Peter Reimers saga (en midtjysk Robin Hood)

Af Mads Lidegaard

Fra århundredets begyndelse til langt op i 30erne var Midtjylland hjemsted for en stortyv, der skilte sig ud fra de almindelige normer, for den slags mennesker og blev en saga eller rettere myte blandt folk, frygtet og hadet af politiet og mange af samfundets støtter, beundret og respekteret af den jævne befolkning. Han begik mange skarnsstreger, men tit med en stænk af humør, der appellerede til den jyske humor. I årevis levede han i jord huler i de store skove og blev forgæves jaget af store politistyrker, flere gange suppleret med militære enheder……… … Hans navn var Peter Reimer

Peter Reimers ”bedrifter” har givet anledning til mange beretninger, der stadig lever blandt den ældre generation i Midtjylland. For nogle år siden mødte jeg dem under et besøg og fik lyst til at udforske nærmere, hvad der faktisk var sket, så meget mere som han gennem nogle år var kommet i min barndomshjem som gæst i lange perioder. Jeg kan huse han udseende og stemme, men ikke meget derudover.

Desværre var det lidt for sent, jeg fik denne tanke. Mine forældre, der kendte ham indgående, var ikke mere, og det samme gjaldt de fleste af dem, der havde været i nærkontakt m ed ham. Det er dog lykkedes at stykke et billede sammen, dels ved at snakke med mange gamle mennesker, som har kendt ham, dels fra diverse artikler fra de lokale aviser samt enkelte artikler og bøger. Derimod er det ikke lykkedes for mig at få adgang til politiets arkiver på grund af 80-års reglen, og jeg har derfor ikke kunnet udfylde hullerne mellem dommene – hans 35 år i fængsel ved jeg meget lidt om, ligesom hans privatliv med kone og barn har været lukket land for mig, jeg ved end ikke, hvad de hed eller hedder. Hvis derfor nogen af læserne kan supplere denne mangelfulde viden, vil jeg være meget taknemlig, da manden er så spændende, at man har lyst til at få disse huller fyldt ud, så man kan få et mere klart billede af hans person.

 Barndom (1886 – 1900)

I det for landet, skæbnesvanger år i 1864, fødte en ugift pige i Vester Vandet syd for Viborg en datter, Jensine Andersen, der tidligt måtte ud at tjene sit brød og som pige fik hun plads i Viborg. Her blev hun gravid og fødte 3. januar 1886 en søn – også hun uden at være gift. Det skete i Sdr. Resen ved Karup å, og her døbtes drengen samme dag med navnet Peter Reimer Andersen. En snedkerkone, en husmandskone, en boelsmand og en husmand var faddere, så de var alle fra samfundets nederste lag. At være ugift var på de tider ensbetydende med en barsk skæbne, som jo også ramte barnet, så den lille Peters livsudsigter var ikke lovende fra starten. Hvem faderen var, vides ikke, men efter lokal tradition skulle han være en ung officersaspirant af meget fin familie, der åbenbart har truffet Jensine i Viborg, Kirkebogen har ikke hans navn, og det påstås, at han har købt sig fri for at opgive det. Han skal siden være udvandret til Australien, hvor han ikke klarede sig særlig godt. Jeg ved ikke, hvor barnet har navnet Reimer fra.

Den unge mor kunne vanskeligt beholde barnet hos sig, og han blev tidligt sat i pleje på hendes hjemegn hos Niels Petersen (Smed) og hans kone på Demstrup Hede. De havde en lille landejendom med en smedje, der stadig ligger meget afsides nordvest for Demstrup By. Dette hjem blev Peters faste punkt i tilværelsen. Hans mor giftede sig i 1895 med en malersvend i Viborg, Andreas Jensen, der var syv år yngre end hende. Om drengens forhold til sin mor ved jeg ikke andet, end at en af hans senere argeste modstandere inden for politiet på et spørgsmål, om manden helt savnede menneskelige følelser, svarede: ”Jeg ved, at der var eet menneske, som han elskede. Der var hans mor”

Men måske går disse ord i virkeligheden på plejemoderen, der bevarede forbindelsen med ham gennem alle trængsler, så længe hun levede. Niels Smed døde tidligt, så det var hende og hendes søn, Peter holdt sig til, og hvor han altid havde et fristed. En tidligere nabo har berettet, hvordan han ofte kom gående over markerne og altid blev varmt modtaget, selv om han var efterlyst og jaget, og ingen af naboerne angav ham – dem gjorde han intet.

En overgang gik han i skole i Viborg. Hans gamle ærer, N. P. Lindhardt, fortæller i et interview i 1950, at han var nr. 1. i klassen, flink velbegavet og med en ulastelig opførsel. Men så blev han taget ud af skolen et år for at blive hyrdedreng og har åbenbart haft en dårlig plads, for da han vendte tilbage, var han trodsig og skulende.

Mange år senere fik læreren pludselig besøg af Peter, der da allerede var en berygtet forbryder. Han fortalte, at han var blevet gift og ville begynde et nyt liv, og Lindhardt gav ham lidt penge og skaffede ham flere, så han havde en startkapital. Men han faldt alligevel hurtigt tilbage. Han har siden selv forklaret sit fjendskab mod alle myndigheder med, at han som dreng blev uretfærdigt mistænkt og straffet for et tyveri, formentlig fordi han som ”uægte” barn på forhånd blev den mistænkte. Det ser ud til, at den slags forfulgte ham resten af livet: Da han først var stemplet, fik han uden videre skylden for alle skumle handlinger. Flere gange var han i bladene udråbt som gerningsmand til et røveri eller tyveri og jaget derfor, hvor det siden viste sig, at en hel anden var skyldig. Måske har man ligefrem begået disse ulovligheder i tillid til, at mistanken af sg selv ville falde på Peter.

Efter denne første uretfærdighed løb han fra pladsen og begyndte for første gang, at leve som eneboer i skovene, hvorfra han hævnede sig på husbonden og sognefogeden, der havde slået ham – ved at hælde en tjæretønde ud over bondens bohave og sætte ild til et lagerskur. Men hans plejeforældre fik ham tilbage og sat i skole igen. 1900 blev han konfirmeret i Viborg med følgende karakterer: kundskab mg, opførsel mg, hvilket lå pænt i midten af kammeraterne. Men derved var han pludselig ”voksen” og måtte klare sig selv.

Ungdom (1900 – 1910)

Trods konfirmationen havde knægten åbenbart ikke den store respekt for kirken, for allerede kort efter begik han indbrud i en kirke, tømte kirkebøssen og tilberedte sig et måltid i døbefonten. Kirkerne fortsatte han med at hjemsøge – de var dengang altid åbne, og her kunne han spejle sig et æg ved at sætte alterlysene under bladet på en skovl – det smagte fint! Og det var faktisk hyggeligt at holde måltid i kirken ved nattetide, fortalte han.

Drengen var åbenbart allerede helt på kant med samfundet. En overgang stak han til søs og skal have sejlet helt ung som skibsdreng mange steder i verden, bl.a. på Grønland. En bekræftelse herpå har jeg fundet i en skibsmodel, han byggede under et fængselsophold og som er en nøje kopi af Grønlandsskibet Fox – så nøjagtig, at han selv må have kendt skibet, der hentede kryolit fra Ivigtut. Men også her blev han mistænkt for rapseri og straffet med rotting – og rømmede flere gange.

Han har siden for at forklare sin sørgelige løbebane begrundet det med disse overgreb, og dem, der har hørt hans beretninger, mener, at han virkelig har følt sig dybt krænket i sin menneskelige værdighed. Og det mærkelig er, at et utal af samstemmende vidnesbyrd understreger, at han netop var i besiddelse af en sådan værdighed midt i sin fornedrelse. Andre vil måske kalde det stolthed, men de to ting kan være svære at skelne.

