Mylius
Erichsens beskrivelse af mordet i Klode Mølle udgivet i bogen »Den
jydske Hede før og nu«, Hernovs Forlag 1903. pp. 157 – 165
Henaf
Aften, Torsdagen den 11. Maj i Aaret 1706 kom der til Klode Mølle en
fremmed Karl, som ingen kendte. Langsomt og hinkende på Træsko og støtte
til en Kæp, som om han ikke Kunde træde på den højre Fod, ahvde han
nordfra nærmet sig Gaarden og traadte ind i Krostuen, hvor Mølleren
netop sad, Den fremmede, der velklædt og endogsaa bar Sølvknapper i sin
Trøje, stønnede stærkt, lod et Par lange Skaftestøvler, han havde baaret
over den ene Skulder, falde på Gulvet, hvorefter han med forpinte Miner
sank ned på en Bænk.
Klode Mølle ejedes den Gang af et Par aldrenbde
Ægtefolk, som gjalt for at være meget velhavende. Det hed sig, at de
havde betydelig Mængde Sølvpenge liggende, som aldrig blev rørt men
stadig gemtes i en gammel Egetræs Dragkiste inde i deres fælles
Sovekammer.Trods fremrykket i Alder var Mølleren og hans Kone ved godt
Helbred og særdeles driftige Folk, der passede Kroens og Møllens og
Gaardens Bedrift og var ansete og afholdte af alle og bekendte for deres
godgørende Hjælpsomhed over for Fattige. Børn havde de ikke, deres hele
Husstand bestod kun af dem selv, to Tjenestekarle og en Pige.
Mølleren
tog venligt mod den fremmede Vandringsmand og spurgte ham, hvad han
fejlede. Karlen svarede, at han paa sin Vej over Heden var kommet til at
træde fejl paa en sten i Lyngen og havde forvredet sin Fod. Endvidere
fortalte han, at han var nrodfra og skulde ned til det slesvigske og
tjene sin Morbroder som Karl.. Nu kunde han desværre ikke straks gaa
videre og bad derfor om at maatte blive nogle Dage i Møllegaarden, til
Foden kom sig. Naturligvis maatte han blive, sagde Møllerfolkene. De
beværtede ham paa det bedste og anviste ham Kammer for Natten, ligesom
de inderligt gerne vilde pleje hans daarlige Fod det omhyggeligste de
forstod. Men om Foden sagde Karlen, mens han hinkede til sit Kammer, at
han selv havde lagt Bind om den, og at den bare trængte til Ro.
Imidlertid
forløb baade den næste Dag og Lørdagen, uden at den Hvile og Ro, som
Karlen i fuldt Maal nød, skaffede Bedring i hans daarlige Fod. Men
Møllerfolkene, der gerne undte Karlen forlænget Ophold og ikke anede det
mindste Uraad, bad ham om endelig at blive, hvis han lystede. Men saa
om Søndagen hændte der noget, som gjorde Møllerkonen mistænksom over for
deres Gæst, endskønt han den Dag syntes endnu mere lidende den
foregaaende. Straks efter »Unden« var der nemlig kommen løbende en sort
Puddelhund til Møllegaarden og trængte ind i Spisestuen, hvor alle endnu
befandt sig efter Maaltidet. Med alle tegn på Glæde og Gnekendelse
sprang Hunden op ad den fremmede Karl, der kun daarligt skjulte, hvor
ubehageligt dette Møde var ham, og vredt stødte Hunden fra sig med en
bemærkning om, at det var underligt, saa langt en en Hund kunde spore
sin forrige Herre. Før sin Afrejse havde han solgt Hunden til en Mand i
Hjemmet, sagde han, og bad nu den ene afde tilstedværende Møllerkarle om
at jage den bort. Hunden blev bragt udenfor, og Møllerkarlen søgte at
genne den afsted, men forgæves; den bilde ikke saaledes forlade det
Sted, hvor den forrige Herre opholdt sig, og smuttede tilsidste ind i
Mølleværket, hvor Karlen lod den blive, da han ikke længere gad jage
efter den. Kort efter kom den anden Møllerkarl ud, og uden at vide, at
Hunden havde skjult sig i Møllen, lukkede han Døren i for den. Han og
hans Medtjener skulde skynde sig i Stadsklæderne, de havde faaet fri og
agtede sig til Kragelund, hvor der den Aften blev holdt Legestue.
