstjeneste i Knebel kirke med den gang nye landssekretær Søren Steen, der senere i mange år var sognepræst og provst i Sæby, der var en fyldt kirke, og der var altergang. Efter gudstjenesten var der kaffebord, tombola og amk. Lotteri i Knebel missionshus, det var bygget i tyverne og var bygget efter samme tegning som missionshuset i Thyborøn. Vi fra Agri og Grønfeldt K.F.U.M. og K. havde sørget for gevinsterne til tombola og lotterierne. Kaffebordet havde de sørget for i Knebel. Vi var et par stykker, der var med hinanden rundt til de handlende i Grønbæk, Egens, Femmøller og Agri, jeg havde næsten bagagerummet fyldt, da jeg kørte ned til Knebel og afleverede det til K.F.U.K.´s formand skomager Jensens datter, hendes bror var førstelærer i Vrinners.

Alt blev udsolgt, landssekretæren fortalte om arbejdet ude på ”Landskontoret” i Amaliegade i København og sluttede aftenen med andagt. Det var en god aften også økonomisk. Landssekretæren var meget overrasket der store beløb, han fik med hjem til ”Fælleskassen”. Aftenen havde givet godt 2000 kr. i overskud. Ikke længe efter var der en lang artikel i ”De unges Blad”, hvori han fortalte om sin tur til Mols og det samarbejde, der havde været for at skaffe penge til ”Fælleskassen”. Hvert forår havde vi et møde for alle, hvor vi havde amk. Lotteri og fælles kaffebord for at skaffe penge til vor egen kasse, for at holde kontingentet nede på det lavest mulige, så ingen skulle sige, at de ikke havde råd til ar være medlem. Jeg må sige, at vi havde ret god tilgang. Ved et K.F.U.M. møde i Agri fik vi 9 nye medlemmer.

Vi havde kredsformanden pastor Mejdal, Tirstrup som taler flere gange, og kredssekretær Nielsen Grenå, kom også når vi sendte bud. Både generalsekretær Orla Køller og hans efterfølger Lykkegaard Nielsen var gæstetalere hos os. Engang blev jeg bedt om at være guide ved en udflugt for en sommerlejr, som fællesbestyrelsen for K.F.U.M. og K. i Danmark havde arrangeret på ”Fuglsølejren”, Det var en tur rundt til herregårdene i Mollerup, Kalø og Rosenholm. Ved hjemkomsten fik jeg af lederen overrakt en bog: ”Sådan blev jeg det” den var lige udkommet på ”De unges Forlag”. Jeg var glad for arbejdet blandt de unge, og det var vist gensidigt. Da jeg fyldte 50 år gav de mig den smukke hjort, der står på fjernsynet i dagligstuen. Da vi i 1956 flyttede fra Agri, gav de mig som afskedsgave: ”Bibelbogen med noter”.

Mine kolleger.
Der var i Agri – Egens kommune tre toklassede skoler Agri, Egens og Grønfeldt. Agri var den ældste, den var bygget i 1865, de to andre var bygget i dette århundrede, Egens skole omkring 1910 og Grønfeldt omkring 1930. de gamle skoler lå endnu i de tre landsbyer og var blevet solgt til beboelse

Lærer Frede Petersen og hans hustru Anna var midt i halvtresserne, da vi kom til Agri. Det var et par rare og dygtige mennesker, han var folketingskandidat for Retstatpartiet i Ebeltoft kredsen. Han var også kunstmaler, og malede de dejligste landskabsbilleder i sin fritid. Fru Petersen havde også lærereksamen og kunne således afløse sin mand, når han skulle ud til at eller andet.

Et par år efter at vi var flyttet fra sognet, fik Petersen en hjerneblødning og blev lammet i højre side, han blev delvis rask, men kunne ikke bruge sin højre arm og havde store vanskeligheder ved at gå, han havde også store vanskeligheder med at tale. Fru Petersen var enestående til at passe og pleje sin mand, hjalp ham på alle måder og var tålmodig og overbærende, når han var irritabel overfor hende. Hun fik lært at køre bil, det var svært for hende, hun var langt over 60 år, da hun begyndte, men hun ville have det kørekort, så de kunne køre ud sammen, og hun fik det, da hun var til prøve tredje gang.

Da Petersen fik sin afsked som lærer, flyttede de ind i et hus, der lå lige ved siden af skolen, og det havde de arvet efter hendes afdøde søster, der som pensionist havde ladet det bygge for at komme til at bo ved siden af sin søster. Petersens havde tre børn, to døtre og en søn, døtrene var gift og boede på Sjælland. Sønnen læste til lærer på seminariet i Aarhus. Efter sin eksamen havde han stillinger et par steder på Djursland. Da fru Petersen døde, kom Petersen på et plejehjem i Ebeltoft og sønnen, der var blevet gift overtog huset, og kørte derfra til Tirstrup, hvor han var lærer ved en skole for læsesvage. Han blev kirkesanger i Egens. Lærer Petersen døde i 1983.

I Grønfeldt skole virkede lærer J. Nielsen Strunge, han var 62 år, da vi kom til Agri. Han fungerede som kirkesanger i Agri. han havde været kirkesanger i Agri, fra de flyttede ind i Grønfeldt skole til lærer Mads Nielsen blev lærer i Agri. Han havde ønsket at holde op på grund af alder, og det var jo en ret anstrengende cykeltur for en mand der havde passeret de 60. da lærer Nielsen flyttede, overtog Strunge det igen, til en ny lærer blev ansat. Vikaren, lærer Skaarup kunne ikke synge, Lærer Strunge og lærer Bendtsen havde gennem årene haft et godt samarbejde i kirken, men der var det sjove forhold mellem dem, at Strunge havde eksamen i orgelspil, men ikke i kirkesang, og Bendtsen havde kirkesang, men ikke orgelspil.

Bendtsen var meget musikalsk og spillede orgel med stor dygtighed. Da han i 1915 kom til Agri, blev han både organist og kirkesanger, da den gamle lærer Østerby i Grønfeldt ikke kunne synge. Da Strunge kom til Grønfeldt blev han kirkesanger, da han sang ret godt. Bendtsen ville helst beholde organisttjenesten, da den var bedst lønnet, han skulle jo spille ved alle kirkelige handlinger for hele sognet. Strunge havde ligesom Petersens tre børn – en søn og to døtre, men i omvendt orden, her var sønnen, den ældst, han var læge og var en meget anerkendt kræftforsker, og studerede ved Pastør laboratoriet i Paris og somme tider studerede han i Rom, her konverterede han og blev katolik til stor sorg for sine forældre, men de satte ham lige højt for det. De to døtre var begge lærerinder.

