Warning: The magic method Vc_Manager::__wakeup() must have public visibility in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php on line 205 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-content/plugins/js_composer_salient/include/classes/core/class-vc-manager.php:205) in /customers/3/e/0/engesvangarkiv.dk/httpd.www/wp-includes/rest-api/class-wp-rest-server.php on line 1831 {"id":497,"date":"2022-02-07T13:09:45","date_gmt":"2022-02-07T13:09:45","guid":{"rendered":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/?page_id=497"},"modified":"2022-02-07T15:22:48","modified_gmt":"2022-02-07T15:22:48","slug":"et-liv-med-toerv","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/et-liv-med-toerv\/","title":{"rendered":"Et liv med t\u00f8rv"},"content":{"rendered":"[vc_row type=”in_container” full_screen_row_position=”middle” column_margin=”default” column_direction=”default” column_direction_tablet=”default” column_direction_phone=”default” scene_position=”center” text_color=”dark” text_align=”left” row_border_radius=”none” row_border_radius_applies=”bg” overlay_strength=”0.3″ gradient_direction=”left_to_right” shape_divider_position=”bottom” bg_image_animation=”none”][vc_column column_padding=”no-extra-padding” column_padding_tablet=”inherit” column_padding_phone=”inherit” column_padding_position=”all” background_color_opacity=”1″ background_hover_color_opacity=”1″ column_shadow=”none” column_border_radius=”none” column_link_target=”_self” gradient_direction=”left_to_right” overlay_strength=”0.3″ width=”1\/1″ tablet_width_inherit=”default” tablet_text_alignment=”default” phone_text_alignment=”default” column_border_width=”none” column_border_style=”solid” bg_image_animation=”none”][vc_custom_heading text=”Et liv med t\u00f8rv” use_theme_fonts=”yes”][vc_column_text]\n
\n
\n
\n
\n
\n

T\u00f8rvefabrikant Johannes Poulsens erindringer.
\nAf Freddy Boysen. 1998<\/p>\n

\u201c1oo \u00e5rs historie fra Engesvang\u201d, kunne man n\u00e6sten kalde denne beretning. De 100 \u00e5r er fulgt ud fra bare en persons erindringer, nemlig Johannes Poulsen i Engesvang, der indvilligede i at fort\u00e6lle om sit eget liv. \u201cMit liv har altid v\u00e6ret stille og roligt, helt uden de store krumspring\u201d; fort\u00e6ller Johs. n\u00e6sten undskyldende, som om jeg hellere skulle interessere mig for de rigtige t\u00f8rvebisser. T\u00f8rvebisse, det betragter Johs. sig slet ikke som, han har godt nok arbejdet meget med t\u00f8rveproduktion, men egentlig meget lidt, n\u00e5r det handlede om selve livet i t\u00f8rvegraven.
\nBeretningen tager os med tilbage til dengang Johs. bedstefar startede med opdyrkning af hede og mose i Engesvang Krat, til faderen Chr. Poulsens fors\u00f8g p\u00e5 at skabe en ekstra indt\u00e6gt til ejendommen fra mosen, som senere resulterede i Johs. storproduktion af t\u00f8rv.
\nUndervejs m\u00f8der vi foruden Johs. liv, ogs\u00e5 lidt af det liv der udspillede sig p\u00e5 den st\u00e6rkt Indre Missionske egn omkring Engesvang Krat. Det er en \u00e6rlig beretning, som vi her f\u00e5r lov at snuse til gennem Johs. Poulsens erindringer.<\/p>\n

Bedstefor\u00e6ldrene Gert og Ane Poulsen<\/strong>
\nFort\u00e6llingen tager sin begyndelse ude i det, der blev kaldt \u201cVesten ski\u201d, et omr\u00e5de syd for Bording Stationsby, ved vejen mod Kristianshede kirke. Her boede Johs. bedstefor\u00e6ldre p\u00e5 en af de magreste og d\u00e5rligste ejendomme p\u00e5 hele egnen. I 1867 k\u00f8bte de s\u00e5 ejendommen i Engesvang Krat, og den skulle komme til at danne ramme om familiens liv i n\u00e6sten 100 \u00e5r.
\nEjendommen blev d\u00f8bt Gl. Skovg\u00e5rd fordi folk fortalte at den tidligere var blevet kaldt Gl. Skovhytte. Det var nu ikke storhed bedstefor\u00e6ldrene flyttede til, der var ganske vist 50 t\u00f8nder land til ejendommen, men kun 1 t\u00f8nde land var opdyrket, resten l\u00e5 hen i hede og mose. Der var nok at tage fat p\u00e5, og opdyrkningen fik et \u201cbette n\u00f8k\u201d \u00e5r for \u00e5r. Men stedet rummede ogs\u00e5 en anden mulighed, som n\u00e6sten kom til at overskygge landbruget, skulle det senere vise sig.<\/p>\n

For\u00e6ldrene Chresten og Kirsten Poulsen<\/strong>
\nOmkring \u00e5r 1900 overtog Johs. far Chr. Poulsen Gl. Skovg\u00e5rd, der blev lavet aft\u00e6gtskontrakt med de to gamle, som blev p\u00e5 ejendommen og deltog i livet og driften. \u00c5ret efter, i 1901, blev Chr. Poulsen gift med en husmandsdatter fra Hestlund, Kirsten Marie Nielsen hed hun, og det \u00e6gteskab resulterede i 4 levedygtige b\u00f8rn, 3 s\u00f8nner og 1 datter. Den yngste af s\u00f8nnerne blev f\u00f8dt den 14.3.1911 og det var beretningens hovedperson. Johannes Poulsen blev drengen d\u00f8bt.
\nDet hjem var naturligt pr\u00e6get af de religi\u00f8se holdninger i Indre Mission, som var fremherskende p\u00e5 egnen.<\/p>\n

