Rejsebreve fra Thor Ipsen.

I efterkrigsårene var det de færreste almindelige danskere, som havde det store kendskab til, hvordan der så ud i Europa, og hvad der egentlig foregik. Men på Ikastegnen var man alligevel godt hjulpet, for her havde man jo den lidt originale bornholmer Thor J. Ipsen. Han levede som eneboer i nogle træskure på Julianehede mellem Bording og Engesvang, faktisk på det sted hvor genbrugspladsen findes i dag.

Thor Ipsen var meget religiøs, hvad der ofte kom til udtryk i religiøs digtning, som han fik trykt og solgte på postkort, eller han fik digtene offentliggjort i Ikast avis. Når der ikke var daglejerarbejde at få hos egnens bønder, så cyklede Ipsen rundt og handlede. Hans vareudvalg var meget broget, lige fra egne digte til glansbilleder, redekamme, almanakker, tegnestifter, knappenåle, elastikker o.s.v. Handlen har nu ikke været særlig indbringende, men det var et godt og legalt påskud til at komme rundt alle steder, og han var altid mere end villig til at spise med, når han blev budt, og på den måde kunne han jo leve uden at have nogen fast indtægt. Alligevel skaffede Ipsen sig en storvennekreds, han kunne fortælle om mangt og meget og var slet ikke uinteressant.

De penge han ind imellem tjente hos egnens bønder blev brugt til at købe bøger for, eller også sparede han sammen til sine esperanto-rejser. Verdenssproget esperanto optog Ipsen meget. Hvis alverdens folkeslag talte det samme sprog, så ville nye altødelæggende krige aldrig opstå, har han engang udtalt.

Efter 1947 drog Ipsen hvert år afsted til esperanto- verdens­kongresser rundt om i Europa. Den slags rejser var meget dyre, og eftersom Ipsen var nøjeregnende med sine penge, så foretog han de fleste rejser på cykel.

En slunken pung, det ejer jeg,

den er ej tyk som din,

men når min stålhest bærer mig,

er hele verden min.

Thor.J.Ipsen.

På rejserne glemte Ipsen dog ikke sine venner og hjemegnen, han sendte utroligt mange postkort og breve til sine venner, og specielt blev de sendt til brugsuddeler Peter Bjerregård i Ikast

stationsby. Brevene var nok stilet til Bjerregård, men i Brugsen kunne hele egnens befolkning så følge med i Ipsens oplevelser og færden i det store udland, og det er et par af disse breve som her bringes.

La Universite Sorbonne Paris den 8-8-1950

Gode Ven!

Jeg kom først hertil søndag, en kl. godt halvseks. Jeg kørte nemlig en lang omvej hertil for at se så meget som muligt. Jeg passerede den dansk-tyske grænse ved Sæd lidt 4 km. sydøst for Tønder søndag den 23. ca. kl. 5 morgen. Cyklede samme dag til Brunsbattel, ialt mellem 155 og 157 km. Boede gratis om natten i en pavillon, som hørte til et hotel.

Næste morgen sejlede jeg med en færge over en kanal. Jeg troede det var Elben. Jeg kom for sent til færgen over Elben til Cuxhaven. Cyklede til Gliickstadt og sejlede med færgen over til Wischhafen. Elben er mægtig bred der, og vi sejlede skråt over og ind i en kanal ved Wischhafen, derfor tog turen ca. 1 time. Fra W. cyklede jeg videre mod sydvest til Lamstedt. Der var storfest i byen med stor procession, med faner, musik, sang og skydere, dog ikke med skarpt. Siden mødte jeg en flok spejdere også med faner. Først kom altså fårene siden lammene. Om natten nåede jeg den lille by Bederkesa. Jeg overnattede i en stor halmstak udenfor byen. Lidt efter kom en ung mand cyklende for at sove samme sted. Ja her er jo plads nok, svarede jeg. Lidt efter sov vi trygt begge to.