Vi blev godt modtaget af vore kollegaer i kommunen, og sammen med lærer Bendtsen, der boede i Vrinners, dannede vi lille lærerkreds, der kom sammen skiftevis hos hinanden i hvert kvartal. Vi samledes kl18 til aftensmad, og efter at havde spist, hyggede vi os sammen, de fire damer havde deres håndarbejde med, og vi fire lærer drøftede arbejdet i skolen, og da vi alle fire havde bier og store haver med frugttræer, Strunge havde en hel frugtplantage, var der altid nok at snakke om.

Vi var også fælles om at arrangerer fælles udflugter for de store børn. Et år var vi i Grenå, et år i Aarhus, vi var også i Odense og vi var på en fire dags tur til København 2 gange. Et år var Petersens og os i Agri på en fire dages tur til Fanø, hvor vi boede i en barak, som tyskerne havde bygget, og spiste på et pensionat. Når vi var to elle tre skoler sammen, kunne vi gøre turen billigst, vi skulle jo leje rutebil til Aarhus. Senere på aftenen fik vi kaffe, og der blev sunget nogle sange og sluttet med andagt. Disse sammenkomster var vi meget glade for at være med i.. da lærer Skaarup var blevet gift og var blevet ansat i Kejlstrup skole, kom de også med i kredsen.

Lærer Strunge tog sin afsked i 1952 og byggede hus i sin frugtplantage i Grønfeldt by. Deres efterfølger i skolen, lærer Bech og hustru kom også med i kredsen, så nu var vi i alt ti. Strunges havde den store sorg, at deres dygtige søn lægen og kræftforskeren døde af kræft i en ret ung alder. Det tog meget hårdt på dem begge. Sønnen var gift med en sygeplejerske, en datter af en skibsredder Hartoff i København og søster til overlæge Hartoff i Skanderborg, der i en årrække var formand for Ethiogermissionen. Vor svigerinde Tille i Nødager havde som ung pige tjent hos skibsredder Hartoff, og kendte læge Strunge og hans kone Benedikte meget godt

Da den unge læge var død i Italien, ville hans kone have ham begravet i København, for der ville hun flytte tilbage til. Han blev begravet på Tårnby kirkegård på Amager, hvor lærer Strunges bror, var sognepræst. Dette dødsfald tog så hårdt på fru Strunge, at hun mistede lysten til at leve videre, og hun døde et års tid efter. Inden hund døde, tog hun det løfte af sin mand, at han skulle sørge for, at hun kom til at hvile ved siden af sin søn på Tårnby kirkegård, om hun kom til at ligge ved siden af sin søn, ved jeg ikke, men hun blev ført til København og blev begravet på samme kirkegård. Strunge levede en del år efter sin kones død, han var så heldig, at han fik Agnes Thuesen i Agri som husbestyrerinde. Han døde af kræft, der begyndte i højre skulder, han blev naturligvis begravet ved siden af sin kone på Tårnby kirkegård.
Både lærer Bendtsen, Petersen og lærer Strunge døde efter, at vi var flyttet fra Agri.

Chr. Bech blev ikke så afholdt som lærer Strunge havde været, han sløsede med tiden. Han havde en sød og flink kone, men han var en stræber, der ville trænge sig frem. Han holdt aftenskole et par vintre, og så skulle der vælges et nyt medlem til aftenskolenævnet. Der var mig, der var på valg, og der blev foreslået genvalg, men Bech blev også foreslået, og så skulle der være afstemning, jeg undlod at stemme, da stemmesedlerne blev talt op, havde han en stemme mere end jeg, og det kunne han ikke havde fået, hvis han ikke havde stemt på sig selv, da vi var et lige antal tilstede. Så jeg gled ud, og Bech kom ind og blev valgt til formand.

Jeg var kort tid før blevet valgt ind i aftenskolenævnet for Randers amt, så jeg led ikke nogen stor skuffelse ved at glide ud som formand for det lokale nævn. Han blev også formand for lærerforeningen på Mols. og han kom i menighedsrådet for Agri sogn og blev valgt til kasserer. Et par år efter kunne man læse i landets aviser, at en lærer var afskediget, fordi han brugte af betroede midler. Der var et stort underskud i menighedsrådets kasse. Han blev afskediget uden pension. Da der var gået et par år, søgte han et embede på Mors, og det fik han, der var stor mangel på lærer den gang. Senere traf vi hinanden ved et lærerstævne i Viborg, da var han lærer i Lindum skole ved Tjele Langsø.

Det var Bech, der var den direkte årsag til, at vi flyttede til Kongens Thisted. Skoleloven af 1937 forlangte, at de små skoler skulle nedlægges og samles i større enheder, og da det skulle være gennemført inden 1957, måtte sognerådet og skolekommissionen i Agri og Egens i gang med at lave nye planer. Der blev vedtaget, at de tre skoler skulle nedlægges, og der skulle bygges centralskole i Vrå, hvor lærerne så skulle virke sammen. Da skolen ville komme til at ligge i Grønfeldt skoledistrikt, var det en selvfølge, at han skulle være skoleleder, da Petersen Egens ville søge sin afsked, når han skole skulle lukkes. Jeg var fuldstændig klar over, at Bech og jeg aldrig ville komme til at arbejde godt sammen, da vi var så vidt forskellige. Derfor søgte jeg anden embede og fik det i Kgs. Thisted.

Skolen i Vrå blev aldrig bygget. Skoleloven blev ændret i 1959, nu skulle skolerne være endnu større. Først i 1965 blev de tre skoler lukket, og alle børnene blev kørt til Mols skolen i Knebel, der var i alt 11 skoler, der blev nedlagt, og børnene fra disse blev samlede i ”Mols skolen”. Min efterfølger i Agri lærer Just kom til at virke der i 9 år og søgte så sin afsked, han købte skolen, og skolestuen blev ved at være samlingspunkt for beboerne i Agri, så længe han levede.

Aften – og aftenhøjskole.
I lighed med Harboøre og Thyborøn årerne begyndte jeg også aften skole i Agri, vi havde indbudt de unge til et møde i skolen, hvor de fik at høre om vore planer for vinteren. En times dansk og en time med regning fælles for karle og piger. Tredje time ville jeg tage husflid med karlene inde i skolestuen, og de unge piger skulle ind til Signe, der ville hun i spisestuen undervise i håndarbejde. Der indmeldte sig en god flok, flest karle, men Signe fik også et passende hold til håndarbejde.