Johannes barndom.<\/strong>
\nJohs. f\u00f8rste b\u00f8rnel\u00e6rdom fik han fra de altid n\u00e6rv\u00e6rende og hj\u00e6lpsomme bedstefor\u00e6ldre. Allerede f\u00f8r Johs. kom i skole, havde bedstemoderen indf\u00f8rt ham i de mest almindelige skolefag, s\u00e5 han havde nemt ved at f\u00f8lge med. Skolen, det var den der blev bygget p\u00e5 Julianehede i 1901, lidt nord for dyrl\u00e6gekrydset. Det var den slags skole hvor de b\u00f8rn, der kunne l\u00e6re noget, ogs\u00e5 l\u00e6rte det, men dem der havde lidt sv\u00e6rt ved det fik lov til at sidde.
\nN\u00e5r man nu sp\u00f8rger den 87 \u00e5rige Johs. om hans bedste barndomsminder, s\u00e5 er det n\u00e6rheden med naturen, der f\u00f8rst dukker op. B\u00f8rnene blev lagt i seng lidt efter alder, og som den yngste s\u00f8n var han jo en af de f\u00f8rste der blev puttet. S\u00f8steren Anna Johanne Kirstine var godt nok 4 \u00e5r yngre, men hende regner Johs. ikke rigtigt med, for hun var jo bare en pige. For purken Johs. var det helt i orden at komme tidligt i seng, s\u00e6rligt om sommeren, n\u00e5r bare vinduet m\u00e5tte st\u00e5 \u00e5bent. S\u00e5 kunne han ligge i timevis uden at blive s\u00f8vnig. Bare ligge og lytte til \u201c\u00e6 horsskummer\u201d, det var horseg\u00f8gen eller dobbeltbekkasinen, som den vel egentligt hedder, og s\u00e5 natteravnen. Det var det samme om morgenen i for\u00e5rstiden, n\u00e5r fr\u00f8erne kv\u00e6kkede udenfor, der var en sang og en leben, s\u00e5 det er helt ubeskriveligt. Ellers var barndommen lidt ligesom en tr\u00e6dem\u00f8lle, hvor der ikke blev budt p\u00e5 de store afvekslinger i hverdagen, fort\u00e6ller Johs.<\/p>\n

Landbruget.<\/strong>
\nB\u00f8rnene kom helt naturligt til at tage del i ejendommens drift, selv de mindste havde pligter, b\u00e5de med at passe dyr og mark, men ikke mindst n\u00e5r de skulle i t\u00f8rvemosen. Malkningen hjalp b\u00f8rnene ogs\u00e5 med, det var dog kun hver anden dag, for den dag hvor de skulle i skole, slap de fri. At malke var ellers kvindearbejde som moderen og bedstemoderen hovedsageligt tog sig af. K\u00f8erne kom f\u00f8rst ud p\u00e5 gr\u00e6s om eftermiddagen, n\u00e5r der var blevet malket til middag, de havde ikke rigtig nogle arealer de kunne g\u00e5 p\u00e5. Den smule jord, der var, skulle helst bruges til korn, og selv om der ogs\u00e5 var lidt 1. og 2. \u00e5rs gr\u00e6s, s\u00e5 skulle der jo avles h\u00f8, inden k\u00f8erne kunne f\u00e5 gl\u00e6de af markerne og komme ud hele dagen.
\nI Johs. barndom var der stadig meget jord, der skulle opdyrkes, og af de oprindelige 50 t\u00f8nder land var langt st\u00f8rsteparten mosejord. Faderen Chr. solgte i 1916 ca. 16 t\u00f8nder land mose fra. Det var til Jens og Chr. Ernst som dengang oprettede en t\u00f8rvestr\u00f8elsesfabrik i Engesvang og derfor havde brug for mose der egnede sig til t\u00f8rvestr\u00f8else. Men af de tilbagev\u00e6rende 34 t\u00f8nder land var det kun 12 t\u00f8nder land der var h\u00f8j mark. Mosejorden var ikke nem at dyrke i, der avledes dog store m\u00e6ngder h\u00f8 p\u00e5 overgangen mellem mose og mark og her kunne ogs\u00e5 avles kolossale m\u00e6ngder af korn, der var bare aldrig rigtigt nogle k\u00e6rner ved det. Kornet blev altid s\u00e5et for sent, p\u00e5 grund af den fugtige jord, s\u00e5 det var slet ikke nogen normal landbrugsdrift
\nChr. drev ellers ejendommen effektivt nok og han fulgte med i tidens trend med hensyn til husmandsrejser og kurser, men alligevel kneb det at f\u00e5 et afkast s\u00e5 ejendommen kunne mere end br\u00f8df\u00f8de familien. Det blev derfor t\u00f8rvemosen, der kom til at udg\u00f8re familiens ekstraindt\u00e6gt gennem mange \u00e5r.
\nChr. begyndte at sk\u00e6re t\u00f8rv med salg for \u00f8je, og p\u00e5 den m\u00e5de blev det til et effektivt landbrug, hvor hvert eneste hj\u00f8rne blev udnyttet. T\u00f8rvene blev t\u00f8rret og stakket, og mange af dem blev k\u00f8rt til Silkeborg og solgt til br\u00e6ndselshandlere. Johs. mindes, at nogle af barndommens store oplevelser var, n\u00e5r han fik lov til at sidde ovenp\u00e5 et t\u00f8rvel\u00e6s hele vejen til Silkeborg. Derhjemme byggedes ogs\u00e5 et ekstra t\u00f8rvehus, som blev fyldt op med t\u00f8rv, de var beregnet p\u00e5 salg vinteren igennem. Om for\u00e5ret br\u00e6ndte de lyngen af, hvor der skulle v\u00e6re liggeplads, og n\u00e5r det s\u00e5 var tid for at sk\u00e6re t\u00f8rv, s\u00e5 blev alt andet arbejde p\u00e5 ejendommen lagt til side.<\/p>\n

