CD-10

Jens Jensen Folkeminder fra 1889.
Optegnelser af folkeliv i gl. dage, sagn, eventyr om Natmandsfolk, ordsprog, folkeviser og lignende.

Meddeles af folkeminder:
Murer Edvard Jensen, Kragelund født 1852.
Aftægtsmand Anders Jakobsen, Vands skov født 2/8. 1849.
Gårdmand Mikael Frank, Stenholt, født 20/9. 1862.
Købmand Jens rask, Stenholt, født 13/10. 1854.
Husmand Søren Hårup, Kragelund, født 20/5. 1870.
Aftægtsmand Peder Sørensen Holm, Kragelund, født 27/6. 1843.
Aftægtskone Dorthea Olesen Kragelund, født 13/11. 1854?
Husmand Anders Thygersen, Stakshede, født 24/5. 1855.
Bolsmand Søren Jensen (Olesen) Kragelund, født 12/1. 1860.
Bolsmand J. Jensen (Olesen) Kragelund skov, født 6/9. 1875.
Bolsmand Jens Jensen (Refshale) Kragelund, født 12/2. 1848.
Murer Jens Christensen (Hjulmand) Vands skov, født 13/7. 1855.
Bolsmand Jørgen Bøjelsen, Refshale født 3/10. 1871.
Gårdmand Christen P. Østermark, Frederiksdal, født 15/7. 1854.
Husmand Søren Sørensen (Rom) Kragelund, født 15/12. 1858.
Snedker Niels Johnsen, Komose, født 1844.

Pindhuse. I.
Førhen fandtes huse, de såkaldte pindhuse, væggene var i regel af ler og pinde, naturlig små grene. Også i ældre tid fandtes her i Kragelund Sogn sådanne huse, som dog nu er helt forsvunden. I gamle ombyggede huse findes i ege stolper mange huller, som jeg spekulerede over i hvad øjemed de var bleven anvendt, men nu ved jeg at de vedrører pindhusenes tid. I disse huller blev tynde egekæppe sat tæt ved siden af hinanden, og med mindre på langs mellem de større, det dannede nu med de store egestolper en væg af træ, men det var jo meget åbent, så man kunne se gennem husene, men nu blev der slået ler imellem pindene, det kaldtes at ”kline”. En mand stod udenfor vægen og en anden inde i huset, de slog da leret på, på en tid fra begge sider imod hinanden mellem pindene. Var det i byen gik det i omgang ligesom ved kort gilde og lignende. Kom to sammen som havde en gl. regning at gøre op med hinanden, så ved lejlighed klaskede de det bløde ler i ansigtet på modstanderen, men det endte som regel med en gilde om aftenen, for det var jo de unge der var samlet, men flere af de gamle kom hen på aftenen.
Bjergmænd i Borrehøj II.
Min moder og Karen Marie fortæller at i deres barndom havde mange folk hørt bjergmændene slå deres kisteslag i Borrehøj, som findes på bymarken nord for Kragelund by. Dengang var fåreholdet lang større end nu, og de fleste gårde havde en tyende, en liden dreng eller pige som passede fårene på bymarken, men dog mest på de store heder. Engang nogle hyrder var samlet, gjorde Bjergmændene så meget støj inde i højen at hyrderne af skræk løb hjem.
Fra de Slesvigske krige. III.
Underofficerer og soldater i almindelighed fra 1848- 49- 50, siger med en veltilfreds mine, idet de tager sig ved overskæget. Ved højre side 48. Ved den venstre side 49. Og endelig ved hageskæget ved 50., medens officererne fra 1864.klør sig med en betænkelig mine bag øret.
Tingsteder fra Vikingetiden. IV.
I Vinterbølle skov ved Vordingborg, findes et gammelt tingsted fra Vikingetiden. En kreds af store sten som har skitseform, imellem ligger flere større sten. I det midterste findes en ved kunst indhugget fordybning, hvori der gerne står vand, det skal være en sjældenhed at vandet udtørre der skal ingen gode tegn være. Det har været skik at lægge mønter ned i dette hul, da jeg spurgte hvorfor det gjordes, fortalte en mand her fra egnen, at vides ikke, men det var sådan bleven en skik. I stenen er tillige en lang fordybning i siksak, der fortælles at en bestemt hak hvert år når Valdemar den Store kommer på sin hingst, farende gennem skoven, standser ved tingstedet, slog med pisken ned i stenen, der hvoraf der så blev et mærke. Og havde den egenskab at alt blev nyt igen.
En ormegrav. V.
Under Gåsetårnet skal være en ormegrav, hvor statsfangere og alle store forbrydere af høj rang kom ned og led døden, de sidste der kom derned skulle være to jomfruer, Mark Stigs døtre, og som uretfærdig skal være kastet ned i ormegården, derfor fortælles i Vordingborg og omegn, ved nattetid høres råb og suk fra de gamle ruiner.
Dobbeltgænger. VI.
En pige som er født i Roskilde egnen, og som nu tjener i København, har haft to mærkelige oplevelser. Første gang medens hun var hjemme hos sine forældre. En af naboerne kom derhen om aftenen og siger da hvad Johanne havde været derovre efter omdagen. Det havde hun ikke været, men manden påstod at være gået om ved siden af hende og sagt goddag, men pigen havde intet sagt, manden så hende gå ind i huset, men der havde ingen set hende. Pigen benægtede bestemt at havde været hos naboen den dag.
Engang havde hendes broder, som var gift og boede i København set hende gå ind ad porten da han gik ud, han hilste men fik intet svar, og gik i den tro at søsteren ville op og hilse på hans hustru. Senere ved samtale blev det oplyst at søsteren slet ikke var gået ind. Pigen kunne ikke forstå det, men hun havde hørt tale om dobbeltgængere og hun kunne ikke tro andet end hun var en af dem.
Klapbjerg. VII.
Klapbjerg heder en bakke som ligger i udkanten af Kragelund by. Det er rimelig at dele af navnet kommer af eller stammer fra Klapjagt, da egnen jo førhen har været rig på skov og vildt, og der findes jo øst for byen et højt punkt som hedder Konghusbak, her skal havde været et Kongelig Jagtslot vistnok i Frederik den andens tid. I et gl. dokument kaldes det Kongehus – fald, rimelig er det at Klapbjerg har navnet fra denne tid.
Hjøllundsdal og Hjølunds Høj VIII:
Hjøllundsdal kaldes en mosedal på Klosterlunds mark, Kragelund sogn. Da det antages at Bollund Sø førhen ikke har været til, men opstået ved sandflugt og særlig ved mosens fremkomst, at vandet er bleven hindret i sit naturlige udløb, da ovennævnte dal ligger i samme dalstrøg, det er der meget sandsynlighed for, ved den stærke tilløb og udtørrede afløb, at en del af Hjøllundsdal dengang har været eng, thi det stemmer godt overens med navnet. I vor tid kaldes dalen i daglig tale ”Skallerund” og det er jo også meget passende, thi da det er sumpet gyngende mose har det jo ingen lighed med en Højllund, men at der førhen har været en sådan tal for både navnet og forholdene.
Klosterdam. VII.
Ved Kragelund skole findes en lille dam, som kaldes Klosterdam og ude vesten for byen ligger gården Klosterlund. Disse navne leder tanken hen på et Kloster i Kragelund, men da intet? Sagn findes om at sådan et har været til, eller noget andet viser hen til en sådan antagelse, og det er altså uopklaret hvorfra navnene hidhører. Gl. Ancher i Klosterlund, som var Sognefoged, mente at et kloster havde ligget inde i Kragelund, der hvor nu skole ligger, og da klostret blev nedrevet blev nogen af materialerne brugt til at bygge Klosterlund, men mulig kan et hidtil ukendt sagn kast lys i sammenhængene.
Pjævs`s Davv. IX.
På Pjævs Davv ka æ får ta djæ lam under djæ lår og sæj djæ Haasbon tak for de t år. – sagde man i min barndom – fortæller en mand fra Ikast. Dengang var der anderledes vinter, end nu om stunder. – Peders dag.

En gl. Digevold X.
Øst for Hjøllund dal, på Klosterlunds hede går en gammel dige eller vold. Den begynder ved Klosterlunds banke og fortsætter over heden på ca. 1. Fjerdingvej. Hvad hensigten og myten om anlægget af samme kan i vor dage ikke forklares, thi den findes over heden og ejendomme. Dens tilblivelse ligger århundrede tilbage, thi i slutningen af forrige århundrede kendte ingen dens oprindelse.
Dagløn i gl. dage. XI.
Omkring 1840 – 30. Snedkere og Murer fik dengang i dagløn 16 a 20 skilling (32 a 40 øre) om dagen, berettes af en mand i Kragelund, som byggede på denne tid.
Røveren fra Klode Mølle. XII.
I Kragelund sogn ligger Klode Mølle i en øde egn rundt omkring hede og atter hede, men den ligger ved den al farende vej (Viborg – Kolding – vejen) derfor var den i mange tider et herberg og kro for rejsende. Omkring ved året 1700 kom engang en rejsende til møllen, han foregiver at være Skjærslipper, han blev der i flere dage. En dag bad han mølleren om ikke hans søn måtte dreje slibestenen, han havde nogle knive og ville havde slebet dem. Men om natten overfaldt den rejsende, mølleren og dennes kone i deres seng, med knivene som møllerens søn om dagen havde hjulpet den rejsende at få skærpet. Da mølleren mærkede at det gjaldt livet, brugte han dynen som et skjold, mod de forfærdelige knivstik, dog gennemborede han dynen mange gange, nu kom der ved konens angstskrig, folkene op, og røveren forsøgte at flygte, mølleren sprang af sengen og greb efter ham idet han sprang ud af døren, men nåede kun at få fat i en frakkeknap, som han afrev og beholdt Men selv var han bleven så ilde tilredt, at han døde nogle dage efter. Røveren blev nogen tid efter pågrebet og siden dømt til døden, og halshugget på en høj i skellet mellem Klode Mølle og Engesvang.
Tyve som egnede. XIII.
I Kragelund fortalte en mand mig, at i gl. dage kunne heksemesterne ”Kloge” mænd og koner, slå det ene øje ud på tyve, så det stjålene skulle vises igen. Lige gyldig hvor langt afstanden var mellem Heksene og tyvene, men hvorledes det gik til vidste han ikke, thi alle egnede mennesker havde man mistro til.
XIV.
Når kokken (Hanen) galer to gange om morgenen, er det tid til vejrforandring.
Marsk Stig XV.
Marsk Stig var som Kongemorder erklæret fredløs i Danmark. Da han var død skal han være bleven begravet på Sejerø, men skulle være blevet opgravet og han jordiske levninger være udsat for hævn. Hans venner flyttede liget herfra og til Rørvig på Sjælland, men også fik hans fjender opdaget, hvorefter liget blev flyttet til Stubberup på Hindsholm på Fyn, thi Marsk Stig havde ejet den nærliggende Herregård Eskebjerg, det nuværende Schlenborg, og tillige Stubberup kirke. Om dette fortalte en pige fra Stubberup mig følgende: En vinteraften – efter Marsk Stigs død – var byens piger samlet til karte gilde i en af gårdene om aftenen, da sent ud på natte, to piger gik hjem, så de lys og fakler komme nede fra stranden og op mod byen, da de kom nærmere skimtede de i mørket mange mennesker, og de midterste bar en ligkiste, de natlige vandringsmænd gik med kisten ind i kirken, pigerne så ikke hvad der foregik, men man var enige om at det var Marsk Stig som hemmelig var bleven ført i nattens mulm fra Rørvig, endvidere knyttes til sagnet følgende: Kammersvenden holdt vagt ved kisten om natten, og ved alteret var en kostbar, med guld belagt tæppe. Denne ville kammersvendens kæreste om natte stjæle til en brudetæppe, men kammersvenden som opdagede det og antog hende for en af Marskens fjender, der var forklædt, gennemborede med hans dolk hendes bryst foran alteret.
Samme sagn er omtalt i Ingemanns Erik Menveds barndom, men noget forskelligt fra dette her. For nogle år siden blev Stubberup kirkegulv optaget og omlagt med brædder, ved dette arbejde fandt man ikke langt fra gulvets overflade skelettet af et menneske, der fandtes ikke andre i kirken værende begravet med inskriptioner, mennesket havde været høj, men ellers fandtes der ikke noget. Det er ikke så sært at sagn folket antog det for at være Marks Stigs jordiske rester, men ingen lærte var tilstede for at kunne undersøge sagen.
En løngang XVI.
Under jorden, fra det gl. Antvorskov Kloster og til Sorø, går en løngang, midt mellem de nævnte steder er en jernport, ved denne sidder Holger Danske.
En løngang XVII.
Fra Ørige og over til Gåsetårnet, skal under vandet gå en jordisk gang, som i Valdemarenes tid blev benyttet, men om nogen siden har gået den vej over til øen, vides ikke.
Kloge mænd og koner XVIII.
Kloge mænd og koner var i min bedsteforældres tid meget frygtet og ondset, man var bange for at være uvenner med disse, man frygtede for deres hemmelige kunster af denne natur at kunne skade, de havde også en vis popularitet og kendt vidt omkring. Af kloge mennesker som har været kendt i egnen vil jeg nævne, ”PrægskJens” fra Gødvad, ”Hejelskomanden” som boede nord for Viborg ”An Stougad” i Gødvad ”Gildbakkonen” i Kragelund.
Degnens flæsk XIX..
En degn havde slagtet et svin, og da han syntes han kunne undvære noget af flæsket, saltede han noget. En dag kommer en fremmed ind til degnen og ville købe lidt, da han havde hørt tale om den slagtede gris. Han går da ind i køkkenet, hvor han venter at træffe degn konen, men der var ingen i køkkenet, men derimod ser han en dejlig flæskeskinke hænge på vægen, han tager den på ryggen, men i yderdøren kommer han i møde med degnen, som ville ind. Den fremmede siger kun ”pas på far ikke sætter sig på flæsket”. Flæske tyven gik ud og degnen går ind. Længere hen på dagen siger degnen, hør hvem var den mand som var inde hos dig og købe flæsk, men konen vidste ingenting, de gik da ud i køkkenet, ja flæsket var borte, de gik noget modfalden ind i stuen igen, men flæske tyven har rimeligvis været den der var mest glad.
Varsel for død. XX.
En gl. kone i Silkeborg, så den nat hendes fader døde stå i hvide klæder foran sengen, efter ca. et kvarter siger hun: det er som om blodet skulle isne i mig hver gang jeg vene blikket mod ham, og det var ingen bedrag, thi det var månelyst så jeg tydelig kunne se. Og til en halvvoksen pige (min datter) som lå hos mig, sagde jeg da jeg ikke kunne udholde længere, stå op og tænd lyset, jeg tør ikke siger hun, for den hvide mand som står der ved sengen.
Gl. indskrift. XXI.
Over porten på Præstegården i Slagelse står følgende ord. ”vi bygger huse og store fester, endog vi er kun fremmede gæster” Præstegården er gl. og forfalden (1887) i modsætning til byens nye moderne bygninger.
Om Frederik den Syvende. XXII.
Medens Frederik den syvende som Kronprins opholdt sig i Klode Mølle, Kragelund sogn druknede en af hans kammerherre sig i Mølledammen, det hed sig at det var af kærestesorger, over en højbåren dame i København som svigtede ham medens han var med sin herre i Jylland – men folk siger så meget og ved så lidt. Han blev begravet i et hjørne på Kragelund Kirkegård.
Tyv – Møller XXIII.
Tyv – Møller også kaldet Danmarks største lommetyv, boede flere steder også i et lille hus i Kragelund by, han skal havde været en stor grumme mestertyv. Han var engang i Tyskland der stjal han en kobbel heste, som han solgte i Østrig, og så rejste han til Wien, og her gik lommetyvens forretning meget godt, der sagdes at han da var en mand der var god for 10.000 Rigsdaler, hvad ikke var lidt dengang. Men siden kom han tilbage ligeså fattig som han rejste, han flyttede siden til Funder.
En nedgravet skat. XXIV.
Gårdejer og Dannebrogsmand Anders Ravn i Sinding fortæller: Da jeg lå som soldat i København var jeg en dag på vagt Stokkehuset (Slaveriet) vi var flere soldater som skulle besørge slaverne til en arbejdsplads, hvor vi skulle passe på at de ikke deserterede der er da en af slaverne i nærheden af mig, som giver tegn til at han vil tale med mig, ved at se nærmere på ham genkendte jeg ham, en berygtet gavtyv som hed Breinholt og havde strejfet om i min hjemegn. Han begyndte da at hviske til mig om en stor skat på flere tusind Rigsdaler og meget sølvtøj som han havde gravet ned under et træ i Aunsbjerg skov. Han fortalte mig nøjagtig hvor jeg kunne finde skatten, han sluttede, at da han skulle blive i slaveriet i livstid kunne han ingen nytte få af skatten. – Da jeg kom hjem fra tjenesten, gik jeg en dag ud til Aunsbjerg skov, for at hente skatten, men til al uheld var træerne bortryddet, og hvor skatten er bleven af, eller den er i jorden endnu, er der vist ingen der ved.
At Kærne smør af en Loft? XXV.
Alle hekse får som regel skyld for at kærne smør af mælk som de malkede af en Gaffe som er stukket i loftet, det vi altså sige at det var andres køer som blev malket. Således var det med Ka` Skomager i Kragelund, hun blev også skyldt for at ville malke af loftet. Hun boede med hendes mand en tid i Klode Mølle, her var det nemlig hun solgte smør og ingen køer havde, og hvorledes det skulle kunne lade sig gøre bliver vist en gåde.
XXVI.
”Nati`er vor ejen” siger de Martofte piger. (Martofte i Stubberup sogn på Fyn)
Studenten fra Fyn. XXVII.
En student fra Fyn logerede hos en værtinde i København, da hun spurgte ham, hvorfra han var, svarer han fra Fyn av. Senere hen da han havde været en tid i København sagde han fra Fyn, men værtinden stak ham da med en nål og sætningen blev da som tidligere fra Fyn av.
Stillet ild. XXVIII.
Engang var der kommet ildløs i Sjørslev by og da vinden bar for, var der udsigt til at hele byen ville brænde. Men neg l. kone som var syg og havde lagt i sengen i mange år, med hele hendes styrke stod hun op og gik udenfor huset og stillede vinden, så det meste af byen blev reddet.
Kragelund og Vium Præster. XXIX.
Præsterne i Kragelund og Vium ville engang begge giftes med en frue fra Revl. De rejste da begge til Viborg, her blev de enige om at gå udenfor byen, og i tvekamp afgøre hvem der skulle være den lykkelige, men meddeleren kunne ikke husk hvem der vandt, det var så længe siden han havde hørt sagnet.
Landinspektør Lund. XXX.
På Charlottenlund i Kragelund sogn boede en Landinspektør Lund, som ved sit landmålerarbejde (der var nemlig i lang omkreds ingen uden ham i dette fag) bedrog mange folk? En mand fra Vinderslev fortæller at efter hans død, medens fortælleren tjente på gården hørte han en nat en vogn komme kørende ind i gården, med stor spektakel, han rejser sig op ser en vogn holde for døren med 4. heste for, nu viste han at det måtte være Landinspektøren som var ude på de natlige farter. Han kom snart i sengen igen og fik dynen over hovedet, for det ville han ikke havde noget med at gøre.
I den ene gavl af en af udhusene fandtes et hul som så ofte det blev tilmuret eller en fjæl slået for, var det hele borte og hullet var som før. Der fandtes også en hyldebusk i nærheden af gården, omkring denne var en rundkreds som en uafbrudt havde lavet omkring i samme afstand, ligesom når en hest løber vildt i et tøjrslag.
Varsel i Møllen. XXXI.
Min broder tjente som møllersvend i Humle Mølle ved Viborg, han havde sit kammer oppe i møllen og lå der om natten, da hørte han om natten når der dagen efter kom rug til sigtning til en begravelse, at mølleværket gik så det ordentlig klaprede, når det skete sagde han altid om morgenen, i dag får vi rug til sigtning og der slog altid til.
Hekserier. XXXII.
Anders Jørgen i Hauge og især hans kone kunne mange kunster og var nogle djævelske folk. Dengang konen skulle dø, kunne hun ikke, men lå og gabte, men så kom en masse lus på hende så tyk som støv. Til sidst blev de gjort et hul i huset og så slap hun af. Hun kom flere gange over hos min fader, var inde i kostalden og strøg kørerne hen ad ryggen. – og da hun kom en St. Hansdag morgen tænkte min fader, nu har hun noget ondt i sinde, han skældte hende livet fuld og jog hende med en pisk ud af gården. Nogen tid efter havde vi en so som blev syg og døde, og da min fader troede at hun med sine kunster var skyld i dyrets død. Og vi havde hørt at når man brændte med enebærris ved de døde kreaturer, havde skademanden, det vil sige den som havde skyld i dyrets død ingen ro og ville komme, det gjorde vi så, og ikke ret lang tid efter kommer konen, men min fader sagde nej, hun gik ud i køkkenet, lagde flere enebærris til ilden, men lidt efter blev kællingen syg, blev helt vild og rasende og sagde som en kreatur, min fader måtte da køre hende hjem.
En nabo havde for vane at gå over på de andre folks mark. Kællingen havde da lagt noget i skel diget hvor der fandtes en gennemgang hvor fårene gik igennem, men til al uheld kommer en hund efter deres egne får, og jager dem gennem hullet i diget, og inden aften var alle fårene døde, undtagen Vædderen. Kællingen sagde da, nu har fanden taget vore får, han kunne gerne have taget Vædderen med, – og sådan brugte de mange kunster, og var ildeset af naboerne.
Spøgeriet og Præsten XXXIII.
I en gård i Ungstrup var det slemt med spøgeri, og til sidst måtte de have bud efter Præsten, han lukkede sig inde i en af stuerne og låste døren. Men en pige som tjente på gården var nysgerrig og ville gerne se hvad Præsten tog sig for, hun kiggede da gennem nøglehullet, men nu blev der sådan en spektakel derinde og Præsten kom ud og var meget syg. Han var bleven forfærdelig klemt sagde han, fordi pigen havde luret. Præsten blev nok aldrig til menneske igen.
Præstens strømper. XXXIV.
En Præst stod på prædikestolen og sagde: Jeg ved noget i ikke ved og i ved noget jeg ikke ved. Jeg ved at jeg står med mine bare fødder i støvlerne, det vidste i ikke, men om bykonerne vil give mig uld til et par strømper ved i det, det ved jeg ikke.
Pigernes Hellige Trekonger nat. XXXXV
To piger fra Vinderslev, sad en Hellig Trekonger nat oppe for at ved midnatstid at synge visen til de Hellige Trekonger, for at få deres tilkommende mænd at se. Hvilke de også gjorde, den ene så hendes, og samme tid genkendte hun dem da de mødtes.
Gl. Spådom. XXXVI
Sner det Kyndelmissedag (2.februar) kan man trolig rive høet ned af Lagstængerne, men er det solskin, skal man give kreaturerne med den ene hånd oh holde igen med den anden.
Et stadig itu værende vindue. XXXVII.
Jeg tjente som pige på en gård i Bording. Oppe i storstuen var der vinduesruder som altid var itu, når en ny blev isat, var den i stykker næste morgen, og manden sagde også at det kunne intet nytte ved at få nyt, det var stadig det gamle. I storstuen var det slemt med spøgeri og sådant noget, jeg havde min seng der og lå der om natten, men mange gange vågnede jeg om natten, da var der sådan en spektakel som om en halv snes mennesker flyttede møbler omkring, men jeg var ikke for noget, og det gjorde mig heller ikke noget, jeg prøvede på at stoppe noget tøj i vinduerne, men om morgenen var det af igen.
En blodig hånd. XXXVIII.
På Spøttrup skal der være slemt med spøgeri. Min broder som tjente der fortæller at af alle de mange ugerninger som her skal være blevet udøvet i gamle dage. På en af væggene var således synlig en blodig hånd, lige meget hvor meget det blev overkalkede, var det stadig altid lige tydelig, nu har man sat et skab for stedet..
Kæltringer og Kæltring liv XXXIX.
Den store udstrakte hede strækning i vestegnen var kæltringernes naturlige hjemstavn. Om disse omflakkende folkeskare fortælles, dog mest fra mine bedsteforældres tid. Det fremgår af disse minder, at de omvandrende naver var i ordets betydning et håndværker folk, mændene især, kvinderne tiggede hvor de kom frem, og mange beskæftigede sig med Heks kunster om børn og sygdomme i det hele taget, og der blev brugt hemmelig kunster og lægdsurter. Der hører almindelig vis flere navne til disse folk nemlig: Rakkere Kæltringer og Natmandsfolk. – Rakkere var de som beskæftigede sig med at flå hunde og katte o. s. v. de var måske også de lavtstående, for så vidt der overhovedet blev talt om klasse. Kæltringerne var de egentlige håndværkere. En Glarmester var næsten altid kæltringsmand og i nogle tilfælde også snedkerfaget. Der var en mand fra Ikast der havde en lille skov som var forfærdelig af kæltringer. Da Rakkere og Kæltringer blev undergivet en forsørgelseskommune, blev navnet kæltring optaget som utilladelig og navnet Natmand gik i stedet.
Dette hjemløse folkefærds levned var råt og udannet, men det havde også flere træk, hvor de havde været gode og deres opførsel smuk, det gjaldt især kæltringerne, som i daglig liv havde megen omgang med beboerne. Der er ikke en men mange tilfælde hvor en smuk pige er bleven en kæltrings kone, endog Gårdmandsdøtrene. De unge Kæltrings karle kom ofte, 3 a 4 sammen til byens offentlige legestuer, og gjorde kur til byens piger, oftest gik det fredelig af, men sommetider endte det også med slagsmål. Da kæltringerne var smidige og stærke og overfor nævnte 3 a 4 var bønderkarlene bange for at give sig i kast med dem.
En kæltringskarl ved navn Niels var blevet kærester med en gaardmandsdatter fra Tulstrup i Ikast sogn. Forældrene og pigens søskende søgte at afholde pigen fra dette slægtsskab, men hun fulgte med kæltringen som Niels kone, der var ikke tale om nogen vielse, kæltringerne foretog noget selv opfunden ceremoni, og så var denne akt sluttet.
Et træk som viser kæltringernes rå levned, fortælles af en røgter på Højris i 1837, han var dengang 70år og det fortalte passerede for 50 år siden altså 1787. I hans fødeegn ca.2 mil vest for Herning, kørte han en dag gødning ud på marken, da han kørte langs med et markdige, ligger en kæltring som hed ”Svinemet Katrine” og fødte et barn, da den var født tog hun barnet i forklædet gik hen til den nærmeste gård og smed barnet hen på møddingen, levende som det var, med den bemærkning til manden som gik inde i gården: At den ikke duede, den var for spids til enden.. Manden bliver vred og bander at han ikke vil have dette Rakkerbarn i gården, og tvang til sidst Rakkerkvinden til at tage barnet med igen.
Når kvinderne som regel gik ind i gårdene og tiggede æg og flæsk, og husmoderen var ene hjemme, fik deres tiggeri ingen ende, og de truede med alle slags ulykker når de ikke fik hvad de ville. Og var husmoderen frugtsommelig gav hun alt hvad de forlangte, men var manden hjemme og kom tilstede tog de skyndsom t flugten.
XXXX.
En tigger kom til en gård for at tigge, hundene løb efter ham, han greb efter en sten, men den var frosset fast til jorden. I sin berettiget harme udbryder han: en sær skik her til lands, folket binder deres sten og lader hundene gå løs.
XXXXI.
Han har høje tanker ligesom Ole Kunstens ko, den ville stikkes med månen.
Smeden og Præsten. XXXXII.
I en by var Degnen død, Smeden spekulerede da på at få embedet. Han gik da op for at tale med Præsten om at få pladsen. Denne spurgte ham om han tænkte at han havde de fornødne kundskaber som en sådan ansættelse krævede, jo, det tænkte Smeden da nok. Så spurgte Præsten ham videre som en prøve, om hvad Noas sønner far hed, men det viste Smeden da ikke, men nu ville han tænke derover. Han kommer da hjem til konen og fortæller hvorledes det var gået, aa! Din fjols siger konen Præsten sagde det jo selv, kan du da ikke forstå, når jeg spørger dig om hvad vor nabo Jens Petersens sønnernes far hed. Han hedder jo Jens Petersen, det kan du da forstå, ja nu kan jeg forstå det siger Smeden. – Næste dag kom han op til Præsten igen og denne spørger ham om han nu viste hvad Noas sønners far hed. Ak ja han hed jo Jens Petersen.
Præsten. XXXXIII.
I en landsby var der begravelse. Og Præstens nabo havde en stor tyr, som var tøjret udenfor Kirkegårdsdiget, den var Præsten bange for. – Da han nu skulle kaste muld på kisten, står han og ser på tyren og siger ved første spadekast ”se hvor han glor” og det andet spadekast ”nu rejser han halen” ved det tredje ”nu kommer han ” og med det samme løber han hjem, det bedste han kunne.
Konfirmanderne. XXXXIV.
I Vinderslev kirke var der konfirmation. Præsten spørger da en dreng, hvad for tre ting han ville ønske sig, drengen svarer: helsen sundhed og gode livsvilkår. Da stiller Præsten det samme spørgsmål til en af pigerne, nu ville hun sige det samme som drengen, men da hun ikke rigtig havde hørt det, siger hun i stedet for: Holsten, Gunderslev og Vejrum. Ah Gud bevarer os, siger Præsten, det er jo vores tre største præsteembeder.
XXXXV
Dyden ligger midt imellem, sagde manden han sad mellem to traktorer. – Nu kommer det vigtigste sagde Præsten, han holdt midt i talen. – Det skille ad, ligesom Degnens prædiken.
XXXXVI
Vinderslev kirketårn har været langt højre end nu til dags. Dengang var den 15. Sten højre og kunne ses ude på Vesterhavet, skønt kirken ligger i midt Jylland. Grundet på at det nederste ikke kunne bære det øverste blev de 15. Sten nedrevet.
XXXXVII.
I gammel tid fandtes altid inde i stuen en hylde med øl, brændevin og tobak. Kom der fremmede pegede manden på hylden, at tage af sagerne om de trængte til en forfriskning.
Sø renderne = Vejfart.
XXXXVIII.
En af de mange dale som udmunder i Bølling Sø eller den omgivne mose, er tidligere gået til vandløb. Kilden til dette er ikke mere, thi vandet løber ikke mere. Dette vandløb som nu til dels er lyngbegroet kaldes sø renderne, og her har før hen været eng, dette omtales nemlig ved jordens udskiftning1801. Over dalen går to ophøjninger af tilført jord, som har været vej, et stort arbejde er udført, og det må desto mere forundre, hvorfor det er udført, i vor tid findes der ingen ide om hvad den færdsel har været brugt til, men det ligger jo også flere århundreder tilbage, så det vil bliv vanskelig at finde beviser direkte eller indirekte. Imidlertid ved vi at der har været skov, og resterne heraf holdt sig til det 18. Århundrede. Bjældskov kaldes heden som ligger overfor dalen i Elling, det syntes ikke sandsynlig at det har været med træ at vejene er anlagt, thi skovene strakte sig vidt i Nord og Syd. Men indtil noget andet fremkommer, må det stå som den rette årsag til vejens anlæg.
Kragelund. XXXXIX.
Førhen var Kragelund meget frugtbar end den er nu. Sandflugt og Pest, det første forringede jorden, det andet fordrev befolkningen. Det såkaldte boelsjord i sognets øster side, som indtil for kort tid siden henlå i hede, havde førhen været opdyrket, idet man se ager render i heden. Storgården har lagt der i nærheden, men den har jo lagt der for flere menneskealdre siden. – Nu findes i Kragelund kirke to Alterlysestager som er givet derfra. På Borghøj nord for kragelund skal efter et sagn (?) været et Slot. Fra dette Slot og over til Konghus Slot Øst for kirken, skal der under jorden havde været en løngang, men dette sagns rigtighed er vist altid underkastet en tvivl, da intet andet berettes derom, ganske vist leder navnet Borghøj hen på Borg, men det kunne også udledes af meget andet. – På de gamle landkort skal Kragelund stå med røde bogstaver, altså en fremhævelse, der dengan var lavet. – – Refshalegård den 7. april 1890.
Gamle skove L.
Det store massive egebord som havde stået i Gl. Moselund, er nu hos Christian Elling (Elling Nygård), det skal efter sagn havde groet på Tollund hede. Man må forbløffes over at sådanne kæmpe egetræer har groet hvor der nu findes hede. Christian Elling fortæller at endnu kan der ved pløjning findes trærødder i Tollund og Elling heder, ja for nogle år tilbage, da store dele af hederne opdyrkedes, fandtes der i massevis af trærødder (mest eg), men noget af heden har engang været opdyrket, idet ager enderne fandtes tydelig.
Om Kæltringer LI.
Knud H. Andersens moders bedsteforælder, Klode Mølle fortæller om kæltringer: Klode Mølle ligger ved en dengang stærk befærdet landevej, mellem Viborg – Kolding, altså den egentlig forbindelsesvej mellem Syd og Nord i det indre af Jylland. Det var da ikke mærkeligt at store skarer af kæltringer drage forbi nævnte mølle. K. H. Andersens moders bedsteforælder var tidlig bleven enke og havde flere små børn, og dette var rigtig tilpas for taterne, thi de kunne så skalte og valte af eget behag, da ingen modstand var mulig. Kæltringerne fik da som en slags tilhold der, når de drog forbi, ja det gik endda sådan, at et hus som hun havde ude på marken blev helt overladt til kæltringerne.
Engang kom en karavane, de havde selv ildsted, trefod, gryder, og kedler o. s. v. med, de gav sig da til at koge kartofler, til konens store forbavselse, thi det var endnu før kartoflerne var kendt i Danmark, kæltringerne havde medbragt dem fra Tyskland eller Østrig. De spiste dem med stor appetit og forsikrede konen at det var det dejligste man kunne spise, hvorpå de ville have konen til at smage dem, men det ville hun ikke. Men da kæltringer dengang blev betragtet som uærlige folk, med hvem ingen ville spise, gik de om og satte nogle i haven, så at konen når efteråret kom, kunne tage dem op. – Når kæltringekvinder kom gående med børnene på nakken eller ryggen, og de små gav sig til at græde, slog kvinden hånden bagud over skulderen og gav dem en ved øret.
Kragelund Kirke.
Kragelund Kirke er beliggende i den øster ende af Kragelund by, tæt syd for Præstegården, på et jævnt ikke over byen hævet terræn. Kirkebygningen der ligger i vest og øst består af fire sammenbyggede afdelinger: Højkirken, Koret, ved de øster og tårnet ved den vester ende, samt våbenhuset ved kirkens sydside (længst mod vest). Med undtagelse af tårnet hvis materiale for størstedels vedkommende er mursten er hele kirkebygningen opført af kampesten, eller granitsten af forskellige størrelser og dels som kvadrater og dels som rektangler.
Koret har en kuppelhvælving med tvende hinanden, i kuplens midte krydsende fra korets fire hjørnepiller udgående buer. Højkirken og våbenhuset har bræddeloft på ege bjælker (enkelte nye af fyr) i alt i højkirken 15. I våbenhuset 11. Bjælker.
Alt overtømmeret er, på lægterne nær, af egetræ. Taget er røde teglsten med undtagelse af korets nordside og en del af sydsiden der er belagt med bly. – Alle afdelinger har lige mur gavle, tårnet på dets nord og sydside og temmelig lave. – Mur åbningen mellem højkirken og koret er en bue af højde med førstnævnte loft. – Gavlene er mursten, lagt på fladen dog foran alterets bræddegulv. Korets gulv er hævet nogle tommer over højkirkens. – Intet vides angående tiden når kirken er opført. Koret er måske sildigere bygget en højkirke. Tårnet og våbenhuset er yngre tilbygget. På tårnets vestside står et F. (Frydenreich) og årstallet 1768. (hidrører fra en reparation).
Døre: 1. Våbenhusets ydre dør af turbrædder. 2. Tårn døren ligeledes. 3. Kirkens indgangsdør fra våbenhusets bestående af jernbeslåede egeplanker er 2 ¼ alen bred og 3½ alen høj og har årstallet 1689. Portalen består af to granitsider med under sokkel og firkantede kapitæler på hver side, og ovenover findes stolpedannede granitsten med ophøjede mystiske figurer, der tyder på en høj ælde. Og i halvrundingen over døren ses løvefigurer udad mod sydsiden. Lige overfor på kirkens nordside ses en anden senere tilmuret søjleportal, hvis fine indvendige granitsøjler med fignede kapitæler er særdeles smukke. I buen ses en kvinde? Brystbillede.
Vinduer: 1. Et buevindue i korets søndre væg 3 ¼ alen fra gulvet 2½ alen høj 1½ alen bred i lysningen 2. En ditto på højkirkens sydside nærmest prædikestole og 4 alen fra gulvet 2½ alen høj og 1 ¾ alen bred. 3. To mindre do: på kirkens nordside 5 alen fra gulvet 2 alen høje og kun ½alen bred. 4. Et lidet firkantet vindue på våbenhusets østside Tårnet har 6 glamhuller 2 på søndre og 2 på vestre samt en på østre side, sidstnævnte med dør indtil kirkens loft, forenden en mindre indtil hver af gavlene.
Kirkens Dimensioner: Koret udvendig 10 1/8 alen lang 10 1/8 alen bred indvendig 8 ¾ alen lang og 7 ¼ alen vid. Højde fra gulvet indtil hvælvingens kuppel 9 ¼ alen. Højkirken: udvendig 22 alen lang 13 ¼ alen bred 15 alen høj til tagryggen. Indvendig 19 ¼ alen lang 10 alen vid. Højde fra gulvet til loft 7½ alen. Tårnet udvendig 7 ¾ alen lang (vest siden) 4½ alen vid (nord og syd siden) og indtil tagrygningen 19 alen høj. Og 15 alen mur og 4 alen tag.
Våbenhuset: udvendig 8 1/6 alen lang 9 ¼ alen bred 9 ¼ alen høj til gavl spidsen. Indvendig 6 ¼ alen lang 6 ½ alen vid. Højde fra gulv til loft 4½ alen. Kirken med kor og tårn har således en længde af 36 5/8 alen og med våbenhuset en brede af 21½ alen. Hele bygningens grundflade udgør 505 alen gulvet indeholder i koret 64 i højkirken 192, i våbenhuset 44 og i tårnet ca. 12. Tilsammen 312 alen.
Kirkens indre: Øverst i koret ved gavlvæge står alteret, 2 ¼ alen fra søndre og 2½ alen fra nordre side væg. Alterbordet er af tynde egebrædder omkring en opfylding af muregrus og sten, er 2½ alen lang og 1½ alen bred. Altertavlen er 2½ og 3 alen bred og 4 5/8 alen høj over bordet er meget simpel og har et ydre slet tegnet lærredsmaleri, der skal forestille Christi korsfæstelse, hvorover læses ”det er Guds lam som bærer verdens synd” og nedenunder ” Thi vor påskelam Christus er slagtet for os 5,4` – Foran alteret er der nydeligt anbragt knæfald, i en 4½ alene dyb ovalformet halvrunding med udstoppet læderbetrukket knæleskammel, egetræs malet rækværk og drejet bronze farvet balustre. Nedenfor samme i korets gulv ligger en glat ligsten med inskription 1697 afdøde Sognepræst mads Andersen Bjerring og hustru Kirsten Mikkelsdatter. – Og i korets nordre væg en indmuret (befæstet til vægen) en stor marmor Epitafium over benævnte ægtepar, indeholde de selvsamme indskrift som ligstenen i de fire hjørne ovaler Evangelisterne og øverst Christus med sejrsfanen – den nu borttagne lukkede skriftestol var af simpel udskåret egetræ og foræret af Peder Pedersen og Niels Pedersen, Engesvang 1651.
I buen mellem koret og højkirken nedhænger indtil 3 1/3 alen fra gulvet en ottearmet Messing- lysekrone. – Ved nordre side står døbefonden rund udhugget af en kampsten, hældende forover, 28½ tom. I tværmål og hvilende på en smuk formet granitfod. – Prædikestolen i højkirkens sydøstlige hjørne er af smuk udskåren egetræ og foræret af H. Mads Andersen Bjerring og Kirsten Mikkelsdatter 1645 7. Aprilis, den er 2 alen over gulvet og indvendig 1 ¼ alen høj, over den er anbragt en himmel ligeledes af egetræ. – På højkirkens nordre væg hænger en malet træ tavle (tidligere en Epitafium hvor inskriptionen var næsten ganske udslettet af ælde), med optegnelse på sognepræsterne for Kragelund og Funder menigheder, nemlig 1. Niels Christensen fra 1544 til 1579. – 2. Chresten Nielsen 1578 til 1603. 3. Stephan Andersen frA 1603 TIL 1629. 4. Laurits Andersen fra 1629 til 1642. 5. Mads Andersen Bjerring fra 1642 til 1697. 6. Carl Ermandiger fra 1697 til 1745. 7. Frederik Ermandiger fra 1745 til 1778. 8. Peder Aabooe fra 1778 til 1817. 9. Jacob Møller fra 1817 til 1819. 10. Niels Aaboe fra 1820 til 1859, underneden læse: kommer eders ledsager i hu som har sagt eder det guds ord Est. 13.7.
Over den tilmurede kirkedør er opstillet en 1½ alen høj helgenbillede i halv siddende stilling, smuk udskåret af træ. En levning fra kathalismen. – Kirkeklokken hænger i et stillads i tårnet imellem glamshullerne den er 1 3/8 alen høj og forneden 1 3/8 alen i tværmål. Den er omstøbt i 1827 i Randers og har beholdt sin oprindelige gode klang. – Efter sagnet skal den være meget gammel (fra slutningen af det 11 Aarhunmdrede).
Dette er optegnet efter Kirkens Sogneprotokol, og optegnet af pens. Lærer J. P. Aaboe, Engesvang 1863.
LIII. Gamle – Præstehistorier.
Niels Aaboe, der var præst i Kragelund fra 1820 til 1859. Var en af sine samtids lærdeste prædikanter. Om hans karakter vil jeg optegne lille episode, som jeg har hørt min fader, Sognefoged O. C. Jensen fortælle: Der skulle være Provste visitas i Kragelund. Provst var dengang Pastor Stokholm i Levring, også kaldet ”Hinkeben” fordi han havde en hinkende gang, det ene ben var kortere end det andet. Han var en egenkærlig og spydig herre. Aaboe var, da han hørte tale om visitasen, bange for dette besøg, det var han altid i forvejen, men når tiden kom, og han blev vred, så kendte han ej frygt. Visitas dagen kom, og da handlingen var sluttet og menigheden stod uden for kirkedøren, fandt provsten anledning til at fremhæve mangler, præsten og menigheden angående. Nu var Aaboe ikke bange længere, da de går siger Aaboe vredt til Provsten om han ville gå om på venstre side, jeg kunne havde været Provst længe før de, thi sagen var, at Aaboe havde tvende gange været tilbudt og afslået provsteværdigheden. Provsten talte aldrig et ord, medens præsten udeblev at tale.
LIV. Kragelund.
Fællesdrift har været anvendt i Kragelund såvel som andre steder. Dengang var alle gårdene beliggende inde i selve byen. Niels Frederiksens og Jens Jensens gårde lå nordvest for kroen, og jens Vinderslev ved Borghøj lidt nord for disse. I toften lidt nord kroen lå Ole C. Jensen og Jens Jacobsens gårde. Øst for landevejen vest for Klapsbjerg lå begge Andreas Sørensens gårde. Nede sydøst for A. Lemming, Ole Gasvig, Christian Salling og jens lemmings gårde. Vest for A. Lemming, Andreas Baks gård og Martin Hvam. Syd for kirken lå en gård (boelsgården) under Præstegården. i alt har idet mindste lagt 17. Gårde i byen.
LV. Kortspillet.
I en by vestpå, sad fire og spillede kort, en efter en faldt alle knægtene på gulvet, og det var ikke mulig at finde dem igen, da siger en lille dreng som sad ved kakkelovnen, hvad er det for en lodden fod der stikker frem under bordet, alle så derned og der ligger – Lusiffer selv. Der kom da bud efter Præsten, han borede tre huller i vinduet med en knappenål, men Lusiffer ville ikke ud, da greb Præsten 3et stykke brænde og gav ham med stor kraft i gefæstet, det hjalp og nu røg han ud og hen i stalden. En af mændene går hen i stalden, og ham og fanden bliver enige om at spille kort om det, men tabte manden tilhørte han den onde, og til al uheld for manden tabte han, men denne var nu ikke godt tilfreds med således hovedkulds at følge med til helvede. Han aftalte således med fanden at den som hurtigst kunne udtale tre slags træ arter, havde vundet Fanden siger: eg, bøg, birk. Manden siger : el, pil, vie. Der var ingen tvivl om at fanden var narret, og tabt en sjæl.
LVI. Sagn fra Stenholt.
I Stenholt har der engang lagt en stor herregård. Herremanden fik lyst til en pige på gården, men denne var kærester men en karl på gården, denne slog herremanden da ihjel ude i bryggerset, han ville jo have ham rydde af vejen, for at nå sin hensigt med pigen. Men nu kom Fanden hver nat i køkkenet. Præsten blev hentet, der blev taget tre sten op af gulvet og der blev han nedmanet.
(Efter K. H. Andersens moder Klode Mølle.)
LVII. Skjæmtesagen.
En mand fra Funder havde været i Silkeborg for at købe noget brændevin, for at forkorte vejen gik han over Pipap? som består af høje lyngbanker, det kneb da nu at komme opad bakken. Da han endelig havde nået toppen, tog han sig en styrkning af brændevinen, men hvad sker? Det må have været en delikat nydelse, thi i sin henrykkelse rullede brændevinen fra ham og ned ad den stejle bakke, og hver gang spidshullet vente mod jorden gav det et ”Kluk”, og under dens flugt nedad bakken hørte Funder manden kun ”Kluk”, ”Kluk”, ”Kluk” og endelig ved den høje bakkes fod, var den også færdig med ”Klukken”, den var tom.
LVIII. Eventyr. Om en skomager fra Thisted.
Der var en skomager i Thisted han ville som alle skomagere tjene penge, ja mange penge, når han ikke kunne afsætte varerne i byen, drog han omkring i byerne og solgte sine varer. Imens blev forretningen passet af en svend, som hed Jacob. Så skete det at engang mesteren var ude at rejse, da kom en fremmed svend og søgte om arbejde og fik det også hos mestersvenden Jacob. Det var nu et mærkeligt menneske denne nye svend. Om dagen arbejdede han med de andre, men medens de sov om natten, vågnede den nye svend. Jacob spurgte ham ud hvad han tog sig for om natten, ja han lavede da guld, kan du lave guld siger Jacob, vil du så ikke lære mig den kunst, jo det kunne han gerne.
Men nu vil vi have os et gilde for guld jeg har lavet, siger den nye svend, han gav de andre nogle klumper guld til at købe varer ind for til gildet, og de kom glade tilbage, thi guldet var ægte nok. Om aftenen var der stor glæde og lystighed, ja det kan nok være de morede den af hjertets lyst. Da de så brød op, for at gå til ro, bad den nye svend Jacob om at følge med ham ind på hans kammer, så ville han lære ham at lave guldet, da de var kommet derind og været der lidt kom der nogle fremmede mænd med en Egetræskiste, og satte midt på gulvet. Hvad nu? Ja i denne kiste skulle Jacob lære at lave guld, han skulle eller kunne læse det på bunden af kisten, men fra neden af og opad. Idet han lagde sig over kisten greb de fremmede karle ham og puttede ham i kisten, og smækkede låget på.
Jacob følte at de bar ham ud og endelig kom på et skib, og der blev låget taget af og Jacob kom frem af kisten. Det var ene fremmede karle han havde om sig, men de trøstede ham med at de ville skåne hans liv. De sejlede da videre og kom til et bjergs snehvide side, ud mod havet som næsten var lodret. Her bedyrede de fremmede Jacob at han skulle op. Et langt tov som var fæstnet til en genstand oppe på bjerget hang ned, helt ned til skibet., ad denne måtte Jacob klatre op, de fremmede karle ville da følge efter.
Men næppe havde Jacob fået fodfæste på toppen før de halede tovet ned i skibet, det var nemlig indrettet således at når en mand var kommet op, kunne tovet hales ned. Jacob så sig omkring, der var mange skeletter som rundt omkring og dækkede jorden. En gysen for gennem Jacob ved dette syn. Men han ville dog sælge sit liv så dyrt som mulig. Han så sig omkring og opdagede en gård som lå noget derfra. Men mellem ham og gården fandtes en bæk, som hav vadede over. Da han kom ind i gården gik han omkring uden at finde nogen, men endelig kom han til et kammer, hvor der fandtes to piger, de bad ham til sidst om at blive hos dem på gården. Og han syntes ikke at der foreløbig var andet at gøre. Han kunne også forstå at der var trolleri med i spillet. Og da alt han skulle var at ligge hos pigerne om natten, tog han sin kniv og lagde den mellem ham og pigerne om natten.
I nogen tid indtraf intet usædvanligt, men en dag kom tre fruer flyvende og badede sig i bækken, det var netop St. Hansdag. De havde et fint stor klæde om sig som de lagde ved siden af bækken. Da de var færdige tog de klæderne og slog om sig, og straks kunne de flyve igen. I mellem dem var der en som Jacob syntes var så fin og smuk, at han forsatte sig at vente til næste St. Hansdag, og imidlertid blive på gården, og i denne tid indtraf heller intet usædvanligt. Næste St. Hansdag kom de tre fruer igen smed klæderne og badede sig, men Jacob som lå på lur, gik hen og tog den smukke frues klæde, uden at de mærkede det. Da de var færdig med at bade blev der en ordentlig halløj, thi den smukke fru manglede sin klæde og kunne ikke flyve, når den manglede. Fruerne gik op til gården til de to søstre, men de vidste jo ikke hvor klædet var blevet af. Da kom tiden da de to fruer måtte hjem, men den smukke måtte blive tilbage.
Jacob og den smukke frue taltes nu ved hver dag og til sidst blev de enige om at de ville være mand og kone, og da Jacob længtes efter sin hjemstavn, fik han den smukke frue overtalt til at følge med sig. Men nu kan det nok være at gode råd var dyre, hvorledes skulle de forlade det ukendte fremmede land, og komme over vandet. Men den smukke frue viste råd, thi hun havde et skib, som lige let kunne styres i luft og vand, men han skulle passe på at skibet ikke sank så dybt at det stødte mod noget. De satte sig i skibet og rask gik det gennem luften, da begyndte den at synke. Jacob so over rælingen, og nedenunder så han et hav af slanger som skibets køl stødte på. Han styrede da skibet opefter og snart var de fremme.
Her levede de da en tid lykkelig og Jacobs kone fødte en lille dreng. Nogen tid efter rejste Jacob ud på landet. En dag gik hans kone og hans moder, som boede hos dem, ud i haven, da det var koldt gik moderen ind for at hente et klæde til den fremmede frue. Moderen tog da det klæde som Jacob havde taget af hende på den ukendte ø. – Næppe fik hun klædet om sig før hun fløj bort.
Da Jacob kom hjem blev han helt fortvivlet af sorg. Han begav sig på vandring for at finde sin kone igen. En dag kom han til en høj hvor der fandtes en stendør til indgang, han slog tre slag på døren, og da kom en gl. mand med hvidt skæg, Jacob spurgte ham om sin kone, han vidste det ikke, men han havde en broder som boede hundrede mil borte. – Så begav Jacob sig på vandring igen, han vandrede til en anden høj, og det var broderen til den første bjergmand, denne vidste det heller ikke, men en bonde som boede hundrede mil derfra vidste det nok. Jacob kom til denne , han var endnu ældre end de foregående og det hvide skæg var endnu længere, denne gl. mand vidste hvor Jacobs kone var, det var ikke langt herfra, men han skulle over en flod. Bjergmanden gav ham én haneben, når han bar den hos sig var han usynlig, og han skulle være tilbage inden kl. 3 ellers kom han aldrig tilbage.
Da Jacob kom til floden fandt han et vadested og gik så over, han fik snart et slot i sigte og gik derop, han så ingen men kunne høre en som græd og klagede sig, han gik efter lyden og kom til et kammer, der var hans kone bundet fast til en pæl og flere skrækkelige mænd stod og slog løs på hende, til straf for at hun var bleven borte. Jacob som var usynlig lagde sig imellem og mændene kunne ej forstå hvad der var på færde med den smukke frue, de gik da bort for at sige det til deres overordnede. Og imens løste Jacob sin kone og de løb ud af slottet alt hvad de kunne, men de mærkede snart at de blev forfulgt og nu var det et kapløb ned til floden, og idet de vadede over denne var forfølgerne lige i hælene på dem, og med nød slap de over til den gl. bjergmand. Så tager de til Thisted, hvor de vist nok endnu lever lykkelig med hinanden.
LIX. Gammel Inskription.
På alterlysestagerne i Kragelund kirke står følgende inskription: ”Anno 1531 den 12. november havde Peder Nielsen i Staghede givet tvende lysestager til Kragelund kirke, til et evigt i hukommelse for han faders begravelse.
LX. Fra gl. dage.
Når man kom til gilde i Gl. dage fik hver gæst en ”Konvring” en rund ikke ret stor sandkage, der var lavet således: man tog to stykker dej, trimlede dem runde, lagde den ene ovenpå den anden og trykkede dem så hårdt at der blev to rander, så man kunne se hånd knoerne ovenpå kagen. Gæsterne fik ingen smør eller kød dertil, men spiste det tørt, og når gæsten havde spist denne, orkede de næppe at spise mere, man var vel forsynet. (for ca. 50år siden).
LXI. Om kæltringer.
I reglen havde kæltringer i byerne en eller flere steder hvor de søgte husly, dertil søgte de altid når de vendte tilbage igen. Da loven om forsørgelse udkom, var det oftest på sådanne vante steder de blev pågrebne. Et sådan opholdsted var i Skygge hos en mand som hed Schrøder. En kæltring familie var bleven indlagt hos ham og imens fødte konen et barn. Da barnet skulle døbes, var ingen af byens kvinder at formå til at bære det i kirke. Således blev sagen forelagt Herredsfogden. Denne udtalte da at, Sognefoged Anchers kone skulle stå gudmoder, men hun ville heller ikke. – Men sagen blev vist nok ordnet ved at man fik en af Skygge kvinderne overtalt til at bære barnet.
Under kæltring forfølgelsen og deres pågribelse anholdtes en kæltring i Kragelund. Men da han skulle oplyse om hvor han var forsørgelsespligtig, kunne det ikke oplyses, han vidste det ikke og han kom da på Kragelund kommune. Samme kæltring længtes så meget efter hans kone, som sad i Viborg Tugthus. Han rejste da til Viborg, da hun blev fri. Da han kom tilbage havde han to koner. (Andres Anchersen)
LXII. Runestenen i Stenholt.
På marken vest for Stenholt fandtes en mærkelig sten, den blev indmuret i en udbygning. Da denne senere blev nedrevet, blev stenen indsat i et havedige, hvor den endnu sidder. Flere sagkyndige har besigtiget den, en af dem tog et nøjagtig kopi af stenen. (I tegning) Gamle Anders Anchersen spurgte hvad han mente inskriptionen betød. Den sagkyndige mente, at det tyede på at den var rejst over en præst. (Anders Anchersen)
LXIII: Engesvang Kirke.
Over på Engesvang kirkebakke ligger en masse af utildannede sten. De egentlige sten af kirken skal være ført til Dalsgaard Hørup Sogn, der skal være bleven benyttet til denne gaards bygninger. En mand fra Engesvang har fundet 30. Tilhugget sten (vist nok de sidste) og efter at de ovenfor omtalte, var ført til Dalsgaard. – Samme mand fandt tillige to små malmblokke i ruinerne. (Anders Anchersen)
LXIV. En gravhøj i en sandflugt.
Ovre i ”Rævsel Saaen” fandtes under sandflugt en gravhøj. Jorden fløj da bort og urnerne kom efterhånden til syne, nogle væltede ud når jorden fløj bort, og rullede ned ad skråningen, så aske og ben hvirvles med af stormen. Anders Anchersen Stenholt fortæller at medens han vogtede får i hans drengedage, morder det hyrdedrengene når de kom sammen i ovennævnte Rævsel Saaen, at tage urnen ud når de blev synlige. Vi fandt intet andet i urnen end ben og aske beretter Anders, men min fader Sognefoged Ancher 2. Messingkugler (formodentlig Bronze) med mange strege og tegn på.
LXV. Svend Grathes drabsmand.
Der siges at Svens Grathes drabsmand var fra Kragelund, han boede i den nordre side af sognet der hvor Alhedekolonien findes. Han mødte Kong Grathe og spurgte om han var Kong Svend, nej siger denne, jo du er Kong Svend og i det samme hævede han sin kode og stak Kongen til jorden. Kongen skulle havde forskrækket bondens kone. (Lærer R. L. Juul).
LXVI. Præsten i kirken.
I en sogn nede vestpå (Vestjylland) var præsten kørende til sygebesøg, da han kører hjem ser han, idet han kører forbi kirken, at der var lys derinde. Kusken holdt og præsten steg af vognen og gik ind i kirken, men han så ingen. Men da han går ud af kirken ligger der noget udenfor kirkedøren, han syntes det ligner en flået hest, han stak sit spyd i det, da sagde det: stik en gang til, det forbyder Vorherre mig. Men præsten kunne ikke komme ved det, han gav sig til at bede til Vorherre, at han ville rejse en stor mindesmærke ved kirken når Vorherre ville hjælpe ham ud, da kom han også ud.* Siden byggede præsten en mur foran kirkedøren, denne bygning eller mur lignede en hest, og skal findes ved kirken endnu. (*Da præsten kom hen til sin vogn var den ene hest stukket ihjel)
LXVI Fanden narret.
En karl kom en dag til Fanden ude på marken. Fanden prøver at narre, hver gang han træffer en sjæl eller at overliste dem, således også denne gang. Fanden ville give karlen så og så meget når han kunne udtale tre træ navne hurtigere end han, kunne karlen derimod udtale navnene hurtigere skulle Fanden stå til karlens tjeneste. Fanden begyndte: Eg, Bøg, Birk, med en dyb og langsom røst. Karlen i en hurtig tone El, Pil Vir, (Vidier) som udtales så hurtig at ordene går over i hinanden. – Dengang blev Fanden narret.
LXVII. Ordsprog eller talemåder.
Du er en rask mand, af en dreng at være.
Det er næsten lige så streng at stå i laden når man ikke bestiller noget.
Af sted igen, det er vester på. Hentydning at det går tilbage.
LXVIII: Kors for Trolderi.
Gl. Adam Andreasen i Refshale, Kragelund havde skrevet et kors over døren fra den ene hjørne til den anden, og ligeledes de to andre hjørner, det var skrevet med kridt og en god tomme tyk. Adam fortæller, på spørgsmålet hvorfor han gjorde det, at der en aften havde været trolde ved hans dør. Men nu havde han skrevet denne kors så kunne de ikke komme ind.
LXVIIII: Fra gl. dage.
Fra gamle dage, kan det ikke kaldes korrekt, da det ikke ligger så langt tilbage. Knud Pedersen i Fastruplund var her ovre i aftes, da blev der talt om bindstuerne, i Pederstrup gik man således sammen, det var en regel at hver skulle binde en strømpe på en aften. Hos en skrædder i byen samledes man næsten hver anden aften, nogle af karlene satte sig til at spille kort, men deres strømper måtte alligevel ”bindes”. De af kvinderne som var flinkest bandt da for karlene, og fik gerne en skille herfor. De fortalte da gerne en masse historier, jo uhyggeligere des bedre. Straks man kom ind begyndte de at fortælle. Jeg: fortæller en – Så nu lige en brudeskare komme igennem byen. Jeg: fortalte en anden – hørte da jeg gik herhen en lig salme som blev sunget i Chr. Revls kostald. En anden havde mødt en ligskare og set og genkendt de fleste.
Knud Pedersen fortalte, da jeg var en dreng sad min fader og moder og jeg en aften inde i vor stue, jeg sad på bordet og vandt (strikkede strømper). Moder spandt og fader kartede og lagde det på en stol. Som vi sidder allerbedst gør stolen et hop op fra gulvet, og faldt ned igen med et ordentlig rabalder. Nogen tid efter havde jeg en søster som døde og stolen blev benyttet til at sætte ligkisten på. – Den dag min søster blev jordet, var der kæltringepagt der bragte en stor forvirring og skræk i hele Jylland. Alle by mænd måtte af sted, alle var bevæbnet nogle med forke og grebe o. s. v. nogle få med haglbøsser, hvad vil sige, ikke så lidt endda Alle Kouvinger (runde kager som var skik dengang) og fødevarer til begravelsen, blev gemt ude i laden i halmen. Da hen ad aften mændene vente tilbage, blev min søster begravet.
Næste dag måtte by mændene af sted igen på jagt efter slaverne, der blev lavet våben, smeden lavede jernspiger som sad fast på en stang, kort sagt alle blev bevæbnet, og man måtte til øvelse hver dag. En mand fra Vinderslev var den nat rygtet udspredes gået til Dalsgaard hvor Herredsfogden boede, han havde en økse som han uafbrudt slog mod Herredsfogdens dør, indtil denne viste sig. Også her fra Kragelund blev der sendt en til herredsfogden, og alle troede på rygterne og foretog foranstaltningerne. Rygterne kom her til Kragelund med nogle vognmænd der kom ad Kolding vejen syd fra. Ancher Rydal var omkring og fik folk af sengen, han fortalte at slaverne trænede neden for fedet, han kunne se ilden syd på. Alle kom af sengen, en mand kom af sted fra hver gård med en økse, greb eller en haglbøsse. De som blev hjemme fik travlt med at grave ting, sølvtøj og andet værdisager i jorden, nogle ville ind i skoven andre ned mellem sø bankerne. Sengeklæder, gang klæder kom i kister og blev nedgravet i laden.
Sognene nord for Silkeborg var også draget syd på. Da de vente tilbage, og gik over Resenbro blev det rygte udbredt at 300. Slavere var gået over Resenbro nord på. – I Kragelund holdt de øvelser mange dage efter, og stagene med en spiger i enden blev det almindelige våben. Niels Rod, Sinding hede var anfører formændene. En Oberst kom til byen for at inspicere folkene. – En mand havde stag spiger som var delt i to. ”Er de bange for at de skal jage den for langt ind i livet” sagde Obersten til ham.
LXX: En gammel kilde.
På Andreas Laursens ejendom i Refshale findes en gammel kilde, som har været fælles med Refshalegaard. I den findes en eg. Kilden har været der siden nogen menneske kan huske.
LXXI: Fra Oldtiden.
Nord for Stenholt, på Ancher Anchersens ejendom findes mange gravhøje, vest for disse stod førhen 3.store sten som var resten oppe fra enden. Nogle siger her har været et tingsted, sådanne siges at være rundt omkring. Hver fjerding år blev der holdt dom og voldsgerningsmændene dømt. Gl. Chresten Vestergaard i Kragelund fortæller at her står to kæmper og sloges, den ene af kæmperne satte sig ned for at hvile sig på en af stenene, der var nemlig i denne en fordybning, som om en havde siddet på den.
62. Kirkestolene i Kragelund kirke.
I kirken findes endnu foran to af kirkestolene, smuk og kunstnerisk udskårne. Således var førhen de ældre stole ender alle smuk udskårne. De var næsten uopslidelige, alligevel blev smukke stol smidt væk – solgt, og vægtige mindesmærker er tilintetgjort, ligeledes er den gl. alter, smuk udskåren af eg ligeledes solgt.
63. Overtro.
Før Bøllund sø blev udtørret, blev der om vinteren på is stanget ål. Beboerne omkring søen tog tidligt ud om morgenen, efter at deres træsko var blevet ”Braadet”, med en økse og en lyster. Anders Nebels kone i Kragelund der hed Maren Urgaard (Ma U`rgod) pissede på hendes mands lyster før han drog af sted, lysteren stangede da alle de ål der kom for. Men ingen menneske måtte gå over lysteren og folk som kendte det skyede den som alt ondt, thi Mà urgod gik med klæde for panden, hvad man anså for heksenes kendetegen.
64. En gammel kaffekedel.
Husmand Jens P. Lemming på Refshale mark har en kaffe kedel, hvad ingen mærkværdighed er, thi det har de fleste jo, men den her har sin egen historie. Hans kones bedstefar, som boede i Østerbording, Balle sogn, fandt for mange år siden, ved at grave i en høj på Balle en Kobber kaffekedel, han tog den med hjem, og i mange år stod den på loftet, men nu har sønnens datter taget den til sig og hun er godt tilfreds med den.
65. En Nisse flytter en kornstak
Hos en mand i Østerbording var en nisse tilstede. Nu skete det en vinter at Østerbording mandens foder var knap, og til sidst havde han slet intet, men nu viste det sig, hvilken husven en sådan husnisse kan være. Thi en morgen blev Østerbording manden meget forundret ved at se en stor kornstak stå ved gården. Nissen havde om natten flyttet kornstakken fra en gård ved Balle kirke og til Østerbotding.
66. Ordsprog.
Når uheld skal indtræffe, kan røgteren, ligeså godt som tyren, få kalven.
Skal vi så ind og have noget mellem benene, der gør godt i maven, siger man når man skal ind og spise. (Tænderne er jo ben)
67. Historien om stærke Hans.
En mand der hed Hans var meget stærk, han havde gået hjemme ved Far og mor, men nu ville han ud at tjene. Han gik op på Herregården, fik arbejde og mødte næste morgen. Han kom da ud i laden for at tærske korn, men han syntes det blev til for lidt med plejlen, han tog da to hø tænger bandt dem sammen og gik op i korn loen, og gav sig til at tærske løs på dette, og inden davretid var han færdig med det hele og kornet var i en dynge.
Men nu skulle det hele bæres op på loftet, og syntes Hans, det ville tage alt for lang tid at bære det op i sække. Han gik da ind og tog alle lagnerne fra sengene og syede dem sammen og kom kornet heri, men da han gik ud af døren var denne sæk for stor og han rendte fire fag hus omkuld. – Men på den måde havde de ikke mere brug for ham længere her. Han kom da en anden sted hen og fik tjeneste. Her kom han ud i skoven for at køre træer hjem, han syntes det tog for lang tid inden de fik et træ fældet, han gav sig da til at rykke dem op med rod og lagde dem på vognen. Da han så skulle hjem kunne hestene ikke trække læsset, Hans gik da om og bandt tømmerne om hestenes hals og trak, både heste, vogn og træet hjem, men hestene var døde af den behandling.
Nu blev han ikke længere her, og nu ville han ikke tjene mere, men ud at se sig om på landevejen. Da han havde gået lidt kom han til en mand som sad og kløvede sten med hans næse, da er du stærk, at du kan slå sten med din næse, ja, siger manden men skal nok være en som hedder stærke Hans, han er nok stærkere, ja, da er det mig siger denne. Nu siger den fremmede, da vil jeg ikke slå sten længere, men vil følges med dig. De vandrede da hen ad landevejen, da de kom til en mand der sad og kløvede træ med sin tunge, da er du meget stærk, siger de ankomne, ja, siger manden, men der findes nok en som hedde stærke Hans og en mand som kan slå sten med hans næse, de skal nok være stærkere. Ja, da er det os siger de, og nu blev de enige om at følges videre på landevejen, og der går de sandsynlig endnu den dag i dag.
68. Præsten og Degnen.
En dreng havde fundet en fuglerede ude på marken, da han går derfra blev han atter og atter ved at gentage: jeg ved nok – jeg ved nok, da møder han præsten, hvad er det du ved min dreng, siger denne, men det ville drengen ikke sige. – Jeg skal såmænd ikke sige det til nogen, mig kan du godt betro det, og drengen fortæller da at han havde fundet en fuglerede ude på marken. – Søndagen efter kommer drengen til kirke og præsten siger i prædiken: Himmelens fugle havde reder o. s. v. Da er du da også et fæ, råber drengen til Præsten, du lovede dog ikke at sige det og nu fortæller du det til alle folkene her.
69. Oldtidskonge.
Efter gl. fortælling skal der på Refshalegaards mark være begravet en konge. I en af de mange gravhøje har der været en af Kongerne eller sysselkongerne.
70. Jysk levemåde i fortid.
Gl. Kr. Vies far Andreas Vie, havde som de fleste bønder dengang i slutningen af det forrige århundrede fattig og forkuet. Dengang for ca. 100år siden var der ikke mangel på arbejdskraft, thi ingen holdt daglejrer, der var som en gl. arbejdsmand har ytret, ikke fire skilling at tjene. Gårdmændene gik hellere på arbejde dengang end holdt arbejdere. – Foran nævnet Andreas Vie havde en gård i kragelund på ”½ td. hartkorn, men det kneb med at få føden. Om foråret når kartoflerne kom frem brugte han kartoffel toppene som føde. Disse blev tilberedt som kål. På samme gård som dengang ikke kunne føde en familie, på denne jord bor nu 12. Familier.
71. Om svundne skove.
A. P. Nielsen Tollund fortæller: efter en gl. kone A`n Magret, som nu er død, for mange år siden og hendes forældre fortæller, at selv havde hun også i hendes barndom set når de manglede brændsel til bagning gik de ud på Tollund og Arild skovs heder, her gik de så og sparkede men foden de gamle rådne egerødde op. A. P. Nielsen anslog denne tid til for ca. 150 til 200 år siden, denne plejer nu ude i heden at finde endnu stadig store egerødder, ja, så store at vor tids skove, hvor der findes store træer, er små i mod hvad disse gl. trærødder, viser at træerne har været store.
72. En gl. gravsted.
Graver Niels Konrad ved Kragelund kirke, fandt for nogle år siden ved t kaste en grav, 14, menneskeskeletter. Her må have været begravet mange og særegnede tilfælde har været til stede, enten det så skyldes pest eller krig.
73. En underjordisk gang.
I den Katolske tid benyttede præsterne eller munkene jo en særlig indgang som nu er tilmuret. I Kragelund kirke findes denne på kirkens nord side. Her skal havde været en underjordisk gang fra døren og op bag alteret, altså så menigheden, ikke præsten, for han kom frem bag alteret.
74. En begravelse.
I en by i nærheden af Horsens, blev en mand begravet, og nogle af dem som viste ham den sidst ære, at følge ham til hans grav, havde fået et par snapse for meget. Den døde fik de i graven og præsten kastede muld. Da står en mand for nær grave, den yderste jordkant skrider og han sank ned og kom til at sidde på tværs over kisten, og i samme øjeblik kaste præsten det sidst spadestik jord, ”af jord skal du igen opstå”, Det skal jeg F… nok, men mine ben er i klemme, siger manden