Mens
Møllerkonen gjorde i Stand efter Maaltidet blev hun mere og mere
overbevist om, at der var noget fordægtigt ved den fremmede. Hun
erindrede en Række Smaaomstændigheder, der gjorde Gæstens Adfærd
mistænkelig. Hvor omhyggelig havde han ikke forstaaet at undgaa, at
nogen fik hans daarlige Fod at se. Det gik pludselig op for hende, at
hun hjavde hørt den fremmede, naar han troede sig ene med Pigen eller en
af Karlene, saa paafaldenfde nysgerrigt udfrittede disse om Møllerens
Formueforhold, og havde set hma udspejde Beboelseslejlighedens hele
Indretning. Da møllerkonen den foregaaende Aften havde besørget
adskilligt arbejde i Køkkenet og traadte ind i Stuen, havde hun saaledes
set Gæsten staa og kikke sig omkring i hendes og hendes Mands
Sovekammer. Vel gav han da til paaskud, at han netop havde søgt hende
selv derinde, men han havde forekommet hende forlegen, og hun syntes
ogsaa, at an havde traadt fast og sikkert på den daarlige Fod i Stedet
for, som ellers altid, at ømme sig for hvert Skridt.
Saa snart
Møllerkonen Søndag Eftermiddag saa\\\’ Lejlighed til at tale i Enrum med
sin Mand, meddelte hun ham sine Iagttagelser og sin Mistanke, men
Mølleren, som ganske vist ogsaa havde fundet Hundens Ankomst noget
mystisk, vilde dog ikke tro paa, at den fremmede Karl var en Gavtyv, og
vilde i hvert Fald ikke følge sin skræmte Kones Raad om at lade
Møllerkarlene blive hjemme fra Legestue den Aften. Paa Konens
indtrængende Forestillinger lovede han dog, blot for at berolige hende,
at han nok herefter skulde have et vagtsomt Øje med den fremmedes Færd
og ikke gaa til Sengs den kommende Nat, mens Møllerkarlene var ude, og i
hvert Fald om Mandagen skaffe den uhyggelige Gæst fra Gaarde, selv om
det skulde blive pr. Vogn og uden Betaling. Hen paa Eftermiddagen, da
Møllerkarlene var gaaede ad Kragelund til, tiltog Konens Angst, og hun
bad da sin Mand skaffe sig noget ved Haanden, hvormed han i Nødsfald
kunde værge sig. Mølleren lovede det og langede i Mørkningen gennem et
aabentstaaende Vindu en Greb ind i Sovekammeret.
Om Aftenen gik
Gæsten tidligt til Sengs, og ogsaa de gamle Ægtefolk begav sig snart til
deres Sovekammer, hvor dog Konen længe ikke var til at overtale til at
gaa i Seng, skønt Manden blev oppe og vaagede.
En Vise af en navnløs
Datids-Poet, som i mangfoldige Vers beskriver den natlige Begivenhed i
Klode Mølle med baade dens Forhistorie og Efterspil, har i talrige, mer
eller mindre fuldstændige Afskrifter været at finde hos gamle Folk der
paa Egnen og har i omtrent et Par Aarhundreder tidt og ofte været sunget
i Bindestuer saavelsom af Mødre ved Vuggen. Et Par af Versene, der
fortæller om de gamle Mølleffolk i Sovekammeret, lyder saaledes:
»Den Møller sig paa Baenken laae
En liden Søvn at fange,
Mens Konen mon paa Gulvet gaae
Saa ængstelig og bange.
»At denne Mand forvist og sandt
Kun lægger Plan til Rænker,«
Saa taler hun og tæker.
Men Manden sagde: »Gak til Ro!