En dag i t\u00f8rvemosen ca. 1920.<\/strong>
\nFamilien stod op omkring ved sekstiden, og n\u00e5r \u201cdavren\u201d og morgenarbejdet var overst\u00e5et, s\u00e5 tog Chr. og de b\u00f8rn, der ikke skulle i skole, af sted i mosen. Selv om mosen l\u00e5 h\u00f8jest 200 meter fra ejendommen, s\u00e5 havde de altid madpakke med, det gav ikke s\u00e5 store afbr\u00e6k i arbejdet, n\u00e5r formiddagskaffe skulle indtages. B\u00f8rnene kunne s\u00e5 ligge og hvile sig, medens de spiste, i stedet for at bruge tiden p\u00e5 \u201cat g\u00e5 a vej ind\u201d. Det var f\u00f8rst til middag, de gik hjem for at spise. Der var dog aldrig klokkesl\u00e6t p\u00e5 nogen ting, i den retning var det meget frit i mosen.
\nChr. stod selv i t\u00f8rvegraven og stak t\u00f8rv ud med en hjertespade og lagde klumper med 4 t\u00f8rv op p\u00e5 balgen. Med h\u00e6nderne l\u00e6ssede b\u00f8rnene klumperne op p\u00e5 en \u201cfladb\u00f8r\u201d og k\u00f8rte dem ud p\u00e5 liggepladsen. Andre af b\u00f8rnene rejste eller vendte t\u00f8rvene efterh\u00e5nden som de var t\u00f8rre nok til det. \u201cFladb\u00f8ren\u201d, var en trilleb\u00f8r med fladt lad, forsynet med et ekstra bredt tr\u00e6hjul, s\u00e5 den ikke s\u00e5 nemt sank ned i mosejorden.
\nDet var nogle meget r\u00f8de t\u00f8rv der blev gravet i Engesvang mose, n\u00e6rmest spagnumagtig r\u00f8d dynd. Det var ikke det man med et sk\u00e6ldsord kalder for \u201chundkj\u00f8\u201d, som n\u00e6rmest er planterester, der ikke er g\u00e5et ordentlig i forr\u00e5dnelse og simpelthen ikke er til at stikke eller hugge i.
\nI t\u00f8rvemosen var det kun Chr. og b\u00f8rnene, der arbejdede, Kirsten havde nok at g\u00f8re i hjemmet. Men der var s\u00e5m\u00e6nd ogs\u00e5 b\u00f8rn nok til at hj\u00e6lpe, for da Chr. s\u00f8ster d\u00f8de fra en flok b\u00f8rn i en ung alder, s\u00e5 blev b\u00f8rnene fordelt rundt hos hendes s\u00f8skende. P\u00e5 den m\u00e5de kom der 2-3 plejeb\u00f8rn til Chr. og Kirsten, og de b\u00f8rn tog ogs\u00e5 del i livet i mosen. Et af b\u00f8rnene var i \u00f8vrigt Tobias Lassen, som der senere blev sogner\u00e5dsformand i Engesvang, han havde en del af sin barndom og ungdom hos Chr. og Kirsten.
\nN\u00e5r middag og middagshvil var overst\u00e5et derhjemme og k\u00f8erne trukket ud, s\u00e5 tog de i mosen igen til hen ad ved syvtiden om aftenen. Det var lidt forskelligt, hvor mange t\u00f8rv der blev gravet p\u00e5 en dag, hvis det kun var \u201cvi anne knejt\u201d, der var af sted, s\u00e5 blev det ikke til s\u00e5 mange t\u00f8rv, som n\u00e5r far var der, mindes Johs.<\/p>\n

Ungdoms\u00e5rene og Indre Mission.<\/strong>
\nI 1923 d\u00f8de Johs. mor Kirsten, kun 35 \u00e5r gammel. Det var ikke nemt for Chr. at v\u00e6re alene med ejendom og 4 b\u00f8rn, hvoraf den yngste kun var 8 \u00e5r, s\u00e5 efter han havde haft forskellige giftelystne husbestyrerinder, s\u00e5 han ansatte en \u00e6ldre sypige fra Aulum. Hun hed Kirsten Olesen, og hendes tilstedev\u00e6relse i hjemmet skulle senere f\u00e5 stor betydning for Johs. liv.
\nDet var i vinterhalv\u00e5ret at Johs. gik til konfirmationsforberedelse i Engesvang pr\u00e6steg\u00e5rd, inden han omkring 1925 blev konfirmeret i Engesvang kirke. Det gudelige var Johs. godt inde i, for han kom fra et udpr\u00e6get indremissionsk hjem, hvor man ogs\u00e5 levede efter de indremissionske normer. Som b\u00f8rn havde de alle fulgt s\u00f8ndagsskolen i Julianehede missionshus, og som unge var det god skik at de fulgte hvad der foregik i missionshuset.
\nHjemmets religi\u00f8se holdninger fik ogs\u00e5 indflydelse p\u00e5 Johs. ungdomsliv. Kortspil og baller, hvor der blev drukket alkohol, h\u00f8rte ikke hans verden til, han fulgte mere det liv, der udspillede sig i de indremissionske kredse. Missionen var bestemt en stor del af livet hos landbefolkningen rundt omkring Engesvang, selv om missionen i historisk sammenh\u00e6ng i dag ofte bliver overskygget af de folkelige fort\u00e6llinger om egnens t\u00f8rvebisser og deres liv.
\nI Engesvang Krat var det n\u00e6sten udelukkende indremissionske hjem, og der blev holdt rigtig mange unggilder. B\u00f8nder der ikke selv havde b\u00f8rn, holdt unggilder for deres karle og piger, og i sommertiden var der n\u00e6sten unggilde hver l\u00f8rdag aften et eller andet sted. Det var altid sanglege med f\u00e6llessang, to mand frem for en enke o.s.v., alt sammen noget der handlede om, at karlene kom lidt t\u00e6ttere p\u00e5 pigerne end de gjorde i hverdagen. Sanglegene foregik i haverne, eller ofte p\u00e5 en gr\u00e6smark, hvis der lige var en i n\u00e6rheden, ellers p\u00e5 g\u00e5rdspladserne. Det h\u00e6ndte da af og til, at der kunne v\u00e6re et ungt par mindre, som deltog i sanglegene, selvom parret var m\u00f8dt op til f\u00e6llesskabet, mindes Johs., hvad s\u00e5 siden de lavede. P\u00e5 den m\u00e5de havde vi jo en dejlig ungdomstid, det hele foregik bare meget mere diskret. Der blev altid serveret kaffe med hjemmebagt kringle og kager, og der var altid d\u00e6kket utroligt fint op til unggilderne, men de fleste af b\u00f8nderne havde nu ogs\u00e5 godt r\u00e5d til det.
\nEn anden del af ungdomslivet var de m\u00f8der, der blev holdt en gang om ugen i missionshuset. Her var det god skik, at de unge m\u00f8dte op, og alle karle og piger kunne jo f\u00e5 aftenen fri, n\u00e5r det handlede om et m\u00f8de i missionshuset. N\u00e5r der s\u00e5 en gang \u00e5rligt var missionsuge med v\u00e6kkelsesm\u00f8der hver aften en hel uge igennem, s\u00e5 skiftedes man lidt til at tage af sted. Men hver g\u00e5rd og ejendom skulle helst v\u00e6re repr\u00e6senteret ugen igennem. Hvis der en aften var en s\u00e6rlig god eller popul\u00e6r mission\u00e6r som taler, s\u00e5 h\u00e6ndte det, at der m\u00f8dte s\u00e5 mange folk op i Julianehede missionshus, at den lille sal, der ellers kun blev brugt til sm\u00e5m\u00f8der, ogs\u00e5 m\u00e5tte tages i brug.
\nRundt i hjemmene holdt kvinderne noget de kaldte samtalem\u00f8der, en slags bibelgranskning, her var veld\u00e6kkede kaffeborde bestemt ikke en uv\u00e6sentlig del.
\nAndet ungdomsarbejde kom Johs. ikke til at deltage s\u00e5 meget i. Da l\u00e6rer Andersen og en del af egnens unge byggede badebassinet i Engesvang, var Johs. ogs\u00e5 med, men det var sj\u00e6ldent, at han n\u00e5ede at v\u00e6re med i arbejdet, for han var aldrig f\u00e6rdig derhjemme f\u00f8r hen ad ved ottetiden om aftenen. De fleste andre unge i det projekt holdt jo med arbejdet rundt ved t\u00f8rvefabrikanterne ved sekstiden og tog s\u00e5 et par timer ved sv\u00f8mmebadet, s\u00e5 n\u00e5r Johs. m\u00f8dte op, var de i reglen f\u00e6rdig for den dag.
\nEn aften var der samlet en del unge hos l\u00e6rer Andersen. De var i gang med at planl\u00e6gge et eller andet sammen. I l\u00f8bet af aftenen dukkede sognets indremissionske pr\u00e6st op, pastor Nissen, for \u00f8vrigt en v\u00e6ldig frisk og aktiv mand. L\u00e6rer Andersen og pastor Nissen kom i en diskussion, og efterh\u00e5nden blev de unge ogs\u00e5 draget ind i diskussionen. Pludselig fik Johs. sp\u00f8rgsm\u00e5let, hvorfor han ikke l\u00e6ngere kom til pr\u00e6stens ungdomsm\u00f8der? \u201cA t\u00f8vs faktisk et te a er v\u00e6rdig teet\u201d, svarede Johs. Den slags svar kr\u00e6vede nu at blive uddybet, mente Nissen. \u201cDer kommer vel et ret manne k\u00e5rl dernier, undtagen det er for at sid \u00e5 klap a pier \u00e5 a l\u00e5er\u201d, l\u00f8d Johs. uddybende svar. Det svar passede bestemt ikke Nissen, og hans ansigt blussede \u00f8jeblikkelig op. Var pr\u00e6sten ikke t\u00e6ndt af diskussionen i forvejen, s\u00e5 blev han det. Men at karlene kom til pr\u00e6stens ungdomsm\u00f8der, var i langt de fleste tilf\u00e6lde fordi de s\u00e5 kunne slippe for at hj\u00e6lpe med at malke og i stedet for f\u00e5 aftenen fri. At de s\u00e5 kunne sidde og flirte med pigerne og m\u00e5ske klappe dem lidt p\u00e5 l\u00e5rene, gjorde da ikke m\u00f8derne ringere. Der var da stort set heller ikke andet at g\u00e5 efter om aftenen, fort\u00e6ller Johs.
\nDa tiden s\u00e5 n\u00e6rmede sig, at Johs. skulle ind som soldat, s\u00e5 blev de i hjemmet enige om at det nok var bedst, hvis Johs. fulgte \u201c\u00e6 k\u00e5rlgymnastik\u201d vinteren over. Johs. havde jo altid g\u00e5et hjemme, og faderen Chr. var godt klar over, at milit\u00e6rlivet kunne blive en barsk overgang for s\u00f8nnen. Bekendtskabet med gymnastikken f\u00f8rte senere med sig, at Johs. blev formand for foreningen.<\/p>\n