CD-11

Jens Jensens Dagbog. Jan. – Dec. 1899

Ved Nytårstid

Nu fejrer vi Nytår igen det 99. senstyvende, og nu kan vi snart sige farvel til det nittende århundrede. Tiden er en brusende flod, dens ustandselig fortager os med sig, hen til landet hvor livet ej hvirvles i dans, hvor solen ej mister sin glans. – Ja så kan vi jo sagtens synge og være glad, thi for hver dag der går for hvert år der er til ende, kommer vi jo dette land nærmere og nærmere. – derfor med sang – får du gamle, – og med sang velkommen være du nye år.

I år var vi ikke ude og lave nytårsløjer, sådan som i fjor. Men hos os var der gæster om natte, Martin Anchersen var oppe og ønske hans søde Karoline glædelig nytår. Så kom han og hun og Sine om natten og tog et vindue af i saltkammeret og tog en del fra pulterkammerets pakkenelliker og satte uden for på stenbroen, men det hele var næsten ikke umagen værd. – Vi har været mange steder til dans i vinter, det går nu på omgang at holde dans i Forsamlingshuset, og det bliver næsten nu 1. gang i ugen, og i Jul var det næsten hver aften.

Fars Fødselsdag
Refshalegård d. 19. januar 1899. I dag bliver far 65 år gl. en del venner og slægtninge var indbudt her i aften. Det er første gang jeg kan mindes at far holder fødselsdagsgilde, det er da ikke for tidligt, hans og vi andres fødselsdage går forbi som alle andre dage. – Fra Magnus i Silkeborg kom en flaske Kanariesæk, – en hjerteformet flaske med en meget lang hals, – etiketten forestillede Jeppe på Bjerget, da han sad i Baronens fineste stue. – – – – Gæsterne var: Andreas Sørensen, Ancher, Søren Rask, Lais Klosterlund og farbror J. Jensen, og med madammer – – naturligvis.

”Mod Enden”
(d. 24 januar 99) For hundrede år siden, da var der noget i Kragelund sogn der hed Refshalegård, to gårde der lå i toften hvor nu Anders Nielsen bor.. efter tidens skik drives disse gårde den gang i fællesskab, men der var jo kun ganske lidt jord af gårdene som dengang var opdyrkede, måske godt hundrede Td. land. – – – Lad os engang se hvor meget der dengang hørte under de to gårde, Kristian Jakobsens – Ole Mogensens – Niels Jensens – Søhuset – Søren Sørensens – Tinnes hus – Niels Sørensens – Karl Jensens – Anders Nielsens – Kristen Andersens – S. A. Jensens. Disse ejendomme er parceller af den ene gård Matr. No. 2a. det var den gamle forarmede Kristen Vive der begyndte at udstykke denne gård, – og den nu afdøde alderdomsmand Rasmus Thøgersen der fuldførte det påbegyndte værk.

Ved fællesskabets ophævelse i 1801 mellem gårdene, fik min oldefar Christen Jensen Matr. No. 1a, deraf udstykkede min Bedstefar Jens Christensen 1, parcel nord for Stenholt vejen til Niels Thomsen, denne udstykkede det atter til Hans Haurbaks .- – – – Nu har far med kraft taget fat på at sprede resten. – – – – I dag var landinspektør Kristiansen fra Silkeborg her, og nu er gården udstykket i 6. parceller.

Realismen drager sin sejrstogt over jorden, på disse store arealer vil der nu stå hus ved hus, der må slides hårdt for at det lille stykke mager jord at skaffe føden til en familie. Furer i panden, Legemet bøjet og en alt for tidlig alderdom, således kommer folket som skal bo her til at se ud, og det bliver måske en af deres lykkeligste timer når de i den stund de drager deres sidste suk. – Både folk, markerne og hele omgivelsen, det hele kommer til nøjagtig at ligne det andet, man kan ingen afveksling eller forskel se, ensformig og hinanden lig er det hele.

Men for hundrede år siden så det anderledes ud, de store jorder der var fælles, udgjorde ca. 600 tdr. land, det meste var hede og overalt tittede gravhøjene frem, dybe buede dale der mindede ud i Bølling Sø. Her var alt frodig og rolig, der kunne være dage, uger ja måneder imellem at der på afsidesliggende steder kom mennesker. Fårehyrderne var Konger herude på heden, jeg var også i mine barndomsdage, i halvfjerdserne en sådan hede konge, herude i den jomfruelige naturlige omgivelse, hvor ingen menneskehånd havde forstyrret naturens liv, her var jeg ene med mig selv og mine tanker, her kunne jeg ligge i time efter time i den bløde lyng eller ved en enebærbusk, nede i de dybe dale, og tænke og drømme over så mange – ja over så mange ting – ingen indgriben forstyrrede disse tanker, der var naturlige ligesom omgivelserne.

Der er måske dem der vil sige at når mennesket kommer og at naturen skildres kultur og kunst, da er det noget mere værdifuldt end selve det naturlige – ak ja – vi ser den store kultur og kunst i de store byer, den rigdom og skønhed menneskelig snilde har skabt, ja det kan ikke nægtes at mennesket skabte sejre. – men rundt omkring i den store bys kroge fandtes den største fattigdom, usselhed og elendighed, det er den uadskillige side af kunsten og kulturen. – men her ude på vor fattige hede jord der bliver kulturens konsekvenser fattigdom, det materiale hvoraf rigdommen og skønheden formes fattes. – – – Man kan hertil sige at ud af sjælelivet skabes den største skønhed og kunst. – – Ja det kan ingen nægte. Men den arme fattige der slider og slæber fra morgen til aften som en træl, han glemmer næsten at han har en sjæl. Den usle fattige og den mægtige rige står på udsatte poster.——-.

Men for at komme tilbage til begyndelsen – – mod enden. I 1893 udstykkede far gården i 4 parceller 1. var solgt til Hans Haurbak for 800 kr. Sønderheden blev fraskilt og en parcel af den østre mark, som far agtede at sælge, og det var meningen at Søren skulle have Sønderheden, men i fjor kom han i tanke om at det var mere behageligt at få bygget her oppe ved siden af landevejen. Der blev i dag sat et skel langs ad marken fra Stenholtvej til Bølling Sø, nu blev det to lange smalle marker langt ud til yderpunkterne, som var blevet efter de første udstykninger er bygningerne kommet til at ligge lige midt i marken. – – – Nu har vi begyndelsen til enden. – – -.

En Drøm. (den 12. februar)
Jeg drømte i nat at det var vinter og det er det jo i virkeligheden også. – Det var nat da jeg vågnede og så enkelte glimt af et fjernt tordenvejr. Jeg stod op og gik hen til vinduet, og så da at det var begyndt at lyse op på den østlige himmel, det var altså nær dag. Jeg så mod nord hvor tordenvejret holdt sig, ganske langsom så jeg de elektriske gnister ligesom stjerner svævende rundt på himlen. Et øjeblik kunne et af gnisterne stå ganske stille for snart efter atter at bevæge sig fremad. Men det alle interessante ved det natur skuespil var at disse elektriske stjerner pludselig kunne eksplodere lig fyrværkeri, og tusinde af gnister spredes vidt omkring. Jeg kaldte på min broder at han skulle komme og se noget storslået fyrværkeri! Jeg gik imidlertid i seng igen.

Om morgenen efter at jeg var stået op, trak et uvejr med torden og lynild op fra sydøst og uvejret kom stadig nærmere. Det blev mørkt som ved nattetid. Lynene glimtede og tordenen rullede, det ene glimt og brag fulgte øjeblikkelig oven på det andet. Jeg gik ud i døren, men kom ikke længere end i gangen, her sank jeg i knæ, thi både lynet og tordenen kom så hurtig efter hinanden at det gik over og fortsatte i hinanden, så der var stadig lyn og brag. Imidlertid drog uvejret over, jeg gik udenfor i gården og så på det bortdragende uvejr i nord. Da begyndte det igen at blive mørk, jeg så uvejret fra nord komme tilbage igen, det blev stadig mørkere. Men nu så jeg at der tillige trak uvejr op fra syd og drog mod nord. Et øjeblik efter mødtes de med stormkraft ilende skyer på himlen over mit hoved, hvorledes de hvirvlende stødtes mod hinanden, og nogle blev opløst af sammenstødet. Det var et mægtigt skuespil, jo længere jeg så derpå desto hurtigere drev skyerne fremad mod hinanden, i stødet ligesom sønderknuste de hinanden og en bunke elektriske strålegnister flød ud til siderne. – – – – Jeg vågnede, og jeg kom til at tænke over det drømte, var det ikke et billede af selve livet. – – – jo således leves livet. – – – det liv der er værd at leve, hvor modsætningerne og strømmen mødes og brydes, kæmper, bruser og stønner. – – – sukker mens kræfterne undfaldes og opslides på hinanden.

Maskerade bal: (Refhalegård d. 26. februar)
For første gang, siden Verden blev til, har der i dag været maskerade bal i Kragelund. Når det nu er første gang i over 6000 år skulle man ikke tro at det var for tidligt. I alle vore nabo sogne har der været holdt maskerade i de senere år. Hvorfor så ikke hos os? Men der har dog været mange mennesker, der af al kraft har modarbejdet det. Det er i grunden ingen mærkelighed her i Kragelund, thi de halve af de ærede indbyggere, rykker altid tilbage hvor den anden halvdel rykker fremad. Når en sag skal igennem, da er der stærke agationer for og imod, pro og kontra. Fordi det er første gang kan det nok være, at det er denne ene gang for mange. Præsten var vist nok også en modstander deraf, han udtalte sig, efter sigende, at der vel ikke lå noget usædelig deri, men under al den lystighed blev det gode nok sløvet, – og han havde nok ret.

Aftenen da maskeraden skulle holdes, kom. Vi, herrerne omklædte os i dragterne hos Andreas Sørensens. Damerne havde forsamlingshuset til dette brug. Da vi kom i vores dragter, – jeg havde en general dragt, trekantet hat og fjer, – og gik ind i huset var der allerede kommet mange mennesker, vi gik ind i den indre stue hvor damerne stod, alle klædt i hvide dragter og med masker, hvor var de smukke, de hvide sløragtige dragter overbesået med blomster. I begyndelsen kendte jeg ikke en eneste af dem, og der var kun enkelte jeg genkendte før maskerne faldt. Især var Sine til Ole Jensens og Stine til J. Jakobsens smukke. Men den der spillede den kosteligste rolle var Stine til Smede Kirsten, hun var klædt som gammel kone, – en heks der spåede! Hun var en af de første jeg genkendte, skønt hun var den vanskeligste at kende af dem alle.

Kl. 81/4 marcherede vi ind i salen og der var nu så mange mennesker, at der næsten ingen plads var til os. Det hele gik meget godt, det sagde det ærede publikum i alt fald bagefter. Ballet blev en succes af rang, skønt al modstand var lagt i vejen. Der var kommet så mange mennesker, at der aldrig har været så mange i huset. – Ved sådan en lejlighed skulle der synges en revysang. Jeg havde sammensat en sang på den kendte melodi: ”Ditlum ditlum dej ”. Min fætter Jens Jensen skrev en sang. Min sang blev sunget først og man klappede, men den anden sang af min fætter den gik helt i vasken, det blev aftenens svageste side.

Tidens Gang.
Alle mennesker er syge i denne tid, det er influenzaen der huserer, vejret er også råkoldt og barsk. Jeg blev stærk forkølet, dagene efter maskeraden lå jeg kun en dag i sengen, men har været alt andet end vel tilpas i over 14. Dage, men det er også 3. År siden jeg var syg sidste gang.
Vi laver nu en ordentligt arbejde med det byggeri, der skal ligge en gård på den vestermark, på en af parcellerne, hvor det er meningen at svin skal om at bo. Da vinteren er mild, uden frost og sne er vejret heldig, for dette arbejde. Vi har nu i lang tid kørt træ fra Sinding skov (Morten Frederiksen).

Fra svunden tider.
Far og mor sad i aften i mørkningen og talte om svunden tider. Samtalen begyndte med at i den nu måned (marts) havde de fleste mennesker været syge og forkølet, og flere steder var der nu tyfus, og andre svære sygdomme. Men tyfus og lignende sygdomme fandt ikke så stor en udbredelse i vore dage, som i ældre tider. I far og mors ungdoms år var der tyfus to gange i Kragelund. Den første gang var mor kun ganske lille. En slægtning af mor der boede over i Mausing var død af sygdommen, og en lille pige, som var der i huset kom her over til bedstefars. Denne lille pige og mor kom til at dele seng sammen, og begge blev de angreben af sygdommen. Mor husker, at en dag stod hendes far og mor ved siden af sengen og sagde, ” Nu er det snart forbi, nu dør begge to, ja her kan ingen hjælpe mere”. Et par timer efter døde den lille fremmede pige medens hun lå ved siden af mor. Men mor hun overstod sygdommen, ellers havde jeg vel ikke skrevet disse liner her i dag.

Fra den gang fortæller far, fik deres nabo, Kristen Vires? Også sygdommen. Konen og datteren lå i sengen, men Kristen gik oppe, skønt han også havde sygdommen. En dag gik bedstefar over i kristen Vires gård, og far der var en lille dreng den gang, fulgte med. Da de kom ind i gården stod de et øjeblik, de ville nemlig ikke gå ind i huset af frygt for smitte, Kristen kom da ud. ”Nå hvordan går det” siger bedstefar, ”kan du blive på benene”. – ”Ja, det går jo”, siger kristen, ”det vil knække mig, men jeg skal se om jeg ikke skal knække det”. Han gik tilbage ind i huset, og kom tilbage med en sort ler gryde, og gav sig til at drikke deraf. ”Hvad har du der i gryden” spørger bedstefar. Og så fortalte Kristen at det var Sod, salt og brændevin der var kogt sammen. – En stærk medicin for mennesker, hvad mon en apoteker ville sige til en sådan recept nu til dags. – Kristen havde en fuldvoksen datter, der var forlovet med en karl fra kragelund, der hed Daniel Møller, hun døde af sygdommen.

Den anden gang der var tyfus i Kragelund, tjente far som karl ude hos Christian Møller, gårdmand Jens Olesen (O. C. Jensens far), havde fået sygdommen. Alle i gården lå til sengs og far og Christian Møller skiftedes til at gå derop og passe kreaturerne. Så døde manden Jens Olesen og nogle dage efter en søn, både far og søn blev begravet på en dag. En anden søn der opholdt sig i østeregnen blev der skreven til, og meddelt hvad der på nogle få dage var sket. Han rejste da hjem, blev straks efter hjemkomsten angrebet af sygdommen og døde nogle dage efter. – – (Når jeg næste gang betræder Kragelund kirkegård, ville disse bortdragendes skæbner sikkert rinde mig i hu, var de ikke bleven angreben af sygdommen, havde de vel levet den dag i dag, og meget ville havde set anderledes ud).