Næste formiddag kom jeg til Bremerhaven. Kom ved en fejltagelse ind i en gade med ensrettet færdsel og var nær blevet kørt ned af en modgående lastbil. Bjergede livet ved at dreje ind imellem en holdene lastbil og dens anhænger. Chaufføren i førstnævnte lastbil standsede og skældte ud Jeg tog det roligt, og hørte slet ,ikke efter hvad han sa. Jeg var mere interesseret i at se ham køre videre, så jeg kunne komme væk inden den anden lastbil kørte. Så snart bilen kørte fortsatte jeg også. Et øjeblik efter startede den lastbil, ved hvilken jeg søgte tilflugt. “Das ist ein einbahnstrase; “sagde en mand, “kom nicht im konflikt”. Jeg er en fredelig mand og vil helst ikke i konflikt med nogen, så jeg lovede mig selv at passe nøje på ikke at cykle i forkert retning i gader med ensrettet færdsel.

Bremerhaven er en smuk by, men noget bombet ved havnen. Sejlede over Weser og videre til Oldenburg, som jeg nåede ved aftenstid. Cyklede om aftenen ca. 31 eller 35 km. i vestlig retning mod Holland. Sov i en skov. Lappede cyklen om morgenen og fortsatte mod vest. Passerede en landsby med det ejendommelige navn Longabirum og siden en der hed Loga. Ud på formiddagen nåede jeg Leer og floden Ems (med færge) kl. 14,30 passerede jeg den tysk-hollandske grænse ved Nieuwe Schans. (nøje Sjans) Tolderne og paskontrollen var vældig imponerede over, at jeg var cyklet så hurtigt gennem Tyskland Byens ungdom var også svært interesserede, da de så det danske flag og plakaten. “Danmark – Danmark” råbte de og nogle af drengene eskorterede mig flere kilometer. Senere fulgtes jeg med en del unge mennesker. En af dem skaffede mig logi i en bondegård i byen. Den hed vist sådan noget som Scheemda.

Næste dag cyklede jeg til Leeuwarden og Harlingen. Næste dag fredag var det min fødselsdag. Da cyklede jeg over Zujdersø-dæmningen og videre til Amsterdam og derfra omtrent til Leiden, Haag, Rotterdam, Dordrecht og Breda. Søndag morgen cyklede jeg over grænsen ind i Belgien. Kom til Turnhout kl.8. St. Peterskirkens klokkespil spillede så kønt.

Dut-dut-dut tudede sporvognene, solen skinnede og folk kom i flok og rad for at gå til messe. Jeg overværede højmessen. Desværre var det noget katolsk værk med stænken med vievand, røgelse, lys og andre ceremonier, men ingen fællessang.

Samme dag henad aften, da jeg lige havde passeret Antwerpen traf jeg min gode ven professor Jakobs og hustru. De inviterede mig hjem, og jeg boede hos dem om natten. Passerede Brussel næste dag. Der var en masse gendarmer i byen på grund af kong Leopolds tilbagekomst. Om aftenen sov jeg 4 km. fra Gent. Næste dag gennem Gent, Brugge, Oostende til Nieuwporrt, hvor jeg overnattede hos mine belgiske venner. Næste dag cyklede jeg over grænsen ved Adinkerke og overnattede i en stor staklade lidt fra Dunkerque. Næste dag cyklede jeg til Næul-l.-Mines (nå le min), en kulmineby hvor jeg overnattede hos mine gode venner skoledirektør Diimarguen og hustru. Næste dag overnattede jeg i en staklade lidt syd for Roye ca. 100 km. fra Paris. Jeg nåede kongresbygningen, det berømte og smukke Sorbonne.

De to første nætter boede jeg i det fri udenfor Paris, men det blev jeg ked af for jeg spildte for megen tid med at cykle frem og tilbage, så nu bor jeg i gymnasiet Lysel Saint Louis nær ved Sorbonne. Jeg har allerede gennemtravet en stor del af Paris på cykel. Det er en stor og smuk by. Restauranterne og i hvert fald nogle af butikkerne har åbent til ud på natten, måske hele natten.

I aftes sad jeg og nogle danske og norske venner på trappen til gymnasiet og talte sammen til ud på natten. Da kom der en mand gående med nogle tæpper over skulderen og nogle tegnebøger i hånden. Han ville handle med os. Tæpperne var meget smukke. Jeg tror også, der var en der købte en tegnebog af ham. Da var klokken vist mindst I. om natten. Gaderne og restauranterne var festligt oplyste.

