Fra læsekredsen

Silkeborg den 31. Marts. 1900

Ekspedition på Engesvang Sidespor

Under behandlingen i Folketinget af indstillinger af Finansudvalgets andragende anbefaler d´ hrr s Folketingsmænd Neergaard og Sloth begge ivrigt et andragende fra Beboer i Engesvang m. fl. Sogne om Oprettelse af Ekspedition af Vognladningsgods og Stykgods på Engesvang Sidespor på Silkeborg – Herning banen. Vi skal nedenfor efter ”Rigsdagstidende” bringe d` hrr.s udtalelser, der begge vil blive læst med interesse:

NEERGAARD: 
Jeg skal på dets mindretals vegne, som den ærede ordfører nævnede, tillade mig på det bedste at anbefale andragendet fra en stor del beboere af Engesvang m. fl. Sogne om oprettelse af ekspedition af vognlanding og stykgods ved Engesvang sidespor på Silkeborg – Herning banen. Dette andragende har tidligere været fremme til behandling, nemlig i samlingen 1893 – 96. Det blev da henvist til Indenrigsministeren, men det havde kun til følge, at der kom et afslående svar fra ministeren. Mindretallet har imidlertid af ganske de samme grunde, som den gang var tilstede, og som foranledigede det samlede udvalg til at gøre indstilling om at henvise sagen til ministerens overvejelse endnu er til stede. Det er utvivlsomt, at Moselund station i sin tid er bleven lagt på et uheldigt sted. Når Ministeriet ikke tidligere har villet gå ind på et forslag om ekspedition af vognladnings og stykgods ved det allerede eksisterende Engesvang sidespor, var det på grund af den korte afstand fra Moselund station.

Men det er gået med denne station som med forskellige andre Stationsanlæg ved de jernbaner, som oprindelig er anlagt som privatbaner, og som senere er gået over til at blive Statsbaner, idet private personlige hensyn har gjort det i meget høj grad gældende med hensyn til salg af pladser for Stationer, og der herefter formentlig mellem alle stedkendte ingen som helst tvivl om, at Stationspladsen der er såre uheldig valgt. Det fremgår af andragendet, som der er refereret her i betænkningen, at de er lagt uden alt hensyn til vejforholdene her på stedet. Således at en del af beboerne på grund af de uheldige vejforhold har en omvej på omtrent 1500 alen for at komme til stationen, og at de skal køre forbi skiftesporet. nu er det en meget uheldig ekspedition af vognladnings gods til Engesvang, og det er aldeles uhørt, at det volder beboerne ganske overordentlige store vanskeligheder, at denne ekspedition må gå fra Moselund station, der vil formentlig her være fuldstændig tilstrækkelig trafik til at begrunde oprettelsen af en sådan ekspedition, som her er andraget om. Det ville antagelig kunne forsvares af rent jernbanemæssig grunde at gøre det, og der er et meget varmt og indtrængende ønske herom fra beboernes side. Jeg skal derfor anbefale dette andragende til det høje tings velvillige opmærksomhed og mest af alt til den højtærede Minister. I øvrigt vil kredsens Folketingsmand, som ganske anderledes end jeg er inde i de lokale forhold, tage ordet efter mig for at begrunde andragendet, og han vil give et fyldigere og mere indgående motivering af andragendet, end jeg har kunnet give. Jeg skal kun på mindretallets vegne indstille andragendet til velvillig opmærksomhed såvel fra den højtærede Ministers som fra det høje tings side.

SLOTH: 
Mine bemærkninger skal nærmest være et supplement til de udtalelser, som den ærede tidligere taler (Neergaard) fremkom med angående det andragende, som er indsendt fra beboerne fra Engesvang med flere sogne. Et lignende andragende var som anført til behandling her i tinget 1895 – 1896 og blev henvist til den ærede Ministers overvejelse. Den ærede Minister gav til svar året efter, hvoraf det fremgår, at det er af økonomiske grunde, idet der kun er ¼ Mil fra Engesvang til Moselund station, at Ministeren ikke har ment at kunne imødekomme andragendet. Stillingen er nu noget ændret i år, idet altså finansudvalgets flertal ikke har fundet det rigtigt, for tiden i alt fald, på ny at indstille det til Ministerens overvejelse, således at det nu kun er et mindretal, der gør indstilling, og jeg kan få så vidt indrømme, at der kan være nogen grund dertil; men i den anledning nødsages jeg til at give en noget udførligere fremstilling af, hvorledes hele dette forhold er kommet til stede ved Moselund station.