Nogle dage efter blev far også syg, han gik i to dage og tænkte det har vel intet at betyde, men det blev ikke bedre. Han kom da her hjem. Sygdommen blev værre, det var tyfus. Ude i Klosterlund var sygdommen også, og mor ville holde på at far havde hentet smitten der. (Det sagde folk) Far var nemlig den gang kærester med Ankres datter, der også havde sygdommen. – – Men ude til Christians Møllers kom sygdommen ikke, det kunne far ikke forstå, men måske havde mor ret at han havde den ude fra Klosterlund. Den 30/3 1899.

Den 1. Maj.
Det er ganske hyggeligt at være levende. I dag jeg stod op og så ud af vinduet, sneede det. Det er en kold første maj. Nu skulle sommerfuglene jo rigtig til at lege mellem blomsterne og de sollyse dage, men bevar os vel! Det er de hvide Is sommerfugle, der leger i skjul. Nu kan det gamle mundheld ”Narret april” fortsætte og hedde ”Narret maj”.

Den 3. Maj.

I dag begyndte Karl Lau at mure laden til den nye gård.

En Proces.
En dag i foråret, sad i Kragelund kro et gemytligt selskab. Enden på kro snakken blev at forh. Gårdejer O. C. Jensen købte kroen for 12.500kr. det var vist nok meningen, at hans søn skulle være bestyrer eller kromand. Jens Jensen sagde imidlertid nej til det hele. O. C. Jensen har nu fragået nogensinde at havde købt kroen. Nu har kromand R. C. Mikkelsen anlagt sag mod køberen, erholdt fri proces. O. C. Jensen der i forvejen var meget tungsindig, ærgrer sig nu dag og nat mere end nogensinde. Hvad der må pine ham mest er vel, at hans allerbedste ven, her i denne verden, jens Jakobsen er gået over på fjendens side. (Den ene gråhårede ven sviger i nødens stund den anden, er det ikke også skandaløst at menneskehjertet kan være så svigefuldt ). Hvad gøren forlibt nar ikke for at favne menneskebarnet Eva, a la kromand Mikkelsen, så sælger en gammel nar gerne sin sjæl, for en gl. skilling. Men i alle tilfælde vil det være interessant at se sagens videre forløb og stemning. – – Et drama om ”Tre gamle knarke”. (Den 22. juni)

Ved Skærsommer tid.
Det er et trøstesløst syn der møder øjet hvorhen man se er der tørre visne marker. I den forløben måned har der været en uafbrudt tørke, kulde og blæst med nordlige vinde. Næsten alle mennesker længtes efter våren, glæde sig til den kommende sommer. Men det går i år som det har tilfælde i en lang årrække, den kommende vår den dejlige sommer er bleven borte. De mennesker der glæder sig over naturen når den udfolder sig i hele sin fylde, må resignere og vente.

Der er generalstrejke i Danmark, for tiden prøves der kræfter, mellem mester og svende. Jeg var i går i Silkeborg, jeg hørte da en af de udelukkede svende udtale. ”at vi ingen regn fik, fordi landmændene holdt med mestrene, Vorherre holdt med svendene”. – – Den var ikke dårlig.

Har der været dårlige udsigter for landmændene, så har tiden været heldig for tilvirkning af tørv i Moselund, Engesvang, Klode Mølle, Stenholt, og Klosterlund moserne. Kolossal er det en masse tørv der produceres. , men hvor stor indtægtskile moserne end er, bliver producenterne fattigere og fattigere, (måske undtagen koloni beboerne.) Men sande ”Grever” og ”Baroner” er de alle i Engesvang, de forstår at leve og drikke og klæde sig. – – Ja de lever!.

Her levede man for et halv århundrede siden så glad, fredeligt og roligt, og således har det været gennem hundrede af år. Så kom Silkeborg Herning banen. Moserne blev en guldgrube, og den blanke mønt ruller med. Klang – man lever og man lever højt. Hvorfor skulle man ikke være selvstændigt og have sin egen kirke og præst, begge dele kom, præsten en af de såkaldte ”Helvedsprædikanter”, Slynger nu Bandstrålen ud over de højtlevende verdensbørn, og kampen raser, hvor er engang dens fred og ro? – – – Den 25/6 1899.

Den 1/7 1899.

Nu ånder man igen friere, med juli begynder sommeren. Ja, nu er det kun at være levende, alt i naturen vågner, blomster springer ud, og alle levende væsner kommer frem i denne varme fugtige luft. Nu og da ruller tordenen, så nær så fjern. Dagen er smuk og køn, men dejlig er den lyse nat, den varme luft og vindens sagte hvisken. Disse nætter er dejlige, men skade at de er så korte. Aften og morgen rækker hinanden hånd.

Den 2. juli 1899. (H. C. Andersen)

En søndag i juni var jeg en eftermiddag oppe hos præsten, med nogle bøger jeg havde lånt. Præstens moder kom da blandt andet i samtalens løb til at tale om digteren H. C. Andersen. Hun erindrede ham fra den tid hun boede i København, H. C. Andersen kom da ofte forbi stedet hvor de boede. ”En grimmere menneske” end H. C. Andersen ville man vanskelig finde, da navnlig hvad det ydere menneske angår. Armene dinglede ved siden af kroppen som to led løse rulleløse stængler. Allerbedst som han gik, kunne han slå øjnene op og vende ansigtet op mod skyerne. Det billede vi havde af digteren, forestillede i virkeligheden digteren langt smukkere end han var.

Silkeborg i fest.(den 15. juli)
I disse dage er der fest i Silkeborg. Den 14. 15. 16. Holder de forenende landboforeninger i Jylland ungskue, nede i Lunden. Spidserne af jyske agrarer og af kvæg er samlet i Silkeborg. Prisen for adgang til skuet er sat til 1. Kr. hvad man må kalde for temmelig dyrt, ved landmandsforsamlingen i Randers var entreen også 1. Kr. og der var der langt mere at se, og fungerede langt bedre. Det var kun meget lidt af kunstfærdig ud pyntning Silkeborg mødte frem med. Men det prægtige naturlige skueplads bødede på manglerne, – naturen pyntede her op.

Hvad selve de udstillede dyr angår, kan bemærkes at de gennemgående var overfede levende kødklumper. Dyrene var ernærede på en måde der er alt andet end naturligt. Hvad Hingstene angår, var det værd at se på de enkelte stammer, med deres særegne racepræg, der gik i arv i slægten.

Der var smuk, der nede i Lunden, den lyse sommerdag bidrog sit til at forhøje stemningen. Mod syd hævede bakkeskråningerne sig, med de grønne træers løv, hvor der var en behagelig skygge. Mod nord lå Silkeborg Langsø, med det stille vand, glitrende i det klare sollys. Ja her var godt at være. En stor menneskemængde, – efter sigende over 10.000, vandrede frem og tilbage. Den hjertelige latter førte den bedårende smil bredte sig på læberne. De allerfleste af alle disse mennesker glemte for en stund, at livet har til overskrift! – ”+ sorg – * glæde?”. Men den tid der går godt, har lyse minder i sit skød.

Kapskydning i Kragelund
I 1884 oprettedes for 2den gang en skytteforening her i Kragelund. År forløb efter år, uden at far hjembragte noget udbytte. Fanestangen var indtil år 1892 bar, uden plader, men i de sidste forløbene 7.år er der slået 8 plader på fanen, deraf har jeg slået de 7. Det første år (1884) havde kredsen ved amtspræmieskydningen ved Kejlstrup en gennemsnit af 10 point i 5 skud på 300 alen. Men i de seneste år har kredsen stået som nr. 6 af over 30 kredse.

Den 6. August indbød vor kreds til en kapskydning, der afholdes i Bølling Sø. Vi kunne have ventet at få en første plads for skydningen, – men vi fik ingen ting, – det var en fiasko af rang. De Kragelund skytter mødte først på skydepladsen, da skydningen var til ende. Jeg var oppe kl. 4. Og fik sagerne ordnet, og alt var også færdig kl. 9. Og præcis kl. 9. Mødte alle de indbudte delinger, men først kl. 12. Kom den første skytte herfra. – jeg måtte høre meget ubehagelighed for den sag. Men det var den gang, i morgen kommer atter en dag.

Moder syg. 11. August.
I dag kørte jeg efter lægen, til moder, hun blev syg forrige nat. Det er hendes gamle sygdom, maven og nerverne, sygdommen kommer pludselig, og altid efter dage hun har haft meget at tage vare på. Hun burde være fritaget for meget af det hun har at udrette. Men der findes nu her i denne verden en del mennesker der hyller det princip: Når der selv får deres søvn og hvile, så lad dem arbejde som er skabt til det, men der er, og der kommer en grænse. Denne grænse må mennesker om de er nok så vanskelige

29de Bataljon i Kragelund.
Nu begynder skydningen ved Funder, snart lyder luften af magasin riflernes salver. – og det er ikke bare leg, det er med ”skarp” der skydes. På kryds og tværs suser magasinkuglerne gennem luften. I mange år var der lejr øvelse i Hald ved Viborg. Rundt om fra alle landets egne mødte soldaterne her år efter år. Så blev denne lejrplads nedlagt. Efterårsøvelserne trådte i stedet, men det var jo kun med løst krudt det blev skudt med i efterårstiden. Så for en del år tilbage oprettedes lejren ved Funder ved Hørbylunde. Her samles nu hvert år soldaterne fra hele landet, og her skydes med kugler efter opstillede figurer. Det ser helt krigerisk ud i omegnen, således kom i dag 29de bataljon fra Viborg marcherende gennem Kragelund, efter natte forud at havde været indkvarteret i Vinderslev, Pederstrup og Mausing. Bataljonen holdt hvil her i byen på marken ud for Laust Baulunds hus. Jeg blev ikke lidt forbavset da jeg trådte ud af kirken og hørte Regiments musikkorps spille. Efter en times hvil, marcherede soldaterne igen videre til lejren ved Funder. – – – (den 27. August)

Erindringer.

(1.oktober) Søndag, det plaskregner, den ene vandpyt nærmer sig den anden, idet den bliver større og stører, og de store nærmer sig atter hinanden og bliver til små søer. Stormen rusker og tuder så vemodigt igennem sprækker og revner, som den klager over ikke at kunne finde hvile. Farer ind i en sprække, som den ville udfylde og liste sig fra det hele for at udfylde den mægtige magt der driver den fremad uden hvile. Den hviler et øjeblik, men i næste nu må den af sted med endnu større hast. Skyerne jages i vild dans fremad, løsrives i stumper og stykker, ja, det er den vilde dans, og musikken dertil er stormens klagesang. Men lad naturmagterne gnides, brydes og hvirvles, det er dok kun det kolde følesløse, livløse masse.

Men menneske hjertet, der er endnu finere, sartere og blødere end noget andet i verden, som er til, mere fintfølende end noget andet. Og dog tumles den af ”stormene” og er undergivende af mægtige magter, ja måske mægtigere end skyernes storme. Disse magter heder i hjertets sprog ”skæbne”. Og medens jeg ser på disse løsrevne skyer der uden hvile drives fremad, syntes at søge efter et skjul for at finde et hvilested, må jeg vilkårligt gøre en sammenligning. Menneskehjertet der tumles af ”skæbnen”, higer også for at finde fred og ro og hvile.

Mennesket er et barn af denne natur, og hver enkelt del af menneskenaturen syntes at være hentet af den store natur derude. I lidt afvigende former kommer livets udvikling til at svare til det som foregår derude i det store ”hjem”. Ja, sådanne tanker står jeg og lader passerer forbi mit indre syn, og jeg tænker videre, ja lad stormen tude og hyle, lad regnen risle og plaske, thi her i vor hyggelige stue når det os ikke. Vi hører stormen buldre men mærker det ikke, hører regndråberne slår mod ruderne men ikke en stænk når os. I stille lykke, glæder vi os over vort hjem. – – – – –

Og jeg tænker videre, – – – – – Har menneskehjertet da ingen hjem? Det ligner det visne løv der tumles af stormen. Thi menneske hjertet søger bestandig et hvilested, higer efter fred. Ja, dette hjem bygges op fra ungdommen af. Nogle bygger et slot! Med tårne der funkler og skinner i sollysets farvepragt. Andre bygger et uanselig fattig hytte, med mos voksende på det gamle stråtag, med duggende grønne vinduesruder. – – – ja. Alle drømmer – – – det er det de alle higer og længes efter, et skærmende hvilested hvor der er læ for stormen. De drømmer kun om et skærmende værn i deres liv. Og dette liv udfolder sig ligså vel i slottet som i hytten. Men ak! Som mange har drømt om dette hjem, søgt og ledt men aldrig fundet det der har bygget huset i drømme. – – – drøm – – – aldrig blev drømmen til levende virkelighed.

Søren Rask og Else Marie var i aftes her ovre hos os. Samtalen kom blandt andet til at dreje sig om dengang Christian Anchersen kvaltes i brønden. – Det var i 1870 jeg var dengang 5 år gl. jeg mindes det ligeså tydeligt som i dag. Vi havde tækkemænd, der tækkede på stuehuset. Mads Østermark (Han der engang var i Kragelund fattighus, han ejede en gang så meget sølv og guld, at han engang udtalte det løfte: At den mand der kunne bære det sølv han, Kr. Østermark ejede, måtte få det) kom ind i gården og råbte det sørgelige budskab, mændene sprang med ud af huset, de løb tillige med far der så vidt jeg husker var den forrest, tværs over Vesterengen op til Fastruplund. Søren, han husker det også, han var dengang 2år gl. han fortæller at han husker, jeg tog Hedetørvsspaden og løb bagefter de andre, det husker jeg nu ikke, jeg husker nok at jeg kom senere derop, husker at Christian Anchersen lå på sengen oppe i storstuen, Karen Marie sad ved den nedre seng ende og græd, og mor sad ved hendes side med armene slynget om hendes hals. Jeg husker at præsten, Gjede, der også var tilstede i stuen. Mor fortæller at da hun kom derop og lukkede døren op til dagligstuen da kom Karen Marie hende i møde helt desperat, hun græd og sagde til mor. ”Dengang din mand rejste i krig, græd jeg for dig, for dig var der håb, men for mig er der ingen håb, ingen redning mere.” og hun ville skubbe mor til side, thi hun, Karen Marie, ville ud til den sammen sunkne brønd hvor hendes mand var begravet af det nedstyrtet jord, og folkene arbejdede.

Samtalen førte hen på krigen, og far fortæller: At en soldat ved hans kompagni, gik med sår på brystet. Vi andre sagde til ham at han skulle melde sig til kaptajnen, hvad han også gjorde. Kaptajnen svarede ”har lægen sagt ar du er tjenestedygtig, så kan jeg ikke forandre det”. Sagen var den at der var mange der simulere, ville være syg for at undgå krigens rædsler. Den 18. April da vi stormede op på skanserne til undsætning, var denne soldat mærkeligt nok den første der faldt. Kaptajnen råbte på ambulancen, men der var ingen ambulance, hverken at høre eller se, derimod Tyskerne, havde deres ambulance ude i deres forreste kæde. (hvad den jo også burde være).

Else Marie fortæller:
En soldat fra Vinderslev ville en dag, da vore folk lå bag en dige og skød på Tyskerne, ikke som de andre, rejste sig ikke op for at skyde. Sergenten gik hen til manden, befalede ham at stå op og skyde, ellers blev han skudt (af hans egne kammerater). Det hjalp, han rejste sig op, men i samme øjeblik kom en kanonkugle og kappede hans hoved af.

Far fortæller:
Efter at Dybbøl kanonerne var taget af fjenden, og de danske soldater var et adskilt hjort. Alle vore officerer var faldet. Gik jeg ad vejen imod Als, for om mulig at komme derover. Som jeg gik hen ad Skansen så jeg kuglerne slå ned på den hårde vej foran mig. Men jeg ænsede det næppe, jeg var ligeglad brød mig næsten ingen ting om. Jeg kom forbi en grus eller lergrav, den var næsten fuld af Underofficerer, som her lå gemt for kuglerne. Da jeg havde gået et stykke mødte jeg to officerer, disse kommanderede mig til at gå tilbage igen, hvad jeg også gjorde, og snart efter var jeg omringet af tyskerne og fanget. Jeg kom til fæstningen Graud? i Østpreussen. I begyndelsen tog vi os ingen ting for, men så havde nogle af os været omme i kommandantens have og skåret barken af frugttræerne, så blev vi kommanderet til at arbejde. Nogen tid efter havde nogle af os krigsfangere taget kommandantens pige, og sat hende op mod muren, med hovedet nedad .og benene op nu blev det galt, nu måtte vi til at arbejde på fæstningen. Nogle måtte køre græstørv på trækvogne ude fra marken ind på voldene, andre huggede træpinde til at fæste tørvene. Jeg kom til at hugge pinde, det var en Sergent vi kaldte Jens Træskomand der tog mig med ud til det arbejde. I begyndelsen huggede jeg ikke mange pinde om dagen. Men da kom en anden af fangerne også til det arbejde og han huggede dobbelt så mange pinde som jeg. Nu ville Jens Træskomand også have mig til at hugge ligeså mange, men jeg var nu kommen ind på det ville jeg ikke. Jeg meldte mig da syg. Og da jeg kom til lægen sagde han at jeg havde tyfus og blev lagt ind på en stue hvor der lå tre mennesker med tyfus, her lå jeg i tre dage. Imens døde den ene af de tre andre inde på stuen, så blev jeg flyttet ind på en anden stue, og jeg slap heldigvis godt fra dette, uden at blive smittet med tyfus.

Mor fortæller:
Allerede i forsommeren kom de første krigsfangere hjem, også jens Jespersen i Stenholt han kom en dag hen til mig og fortalte hvorledes det stod til. Hun mente snart at de andre kom hjem fra Tysk fangenskab, men der gik lang tid. Ved efterårstid kom Sine Pagh. Min broder Rasmus forlovede kom hen til mig, hun fortalte mig at nu kom skibet ind til Aarhus den og den dag. Ved aftenstid kan vi vente dem her hjem til kragelund, ja, det bliver måske først ud på natten tilføjede hun. Der var jo nemlig den gang ingen jernbaner fra Aarhus. Rejsen skulle foregå pr. vogn ad landevejen. ”nu vil jeg ”nu vil jeg” siger Signe Pagh ”gå op og lægge mig i Rasmus seng. O: hvor han vil blive overrasket”. Hjemvendte soldater kom ganske vist også om natten, men det var hen ad morgenstunden. Men Signe Paghs overraskelse blev dog ikke så stor som hun havde tænkt, thi da Rasmus kom ind til min moder i sovekammeret kunne hun i sin glæde ikke dy sig, men røbede at Signe lå oppe i gæstekammeret i hendes søns seng – – – – – Vi blev alle oppe til langt hen på aftenen, og samtalede. Mor der nu er oven senge efter langt sygeleje, var i godt humør og veltilpas. – – Ingen af os anede at det var den sidste aften hun var tilstede i en højtidelig familie kreds. Ikke mindst fortalte hun om de svundne tider, som foran optegnede.

Moder syg.

(d. 11. oktober)
Mor har efter en lang sygeleje i nogen tid været oven senge. I dag var hun for første gang i lang tid ude i marken, hun var en tur nede at se til grønkålene der står ude på roermarken. Hendes søster Stine var nede hos os i eftermiddag og mor fulgte hende på vej uden for gården. Da jeg kom hjem, var mor igen bleven syg, hun lå i sengen og da jeg kom ind skulle hun kaste op, da jeg rakte hende potten, sagde jeg ”nu har du vist spist kål”, vi fik nemlig kål til middag, hun sagde kål kunne hun godt tåle. Men hun og Stine havde spist sødsuppe, men der var hverken eddike eller saft i den. – – Hun blev ved at kaste op til langt ud på natten. Hun fik nogle af hendes dråber opiumsdråber da hun sagde at hun kunne mærke at feberen kom. Næste dag hen ad eftermiddagen kom jordmoder Madam Nielsen her ned. Hun råbte til far at han skulle hente lægen, da mor havde stærk feber. Far havde under den lange forudgående sygdom altid sagt: ”Hun – mor – er så utålmodig, når hun bare giver sig tid, kommer hun sig nok”. – da jeg torsdag eftermiddag hen ad aften så Søren køre øst på, anede det mig at det næppe stod godt til hjemme. Da jeg kom hjem, fortalte far at der var ”de kvindfolks skyld”, de ville ikke lade ham havde ro før lægen blev hentet. Søren kom med Dr. Selchau (den gamle læge fhv. distriktslæge Justitsråd Sjødt ville ikke tage ud ved nattetid) Kl. 9 kørte jeg ham hjem, vi var i Silkeborg ved midnatstid. På hjemvejen blev den ene af hestene syg, smed sig ned på vejen, vi trak dem fra Lysbro tilbage til Silkeborg, jeg red da hjem på den ene hest og kom hjem kl. ca. 5. Mor spurgte: hvorfor jeg ventede så længe, og fortalte hende grunden. Det var noget af det sidste jeg talte med mor. Jeg gav hende en ske fuld mikstur, og træt som jeg var af nattens strabadser, gik jeg straks til hvile.

d. 13. oktober.
Mor har endnu stærk feber i dag. Men hun sover næsten hele tiden. Hun siger når hun er vågen, at hun syntes hun er helt godt tilpas, og føler ingen smerter. Vågner hun et øjeblik, så sover hun straks ind igen. Hendes kinder er stærkt røde af feber og når hun sover ligger hun med åben mund. Far er ovre i Funder og bonitere et jordlod. Han kom hjem først på aftenen. Da han kom hjem gik han ind til mor, og hun spurgte hvorfor han ventede så længe – far var i en meget glad stemning, og gik ind i stuen og talte om alt mulig

Jeg hørte da moder klage nogle gange, medens jeg sad og spiste, der var vist ingen inde i sygestuen ved hende, thi Kirstine og Ane sad inde i stuen, endelig holdt far er øjeblik op ar tale. Kirstine hørte moder klage og gik ind i soveværelset, moder sad da op i sengen. Kirstine siger: er du meget syg, har du smerter nogen steder. – ”Nej” siger moder ”men jeg syntes jeg er så underlig, hjælp mig dog”. – Det var det sidste hun sagde, snart sov hun igen, eller tilsyneladende sov hun. Far vedblev at rumstere inde i stuen, men ingen svarede ham, jeg sad og læste, – vistnok i en ældre årgang af ”Juleroser” fra 1882. Da ingen svarede ham, greb han disse blade som jeg et øjeblik lagde fra mig, og han sagde: ”Det er jo humbug det hele skidt” og smed bladene hen ad gulvet. Vi gik da til sengs.

Hen ad midnatstid var Kirstine oppe for at give moder medicin men da moder sov syntes hun ikke at ville vække hende, kl. blev da mellem 3. og 4. Da stod hun atter op, men denne gang kaldte hun på moder, men moder vågnede ikke hun lå bevidstløs hen. Kirstine løb da ind og kaldte på far, da han kom ind var resultatet af hans kalden det samme. Far løb da op til os (Søren og jeg) og jeg gik da ned i sygeværelset. Far talte da til mor, der kom en svag lyd over hendes læber, men ellers ingen tegn på bevidsthed. Men hun måtte jo da dengang kunne høre hvad der blev sagt til hende. Vi kom straks til Silkeborg efter lægen. Jeg var der nede kl. 6. og efter to timers forløb var jeg her igen. Mor lå stadig hen uden bevidsthed, og doktoren gav kun lidt håb, hun trak åndedraget mere hurtig end da jeg kørte. Lægen gav hende to teskefuld varm kaffe, men bevidstheden vendte ikke tilbage

Ved middagstid kom Søren tilbage med medicin, men time efter time svandt, bevidstheden vendte ikke tilbage. Den syges åndedræt blev hurtigere og med korte mellemrum. Kl. var bleven 4.15 da skiftede den syge ansigtsfarve, så stille og rolig kom døden, at næppe en eneste trækning i legemet forkyndte at livet var udslukket. – – Vi stod alle inde i sovekammeret, vor tanker var hos hende som nu havde fået fred, hende som havde gjort os alle så meget godt. Min søster Sine græd og Ane græd. Da fik far øje på medicinflasken som Selchau foreskrev første gang. – ”kast den ud og slå den itu, det er den som er skyld i hendes død”. Men ingen kastede den ud. Nogen tid efter siger far til pigerne ”lad nu være med at græde, det kan nu ikke længer hjælpe noget, lad os lave noget til vores aftensmad”. Og han gik ind i spisestuen og spiste og drak. – – – Aldrig så jeg tilværelsen så mørk, på livet så tung, som i denne stund.

Er livets glæde ikke en dyrekøbt glæde? Til sidst rinder livet ud i lidelser, – – og så døden. – – Der findes mennesker der binder et bind for øjet, for dem er livet en leg, det skrækkelige grufulde vander de uset forbi. Men derfor forsvinder virkeligheden ikke. Livets alvor er til stede selv om legen går vidt, så står den som et menende spøgelse. Men efter legen høres en lyd og fra bjerget trænger sig frem livs barnet, der ingen ting siger, fatter dog spøgelsets nærhed

Min Moder!

Der findes ingen i den hele vide verden, der har elsket og gjort mig mere godt end min moder, – jo der er en gud – thi hvem gav mig min moder – – thi jeg har lært gud at kende bedst, gennem min moder. Thi gennem hende har han åbenbaret sit væsen. Og i dag da jeg har mistet min moder da mistede jeg det bedste jeg ved her på jorden. – – – Hun har trukket det store læs, hendes hele liv har været en opofrelse af uegennyttig kærlighed for andre, hun gav, uden den tanke at få noget igen. Bag alle hendes handlinger spores det attrå, at frugten deraf skulle komme andre til gode. – – – Få var som hun, og for mig ingen.

Det er knugende tung at stå ved et sygeleje, hos en som er os kær, og ikke kan yde hjælp, – – ja, bitterlig tung. Aldrig så jeg så tung og så mærk på livet og tilværelsen, som i denne time da min moder grog sit sidste suk. Hvad er livets glæde og lyst, det glade smil blandes med gråd. Det vand der springer af livets kilde blandes med tårer. – – og den drik, ja, den er besk. Livets vægtskål svinger op og ned. Sorg i den ene skål. Glæde i den anden. Tung ja, knugende tung bliver tilværelsen når hvert en glæde må vejes op med tårer, hvert smil i gråd må dø.

Men måske er mennesket da størst, naturen – eller rettere naturens årsag har en hensigt, hvorfor livet formes netop således, og ikke anderledes. Der findes mennesker der ser på livet som en leg tager sig verden let, men som regel går disse mennesker af vejen for det tunge og alvorlige i livet – og er med ”bind” for øjnene altid lige glade – – men livet er nu en gang ingen leg, den er alvor. Livet bliver kun lys og en leg for nogle, fordi andre har desto større en byrde at bære. Livet bliver kun let for nogle fordi den er desto tungere for andre. Lad da det glade være i mennesket nok så tit, at det kun er et dumt anskuelse at tage hensyn til livets mørke side. Det menneske er klogt der kun nyder livet set fra den lyse side. Men intet er lettere end at kaste et ansvar fra sig, det hører der næppe nogen kunst til.

Andre kan måske resonere anderledes, ud fra deres synspunkt, men fra den side har jeg lært livet ar kende. Aldrig har jeg kendt så tunge dage – – – overalt syntes jeg at møde en tom plads, det er et stort tab at miste det bedste man har. – – –

(d. 16.oktober)
De lange søvnløse nætter. Altid har jeg til en hver tid kunnet sove om natten, og den var aldrig så lang. – – Men i de sidst nætter har jeg sovet i 10. Minutter, så vågner jeg, sover så nogle minutter og så vågner jeg igen, og tankerne sværmer sig om det ene – – – min moder. Jeg var i dag i Silkeborg og købte kisten, – – – – det var en meget smuk kiste, den kostede 30 kr. – – – – –

(d. 17. oktober)
Far var den 14de ved helt godt humør, der var den dag intet at mærke på ham, at han gjorde sig nogen tanke om det store tab han havde lidt. Men i de sidste dage har han været meget nedslået, jeg har næsten aldrig set ham så stille og alvorligt. I søndags formiddag klagede han over at han ikke var vel tilpas, han havde ondt i siden. Han satte sig da til at skrive skødet, hvor han overdrager Søren den vestre og jeg den østre parcel af gården.

Jeg kommer til at mindes, det var nogle dage før moder døde, den gang hun var oven senge efter sygdommen. Jeg kom hjem fra marken, jeg tror jeg havde været ude at pløje, moder stod da ved komfuret i færd med madlavningen, hun klagede da over at nu kom vi hjem til middagsmad, der var intet færdig. Sine løber nu hendes vej, sidder skjult et eller andet sted og læser i en roman bog, nu syntes hun jeg kan gøre det hele og passe alt igen, men jeg er så træt og mat, at jeg næsten ikke kan have med det at gøre, men hvad skal jeg gribe til, nu kommer i hjem fra marken, det kan jeg ikke holde ud ret længe.

Efter en stunds forløb sige hun: eders far har siddet inde hos mig i de dage jeg lå syg, så er han vred over det ene og så over det andet, jeg svarer ham ingen ting til det. Jeg har mange gange sagt til ham at da han ingen ting selv ville røre hans hånd, kan han ligeså vel lade en hver få sit. – – Jeg sagde også en dag til ham ”dine egne børn går du og er vrede på og misfornøjet stadig, men drengen (Jens Christian) ham skåner du, og omgås som om det var en Prins”. Hertil svarede far ”De fremmede skal man omgås godt, og ikke tage for hårdt på, så kommer man altid til at stå i en venlig erindring”.

(d. 20. oktober)
Vi har travlt i disse dage, Hans P. Rasmussens kone har vi til at være kogekone. Der var først tale om at der skulle spises frokost ude i den søndre lade, men i dag hentede jeg kromandens telt, der skal opsættes ude i gården. – – oppe i storstuen står selvfølgelig mor til Lit de parade.

I dag begraves moder. Det var smukt solskinsvejr, med blæst fra vest. Som der var ar vente kom der mange mennesker. Jeg vil blandt andet nævne: Sognerådsformand Cand. Larsen. Max Pape, Jakob Lunding og A.T. Nielsen Funder. Fra Kragelund, J. Chr. Dahl, Jens Jakobsen, Andreas Davidsen, Søren Jensen Olesen, Søren Jensen Overgård, Laust Lidegaard, Henrik Tollund, Henrik Holm, Ole Gadsvig, Niels Husmand, Jens Jensen, Andreas Nielsen. H. P. Pedersen, Mads Pedersen, Jens Vinderslev, Laust Vinkler, P. Holm, Niels Nielsen, H. P. Christoffersen, Martin Steinke, Hans Haurbak, Smed Christian Pedersen, Andreas Vestergård, Niels Hepsgaard, Søren P. Sørensen, Kromand Mikkelsen, Jens Jensen (Dragon) Madam Nielsen, H. P. Rasmussen, Niels Kusk, Jens Davidsen, Jens Nielsen smed, Johan Wurts, Pastor Sørensen, Andreas Sørensen, Jesper Jespersen, Chr. Jakobsen, Lars Konrad, Niels Knudsen, Niels Møllersvend, Stationsforvalter Eriksen, Moselund, Karl Mogensen, Søren Rask, Anker Ankersen, J. N. Ankersen, Chr Holdgård, Sørensen Klode Mølle, J. Chr. Frank, Jens Jespersen Pedersen, Kristianshøj. Jens Rask, Ole Mogensen og Sognefoged Søren Nielsen, Voel, Sognefoged Lukas P. Pedersen, Engesvang, Jens Hønholt Pederstrup, Chr. Hede Vinderslev, Chr. Mikkelsen Gråmose, Jakob Mikkelsen, Skugge, Søren Jakobsen, Jens Andersen Sinding, Jens Jensen og Søren Holm, Balle, Christian Jensen Hammel og Christen Jensen Funder. – – – Fra Silkeborg Sparekasse var sendt en smuk krans.

Under lærer Kristensen Kragelunds forfald, var lærer Pedersen Kristianshøj tilstede. Lærer Pedersen og pastor Søre4nsen holdt begge en tale i hjemmet. De udtalte at de havde lært personligt det hjem at kend, der nu havde lidt så stor et tab. De trøstede de efterladte og formanede dem til at holde sammen, så overvinder de sorgen og tabet bedre, mest vil det nu vel mærkes til jul, da vil der stå en tom plads, og da vil det vække mange minder frem om hende der udfyldte denne plads, hende der var hjemmets gode engel, mandens trofaste støtte og børnenes opofrende moder, ja det er et stort tab i alle har lidt, men dette tab minder eder om at holde eder nær til ham, der gav, og som nu tog igen. Dette tab minder os alle om, at vort blivende hjem ikke er her på jorden, men at vi har andet steds hjemme. De som ikke har lidt sådan et tab, formår vel ikke at fatte, hvor tung den sorg kan være, som et barnehjerte må bære, der har mistet en god moder. For alt den elendighed, sorg og smerte der findes her i Verden, findes der ingen anden trøst end i religionen.

Til kirken var der et følge af 27 vogne. Og ca. 200 mennesker var til stede. – – – Så faldt de tre spadefuld jord, og der blev så tom og øde herude. Det legemlige menneske, og hvad hertil hører gør kun krav på en lille og bestemt plads. Men det åndelige menneske har ingen bestemt afstukket grænse. Mennesket som ånd kan være så lille, at der er næsten ingen ting, men se på mennesket når det åndelige liv udbreder sig som et elastisk tilværelse. I hjerter i hjemmet, overalt hvor der findes det tomme rum, der udfylder den åndelige tilværelse den tomme plads. Hvem kender vel grænsen for det menneskelige åndelige livs grænser? Stører og stører kan dette liv udvikle sig mere og mere plads. Og hvor stor den plads har været, det ses bedst når døden kalder, og hvor stor den tomme plads bliver. – – – Da de tre spadefulde jord faldt da blev der så tomt så mangen et sted.

Vor Gravplads.

På vores familie gravplads på kragelund kirkegård, kom min moder til at hvile i det sydøstlige hjørne. I den første række fra syd ses tre grave, her hviler min bedstefader Jens Kristensen og Bedstemoder Maren Olesdatter og min søster Jensine. – – – Far fortalte i dag at her ligger også begravet hans Bedstefader Christen Jensen (d.1820) og Bedstemoder Margrethe (d.1829) Disse mine oldeforældre må da være begravet i den række hvor nu moder hviler, – – og måske mange før hende.

Juletid 1899.

(11. december). I går havde Søren Rask et stort gæstebud. I aften var vi unge derovre. Martin Anchersen gav ideen til en leg i stor stil. Det skulle forestille et marked hvor der fra de forskellige telte forevistes store verdensberømtheder, neger, isbjørne og vilde dyr. Kristian Vinderslev og Kristen Rask blev udklædt som vilde dyr. På nogle gl. aviser blev der malet med sorte bogstaver. Skilte til de forskellige telte og stuer. Jeg kom i Søren Rasks store gruppe, en stor ulden halstørklæde om halsen, en skindhue på hovedet, trukket dybt ned over renen, jeg var Nordpolsfarer Andr`e, som nylig var hjemkommen fra Nordpolen. Da forestillingen skulle begynde, blev der en sandt øredøvende larm. En ringede med en fåreklokke, en anden igen spillede på harmonika, de vilde dyr begyndte at brumme og brøle med vilde hyl.

Jeg sad imens ude i sovekammeret, udenfor døren stod Søren Holdgård og var udråber ”Værsågod mine herskaber, her skal de se den berømte Nordpolsfarer Andrè, der nu er hjemkommet fra sit eventyrlige ballonfart, vær så god træd nærmere o. s. v.” Og udenfor vinduet, stod Mette Sørensen, Sine i Klode Mølle og vor Sine, men det fik jeg først at vide senere. Da tæppet gik op holdt jeg en tale til det ærede publikum, og da var forestillingen slut.

Senere på aftenen, da vi stod og skulle til at bryde op, kom der en boule Punch ind på bordet, da vi havde drukket en glas rejste Martin Anchersen i Klosterlund sig op og slog på sit glas, og holdt derpå en tale, det blev aftenens hovedbegivenhed. Det var naturligvis hans Højskoleuddannelse han her præsterede en prøve på, det kunne nu alt sammen være meget godt, dannelse og viden er overalt på sin plads, og være agtet på højsædet, men der er rigtignok forskel på hvilke måder den udfoldes, Martin Anchersen er en jævn brav bondeknold, der nu som altid betegner sig med prædikatet a! men i aften brugte han ”jeg” og kaldte Søren rask Hr. Rasmussen og i vendinger og udbrud drev han det til det punkt hvor alle dilitanter ender – kørt fast. Ungdommen vil gerne bruge sine vinger, men man må prøve dem før man kan flyve.

(18. december). I dag kørte vi ud for at pante for resterende skatte. Niels Konrad var med som vidne. Da vi kørte forbi noget plantning siger Niels Konrad: ”Havde din far plantet for ca.50 år siden, havde det nu været en stor skov. – ”ja” siger far: ”Ancher ville også have haft ham med til at plante dengang, Ancher ved statens hjælp plantede omkring Hjøllund Høj og indtil Rævsel sandflugt” Men da Ancher var gået sagde min far. ”jeg tror sgu han bliver tovlig” dengang kan jeg huske at jeg gik over og tog nogle af de ny plantede graner. En dag kom Ancher om i vor have og spurgte min far ”hvor han havde fået disse planter fra”. Men det kendte min far intet til, og det gjorde han heller ikke, jeg troede at Ancher ville have haft nærmere besked, men han sagde ikke mere. Ja. Ancher var en klog mand, der var langt forud for sin tid.

Som dreng siger Niels tjente jeg ude i Klosterlund, og jeg har ikke andet end godt at sige om Ancher. Jeg husker det var i året 1857 jeg tjente derude. Gine sendte mig da en dag over til din mor i Revls med en ost som skulle sendes over til dig. (Gine var Sognefoged Anchers datter, hun og far var dengang kærester, hun blev senere gift med Rasmus Vindel)

(24. december) Nu nærmer sig julen, den kære fest, i hjertet bliver der højtids stemning, men ikke alle vegne stemmes glædens harpe, jeg ved et sted der er sorg til huse, hvor de friske blomster endnu smykker lykkens grav. Der bliver der ikke højtidsstemning. Pastor Sørensen udtaler den 21. oktober: ”mest vil tabet og savnet mærkes når det nu snart bliver jul, da står der en tom plads”. Moder du holder jul i Himlen blandt englene, hvad er vor jul mod din jul.

Der ude er det koldt, det er ikke højtidsvejr. Der kom vinter, træer og buske stod så prægtige med hvide snefnug dannet i rimtågens favn. Så kom tøvejret. Hist og her ligger sneen pletvis, og nu i mange dage raser den kolde blæst klagende, sukkende tager alt i sin kolde favntag og frosten er hård 15 a 20 grader, således går julen ud en søndag i 1899. Lad livet være en leg – nu en alvorlig leg, den har dog mange dejlige minder, det står til os at gribe det varme og lyse. Dersom vi går ud i verden med et smilende ansigt vil vi overalt se verden og livet smiler os i møde. Går vi ud i livet med et mørk ansigt, vil alt hvad vi møder vise sig for os kold og mørk.

Tys vær stille der lyder sang
Se mørket før lyset viger.
Tys – hører du kirkeklokkens klang
Ser du englene til jorden ned stiger.

Os i nat Guds engle tager i favn
Og hilsen fra himlen bringer
Tag med sig al vor sorg og savn
Og love os englevinger.

I natten var os himlen nær
Så smilende stjernerne blinker
Vi føler at lyset det er os kær
Og juletræs lyset os til himlen virker.

Og sad vi og græd på lykkens grav
Og havde ej blomster at binde
Vort liv dog ej sank i glemslens hav
I tårer kan lykken du finde.

Lys! Lys op i en mørk vinternat
Med åndens evige fakkel
Lys op for hvert hjerte i mørke forladt
Lys op for hver vildfaren stakkel
.
Lys op med sol hver mørkets magt
Har hjertets liv lagt øde
Lys op med åndens sol og pagt
Det giver så dejligt en grøde

Ja, derude ruger mørket og stormen hyler og klager. Jeg ligger den lange vinternat og lytter til disse sukkende toner, der i øjeblikket lyder nær og i næste, langt borte, nu lyder det som en spottende håns latter, som en glæde over at se alt det gode og lyse gå til grunde, nu som et barns halvkvalt suk, nu son et nødråb langt borte, nu som de ville dyrs brøl. Og til andre tider lyder det som en blanding af suk, gråd og klage, et eneste smertens suk, en klagesang som kun i mørkets dybe har hjemme. Det er et mørkt billede, som stormen fortæller om i den mørke vinternat. Men hvorfor tænke på det mørke. Der findes så meget lyslevende og endnu mere slumrende lys og varme. Jeg kunne tegne et billede der er endnu lysere end mørket er mørkt.

(den. 26. december) nu er de store julehøjtidsdage til ende. Andersen og den lille frøken Harriet hentede jeg på stationen 1. Juledag og kørte dem der over i dag til 2½ toget. Sine havde pyntet et juletræ, som Katinka og Harriet syntes meget godt om. Katinka har været her oppe hele efteråret til nu. Jeg har ikke været til kirke i jul, og jeg tror heller ikke jeg har været der de sidste år, heller ikke i Påske og Pinse. Siden. Siden Maren og Kirstine er bleven gift og rejst til Silkeborg, kommer de her op til højtiderne, den ene dag skal jeg hente dem og den anden dag køre dem over til stationen, og tiden der i mellem være til nytte, for at tiden kan gå mest fornuftig. Ja, således holder jeg Jul; Sine var den eneste der har været til kirke. Far spurgte hende da hun gik, om hun ikke havde andet at bestille. Han udtalte senere på aftenen at; Degnen kunne vi godt undvære, og det meste af det præsterne sige er humbug. – Far og Andersen er enige om denne ting, men så hører enigheden også op. Far er streng Konservativ, Andersen derimod radikal af det reneste vand. Tidens udvikling, slut resultatet kunne de nok blive enige om, og den var, at kendsgerningen at befolkningen fra landet søgte til byerne, for her at demoraliseres. – Ja, kendetegnet for vor tid er demoralisation – ikke på landet men i byerne, og det beklageligste er at strømmen bære der hen.