1902 blev han anholdt i Viborg for flere tyverier og vold mod en betjent i Århus, der prøvede at anholde ham, da han prøvede at sælge et stjålet guldur. Drengen var 16 år. Han fik 2 års forbedringshus og slap ud i 1904.

3 år senere sidder han igen i Viborg arrest, og da han forsøger at flygte, idømmes han 1 måneds mørk arrest – alene i en helt mørk celle på vand og brød. Dommen var så hård, at aviserne reagerede mod barbariet.

Da han igen kommer ud, fortsætter hans meritter, mest som spisekammertyverier, hvor han stjal for det daglige brød – og en sjælden gang en cykel for at kunne komme rundt i terrænet. Når han endelig stjal sølvtøj og lignende, begravede han det i reglen i en mælkejunge eller spand i skoven. Sin 25års fødselsdag fejrer han i fængslet, og det var vist under det ophold, han lavede sin skibsmodel.

På det tidspunkt var hans livsmønster lagt fast: Han foretrak livet ude i det fri på hede og skovene, hvor han følte sig fri og udenfor den vreden, der kun forfulgte ham. Han byggede sine huler og levede i måneder af at jage og fiske, men supplerede med at tage en høne, et par æg eller smør og flæsk i ny og næ. Så meget værre var der naturligvis, når han blev spærret inde, og hans desperation for at undgå der er forståelig.

Han beskrives som en nydelig ung mand, slank og sportstrænet med smukke markerede træk, et venligt og omgængeligt væsen og et sirligt udseende, altid pæn i tøjet og velsoigneret, hvordan han så ellers bar sig ad med det. Han var stærk og en dygtig arbejder, der gerne gav en næve med ved høsten, eller når det ellers behøvedes. Pigerne kiggede langt efter ham, for han var en flot fyr. Og han havde en veludviklet sans for humor og en rap replik, når det gjaldt.

Når han allerede som ung fik en høj stjerne hos mange jævne folk på de små fattige brug i hedelandet, var det, fordi han altid kun fra dem tog til husbehov, netop nogle kartofler fra marken elle æg fra hønsehuset. Man har fortalt mig, hvordan han kunne blive bebrejdet, at han ikke hellere hentede kartoflerne ved dagslys, så han kunne få alle knoldene med – og det gjorde han så. Mange satte et lille brød ud til ham i vinduet, når de havde bagt, og da han efterhånden kendte folks vaner, vidste han, hvornår det var. Han gjorde så gengæld ved en nat pludselig at lægge en flæskesteg eller en and i bryggerset hos sine venner. Dem havde han hentet på de større gårde, i reglen når der skulle være fest, bryllup, konfirmation eller sligt. Og den slags holdt han sig vel underrettet om ved at læse de aviser der blev lagt ved siden af vejen ind til de små ejendomme. Han tog dem dog ikke med, men noterede sig de nødvendige data og lagde dem så tilbage. På den måde fik han sig mange venner iblandt småfolk, som ikke havde noget ønske om at få ham lukke inde. Når de om aftenen stod og så røgen fra hans bål ude i Kompedal, sagde de blot lakonisk; ”No foe Peter hans nætter” (aftensmad), og den undte de ham så vel.

En gammel mand har fortalt mig, hvordan hans bedstemor, der var kogekone, havde en nærmest fast aftale med Peter: når gildet lakkede mod enden, dukkede han op og fulgte hende hjem ad de øde veje. Hun pakkede en forsvarlig madpakken sammen til ham af lækkerierne og så tøflede de af, hun altid forrest, og de fik jo så også en snak undervejs, indtil hun var vel hjemme – så hilste han godnat og forsvandt med sin pakke. Og manden bekymrede sig aldrig for, hvordan konen kom hjem – det ordnede Peter.

En mørk skygge

Året 1911 kom til at kaste en mørk skygge over resten af Peter Reimers liv. Han sad på en tvangsarbejdersanstalt ved Horsens, ”Lyng”, men undveg en dag i august. Få dage senere blev landbetjent Jensen fra Gramrode nær Horsens fundet dræbt i en vejgrøft nær sit hjem med en revolverkugle gennem hovedet.

Mistanken samlede sig hurtigt om Peter, der netop var på egnen, og politiet opstillede et hændelsesforløb således: Tyven var om natten kommet til huset, hvor både slagter og betjenten boede, formentlig for slagterens og hans gode køds skyld. Hunden gøede, betjenten vågnede, løb ud, så manden, greb sin cykel og forfulgte ham ud ad landevejen. Men da han søgte at gribe ham, skød Peter. Revolveren blev siden fundet bortkastet i et krat, og politiet hævdede, at Peter selv havde indrømmet at havde købt den i Hjørring, og at han dagen før mordet havde været i den nærliggende Juelsminde skov.

Der blev foranstaltet en omfattende eftersøgning med både politi og en bataljon soldater, men den gav intet resultat, før han selv vovede sig ind i løvens hule en nat ar forsøge indbrud hos selve sognefogeden i Stanghede vest for Viborg, Jens Jensen. Denne vågnede, da hunden gøede og så gennem vinduet en mand, der straks løb væk. Jensen stillede sig på lur med en karl i stalden, og da Peter kom igen, fangede de ham og førte ham – uden at han gjorde modstand – ind i stuen for at forklare sig.

Peter sagde, at han havde været sulten og tørstig og var gået ind i gården for at finde noget at drikke. Fru Jensen var kommet op og smurte et par stykker mad til fyren med et glas mælk. Uheldigvis havde Peter en sæk med en høne i, og Jensen sagde da, ar han hellere måtte komme med til Viborg, men Peter bad for sit liv og sagde, at hans mor ville blive ked af det, hvis hun hørte derom. Først nu viste sognefogeden sit politiskilt, og nu blev Peter desperat og snuppede en saks på bordet for at kæmpe sig fri. Under den kamp, der opstod, strejfede saksen et par gange sognefogeden i maven, men Peter blev bundet og ført til Viborg. Senere forklarede han, at han havde været i gården for at finde en gryde at koge hønen i.

Alt dette var Jensens egen beretning. Hele episoden blev bestemmende for politiets opfattelse af Peter. En voldelig og dødsensfarlig forbryder, og historien om at han stak sognefogeden i maven dukkede ofte op. Jensens egen beretning giver et andet billede: en sulten og fredsommelig mand, der godvilligt går med ind i stuen og kun langsomt fatter, at hans dyrebare frihed står på spil. Han blev kridhvid i hovedet, da han så politiskiltet, fortalte sognefogeden, og manden har simpelthen været desperat.

Hos politiet begyndte forhørene straks. Der gik nogen tid, før Peter forstod, at han var sigtet for mordet, men han nægtede så et hvert kendskab til det. Noget alibi kunne han med sin livsførelse naturligvis ikke stille.

Alle sine andre meriter talte han ellers gerne om og bekendte, men dette mord benægtede han hårdnakket og konsekvent livet igennem. Politiet mente dog at havde indicer, og Peter førtes til Horsens til påvisning og blev indsat i arresten der. Og enhver vil vide. At er man mistænkt for politimord, bliver behandlingen i fængslet derefter. Han gjorde et flugtforsøg, men blev opdaget og ført til et sikrere fængsel.