Banen fra Silkeborg til Herning er bygget som en privatbane i henhold til loven af 23. maj 1878. Koncesionhaveren var en Kammerråd Møller fra Ringkøbing. Der vistnok nærmest repræsenterede Handelsbanken her i Ringkøbing. Men dette baneanlæg ejede en Konsul Steenberg i Randers en ejendom der hed Moselundgård, beliggende 2.100 alen midt for Kolding – Viborg landevejen, som går syd og nord igennem hele kommunen. Det skyldtes denne Konsul Steenberg at trække stationen hen fra den naturlige plads ved landevejen til en lavning i mosen, hvor nu Moselund station ligger. Ekspropriationskommissionens medlemmer, i alt fald dem, der var udvalgt af Amtsrådet, var meget stærke medspiller af denne ordning og bestræbte sig for at undgå at få stationen fra dens naturlige plads ved landevejen. Men denne Konsul Steenberg og koncessionshaveren gjorde det vanskelig, idet nemlig Konsul Steenbergs aftale med koncessionshaveren, om at han skulde levere et vist kvantum tørv årligt til transport for banen for at få stationen hen på sin plads, og til sikkerhed for opfyldelsen af denne forpligtelse gav han endog så koncessionshaveren panteret i sin ejendom efter de andre prioriteter, han havde. Det vil altså sige. At Moselund stations beliggenhed fremkommer ved en ren tuskhandel mellem den privat koncessionshaver og vedkommende ejer af pågældende ejendom, altså i modstrid med alle sunde og naturlige grunde og til trods for egnens talsmænd og ekspropriationsmedlemmer. Man kan ikke andet end undre sig over, at ekspropriationens kommissarius som helhed overhovedet har kunnet gå med til at tillade denne handel, idet staten slet ikke var interesse i hvordan den bane blev anlagt. Den ofrede 80.000 kr. i tilskud pr Mil foruden halvdelen af ekspropriationsomkostningerne, og i forvejen var Silkeborg – Skanderborg banen anlagt, og det ville sige, at straks man blev færdig, måtte staten akkordere med den private koncessionshaver om at forpagte denne banestrækning.

Det er altså på denne baggrund, man må se hele udviklingen ved Moselund station, det var en privat forretning der blev lavet imellem koncessionshaveren og denne enkelte mand, Konsul Steenberg i Randers, medens hele omegnens interesser er tilsidesatte i allerhøjeste grad. Følgerne af denne uheldige ordning viser sig også meget snart. Efter at banen var overtaget af staten i 1879, fik beboerne ved Engesvang, hvor der er store tørvemoser, lov til af staten at anlægge et skiftespor ude ved Kolding landevej, hvor stationen skulle havde ligget, og efter at staten havde tilladt ekspedition herfra. Hvad, hvordan forholdene derefter havde udviklet sig, viser betænkningen af 1895 – 96, der jo oplyser, at der i året 1894 – 95 er udgået ca. 1.000 fuldlastede banevogne fra skiftesporet og indgået 50, medens der samtidig oplyses hvor mange vogne der ville være blevne afhentede ved skiftesporet, hvis der havde været ekspedition derude.

Det er navnlig Thorning sogns vestlige del, der for en meget stor del benytter Moselund station, end skønt de har 2 Mil til denne station, og nu fører det til, at alt, hvad der kommer syd fra, skal forbi skiftesporet med en omvej på 1.500 alen, foruden at de har vejlængden hen til stationen; og nord fra er der selvfølgelig også en forøget vejlængde til stationen i stedet for til skiftesporet, hvortil den gode landevej fører. Nu skulle man tro, at særlig de fra Kragelund, for hvem stationen skulde være mest heldig beliggende, var bedre tilfredse, men det er ikke tilfældet; end også for stykgods må disse folk for en stor del af året køre om ad skiftesporet, idet den vej der går over mosen, og som den omtalte private mand havde lovet at gøre i stand, da stationen blev oprettet, ikke er gjort anderledes i stand, en at den ikke er farbar om vinteren med store læs.