CD-12

J. Jensen. Optegnelser for 1917.

Ragnarok: (1.januar)
Nytårs solen står op mens alle Helvedes onde magter er sluppen løs, er det Midgårdsormen der er løs? Er det Ragnarok? En ting er dog sikkert Jorden er bleven til en Helvede og menneskene er bleven til Djævle. – Efter årtusinder af kulturdannelse, oplysning og kristendom findes der intet til forsvar eller undskyldning for al den nød, elendighed, ødelæggelse og myrderier som nu finder sted.
Telefon: (12.januar)
Før Jul blev der oprette en telefoncentral i Kragelund by, og i dag er telefonen bleven åbnet her hos mig.
Blokade: (1.februar)
Fra i dag erklærer Tyskland blokade, hensynsløst uden betingelse og forudgående varsel fra undervandsbådene til skibene. Dermed er Danmark afskåret fra forbindelser med andet land. Nu falder Verdenskrigens skygge over Danmark med nød og elendighed og vi vil få krigens følger ar fornemme.
Forbud mod spiritus: (1.marts)
I dag blev tappen sat i tønden. Begivenhederne kommer ofte på en hel anden måde end som man tænker sig den, hvem skulle havde troet at den Danske snaps skulle ophøre? I dag kl. 9. Modtog alle Sognefogder ordre til at møde på herredskontoret, og fik her ordre til at gå hjem hver i sit sogn, lukke al handel og beværtning af udskænkning af spiritus. Dette kom uventet som et lyn, ingen fik tid til at få beholdningen hjem. Og de gamle drankere, alle helvedes kvaler kom over dem, mange har nu delirium af dette pludselige afsavn. Indtil videre er al handel og fabrikation af spiritus forbudt.
Brødkort: (1.april)
Nu skal vi til at sulte, fra i dag får hver person om måneden (16 pund, 8 kilo rugbrød og 3. kilo, 6.pund hvedemel) dermed er vi inde under Verdenskrigens vilkår. Sult og alt dermed følgende elendighed, men sagen er ikke hermed endt, thi landet vil sikkert komme til at stå uden tilstrækkeligt korn og foderstoffer til svinene og kreaturerne, følgerne heraf er næppe i øjeblikket til at overse.
Tids forhold: (4.maj 1917)
Efter at krigen nu ved blokade har så at sige afspærret os fra al ud – og indførsel er det bleven særlig knap med kraftfoder og foderstoffer. Skønt vi sidste år havde et rigt kornhøst, er så at sige alle lagre tømt for korn. Det er særlig svinene kornet er gået til, og dette, vort flæsk og smør bliver sænket på havbunden, idet skibene torpederes af de Tyske undervandsbåde. Landmændene slås ligefrem om mad til svinene, når en kan få fat i 25. kilo her og en anden 50. kilo der, så er det godt. Smågrisene dræbes i stor mængde, en gris der for et år siden kostede 25 – 30 kr. stykket er nu til fals for 5. Kr. ja 2. Kr.
Mange mangler sædekorn, bygen tages fra bryggerierne og havren fra havregrynsfabrikkerne. Her i Kragelund har vi fået en vogn havre til sæd fra en grynfabrik i Nakskov og et parti byg fra et bryggeri i Ebeltoft. – Også kartofler er der få af, den ringe høst i 1916. Og dette at vi havde den hårde og strenge vinter 1916 – 17 er store mængder af kartofler frosne. Læggekartoflerne er sat i maximalpris
til 12.kr. pr. tønde, og dog skal der eksporteres 1000. Td. i Viborg Amt, således at der kun må beholdes 4. Skp. Til hver person til husholdningen..
Lyset slukkes: (10maj)
Al handel med petroleum er fra i dag af standset over den hele land.
40.års Lærerjubilæum: (9.maj)
I dag har Lærer Th. Petersen i Frederiksdal været lærer i Kristianshøj og Frederiksdal i 40. År, og desforuden har han forud været lærer i 6. År, altså i dag i alt 46. År. Skoledistriktets beboer overgav ham i dagens anledning et guldur, ligesom der om aftenen var en selskabelig sammenkomst hvor over 100. mennesker var til stede i Frederiksdal forsamlingshus, hvor der serveredes kaffe og chokolade, der holdtes taler af lærer Askløv, Kragelund, lærer Andersen, Hauge, J. R. Rask, Stenholt og Sognerådsformand J. Jensen
Erfaring: (12maj)
Næsten hver dag af vort liv åbenbarer nye synspunkter for vor erkendelse, hver dag må vi måle modsætningen mellem mennesker som vi drømte om og mennesker som de i virkeligheden er.
Det største mål må være at fuldkommen gøre mennesket. Børnene er ageren, men glem ikke sædekornet, os selv, nutidens slægt
Tørv og Brændsel (14. maj)
Vort land er nu henvist til at forsyne sig selv med brændsel, idet al indførsel af kul fra udlandet så at sige er standset. Overalt i skovene og moserne arbejdes der på fuld kraft, skoven hugges ned og der gøres vældig indhug i moserne. Jeg har i disse dage, Jens Peter Nielsen og Thorvald Vestergård, Kragelund til at skære 100.000 stk. tørv, de får 3. Kr. pr. tusind og har en dagløn af 48. Kr. pr. dag altså 24. Kr. hver, men Jens P. Nielsen er også en af de dygtigste tørveskærer her på egnen.
Sadelmager Niels Kristensen: (24.juni)
Sadelmager Niels Kristensen i Kragelund by har i nat hængt sig, han levede tavs og indesluttet og var ikke gift, men i økonomiske hensyn var han vel situeret, havde en del kapital rente. Ingen har nogen mening om hvad der har været grunden til denne handling. Sidst i april måned kaldte han mig ind en dag jeg kom forbi og udtalte, om jeg ikke snart skulle til Kjellerup. Sagen var at da han for nogen tid siden var indstævnet som vidne på tinget, i en sag mellem Kristian Vinderslev og Brugsforeningen, troede han at hans vidneforklaring var mindre korrekt, han havde fået den opfattelse at han havde sagt nogle usandheder.
Pinsedag kaldte han mig igen ind og viste mig en opskrift stilet til Herredsfogden. Jeg fik det indtryk at han ikke var normal, han skrev nemlig, at han under vidneudsagnet stod og viste ikke hvad side han skulle gå til og med hvilke af de stridende parter han skulle holde med. Jeg sagde, at når man aflagde vidnesbyrd, holdt man ikke med nogen af parterne, man sagde kun sandheden. – Ingen normal menneske ville fremføre at han stod i retten under ed og viste ikke om han skulle holde med den ene eller den anden. Han sagde at han ikke havde aflagt ed, men hvad der særlig pinte ham var, at på Herredsfogdens spørgsmål, om han havde hørt Kristian Vinderslev sige, at brugsforeningen havde stjålet fattige folks penge og bygget Foderstofbygningen for, svarede han nej. Men han var nu kommet i tanke om at han troede at kunne huske at Kristian Vinderslev havde sagt det til ham. Han spurgte fremdeles om det var så slemt at aflægge falsk ed. – Jeg ved jo ikke om han har aflagt ed eller ikke, men mulig er det at her er grunden til at han berøvede sig livet, da der jo ellers ikke kan ses nogen rimelig grund. Han var i mange år medlem af bestyrelsen for hjælpekassen, han var en dygtig Håndværker, – men hovedet var ikke klart eller stærk.
52. år. – 30. april 1917.
I dag fylder jeg år, har levet i 52. år, og jeg er glad for at havde levet i disse år.
1. august: Verdenskrigen.
I Dag er det 3. år siden Verdenskrigen udbrød, den har vendt op og ned på alting, både åndeligt og materielt. I Danmark ser alting anderledes ud end for 3. år siden. Vor ind og udførsel er til dels standset, især fra 1. februar d. d. Vi mangler kul, vi mangler korn, vi mangler petroleum, næsten alt hvad vi tidligere har modtaget fra udlandet.
I denne sommer hugges der i skovene, skæres tørv i tørvemoserne efter en større målestok. Petroleum er ikke til at få uden rekvisitionsseddel fra Sognerådet og kun til hjem hvor der er sygdom. – Stearinlysene er opkøbte og i disse dage er der et rykind om Julelysene. – Kreaturerne er falden i pris efter en større målestok, 1. Ko kostede for et år siden 7. a. 800. Kr. nu er den nede i 2. a. 300 kr. Ungkvæg næsten usælgelig. 1, Pattegris kostede 25. a 30.kr, nu 5. kr. Svin bliver snart en saga blot. Hønsene dør af sult, overalt råbes om korn. Danmark, der var et stort korn udførende land, står med de store kreaturer besætninger uden korn.
Trods al kortsystem, køber de griske og velhavende sammen til forråd og den pengetørstige Gullasch og Jødehader handler i smug med uhørte avancer. Nu koster 1. Td. korn 50.kr. Man bryder sig pokker om alle maximalpriser, man køber i smug til langt over disse priser. Regeringen giver forbud og love, men administratorerne og myndighederne er alt for slappe og ikke organiseret til at have evner til at disse forbud og love overholdes. – Christoffer Krabbe der tidligere var Herredsfoged i Kjellerup, udtalte ved en lejlighed, at han troede at befolkningen helst så, at myndighederne, politiet så lidt som mulig blandede sig i samfundets handel, vandel og levevis, folket ville helst selv ordne det indbyrdes.
Ud fra denne kendsgerning at der har været lidet tilsyn og påtale fra myndighedernes og øvrighedens side, så står man nu ganske magtesløs over for forholdene. Uden evner til at overholde de ekstraordinære givne love og forbud. Forholdet er således at over halvdelen af samfundet ville blive straffet for overtrædelse af de ekstraordinære love – men nogen egentlig nødstilstand er der ikke i Danmark, der er penge nok, penge i overflod. Danmark har tjent kolossal i krigens første 2.år, – ganske vist pengene er jo uden værdi, når man ingen varer kan købe for dem.
Således er – – –
Petroleum er en omspurgt vare i denne tid, alle fif og kringelkroge benyttes for at komme i besiddelse af denne lysfrembringer. Den må kun udleveres i påtrængende sygdomstilfælde, da beboerne opdagede det blev der et løb til lægen, ja, havde man været ved lægen, så havde man da ret til den kostbare olie. – I dag kom en af menighedsrådets medlemmer og ville have petroleum, er der sygdom, siger jeg, ja, jeg har sådan en mavepine, siger han, vi må jo holde igen på beholdningen, siger jeg, thi vi er her i kommunen ca. 200. husstande og må kun uddele ca. 20. liter, de 180. husstande får således ingen. Men alle forbud overtrædes jo, og det er de største kæltringer der begår sig bedst, siger han, hertil svarer jeg intet thi det er vel en selvfølge at det må være således. Han fik ingen petroleum, men jeg tænker på de værdier som mennesket skulle sidde inde med. Alle mennesker søger at overtræde landets love – det bliver ikke en tid der højner menneskets værdier, og der kommer en høst – desværre er arven til børnene, der vil give mere udbredt end sæd – ja, således er mennesket. (26,august 1917)
Petroliumskort: (26.august)
Nu fra 1. september får vi også petroliumskort , 1. liter til hver husstand pr. måned, og siger nævnet at man må se at spare på denne liter, da der kan være udsigt til at rationerne vil blive endnu mindre, med andre ord vi går i bogstavelig forstand en mørk vinter i møde, uden lys, – og dyrtid.
Fra Kragelund kirke:
Der var i dag eftermiddags Gudstjeneste i Kragelund kirke. Pastor Siek bestiger prædikestolen og begynder at læse evangeliet op for menigheden, der jo efter skik og brug havde rejst sig op. Pludselig afbryder Præsten læsningen af evangeliet og råber ud over menigheden: rejs dem op. Den så på den anden, hvem var det der sad ned mens det hellige evangelium oplæstes. Præsten slog evangelium bogen sammen med et klask og siger, det er ikke til at holde ud og løb derefter ned ad prædikestolen, løb nogle gange omkring nede i koret og gik derefter op på prædikestolen igen. Da menigheden kom ud af kirken spurgte den ene den anden, hvem var det der sad ned. Det var vist mig sagde Lærer Askløv, jeg sad i al fald ned. (19.august 1917)
1917.
Den påstand at mindretallet som ofte har ret, findes som regel i det praktiske liv. Grunden hertil er ikke vanskelig at finde, thi der er langt flere dumme mennesker til, end kloge. Det ser man alle veje. Af 100. Mennesker kan man finde 10. kloge, resten er mere eller mindre dumme. Om hvorvidt politisk henseende den parlamentariske sejrsgang i Verden kan stå sin prøve, vil tiden vise. – Det ville også være en uretfærdig ordning om et mindretal f. eks. Kapitalister skulle regerer, da ville det jo komme til at se galt ud. Men ligeså uretfærdig ville det være, at et flertal der kun gik ud på at nedbryde det bedste i samfundet, skulle have styrelsen blot fordi de var et flertal, at dumheden skulle have styrelsen blot fordi der er et flertal, hvad de jo faktisk altid er. Derfor er parlamentarismen et tveægget sværd, der kan afstedkomme det modsatte af hvad meningen var. (10. september)
”Himmeriget”
Der går her på egnen følgende morsomme fortælling: Gårdejer, Tørvefabrikant Martin Ankersen i Klosterlund drømte en nat, at han var i Himmeriget, i en meget smuk og udstyret værelse lå han i en seng med dejlige bløde dyner og puder af godt dun. I samme værelse lå ligeledes Hestehandler A. Andersen og Gårdejer Lucas P. Petersen, Engesvang, hver i deres dejlige senge. Da blev døren åbnet og Gårdejer P. Malmbak i Engesvang stak hovedet ind af den halvåbne dør og da han opdagede sine egne bysbørn i så behagelige omgivelser, drejede han hovedet og råbte tilbage: Må jeg bed om 4. bajere, der blev svaret ”disse kan ikke fås her” Malmbak rettede da indkrævningen derhen, jeg mente 4. glas mælk: A. Andersen sagde ”Pøj – pøj – – Lucas Petersen siger, kan man ikke få en pibe tobak. En stemme svarede: Den slags ting har vi ikke her. Skal vi ikke flytte siger, A. Andersen og sprang ud af sengen, da vågnede Martin Ankersen, og fik ikke erfaret om det blev flyttedag. (17. september 1917)
”Degnen”
Jeg havde for nogle år siden en ung tjenestekarl, at gå en lang vej ad gangen, yndede han ikke, og arbejdet – ja det havde fanden skabt, hvorfor skulle man pines og plages med al det slid og slæb? Det behagede ham som regel ikke at stå op, før langt op på formiddagen, og når han så endelig kom var han gnaven, ofte med en syndflod af eder og forbandelser, ikke over noget særligt bestemt, men over tilværelsen, alt og alle. Aldrig har jeg hørt sådan et menneske kunne bande, og da det var en af de få egenskaber hvori han havde drevet det temmelig vidt, og på mit spørgsmål hvor han havde tilegnet sig disse ”kundskaber” fortalte han følgende: Oppe i Guds tempel loge mødte om aftenen og søndagene en del unge. Da blev der sat væddemål om, hvem der kunne bande bedst, man skulle bande uafbrudt i ti, tyve minutter, et kvarter eller halve timer, det vil sige der skulle være en forsat forbindelse en sammenhæng i hele den lange række af eder. – Der var særlig en tjenestekarl fra Charlottenlund han vandt som regel prisen, han var mesteren.
En søndag blev der væddet om at han skulle cykle fra Kragelund til Overgård ca. 2. Kilometer og hele tiden udsige en sammenhængende banden han gjorde det medens Præsten stod på prædikestolen, cyklede karlen ad landevejen til Overgård og bandede så Gudsbespottende at selv Fanden ville havde korset sig, ved at høre derpå. Det var for resten den samme karl som jævnlig om søndagen som kusk kørte med Fru Rigels til kirke, da hun aldrig så karlen i kirken, gav hun sig tid en søndag og fik ham med i kirke, men karlen listede sig igen ud, gik op i kroen og sagde: ”Jeg skulle fanden gale mig have været i kirke i dag, men når jeg skal sidde i kirken og tænke på kroen, tror jeg det er bedre at sidde i kroen og tænke på kirken”. Man kan heraf slutte at min tjenestekarl var godt udlært i sådan et selskab.
Da hans tjeneste var udløbet til november ville han til at studere, læse til Præst eller Degn – ”Thi Fanden skulle være bange”. Sagde han. – Han begyndte at læse i 1909 har været to gange oppe til eksamen og dumpet, skiftet læreanstalt et par gange, nogen skulle jo have skylden. Han har allerede for fire år siden opgivet at blive Præst – og på en måde var det meget beklagelig, kan man sige, at han har gået i den ”sorte skole” som kendte banden og sværgen i det ondes væsen bedre end han, og derfor havde haft alle betingelser for at føre kampen mod det ånds væsen han kendte så nøje.
Nu har han imidlertid efter 8.års forløb fået en eksamen til lærer, men så lille at han kneben kunne gå igennem. – Nu var han her hos mig forleden aften og da var der en ting jeg særlig lagde mærke til, hans kundskaber hvad hans lærergerning angår, meget begrænset, det var hans kundskaber hvad hans rettigheder angår, fuldkommen og det er dog en betydelig mængde af love, cirkulærer og bestemmelser der angår folkeskolen. En lærer kan næsten ikke gå et skridt undtagen der findes bestemmelser om hvorledes han har at forholde sig, han er næsten omgæret med lovparagraffer, – deriblandt den omstridte § 8. – bestemmelsen om, hvem asken i kakkelovnen tilhører, hvem skalbære den ud o. s. v. – Det er næppe nogen tvivl om at den nye lærer i mange retninger fuldudrustet træder ud i livet med de for ham personlig nødvendige kundskaber. (1.oktober)
Arbejdet er en lykke:
Det menneske for hvem arbejdet er en fornøjelse, han lever og bor hvor lykkens sol skinner. Den for hvem arbejdet er en trælsom slid og slæb, han har ulykken, som gæst til huse. (4.oktober)
I Troldenes vold:
Søren Kirkegård – der siger, alle lykkeligste den, der aldrig var født – må have været i Troldenes vold, lidenskabens og tungsindets, han er på sin livs vandring gået vild, kommet ud i ørkenen, i natten hvor solen ikke skinner, thi virkeligheden er, at livet er en stor nådegave, jeg ville gerne leve livet fra slægtens første dag til dens sidste. Liver er glæde og lykke for dem som forstår at leve den ret. (4.oktober)
Det væsentlige og det uvæsentlige:
Da jeg en dag på markedsdag, for nogen tid siden var i byen og stod foran en række af telte med gøgl, hvor alt mulig seværdig var at se. Udråberne i spraglede dragter, der år efter år, dag efter dag at have udskreget programmet og særlig fra den tidlige morgen af, hen på pladsen, nu var næsten hæs. På teltenes ydersider var malede legeme store billeder, klang af klasse, fløjter, trommer og overalt musik. – Idet en stor del mennesker gik ud og ind i disse telte, faldt den tanke mig ind, her har man et billede af selve livet, som det ofte former sig. Det indre og det udvortes er egentlig det væsentlige, thi i hele fremstillingen, forestillingen er der mere at se og høre udenfor end indenfor, det man ser udenfor er ægte nok, hvad man ikke kan sige om det indenfor, det er ofte øjenforblindende og noget uvirkelig.
Tanken standser ikke men går vider og drager sammenligninger i menneske og samfundslivet. Det ydre er ofte det væsentlige, der ligesom markedsteltets lokke toner og billeder, drage og ventende forhåbninger om noget attråværdig der findes indenfor den ydre skal, forklædningen. – Og det går alt for ofte i livet som det gik på markedspladsen, man bliver sørgelig skuffet, det ydre drager for at finde – og man bliver sørgelig skuffet. Det ydre dækker og skjuler det man med afsky veg tilbage for. Med mennesker går det som med markedsteltet, der er spraglede ydre klædninger, udenfor er der intet og er der noget er det bedrag. – Mange vil sige, men således er det da ikke altid, nej, det er det ganske vist ikke, Gud ske lov! (8,oktober)
Kong Frederik den VII og Drewsen:
Gamle Peder Holm i Kragelund fortæller (oktober 1917): Det var i mine unge dage, dengang jeg tjente i Gødvad som Hyrdedreng. Papirfabrikken i Silkeborg var nylig bleven anlagt af den senere Silkeborg By og Købstad, var der dengang bygget et par huse, den ene af husene var en slags værtshus eller hotel. – Jeg husker, at man om aftenen efter endt dagsværk skulle alle vi unge mennesker fra Gødvad ned til Silkeborg, thi der var altid sjov og løjer.
En aften jeg var der nede var Kong Frederik den syvende på besøg hos Drewsen, ejeren af papirfabrikken, mens vi stod uden for stakittet ved Drewsens villa, kom denne og Kongen samt en del andre herre ud i haven. Kongen og Drewsen gik ud på den grønne græsplæne og gav sig til at slås, naturligvis for løjer, de tog livtag og da de begge var to tykke, pustede og stønnede de, så det kunne høres langt bort, Kongen måtte bukke under, han faldt og Drewsen lå oven på ham og sikke et grin og ståhej der var, – man fortalte at det gjaldt et væddemål mellem Kongen og Drewsen, hvem af dem der ved livtag kunne lægge den anden til jorden. Nogle aftner efter var jeg atter nede i Silkeborg og da var der bal over på hotellet, for Kongen og hans følge. Vi stod udenfor og så ind ad vinduerne, vi kunne kende både Drewsen og Kongen, de dansede for resten ikke, men enhver herre havde en dame under armen og så marcherede de frem og tilbage imens de skiftede dame, men danse gjorde de ikke.
Karen Pedersen, død:
Fhv. Sognerådsformand Mads Petersens enke Karen blev i dag begravet på Kragelund kirkegård. Hun boede de senere år til leje hos Edvard Jensen i den gl. skole. Den gamle skolestue i husets østre ende var efter den gl. skoles salg blevet indrettet til beboelses lejlighed. H3ndes ældste søn Murer Åge Petersen, der boede på Sjælland var til stede. Hermed forsvinder altså Mads Petersens og slægts saga her i sognet. – Som privat Friskolelærer kom han i halvfjerdserne i forrige århundrede her til Kragelund og underviste privat. Det var under den Grundtvigianske tidsblomstring, Mads Petersen var selv ivrig Grundtvigianer. Det var navnlig Niels Jensen i Overgård, Jens Jakobsen, O.C. Jensen der oprettede denne private skole. Præsten, Pastor Siek omtalte i sin prædiken ved ligbegravelsen, at det var nu 6. år siden Mads Pedersen døde, at denne før sin død sagde til Præsten, at han ingen tale ville have holdt ved sin begravelse, han ville ikke roses, da han kun havde gjort sin pligt og der var ingen kaldet til at være dommer i dette liv. (24. november)
Sognefoged Mads Andersen, Sinding
Er efter flere års svaghed afgået ved døden den 28. oktober. Den afdøde har været Sognefoged i Sinding siden 1888. altså i 29. år. Da jeg i 1902. blev bestikket til Sognefoged fulgtes vi i mange år ad til Viborg Amtstue med skatter. I torsdags den 2. november blev han begravet på Sinding kirkegård. Pastor Lundø, Sejling holdt ligtalen i forsamlingshuset. ”Det gælder om” udtalte han, ”ar samle sig venner her på Jorden så at man kan mødes med vennerne hinsides”. Thi hvor man er omgivet af en vennehob, der er det godt at være. – Sognefogder bar ham til graven: Anders Rydal, Funder, Th. Pedersen, Balle, A. Vestergård, Serup samt Morten Nielsen, Sejling samt undertegnede, ligeledes også forhenværende. Sognefoged Lucas Petersen, Engesvang.(2. november)
Tidens gang: (30.november)
Regeringen har nu, ved den nye korn lov belagt alt korn af høsten 1917. med fastsættelse af maximalpriser. Høsten 1917. er meget lille, et misvækst år, en høst så lille at den ikke er kendt i den sidste menneskealder og landet her en kreaturbesætning så stor som aldrig før, det var de høje priser i 1915 – 1916 der foranledigede at folk lagde al tillægget til. Nu i efteråret er korn kvæget realiseret i stor målestok til billige, stadig nedadgående priser. 1. ko 150. – 200kr. og ungkvæget sælges for hvilke som helst bud 40 – 80kr. Svinene nedslås i stor stil. Pattegrisene er næsten usælgelige. Hestene bliver ved at holde den samme høje pris oppe på 15 – 1600. kr. pr. stk. Uld er steget stærk i efterårets løb, nu 10. Kr. pr. kg. som før krigen kostede 80 – 90øre pr pund eller 1,80 pr. kg. Tjenestefolkenes løn er også gået ned, nu er det alm. med 350. kr. for en karl årlig. – Belysnings forholdene er dårlig der tildeles hvert husstand petroleums kort til 2. liter månedlig. – Nu for tiden arbejdes der i Rigsdagen på en lov om rationering af smør, hvor der fra 1. januar 1918. indføres smørkort med et lille kvantum om ugen. Margarinefabrikationen er helt standset, men der fabrikeres nu på disse fabrikker en del kunstsmør af frugt.
Gårdens to heste: (11.december)
Der er stadig stor handel med heste, der føres syd på til Tyskland. I dag var jeg i Kjellerup hvor den Tyske kommission købte heste. Tyskerne køber kun heste af nogle enkelte hestehandler. I dag blev der i Kjellerup af hestehandler Niels Pedersen fremstillet ca. 500. heste heraf ca. 400. blev købt af Tyskerne, priserne er ca. 1500 – 1600. kr. pr. hest. – man kan kun med vemod tænke at alle disse gode heste også skal offers på krigens alter og kastes ind i dette Helvede. Hesten, denne kloge og menneskes trofaste medarbejder, har fortjent en bedre skæbne, er der nogen der bliver misbrugt, er det hestene, er der nogen der må være trælledyr, da er det hestene. – Vi havde to heste der i dag blev solgt til Tyskerne. – Efter misvæksten sidste høst år var det næsten bleven nødvendig at afhænde dem, efter at have arbejdet trofast i mange år, bliver deres lod nu, at kastes ind i dette Helvede, ja, utak giver mennesket i løn. Alle tegn tyder nu på, navnlig disse store hesteopkøb af Tyskere, i slutningen af året 1917. Voldsomme kampe forestår vel ned på vestfronten i Flandern, – og i krigens rædsel skal hadets giftbæger tømmes i blod til sidste dråbe.
CD-13