Men politiet måtte opgive tiltalen for mord, og da dommen faldt på fire års tugthus sommeren 1913, var det kun for tyveri. Jeg har ingen mulighed for at vurdere denne mistanke, men vil nævne, at næsten alle de mennesker, jeg har talt med og som kender Peter, deriblandt min far, var overbeviste om at uskyld. Et sådant mord stred alt for meget mod hele hans natur, sagde de. Men politiet fastholdt sin mistanke. Så sent som i 1925 udtalte en af de opdagere, der havde arbejdet med sagen, i et interview, at Reimer uden tvivl var gerningsmanden, dog at der næppe var tale om forsætligt mord, men et utilsigtet drab. Men at Peter aldrig ville tilstå, fordi han vidste, at det ville koste ham mange års tugthus. Da han blev løsladt i december 1916, har han uden tvivl været fast besluttet på aldrig at lade sig fange igen.

Kompedal

Hans første indskydelse var at udvandre til England, men da det mislykkedes at komme med et skib fra Helsingborg, vendte han tilbage til Jylland og tog plads hos boelsmand Søren Pedersen i Kistrup, hvor han blev til sommeren 1917, mere end et halvår, en lang tid for ham. Og det endte da også med, at han gav sig til at vagabondere, og politiet i Viborg var bange for, at mareridtet nu skulle begynde igen. Da et par betjente traf ham uden for Viborg, tog de ham med på stationen til forhør, løslod ham igen, men skaffede ham et pas og rejsepenge, så han kunne udvandre til Sverige og starte på en frisk.

Peter tog godt nok til Sjælland, men i stedet for at udvandre, søgte han job på forskellige væverier, men da det var forgæves, vendte han endnu engang tilbage til Midtjylland og arbejdede en tid i Isenvad under navnet Ingvar Nielsen. Det var også hans sidste forsøg denne gang at rette skuden op. Snart flyttede han ud i en hytte i Kompedal Plantage, lavet af lægter, løv og sejldug, og herfra opererede han så vinteren igennem i omegnen – Bording, Ikast, Engesvang og Kragelund – med sine sædvanlige madtyverier. Hen på foråret brændte han imidlertid hytten af og flyttede ind i en hule i en gammel gravhøj lidt nord for vejen fra Bording til Stenholt i skovens sydligste del. Den var et par meter i firkant og lidt mindre i højden. Lys kom fra en petroleumslampe i en fordybning i væggen. Andre fordybninger var hylder. I den ene side var en løjbænk dækket med græs og et par tæpper. Indgangen var skjult af visne grene, men alt var pillent og ordentligt.

Aviserne var fulde af beretninger om hans småtyverier, men ingen tog sig videre af det, før der blev stjålet den formidable sum af 10,000 kr. fra en hestehandler i Kjellerup og noget flæsk i samme egn. Nu begyndte jagten igen fra efteråret 1917, og Peter var nær blevet fanget straks, da han en nat sad i en vejgrøft på Balle Bakke og to mænd passerede. Peter stak hoved op – og så var det to betjente, der straks genkendte ham og kommanderede: ”Hænderne op”. Men Peter beholdt sin ene hånd i lommen. ”Hvad har de i lommen” spurgte betjentene. ”Kun de papirer, jeg har fået af politiet for at rejse til Sverige”, svarede Peter, og med ordene: ”Vil i mig noget, så kom an” stak han i løb over markerne. Han var en ypperlig løber, trænede daglig i skoven, og ingen kunne indhente ham til fods. Inden han forsvandt i Kejlstrup skov, svingede han med huen til afsked.

Der blev tilkaldt forstærkning og skoven omringet med 100 mand fra egnen, men da man næste dag gik skoven igennem, var fuglen fløjet. Nu udsendtes der en regulær efterlysning med følgende signalement: ”Middelhøj, slank, mørk, smalt markeret ansigt, skægløs, skulende blik, iført jakkesæt og sort stiv hat”. Trods sit vildmandsliv var Peter nemlig altid velklædt og soigneret, og alle, der traf ham, fandt ham høflig, kultiveret og venlig, velformuleret i sin tale.

De følgende dage foregik en hidsig jagt i de midtjyske skove – undtagen Kompedal. Men så anholdt man pludselig på Vejleegnen en helt anden mand, der tilstod det store pengetyveri, og flæsketyveriet viste sig at være begået af nogle russiske flygtninge. Den store jagt blev nu afblæst – tilbage var kun småtyverierne, og dem var man ligesom vant til.

Til gengæld kunne aviserne berette en historie om, at han havde standset en vogn og tiltvunget sig adgang som passager, men var hoppet af, da man mødte nogle folk på vejen. I en anden version fortælles, at han standsede en jumpe med nogle unge mennesker og bad om et lift og udgav sig for teologistuderende og fik en munter tur ud af det, før han takkede for turen og hoppede af. Måske er det samme hændelse, måske to forskellige. I november indtræder der en pause, måske har Peter søgt tilflugt hos bekendte et sted, men panikken sad i folk, mest lidt udenfor selve han centrale område. Et Randersblad foreslog således i ramme alvor. At man skulle fælde Neckelmanns Plantage for at få fat i krabaten.

Juleaften 1917 tilbragte han hos sin plejemor i Demstrup, og han vides også den vinter at havde holdt til hos pastor Johansen i Levring i perioder. Hans naboer i Stenholt og Skygge tog det hele meget roligt, de kendte ham og snakkede jævnligt med ham, når han kom forbi på marken og fandt som før nævnt ud af en ordning, så de selv stillede mad frem og på den måde undgik selvtægt.

Specielt snakkede han tit med købmanden i Stenholt, Jens Rask. De havde truffet hinanden på en lidt dramatisk måde, da Jens en dag sad på lur efter rådyr i kanten af Kompedal. Pludselig kom noget ud af skoven, og Jens løftede sit gevær for at skyde, men så da, at det var en mand. De fik sig så en snak og siden kom Peter tit og handlede i butikken. Han stod bag nogle træer og ventede, til der ikke var andre kunder, og så kom han ind. Jens Rask formanede ham nogle gange til at leve et lovlydigt liv, men har åbenbart ikke kunne omvende Peter. Siden skulle Jens komme til at spille en dramatisk rolle i Peters liv.

Fra den vinter er der flere historier om, at Peter mødte op ved gilder og simpelthen satte sig blandt gæsterne og gjorde sig til gode med festmaden. Hvis nogen spurgte, hvem han var, digtede han en historie og var nær kommet galt afsted, da han udgav sig som kreaturhandler og straks fik en masse tilbud om at handle. Heldigvis rejste degnen sig i det samme og begyndte på en lang tale, og i mellemtiden fik Peter spist færdig, fik tændt en stor cigar og listede ud

I et andet tilfælde var han gået ind til en præst og havde lånt et par pressede bukser for at være standsmæssigt påklædt ved festen – og bukserne blev pænt leveret tilbage. I et par tilfælde har jeg truffet folk, der selv har oplevet sådanne episoder, f.eks. et bryllup, som gårdejer Jens Christensen i Frederiksdal holdt for sin unge pige Sine og Mikael Kusk. Folk troede, Peter var kusk eller chauffør, og de, der kendte ham, holdt tand for tunge – de undte ham et godt måltid. Hvis der ikke var et gilde at gå til, måtte Peter tage selv, hvis han skulle have et ordentligt måltid mad, da han engang havde raseret et spisekammer i Frederiksdal og bortført nogle gryder, blev disse næste nat leveret tilbage – rengjorte og med en seddel: ”Tak for mad”.