Vi begyndte kl. 7 med at synge en sang, og så tog vi fat på en times dansk. Jeg havde anskaffet arbejdshefter med diktater og andre skriftlige arbejde, hvor de kunne lære at udfylde de forskellige blanketter: postanvisninger, opkrævninger og kvitteringer. Der skulle jo ikke være en gentagelse af det, de havde lært i skolen som børn. Til regnetimerne havde jeg anskaffet en regnebog med opgaver fra dagliglivet. Ofte begyndte vi timen med tal træning: sammenlægning og fratrækning. Sådan et par timer kunne hurtigt gå. Kl. 10 min. Før 9 gik pigerne ind til Signe med deres håndarbejde, og de unge mænd og jeg fik travlt med at skifte om til husflid.

Den første vinter arbejdede vi med børstebinding. En stor bordplade blev hentet ned fra loftet og lagt på et par bukke, en lang skammel blev stillet ved hver side, og så havde vi fundet et bræt i bordets længde, i det havde jeg boret huller, som jeg havde sat nogle runde pinde fast i. Ved hjælp af et par lim tvinger blev brættet skruet fast på midten af bordpladen. Omkring disse pinde snurrede de snore eller ståltråd, som de skulle bruge til at sætte børsterne fast med. Jeg havde købt en del materiale hjem: børste træer, snor, og tråd, samt kokos. Hestehår kunne de selv komme med. Og så gik det med liv og lyst. Til sidst var de så dygtige, at de kunne lave en støvekost på en time. 10 min. Før 10 kom pigerne og Signe ind, og så sang vi en aftensang og jeg bad ”Fadervor”, som afslutning på aftenen. Nogle af karlene skulle blive og hjælpe med at rydde op og gulvet fejet og bordene sat på plads, så skolestuen var klar til næste morgen.

Den næste vinter havde jeg dansk og regnskabsføring, og i stedet for børstenbinding, gik jeg over til at arbejde med horn og ben. Signe havde igen syning med de unge piger. Hver efterårsferie var jeg til kursus i husflid, enten på Rønde højskole, eller andre steder på Djursland. Jeg lærte at arbejde med pleksiglas, og så gik vi i husflidstimerne over til foruden horn og ben også at arbejde med pleksiglas og læderplastik. Signe var holdt op med syning, der blev for få piger, og så tog hun sig af læderplastikken. Det gik sådan, at dansk og regning gik ud, og det var alene husflid, vi arbejdede med. Det var det der havde størst interesse, og der kom så mange elever, at vi måtte dele dem i to hold. Hvert hold havde så en aften om ugen. Vi havde elever fra hele sognet, også fra Egens, Vrinners og Knebel kom de. Det var festlige aftner, men vi var begge to trætte, når en aften var sluttet.

Signe begyndte så med syning for alle kvinder en aften om ugen, og så rejste hun til Aarhus en eftermiddag om ugen. Vi havde fået rutebil to gange om ugen, en dag til Aarhus og en dag til Ebeltoft. Disse eftermiddage i Aarhus og aftenerne hjemme i skolestuen var hun glad for. De havde to timers syning, når anden time begyndte, kom jeg ind i skolestuen, og så læste jeg op for dem mens de sad og syede, somme tider en kort historie til en aften, andre tider var det en bog, som jeg læste et afsnit af aften efter aften. Vi sluttede disse aftner på samme måde som de unge. Damerne i byen og omegnen glædede sig til disse aftner.

Pastor Lauritsen havde aftenhøjskole i konfirmandstuen en aften hver fjortende dag et par vintre, der var god tilslutning, det var dansk litteratur han gennemgik, en bog han genfortalte, det var dygtigt gjort og det kostede stor forberedelse, og han fik ikke en øre for det. så flyttede han over i skole, og vi arbejdede sammen og fik det godkendt under aftenskolerne, så vi fik lidt for vort arbejde. Præsten havde som sædvanlig en time i litteratur. En vinter havde jeg som emne : ”Præsten og kirken ned gennem tiderne”. Næste vinter var det: ”Den danske skole ned gennem tiderne”. Vi havde et pænt gennemsnit af elever både i aftenhøjskolen, sy kursuset og husflidstimerne.

I løbet af vinteren viste jeg lysbilleder, jeg fik en serie tilsendt i hver måned, og vi fik kørt et par film hver vinter. Den sidste undervisningsaften før jul, samlede vi alle eleverne til kaffe og julehygge. Og hver vinter sluttede vi af med en festlig aften, hvor vi fik kørt en god film og fik en kop kaffe, og jeg læste en god historie. Hvad vi havde fremstillet af husflid og damerne havde syet i vinterens løb var udstillet. Og jeg må også nævne, at vi ved disse afslutninger fik overrakt gaver, sølvskeer eller sølvfade. Vi havde begge stor glæde af vort arbejde i aftenskolen, og vi troede også på, at vore elever var glade for at deltage. De kom jo trofast år efter år, og flokken blev større for hver vinter både af unge og ældre.

Vi får et nyt familiemedlem.
Jens Kristian var født i Thyborøn og havde fået sin skolegang der. Da vi kom til Agri var han allerede en stor dreng, men han var jo enebarn og savnede en at lege med, der var et par drenge i klassen, som han kom sammen med i fritiden, det var Leo Frandsen og Thorbjørn Johansen, begge fra Agri by, de legede godt sammen, når de kun var to, så det skiftede, snart var det den ene, snart den anden, han legede med. Han sagde flere gange, at han savnede en bror eller en søster, han kunne lege og snakke med hjemme, og vi syntes også, det ville havde været godt for ham, men han var altså enebarn, der kom ikke flere, vi talte også om at få et plejebarn.

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilsen og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorbø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et pat gange på at påvirke Herbert til ar sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv – vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorbø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.

At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker. De skrev alle brev til Herbert, og jeg måtte svare på dem på Herberts vegne, på den måde har vi efter, at Herbert flyttede fra os, og fik sit eget hjem, bevaret forbindelsen med de fleste af dem og med hans to mostre i Viborg. Anna Villadsen har besøgt od flere gange både i Agri, Kgs. Thisted og nu her i Ans.

Herbert og Jens Kristian fulgtes ad i søndagsskole, indtil Jens Kristian blev konfirmeret, så gik han alene. De var oftest med i kirke om søndagen, der var ingen tvang, men de forstod, at det var vort ønske, og så gik de med. Herbert havde som dreng to oplevelser om gud. Han havde fået en lille cykel med bagagebæger på, og en formiddag hen mod jul, skulle han cykle ned i ”Tørvemosen” til plantør Olesen, efter et bundt grangrene, som vi skulle bruge til at lave julekærter af om aftenen sammen med de unge. Nu havde Olesen lavet et stort bundt, og Herbert døjede med at tumle det på den lille cykel, til sidst syntes han, at han ikke kunne klare det længere. Han lagde så bundtet og cyklen ned på jorden og så knælede han ned og bad Gud om at hjælpe sig med at få bundtet hjem.