J. Jensen. Optegnelser for 1916.
Til de mennesker, der slægt efter slægt skal bo, leve og færdes i dette hus.
Refshale, den 7, juni 1916. J. Jensen Sognefoged, Sognerådsformand.
Kl. 4. eftermiddag blev efter at en salme var sunget, beretningen nedlagt i en flaske, samt 3. mønter fra Chr. IX. Fr. VIII og Chr. X. Flasken blev indmuret i husets nord vestlige hjørne. Pastoren holdt en kort tale bad velsignelse over huset, til den nuværende og kommende slægt, hvorefter en salme blev afsunget, og håndværkerne og de øvrige tilstedeværende blev af Præsten beværtet med kaffe og vin.
Pinsedag – Pastor: Siek
(11.juni)
Den almindelige regel er, at Præstens opgave er, at omvende synderne, og frelse dem fra fortabelsens vej, men mange ting er bagvendt her i Verden. – Pastor J. H. Siek, der har været Sognepræst her siden 1906. Og har været tilhænger eller sluttet til den høj kirkelige retning, har i denne tid forandret standpunkt. Han har iført sig nye klæder, han er bleven, som han selv siger en anden og bedre menneske, gået over til Indre Missionen. Denne sidste har haft stor fremgang her i menigheden de sidste år, særlig i Frederiksdal. – Som Pastor Siek en dag sidste efterår, han var oppe hos Søren Rask i Fastruplund og de var en tur oppe på Hjøllund Høj, pegede Præsten ud over Frederiksdal og sagde: Bølgen i Indre Missionen, kommer nærmere og nærmere. Det var i fjor, nu har bølgen nået Pastor Siek og opslugt ham. – Forholdet er jo som regel altid at Præsten prædiker for sin menighed for at omvende det. Nu har beboerne omvendt Præsten, efter hans egne udtalelser. Det går ikke altid så let for en præst at få sin menighed omvendt, derfor er det også en ære for en menighed at den så let formår at omvende præsten.
Jeppe Aakjærs søn, Svend Aakjær.(23.juni)
Var her i eftermiddag, han var på rundrejse i Viborg Amt og havde i dag besøgt Sognene i Hids Herred. Hans rejse gælder at optegne de gamle stednavne som de i dialekt sproget udtales på stedet, dette arbejde eller disse optegnelser, skal senere gennemgås af den kommission der er nedsat for at udforske stednavne, dets oprindelse og betydning. Hr. Svend Aakjær syntes at være en begavet og lovende ung mand.
Hids Herred.(24.juni)
Der har i flere år været arbejdet for at Hids Herred tages fra Jurisdiktionen i Kjellerup og henlægges under Silkeborg, og de to byer kæmper om at få Herred under sit område. – I dag fandt på Rådhuset i Silkeborg en sammenkomst sted under forsæde af Borgmester Hejde Jørgensen, hvor spørgsmålet var til behandling. Resultatet blev at hver Sogneråd i Herreder vælger en mand, der som en deputation rejser til København den 6. juli og taler med Konsejpræsident Zahle om sagen. For Funder valgtes Mads Madsen for Engesvang Sognefoged Mikael Pedersen og for Kragelund Sognefoged J. Jensen.
Fælles Sognerådsmøde.(27.juni)
I dag var samlet på fattiggården i Frederiksdal, de tre Sogneråd for Kragelund, Funder og Engesvang. I alt 21. ”Råder”.
En rejse til København (6.juli)
Jeg afrejste den 5. Om aftenen til København, hvor en deputation fra Hids Herreds Sogneråd havde en sammenkomst med Konsejlpræsident Zahle, angående Hids Herred, der nu har tingsted i Kjellerup henlægges under Silkeborg. Deputationen bestod af.
Silkeborg Byråd: Borgmester Hejde Jørgensen, Sagfører Bisgaard.
Sinding – Sejling: Sognerådsformand Morten Mikkelsen, Sinding.
Gødvad – Balle: Sognerådsformand, Lærer H. Schau, Alderslyst.
Funder: Sognerådsformand, Mads Madsen, Funder.
Kragelund: Sognerådsformand, J. Jensen, Refshale.
Engesvang: Sognefoged, Mikael Petersen, Engesvang.
Serup – Lemming: Sognerådsformand, Niels Jensen, Nisset.
Svostrup: Sognerådsformand, Kristensen.
Sammenkomsten fandt sted i ministrialbygningen kl.2.
Hr. Zahle er en lille tyksak, med få ord, afmålt og bestemt i sir væsen, mørk hår og skæg, hvoraf overskæget har et opadgående sving. – Vi spiste til middag i Tivoli, var derpå i Glyptoteket og o Zoologisk have, overnattede i Grundtvigs hus. – Ved aftenstid, hvor der plejer at være trængsel af mennesker, var der i dag kun få mennesker. Grunden kan måske søges i at denne guldflod Krigen lader strømme ind over Danmark, og særlig København, har bevirket at mange er bleven millionærer og andre endnu flere har tjent hundredetusinde, kvart eller halve millioner af kroner, der sætter dem i stand til at flytte ud på landet.
Om aftenen spiste vi hos Wivel, det er den finere publikum der mødes her. Tidens præg, kunne man bedst iagttage hos kvinderne, der var overlæsset med kostbare smykker. Overfor mig, ved et bord, sad en dame og herre, damens fingre var besatte med 6. ringe, og de indfattede ægte sten og Diamanter, de lyste og glimtede ved hver af damens bevægelser, så man næsten fik ondt i øjnene deraf. Man mærker overalt den store Guld strøm, Verdenskrigen ladet flyde ind over vort land, der har gjort så mange af landets handlende til millionærer, med en ny betegnelse i sproget. Gullaschbaroner.
Kjellerup – Funder Jernbane: (19.august)
Møde i Kjellerup af Hørup – Hinge – Vinderslev – Funder samt Kragelund Sogneråd, hvor der bestemtes at undersøge den nye retningslinje for banen.
Krig og Kærlighed: (30.august)
Mange soldater har i løbet af Verdenskrigens 2.år været indkaldt ved sikringsstyrken her i sognet, og tilbage sidder så mangen en ung kone, og det er sin egen sag. Ved Verdenskrigens udbrud blev der natten mellem 31. juli og 1. august 1914. Også indkaldt Thorvald Vestergård i Kragelund, og denne første indkaldelse var uden orlov. Og nu vil skæbnen at hans kone Berndine fødte et barn den 23. maj 1915. Straks barnet var født og Jordemoderen gik fra hjemmet, sagde hun, til den første Kjælling hun mødte; ”kan du grade den, nu kan man få børn uden mandfolk”. Rygterne gik og sneg sig lyssky i krogene. Så bryder det pludselig ud omkring 1. august i år
Niels Hvepsgårds kone havde udtalt at barnet lignede Lærer Askløv (der er kirkesanger og første medlem af menighedsrådet), og at han var barnets fader. Askløv var dagen i forvejen rejst til Hillerød for at gennemgå et kursus, da rygterne nåede Fru. Askløvs ører. Nu var hundrede aget ude, hun telegraferede manden om han var faderen, hvorefter hende og Præsten tog til herredskontoret og meldte sagen. Dagen efter rejste hun igen derover og tog barnemoderen med, for at denne kunne benægte og nedslå rygterne. Da sagde Herredsfogeden til barnemoderen og foreslog hende at tage op til Tinget og aflægge ed på at hun ikke havde med andre mandfolk at gøre end hendes mand. Det kunne eller ville hun ikke og sagen var jo så en del betænkelig.
Fru Askløv rejste derefter til sin mand i Hillerød. Kurset blev så afbrudt efter 4. dages forløb og han fulgtes med hende hjem, for at frigøre for æren af at være fader til krigsbarnet. Sagen endte da efter nogle dages forløb med at Niels Hvepsgårds kone og dennes søster Laura, Træskomand Søren Hårup`s kone tage sigtelsen i sig og indgik så at betale 25.kr. til hjælpekassen, samt underskrive en erklæring på, at de var faret med løgn og var løgnerske og at lærer Askløv havde ret til at lade denne erklæring indrykke i bladene. – Dermed er 1. akt til ende, men man har ligesom en følelse af, at der er en fortsættelse eller en 2. Akt, thi spørgsmålet hver er barnets fader, syntes endnu ikke at være tilstrækkelig opklaret.
Ud blandt mennesker: (30.august.)
Det er nødvendig at komme ud blandt mennesker, ved at gå hjemme kommer man til at se småt på forholdene, ser et alt for snævert horisont, man går og bliver stort og fuldkommen i egne tanker, det bødes der for og skuffelserne er der, når fantasi og virkelighed mødes, når man kommer ud blandt sine medmennesker.
Skiftende standpunkter: (2.september)
Et menneske kan skifte politisk standpunkt, da kommer han ofte til at søbe den kål hvori han selv har spyttet. Mange store mænd f.eks. B. Bjørnson har været ivrig kristen og blev siden Gudsfornægter, der bliver noget underligt modsigende i deres liv og gerninger.
Begivenheder og Tids forhold: (24. november1916.)
For nogen tid siden afgik Søren Jakobsen, Sinding ved døden i en høj alder, han var gift med min faster Anne, der døde for nogle år siden. Søren Jakobsen boede nede i Sinding Østerskov, de sidste år boede han i et hus i Sinding by, siden hos datteren, der er gift med Jens Nielsen i Tandskov, flyttede da til en anden datter Bine gift med Peter Holm i Balle, hvor han døde. En tredje datter var gift med Mejerist Jens Andersen i Sinding, hun døde for flere år siden. Søren Jakobsen kørte i mange år grus og skærver på vejene. Han var en lille og svær mand med hvidt hår og skæg.
Ligeledes er død; Andreas Vestergård i Kragelund, der blev en gammel mand, hans fader var gamle Christen Vestergård, der i sin tid var i besiddelse af det horn som Byhyrden brugte i byen før fællesskabets ophævelse. Andreas Vestergård beboede i mange år gården matr. Nr. 7a. Jeg huske fra min skoletid, da sad han og Hans Henrik Klausen i Kragelund kro og drak halve kaffe og snapse fra morgen til aften, man kan her tænke på sangen ” Der sad to skælme” – enden på visen blev at Andreas Vestergård drak gården og skoven bort, siden et byggested på gårdens mark. Hans Henrik Klausen købte det – – – Begge gik over på sognet.
Rasmus Johansen (Fillip) har solgt sin gård matr. Nr. 4.a i Kragelund til Niels Brink i Overgård for ca. 34.oookr.
Hans søn Peter (Fillip) har solgt sin ejendom matr. Nr.7.a i Kragelund til Anton Frank, Sinding for 16.oookr.
Rasmus Johansen har siden købt en ejendom i Øster Bording og Peder Johansen en i Funder.
Murer, Statshusmand Anton Hansen Haurbak, har solgt sin ejendom i Refshale til ungkarl Robert Mogensen, der er bleven gift med Jørgen Bøjlesens datter i Refshale.
Anton Haurbak har derefter købt sin faders ejendom i Refshale for ca. 12,000kr. Faderen Hans Nielsen Haurbak, der forresten i lang tid har været syg, lagt en tid på sygehuset, liden af stensmerter. Er flyttet til Sømose i Sinding, hos Kristoffer Kristoffersen, der er gift med en datter Johanne.
Den nye Præstebolig (1.december)
Er nu færdig til brug, og dermed er Kragelund by bleven beriget med en smuk ny bygning. Den har kostet ca. 18.000kr. at opføre, men vi lever jo også i en dyrtid på alle områder, også hvad bygningsmateriale angår. Forpagter Kr. Rasmussen (Rask) tager nu bolig i den gl. Præstebolig.
Samfundsforhold i fortid og nutid:
I vore dage har der fra flere sider været klaget over tjenestefolkenes ustadighed og ofte er der misforhold tilstede mellem tyende og husbond. Når man undersøger forholdene før og nu er grunden ikke så vanskeligt at finde. Førhen delte husbondens familie og tjenestetyende ondt og godt med hinanden, de levede en patrialsk familieliv, husbondens børn og tjenestefolkene levede under samme vilkår, nyder samme rettigheder og delte samme pligter. Og hvorledes er forholdene nu? Som regel danner husbondens familie og tyende hver sin stand. Husbondens børn deler nu ofte goderne sammen med familien, medens tjenestefolkene må stå udenfor familiens kreds og dele arbejdet og sliddet. Derved er der fremstået en skillevæg en af sondringsforhold, husbondfamilien og tyende. Man klager nok over tjenestefolkenes fordringsfrihed, men man glemmer, at husbonden ifølge tids forhold, ved den i den sidste menneskealder stedfundne økonomisk fremgang, selv har dannet det skel og selv skabt det misforhold der nu mange steder er til stede. (5.december 1916)
Ny ejendomsskyld:
I Indeværende år er der over hele landet blevet foretaget vurderinger til ejendomsskyld. Det er de stærk stigende priser på ejendomme der har bevirket en ny lov, da de ordinære vurderinger ellers først skulle være foretaget om 5. År. Ved disse vurderinger er ejendomsskyld her i kommunen (Kragelund) steget med ca. 200.000 kr. Efter den nye lov foretages der nu vurdering hvert 3. År. Før hvert 10.år (6.december)
Fædrelandet:
Dem der har forladt sit fædreland, føler som regel altid længsel efter at komme hjem til de kendte steder, til sin barndomshjem. Når han så kommer hjem, er alt forandret, da føler han sig som et rodløs træ, og han har ingen ro, længselen driver ham igen til det nye land. I en diskussion med en arbejdsmand fra Silkeborg, udtalte denne, at han kendte ikke til fædrelandsfølelse, det var spiserne, de store kapitalister der opretholt fædrelandskærligheden, men vi arbejdere det kan være os ligegyldig hvor på Jordkloden vi bor, der hvor vi er der er vor fædreland, hertil siger jeg: Fædrelandet er hvor vi er, thi har man penge, kan man leve højt og godt alle steder, for dem betyder fædrelandet kun lidt for at leve lykkelig og godt.
Forholdet er nu ikke så vanskelig at udrede: Byboerne og Landboerne ser sagen fra hver sit standpunkt. Landboen har sit hjem, sin egen jord at dyrke noget han kalder sit, sit fædreland, noget han hygger og værner om. Byboen der ofte lever i en lejekasserne, som kun har fra hånden og o munden, for ham er sagen en anden, han ser tilværelsen fra et helt andet synspunkt.
Nutiden:(18. december)
Ud af de vante folder blev hele samfundslivet kastet, samfærdselen mellem landene, de vante produktioner, ved Verdenskrigens udbrud 1. august 1914. Der er vendt op og ned på mange ting. – Herhjemme i Danmark fik vi først maximalpriser på rug, som senere er efterfulgt af en række Maximalpriser på andre livsfornødenheder. Hensigten med maximalpriser på rug er god, om hensigten at forsyne befolkningen med brødkorn, kan der kun være en mening. En landmand udtaler til mig sin mening om sagen: ”Jeg har indskrænket mit besåede areal med rug til halvdelen, jeg går nemlig ud fra at da rug er sat til en pris af 17 – 18 kr. pr. td. Må kornsorten rug, være en mindre værdifuld korn end alle andre kornsorte, f.eks. byg er sat til 24kr.50øre pr. td.”
Denne forudsætning ved jeg nu imidlertid er ganske urigtig og uholdbar, thi rugen er der værdifuldeste korn vi har. Jeg solgte sidste år 11. Td. Rug og måtte give 88. Kr. yderlige udover prisen for rugen for at købe samme kvantum byg, altså er det en slags bekostning, der særlig rammer de magre og ufrugtbare egne, altså en skat der virker ganske vilkårlig når der nu en gang skal sættes maximalpris på rug, for at billig gøre brød, forekom det ham, bedre at have indført brødmærker der var blevet uddelt til ubemidlede, og disse udgifter endelig skulle pålignes landbruget og ikke hele samfundet. Kunne man have forhøjet statsskatten på ejendomsskyld for landets vedkommende. Mange landmænd på de magre jorder hvor der kun avles rug og ikke byg, har nedlagt svineholdet. Disse landmænd havde før krigen væsentlig fodret med rug, dette er nedgang i bedriftens indtægter, men dermed var beskatningerne ikke til ende, ved årets slutning kommer landsoverskatterådet og pålægger at indkomsterne og formuerne skal forhøjes med 25 – 50 %, forstå det hvem der kan, sluttede han.
Året 1916.
Nu rinder året mod dets slutning, og det sagen kan medskrives Verdenskrigens 3.år. spekulationerne, nøden og trængselens tid, formuer vindes og tabes. – En tid hvor de gode græder og de onde leer, en tid hvor menneskedyret stikker klumpfoden og hornene frem, søler sig i luksus og overflod, mens andre må sulte, lide savn og trængsel, således var året. De store generalslagtere drev det vidt, en storartet udvikling og fremskridt i maskinmæssig drift af mennesker.
Vinteren 1915 – 16 var ligesom de foregående år meget mildt, der var, for så vidt sne og frost angår ingen vinter. Sommeren, særlig høsten, overmåde regnfuldt, en så vanskelig indbjergning af høsten har næppe nulevende kendt. Næsten alt rug afgrøde spirede på marken, næsten intet korn kom tørt i hus, og med indbjergningen af det øvrige Vår korn var det ikke bedre. – Nu under Verdenskrigen da al indførsel af fremmed rug til brød næsten er standset er Danmark henvist til at spise brød af eget rugavl, og i år vil det mærkes særlig, da det meste er spiret, men det viser sig nu at det alligevel kan lade sig gøre.
Her i landet anlægges nu korntørrerier, og Staten begynder at opkøbe rugen, på hvilke de satte maximalprisen på ca. 18. Kr. pr. td. I år da rugen er undervægtig opnås næppe mere end ca. 17. Kr. + 4. Kr. senere godtgørelse af Statskassen. Nu ved årets slutning er fremkommet påbud om, at al handel med sukker fra 1. januar 1917. foregår ved sukkermærker, der er beregnet til ca. 1. Pund (½) kg. til hver person om ugen. Og snart kommer der kort på andre livsfornødenheder og forbrugsgenstande.
De høje priser på alle landbrugs frembringelser har holdt sig, dog syntes en medgang for kreaturerne at være i fremvækst, derimod stiger korn og alle forbrugs artikler stadig og når svimlende priser. Nok koster ½ kg. smør nu 1. Kr.85øre men 100. Kg. Bomuldsfrøkager 36. Kr. og 100. Kg. byg 26. Kr. i formalet tilstand, Ko og Svinehold er på ingen måder en rentabel forretning. Folkeløn og daglønnen stiger også i samme forhold, daglønnen er fra 50. til 70. øre i timen, en tjenestekarl 800 – 1200. Kr. årlig.
I 1916. Blev der bygger en ny præstebolig i Kragelund der tages i brug 1. november af Pastor Siek. – Der er kun bygget meget lidt, bygningsmaterialerne er steget i så høj en grad – og arbejdslønnen – at al byggeri er standset. – af ejendomsoverdragelser er der fundet en del sted.
Hans Nielsen (Haurbak) Refshale, har solgt sin ejendom til sønnen Statshusmand, Murer Anton Hansen. – Robert Mogensen har derefter købt Anton Hansens ejendom i Refshale. – Rasmus Johansen solgte sin gård 4.a til Niels Brink fra Overgård. – Niels Bundgård Mikkelsen sin gård 6.a til Jens Poulsen, Lemming. – Peder Johansen sin ejendom 7.a til Anton Frank, Sinding. – Johan Vinderslev sin ejendom i Frederiksdal til Jens Kr. Jensen, Vinderslev.
Telefon Central i Kragelund:
Ved årets slutning blev der oprettet en telefoncentral i Kragelund. Den blev installeret hos Jens Kr. Johansen (Jens Phillip) i den ejendom på matr. Nr. 12. Som slagter Jens Salling byggede for nogle år siden. Der er ca. 15. Abonnementer, jeg får også telefon, men ikke før efter Nytår. – Året 1916. Har været et år hvor store formuer er samlede og enkelte igen tabte. Et år med savn og nød for mange, og overflod for andre. Et år hvor ”Den gode græd og den onde lo” og krigslandene er et Helvede.
Den gode vin. Jesus Lignelse.
Hvert menneske sætter altid den gode vin først frem og når det er bleven drukket, da den ringere. Du har gemt den gode vin indtil nu. – At sætte først den gode vin frem, ja, det er jo noget vi næsten alle gør. Overalt i forhold til vore medmennesker bærer vi os sådan ad. – Forlovede viser hinanden altid den lyse side, deres gode egenskaber (den gode side) ofte brister illusionerne og da frembæres den dårlige og ringere vin. – Hvor ofte søger vi ikke, når vi første gang kommer i berøring med fremmede mennesker, at vis os fra vor elskværdige side (den gode side) siden kommer der kurve på trådene (den ringere vin) Se det er kernen i Jesus Lignelse. – og en ting til får vi erfaring heraf, det lærer os at vi så udmærket godt ved besked om hvad der er godt og hvad der er ondt. (31. december 1916)
Hjortens flugt:
Det var den 28. oktober 1916. Det er i Nordsjællands skove, løvet falder of dækker dets bund med en blød tæppe. Det er en af de dejlige efterårsdage, hvor en sagte vind men dog med sin kolde favntag, driver enkelte hvide skyer der svæver højt over skoven, altid i samme retning og med samme mål, til et bestemt mødested – ja, hvem ved det? – Inde i den dejlige skov, hvor hygge, fred og ro hersker, lever skovens beboer – ikke Hekse og Trolde – nej, fuglene pipper og synger af glæde og fryd, tryg og glad ved livet, og hvor Dåvildtet springer i kåd leg, hvor kronhjorten majestætisk føler sig hjemme. Den som ikke gør en mors sjæl fortræd, blod den må have sit hjem, sin paradis i fred og leve der med kammeraterne, da løfter den hovedet, spidser ørene, der høres hundeglam og skud, freden er forbi, paradiset forsvinder.
Det er mennesket, den blodtørstige af rovdyrene, der finder tids kort, glæde og fornøjelse i at se blodet flyde at se pinsler og smerter, at forvandle den fredelige idyl, paradiset til et helvede. Trængt fra alle sider ned mod stranden og under menneskets glædes udbrud, latter og hundenes hyl, kastede den stolte, modige Kronhjort sig ud i Østersøens bølger, og svømmede over til den Svenske ø Hven. Svenskerne ydede den stolte dåd fuld honnør, de fandt efter en så stolt dåd det for synd at dræbe dyret. Disse tanker gør disse brave Svensk folk al ære. – Men Kronhjorten nu i fremmede land, savnede sin mage og sin slægt, den længtes og kunne ikke glemme sit fædreland. Den kastede sig atter i havet og svømmede til Sjælland, tæt inde mod kysten fik nogle mænd øje på den, med båd gjorde de jagt på den svømmende helt, sårede den flere gange, så vandet farvedes af dens blod, og måtte lade livet, men til lidet ære og skam og skændsel for dens banemænd.
Da Anton Vestergård ville køre med Præsten.
Anton Vestergård fra Gråmose, der hverken har hus eller hjem, fører sig frem og drikker til den stor medalje, ville en dag før Jul, da Præsten Pastor Siek i Kragelund kørte til Funder kirke, køre med ham til Funder. Præsten afslog anmodningen men Vestergård løb så med til Funder ved siden af vognen, bande og synge sjofle sange. – Da der for en 14. Dages tid siden var Rævejagt i Kragelund var A. Vestergård med. Nu skete det således at Vestregård atter mødte Pastor Siek der kom kørende. Vestregård havde ikke glemt Funder turen, han trådte til siden af vejen og råbte til Præsten da denne kørte forbi, ”Kør du ad Helvede til, jeg vil ikke age med”. (30. december 1916.)
I Oldtiden tilbad man Solen som en Guddom. Solen er også Gud i den levende naturens Verden. Al levende liv i naturens Verden er bleven til med Solens varme og lys. Som Solen er naturens livskilde, således er Jesus Christus hjertes og åndernes evige livskilde. (Nytårsaften 31. december 1916).
Herned hurtigst muligønskede liste. Måtte jeg ikke bede dem meddele mig ”Træffetiden” tirsdag – torsdag. Søndag omkring 1. april, da jeg har ventet på en tur til Refshalegård Venlig Hilsen Skygge 21-3-14- J.H. Iversen. – Mit papir og konvolutter opsluppe. Derfor ”køres” med stumperne, bedes undskyldt.
En tragedie: (20.januar 1916)
Niels Kristensen, kaldet Husmand af Refshale, der var gift med afdøde Niels Jensens enke i Bølling sø, Ane Marie med hvem han i efteråret blev enige om at ophæve samlivet. Konen gav ham kontant 1000kr. for at rejse. Årsagen var en tjenestepige, som konen ville have bort men som manden – der sagedes at stå i forhold til – ville beholde. Kort før Jul tilbød han Jesper Jespersen 300. Kr. herfor skulle han gøre Niels Husmands begravelse, da som han sagde, han ville gå hen og hænge sig. Manden flakkede da omkring en tid og kom så en aften til pigens fader Thomas Klode i Funder, her hængte han sig om natten ude i haven i en gran, foran pigens vindue. Han blev begravet på Kragelund kirkegård. Præsten gik op på prædikestolen og holdt ligtalen, man sagde, han ikke turde stå nede ved kisten, selv angav han til grund, at han ikke kunne samle sine tanker nede i kirken. Han udtalte blandt andet: man siger at det er fejt at berøve sig selv livet, dette kan jeg ikke forstå, da jeg tror, at der skal mod til at foretage et så fortvivlet skridt. Vi kan ikke være dommer, men må overlade dommen til ham, hvem det tilkommer. – Nogle dage efter begravelsen sagdes der, at han gik igen, så var han her, så var han der. Første aften over hos Søren Blæsbjerg. Så gik han til Sinding og spillede kort o. s. v. dette var jo kun opdigtning for at skræmme folk.
Lars Nielsen (Konrad) i Refshale er død.
Han er i en høj alder afgået ved døden, hvor han boede hos sønnen Anders Kr. Nielsen. Den afdødes hustru Mathilde døde pludselig for et års tid siden, ned i Moselund mose. Afdøde har hele sit liv været landarbejder. I tiden 1870 -80. var han stadig arbejdsmand ved Bølling sø udtørring, han, Andreas Laursen og Niels Smed, gik dag efter dag, år efter år, den samme gang, til det samme tunge arbejde i Vinterens kuld, i Sommerens hede. Han var en af dem, hvem samfundet skylder meget men ikke ofte lønner efter fortjeneste. – Han begik en gang et fejltrin, men heraf måtte han bøde. Niels Nielsen Knudsen var en gang her oppe hos min fader og modtog 100.kr. der skulle udbetales til arbejdet med anlæg af en stationsvej til Moselund, begge arbejdede de i Bølling sø. Niels Knudsen havde under arbejdet lagt frakken med de 100. kr. fra sig, og senere var de forsvundet. Lars Konrad blev senere anholdt og tilstod at havde stjålet pengene, som hans hustru Mathilde syede ind i sin underskørt for senere at udgive pengene hos en Manufakturhandler i Silkeborg, hvorved tyveriet blev røbet.
Carl Jensen, Frederiksdal er død (5. februar)
Carl Jensen er afgået ved døden på Kjellerup Sygehus. Han boede tidligere i Refshale, hvilke ejendom han solgte til jens Johansen (Fillipsen) Carl Jensen, var en særlig dygtig landmand, der med orden og akkuratesse styrede han bedriften. Han havde en særlig en god forstand men næppe tilstrækkelig evner til at udnytte den. Han døde af en hjertesygdom, som det syntes at være nikotinforgiftning.
Kragelund Brugsforening (25. februar)
Sidste sommer blev der oprette en Foderstofforretning i Kragelund, og formen for foreningens trivsel og fremgang, var ordnet meget mangelfuld, idet Brugsforeningen skulle købe grund og opføre bygningerne, til en pris af ca. 2500. Kr. Foderstofforretningen skulle forrente og afdrage gælden, og når dette var sket tilhørte bygningen Brugsforeningen. Af hvad grund Foderstofforretningen ikke selv ville overtage, at ordne afdraget på gælden, men overlade ejendommen til Brugsforeningen, må stå hen, tilmed var Foderstofforretningen ikke bundet mere end i 5. År, og i så fald ville Brugsforeningen stå med bygningen, og hvad nytte, må også stå hen.
Kristian Vinderslev trak da krigsrustningen på, gravede stridsøksen op, og forlangte bestyrelsen skulle nedlægge deres hverv, altså en regulær udsmidning, så for bestyrelsen (Martin Jensen, Jens ?, J. Jensen (Refshale) Jens Farsen og J. P. Vindeslev i Harnisk og smed Kristian Vinderslev ud af foreningen.) Generalforsamlingen var ventet med stor spænding, mange ud forstående ville købe billetter til forestillingen. Kvistværelset i Kroen skulle indrettes til ambulance, for at optage de forventede sårede og lemlæstede. – Da dage kom, blev det dog så farlig, de 21. Ført af Kristian Vinderslev veg tilbage på hele linjen og foretog tilbagetoget. Sadelmager Niels Kristensen, der iblandt de 21 – rebeller – blev valgt ind i bestyrelsen, det var første gang han var til møde, og blev ved det første møde valgt til formand, og da han ikke tidligere har haft med regnskabsvæsnet at gøre, vil det sikkert falde ham vanskelig at klare ærterne.
En Aarhus rejse: (31. januar)
Jeg var i dag en tur i Aarhus i Kommunens anliggende. Jeg var da ved denne lejlighed inde at bese Muset. Da jeg gik gennem anlægget hvori samlingens bygninger findes var det med de tanker, at jeg fra livet og forholdene i begyndelsen af 1916. Nu pludselig skulle stå overfor en kultur der rækker Årtusinde tilbage. Muset har en betydelig samling af Billedhugger arbejde, en samling der fylder flere stuer. Noget særlig enestående for en Provinsmuseum, er en stor samling af Runesten, hvilke samling er muset største seværdighed.
Af Oldsager fra Stenalderen og Bronzealderen er der ikke særlig noget af betydning, når man ser på disse spyd og sværd fra Bronzealderen da er det jo efterladenskaber fra fjerne tider. Samlingen her er et minde om disse for længst for årtusinder af år siden, men selv det liv der rørte sig dengang, menneskets glæde og sorger, had og venskab, deres særlige liv det fortæller disse efterladte sager intet om. Ved at se disse spyd og sværd som vi ved er våben og som efter alle menneskelige tanke slutninger må være brugt ved at se dette spyd, hvor mange hjerter der bankede af ungdoms mod har det gennemboret, ved at se på dette sværd. Hvor mange liv, hvor mange kvinder og børn er der ikke faldet med det. Man gyser og tænker med rædsel på al den voldsdåd, sorg, nød og elendighed der er udøvet med disse af de rustne våben. Hvilke hob af smerte, strøm af tårer er de, eller var de et redskab til.
Der findes ligeledes en stor møntsamling, en tid, vist Frederik den III eller Christian den III havde man 4. kantede mønter. Ved at se på disse mønter fra de ældste tider, kommer man til at tænke på, i hvor mange århundreder har disse mønter ikke cirkuleret, gået fra hånd til hånd, hvor meget er ikke købt for en af disse mønter?
Der var en anden tanke der faldt mig ind, mennesket har en eller anden kæphest, en samler på frimærker en anden på mønter, der arbejdes, der higes efter at få den ene samlingsgenstand efter den anden. I denne samlermani ligger egentlig hele den lidenskabelige higen, når samlingen er komplet så føler man egentlig ingen større lyst eller interesse mere, lidenskaben er, som under så mange andre menneskelige forhold tilfredsstillet.
Der findes også en større samling af malerier, om dets vær som kunst skal jeg af gode grunde ikke befatte mig med. Jeg husker kun en eneste maleri, om det var god eller dårlig kunst ved jeg ikke, om den var grim eller køn, ja, da syntes jeg den var grim. Det var en moder med sit barn, klædt i pjalter, og sult og savn stod præget i hvert penselstrøg. Dette maleri har den egenskab at kunne sætte tanker og følelser i bevægelse, og som sådan, tror jeg, at dette maleri har mere værd end alle samlingens øvrige billeder, den taler et sprog, opvækker følelser og det turde måske være den største løn for en kunstner og den største værdi for en gengivelse. Jeg så smukke marinebilleder, smukke landskabsbilleder, det var virkeligheden og under alle forhold et bedre billede end det bedste kunst, at stå foran et naturlig landskab at være med i folkevrimlen i selve livet, mod det blegner en hver kunst, det vækker dog følelser og tanker overfor hvilke en hver kunst blegner.
En rejse til København: (18.marts 1916)
I anledning af lovforslaget om den nye retsreform, hvor der fremsættes forslag om, at Hids Herreds underlægges Silkeborg Retskreds. Har Sognerådsformanden i Hørup (Kjellerup) Boghandler David Christensen, anmodet mig om at foretage en tur med til København, for i Rigsdagen at søge udviklet, at Hids Herred forbliver ved Kjellerup tingsted. – Vi mødtes med Landstingsmand Hans Jensen, Sjørslev, på Grundtvigs Hus (Hotel Dannevirke). Om formiddagen var vi i Rigsdagen og havde foretræde for landstingets udvalg, for Retsreformen, hvor Gres er formand. Om eftermiddagen var vi i Klosterstræde og se på nogle frimærker hvoraf jeg købte et udvalg. Vi var i Gothersgade, hvor jeg købte en grammofon. I Nørre Voldgade hvor jeg var hos en Antikvarboghandel, købte 2. Ældre årgange af ”Punch”. Jeg var derefter nede at se på byggearbejdet ved Christiansborg Slot, hvis ydre beklædning overalt er granit. Dette er særdeles smukt og stilfuld, og intet passer så godt for vort hjemlige klima og mere solidt end granitten. Skade at Slottet ligger så isoleret, virkningen, det ydre udseende kommer ikke til sin ret, indeklemt som det er med Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Og på den anden side af Tøjhuset, Generalstabens bygninger m. m. Om aftenen tog jeg med toget til Jylland. Jeg var altså i København kun 1. Dag og rejste begge nætter.
Kultur: (20.marts)
Dersom en forfatter søger et forslag til sin bog, råder jeg ham til at gå til Gyldendals forlag. Ingen steder kan man i så smukke og lyriske vendinger rose bøger. Bøger med det ubetydeligste og simpleste indhold, rose det i en trænet stil med sprogblomster, i varme og glødende farver, hæve en værdiløs bog til skyerne. – Selv bøger som åndeløse mennesker skriver, med et sindsforvirret indhold. Man går nemlig ind for det trick, at fremstille det som en ny moderne retning, en ny kunst gennembrud, at det kun er snæversynede mennesker, der ikke tillader åndelig frihed, og som er snæversynet nok til at kunne fatte de nye værdier og kunstfrembringelser. Bøger er kun en række kapitler eller stykke af trænet uhæmmet stil, dets rette navn bør være moderne stilebøger. Disse stile er nu og da spættet med en eller anden pikant eller vovet episode for at sætte kulør på den tynde suppe.
Et godt menneske finder altid et godt sted.(gl. ordsprog)
Nej det gode sted skaber mennesket selv. Mange søger efter lykken – men lykken vokser der hvor mennesket med sine gode gerninger skaber den.
Det står i Biblen at hustruen skal være sin mand underdanigt. – Nu har vi fået en ny Grundlov, hvorved kvinder bliver selvstændige og ligestilles med manden. – Nu kan der altså være grund til at spørge: Skal man nu skride til en revision eller ændring af Biblen?
Kong Frodes lov:
Engang i Oldtiden var der så fredeligt at man kunne lægge Guldstykkerne og kostbarhederne på offentlig vej, eller rettere alfar vej. Dette skal have været i Kong Frodes Dage. Dette har jeg aldrig kunnet fatte Hvorledes sådanne tilstande var mulige, når man tager hensyn til tidsånden og det kulturtrin hvorpå mennesket stod, sandheden turde være den, at man gav en lov så hård og streng, at vi gyser ved at tænke på enkelte straffebestemmelser deri. En tyv, huggede man næse, øre og hænderne af. Det var frygten for den forfærdelige straf, hvormed mennesket betænkte sig to gange før han tog andres gods. Læg i vore dage kostbarheder og penge på offentlig vej og bekendtgør forud at den som røver det, skal have næse, øre og hånd afhugget, jeg tror mange betænker sig og går langt udenom.
Loven er frihedens beskytter. Skønt loven og frihed er modsætninger (10. marts 1916)
Arbejdet er en medicin mod livslede, den der er glad ved at sysle, virke og arbejde, er også glad ved tilværelsen
Mange står uforstående og ser noget overnaturligt, hvor andre, med dybere tænkeevner og det vidt rækkende syn, ser naturlighed og sammenhænget i tingene. – Hvad er åbenbaring, vel andet end naturlige fænomener vi ikke forstår og fatter – hvad er en Profet? vel andet end naturlige mennesker – eller rettere mennesker med naturlige evner – udrustet med større tænkeevner, forstand og vidtrækkende syn. – Vi er alle mere eller mindre profeter, fordi den ene er lidt klogere end den anden, hvorved de kloge altid kan profetere for de mindre kloge. ( 29.april 1916.)
Amtsrådsvalg i Viborg: (28.april 1916)
Niels Mathiasen, Niels Kusk og jeg har den 27. Og 28. ds. været i Viborg til Amtsrådsvalg. Efter valget på Rådhuset var vi inde og bese malerierne i Domkirken. Dernæst beså vi museet i den gamle Rådhus. Det er en stor og righoldig samling. Der særlig hvor Oldsagerne og sager fra Middelalderen står betydelig over samlingen i Århus. Denne sidste har ganske vist en samling af billedhugger arbejde, malerier og møntsamling og særlig Runestenene som vi i Viborg muset mangler.
Ved valget skulle to ting passes, politik og Jernbane spørgsmålet, det ene skulle passes og det andet ikke forsømmes. Morten Hull, Lysbro, Hans Jensen, Sjørslev og Vejassistent Mikkelsen, Kjellerup, blev valgt her i Lysgård og Hids Herred.
Da vi her fra Kragelund og Engesvang den 27. Rejste til Viborg og kom til Herning, hvor der skulle skiftes tog, stod Sognefoged Mikael Petersen, Engesvang på perronen, da toget kørte ad Viborg til, vi ønskede ham god fornøjelse under det ufrivillige ophold i Herning. – På hjemvejen tog vi igen over Herning, under opholdet her i 2. timer var vi oppe i byen og inde i en restauration der blev kaldt Hammerum Herred. På et gadehjørne, hvor der ikke var noget skilt eller andet navn på huset, jeg gik da om til den anden indgangsdør, der stod en stærk beruset mand og støttede sig til vægen ved siden af døren. Jeg gik da ind og sagde: ja ved denne indgangsdør findes en meget antagelig skilt, og da der var en mand inde i lokalet som også var beruset, kunne han jo passende gå ud og stå skilt ved den anden gadedør, en virkelig talende og tydelig skilt.
Sognefogden i Lysgård og Hids Herred:
Var i dag i Kjellerup til afholdelse af sessionen. Kl. 1. Spistes frokost på hotellet, hvortil Herredsfoged Bylow og Frue, Kancelliråd Petersen og Frue, var indbudt. – Den nye Sognefoged Jakob Jensen, Hørup og A. Vestergård, Serup, var for første gang tilstede.
Møde i Viborg: (13.maj)
I dag holdt Sognerådene for Viborg Amt møde på Afholdshotellet i Viborg, angående spørgsmålet om produktion af tørv, da indførselen af kul fra udlandet er ved ar standse. Fra Statens side vil anlæg af mindre ælteværker blive betalt halvdelen. – Stiftamtmand Howard Grøn og Dr. Ment fra Hedeselskabet var til stede. Jeg rejste med toget over Herning
Mennesket er – ikke hvad han er, – men hvad han vil.
Silkeborg Banks udflugt: (16.maj)
Silkeborg Bank afholdt i dag generalforsamling, udbyttet bliver 10 % til aktionærerne. Derefter var der udflugt til Himmelbjerget hvor man spiste. Vejret var meget kølig, men stemningen var god og godt humør.
Det er viljen der gør lære til liv.
Den som ikke følger med tiden, dens sæder, skikke og tankegang, kalder tiden en særling – men forholdet kan være således, at det er tiden der er særlingen.
Sommertid: (15. maj 1916)
En ny tid er indført her i landet den 15. Ds. alle ure blev stillet en time frem. Alt officielt er altså en time forud for solen, for denne tog naturligvis ingen hensyn til tids forandring. Skikke er for øvrigt indført i de fleste lande.
Bryllup:
Min broder Søren Jensen, af Refshale, blev i dag i Engesvang kirke viet til Johanne Andersen, fra Korup på Fyn. – Han var tidligere gift med Anna Nielsen. – Johanne Andersen, var her som Husbestyrerinde fra november 1914. Til april 1916. – Det var ingen stor bryllup. Min søster Sine, brudens broder, næstformand Andersen, Moselund og jeg, var med ved kirken. Det var på grund af reparation i Kragelund kirke, at vielsen foregik i Engesvang kirke.
Søslaget i Nordsøen og Skagerrak den 31. Maj 1916.
I aftes ved 8. Tiden hørte jeg drøn af kanontorden fra søslaget i Nordsøen. Det er monstro første gang under Verdenskrigen at lyden af kanontordens drøn er nået ind i Midtjylland. – Jeg stod her udenfor gården i samtale med Søren Rask, Fastruplund, da jeg hørte kanontordenen, der som svage hule drøn, som et fjernt geværskud, indvirkede på ørets trommehinde. – Der har været skudt voldsomt thi det hule drøn lød uafbrudt og ofte i længere sammenhængende lyd. – På Fanø blev samme dag de første danske skarpe skud affyret mod Tyske Luftskibe (Zeppeliner.)
Grundstenen:
Grundstenen til den nye Præstebolig i Kragelund Præstegård nedlagedes i dag 7. juni. Pastor J. K. Siek, anmodede mig i går om at affatte en beretning om de nuværende tids forholde i Kragelund, der ville være at nedlægge ved grundsten i den nye bygning: Beretningen havde følgende ordlyd: På nærværende tid, år 1916. den 7. juni da grundstenen lagdes til dette hus, levede der her i Kragelund Sogn ca. 990. Mennesker, hvis hovederhverv er landbrug. I den sidste menneskealder fra ca. år 1880. Har landbruget været i stedse stigende fremskridt og udvikling.
Sognets flittige og dygtige befolkning har arbejdet sig frem til bedre kår. På de dårligste jorder, på heden og sandede marker er der plantet en del skov af nåletræer. Ligeså er der plantet meget hegn omkring gårde og huse. Disse plantninger, der bryder den skarpe Vestenvind, har forandret egnens udseende, hvor der før var øde og bart, findes nu smukke beplantninger.
Der er stedse stigende økonomisk fremgang, især har der været stor prisstigning nu under Verdenskrigen, både på landbrugsprodukter og ejendomme. Disse sidste værdier er fordoblet i den nævnte tidsrum. Nu for tiden koster et hus 1500. Kr. en ko 600. kr. 1. Td. korn 26kr. Også folkeløn og arbejdsløn er stigende, en tjenestekarl får ca. en løn af 400. Til 500.kr. En tjenestepige 250 kr. årlig. En arbejdsmand har en dagløn fra ca.5. til 10.kr. pr. dag.
Undervisning og oplysning i befolkningen har også i det nævnte tidsrum været i stigende udvikling, hvilket særlig skyldes en dygtig lærestand og den nye skolelov af 1899. Og ved opførelse af nye skolebygninger, således blev der bygget en ny landskole i Kragelund by år 1914.
År 1897 blev Engesvang udsluttet af Kragelund Sogn, som en ny Sogn og Pastorat. Og 1. april 1915. Blev Kragelund – Funder – Engesvang kommune adskilt i tre nye kommuner, således at Kragelund Sogn nu tillige omfatter en kommune.
Fra 1. januar 1911. Ved tiende afløsningen overgik Kragelund kirke til ejendom for de private tiende ejere og kirken og dets kapitalformue styres nu af sognets egne beboere, som deres private ejendom
År 1916. Er dette hus bygget til en bolig for Sognepræster til Kragelund og Funder menighed, ved den nuværende Sognepræst J.K. Siek`s foranstaltning, og vi vil bede Gud holde sin skærmende hånd over dette hus, at han giver glæde, lykke og velsignelse.