Der ser ellers lidt sortbroget ud her i Paris, for her er mange negere. Man træffer ofte 3-4 stykker af dem. Nogle af dem er så kulsorte, så de ser ud som om de har givet ansigtet en omgang blanksværte. Negerdamerne er ikke så grimme, som jeg troede. Nogle af dem er nærmest kønne. Jeg holder meget af Paris. Jeg har mange venner og bekendte blandt esperantisterne.

Det har jo vakt en del opsigt og beundring også her, at jeg har cyklet den lange vej hertil. Da jeg var ca. 95 km. fra Paris måtte jeg lappe cyklen, og da jeg befandt mig i den nordlige udkant af Paris slog den knald. Så måtte jeg vende bunden i vejret på cyklen og skille gummi på baghjulet. Derfor var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte til Neapel eller cykle hjem herfra, men i dag har en fransk esperantist fra Romains i Sydfrankrig inviteret mig på besøg, og derfor tror jeg at jeg vil fortsætte, men jeg skal have købt et Michelin cykeldæk eller to. En del af kongresdeltagerne er på rundtur i biler gennem Paris, men jeg foretrak at benytte tiden til at skrive nogle kort og dette brev. Der er en vældig trafik her i Paris, København er ingenting i forhold til Paris, hvad det angår. Der er mange lyskryds i Paris, andre steder står der en betjent. De piber i fløjten, peger med staven og vinker med hænderne og gør deres bedste for at lede trafikken på tilfredsstillende måde.

Jeg kunne skrive meget mere, hvis jeg havde tid, men nu må jeg slutte. Hjertelig hilsen til dig, din mor, og alle i brugsen. Hils vores fælles venner!

Thor J Ipsen

Allerede to dage senere følte Ipsen igen trang til at delagtiggøre sin hjemegn i sine oplevelser, og da det første brev endnu ikke var afsendt, så var det jo nemt og omkostningsfrit at lave en tilføjelse.

Paris den 10 – 8 – 50

Gode ven!

Jeg sidder i en dansk restaurant nær ved mit logi, og skriver dette lille tillæg til mit brev. I går var vi i Galleries Lafayettes. Det er vist nok det største og flotteste magasin i Paris, måske i hele Europa. Vi kørte i elevator helt op i øverste tagetage. Der var 5 etager foruden 2 tagetager. Oppe på taget blev vi beværtet med smørrebrød, kage og drikkevarer af forskellig slags. Om aftenen var vi i den store kunstsamling i Palads Louvre. I dag kørte vi med toget fra invalidebanegården til Versailles, som vi beså både udvendig og indvendig.

Søndag formiddag slutter kongressen. Jeg cykler nok sydpå om middagstid Det bliver med vemod at jeg siger adieu, (adjø) til mit kære Paris. Det er jo altid kedeligt at skilles fra en god ven, som man lige er blevet dus med.

Venlig hilsen T. I.

Dagen efter udfyldte Ipsen også bagsiden på tillægget til brevet.

Paris Lycee Saint Louis den 11 – 8 – 50

1 morgen slutter kongressen. Så rejser jeg mod syd ligesom de andre trækfugle. Jeg vil komme til at savne Paris med dens interessante pulserende liv, savne dens skønne bygninger, dens parker med store pragtfulde blomsterflor og mine små aftenture på Boulevard Saint Michel med dens restauranter med de pragtfulde kulørte neonlys, hvor folk sidder i snesevis ved små borde ude på fortovet, savne de venlige pariser, og alt det jeg har fået kært hernede. Farvel Paris og på gensyn. Har man først lært Paris at kende, kan man ikke lade være med at holde af den.

 Venlig hilsen T. I.

Den 11 – 8 – 1950 blev brevet så afsendt fra Paris til Ikast Stationsby, og der skulle gå 14 dage før Ipsen igen fik skrevet. Denne gang et postkort fra den nederste ende af Frankrig, adresseret til Monsieur Peter Bjerregård.

Nice den 25 – 8 – 50

Gode Ven!

Hermed en lille hilsen. Allerførst vil jeg fortælle, at jeg er levende og har det godt. Er nu i hele Europas ferieby, detskønne paradisiske Nice ved det skønne blå Middelhav. Jeg badede i det i går. I morgen eller overmorgen regner jeg med at være i Italien. Jeg håber, at jeg er hjemme igen senest om en måned. Venlig hilsen til dig og jer alle i brugsen og til din mor. Hils vores fælles venner.