Jens Jensen på Funder Plejehjem var med til begravelse på Tollundgård i august 1918. der var stort gilde, og Peter kom ind og bad om noget at spise. Det fik han så i køkkenet, og selv om pigerne nok mente at vide, hvem de havde for sig, havde de ikke været spor bange, fordi han var så pæn og høflig. Jens Jensen fortæller også, at Peter en dag omkring samme tid kom ind på en gård i Christianshede, hvor konen var ved at bage pandekager. Han fik en hel bundt med syltetøj, men så kom posten ind med dagens avis, hvor der som sædvanligt stod nogle historier om Peters meritter, og konen, der ikke kendte sin gæst, syntes jo nok, det var en farlig fyr at have gående løs. Da Peter var færdig med sine pandekager, klappede han hende på skulderen og sagde: ”Du skal ikke være bange mere for Peter Reimer. Det er nemlig mig. Nu har du givet mig pandekager, og jeg skal aldrig genere jer.”

Der er ingen beretninger om, at han nogensinde har forulempet kvinder. Fra Engesvang har jeg således en historie om, at en ung pige på Elling Nygård en nat vågnede ved, at en mand kravlede ind af hendes vindue. Hun blev selvfølgelig bange, men han beroligede hende med, at det ikke var hende, men spisekammeret ved siden af, han var ude efter – han havde blot tage fejl af vinduerne. Han kravlede så derind og spiste noget grønkålssuppe, men inden han stak af igen, sagde han til pigen, at suppen var sur.

Fra myndighedernes side fortsatte der en sand hetz imod ham. Og aviserne holdt sig heller ikke tilbage. 8. november 1917 kunne man endda læse et digt i Viborg Stifts Folkeblad, signeret Tot:

Der vandrer en enlig fredløs mand

I dunkle skove

Han raner og stjæler, hvor han kan

Til husbehov

Et skarn han er, et udskud, en plage,

Der ikke har ret meget hjerte tilbage

 

Han jaget bliver både dag og nat

Af politi

Men sådan en lumsk og vild krabat

På dunkel sti

Er snu som en ræv og ej jet at fange,

 Og egnens befolkning er for ham bange.

 

Det er ikke den højere poesi, men meningen er ikke til at tage fejl af. Lige under digtet oplyser politiet, at en razzia efter tyven finder sted samme eftermiddag.

En varm sommer.

Foråret 1918 opererede vores helt i sin fødeegn syd for Skive og blev efterlyst af politiet her, hvorefter han igen flyttede sydpå, hvor det gik ud over flere kirker og præstegårde samt et par store gårde, og da man konstaterede Peters fingeraftryk efter indbrud på Palstrup, gik jagten ind igen, og denne gang skulle det være alvor. Forstærket med 30 soldater fra garnisonen i Viborg og med hovedkvarter ved Levring Præstegård holdt man nattevagt ved kirker og vejkryds, og en gang var det nær gået galt, da Peter ved Høbjerg Kirke løb lige ind i en patrulje, men slap væk i ly af mørket trods hidsig forfølgelse.

En anden gang var han blevet set i en skov ved Mausing, som blev omringet af en stor styrke, der under anførsel af sognefogeden og politi begyndte at finkæmme skoven. Peter kravlede op i et stort løvrigt træ, hvorfra han talte 30 mand af kæden, da de passerede forbi. Derefter kravlede han ned og løb som dyr under en klapjagt bagud af kæden ned til Mausing By, hvor han gik ind på sognefogedens gård. Konen var ved at bage kager til den store flok tyvejæger efter endt jagt, og en pæn ung mand kom ind og bad om en bid brød. Konen var ikke klar over hvem hun havde for sig, men var helt alene hjemme og serverede derfor af sit store forråd. Peter læste gårdens avis om den store jagt og spurgte hende ud derom. Da han havde spist sig godt mæt, sagde han pænt tak for mad og forsvandt, mens konen styrtede ned til skoven og meddelte, at man godt kunne indstille jagten. Peter Reimer havde just været på besøg og spist af deres kager.

Stemningen var selvfølgelig mat efter den besked, og man luskede slukøret hjem, men den slags historie gik hurtigt viden om og var med til at skabe sympati for den ensomme røver, der gang på gang gjorde sine forfølgere til grin. Samme nat bortførte Peter en par flasker vin og nogle gode cigarer fra en købmand – han har åbenbart ville fejre episoden med et festmåltid.

Efter en måneds forgæves jagt greb politiet til et nyt middel. I et stort opråb til befolkningen opfordrede man til dens aktive medvirken og udsatte en dusør på 600 kr. for oplysninger, der førte til hans pågribelse. 600 kr. var en uhyre sum, ikke mindst for den fattige hede befolkning, mere end en mands årsløn, og den store sum afspejler nok befolknings uvilje mod at angiv Peter. Nu håbede man at mammon kunne friste svage sjæle.

Peter reagerede ved at optrappe sin virksomhed, måske for at drille sine fjender og vise deres magtesløshed, og forståeligt nok var de efterhånden lige så desperate som han. Man kunne dog ikke i længden beholde de mange soldater og lod dem vende tilbage til kasernen.

Skuddet i Gråmose.

Den begivenhed, som gjorde størst indtryk på sam – og eftertid og samtidig satte et foreløbigt punktum for Peters meritter, var afslutningen på jagten, da man fangede ham i Gråmose en septemberdag 1918 efter at havde skudt ham i benet.

Beretningerne herom er mange og stærkt udsmykkede og indbyrdes afvigende. Den officielle version fra politiet i aviserne bærer selvfølgelig præg af, at politiet ikke ønskede at sætte sig selv i et dårligt lys. Så det er de direkte øjenvidner, der oplevede denne sidste jagt, og jeg har været heldig og talt med flere, men da var der alligevel gået 60 år, og enhver ved, hvordan efterrationalisering og ønsketænkning kan ændre ens opfattelse af så fjerne begivenheder.

Den gamle sognefoged i Kragelund, Jens Jensen, som var en meget nøjagtig og pålidelig referent, har skrevet en rapport, der bygger på samtidige samtaler med implicerede fra egnen, og den har jeg støtte mig mest til i min version af begivenheden. I Charlottenlund ligger en stor løvskov, som Peter ofte passerede og kendte godt. Lokale beboer havde tit set ham derude og snakket med ham om vejr og vind og høst og dyr. De fandt også engang et af hans skjul med nogle sække ude i skoven. Lørdag d. 21. september kom en af naboerne ophidset løbende ind til karetmager Carl Mogensens ejendom i kanten af skoven og fortalte, at han havde set en mand ligge og sove under et stort træ i præstegårdsskoven. (det var første dag i harejagten, så det er vel ikke utænkeligt, at den gode nabo har haft et ærinde i skoven i den anledning)

Mogensen, der var midt i sin middagslur, var ikke meget for at gå med, men gjorde omsider, og de fandt da igen den sovende Peter. Han vågnede og sprang op. Så på sit ur og mumlede, at han skulle på arbejde, sprang over diget og var væk. De to mænd gik så til nærmeste telefon og ringede til politiet. Mogensen har nok ment, at det var han nødt til – og at det ikke ville skade Peter, der jo allerede var væk, mens hans kone, da hun hørte det, blev meget ked af det. Det skulle han ikke havde gjort. I mellemtiden var Peter nået til Frederiksdal og på vej til Kompedal. I brugsen sad smeden og mølleren og snakkede om politijagten, og den stærke smed erklærede: ”Han skulle bare komme herind, så skulle jeg slå armene om ham” (og få dusøren – det var nok den, der spøgte hele tiden). Da gik døren op og Peter kom ind, købte en øl, som han drak på stedet, og en flaske portvin. Begge mænd rystede som espeløv, og ingen af dem rørte sig.

Peter gik igen, og nu kom der liv i folk. Fra brugsen ringede man til politiet, der hurtigt kom til stede på motorcykel. Et par unge mænd fulgte efter Peter, der gik ud ad vejen mod Gråmose, og kunne fortælle betjenten, hvor han var. Han indhentede hurtigt Peter og spurgte: ” Hvem er de? ”Hvad rager det dig?” var svaret, hvorefter Peter stak i rend over markerne.