CD-14

J. Jensen. Optegnelser for 1914 – 1915.

Der sker mere mellem Himmel og Jord end – – – –
Knud Jakobsen der går her på gården som daglejer fortæller: Min husholderske Maren Eriksen var i begyndelsen af ugen rejst til Silkeborg, hvor hun ville opholde sig hos nogle slægtninge en tid. I Silkeborg har hun tillige en yngre datter Anine, de tjener som tjenestepiger. Det var altså i fredags aften den 20. marts, da jeg kom hjem efter endt arbejde, gennem dagligstuen gik jeg ind i mit sovekammer og tændte stålampen og derefter redte jeg sengen. Jeg har en hund og en kat, hunden ligger inde i stuen om natten, men katten kommer altid ud. Som sædvanlig tog jeg da katten og bar den ud, da jeg igen kom ind i dagligstuen så jeg Maren Eriksen sidde på en stol henne ved skrivebordet, bag ved hende stod hendes datter Anine, med et barn på armen. Maren Eriksen sad med ryggen mod mig og døren, og rakte den ene hånd ud over skrivebordet, ærmet var på armen flosset helt op til albuen, hun plejede dog ellers aldrig at gå med bare arme.
Hun vendte sig derefter om mod Anine og nu rakte hun armene ud som for at tage barnet og samtidig så jeg hendes ansigt. Hun tog derefter barnet og satte det på skødet, og Anine gik hen til sovekammer døren og tog i låsen, hun stod og rykkede i døren ud efter, medens døren var til at åbne indefter. Barnet gled eller faldt ud af Maren Eriksens arme og Anine gik tilbage til hende uden at få sovekammer døren op, og tog barnet op, derefter svandt hele synet. Barnet var ca. 1½år gl. og håret var kommet op fra panden. Jeg stod og så på denne varsel eller syn, mit blod ligesom kogte og sveden sprang ud over hele kroppen. Nu er jeg 68.år, men aldrig har jeg oplevet sligt, og set sådanne åndelige levende lysbilleder. Lampen stod stadig inde i mit sovekammer, men døren ind til dagligstuen stod vidt åben så lysskæret faldt i hele dørens bredte, ind og oplyste dagligstuen, dog ud i selve lysskæret fra lampen kom hverken moder, datter eller barnet.
Efter at jeg var kommet i seng, lå jeg i lang tid og kunne ikke falde i søvn, jeg lå og spekulerede over hvad dette syn skulle betyde, da jeg endeligt faldt i søvn, så jeg min husholderske igen, da lå hun og var død, ved siden af sengen hvori jeg lå. Dette tror jeg nok jeg drømte, jeg tør ikke sige om det var i vågen tilstand jeg så dette. Jeg har nok tidligere set lys og andre ting, som slet ikke var lys og andre ting. Men jeg har i mit lange liv aldrig set noget så tydeligt og hvor synet varede så længe og med flere handlende personer, som jeg så fredag aften, og jeg ville ønske at jeg aldrig mere måtte få lejlighed til at se sligt. – Så vidt Knud Jakobsen.
Man har jo nok hørt fortællinger om afdøde der igen kan vise sig. Men to levende mennesker agerer åndelige lysbilleder, lysbillederne bruges jo egentlig til at fremstille hvad der er passeret. Men disse lysbilleder Knud Jakobsen så, fortæller måske om noget der endnu ikke er sket, men vil ske i fremtiden, og da Anine endnu ikke har noget barn, er her jo altså spørgsmål om mennesker som endnu ikke er født. Kunne mennesket så lære denne kunst ad mekanisk og naturlig vej, at fremstille lysbilleder der fremstiller hvad der vil ske i fremtiden, og fremvise billeder af tider, mennesker og handlinger der vil ske langt ind i fremtiden. Om dette er mulig ved vi ikke, men hvor er grænsen for den menneskelig ånds rækkevidde?
Meget af dette der for hundrede af år tilbage var overnaturlige og umulige ting, nu er det håndgribelige, naturlige ting, hvor å5rsag og virkning lader sig forklare i naturlige love. Der er mere mellem Himmel og jord end de vise aner. Og så længe mennesket ikke kender omfanget af sin egen ånds rækkevidde og dermed må vi slå os til tåls, indtil slægten engang når længere frem, der igennem ufødte slægters tænkning og arbejde, når frem til større og større indsigt i den Verden hvori han lever og kommer til bedre kendskab om sig selv. Og hvor er vel grænsen for det overnaturlige og naturlige; Efter hvad vi kender til den udvikling der er foregået, turde det måske være en kendsgerning, at alting er naturlig, det vi kalder overnaturlig begynder der hvor vor viden ophører. Nu får vi se om Knud Jakobsens syn har noget at betyde.(27.marts 1914).
Den gamle skole i Kragelund (14.april)
Blev i dag solgt til Møller Edvard Jensen, Frederiksdal. Af Sognerådsmedlemmer var til stede: Karl Vilh. Nielsen, Buskhede. Karl Vinderslev Kragelund skov. Chr. Østermark og Jens Tauberg, Frederiksdal. Til sted som bydende var: Andreas Sørensen, Smed Kr. Pedersen og Kr. Vinderslev, Kragelund og Jens Holm. Den kostede 2600kr.. – I denne skole gik jeg hele min skoletid i halvfjerdserne i forrige århundrede. Jeg havde ikke drømt om, at jeg engang skulle sælge dette hus.
Silkeborg Sparekasse.(14.april)
I dag afholdt direktionen i Silkeborg Sparekasse en festlig sammenkomst på Hotel Dania kl. 6½. I anledning af at 3. af bestyrelsesmedlemmerne kunne holde 25års jubilæum, nemlig; Sognefoged Thomas Petersen, Balle. Sognefoged P. Rasmussen, Rustrup og Sognefoged Søren Nielsen Hansen i Voel. Der blev holdt en del taler i den anledning. Th. Petersen, Balle ville med et par ord mindes fædrene, den slægt som havde siddet i bestyrelsen forud, og hvoraf en stor del af den nuværende bestyrelse er sønner. Tilstede var foruden de ovennævnte tre jubilanter: Formanden, Apoteker Nielsen. Købmand Ludvig M. Andersen. Købmand N. Høyer. Fuldmægtig Borberg, Niels Jensen, Mollerup. Joh. Lauritsen, Lemming Nygård og undertegnede. Efter bordet spillede vi kort til kl. 12. Hvorefter selskabet gik hver til sit
På Sejlgård i Funder Sogn (27.april)
I dag var jeg og A. P. Nielsen, Tollund på Sejlgård for at bonitere gårdens jorder. Det var første gang jeg var på gården, det er en interessant gammel gård, hvis bygninger mere hører hjemme på et Museum end i det praktiske liv. Stuehuset er formentligt opført 1723, hvilke årstal står indridset i en sten ved indgangen. Stuehuset har to fløje, og i flugt med disse står en række ældgamle Lindetræer, selvfølgelig er gården ældre end 1723. Og den murværk af grundmur opførte stuehus er sikkert i 1723. Trådt i stedet for en tidligere, da af et ældre forfaldent bindingsværk, med udstående bjælkeværk, grunden er af vældige granitsten, som oftest stilles på langs
I døren sidder en sjælden lukkelse af jern. I en af stuerne står en åben kamin med messing skærm og marmorramme. Loftet har været malet og fremstiller billeder af forskellige emner, men er dog kun synligt i et lille værelse, det øvrige er dækket af gibsdæk, men ville eventuelt kunne afdækkes. Billederne syntes at være malet af en betydelig kunstner, efter det kendskab jeg har til bedømmelse af kunst. Disse billeder må vel hidrøre fra Landsdommer Evald Henning eller Stiftamtmand Jørgen Seerups dage, da disse havde beboet gården. Gådens bygninger er for øvrigt så faldefærdigt, det dårligste i hele kommunen, at opførelse af nyt i nær fremtid vil vær nødvendigt. – Ja nu rykker bønderne ind i herremændenes gård. Udparcellering af markerne, og ophugning af de ældgamle skove.
Anker Ankersen, Lille Klosterlund (30.april)
Holdt i dag sølvbryllup. Ligeledes havde vi i dag møde i Sognerådet, på fattiggården i Frederiksdal.
Engesvang Station: (1.maj.)
I dag nedlægges Engesvang Station og den nye station ved Engesvang åbnes for driften, efter en bitter og hårdnakket kamp der har stået mellem egnens beboer, er denne sag herved afsluttet. Der bliver en fællesspisning foranstaltet i morgen i dagens anledning. Stationsflytteren Fhv. Folketingsmand N. P. Jensen, kommer efter sigende tilstede som hædersgæst. Og hermed er altså Moselund station sagen ude. Mange ord er der vekslet om denne sag. Meget blæk og tryksværte en anvendt i den anledning. Og de stridende parter af befolkningen har til tider stået ret alvorlig overfor hinanden. Og camper har været ført i over 30år. Ovennævnte N. P. Jensen og Jensen, Knudstrup har lagt vægt i skålen, der er årsagen til flytning og som uden al tvivl i det væsentlige har bidraget til at de nævnte Herrer kan sætte ”Forhenværende” Folketingsmænd til deres navn. – Når N. P. Jensen igen nu stille sig i Kjellerup kredsen, er der næppe nogen udsigt til – efter det som ligger forud – at han nogensinde mere vil opnå et tillidshverv her i kredsen som et Folketingsmandat giver
Efter at han har tilsidesat et flertal af denne egns befolkning, hvis overbevisning er bleven støttet af Sogneråd og Amtsråd, har han ikke taget i betænkning at støtte en kooperation af økonomiske spekulanter, er der al grund for ham til at søge andre steder hen, hvor han eventuelt vil kunne finde en befolkning der vil sætte synderlig pris på deres politiske selvstændighed, og et flertals selvbestemmelsesret, hvor de ikke gør det, vil de finde en repræsentant i forhenværende N. P. Jensen. Det er ikke uden grund at en så dejlig skolemand som Jensen – Knudstrup og en så begavet politikker som N. P. Jensen, er faldne her i kredsen, de kan takke deres egne gerninger for, at de er kommet i uoverensstemmelse med deres tidligere livssyn, og derved selv bidraget til deres fald og deres politiske død.
Da ca. 300. Bosiddende mænd i egne har tilkendegivet deres mening om, at stationen burde bibeholdes i Moselund, med tilslutning af Sognerådets flertal, er det så sin egen sag at lade et så betydelig beløb, som stationens flytning medfører, udrede af Statskassen. Vel har N. P. Jensen ved lejlighed udtalt at dette beløb kun var en bagatel, men den mindre velhavende del af landets befolkning, der må bidrage gennem deres skatter og toldafgift, af nødvendige livs artikler, vil næppe finde en sådan anskuelse rigtig, særlig den nytte og anvendelse af beløbet som er omstridt som i nærværende tilfælde, og der er selv egnens befolkning, hvortil beløbet er knyttet.
Dødsfald: Martin Anchersen, Frederiksmose.
Aftægtsmand Martin Anchersen er den 1, maj afgået ved døden i en meget høj alder. Han opholdt sig hos Ole Kristian Anchersen. – Martin Ancher var en søn af Sognefoged Ancher i Klosterlund, en broder lever endnu, Jens Nicolaj Anchersen, hans alder var over 90.år og kommunens ældste mand. – Martin Ancher har ligeså lidt som sine øvrige, nogensinde spillet nogen rolle i det offentlige liv, han har levet under små kår, ved den fattige og magre ejendom.
Kristian Moeslund. Sølvbryllup.(28.maj 1914)
Afholdtes i dag. Han har kørt mælk til Sinding mejeri i næsten 25.år. ca. 150.mennesker var til stede. Vi spiste i to hold, Pastor Siek var med i første hold, holdt en tale og sang en salme. Lærer Asklev holdt tale for sidste hold. Vi spiste oksesteg og kartofler med en gl. Karlsberg øl, derefter sveske tærte og rombudding.
Bankrådsmedlem.
Ved den i går, 28. maj afholdte generalforsamling i Silkeborg Bank, blev jeg valgt til medlem af bankrådet med 161. Stemmer, tidligere blev hestehandler Niels Pedersen, Kjellerup valgt med 120 stemmer, han i stedet for afdøde Proprietær Kjær, jeg i stedet for Cand. Larsen, Grøndalsgård
Der er mange mennesker der er lede og kede af livet og endnu flere der endnu ikke ved om livet er værd at leve, desværre er tallet på disse sidste stor. Årsagen er som regel altid, at det er mennesker som ikke har lært den kunst at leve livet ret, som ikke kender livets begrænsninger, dets naturlige fylde, hvis sidste grænser man næppe meget kender. At livets begrænsninger har al for mange sørgelige erfaringer – og disse erfaringer giver livslede – Livets og kundskabens træ findes endnu den dag i dag på Jorden, og hvor mange nyder ikke af kundskabens træ deraf. – Jeg har altid været glad ved livet, betragtet det som en stor nådegave. Når mange mennesker er kede og lede ved livet, da tror jeg, at grunden alene er det, at de ikke har lært den kunst at leve livet ret. (28.maj).
Ord og handling.(13.juni 1914)
Man behøver ikke at være mest bange for de hunde der gør, de bider sjældent, men man bør være forsigtig overfor de hunde der uden en kvæk farer frem. Grunden må vel være den, at for de førstes vedkommende, skorter det på vilje og mod, ugidelighed og ladhed. Medens de sidste målbevidst udfører handlingen. – Man ser det samme i menneskets historie, under krigen mellem Frankrig og Tyskland i 1870. Trådte Franskmændene svulstig og brovtende frem, men proklamer og opråb ( de ligesom holdt fest over sejren forud), medens modstanderen målbevidst om evner og vilje lærte modstanderne, hvor så evner og liden vilje der lå bag de store ord.
Krigen mellem Rusland og Japan, overalt i Rusland storpralende opråb og proklamationer. Som en sejrherre drog Overgeneralen i krig, ja på billeder fremstilles han endog som helgen med glorie om panden. Uden store ord trådte modstanderen frem og knuste de pralende Russere, og lærte dem at det ikke er ord der i kamp er det afgørende af krigen. At enhver krig begynder mange år forud for dets udbrud. Det afgørende af krigen varer kun en kort tid. Den lange forberedelse, rustningens og uddannelserne og våbenets kaliber og godhed, altså den del af krigen inden dets udbrud er som regel det afgørende.
De kræfter der udspilles er mange, det er ofte tilfælde i nationens liv og udvikling, at kræfterne splittes, ingen vilje, ingen disciplin til at løfte i flok, hvor enhver er sig selv nærmest, og bedragerier gennemsyrer sammenholdet. Hvor embedsmænd og de styrende, beriger og tilegner sig de midler der skulle anvendes til fælles styrkelse. – Historien viser, at hvor de enkelte går fælles i samme retning med fælles vilje til at styrke og opbygge samfundet og holde de kræfter nede der nedbryder, som har en stor og fælles mål går en smuk og lykkelig fremtid i møde. – Nej, krigen er ikke det symptom, der nytter ikke længere at helbrede en sygdom, som at fjerne symptomerne, så længe årsagen er til stede.
Møller, Købmand A. Villumsen
Der er i en længere årrække, siden 1907. har boet i Kragelund og oparbejdet en god forretning, bortrejser i disse dage herfra og har købt en gård, Krogsgård i Mønsted Sogn, og manden fra Mønsted overtager Møllen her i Kragelund. Købmandshandlen havde Villumsen i foråret udlejet til Lars Laursen, som driver forretningen. A. Villumsen var en dygtig og særlig godt begavet mand, der sikkert ville have blevet overdraget offentlige hverv, dersom han havde blevet her. – Det menes han gør en dårlig handel (12.juli 1914).
Sommervarme: (29.juli)
Der har her i landet i juli måned hersket en ret usædvanlig varme, en rigtig sommer, men denne stærke varme har ikke været heldig for kornet. Denne tørke den fulgte varmen har indvirket på afgrøden, så det tegner til en dårlig høst, det er særlig havren der vil gå under en middelhøst.
49.år.(30.juli)
I dag fylder jeg 49.år. jeg arbejder på de skematiske indberetninger af kommuneregnskabet, ikke noget særlig fornuftig beskæftigelse.
Den store Europæiske krig
Jeg fyldte i går 49år, men så længe jeg kan mindes, har der stået et uhyggeligt spøgelse i baggrunden, den store Verdenskrig. I en hel menneskealder har næsten alle civiliserede folkeslag rustet den ene nation vildere og mere vanvittigt end den anden, alt dette uvejr der trak op, måtte nødvendigvis bryde ud en gang. Det er denne spøgelse der nu for alvor nærmere sig, alle ting tyder på at det er alvor. Europa var næsten bleven eneste væbnede lejr, og bryder det virkelig for alvor ud, vil 1914. Blive et år der med flammeskrift vil blive indskrevet i Verdenshistorien, den største kamp mellem folkeslagene som Verdenshistorien kender. Det er ofte en lille tue der vælter et stort læs. Søndag den 28.juli blev den Østrigske Tronfølger Frank Ferdinand og hans Gemalinde myrdet af Serbere i Bosniens hovedstad Sarajevo. Østrig pålagde Serbien sådanne fordringer i et ultimatum, at Serberne nægter at opfylde disse. Den28,juli udsteder Østrig krigserklæring mod Serbien. Rusland ved travl mobilisering, bliver den egentlige årsag til at Tyskland og Frankrig mobiliserer. Den 1. august erklærer Tyskland, Rusland krig. Den 2, august erklærer Tyskland, Frankrig krig, derefter trænger Tyske hære ind i Belgien, og England erklærer Tyskland krig.
Den store Verdenskrig er udbrudt. Den 31. Havde jeg været i Frederiksdal om formiddagen, og om eftermiddagen at modtage Karls datter. Jeg kom hjem kl. hen ad 12. om natten. Og kl. 3. blev jeg vækket ved at en mand ude i haven råbte ”er Sognefogden her”, jeg lukkede vinduet op, og manden fremdrog en stor konvolut, mobiliseringsordre, det var fæstnings og kystartilleriet der indkaldtes. Overalt hvor jeg kom frem, måtte folk op af søvnen, og overalt lød der ekstraordinær indkaldelse, uopholdelig afrejse til afdelingen, her græd en moder og her græd en fader for sønnens skæbne.
Om natten lørdag og søndag den 1. august, kom igen kl.12,40 nat mobilisering, det var fodfolket der indkaldtes til Sjælland og København. Jeg havde 11. ordrer her i Kragelund, og i den stille milde august nat, for jeg fra sted til sted og mange hustruer græd over mandens pludselige afrejse. Både søndag og mandag formiddag havde jeg igen herredskontorets ild bud med indkaldelsesordrer. Det har været nogle bevægede dage i to døgn, jeg fik kun 3. timers søvn. I København bølgede en menneskemasse stadig gennem gaderne, den ganske nat, ingen tænkte på søvn. En ophidselse havde grebet hele befolkningen, som ikke er kendt i den sidste menneskealder, og vel langt mere i den største del af Europa, hvor krigsluen nu raser. Endnu er Danmark udenfor krigen, men hvor længe varer det?
Den Store Verdenskrig: (5.august)
Alt er en eneste kaos, levningsmidlerne stiger. 1. 8punds brød der før kostede 50øre koster nu 75øre. 1.td.rug er oppe i 25kr, på grund af at al indførsel er standset. Flormel købes ud af butikkerne i vognlæssevis og er næsten ikke til at opdrive. – Efter at Tyskland og England er kommet i krig er også vor udførsel til England standset. Svineslagterierne er standset og Mejerierne lukker også om nogle dage. Danmarks økonomiske nerve, landbrugets udførsel er standset, og dets forløb er ikke til at beregne. Og dog er det værste, den dag Danmark indblandes i krigen, da ligger skæbnens udbytte nu hele sin fulde mål over vort Fædreland.
Den Indenrigske politik: (6.august)
Kampen om den nye grundlov, den i forrige måned afholdte Landstingsvalg, ingen tænker eller taler derom, både politik og lærernes § 8. er ganske glemt. Alle taler om krigen og alle nærer frygt for at Danmark skal indblandes i den store Verdenskrig, en krig der i sin omfang ikke er kendt i Verdenshistorie, og så må vi have lov til at sige, at det er en historisk tid vi lever i, eller rette går i møde, thi den tid der kommer, vil høre til de største i Verdenshistorien.
Verdenskrigen: (15.august)
Medens krigen nu raser rundt omkring os, lever vi fredeligt og uberørt heraf, selvfølgelig mærker vi krigen på mange måder. Der udbrød en mild raseri efter Guld og Sølv, mange forsigtige mennesker ville have vekslet alle pengesedlerne i Guld og Sølv. Disse værdier metaller ophobes i gemmerne, i sengehalmen og gamle strømpeskafter, så der er i flere dage næsten ikke til at opdrive metalpenge, så regeringen er bleven nød til at udstede 1. Og 2.kr sedler. Vor udførsel var standset i nogle dage og Mejerierne og Slagterierne begyndte at standse driften og i nogle dage fråsede landet i æg og mejerismør. Æg sank i pris fra 50øre pundet til 35øre og smør fra over 1.kr til 60-70øre pr. pund (½ kilo) Varerne stiger og falder efter en ukendt målestok.
Verdenskrigen: (22. august.)
Vor udførsel foregår nu normalt både til England og Tyskland. I de sidste dage har de været en voldsom røre i hestehandlen, det er de store masser der opkøbes og udføres til Tyskland.
Verdenskrigen: (1.september)
Endnu har Danmark holdt sig udenfor den store Verdenskrig. Vor udførsel går nogenlunde, men arbejdsløsheden, (Håndværk og Industri fritages) Stadig er der stor behov efter heste og til høje priser.
Et barn drukner i gårdens brønd! (Den 8.september)
I eftermiddag kl. 4.tog jeg en tur til Kragelund. Var hos Morten Elkjær og Jens Hedegård, Buskhede. Marie Pedersen var ved at vaske, da skete der mellem kl. 5.og 6. En frygtelig ulykke, hendes lille 2årige pige Astrid faldt i gårdens brønd her og druknede. Marie var gået ind med en spand i bryggerset og da hun lige skulle af sted efter en anden spand vand, lod hun lemmen stå åben, Astrid gik dengang i gården, da Marie kom ud var barnet borte, hun gik udenfor gårdledet for om barnet var gået udenfor gården, da hun ikke var der sprang hun hen til brønden, hun hørte at det boblede nede i vandet. Hun ville læbe og kalde på hjælp. Var i begyndelsen som lammet af skræk, ville løbe og kunne ikke, da sprang hun uden for gården, råbte og skreg om hjælp, men Daglejer Knud Jakobsen og drengen Sofus var hel nede i den yderste del af marken. Hun råbte og skreg hel ned til gadekæret hvor hun smed sig ned på vejen og vedblev at råbe. Sofus og Knud Jakobsen kom, og imens løb Sofus om efter min broder Søren, således at de alle tre næsten på en gang kom ind til brønden. Min broder gik ned og hentede barnet op, der da flød ovenpå med ansigtet nedad, men der var jo ikke spor af liv, barnet var død. Læge Dickmeis, Silkeborg blev tilkaldt.
Hen ved halv ni tiden kom jeg hjem, og da jeg kom ind i gården hørte jeg Marie græde og klagede sig – hun var da ude at malke – jeg spurgte da om hun var syg, hendes moder der var til stede, sagde: har du da ikke hørt at Astrid er druknet. Det må være grusomt for en moder at stå og se på hendes barn drukner, uden at kunne hjælpe det. Livet har ofte så tunge timer, at det opvejer mange års glæder, ja måske et helt livs. Og der være stunder i livet at man kunne ønske at man ikke var født. – Det var naturligvis en fejl at brønden stod åben og ikke var lukket og lemmen nedtaget. Vi har alle vore svagheder og fejl, lad os lade være at fælle nogen dom over andre. Vi kan alle have nok med at forsvare os selv, vore svagheder og vor fejl. – brønden er kun ca. 5.alen dyb og der var kun en alen vand. Havde Marie haft mod til at gå der ned på en stige, kunne hun muligvis have reddet barnet, og uheldig var det at der ikke var et mandfolk tilstede da ulykken skete.
Pastor L. C. Sørensen.(9.september)
Var her i byen i dag, han var her nede en tur om formiddagen. Og jeg var meget glad ved at han kom. Jeg fik ikke spor af søvn sidste nat, og var dårligtilpas. Begivenheden fra i går, hvor sindet og følelserne havde lagt en så stor sorg på hele legemet, at hjertet arbejdede alt for hurtig, så jeg var mat og træt. Men Sørensens gode humør gav mig nye tanker, og hele tankegangen i en anden retning, så glemmer man det nærværende.
Astrid blev i dag begravet fra Smed Kr. Pedersen, Kragelund.
Orkan: (28.september)
I dag rasede en stærk storm over Danmark, der efterlod sig spor rund omkring i det ganske land. Det var en storm, der ikke gav Julestormen noget efter, for ca. 12. år siden.
Verdenskrigen: (8.oktober)
Med nogen prisforhøjelse på enkelte levningsmidler, og efterspørgsel på heste, mærkes der ikke her i landet vider til krigen, alt går sin jævne gang. Hestehandlen har været så høje som aldrig før og priserne er mere end fordoblet, nu begynder gode heste at gå op fra 1200. til 1500. Kr. stykket. Gamle udlevede heste koster 800.a 1000. kr. – I går blev der solgt 2 heste i Silkeborg for over 4000. kr. eller nøjagtig 2100. Pr. stk.
Eksamen: (19.oktober)
Pastor Siek og jeg var i dag ude i Frederiksdal, hos lærer Th. Pedersen for at holde eksamen, det var – så vidt jeg husker den 82.d. han i sin læretid havde holdt, han har nu været lærer i ca. 40.år. – Om eftermiddagen var vi i Stenholt skole, hvor lærer Jørgen Iversen fra Skygge holdt eksamen. Hans kone og 3. Sønner var med. Stenholt skole er en lille omgangsskole til Skygge, der altså hører under en lærer.
Når Apotekere er landmænd:
William Christiani i Bølling Sø, der har været Apoteker i Argentina, men nu midlertidig som medejer af Bølling Sø leder arbejdet. Han gjorde for nogle dage siden akkord med nogle husmandskoner om optagning af kartofler, således at disse som vederlag for arbejdet skulle have de kartofler der efter ploven, når kartoffels stykket var optaget. – Kartoflerne gav Christiani en meget ringe fold. Men da ploven kom viste det sig at over halvdelen sad i jorden. – Og Husmændene har nu i mange dage været beskæftigede med hjemtagning af denne rige høst.
Den nye skole i Kragelund:
Tage i brug på torsdag den 22. oktober, hvor Provst Larsen, Thorning kommer tilstede for at indvi bygningen. – Den gamle skole der er bygget i 1859. Er købt af murer Møller, Edvard Jensen, Frederiksdal for 2600kr, han flytter nu her ind efter at havde afhændet ejendommen i Frederiksdal. Den gamle skole i Kragelund der som anført er opført 1859. Og afløste den gang en ældre bindingsværksbygning, der antagelig var opført 1799.
Den nye skole i Kragelund: (22. oktober)
Blev i dag indviet af Provst Larsen i Thorning. Sognerådet havde møde om formiddagen i kroen, jeg åbnede indvielses mødet kl.2. derefter talte Provsten, Sognepræst J. H. Siek, lærer R. P. Askløv, hvorefter Provsten takkede Sognerådet på den udmærkede måde, hvor på skole spørgsmålet var løst, derefter sluttede jeg mødet hvorefter der var kaffebord og børnene møder i morgen kl.10. til chokolade. Forud for indvielsen spiste vi middag i skolens mødesal, middagen gav lærer Askløv. Pastor Siek havde Provstinde Larsen, Provsten Fru Askløv og jeg Fru Siek til bords. Skolen har kostet ca. 11.800kr. at bygge, foruden byggegrunden 1100kr. Vandudlæg 250kr. hertil kommer hegn 184kr. m. m.
Provst Larsen fremlagde i sin tale, at det ikke var skolen eller skolestuen der var hellig, men det var menneskehjertet der var det hellige sted, det var Guds bolig, og her skulle indvies til Guds gerninger. Pastor Siek talte om Guds kærligheds ånd, at kunskabets træ, måtte vokse i denne skole at de kommende slægter måtte hente gode kundskaber her. Provst Larsen gik ud fra at ikke kundskabere var det vigtigste, men venskabet til Gud, og Pastor Siek lagde vægten på kundskaberne.
(24. november) I dag var der Sognerådsmøde med licitation over kommunens vejarbejde for næste år. Chr. Østermark råbte budene op, det som ellers den fraflyttede J. Kr. Sejten i Pårup plejede at være. – Det er vel sidste gang at Engesvang – Funder – Kragelund Sogneråd har fælles licitation.
(25. november) I dag er der besigtigelse. Kommissionen ved den nye jernbaneanlæg fra Funder til Bramminge. Mads Madsen og S. Fisker mødte fra Sognerådet.
(26. november) I dag var der vandsynsforretning over Skygge å, da vandløbet er optaget regulativet. Bivej inspektør Th. Andersen var ti stede
(27. november) Jeg havde pådraget mig en ordentlig forkølelse, desuden var jeg til Sognerådsmøde og vandsynsmøde, og nu må jeg ligge i sengen og har feber – de første 8. Dage kommer jeg næppe ud.
(28. november) Knud Jakobsen, der går her som daglejer har været meget syg i nogle dage, nu er det overgået til lungebetændelse, han er nu 68år gl. og denne sygdom er altid farlig i hans alder.
(30. november) Jens Johansen og Henrik Holm kan ikke enes om arven, der tilfalder den førstes hustru. Jens Johansen (Phillip) mener at K. Holm ad alle krogveje har sikkert sin formue, og nu kunne der kun blive 500. Kr. mens J. Johansen mener han er ejer af 40.000 kr.
(9.december) I de sidste 14.dage har der været en ubehagelig vejr, med regn og storm, og stormen har næsten hele tiden været orkan, både dag og nat, og ofte har der stærk tordnet, og mange gårde og huse er brændt omkring i landet, på grund af lynnedslag.
(10. december) Nu er adskillelse af Kragelund – Funder – Engesvang kommune stadfæstet af Ministeriet, og der vil nu straks i begyndelsen af det nye år blive Sognerådsvalg, hvor enhver af de nye kommuner skal vælge 7. Sognerådsmedlemmer. I det hele vil der blive en del nye valg af forskellige kommunale hverv.
Verdenskrigen: (12. december)
Man tænkte sig, da de store militærstater erklærede hinanden krig den 1. august, at nu ville man høre om vældig slag og så store begivenheder som historien ikke tidligere har kendt. Men anderledes er det gået, på to store fronter, en østlig og en vestlig har man gravet sig ned i jorden, i de såkaldte løbegrave, det er bleven en jordkrig, hvor soldaterne ligesom muldvarper, fra jordhuler fører krig mod hinanden. – Også ventede man efter krigens udbrud, at der på havet ville komme til store søslag, men anderledes er det gået. Ligesom krigen til lands er bleven jordkrig så er krigen til søs bleven en undervandskrig, det er nemlig undervandsbådene der har spillet den største rolle hidtil. Også i luften har krigen raset, siden flyvemaskinen for nogle år siden kom i brug, udnyttes den nu i krigens tjeneste. – hidtil har der altså uden nogen endelig resultat været en luftkrig, undervandskrig og jordkrig. Det kan være svær at forudse, at det meste af vinteren vil forløbe på denne måde, men situationen manes til alvor, der vil nu i den nærmeste fremtid ske store historiske begivenheder. Og den 1. august 1914. bliver en årsag en omregulering af verdenskortet.
Danmark har tjent umådelig masse af penge ved sine heste ca. 100.mil. kr. Men til gengæld er foderstofferne og kornet blevet meget høj i pris og det stiger stadig, der er sat maksimalpris på rug, og forbud mod at opfodre det. Og det tegner til at blive en politisk holmgang om denne sag. Men politik og samfundets velvære kommer ofte i strid med hinanden, det sidst man offers for det første. Politik og åleslim har visse betegnende egenskaber.

Fra Kirkegården i Thorning:
Jens Johansen fra Hesselskov var herovre en dag og han fortalte at han i sin tid var beskæftiget som graver ved Thorning kirke idet han var medhjælper hos en ældre mand der var for aflæg til arbejdets udførelse. Engang de kastede en grav, der som sædvanlig blev nedkastet i ældre grave, hvor de stødte på kisten, i denne kiste lå liget uden at være gået i opløsning, ligklædet var ganske borte, fortæret af tiden men selve liget var fuldkommen velbevaret, det mærkelige var, at det var sort over det hele – lignede i farve en sort kakkelovn. Vi gik da ned til Præsten og fortalte ham sagen, Præsten tog læreren og kirkeværgen med op på kirkegården, da præsten havde set det ufortærede sorte lig, sagde han, at det måtte ikke opgraves, men graven skulle kastes til igen.
En anden gang de kastede en ny grav og sædvanlig gik ned i en gammel, fandt de der en del sølvmønter, der var 25 Rigsdaler, de yngste bar Frederik Den Syvendes billede. Mønterne lå i en silkepung med en stor metalknappe til at lukke pungen med. – Fundet blev anmeldt til Herredskontoret og Herredsfogeden resolverede at der skulle gå år og dag for om nogen ejer skulle melde sig, men ingen levende eller døde meldte sig. Mønterne blev sendt til København, og der kom 47. Kr. tilbage. – den døde fik altså lidet fornøjelse af de penge – men desto mere fik vel de levende.
Han fortalte tillige at da engang arbejdede i Thorning eng, fandt han under en flad sten nedlagt 2. Bronzespyd og 2. Bronzesegl, tillige en figur der lignede et hundehoved, der var af bronze og syntes at have været anvendt som en metalknap på et sværd eller en spydskaft. – men alle disse oldsager brændte tillige med hans hus, da lynet slog ned og antændte det for nogle år siden.
En Historie med en lystig begyndelse, men med en tragisk slutning. 1915.
Mangen ens livshistorie begynder som lystspil og ender som en tragedie, således fortæller nedennævnte optegnelse. Katinka, min søsters datter i Silkeborg, havde i løbet af vinteren gjort bekendtskab med en ung elektriker i Silkeborg, der var kommen i en andens sted mens denne var indkaldt til sikringsstyrelsen. De blev forlovet og brylluppet var bestemt, men da kom en mand i vejen med en slæde. En mand telefonerede fra Odense til elektrikerens principal i Silkeborg og spurgte om han ikke snart kom hjem til kone og børn, elektrikeren var altså gift. Han havde imidlertid fået 1200kr. Af min søster til møbler og til at holde bryllupsgildet for. Men disse penge måtte han afgive før han – samme dag han stod og ville rejse til København, hvor gildet skulle stå. Han forsvandt. Katinka rejste bagefter, og for at få midler, tog hun pengene af moderens skuffe, moderen bad hende af den grund anholde i København. – – – Det er Romanens første kapitel.(Sluttes)
II Kapitel: Til den unges piges bestyrelse, da hun ankom til København, ventede at kaste sig i sin elskedes brudgoms arme, slog politiet sin klo i hende. O rædsel hvilken opvågning, Sindsoprøret var for voldsomt, overgangen for brat, hun besvimede og fik en hjernebetændelse, og under Læge og Politiledsagelse nåede hun atter hjemmet i Silkeborg. (sluttes).
III Kapitel: Brudgommen havde fået ansættelse ved et elektresitetsværk nede ved Lunderskov. Han blæste sin tidligere hustru i Odense et stykke. Han havde fået den unge pige i Silkeborg til at tage plads i Kolding (i hans nærhed). Romanen forsætter på ubestemt tid.
Humanistens tid (20.februar 1915)
I gamle dage, når en eller anden ansøgte Kongen om en begunstigelse eller pengehjælp, hed det altid, ”mig arme og fattige bonde” det blev som et stående udtryk, uden hensyn til, om manden i virkeligheden var rig, man klager også i vore dage. En arbejdsmand der har mellem 1000kr og 1200kr i årlig indtægt her på egnen, mener også – set med socialistiske briller – at han må lide samme savn og nød, og er rasende forbillede på samfundet i sin helhed, fordi den lader ham lide uret, etiketten svarer ikke altid til indholdet, og udtrykket er mangen gang ikke vel valgt. – Her er en lille historie, og den er sandt.
Arbejdsmand Martin Adler Hansen, Engesvang har megen sygdom i sin familie, en søn og en datter ligger for tiden på Sanatoriet og konen ligger på sygehuset, og der er ikke rart, men Sygekassen betaler hustruens ophold og kommunen børnenes, så der er ingen udgifter der derfor falder på hjemmet. – Beboerne i Engesvang har nu indsamlet en betydelig pengesum til M. A. Hansen, men kommunen betaler jo alle udgifterne, det beboerne måske ikke ved, på denne måde bliver det – havde jeg nær sagt, en lykke at få ulykke i form af sygdom, men manden kan jo da sætte pengene i banken. Kommer man ind i dette hjem finder man tæpper på gulvet, klaver med mere. En alm. arbejdsmand har ca. 1000 – til 1200kr i årlig indtægt, dertil kommer fra Arbejdsløshedskassen 1kr.50øre om dagen i vintertiden. Understøttelse af hjælpekassen og dertil privat indsamling.
Arbejdsmand Peter Petersen, Engesvang, der erholder alderdomsunderstøttelse, hans hustru var syg, og Sognerådet foreslog ham indtrængende at lade hende indlægge på sygehuset. Dette modsatte han sig, af den grund, at han flere gange før har brugt denne fremgangsmåde, at beregne sig 1.a 2.kr. pr. dag ekstra for at pleje konen. P. Petersen får desuden 1.kr. 50øre om dagen i vintertiden af arbejdsløshedskassen. Og han samtidig har fremsat påstand om, at få fuldt underhold i henhold til alderdomsloven, – ja så kan han jo sammenspare de 1. Kr. 50 øre om dagen til at sætte i banken.
Ude i Elbæk bor en mand Jens Bonde, der lever sammen med en enke Karoline, de erholder begge alderdomsunderstøttelse. Nu har de fremsat påstand, at da de begge er svagelige, vil manden have 1.kr. om dagen for at passe og pleje konen, og konen vil ligeledes have 1. kr. pr. dag for at pleje manden. Det meste af tiden forslår de med at drikke brændevin og spille kort. – en dag havde konen drukket for meget sprut, blev syg, der sendtes bud efter lægen. Distriktslægen kommer derud dagen efter, men da har konen forvundet rusen. Da Lægen kom ind sad de ved bordet og spillede kort med kaffepunser til. – Lægen blev vred og gav andre ord fra sig, om de skulle indespærres på en anstalt. – Konen brugte det stor skyts igen. – Det manglede bar sådan en storsnudede Distriktslæge skulle komme og overfalde hæderlige folk med sådan en behandling, hun skulle endnu i dag skrive til Socialistformanden, måske til Ministeriet, så sådan en storsnudet asen kunne bliv afskediget, om han der tjente sin løn af Staten, ikke var sendt til at tjene og hjælpe samfundets hæderlige borgere. – Så gik Doktoren med den mundfuld

CD-15

Nogle Optegnelser 1881-84-89-91-93 af Jens Jensen Refshale.

Fra året 1881.
Der grasserer halssyge, difteritis i sognet. O. C. Jensen Refshale, et barn død. Rasmus Sørensen, Klode Mølle, 1.barn. Jens Chr. Frank, Stenholt 2.børn og kromand P. C. Mikkelsen 3.børn og A. Vestergård 2.børn. – Vor Præst Krag er forflyttet til Fyn og vi har fået en ny Præst Halstrøm. – Kommunen køber Nissens gård i Frederiksdal, til en fattiggård, der åbnes til den 1. november, med Ole Jensen som bestyrer. – I årets løb døde Anders Drejer i Refshale. – Jens Christensen, Buskhede. – Adam Andreasen i Refshale og Mads Jensens kone i Engesvang.
Fra året 1882.
Der anlægges en vej fra Frederiksdal over Refshale og Moselund mose til Moselund station. – Niels Knudsen var leder, han tabte en dag 100kr. Lars Konrad fandt dem og brugte pengene, han blev straffet og fik vand og brød. – Nu begynder flere mænd i sognet at plante nåletræer i heden, Christen Holdgård og jens Anker i Stenholt. – Peder Løve dør i fattighuset den 10.maj, han var tidligere en dygtig mand til at arbejde i sten, Stenhugger.
Optegnelser ved J. Jensen Refshalegård.
30. marts 1884.
De søgne dage er der travlt både ude og inde, så glæder jeg mig til søndagen, som er mere festlig end de andre dage, når vi festklædte går til kirken og hører Præstens prædiken over Gud og hans hellige ord.
I dag var bedstefader Søren Rasmussen (Skrædder) og farbroder J. Jensen, Refshale her nede i besøg. Vi var en spadseretur ovre i nord heden og se til de unge nåletræers planter. Plantagen som vi begyndte at anlægge i 1880, for tiden er dette både det første og sidste skov på heden.
Om aftenen var Landbrugskandidat Hans Espersen her ovre hos os, han er forpagter på Fastruplund, nabogården der ejes af Høker Knud Pedersen, Pederstrup. Espersen der er barnefødt i Salling var Lærer på en Landbrugshøjskole, han holdt for Søren og mig en 2.timers lang samtale i Fysik, han begyndte med at fortælle, at når et tællelys brænder, troede vore forfædre at det vat bleven til ingenting, nej, der foregår en iltning, de stoffer lyset består af, går over i andre former, usynlige luftarter. Dernæst fortalte han om elektricitet, magnetisme og udtalte at alle de skjulte natur kræfter bliver opdaget når tiden er moden der til, det ene skridt forudsætter den næste. Søren og jeg sad med åben mund og hørte efter, medens han åbnede døren for vort blik ind i en os ukendt Verden.
7.april 1884.
Den Svenske doktor fra Hald var her hos os i dag. En stor hat, grå og gammel, falder dybt ned over ørene. Når han taler med folk lægger han hovedet noget tilbage, da hatteskyggen tager hele udsigten. Han går omkring ude i heden, ved kær og damme og samler urter og hvad han ellers bruger til at lave medicin til syge folk, som han kurerer på. Han er jo ”klog mand” og kendt viden om i disse egne. Han hedder Niels Christensen er Svensk af fødsel og skal have kureret den gamle Krabbe på Hald. Niels som dengang var fårehyrde på Hald, gav Krabbe ham frit ophold og underhold på gården for livstid.
Efter vandringen ude i heden var den gamle bleven træt og satte sig på grøftekanten, her kom jeg i samtale med ham, han fortalte, at han havde sin viden fra kloge folk og gamle læge bøger. Fra Henrik Smidts læge bog havde han mange gode råd. Han omtalte også ”Cyprianus” der består af i alt 16.bøger med navn Cyprianus, en mand der prøvede meget, både ondt og godt og som endelig led martyrdøden.
Den overtro folk havde til denne bog var ganske ubegrundet, alle og enhver kunne ikke læse i denne bog, ej heller kunne den brænde. At folk ikke kunne læse i den, kom af at bogstaverne og sproget var så gammel, man stavede ordene anderledes dengang end nu. Hvorfor den ikke kunne brænde, var at papiret var lavet af et ubrændbart stof. Mennesket kan gøre godt med denne bog, men også gøre ondt. – Derfor bør ingen gøre brug af bogen, der ikke har forstand på at bruge den.
13.april.1884.
I dag var jeg kørende med min fader og moder ned i besøg hos Sognefoged Peder Bøndergård i Lemming, – vi kom igennem Sinding og Sejling samt Lemming kirke. – Det er Påskedag i dag og alle steder så vi festklædte folk gå til kirke. Lyngbakkerne ned gennem Lemming dalen har en del lighed med de store dale her ved Bølling Sø. – Peder Bøndergård har en stor bogsamling som han med stolthed fremviste, det er jo ikke almindelig at finde en bogsamling i bønder hjem, kun nogle få religiøse bøger, man har den opfattelse, at bøger ikke er for bønder. – Dog spores der en mere levende læselyst og det skyldes for en stor del C. A. Thyregod, der var lærer i Ans, det han skriver kan folk forstå, St. Blichers digtning kender almuen ikke meget til, er ikke fundet vej ud til den almindelige hjem, skønt de har meget betingelser for at blive læsning alle forstår.
P. Bøndergård sagde, at han og folketingsmand Niels Albertsen i Astrup havde gjort den aftale, at den længst levende skulle arve den andens bog samling. – P Bøndergård har en søn, Carl denne syntes dog ikke at havde arvet meget af faderens fremragende egenskaber, sønnen var for et par år siden ovre hos H. J. Hansen, Marsvinslund, for som landsvæsenselev at lære moderne landbrug, men han kom i utide derfra.
6. maj 1884.
Vor Præst i Kragelund – Funder, S. M. F. Halstrøm blev den 6.februar i år kaldet til Præst ved Horsens tugthus, og embedet er for tiden under vakance, præsterne Møller fra Sejling, Hansen fra Gødvad og Thiel fra Serup skiftes til at prædike her i Kragelund. – Møller er den sødladne forsynder der indhyller alt i et rosenrødt klædebånd, i et blomstrende sprog, det er noget folk kan lide. – Thiels forsyndelse er af en anden støbning, han taler om dommedag og fortabelse, men han er en mild forsynder af en missionspræst at være, så folk kan godt lide ham, og sætter større pris på end grundtvigianeren Møller. – Hansen fra Gødvad prædiker ligeud ad landevejen det vil sige, han tilhører ingen af de før nævnte retninger. – Vi har for resten i sommer heller ingen Degn i Kragelund, så H. J. Hansen, Marsvinslund drillede mig med en dag jeg talte med ham, at vi havde hverken Præst eller Degn, det er ligesom i Helvede.
18. maj 1884.
Niels Skov ude fra Skaldehøj, blev i dag begravet på Kragelund kirkegård. Anders Nebel, den gamle skovlovring har bestillingen som ringer og graver. Medens de bar Niels Skov om til graven holdt kirkeklokkerne pludselig op at ringe. Da man efter jordpåkastelsen gik op i tårnet, lå Anders Nebel som dø under klokken, om han var ramt af klokken eller det var en apoplektisk tilfælde ved man ikke. Næste morgen afgik han ved døden, uden at være kommet til bevidsthed. Hans kone Ma` Uergård, som folk sagde, var en heks, er tidligere død, og de havde ingen børn. En søsterdatter Stine Nebel skulle havde arvet ham, men testamentet var ikke underskrevet, ja, det gælder jo om at mennesket har sine verdslige og åndelige sager i orden.
Anders Nebel var den bedste til at stange ål på Bølling Sø, det kom af at konen, der var en heks, pissede på hans lyster før han gik ned til søen. – Anders Nebel arbejdede i træ, ophuggede tømmer, lavede hjul og redskaber af træ som han solgte i Skive eller Holstebro. Som skov tyv stjal han næsten al træet i Vands skov, men ellers syntes det ikke i fortiden at være betragtet som noget uærlig at tage træ i skovene, er vel gået tilbage til endnu tidligere tider, da heder og skove var alle mands ejendom, fælles for landsbyen. – Anders Nebel havde som mundheld, stjæle, nej det har jeg aldrig befattet mig med, men jeg har altid været god til at bjærge, han betragtede det altså ikke selv som tyveri. – Han havde en stor vid kappe, foruden at han brugte den når han kørte sine trævarer over heden ned til Skive, brugte han den også om natten når han fældede træ i skoven, han slog da kappen om træstammen, det dæmpede så lyden af øksehugget. – Selv gik han altid klædt i læderbukser og skintrøje. – Mà Uergård i den øverste gård, i den sydlige række indtil klapbjerge, denne gård hed Overgård, så Uergård betyder Overgård.
Torsdag den 29. maj 1884.
Anders Jensen Lemming, der før var forpagter i Fastruplund, hvorefter han købte kirkens hedelod, hvor han lod bygge et hus og nu bor. Han har i dag, da han skar tørv i Moselund mose nær ved Bølling sø fundet en død mand fra Oldtiden. Skelettet eller liget var kun iført et eneste stykke klædning, en slags kappe. Klædet er groft og sværd som tyk dækentøj. Liget fandtes ca. ½ alen under mosens overflade, liggende med hovedet i nord og benene mod syd. Fundet blev anmeldt på Herredskontoret i Kjellerup og Fuldmægtig Møller og Læge Barfod kom til stede for at underskrive fundet. Noget mærkelig er det selvfølgelig at manden ligger her i denne sump mose, i stedet for at hvile som sine fædre i gravhøjen oppe på de høje bakker, der omkranser søen. Er det en ulykkestilfælde eller en forbrydelse, formåede vor tids øvrighed efter et par tusind års forløb ikke at afgøre.
Det blev overdraget min fader som Sognefoged, at drage omsorg for at den døde mand blev oversendt til Oldnordisk Museum i København. Det blev igen overdraget mig at slå en kasse sammen af nogle gamle gulvbrædder, og så kørte jeg ned i mosen og lagde manden i kisten. Alle bløddelene var som sort garvet læder, men sener og muskler holdt dog skelettet sammen, kun tæerne og finger leddene var falden fra, disse lagde jeg så sammen med det øvrige i kassen. Men det gule lange hår havde løsnet sig fra hovedet og blæste hvirvlende med de lange lokker omkring mellem græs tuerne i mosen. Så blev han kørt op til kirken og sat ind i tårnet. Vi var naturligvis bange for at havde dødningen til at stå her i gården om natten, man kunne heller aldrig vide hvad det var for en ”Kumpen”:
21.juli.1889.
Niels Jensen døde i dag af lungebetændelse. Interessent selskabet for den mislukkede spekulation med søens udtørring, havde overdraget søen ved skøde til Niels Jensen. Afdøde var ude fra Vestjylland og kom her til egnen, da kanalen gennem Engesvang Mose blev gravet, han var da formand for en arbejdskolonne. Han blev i en sen alder gift med Chr. Thomasens datter Ane Marie, Kragelund skov. – Niels Jensen sagde engang: Jeg horer mine penge op og min broder drikker dem op, enhver sin lyst. – Han havde 3.børn med en kvinde i Viborg og en med en pige, Inge Marie, Knud Henrik Andersens søster, Klode Mølle.
14.august 1889.
Jens Christensen (Hjulmand) Kragelund skov, har 3.børn, der i disse dage er død af Difteri.
3.december 1889.
Min morbroder Rasmus Sørensens, i Klode Mølle, datter Stine havde i dag bryllup med mølleren i Bording Vandmølle. Det siges at være et dårligt giftermål, alt hvad brudgommen ejer, har de været fra Herredskontoret og gjort uflæg i. Min moder og bedstefader er meget utilfreds med, at de og den øvrige familie her i Kragelund ikke var budt med til bryllup. Det var en tilsidesættelse som de følte som en skam.
5.december.1889.
Mette Marie, Egenius Ankersens enke i Lille Klosterlund, var en tur herovre i aftes. Hun fortalte en del om min bedstefader Søren Rasmussen, kaldet Søren Skrædder. Før han gav sig til at handle med kreaturer var han skrædder. Han var engang ovre at sy nogle klæder i Voergård, Vinderslev sogn. Manden og to sønner, der boede i Voergård, drev kreaturhandel, da disse kom hjem om aftenen, sad og samtalede om hvor meget de havde tjent ved handlen, sad Søren og lyttede til og regnede ud at her var mere at tjene ved handel end ved skrædderprofessionen. Han smed saks og nål og gav sig til at handle med stude. Han rejste ud i østeregnen, købte et par stykker, trak studene ud på vesteregnen og solgte dem. For hver gang han rejste Øster eller Nordpå, blev indkøbet større og større. Og ad åre kom han med større drifter, med flere hundrede stude i hver. Der var kun et år hvor han havde større tab, det var i misvækståret 1868. Søren Skrædder blev ved studehandlen en velhavende mand.
8. december 1889.
Bedstefader Søren Rasmussen døde sidste nat – 81.år gammel.
9.december 1889.
Christian Nielsen der var Møller og Købmand i Kragelund (hans fader var tidligere Møller i Klode Mølle, og da Bølling sø udtørredes 1872 – 73 solgte han vandmøllen og byggede en vindmølle i Kragelund, hvor han for nogle år siden kom ulykkelig af dage, knust i mølleværket) solgte gården og møllen i Kragelund og købte en gård i Hvinningdal. Han er nu rømmet til Amerika, har vist skrevet falske veksler. Jens Anker i Stenholt og Ole Chr. Jensen, Kragelund var kautionist for 1000kr. tillige med afdøde Niels Elkjær, med hvis enke Jette, Jens Lemming blev gift med. Nu skal de jo være med til at betale gildet.
14.december 1889.
Der afholdes hver onsdag aften møde i Kragelund skole, Pastor Sørensen og Lærer Lauritsen holder foredrag hver anden uge. Det er gode oplysende foredrag, som særlig ungdommen har gavn af.
17.december 1889.
Bedstefader Søren Rasmussen blev i dag begravet. Mange mennesker fra nær og fjern fulgte ham til hans sidste hvilested.
Juledag 1889.
Vi var alle sammen fra gården til kirke i dag. Lærer Lauritsen havde fået sin lille stueorgel op i kirken. Pastor Samlede en stor menighed om sig..
Anden Juledag 1889.
Jeg var i Kragelund kirke. Pastor Sørensen prædikede over temaet: Hvorvidt man bør være mest for en eller to, eller lidt for et hundrede stykker. Når man er meget for alle mennesker, er man i grunden ikke noget for nogle. Har vi en god ven, rigtig en hjertens ven, af hvad beskaffenhed det nu er, da deler vi med ham eller med dem. Når der er to eller tre, vil vi da altid prøve på at opfylde deres ønsker, men gav vi til de hundrede stykker, da blev det så lidt, at vi i grunden ikke var noget for nogen. – Fra en anden søndag i vinter, jeg var til kirke, husker jeg pastor Sørensen sagde, vi går ofte så ligegyldig og sovende omkring lægger næppe mærke til vore medmennesker, måske ikke andre end de vi kan vente os noget af. Vi bør afkaste den ligegyldighed og beskæftige os mere med vore næste, opmuntre dem med et eller andet, søge ind i deres tankers sjæleliv, og ikke, som det forslidte emne om vejr og vind.
9. januar 1890.
Fader og Andreas Laursen var i dag kørende til Kjellerup. Der var møde i våbenbrødreforeningen. Jens Bach blev formand i stedet for Sadelmager Brun.
26.januar 1890.
Kirke ejerne havde møde i Kroen. Fader og Jens Vinderslev blev kirkeværger. Revisor blev Søren P. Sørensen og Chr. Salling.
3.februar 1890.
Bølling sø var i dag til tvangsauktion. – Jeg var oppe at hente nogle sager af bedstefaders efterladenskaber. – Schriver? i Engesvang, en af egnens dygtigste tørvefabrikanter, døde i forgårs, han blev begravet i Viborg. – Kreditforeningen i Viborg overtog som panthaver Bølling sø, og en bestyrer ved navn Konradsen er kommet herud.
22.marts 1890.
Vi har solgt en 4.års hest til Rasmus Skrædder for 260.kr. – solgt en so til Josef Herts i Silkeborg for 25½ øre pr. pund, den vejede 550 pund. – Den 27.marts kom Andreas Laursens dreng Anders Christian hertil for at tjene. – Konradsen rejser fra Bølling sø og Niels Løhde skal være bestyrer. – Niels Jensens enke Marie flytter ind til hendes hjem i skoven. Anders Nielsen skal bo i sø huset i sommer
23.juli 1890.
Hvordan blev folk velhavende i gamle dage? Der gjaldt vel den samme regel som nu, at sparsomhed er moder til rigdom, handel spiller ofte en rolle. Af rige slægter her på egnen skal jeg anføre eksempler, Peder Nielsen i Munklinde senere Engesvang, hans fader var Købmand og samlede mange penge samt sølvvarer. – Christen Møller i Kragelund drev også foruden gården, ligesom Peder Nielsens fader i Munklinde, en Høkerforretning, han blev en rig mand, men hans søn Christian Møller satte en del af rigdommen overstyr, men der var nok endda. – Jørgen Virklund i Funder, der var Sognefoged, var også Købmand, men handel var hans specialitet, også han samlede penge og sølvsager til huse. Hans søn Peder Virklund, holdt sammen på rigdommen, ellers plejer der gerne efter en samler at komme en spreder i tredje og fjerde led, ofte i andet. – Christen Jørgensen, Engesvang, om ham gik det rygte, at han havde fundet en stor skat under en sten i Katballe.
27. juli 1890.
Biskop Joh. Clausen, Aarhus holdt i dag visitats i Kragelund kirke. Om eftermiddagen var 6. af omegnens Præster gæster i Præstegården. – Biskoppen udtalte: At det var med troen på Jesus Christus at vi kunne finde nåde for Gud. Hvorfor går der så mange og sørger og er utilfredse, vil man spørge dem hvad de fejler, kan deres bekymringer slet ikke regnes for sorger, nej, de har slet ikke prøvet hvad en rigtig sorg er. Hvorfor er de da så utilfredse, fordi, ja det er over deres synder, at de er utilfreds med dem selv, fordi de gør noget som deres samvittighed stadig bebrejder dem? – Når vi hver morgen i Jesu navn, folder vore hænder og beder vor kære Frelser give os styrke til at overvinde vor syndige natur, og i fuld fortrøstning og tillid, hengive os til ham, da bliver vi glade, da overvinder vi Verden.
31.juli 1890.
Plantør Stærmose fra St. Hjøllund var her i dag og se på plantningen i heden. – – – Sognefoged Peder Bøndergård i Lemming og Sognefoged P. Danielsen, Balle er begge afgået ved døden.
3.august 1890.
Søndag i Kragelund kirke. – Pastor Sørensen udtalte blandt andet i sin prædiken. Vi kender ikke vore dages tal, ved ikke hvor nær vor ende er. Vi ser mennesker gå med det ene ben i graven og tale om hvad de agter at udføre de følgende år, kan ikke indse hvor alvorlig en fjende døden er, – der gives ingen henstand, tænkte vi derpå, blev vort liv og omgang med vore kære i hjemmet måske anderledes end hvor vi står, forældrene ved børnenes grav, – børn ved forældrenes, venner ved venners grav, når vi ikke alle siger ved disse grave: har jeg nu også været mod ham eller hende som jeg burde være?
Da græder vi ”mindernes tårer” er glædens kilde, thi da ser vi først hvad vi burde have gjort, da går det op for os alle, at vi ikke var, mod vore medmennesker som vi burde være. – Biskoppen udtalte i kirken for nogle dage siden, at er vor syn så rødt som det rødeste blod så kan det ved Jesus Christus blive hvidere end den hvideste sne. – Den som er givet meget har også meget at gøre regnskab for, og den som er givet lidt, kun skal svare til lidt. – Jeg tror at de som er tilsidesat, eller har få venner i dette liv, vil få des flere i det andet liv. – Biskop Clausen sagde også: Dersom der ingen liv er til efter dette, da er livet meningsløst, nej, Gud ske lov der er et liv efter dette, thi vort sjæl må føle ved Jesus Christus er vejen til Himlen.
31. august 1890.
Siden 1884. da rodfrugter første gang blev dyrket her på gården, efter at jeg i 1883. havde været kursist på Marsvinslund, og efter at mergel blev fundet på gårdens mark, har avlen taget et stort opsving her på gården. Nu avles der tre gange så meget som før.
11.september 1890.
Sidste lørdag solgte vi i Silkeborg to par stude. Et par til Søren Chr. Dahl i Over Julianehede, for 280. kr.(vi købte dem i Knudstrup for 235.kr) – Et par til en mand fra Tulstrup for 320.kr.(disse købte vi i sommer for 280.kr) Nu har vi købt et par små stude af Jens Vinderslev for 180.kr.
10. november 1890
Fader fortalte i aften en morsom historie fra dengang han lå som soldat i Altona. På banegården gik der om natten en vægter, denne gik ind i en tom jernbanevogn, lagde sig til at sove, vognen blev om natten udrangeret til et tog til Kiel. Da toget nåede Kiel, kan det være vægteren gjorde store øjne. – Niels Konrad fortalte også, at dengang han gik som uldkræmmer og en nat lå i Ålborg, hørte han vægteren gå forbi hans vindue og sang ”klokken er slagen tolv, og tilføjede trover a da”, vægteren havde sovet og var ikke hel sikker på det.
12. november 1890.
Ude på fattiggården døde for nogle dage siden Christen Wie. I min bedstefader Jens Christensens tid, ejede han den ene af Refshalegårde, den sydlige gård. Det gik ned ad bakke med Christen, han var for godtroende, folk narrede ham. Hans kone Grete Wie går omkring som ”spåkone” så frister hun livet på den måde. – det er jo særlig unge folk hun spår, det er jo en pænere måde at tigge på.
26. november 1890.
Gartner Jakob Sørensen der bor inde i Kragelund skov fortalte i aftes: Han lå i København som soldat, da blev han syg, kom på sygehuset, da ville han bede en bøn til Vor herre om at hjælpe ham, men hans fadervor havde han aldrig lært, hverken i hjemmet, i skolen eller hos Præsten, det eneste han kunne bede var disse ord ”hjælp mig Herre Gud”. – Han vågnede en nat, da stod en kvinde med et bælte om livet foran hans seng, håret hang løst ned ad skulderne, og hun så mildt og venligt til ham, stod med et fad i den ene hånd og en sølvske i den anden, hvoraf hun gav mig at spise. Den syge syntes det var den kønneste pige han havde set, og hende ville han giftes med når han blev helbredt.
15. december 1890.
I morgen skal en søster til Jørgen Sørensen i Engesvang, begraves. Det et Laust Skomagers fraskilte kone og hun havde ophold hos Chr. Holdgård i Stenholt i stor fattigdom og elendighed. I hendes ungdom var det anderledes, da var hun sypige og knejsede med nakken. – Dengang kom hun ofte år 1860. i besøg hos bedstefaders her i gården. – min fader var dengang kæreste med Gine i Klosterlund, Sognefoged Ankers datter (der senere blev gift med Rasmus Vindel). – Min faders søster Inge tjente hos Søren Andersen i Engesvang. Dengang fader lå som soldat i Altona, morede Gine sig med andre karle. Inge skrev et brev til fader og fortalte ham hvad Gine tog sig for. Fader brød da med Gine i et brev, der kom indlagt i et andet brev til hjemmet. – Den dag Gine Ankersen havde bryllup og hun stod og var pyntet som brud, ja, nu er det i orden, nu mangler det blot at det skulle havde været en anden brudgom.
29. december 1890.
I dag rejser Hanne Ankersen, lille Klosterlund til Amerika, grunden siges at være kærestesorger. – Der bygges en ny smedje i Kragelund, Søren Smed er bleven for gammel, der kommer en ny ud fra Grå Christen Petersen. – Søren Mikkelsen i Sinding Hede døde 16. maj. – I foråret kørte vi hen ved 100. læs mergel fra Moselund her til Refshalegård. – I lyngheden er der plukket over 200. traver tækkelyng. – Jens Vinderslev og Lene Høj havde bryllup den 21.juli. – Jens Chr. Malmbaks kone Marianne dør 4.august.
Fra året 1891.
Niels Knudsens kone Stine døde 10.januar. – Anders Lemmings kone dør 27.januar. – Gamle Constantinus Jensen, der boede i Refshale, er på fattiggården 82.år, han var en god fortæller af gamle eventyr og folkeminder, som jeg har sendt en del af til E. T. Kristensen. – Fra april udkommer et nyt blad ”Hjejlen” i Silkeborg. – Fra 12.april indtræder vi i Sinding mejeri og skal levere mælk dertil. I min bedstefaders tid og Sognefoged Ankers, Klosterlund, vidste men ikke Fastrupdal hørte til Refshale eller Klosterlund. – 1. Maj. Knud Skov køber Vindbjerg og heden deromkring, det er hans hensigt at bygge et hus ved bjerget og opdyrke heden. Var det nu i gamle dage, ville gamle folk ryste på hovedet, Vindbjerg er jo beboet af bjergfolk, det går da aldrig, bjergmænd eller trolde vil hævne sig.
Kristi Himmelfartsdag 1891.
Ved gudstjenesten i dag udtalte Pastor L. Chr. Sørensen: Det forekommer mig at vi Præster burde udrette noget mere for at menigmand fik lettere adgang til nye Prædikesamlinger, man har omkring i hjemmene gl. prædike bøger, nogle, og de fleste er hundrede af år gamle, der er ret gode, men er alt for tørre, de passer slet ikke til tiden.
Dengang jeg var barn, tænkte jeg ofte at det måtte være let at nå derhen hvor Himmel og jord ude i horisonten støder sammen, så kunne jeg gå lige ind i Himlen, til Gud Fader og alle Englene – men dersom nu en slet og ond menneske pludselig blev sendt ind i himlen, mon han følte sig hjemme og vel tilpas? Jeg tror nej, vi må se at bringe os selv i overensstemmelse med det gode, da er det først at vi føler os rigtig hjemme hos Gud i Himlen.
9. maj 1891.
I den lille gravhøj, nærmest Fastrupdal, har Chr. Laursen, der tager sten til skærver, fundet en nål og en tang af Bronze. Den oprindelig jord under højen er den samme beskaffenhed, mager sand, der er ingen forandringer sket, nu som for over 2000.år siden.
15. maj 1891.
Niels Johansens datter, 17.år gl. havde bryllup med Martin Elkjær.
17. maj 1891.
I denne tid er den vestre kirkegårds dige nedbrudt og der bliver nu muret en ny mur. Den gamle dige burde havde stået urørt fra den tid den blev lavet. – Arkitekt Uldal i Randers foretager en del restaureringer af kirkens ydre mur, det er særlig vinduerne.
21. maj 1891.
Jens Jacobsen havde et uheld forleden aften, medens Kromanden sad og punchene med gæsterne, kravlede han ind ad sovekammervinduet til Kromandens kone, Grethe. Jens Jacobsen satte sine træsko udenfor vinduet. Et par håbefulde knægte af Kragelunds ungdom havde passeret sovekammer gæsten, og vidste hvad de skulle gøre, de tog og fyldte træskoene med tjære. Og da Jens Jacobsen hen på natten kom kravlende ud af vinduet igen, stak han, uden at ane uråd, fødderne ned i træskoene, bevar os, det må give en let gang på jorden, eftersom de var smurt ind i tjære.
27. maj 1891.
Tørvearbejderne gør strejke i Engesvang mose. Arbejderne får nu 65øre pr. 1000.stk. men vil have 75øre. 50 strejkende går syngende gennem mosen, råber og truer alle som vil arbejde. Politi og 3. Gendarmer fra Kjellerup er ankommet til mosen for at holde orden. – Der er krig mod Oldenborrerne, der også næsten er bleven en landeplage ved forårstid, så man næsten ikke kan se træerne for disse biller. Sognerådet betaler 8øre for pundet og der skal ca. 700.stk. til 1.pund. (En mand fra Salten samlede to sække fulde, tog disse på nakken og gik til Silkeborg, men undervejs fløj Oldenborrerne både med ham og sækkene, mon nogen har set ham?)
5. juni 1891.
Grundlovsdag, helligholdes første gang, en lov har helliget dagen.
14. juli 1891.
Marius Frank i Stenholt har fået tæring, Tuberkulose, og drikker i sommer til den store medalje. Han skalprøve i de to sommermåneder, at drikke sig fra døden – drikke sig livet til.
22. juli.
Ude på den dobbelte stenkiste ved Stenholt sidder en 80.årig mand (Poul Skomager) og græder. Han har fattet kærlighed til den grimme kvinde, den lede Heks Stine Nebel, – Det kan man kalde kærestesorg. Stine Nebel sad førhen i Kragelund Fattighus. Der fattede den gamle Morten Rask kærlighed til hende, og Christian Frank Stenholt. Jo, hun må kunne hekse. – Den 22.juli havde Peter Petersen og Sine Johansen i Fastruplund bryllup. Han er en vigtig prås og hun en gås. – 1.august havde Otto Johansen fra Sinding og Marie Frank, Stenholt bryllup. – den 12.august havde Mejeribestyrer jens Andersen, Sinding bryllup med Søren Jakobsens datter Sine.
27. september 1891.
Knud Christensen, Frederiksdal, har overdraget sin ejendom til hans søn Christen Christensen. – Jakob Christensen (Fynbo) der tillige ejede en gård (nr.11) i Kragelund og som rejste til Amerika, og nu kommer tilbage, købte Revlgård af Hans P. Christoffersen for 12.000kr. og H. P. Christoffersen har købt Mads Schaus ejendom i Hesselskov for 5700kr.
13. oktober 1891.
Jakob Kasper er en af de mennesker der ingen steder har hjemme, – ja han har dog været i Vridsløselille, han stjal en tønde brændevin fra Kromanden, gemte den i en tørvegrav i Skaldehøj mose.
25. oktober 1891.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor Sørensen: Vi må ikke tro at der ikke er flere synder til end de som loven rammer, eller som er omtalt i de 10. Bud. Bedragerier o. s. v. er visselig en stor synd, men der er andre synder, at undlade at komme sin næste til hjælp, at undlade at give en almisse, at udsprede usande rygter om sin næste, at vore handlinger kommer vor næste til skade. Ja, der er mange tilfælde når vi tænker os om, – alle disse er virkelig også synd. Det er vanskeligt at tilgive vore modstandere, ja, det er netop i vor nærmeste kreds de mennesker lever, som vi har mest med at gøre. Thi sandt at sige vi kan jo ikke komme noget imellem, med mennesker vi ikke kender. Den største sejr vi kan vind er ,at overvinde os selv, når vi af hjerte kan tilgive vore bitreste fjender. – Der er vel mange ægtefolk som har gjort den erfaring, at i samlivet med deres kære, slet ikke svarer til det billede de har dannet sig. Mange fejl kan du trække frem, som de slet ikke har bemærket. I sådanne øjeblikke når vi føler os skuffet, drag da frem det billede af dine kære, de lykkelige øjeblikke, de glade minder du kan huske, disse stunder dine kære syntes dig allerkæreste. – Gæstgiver P. Madsen, Moselund holdt sølvbryllup den 30.oktober. – Den 1.november rejste Andreas Laursens Anders Christian herfra, han har tjent her i 1½år. Vi fik en ny pige Jørgine Johansen.
15. november 1891.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor L. C. Sørensen: Profeten Daniel havde sagt, at der skulle opstå 4.store riger efter hinanden, men alle gå til grunde. Babylon, Persien, Grækenland og det Romerske rige. Af disse var Grækerne vistnok i Oldtiden, det rige eller folk som stod højst i kultur. Et land bestemmer selv om det vil bestå eller gå til grunde. De største fjender er altid som regel, de indre. Når slidte sæder, udsvævelser breder sig mellem folket, da går det undergangen i møde.
Grækerne havde store Digtere, hvis digtning trængte sig ind i folket det stor. Her hjemme i vort fædreland har der også raset storme, der bebuder en undergang eller kun forbigående uvejr, det skal jeg ikke komme ind på, her på denne plads. Intet er for øvrigt vanskeligere end at bedømme sin egen samtid, fordi man hviler i personlig anskuelse.
I et folk findes altid slægter, rene og ædle, som sender mænd og kvinder ind, der får indflydelse på fordærv og råd, som puster ældre livsånden ind i løsheden og uterligheden. Det er især til de unge mænd og kvinder jeg vil henvende mig. Det er jeg der skal bestemme hvorledes fremtiden vil komme til at se ud, det er jeres liv som giver det præg. – Hver der som er af sandhed hører min røst, siger Herren. Mange af Hedningerne er af sandheden blot der hellige livsvækst er til stede i vort hjerte, at vi er af sandhed, det er ligesom de ældste slægter i et usædelig folk, – Det er et skridt fremad til vor Frelser Jesus Kristus.
19. november 1891.
I dag var der valg i Moselund af medlemmer til Sognerådet. De afgående er. Jens Jakobsen, Kragelund. Christian Bodholt, Engesvanghus. Jørgen Virklund og Andreas Rydal, Funder og P. Sejling, Pårup. – Valgt blev: Andreas Sørensen, Kragelund. O. Chr. Jensen, Refshale. A. P. Nielsen, Tollund. Peter Lassen, Pårup og Jens Rydal, Funder.
Fra året 1891.
Her ude på heden, langt fra storbyernes kultur af lærdom og forlystelser, er vor åndelig næring det som Præsten på søndage og helligdage behage at anrette for sin hjord. – Bonden må jo slide og slæbe fra tidlig daggry til sildig aftenrøde, sandt nok kan han tænke og anstille åndelig tænkning, men det forsvinder i dagens travle færd. – Derfor må Præsten tænke for dem alle. Pastor Sørensen udtalte i dag (7.december) Hjertes fred er en af livs poesiens fineste blomster, Vorherre sige: Kommer til mig alle i som er besværede og jeg vil give eder hvile. Disse ord af Vorherre er nok værd vi lægger os på sinde, i vore rastløse tider. Der er herhjemme i vort fædreland så mange som skriver bøger og blade, og som kun har til mål at fremstille ækle skyggesider og skavanker og al det sletteste i vore folk. Det være langtfra at jeg vil kritisere dette, det kan jo være på sin plads, men man kan jo også fremmane det så ofte og stadig, at vi bliver ligegyldige derfor, så det ikke formår at indvirke på vore følelser, men bliver vi følesløse overfor det vi skulle være lydhøre for – ja, vi må vel vogte os for at komme til det punkt, da intet kan glæde eller bedrøve os, thi da ser det galt ud for os. – Digtere ligner ofte menneskelivet ved havet, der er to veje ad hvilket havet og hjertet får ro. Om vinteren når havet bliver tillagt med et isdække, da har den ro, men der er dødens ro og vandet bliver fordærvet. Den naturlige ro er når vandet ligger stille og ikke en vindpust sætter det i bevægelse.
Fra gamle dage. 4.december 1891.
Jens Holm fra Gilbakken var her i aftes. Der taltes om livet i gl. dage, dengang man ingen tændstikker havde. Når ilden slukkedes, måtte man hen og låne ild hos naboen. Far fortalte fra dengang han var dreng (1840) havde de hjemme en gryde til at gå ud og låne ild i. nogle havde en brændeglas, men det var usikker, solen måtte da skinne og det var først op ad dagen, men det var om morgenen at man manglede ild. – Jens Holm fortæller, at hans bedstefar Søren Holm engang skulle gå hen og låne hos naboen, han medbragte en lerkrukke, til at tage ilden i, da han kom til naboen var døren låst, men han hørte manden og konen skændes med hinanden, konen får da øje på Søren og råbte om hjælp, men i det samme kom manden ud af døren med en brødkniv i hånden, som han stak efter Søren med, medens denne i sin befippelse tabte lerkrukken, som gik i stykker på brostenene.
6. december 1891.
Da gården her i Refshale i 1845 – 49 blev lyttet ud på Vestermarken, blev den gamle have også nedlagt, der var flere store æbletræer, ligeledes fandtes der flere store rønnetræer, som blev fældet og solgt til en mand i Kragelund, han ville lave træskeer deraf. – Der var jo også et gl. bosted, der nævnes 1459. Da gården blev skænket til Alling Kloster. Anders Anker fortæller, at i hans drengeår 1815-29 gav min oldemor Margrethe ham mange gode æbler, hver gang han var et ærinde i gården.
Ved Juletid 1891.
Dersom du vil gå hen of gøre en god gerning, da kan du ikke gøre noget der er Gud mere behagelig og glæde dig selv mere, end ved at gå hen og glæde andre.
Til jorden vinker Guds Engle ned
Fra himlens lyse hjem
Vil gæste hvert hus og Guds menighed
Den følger guds fred hvor den kommer frem.