Thor Ipsen.

Omkring 3 måneder varede denne tur, inden Ipsen atter nåede hjem til Julianehede, men så havde han ud over det beskrevne også været en tur i Rom.

Der kom postkort til brugsen i Ikast Stationsby så godt som hvert år, når Ipsen var på esperantorejser. I 1951 fra München, Salzburg i Østrig, Antwerpen i Belgien og Hamborg. I 1953 fra Zagreb i Jugoslavien og Tyskland. I 1954 fra Holland, i 1956 fra Finland og Sverige, i 1957 igen fra Frankrig.

Postkortene er mest små hilsner, hvor han kort fortæller, hvor han befinder sig. Et år hvor han på gennemrejse var nået til Salzburg i Østrig, beklagede han sig meget over, hvor dyrt alting var, han “måtte skynde sig gennem Østrig før hans schilling slap op”. Han fortæller endda, hvor meget det bare kostede at sende dette postkort. På forsiden tilføjede Ipsen, at når han nåede tilParis så ville han opsøge det danske konsulat, for at spørge om der skulle være brev til ham fra Jylland. Mellem linierne fornemmes, at han måske beder om at få sendt lidt rejsepenge? For det meste havde Bjerregård sendt penge med til postkort og frimærker.

Når Ipsen så igen var hjemme på Ikastegnen, blev han meget benyttet som foredragsholder. Det var i de mange små foreninger, hvor han fortalte om sine oplevelser fra cykelturene. Næsten alle der har været på Ikastegnen i 40 og 50erne kan berette om sådanne oplevelser omkring Ipsens cykelrejser.

Cyklen blev da også Ipsens skæbne. Ved midnat den 27 juni 1964 kom han trækkende ad hovedvej 15 med den overlæssede cykel, på vej hjem mod Julianehede. Ved Ravnholt blev han ramt af en bagfra kommende bil, og døde kort efter. Han blev begravet på Engesvang kirkegård, hvor hans gravminde stadig findes.

 

Rejsebreve fra Thor Ipsen.

I efterkrigsårene var det de færreste almindelige danskere, som havde det store kendskab til, hvordan der så ud i Europa, og hvad der egentlig foregik. Men på Ikastegnen var man alligevel godt hjulpet, for her havde man jo den lidt originale bornholmer Thor J. Ipsen. Han levede som eneboer i nogle træskure på Julianehede mellem Bording og Engesvang, faktisk på det sted hvor genbrugspladsen findes i dag.

Thor Ipsen var meget religiøs, hvad der ofte kom til udtryk i religiøs digtning, som han fik trykt og solgte på postkort, eller han fik digtene offentliggjort i Ikast avis. Når der ikke var daglejerarbejde at få hos egnens bønder, så cyklede Ipsen rundt og handlede. Hans vareudvalg var meget broget, lige fra egne digte til glansbilleder, redekamme, almanakker, tegnestifter, knappenåle, elastikker o.s.v. Handlen har nu ikke været særlig indbringende, men det var et godt og legalt påskud til at komme rundt alle steder, og han var altid mere end villig til at spise med, når han blev budt, og på den måde kunne han jo leve uden at have nogen fast indtægt. Alligevel skaffede Ipsen sig en storvennekreds, han kunne fortælle om mangt og meget og var slet ikke uinteressant.

De penge han ind imellem tjente hos egnens bønder blev brugt til at købe bøger for, eller også sparede han sammen til sine esperanto-rejser. Verdenssproget esperanto optog Ipsen meget. Hvis alverdens folkeslag talte det samme sprog, så ville nye altødelæggende krige aldrig opstå, har han engang udtalt.

Efter 1947 drog Ipsen hvert år afsted til esperanto- verdens­kongresser rundt om i Europa. Den slags rejser var meget dyre, og eftersom Ipsen var nøjeregnende med sine penge, så foretog han de fleste rejser på cykel.

En slunken pung, det ejer jeg,

den er ej tyk som din,

men når min stålhest bærer mig,

er hele verden min.

Thor.J.Ipsen.