Chr. Poulsens tillidshverv.<\/strong>
\nAl den tid Johs. husker tilbage gik faderen Chr. og \u201cskrantede\u201d og var syg, det var maven, det var galt med. Godt nok fik han tabletter og s\u00e5dan, men det var ikke noget, der kunne kurere ham. Chr. var ellers en stor og kraftig mand, men mavesygdommen lagde en d\u00e6mper p\u00e5 hans fysiske udfoldelser.
\nTil geng\u00e6ld havde det kommunale arbejde Chrs. Store interesse. Han var nu ikke han ikke valgt ind i sogner\u00e5det, men fungerede som en slags tillidsmand med ansvaret for hj\u00e6lpekassen. Chr. sad en gang om ugen nede p\u00e5 Engesvang afholdshjem \u201cStjernen\u201d og udbetalte socialhj\u00e6lp til de arbejdsl\u00f8se og til hvem, der ellers havde behov for hj\u00e6lp. Der var fra kommunal side aldrig tvivl om Chrs. udbetalinger af socialhj\u00e6lp. N\u00e5r han havde bevilget, s\u00e5 havde det ogs\u00e5 v\u00e6ret berettiget. Derimod oplevede han meget kritik fra de folk, der skulle modtage socialhj\u00e6lpen.
\nDer var specielt en hestehandler, en af de folk, der altid var stor i munden og slog med pisken, men handlerne kunne han tilsyneladende ikke altid f\u00e5 til at n\u00e5 sammen, s\u00e5 det h\u00e6ndte, at ogs\u00e5 han m\u00f8dte op p\u00e5 \u201cStjernen\u201d. N\u00e5r det s\u00e5 gik op for ham, hvor f\u00e5 penge han egentlig kunne f\u00e5 bevilget, s\u00e5 ville han hellere v\u00e6re fri og gik med uforrettet sag. Om aftenen m\u00f8dte hans kone op hjemme hos Chr., om de da ikke bare kunne f\u00e5 lidt, de havde slet ikke br\u00f8d at s\u00e6tte p\u00e5 bordet, og der var 7 b\u00f8rn i hjemmet. Hvad s\u00e5, render han med pengene, hvis du kommer hjem med dem? spurgte Chr. N e j \u2013 n e j \u2013 hun trak lidt p\u00e5 det. S\u00e5 blev der lavet en ordning, hvor hun kunne k\u00f8be for aftalte bel\u00f8b hos slagter og k\u00f8bmand og s\u00e5 ellers komme igen om 8 dage, hvis ikke situationen havde bedret sig.
\nP\u00e5 et tidspunkt kom der en ekstraordin\u00e6r bevilling til arbejdsl\u00f8shedsunderst\u00f8ttelsen, men den var kun beregnet p\u00e5 tr\u00e6ngende familier, s\u00e5 n\u00e5r de arbejdsl\u00f8se karle gjorde opm\u00e6rksom p\u00e5 den nye bevilling, s\u00e5 sm\u00e6kkede Chr. kassen i. En mandag formiddag hvor Johs. og Chr. stod med plejlen og t\u00e6rskede korn hjemme i laden, s\u00e5 blev der pludselig banket kraftigt p\u00e5 ladeporten, og en ung karl kom frem med ordene, \u201ca vil gjern ha den ekstrabevilling, nu ka do et nejt mig-det, a bl\u00f8v givt i g\u00e5r\u201d.<\/p>\n

