Om Bøllingsø

(Optegnelser af Chr. Christiani)

Iflg. Udskrift af Lysgaard og Hids Herreders skødeprotokol af 10. okt. 1872 overdrager de til Bøllingsø tilgrænsende lodsejere, der som sådan er ejer af Bøllingsø, til grosserer Jørgen Jensen, København, handelsfirma Brdr. Steenberg, Randers, landinspektør Dalberg, Viborg, overrets prokurator Isaksen, Viborg, og mægler Andersen Randers, ”den hver især af os som tilstødende lodsejere tilliggende andel i bemeldte sag” der af bemeldte købere foranlediges udtørret. Overdragelsessummen var i alt 1794 rigsdaler.

Interessentselskabet regnede med en hurtig afvanding af søen og derefter en hurtig udstykning i små parceller til omegnens befolkning. Efter sigende mente de at kunne opnå en pris på 1000kr. pr. td. L. altså i alt 250.000kr., når sagen var afsluttet.

For at forstå denne tankegang, må man betænke, hvor langt jorddyrkningen var på dette tidspunkt. Afgrøderne på marken var små, og de var derfor stort behov, for at købe hø. Bøllingsø skulle derfor komme til at ligge som en oase i ørkenen. Denne plan lykkedes aldeles ikke. Arbejdet kostede langt mere end ventet, og betydelige erstatningskrav fra lodsejere langs kanalen gjorde sig gældende. De fandt deres enge forringet – de blev for tørre og gav mindre hø – der var også noget med Klode Mølle.

Imidlertid meldte der sig ikke en eneste køber, så interessentskabet kørte videre med ejendommen i omkring 10 år – de søgte at bjerge hø – der for stor dels vedkommende under stort besvær blev flådet i land. Høet var ofte for vådt, så det rådnede i stakkene. Da de omsider afstod ejendommen, skal de have haft et reelt tab på 100.000 rigsdaler. Det skal navnlig være gået ud over jernhandler J. Jensen, der havde finansieret foretagendet.

Denne beretning er genfortælling, og skal måske tages med forbehold, da jeg aldrig har set noget skriftligt om sagen, men har fået det fortalt af min gode nabo Jens Jensen, Refshalegård – og af min broder Richard, der var her fra ca. 1900 – 1912.

Når det gik så galt, skyldes det nok for en stor del, at kanalen var ganske utilstrækkelig både i dybde og bredde, så vandet stod op ved regnskyl, og om vinteren stod arealet mere eller mindre under vand, og endelig var det vel også letsindigt at tro, at egnens befolkning på den tid, hvor det var småt med penge, skulle være i stand til at udrede penge i dette forhold.

I 1892 overtog kreditforeningen i Viborg ejendommen for indestående lån på ca. 47,000 kr. – jeg husker ikke det rigtige tal – men samme år købte far (forpagter Christiani, Stensmark v. Grenå) ejendommen af kreditforeningen for det indestående lån.

Fader købte ikke for at slå sig ned her. Han havde mere end nok hjemme på Stensmark, og han kom her i det hele taget ikke meget, men han mente, at der før eller senere nok skulle blive brug for ejendommen, idet han havde 6 sønner, der skulle sættes i vej.

En i høj grad medvirkende årsag til hans tro på fremtiden her, var de store afgrøder i Kolindsund. Et foretagende der optog sindene stærkt dengang på Grenåegnen.

For at tilse ejendommen og forestå salg af hø o. s. v. fik fader en gårdejer, Niels Løhde, de havde en gård øst for Moselund. Han havde hvervet, indtil min broder Richard overtog det omkring 1900. det første der måtte gøres, var at få vandstanden sænket, men der måtte tages hensyn til de mange lodsejere, der havde jord ud til kanalen, følgelig måtte de en ny landvæsenskommission til, der forelå i forvejen en kendelse fra interessentselskabets tid, begge disse ønskede Hedeselskabet at få, da de under sidste verdenskrig udførte det store landvindings arbejde, og de må endnu ligge i Hedeselskabets arkiv.