Et øjeblik efter kom Hans Frandsen kørende, han havde været ude i sin udmark efter et læs roer. Da han så, hvordan Herbert døjede med det store bundt grangrene på den lille cykel, holdt han stille og spurgte Herbert, om han ikke ville have grenene op at køre. Og Herbert sagde glad ja tak. Og så lagde Frandsen bundtet op på vognen. Fra Frandsens gård og hjem til skolen var der ikke ret langt, så det klarede Herbert let. Det var en stor oplevelse både for Herbert og os andre, at Gud havde hørt hans bøn.

En anden gang, det var efter, at vi var flyttet til Kgs. Thisted, og han havde begyndt på realskolen i Aalestrup, oplevede han igen, at Gud hørte hans bøn. Han cyklede ned til centralen i Binderup, hvor han stillede cyklen, og så tog han med rutebilen til Aalestrup. En dag havde de fået fri to timer før af en eller anden grund,, og der gik ingen rutebil efter Aalborg ved den tid. Han var ked af at sidde på stationen i to timer og bestemte sig for at tagen den ”på stop”. Han gik ud til hovedvejen og prøvede ar stoppe en bil, men det lykkedes ikke, han gik og han gik, og han blev træt, tanken om de mange bøger var tung at bære. Han satte sig på en skrænt ved siden af vejen og bad til Gud, om han ville hjælpe ham med at få en bil til at standse og tage ham med ti Binderup. Den første bil der kom, efter at han havde begyndt at gå, kørte også forbi, men standsede og bakkede tilbage. Manden, der var ene i bilen, lukkede døren op og spurgte, om han ville op at køre. Herbert kørte så med til Binderup central, hvor cyklen stod. Han kom godt hjem og var en stor oplevelse rigere.

Samarbejdet med præsterne
Med pastor Lauritsen havde vi hele tiden et godt samarbejde. Han kom med salmenumrene tidlig søndag morgen og altid var han glad og veloplagt. Var det solskin, kunne han sige: Skal vi ikke hejse vore flag i dag, og det gjorde vi. Det gav et festlig indtryk på kirkegængerne, når de så de vajende flag. Inden præsten gik så vi salmerne, og var der en, jeg ikke kendte melodien til, sagde han: ”Godt, så finder vi en anden, og så prøver de at få melodien lært”. Når der var gået en tid, spurgte han, om jeg kunne melodien, svarede jeg ja, sagde han: ”Så tager vi den salme på søndag”. Og så satte han den på som nr. to salme hver søndag til menigheden havde lært den.

En påskemorgen kunne han sige: ”Jeg har så mange forårsblomster i haven, skal vi ikke hjælpe hinanden med at sætte blomster i stolerækkerne? ” Det gjorde vi, og når gudstjenesten begyndte, var der en smuk pyntet kirke, der blev fyldt med mennesker. Det var festlig. Pastor Lauritsen var en god taler, og han var en flittig præst. Næsten hver eftermiddag kunne jeg se ham komme cyklende forbi skolevinduerne, han måtte stå op og træde, da det var meget opad der. Op af frakkelommen stak en fløjte, den var altid med, når han skulle på besøg hos syge og gamle. Så spillede han kendte melodier for dem og holdt andagt med bibellæsning og bøn. Senere købte han en Guitar, og så havde han den på ryggen, når han cyklede ud, nu kunne han spille og synge samtidig.

Hans hustru, der var datter af skoleinspektør Slørk i Nyborg, var en nydelig dame, meget flink og livlig og også meget gæstfri. Hun var meget dygtig til at spille klaver. Hun var et hjemmemenneske og kom ikke meget ud, ved møder så vi hende sjældent. Skulle hun med, kneb det med at blive færdig, præsten måtte altid vente på hende, og det kunne virke irriterende på værtsparret, men kunne jo ikke sætte sig til bords, før præsteparret var ankommen.

Da vi fik bil, tog vi dem altid med, når vi skulle ud sammen. Præsten havde anskaffet sig en del sangbøger, dem tog han altid med, når vi skulle ud til en middag, og en tid efter vi var færdig med at spise, delte han sine sangbøger rundt, og så skulle vi synge, det var en god ting, der bidrog til, at sådan en festlig aften forløb på en god måde.

Pastor Lauritsen havde, før han blev præst i Agri været ansat som sekretær for Gymnastikbevægelsen unde K.F.U.M. og K. så han have et godt tag på at tale til de unge og omgås dem.. han samlede de unge til møder i præstegården en gang om måneden og der kom mange, også af dem der ikke kom i M og K. Et sådan møde forløb på den måde, at først sang de et par sange, og så holdt præsten et foredrag, det var gerne en betydelig mands liv og levned han fortalte om.

En aften jeg var med, fortalte han om den fynske lægmandsprædikant Kristian Madsen fra Bregnør. Foredraget var fængslende og interessant. Efter en sang sluttede han aftenen ud fra et bibelord og med en bøn. Møderne i præstegården blev hvert år rundet af med en ungdomsgudstjeneste i kirken, den blev holdt en søndag aften i forårstiden. Jeg tror de unger var glade for at komme i præstegården. Lederne i samfundene og K.F.U.M. og K. syntes han gav dem for lidt kristeligt set.

Pastor Lauritsens sidste tid i sognet fik et kedeligt forløb. Han havde været til en rund fødselsdag i Egens en formiddag, hvor der blev serveret øl og vin, og det rygte kom ud, at præsten havde drukket for meget af de våde varer, så han var usikker på benene, da han skulle cykle hjem. rygtet kom præsten for øre, og han gav en af de ledende i Indre Mission skylden for at rygtet var kommet ud, og han forsikrede, at det var usandt. Og ved det årlige samfundsmøde, der det år blev holdt i Grønfeldt, rettede han en skarpt angreb på Indre Mission. Derved kom han i modvind. Kirkegangen tog af. Det var jo Indre Mission K.F.U.M: og K. der var de stadige kirkegængere, mange af dem blev hjemme eller søgte til andre kirker.

Resultatet blev, at pastor Lauritsen søgte et ledigt embede i Magleby og Bagenkop op Langeland, og blev kaldet til embedet. Der var afskedsfest for familien på hotel Femmøller og der var stor tilslutning fra alle kredse i sognet, der blev holdt mange taler hvori præsten blev takket for hans flittige virke i sognene og hans gode prædikenerne i kirkerne. Præsteparret fik overrakt en kaffeservice i sølv. Ved hans afskedsprædiken var kirken fyldt. Denne prædiken blev bragt som ”Kronik” i Aarhus Amtstidende.