På rejserne glemte Ipsen dog ikke sine venner og hjemegnen, han sendte utroligt mange postkort og breve til sine venner, og specielt blev de sendt til brugsuddeler Peter Bjerregård i Ikast

stationsby. Brevene var nok stilet til Bjerregård, men i Brugsen kunne hele egnens befolkning så følge med i Ipsens oplevelser og færden i det store udland, og det er et par af disse breve som her bringes.

La Universite Sorbonne Paris den 8-8-1950

Gode Ven!

Jeg kom først hertil søndag, en kl. godt halvseks. Jeg kørte nemlig en lang omvej hertil for at se så meget som muligt. Jeg passerede den dansk-tyske grænse ved Sæd lidt 4 km. sydøst for Tønder søndag den 23. ca. kl. 5 morgen. Cyklede samme dag til Brunsbattel, ialt mellem 155 og 157 km. Boede gratis om natten i en pavillon, som hørte til et hotel.

Næste morgen sejlede jeg med en færge over en kanal. Jeg troede det var Elben. Jeg kom for sent til færgen over Elben til Cuxhaven. Cyklede til Gliickstadt og sejlede med færgen over til Wischhafen. Elben er mægtig bred der, og vi sejlede skråt over og ind i en kanal ved Wischhafen, derfor tog turen ca. 1 time. Fra W. cyklede jeg videre mod sydvest til Lamstedt. Der var storfest i byen med stor procession, med faner, musik, sang og skydere, dog ikke med skarpt. Siden mødte jeg en flok spejdere også med faner. Først kom altså fårene siden lammene. Om natten nåede jeg den lille by Bederkesa. Jeg overnattede i en stor halmstak udenfor byen. Lidt efter kom en ung mand cyklende for at sove samme sted. Ja her er jo plads nok, svarede jeg. Lidt efter sov vi trygt begge to.

Næste formiddag kom jeg til Bremerhaven. Kom ved en fejltagelse ind i en gade med ensrettet færdsel og var nær blevet kørt ned af en modgående lastbil. Bjergede livet ved at dreje ind imellem en holdene lastbil og dens anhænger. Chaufføren i førstnævnte lastbil standsede og skældte ud Jeg tog det roligt, og hørte slet ,ikke efter hvad han sa. Jeg var mere interesseret i at se ham køre videre, så jeg kunne komme væk inden den anden lastbil kørte. Så snart bilen kørte fortsatte jeg også. Et øjeblik efter startede den lastbil, ved hvilken jeg søgte tilflugt. “Das ist ein einbahnstrase; “sagde en mand, “kom nicht im konflikt”. Jeg er en fredelig mand og vil helst ikke i konflikt med nogen, så jeg lovede mig selv at passe nøje på ikke at cykle i forkert retning i gader med ensrettet færdsel.

Bremerhaven er en smuk by, men noget bombet ved havnen. Sejlede over Weser og videre til Oldenburg, som jeg nåede ved aftenstid. Cyklede om aftenen ca. 31 eller 35 km. i vestlig retning mod Holland. Sov i en skov. Lappede cyklen om morgenen og fortsatte mod vest. Passerede en landsby med det ejendommelige navn Longabirum og siden en der hed Loga. Ud på formiddagen nåede jeg Leer og floden Ems (med færge) kl. 14,30 passerede jeg den tysk-hollandske grænse ved Nieuwe Schans. (nøje Sjans) Tolderne og paskontrollen var vældig imponerede over, at jeg var cyklet så hurtigt gennem Tyskland Byens ungdom var også svært interesserede, da de så det danske flag og plakaten. “Danmark – Danmark” råbte de og nogle af drengene eskorterede mig flere kilometer. Senere fulgtes jeg med en del unge mennesker. En af dem skaffede mig logi i en bondegård i byen. Den hed vist sådan noget som Scheemda.

Næste dag cyklede jeg til Leeuwarden og Harlingen. Næste dag fredag var det min fødselsdag. Da cyklede jeg over Zujdersø-dæmningen og videre til Amsterdam og derfra omtrent til Leiden, Haag, Rotterdam, Dordrecht og Breda. Søndag morgen cyklede jeg over grænsen ind i Belgien. Kom til Turnhout kl.8. St. Peterskirkens klokkespil spillede så kønt.