Den ny landvindingskommission fastslog, at lodsejerne atter skulle have erstatning. Beløbenes størrelse husker jeg ikke, men det var ret stort, op mod 10.000 kr. Hertil kom arbejdslønnen til uddybningen. Resultatet var middelmådigt. Grundvand standen i søen sank ganske vist en del, men ikke nær nok, og samtidig med at vandet sank ganske vist en del, men ikke nær nok, og samtidig med at vandet sank, så sank også dyndet i søen sammen, så at arealet for hovedpartens vedkommende stadig var vandlidende. Det blev derefter forsøgt at pumpe vandet ud. Ved søens udmunding blev det lagt en dæmning over kanalen, og en stor vandsnegl, drevet af en dampmaskine, pumpede vandet over. Det viste sig hurtigt, at det slt ikke forslog og det hele blev fjernet, tilbage er endnu nogle sten og murbrokker fra dampmaskinens fundament. Alt dette kostede mange penge, og vi havde ondt ved at forstå, at vi skulle betale penge til lodsejerne for tab af hø, når de faktisk havde stor fordel af vandafledningen, der bevirkede, at de blev i stand til at tjene store penge på tørv, thi uden søens udtørring havde den store tørvegravning og tørveindustri ikke været mulig. Men ikke nok med det, det er ikke uden bitterhed, jeg tænker tilbage på de mange misbrug og mangel på hensyn, der blev udvist mod kanalen i årene senere, dels ved gravning af grøfter i for ringe dybde og med frit udløb i kanalen, hvorved der blev skyllet tørvedynd ud i store mængde, dels ved vanding af kreaturer, der trådte kanakanten ned, så sandet fra kanalskrænten skred ud i vandet. Det var en livsbetingelse for os at holde kanalen i orden.

Fremgangsmåden var den, at først blev grøden slået med le, og derefter blev bunden gået efter med skovl, så dynd og sand, der havde aflejret sig, kom væk. Det var et både stort og besværligt arbejde årligt, og det må være forståeligt, at det virkede særdeles irriterende, når vandet steg igen på grund af nævnte misbrug endda ofte kort efter den årlige oprensning, og så måtte vi have udgift og besvær igen.

I denne forbindelse har jeg ofte tænkt på, om ikke Bølling sø’s økonomi havde set anderledes ud, hvis interessent selskabet havde været mindre ivrig for at komme i gang og påtage sig færre forpligtelser end de gjorde. I så fald tror jeg, at udtørringen ville være bleven iværksat, for at udtørre moserne, og disse ville sammen med søen bære udgifterne til kanalen og følgelig også respektere den. At få den årlige oprensning ordentlig udført vat slet ikke så let, og det kneb også med det de første år, men vi havde det held at få den rigtige mand til det i Jens Peder Nielsen. Han var brøndgraver, men kom her hvert år, første gang i 1902, og rensede trofast kanalen i ca.40 år, og vi er ham megen tak skyldig for hans udmærkede arbejde gennem de mange år.

Første gang jeg så Bøllingsø var i 1902, hvor jeg som dreng besøgte min broder Richard, der var flyttet hertil for at afløse Niels Løhde, som bestyrer. Min broder boede i et lille kampstenshus, huset var ikke videre godt og er for længst revet ned. Det lå på parcel 2 i Refhale – en parcel som må antages i sin tid at være købt af interessent selskabet. Egnen så øde ud – her var ikke et træ – den eneste bevoksning var en forblæst hyldebusk, som min broder holdt af at sætte sig under, for i læ af sol og vind at ryge en cigaret. Huset lå nok ind mod bakken, men dog frit, navnlig for vestenvinden. Denne havde frit spil hele vejen fra Klode Mølle, så blæste – undertiden sandfygningen – var slem.

Af avlsbygninger var her kun en kombineret stald og ladebygning. Der var plads til 3 heste, nogle få kreaturer og en lo i den ene ende. Bygningen var lille og primitiv. Den er flere gange lavet om og repareret, og står her endnu i moderniseret form. Min broder lod støbe et stort hønsehus, som er fjernet fornyligt.