Pastor Baunvig Vistoft blev konstitueret i Agri.
Nogen tid efter at pastor Lauritsen var flyttet til Magleby, blev han ansat som lærer for soldaterne på Langelandsfortet, der lærte han en løjtnant at kende, og de blev venner. Denne var ofte gæst i præstegården, og der opstod et kærligheds forhold mellem ham og fru Lauritsen. Præsten fandt sig i det så længe fru Lauritsens far levede, han var på den tid meget syg, hendes mor var død på dette tidspunkt. Da Slørk var død, forlangte pastor Lauritsen skilsmisse, fordi hun havde været ham utro. Fru Lauritsen og børnene flyttede til Odense.

Efter skilsmissen spurgte pastor Lauritsen menigheden, om de efter dette ønskede, han skulle flytte, eller de ville beholde ham. De ønskede han skulle blive. Men han syntes ikke selv, han kunne fortsætte som præst, og han søgte sin afsked og flyttede til skive, hvor han var blevet antaget som lærer ved seminariet. I Skive lærte han en sygeplejerske at kende, som han senere blev gift med. Efter nogle år i Skive søgte han embede som præst på Avernakø, og der virkede han som præst til han på grund af sin alder måtte søge afsked. Både i Skive og på Avernakø havde han udsendelser i radioen. Hans søn Ole tog lærereksamen og fik ansættelse i Ærøskøbing, hvor han blev gift med en ung enke, der drev et pensionat. Han fik lyst til at læse til præst og tog den korte uddannelse og var til eksamen samtidig med Herbert. Han blev præst på Fyn.

Med pastor Baunvig havde jeg et godt samarbejde, hver fredag kunne jeg gå ned til købmanden og få en seddel med salmenumrene til gudstjenesten om søndagen
Embedet blev opslået ledigt, og der var 59 ansøgere, hvoraf de 18 fremstillede sig personlig. Der blev indstillet tre. Nr. 1. var Poul I. Jensen, der var kaldskapellan i Tårs i Vendsyssel. Han var søn af sognepræst P. L. Jensen ved Esajas kirken i København.

Nr. 1. blev kaldet.
Det blev pastor Poul Immanuel Jensen, der skulle være vor næste sognepræst, og Signe og jeg var omme i præstegården for at byde dem velkommen, da de en eftermiddag først på ugen ankom til præstegården. Pastor Jensens farbror missionær Jensen i Vrå kørte dem til Agri i sin bil og lige bagefter kom flyttevognen. De to mænd slog dørene op til flyttevognen og begyndte at læsse af, de skulle tilbage til Hjørring samme dag. Det var ikke det bedste indtryk vi fik. De selv var nussede i tøjet børnene ligeså, tøjet var krøllet og trængte hårdt til en omgang med en børste, og i flyttevognen var der et frygteligt rod. Vi indbød dem til at følge med hjem til en kop kaffe. Farbroderen gik med straks, han skulle også tilbage til Vrå.

Da flyttemændene var kørt, kom præstefamilien, de havde tre børn den store hed Kirsten og gik i skole, den næste var en dreng på fem og så var der en pige på to. De var flinke og venlige, men vort første indtryk var, at fruen ikke var så dygtig og proper, som man forventede af en præstefrue, og vi syntes at præsten var så slesk i sin tale. Disse vore første indtryk slog til. Når vi enkelte gange havde ærinde i præstegården og måtte benytte bagdøren, fordi fordøren ikke var låset op, var det et frygteligt syn, der mødte os, der var rent ud sagt svinsk i baggang og køkken.

Pastor Jensen forlangte eller måske bad mig om at hente salmenumrene ovre hos ham hver lørdag aften kl. 6. når jeg kom, var det sjældent, han havde fundet dem, ofte sad brillerne langt nede på næsen, og ofte var han også i dårligt humør, han kunne ikke komme i gang med sin prædiken. Og ofte var det et eller andet der var gået ham imod, og så skulle jeg lægge øre til hans beklagelser. Det kunne godt vare en halv time ja tre kvarter før han havde salmenumrene fundet frem.
Ved indsættelsen var provst Eriksen syg, og pastor Baunvig skulle foretage indsættelsen. Præstens far L.P. Jensen fra Esajaskirken i København og hans broder Viggo Jensen Randers var mødt op. Aftenen før fik jeg besked om, at jeg skulle informere menigheden om, at når det sidste bedeslag havde lydt, skulle menigheden rejse sig op, og organisten begynde med præludiet, og da ville de fire præster komme ind, ligeledes skulle vi rejse os, når kaldsbrevet og biskoppens kollals blev læst op. Kirken var fyldt. Pastor Baunvig holdt en god indsættelsestale ud fra ordene: ”Glæder eder i I Herren altid, atter siger jeg glæder eder”. Paulus´ brev til Filliperne. Pastor Jensen holdt også en god prædiken, over dagens sekst: Johannes Døberens ord om at vidne på den rette måde og det at kunne sige: ” Ske ikke min vilje, men din Herre”

Om aftenen var der velkomstfest i skolestuen, der var fyldt af mennesker omkring det hesteskoformede bord. Menighedsrådets formand, lærer Strunge bød velkommen til præstefamilien og deres gæster, til pastor Baunvig med frue og den øvrige forsamling. Efter en salme blev kaffen serveret. Der blev holdt taler af lærer Strunge, lærer Petersen, pastor Baunvig, Marius Laursen Agri, præstegårdsforpagter Svend Simonsen, uddeler Sørensen Egens, Mikkel Mikkelsen Grønfeldt og undertegnede. Både pastor Jensen og hans far havde ordet. Pastor Jensen havde som pastor Lauritsen en god kirkegang, han holdt også nogle gode prædikener, men han var ikke så festlig som Lauritsen.

Organist Tang Petersen var også kontrolassistent, og når han skulle være færdig med mælkeprøverne, før han skulle spille ved gudstjenesterne i Agri kl. 8,30 og det samtidig var modvind kunne det knibe for ham at nå det. det skete et par gange, at ringeren måtte vente med at ringe sammen et par minutter indtil Tang var der. Det påtalte pastor Jensen meget kraftig, organisten skulle være der til tiden. Desværre gik der ikke så lang tid, før det var præsten, vi måtte vente på. Når klokken var 8,30 blev der ringet og når sidste bedeslag var slået, begyndte Tang Petersen at spille, og jeg stod parat til at bede indgangsbøn. Tang måtte et par gange forlænge præludiet, indtil præsten kom. Han havde sovet for længe. Bagefter undskyldte han sig over for mig med, at han først var blevet færdig med sin prædiken ved 3 – 4 tiden.