Ude i kanten af den store mose gik Jens Rask på harejagt. Betjenten råbte til ham, at han skulle skyde på Peter. ” Jeg skyder efter harer, ikke mennesker”, var svaret, selvom betjenten skældte ham ud. Peter havde i øvrigt selv råbt til Jens: ” Du skyder da ikke på mig” Men til sidst rakte Jens irriteret sit gevær til betjenten og sagde, at han jo selv kunne skyde. Han kendte imidlertid ikke en sådan skyder og gav den til en ung mand, der nærmest var med i jagten for spændingens skyld.

I mellemtiden var Peter på vej mod vejen i Stenrøgel, men forfølgerne var på cykel og omgik ham på den måde og den unge mand og betjenten var nu på skudhold igen. Betjenten bad den unge skyde, og Peter faldt om med et skrig, ramt i begge ben og den ene arm af mere end 40 hagl. Iflg. Politiets beretning blev der først skudt to varselsskud, og den unge mands familie siger, at der var flere jægere, der skød, men et øjenvidne, Mattias Màrcher, mener at der blev skudt uden varsel.

Folk stimlede sammen om den sårede, der til den unge skytte sagde:” Det er alligevel mærkeligt, at du vil skyde på et menneske”. Det fortæller også, at Peter truede ham og sagde, at han nødig ville være ham, når straffen engang var udstået. Den unge mand høstede ingen roser for sin heltedåd. På et værtshus i Silkeborg fik han bank, folk i almindelighed misbilligede det skete og mente, at det for politiet var en falliterklæring. Det endte med, at den unge mand udvandrede til USA og aldrig vendte tilbage. Familien siger dog, at denne udvandring var planlagt længe før, og sandt er det, at mange udvandrede netop i de år.

I øvrigt skulle den sårede Peter ikke havde klaget, men sagt: ”Det er ikke noget at regne”. Man hentede en fjedervogn fra den nærmeste ejendom, forede den godt med halm og lagde Peter i den, og så gik turen under eskorte af to betjente til Kjellerup, efter at man dog forinden havde sikret sig, at manden ikke forblødte.

Overfor lægen, der pillede så mange hagl ud, som han kunne finde, udtrykte Peter sin ærgrelse over, at han havde overset, det var første dag i harejagten, hvor terrænet var fyldt med jægere. ”Ellers havde de aldrig fået mig”.

Han var i besiddelse af 100 kr. men virkede ret forkommen, skriver aviserne. Når efterlysningen ikke havde virket, skyldtes det et kort sort fuldskæg, han havde tillagt sig som gjorde ham ukendelig. Som nævnt var denne afslutning på jagten ikke efter jydernes hoved. Den ene mand mod politi og soldater havde i forvejen påkaldt sympati, og skuddet mod ham var nok i virkeligheden med til at vende folkestemningen, så han for eftertiden mere stod som en Robin Hood end en forhærdet forbryder. ”Han var jo ingen forbrydertype, gjorde ingen fortræd, tog kun for at opretholde livet og fortsætte sin fredelige tilværelse i naturen, som han elskede. ”Sådan lød det gentagne omkvæd, når man snakkede med folk på egnen 60 år efter.

Digteren Knud Lyhne i Svejbæk udgav i 1921 en digtsamling, og de to første digte er om Peter Reimer, det første om hans skov liv, det andet om hans fængsel. Digtene er lange, men enkelte vers citeres for at angive stemningen:

Mit navn er Peter Reimer, mit hjem er Jyllands skov-

Jeg lever ej som kræmmer af lovbeskyttet rov-

Jeg lever sundt og ærligt og åbenlyst af ran-

Jeg bryder mig om ingen undtagen skovens Pan.

 

Jeg har en foret hule dybt inde i et krat-

Der hviler jeg om dagen, indtil det bliver nat-

Jeg tænker på Jens Langkniv og på hans fortidsleg-

Dengang var det Jens Langkniv – i dag, da er det mig.

 

Jeg sidder tit om dagen og lytter i mit hi

Og hører, hvor i lister med hund og politi-

Imedens sidder Reimer, en stolt og ensom mand

Og tilbereder frokost på sognefogedens and

 

Når blæst og mørke kogler i skovens nåletræer,

Da mindes jeg min ungdom og en jeg havde kær-

Hun turde ikke følge mig ud i mørkets land-

Hun ræddedes for ødet i mine øjnes brand.

Om sidste vers er produkt af digterens fantasi – eller han har vidst noget om Peters fortid, tør jeg ikke sige: jeg har ingen beretninger om, at han skulle have haft en ungdomskærlighed, men det kan han jo godt have haft alligevel. Et enkelt vers fra fængselsdigtet:

De skød mig fejt i benet, da jeg var våbenløs-

Det frydede hele hoben at se mig magtesløs-

Åh afmagt, åh det stormer og brænder i mit bryst-

Nu kommer fængselsnatten med mørkets vilde lyst.

 Det med hadet og raseriet er nok ikke helt forkert. I aviserne lige efter anholdelsen fortælles, at Peter i starten bandede og skældte, men så efterhånden faldt til ro og blev medgørlig. Han skulle have sagt, at det ikke var gået ham så godt den senere tid og havde ønsket at flygte langt væk, men ikke havde fået det gjort. Endelig skal anføres et par sætninger fra den gamle sognefogeds rapport – hvor han i øvrigt skriver, at der faldt 4 skud, of først for det fjerde faldt Peter sammen. Til sidst skriver denne ærværdige lovens håndhæver: ”Han levede af vildt og var værre stillet end markens dyr og himlens fugle. Han mødte ingen barmhjertig samaritan, men et jagende jægerkor, der skød ham ned og for en stund glemte jagten på markens vildt”

 Regnskabet gøres op.

Efter at afhøringerne var kommer i gang, afsløredes mange ting om det liv, Peter havde ført. Han fortalte f.eks., hvordan krybskytterne i Kompedal var dem, han frygtede mest, for de listede rundt som han selv og han vidste aldrig, når de pludselig stod der – og måske fandt hans hule. Til gengæld var de jo ikke så meddelsomme med deres viden af gode grunde, og det var nok hans redning. Der er i øvrigt mærkeligt, at hulen i Kompedal kunne holdes hemmelig så længe, når de fleste af naboerne udmærket vidste, at den var der. Men det må næsten skyldes deres diskretion, selv efter at, dusøren var udlovet.

Hertil kom, at Peter havde andre huler i de omliggende skove, helt ovre ved Bjerringbro havde han således et tilholdssted i Borre Skov, hvor folk kunne træffe ham ved åen på fiskeri. Han havde en cykel at komme rundt med, men kunne også, hvis han hurtigt skulle flytte sig, gribe til uortodokse midler. F.eks. kom han en dag ind til læge Sørup i Kjellerup, der havde fået en bil, og bad ham besøge en syg langt ude i heden. Han kørte selv med for at vise vej og stod af kort før ejendommen. Da lægen mødte frem her, blev man selvfølgelig meget forundrede, da der ikke var nogen syge, men så gættede man sig til sammenhængen – og en ny historie var føjet til så mange andre om Peters skarnsstreger.

Det skal for en ordens skyld nævnes, at selv om Peter lejlighedsvis stjal en flaske vin og gerne drak nogle glas, når lejligheden var der, så var han langtfra nogen sut eller almindelig landevejens tørstige ridder. Jeg er aldrig stødt på noget om, at han har været beruset eller opført sig som sådan. Men han var en hund efter frisk frugt, og ved hule fandt man en større bunke morelsten fra sognefogedens moreltræ i Knudstrup.

Peter havde sårfeber en halv snes dage, men kom sig hurtigt, at afhøringerne kunne begynde i cellen. Han var samarbejdsvillig og tilstod tyveri på stribe. De følgende dage var han til påvisning ude ved sine gemmesteder i skoven, hvor der blev fundet nedgravede spande med alskens genstande lige fra rede penge, sølv guld til barbergrej. Peter nægtede at deltage i eftersøgningen i håndjern, og det slap han så for, men han blev iført store støvler og en pels, så han ikke så let kunne flygte. Når man spurgte, hvad han dog ville med alle disse sager, var svaret, at han ventede på krigens afslutning. Så ville han sælge dem og udvandre og begynde et nyt liv.

En dag spurgte Peter herredsfogeden, om ikke en læsekreds, denne var medlem af, havde miste en bogpakke ved juletid. Det var virkelig tilfældet, og Peter fortalte så, at han havde fundet pakken i en grøft nær Thorning, havde betragtet det som en julegave fra skæbnen og havde taget den med hjem i hulen, hvor den havde forkortet højtidsdagene for ham. Han huskede både titler og forfattere.

Større sølv ting havde han kastet i Karup å, og dem fandt man aldrig. Da han senere kom til forhør i Viborg, var han ikke nær så meddelsom, og hævdede ikke at kunne huske sine gemmesteder. Måske har han fortrudt sin åbenhed, måske har Viborg politi ikke haft samme evne til at kalde på hans positive sider – der skulle ikke meget til, før han slog kontra.

I december havde han tilstået 80 tyverier omkring Nr. Snede, Herning, Ikast, Viborg og Silkeborg, og mange af ofrene havde fået deres ting igen. Peter opførte sig upåklageligt i cellen og var ved godt helbred bortset fra noget mèn af skudsårene. Det samlede udbytte af tyverierne ansloges til en værdi af 10,000 kr. – hvilket stadig var meget dengang.

27 marts 1919 faldt dommen i Viborg; 5 års tugthus, hvilket Peter, der selv var til stede, erklærede sig tilfreds med. Dommen blev da også betragtet som mild i firhild til de mange forhold, man menes at have taget hensyn til, at han led fysisk overlast ved anholdelsen.

Han nægtede pure at havde været bevæbnet på togterne, og det lykkedes ikke politiet at finde spor af våben ved skjulestederne. Og så sad han igen i Horsens.

Et Møde.

Foråret 1923 blev min far, Kresten H. Lidegaard, ansat som præst for Kragelund – Funder sogne. Samme sommer blev Peter løsladt efter udstået straf. I en artikel i Viborg Stifts Folkeblad 27/9. 1927 har min far skrevet en beretning om sit første møde med Peter i september samme år.

Sammen med den flere gange omtalte Jens Rask, var min far på jagt d. 21. september – nøjagtig 5 år efter den skæbnesvanger dag, da Peter blev fanget. Jeg citerer brudstykkevis:

”Jeg havde udset mig en frokostplads med udsigt over heden, hvor der lidt borte stod 3 enlige fyrretræer, mærket af vestenvinden. ”De wa dæer, han bløw skjøt – ja det er for resten mærkelig, det wa netop i daw for 5 oer sien”, sagde Jens Rask”

Så havde Jens fortalt i malende jyske vendinger om hele episoden – og havde beklaget sig over, at den stor menneskejagt havde jagtet hele fem harer op på han terræn, og da han jo desuden var blevet berøvet sin muskedonner, kom han aldeles tomhændet hjem til sin Trine. Men efter den historie var Jens så gået et vend om bag plantagen – og så citeres igen;

”Pludselig drejede Jens Rask om plantningens sydlige ende ifølge med en ung kraftig mand og på hans bevægelser kunne jeg skønne, at noget usædvanligt var på færde. Jens Rask slog ud med hånden:” Mo a præsentier. Det er Peter Reimer, og det er wo fåer, han hie ligwor”

Peter Reimer! Stortyven, som stjal fra de rige og gav til de fattige, og hvis færden altid var humørfyldt, som dengang han stjal pastor NNs hamstrede fedt eller stjal al bryllupsmaden og gemte den i sin hule og så gik med til brylluppet bagefter. Der er snes af den slags beretninger, som vil stråle i sagens glans i næste slægtled her i Midtjylland. Han blev budt med i frokostlaget, og det varede ikke længe, før han blev frimodig og tryg ved samværet. Han var for kort tid siden kommet ud af tugthuset, og nu var han rejst ud for på 5 – års dagen at se skuepladsen for den store tragedie, da han var vildtet, der blev jaget næsten til døde. Nu havde han sonet og vi lod ham helt forstå, at vi vidste og anerkendte det.

Peter Reimer Jens Rask gik straks ind i media res. ”Er det den bøsse, jeg blev skudt med?” spurgte Peter Reiner. ”Ja” Den slår rasende hårdt”.  ”Ja, a lader godt, og det var hagl nr. 2 fra det trangborede løb, så a tænker nok, du kunne agte det”

”Ja, nogle af dem slog helt igennem og sad under huden foran på benet”

”Ja, det er en gue gammel bøsse”, forsikrede Jens og kærtegnede den.

Efterhånden gled samtalen hen på den sommer, da Peter levede som skovgangsmand og fribytte i hjertet af Kompedal Plantage. Peter berettede så om det frie naturliv, men også o sine problemer: ”Jeg forstår godt de gamle grækere, der frygtede skovguden Pan”, sagde han, ”når jeg var krøbet i soveposen og lå og lyttede til skovsuset og nattens sære lyde, da kunne jeg betages af vanvittig angst og fatte den beslutning at melde mig næste morgen, og mange nætter har jeg ligget vågen, martret af den angst, der fylder enhver, som i ensomheden lytter til Pans frygtelige harpe, som den kan bruse i storskovens dyb. Men når dagen så gryede og solen smilede ned til mig, fik jeg nyt mod og rank vilje. Og så begyndte jeg mit dagværk med at træne, jeg vidste, at den dag ville komme, da jeg kom for.

Den halv rå dyre steg, stegt over bål i skoven, var kraftig muskel næring, og til sidst kunne jeg i hurtigt løb hver morgen tage plantagen på langs frem og tilbage, et løb på 2½ mil. Men ulykke var, at jeg havde levet uregelmæssigt i tre døgn. Før de kom mig på sporet. Derfor tog de mig, da jeg allerede så den skærmende plantage lige forude”.

Længe trak vores samtale ud, og vi kendte en del til Peter Reimer, da vi skilles. Han havde fortjent sin straf, sagde han, men nu stod han og ville gerne optages helt i menneskenes samfund. Han vendte sig om og vinkede gang på gang, mens han drog ind over heden på vej mod Kompedal, og jeg følte, at Jens Rask sagde de forløsende ord: ”Der er noget godt i den mand”.

Men samfundet fandt aldrig guldnålen i Peter Reimers liv. Han krympede sig under de stikkende, sylhvasse blikke, han følte sig jaget og isoleret af dem, og nu sidde han igen i tugthuset, dømt på indicer og med en forhenværende forbryder som hovedvidne”

Såvidt artiklen, der i øvrigt daterer mødet til 1925, men det må være en fejlhuskning fra min fars side eller en skrivefejl. Der var gået nogle år før min far skrev den, og jeg kan nok have en fornemmelse af, at replikkerne måske ikke er helt ordrette, men meningen til gengæld nok. Og et eller andet er måske også fortiet. F.eks. mener jeg selv helt tydeligt at huske min far fortælle om mødet, at det kom i stand ved, at Jens havde udstødt nogle gennemtrængende ugleskrig, som så var blevet besvaret inde fra skoven, og efter en tids gentagen signalering var Peter så kommet ud af skoven. Hvis det er rigtigt, tyder det unægtelig på, at Peter og Jens har haft et system, så de kunne finde hinanden, at deres forhold har været mere indforstået, end det ellers fremgår, men det har de ikke ønsket offentligt frem. Et sådant system kan måske også være noget af forklaringen på, at Peter så ofte var væk, når de store Jagter begyndte, han var simpelthen advaret.