Søarealet lå som en stor bar flade med et utal af grøfter, der førte vad ud til kanalen, og det var nødvendigt at rense disse grøfter hvert år. Hvor det var muligt at færdes med heste, blev der dyrket en smule havre. Det var græsskjolden, der kunne bære hestene – man kunne ikke pløje 2 år i træk – men pløjningen bevirkede, at man kunne forny græsset med udlæg, og i øvrigt lykkedes havren altid godt, selv om det ofte kunne knibe med at få moden. Ud over denne smule korndyrkning, var alt det andet græs, langs kanalen, særlig ind mod land, hvor dyndlaget var tyndt, voksede der knopsiv – denne plante bredte sig voldsomt, og var til stort besvær, navnlig hvor dyndet var lidt sandblandet. Disse arealer blev særlig anvendt til græsning af kreaturer, der vragede sivene og åd græsset, og det gjorde sagen værre. Hestene åd gerne siv så længe de var grønne. Græsarealet længere ude lå i små parceller delt af grøfter og græsset herfra blev igennem mange år solgt til egnens befolkning. Et mindre areal 25 – 30 td. l var udlejet til Steenberg, Moselundgård.

Æltet tørvedynd blev kørt herud fra i tipvogne – trukket af små damplokomotiver – når der blev fyret i dem skete det jævnligt, at gnister fra skorstenene satte ild i mosen. Der var også bygget en skinnebane herfra til Moselund station. De tørre tørv skulle sendes pr. bane til stationen, og banens endepunkt skulle ligge så højt, at tørvene kunne tippes ned oven i banevognen. Banens sidste ende var derfor bygget højt op på pæle – det så imponerende ud – men kom aldrig til at fungere.

Inden søen blev udtørret, blev der hentet mergel ude i selv søen. Merglen blev sejlet ind til land med pramme og bragt i land ved ”havnen”. Den blev hentet i den sydvestlige del af søen, hvor der endnu er betydelige sænkninger i arealet, forårsaget af denne fjernelse af dynd og mergel. ”Havnen” lå lige op af vejen, der går til Moselund. Den var pænt stensat på 3 sider, og har vel også været brugt, når de skulle fiske. Stenene fra havnen har jeg selv kørt derfra, dengang vi i 1913 byggede lade. De blev anvendt som grund for den. ”Havnen” ses endnu som et stort hul, overgroet af hindbær og hyld, med en stor sitkagran på kanten.

Det var naturligt, at min broder lige efter århundredeskiftet, fik lyst til at prøve at udnytte de formentlig rige lejre af mergel. Lige op ad kanalen, ikke langt fra søens udløb, blev det udvalgte sted. Der blev anskaffet en mægtig skovl på skaft med tilhørende hejseapparat – en slags gravemaskine – så merglen kunne hentes op. Arbejdet gik godt, der kom meget op. Afsætningen var til at begynde med god – en del købere var tilfredse med merglen – andre ikke, og efter et par års forløb gik det i stå. Mange år senere bad jeg Hedeselskabet om hjælp til at undersøge, om der var grundlag for udnyttelse af søens mergel til eget forbrug. Det viste sig, at der i ca. 1½ m. dybde under ca. 60 td. l. lå et tynd lag mergel, så tyndt at enhver tanke om udnyttelse var utænkelig. Analysen viste, at ramte man lige i laget, fik man høj procentisk kildekalk, men lige over og under var der værdiløs dynd. Dette forklarer hvorfor salget i sin tid gik i stå.

Ved søens udtørring kom en mængde hjortegevir frem, og der findes stadig enkelte ved pløjning. Der har været fremsat forskellige teorier om, hvordan disse gevirer er kommet her. Personlig tror jeg, at det hovedsagelig må dreje sig om gamle eller syge, måske sårede dyr, der har søgt ud i søen for at svale sig, måske for feber, og så er de blevet hængende i dyndet. Bare en enkelt eller nogle få om året kan jo i løbet af nogle tusinde år give et stort tal.