Da vi 1. juli 1956 flyttede til Kongens Thisted, flyttede pastor Jensens over i skolen, da præstegården skulle have en grundig restaurering og samtidig vikarierede han som lærer i skolen til lærer just blev kaldet.

Udflugtsmål på Mols.
Hver sommer inden ferien gik jeg en tur med ældste klasse gennem bakkerne og Strandkjær ned til Ebeltoft Vig. På denne tur havde vi rig lejlighed til at se på blomster og træer. Ved stranden var der lejlighed til ar soppe eller bade i vandet. Vi havde vor mad med, som vi spiste, vi legede, eller jeg læste en historie, inden vi gik tilbage til skolen. Børnene fra Strandkjær, Provstgård og Tørmose fik lov til at gå hjem, når vi kom i nærheden af hvor de boede.

Med yngste klasse gik turen hver sommer til ”Tinghulen”. Molboernes gamle tingsted, hvor de tre sogne Agri, Knebel og Vistoft mødtes. Det tog godt en halv time at gå til Tinghulen, turen til Ebeltoft Vig tog godt en time. Vi søgte altid at gå disse ture, når vejret var godt. Et år vi var ved Tinghulen kom der en tordenbyge, og vi blev gennemblødt. Vi havde Gertrud på ferie, og hun var med på turen. Da vi kom hjem, sagde hun: ”Onkel Gert, vi behøvede da ikke at have gået så langt for at blive våde, vi kunne da bare have gået ud i søen”.

Søndag eftermiddag brugte vi ofte til en tur ud til Bavnehøj eller en tur ind mellem bakkerne. Var det klart vejr kunne vi rigtig nyde udsigten fra Bavnehøj. Vi kunne se ind over Ebeltoft til ”Hjelmen” og længere ude kunne vi skimte Nordsjællands kyst og Sverige, men så skulle det også være meget klart. Så vi mod sydøst, kunne vi se Trehøje og længere ude Ellermandsbjerget, der er det højeste punkt på Helgenæs, længere ude lå Samsø. Mod syd kunne vi se Vistoft med kirke og mølle og Begtrup vig. Mod vest så vi ned over Agri by og sø og ned over Knebel og Tved, og i klart vejr kunne vi se Aarhus domkirke. Mod nordvest så vi Stabelhøjen og ned mod Egens og bagved Kalø skovene og Rønde by. Så vi lige nord så vi ind over Kejlstrup til Møllerup og drejede vi så lidt mod øst kunne vi se ”Jernhatten”. Jo der var udsigt for alle pengene. Og stod vi der, når mørket faldt på kunne vi se lysene fra Fornæs fyr og fyrene på Hjelmen og Slettehage og fyrene ved indsejlingen til Ebeltoft og Aarhus havne og det at se alle lysene i Aarhus var jo et storslået syn. En tur i bakkerne var dejlig på alle årstider ikke mindst efterår og vinter, der var altid læ derude. Jeg savnede meget turene i bakkerne den første tid vi var i Kgs. Thisted.

Da vi i 1949 fik bil gik eftermiddags turen om søndagen enten til Nødager eller en tur rundt på Mols, derved lærte vi dens skønne natur at kende. Når vi havde gæster, der skulle se Mols, kørte vi gerne ned ad vejen mod Knebel, der standsede vi ved Danmarks største runddysse ”Posekjær Stenhus”, der ligge lige før vi kommer til Knebel by. Næste mål var ”Molbostenen” en høj obelisk på hvis fire sider der var billeder fra ”Molbohistorier”, så kørte vi videre gennem Knebel by, og drejede fra til venstre efter Vistoft, kort efter at vi var drejet ind på denne vej passerede vi hotel ”Mols Bjerge”

Turen gik videre over Vistoft, Fuglsø og langs Ebeltoft vig til ”Molskroen” og derfra over Basballe hjem til skolen. En tur vi ligeledes ofte kørte, var til Ebeltoft, Dråby ud forbi herregården ”Skærsø” til Holme og ud til ”Jernhatten” ved Kattegat. Eller vi kørte til Knebel og videre gennem Knebel bro, Torup, Tved og Dejret til Skødshoved. På sådanne ture havde vi kaffe med, hvor var Mols et skønt stykke land at bo i.

Vi flytter til Kongens Thisted.
Som tidligere nævnt under min omtale af kommunens planer, havde sognerådet ca. 1954 vedtaget en ny skoleplan for kommunen. Det var skoleloven af 1939, der skulle føres ud i livet på den måde at alle tre skoler skulle nedlægges og en centralskole skulle bygges i Vrå, og der ønskede vi ikke at flytte ned. En anden grund til at jeg ønskede at flytte var at samarbejdet og naboskabet med Pastor Jensens var ved at blive belastende for os. De var uden at sige for meget vanskelige at omgås. Kirsten fortalte usandheder om os hjemme og broderen, der var begyndt i skolen, var meget lidt modtagelig for skolearbejdet, jeg sled med ham, men han gjorde ingen synlige fremskridt, han havde ingen lyst og fik vist ingen hjælp hjemme. Jeg sendte et par ansøgninger men opnåede ikke at blive indstillet.

En dag så jeg i ”Folkeskolen” at lærer Larsen i Kgs. Thisted var indstillet som nr. 1. til førstelærerembedet i Bølling ved Skjern. Larsen kendte jeg godt fra seminariet og hans kone kendte jeg endnu bedre, da hun var min klassekammerat. Så var vi til et eller andet i St. Brøndum om det var Ninas fødselsdag eller det var Antons konfirmation, det husker jeg ikke, men dagen efter kørte vi til Kgs. Thisted for at hilse på Sidde og Larsen og for at få nogle oplysninger om embedet der.

De gav en kop kaffe, og de opfordrede os meget stærkt til at søge embedet. Larsen forslog, at vi skulle gå op og tale med præsten, der var formand for skolekommissionen. Han og jeg fulgtes ad derop, og jeg fik snakket med Verner Andersen, og vi aftalte, at jeg skulle sende min ansøgning, når embedet var opslået ledig i ”Folkeskolen”. Det var en dejlig skolestue, der var gymnastiksal, der ikke blev benyttet om vinteren, for at spare på varmen. Der var en stor lejlighed med centralvarme fra komfur, i dagligstuen var der kakkelovn, og i kontoret var der ingen varme.
Da opslaget kom, sendte jeg min ansøgning, og inden længe kom der et brev fra pastor Andersen, der meddelte, at jeg en bestemt dag i den kommende uge, ville få besøg af skolekommissionen i Nørager kommune, de ville gerne overvære undervisningen i to timer. Den bestemte dag kom, og der var fire mand og en dame i bilen. Damen var sognerådsformand Niels Andersens kone Marie. De fik en kop kaffe, og vi gik ind i skolen. Jeg havde først en time i regning, da jeg var færdig med tal træning og mundtlig regning, gik præsten en tur. Han var gået om i præstegården for at hilse på præsten, men døren var låst, så han kom ikke ind.

