Livet er ikke altid en dans på roser.

Fra Maren Pedersens erindringer.

Genfortalt af Freddy Boysen

Først i det nye år 2003 besøgte jeg Maren og Karl Pedersen i Bording, ærindet var at få fastholdt nogle erindringer fra Maren Pedersens afdøde mand, Alfred Hesel. Han havde, ud over at være nærmeste nabo til forfatteren Jørgen Nielsens barndomshjem, også været ungdomskammerat med Forfatteren. Men besøget, denne første søndag i 2003, førte meget længere omkring end oprindeligt tænkt, for Maren nåede langt ind i en fortælling om opvækst, sit liv og hendes vej til Moselund. Men hendes fortælling handler også om et lille samfund, der forstod at tage sig af sine egne, når der var behov for det.

Barndom:

Maren Pedersen, eller Maren Vittrup som hun blev dødt, blev født i 1913 som nummer seks i en børneflok på syv. Omkring den tid havde forældrene lige købt en lille ejendom i Thorning Overby. Faderen, Jens Christian Vittrup ernærede sig ved at køre dagvogn, den ene dag havde han en fast tur til Frederiks, og den næste dag en fast tur til Moselund. Omkring 1914 købte forældrene faderens fødehjem. Den havde været på fremmede hænder i 1½ år, og det havde han det ikke godt med. Det var en lille ejendom i Knudstrup by. ”Der var stakkels 42 tønder land, og det var sand og lyng og skidt og møg, der var ikke meget fortjeneste der” forlyder det fra Maren Pedersen.

Allerede inden familien flyttede til Knudstruo var moderen blevet sygelig, hun var præget af at havde født 6 børn, og så fik hun brystkræft. Da Maren var 14 måneder gammel døde moderen. Det var lige som første verdenskrig begyndte, og da blev der sendt bud til faderens søster, faster Trine ovre i Amerika, at hun skulle komme hjem. Der er siden blevet fortalt om den uhyggelige 13 dages lange hjemrejse, at det var en oplevelse faster Trine gerne havde været foruden. Der var en frygtelig stemning på båden, for den forudgående båd var gået ned efter at være sejlet på en mine, det var vist den der hed Oskar den II.

Det var en uholdbar situation for faderen, Jens Christian Vittrup at være alene med 6 børn. Problemet blev så løst med forskellige husholderskere. Marens otte år ældre søster Thora har fortalt, at en af dem var rigtig god ved børnene, bl.a. syede hun kludesko til alle børnene, de lå på en lang række, der skulle et par til hver og de skulle deles på en gang. ”Men min far skulle jo have dem ud at malke og hjælpe med at tynde roer og andet markarbejde, og når der så også var 6 børn og huset at passe, så var der rigeligt at se til”, fortæller Maren, ”jeg ved, at min far engang spændte hesten for vognen og de kørte til Kjellerup og købte et meget fint kaffestel, og jeg tror egentligt, at det gjorde, at husbestyrerinden godt ville være blevet der”. Kaffestellet er en af de ting fra barndomshjemmet, som Maren stadig værner om. Men ofte rendte husbestyrerinderne af pladsen, så gik der nogle dage, hvor der ikke rigtig kom mad på bordet hver dag har Marens brødre fortalt, inden der igen var arrangeret en husbestyrerinde.

Men da Maren var omkring seks år i 1919. giftede faderen sig med Amalie Madsen, og hun fik en stedmoder. Det er ikke en periode Maren glædes over at mindes. Efter et par år kom der en lillesøster, og hun måtte alt ting, mindes Maren, ”Der burde ikke havde været gjort forskel, når hun kom til sådan en flok børn, vi var der først og vi havde ikke bedt om at hun kom, men det var lige meget, hvad vi gjorde, så var der ikke tid til kærlighed og omsorg for os”.

En af Marens brødre, Kristian, døde da han gik til præst, han var blevet sparket over benet af en hest, og der var gået blodforgiftning i det. Han lå i sengen hjemme i 14 dage, inden han blev sendt på sygehuset, og der døde han.