Thi stjernernes lys er Guds juletræ
Der vinker hver sjæl at komme derop
Hvor under Guds vinger ved livets træ
Der slipper Guds kærlighed ikke op.

Sognefoged Anker i Klosterlund ejede engang det hus (Ellinghedshus) hvor Jens Smed nu bor. Huset brændte dengang og en mand ved navn Lindhardt skulle have 4 skæpper rug for at brænde stedet af, men kornet fik han vist aldrig
Fra året 1892.
Influenzaen grasserer atter i vinter. Mange er døde af sygdommen der har tilbøjelighed til at slå sig på lungerne. – Fader var en dag i Kjellerup. Herredsfoged Krabbe gav ham 25.kr i gratiale. Han reviderede også Våbenbrødrenes regnskab i forening med A. C. Lauritsen, Demstrupgård. – gamle Købmand C. Knap i Silkeborg er død.
Om opdragelse (8. marts)
Pastor Møller fra Sejling holdt i aftes i Kragelund skole foredrag, der var mange mennesker kommet til mødet. Barnet følger altid i forældrenes fodspor, ligesom når vi går gennem sneen den ene efter den anden. – Det er jo sådan i barnets opfattelse, at hvad fader og moder gør det er rigtig. Det er forældrene som skal gøre spor for barnet, men når nu det spor fører i afgrunden, hvilke ansvar bliver det ikke for en fader og moder. – der var således engang en Herredsmand hvis bedrift gik tilbage år for år, uagtet han ingen gæld havde på gården. Så forpagtede han gården ud, og denne forpagter samlede penge, skønt han havde den ret store forpagtningsafgift, da siger Herredsmanden en dag til forpagteren. Hvorledes går det til at du samler penge, medens jeg satte penge til, denne gav til svar: du sagde til folkene, gå jeg siger kom, deri ligger hele hemmeligheden. Herredsmanden sagde gå og derefter gik han ind på sit kontor. Forpagteren sagde kom og så fulgte han selv med over alt. – Ligesådan bør forældrene gå foran og vise børnene vej.
Den3. marts brændte Jens Chr. Dahls gård, et 3.års barn, der viser tegn til at være skør i hovedet, var gået ind i laden og stukket ild i nogen halm. Gården siges at være brandforsikret for 9000.kr. og ejeren har gjort akkord med en bygmester at opføre den nye gård for 5600.kr.
31.marts 1892.
Peder Nold, Kragelund skov var her i dag med 6.frugttræer, 5. Æble og 1. Pæretræ, som blev plantet ude i haven. Her på egnen er det fattig med frugttræer, der er kun få gårde der har frugttræer, Præstegården. Klosterlund. Og Charlottenlund.
Den 28.marts var der valg af to medlemmer til Kragelund – Funder Sogneråd. Amtsrådet har tilrådet, at Sognerådets medlemsantal udvides fra 9.til 11. Medlemmer. Jens Rask, Christianshøj fik 22.stemmer og Niels Peter Jensen, Engesvang Krat 88.stemmer. – Jens Kok har solgt sin ejendom til Anton Nielsen, Pederstrup og Jens Kok har købt Johan Wurtz ejendom i Kragelund Skov.
10.april blev vor pige Jørgine Augusta Johansen konfirmeret, også Martin Ankersen i Klosterlund. – 20.april. Folketingsvalg.I Levringkredsen slår gårdejer Slot, Ravnholt, den nuværende Folketingsmand Geltxer. Slot fik 1304. Stemmer. Slot er moderat Venstre. Geltxer Radikal Venstre.
8.maj. 1892.
Ved Gudstjenesten i dag prædikede Pastor L. C. Sørensen: der er i vor tid mange børn der ud fra deres hjem, ud for at tjene hos fremmede. Når de så kommer tilbage, har de en hel anden væsen på sig. De syntes hjemmet er bleven for snævert. Før var hjemmet det kæreste sted på Jorden for dem, nu længes de efter at komme ud i Verden igen. Er dette børnekår, nej, det er Trællekår, thi har vi kastet vort barndomshjem ombord, vogt dig da at du ikke falder? Thi tror du at der findes noget udenfor barndomshjemmet der er varmere, bedre end der, pas da vel på at du ikke bedrager dig selv, thi Verden rummer mange glæder, men undersøger man disse nærmere, da fører mange af disse til fordærvelse.
Der er mange børn der går og venter på at deres gamle forældre skulle liste af, da de nu er aflægs og intet mere kan udrette, er dette Børnekår? Nej, det er trællekår. – Der er nogle der har store tanker om sig selv, som tror at være i besiddelse af stor evner, men i virkeligheden er fattig på evner, pas godt på at i ikke falder midt i eders hovmodighed. Det er dog ikke meningen dersom vi er i besiddelse af evner og talent, at vi da af beskedenhed eller tilbageholdenhed undlader at bruge dem, nej, det er ikke meningen vi skal bruge alle de evner og egenskaber Gud har givet os, vi må ikke lade dem ligge upåagtet.
Fund fra Oldtiden.
Peter Holm fra Gilbakken fortæller: Da han en dag for nogle år siden stod og gravede tørv i Klosterlund mose, fandt han nede i tørvejorden en lerpotte stående på nogle sten. Potten havde et håndtag (af ler) og denne var hul, deri var stukken en anden håndtag af træ. Det så ud som et fyrsted, hvor man i Oldtiden havde kogt mad.
16.maj 1892.
Jens Ancher Andersen og hustru Else Marie har i dag sølvbryllup. – 22.maj havde Lars Konrad og Mathilde sølvbryllup. – Der er i disse dage fundet en gl. båd fra Oldtiden i Bølling Sø. En stor udhulet træstamme.
22.maj 1892.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor L. C. Sørensen: Vi ser ofte i bladene at de såkaldte troende søger plads hos troende folk, hvorfor gør kristne det? Jeg syntes der var mere grund til at troende netop søgte plads hos de såkaldte ikke troende, hvor der så var lejlighed til at indvirke på disse. – Der er en af vore salmedigtere der synger, i Verden kæmper der to magter med lige styrke, ja, Himmeriget og Helvede er sammenblandet på Jorden. I denne kamp bør vi kristne kæmpe ikke alle af navn men også i gerninger, vi bør gøre vor Fader i Himlen, den levende Guds navn ære, men gør vi det? Ja, mange gange står det dårlig til med var Kristne navn. Jeg har ofte gjort denne iagttagelse og det har i vist nok også, at i en forsamling hvor der er mange mennesker tilstede, at en eller anden har gjort sig vigtig over et eller andet religiøst forhold. Er der nogen der tager til gengæld, nej, sjælden, hvor ofte hører vi ikke at vor næste bagtales – de fleste tier, de frygter mennesket mere end Gud. Du er bange for menneskets dom, har ikke mod til at træde frem og tage ordet mod bagvaskelsen, ham som vil nedbryde det gode og kaste det i støvet.
29.maj 1892.
Havde Kragelund Skytteforening indbudt Silkeborg, Balle, Sinding, Funder, Serup og Bording kredse til kapskydning i Stenholt. Silkeborg havde i gennemsnit 27 2/11p.- Balle 26 11/17p. – Sinding 25 17/17p. – Funder 24 4/19 p. – Kragelund 22 3/20 p. – Serup 21 p. – og Bording 19 p.
Anden Pinsedag 1892.
Ved Gudstjenesten udtalte Pastor Sørensen: En af de hellige kirkefædre har sagt: at når man vil bygge et hus, skal man lægge en grund og gøre den dyb, gør man ikke det, da kan bygningerne være nok så solid og stærk, den kan ikke stå, men vil forholdsvis hurtig synke i grus, dette peger åndelig talt hen på vort liv. Dersom vi ikke lægger en grundvold, i en fast karakter til det gode, går vi til grunde i synd og elendighed, så vi skal lægge en grund for vort liv og gøre den dyb.
Det er ca. 100år siden der udbrød en opstand, som kaldes den Franske Revolution. Det var de dårligste stillede i samfundet fra hvilke den udgik. Der er vist ikke mange her i landet der aner hvilke elendighed de fattige i Frankrig måtte gennemgå, medens de styrende udpinte dem. Nu blev rollerne ombyttet, nu kom de frem som var undertrykte og under grusomme voldshandlinger pinte de deres bødler. Jeg mener langtfra det kan forsvares men uden grund gjorde de ikke opstand.
7. juni 1892.
Rygterne har travlt med at mælken til Sinding mejeri, fra flere leverandører skal være for tynd, der siges at formanden Morten Hull, Østerbording, at hans mælk kun indeholder 2%, om det passer skal jeg ikke kunne sige, men at Mikael Mikkelsen i Sinding tog fløden af det mælk der skulle til mejeriet, og brugte det til sine dejlige lækre jordbær er sandt nok. Sagen kom til en generalforsamlings afgørelse, men det viste sig, at loven ingen forbud havde herom, han slap altså med skrækken, og fik smagen af de lækre jordbær med fløde
Ja, jubel kun sange i højen sky
Let dine vinger og hæv dig op
Genfødt er livet igen på ny
Og svulmer hver knop i lindens top

Ja, selv om end vi er fattige og arm
Og lever i trange kår
Dog indenfor banker hjertet så varm
Piblende glad for den nye kår.
9.juni 1892.
En af Oldtidens Filosoffer spurgte man engang om, hvorfor han var så klog? ”jo” siger han, af narrene er jeg bleven klog, af deres dumhed har jeg uddraget den lære, at bære mig anderledes ad end de.
8.juli 1892
Pastor Sørensen var her i dag. Han er en meget selskabelig mand, der har noget af barnets blide væsen og manddommens overlegenhed over sig. Det er ikke enhver forundt at tage barnets lyse forhåbninger med ind i manddomsalderen.
10. juli 1892.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor Sørensen: med godt skal ondt fordrives. – Jesus siger, du skal elske din fjende, det må for os se ud som det var næsten umulig, men alligevel kan det gøres, men at elske vor ven og vor fjende, eller holde lige meget af dem begge, det kan vi ikke og det er vist heller ikke vor Herres mening, thi han holdt vist nok mere af Johannes end af Judas. Da han hang på korset og hans fjender (?) gik forbi og bespottede ham og hans venner stod og så på, han holdt af dem begge, men jeg tror nok han holdt mest af hans venner. Vi kender jo godt det skriftsted, hvor det omtales, ja, som næsten er bleven til et ordsprog. Slår en dig på kinden, da vend den anden til, bringer en dig til at gå en mil med sig, gå da to med ham. Der er nu mange der vil sige, men så den mand former vi jo rigtig det onde, røveri, slagsmål o. v. s. men det er slet ikke vor Herres mening, derfor skal vi ikke give vor ret hen, nej, men vi skal komme vor fjende i møde med godt, thi med godt skal vi ondt fordrive, ja, ondt lader sig ikke overvinde undtagen med godt, thi at vise fjendskab og had, forværre og forøger vi det onde. Jeg ved godt at det er svært at komme sin fjende i møde med kærligheden, dersom der bor to mænd i samme by, der lever i fjendskab med hinanden og man siger til dem, gå nu hen og giv hinanden hånden, så vil de i ni af ti tilfælde svare nej. Hvad mon folk ville tænke om mig, de ved jo alle, at vi ikke kan forliges.
Vi er nu al for tilbøjelig til at lægge al for stor vægt på det, mennesket siger om os, men vor vandring her er kun kort og skal vi stilles for en dommer for hvem – hvad mennesket tænker – intet har at sige. Da var det bedre at det kunne siges om os at vi var kommet vor fjende i møde med venskab, da nytter det os ikke noget hvad mennesket har tænkt om os, men kun hvad vor Herre og Frelse tænker om os. Ja husk på at i forhold til vore medmennesker og forhold mellem mand og kvinde gælder det, med godt skal vi ondt fordrive, vi ved at en lille gnist kan fænge og blive til den store ild. Sætter vi ondt mod ondt og hårdt mod hårdt, da forværrer vi det kun, vi knytter knuden fastere og fastere, ja, til sidst så fast at den ikke kan løses med menneskehænder. Ja, ondt lader sig ikke fordrive med andet end godt.
En rejse til Morsø.
24. juli 1892 afrejste vi 40 skytter af Gl. Skanderborg Amts Skytteforening til Mors, til en konkurrenceskydning mellem Viborg Amt, Thisted Amt og Morsø. Jeg gik om morgenen til Mausing hos Jens Nørskov, hvis søn Peter Nørskov skal med. Jørgen Virklund, And. Chr. Hessel, Funder, Chr. Elling, Elling Nygård og Mikael Mikkelsen, Sinding kørte sammen til Rødkærsbro, billetten kostede 3.kr.20øre til Mors. Vi ankom til Nykøbing kl.5 eftermiddag. Højskolelærer Jacobsen (forh. Sinding) bød os velkommen. Vi kørte derefter i vogn til Flade, der var vi om natten. Den 25. juli fandt skydningen sted ved fjorden overfor Thisted. Vi skød 10. skud på 300. Alen. I skydning havde jeg 1. 4. 3. 3. 3. 4. 4. 1. 1. 3. = 47. point. Skanderborg Amt sejrede med 47. Point, Morsø med 44. p. Viborg med 43. p. og Thisted med 39. p. Man siger at Morsboerne er bekendt for deres gode solbærrom, de har mange gæs, der går ude på marken. De dyrker hvidtjørn til frø som de kalder snerre de har også deres eget folkemål. De siger hwans æ du fra? Der findes ingen skov på Mors og sagnet fortæller at øen tidligere bestod af 20. Små øer.
Efter skydningen var vi oppe på et bjerg kaldet ”Salgiershøj” 280 fod over havet. Her holdt Højskoleforstander Himmelstrup Galtrup et foredrag om egnen, med udsigt til Fur, Livø, Løgstør, Thisted, Salling, Thy og Vendsyssel. Derefter fest i Galtrup forsamlingshus. Her holdt Pastor Brun Levring foredrag om General Scheppergrel: han udtalte: Der blev indført et nyt gevær ved hæren og dermed nyt geværgreb. Generalen anmodede en underofficer om at komme op hos sig, for at lære generalen at tage de nye greb. – Underofficeren befalede: Vil Hr. General behage at tage gevær på skulderen. Nej, siger generalen, de behandler mig som en alm. rekrut. Da øvelsen gik heldig, siger Generalen: det går jo bra! Ingen sludder i geleddet når jeg kommanderer, siger underofficeren, – Generalen tav.
Der kom en fanebærer til Scheppergrel og ville have tilladelse til at gifte sig., men da Scheppengrel kendte pigen ville han ikke tillade det ”thi de bliver ulykkelig med hende”, men soldaten bad yderlig og sagde: at hun havde truet med at springe i vandet og drukne sig. Men generalen ville ikke tillade det. – En tid efter mødte generalen fanebæreren og han sagde: hvordan gik det, sprang hun i vandet, ”ja” siger fanebæreren, gjorde hun hviskede generalen, – men ikke længere end hun kunne bunde svarede soldaten. – Vi skal være nøje og på passende i vor daglig gerning, vi skal arbejde os frem til det store. Stadig skal vi søge at arbejde hen til at vinde sejre over os selv. Vi har hver i sær en opgave at udføre, enten før eller siden vil vi komme til at stå overfor en opgave i vort liv.
21. august 1892.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor Sørensen: Der Græske ord Evangelium betyder glædelig budskab. Men der er forskel på evangelium i dag og det vi plejer at have den 10.søndag efter Påske. I denne græder Jesus over Jerusalem, og han siger om nogle (Kapermaum m. fl.) Vide du på denne din dag hvad der tjener til din frelse, men nu er det skjult for dit blik. Ja, siger han Sodoma og Gomora skal det gå tålelig på dommens dag imod det som skal overgå dig.. Den der er givet meget, skal også svar til meget med budskabet til folkeslagene også er til os Danske. Det er jo naturligt at vi har langt mere at svare til end de andre som aldrig har hørt Guds ord. Således med Kapernaum, den var givet meget, Jøderne sagde at det var Jesus hjem. Nu er der ingen mennesker på Jorden der ved hvor Kapernanum har ligget, den er forsvundet fra Jorden, kastet ned i de dødes rige, fordi den ikke kendte sin hjemsøgelsestid.
Hvert menneske har også sin hjemsøgelsestid, fra barndomstiden har vi så mange forhåbninger og så er der så meget vi vil have udrettet, men det glipper ofte for os. Vi har viljen men vore evner slår næsten aldrig til og det tidspunkt kommer, når vi ikke har mere håb og man fortvivler, vi har nemlig sat os opgaver som ligger over vore kræfter og evner. I må altid passe på at komme på den rette plads, den der passe os og vi kan udfylde. Når vi har fået de mange forhåbninger skrinlagt så tænker jeg, det er mange menneskers besøgelsestid, så mærker vi at vi ikke kan selv, så søger vi hen til Gud vor Fader for at bede ham hjælpe os, jo før, jo hellere vi kan søge derhen, jo bedre. Vi søger gerne Gud i nødens stund, men vi skulle også søge ham i glædens, vore tanker og forestillinger drejer sig ofte om os selv, alt for store tanker, det er gerne os selv der er helten, også dette brister som oftest for os. Vi må finde vor plads i vort sted lade vores liv og vore evner blive i harmoni med hinanden. – Det er sørgelig når vi engang dør og ingen mennesker føler det mindste savn derved.
24. august 1892.
I denne tid afholdes der militær skydning i lejren ved Funder. Lejren ved Funder er noget i lighed med lejren i sin tid ved Hald. Jeg og flere unge her fra egnen var i dag en tur derovre.
11. september. 1892.
Kromand P. C. Mikkelsen, Kragelund og hustru har sølvbryllup. – Mathias Mortensen, Christianshøj, havde sølvbryllup i går.
Fra Refshale. 15.september 1892.
I dag bliver Rasmus Thøgersens gamle gård, faldefærdige bygninger nedbrudt. (gården tilhørte i min oldefar og bedstefars tid, Anders Wie og Christen Wie) Dermed er de gamle Refshalegårde forsvunden. Gården her blev udflyttet i tiden 1845 – 49. – Den nedbrudte gård var den sydligste og kaldtes Borggården. Nu bygger den nye ejer Anders Nielsen et lille husmandssted på det stykke jord som endnu ikke er udstykket.
20. september 1892
Vi ophøstede i dag. Vi avlede 67.trave Rug og 133. Trave havre og 15. Trave Byg a. 60. Neger.
25. september.1892.
Fader fortalte i dag at han kan huske Frederik den Syvende som Kronprins holdt jagt her på gårdens mark. Alle jægere var iført røde farver. Han fortalte endvidere at hans moder (Født 1805) fortalte at i hendes ungpigedage ude på marken mellem kreaturerne. Og når køerne kastede gødning gik Vildgæssene og snadrede i kokasserne. Dengang var vildtet ikke sådan bange for mennesker. – Det var en gl. skik at Herredsfogden drog omkring og jagtede i Herredet. Men så en gang blev han opdaget her i Kragelund og dermed ophørte hans jagt, det var nemlig en lov han selv havde givet sig.
2. oktober 1892.
Far har i dag købt en decimalvægt i Silkeborg hos købmand A. Kofoed, vi blev da vejet. – Fader vejede 121.pund. Moder 115. Pund. Jeg selv 135. Pund og min søster Sine 52. Pund og Jørgine vores tjenestepige 102. Pund.
9. februar 1893.
Jens Overgård i Balle er bleven forlovet med Knud Hansens datter Lotte i Sinding. Jens overtager nu Overgård for 13000.kr, foruden aftægt til Niels Overgård. – Jens Ankers svigersøn, der blev gift med datteren Birgitte i Stenholt, har købt lærer Aaboes gård i Engesvang for 5500.kr. – Knud Skov Malmhøj havde 28.februar bryllup med Laura Steniche, de skal bo i et hus i Vindbjerg. Blot Bjergmanden nu ikke bliver vred. – Præsten var her nede efter vielsen han sagde: hun bruden syntes mig rigtig nok nogen svær, men det gik dog godt oppe hos mig.
9. oktober 1892.
Hos Jens Chr. Dahl i Kragelund var der i dag barnedåb. Jens Olesen og jeg stod fadder, barnet kom til at hedde Kirstine. Ankers kone Grethe fulgte og Line Dahl bar barnet. Da vi kom hjem fra kirken sendte Degnen Line Dahls offer, 20øre tilbage. – Poul Pape havde bryllup med Frk. Hoch fra Kjellerup, og den 14 ds. havde Christian Lemming bryllup med en pige fra Sejling.
I disse dage har Lars Konrads datter Helene bryllup med Jens Bundgård i Funder, Pastor Sørensen udtalte bl. a. i brudevielsen. I som nu agter at sætte bo og leve med hinanden, men målet er ikke at skabe et bo, men at fremelske et hjem, thi det er ikke altid at hjemmet bliver et hjem, et hjem i kærlighed og sandhed, thi den sande kærlighed skaber altid et sandt hjem. I begyndelsen og slutningen af ægteskabet, plejer der gerne at være et rolig og stille liv, hvorimod den mellemste led ofte præges af sorg og besværligheder. Da jeg håber det er sandt kærlighed der sammenbinder jer to, så vil jeg ønske at den sande kærlighed altid vil overvinde misstemningen, tilgive fejl og holde sammen i kærlighed med hinanden. Der vil komme tider, da det vil vise sig om eders kærlighed er sandt og oprigtigt.
13.november døde Peter Kidmose i Engesvang. – 20. marts havde Anton Frank og Petra Pedersen bryllup.
De svinder så brat
I en drømme nat
De minder som stiger fra sjælen frem
På lysets vinger, til hjertets hjem
Som føler så varm til bladets strøm
Der skaber et liv i sjælens drøm.
20. november 1892.
Ved Gudstjenesten i dag udtalte Pastor Sørensen: Der står i vort Evangelium i dag om Jøderne der lagde penge i Tempelkisten, nogle lagde mange penge og der kom også en fattig enke og lagde to skilling. Jesus sagde herom hun lagde mere end alle de andre, thi hun gav af sin fattigdom, medens de andre gav af deres velstand, de kunne give store gaver uden at lide noget som helst savn, men den fattige kone kunne selv have disse penge behov. I vore dage ser vi ofte i avisen den ene og den andens navn, der har givet til et eller andet, men er det deres bevæggrund at se deres navn i avisen så har de slet ingen gavn deraf, derfor kan sagen jo godt have gavn deraf. – Det er gået mig således, at hvem jeg har holdt mest af, har jeg været fattigst overfor, når jeg rigtig har holdt af dem har jeg ikke kunnet få det frem jeg ville. Men hvor ofte kan vi ikke glæde vore medmennesker med et venlig ord eller smil, det går godt i et bedrøvet hjerte.
24. november 1892.
Sognefoged O. C. Jensen er valgt til vurderingsmand for den alm. brandkasse, i afdøde Peter Kidmoses af Engesvang sted.
29. november 1892. En pindsvinehistorie.
Præsten og Degnen i Kragelund havde gravet nogle pindsvin ud af kirkegårdsdiget, og Pastor Sørensen holdt så meget af pindsvinesuppe. Da han kom i embedet for 3år siden var han mager og spinkel, nu er han tyk og fed, og grunden skal være pindsvinesuppe. Degnen har nu også fanget to pindsvin, som han har sat i tøjre omme i skolehaven, nu til eksamen skal der koges suppe på de to pindsvin. – – –
3. december 1892.
I Kragelund kirke er der opsat en kakkelovn, det er første gang der er opvarmet i dag. I de forløbne 600. a. 700. År siden kirken blev bygget, er det jo første gang.
7. marts 1893.
Bølling Sø er af ejeren Christian Stensmark bortforpagtet til Jens Vinderslev og Niels Løhde på 3.år. forpagtningsafgiften er 1,år 1000,kr. de to sidste år 1200. kr. – Den 13, marts afrejste min broder Søren til Slesvig, for en løn 180.kr. til den 1, november.
1.april.1893.
Far fortalte i dag: I hans faders Jens Christensens tid 1830 – 63. var kreaturbesætningen her på gården følgende: 4. køer og 2. Stude, der fandtes kun få her i sognet der havde heste på den tid, de kørte med stude. Men bedstefader havde vist vanskeligheder med at drive gården. – Anders Wie i Refshale havde det vist nok også småt, han tog nemlig kartoffel top og kogte en slags kål og suppe på, noget magert var vel nok den kål. – Dengang ca. 1800 – 15. var der ikke 4.skilling at tjene i Kragelund, fordi der var ingen der havde penge. En gårdmand gik snare på daglejre arbejde end holdt andre.
Omkring 1840-50. Kom der ingen post til Kragelund, var der breve eller aviser skulle de hentes i Viborg. Der kom kun to aviser til Kragelund, Viborg Stiftstiende, det var til Præsten og Sognefoged Ancher i Klosterlund, de kom til. – Ovre i Thorning, gik en mand fra Stenrøgel post, men det var kun en gang hver måned, så kunne de Kragelund mænd hente deres post i Thorning, om de ville have aviser eller breve, Silkeborg og Kjellerup var jo dengang ikke til. Senere fik de posten fra Silkeborg dengang Th. Nielsen havde grundlagt Silkeborg Avis, men selvfølgelig måtte de selv hente avisen i Silkeborg. – Rasmus Thøgersen, Refshale kørte post fra Silkeborg i 60erne og 70erne. Siden var det Christen Nedergård, Kragelund der med trækvogn gik to dage om ugen til Silkeborg og en dag ugentlig til Kjellerup, hvortil Herredskontoret var blevet flyttet. – Efter 1875. fik vi Kgl. post fra Silkeborg, og ved åbningen af Silkeborg – Herning jernbane fik vi fra 1877. post fra Moselund.