Dette møde blev indledningen til et nærmere bekendtskab mellem Peter og mine forældre. Min far havde indbudt ham til at bo i præstegården, når han trængte til det, og han kom tit, også i længere tid, hjalp til med forefaldende arbejde som daglejer eller passede os børn, når mine forældre skulle ud. Vi børn husker ham som en hyggelig og muntre fyr, der gerne ville fortælle historie, som ingen af os dog mere kan huske, selvom han var lukket, når det gjalt hans eget brogede liv. Min storebror sad engang på hans skød og bad ham fortælle om sine meriter, men da smilede han kun og rystede på hovedet og sagde; ”Ja, ja knægt, du snakke en god støvle”

En anden gang, da han malede i stuen og lavede en mørk stribe bag kakkelovnen, spurgte min bror: Hvad er det for streger du laver? Reimer svarede med et skævt smil: ”Skarnstreger”

Min far talte tit længe med ham i enrum, men bortset fra den citerede artikel skrev eller talte han ellers ikke om, hvad de to havde sammen, formentlig fordi min far var præst. Men det er også grunden til, at vi andre nu bagefter ved så lidt derom.

Der findes på egnen en beretning om, at min far en nat hørte det pusle ved skænken i spisestuen, hvor sølvtøjet lå, og gik ind og fandt Peter i gang med skufferne. Far sendte ham i seng, og siden var der ikke lignende problemer. Mine forældre har dog aldrig talt herom, og så vidt jeg ved, svigtede han ikke deres tillid. Han har sagt til dem, at han indimellem blev overvældet af en uimodståelig trang til at gå på tyvetogt, og de havde så en aftale om at han i tilfælde skulle komme til præstegården og aflevere sit generalstabskort, som han brugte til at finde rundt.

I starten forgik det hel meget diskret, og en historie melder, at Peter en dag i sit ulastelige tøj spadserede på gaden i landsbyen, da en af de gode bymænd inviterede ham ind på kroen og spurgte ham, hvem han egentlig var. Han fortalte da, at han var teologistuderende, der var ”på græs” hos præsten, hvortil svaret var: ”Hvis det var dig, der prædikede, ville jeg godt gå i kirke”. Peter plaprede ud med historien til min far, der ikke kunne dy sig for at rive synderen den i næsen, da de mødtes på vejen en dag, og spørge, om han da hellere ville høre Peter Reimer.

Folk var nok noget urolige i starten ved at have ham boende så tæt på, men han havde altid fredet sine nærmeste omgivelser, således også her. Det knytter sig endnu et delikat forhold til hans ophold i præstegården: i forpagterboligen boede Caroline Mogensen, datter af den Carl, der havde ringet til politiet hin septemberdag. Det var altså mennesker der havde grebet dybt ind i Peters liv, men han kom tit ind til Caroline og fik en kop kaffe, og så snakkede de to meget længe og da Carolines eneste datter skulle konfirmeres, blev Peter inviteret med – denne gang som officiel gæst. Det siger en del om begge parter: Caroline turde sætte sig ud over alle hensyn og invitere den berygtede stortyv med til sin fest – og Peter bar ikke mere nag til denne familie, end at han knyttede sig til den. Jeg selv husker ham dunkelt som en flot sportstrænet mand i plusfours og lange strømper, med tætklippet lidt grånende hår og et markeret ansigt med glimt i øjet.

Besætter i Brande.

Peter har åbenbart følt trang til at leve et sted, hvor man ikke kendte ham, og foråret 1924 slog han sig ned i et forladt og forfaldent stråtækt hus i kanten af en mose lidt nord for Brande. Han havde ikke lov til at bo i huset, men ”besatte” det simpelthen, og da ingen greb ind, kom han for første gang til at have et hus, et virkeligt hjem, hvor han levede i fred med sine omgivelser.

I nabohuset bor i dag Evald Petersen, der fik huset efter sine forældre. Han var 7 år i 1924 og husker udmærket Peter Reimer, dels fra sine forældres beretninger, dels fra egne iagttagelser. Peter kom ofte hos dem og drak kaffe og fik en snak, især med Evalds bedstemor. De to kunne snakke meget længe, men hun var meget fåmælt om disse samtaler. Ved højtid hjalp han forældrene og var en dygtig arbejder.

Drengene besøgte ham tit i hans hus, der var meget sirligt indrettet med seng og bogreol – han læste en del – og et par stole, alt sammen noget han selv havde lavet. På væggene var der billeder. For de små gæster serverede han brasede kartofler med sukker og smør – eller chokolade, han havde altid noget godt i huset og elskede at få besøg.

Mindre idyllisk var det, at der hang en revolver på væggen, 9 mm, og inde i værelset bagved en stor riffel. Peter øvede sig tit i at skyde til måls efter en telefonpæl, og drengene fik lov til at prøve lykken også.

Peter havde fortalt drengene om, at han var blevet skudt og vist dem haglene, der stadig sad under huden på lårene, og til forældrene sagde han, at han engang var blevet uskyldigt dømt for noget, som to andre havde lavet. Dette mønster ser ud til at have gentaget sig kort efter. Den nye tilværelse forløb stille og roligt indtil politiet en dag i foråret 1925 pludselig omringede huset og arresterede Peter, sigtet for, hvad avisen kaldte en række grove tyverier. Ifølge anklageskriftet drejede det sig om 7 pakker smør fra et mejeri, en ost fra en forbipasserende vogn, nogle jubilæumsmønter fra en skrædder og en lædertaske fra en gård.

Ransagningen af hans hus afslørede en hel dl æggeskaller og hønseben, nedgravet i jorden, men anklagerens hovedtriumf var en medskyldig, en forhærdet tyveknægt hr. X, der blev hentet fra arresten for at vidne mod sin tidligere kammerat og gav ham al skylden. Det må være det min far hentydede til i sin artikel. Peter var tavs som graven, men blev idømt fire års tugthus sommeren 1925.

De var udstået 1928 og den sommer dukkede Peter op i Brande igen sammen med en pige, han præsenterede for Evalds forældre og senere blev gift med. De flyttede ind i det gamle hus sammen med en lokal familie Lyer, og her boede de sommeren igennem, tilsyneladende i god forståelse med værtsparret.

Om efteråret forlod de egnen og tog åbenbart til Sjælland, men i hele denne periode var han flere gange i Kragelund Præstegård, hvor han også præsenterede sin pige og i øvrigt flere år senere også en datter. Inden Brandeperioden forlades, skal nævnes en mere makaber detalje: Mens Peter sad i tugthuset, flyttede en anden mand ind i det gamle hus og udgav sig for kunstmaler, men ingen kendte ham og omgikkes ham. En dag i 1927, var han pludselig rejst, og Evald gik over for at lede efter en spand, manden havde lånt af forældrene. Han lagde da mærke til et nyligt opgravet sted helt nede i mosekanten og ville grave ned og undersøge det nærmere, men moderen forbød det, vist blandt andet fordi Evald et par dage forinden var sendt ned efter spanden, men var blevet skræmt af et voldsomt skænderi inde i huset.