Nu ser det jo ud til, eftersom stillingen er i år, at det er meget tvivlsomt, om man kan komme videre ad den vej, man hidtil er gået, og det vil ganske sikkert føre til en overvejelse fra beboernes side, hvad enten det nu sker på den ene eller den anden måde. Beboerne havde jo troet, at det ikke vilde være så overordentlig bekostelig at få indrette en ekspedition i det mindste af vognladningsgods og stykgods derude ved landevejen, hvor man jo alligevel i forvejen har skiftesporet. Jeg har i den henseende tænkt mig den mulighed, at man i det mindste fra administrationens side kunde være gået foreløbig til ekspedition af vognladningsgods, idet det jo er en selvfølge, at selv om man kan få vognene ud ved skiftesporet, er der en betydelig ulempe at skulle køre de 2.100 alen hen til stationen for at få ekspedition, hvad enten det er gods, der skal afsendes eller modtages.

Det forekommer mig, at det dog ikke vilde være nogen særlig vanskelighed ved hjælp af telefon fra stations huset at ordne en ekspedition ude ved skiftesporet. I så henseende har jeg erfaret, at der allerede er telefon fra stationen ud til skiftesporet, og det forekommer nu egentlig mig, at ved lidt velvilje fra stationens side måtte der i alt fald uden ulemper kunne tillades en ekspedition af vognladningsgods ved skiftesporet, for så vidt de har pålidelige mænd derude. Derved vilde der dog være noget vundet. Jeg ved jo meget godt, at hvis der skal der være ekspedition af stykgods, skal der sendes mandskab derud, og måske skal der også noget bygge foretagende til derude. Hvis man skal gå til det, antager jeg egentlig nærmest, at det naturlige vilde være at flytte stationen hen til skiftesporet og lade skiftesporet være, hvor stationen ligger, og jeg betvivles så meget mere deri, som det er omtalt for mig. at så ofte denne sag har været til forhandling indenfor administrationens forskellige grene, synes udtalelserne fra administrationens side altid at være gået ud på, at det ene rigtige var at flytte stationen hen til skiftesporet og så kun at benytte skiftesporet henne ved stationen.

Imidlertid før jeg dog ikke ubetinget, i alt fald ikke for øjeblikket, tilråder at tage denne sag op, thi det er jo givet, at der ved stationen kan være fremkommet visse interesser, som er så store, at det vanskeligt lader sig forklarer at flytte den derfra, men i øvrigt må jeg i den henseende oplyse, at så vidt mig bekendt, er der ikke groet andre interesser op ved stationen hidtil, når undtages, at den samme ejer eller hans familie har bygget en kro ved stationen, hvilken kro dog vistnok står ledig. Der har været en forpagter her, men han flytter herfra til foråret. Men i øvrigt er der ikke groet nogen form for erhvervsgren op omkring Moselund station.

Hvis det er tilfældet, og tinget ikke vil tilråde at gå ind på fordringen om ekspedition af vognladninger og stykgods, føler jeg mig forvisset om at kravet vil komme med større krav om at få stationsforholdene ordnede således som af mig antydet. Nu da det er mig bekendt, at administrationen selv syntes, at den måde er absolut rigtig, håber jeg heller ikke, hvis det skulle komme frem i den skikkelse, at folketinget vil være uvilligt til at gå ind på den ordning i den her antydede retning, da det vistnok fra alle sider, som kender de stedlige forhold, må erkendes, at de nuværende forhold er så uheldige i alle henseender som vel muligt.

Med disse oplysende udtalelser skal jeg slutte, idet jeg dog må tilføje, at jeg og mine meningsfælder i finansudvalget mindst af alt har ønsket at trække denne sag frem til forhandling for at få den forelagt i folketinget. Når jeg derfor har hørt den ærede ministers og den ærede ordførers udtalelser om sagen i sin helhed, hvilke udtalelser jeg i sagens interesse må ønske så velvillige som muligt af hensyn til fremtiden, vil jeg tilråde mine meningsfæller, der har gjort indstillingen, at de, inden sagen kommer til afstemning, tager den tilbage.