B\u00f8rnene fra reden.<\/strong>
\nJohs. \u00e6ldste broder Gert Poulsen var sygelig og magtede ikke fysisk arbejde p\u00e5 samme m\u00e5de som br\u00f8drene. Derfor var det helt naturligt at sende ham p\u00e5 det indremissionske l\u00e6rere seminarium i Nr. Nissum, det var en af de f\u00e5 muligheder der var, hvis man ikke var fysisk st\u00e6rk.
\nDen anden bror Niels J\u00f8rgen Poulsen var mere vidtl\u00f8ftig, han lod sig drage med af alt muligt, bare han s\u00e5 en katalogannonce for et eller andet, s\u00e5 skulle tingene straks afpr\u00f8ves, der skulle hele tiden ske noget. Han rejste p\u00e5 Landboh\u00f8jskole, hvor han tog landbrugseksamen, \u201cCand-Agri\u201d.
\nDen yngre s\u00f8ster Anna Johanne Kirstine blev afsat fra hjemmet, da hun indgik i \u00e6gtestanden.
\nJohannes derimod, han kom aldrig hjemmefra, ud over den periode, hvor han aftjente sin v\u00e6rnepligt. Faderens mavesygdom gjorde, at han ikke magtede arbejdet p\u00e5 ejendommen, og derfor blev det den yngste s\u00f8n Johs., der med sit stille sind og temperament m\u00e5tte tage sig af landbruget derhjemme. At f\u00e5 l\u00f8n for at arbejde hjemme, kom Johs. aldrig til at opleve, han fik jo b\u00e5de logi og f\u00f8den, og manglede han tobak, kunne det k\u00f8bes p\u00e5 bogen hos k\u00f8bmanden. Det h\u00e6ndte selvf\u00f8lgelig han fik nogle sm\u00e5bel\u00f8b, hvis han skulle i byen eller s\u00e5dan, men aldrig nogen form for l\u00f8n.<\/p>\n

Ejerskifte p\u00e5 Gl. Skovg\u00e5rd.<\/strong>
\nOmkring 1937-38 d\u00f8de faderen Chr. Poulsen, men allerede et par \u00e5r forinden havde Johs. overtaget ejendommen. Overtagelsen var uofficielt en slags l\u00f8n for alle de \u00e5r Johs. havde arbejdet derhjemme, der var dog en del arveafgifter, der m\u00e5tte betales.
\nHelt uforberedt p\u00e5 sin bortgang havde Chr. ikke v\u00e6ret, allerede f\u00f8r Johs. overtog ejendommen var det lykkedes Chr. at f\u00e5 6 t\u00f8nder land mose taget ud af ejendommens pant og f\u00e5 det tilsk\u00f8det de fire s\u00f8skende i f\u00e6llesskab. I sk\u00f8det var der en klausul om at Johs. m\u00e5tte sk\u00e6re alle de t\u00f8rv i mosen han ville, endda med salg for \u00f8je, han skulle bare betale 50 \u00f8rer for hver 1000 t\u00f8rv til f\u00e6llesskabet. P\u00e5 den m\u00e5de fik Johs. selv 12 1\/2 \u00f8re af det indbetalte.<\/p>\n

Bryllup \/ b\u00f8rn.<\/strong>
\nSom n\u00e6vnt skulle Chr. husbestyrerinde Kirsten Olesen fra Avlum f\u00e5 afg\u00f8rende betydning for Johs. liv. Da Chr. var d\u00f8d fortsatte Kirsten selvf\u00f8lgelig som husbestyrerinde for Johs. Gennem \u00e5rene havde Kirsten j\u00e6vnligt bes\u00f8g af sin brordatter Anna Olesen fra Avlum, hun var ligesom lidt Kirstens pige. Johs. v\u00e6nnede sig p\u00e5 den m\u00e5de til Anna, ja han ligefrem gl\u00e6dede sig til hendes bes\u00f8g. Den slags har det jo med at kunne udvikle sig, og i 1940 havde det udviklet sig s\u00e5 meget at Johs. og Anna holdt bryllup med hinanden.
\nAllerede det samme \u00e5r meldte det f\u00f8rste barn sin ankomst, det var Grethe, som i dag bor i Hadsten og er edb programm\u00f8r. \u00c5ret efter i 1941 blev Bent f\u00f8dt, han bor nu i Vejen og arbejder ved Naturgas Syd. Efter endnu et \u00e5r blev Erik f\u00f8dt i 1942, han bor nu i Sem ved Mariager. Erik blev uddannet som ingeni\u00f8r, og arbejder som s\u00e5dan ved skolev\u00e6snet i Randers. \u00c5ret efter kom der igen en datter, men hun var ikke levedygtig og d\u00f8de efter 2-3 dage. Johs. og Anna pr\u00f8vede s\u00e5 igen, og \u00e5ret efter blev der f\u00f8dt en stor og kraftig pige. For\u00e6ldrene var b\u00e5de lykkelige og stolte, men ogs\u00e5 denne datter n\u00e5ede kun opn\u00e5 at blive 3 dage gammel. Efter denne forskr\u00e6kkelse gik der nogle \u00e5r f\u00f8r parret igen pr\u00f8vede til, og i 1950 blev eftern\u00f8leren Bjarne s\u00e5 f\u00f8dt. Han bor i dag i Viborg og arbejder med edb p\u00e5 Foulums fors\u00f8gsg\u00e5rde.
\nAnna deltog ikke noget s\u00e6rligt med arbejdet i t\u00f8rvemosen, hun havde sin dag besat med ejendommen, hjemmet og b\u00f8rnene.
\nDen st\u00e6rke tilknytning man tidligere havde haft til Indre Mission ebbede ud. Anna var opvokset i et grundtvigiansk hjem, og det blev nok mest den retning, der kom til at pr\u00e6ge deres hjem. \u201cGudsdyrkelse blev ikke til s\u00e5 meget\u201d, fort\u00e6ller Johs. \u201cder var slet og ret ikke tid, men vore grundholdninger havde vi dog stadig\u201d.
\nDa Johs. overtog ejendommen, fortsatte han med landbrug og t\u00f8rv, som det hidtil havde foreg\u00e5et, men med den for\u00f8gede fors\u00f8rgerforpligtelse og krigens udbrud i 1940, kom der ogs\u00e5 en \u00e6ndring i livet p\u00e5 dette punkt.<\/p>\n