Jeg skal nok for os vaage,
Vor Gjæst i Søvnen hviler jo,
Og Døren vil jeg kroge;
Men skulde han saavist paa Stand
Ha slige Tanker snilde,
Da vil det gaa ham ilde«!«
Efterhaanden,
som Natten rykkede frem, blev Møllerkonen overvæ1det af Træthed og gik
til Sengs. Forhænget for den brede Alkoveseng, der stod lige over for
Indgangsdøren fra Stuen, var trukket til Side, paa Kistebænken under
Vinduerne lagde Manden sig, indsvøbt i et Dækken og aldeles skjult af
det lange foranstaaende Bord. Han havde Greben ved Siden af sig. Maanen
skinnede ind i Kammeret, han hørte ingen Lyd uden Konens Aandedrag.
Tilsidst blundede han selv.
Men den fremmede Karl sov ikke Han laa og
gennemgik for sidste Gang sin Plan orn, hvorledes han vilde liste sig
ind i Møllerfolkenes Sovekammer og stjæle deres Sølvpenge. I Nat maatte
han vove Forsøget, Lejligheden havde ingensinde været gunstigere, nu var
endelig Øjeblikket kommet, alt var bleven stille inde hos
Møllerfolkene. Det var omtrent Midnat, da han krøb ud af Sengen, lydløst
klædte sig paa og behændigt listede ind i Stuen, ved hvis Yderdør han
stillede sine lange Støvler med Træskoene stukket i Skafterne. Døren til
Møllerfolkenes Sovekammer var lukket med et Klinkefald og indvendig
kroget, men ved Hjælp af en tynd, spids Kniv, som med stor
Fingerfærdighed blev bragt ind mellem Døren og Karmen, lykkedes det
Tyven at faa Krogen løftet ud af Krampen.
Hvor stilfærdigt end Tyven
havde arbejdet, var Konen dog ved Krogens Raslen og Dørens Knirken
bleven vækket af sin lette Søvn. I Maaneskinnet saa hun en Mandsperson
liste hen over Gulvet, genkendte deres Gæst og raabte højt paa sin Mand,
idet hun trykkede sig op i det bageste Hjørne af Alkovesengen med den
tykke Overdyne strakt beskyttende frem for sig.
Øjeblikkelig sprang
Tyven, der troede, at ogsaa Manden laa i Alkovesengen, derhen, vel
sagtens for at true eller tvinge Manden til at forholde sig rolig, men
næppe har han til sin Forbavselse opdaget, at Pladsen er tom, før
Mølleren, der er vaagnet paa Kistebænken, kaster Tæppet til Side og med
Greben i Haanden springer frem mod Karlen. Denne indser, at Spillet er
tabt, og farer med et Par vældige Spring ud af Kammeret, gennem Stuen og
ud i Forstuen endog uden at give sig Tid til at snappe Støvlerne ved
Døren. Rigtignok havde han heller ingen Tid at give bort, hvis han vilde
undgaa at blive spiddet paa Greben. Mølleren var i Hælene paa ham, men
slap i Ivrigheden sin Greb og fik Tag i hans Trøje, inden han kom gennem
Yderdøren og ud paa Landevejen. Her stod de nu og brodes nogle
Øjeblikke, men Møllerens Tag blev fastere, og Karlen havde ringe Udsigt
til at slippe bort. Da raabte Karlen til Mølleren:
»S1ipper du ikke,
skal det koste dig dit Liv!« Mølleren agtede ikke paa Truslen, lagde
blot alle sine Kræfter i for at smide sin Modstander til Jorden. Saa
stødte Karlen en spids og skarp Kniv til Hæftet i Møllerens venstre
Side. Den gamle Mand sank over mod Væggen, men saa krampagtig haardt var
hans Tag i Klens Trøe, at han beholdt en afreven Søvknap i sin
sammenknyttede Haand, da Karlen sled sig løs.
I samme øjeblik, Karlen
flygtede bort fra Gaarden, kom Møllerkonen ilende sin Mand til Hjælp.