Dut-dut-dut tudede sporvognene, solen skinnede og folk kom i flok og rad for at gå til messe. Jeg overværede højmessen. Desværre var det noget katolsk værk med stænken med vievand, røgelse, lys og andre ceremonier, men ingen fællessang.

Samme dag henad aften, da jeg lige havde passeret Antwerpen traf jeg min gode ven professor Jakobs og hustru. De inviterede mig hjem, og jeg boede hos dem om natten. Passerede Brussel næste dag. Der var en masse gendarmer i byen på grund af kong Leopolds tilbagekomst. Om aftenen sov jeg 4 km. fra Gent. Næste dag gennem Gent, Brugge, Oostende til Nieuwporrt, hvor jeg overnattede hos mine belgiske venner. Næste dag cyklede jeg over grænsen ved Adinkerke og overnattede i en stor staklade lidt fra Dunkerque. Næste dag cyklede jeg til Næul-l.-Mines (nå le min), en kulmineby hvor jeg overnattede hos mine gode venner skoledirektør Diimarguen og hustru. Næste dag overnattede jeg i en staklade lidt syd for Roye ca. 100 km. fra Paris. Jeg nåede kongresbygningen, det berømte og smukke Sorbonne.

De to første nætter boede jeg i det fri udenfor Paris, men det blev jeg ked af for jeg spildte for megen tid med at cykle frem og tilbage, så nu bor jeg i gymnasiet Lysel Saint Louis nær ved Sorbonne. Jeg har allerede gennemtravet en stor del af Paris på cykel. Det er en stor og smuk by. Restauranterne og i hvert fald nogle af butikkerne har åbent til ud på natten, måske hele natten.

I aftes sad jeg og nogle danske og norske venner på trappen til gymnasiet og talte sammen til ud på natten. Da kom der en mand gående med nogle tæpper over skulderen og nogle tegnebøger i hånden. Han ville handle med os. Tæpperne var meget smukke. Jeg tror også, der var en der købte en tegnebog af ham. Da var klokken vist mindst I. om natten. Gaderne og restauranterne var festligt oplyste.

Der ser ellers lidt sortbroget ud her i Paris, for her er mange negere. Man træffer ofte 3-4 stykker af dem. Nogle af dem er så kulsorte, så de ser ud som om de har givet ansigtet en omgang blanksværte. Negerdamerne er ikke så grimme, som jeg troede. Nogle af dem er nærmest kønne. Jeg holder meget af Paris. Jeg har mange venner og bekendte blandt esperantisterne.

Det har jo vakt en del opsigt og beundring også her, at jeg har cyklet den lange vej hertil. Da jeg var ca. 95 km. fra Paris måtte jeg lappe cyklen, og da jeg befandt mig i den nordlige udkant af Paris slog den knald. Så måtte jeg vende bunden i vejret på cyklen og skille gummi på baghjulet. Derfor var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte til Neapel eller cykle hjem herfra, men i dag har en fransk esperantist fra Romains i Sydfrankrig inviteret mig på besøg, og derfor tror jeg at jeg vil fortsætte, men jeg skal have købt et Michelin cykeldæk eller to. En del af kongresdeltagerne er på rundtur i biler gennem Paris, men jeg foretrak at benytte tiden til at skrive nogle kort og dette brev. Der er en vældig trafik her i Paris, København er ingenting i forhold til Paris, hvad det angår. Der er mange lyskryds i Paris, andre steder står der en betjent. De piber i fløjten, peger med staven og vinker med hænderne og gør deres bedste for at lede trafikken på tilfredsstillende måde.

Jeg kunne skrive meget mere, hvis jeg havde tid, men nu må jeg slutte. Hjertelig hilsen til dig, din mor, og alle i brugsen. Hils vores fælles venner!

Thor J Ipsen

Allerede to dage senere følte Ipsen igen trang til at delagtiggøre sin hjemegn i sine oplevelser, og da det første brev endnu ikke var afsendt, så var det jo nemt og omkostningsfrit at lave en tilføjelse.

Paris den 10 – 8 – 50

Gode ven!