Pressev\u00e6rket.<\/strong>
\nDa Johs. en dag var i Engesvang faldt han i snak med Anders Peder Ladefoged, og midt i snakken drejede A.P. samtalen i en helt anden og overraskende retning, \u201ca h\u00e5r \u00e6 peng, do h\u00e5r \u00e6 jurd, sku vi et lav nogle t\u00f8rv i f\u00e6llesskav\u201d, s\u00e5 kunne de jo dele overskuddet. Den tanke var Johs. straks med p\u00e5, og sammen fik de en t\u00f8rvepresser opstillet.
\nI sommeren 1940 lavede de s\u00e5 presset\u00f8rv sammen, Johs. arbejdede selv med og tjente foruden andelen ogs\u00e5 sin dagl\u00f8n, A.P. var blevet for gammel til selv at arbejde med. Det gik faktisk rigtigt godt.
\nDer var 2 mand som l\u00e6ssede i en elevator i graven. Presseren var placeret p\u00e5 kanten af t\u00f8rvegraven, s\u00e5 dyndet k\u00f8rte direkte fra elevatoren ned i presseren. S\u00e5 var der en mand, der tog fra ved presseren og l\u00e6ssede p\u00e5 rullevogne. Det var dyndklumper, der svarede til 4 t\u00f8rv i hver. Rullevognen var en stor flad vogn, hvor der lige midt under var anbragt en stor rulle, ligesom en tr\u00e6tromle, og s\u00e5 var der en krog i begge ender. N\u00e5r vognen blev l\u00e6sset, tippede den, men havde balance, n\u00e5r den var fyldt op. Der var s\u00e5 en hest til at tr\u00e6kke vognene ud, det arbejde klarede tre drenge p\u00e5 skift. P\u00e5 liggepladsen var der en mand, som l\u00e6ssede af og s\u00f8rgede for at t\u00f8rvene blev sk\u00e5ret og lagt i 1000. N\u00e5r v\u00e6rket s\u00e5 rigtigt skulle k\u00f8re st\u00e6rkt, s\u00e5 lejede de en ekstra hest med mand, og der blev k\u00f8rt ud med to heste.
\nTr\u00e6kkraften til v\u00e6rket var en Dotz dieselmotor, som de havde k\u00f8bt. Dieselolie kunne de f\u00e5 alt det, de ville have af, s\u00e5 l\u00e6nge det handlede om t\u00f8rveproduktion, n\u00e5r bare de s\u00f8rgede for at s\u00f8ge om det.
\nArbejdet med at vende t\u00f8rv p\u00e5 liggepladsen blev altid udf\u00f8rt af \u201cknejt og kvonner\u201d, s\u00e5 snart det blev kendt, at der var arbejde at f\u00e5, s\u00e5 kom de af sig selv og s\u00f8gte.
\nAt f\u00e5 t\u00f8rvene solgt gav ingen problemer, det var lige f\u00f8r folk stod i k\u00f8 for at k\u00f8be t\u00f8rv. Langt de fleste blev solgt til private, nogle hentede dem selv p\u00e5 pladsen, andre skulle have t\u00f8rvene leveret, og s\u00e5 hyrede de nogle b\u00f8nder til at k\u00f8re dem ud med heste og gummivogn. Der var ogs\u00e5 flere kommuner, der bestilte t\u00f8rv til deres skoler, og hvor de ellers skulle bruge ildebr\u00e6ndsel.
\nT\u00f8rveproduktionen foregik p\u00e5 akkord med en fast pris for 1000 t\u00f8rv, men det var kun selve fremstillingen. Hest og mand der k\u00f8rte t\u00f8rvene til liggepladsen var ikke indregnet i akkorden, ej heller leveringer eller b\u00f8rn og koner, der vendte t\u00f8rvene.
\nSelv om det gik godt den sommer, s\u00e5 var presset\u00f8rvene alt for dyre at fremstille, de kr\u00e6vede simpelthen for meget mandskab i forhold til det antal t\u00f8rv, der kunne produceres.<\/p>\n

\u00c6ltev\u00e6rket.<\/strong>
\nJohs. havde dog f\u00e5et \u201cblod p\u00e5 tanden\u201d, og allerede \u00e5ret efter i 1941 fik han selv etableret et \u00e6ltev\u00e6rk. Det var smed Hesel i Moselund, der byggede v\u00e6rket. Det hele blev opf\u00f8rt med nye materialer og opbygget helt fra bunden af. V\u00e6rket svarede nogenlunde til det v\u00e6rk, der i \u00f8jeblikket kopieres ved T\u00f8rvemuseet p\u00e5 Klosterlund.
\nInden \u00e6ltev\u00e6rket kunne komme i gang m\u00e5tte Johs. rejse over til varedirektoratet i K\u00f8benhavn, han skulle nemlig have en tilladelse for at pumpe vandet v\u00e6k fra t\u00f8rvegravene. Det gav nu ingen problemer, Johs. fik et skema, han skulle udfylde, og fik bevillingen med hjem. I det hele taget var der aldrig problemer med at f\u00e5 noget bevilget, n\u00e5r bare det handlede om br\u00e6ndselsproduktion, og bevillingerne gik endda altid hurtigt igennem. Om det s\u00e5 var markvejen der gik fra mosen op til Kolding landevej (A13), s\u00e5 modtog Johs. tilskud for at f\u00e5 den istandsat, men vejen var da ogs\u00e5 en betingelse for at t\u00f8rvene kunne komme fra mosen.
\nV\u00e6rket blev placeret lige ved kanten af mosen, og der blev lagt spor ned i graven. Her gav det dog lidt problemer, for graven var for dyb og ville skride sammen. For at t\u00f8rvene kunne blive nogenlunde ensartede, s\u00e5 skulle den \u00f8verste og den nederste t\u00f8rvedynd helst blandes. Derfor begyndte de at k\u00f8re fra to grave, en hvor de tog af den \u00f8verste dynd, den anden grav af den gode nederste dynd, s\u00e5 det skiftevis blev et l\u00e6s god og d\u00e5rlig t\u00f8rvedynd. N\u00e5r de s\u00e5 ellers bare s\u00f8rgede for at dyndbeholderen hele tiden var fyldt op, s\u00e5 blev de to kvaliteter jo blandet. Det kneb dog af og til lidt, for manden, der k\u00f8rte dyndet ud p\u00e5 liggepladsen kunne nu bedst lide at dyndbeholderen hele tiden var t\u00f8mt, for s\u00e5 var de jo ikke s\u00e5 afh\u00e6ngige af hinanden, og de arbejdede jo p\u00e5 f\u00e6llesakkord.
\nDer var 4 mand som l\u00e6ssede dynd fra gravene, en stor \u201cknejt\u201d trak dyndvognene op til v\u00e6rket med en hest. Han havde s\u00e5 en tom vogn med tilbage i graven hver gang. Den tomme vogn blev vippet af sporet medens den fyldte passerede. Ved v\u00e6rket var der oml\u00f8b p\u00e5 sporet, det vil sige, at n\u00e5r dyndvognen var t\u00f8mt ned i \u00e6lteren, s\u00e5 blev de skubbet ind p\u00e5 en slags skiftespor. Her var skinnerne forsynet med fjedre s\u00e5 de selv hoppede tilbage, n\u00e5r vognen var passeret.
\nDer var en mand til at rage dyndet fra dyndvognene ned i \u00e6lteren. Han tilsatte ogs\u00e5 vand som de fik fra en boring, der var lavet ved v\u00e6rket. N\u00e5r dyndet i \u00e6lteren s\u00e5 havde en passende flydende konsistens, s\u00e5 blev det med en elevator trukket op i dyndbeholderen. Den var placeret s\u00e5 h\u00f8jt, at der kunne k\u00f8re et spand heste med gummivogn under.
\nGummivogn og heste var nu Johs. eget, og manden der k\u00f8rte ud p\u00e5 liggepladsen var med i akkorden. N\u00e5r han havde l\u00e6sset af p\u00e5 liggepladsen m\u00e5tte han ind imellem sp\u00e6nde hestene for sk\u00e6remaskinen, der j\u00e6vnede dyndet og skar t\u00f8rvene. Han kunne l\u00e6gge dyndet, s\u00e5 det n\u00e6sten passede m\u00e6ngdem\u00e6ssigt, men var der blevet l\u00e6sset for meget af, s\u00e5 blev det bare trukket ud til den n\u00e6ste r\u00e6kke.
\nDet var dog sm\u00e5t med liggeplads og Johs. m\u00e5tte leje 10 t\u00f8nder land af naboen for at have l\u00e6gge og t\u00f8rreplads nok. Det gav ind imellem nogle store afstande fra v\u00e6rket til liggepladsen.
\nDet var stadig \u201ckvonner og knejt\u201d som uden for akkorden vendte t\u00f8rvene, og n\u00e5r t\u00f8rvene s\u00e5 skulle derfra, s\u00e5 var der en del b\u00f8nder som gerne ville lave en ekstra indt\u00e6gt ved at k\u00f8re t\u00f8rv i banevogne. Johs. solgte dog stadig mange t\u00f8rv, som skulle leveres til private.
\nStaten fastsatte s\u00e5 maksimalpriser p\u00e5 t\u00f8rvene, og det blev n\u00e6sten overalt opfattet som den pris man skulle tage for t\u00f8rvene, selv om det var t\u00e6nkt som den h\u00f8jeste pris, man m\u00e5tte g\u00e5 op til. Der kunne dog opn\u00e5s langt h\u00f8jere priser end de fastsatte, Johs. fort\u00e6ller, at han blev budt overpriser \u201ci den grad\u201d, men han ville ikke have med svindel at g\u00f8re. Johs. havde det bedst med at have orden i tingene.<\/p>\n