En anden bror, Oskar, arbejdede ude i Kompedal Plantage, han stablede skovtræ i rummeter. En dag han kom hjem, havde han drukket kaffe af en termoflaske der var gået i stykker. Han kastede op og var meget dårlig af det. Stedmoderen formanede straks, ” han skulle ikke gå ind og lægge sig i sengen, han kunne gå ud og lægge sig i en tom ko bås.” Maren får stadig gåsehud af bare at fortælle om det, ”Han kunne jo være død derude”.

Min søster faldt engang ned ad kældertrappen, fortæller Maren. ”jeg ved ikke, hvorfor vi altid skulle gå i kælderen for at tage bad, vi kunne da bare hægte krogen på yderdøren imens, men det skulle vi altså”. Søsteren skulle til kirke om søndagen, men hun ville lige tage et bad først, men så faldt hun ned ad de sidste fire trin, med en gryde kogende vand, hun så forfærdelig ud. Stedmoderen sendte hende i seng med besked om, at hun ikke skulle begynde at lave spektakel så hendes far hørte det, for de skulle ikke have bud til en sygeseng på en søndag. Hun lå i sengen og fægtede med armene, der blev til store vabler. ”Jeg var ræd for hende”, mindes Maren, ”hun lignede slet ikke et menneske”. Faderen opdagede det først dage efter, så blev der sendt bud efter faster Trine. Hun forstod sig på den slags, doktor Breinholt i Hvam, brugte hende altid når der var nogle der var syge eller skulle våges ved. Hun boede lige på den anden side af vejen i Knudstrup, så kom hun herud, ”jamen kæreste venner” sagde hun ”i skulle da være kommet i går, så vi kunne havde klippet hul i de vabler”,

Stedmoderens øjesten var hendes egen datter, ”så jeg skulle ikke begynde at sige nogen ting, for jeg var et skidt barn” fortæller Maren. ”Jeg skulle i hvert fald holde mund. Jeg kravlede hen i en krog og satte mig, hvad hulen er jeg ikke god nok, jeg kunne ikke forstå det. På spørgsmålet om hvor meget Maren selv husker fra den tid, kommer svaret prompte! ” du kan tro jeg husker det, det glemmer jeg aldrig, og det har præget mig meget mere end jeg selv ved, for jeg turde ikke hævde mig nogen steder, jeg lukkede ikke min mund op, selv om jeg var helt sikker på noget. I skolen havde jeg ingen veninder og sådan – jeg kan ikke forstå, at der ikke var nogen der gjorde noget, men de har måske ikke kunnet se det. Det var måske nok også fordi, at jeg efterhånden blev ”jenle”, mine ældre søskende rejste alle til Amerika, og der var ikke andre end mig og min halvsøster. Det kunne jeg slet ikke klare. For Maren var barndommen ikke en lys og lykkelig tid, som hun med glæde kan se tilbage på. Men hun er kommet over barndommens tilbageholdende og indesluttede væsen. For dem der ikke kender Maren Pedersen, så blev hun en kvinde med sine meningers mod, og hun kan nok give svar på tiltale.

Ud at tjene.

Da Maren var 15 år gammel, kom hun ud at tjene hos en landmandsfamilie i Skræ. Hun brød sig egentlig ikke om at være der, det var ikke nogen rar plads, men hun tænkte, ” nu skal jeg vise dem derhjemme, at jeg ikke er sådan en der render af min plads”. Så hun var der i 2 år, selv om hun kunne nøjes med det ene år, hun i først omgang var fæstet for.

Så fik Maren plads i Moselund, det var hos Skovfoged Bang, i huset ved siden af Moselundgård, lige over for Frk. Madsens fine have med springvandet. Der tjente hun et års tid. Så var der en af hendes gymnastikveninder der fik hende til at søge pladsen på en gård der ligger Fundervej 73, der hvor Sigrid og Oluf Nielsen engang har boet ”Tulipangården”. Dengang var det et gammelt bindingsværkshus, der lå på den modsatte side af vejen, af de nuværende bygninger. Der var også et lille aftægtshus, som åbenbart var bygget ovenpå en tidligere kostald. Engang der blev gravet inde i huset, fandt man grebningen og stenpikning under gulvet.