Mange år senere i 1950erne boede en anden familie i huset. Under leg stødte børnene da på et kranium i mosekanten, og der viste sig at ligge et helt skelet uden tøjrester af nogen art, men med en guldplombe, der var af Tysk model efter politiets udsagn. Sagen blev aldrig opklaret, men liget lå på det sted, hvor Evald havde set opgravningen. Mange satte straks fundet i forbindelse med Peter Reimer, men han sad med et sikkert alibi i sit tugthus, og der er aldrig fra politiets side rejst nogen sigtelse i den forbindelse, men det forhindrer ikke, at rygter løber omkring, og derfor var det tydeligt også magtpåliggende for Evald at rense Peter for enhver mistanke i den forbindelse. ”Der var ikke ondt skabt i det menneske”, sluttede han sin beretning

Husfar i Avedøre.

De næste par år ved jeg ikke meget om hans færden, kun at han skulle være blevet gift med sin pige december 1929 og slået sig ned sammen med hende i et hus i Avedøre 1. juni 1930, men allerede 1 år senere blev han i Roskilde idømt fire års forbedringshus for tyveri på egnen. Peter var åbenbart uforbederlig, og det må også tages med i betragtning, at de eneste mennesker, han efterhånden kom til at kende godt, var dem han traf i fængslerne, og det blev vel naturligt at omgås dem også efter løsladelserne, og dermed var stilen næsten lagt, for de var jo kriminelle som han selv. Et lille lysstrejf ind i denne dunkle periode har vi en Københavnsk kriminalbetjents erindringsbog: B. Duelund; ” Med natpatruljen”, hvor han fortæller om Peters arrestation. Peter levede tilsyneladende stilfærdig og havde også arbejde for at forsørge familien. Og så citeres: ” en søndag morgen i april 1931 stod jeg ved fem tiden med min hund på hjørnet af Gl. Køgevej og Brøndbyvestervej. Det var dejligt vejr, lyst og tørt. I en afstand af ca. 150 m. så jeg en mand komme cyklende hen imod mig, og jeg så også, at han fik øje på mig. I det samme sprang han af cyklen og havde morderlig travlt med at komme væk fra vejen, dog kunne han ikke skjule, at han havde en mappe i hånden. Jeg skyndte mig hen mod det sted, hvor manden var forsvundet, og da jeg var ca. 40 m. fra ham, var jeg klar over, at det var Peter Reimer. Han stod og dukkede sig i en hulning bag en lille jordhøj, der for mit forundrede blik pludselig syntes at forvandles til en vulkan, idet en mappe for op i luften over den og i en lang bue fløj ind i haven bag ved den. jeg bed mærke i, hvor den faldt og var så omme bag jordhøjen.

”god morgen, Peter”, sagde jeg, og ”godmorgen”, svarede han.

”de er anholdt”, sagde jeg, og ”nå”, sagde han.

Så undersøgte jeg hans lommer og tog ham med til købmand Kjeldsens nærliggende hus. Der fik jeg købmanden vækket, Peter Reimer stoppet ind i købmandens bil, og så gik turen til Blegdamsvejen. Læseren vil måske spørge, om jeg da ikke tog mappen med. Det samme spurgte dommeren ved et senere forhør. Det gjorde jeg ikke, jeg kendte Peter Reimer for godt, men så snart han sad velforvaret bag lås og slå, blev den naturligvis hentet – og indeholdt 5 kr. i småmønt, 5 æsker konfekt og 2½ pund chokolade. Der må åbenbart have været slikmunde i familien. Effekterne var stjålet samme nat i Solrød Brugs, så indicierne var imod Peter Reimer, og dommen endte da også med fire år, som før fortalt.

Duelund sluttede med ordene; ”Om Peter Reimer vil der sikkert spørges nyt. Med onde mennesker bliver det værre og værre, som der står i 2. Timoteus Brev 3, 13”. desværre har den gode politimand nok kun alt for megen ret – man bliver ikke bedre af at tilbringe sit meste liv bag fængslets mure. Da han var 49 år, havde han tilbragt de 27 i fængsel og altså kun været fri i 8 år efter sin konfirmation.

Esbjerg.

Det var efter denne straf, han dukkede op med sin lille pige og sagde til Caroline Mogensen: ”jeg vil rigtignok ikke håbe, hun har arvet min last:”

Min far forsøgte at få ham til at leve et nyt liv. I Esbjerg levede han da under navnet Peter Andersen med sin lille familie i forstaden Jerne, og en tid gik det stille og fredeligt. Men i juni måned 1934 så to betjente ham ved nattetid og råbte ham an. Han stak i løb over markerne, men alderen og sårene fra skuddet havde gjort det af med den gamle hurtigløber, og han blev fanget og afsløret som Peter Reimer. Han blev arresteret og anklaget for nogle lokale tyverier, og 23. september faldt hammeren: Peter blev idømt tidsubestemt ophold i arbejdshus og fratagelse af de borgerlige rettigheder for bestandig. Peter appellerede, for han kunne ikke leve med, at dommen ingen ende havde, men landsretten stadfæstede i oktober, og det har nok været en af de sorteste dage i hans liv – nu var der intet at håbe på eller se hen til.

Og nu går der mange år, hvor man intet hører til Peter og hvor jeg intet ved om ham. Formentlig er han beholdt i fængslet omkring 15 år, det samme som en livstidsstraf, og er sluppet ud, da han var blevet en gammel mand, omtrent i 60erne. Det er formentlig sket i 1940erne.

En sluteffekt.

Stilheden havde sænket sig omkring Peter. Historierne levede deres selvforstærkende liv krigsårene igennem, men Peter selv hørte man intet til. Da han endelig dukkede op på avisernes forsider igen, var det med en slutningseffekt, som viste, at knægtet var manden endnu ikke.

Han havde slået sig ned i København med sin kone, måske den samme, måske en ny. Sammen med bekendte fra fængslet planlagde de det kup, der én gang for alle skulle give dem en sorgløs tilværelse – ganske i Olsen – banden – stil, nemlig Titanrøveriet.

Planen var enkel: i stedet for at bryde ind i det stor fabrikskompleks ville man simpel hen skaffe sig nøglerne til både fabrikken og pengeskabet forinden, og det sket jo nemmest ved at hente dem hos den, der var i besiddelse af dem, i dette tilfælde hovedkassereren. Den 2. marts 1950 brød tre mand, deriblandt Peter, gennem kælderen ind i dennes villa, fandt familien i soveværelset, hvor den blev bundet på hænder og lagt på sengen, hvorefter Peter blev efterladt som vogter. Han optrådte meget høfligt og beroligende og forsikrede, at der intet ville ske dem og at de ville blive løst senere. Han var forklædt til ukendelighed, bl.a. havde han kone farvet hans hår rødt, så han var mere ungdommelig end sine 65 år, så hun må have vidst, at han skulle ud på ulovligheder – og blev da også siden dømt herfor.

De to andre tog ud til fabrikken og lænsede planmæssigt pengeskabet for 140.000 kr. i kontanter, et svimlende beløb dengang, som gjorde kuppet til forsidestof fra starten. De vendte så tilbage til villaen, tog Peter med (selv om han glemte at løse de bundne) og forsvandt.

Et par uger stod politiet på bar bund, men så snakkede en af deltagerne i fuldskab over sig på et værtshus, politiet arresterede hovedmanden og snart efter de øvrige, deriblandt Peter, det vakte naturligvis opsigt, især i Jylland.
Den 8. december blev dommen afsagt. Hovedmanden fik  den 8, to andre 6 og Peter 4 år, og dermed forsvandt han igen bag fængselsmuren. Den sidste efterretning, jeg har om ham, er et avisinterview fra 1956, hvor det bl.a. fortælles, at han ryger 40 cigaretter om dagen.