Jeg sidder i en dansk restaurant nær ved mit logi, og skriver dette lille tillæg til mit brev. I går var vi i Galleries Lafayettes. Det er vist nok det største og flotteste magasin i Paris, måske i hele Europa. Vi kørte i elevator helt op i øverste tagetage. Der var 5 etager foruden 2 tagetager. Oppe på taget blev vi beværtet med smørrebrød, kage og drikkevarer af forskellig slags. Om aftenen var vi i den store kunstsamling i Palads Louvre. I dag kørte vi med toget fra invalidebanegården til Versailles, som vi beså både udvendig og indvendig.

Søndag formiddag slutter kongressen. Jeg cykler nok sydpå om middagstid Det bliver med vemod at jeg siger adieu, (adjø) til mit kære Paris. Det er jo altid kedeligt at skilles fra en god ven, som man lige er blevet dus med.

Venlig hilsen T. I.

Dagen efter udfyldte Ipsen også bagsiden på tillægget til brevet.

Paris Lycee Saint Louis den 11 – 8 – 50

1 morgen slutter kongressen. Så rejser jeg mod syd ligesom de andre trækfugle. Jeg vil komme til at savne Paris med dens interessante pulserende liv, savne dens skønne bygninger, dens parker med store pragtfulde blomsterflor og mine små aftenture på Boulevard Saint Michel med dens restauranter med de pragtfulde kulørte neonlys, hvor folk sidder i snesevis ved små borde ude på fortovet, savne de venlige pariser, og alt det jeg har fået kært hernede. Farvel Paris og på gensyn. Har man først lært Paris at kende, kan man ikke lade være med at holde af den.

 Venlig hilsen T. I.

Den 11 – 8 – 1950 blev brevet så afsendt fra Paris til Ikast Stationsby, og der skulle gå 14 dage før Ipsen igen fik skrevet. Denne gang et postkort fra den nederste ende af Frankrig, adresseret til Monsieur Peter Bjerregård.

Nice den 25 – 8 – 50

Gode Ven!

Hermed en lille hilsen. Allerførst vil jeg fortælle, at jeg er levende og har det godt. Er nu i hele Europas ferieby, detskønne paradisiske Nice ved det skønne blå Middelhav. Jeg badede i det i går. I morgen eller overmorgen regner jeg med at være i Italien. Jeg håber, at jeg er hjemme igen senest om en måned. Venlig hilsen til dig og jer alle i brugsen og til din mor. Hils vores fælles venner.

Thor Ipsen.

Omkring 3 måneder varede denne tur, inden Ipsen atter nåede hjem til Julianehede, men så havde han ud over det beskrevne også været en tur i Rom.

Der kom postkort til brugsen i Ikast Stationsby så godt som hvert år, når Ipsen var på esperantorejser. I 1951 fra München, Salzburg i Østrig, Antwerpen i Belgien og Hamborg. I 1953 fra Zagreb i Jugoslavien og Tyskland. I 1954 fra Holland, i 1956 fra Finland og Sverige, i 1957 igen fra Frankrig.

Postkortene er mest små hilsner, hvor han kort fortæller, hvor han befinder sig. Et år hvor han på gennemrejse var nået til Salzburg i Østrig, beklagede han sig meget over, hvor dyrt alting var, han “måtte skynde sig gennem Østrig før hans schilling slap op”. Han fortæller endda, hvor meget det bare kostede at sende dette postkort. På forsiden tilføjede Ipsen, at når han nåede tilParis så ville han opsøge det danske konsulat, for at spørge om der skulle være brev til ham fra Jylland. Mellem linierne fornemmes, at han måske beder om at få sendt lidt rejsepenge? For det meste havde Bjerregård sendt penge med til postkort og frimærker.

Når Ipsen så igen var hjemme på Ikastegnen, blev han meget benyttet som foredragsholder. Det var i de mange små foreninger, hvor han fortalte om sine oplevelser fra cykelturene. Næsten alle der har været på Ikastegnen i 40 og 50erne kan berette om sådanne oplevelser omkring Ipsens cykelrejser.

Cyklen blev da også Ipsens skæbne. Ved midnat den 27 juni 1964 kom han trækkende ad hovedvej 15 med den overlæssede cykel, på vej hjem mod Julianehede. Ved Ravnholt blev han ramt af en bagfra kommende bil, og døde kort efter. Han blev begravet på Engesvang kirkegård, hvor hans gravminde stadig findes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyheder