Gert Poulsen II

Fortsat fra Gert Poulsen I.

Forstanderen havde religion, kirkehistorie og foredrag. Lærer Jørgensen havde; Dansk, regning, geografi, historie, sang, skrivning og gymnastik. Kand. Korsholm havde alle landbrugs fagene, fysik, kemi, anatomi og husflid. Kl. 18 spiste vi aftensmad, det var portions anretninger med smurt pålægs mad: 5 halve stykker rugbrød med pålæg, 2 stykker franskbrød uden pålæg og så var der som om morgenen to fade med rugbrød uden pålæg som vi måtte række til, hvis vi kunne spise mere end det, der var på tallerkenen, vi kunne få te eller mælk efter behag.

Eftermiddagspausen og aftenen skulle bruges til spadsereture og lektielæsning samt til skriftlige opgaver. Vi gik gerne i små flokke, når vi gik tur. En dag gik vi ned mod Seminariet, så vendte vi gerne i Korinth. En anden dag kunne turen gå mod øst, så vendte vi gerne når vi kom til Ardal bakker. Skulle vi købe et eller andet gik turen til København, nu heder det Nissum by, der lå jo forretningerne. Søndagsturene gik gerne til fjorden, når vejr og føre tillod det.
Om søndagen var der gudstjeneste i Nr. Nissum kirke kl. 10. den første søndag var der præsteindsættelse. Pastor Ove Nielsen blev indsat af Provst Rendtorff Bøvling. Der var ingen tvungen kirkegang, men så at sige alle var i kirke hver søndag.

Den 30. november og 1. december skulle der i Vandborg afholdes et stort ungdomsmøde, og der var kommet en indbydelse til skolen til at deltage. Staben vejrede her en chance til at slå to fluer med et smæk. Mødet i Vandborg skulle begynde kl. 14.30, og de bestemte da, at vi skulle en tur til Vesterhavet forinden, vi spiste middagsmad kl. 11 og kl. 12 var vi ved Bovbjerg, hvor vi beundrede høfteanlæggene og fyrtårnet. Efter disse naturindtryk, som her mødte de fleste af os for første gang, kørte vi til Vandborg missionshus, hvor vi tilbragte et pat gode timer.

Missionshuset var fyldt og guds ord lød klart og tydeligt til os. Hvem hovedtaleren var, husker jeg ikke men sognepræsten pastor Riis ledede og sluttede mødet. At de gæstfri Vandborgfolk ikke var smålige viste sig på to måder: 1.) Der var mødt 80 – 90 udensogns unge, der skulle indkvarteres til spisning, det var 33% mere end ventet. Hvad gjorde så manden, der forestod indkvarteringen?. Han sendte bare tre, hvor der skulle være to og seks, hvor der skulle være fire, så var det klaret.2) Vore værtsfolk i Store Kubstrup var heller ikke smålige. Foruden at beværte os med god mad lukkede de deres stuer og stalde op for os. Jeg husker, at vi undredes over, at der var så mørkt i deres fedestalde og spurgte hvorfor. Jo, så trives studene bedre, lød svaret, der var mindst 30 store stude, de fedede på og som skulle være tjenlige til salg i foråret. Det var en stor gård, vi var kommet til, vi fik en hjertelig indbydelse til at komme igen dagen efter. Hvad vi naturligvis ikke gjorde.

Tiden gik hurtig, uden vi ret vidste af det, var vi i december måned, og der skulle vælges et udvalg til at tilrettelægge julefesten. Jeg husker ikke, hvem der kom i udvalget, men jeg husker, at vi havde en god og festlig aften. Den første del af festen foregik i dagligstuen. Hovedattraktionen var en for tilfældet opstillet radiohøjtaler igennem hvilken tilhørerne snart var udsatte for oplæsning eller deklamation, snart hørte man smukke musikstykker tone frem fra de forskellige sendestationer, der alle var beliggende i det lille klasseværelse, der var hængt et lagen op i døren mellem de to rum. Programmet så således ud:
1 Meddelelser var Sydhavsøerne.
2 Sydhavsøernes nationalsang.
3 Dagligt liv i Isbjørnekolonien Grønland.
4 Polarrævenes symfoni.
5 Nyt fra Kåpekåvitz ungdomsskole. Rusland.
6 Stærkodders vise.
7 Lyttet og hørt
Jeg har aldrig været særlig musikalsk, men alligevel drister jeg ´mig til at påstå, at Stærkodders vise havde en betænkelig lighed med Jyden han er stærk og sej. Og at symfonien var stærk beslægtet med Høje Nord. De andre programpunkter var uden tvivl originale, første gang i luften, og de skulle åbenbart tjene som en slags revy, der skulle bringe gamle svagheder frem på en ny måde.

Ved chokoladebordet i spisestuen fik hver af deltagerne overrakt en velment og velvalgt julegave. Kand. Korsholm fik en pæn aflang pakke, hvori lå et drænrør og en seddel, hvorpå der stod: Prøv ved hjælp af dette rør at få vandet til at løbe opad. En fortalelse i en landbrugstime. Jeg husker ikke hvad, jeg selv fik, men ingen blev glemt, heller ikke børnene, der hver fik et stykke legetøj. Festens afslutning fandt sted i det store klasseværelse, hvor gulvet var ryddet og et smukt pyntet juletræ stillet op. I den højtidsstemning, som kan være ny hvert år, sang vi her de kære kendte julesalmer. En julefantasi blev oplæst og i tilknytning dertil spillede lærer Jørgensen, Andreas Nielsen og Niels Vestergård en fantasi over: Dejlig er jorden. Lærer Jørgensen spillede klaver, de to andre violin. Til sidst holdt forstanderen andagt over begyndelsen af Lukas 2. kap. Og betonede, at det gjalt for os at være rede til at gå, når herren kaldte ad os, ligesom Marie og Josef og de andre var rede til at gå, da deres kejser forlangt afholdt mandtal. Vi må være med i den skare, hvis tal på den store dag findes på den rigtige side af troen. Efter endnu en salme begyndte vi at hilse godnat og glædelig jul!, idet en del ville rejes tidlig næste morgen, for at nå hjem inden aften. Med den smukke og festlige aften i minde skulle vi nu hjem at holde jul.

Efter nytår mødtes vi med 6 nye elever, nu var tallet oppe på 25, men stadig var vi ikke flere, end vi kunne lære hinanden godt at kende. De tre måneder, vi havde tilbage, gik hurtigt. Foruden det daglige arbejde på klassen der en del af indbydelser til besøg hos gårdmænd der på egnen. Den første aften, vi var af sted, var vi hos Kristen Lilleøre i Korinth. Han var kun husmand og brændselshandler, som han udtrykte det, men han havde nogle store stuer, der med lethed kunne rumme os elever og de to lærer, der var med os. Vi fik en god kop kaffe med hjemmebagt kage. Kr. Lilleøre var enkemand, og han havde sin kones to ugifte søstre til at holde hus for sig, han havde nogle værelser lejet ud til seminarister, disse værelser skulle pigerne holde rene. Kresten Lilleøre fortalte os om Harboøre, hvor han og hans svigerinder var fra.

En anden aften var vi nede i ”Høgsgård”, der ligger med sine jorde ud til fjorden. Det var en stor firlænget gård. Kristen Høgsgård var sognefoged og sognerådsformand. Hans ældste søn var præst og mangeårig missionær i Kina, en anden søn havde en stor gård i Guddum, den yngste søn Mads var forkarl hjemme og ledede bedriften, en ugift datter var syg og sengeliggende hjemme i mange år. Senere blev hun så rask, at hun kunne færdes rundt i sognet på cykel og være med til gudstjeneste og møder. Vi var ude at se udhusene, der var mange kreaturer og heste i stalden. Efter kaffen underholdt forstander Olsen med at læse en god historie og sluttede med en andagt.

En tredje aften var vi nede i ”Vester Stokholm” hos Peter Frandsen, hans huse var nybyggede og mere tidssvarende end ”Høgsgårds”. Med særlig stolthed viste han os de værelser, som hans medhjælpere havde ved siden af vognporten, de var hyggelige og forsynede med pæne møbler, der var fælles badeværelse med håndvask og brusebade og et fælles toilet. Peter Frandsen var gift med en datter af afdøde seminarielærer Gadegård. Jeg havde senere som seminarist deres børn som elever i øvelsesskolen. En søn Anders Gadegård Frandsen blev præst Peter Frandsen blev senere repræsentant i Kreditforeningen. Han sluttede selv den gode aften med en andagt.

En eftermiddag var vi gæster hos proprietær Rahbæk ”Nygård” i Guddum, der foruden en stor ko besætning havde et stort svinehold. Han ejede også herregården ”Guddomkloster”, der bestyredes af en søn. En anden søn ejede herregården ”Ryssensten” i Bøvling. En tredje søn var bestyrer på et soldaterhjem, han blev senere redaktør as ”Lemvig Avis”. Da vi boede i Agri, havde vi besøg af ham, da var han medredaktør af ”Kristeligt Dagblad”. Den gamle Rahbæk, der stammede fra Borris havde i sin tid begyndt som uldhandler og ikke været ejer af noget, nu var han måske millionær. På ”Nygård” traf jeg den eftermiddag en skolekammerat fra Julianehede skole. Han hed Holm og var søn af Niels Ingvar Nielsen Julianehede. Han tjente som anden karl på ”Nygård” og kørte roer ind den eftermiddag.

En aften var vi oppe på ”Sdr. Byskov”, hos landsdommer Rasmussen. Byskov og hans hustru Kristiane, der var født og opvokset i Sdr. Byskov. Det vat også et stort og rigt hjem, hvor tjenestefolkene sad inde i stuen hos dem aften efter aften og ligesom hørte til familien. Rasmussen havde i sine unge dage været landbrugslærer på Nr. Nissum Højskole, og var der bleven kendt med datteren på ”Byskov”. Han var flere gange på højskolen for at holde et foredrag for os.

I dette hjem kom jeg siden, da jeg var på seminariet og senere da Signe og jeg var blevet gift og boede i Harboøre. Signe og Rasmussen var begge fra Nørager, han og Signes far var gode venner fra barndomme af. Rasmussens søskende Eskild og Trine boede i et hus lige ved Signes barndomshjem. Og Signe havde et par gange været med Trine på besøg i Sdr. Byskov. Alt dette anede jeg ikke noget om den aften, jeg for første gang var gæst der sammen med de andre elever på højskolen. Det var en af fordelene var at være på en mindre skole. At vi sådan blev budt ud på eftermiddags og aftenbesøg. Det kendte de ikke noget til, der var på de andre skoler.

Den sidste udflugt havde vi søndag den 20 marts. Cykler og biler bragte os til Harboøre, hvor vi ved titiden tog med toget til Thyborøn by. Med samme tog kørte også pastor Andreasen Harboøre, det var første gang, jeg hilste på ham, han skulle ud til Thyborøn kirke og holde gudstjeneste. Vi så redningsstationen og havne – og høfteanlæg. Der var ikke halvt så mange kuttere i havnen, som da vi flyttede derud 12 år senere. Ve 12½ tiden var vi alle i Harboøre, hvor velvillige folk havde sørget for indkvartering. Tømrer Niels Jensen stod på stationen med en liste i hånden og sendte os ud til de forskellige steder, hvor vi skulle spise. Der ved stationen så jeg et syn, som jeg aldrig glemmer, et syn som gentog sig ofte i årene, vi boede i Harboøre.

Det var den åndsvage unge mand Aksel, der var gået hen for at se toget, noget han gjorde flere gange om dagen, når vejret var til det. han stod ved hjørnet af stationen med tungen hængende langt ud af munden, da vi kom ud af toget, gik han bagefter for så at stå og glo på os, mens vi blev indkvarteret

Vi var tre det skulle spise hos landpost Andreas Bro, der boede lidt fra stationen. Det var altså første gang jeg hilste på ham og hans kone og på hans broder Johannes, der var der på besøg. Senere var Signe og jeg ofte gæster i dette hjem. Vi fik en god middagsmad. Kl. 2 samledes vi med menigheden i den store særprægede Harboøre kirke hvor pastor Andreasen prædikede, både kirke og sakrasti var fyldt af mennesker. Efter gudstjenesten så vi alteret og mindetavlerne inde i kirken, og med Andreas Bro som fører så vi de store mindesten på kirkegården og var så med hjemme for at drikke kaffe. Vi tog afsked med vort gæstfri værtspar og gik om til missionshuset, hvorfra vi skulle køre kl. 16,30. turen gik nu til Vandborg, hvor vi skulle gæste Aron Nielsens barndomshjem ”Store Katkjær”, der ejedes af hans broder Simon Nielsen, han var gift og havde sin mor og en åndsvag søster boende. Efter at havde fået en god aftensmad, var vi ude i staldene for at se de mange dyr, der stod der. Derefter samledes vi inde i stuerne. Nogle naboer var nu også kommet til. Jeg huske, at jeg kom til at sidde ved siden af Jens Noe i en sofa, vi var tre i sofaen, og han sad i midten, da han både var stor og tyk tyngede han sofaen ned, så vi andre to sad på skrå, og når han lo, rystede sofaen med os.

Forstander Olsen og Kand. Korsholm skiftedes til at underholde, og efter at have drukket kaffe sluttede forstanderen med andagt. Det var blevet ”hen ad” inden vi igen sad i bilen, på vej til højskolen, vi var i godt humør og havde rige og gode minder med hjem fra en uforglemmelig dag.

Alt for hurtigt gik de fem måneder. Onsdag den 20 marts var flokken samlet for sidste gang til afskedsfest. Vi skulle hjem til påske og når påsken var forbi, var vinterhalvåret forbi. Forstanderen holdt et foredrag om: ”Barnet i mennesket”, og heri betonede han, hvor vigtigt det var at bevare barnets gode egenskaber. Derefter samledes vi omkring opdækkede borde i spisesalen. En del af sognets folk var til stede, for endnu engang at være sammen med os, det var særlig dem, der i vinterens løb havde åbnet deres døre for os. Vi fik serveret chokolade og kaffe, og der blev sunget sange og holdt taler. Der blev talt af Kand. Korsholm, lærer Jørgensen, fru Olsen og Kristen Lilleøre. Jeg overrakte en gave fra os elever til skolen (et billede af den gode hyrde) og takkede lærerne og kammeraterne for den gode vinter.

To andre elever Kristian Kristensen og Andreas Nielsen takkede også for vinteren og samværet. Andreas Nielsen sendte en tak opad til gud og en tak udad til sognets folk for den forbindelse, de holder med skolen til stor glæde og gavn for eleverne. Forstander Olsen takkede for billedet, der skulle hænge i elevernes dagligstue, og sluttede aftenen med andagt. I sin bøn indesluttede han os, der skulle rejse og skolen og dens gerning. Der blev sunget endnu et par sange, og samværet var slut.

Næste formiddag forlod vi skolen og rejste hjem til de daglige sysler med kageruller og malebøtter elle arbejdet i mark og stald. På skolen skulle pigerne i gang med rengøring, et stort hold kursister skulle rykke ind på skolen midt i april

Jeg glemte at fortælle, at vi efter nytår fik oprettet en avis, der udkom hver lørdag og kom til at hedde ”Ugens Nyheder”. Den blev redigeret af et udvalg på tre medlemmer, hvoraf jeg var den ene. Vi prøvede også med et sangkor, der ikke blev til mere end prøver et par gange. En af de nye elever Arnold Rasmussen fra Vejen var meget musikalsk og god til at synge, han skulle dirigere, det var han dygtig til, det var os der skulle synge, der ikke kunne holde tonen, når der skulle være flerstemmig. Vi havde derimod megen glæde af et lille orkester. Lærer Jørgensen, der spillede klaver og de tre elever Arnold Rasmussen, Niels Vestergård og Andreas Nielsen, der spillede violin, de gav os af og til nogle numre en søndag aften.

Der blev i februar måned afholdt et kursus i husflid med husflidslærer Jensen fra Ringkøbing og Kand. Korsholm som lærer. Kursuset varede fra mandag middag til lørdag middag og afholdtes nede i gymnastiksalen. Der var ca. 20 deltagere ude fra, deriblandt min fætter Andreas Skov fra Ravnholdt, der fik lavet et bogskab. Vi elever der deltog i husfliden de to aftner om ugen var også med hele ugen. Lærer Jørgensen tog sig af de øvrige.

Der var også et landbrugskursus i februar med ca. 70 deltagere. De der ikke kunne bo på skolen blev indkvarteret i den nærmeste omegn. Alle spiste på skolen. Vi elever der havde landbrugsundervisning deltog hele tiden. Lærer Jørgensen og forstanderen tog sig af de andre seks. Lærerne på dette kursus var Kand. Korsholm konsulent Bakman Olsen fra Dybvad og en dyrlæge fra Lemvig. Rasmussen, Byskov, forstander Gjelstrup og forstander Olsen holdt foredrag. Jeg husker forstander Gjelstrup fortalte om: ”Landbrug i Biblen”. Disse kursus var en ekstra stor oplevelse for os.

Jeg arbejder igen ved landbruget, og vi byggede nyt stuehus.

Efter endt højskoleophold tog jeg igen hjem til far på Gammelskovgård. Der var nok at tage fat på. Næste sommer byggede vi nyt stuehus. Da det skulle ligge, hvor det gamle lå, måtte vi indrette os i den gamle kostald og i laden, et koge rum i det nye kostald blev indrettet til køkken. Vi hjalp hinanden med at rive det gamle stuehus ned og fjerne det. Far og Johannes passede landbruget og kørte materialerne til. Det meste af sandet tog vi i bakken derhjemme. Murstenene blev hentet på teglværket i Pårup. Kalk og cement hos Juul Hessel Engesvang, tømmer og brædder fik vi fra savværkerne i Bording og Engesvang. Murer Johannes Møller Engesvang havde murearbejdet, jeg var murerhåndlanger og passede ham og hans svend op. Tømrer Peter Jepsen Rønkilde havde tømrer og snedkerarbejdet. Begge var dygtige håndværkere, der lavede pænt og solidt arbejde, og i løbet af tre måneder var huset færdig til indflytning.

Far købte nye møbler til stue og soveværelse, og nu kom vi til at bo godt og havde rigeligt med plads. Men vi manglede vor gode mor. Far havde stadig vanskeligheder med at skaffe husholdere. Ingen ville ud på en gård, og tilmed når de hørte, at der var en gammel mand at passe. Bedstefar boede stadig hos os, han havde sin stue, hvor han kunne opholde sig, når han ikke færdedes ud, og han spiste sammen med os ved måltiderne.

Først da far fik fæstet Kirsten Olsen fra Aulum, fik vi en rar og solid dame til at hild hus og lave mad. Nu blev det hyggeligt og rart som i mors tid. Hun blev i gården i 10 – 12 år. Hun plejede bedstefar til han døde, det var nu let, for han var næsten ikke syg, men sov stille hen i sin stol. Hun plejede også far, da han blev syg og døde, hans sygeleje var længere, dog lå han ikke længe fast i sengen. Kirsten blev hos Johannes, til han blev gift med hendes broderdatter Anna fra Skjærk ved Aulum.

Vi havde haft travlt om vinteren med at køre mergel. En sommer havde vi sammen med vor nabo Peter Nielsen taget en grav mergel op i Mikael Petersens mergelgrav i Julianehede, der var mange læs at hente, men det slog ikke til. Så kom der en mergelbane igennem Over Julianehede til Krattet og der blev lagt mergeldynger af på Peter Knudsens mark. Denne mergelbane kom fra Damholt mergelleje i det nordlige af Bording sogn, det var en mere kalkholdig mergel end den fra Julianehede, og nu var der ikke nær så langt at køre, så jeg kunne hente flere læs på en dag end fra mergelgraven i Julianehede. Så vidt jeg husker, blev vi færdig med al mergle hele ejendommen, inden jeg blev syg og måtte forlade landbruget.

Jeg blev syg og kom på ”Kuren ved Hald”.

En dag i november gik jeg og pløjede vest for banen, da mærkede jeg, at det gjorde ondt ind for hjertet, når jeg skulle trække ploven tilbage, når den var stødt på en sten og gået af jorden. Det blev værre, som dagene gik. En dag lige før jul bar jeg uheldig og fik en finger beskadiget i en roe rasper. Set var så slemt, at jeg ikke kunne lave noget med hånden, men måtte holde mig inde. Jeg kom ikke ud til landbruget mere, for sygdommen omkring hjertet tog til. Jeg blev nervøs og bange, jeg turde ikke komme op at køre på en vogn, jeg syntes hele tiden den ville vælte. Jeg var ængstelig og bange, hvis far eller en anden var ude om aftenen. Min puls var alt for høj. Jeg var hos lægen i Bording et par gange, men han kunne ikke hjælp mig. sygdommen tog til, jeg kunne ikke sove om natten.
Så var der nogle, der rådede far til, at jeg skulle op til overlæge Brink Eliasen på ”Kuren ved Hald”. Han skulle være så dygtig på dette område. Far fik pr. telefon aftalt en tid, da vi måtte komme. Det var en forfærdelig sne vinter dette år med mægtige høje snedriver. Jeg husker, at rutebilen flere steder kørte gennem udgravninger, hvor sneen ved siderne var højere end bilen. Overlægen undersøgte mig meget grundigt, min puls var den dag 120, det normale er jo 72. jeg fik noget medicin, og så skulle jeg komme igen 14 dage efter, for at han kunne se, om der var indtruffet en bedring. Næste gang rejste jeg alene, sygdommen stod på samme stade, og overlægen tilrådede en indlæggelse på ”Kuren”. Jeg fik de nødvendige papirer med hjem, vi fik dem udfylde og sendt dem ind. Nogen tid efter kom der besked om, at jeg måtte møde på ”Kuren” en dag sidst i marts måned.

Der var en liste med over de ting, jeg skulle have med. Jeg skulle selv betale en del af opholdet, sygekassen betalte en del, og amtet gav et tilskud. Jeg kørte med rutebilen helt ind til Viborg, fordi jeg havde bagage med, og tog så bybussen ud til ”Kuren”. ”Kuren”, der ejedes og blev drevet af Røde Kors i Danmark, havde først været øvelseslejr for danske soldater. I krigsårene 1914 til 1918 var der tyske krigsfanger der. Der var også russiske, franske og engelske, derfor var lejren delt i tre dele. Nu var den del, der lå op ad landevejen, i brug til kontor og beboelse for personalet. Afdeling B var for oppegående patienter, der var på rekreation og som kunne gå til behandlingsafdelingen.

Bussen kørte op til ”Modtagelsen”, og jeg blev vist ind til forstanderinden. Hun bød mig velkommen, og jeg fik en seddel, som jeg skulle aflevere til Søster Gertrud på Pav. 10. det var på en 12 mands stue, jeg skulle bo, det var flinke mennesker alle sammen, men der var megen uro både nat og dag. tre af dem var krigsinvalider fra Sønderjylland, de var ikke lette at forstå, men værre var det med at forstå en fra Bornholm. De første tre dage gik med at gå til læge, jeg var hos tre forskellige til undersøgelser. Den 4. dag skulle jeg til sognerådsmøde, som de kaldte det deroppe. Der sad alle lægerne samlede omkring et bord og snakkede om behandlingen. Jeg skulle have kulsyrebade, jeg skulle i ligge hal 1 time hver dag og gå tur i skoven mindst to timer hver dag, og så skulle jeg have et glas fløde og et glas kærnemælk samt et maltøl om dagen. Jeg var gået langt ned i vægt.

Der var gode forhold på ”Kuren”. Hver morgen var der andagt i foredragssalen ved forstanderinden, var hun forhindret, var der en anden ældre søster, der læste andagt stykket og bad et fadervor. Der blev sunget en salme før og efter. Hver aften var der andagt i en mindre sal ved en af diakonerne. Dem var der tre af, og de var alle ansat på badeafdelingen. Hver søndag var der gudstjeneste i foredragssalen ved præster inde fra Viborg.

Hver gang jeg skulle i bad, kom jeg ned i et badekar, der var fyldt med vand, hvori var blandet kemikalier, det var dejligt varmt den første gang, men varmegraderne aftog fra dag til dag, og styrken af kulsyre blev forøget, og opholdet i vandet blev længere for hver gang. Når jeg kom af vandet, fik jeg et lagen omkring mig, og så kom jeg i seng, hvor jeg blev rullet ind i lagnet og så pakket ind i tæpper. For hver gang blev hviletiden længere. Da jeg var færdig med badene, skulle jeg have vibrationsmassage på bryst og ryg, og så skulle jeg have en times arbejde i gartneriet. Da jeg havde været der et par uger og havde lært en del af patienterne på 10 at kende, blev der en ledig seng på en fire mands stue, og de tre det var tilbage opfordrede mig til at flytte ind til dem.

Vi fulgtes ad til Søster Gertrud for at få tilladelsen til dette. Det havde hun intet imod, og så flyttede jeg ind til dem. Der var en købmand, en skrædder og en landmand. Det var dejlige mennesker at være sammen med. Købmand Sørensen boede i Viborg Søndermark, da han senere blev rask, købte han en købmandsforretning. Tvis, hvor han oparbejdede en stor og solid forretning, som han efter sin kones død overdrog til sin søn. Han og en datter overtog en lille manufaktur – og trikotageforretning i Tvis.

I årene på seminariet besøgte jeg dem altid i sommerferien, når jeg cyklede frem og tilbage mellem Engesvang og seminariet. Senere, mens vi boede i Harboøre, havde vi et godt hvilested i det gæstfrie hjem. Signe kom også til at sætte stor pris på de rare og gæstfrie mennesker. I Thyborøn havde vi en sommer besøg af datteren, hun var sammen med nogle andre unge på tur og skulle ind til os for at bringe en hilsen fra sin far. Vi fire fulgtes gerne ad, på turene i skoven, en officer i Frelsens hær var ofte med, det var godt følgeskab.

Opholdet og behandlingerne, jeg fik, hjalp mig godt. Da jeg blev udskrevet, sagde overlægen til mig: ”De kan blive helt rask, men det vil vare længe, de må ikke udsætte dem for stærke sindsbevægelser, men må lære at tage alt men en knusende ro, og de må aldrig mere tage far på landbrug”. Jeg havde været på ”Kuren” i 6 uger og kom hjem først i maj måned.

Hvad skal jeg nu?

Ja, det kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på. Det var strengt at gå derhjemme og se, de andre havde travlt, og jeg kunne ikke tage fat og hjælpe dem. Jeg gik lange ture, jeg kikkede ind hos naboerne, jeg bandt bøger ind, men det var ikke rigtig noget for mig, vejret var for godt til at sidde inde. Jeg tænkte på fremtiden, hvad skulle jeg slå ind på. Jeg tænkte på handel, men her skulle jeg komme i lære, jeg var jo også for gammel til at komme i lære i en forretning. Far snakkede om hønseri, men sagde: ”Nu skal du bare blive mere rask, så skal du se, der viser sig nok en udvej for dig!”
Og han fik ret, det gjorde der!
En eftermiddag hen på sommeren kom pastor Gissel, var sognepræst, cyklende op til os, han ville se, hvordan jeg havde det. og så spurgte han: ”Hvad vil du så, når du ikke mere må arbejde med landbrug?” Jeg svarede, at det var det, der var det store problem for mig. Du skal være lærer! Sagde han, nu skaffer vi nogle bøger hjem fra seminariet i Nr. Nissum, og så kan du begynde at læse her hjemme. Du må komme ned i præstegården, så tit du vil, så skal vi hjælpe dig, hvis der er noget du ikke forstår. Og den nødvendige praktik kan du få hos lærer Andersen i Julianehede. Så ser vi hvordan det går, og bliver du mere rask, kan du tage op til Nr. Nissum efter jul, og så gå i forberedelsesklassen resten af året.

Og sådan gik det. jeg skrev til forstander Gjelstrup og bad om at få de bøger tilsendt, som de brugte i F. klassen. Nogle dage efter modtog jeg en stor pakke bøger med vedlagt regning fra Poul Øvesel elev i 1. klasse, han sendte mig de bøger han havde brugt i F. klassen. Nu kunne jeg gå i gang med at læse. Jeg var i præstegården en gang om ugen, hvor fru Gissel hjalp mig med matematik. Og jeg var hos farbror Niels i Engesvang en gang om ugen for at lære ar spille violin, han havde fået fat i en gammel violin. Som han havde fået lavet i stand, og så sled jeg med den. I skolen var jeg til praktik to gange om ugen. Efter at have hørt og set lærer Andersens undervisning, et par gange overlod han klassen til mig og gik ind til sin kone eller ud i sin have.

Han havde et valgsprog, som han praktiserede! Man skal ikke have mere travlt, end man har tid til at bestille noget! Han ville gerne hjælpe mig med religion, det mente han var meget nødvendig. Jeg har endnu den dag i dag ham mistænkt for, at det var mest for fortjenestens skyld. Det han fortalte, vidste jeg godt i forvejen. Han tog sin timebetaling, og det var der ikke noget at sige til. Familien var stor, og lærer lønnen var lille. I præstegården ville de ikke have så meget som en øre for den hjælp de havde ydet. Det ville farbror Niels heller ikke, så disse måneder med hjemmearbejde havde været billige, men havde givet et godt resultat, syntes jeg selv.

Fire år på Nørre Nissum Seminarium. I F. klassen.
I november havde jeg brevveksling med forstander P. C. Gjelstrup Nr. Nissum Sem. Indmeldt mig som elev i F. klassen og skulle begynde efter juleferien. Klassen begyndte dagen efter Hellige tre konger, og Hellig 3. kongers dag rejste jeg fra Engesvang med tog til Struer og videre med rutebil til Nr. Nissum. I Struer traf jeg sammen med et par andre unge, der også havde en violinkasse og en håndkuffert med, og jeg gættede straks, at de også skulle ud til Seminariet. De var flinke og hjælpsomme, da vi kom til seminariet tilbød den ene at gå med mig op til forstanderen. Dette tilbud tog jeg med glæde imod. Vi kom ind i en gang og op ad en trappe til 1. sal, der bankede han på, og en høj tynd mand lukkede op og tog imod os. Min ledsager hilste og ønskede godt nytår og sagde, at her var en ny elev til F. klassen. Forstanderen bød mig velkommen og førte mig hen til et land bord med flere dynger papirer. Midt for bordet stod en gyngestol, hvor han bød mig tage plads. Han gik om til den modsatte side og tog plads i e kontorstol lige over for mig, og så begyndte samtalen, der endte med, at nu skulle han finde et værelse til mig, hvor jeg kunne bo.

Der var en ledig ved siden af musikstuen på ”Theben”, D. v. s. der var egentlig to, idet der var stue og soveværelse, der havde engang boet en seminarielærer. Forstanderen fulgte med og viste mig værelserne. Det var vist 25 kr. om mdr. de skulle koste. Der var højt til loftet, vinduerne var mod vest, og de var begge utætte. Der var en kakkelovn, et bord og en stol i stuen, i soveværelset stod en seng med en madrasse. Så tog han mig med over til ”Lille Peter”, som vi kaldte ham, han var skolens pedel. Forstanderen bad ham hjælpe mig at bære mit skab og træ kuffert over. Disse to ting var sammen med min bogreol og cykle sendt pr. bane til Lemvig og stod nu henne ved posthuset. Posten havde haft det med på sin bil fra Lemvig, han havde en ret stor vare lad på sin bil, da han havde al post og alle pakker med til de to brevsamlingssteder: Nr. Nissum og Nr. Nissum Seminarium. Ved posthusets gavl havde han en garage til at køre bilen ind i, den stid der medens han på sin cykle kørte sin post tur.

Vi fik skab og kuffert båret ind i stuen, sengetøjet kom ind i soveværelset og cyklen blev kørt in i cykelskuret. Det var det gamle missionshus, der fungerede som cykel – og tørveskur, over døren stod malet: ”Land, land hør Herrens ord”. Denne indskribstion havde været malet over flere gange, men blev hurtig synlig igen. Peter Johansen, sådan hed pedellen sikrede sig at der sad en nøgle i døren til mine værelser og at de kunne låses og bad mig huske at låse, når jeg forlod dem, ligeledes så han efter om rullegardinerne var i orden og at lamperne kunne lyse, samt viste mig, hvor pensionatet lå, hvor jeg skulle spise. Da jeg havde fået sengen redt og mine ejendele lagt på plads, var det spisetid, og jeg gik ned til Borgen.

Der strømmede det til fra alle side, vi kom først ind i en gang med plads til at hænge overtøj, og så ind i en stor spisesal med fire lange borde tværs over salen. En var så flink at vise mig en plads ved det første bord, der var ”F” klassens, så kom de tre seminarieklassers i rækkefølge. Der var plads til 12 på hver side af bordet, og så at sige var alle bordene fyldte. En del af eleverne spiste hos frk. Madsen i Korinth. En af eleverne ved det fjerde bord sang for på et bordvers, og så begyndte spisningen, først blev der serveret en varm ret, så smørrebrød med mælk eller te til efter behag. Kl. 8,30 var der aftenkaffe, og kl. 8,45 andagt på læsestuen. Efter andagten, der var blevet læst af en af eleverne i 3. klasse, var der lejlighed til at kikke i aviserne, der lå i reolen hver på sin bestemte plads.

Da jeg senere kom over i min stue, var der koldt og trist, jeg rullede gardinerne ned, klædte mig af og gik i seng, den var også kold, og det varede nogen tid inden jeg fik den varmet op og kunne falde i søvn

Forældrestævnet.
Lørdag den 17. maj begyndte med gudstjeneste i kirken kl.10 ved pastor Nielsen, og derefter blev gæsterne for et par timers tid, indkvarteret til middag hos lærerne og i gæstfri hjem i sognet. Festen på seminariet begyndte kl. 3. mødet skulle havde været i forstanderens have, men da vejret var uegnet til havemøde, blev det forelagt til foredragssalen og bibliotek, det blev fyldt til allersidste
Plads. Forstander Gjelstrup bød velkommen kort og hjertelig til de mange fremmede og dog så velkendte gæster. Første taler var lærer Eriksen Bøvlingbjerg, han, der selv havde gået på seminariet her, havde nu en datter i vores klasse og repræsenterede forældrekredsen. Den følgende taler var landtingsmand Rasmussen Byskov, der repræsenterede sognet, og endelig lærer Hansen seminariets lærerkreds.

Efter dette møde var der frikvarter et par timer, og dette benyttedes til at se seminariet og omgivelserne, eller en søn eller en datter tog far og mor med op på værelset for at snakke fortroligt. Kl. 6. begyndte festen i gymnastiksalen, hvor et smukt og veldækket aftenbord ventede. Her var ordet frit, og lejligheden benyttedes godt, så den ene taler så at sige afløser den anden. Den første der tog ordet, var en af seminariets ældste elever, lærer Petersen. Han viste os, hvorledes seminariet efterhånden var vokset frem i de forløbne år fra en ganske svag begyndelse, og han håbede og troede, at det åndelige liv var vokset i forhold dertil. Til sidst udtalte han ønsket om, at vi elever, der gik i seminariet nu, måtte se frugten i den gerning, vi siden skulle gå ind til.

Lærer Kirkegård fremkom med et forslag, der fandt ivrig tilslutning i al fald blandt os elever, det gik ud på, at alle gæsterne efter tur skulle indbyde seminariet til et besøg. Den næste taler, lærer Møller, Randers talte især for de ældre lærer ved skolen, Kand. Strøm, lærer Kirkegård og Måbjerg rettede som de andre talere en dybfølt tak til forstanderen og lærerkredsen både for festdagen og det daglige arbejde på skolen. Derpå talte lærer Nielsen seminariet, gårdejer Frandsen, gårdejer Østergård og lærer Christensen, seminariet. Lærer Christensen talte for ”de forældreløse for en dag” og bad om forsamlingens tilslutning til at bede hver især sende en hilsen fra festens deltagere. Christiansen fra 3. takkede på de forældreløses vegne for hilsenen.

Klokken var nu otte, og man skulle tænke på at bryde op, men først gav musiklærer Møller assisteret af elever, et lille stykke ”Hellas” med på vejen, og akkompagneret af violiner og klaver brusede de gamle hellenske sange: I hede sand i givtig muld, solskin og sø vind og vor nationalsang ud i salen. Til sidst udtalte forstander Gjelstrup en tak til gæsterne. I gjorde vel i at komme og til værterne for gæstfriheden om middagen og endelig til køkkenet og alle andre, der havde deltaget i arbejdet,_ forstanderen udtalte tillige ønsket om, at stævnet kunne gentages om et par år, men i øvrigt stod seminariets døre til enhver tid åbne for alle forældre og gamle elever. – efter sangen ”Fremad en verdens vilde røst” sluttede forstanderen med andagt over ordene fra Hebræs. 12. 1-2.
I løbet af den følgende time forsvandt de mange gæster – lidt vemodige ved afskeden, men glade og taknemmelige for en god dag – igennem den smukke velkomst port, der var rejst ved indkøreselen til seminariet, og snart var der atter rolig i ”Hellas”

Pensionatsudflugt.
Lørdagen efter pinse havde begge pensionater udflugt. Frk. Madsen Korinth gav tur med damperen fra Lemvig til Thyborøn. ”Borgen” gav en tur pr. bil til Viborg. Efter kaffe på K. F. U. M. så vi domkirken og fik en tur i det smukke anlæg ”Borgvold”. Dernæst kørte vi til ”Hald”, hvor borgruinerne blev taget øjesyn, et længere ophold her var påtænkt, men på grund af silende regn gik vi over til pavillonen ”Bækkelund”, hvor aftensmaden, der var medbragt, indtoges og forstanderen gav kaffe. Regnen hørte op, og med leg og færden i den skønne natur gik de næste par timer. Efter at forstanderen havde holdt andagt, gik det atter hjemad gennem Dollerup bakker. Klokken var næsten tolv, inden vi nåede hjem. Alle var enige om, at det havde været en god tur.
Grundstensnedlæggelse.

Fredag den 3. juni nedlagdes grundstenen til seminariets nye bygning. Kl. 20,30 samledes lærer og elever ved byggepladsen, murene var da i vindueshøjde. Desuden overværedes højtideligheden af de for tiden værende censorer, landstingsmand Rasmussen, Byskov, arkitekt Brun Struer v. a. Efter at salmen: ”Foragter ej de ringe dage” var sunget, talte provst Møller, der var formand for seminariets bestyrelse. Han talte om den tid, da seminariet begyndte under pastor A. D. L. Hansen, referende til den nye seminarieordning, hvor der stilles krav om udvidelse af undrevisningsvilkårene. Han oplæste til slut det dokument, der skulle nedlægges. Dokumentet blev rullet sammen og puttet ned i et hylster af bly, hvori også blev lagt nogle af de dengang brugte mønter. Hylsteret blev loddet til og lagt ned i muren og muret efter. Provst Møller murede den første sten, Rasmussen Byskov den anden og forstander Gjelstrup den tredje og sidste. Enhver følte, at man i dette øjeblik stod ved en af milepælene i seminariets historie.

St. Hans – aftens – fest.
Traditionen tro afholdtes St. Hans aften den sædvanlige fest på seminariet. Til den fastsatte tid samledes vi alle i seminariegården, hvor den hæslige heks – et produkt af naturens lunefuldhed og menneskenes kunstneriske begavet hed (en trærod var hovedet) var anbragt i en tjæretønde på en fjedervogn. I højtideligt optog befordredes heksen til retterstedet, Byskov bakke, mens musikken spillede, rullede heksen med beundringsværdig ro sin død i møde.

Ved retterstedet, den høje skrænt ved siden af den nye Byskov vej, nød heksen en sidste slurk petroleum, og bålet blev tændt. Efter en sang besteg taleren, stud pæd. Axel Jacobsen (han var fra Hjøllund) talerstolen, Kyndes fjedervogn, der havde befordret heksen til retterstedet. I velvalgte ord og med smukke talemåder fortolkede han et drømmesyn, hvor han havde skuet ind i seminariets fremtid under den nye seminarieordning og forudset, hvordan det ville se ud her, når han om føje år igen satte sin fod på hellensk grund.

I øvrigt fremførte taleren mange gode tanker og ønsker om og for seminariets fremtid, og hans tale hilstes med stort bifald. Under hans tale havde heksen mistet sin før omtalte ro og ligevægt og var trillet ned fra skrænten og ned på vejen, hvor hun brændte videre. Endnu en sang blev sunget, og skaren satte atter kursen mod seminariet. På pensionaterne blev der serveret chokolade, og derefter var der sanglege på boldbanen, men også dette punkt på programmet blev udtømt, og hverdagens fred hvilede atter over Hellas

Når man besøger seminariet i dag, må man sige, at Axel Jacobsens drømmesyn til fulde er gået i opfyldelse. Kand. Strøm blev den 24. juni udnævnt til ridder af Dannebrog.

Nu har jeg fortalt om fester, møder og foredrag og om udflugter i det år, jeg gik i første klasse, og det blev ført videre i 2. og 3. klasse, men da det vil føre for vidt at referere også fra disse år, vil jeg gå over til at fortælle lidt om mig selv og om mit forhold til musiklærer Møller.

Jeg var jo ikke rask, da jeg rejste til Nissum og begyndte i forberedelsesklassen. Der var enkelte dage, hvor jeg måtte holde mig i sengen for at vær i ro og slappe af. Det var jo en nervøs hjertesygdom, jeg led af, og den gjorde sig stærkest gældende i de fag, hvor jeg stod dårligst, når jeg f. eks. Skulle op til tavlen i matematik, eller jeg skulle synge eller spille. Særlig galt var det, når jeg var til eksamen.

Da jeg kom i 1. klasse begyndte musiklærer Møller at høre os i sang enkeltvis, og det gik ofte galt for mig, og inden så længe var jeg med i det daglige sangkor. Nu boede vi jo flere sammen på Sparta, og kammeraterne var flinke til at øve sig i sang sammen med mig, så jeg fik melodierne lært, og det kom til at gå rigtig godt i sangtimerne. I musiktimerne var jeg den dårligste på holdet, der var fire i hvert hold. Allerede da vi begyndte efter efterårsferien, lavede han holdene om, så jeg kom til at spille alene hos ham. Nu ville han tage sig godt af mig. men det skete jo desværre alt for ofte, at jeg greb fejl og spillede falsk, og så blev han vred og skældte ud, ja, en dag bandede han over mig. så tog jeg mod til mig, og fortalte ham, hvordan jeg havde det med min sygdom og sagde også, at når han talte hårdt til mig, så tog hjertet til at hamre, og så kunne jeg slet ikke spille rent. Musiklæreren sagde, at det skulle jeg have sagt noget før, men nu ville han prøve at tage det på en hel anden måde. Jeg sagde, at man jo aldrig er glad ved, at skulle udlevere sig selv. Vi fik en god samtale med hinanden, og siden skældte han aldrig ud og langt mindre bandede. Siden den dag gik det bedre med at spille, han brugte sin violin, og vi spillede sammen
Det gik også helt godt til endelig eksamen, jeg fik gx i violinspil, og det var jeg særdeles godt tilfreds med.

En dag, det var nogen tid efter, at der var noget galt på klassen i Møllers time, hvad det var, kan jeg ikke huske, men Møller var vred og forlangte en forklaring. Et par stykker, der følte sig skyldige afgav en forklaring. Da musiklæreren havde hørt den, henvendte han sig til mig: Poulsen, er dette rigtig. Jeg svarede. ”Ja”, for det var rigtig. Det var det sidste ord, der blev sagt i den sag.

En eftermiddag gik jeg ned til ”Borgen” for at drikke kaffe, da stod musiklæreren stille ved et hjørne, da han hørte mine skridt, kaldte han, da han hørte min stemme, sagde han: Nå er det dem Poulsen tag lige min arm og hjælp mig forbi, for jeg kan lugte heste, så jeg tør ikke gå længere alene. Det var rigtig, en halv snes meter længere fremme stod et spand heste. Da vi kom ned til ”Borgen”, sagde han tak, nu kunne han klare sig selv. Han havde mistet synet som seksårig. Han havde et par lange snørestøvler, og en dag han skulle have støvlerne af, var et af båndene gået i hårdknude, og han kunne ikke løse dem op. Han blev heftig og tog en kniv, og med et rask tag snittede han båndet over med det resultat, at knivspidsen ramte det ene øje. Der kom betændelse i øjet, og det bredte sig til det andet øje, og han mistede synet på dem begge.

Musiklæreren var vældig dygtig til at klare sig, han kunne finde rundt mellem de forskellige bygninger og ind i alle klasseværelser, han kunne gå ind og handle i butikker. Men gik der en ved siden af ham og ville tale med ham, da skulle vedkommende tage ham under armen, han kunne ikke både tale og finde vej. Musiklæreren og fruen havde en tandem, når de kørte på den, sad fruen foran og styrede, og så gik det fint.
Kun få år fik lærer Møller på seminariet, efter at vi i 33 havde forladt seminariet. Han måtte tage sin afsked på grund af dårlige nerver. Han søgte og fik pladsen som organist ved Holstebro kirke, og der fik de nogle lykkelige år. Da fru Møller døde, måtte han søge sin afsked, han kunne ikke klare organisttjenesten uden hendes hjælp.

Da jeg var blevet mere rask, talte jeg med lærer Olsen, der havde gymnastik med 1. klasse, om han troede, jeg kunne få gymnastik med som fag, hvis jeg kunne klare de stående øvelser og så teorien. Det turde han ikke svare på, men han ville anbefale mig at gå med til den frivillige morgengymnastik resten af 1. klasse, og så kunne jeg tale med lærer Christensen, når han ved næste skoleårs begyndelse overtog gymnastikken. Det gjorde jeg og fik 10 min. Stående øvelser på gulv ved ribbe resten af skoleåret.
Ved begyndelsen i 2. klasse talte jeg med lærer Christensen, og han gav mig lov til at deltage i de øvelser, jeg kunne magte, men han ville ikke love, at jeg fik lov at gå op i det til eksamen. gjorde jeg ikke det, ville han skrive en erklæring til mig gående ud på, at jeg på grund af sygdom kun havde deltaget i gymnastik i de to sidste seminarium år, men alligevel ville han anse mig for egnet til at undervise i faget. Han talte så med gymnastikinspektøren om det, og jeg fik lov til at gå op til eksamen, men han gav mig kun en lille karakter i faget. Havde jeg ikke fået gymnastikken med, ville det havde trukket hovedkarakteren ned, og jeg havde været ukvalificeret til at søge embede, hvor der skulle undervises i gymnastik.
Var det fint vejr, gik vi turer om eftermiddagen. En skøn tur i forårstiden og først på sommeren var ned gennem Kongsgårdens dale til fjorden. I dalene var et væld af blomster, særlig var der mange gule kodrivere. Jeg har taget denne tur flere gange en tidlig søndag morgen, jeg cyklede op til missionshuset, hvor jeg så stillede cyklen og så gik jeg ned i dalene og hentede en frisk buket af de dejlige blomster, solen skinnede og lærkerne sang og fjorden lå stille og blank. Jeg var hjemme igen i god tid til morgenkaffen.

Ofte gik vi langs stranden om til ”Høgsgård strand”, her var en fin badestrand, der var meget søgt i sommertiden. Der var opstillet skilte med de forskellige bade tider for herrer og damer. Forstander Gjelstrup badede meget her, men det var tidligt om morgenen og det både sommer og vinter. Vi seminarister tog sjældent til fjorden for at bade, da vi havde gode badeforhold på seminariet. I kælderen under ”Den gule bygning” var der indrettet et stort baderum, hvor der var 6 bruser, og der havde hver klasse sin bestemte badetid, to timer i hver uge. Alle kvindelige elever havde en tid, og seminariets piger havde deres. Der var bænke til ar ligge tøjet på. Sæbe og håndklæder skulle medbringes. Fra ”Høgsgård” gik vi op til landevejen og hjem, eller måske gik vi ned forbi ”Høgsgård” til stranden og så fulgte vi den mod øst til ”Remme strand” for så at tage landevejen hjem.

En anden tur som vi ofte gik, var ad kirke stien hen over bakken forbi højskolens have og hen forbi ”Brejdablik”, der var højskolens ejendom, og så ind over kirkegården. Syd for kirken var der nede i bakken muret en gravhvælving, hvor en tidligere ejer af ”Kongsgård” og hans hustrus sakofager stod, om sommeren var kun gitter døren for, så vi kunne se ind, der stod altid friske blomster i en stor vase ved foden af kisterne. Ofte når vi gik omkring og så på gravstenene, standsede vi op ved en sten, der stod i det nordvestre hjørne af kirkegården. På stenen stod foruden navn, fødsels – og dødsår ordene: ”Han nåede det”. det var en ung mand fra sognet, der lå begravet der, og hans forlovede havde sat stenen på hans grav. Jeg har flere gange standset op ved denne grav, og ordene: ”Han nåede det” har talt stærkt til mig. turen sluttede altid med et besøg oppe i kirketårnet, døren til tårnet var aldrig låst, så der var fri adgang. Oppe ved kirkeklokken boede allikerne, og dem var der mange af, der lå en tykt lag fuglegødning over hele loftet, det var ikke så tiltalende at træde i, men der var en storslået udsigt ud gennem hullerne til alle sider. Kirketårnet lå højt på bakken.

En tredje tur gik ud ad vejen over Byskov bakke, den tur gik vi næsten daglig. De første år var der flere sving på vejen, men så blev de rettet ud og vejen udvidet, og der blev en udgravning af bakken, så turen mistede en stor del af sin tiltrækning på os. Den skønne udsigt fra bakkens top var borte. Vi seminarister havde sendt en protest til sognerådet mod at vejen blev rettet ud, og bakken blev udgravet, men denne protest tog sognerådet naturligvis intet hensyn til.

Var det en søndagstur drejede vi af til venstre ned forbi ”Sdr. Byskov”, hvor landstingsmand Rasmussen Byskov boede. Han og hans hustru Kristiane havde jeg været gæst hos et par gange. 1, gang sammen med højskolen. 2. gang var min klasse budt derop. Rasmussen var i bestyrelsen for seminariet, og de ville gerne holde forbindelsen ved lige med de skiftende elevhold. Senere besøgte Signe og jeg dem flere gange. Rasmussen var nemlig fra Nørager, Signes hjemby, og han og Signes far var ungdomsvenner, og Rasmussens bror og søster boede i et hus nabo til ”Støvbogård”, der var Signes hjem. vi gik videre ad vejen forbi ”Ndr. Byskov” og til Remme strand for så at gå ad landevejen gennem Ådal bakker og hjem til sem. Det var en lang spadseretur, men den kunne lige klares mellem kaffe – og spisetid.

En gang eller to om året cyklede jeg lørdag eftermiddag til Hjerm præstegård, hvor provst Steffensen boede, han havde jo været præst i Engesvang i 10 år, og han havde konfirmeret mig. der i præstegården var jeg altid velkommen, det vat noget de sagde hver gang, og som jeg kunne mærke. Jeg sov i gæsteværelset om natten, og søndag formiddag var jeg med i kirke, var det i Hjerm Østre kirke, der var højmesse, så cyklede provsten og jeg derover.
Efter middagsmaden, når provsten skulle i kirke igen, cyklede jeg tilbage til Nr. Nissum.

Mindst en gang hver sommer var jeg på besøg hos min højskolekammerat Andreas Nielsen ”Sdr, Grønkjær” i Flynder, han var bleven gift med naboens datter Kirstine, og de havde overtaget hans barndomshjem. Det var også en lang cykeltur, jeg cyklede derover lørdag eftermiddag og hjem søndag. Det tog 1½ time at cykle hver vej.

Besøg hos Lærerne.
Der var et godt kammeratskab i klassen, særlig var det godt i vor klasse. Der var også et godt forhold til de andre klasser og til lærerne. At dette var tilfældet skyldes nok for en stor del de forskellige fester og samarbejdet for at arrangere dem, og så de årlige besøg hos lærerne. Hver vinter efter jul blev vi indbudt klassevis på besøg hos de forskellige lærere. Musiklærer Møller. Der var blind, dannede en undtagelse. En aften forløb på forskellig måde med oplæsning eller et kort foredrag, vi fik kaffe, så billeder, hørte god musik, sang nogle sange eller legede selskabslege. Der blev sluttet med en andagt. Hos lærer Kirkegård fik vi dessert, inden vi skulle hjem. fire – fem aftener var vi på besøg hos lærerne i løbet af en vinter, og det gentoges år efter år. I 3 klasse var vi
en aften hos Kresten Lilleøre i Korinth, en aften hos en gårdejer i Borum, jeg husker ikke hans navn. Og som tidligere nævnt var vi en aften i ”Sdr. Byskov”.

Indre Mission på Lemvig egnen afholdt kredsmøder rundt i sognet. Det år jeg var i 3. klasse blev der afholdt et sådant møde i Vandborg. Der skulle afgå bil fra seminariet, og vi var 5 – 6 stykker, der indmeldte os. Der kom en del med fra Byskov og Borum og seminariet, flere kom på i Korinth, og da vi nåede København blev bilen fyldt. Først var der gudstjeneste i Vandborg kirke, hvor sognets præst pastor Riis prædikede. Efter gudstjenesten blev alle tilrejsende indkvarteret rundt i gårde og huse til spisning. Vi fra seminariet kom ud på en stor gård, der hed ”Store Kubstrup”. Så vidt jeg husker hed manden Esben Petersen. Inden vi skulle spise, skulle vi med ham ud i staldene, der stod to rækker store, brede sortbrogede køer, derfra kom vi ind i fedestalden, der stod to rækker brogede stude, der blev fedet til slagtning, der var ca. 30 store dyr.

Det undrede mig, at det var halvmørkt derinde. Da jeg spurgte, hvorfor det var sådan, svarede manden, at så trivedes studene bedst. Når de 30 dyr om foråret blev solgt, købte han tyrekalve og satte i stedet, så blev der nogle at sælge næste år. Efter turen i staldene blev vi budt ind i deres pæne, hyggelige stuer, hvor vi fik serveret en god aftensmad. Jeg husker, at manden fortalte, at han havde en broder, der var læge i København

Aftensmødet blev holdt i missionshuset, der var fyldt til sidste plads. Pastor Andreasen Harboøre, der var kredsformand, ledede mødet. Hvem talerne var, husker jeg ikke, men jeg husker, at da ordet var frit, var Lehm oppe for at give et indlæg. Da vi kørte hjem sad Lehm og jeg sammen med fru Rasmussen Byskov, og hun indbød os til at komme op til dem en aften, så ville hun give en kop kaffe. Vi tog mod indbydelsen, og en aften vi var færdige med lektierne i god tid, gik vi til ”Sdr. Byskov”. Rasmussen var ikke hjemme, han var i København, men forkarlen, en ung mand fra Nødager, udfyldte hans plads som vært på en god og værdig måde, og vi fik en god kop kaffe.

Festen:
Velkomstfest for den nye F. klasse. Den 6. september kl. 19,30 samledes alle eleverne i gymnastiksalen for at byde den ny F. klasse velkommen. Denne fest plejede at blive holdt på Byskov bakke, men da bakken på grund af vejarbejde havde forandret udseende, og det også var regnvejr den søndag, holdtes festen altså i gymnastiksalen. Som indledning sang vi ”Se det lysner for vort øje”. Foredragsforeningens formand N. C. Hansen 3. bød velkommen og rettede en særlig velkomst til aftenens taler E. Dalsgård 3.
Taleren sammenlignede meget træffende seminarium tiden med et forhindrings løb og mærke som den første forhindring optagelsesprøven, hvor man godt kunne komme ud for en lille tg. Efter at havde understreget, at der ingen forskel fandtes mellem klasserne, men alle var lige, gav taleren på en smuk måde til kende, hvad man ventede af den nye F. klasse og udtalte ønsket om, at den måtte føle sig godt hjemme her og også bidrage til et godt kammeratskab på seminariet. Derefter var der leg en times tid, under hvilket det føltes, at de tilstedeværende havde lagt sig talerens ord angående klasseforskellen på sinde. Som afslutning affyredes kl. 8,30 den traditionelle raket.

Sportsfest 26. september.
Det var gammel tradition, at kongens fødselsdag, der jo var skolefridag blev brugt som sportsdag og idrætsfest. Den første, jeg deltog i var festen i 1930. den havde følgende forløb: Klokken 7. blev flaget hejst, og der blev udbragt et leve for kongen. Derefter gik vi med fanen i spidsen til sportspladsen, hvor forstander Gjelstrup holdt morgenandagt. Nu tog sporten sin begyndelse, og samtidig begyndte regnen. Første fodboldkamp var mellem 2. og 1. Resultatet blev 3 – 0 til 2. Derefter var der langboldkamp mellem damerne. Holdene var valgt ved lodtrækning rødt mod grønt. Resultatet blev at rødt vandt 26 mod 20. Tredje kamp var ”F” mod 3. hvor 3. vandt 3 – 0 så blev det middag.

Kl. 1. begyndte en hønekamp mellem damerne, de skulle kæmpe to og to og vælte hinanden ned af pinden. Vinderne blev Hilda Henriksen F. (senere fru Linderoth) og Valborg Eriksen 1. Lærer Hansen var dommer. Under denne kamp begyndte et heftigt tordenvejr. Næste punkt var 100 m. løb, det måtte udsættes på grund af den stærke regn. Vi gik over i gymnastiksalen, hvor damerne vandt i tovtrækning mod gamle Nissumitter. I en tovtrækning mellem damerne og lærerne vandt damerne også. I en sidste styrkeprøve mellem Peter Johansen og murer Olsen vandt murer Olsen

Nu var det atter solskin, og der fortsattes med 100 m. løb ude på pladsen. Johannes Jensen 2. blev sejrherre, Alfred Jensen 2. blev nr. 2 og Bagger Christensen 3. blev nr. 3. i Byskov løbet kom Berg 2. ind som nr. 1. Martin Larsen 3. blev nr. 2 og Johannes Jensen 2. blev nr. 3. Derefter var der ”Dør træk”. På sportspladsen var lavet to 8 tal af flasker, og det var meningen, at man skulle cykle på den bane, der var mellem flaskerne uden at vælte nogen af dem. Løbet blev vundet af Ernst Jensen 3. og P. Christiansen 3. blev nr. 2.

Efter kaffepausen tog damerne fat på forhindrings løb, hvor der var indsat små forhindringer som at flytte ærter på et knivsblad eller krybe under en bænk, hvilket ikke lykkedes lige godt for alle, idet nogle væltede bænken. Nr. 1 blev Valborg Eriksen 1. og Agnes Ahm 1. blev nr. 2. inden forhindringsløbet for herrer var der indskudt en gymnastikopvisning af et udvalgt hold, det var enestående i sin slags. De havde alle masker på, og de sad på nakken af hovedet, ligesom de var trukket bagvendt i tøjet. Når der blev kommanderet: ”Bagud. bøj” var de i stand til at sætte nakken mod bagen. De kom marcherende baglæns ind på pladsen, og efter opvisningen gik de på samme måde ud igen

Nu tog forhindringsløbet for herrer sin begyndelse, der var mange forskellige forhindringer, f. eks skulle de spise en bolle, der hang i en snor uden at bruge hænderne til hjælp, eller sætte tråd i en nål, hvilket voldte mange stort besvær. Nr. 1 blev A. Christensen 2. og nr. 2 blev Martin Larsen 3., Berg fra 2. blev nr. 3. det mest spændende var finalen i fodbold mellem 2. og 3. 2 klasse vandt kampen med 3 – 0. Pokalen, en statuette forestillede en fodboldspiller, gik dermed til 2. klasse. Nu var der spisning, derefter blev flaget taget ned, og vi gik i procession gennem ”Hellas”.

Aftenfesten.
Efter at havde sunget nationalsangen udenfor den gule bygning gik vi alle til foredragssalen, hvor der var festligt dækkede borde både i foredragssalen og i biblioteket. Da vi var kommet til sæde, bød forstanderen alle velkommen og rettede en særlig velkomst til dem af de ældre årgange, der var kommet til stede. nu forlystede musikken os en halv times tid, der spilledes flere numre, som høstede mægtigt bifald, hvilket også blev Christiansen 3. til delt, da han sang et par sange for os. Ved chokoladebordet bragte forstanderen en hilsen fra lærer Christensen, som opholdt sig i Tyskland for at studere der.. forstanderen foreslog at sende ham en tak for hilsenen, hvilket vandt enstemmigt tilslutning. Ligeledes sendtes en hilsen til frk. Nielsen, der var på kursus i København.

Efter kaffen fandt præmieuddelingen sted. Først overrakte festkomiteens formand Chr. Møller 3. den smukke statuette ”fodboldspilleren” til en fra 2. klasse. Jeg husker, musiklærer Møller bad om at få den at se. Da han fik den i venstre hånd, befølte han den med fingrene på højre hånd og udtalte: ”Ja, den er jo meget smuk”. Møller uddelte også de øvrige præmier, der alle var ledsaget af bevingede ord. Da Valborg Eriksen i vores klasse fik overrakt sin 1. præmie ved damernes forhindrings løb, et glas honning, var det med ordene: ”En sød præmie til en endnu sødere dame”.

Da præmierne var uddelt, spillede musikken igen, og Bundgård i 2. sang den dengang meget omtalte pinsevise, som gjorde stormende lykke. Derpå talte lærer Hoppe, Barslev, han var valgt til formand for bestyrelsen efter provst Møller, han gik ud fra et valgsprog: ”Stå fast, men stå ikke stille”, og lagde os på sinde, at vi stadig skal fremad, også når vi engang har forladt seminariet, og fremgangen skal være både på det timelige og det åndelige område. Til slut takkede forstanderen de forskellige, der havde medvirket ved festen, og efter at vi havde sunget sangen: ”Stå fast min sjæl, stå fast i Herrens krige”, sluttede lærer Hoppe aftenen af med en kort andagt. Lørdag den 4. oktober, medens vore kampfodboldspillere var til kamp i Ranum, spilledes en kamp mellem ”Borgen” og frk. Madsens pensionat i Korinth med det resultat at ”Borgen” vandt med 3 – 1 som belønning blev der serveret chokolade på ”Borgen” om aftenen.

Elevfesten 28. november 1930
Ude var det gråt og trist, men inde i salen var det lyst og festligt. Sjældent har vist salen fremtrådt i så smuk en skikkelse som den aften, – hvor var udsmykningen festlig. Efter at nationalsangen var sunget, holdt kommiteens formand Bagge Petersen 3. en kort velkomsttale, hvori han på en smuk måde ved at henvise til det over salens anbragte ord: ”For at se og ses” gav udtryk for aftenens formål. Aftenens første del var en i alle måder vellykket koncert. Under musiklærer Møllers ledelse udførtes forskellige kompositioner udsat for mandskor og bl, kor, dels for orkester. Der kan nævnes Gades: på fyrtårnet, Hartmanns: Hinsides bjergene sunget af bl, kor. Derefter spillede orkesteret: ”Meditation” af Ave Marie. Efter endnu et par orkesternumre sang bl, kor Agerby: ”Havren” tekst af Jeppe Aakjær og jeg vil ha mig en hjertenskær af samme. Til sidst spilledes Introduktionsmarch.

Gemt er ikke glemt, hedder det som bekendt, og sandheden af dette ord blev der rig lejlighed til at erfare, da tæppet derefter gik op for første del af revyen. ”Husker du”. Det var ikke få som her fik lejlighed til at se sig selv i en ny ,eller rettere sagt i gammel belysning. I den påfølgende korte pause holdt forstander Gjelstrup en tale, under hvilken han mindede om at elevfesten dette år kunne holde sølvbryllup, idet den første elevfest fejredes i 1905. forstanderen betroede, at denne livskraft for en væsentlig del bundede i, at seminariet i alle disse år ikke alene havde haft ”de friske vinders sus over sig, men tillige havde ligget i læ af kirkebakken”, samt udtrykte ønsket om at dette forhold også måtte komme til at passe på fremtiden.

Derefter gav vi os i lag med chokoladebordets herligheder, og som sædvanlig løstes ved denne lejlighed tungens bånd. Da det vil føre for vidt at gengive alle de ellers interessante og fornøjelige taler, som holdtes både af lærer og elever skal jeg her kun nævne et par enkelte. Musiklærer Møller lagde for med en ligeså lærerig som underholdende beskrivelse af en ung mands udvikling og oplevelse i det første seminarium år. Frk. Nielsen fremdrog minder fra ”bryllupsdagen” for 25 år siden. Den smukke festsang af W. Petersen 3. fortjente også at blive nævnt. Efter chokoladebordet var der lejlighed til i ti minutter at trække frisk luft, inden tæppet gik op for stykket: ”Når enden er god”. Dette i sig selv fornøjelige stykke førtes over scenen med et så sprudlende humør og i så rivende tempo, at alle begejstredes og udtrykte dette ved et bragende bifald, og den rette stemning var til stede, da revyens sidste del opførtes. Den gjorde om mulig endnu mere lykke end første del. Men i øvrigt tjente revyen i sin helhed forfatterne Dalsgård 3. og Bundgård 2. til megen anerkendelse.

Man var nu nået til desserten, som dannede en værdig afslutning på den mere materielle del af festen, og dens æstetiske side fandt en ikke mindre smuk afslutning med en ualmindelig betagende og stemningsfuldt applaus. Efter en kort andagt ved Christiansen 3. skiltes derpå festdeltagerne, et skønt minde rigere og med en klar følelse af, at den mellem alle var blevet knyttet bånd, hvis betydning ville række langt ind i en kommende tid. Til festen var alle i seminariet indbudt. Udgifterne til festen blev fordelt ligelig mellem samtlige elever i klasserne og blev opkrævet et par dage efter.

Julefesten 1930.
Som sædvanlig stod ugen før juleferien i festens tegn. Først kom klassefesterne. Vores i 1. blev fejret i ”tegnesalen”, som vi havde fået lov ar låne. En komite, der var nedsat en måneds tid før, havde gjort et godt og stort forarbejde, så vi fik en god og hyggelig aften med revy og opførelse af skets, kaffebord og sang, hvor Nordborg sad med sin spinderok og sang: ”Spurven sidder stum på kvist”. Efter tableanen skulle jeg holde andagt. Jeg havde forberedt mig godt, men ikke regnet med, at den skulle holdes uden manuskript. Til belysning var kun et stearinlys, den stod i nærheden af Nordborgs spinderok. Der blev vist et par pauser i andagten, men trods dette blev det en god og festlig aften.

Julefesten i Hellas.
Om torsdagen fejredes julefesten i Hellas. Den bød dette år på noget ganske særligt, nemlig på pastor Svend Bøgh og på kaffe. Festen begyndte i gymnastiksalen, der var smukt pyntet, navnlig var rudestigen smuk. Den var dette år beklædt med et maleri på hvilket man nederst så en lille stue hvori der sad et gammelt ægtepar. Manden var i fært med at læse juleevangeliet: ”Og det skete i de dage”, og øverst oppe mod den blå luft Thorvaldsens Kristus

Man havde ventet sig meget af denne julefest, og vi blev ikke skuffet. Efter juleklokkens kimen bag rudestigen havde budt folk velkommen, og vi havde sunget et par julesalmer talte provst Olesen Gudum og derpå Svend Bøgh. Festen var tillige offerfest og offergangen op til de små hvide krybber, der i mange år havde gjort tjeneste, fandt deres sted. Da forstander Gjelstrup havde sluttet festen i gymnastiksalen, gik vi over i foredragssalen, hvor et smukt pyntet kaffebord stod dækket. Vi havde her lejlighed til at høre forskellige talere, og til sidst sluttede Svend Bøgh aftenen med en kort andagt.

Pensionat festen.
Aftenen efter fandt pensionat festerne sted. Hvorledes den i Korinth gik for sig, ved jeg ikke, men ved at dømme efter folks ansigter, da de vendte hjem fra festen, ud på aftenen, måtte den have været god. Det kan i ikke mindre grad siges om Borgens fest. Også den bød på nyheder. Først og fremmest lidt revy over alle deltagerne. Den gik på melodien: ”Den tyv, som stjal Hr. Nielsens hest”, og så snedig var det arrangeret, at man selv måtte stå op og gøre publikum bekendt med sine synder. Det var J. P. Jensen i 2. der havde været mester for dette store arbejde. Også en temmelig uløselig rebus hørte med til overraskelserne. Aftenen forløb med musik og taler. Frk. Madsen havde sørget ypperligt for den materielle del af festen, og hovedindtrykket var, hvad der altid må være målet for sådan en aften – nemlig hygge. Forstanderen sluttede med en andagt. Alt i alt blev det en aften, som vi alle havde glæde og arangøerne tillige glæde af.

Møder og foredrag.
Den 13 september afholdt de to missions kredse Sudan Araberkredsen og D. M. S. kredsen generalforsamling i foredragssalen. Dagsorden var: sammenslutning af kredsene. Formanden for D. M. S. Richard Sørensen 3. indledede med at minde om dåbs befalingen, som var givet til Jesu disciple, men også gjaldt de nulevende slægter. P. Christiansen 3. forelagde regnskabet for Sudan – Araberkredsen og P. Mortensen regnskabet for D. M. S. Richard Sørensen forelagde et forslag for sammenslutningen, og efter en del forhandlinger, blev det vedtaget med små ændringer.

Til bestyrelsen for ”Missionsforeningen” valgtes lærer Nielsen, Richard Sørensen 3. Juul 2. og Mariane Nielsen 1. Derefter sluttede lærer Nielsen aftenen med atter at minde om dåbs befalingen. Den nye forening skal oplyse om arbejdet på missionsmarkerne og støtte de forskellige missionsselskaber. Richard Sørensen blev senere valgt til formand.

Foredrag af pastor Bartholdy.
Tirsdag den 30 september holdt pastor Bartholdy foredrag over emnet: ”Bartianismen” : Han holdt fra begyndelsen os tilhører fast ved den djærve og interessante måde, hvorpå han gav os et grundigt indblik i Bartianismens grundsætninger. Man mærkede i øvrigt, hvorledes han søgte at finde det gode frem hos Bartanismen og i det hele taget give os en god og fyldig skildring af den, så vi tilhørere kunne få lejlighed til at fælde en selvstændig dom over denne kirkelige bevægelse.

K. F. U. M. og K. møde.
Lørdag den 5. oktober afholdt K. F. U. M. og K. fællesmøde i foredragssalen, hvor P. Christiansen 3. og Alfred Jensen 2. refererede nogle foredrag fra landsledermødet i Randers. Christiansen talte om de beskyldninger, der rettedes mod K. F. U. M. og behandlede spørgsmålet: ”Vil K. F. U. M. en vækkelse og stiler det arbejdet derimod?” kort og klart. Alfred Jensen gengav hovedindholdet af en prædiken om ”Marie ved Jesu grav”, og en om ”Peters fiskeidræt”. De unge fra sognet var indbudt, men på grund af et frygteligt vejr med regn og blæst kom der ikke andre end seminariets beboer, men de var også mødt op i stort tal.

Besøg af Stig Bredstrup.
Torsdag den 14. oktober havde seminariet besøg af forstander Stig Bredstrup, Jonstrup seminarium. I en formiddagstime holdt han foredrag for os, om børneskikkelser, der forekommer i Dickens romaner. Foredragssalen var fyldt, og ingen gik skuffede bort. Næsten uhyggeligt klart afmalede hr. Bredstrup disse børn for at vise os, hvorledes de allerede i en ung alder var blevet mishandlet af livet og verden, og hvorledes barnet i dem blev myrdet alt for tidlig og brat – Barnemordet i Betlehem. Det var en time uden for de sædvanlige, en time. Som vi aldrig glemmer, og det var en stille og eftertænksom skare, der forlod salen for at fortsætte med sidste time i den gule bygning.

Foredrag om ”Lykke Per”.
Torsdag den 16. oktober holdt magister Thomsen, Struer foredrag over emnet ”Lykke Per”. Salen var stuvende fuld, og vi var ikke gået forgæves. Foredragsholderen gennemgik på en meget interessant måde Henrik Pontoppidans værdifulde værk, idet han hist og her indflettede oplysninger om digterens eget liv og levned. I særdeleshed bør det smukke sprog, hvori foredraget blev fremført, fremhæves, og ligeledes den sikkerhed og forståelse, der prægede det fra enden til anden, alt sammen viste det, at vi havde en mand for os, der fuldt ud var over sine ting.

Møde i missionskredsen.
Lørdag den 22. november havde vi møde i hedningemissionskredsen, hvor lærer Nielsen talte over emnet: ”Hvor danske missionærer arbejder”. Gennem dette glimrende foredrag fik vi et udmærket indblik i et vidt forgrenet arbejde som ydre mission er. Den 10. oktober havde missionskredsen haft besøg af Borch Jensen, der var missionær i Arabien. Han viste gennem sin tale, hvor berettiget skolemissionen er, men vi blev også klar over, at netop denne gerning har store vanskeligheder, vi mærkede, at vi havde en mand foran os, som i sin gerning med alle dens vanskeligheder satte sin lid til Gud. Borch Jensen havde sin gerning i Asien.

Efterårslæsningen.
Efterårslæsningen fandt i 1930 sted lørdag den 1. november i gymnastiksalen, hvor en stor scene var stillet op i enden af salen, der var malet flotte kulisser, til dette havde lærer P. Olsen, der vikarierede for lærer Christensen, været eleverne en god hjælper. Første stykke var skuespillet ”Nej” af Ludvig Heiberg, det blev helt igennem udmærket udført og gjorde stor lykke hos publikum, det viste det mægtige bifald efter stykkets slutning. Det næste stykke: ”En søndag på Amager” af Johanne Louise Heiberg blev også godt udført, og der havde de medvirkende anskaffet sig amager dragter, hvilket i høj grad forøgede virkningen. Der var også malet prægtige dekorationer, der passede godt til stykket. I pausen mellem stykkerne forlystede O. Josefsen 3 og Sand 1. os med forskellige musiknumre.

Oplæsning på norsk.
Foredragsforeningen havde formået at få skuespiller Sigurd fra Stavanger til at komme til seminariet og give os en aften med oplæsning af norske digterværker. Som begyndelse læste hr. Sigurd, Ibsens: ”Aases død”. Dernæst fremførte han forskellige digte og fortællinger, af hvilke særlig Jacobs Bulls ”Dødsmærket” vakte opmærksomhed ved sin inderlighed og betagende kræft. Gribende var også Wergelands fortælling ”Jøden”. efter at havde gengivet Bjørnsons fortælling ”Fader og søn”, gik han over til at resitere Bjørnsons ”Undrer mig på ” og ”Ja, vi elsker dette landet”. Efter oplæsningen hilstes hr. Sigurd med minutlange klapsalver. Alt i alt en aften som satte spor, og som vi håber, kan gentages engang i fremtiden.

Bedeugen.
I de unges bedeuge blev der på seminariet afholdt fælles bedemøde for K. F. U. M. og K. søndag, torsdag og lørdag aftener. Den sidste aften deltog sognets unge. Det var en glæde at se, at der hver aften kunne samles så mange.

Offerfest.
Fredag aften havde kvindekredsen i sognet deres årlige offerfest. Den begyndte om eftermiddagen med en gudstjeneste i kirken hvor den gamle pastor Busch prædikede. Om aftenen var der fest i missionshuset, hvor pastor Busch fortalte oplevelser og indtryk fra forskellige fængsler i Kina og Amerika, som han havde besøgt. Ved festen indkom 1500 kr. til D. M. S.

(Semenarietiden)
Inden jeg slutter med at fortælle om seminarium årene, er der nogle begivenheder, jeg må have med. Det er indvielsen af den nye bygning. 40 års stævnet 1932 og skriftlig udflugt samt dimetentfesten.

Indvielsen af den nye bygning
Søndag den 17. januar 1932 blev en stor fest – og mindedag i seminariets historie, da blev nemlig den store nye seminariebygning, hvis tilblivelse vi sommeren før havde fulgt med stor interesse, og hvis hyggelige lokaler vi allerede havde taget i brug. Indviet ved en smuk og stilfuld højtidelighed. Ved middagstid indvielsesdagen samledes alle de, der havde virket med bygningens opførelse samt en del repræsentanter for pressen i alt ca. 80 mennesker til middag på ”Borgen”.

Forstander Gjelstrup bød velkommen og udtrykte sin glæde over det veludførte arbejde, der var blevet ydet ved den nye bygnings opførelse og rettede en tak til arkitekt og de forskellige håndværkere. Provst Møller rettede en særlig velkomst til pressens repræsentanter og takkede dem for den rosende omtale i bladene. Arkitekt Brun bragte byggeudvalget og håndværkerne sin tak. Tømrer Nielsen, Lemvig og murer Petersen Nr. Nissum havde også ordet for at give udtryk for taknemlighed og tilfredshed. Rasmussen Byskov gjorde rede for den nye seminarielovs skærpede krav til seminarierne, som havde gjort byggeriet nødvendig. Redaktør Lilholt, Lemvig, takkede for indbydelsen og fremhævede den danske folkeskoles betydning for pressen, hvis ingen kunne lære eller skrive, måtte pressen indstille sin virksomhed.

Indvielseshøjtideligheden.
Kl. 14,30 samledes gæsterne, lærerne og eleverne i den nye festsal, der trods sine 250 siddepladser ikke kunne rumme de mange, der var mødt op til festen. Så det tilstødende bibliotek måtte tages i brug også. Efter at salmen: ”Lover den Herre” var sunget talte forstander Gjelstrup. Han bød alle de tilstedeværende velkommen og rettede en særlig velkomst til ministeriets konsulent i skolesager, Kaalund – Jørgensen der repræsenterede undervisningsministeriet, til provst Rendtorff og frue, politimester Kytse og frue, pastor Nielsen og frue, forstander Kaag, højskolen og kand. Strøm samt repræsentanterne for pressen. Derefter nævnede forstanderen navnene på de forskellige, der havde udført arbejdet. Han oplyste, at byggesummen for den nye bygning beløb sig til 45, 254, 91Kr. med udgifterne til inventar og istandsættelse samt indretning af fysik laboratorium blev de samlede udgifter omkring 65. 000, 00 kr.

Af hensyn til den nye seminarielov var vi nødt til at bygge, sagde forstanderen. Den nye ordning krævede 1 – 2 klasseværelser mere, sløjd – fysik og bibliotekslokaler, en ny foredragssal var også tiltrængt. Hvis seminariet skulle bevare sin statsanerkendelse stod bestyrelsen over for et ”du skal”. Forstanderen udtalte til slut: det er livets krav, der har ført denne udvikling med sig, måtte seminariet vedblivende eksistere med livets ret og tjene den danske folkeskole til gavn og Gud til ære.

Efter salmen: ”På Jerusalem det ny” talte seminariets formand Provst Møller, som begyndte med at fortælle, at da han som ung student kom til universitetet i København fangedes hans blik af den bekendte ørn over hovedindgangen og dens inskription, der knyttes til den: den skuer op mod det himmelske lys. I den forbindelse kom han til at tænke på to mænd: Niels Finsen, som opdagede sollysets gavnlige indflydelse på det menneskelige legeme, og seminariets stifter pastor Ad. L. Hansen. Han skuede også op mod det himmelske lys og fandt noget herligt der, derfor blev han præst og derfor oprettede han højskolen og seminariet. Da dette seminarium blev oprettet, var det som et lille sennepskorn, men nu er det blevet noget stort, og vi ønsker og beder. At væksten må fortsætte. Til slut indviede provsten huset i den treenige Guds navn og fremsagde trosbekendelsen. Skolekonsulent Kaalund Jørgensen talte derefter. Han udtalte bl. a : ” Når jeg står her i dag, er det for at bringe en hilsen og lykønskning fra ministeriet. Jeg vil adressere den både til bestyrelsen, der har ladet bygningen opføre, til forstanderen lærerkollegiet, som skal bringe indhold i disse rum og til eleverne, som skal bringe liv”. Regeringen har skruet fordringerne en omgang op, og det er glædeligt at se, at Nr. Nissum seminarium står som en af de første af landets seminarier, når det gælder om at efterkomme de nye krav, derved har det bevist sin livskraft.
Fyret står på klippen og udsender sit lys for at vejlede de, der farer på havet. Den, fyrets gerning den er vor, at lyse op og lede. Her har vi fået et nyt element ind, som forøger lysstyrken, og det er mit håb, at Nr. Nissum seminarium under de nye forhold endnu bedre end før kan gøre lysets gerning. Som afslutning på den stemningsfulde højtidelighed sang forsamlingen den hellenske nationalsang.

Der var derefter lejlighed til at bese den nye bygnings forskellige lokaler, der er fordelt på følgende måde! I stueetagen bibliotek og fest – og foredragssal. På 1. sal håndgerningslokale og tegne sal. I kælderen sløjdlokale, cyklestald og fyrrum. Endvidere fysiklokalet i stueetagen på ”Akropolis”. Om aftenen holdt skolekonsulent Kaalund Jørgensen foredrag for os over emnet: ”En time i folkeforbundets historie”.

På skolekonsulentens opfordring sang koret under musiklærer Møllers ledelse en række sange, der sluttede med nationalsangen ledsaget af orkesteret. Kaalund Jørgensen gav musiklærer Møller en rosende anerkendelse for den smukke sang, som musiklærerens kor altid præsterede. I tilknytning til festen afholdtes derefter en festlig sammenkomst på ”Borgen”, hvor der blev drukket chokolade. Her havde lærer Hansen, lærer Søndergaard Jacobsen, lærer Nielsen og Alfred Jensen 3. ordet. Forstanderen sluttede den festlige dag med andagt.

1892 – 40 års festen – 1932
på Nørre Nissum Seminarium

Anden pinsedags formiddag lagde travle mennesker sidste hånd på det store arrangement til 40 års festen på seminariet. En hel uge forud var forberedelserne begyndt, og for hver dag, der gik, antog de forskellige lokaler en mere og mere fremmed skikkelse. Travlheden kulminerede lørdag eftermiddag, da foruden de fremmede med hjælpere en stab af seminarister under navn af Marchaller for omkring overalt ivrigt optaget af at få den gamle skole til at fremtræde i så smuk en festdragt som vel muligt. Der blev flettet granguirlander, der skulle omkranse de forskellige hovedindgange, en pragtfuld guirlande flettet af årets første, lysegrønne bøgegrene og blodrøde ribis isprængt festligt lysende pinseliljer blev hængt omkring pastor Ad. L. Hansens mindestøtte på den grønne plæne ved seminariebygningen.

Gymnastiksalen, der skulle danne den ydreramme om en stor del af festen, blev enkelt men yndefuldt udsmykket, så den, da den stod rede til at modtage gæsterne, fremtrådte som en udpræget dansk sal. Langs salens vægge var ophængt små dannebrogsflag, for enden af salen over scenen hang et stort flag. Balkonen var smykket med dannebrogsfarvede guirlander, og bøgegrene smykkede salen til alle sider. Smukkest af det alt sammen var dog måske den store trefløjede æresport, der var rejst over vejen mellem seminariet og præstegården. En mægtig gennemkørselsportal på hvis sider tallene 1892 0g 1932 var anbragt, flankeredes af to mindre porte, så den symmetriske helhed fik et overmåde festlig og indbydende udseende, man fristedes næsten til at tænke, at denne port gjorde al anden velkomst hilsen overflødig.

Det store arrangement var således i sin bedste orden. Det store spørgsmål var derefter: Hvorledes bliver vejret? Man håber det bedste, og radioen spåede også om et strålende pinsevejr. Forventningerne blev ikke skuffede. Dagen oprandt med strålende solskin, det blæste lidt stærkt, men man trøstede sig med, at blæst var bedre end regn, og hernede mellem bakkerne var der også dejligt læ, alt stemte på det nøjagtigste med nationalsangens idylliske introduktion: ”nær ved sø og friske vinde, men bag høje bakkers læ”. Kunne det vel have været bedre? – – – Nej.

Allerede lørdag var deltagerne begyndt at indfinde sig. Pinsedag kom der flere, men først mandag formiddag begyndte tilstrømningen i bedste forstand. Et bureau, der var indrettet i andagt salen ovre på den gamle seminariebygning, fik travlt med at vise fok til rette og forklare. Mange, der ikke havde fået sig indmeldt, kom også og bad om lov til at være med. Ingen blev afvist, men de måtte finde sig i at blive placerede i et klasselokale under måltiderne, idet pladsen i de øvrige lokaler allerede var fuldt besat.

Mange af gæsterne kom kørende i egne biler, disse måtte selvsagt ikke henstilles uden for seminarium bygningerne, derfor var der ansat en del parkeringsmestre, der skulle henvise bilerne til de forskellige parkeringspladser, dels i Østre skole og dels bag præstegården.

Rundt mellem de forskellige bygninger kunne man blive vidne til hjertelige og lystelige genkendelsesscener. Deltagerne havde fået tilsendt en rød – hvidfarvet sløjfe med tilhørende mærke, hvorpå navn og årgang kunne skrives. Disse der blev båret synligt hjalp nogle godt til genkendelsen. Hvad man skulle tage sig til under festen, blev ivrigt drøftet omkring en lysmast, hvorpå var opslået et stort illustreret program, der var forventning og glæde overalt – der var rigtig feststemning.

Allerede ved 1 tiden begyndte deltagerne at stævne mod kirken, hvor festen skulle indledes med en gudstjeneste ved biskop Gøtzsche Viborg. Længe inden kl. 2 var kirken fyldt til sidste plads, så mange måtte gå hen i missionshuset, hvor der også blev holdt gudstjeneste, der var det seminariets formand, provst Møller Grundfør, der talte.

Pastor Nielsen Nr. Nissum forrettede altertjenesten i kirken og efter at den herlige pinse – og majsalme ”Du som går ud fra den levende gud” var sunget med en sådan en kraft og fylde, som vist kun en sådan degneforsamling som den, der her var samlet, kan præstere, besteg biskoppen prædikestolen og prædikede ud fra dagens tekst: ”Således elskede gud verden”. Han sluttede sin prædiken med disse ord: ”Lærergerningen er blandt de største, man kan få betroet. Gid de af denne stand, der er samlet her, vil gå ud og fortælle børnene om denne Gud og dette store ord: således har Gud elsket verden, at han gav sin søn, den énbårene – ”.

Efter prædiken bekendtgjorde sognepræsten, at det under gudstjenesten var nedlagt kranse på lærer Møllers og lærer Søgaards grave, samt at der umiddelbart efter gudstjenesten ville blive nedlagt kranse på pastor Ad. L. Hansens, pastor Aggers og lærer Gadegaards grave.

Kransenedlæggelsen.
Det varede længe, før de sidste kunne komme ud af den tætpakkede kirke. Samlet omkring Pastor Ad. L. Hansens grav sang vi første vers af ”Den store hvide flok vi se”, hvorefter lærer Søndergaard Jacobsen holdt en mindetale over pastor Hansen og nedlagde en krans på hans grav.

Ved lærer Gadegaard grav talte lærer Thøgersen Hjerm. Han sluttede sin tale med ordene: ”Vi vil i dag mindes ham som den retskafne lærer, det retskafne menneske og den retskafne ven”.

Forstander Gjelstrup talte ved pastor Aggers grav. Han mindedes pastor Agger som en dygtig og afholdt sognepræst og som en mand, der altid havde vist seminariet en levende interesse. En krans blev nedlagt på hans grav, og sidste vers af salmen: ”Den store hvide flok” blev sunget og højtideligheden på kirkegården var forbi, og folk fik travlt med at komme ned til seminariet, hvor resten af festen skulle foregå.

Der var livlig færdsel. Støvede biler, kimende cykler og sindrige fodgængere fyldte en tid den bugtede vej, hvis omgivende egne sikkert har draget mange minder frem hos dem, der nu genså egnen efter mange års fravær. En lille flok stod ventende nede ved seminariet, den blev stadig større og større, og snart var der samlet en anselig skare foran den nye bygning, hvor eftermiddagskaffen, der stod som næste punkt på programmet, skulle indtages. Det var vanskeligt at få dem samlet ind til bordene, de var alt for optagne af at hilse på hinanden og opfriske minder. Jeg måtte over at ringe med skoleklokken. Dens klang er bred, og den kunne da også få folk til at tænke på, at de var uden for programmet. Ved indgangen havde to ”Marchaller” nok at gøre med at visitere deltagernes adgangskort, havde de glemt det, måtte de over til bureauet efter et nyt, det kunne synes streng, men det var nødvendig for kontrollens skyld.

Der var stillet alle de borde op, der kunne blive plads til i foredragssalen og biblioteket og alle pladser blev besat. De der ikke havde fået sig indmeldt i tide måtte drikke kaffe i et klasseværelse på ”den gule”. Da alle var kommet til sæde, bød forstander Gjelstrup velkommen til alle og rettede en særlig velkomst til biskop Gøtzche og frue, provst Møller og frue, bestyrelsen for seminariet og en søn af pastor Ad. L. Hansen der var seminariets grundlægger. Forstanderen sluttede sin velkomst med en bøn for stævnet.

Så blev kaffen serveret af seminarieelever, såvel mandlige som kvindelige. Efter kaffen var næste punkt på programmet en koncert i gymnastiksalen under musiklærer Møllers ledelse. Den blev fra først til sidst en kunstnerisk præstation af rang. Stærk bifald fulgte de forskellige numre. Var folk ikke før kommet i feststemning, var de kommet det nu.

Aftensmad.
Efter en lille pause, samledes man atter ved bordene for at spise aftensmad. Som ved eftermiddagskaffen og ved koncerten, måtte der atter vises kort, men alle var nu ved at være fortrolige med det og gjorde det med fornøjelse. Ud over nogle bekendtgørelser, blev der intet sagt ved denne lejlighed, men dog var der sikkert ingen der kedede sig, thi overalt herskede der en fornøjelig stemning. Da bordet hævedes, var det ved tiden, da det igen skulle begynde i gymnastiksalen.

Nissum serien skulle vises.
Da forsamlingen var kommet til sæde sang man: ”Vort hjem du danske jord”. Derefter kom lærer og forfatter Steffen Steffensen frem på tribunen. Med stor dygtighed reciterede han sit digt, der var meget stemningsbetonet og talende. Det skildrede forberedelsen, ankomsten, samværet, hylede ”vor moder”, talte om minderne og sluttede med afskeden. Tilhørerne gav begejstringen udtryk i et bragende bifald.

Efter dette blev lyset slukket og lærer Sørensen Østre skole viste Nissum serien. Med præcision og logik kom det ene billede efter det andet frem på det hvide lærred. Der var billeder, der viste den rent ydre vækst, og billeder fra livet, som det havde rørt sig til forskellige tider. Demitentbilleder og situationsbilleder talte også deres sprog om udviklingen, og lærer Sørensens ledsagende tekst hjalp til med at gøre det hele underholdende og interessant.

Lærer Sørensens slut ord lød omtrent således: fra dette sted har vi mange minder, men det egentlige kan jo slet ikke udtrykkes fra billeder. Der var tider, hvor: ”Ånden fløj højt mod himmerigs borgen”, men der var også tider, hvor: ”Hjertet var tungt, og vor isse var sænket. Og døds tanken strengt havde livsmodet lænket”. Det bedste af alt var dog, når vi fik sagt, som Vilh. Birkedal har givet det udtryk: ”At ham vil jeg følge i liv og på dødens den rullende bølge”. Til slut vil vi ønske for vort seminarium: forsamlingen rejste sig: Gud give dig fremtid, som han gav dig minder. Måtte du gå frem under det gamle motto: ”Bed og arbejd”, så du må nå det mål du har sat dig. Efter at sangen: ”Hvis Danmarks kommende dage”, var sunget holdt lærer Søndergaard Jacobsen aftenandagt. Han talte ud fra et ord af Paulus: ”Siger altid Gud og Faderen tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn”. Han udtalte: vi er samlet til en minde – og takkefest, fordi vi føler vi kan takke for minderne, er det, vi er kommen sammen her. Det er ikke takken til lærerne og kammeraterne, vi vil samles om nu, men en tak til Gud. Det er let i en feststund som denne at sige tak, men vi skal også sige tak under de daglige og måske trange forhold.

Vi vil sige tak for, at ”hernede er de evige arme”. Det er lykkeligt at kunne tilbringe nogle af sine vanskelige år på et sted som her. Her har han opholdt og beskærmet mange, men han har også oprejst mange ved at udslette deres synder som en tåge. For begge dele vil vi takke. Vor tak må betyde noget i vort liv, den skal forenes med bønnen: ”Giv mig det hellige tjenende sind”. Taleren sluttede med bøn, og vi sang ”Du som vejen er og livet”.

Langsom tømtes salen, men endnu langsommere tømtes pladsen omkring seminariet, der var meget at tale om, ikke mindst efter at de lysbilleder der var blevet vist inde i salen, havde draget gamle minder frem, så det var svært at skilles. Omsider begyndte bilerne at køre, nu var det værterne i sognet og ud over sognets grænser, der fik travlt med at tage imod, hos dem skulle deltagerne nyde sove og hvile.

Anden stævnedag.
Kl. 9 skulle stævnet begynde med flaghejsning ved seminariebygningen. Vejret var fint, vinden havde lagt sig, og solen skinnede og alle var i godt humør. Man samledes i gymnastiksalen, og efter at salmen: Den mørke nat forgangen er, talte pastor Nielsen Nr. Nissum ud fra salme 73. præsten sluttede sin tale ud fra en linje i salmen: ”Indtil jeg gik ind i Guds Helligdom”. Det er der vi skal begynde også denne morgen. Da Asaf var gået ind i ”Helligdommen”, besluttede han at blive hos Gud. Han lagde sin hånd i Guds hånd. Lægger vi vor hånd i hans, da beder han os frem mod det rette mål. Det er den vej vi skal i dag. vi vil lægge os selv og dagen i hans hånd, og så vil han føre alt efter sit vise råd.

Der var installeret højtaleranlæg fra gymnastiksalen til læsestue og tegne sal på Sparta, hvor en del deltagere, der ikke kunne få plads i gymnastiksalen, opholdt sig. Anlæget blev ved middagen flyttet over i den nye bygning. Mikrofonen stod i foredragssalen og derfra var der forbindelse til den nye tegne sal, håndgerningslokalet ovenpå og til 2. og 3. klasseværelse.

Efter sangen: ”Småt blev der syldet i tiden”; kom seminariets formand Provst Møller, Grundfør på talestolen for at tale over emnet: ”Småt blev der syldet i tiden”. Han sagde som indledning: Jeg skulle tale om begyndelsen. Denne kom med den unge præst Ad. L. Hansen, der kom som noget ganske nyt for sognet her. Han udførte et mægtigt arbejde ude omkring i sognet samtidig med at han varetog sine mange interesser og ved hans dygtige arbejde er Nissum blevet kendt viden om. Hvem vidste, før Ad. L. Hansens tid, hvad Nr. Nissum var? Hvem ved nu ikke, hvad Nissum er, denne forandring kan vi takke pastor Hansen for, og det hænger sammen med, at åer blev syldet, som det blev. Vi kan tænke på de to mænd i det nye testamente, den ene byggede på sand, den anden på klippen. Dette hus, som her er bygget, blev af pastor Hansen lagt på klippen.

Provst Møller gik derefter over til at skildre pastor Ad. L. Hansens liv og færden fra de unge år, de havde været studenter samtidig i København. Under byggeriet af højskole og seminarium havde pastor Hansen ofte været ude for store vanskeligheder, men han havde den tro, der flytter bjerge og fylder dale – en frimodig tro, den jævnede ham alle hindringer. Det begyndte som et sennepskorn, nu er det vokset stort, og det er fordi, det altid har gået frem efter den samme linje, bøn og tro.
Der har vel ofte været truende skyer, men de er altid blevet spredt, thi der har været arbejdet i tro. Og vi vil lægge sagen i Herrens hånd og være vis på, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.

Forstander Gjelstrup bød derefter velkommen til overlærer C. C. Andersen, Bagsværd, der var stedets første dimittent. Vi sang derefter sangen: ”Hellas, dine bakker”, der er fortalt af Jul, Søe dim. 1914 og nu sagfører i Kjellerup. Af denne sang havde man valgt C. C. Andersens emne: ”Tænk hvad der blev meldt ifald alting kan tale”. Han begyndte med at sige: et af H. C. Andersens eventyr hævder, at de hvis navne endte på ”sen” aldrig blev til noget. Det passer vel i nogen måde, men jeg tror, at navnet Andersen dannede en hæderlig undtagelse for reglen, idet det nemlig er navnet Andersen, jeg kan takke for, at jeg blev Nr. Nissum seminariums første dimittent, og således også det navn, der har gjort at jeg i dag skal nyde den ære at tale i denne forsamling.

Det er minderne jeg skal tale om og det er vel nok minderne, der har kaldt os sammen her i dag, havde vi ingen gode minder var vi næppe kommen her til denne fest. Det passer godt, at holde denne fest netop på denne tid, thi det var i maj måned, vi der udgjorde det første dimittent hold samledes her i Nissum. Det er vanskeligt at forstå, at der er gået så lang tid siden, men vi kan dog nok se, at der er forandret ved lejligheden, siden vi har ”sat” her. Jeg husker endnu lejligheden, den var med rygge løse bænke. Jeg husker også de første kammerater, de sidder i forskellige erhverv nu, en af dem er endog rigsdagsmand, det er fælt.

Da vi kom til præstegården, vidste vi ikke, hvor vi skulle være, men foreløbig fik vi anvist en trillebøre til at køre vore sager hjem på, oppe fra landevejen. Jeg var så uheldig at have mit sengetøj med, og derfor fik jeg anvist en ”salon” med en hel mængde senge (præstegårdens loft) – det vanskeligste var næsten at vælge, hvilken seng man skulle lægge sig i , man kunne ikke prøve dem på fjedrene, thi de indeholdt kun halm. Næste morgen følte jeg trang til at blive vasket, det var jeg nemlig ikke blevet de sidste to døgn. De andre, der ikke havde sengetøj med, havde boet i gæsteværelset, kom mig til hjælp idet, de tillod mig ret til at vaske mig i det vand, som de forud havde vasket sig i.

Næste dag måtte vi til Lemvig for at købe møbler til lejligheden der skulle ligge i København (Nissum by). Det var uforudsete udgifter, hvorfor indboet blev så spartansk som mulig, dog fik jeg anskaffet mig et vandfad. At spise på ”Borgen” kunne der ikke være tale om, da den ikke eksisterede. Vi købte ind i brugsforeningen og levede nøjsomt i alle måder.

Så kom den første skoledag. Det var en mærkelig forsamling, man blev præsenteret for. De fleste var ældre og havde allerede praktiseret på en lærereksamen fra Staby Vinterlærerseminarium. Der kom udvikling i foretagendet og grundstenen til ”Athen” blev lagt. ”Sparta” og Theben fulgte snart efter. Det blev til flere klasser og betingelserne for klasseforskelle, klassekampe og andre samfundsbehageligheder var der til stede.

Gymnastiksal havde vi ikke, vi måtte lave gymnastik i missionshuset. Bibliotek savnede vi også, men vi hjalp os med Cand. Strøms bogsamling. Den naturhistoriske samling bestod af en udstoppet skade og et ræve kranium. Trods de beskedne arbejdsforhold gik det hele ganske udmærket, for vi havde nogle fortrinlige lærer. De forstod os og var som nogle kammerater for os. De gik ture med os, de spillede langbold og kricket med os. De kom til os, når vi var syge, og besøgte os, når vi holdt fødselsdag og deres færd imellem os var jævn og bramfri. Også ude i sognet mødte vi forståelse og mange steder var vi velkomne gæster.

Så kom eksamen. Den var frygtet af både elever og lærere. Den afholdtes i Aarhus, og da ingen af os i særlig grad repræsenterede oaser i videnskabens ørken, blev resultatet, at 51% af de indstillede elever dumpede. Det var så dårligt indstillet, at man kunne risikere at komme op i noget som man ingen ting vidste om. – der var på samme tid stort marked i Aarhus, og det optog mig mindst lige så meget som eksamen. da jeg kom hjem til Nissum igen, følte jeg, at nu var jeg rigtig bleven til noget. Mange lykønskninger modtog jeg af kammeraterne, der sikkert i mit gode eksamensresultat så et godt varsel for, hvorledes det skulle gå Nr. Nissum seminarium i fremtiden.

Lad mig til slut sige: Der klages over for lidt sommersol og sommervarme i livet og i gerningen. Jeg vil over for dette minde om Bjørnsons ord: ”Her er sommer nok, her er sædejord nok, bare vi, bare vi havde kærlighed nok”. Vi samles her med glæde, først og fremmest fordi vi her fandt den sommervarme og den hjertevarme, der er så nødvendig for at der kan komme vækst. Skal vi rejse os op for vort gamle seminarium, forsat respekter os for vore gode minder. Rejse os for de, der gik forud herfra, og for de, der skal fortsætte. – Gud give, at skolen her må fortsætte i den vante gode ånd. En stormende bifald brød løs efter talen, hans humoristiske minde og opfriskning samt hans smukke slutning havde rigtig formået at begejstre.

Så snart der igen var bleven ørenlyd trådte forstander Gjelstrup frem på talestolen for at afslutte formiddagens foredragsrække med sit foredrag over emnet: ”Må i Hellas grunden lægges, som skal bære slægte frem”. Hellas – det er stedet her – vor skole og dens omgivelser, det sted, hvor vor daglige gerning falder. Som omgivelserne omkring Hellas har sine linier, der er et særkende for landskabet, således er Hellas et land, der også i åndelig forstand har sine udprægede linier.

Der er tre hovedlinier, som vi vil lægge mærke til i dag:

1) Det er et samlingssted for ungdommen. Det ses i frikvartererne, hvor det frie, muntre liv rører sig overalt, men det ses også i arbejdstiden, hvor arbejdet tages op med lyst og interesse. En frisk og arbejdsvillig ungdom hører stedet til. Mange af landets egne er repræsenteret her, men jyderne er i overvægt og flertallet er af bonderod. Hjem med forskellige anskuelser sender deres børn hertil, men de fleste kommer fra hjem, der er præget af Indre Mission.

2) Stedet her er en lærerskole. Ungdommen forbereder sig til at gå ud i livet som lærere, derfor aner man en børneflok omkring enhver af de unge, der færdes her. Dygtigheden til denne ansvarsfulde gerning kræver en god og faglig uddannelse, dennes former har vekslet med tiden. Hjerteslaget har altid været den samme, men udviklingen har krævet sin ret. Spiren, der blev lagt her for fyrre år siden havde vækstbetingelser. Den sunde vækst er ikke en pludselig vækst, og dette er heller ikke skudt op med et slag, men dog er det bleven stort og svarer til tidens krav

3) Skolen her er en kristen skole. Vort motto: ”Bed og arbejd”, siger dette. Over denne flok svæver Ånden som en due. Vi tør tro, at den hellige ånd, der har været over dette sted gennem årene, endnu er her og fremdeles vil blive her. Opgaverne svarer til landskabet. ”Hellas” har en tredobbelt opgave. 1. at værne om ungdommens idealer, tankesæt og åndsrod. 2. den faglige uddannelse skal være i pagt med tiden og på højde med tiden. 3. Helligånden skal have sin arbejdsmark her. Summen af alt dette bliver den, at trods alle vanskeligheder, der kan melde sig, tør vi tro, at det må gå, som det er sagt i emnet, at i Hellas må den grundlægges, der skal bære slægten frem. Vi ønsker, at der her må blive lagt en god grund, som kan blive til nytte og betingelse for vore elever. Skal vi forene os i dette ønske: ”Må i Hellas grunden lægges, som skal bære slægten frem”. Nationalsangen blev sunget som afslutning på denne udmærkede foredragsrække.

Derefter fulgte en pause hvor der skulle spises frokost, det foregik på den måde, at man på ”Borgen” kunne få udleveret smørrebrød og øl, mange spiste det på stedet, andre gik ud i forstanderens have og nød maden der. Haven var i sin første sommerdragt en skøn idyl. Der blev arrangeret fodboldkamp, først mellem et hold af yngre dimitenter og et hold seminarister. Seminaristerne vandt. Derefter spillede dimitenterne mod et ældre hold af lærere, de første vandt. Med disse og andre adspredelser gik tiden hurtig og fornøjeligt til kl. 2½, da man igen samledes i festsalen til middagen.

Middagen.
Da man ved festmiddagen havde sat første ret til livs, kom forstanderen til mikrofonen og bød velkommen til provst Rendtorff og frue, pastor Olsen, Gudum og sognerådsformand Chr. Høgsgaard. Det forklaredes, at enhver, der ville sige noget, måtte frem til mikrofonen. Asschenfeldt – Hansen var første taler. Det er bleven sagt, at det ikke var en tid at holde fest i, men det kommer an på, hvordan man fester. At holde fest på den rette måde vil sige at hjælpe hinanden til at sige tak til Herren. Han sluttede med at sige: Der er to ting, vi særlig må arbejde hen imod, at vi må sende troende lærere ud, men også dygtige lærere. Antikristen mærkes mange steder. Gid alle de, der går ud herfra, må blive bevarede for den slags.

Næste taler var lærer Hoppe Barslev. Vi fik med herfra en tyk minde bog og hjertet fyldt med glæde og tak. Jeg vil gerne bringe seminariet en stor tak – jeg har ikke et eneste mørk minde herfra.
Forstanderen læste et telegram fra fru pastor Ad. L. Hansen. Det indeholdt ønsket: ”Herre, at dine øjne må være åbne over dette hus dag og nat”.

Lærer Ad. L. Hansens søn: Jeg skal i dag være min mors talerør, og bringe hendes allerhjerteligste lykønskninger. Også på egne vegne vil jeg takke for den hyldest som De i disse dage har givet min faders minde. Tak for alt, hvad der er sagt om min far. Forsamlingen rejste sig.

Provst Rendtorff bragte på højskolens vegne en tak til seminariet for det gode forhold, der altid har været mellem de to skoler. Provsten var formand for højskolen, og udtalte ordene: Lærerne skal være konger, men skal tillige være tjenere. De skal forstå børnene og forstå trang. Børn skal have meget solskin, lidt regn og sjældent torden. Søndergaard Jacobsen lagde et godt ord ind for elevforeningen. Vi vil ønske, at hver der går ud herfra, må have ”en glød med fra hjemmet og præg af dets ånd”.

Lærer Kirkegaard, seminariet: Seminariet er vor moder – pastor Hansen var seminariets fader, altså er han vor bedstefar, og til ham vil vi bringe ikke blot vor hyldest, men også vor tak, vi skal sige tak, vi skal sige tak ved at røget vort kald med troskab, så livet bliver en fest, grå hverdage bør ikke eksistere i en skole. Vi skal takke ved, at det sker med os, som står i Johs. 8. Der skal fra vort liv udgå levende vandstrømme. Og måtte vi i alt virke efter den gode regel. ”Enighed i det væsentlige, fordragelighed i det uvæsentlige, kærlighed i alt”. (Stærk bifald).

Desserten blev nydt, en sang forfattet af J. P. Jensen 3. blev sunget, og talernes række fortsattes. Qvesel 3. Som udtryk for seminarieelevernes taknemlighed for det arbejde, der af seminariet gøres for at kunne yde os så gode arbejdskår som muligt, ønsker vi at overrække seminariet en gave. Vor gave: et maleri. Der ”desværre” er så god, at det hænger på Charlottenborg, vil jeg gerne gennem provst Møller overrække seminariet.

Forstanderen: Også lærerkredsen har en fødselsdagsgave at bringe, det er et maleri af den samme kunstner, og det befinder sig samme sted. Vi beder provst Møller tage mod denne gave til seminariet, Provst Møller takkede for billederne og for det gode forhold, der altid var mellem forældrene og børnene (Seminariet og seminaristerne)
Flere havde ordet, og forstander Gjelstrup læste en del telegrammer op som var indløbet i dagens anledning. Fru Villesen Sudan: En tak fra os, som ikke er dimitenter herfra, men alligevel fik lov til at være med til denne fest. Der er mange rundt i vort land, ja helt ude i Sudan, der takker for Nissum.

Lærer Hejbøl ville gerne slå et slag for udgivelsen af en ny Nissum stat. Vi skal have mindst 400 indtegninger, for at planen kan realiseres, men vi har kun nået de 300.

Lærer H: J. Hansen, seminariet: jeg har ikke været her på stedet hele tiden, siden begyndelsen blev gjort, derfor vil det være naturligt, at jeg ved denne fest lader tankerne gå fremover i stedet for tilbage. Og jeg vil gerne som motto for den kommende tid sætte to ord fra en af de sange, vi sang, nemlig de to ord ”ærlig ment”. Det er det der skal være det væsentlige. Det, det kommer an på, er sandhed i hjerte dybet.

Forstanderen fik forsamlingens tilslutning til at sende en hilsen til de, der havde sendt hilsen til festen. Han oplyste, at der ville blive sendt hilsen til sensorernes formand skolekonsulent Kaalund Jørgensen, Bogbinder Touborg, frk. Madsen ”Borgen” og kogemester Brøde, der havde giver deres meget vigtige bidrag til festen, blev præsenteret for forsamlingen. De høstede stærk bifald.

Det var ved tiden, da festen skulle slutte, men der kunne havde været fortsat længe endnu, adskillige, der ikke kunne nå frem til mikrofonen, begyndte at lade deres røst lyde fra pladserne, hvor de sad. Men nu skar forstander Gjelstrup af med at foreslå, at vi skulle synge første vers af. ”Min sjæl du Herrens love” – hvorefter han sluttede festen med ønsket: Herre, at dine øjne må være åbne over dette hus nat og dag, og med bøn.

Programmet var udtømt, salen tømtes og ude på pladsen havde folk travlt med at drøfte festen og udveksle hilsner, der var ikke let at bryde op, der var mange, der skulle tages afsked med. Min sidste opgave som marskal havde været at hjælpe de ældre, at få overtøjet på, da jeg havde hjulpet Asschenfeldt – Hansen overfrakken på sagde han: ”Tak og Gud velsigne dem”. Det har jeg aldrig kunnet glemme.

Bilerne forsvandt, men feststemningen blev, vi fik nu travlt med at rydde bordene og dække op til kaffefest, om aftenen for de af sognets beboer, der havde ydet festdeltagerne gæstfrihed om natten og for os seminarister, der havde medvirket ved festen. Nej feststemningen døde ikke hen, vi beholdt vor del og den lever videre – i mindet.

Den skriftlig udflugt.
Da skriftlig eksamen var overstået samledes forstanderen lærerne og de to ældste klasser, der havde været til den skriftlige prøve, en dejlig eftermiddag på pladsen foran seminariet, og det ene smukke hestekøretøj efter det andet rullede ind på pladsen. Sognets beboere havde med den sædvanlige velvillighed stillet heste, vogne og kusk til vor rådighed. Da musiklærer Møllers udflugtssang var sunget, rullede den lange række af flagudsmykkede vogne af sted. Det var et smukt syn og en stor oplevelse at komme med på sådan en tur. Ved 3 tiden ankom vi til ”Resenborg” – en dejlig dal slugt, der gik ned til den vig af Limfjorden, der gik ind syd og vest for Struer. Der havde i Middelalderen ligget en ridderborg.

Snart sad vi bænket omkring et velforsynet chokoladebord. Da vi var mætte, spredtes deltagerne i skov og ved strand for at nyde den pragtfulde natur. Største delen af 2. klasse var med lærer Hansen for at få uddybet vore botaniske kundskaber, medens der endnu var tid. Efter nogle timer, der gik alt for hurtig, samledes alle til aftensmad.

Under måltidet holdt Lehm en med mange anekdoter udstyret maa – tale for frk. Madsen og hendes medhjælpere. Derefter kom Haugaard – Olesen ridende på en hest, han havde lånt, og han holdt en ikke kedelig tale for – hestechaufførerne. Efter at havde leget i det grønne kørte selskabet hjem til Hellas, hvor den vellykkede udflugt sluttede med nationalsangen og et leve for kuskene. Bagerst i vogntoget havde der kørt en arbejdsvogn læsset til med bordplader, bukke og bænke og store kurve med mad og service. Frk. Madsen og hendes piger kørte i en af de fine vogne.

”Borgen” på udflugt.
Søndag den 12. juni – 32 foretog ”Borgens” pensionærer en vellykket udflugt til mors. Deltagerne med motorskibet ”Hardsyssel”, der tog sin dyre last ind ved badebroen ved Høgsgård strand. Sejlturen var meget vellykket, målet for turen var ”Sallingsund”. Efter et muntret kaffebord i kroens have, spadserede man til herregården ”Højris” ad den natur skønne vej langs fjorden. Efter ankomsten lejrede man sig på en græsklædt skråning med udsigt til herregården.

Lærer Nielsen (Hejbøl) fortalte her om gårdens skiftende skæbne fra bispe – til ingeniør eje. Slottes omgivelser besås, hvorefter vi vandrede gennem skoven tilbage til ”Sallingsund”. Her indtoges aftensmaden, der var medbragt fra ”Borgen”. Og efter en halv times muntret leg sejlede vi under sang og munter snak atter mod den hjemlige kyst, hvor vi ankrede op kl. 9½. Samme dag havde frk. Madsens pensionat udflugt til Bovbjerg i biler, da vejret var godt, blev turen vellykket.

Studierejse til København.
Ligesom sidste år benyttede tredje klasse efterårsferien til en tur til København under lærer Sørensens ledelse. Lørdag den 15. oktober kl. 10,30 rullede selskabet af sted mod Struer. Så vidt jeg husker, var vi med alle 28. rejsen foregik planmæssigt og vi nåede København kl. 22,30 vi skulle bo på missionshotellet ”Nebo”, det lå ikke langt fra banegården, og snart lå flertallet i en sød søvn. Det varede længe før jeg kom til at sove, der var megen larm af biler og sporvogne ude på gaden.

De følgende dage var interessante, belærende, travle, trættende og morsomme. Søndag formiddag var vi i Frue kirke, hvor stift provst Ussing prædikede. Eftermiddagen benyttedes til besøg på Glyptoteket og Rådhuset samt en længere spadseretur på Langelinie og omkring Frihavnen. Mandagen benyttedes til en udflugt til Nordsjælland, hvor vi besøgte Frederiksborg og Kronborg slot, det var nok turens højdepunkt. Turen med kystbanen tilbage til København var meget smuk. Om aftenen var vi i det kgl. Teater, hvor vi så og hørte operaen ”Eleonora Christine”. Tirsdag formiddag besøgte vi Zoologisk have, desværre kom der regnbyger.

Der traf jeg skoleborgmesteren og forfatteren Kappel Bøcker, han sad på en bænk og råbte mig an, da jeg kom forbi, han ville have at vide, hvor sådan en flok unge mennesker var fra, og hvad vi skulle se i København. Eftermiddagen og onsdagen brugtes til besøg på Rosenborg, Skolemuseet, frilandsmuseet i Lyngby, Nationalmuseet, Thorvaldsens museum, Rundetårnet, Kunstmuseet og Botanisk have. Onsdag aften var vi igen i det kgl. Teater og så ”Elverhøj” blive opført. Kongen og Dronningen var også til stede. Torsdag var fridag og benyttedes på forskellige måder. Nogle besøgte slægt og venner, andre beså Carlsberg – bryggeriet. Vi var nogle stykker, der tog med Øresundsbåden til Malmø, hvor vi lejede en bil til at køre os til Lund, hvor vi besøgte Domkirken.

Fredag morgen tog vi med tog til Roskilde, hvor domkirken m. m. besås, derfra med tog til Ringsted, hvor Sct. Bendts kirke besøgtes og endelig med bil over Fjenderslev til Sorø. Begge stederne besøgte vi kirkerne, og efter en spadseretur i Akademihaven og langs søen samledes vi til en fin middag på hotel ”Postgården”. Kl. 20,00 rejste vi fra Sorø, passerede Store Bælt under grammofonmusik. Over Fyn røg jeg min første Cigar, kammeraterne ville se, om jeg kunne klare den uden at blive syg. Det gik godt, men jeg beholdt den grimme smag i munden, til jeg fik morgenkaffe i Skjern. Vi var nogle stykker, der skilte os ud fra det øvrige selskab og steg af toge i Skjern. En kammerat P. Mortensen tog os med til sit hjem, hvor morgenkaffen ventede. Fra Skjern tog jeg med tog over Herning til Engesvang for at aflægge et besøg i mit hjem.

Dimittentfesten.
Dagene i juli var svære at komme igennem, vi var til eksamen mindst hver anden dag. den 7. var sidste dag og den ottende samledes vi dimissiore i festsalen. Vi var det sidste hold under den gamle seminarieordning. Efter at forstanderen havde holdt en kort tale, kom vi en efter en i alfabetisk orden op til forstanderen og fik overrakt vort eksamensbevis.

Efter dimissionen samledes vi i forstanderens have, hvor vi blev fotograferet sammen med alle lærerne og deres fruer, samt censorernes formand også med frue. Hvorefter vi samledes om et velforsynet bord, der i den varme sommeraften var dækket i fri luft. Forstanderen, Skolekonsulenten og flere af lærerne talte gode ord til os. Rytter Hansen talte på holdets vegne. Efter middagen spredtes man i haven, hvor der var frit samvær og kaffedrikning. Efter at flaget var taget, og forstanderen havde holdt andagt, toges der afsked med lærerne, og man gik den sidste tur på Byskov. – Dermed var 3. klasses saga endt – og 33 erner begyndte.

Næste dags formiddag gik med, at jeg fik pakket mine sager og fik dem båret ned i gården ved posthuset og fik truffet aftale med posten om at tage det med til Lemvig og sende det pr. bane til Engesvang st. turen hjem tog jeg på cykel, første nat sov jeg hos købmand Sørensen i Tvis og næste nat i Skærbæk mølle.

Arbejdsløs.
Da jeg kom hjem til far, var det stadig godt vejr, og jeg nød ferien, det var dejligt at kunne slappe af. Et par dage efter jeg var kommet hjem, kom posten med et kort fra stationen om, at nu var mit flyttegods kommet. Far kørte ned og hentede det. jeg fik overladt en tom stue, som jeg fik mig indrettet i. jeg fik lavet en dejlig bogreol hos tømrer P. Lassen i Engesvang, og købte et skrivebord af Niels, som han ikke havde brug for, da han skulle rejes til København for at studerer på Landbohøjskolen. Pengene, jeg havde lånt til at læse for, havde slået til, men var også gået til, så jeg stod uden en øre på lommen, som man siger. Jeg var så ovre i Bording Sparekasse og fik et Tillægslån på 50 kr.

Sidst i juli måned blev der afholdt et kursus i husflid i Julianehede skole med lærer Petersen Gulforhoved skole som leder. Til dette kursus havde to af mine kammerater Johannes Nielsen, Linderoth og jeg indmeldt os til. Johannes Nielsen skulle bo hjemme hos os. Linderoth blev sendt ud til Christianshede skole. Johannes Jensen Glusted dim. 32 deltog også, han boede hos Knud Jacobsen. Han kendte Valborg fra den tid, han tjente i Glusted. Vi var 10 – 12 stykker på kursuset, de andre var lærer fra omegne, vi havde det hyggeligt sammen. Vi lavede først en blomstersøjle af søgræs, dernæst en lænestol også af søgræs. Der var festlig afslutning med kaffebord. Ved denne lejlighed hilste jeg første gang på Signe, hun var husholder for sin broder lærer Jensen i Cristianshede, de gifte lærer havde deres koner med.

En dag var jeg i Silkeborg, hvor jeg hos en boghandler købte ansøgningsskemaer til læresemesteret. Mine anbefalinger fra seminariet og fra andre havde jeg sendt til duplikering og fået lavet 100 aftryk, og jeg havde indmeldt mig i Danmarks lærerforening og fik ”Folkeskolen” tilsendt i hver uge, og opslagene af anden lærer embeder og vikar pladser, blev nøje studeret. Jeg skrev og sendte ansøgninger og cyklede rundt i Jylland og præsenterede mig for skolekommissioner og sogneråd. Men vi var mange om budet, som man siger.

Jeg søgte et vinterlærerembede i Forsomho ved Ølgod, der var 102 ansøgninger, lønnen var 960 kr. for en vinter. Et andet sted, jeg søgte, var i Sdr. Lem ved Skjern, der stod vi en formiddag en flok unge lærere og ventede på en lejlighed til at præsentere os for sognepræsten, pastor Lemby. Når han havde fulgt en ansøger til døren, trådte han ud på trappen og spurgte: Nå hvis tur er det så?. Et par stykker af os blev enige om at følges ad rundt til de øvrige af skolekommissionens medlemmer, da det var mere fornøjeligt end køre alene.

På denne tur til Vestjylland besøgte jeg flere kommissioner. En nat boede jeg hos en højskolekammerat, gårdejer Andreas Nielsen Fasterlund ved Skjern. Næste nat boede jeg hos Johanne Nielsen i Tistrup ved Varde, hun var en søster til og husbestyrerinde for min barndoms lærer Villads Nielsen Julianehede skole. Nu var hun gammel og meget forkalket, men en søster til hende, der boede hos hende og plejede hende, tog sig godt af mig, jeg fik aftensmad og et godt værelse at sove i, og næste morgen fik jeg morgenkaffe, inden jeg kørte videre. Jeg tog flere cykelture og lærte nye egne at kende, men jeg fik ikke noget arbejde i skolen før i november måned, da manglede lærer Andersen en vikar i tre dage, hvor han skulle på et kursus.

Jeg gik dog ikke og kedede mig. jeg skrev artikler til Silkeborg Avis om min hjemegn. For at samle stof lånte jeg bøger på biblioteket, jeg studerede kirkebøgerne i Kragelund, besøgte sognepræst Jens Jensen i Kragelund og fabrikant Henriksen Moselund. Begge steder lånte jeg papirer, som jeg fik lov til at sidde og skrive af. En mængde stof fik jeg sendt fra tidligere lærer i Engesvang, Rasmus Sørensen Juul, nu boede han hos en datter, der var lærerinde på Sjælland. Da jeg havde fået oplyst, at han havde meget skrevet ned om Engesvang i tidligere tid, skrev jeg til ham og bad om at låne disse optegnelser for at skrive dem af og så offentliggøre dem i avisen. Han svarede mig omgående, at han gerne ville hjælpe mig, men han ville samle det sammen emne for emne og skrive det af og sende det til mig, eftersom han fik det færdig. Jeg modtog i den følgende tid ca. 10 lange breve fra ham, og da han sendte mig det sidste brev, takkede han mig, fordi jeg havde givet ham et godt tidsfordriv og interessant arbejde, som havde optaget ham meget, og han havde glædet sig over at læse artiklerne i Silkeborg Avis. Jeg skrev naturligvis tilbage og takkede ham for den gode hjælp, han havde givet mig.

En aften i februar 1934 var jeg indbudt til at komme ud til Christianshede skole for i aftenskolen at fortælle om Mussolini. En aften, nogle uger senere, var jeg der igen for at holde et møde, der blev ledet af gårdejer Martin Jensen, endelig var jeg der en søndag formiddag for at holde søndagsskole, det var Sørens tur til at holde søndagsskole, og så bad han mig komme og tage den for ham. På den måde blev Signe og jeg mere kendt med hinanden.

Korte vikariater.
Jeg var vikar for lærer Hansen i Pårup skole fra 7/10 – 15/10 1933 under Hansens sygdom. Vikar ved Faurholt skole 14/2 – 26/2 – 34. Ludvig Olsen, tidligere forstander for Nr. Nissum Højskole nu lærer i Faurholt havde af skolekommissionen fået lov til at rejse til Sverige i to uger for at holde foredrag på svenske højskoler, mod at han selv sørgede for vikar. Han skrev i god tid til mig og bad mig komme derover, for at vi kunne tale om det. Jeg sagde naturligvis ja – tak. Jeg skulle have kost og logi, hvad jeg skulle have i penge, kan jeg ikke huske, det var sikkert ikke et ret stort beløb.

Det var en toklasset skole med mange børn, jeg husker der var 42 i ældste klasse og omkring 30 i i første. Så var der et stort aftenskolehold, der skulle undervises i 3 timer to aftener om ugen, og jeg skulle synge i kirken ved to gudstjenester. Jeg klarede det hele, og jeg tror, det var til alles tilfredshed. Jeg fik senere tilsendt en god anbefaling fra Ludvig Olsen.

I juni måned blev lærer Hansen i Pårup syg igen og skulle på sygehus, og jeg kom der som vikar igen til sommerferien, det blev til 14 skoledage. I alt havde jeg nu 35 dages arbejde i skolen, og jeg havde erhvervet tre gode anbefalinger.

Jeg får plads som lærer ved ”Harboøre Friskole”
I juli måned skulle der afholdes kursus (I kurvefletning og læder) på Hammerum Havebrugsskole, som den hed dengang. Nu Hammerum Landbrugsskole. Og til det kursus havde jeg indmeldt mig, og det havde Søren og Signe i Ckristianshede skole også gjort. Lederen af kursus var lærer Kjeldgaard i Havnstrup. Vi var en god flok kursister og havde det festligt under lærer Kjeldgaards ledelse. Blandt kursisterne var også lærer Brorson Nielsen, Sdr. skole på Harboøre. Da jeg i Kristelig Dagblad havde læst en annonce om, at de søgte en lærer ved Harboøre Friskole, henvendte jeg mig til Brorson Nielsen og spurgte ham, om han troede, at det var noget for mig, og det troede han i højeste grad det var, og opfordrede mig stærkt til at søge stillingen, men føjede til. ”Du skal tage derop og præsentere dig for skolens bestyrelse og for skolekommissionen, som har tilsynet med skolen og holder eksamen der, og så kan du udmærket bo hos os en nat eller to. Som du må have brug for”.