Det var omkring 1930, at Maren kom til at tjene hos sin kommende svigerfamilie Hesel. På den tid hærgede den spanske syge stadig. Marens kommende mand, Alfred Hesel snakkede ofte om en post, der havde boet i et træhus på den anden side af viadukten, et sted der blev kaldt marketenderiet, hvor tørvearbejdere kunne bo og spise. Posten var lige kommet hjem fra sin postrute, følte sig sløj og gik i seng, og så døde han bare. Det var en uhyggelig hændelse der blev snakket meget om.

Så var det, at Alfreds mor, Ane Hesel, også døde af den spanske syge, og et halvt års tid senere blev Alfred også syg og sengeliggende, det var lige omkring påske. Familien i Moselund havde da ofte besøg af doktoren fra Silkeborg. Det var sådan en gammel mand med to store hugtænder, han kom kørende i hestevogn med kusk og det hele, og som han da kunne spørge, ” hvad i alverden det da var, der var galt med den mand”. Alfred var dengang 35 år og Maren bare 19 år. Nu var det Maren der skulle forsøge at holde det hele i gang. Hun skulle malke, sørge for at de andre kom op og kom i sving og som hun selv siger, hun var jo ikke andet end ”en stor tøs”

Den yngste søn på gården Elias Hesel havde dengang lige overtaget driften af gården. Han og Alfred var de eneste der boede hjemme, de boede i et karlekammer i den gamle bindingsværkslænge. Det var der forfatteren Jørgen Nielsen fra nabogården ofte søgte selskab med sine jævnaldrende kammerater, specielt når han og faderen havde været på konfrontationskurs med hinanden. Jørgen Nielsen og Alfred Hesel satte gensidigt stor pris på hinandens selskab. I karlekammeret stod der nogle senge over for hinanden og placeret i hver sin seng, er mangt og meget blevet gennemdiskuteret af de to. Var der en, der havde en god eller spidsfindig bemærkning om et emne, så kunne der godt gå en rum tid inde det var gennemtænkt og der kom et svar eller modspil. De tænkte meget over det de svarede begge to, på det punkt lignede de hinanden. Jørgen Nielsens hyppige besøg ligger forud for Maren Hesels tilknytning til gården. Det var på den tid Maren kom, at Jørgen Nielsen forsøgte sig som forfatter, så det er noget Alfred har fortalt om.

Efter at Maren havde været en tur på højskole, blev hun og Alfred gift, og planen om at etablerer deres eget hjem opstod, det var i 1933. Det var også omkring 1932-33, at Alfreds anden bror Ejnar Hesel kom hjem og overtog faderens andel i gården, og drev den en kort periode sammen med Elias. Elias blev dog syg og kom på Middelfart gigtsanatorium.

Gården trængte til en modernisering, og de nye bygninger, Fundervej 73, hvor Sigrid og Oluf Nielsen boede, blev bygget. I forbindelse med handel og omforandringer blev der taget et stykke jord fra gården henne ved 5 øres-vejen, hvor Alfred og Maren kunne bosætte sig. Der skulle jo først bygges et hus, så parret flyttede om til Frk. Madsen i Moselund. Frk Klara Madsen ejede og drev Moselund Gæstgiveri. Til gæstgiveriet hørte en stor rejsestald med lidt beboelse bag ved, det der senere blev Moselund Forsamlingshus og som i dag huser Moselund Antik. I begyndelsen af 30-erne var der ikke længere behov for rejsestald ved gæstgiveriet, så det var beboelsen her at Alfred og Maren lejede. De havde egentligt lejet stedet til november, men Frk Madsen blev 80 år den 18. oktober, hvor der skulle holdes en store fest, og den skulle arrangeres i kørestalden, så de måtte ikke røre ved noget inden det store gilde var overstået.

