Historien om Kompedalmoderen (Valdemar Jensen)

Skrevet af Freddy Boysen

For godt 60 år siden skete der et makabert mord ved Kompedal Plantage. Det var en hændelse der gav genlyd over hele landet. På egnen omkring Kompedal blev vinduer og døre pludselig låst og stænget, efter alle kunstens regler, som man gør når folk virkelig er bange for noget. Når hestene skulle aften fodres var der kun få steder, man begav sig ud alene, og i den periode var det helt utænkeligt at gå i by om aftenen. Folk var på en gang fortvivlende, opskræmte og magtesløse overfor det grusomme mord på egnens så vellidte og afholdte postbud.

Den tyvagtige Valdemar Jensen blev ret hurtigt mistænkt, og med rette, skønt han aldrig havde begået noget der bare mindede om denne ugerning. Denne fortælling er set med et par øjne der har været meget tæt på gerningsmanden.

Valdemar Jensen blev dømt for overlagt rovmord, og alting pegede da også på det, men selv i dag er det svært for min hovedkilde at fatte det. Valdemar var slet ikke den type, men han led af en eller anden form for sindssyge. Når han havde sine mørke stunder, kunne man ligefrem se ondskaben lyse ud af øjnene på ham.

Valdemars barndom

Valdemars mor, Andrea Emilie Nielsen, tjente som 25årig på herregården Sparretårn ved Føns på Fyn. Den 8-8 – 1902 får hun en søn, uden at hun dog på et tidspunkt er gift eller har et hjem til ham. Den 28-10 – 1902 bliver han døbt i Føns kirke. Kirkebogen fortæller, at Conelius Jensen blev udlagt som fader til ham, han tjente også på Sparretårn. Kirkebogen fortæller også, at Valdemar Jensen får sit efternavn, da hans forældre den 22. november 1904 blev viet i Vinding Kirke ved Ulfborg. Hvad der videre sker for Valdemar i de yngste år, er noget hen i det uvisse, men Valdemar har som ung selv fortalt lidt om sin barndom. Efter hans egen udsagn skulle han være blevet anbragt på børnehjemmet Roskilde hvile. Senere skulle han være kommet på drengehjemmet Bøgildgård ved Kjellerup. Selv med de få oplysninger om Valdemars barndom kan man vist rolig drage den slutning, at tryghed og varme ikke hørte hele hans barndom til.

Valdemar som tjenestekarl

Valdemar Jensen tjente hos en landmandsfamilie i Uhre på Agerskov hede omkring 1924 – 25, men familie kunne ikke rigtig styre ham, han ville både lyve og stjæle. Så var der en mand, der hed Niels Larsen fra Agerskov, der var ansat ved landmand Chr. Lund i Lundsbjerg ved Kompedal, om det ikke var noget for ham at få Valdemar som karl, for der var jo god arbejdskraft i ham, hvis ellers man kunne styre ham. Chr. Lund lod det komme an på en prøve og han havde faktisk Valdemar Jensen i 3 år, til omkring 1928.

Det første år Valdemar var i Lundsbjerg, eller ”æ luun” som gården hed i folkemunde, var han på session, hvor han trak frinummer, hvad hans nye husbond egentligt var godt tilfreds med. Chr. Lunds søn, Niels Peter Lund, Bording fortæller, at den første gang Valdemar blev sat til at køre til Munklinde efter kraftfoder, da strålede øjnene på ham. Han fik spændt de to heste for vognen i en vældig fart og var næsten ude af gården inden hans far fik råbt: ”hov vent lidt, du skal da have penge med”. Valdemar bekendte nu, at han ikke var vant til at blive betroet at gå men penge. Chr. Lund gjorde det så klart for Valdemar, at hos dem skulle han være betroet som ”jen a vos”, han skulle både kunne gå med penge eller hente penge hvis der var behov for det, ellers kunne han ikke bruges der. Han fik 45 kr. med til fodret, og øjnene lyste endnu mere på ham, han trængte virkelig til at blive betroet. Der opstod i øvrigt aldrig problemer med de penge Valdemar i årenes løb kom til at besørge. Det blev efterhånden sådan, at det altid var Valdemar der blev betroet at køre til købmand og at have penge med.