Og vi aftalte så, at straks jeg kom hjem, skulle sende en ansøgning, og så pr. brev lade ham vide. Hvornår jeg kom. Uden at jeg vidste noget om det, havde han skrevet et brev til formanden, Jens Peter Jensen i Harboøre. I dette brev havde han skrevet: ”Hvis i ikke har antaget en lærer til friskolen så vent, her er en mand, der vil søge pladsen, ham tror jeg er den rette mand for jer”:

Jeg fortalte også Signe og Søren om min samtale med Brorson, og jeg husker Signe sagde: jeg håber de får den plads. Da kursuset var forbi, fulgtes vi tre hjemad på cykle. Da vi tog afsked med hinanden i Bording sagde Signe: Hvor er jeg spændt på. Om de får pladsen i Harboøre. Jo vi sagde skam de til hinanden dengang. Jeg skrev ansøgningen og fik den sendt omgående. Et par dage efter cyklede jeg med Harboøre som mål. Vi havde dagen før haft besøg af min lærer fra Julianehede skole. Han var hjælpelærer hos lærer Nielsen i årene 1918 og 19, altså i mine sidste skoleår. Han var nu lærer i Ballum skole nede ved Tønder og var på cykle på vej til Bovbjerg, hvor han havde sommerhus. Hans kone der var fra Rom ved Lemvig, var taget med toget og boede deroppe Madsen og jeg bestemte, at vi skulle følges ad til Nr. Nissum, og så kunne jeg bo hos hans søster frk. Madsen der havde pensionat nede ved seminariet, hende kendte jeg jo godt, og hun havde mange (tomme) værelser stående på grund af ferien.

Vi skulle starte tidlig, han boede hos Magnus Petersen i Julianehede, de var gode venner fra den tid han virkede i skolen der. Vi drak morgenkaffe hos Magnus Petersen, og så kørte vi over Herning og Holstebro. Vi fik nogle slemme regnbyger, og så vidt jeg husker, måtte vi tage toget fra Aulum til Struer på grund af regnen. Da vi kom til pensionatet i Nr. Nissum fik vi en god aftensmad, vi var godt sultne, vor medbragte mad havde vi spist i Aulum. Vi fik en god snak med frk. Madsen, og vi fik aftenskaffe, inden vi gik i seng. Næste morgen fik vi morgenkaffe og så gik turen videre over Lemvig til Hou. Der skiltes vi. Madsen skulle mod vest til Bovbjerg og jeg skulle mod nord til Harboøre.

Jeg nåede ud til Vrist lidt før middag, i stationsbyen var jeg inde i et hue for at spørge om vej til sdr. skole, og der mødte jeg et syn, der satte sig fast i min bevidsthed, at jeg kan se det for mig endnu. Der sad en ung mand bundet fast til en stol med reb, der var surret omkring ham og stolens ryg, han var åndsvag og var anbragt der i gården, hvor der var læ og sol. Hans mor kom ud og gav mig besked om vejen.

Hos lærer Brorson blev jeg modtaget meget venligt af fru Brorson, og jeg hilste på hendes gamle mor, der var Sønderjyde af fødsel. Lidt senere kom Brorson og deres eneste barn, en søn, ind fra skolen, og så fik vi en god middagsmad. Da jeg kom hen til formanden Jens Peter Jensen, kunne jeg straks mærke, at jeg var ventet, og han fortalte mig om brevet, som Brorson havde skrevet til ham fra Hammerum, og at der var i alt 17 ansøgninger, og to af dem havde været hos ham om formiddagen. Efter en god samtale, hvor han spurgte mig ud om mine forhold og fortalte mig om skolerne i Harboøre og Vrist, om børnene, og om de forskellige bestyrelsesmedlemmer og skolekommissionen. Hvor de forskellige boede, og hvad de hed. Jeg fik de forskellige navne og adresser skrevet ned på et stykke papir, og efter at havde drukket en kop kaffe, begyndte jeg turen rundt til de forskellige.

Jeg husker ikke, hvor mange jeg nåede den dag, men jeg husker, at jeg ved aftenstid traf sammen med de to andre ansøgere hos Kristen Flyvholm i Langehuse. De indbød os til at blive og få en mellemmad sammen med dem. Konen på gården var en datter af Jens Peter Jensen. Vi fik en god aftensmad, der var andet og mere end brød på bordet. Under spisningen fortalte Kristen Flyvholm os, at bestyrelsen ønskede at ansætte en, der var gift eller i det mindste forlovet, da de ikke ønskede, at deres unge piger på Harboøre skulle løbe feter læreren. Jeg tænkte mit, men sagde ikke noget. En af de andre sagde: ”Det kan jeg få ordnet i løbet af fjorten dage”.

Efter aftensmaden skiltes vi, jeg har ikke mødt de to senere. Jeg kørte ud til Brorsons i Sdr. Skole og sov der en nat til. Næste dag kørte jeg efter at havde fået morgenkaffe ud for at besøge de sidste, jeg havde på listen. Der var fisker Jens Kr. Stausholm og pastor Andreasen. Hos Jens Kr. Stausholm fik jeg en venlig og god modtagelse. Han fortalte at deres nabo Chr. Skikkels datter, Andrea havde tjent hos pastor Steffensen i Engesvang, han havde spurgt hende, om hun kendte noget til en familie, der hed Poulsen derude i Engesvang. hun havde svaret, at præsten havde en havemand, der hed Poulsen og han havde en søn, der godt kunne være mig, hvad alderen angik, men hun havde ikke det bedste indtryk af ham. Præstens havemand var en husmand i Ndr. Julianehede, og jeg kendte også sønnen.

Hos pastor Andreasen var modtagelsen mere kølig. Det var en meget ubelejlig tid jeg kom på, hans søn skulle om en time rejse med toget til Sorø akademi, hvor han skulle tage studentereksamen. ”Men de skal få fem minutter”, sagde han og åbnede døren til studereværelset. Jeg fik mere end fem, det blev nok ti minutter, jeg kunne mærke han var interesseret ikke alene som formand for skolekommissionen, men også fordi hans børn gik i ”Friskolen”. Da vi var færdige med at snakke, og han havde set mine papirer sagde jeg farvel og tak og bad om undskyldning for at jeg var kommet på et ubelejligt tidspunkt.

Fra Harboøre cyklede jeg mod Thyborøn ad en meget dårlig vej belagt med rullesten fra havet, den var næsten ikke til at cykle på. Men jeg nåede da ud til Sømandshjemmet, hvor jeg bestilte dagens middag, og fik bestyrer Otto Christensen til at sejle mig over til Krik på Thy. Sejlturen, der foregik i en båd med påhængsmotor, tog godt en ½ time, og vi fik en god snak med hinanden. Hvad middagen og sejlturen kostede, kan jeg ikke huske.

Jeg cyklede fra Krik til Vestervig, hvor jeg var inde at se den store pragtfulde kirke. Derfra gik turen over Thisted til Vester Vandet, hvor min kammerat Alfred Jensen havde sit hjem. Det var en velbygget gård og nogle flinke mennesker, og jeg kunne udmærket overnatte hos dem et par nætter. Næste dag cyklede jeg videre til Hanstholm, hvor et anden lærer embede var ledig. Jeg besøgte skolekommissionens medlemmer, men blev klar over, at her havde jeg ingen muligheder for at få plads. Mit indtryk fra Harboøre var, at der var gode chancer, hvis bare jeg havde været forlovet. Da jeg kom tilbage til Vester Vandet var Alfred Jensen og jeg cyklende en tur til Vange å, hvor han skulle være vikar i et embede, da vi så cyklede tilbage til Vester Vandet var det ved at være mørkt, men Hanstholm fyr sendte sit lys ud over vejen, så vi kunne sagtens se at køre.

Dagen efter tog jeg afsked med den gæstfri familie og cyklede over Thisted og Vildsund broen og videre over Mors til Nykøbing hvor jeg fandt hen til en anden kammerats hjem. Rytter Hansen var hjemme og jeg fik en god modtagelse der. Efter at vi havde fået middagsmad, var Rytter og jeg en tur rundt i byen, var nede ved havnen, hvor vi så Østerskompagniets bygninger, der havde Rytters far sit arbejde. Efter en god aften i familiens skød og sammen med Rytters kæreste Ragnhild fik jeg en god seng at sove i.

Næste morgen, efter at vi havde drukket morgenkaffe, fulgte Rytter mig til færgen, som jeg skulle med til Glyngøre. Fra Glyngøre cyklede jeg over Skive til Knudstrup og fulgte derfra landevejen hjem til Engesvang, som jeg nåede sidst på eftermiddagen. Hjemme hos far lå et brev til mig fra Jens Peter Jensen i Vrist, hvori han fortalte mig, at jeg var enstemmig indstillet som nr. 1 til stillingen som førstelærer ved Harboøre Friskole. Nr. 2 var Ansgar Simmelgård dim. 1931 i Nr, Nissum. Jeg husker ikke hvem der blev nr. 3. hvis jeg modtog stillingen, skulle jeg omgående ringe ham op.

Næste formiddag cyklede jeg over til Bording central og bad damen hjælpe mig med at finde Jens P. Jensens telefonnummer den havde han glemt at opgive. Vi søgte først under Harboøre central, men der var ingen af dette navn, så viste det sig at der også var central i Vrist og der fandt vi Jens P. Jensens navn og nummer, vi fik ham ringet op, han var hjemme og jeg sagde tak for indstillingen og skulle nok flytte derop et par dage før, så jeg kunne begynde i skolerne 1. september 1934.

Jeg bliver forlovet med Signe.
Straks jeg kom hjem fra turen til Vestjylland og havde læst brevet fra Jens P. Jensen om indstillingen, skrev jeg et brev til Signe og lagde det i en postkasse på Bording station, da jeg var i Bording for at ringe til Jens P. Jensen, og der var et par ærinder, jeg skulle ordne for far. I Brevet fortalte jeg hende om indstillingen og bad hende bestemme en aften, hvor jeg måtte komme til Christianshede skole, da jeg gerne ville tale med hende. Omgående fik jeg svar, hun ventede mig samme aften, som jeg modtog hendes brev. Inden jeg cyklede til Christianshede, fortalte jeg far, hvor jeg tog hen, og hvad mit ærinde var. Han sagde: Gid så din rejse må lykkes. Straks jeg kom til skolens dør og bankede på, var Signe der for at tage imod, og hun trak mig med ind på hendes værelse, idet hun sagde: Søren sidder og retter diktater, lad nu os to få snakket sammen, inden du går ind for at snakke med ham. Inde på værelset fik jeg anvist en stol, og hun satte sig på sengen, og da jeg havde fortalt hende om turen og indstillingen, spurgte jeg hende, om hun kunne tænke sig senere at flytte op til mig som min hustru. Hun rejste sig fra sengen og kom over og puttede sig ind til mig, idet hun stille sagde: ”Der er intet, jeg hellere vil”. Så gav vi hinanden det første kys, og så var den sag klaret, og vi gik ind og hilste på Søren, der slet ikke blev overrasket.

Da vi havde fået aftensmad og fået vasket op satte vi to os ind i sofaen og snakkede om fremtiden. Signe ville med til Harboøre, når jeg skulle flytte derop sidst i august. Hun ville se egne og lejligheden, vi skulle bo i, og se skolerne jeg skulle virke i, og så ville hun tage mål af vinduerne, og så skulle vi tage med tog til Lemvig og købe stof til gardiner, som hun så ville sy og hænge op, inden hun rejste tilbage igen.

Jeg skulle så skrive til Brorson og bede om, at hun måtte sove hos dem et par nætter. Alt sammen meget fornuftigt og vel udtænkt. Men hun ville også, at vi skulle til Silkeborg en dag og købe ringe, for som hun sagde, så havde hun bedre hold på mig, og jeg var ikke så udsat, når jeg havde ring på. Det var vi ikke enige i. jeg mente nok, hun kunne stole på mig, og jeg skulle nok klare mig, så kunne vi købe ringe i julen.

Den egentlige grund med at vente var, at jeg manglede penge til at købe ringene for, men Signe slog fast, at skulle hun med til Harboøre, så skulle det være med ring på. Signe fik sin vilje, en dag cyklede vi til Silkeborg og købte ringe, hvor jeg fik pengene fra, husker jeg ikke. Jeg havde nok enten lånt dem af far eller haft nogle, jeg kunne hente i sparekassen. Da vi kom hjem fra Silkeborg, skulle vi komme hjem til far, han ville give aftensmad. Kirsten, fars dygtige og gode husbestyrerinde, havde dækket festligt bord og lavet god mad til os, og begge ønskede de os hjertelig tillykke med forlovelsen. Senere skulle jeg igen på cykle tur til Christianshede skole. Signe skulle følges hjem.

Min svoger Søren Jensen i Christianshede skole var i sommerens løb blevet kendt med vor nabo Knud Jacobsens datter Valborg, som jeg havde kendt fra hun var barn hjemme hos sin far og mor. De havde taget ring på, inde de i sommerferien skulle med til Nødager for at præsenteres for familien der. De havde også bestemt, at de ville holde bryllup på kongens fødselsdag 26 september.

Så blev Signe jo arbejdsløs, hun havde taget plads hos en seminarielærer Lesli Kristensen i Silkeborg fra 1, november. Oktober måned ville hun tilbage i sit hjem. Valborg og jeg havde, siden jeg kom hjem fra seminariet foretaget adskillige cykle ture sammen til og fra Engesvang kirke, og vi havde haft en tur til Glusted, hvor vi besøgte fælles bekendte. Nu kunne vi følge ad til og fra Christianshede skole.

En aften vi kørte sammen, sagde Valborg til mig: ”Ja, nu må du ikke blive forskrækket, Signe ringede i formiddags og bad mig fortælle dig, at hendes mor var kommet på besøg, så hun er der, når vi kommer derud”. Nå, tænkte jeg, jeg husker ikke om jeg sagde det til Valborg. Så er hun kommet for at se ”giraffen”, så er det om han er god nok til datteren? Nå, det gik nu meget godt, Signes mor hilste meget venligt på mig og ønskede tillykke med forlovelsen. Senere har Signe fortalt mig, at da Valborg og jeg var kørt, havde hun spurgt sin mor om, hvad hun havde at sige om mig, og hendes mor havde svaret: ”Jeg tror det bliver din evige lykke”.

”Du sagde ikke alt det, du vidste”.
Tiden gik også stærk i disse dage, en aften var vi alle fire indbudt til kaffe i Engesvang præstegård hos pastor Nissen. Jeg husker, at pastor Nissen henvendte sig til Søren og Signe og sagde: ”Nu har i to de bedste vi havde i Engesvang”. Naturligvis kun en spøg!

Jeg havde lejet vognmand Simonsen i Engesvang til med sin lastbil at køre os og mit flyttegods til Harboøre. Signe kom cyklende over til os, og ved titiden var vi færdige til at køre. Det tog ca. 3 timer for os at køre til Harboøre, der var ikke asfalterede veje dengang. Jeg var ovre ved Niels Jensen efter nøglen, og blev samtidig inviteret til at vi alle tre skulle komme derover og drikke en kop kaffe, inden Simonsen skulle køre tilbage til Engesvang.

I Christianshede skulle Signes yngste søster Karen komme i løbet af dagen for at holde hus for Søren, i de dage Signe var oppe hos mig, og hun skulle spille til en gudstjeneste i kirken den følgende søndag.

Vi fik mine få møbler stillet på plads og fik sengen redt op inde i soveværelset og cyklede så ud til lærer Brorsons for at spise aftensmad. Vi var også henne hos Jens P. Jensen for at præsentere os. Det første Jens Peter sagde, da han havde fået hilst på os og budt os velkommen var: ”Du sagde ikke, alt det du vidste, da du var her sidst!” Dertil kunne jeg kun svare; at jeg ikke var forlovet denne gang. Dagen efter var vi i Lemvig og fik købt gardiner. Vi var også inde hos snedker Madsen for at se på møbler, og det endte med, at vi bestilte soveværelse, dagligstue og spisestue til levering omkring 1. maj. Så vi fik meget ordnet den dag.

Dagen efter lånte Signe fru Brorsons symaskine og fik i en fart gardinerne sømmet, og vi fik gardiner hængt op i alle værelserne. Om aftenen var der møde i Harboøre missionshus, hvem der talte, husker jeg ikke, men jeg husker, at lærer Brorson indbød en del beboer fra Vrist til en kop kaffe efter mødet, for at de kunne få lejlighed til at se deres nye lærer, og vi kunne få hilst på dem. Og jeg husker, der udspandt sig følgende samtale mellem P. Madsen Kjøbmand og Signe, da han hilst på hende. ”Hvor er så den bette pige fra?” ”Jeg er fra Nødager ved Kolind”. ”Har du så kendt Karen og Søren Jensen?”. ”Ja, det var mine bedsteforældre”: ”Er du Jens Magnus datter?”. ”Ja, det er jeg”. ”Ja så er vi flere her, der har været i dit hjem mange gange”.

Om sommeren var der mange af fiskerne, der fiskede i Kattegat, og så landede de deres fisk i Grenå. Om søndagen tog de en bundt fisk med, og så tog de med toget fra Grenå til Hallendrup og gik så til Nødager kirke for at høre pastor Buch prædike. Når gudstjenesten var forbi, blev de inviteret med hjem i gården til middagsmad eller eftermiddags kaffe. Signe har fortalt mig, at da hendes farmor Karen Jensen var død, kom der en krans til hendes begravelse, og på båndet stod: Fra fiskerne på Harboøre og så var der henvist til Mathæus kap. 25. 35. jeg var sulten, og i gav mig at spise, jeg var tørstig, og i gav mig at drikke, jeg var fremmed, og i tog jer af mig.

Dagen efter rejste Signe med formiddagstoget hjem til Engesvang, hun rejste over Vemb, Holstebro og Herning, til Vemb havde hun rejseselskab med missionæren, der havde talt i missionshuset aftenen før. Fra Engesvang st. måtte hun gå op til far, hvor hendes cykle stod. Hun fik kaffe og aftensmad inden hun cyklede til Christianshede. Signe havde meget at fortælle far og Kirsten om hendes tur til Harboøre, og far fulgte hende over mosen. I sit første brev til mig, hvor hun fortalte om hjemrejsen, skrev hun: ”Jeg tror, din far godt kan lide mig”.

Fortsættes under Gert Poulsen III.