Endnu et t\u00f8rvev\u00e6rk i Johs. mose.<\/strong>
\nJohs. bror Niels, der var landbrugskandidat, havde gennem 2-3 \u00e5r bestyret en af landets sidste arbejdsanstalter i Gonsager ved Esbjerg. Det var et sted, hvor langtidsarbejdsl\u00f8se blev anbragt, og skulle holdes i gang. En form for tvangsarbejdsanstalt, eller i hvert fald noget i den \u00e5nd. Men omkring 1941 blev anstalten lukket og dermed stod broderen Niels uden arbejde. Men der var jo familiens f\u00e6llesmose hjemme i Engesvang Krat.
\nI sk\u00f8det p\u00e5 mosen var der ganske vist klausulen om at det var Johs. der havde retten til at grave t\u00f8rvene, men n\u00e5r Niels nu var arbejdsl\u00f8s, s\u00e5 kunne familien da godt hj\u00e6lpe ham med et stykke t\u00f8rvemose at arbejde i. Broderen fik ogs\u00e5 etableret et pressev\u00e6rk i mosen, men det havde han nu ikke s\u00e6rlig held ved, og efter et \u00e5r eller to blev v\u00e6rket lejet ud til svogeren, s\u00e5 blev det da i familien.<\/p>\n

Elektricitet i mosen.<\/strong>
\nDa Johs. startede med \u00e6ltev\u00e6rket, l\u00e5nte han en Dotz dieselmotor som tr\u00e6kkraft. Det var Martin Ankersen, der havde en helt ny til at st\u00e5, og den kunne Johs. da godt l\u00e5ne. Dengang var der jo hverken str\u00f8m ved ejendommen eller v\u00e6rket. Johs. mose l\u00e5 lige op til banen, p\u00e5 skellet ind til P\u00e5rup Mose, og for at f\u00e5 el skulle ledningerne tr\u00e6kkes over banen, en temmelig bekostelig aff\u00e6re. Men i 1942 fik de alligevel f\u00f8rt el op til \u00e6ltev\u00e6rket og selvf\u00f8lgelig ogs\u00e5 til ejendommen. Som n\u00e6vnt kunne n\u00e6sten alt lade sig g\u00f8re i de \u00e5r, n\u00e5r bare det handlede om br\u00e6ndselsproduktion. \u00c6ltev\u00e6rket blev s\u00e5 forsynet med en stor elmotor i stedet for dieselmotoren.<\/p>\n

Folkehold \/ fagforening.<\/strong>
\nHvert for\u00e5r havde Johs. \u201cet v\u00e6re b\u00f8vl\u201d med at f\u00e5 arbejdskraft, for han var jo ikke i stand til at besk\u00e6ftige sine folk vinteren igennem. De fleste, der blev arbejdsl\u00f8se, n\u00e5r t\u00f8rves\u00e6sonen sluttede, arbejdede i krigens tid om vinteren for tyskerne p\u00e5 Karup Flyveplads, og meget af det arbejde blev egentlig betragtet som v\u00e6rnemagerarbejde.
\nHos Johs. skulle man st\u00e5 i fagforening for at f\u00e5 arbejde, han duede ikke til det med \u201cfusk\u201d. Det h\u00e6ndte j\u00e6vnligt, at der kom en og anden som godt lige kunne hj\u00e6lpe i mosen, vedkommende skulle bare lige have sit stempel p\u00e5 fagforeningen f\u00f8rst. Men s\u00e5 blev der gerne takket nej, det var ikke s\u00e5danne folk Johs. havde brug for.
\nJohs. mener, at han n\u00e6sten altid havde mest travlt om s\u00f8ndagen, der var altid et eller andet der skulle bringes i orden, s\u00e5 v\u00e6rket stod klappet og klar til at k\u00f8re mandag morgen. Var det ikke reparationer p\u00e5 v\u00e6rket, s\u00e5 var det m\u00e5ske en af arbejdsm\u00e6ndene, der havde f\u00e5et et bedre tilbud et sted og s\u00e5 bare holdt, s\u00e5 der m\u00e5tte hyres en ny mand i l\u00f8bet af s\u00f8ndagen. P\u00e5 den m\u00e5de var der hele tiden noget at ordne. Moselundsfabrikkerne havde det noget nemmere, de kunne holde deres faste folk i gang p\u00e5 str\u00f8elsesfabrikkerne hele vinteren, den mulighed havde Johs. ikke.
\nNogle af t\u00f8rvefabrikanterne modtog statstilskud, n\u00e5r de forl\u00e6ngede t\u00f8rves\u00e6sonen langt hen i efter\u00e5ret, og den fidus var s\u00e5m\u00e6nd god nok, men t\u00f8rrepladsen var for ringe til at Johs. kunne have udbytte af det.
\nDa v\u00e6rket f\u00f8rst var rigtigt i gang, s\u00e5 var det begr\u00e6nset, hvor meget Johs. deltog i arbejdet rent fysisk, han havde faktisk nok at g\u00f8re med at lave akkorder, holde \u00f8je med driften, snakke med folkene og lave aftaler omkring salg og leveringer. Det kneb ogs\u00e5 lidt med det fysiske arbejde, Johs. havde med \u00e5rene f\u00e5et problemer med maven ligesom faderen.
\nUnder hele krigen havde Johs. en fast mand til at passe heste, k\u00f8er og marken p\u00e5 ejendommen, og han fik sin normale dagl\u00f8n for det. Han var en af dem, der havde sv\u00e6rt ved at indordne sig p\u00e5 en normal arbejdsplads, men p\u00e5 ejendommen gik det fint. Han passede sig selv og ordnede det, der skulle ordnes, egentlig var han en sympatisk og dygtig mand, som Johs. var rigtig glad for. Men den slags varer jo sj\u00e6ldent ved, og pludselig kunne naboen give en st\u00f8rre l\u00f8n, og s\u00e5 havde Johs. alts\u00e5 ingen Peter mere.<\/p>\n