Hun havde næppe givet sig Tid til at faa blot de nødvendigste Klæder
slaaet om sig, før hun var løbet hen til Forstuen, hvor Manden stod
stønnende af Smerte og segnefærdig. Hun greb ham under Armene og søgte
at holde ham oprejst. Straks efter kom Pigen, som var bleven vækket af
Spektaklet, forskrækket tilstede, og hun og Konen slæbte nu den
afmægtige Mand ind i Stuen, hvor de satte ham paa en Bænk 1ænet over
Bordet. Hurtigt fik de tændt Lys. Møl1eren var død
Overvæ1dede af
Skræk og Sorg sad de nogen Tid raadvilde. Saa forstod de pludselig, at
de ikke Selv var uden for Fare og begyndte trøstesløst at jamre og haste
frem og tilbage i Stuen. De fik Øje paa den flygtede Drabsmands
Støvler, som han i Skyndingen havde glemt at faa med sig; og paa
Forstuens Gulv opdagede de Kniven, som laa midt i en Blodpøl. Maaske
kunde de vente Skurken tilbage; han luskede muligvis omkring uden for
Huset og søgte paa Lejlighed til at trænge ind og slaa de værgeløse
Kvinder ihjel og røve alle Pengene. Angsten gjorde dem besindige, i al
Hast overvejede de, hvad de skulde foretage sig til deres Frelse. De
slukkede først Lyset, og skjulte i Mørket stængede de alle Døre og
Vinduer, dernæst snakkede de lavmælt om, hvad der videre kunde gøres for
at skræmme Morderen med Magt eller ved List, hvis han skulde komme
igen.Og de fandt tilsammen paa en snild Plan.
Paa samme Tid havde
Morderen flakket om mellern Møllegaardens Udbygninger. Han turde ikke
ret vel begive sig paa Vandring og søge ind nogetsteds uden Fodtøj paa
og ganske uden Penge. Sine faa Skillinger havde han udgivet i
Møllegaarden for des mere at gøre Folkene trygge. Han kunde desuden saa
daarligt forsone sig med Tanken om, at alle Møllerens Sølvpenge endnu
laa urørte. Mon det dog ikke var muligt at faa fat paa dem! Mølleren
selv var vel nok bleven gjort foreløbig ukampdygtig, af Kvinderne havde
han nøppe noget at frygte, og Møllerkarlene ventedes jo først hjem hen
paa Morgenstunden…. Forsigtigt traadte han frem fra Hjørnet af
Rejsestalden og nærmede sig Beboelseshuset. Der var Lys i Stuen, kunde
han Se. Snart blev han opmærksom paa Omridsene af en Mand, som sad
derinde med Ryggen mod Vinduet. Det var Mølleren, han kendte Skikkelsen,
men begreb blot ikke, at Manden, efter den Bekomst, han nylig havde
faaet, kunde sidde der ved Vinduet ganske uforstyrrelig lænet frem over
Bordet med bøjet Hoved, som om han læste. Nærmere sneg Karlen sig hen
imod Vinduet, sikker paa ikke at være iagttaget, thi der saa han jo
Konen staa ved Bordet lige over for Manden, som havde Biblen liggende
opslaaet foran sig. Den Hue, MøIleren bar til daghg, havde han ogsaa paa
nu, som sædvanlig trykket ned om Tindingerne. hvor det lange haar
strittede frem; over Skuldrene havde han et Tæppe, sandsynligvis for at
beskytte sig mod Nattekulden og Træk fra Vinduet. Langs ad Bordet laa
der et Gevær, hvis Løb og Laas skinnede blankt i Skæret af det nærved
staaende Lys.
Med stigende Uro blev Karlen klar over, at man i
Gaarden var beredt til at yde ham en varm Modtagelse. Det var ham dog
stadigt aldeles ufatteligt, at Knivstikket ikke havde haft nogen
Virkning paa den gamle Møller. Imidlertid indsaa han, at det vilde være
halsløs Gerning nu at forsøge Indbrud i Gaarden, og ærgerlig vendte han
sig om for at gaa bort, da han ude fra Køkkenet hørte Tjenestepigen
raabe meget højt paa Møllerkarlen Anders, at han skulde komme ind og faa
noget varmt Øl.