Foruden hjortegevir er her gjort en del fund. I – vist 1913 – 1914 fandt vi ved pløjning 3 både. Fundet meldte jeg til Nationalmuseet, men det varede omtrent 1 år, inden museets folk, og i mellemtiden var en stud gået langs igennem den ene, og ødelagt den totalt. De andre 2 fik museet. Engang fandt jeg på en ganske lille plet 3 økser af hjortetak, nogle prin (Pren) af samme materiale samt em del skrabere eller knive af flint – vist 16 stk. Jeg meddelte daværende geolog, senere professor Knud Jensen, om fundet. Han kom omgående og tog dyndprøver på stedet til pollenanalyse. Han påtog sig at få de forskellige genstande af hjortetak præpareret for mig på museet, så de kan opbevares-

Adskillige år senere kom Therkel Mathiasen ganske uventet her sammen med nogle hjælpere, for at grave omkring stedet for nævnte fund, som han må have vidst god besked med. Efter få dages forløb, hvori de arbejdede uden resultat, tog de til Klosterlund og gjorde det bekendte Klosterlund fund. Et andet sted fandt jeg 3 stridsøkser af jern, de skal stamme fra omkring 1500. Alle disse fund er gjort ude på dybt dynd, men inde på sandet, nær land, er der fundet mange mikrolitter, små skrabere, blokke og flækker. Det var mine brødre Richard og Olav, der fandt hovedparten af disse – mange af de små pilespidser er nydelig forarbejdet, men der fandtes også mange flækker, der var arbejdet på, uden at de var færdiggjort, og den tanke har været fremsat, at her ligefrem har været et slags værksted. Det er navnlig nordvest for nuværende avlsbygninger, hvor der nu er plantage, at de fleste flækker er kommen frem ved, og efter, gravning af plantehuller. Det menes at søen havde sin største udbredelse før udtørringen blev foretaget i 1872. At der er fundet de mange mere eller mindre forarbejdede flækker, hvor der i 1872 var sø, kunne tyde på, at der ikke har stået vand der på stedet på den tid, og at det havde været mosens vækst, der mere og mere spærrede for vander.

Salg af hø og græsning var i mange år søens eneste indtægtskilde af betydning, men efterhånden som markerne rundt omkring blev merglet og kom under kultur, og folk anvendte mere kunstgødning, så blev der mindre og mindre efterspørgsel efter hø. Ganske vist var de under førsteverdenskrig meget stor efterspørgsels. Vi solgte da ikke alene hø til vognmænd og hestehandlere i Silkeborg. Vi leverede endog et par vognladninger til husarkasernerne i København – det blev læsset i løs tilstand på Moselund st. efter krigens ophør blev hø salget ringe, og kun i tørre somre, var der salg af betydning, så vi måtte søge andre veje.

Da min far døde i 1908 syntes vi brødre, at vi i fællesskab og indtil vider som fælleseje, ville søge hans gerning videreført. Min søster flyttede hertil, der blev bygget hus til hende, og hun blev boende her til sin død i 1938. Fader havde til det sidste holdt på, at det måtte ligge en fremtid i Bølling sø, blot vandafledningen kom i orden. En god ven af far – godsejer Lithenberg – tog flere gange hertil, for at hjælpe os med råd og dåd, og endelig spåede Hedeselskabet os en god fremtid, men vandet kom ikke tilstrækkelig ned. Derfor blev det, et utaknemligt og omtrent umuligt opgave, som min broder Richard fik at arbejde med.

Korndyrkning eller husdyrbrug var i større stil ikke mulig, da her ikke var de nødvendige bygninger eller maskiner, han havde kun græs og hø som indtægtskilde. Der var derfor ikke mærkeligt, at han blev træt af det og ønskede at træde helt ud af foretagendet, og i 1913 tog han herfra. Det han havde mest og virkelig glæde af var plantningen. Han gik meget op i det at plante, for at skaffe hygge og læ på den engang så bare og forblæste egn. Det var en god gerning, som vi har haft stor nytte af siden.