Næste time var det skriftlig dansk. Da den var forbi, sagde præsten til de andre: ”Vil i med en tur over at se kirken”. Jeg gik hjem til Signe, hun var jo spændt på at høre, hvordan det var gået. Jeg kunne svare, at jeg syntes, at timerne var gået tilfredsstillende for mig. jeg gik over i kirken for at sige, at middagsmaden var færdig. Jeg fortalte dem om kirken ganske kort, og vi gik hjem og gæsterne blev bedt om at sætte sig ved bordet, hvilket de gjorde undtagen præsten, han blev stående, og sagde han, henvendt til Signe og mig: ”Ja nu har vi bestemt, at hvis i vil tage imod tilbudet så vil vi give dem en enstemmig indstilling som nr. 1. til embedet som lærer i Kgs. Thisted skole”. Det sagde jeg: ”Ja tak til”, og så satte præsten sig ned. Vi sang et bordvers, og maden blev serveret.

Efter middagen sad vi i dagligstuen og snakkede lidt og blev enige om, at vikaren i Kgs. Thisted skulle fortsætte til sommerferien, og så skulle jeg ansættes pr. 1. juli. Signe serverede en kop kaffe, og så kørte gæsterne hjem til Kgs, Thisted, og det var to lykkelige og glade mennesker, der blev tilbage. Vi glædede os til at flytte, til at lære en ny egn og nye mennesker at kende. Om aftenen kørte vi til Nødager for at fortælle dem nyheden.

Der blev aftalt en dag, hvor vi skulle komme til Kgs. Thisted for at se på lejligheden, så ville præsten og sognerådsformanden komme og se hvad der skulle laves ved lejligheden. Vi bad om at få nyt tapet sat op i soveværelset, da der var pænt tapet på i alle de andre værelser, var der ingen grund til at kassere det. jeg ville også gerne have en radiator sat op i kontoret så jeg kunne opholde mig der også om vinteren, det lovede de, hvis smeden mente, det kunne gøres uden at kedelen blev overlæsset. Vi havde besøg af Georg, der havde påtaget sig at lægge kartofler og tilså haven. Vi var et ærinde omme hos købmand Agerskov, og fru Agerskov gav kaffe.

Jeg rettede henvendelse til det flytte firma i Randers, der havde hentet vore møbler i Thyborøn og til to andre flyttefirmaer. Der skulle indhentes tre tilbud, og det viste sig at Randers firmaet var det billigste, så det blev det, der skulle flytte for os. Johannes Jensen skulle med sin lastbil køre det, som ikke kunne være i flyttevognen, der var vore cykler, vore 3 bistader vore havemøbler og redskaber. Han fik fuld læs. Nogle aftener før vor afrejse fra Agri var vi indbudt til afskedsfest i Grønfeldt sparekasse hus.

Referat fra denne aften i Aarhus Amts tidende følger her.

Afsked med lærer par – et kor hyldede konen
Beboerne i Agri skoledistrikt har ved en festlighed i Grønfeldt sparekasse hus taget afsked med lærer Gert Poulsen Agri, der fra 1. juli er kaldet til første lærer i Kongens Thisted ved Hobro. Gårdejer Niels Thuesen bød velkommen til lærerfamilien og alle deltagerne. Derefter viste lærer Bech Grønfeldt et par film. Ved kaffebordet talte skolekommissionens vegne pastor P. Jensen, Agri. På forældrenes vegne talte gdr. Niels Thuesen, for menighedsrådet pens. Lærer F. Strunge Grønfeldt, for Søndagsskolen murermester M. Laursen, Agri og for K.F.U.M. og K. gdr. Bendix Olsen, Agri. Desuden talte frk. Marie Thomsen, Grønfeldt og lærer Frede Pedersen, Egens, der rettede en tak fra fælleslærerrådet. Desuden sang et kor en hymne til fru Poulsen. På sparekassens vegne talte gdr. Sigvar Thuesen, Agri. Endvidere talte slagtermester Aage Johansen, Agri og lærer Chr. Bech, Grønfeldt. Sluttelig takkede lærer Poulsen. Lærerparret fik fra beboerne et maleri med motiv fra Agri. Der var tillige gaver fra sparekassen, fra K.F.U.M. og K. fra lærerne og fra skolebørnene.

Efter at vi var flyttet lod jeg følgende annonce indrykke i ”Adresseavisen Kalø Vig”.

Til beboerne i Agri skoledistrikt.
Efter vor afrejse fra Agri skole vil vi gerne hermed bringe alle i distriktet en stor og kærlig tak for alt godt i de ni år, vi boede og virkede blandt jer. Tak for afskedsgaven! Tak for alle gaverne! Tak til de unge i sognene.
Kærlig hilsen
Signe og Gert Poulsen

 

Hvad Agri havde været, hvad den var, og hvad den er nu.
For ca. 100 år siden var Agri en ret stor landsby. Der var i alt 10 gårde, nogle huse, en skole og en kirke. Gårdene lå sådan, at alle havde nær til søen, så de kunne vande deres kreaturer og heste der. Der var to købmænd, en smed, en slagter, en skrædder, en murer, en væver og en træskomand, da telefonen blev almindelig fik de en central i byen, og tillige fik byen et vandværk og alle gårde og huse fik vand indlagt. Desuden havde Indre Mission et mødelokale i byen, hvor de kunne samles til møder og hvor der blev holdt børnegudstjenester hver søndag.

Da vi i 1947 kom til Agri, var der kun en købmand, slagteren var flyttet til Vrinners, væveren og træskomanden var døde, centralen var nedlagt og lagt under Vrinners. Mange af gårdene var flyttet ud på jorden udenfor byen. Ældre folk kunne vise, hvor gårdene havde ligget, og i nogle tilfælde var stuehuset blevet liggende og solgt til beboelse.

Sigvar Thygesen, hvis far havde været sognefoged, havde et gammelt bykort, på det kunne vi se, hvor gårdene havde ligget. Skolen vi flyttede ind i, var bygget i 1865, den skulle havde været opført i 1864, men så udbrød krigen, og tyskerne tog tømmeret og brugte det til at opføre et udsigtstårn (af) ude på Bavnehøj. Da krigen var forbi, kunne tårnet brækkes ned og anvendes til det, det var bestemt til – den nye skole.