– Altsaa er Karlene kommen hjem! tænkte den
fremmede. Ja, saa var der intet andet at gøre end skyndsomst forsvinde –
det var ellers et tyndt Held i saa voveligt et Æventyr! Dybt skuffet
forlod han Gaarden.
Fra Køkkenet og Sovekammeret, hvor intet Lys var
tændt, havde Tjenestepigen hele Tiden iagttaget den fremmede Karl, mens
han listede om uden for Vaaningshuset. Nu, da han endelig havde trukket
sig tilbage, faldt der lidt Ro over baade hende og Konen, alligevel var
de stadig paa deres Post og lod Mandens Lig blive siddende over Bordet
ved Biblen og Gevaeret, saaledes som de straks havde indrettet alt for
at narre Morderen til at tro, at Manden endnu var i Live.
Det blev en
lang og pinefuld Nat. Ved Solopgang kom Karlene endelig tilbage fra
Kragelund. Pigen 1øb dem i Møde og fortalte, hvad der var sket.
Da de
saa alle tre stod i Stuen, fandt de Møllerkonen ligge besvimet paa
Bænken ved Mandens Lig. Nu, da Faren var overstaaet, havde hendes
Kræfter ikke længere strakt til.
Fra Omegnen blev der hurtigt
tilkaldt Hjælp, og samtidig blev Øvrigheden ved ridende Bud underrettet
om Drabet. Inde i Mølleværket hørte man en Hund tude. Den ene af
Møllerkarlene forstod straks, at den indelukkede Hund var Morderens, og
at man i den besad det bedste Redskab til dens Herres Paagribelse.
Rettens
Folk lod sig fuldstændig lede af Hundens Instinkt. En af Møllerkarlene
holdt den i en Snor, og ud over den øde Hede hastede den. Flere Mil i
sydvestlig Retning fra Møllen naaede de et Hus, der laa afsides mellem
Moser og Krat. Her stansede Hunden snusende. Folkene i Huset nægtede at
have set noget til den flygtede Karl, og øvrighedsbetjentene var lige
ved at fjerne sig, da Hunden fik Færten af en Klædeskiste bagest i
Stuen. Kisten blev aabnet, og her fandt man Morderens Trøje, hvis ene
Sølvknap var revet af. Husmanden maatte nu bekende, at han havde faaet
Trøjen af en fremmed Karl i Bytte for en simpel Trøje, et Par Træsko,
noget Mad og Drikke samt lidt Smaapenge. Karlen havde fortalt, at han
var bleven overfalden nordpaa, hvad ogsaa den iturevne Trøje og nogle
blaa Pletter i hans Ansigt samt hans hele forvirrede Udseende kunde tyde
paa. Ved nærmere Eftertanke var Husmanden dog senere bleven bange for,
at det ikke forholdt sig rigtigt med Karlens Fortælling, og da saa
Øvrigheden nærmede sig Huset, havde han smidt den fine Trøje ned i
Kisten.
Dagen igennem fulgte man Drabsmandens Spor. Endelig blev han
truffen i en Kro, hvor han sad og spiste. Han blev lagt i Lænker og ført
til Viborg og dømt til at miste Livet og derefter blive lagt paa Stejle
og Hjul.
En lille Høj, som ligger i Skellet, hvor Klode Mølles og
Naboernes Ejendom støder sammen, betegnes endnu af Egnens Beboere som
det Sted, hvor Forbryderen led sin Straf, og hvor senere hans
mishandlede Legeme jordedes. Højen kaldes Dagen i Dag »Stejlehøj«, og
Heden deromkring hedder »Stejlehede«. Gamle Folk fortæller endnu med
Gysen, at den Henrettedes arme Sjæl ikke har fundet Fred men ved
Nattetid færdes hvileløs omkring Retterstedet, nede i Dalen, hvor Klode
Mølle ligger, og oppe langs Hedebakkerne »til Skræk og Fordærvelse for
vejfarende Folk«.
Om Møllerkonen er at fortælle, at hun længe laa syg
efter den grutulde Nat. Siden flyttede hun bort og solgte Gaarden til
Møllerkarlen Anders, der giftede sig med Tjenestepigen; begge levede i
Klode Mølle deres Dage til Ende …..