Samme år 1913 kom min broder Villiam hjem fra Argentina, for at være her et par år, og gøre sit til at få gang i foretagendet. Mine 2 brødre Olav og Aksel opfordrede mig kraftigt til at tage hertil. Jeg havde faktisk dengang ikke meget lyst til det, da jeg havde tilbragt sommeren 1909 her for at hjælpe til, og jeg følte mig ikke tiltalt af ejendommen. De lovede mig at skaffe hjælp, og så flyttede jeg hertil, og kom til at arbejde sammen med min broder Villiam i 2 år. Han så stort på tingene, det første vi gjorde på hans initiativ var bygning af laden. Anton Haurbak udførte murerarbejdet og P. Møllersvend tømrerarbejdet. Den var 70 alen lang og 17 alen bred og kostede 7.300kr. vi fik en 8 hk. Bolinder motor, tærskeværk med presser, kværn og hakkelsemaskine, og dermed var der lagt op til at dyrke mere korn.

Men markarbejdet var besværligt, det var de færreste steder hestene kunne gå uden dynd sko, og ved pløjning måtte de gå på den faste skjold, trådte de i furen, sank de ned. At heste gik i bløde var dagligdags. Det var strengt for hestene, men også for folk, og det gav meget tidsspilde. Harvning før såning om foråret var ikke let. Vi måtte passe tiden, men den var ofte kort, derfor fik vi ikke altid sået i rette tid. De bedste kornafgrøder havde vi, hvor dyndlaget var så tyndt, at ploven kunne nå sand, og således blande dynd og sand, og på disse steder kunne hestene arbejde uden at synke i. Desværre svandt dyndet disse stede efter få års forløb, så jorden blev for sandet.

Efter et par års forløb rejste min broder Villiam tilbage til Argentina, og min broder Olav ønskede også at trække sig ud, og så var min broder Aksel og jeg ene om det. Formeldt blev jeg eneejer i 1915, men i virkeligheden var han med hele tiden, han kom flere gange om året, trods det, at han havde sin gerning i Norge, og da han afgik ved døden 1930, overlod han mig midler, så jeg var i stand til at bygge stuehus og stald.

Under sidste verdenskrig fik jeg sat det store landvindings arbejde i gang efter henvendelse til Hedeselskabet. De år arbejdet stod på, var meget vanskeligt for mig, idet vandet flere gange steg, så kornet stod i vand i lange tider. De første år efter arbejdets afslutning var også slemme, idet kanalen ikke blev holdt i orden, men nu er dette bleven godt, og forholdene helt forandret til det bedre.

Husdyrbruget bør også omtales, selvom det i hvert fald i de første år, på grund af manglende staldplads, var ubetydeligt. Det stod mig klart fra begyndelsen, at dette måtte være risikabelt om Bølling søs rentabilitet udelukkende skulle hvile på salg af hø og græs, der måtte dyr til. Det hurtigste og billigste var, også med hensyn til pasning, at sætte får ind. I løbet af ret kort tid, fik jeg samlet 100 moderfår, og byggede et hus af affaldstræ fra Ørnsø Savværk til dem. Det var vist i 1916. jeg var klar over, at der var fare for leversygdom og assurerede herfor. Det gik godt et par år, men så en sommer ville lammene ikke trives, det viste sig, at fårene var befængt med leverikter og derfor gav for lidt mælk, og den påfølgende vinter døde 22 af fårene, og jeg måtte opgive fåreavlen.

Vi havde også ungkreaturer, men det blev aldrig rigtig til noget, dels manglede en stald, og dels havde vi ikke tilstrækkelig mange roer. Jorden var også våd, så det var umuligt at dyrke roer i tilstrækkelig mængde. Udtynding og rensning blev for dyrt. Ganske vist gik det bedre med kreaturholdet, efter at jeg i 1931 fik den gode nye stald, og jeg holdt da også i mange år, 10 – 16 køer + opdræt af svin, men noget stort blev det ikke til.