Det var skam ikke bare småpenge der blev betroet Valdemar, fortæller Niels Peter, engang far havde købt en avlshoppe af Kristian Friborg i Skygge, og Friborg stod og skulle bruge pengene, blev Valdemar hørt om han ikke kunne hente pengene i Hammerum Herreds spare og lånekasse i Herning, det var 2000 kr. der skulle hentes og det var tæt på lukketid. Valdemar fik bankbog og fuldmagt med og der blev rigtigt trådt i pedalerne både til Herning og hjem igen. Det betød utroligt meget når et andet menneske viste, at det havde tillid til ham.

Men Valdemar var født til at stjæle, det var ligesom han slet ikke kunne lade være, når lejligheden bød sig. Ofte når han var ovre ved købmand Niels Eriksen i Munklinde, lod han sig friste til at stjæle et eller andet, en hammer en knibtang eller måske en ny pibe. Når han så kom hjem, skulle han altid vise os børn, hvad han havde ”købt”, fortæller Niels Peter Lund. Det kom jo også altid far for øre, og så måtte Valdemar til at forklare hvor han havde pengene fra, og måtte jo så tilstå at han havde stjålet det. Så blev han altid sendt tilbage til købmanden for at aflevere det tilbage, hvad Valdemar betragtede som meget nedværdig og flovt. Hver gang den situation udspillede sig, gik Valdemar ind til mor Marie, om der ikke lige var noget hun skulle have ovre hos købmanden, for han havde glemt noget derovre og Chr. havde sendt ham derover igen. Mor vidste jo godt hvad der var i vejen, hun manglede altid noget i de situationer. Når han så kom over til købmanden i Munklinde igen, så blev tingene lige så stille listet på plads, når købmanden vendte ryggen til. Købmanden var såmænd udmærket klar over hvad der foregik, så han gav ham skam rigelig lejlighed til at aflevere det stjålne. Engang var der en anden kunde i butikken der så Valdemar stjæle noget, men da denne betroede Eriksen det, sagde han, pyt med det, det er tilbage inden aften. Tilfældigvis var samme kunde i butikken da Valdemar sidst på dagen slukøret listede den stjålne vare på plads. Kunden der nok havde betvivlet købmandens tillid til at Valdemar afleverede igen, fik nu selv syn for sagen.

Chr. Lund holdt altid hånden over Valdemar når han blev beskyldt for noget, folk mente han havde gjort, og det var jo næsten lige meget hvad der blev lavet på egnen, så var det nærliggende at give Valdemar skylden. Men var det berettiget at han blev anklaget for noget, sendte Chr. ham altid tilbage med det han havde stjålet, hvad der for øvrigt var en ganske udmærket medicin.

Ind imellem led Valdemar af periodisk sindssyge, fortæller Niels Peter, og vi børn oplevede ofte det kom over ham. Det startede med at der kom sådanne en råhed eller hårdhed over hans ansigtsudtryk, man kunne ligefrem se ondskaben lyse ud af øjnene på ham, og så begyndte hans arme og krop at bevæge sig helt ukontrolleret. Hver gang det mørke kom over ham, blev der råbt på far, der tog ham meget fast om skulderne og fik ham bragt til sengs i karlekammeret. Valdemar gjorde aldrig modstand, han kunne såmænd havde slået far ned med et enkelt slag hvis han ville. Far blev altid siddende på sengen og snakkede med ham, hvad han sagde hørte vi børn dog aldrig, vi kunne blot konstatere at Valdemar græd meget voldsomt, som noget lille barn. Efter en halv times forløb blev der så efterhånden ro igen og far bad Valdemar tørre sine øjne, de kunne jo ikke blive siddende hele dagen, der vat jo arbejde der skulle gøres. Han gjorde som far sagde, og nu var der ikke noget, men det sceneri blev udspillet omtrent en gang om måneden.

Valdemar og børnene havde et godt forhold til hinanden. Han var jo ”brøl stærk” fortæller Niels Peter, ofte dansede han rundt med en 100 punds sæk sukker i tænderne, bare for at imponerer os. Andre gange kunne han bide sammen om cykelsadlen og svinge hele cyklen flere Gange rundt kun fastholdt i tænderne, og det kunne nok imponere os børn. Som årene gik, blev Chr. Lunds børn så store, at de nu selv skulle klare driften af gården og der var ikke længere behov for at have Valdemar, så han måtte nu et andet sted hen at tjene.

Valdemar må nu klare sig selv.

Valdemar fik nu plads i gården Øster Kejlstrup i Silkeborg, og i en tid tjente han også i Vester Kejlstrup. Nu var der ikke længere nogen der ligesom Chr. Lund følte at de havde et vist ansvar for Valdemar og det varede da heller ikke længe før det gik galt for ham. Det blev efterhånden sådan at Valdemar var en af de første Silkeborg politi opsøgte, når der var nogen der savnedes noget på egnen.

Chr. Lund fik da også jævnligt besøg af politiet fra både Viborg og Silkeborg, når de havde Valdemar mistænkt for noget og ikke lige kunne finde ham. Engang Valdemar var arresteret for noget han havde lavet i Silkeborg, kom politiet for at hente hans søndagstøj, som af en eller anden grund befandt hos os, fortæller Niels Peter. Ved den lejlighed bebrejdede en af betjentene min far, hvorfor han ikke kunne havde beholdt Valdemar, for når han var hos os, så havde de ham jo bare.

Det er også efter at han er rejst fra Chr. Lund at Valdemar er eftersøgt for et indbrud hos købmand Troelsen, men han var som sunken i jorden. Senere viste det sig så, at han havde opholdt sig på loftet i Vallerbæk missionshus. Det fortælles at han havde opholdt sig på loftet i det meste af 14 dage, selv når der var møder i salen havde han været der. Efter hans pågribelse fandt man en større forsyning af fødevarer på loftet.

Selvom Valdemar var rejst fra Lundsbjerg, så bevarede han dog kontakten til gården og familien. Ind imellem kom han som daglejer nogle dage og det var helt sikkert at hvert år til den først juli så kom Valdemar og arbejdede som daglejer, når der skulle slås hø i vores eng, fortæller Niels Peter. Engang stillede han i øvrigt hos far med en attest på at han var blevet frigivet noget før tiden i forbindelse med afsoningen af en straf. Eftergivelsen var begrundet med at han skulle ud i hans gamle plads for at slå hø.

Når det blev for varmt i engen, blev det galt med Valdemars hoved, så var det ikke unormalt at vi fandt ham sovende i en høstak. Far gav os altid besked på at lade ham sove, han skulle have ro til at blive helt udsovet, hvad vi børn indimellem nok menet var lidt uretfærdigt. Hvis han så vågnede mens vi andre var i engen for at vende hø, så for han op og begyndte at arbejde. Til andre tider så fortsatte Valdemar med at slå hø hele natten, og når så far kom næste morgen, blev han sendt hjem for at spise og sove. Der var altid mange folk i engen i høslæt, og Valdemar havde et godt og gemytligt forhold til folkene fra de andre ejendomme, der havde engparceller ned til vores eng, fortæller Niles Peter. Valdemar var da også ligesom alle andre unge mennesker med når der var ungdomsgilder og høstgilder og den slags rundt omkring på egnen. Selvom folk udmærket viste at han var langfingret, så var man ikke bange for ham, og han deltog da også i livet på egnen på lige fod med alle andre unge på egnen.

Valdemar på besøg i ”æ luun”.