Den gamle skole lå endnu i byen, i den boede skrædderen, men han havde på grund af alder ophørt med sit håndværk. Købmandsforretningen blev drevet af to søstre Ane og Katrine Jensen, deres broder Johannes boede hos dem, han havde lastbil og drev vognmands og brændselsforretning. Smeden var syg og døde få dage efter, at vi var flyttet ind i skolen. Senere købte tre landmænd værktøjet og lejede smedjen af enken. De fik så lavet en aftale med smeden i Vistoft, så han kom en dag om ugen og var smed i Agri. Denne ordning varede et par år, så blev han ked af det, og smedjen har stået tom siden.

I 1976 blev alle tre skoler i kommunen lukkede, og børnene blev kørt ned til Mols skolen i Knebel, der er en central skole for hele Mols og Helgenæs, i alt er børnene fra 12 skoler samlede der. Missions salen blev lukket omkring 1960. købmandsforretningen lukkede i 1980. de fleste af dem, vi kendte, er døde, nye folk er flyttet til. Flere huse er solgt til folk fra byerne og benyttes som sommer og feriehuse.

Udflugter.
Inden jeg forlader Agri, må jeg da også fortælle om de mange gode ture og udflugter, som vi var med til sammen med skolens børn, søndagsskolen og K.F.U.M. og K.

Skoleudflugter.
Om alle udflugter med skolen gælder dette, at jeg ikke kan huske dem i rækkefølge. Et år var vi sammen med Grønfeldt skole på udflugt til Grenå. Vi havde lejet en bus til at køre. Vi besøgte slagteriet, så kirken og var ude ved badestranden, hvor vi tillod at soppe i vandet. Ved at gå med de bare ben i vandet, var en dreng fra Grønfeldt skole så uheldig, at han skar sin fod på et glasskår, der lå i vandet. Lærer Strunge måtte have fat i en bil og have ham kørt ind til en læge, hvor han fik såret renset og forbundet.

Det var fint vejr, og ud over dette uheld, forløb turen godt, men Strunge og jeg var enige om, at det var første og sidste gang, vi besøgte et slagteri, det var for blodigt. Vi blev godt modtaget, og en af de ledende viste os rundt, og vi så det hele, fra grisen kom ind i slagtergangen, til den var færdig og syet ind i sækkelærred, klar til at afgå med tog til Esbjerg og derfra med skib til England. Efter rundgangen fik børnene serveret en sodavand, til os lærere var der en kop kaffe.

Fællesrejsen til København.
To gange i de 9 år, vi var i Agri, var vi sammen med Grønfeldt og Egens skoler på en fire dags tur til København med ældste klasse. Vi havde lejet en bus til at køre os til Aarhus, og der skulle den hente os, når vi kom tilbage. Vi var med hurtigtog fra Aarhus over Fyn og Sjælland til København. Hjemturen gik begge gange over Kalundborg til Aarhus, og den lange sejltur var altid en oplevelse for børnene. Det ene år var vi indlogeret på ”Fregatten Jylland”, det andet år på en skole. Det var ”Foreningen til Provinsbørns ophold i København”, der var vært. Vi spiste og sov gratis og havde en guide til at vise os rundt de to dage, vi var derovre. Det var en slags gengæld for Københavner børns ferieophold på landet. Rejsen frem og tilbage var også gratis, det var kun busturen til og fra Aarhus, vi selv skulle betale.

Vi overværede morgenandagter i Domkirken, så Rundetårn, Rosenborg slot, Zoologisk have, Botanisk have, Tivoli og vi så livgarden trække op ved Amalienborg. Det var gode men anstrengende ture. Jeg husker, vi en varm eftermiddag kom ud fra Rosenborg efter at havde været de forskellige sale og samlinger igennem, da satte børnene sig ned på brostenene med ryggen mod muren og erklærede: ”Nu kan vi ikke mere”.

Et andet år var Agri og Egens skoler med de store børn på en fire dages tur til Fanø. Petersen havde gennem Turistforeningen på Fanø lejet en sommerlejr bolig, hvor vi skulle sove, maden skulle vi have på en pensionat i Nordby. Vi fik også bevilget gratis rejse med D.S.B. så det var kun mad og husly, vi skulle betale for. Jeg kan ikke huske prisen, men det var billigt, da det var udenfor den egentlige turistsæson. På vort program havde Petersen afsat en gåtur langs stranden fra nord mod syd, den tur var ved at overstige mine kræfter, jeg var træt og var langt bagefter, da de andre nåede Sønderho, der sad de og ventede på mig. da vi havde set byen og kirken, tog vi med bussen hjem til Nordby.

En anden oplevelse var, at fru Petersen og Signe ikke kunne finde pensionatet, hvor vi spiste. En eftermiddag, efter at der var faldet en stor regnbyge, gik Petersen og jeg til stranden med børnene, de to damer ville ikke med, da de syntes græs og lyng var for vådt, de ville hellere sidde og hvile med deres håndarbejde, vi skulle så mødes til aftensmad i pensionatet.

Vi var lidt betænkelige ved, om de nu kunne finde det, da Nordby ikke er så let at finde rundt i. jo, det kunne de sagtens, det var jo lige ved siden af huset, hvor ”Fanø pigen” stod. Vi andre havde en god tur til stranden, hvor børnene fandt muslingeskaller og fine glatte sten, og vi kom til pensionatet i rette tid til spisningen, men damerne var der ikke, de kom for sent, de havde ikke kunne finde huset, hvor ”Fanø pigen” stod. Hun var nemlig taget i hus, da det regnede, hun stod som blikfang foran en manufakturforretning, hvor der ikke var store butiksruder. Det blev en udmærket tur til Fanø, nu havde børnene oplevet Vesterhavet og set klitter med hjelme og marehalm. Vi havde altid gode ture på vore udflugter, enten vi var to eller tre skoler, der fulgtes ad.

Søndagsskolens udflugter var også gode.
Den sidste søndag før skoleferien begyndte, eller den første efter at den var sluttet, havde vi en tur ud i bakkerne med børnene i søndagsskolen, hvor forældrene var indbudt til at være med. Så kørte Johannes Jensen i sin lastvogn, hvor han havde et par lange bænke fra ”Missions salen” stående, så var der siddeplads til mange. Under bænken stod kassen med øl og sodavand. Nogle af forældrene kom kørende i gummivogn med heste for, og så havde de halm i vognen som børnene lå eller sad i.

Der kunne være flere vogne efter bilen, og i alle vogne havde de små flag, som de svingede med, jo det var festligt. Der var år, hvor Egens og Grønfeldt søndagsskoler også var med. Der var altid et sted, hvor hestene kunne græsse, eller de blev bundet til vognen og kunne æde af halmen.

 Her slutter det håndskrevet materiale som arkivet er i besiddelse af.