Under første Verdenskrig havde vi en del plage, somme år 20 stk. de trives godt, og jeg havde både stor nytte og glæde af kompagniskabet med P. Rask. Han var en stor handelsmand og dertil nobel og absolut uegennyttig, i hele sit forhold til mig og sikkert også til andre.

Som soldat kom jeg forbi en gård i Nordsjælland, hvor der gik en stor flok gæslinger, både store og små. Jeg tænkte, at det mulig var noget der kunne passe her, og tog dertil om søndagen, for om mulig at få rede på, hvordan man bar sig ad med at få så mange gæslinger frem. Der blev taget venlig imod mig, og det viste sig, at de brugte høns af gul Orpington som rugemaskiner for gåseæggene, og gæssene skulle helst bare lægge æg – mange æg – og holde fra at ruge længst mulig. Fremgangsmåden var let at gøre efter, og jeg gik straks i gang. Jeg tror det var i 1913. efter statskonsulent Kochs råd, købte jeg en stamme på 4 Toulouse gæs. Det var store smukke dyr, men det viste sig, at de efter slagtning, ofte præsenterede for lidt, og ligefrem gjorde et sjusket indtryk på grund af de sorte fjerstubbe, så jeg måtte gå over til hvidt fjerkræ. Gradvis blev gåseholdet større og større, så jeg begyndte at sælge både rugeæg og gæslinger, da jeg slet ikke havde husrum til de mange gæslinger. Jeg beholdt bare mere eller mindre ca. 100 stk. til fedning.

Det var let at forøge antallet af levegæs, og derved få mange æg, men det var ikke let at få de mange æg ruget. Der var år, hvor jeg havde 100 høns og næsten lige så mange gæs til at ruge på en gang. Det var et morsomt arbejde, fordi det gav mig en hårdt tiltrængt indtægt, men det var strengt arbejdsmæssigt set. Naturligvis prøvede jeg med forskellige rugemaskiner, men til at begynde med, med ringe held. Jeg prøvede at lægge gåseæg i rugemaskinen i 10 – 14 dage, og derefter under høns, med fuldstændig negativt resultat. Derimod gav det overraskende fint resultat, når gæs eller høns havde ruget på æggene først, og de derefter kom i rugemaskinen.

Efterhånden fandt jeg ud af at ruge gåseæg på maskine, uden at de først havde været under høns. Maskinerne var også bleven bedre egnet til det formål. Det blev en stor lettelse, selvom jeg kom op på at have 30 små maskiner, der blev varmet op med petroleumslamper. Disse maskiner tog 42 gåseæg hver, så jeg måtte alligevel have en del høns og gæs til at ruge. Senere kom de store elektriske maskiner, så blev det hele let, navnlig var det rart at blive fri for at gøre de mange lamper i stand. Disse maskiner tog hver 1100 æg ad gangen. Fra en lille begyndelse udviklede gåseavlen sig hvert år, indtil den kulminerede i 1944 med udrugning af i alt 4804 gæslinger, hvoraf dog de 321 stammede fra fremmede æg. Derefter gik tallet noget ned, men vedblev at være af ikke ringe betydning for søens økonomi.

 

Bøllingsøgård

Den har matr. Nr. 1 a. Bøllingsø og er ved ejendomsvurderingen 27.6. 1966 ansat til 84,8 ha og værdi 325.000 kr. – heraf grund værdi 87.800 kr. Den ejedes da af Steen Bille Olsen, født i Vium. Han købte den i 1963 af Chr. Christiani. Der er i 1965/66 opført et nyt stuehus ved gården. Chr. Christiani og hustru beholdt ved salget af gården det stuehus, der er opført på matr. Nr. 2 i Refshale og med et tilliggende på 2,8 ha. I 1892 købte Chr. Christianis far – forpagter Christiani, Stensmark ved Grenå – Bøllingsø, der havde et areal på ca. 250 td. l.

Der er i tidens løb sket udstykning og frasalg, således at arealet nu er som foran anført.

 

Skrevet af Chr. Christiani vinteren 1967.

 

Renskrevet af Ejvind Lassen 2018

 

 

 

 

 

Nyheder