CD-16

J. Jensen. Optegnelser for 1918 – 1919.

Johanne Andersen (21. november)
Min broder Søren Jensens hustru i Refshale afgik i dag ved døden 28.år gl. af Spansk syge. Hele husstanden, min broder og 5. Børn har været angrebet. Der er noget uhyggeligt ved denne sygdom, idet andre mennesker holder sig borte fra de smittede huse. Den afdøde havde været syg i ca. 10.dage og der var tegn til hun ville overvinde sygdommen, men i nat slog det sig på lungerne og dags morgen strømmede blodet ud af næse og mund og døden indtrådte straks.
Jeg og Marie måtte da derover og hjælpe min broder at få hende i kisten og henklædt, der kom jo ingen mennesker, og det er tungt under dette forhold. Med en del forsigtighedsregler kan man nok unddrage sig smitten ved at gurgle halsen og svælget med saltvand, vaske hænder og ansigt og skifte klæder. – Tirsdagen efter blev hun begravet, der var ikke mange mennesker i hjemmet, men desto flere mødte ved kirken.
Rundt omkring i omegnen grasserer smitten og nu da Verdenskrigens ophør ikke længere lægger beslag på opmærksomheden er det den Spanske syge der lægger beslag på tanker og samtaler. – Nu da døden har taget moderen fra hjemmet, og børnene græder og kalder på hende, da er det som Høgen der slog ned over reden og tog fuglemoderen fra de hjælpeløse pippende unger.
Kristina Vinderslevs hustru, Ingine? Ankersen dør.
Atter har Spansk syge krævet et offer, en ung hustru og moder, Kreaturhandler Kristian Vinderslevs hustru i Kragelund, en datter af Anker Ankersen, Lille Klosterlund. Hele husstanden på tjenestepigen nær, ligger til sengs af sygdommen. Hos den afdøde gik sygdommen over til Lungebetændelse, og da hun var frugtsommelig, skulle hun til at føde under sygdommen, dette medførte hurtig døden. Der var mange mennesker til begravelsen og Præsten erklærede den afdøde for salig, da hun var en stædig kirkegænger, og dette er jo en trøst i sorgen.
Klør Dame og Spar Dame (15. december)
Kristian Vinderslev, Kragelund havde sidste sommer en pige man gav øgenavnet Spar Dame. Fr. M. Laursen havde ligeledes en pige der fik navnet Klør Dame. Nu skal Klør Dame til at giftes med Kr. Pedersens enkes søn: Søren, og nu ligger spørgsmålet meget nær, da han nu bliver gift med Klør Dame, så må han vel i fremtiden tildeles navnet Klør Knægt eller Klør Konge. – Spar Dame er ligesom Klør Dame i gode omstændigheder med en karl, Hans Pres hos jens Keller i Kragelund, bliver hun nu også gift, må hendes mand vel tildeles navnet Spar Konge.
Fortid – Nutid: (20. december)
I gamle dage gik der i hver by en gammel kælling omkring og tikkede uld, og samtidig bragte hun nyt fra sted til sted. Hun var byens utrykte levende avis, hun repræsenterede sladderens giftige tunge, der med sin brod udspyede giften, hadet og misundelsen i det sunde, fredelige menneskehjerte. Hun har alle dage været en kærkommen gæst i mange hjem – al for mange som kunne fortælle om andres fejl og vanheld. Der er så mange der glæder sig med at høre om slet, og se andre lide – Hvorfor?
Nu har vi ingen gamle koner der tikker uld og fortæller byens giftige sladder, men andre tider og andre skikke. – Der er skrevet aldrig forstummer den røst fra Himlen, den røst som er fredens, men der er også en røst der aldrig hviler, det er den giftige sladdertunge.
Disse der her i Kragelund i året 1918. Besøger de gl. tiggerkællingers håndtering, hvad nyt angår, er central – Stine, der har navn af at hun bestyrer telefoncentralen og man erindre at der engang var en mand der forbandede bogtrykkeriets opfindelse, fordi man før kunne blive udskældt eller der kan blive sladret om en, så var det kun af en mund, men nu kan bogtrykkeriet som en frygtet uhyre tale med mange tusinde munde på engang. – Det kan telefonen også, og central – Stine kan derfor få byens nyt rundt omkring på et øjeblik. – Den anden er Søren Rask i Fastruplund, han er ikke meget hjemme og hans kone Else siger, at han sikkert ikke får stunder til at død hjemme, men opgive ånden på farten fra sted til sted. Ja det gamle er forbigangen alt er bleven nyt.
Ved Juletid 1918. (25. december)
Det er en stille Jul der fejres i år, ikke alene af den grund at Verdenskrigens tunge tider endnu er inde. Da enhver person får udleveret sin portion mad, er der ingen der kan holde fest, hvad fødevarer angår. Men det blev også en stille Jul, da den Spanske syge, Lungepesten, endnu med uformindsket styrke grasserer, også her i sognet. Mange nye hjem er nu angrebene. Lærer Askløv, Søren Overgård, O. Lassen Stakshede J. K. Johansen (telefoncentralen) m. fl. – Vejret har ellers været smuk, en veksel mellem sne og solskin.
Året der svandt: (31.december)
Verdenskrigens sidste års sidste dag er inde, et år der længe vil mindes. Krigen har umuliggjort næsten al produktion og handel. Mangel på næringsstoffer har bragt hungersnød over næsten hele jorden. Næsten alle mennesker har været sat på ration, rationer der mange steder har været så lille, at hungersnøden for de svage individers vedkommende har været følgen, smitsom sygdom fulgte i krigens spor. – en dag i forsommeren 1918.fra Sydeuropa, kom meddelelsen om at en smitsom sygdom grasserede. Dag for dag bragte aviserne meddelelser om at denne sygdom, der gik under navnet den Spanske syge, med stor hurtighed bredte sig fra land til land. Sygdommen har tendens til at slå sig på lungerne gav anledning til at den på mange steder hvor den optrådte ondartet, fik navnet Lungepest.
Slutningen af juli nåede sygdommen Kragelund og Smed Jens Holmslykke var den første der blev angrebet. Men hen på efteråret og vinteren, greb sygdommen rigtig fat. Mange steder lå alle husets beboer på en gang syge, der var ingen til at pleje eller passe dem, ingen til at se til kreaturerne der stod i staldene og brølede af sult. Sygdommen der medfødte høj feber, medførte flere steder at når samtlige beboer var angreben, at de i feber vildelse tumlede og rumsterede mellem hinanden. De mange dødsfald bevirkede at naboer holdt sig borte fra syge og smittede hjem.
Indførselen af mange, ja så at sige alle ting var ophørt. Tobak var næsten ikke til at opdrive, og flere måneder ophørte det ganske. Dette at mangle tobakken, er for mange mennesker næsten det værste af alle savn, man gik og tyggede på alle mulige blade. Kalmusrod, o. s. v. Man ryger kartoffelblade, rabarber og kirsebærblade o. s. v. – Den 11.november indtrådte våbenstilstanden, og et af menneskeslægtens mørkeste tidsafsnit var sluttet. Tronerne var sunkne i grus og landsflygtige Monarker deler kår med den evige jøde. En ny tid stå for døren.
1919.
Efter mange ufreds år, hvor krigsfaklen har flammet over størstedelen af jorden, må vi håbe at det nye år 1919. kommer med fred og udslette, i al fald en del af den savn og alle de elendigheder krigen har medført.
Lærer Askløv, Sølvbryllup.(21,januar)
Som Sognerådsformand var jeg i dag indbudt til Lærer Askløvs sølvbryllup. Der var ellers ingen tilstede her fra Kragelund, undtagen Lærer Petersen, Frederiksdal og Lærerinde Frk. Nielsen. Det blev en højtideligt og stemningsfulde fest. De gode sangkræfter der var til stede udnyttede aftenen til sang og musik.
Den Spanske syge: (20.januar)
Vedbliver stadig at grasserer på egnen, særlig i tiden efter Nytår tog det voldsomt fat, den ene familie angribes efter den anden i hele sognet. Sygdommen angriber med høj feber så hele familien eller husstanden samtidig må ligge i sengen. Der er da ingen til at pleje de syge og ingen til at passe kreaturerne, idet naboerne af frygt for den pestlignende sygdom, holder sig borte.
Den Spanske syge: (1.februar)
Dag og nat farer lægernes biler frem og tilbage. Nu er Pastor Siek og familie også angrebet af sygdommen, Præstens lunger er angrebne og han kommer ikke til at overtage sin gerning den første måned. Nu er der kun få familier tilbage der ikke er – eller har været angrebet.
Flæske tyve: (22.februar)
I disse ekstraordinære tider, hvor alle mennesker er sat på ration, hvor man ikke kan putte et brød i munden uden brødkort, ikke et stykke flæsk uden flæskemærker, hat tiden skabt flæske tyve. Kromanden i Funder slagtede en stor gris og natten efter var den stjålet. Degnen i Funder, Lærer P. Kristensen slagtede ligeledes en fed svin, også den er bleven stjålen. – Herovre i Kragelund slagtede Kr. Pedersens enke (Malmhøj) for nogle dage siden et svin, natten efter blev den også stjålet. Gårdejer Jens Jensen (Dragon) slagtede for nogle dage siden en gris, grisen blev da om natten lagt ind i sovekammeret og han fortalte at han havde våget i to nætter nu, for at passe på at grisen ikke blev stjålet. – I Funder er to unge karle bleven anholdt og tilstået at have stjålet Kromandens og Degnens slagtergrise.
Der sker fejltagelser: (13. marts)
En ung mand Anders Bandholdt Andersen, havde ved Sognerådsmødet henvendt sig med begæring om en giftemålsattest. Han var født her i kommunen, ellers fra barn opholdt sig i Revl i Vinderslev kommune. Forholdet var vanskeligt, da siger Niels kusk: Nu er det ham Bandholdt, der har gjort så stort postyr ovre i Vinderslev. Der tjente en pige hos Gårdejer Bech i Vinderslev, hun var, og havde været der i flere år kærester med en smedesvend fra byen, så en aften eller nat blev der banket på pigens vindue, hun stod op, lukkede vinduet op og sagde: er det dig Hans Smedesvend, ja, siger Bandholdt og han kravlede ind ad vinduet og gik i seng til pigen. Hun opdagede imidlertid ikke at det var en ”falsk” Hans, thi i nattens mørke er alle katte grå. Bandholdt kunne imidlertid ikke dy sig for at prale af den t pus han havde spillet Smeden og pigen, og da pigen var bleven frugtsommelig ville ”Hans ikke have mere med sin Grethe at gøre” og slog op med hende, og nu skulle Bandholdt giftes med pigen, og have giftemålsattest. – Han fik dog ikke attesten denne gang, idet Kragelund Sogneråd ikke fandt nogen pligt eller ikke at være hans hjemsteds kommune.
Sognerådsvalg (14.marts)
I år er det fire år siden Kragelund – Funder – Engesvang kommune blev adskilt og der er atter sognerådsvalg i Kragelund i dag. Der var i lørdags prøvevalg i afholdsforeningens sal og på forespørgsel erklærede jeg at jeg ikke ville modtage genvalg. Denne fællesliste blev lavet men straks efter levede fagforeningen og husmandsforeningen en anden liste. Fælleslisten kom da slet ikke i betragtning og der blev lavet en anden liste, hvor jeg var stillet op som første kandidat, altså uden at jeg havde givet min tilladelse dertil. I Frederiksdal gik det ligeså, der kom også to lister, således at der i alt til sognerådsvalget i dag er fire lister. Resultatet af valget blev, at socialdemokraternes og husmandsforeningens liste A. fik 42. stemmer og 1. kandidat. Venstre og gårdmændenes fik 124. stemmer og 4. kandidater. Liste C. Frederiksdal 71. stemmer og 2. kandidater. Liste D. misfornøjelseslisten fra Frederiksdal fik 21. stemmer og ingen kandidater valgt. – Valgte blev:
Sognefoged J. Jensen, Refshale 124. stemmer.
Gmd.. Niels Mathiasen Kragelund skov 62. stemmer.
Bmd. Kr. Kristensen, Frederiksdal 71. stemmer.
Gmd. Niels Kusk, Kragelund 41. stemmer.
Bmd. Jørgen Bøjlesen, Refshale 42. stemmer.
Bmd. Frederik Brauner, Frederiks. 35. stemmer.
Gmd. Mikael Frank, Stenholt. 31. stemmer.
Kragelund kirke: (15.marts)
Ved tiende afløsningen, der for kragelund Sogns vedkommende fandt sted 1. januar 1911. Og hvor kirkens fremtidig stilling og forhold blev ordnet, overgik kirkens og dets midler til de private tiende ejere. Forholdet her var således at kirken og dets midler og kirke tiende og kirkens lod af by marken fra gammel tid, ca. år 1825. altså nu snart for 100.år siden, blev købt af nogle få gårdmænd her i sognet, navnlig den rige Christen Jørgensen i Engesvang. Sognefoged Anker i Klosterlund og en Gårdmand jens Jensen og degnen i kragelund by. – Kirken havde i mange hundrede år været i Godsejerens og Herremændenes hænder og gik fra hånd til hånd. Kirken blev købt af en Hastrup fra Vester Kejlstrup, eller måske rettere var det på denne tid overgået til en Sølvtoft på Lillerup ved Horsens. – Disse mænd her i sognet, havde efterhånden efter købet og indtil tiende afslutningen afhændet størstedelen af tiende til tiende yderne, så at flertallet af sognets beboer selv ejede deres tiende og som følge heraf var medejere af kirken.
Ved tiende lovens afslutning havde de beboer i et sogn der selv ejede deres tiende, første ret til at beholde og overtage kirken som deres ejendom, der fordredes hertil at ejerne af mindst halvdelen af tiende hartkornet, fremsatte skriftligt ønske herom. Her i Kragelund blev der gjort et forsøg på at disse ejere beholdt kirken, men da Anker Ankersen i Klosterlund nægtede at underskrive, kom dette ikke i stand. Kirken overgik da til de private tiende ejere, hvoraf de fleste ikke boede her i sognet, men i andre sogne. Disse havde ret til efter loven at overtage kirken, men havde også samtidig ter til, ved en skriftlig erklæring at afstå deres ret, hvorefter kirken ville overgå til selveje eller staten. De private kirker ejere underskrev derefter en sådan afståelses erklæring, men en mand (Martin Elkjær i Komose) nægtede at underskrive, hvorefter Stiftsøvrigheden resolverede, at når ikke alle kirke ejere var enige om afståelsen, måtte de overtage kirken og dets midler i fremtiden. Disse private tiende ejere sidder nu inde med kirken den dag i dag.
I dag afholdtes den årlige kirke ejere møde i Kragelund Kro. Der blev bestemt, at der skulle optages et kort over kirkegården og alle gravpladserne, således at man i fremtiden kunne have en oversigt over og kendskab til hvor stedet var hvor folk blev begravet.
Folketingsmand N. P. Jensen: (8.april)
Den nu for tiden, Kjellerup Kredsens Folketingsmand, holdt forleden dag møde i Frederiksdal Forsamlingshus. Han omtalte Verdenssituationen som den i øjeblikket formede sig. Præsident Wilson var idealist, hans proklama med de berømte 14. Punkter, ser jo meget smuk ud på papiret, men en del af disse er praktisk ugennemførlig, der er på steder, i visse lande som Polen og Balkan ikke til at gennemføre fordi folkeslagene her er blandet mellem hinanden, således at her ikke kan være tale om Nationer. Efter revolutionen Rusland fik Kerenski (Karentsk) magten, han var også en idealist og han blev styrtet ved Tyskernes hjælp. De to nuværende Russiske styrer. Lenin og Trosky, blev af Tyskerne under Verdenskrigen fra deres landsflygtighed ført gennem Svejts gennem Tyskland i plomberede vogne for at de skulle skabe revolution i Rusland, hvilke også over alle forventninger lykkedes. – Endelig holdt folketingsmand et foredrag om vor finansielle situation og om jord spørgsmålet.
Historisk samfund:
For Lysgård og Hids Herreder afholdt bestyrelsesmøde på Højskolehjemmet i Kjellerup i dag. Formanden Lærer J. Jakobsen i Vinderslev fremlagde en del håndskrifter til optagelser i årbogen for 1919. Samt forslag om afholdelse af en folkefest ved Svend Grathes mindesten i Grå. Bestyrelsen er foruden undertegnede: Jens Kr. Nielsen, Grå, Forhenværende Sognefoged Jens Mikkelsen, Serup, Pastor Kæstel, Kjellerup. Røhr 0 Lauritsen, Demstrupgård og Lærer J. Jakobsen, Vinderslev.
To nye skoler:
Stenholt og Frederiksdal, i sommerens løb skal der opføres en forskole i Frederiksdal og en skole i Stenholt. – Disse skoler vil komme til at koste ca. 46.000kr med byggegrund m. m.(31.maj 1919)
Fra Verdenskrigens tid:
Under de svundne års mange forbud og foranstaltninger, faldt båndlæggelsen den gamle Anders Thøgersen i Stakshede tungt, for brystet. Han sagde en dag for nogen tid siden: ”Hvor er vor frihed og selvstændighed, den er fløjet, vi bliver behandlet og opdraget som umyndig kvæg. Ja – så må staten jo også sørge for os”. – De gamle kan ikke forstå denne ekstraordinære tid, – som vel nok er en overgangstid mellem en forbigangen og en ny tid.
Elektricitetsværket ved Tange:
Sognefogderne i Viborg Amt havde i dag – 21. juli – møde, og ved denne lejlighed beså jeg den store, under arbejde værende, anlæg Gudenås Elektricitetsværk ved Tange. Et stort arbejde, hvorved Gudenå opdæmmes, og ådalen herfra og op mod Kongensbro sættes under vand. Jordbunden der består af sand og grus, må dybt i grunden udgraves og opfyldes med ler, da dæmningen ellers ikke vil kunne modstå vandmasserne. En stor arbejdsstyrke og maskiner er i virksomhed, hele foretagendet vil koste mange millioner kroner, og er langt fra færdig. Et stort opland og byer, så vidt vides Århus, Randers og Viborg skal forsynes med lys og kraft herfra.
Om eftermiddagen var Sognefogderne samlede i Rindsholm til en festlig sammenkomst. Her holdt Herredsfoged Bylow, Kjellerup foredrag om den nye retsreform, der skal indføres her i landet den 1. oktober i år, hvor offentlighed og nævninge systemet skal træde i virksomhed og alle tingsteder og jurist stationer omlægges.
Tanker til eftertanker:
Livets travle hær, hvor tanker, indtryk, handlinger og tiden der kommer og går, levner os ofte ikke tid til rigtig at tænke over, og drage slutninger af hvad der passerer.
Det er vel nu et par år siden Sadelmager Niels Kristensen, Kragelund hængte sig, motivet til denne handling var, at han optrådte som vidne i en retssag, familien, der er meget religiøs, var naturligvis meget alteret over dødsfaldet. Den dag han blev begravet blev der ikke holdt nogen tale over ham i kirken, som skik og brug ellers er. – Lad os engang nøje overveje hele forholdet.
Afdøde var stævnet til at møde i en retssag, tillige med flere af bymændene, alle vidner uden undtagelse vidnede, at de intet kunne huse denne sag angående, det er jo altid det letteste at kaste ansvaret fra sig. Imidlertid kom afdøde i tanke om at han alligevel kunne huske noget af det som han var bleven spurgt om, og han fik den opfattelse at han havde vidnet falsk, og denne vished lod ham ingen ro eller fred, dag eller nat. Samvittigheden var vågnet, hvad der med andre ord vil sige, at der var en dyb og alvorlig grund i den sjæl der angrer, det var kristelig set fint guld
Han måtte altså ikke komme i kirken den dag han blev begravet, han var det fortabte får, der ville vanhellige det hellige sted. De andre der på tinget vidnede samme dag som afdøde, når de engang skal fare, bliver der måske holdt en smuk tale for den afdøde, foran kirkens alter, og de bliver rast. – Livet er for alvorlig til at være humbug. – I alle tilfælde burde betaling for hver kirkelig handling for længe siden været afskaffet. En ligprædiken burde ikke omtale den afdøde – lad de døde hvile i fred, – Derimod var der jo anledning til ved en almindelig tekst at tale til de levende. De døde har ikke længere behov, men det har de syge levende. Det er en skamplet på kirken at der skal betales for at døbe et menneske.
Jens Jakobsen dør: (9. august)
I dag er fhv. Gårdejer Jens Jakobsen, tidligere Kragelund afgået ved døden på villa ”Solglimt” i Silkeborg. – Jens Jakobsen havde i sin fremtræden mange personlige evner, og en dygtig landmand. Han indtog i mange år, 1870 – 1900 en betydelig stilling i Kragelund, blev efter Pastor Gede i 1872 eller 1873. Sognerådsformand, han kunne næppe den gang skrive sit eget navn, og arbejdet, som dengang ikke var ret meget, udførtes af andre (Lærer J. P. Aaboe, Jens Jensen (Sjællænder). Han var med, eller i spidsen for alt hvad der rørte sig i sogne kredsen og ville spille en føres rolle, hvad hans evner i mange retninger langt fra svarede til. Han blev således formand for den ny oprettede Brugsforening og senere efter Sognefoged O. C. Jensen, Refshale formand for Kragelund Sparekasse. Han arbejde ikke i disse sogne i situationer fremad, de gik tværtimod sin opløsning i møde og ophævedes.
Ved sin giftermål med Christian Mølles enke Ane, blev han ejer af en af sognets bedste gårde Matr. Nr. 5.a Baungård. Da hustruen omkring 1884. døde, var han i flere år enkemand, og blev senere gift med kromand P. K. Mikkelsens enke Grethe, der overlevede ham.
Fra tiden i halvfjerdserne var han en ivrig Grundtvigianer, også en tid missionsmand. Når han samtidig, og måske senere hen hørte til Kroen faste stamgæster, blev han i mange retninger en modsætning af sig selv, kort sagt han ville være med i al ting, selv om de var hinandens modsætning. – Hans private liv og forhold blev særlig efter hustruens død, en karikatur. Der var mange rygter i omløb, og da han så kom til at stå i forhold til Kromand P. K. Mikkelsens kone, blev det en hel skandale. Kromandens kone plejede at låse sovekammer døren for manden, og så gik Jens Jakobsen ind ad vinduet til hende, og lå der om natten. Engang da et par unge karle i byen havde opdaget at Jens Jakobsen var inde hos Kromandens kone, og at han fra haven var gået ind ad sovekammervinduet og havde sat han træsko uden for, havde disse karle fyldt hans træsko med tjære.
Efter at Kromanden havde solgt kroen og flyttet til ejendommen matr. Nr. 34.c. tidligere John Nielsens hus, låste konen døren og Mikkelsen måtte ligge ude i tørvehuset, hvor hun havde lagt nogle sengeklæder. – den nat Kromanden druknede og der om morgenen gik bud til konen om ulykken, fandtes jens Jakobsen hos hende. – Efter dette var det umulig for J. J. at være i Kragelund, og han flyttede til Silkeborg. – Hans eneste virkelige dygtighed bestod vel i, at skrabe penge sammen, og denne evne bliver altid af en tvivlsom art.
Niels Sørensen (Møllersvend) Refshale, dør 29. august.
Niels Sørensen har siden 1883. beboet ejendommen matr. Nr. 2.h. i Refshale, og været vores nabo, i en hel menneskealder. I det offentlige liv, gjorde han sig ikke gældende, men med flid og påpassenhed passede han ejendommen. Han var et stemningsmenneske, et humørmenneske, det ene øjeblik jublende glad, det næste bedrøvet og ked af alting. I årene 1883 – 1895. var han meget her på gården som daglejer. – Han kom hertil fra Horsens egnen. En broder var afdøde Købmand S. P. Sørensen i Kragelund og landmand Kristen Sørensen i Sinding.
Pastor L. C. Sørensen, Jordløse.(11.september)
Har i disse dage været en tur her ovre i Jylland. Efter et besøg i Viborg kom han her om morgenen med toget fra Herning. Jeg var ovre ved toget og afhente ham. Smed Martin Jensen kørte med bilen. Efter at have spist frokost her hos mig gik vi en tur til Kragelund, var inde på telefoncentralen hos Stine Filip (Central – Stine, som fru Siek kalder hende) derefter hos min søster Sine, hos Niels Konrad og Smed Chr. Pedersen, samt Jens Dragon hvorefter vi gik ned til Kusk hvor vi spiste til middag.
Inde hos min søster, sagde Pastor Sørensen: Eders moder har jeg ofte tænk på, og mange gange efter at jeg er kommet til Fyn. Jeg husker hende særlig, hvor hun og jeg var til stede ved sygebesøg, barsel o. s. v. da bragte hun altid ligesom solskin med sig, hendes lyse, glade smil bredte glæde med hvor hun var til stede. – Om aftenen var der møde i forsamlingshuset, hvor Præsten talte for en stor forsamling der var kommet til stede.
Han udlagde de Katolske optog og skuespil, der ligesom genoplevede Kristi liv og død, her på jorden. Disse kirkelige skuespil og optog var særlig fremstillet i Tyskland, og de sydlige europæiske lande. Pastor Sørensen fandt at disse fremstillinger kun blev dødt og virkningsløst, var kun blege og døde overfor virkeligheden, nej vi må i direkte personlige berøring med vor frelser. Vi må huske på at livet med Christus er et levende liv, og ikke nogen genfremstilling, uvirkeligt. Disse forestillinger og ceremonier kommer til at stå i samme forhold til virkeligheden, som de levende blomster til efter gjorte blomster af farvet papir, de mangler det vigtigste, liv og duft. – Derfor må det være et kristen menneskes mål, at komme i et virkelig levende samfund med Gud.
Pastor Sørensen omtalte derefter den smukke middelalderlige sagn om Tandhausen, der kom ind i bjerget i onde magters vold, hvor alle laster var til huse, hvor han glemte alt, sine slægtninge og venner, ja sin forlovede ((han mistede hukommelsen om det gode). Hvorledes han igen, ved at hans kæreste bad til Gud om at forløse ham af ondskabens vold. Alle igen kom ud af bjerget, det må vi alle vide at kun gennem Jesus Christus er der frelse og forløsning, når vi er kommet i de onde magters vold. – Om aftenen var en del samlet hos Niels Kusk. Hvorefter Præsten næste dag rejste til Funder.
Niels Harlev, Hesselskov er død.
En af de gamle veteraner, han var med i treårskrigen 1848 – 49 – 50. og var med igen i 1864. Han, der var lærer søn fra Vium, var et af sognets ældste mennesker, idet han var født 28.april 1826. og således 93.år gl. Han, der har boet ude i den spids af Kragelund der strækker sig ind i Vinderslev, opholdt sig ved sin død hos sin svigersøn Kristian Mortensen, Hesselskov. Afdøde har aldrig været benyttet i Kommunens eller sognets tjeneste.
Sognefogderne: (22.september)
I Lysgård m. fl. Herreds kontor i Kjellerup, var i dag samlede hos Herredsfoged Bylow, hvor der spistes frokost. Dette var en afskeds sammenkomst, den nye retsordning træder som bekendt i kraft om nogle dage, den 1.oktober d.å. Hids Herred udskilles af den gamle juristdistikon og indlægges under Silkeborg retskreds. Herredsfoged Bylow forlader 1.oktober Kjellerup, idet han er udnævnt til Landsretsdommer ved Vestre Landsret i Viborg. Det er en stor omordning og forandring i vort retsvæsen der nu foregår til oktober, idet den nuværende stammer fra år 1688. Retskredsen bliver nu større og i sammen retning er det gået tidligere idet et hvert Herred oprindeligt har haft sit eget ting, men ved rets anordning 1688.blev to eller flere herreder slået sammen til en tingkreds. Nu bliver altså Lysgård og Hids Herred adskilt, som før nævnt kommer Hids herred med sine 10.sogne ind under Silkeborg, hvorimod Lysgård Herred kommer ind under Viborg med Bitingsted i Kjellerup.
Ved frokostbordet takkede Herredsfogden, Sognefogderne, politibetjentene og kontorpersonalet for godt samarbejde i det forløbende år, – nå nej, udtalte Herredsfogden, den 30.september kl. 12 nat, forlader jeg embedet her så er der ikke længere nogen herredsfoged mere her i Kjellerup ja, der eksisterer ikke mere Herredsfogder i Danmark, for fremtiden hedder det Politimester og Dommere. Min efterfølger her i Kjellerup af samme navn som jeg selv, bliver Politimester. – På Sognefogdernes vegne takkede Sognefoged Thomas Pedersen, Balle og Sognefoged Laurits Madsen, Lysgård. – En lille oversigt over de tilstedeværende.
Sognefoged Niels Mogensen, Ans Grønbæk sogn. Nu en gammel mand, en af jurisdiktionens ældste Sognefogder, en, i sin optræden fornem og dannet mand, hurtig og bestemt i sine dispositioner og tagen bestemmelser.
Den gamle Sognefoged i Balle, Thomas Petersen, der ved sin elskværdige og grundhæderlig karakter hører til jurisdiktionens mest udmærkede Sognefogder. En mand der højner det sogn, og det folk han repræsenterer.
Den ældre Sognefoged, Laurits Madsen, Lysgård, med en smuk ydre skikkelse og optræden, hører han til de mere fremtrædende af Sognefogderne. Han har en fornem og tilbageholdende væsen, i modsætning til Th. Petersen, Balle.
Den unge Sognefoged A. P. Andersen, Sinding, der for et par år siden afløste faderen, Mads Andersen, Sinding, han er endnu som et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden vil riste sine runer.
Fra Funder ses den gamle Andreas Rydal, hans fader Christian Rydal og broder Jens Rydal var Sognefogder før ham. Nogen betydelig Sognefoged er han næppe, men alderdommen med sine svigtende evner kan han have sin grund. I hvert fald den dag der var auktion over L. Laursens bo, Charlottenlund Teglværk, bad Herredsfuldmægtig Gjørup, mig om at foretage en taksationsforretning over Sejlgård i Funder, da han havde den formodning at A. Rydal næppe kunne magte opgaven.
Fra Svostrup var den yngre Sognefoged Rasmussen tilstede, han er endnu ikke meget kendt, men lader til at være en grundig og solid personlighed.
Fra Gødvad var mødt Sognefoged Boye, der ligeledes er yngre og indtager ingen fremtrædende rolle i egnen.
Fra Hinge var den ældre Sognefoged Thomasen, tilstede, vist en dygtig og evnerig mand, men en del tilbageholdende i sin væsen og optræden.
Fra Lemming mødte Julius Rasmussen, en mad i sin bedste år, en humoristisk anlagt natur og agerer gerne klovn.
Fra Sahl var mødt Martin Kristensen nu en gl. mand, en af jurisdiktionens ældste Fogeder, en høj smuk mand, og ligefrem i væsen.
Fra Gullev var mødt Niels Jensen, Nielsen, der har været Sognefoged kun i få år.
Fra Karup var mødt Jens Jensen fra Vallebæk, han er en stille, beskeden og tiltalende mand i væsen og optræden.
Fra Vinderslev den gamle Laust Jensen i Mausing, han der hører til Indre Mission er den stille og tilbageholdende af alle Sognefogderne.
Fra Serup var mødt Sognefoged Vestergård, en rigtig stovt Jyde der siger sin mening ligeud, man behøver ikke bagefter at spekulerer på hvad meningen var, – hvad ofte kan være tilfældet med Julius Rasmussen, Lemming.
Fra Engesvang var mødt Mikael Petersen, han taler gerne om, – ja, gerne om kvinder, om der ikke skulle være en eller anden der kan skaffe ham en kone.
Fra Horup? er mødt Jakob Jensen der kun har været Sognefoged nogle få år, han er vognmand i Kjellerup. Desuden var også mødt den tidligere Sognefoged i Kjellerup Købmand P. Nielsen, nu direktør for teglværkerne ved Vinderslevgård.
Landpolitibetjent J. P. Jensen der nu er gammel i tjenesten, og har været i Kjellerup i mange år.
Statspolitibetjent Fuhr, Viborg og den nye Statspolitibetjent Petersen, Silkeborg.
Herredsfuldmægtig Frk. Karen Christensen på Herredskontoret, hende der var en af de første der tog Dansk Juridisk eksamen, hvad kvinder angår, og som nu snart har været på Herredskontoret i 30år – var også til stede.
Og ikke at tale om kanceliråd, tidligere Herredsfuldmægtig Petersen, der havde været ledende og herskende på Herredskontoret i en menneskealder. Der med dygtighed har ledt kontorets anledninger. Stærkt fremtrædende modsætninger i hans fremtræden, en Janus karakter. Han har sikkert samlet en bunke penge, men det er jo ganske alm. tilfælde med mennesker der indtager disse stillinger.
Festen var al ære værd for herredsfoged Bylow og hans smukke intelligente frue.

Nutiden: (10.oktober)
Nu da det snart er gået et år siden den store krig, kaldet Verdenskrigen. Blev sluttet med våbentilstand den 11.november 1918. Er der nu bleven fred og rolige tider, nej, de forskellige folkeslag er som en sydende og kogende gryde, ligesom havet, der er i stærk bevægelse efter en stor storm. Der går for tiden en bevægelse over hele Verden, der kan udtrykkes med et ord, mere løn for arbejdet, alle organisationer og foretagende skruer priserne op på alle varer og frembringer en stærk prisstigning dag for dag. Et kapløb om at fordyre livsfornødenhederne, – buen spændes, og strengene spændes, om de så brister er en anden sag, det vil fremtiden vise. Alle tjenestemænds lønninger er fordoblet, aviser, ugeblade stiger i pris. En Typograf skal ikke have mindre end 5000.kr. i løn, en Lærer 6000.kr. o. s. v. Det hele bliver som en Svikmølle, hvor der males penge og man bliver dog ikke mere velhavende eller rigere end man var før.
Nyt tag på stuehuset:
I efteråret bliver stuehusets gamle tagpap, der har lagt siden 1890. nedtaget, og nyt tag af cementsten oplagt. Tømmerarbejdet udføres af Hans Nielsen (Johnsen) og Jens P. Viktor Jensen, Kragelund Skov. Murerarbejdet af Kr. Kristensen (Hjulmand) Kragelund.
Vinter: (15.november)
Pludselig og ganske uventet kom der vinter med stærk frost i de første dage af november. I mange, mange år, ja, den sidste menneskealder har første halvdel af november været uden vinter, således at mange landbrugere har optaget lige så mange rodfrugter ind i november, som i oktober. Vinteren i år kom derfor bag på mange, således at der lagde sig et lag sne med indtil 10.gradres frost, over uoptaget roermarker. Det var således et betydeligt tab, idet store mængder af roer blev til dets død. Efter så hård frost kan roerne i al fald ikke gemmes vinteren over, men må straks opfodres.
Nye skoler i Stenholt og Frederiksdal: (1.december)
I dag indviede Provst Laursen i Thorning, Frederiksdal nye forskole, der er opført i indeværende års sommer, og har kostet ca. 25.000.kr. Byggegrunden er købt, ca. ½ tdr. land, af Jens Kr. Kristensen, over- Frederiksdal for 800.kr. under de ekstraordinære forhold med de daglige stigende priser på både arbejdsløn og materialer, har dette ikke været nogen billig historie. Frøken Johanne Nielsen, der fra 1. januar 1919. har været vikar ved den midlertidig skole, er fra 1.december 1919. kaldet til lærerinde ved skolen. I Stenholt er der bygget en lærerbolig, der har kostet ca. 22.000.kr. – Som lærer ved denne er 1.december 1919.kaldet Morten Leth, der var vikar som anden lærer i Vinderslev. I Stenholt var der i forvejen en lærerbolig, der blev bygget samtidig med de mange nye skolebygninger 1901 eller 1902. Stenholt var dengang og til den nu sted fundne omordning, en omgangsskole til Skygge i Engesvang Kommune. Skolen i Stenholt er bygget af Murer Niels Hvam, Stenrøgel, tømrer H. P. Jensen, Kragelund Skov og snedker Thorman i Sinding. Skolen i Frederiksdal er bygget af Tømrer S. Vestergård og Murer Marius Nielsen fra Vinderslev, Maler Kå i Them og Blikkenslager Hårby i Kjellerup. – Ved indvielsen var foruden Provsten, bygningernes Arkitekt N. P. Nielsen, Kjellerup. Sognepræst Siek og Lærer Th. Petersen samt Sognerådsformanden til stede.
Moust Andersen er død:
Forhenværende Gårdejer Moust Andersen er død, han boede i Vandhuset matr. nr. 1.g, hvor hans fader Anders Mousten og dennes fader Moust, før ham. Den afdøde der for flere år siden solgte gården, tilhørte altså en af Sognets gamle slægter. Han var meget Indremissionsk anlagt, og var i mangt og meget en særling. Han havde en datter Ane, gift med Peter Pape, Funder. Kirstine gift med Rasmus Jørgensen, og Maren gift med Peter Davidsen, Kragelund.
Tanker: (5.december.1919)
Vi mennesker er så tilbøjelige til at blande sandhed og løgn sammen. – I Biblen, som så få Danskere læser i til daglig, står der skrevet, at det kun er en lille flok der vender hjem, på den yderste dag, på den første opstandelsesdag, som følger med Christus hjem for at tage den store arv i besiddelse. Og vi må jo tro på det som Gud har åbenbart og gjort vitterligt for os alle. Vi har jo også vort fornuft til at undersøge os selv, vort liv, om vi vandrer ad den vej, der fører til livet. Hvert lille barn er arving til det evige liv, al jordisk arv og gods blegner mod denne store rige arveret.
Juleaften: 1919.
”Men mig tror i ikke, fordi jeg siger sandheden” (Jesus Christus)
Sandheden er åndens sol, ligeså lidt som blomster, træer, urter og blomster vokser hvor ingen sol skinner, ligeså lidt kan Kristelig åndevæsen trives og vokse hvor sandheden ikke er til stede. Kun i mørke kan løgnen trives, fordi sandheden, lyset er skjult. ”Men mig tror i ikke” sagde Jesus til Jøderne, fordi jeg siger sandheden. Jøderne havde mistet evnerne til hvad der var sandhed og hvad der var løgn, thi de levede på løgnen og troede dette var sandheden. Så nær står mennesket for fald, og så nær står de ubevist ved afgrunden, og dog var Jøderne Guds udvalgte folk, de står nærmere lyset og sandheden end alle andre folk på denne tid. Er evnen til at skelne forskel mellem sandhed og løgn, lys og mørke, større nu i vore dage, hvorfor skulle det være dette? Historien hvoraf erfaringer uddrages, har til fulde lært os om menneskets mangelfulde evner til at vurdere og ransager sig selv. Da Christus tændte sandhedens lys, lagde mørket sig over det og skjulte det. Der skulle en reformation til for at tænde lyset igen, mennesket mangler evner til at fastholde sandheden.
Virkeligheden glider bort af hans favntag, derfor står han ikke tomhændet, fuld af hvad han tror, er sandhed og virkelighed, men som er uvirkelighed løgn og bedrag. Han lever da vider på tro og med den bevidsthed at han vandrer på lysets og sandhedens vej. I sandhed, et skæbnesvangert bedrag. Jøderne levede midt i dette bedrag, da Jesus sagde til dem ”men mig tror i ikke” Tror vi på Jesus Christus? Ja, vi er jo som regel alle sammen døbt og bekender Christi navn. Ja, dette kan vi jo så udmærket godt gøre, ligesom Jøderne, de bekendte Gud men levede deres liv udenfor ham. Et kristent menneske må leve sit liv i Gud og ikke i en Ceremoniel bekendelse udenfor ham.
Vi er alle sammen udsat for den store vildfarelse og bedrag og der skal Guddomsevner til at tænde lyset igen, hvor den engang er slukket. Derfor frem med Biblen på hver mands bord. I hvor mange hjem findes der en Bibel.? Enhver kristent menneske bør daglig tage sin Bibel frem og læse et stykke deri, ikke måske alene for sig selv, men også for sin husstand. Det er jo således, at lægfolk ofte ikke forstår betydningen og meningen af det eller det skriftested i Biblen, og det er jo ikke så underligt. Biblen er skrevet for mange årtusinde siden i et helt andet sprog, og sproget og skriften var dengang meget uudviklet og ubehjælpsomt, vi behøver blot at se på vores ældste sprog for at fatte og forstå dette. Derfor ville menighedsmøder med Præstens udlægning være på sin rette plads, eller vort Bibel burde være ledsaget af en med skriftstederne, fortløbende udlægning og forklaring. – menigmanden burde lære at bruge og elske sin Bibel, så det Danske folk ligesom det Engelske, kunne nå at blive en daglig hver mands Bibellæsende nation.
O! lov mig –
O! lov mig, – ja lov mig
at være min søde lille ven,
hver time jeg tænker på dig,
Til vi mødes igen.

O! lov mig, – til næste vår,
Når solen lokker alle små blomster frem,
At vi mødes for Herrens alter at stå,
Da bygger vi to så dejligt et hjem.

O! lov mig, – når solen går ned
At tage min hånd i din.
Da lyser den sol som Guds kærlighed
Så lys bliver aftenen min.
26/12 1919. Jens Jensen
Julen 1919.
Julen kom med sne. Der ligger et pænt lag sne over alt af ca. 1. alens dybde, så det er næsten hel ufremkommeligt at færdes, undtagen på landevejene hvor slædekørselen har jævnet vejbanen. Den eneste samfærdselsmåde er slæden, idet det er næsten umulig at køre eller gå i det dybe snelag. Natten mellem 1. og 2. Juledag, steg frosten til 10.grader, med snestorm og nordlig vind, med iskoldt blæst. – Vil man gøre en sammenligning med åndelig og fysiske forhold, da ligger eksemplet her nær inde i den lune stue, med juletræ festsmykket, det er med den glade smil, med en følelse af glæde og lykke, er et billede på det gode, den himmelske hjemland som mennesket længes efter, men dog i virkeligheden står så fjernt.
Og uden for hvor sneen hviler, hvor stormen raser og den iskolde blæst gennemtrænger alt, som en dræbende magt der vil tilintetgøre alt levende. Dette er billedet på det ond, dets væsen og egenskaber. Ligesom den hyggelige stue med Juletræet var et billede på det gode hjem, er kulden og vinteren derude et billede på det ondes. – I menneskets hjerte liv er der så meget der lokker derude i de ondes hjem, og mennesket er så tilbøjelig til at tage en lille tur derud, for atter at vende tilbage til det lille hyggelige hjem. – Han mener vel ikke det kan gøre noget, men han glemmer at opholdet i de ondes hjem dræber betingelserne i ham, til vedblivende at forblive i sin lune hyggelige hjem. (25.december 1919.)
31.december 1919. Årets sidste dag, bogens sidste blad.
I Juledagene skrev jeg på anden del af mine barndomserindringer. 1. del er tidligere indsendt til Dansk Folkeminde Samling på det Kongelige Bibliotek, anden del er sendt samme sted hen. – I sine sidste leveår opfordrede jeg min fader til at nedskrive hans oplevelser, han fik også begyndt, men derved blev det. Hans åndsevne var da allerede svigtede, således blev hans påbegyndt arbejde aldrig færdig, og han havde dog en hukommelse som få.