Efterkrigs\u00e5rene.<\/strong>
\nUnder hele krigen havde det givet problemer at f\u00e5 leveret t\u00f8rvene rundt omkring. Johannes Clausen i Bording havde k\u00f8bt mange t\u00f8rv hos Johs. og solgt dem rundt i Bording by, og han havde da ogs\u00e5 k\u00f8rt en del t\u00f8rv ud for Johs. Der havde dog v\u00e6ret store problemer med at f\u00e5 t\u00f8rvene k\u00f8rt til banen og endnu st\u00f8rre var problemerne med at f\u00e5 banevogne. Lige s\u00e5 snart det var godt t\u00f8rrevejr, s\u00e5 var der jo omkring 70 t\u00f8rvefabrikanter, der henvendte sig p\u00e5 stationen for at f\u00e5 banevogne.
\nMen efter krigen, da det igen var muligt at f\u00e5 benzin, k\u00f8bte Johs. en lastbil, s\u00e5 de selv kunne klare det med leveringerne. Den f\u00f8rste lastbil var en Hansa-Loyd med anh\u00e6nger, den blev k\u00f8bt hos afviklingsudvalget i Kolding. Med eget k\u00f8ret\u00f8j kom der rigtig gang i leveringerne til private, og kort efter k\u00f8bte Johs. endnu en lastbil, en Chevrolet med anh\u00e6nger. Det var hos General Motors i Silkeborg.
\nMen de havde ikke k\u00f8rt t\u00f8rv i stak til vinterleveringer, og da t\u00f8rves\u00e6sonen var ovre, var der heller ikke mere arbejde til lastbilerne. S\u00e5 startede han med vognmandsk\u00f8rsel, hvor de k\u00f8rte kul fra S\u00f8by og Fasterholt til La Cour mosebrug i Pindstrup. Her blev kullene blandet med t\u00f8rvesmuld og presset til br\u00e6ndselsbriketter. Den k\u00f8rsel fortsatte til helt op i 50-erne.
\nJohs. fortsatte t\u00f8rveproduktionen til helt op omkring 1960, hvor olien helt udkonkurrerede t\u00f8rvene. De sidste \u00e5r havde han mest leveret til landbokunder, hvor man stadig havde benyttet sig af komfurer. V\u00e6rket blev s\u00e5 afviklet, liges\u00e5 med lastbilerne.
\nI 1965 blev ejendommen solgt og Johs. og Anna k\u00f8bte en arbejderbolig p\u00e5 \u201cBr\u00e6ndevinsgade\u201d i Engesvang, hvor Johs. nu bor som enkemand.<\/p>\n

De sidste \u00e5r p\u00e5 arbejdsmarkedet.<\/strong>
\nDa Johs. s\u00e5 skulle ud p\u00e5 arbejdsmarkedet, s\u00e5 slog hverken kr\u00e6fterne eller helbredet til, og han kom til Hald for at blive omskolet. Det hed Laboremus, og her blev Johs. sat til at lave radioh\u00f8jtalere, det projekt f\u00e5r ikke mange rosende ord fra Johs.
\nDet lykkedes ham s\u00e5 at f\u00e5 arbejde som altmuligmand hos t\u00f8mmer Sigvald Pedersen i Bording Kirkeby, og det blev de bedste 10 \u00e5r i Johs. arbejdsliv. Da han holdt hos t\u00f8mreren var pensionisttilv\u00e6relsen lige om hj\u00f8rnet.
\nOgs\u00e5 i den tredje alder har Johs. v\u00e6ret aktiv. Venstremand har han altid v\u00e6ret, det vidner et diplom med \u00e6resmedlemskab i hans stue om. I Lokalhistorisk Arkiv er der blevet trukket meget p\u00e5 Johannes Poulsens viden og kendskab til egnen. Ogs\u00e5 ved genopbygningen af \u00e6ltev\u00e6rket p\u00e5 museet i Klosterlund har vi gl\u00e6de af Johs., ikke s\u00e5 meget af hans fysiske form\u00e5en, men af hans gode hukommelse. Johs. er jo en af de mange der et helt liv har v\u00e6ret lige midt i det, som museet nu fors\u00f8ger at fastholde en lille flig af.<\/p>\n<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n

\n
\n
\n
\n
<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n<\/div>\n[\/vc_column_text][\/vc_column][\/vc_row]\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

[vc_row type=”in_container” full_screen_row_position=”middle” column_margin=”default” column_direction=”default” column_direction_tablet=”default” column_direction_phone=”default” scene_position=”center” text_color=”dark” text_align=”left” row_border_radius=”none” row_border_radius_applies=”bg” overlay_strength=”0.3″ gradient_direction=”left_to_right” shape_divider_position=”bottom” bg_image_animation=”none”][vc_column column_padding=”no-extra-padding” column_padding_tablet=”inherit” column_padding_phone=”inherit” column_padding_position=”all” background_color_opacity=”1″ background_hover_color_opacity=”1″ column_shadow=”none” column_border_radius=”none” column_link_target=”_self” gradient_direction=”left_to_right” overlay_strength=”0.3″ width=”1\/1″ tablet_width_inherit=”default” tablet_text_alignment=”default”…<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"_oct_exclude_from_cache":false,"footnotes":""},"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/497"}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=497"}],"version-history":[{"count":2,"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/497\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":725,"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/497\/revisions\/725"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.engesvangarkiv.dk\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=497"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}