”Vi fik ikke gjort noget ved det inden vi flyttede ind,” fortæller Maren. Der var sådan nogle smalle brædder til loft og det dryssede ned med skidt og møg på både mine nye stue – og sovekammermøbler, så der gik orm i det hele. Der var ikke nogen form for luksus. Vi havde hverken vask eller kloak, spildevandet kom vi i en stor balje som vi skulle gå helt om bag ved med, men når det regnede smed jeg det bare udenfor, selvfølgelig et sted, så det ikke kunne ses. Alfred fik dengang 45 kr. om måneden i invalidepension og Frk. Madsen skulle lige præcis havde det halve, 22 kr. og 50 øre for udlejningen, og så skulle vi bagefter få resten til at slå til. ”du kan dælen – jensme tro det var svært”, kommer det bestemt fra Maren.

Frk. Madsen havde jo også den her fine have eller anlæg, hvor hun havde sit springvand og højen hvor hun og Steenberg skulle havde været gravsat når de døde, ”men der måtte jeg ikke vise mig omme”, siger Maren. Det med at Frk. Madsen var forelsket i Steenberg, det fortalte hun selv om. Hun var helt overbevist om, at de to skulle have hinanden. ”Hun snakkede om Steenberg hele tiden”, fortæller Maren. Steenberg havde tidligere haft Moselundgård, hvorfra han havde drevet tørveproduktion, men gården solgte han, efter at et større stykke jord var taget fra, og der startede han tørveproduktion med Phønix værket. Steenberg var ingeniør, ungkarl og levemand, stor i slaget og en mand med mange planer. Han ville anlægge en dæmning og en højbro over vejen, så tørvene fra Phønix kunne køres direkte i banevogn til Moselunds Station. Dæmningen fik han bygget, men den kom kun til vejen, så skulle der bygges en viadukt over både vej og sandgrav, ” det var for stor en mundfuld for ham, så der gik han fallit”, mener Maren. Der kom aldrig noget officielt par ud Klara Madsen og Steenberg, han boede hos hende, spiste og opholdt sig der. Frk. Madsen blev så skuffet over, at han pludselig blev så gammel. Men han var jo en gammel mand, mindes Maren.

Byggeriet af bungalowen:

Helt ude i det område der fra gammel tid kaldtes ”Marens rund”, var der en hel liggeplads med tørv, som ikke var blevet reddet i tide. De var frossen og var blevet til ene små billinger. Pladsen skulle ryddes til en ny sæson, og det påtog Alfred og Maren sig, imod at få rådighed over de itu frosne tørv. ”Dem gik mi mand og mæ og rev sammen i nogle revler og fik dem læsset på nogle lastbiler” fortæller Maren. Lysbro teglværk ville gerne have disse tørvebillinger at fyre med, for de kunne falde ned mellem stenene under brændingen. Til gengæld fik Alfred og Maren 18.000 sten til at bygge huset med, og sådan blev det meste gjort, så byggeriet ikke kostede noget særligt.

De havde en murer fra Engesvang til at mure huset, han fik 1350kr for murerarbejdet, det var det eneste store beløb der blev brugt på det byggeri. Smedearbejdet blev lavet af en smed der arbejdede med at lave tørveværker omme på Moselundgård. Han skulle også lave vandværk, og der var 52 alen ned til vandet, ”vi troede aldrig vi skulle se vand”, siger Maren, ” og da det endelig kom, så var det mosevand og det var hel rødt”. Først mange år senere fik de et rensningsanlæg på vandværket, og de første mange år så Marnes babytøj forfærdeligt ud, når det havde ligget i blød i mosevandet. Det trak ud med byggeriet, der gik 2 år inden de var nået så langt at de kunne flytte derud, men Maren ventede sig, så det hastede. De flyttede den 16. oktober 1936, da var de lige begyndt på taget, den 2. november nedkom Maren med den førstefødte, Bent, nede i huset. Der kom 2 børn mere, Bodil født i 1941 og Anne i 1946.

Alfred Hesels sygdom:

Efter at familien var flyttet i bungalowen, gik der 5 – 6 år hvor Alfred havde det godt med sin sygdom. Men det var ikke noget godt sted for ham at bo, Moselund er jo fugtigt mosejord, det frøs og om foråret blev det ofte ved med frost og rim helt hen i juni måned. ”Så kunne Alfred ikke få vejret, han stod og hev efter det, hans næse var helt blå af iltmangel, uha”, mindes Maren. Den spanske syge var Alfred kommet over, men væk var den altså ikke. Han var ved en lungespecialist i Horsens. De ville fjerne den ene lunge, fordi hans lunger var blevet for store og pressede på hjertet. Men han kom hjem med den besked, at lungerne var lige dårlige. Maren er dog overbevist om at lægen havde vurderet at Alfred ikke kunne holde til en operation. Alfred opgav dog ikke lige sådan, han blev ved med at diskutere med doktor Ovesen fra Bording, om de ikke kunne tage en lunge fra en gris eller sådan?

Alfred døde den 8. marts 1953, da havde han været dårlig i en lang periode og læge Karnøe fra Engesvang aflagde i den periode familien Hesel besøg op til 4 gange i døgnet. Den tid var noget af en prøvelse for familien Hesel, Maren fortæller at; ”Alfred fik jo iltmangel og lå og kunne ikke få luft og så blev det helt galt med hjertet, min pige hun rendte skrigende hen af vejen, hendes ben de gik så hun næsten ikke selv kunne følge med, hun skulle jo hen til naboen, hvor Sigrid og Oluf havde boet, for at låne telefonen. Kort efter stod læge Karnøe der, kun iført pyjamas. Den situation udspillede sig mange gange i Alfreds sidste tid. Hans død i marts 1953 var en stor sorg for familien, men også en lettelse over at hans lidelser var overstået.

Husmoderafløseren:

Maren stod da alene med 3 børn, Bent på 17 år, Bodil på 12 år of Anne på 7 år. Bent havde været på efterskole og havde fået plads ved landbruget i Kjellerup. Men så fik han læreplads som møbelsnedker hos Mum i Bording. Det nåede Alfred desværre ikke at opleve. Der var dog to børn mere, der skulle hjælpes på vej ud i livet, og Marens økonomiske situation var ikke blevet lysere, familiens eksistensgrundlag kunne dog virke lidt uoverskueligt. Der var dog andre, der havde tænkt over det uholdbare ved Marens situation. Læge Karnøe stillede op til sognerådsvalget, hans mission var, at sognet skulle have både en sygeplejerske og en husmoderafløser. Karnøe blev valgt ind og han fik sin målsætning gennemført.

”Så en mandag morgen i 1954, fortæller Maren, ” hvor jeg sad inde ved vinduet i stuen og syede, da gik der nogle banearbejdere ved banen, og pludselig kom en af dem ned og prikkede på vinduet. ” Nu har du sgu ikke tid til at sidde der længere” – ”Hvad bilder du dig ind?” sagde jeg til ham. Ja han havde lige været til sognerådsmøde, og der var det blevet sagt at jeg skulle være husmoderafløser, men det var der overhovedet ikke nogen der havde talt med mig om”. Fru lærer Trøst og vist også Fru. Østermark blev ansat som sygeplejersker og Maren Hesel som husmoderafløser i Engesvang sogn.

De mødtes rundt omkring i sognet, ofte i forbindelse med barsel, hvor sygeplejersken skulle gøre barnet i stand, og Maren skulle sørge for at der var kogt vand og den slags. De første år måtte Maren cykle rundt, indtil hun på et tidspunkt fik en knallert. ”Det var en dejlig til” fortæller Maren, ”De var glade når jeg kom, og det var nemt at gøre folk tilpas dengang.  ”Maren skulle møde op på kæmnerkontoret i Engesvang hver dag, det var så der hun blev sendt ud fra. Sognerådet havde lavet en liste med hvad husmoderafløseren skulle lave, og nok specielt hvad hun ikke måtte lave. ”Jo forstår du”, fortæller Maren, ”når en kone skulle på barsel, så skulle hun jo altid have vasket en masse tøj, bakse med store baljer og den slags. Det var noget der kunne sætte en fødsel i gang og sådan gik det ofte. Og så stod der på sådan en rød seddel, at jeg ikke måtte ordne vasketøj og deslige. Pudse vinduer og mange andre ting. Så sagde jeg til dem: ”Man kan lige se, at det er en mand, der har skrevet det her. Når sådan en kone er gået kold der midt i a vasketøj, hvad tid tror du så hun har brug for det, når hun ligger i æ barselsseng, – jamen jeg skældte dem ud deromme, sådan at lave en liste over hvad jeg måtte, det kunne ski da være lige meget, når bare det nødvendige blev passet.” Langt de fleste steder var der aldrig problemer, men der var dog nogle, der forsøgte at udnytte situationen. Maren fortæller om et sted hvor konen skulle på sygehuset: ”Det havde hun vidst længe, men da hun rejste afsted, så havde hun arrangeret med en maler at der skulle hvidtes loft og tapetseres over hele huset, og det så bare ud, kalk og skidt og lort over det hele. Det lod jeg være, det var lige lagt tilrette efter at hun skulle på sygehuset og så kunne jeg ordne det helt gratis”. Sådan i almindelighed var der aldrig problemer. Et andet sted hvor Maren var blevet sendt ud, stod der en kasse æg der skulle være færdig til æggebilen kom. ”Hu ha”, sagde manden, ”hvordan skal jeg da nå det? Hun plejer jo at hjælpe med at fodre, og nu ligger hun derinde med et par store ben”. ”Æggene, dem skal a da nok få ordnet”, lovede Maren. ” Da jeg var færdig derude, kom manden med en stor suppehøne til mig. Du har den rette forståelse af det, nu skal du tage den med hjem”.

Friplads:

En dag kom lærer Trøst, æ degn, cyklende ned til Maren i Moselund, han ville have at Bodil skulle til at gå i skole i Silkeborg. ”Ska hun da blæs” svarede Maren, ” hun skal rejs tørv”. Men nej, der var tre andre der skulle af sted og det ville være uret, hvis Bodil ikke skulle med, så var der ingen retfærdighed til” mente Trøst. ”vil du ikke lige sige mig, hvordan det skal lade sig gøre?” spurgte Maren, ” Jamen hun kunne få friplads, forlød det”. ”Ja og når hun så har været der i tre måneder, så får hun at vide, at det ikke dur og så kan hun komme hjem og rejse tørv,” mente Maren. Men der var Trøst af en hel anden mening, og Bodil kom i mellemskolen på Silkeborg Vestre skole. ” Det kunne jeg da ikke sige nej til, selv om det var noget frygteligt noget i forhold til de tanker, jeg havde gjort mig” fortæller Maren.

Bodils mellemskole gik godt, og ved afslutningen var der arrangeret en fest, hvor Maren ligesom alle andre forældre var inviteret med. Da festen var ved at slutte, kom Bodil hen til sin mor, ”Mor, æ inspektør, han vil snak med dig.” ”Du kan bare sige nej, a ved godt hvad han vil”, kom det fra Maren. Men inspektøren ville have Bodil videre på Frk. Langs gymnasium. ”Nej – nej” kom det endnu engang fra Maren, ”a har en til der skal til at begynde, det kan slet ikke lade sig gøre. Ok jo – friplads og alt det der, og han snakkede jo for sin sag, og det endte da også med at a sagde ja”. Straks efter kom Bodil, ”hvad sagde du mor?” A sagde da ja, det du får der, kan de da ikke tage fra dig”. Men selv i dag forstår Maren slet ikke hvordan det overhovedet lod sig gøre. Men for samfundet var det en god investering. Bodil blev i sit voksne liv, skolelærer hvor hun virkede på Fyn. Datteren Anne fulgte i samme spor med en gymnasieuddannelse.

Karl og Maren Pedersen:

Arbejdet som husmoderafløser bragte Maren rundt i hele sognet. På et tidspunkt kom hun om til en ungkarl, Karl Pedersen i Engesvang, han boede sammen med sin gamle mor, der var blevet syg. Der gik Karl og gravede have, og Maren havde en stor have derhjemme i Moselund, som hun ikke rigtigt magtede. Karl Pedersen begyndte så som havemand hos Maren og efterhånden fik de sympati for hinanden, så meget at de i 1958 blev gift og har boet og levet sammen lige siden.

renskrevet af Ejvind Lassen 2021