Søndag den 4. december 1932 kom Valdemar cyklende på besøg til Lundsbjerg, som han så ofte havde gjort. Han fortalte at han havde fået plads oppe ved Mammen ved Viborg, og at han lige havde fået fri et par dage. Jeg ved nu ikke hvor meget vi troede på at han havde fået plads og fået fri, siger Niels Peter, vi var jo så vandt til at han ville lyve. Det var faktisk blevet sådan der hjemme, at hvis der var en af os børn der sagde noget der lød lidt usandsynligt, så blev det gerne fejet væk med, om ikke det var lidt af en Valdemar løgn. Vi viste dog at Valdemar i november var blevet løsladt fra Vridsløse fængsel, hvor han havde afsonet en straf på 15 måneders forbedringshus for nogle indbrudstyverier på Viborgegnen. Valdemar overnattede hos os, og mandag formiddag da vi sad og drak formiddagskaffe kom vores postbud Villumsen, som skik var fik postbuddet selvfølgelig også sin kaffe, fortæller Niels Peter. Og snakken gik om løst og fast, men der var overhovedet ikke tale om drilleri af Valdemar, fra Villumsens side, som det senere kom til at hedde sig. Efter at Villumsen var taget afsted, begyndte Valdemar også at røre på sig, han måtte hellere se at komme tilbage til hans plads i Mammen igen.

Valdemars færden op til mordet.

Hvor Valdemar nu tog hen, er lidt i det uvisse, men hans egen forklaring går ud på at han ved 6 -7tiden om aftenen var nået til Vejrumbro. Ved smeden opdagede han at der hang et jagtgevær og et patronbælte i garagen. Der var fri adgang lige fra gaden, og med Valdemars jagtglæde og tyvagtige tilbøjeligheder, var det for stor en fristelse, han tilegnede sig begge dele.

Han cyklede nu videre mod en tidligere husbond bopæl i Vinkel. Da han nåede frem dertil, viste det sig at hans tidligere husbond havde solgt og var flyttet, hvad den nye ejer fortalte ham. Det var blevet et frygteligt vejr, så Valdemar søgte i al ubemærkethed læ i gårdens staklade. Ud på natten da vejret klarede op cyklede han videre over Vejrumbro til Viborg. Valdemar var helt uden penge og han havde ingen udsigter til lige at få nogle, så da han ved 6tiden om morgenen cyklede gennem Tapdrup besluttede han sig for at skaffe nogle ved indbrud. Det blev købmand Steffensen i Tapdrup det kom til at gå ud over, her stjal han ca. 12 kr. et par jagtstøvler og en lommelygte.

Efter indbruddet cyklede han videre over Viborg og Frederiks gennem Skræ til Knudstrup og videre til Kompedal plantage. Det stjålne gevær havde han anbragt på cyklens tværstang, patronbæltet havde han for længst skilt sig af med, i en å. Omkring kl. halv ti var han ved Kompedal plantage, hvor han stillede cyklen lidt skjult fra vejen og fordrev formiddagen med jagt. Jagten foregik vest for skoven, ind mod Bøgelund, hvor han var bedst kendt. Det blev da også til en 2-3 skud mod harer, uden at det dog lykkedes ham at ramme noget. Ved halvtre tiden kom gårdejer Bugge og hans søn cyklende ad skovvejen, og de passerer Valdemar der sidder i grøften og ordner noget ved sine støvler. Et godt stykke længere oppe af vejen passerer de to mænd landpost Villum Villumsen, der kom fra Bøgelund.

Villumsen savnes.

Landpost Villum Villumsen var en agtet og vellidt mand på Karupegnen. Han var 45 år, gift og havde en søn. I 14 år havde han været ansat som post ved Karup station. Han betegnes af alle som en mand der absolut ingen fjender havde. Den 6. december 1932, startede for Villumsen som en ganske almindelig dag, ved 8tiden kom toget med breve, pakker og postanvisninger, han sorterede det hele og pakkede cyklen, og så tog Villumsen afsted på sin daglige rute. Sidst på dagen begyndte man i hjemmet og på posthuset at undre sig over at Villumsen ikke var kommet tilbage. Nok var der meget at besørge op til julen, men så længe plejede det dog ikke at trække ud.

En kollega kørte ud på hans rute, for at finde ud af hvor han blev af. Hos Chr. Lund i Lundsbjerg havde han godt nok været, men i Sangil, der var det næste sted, havde man ikke set noget til posten. Nu blev man nervøs, Villumsen havde før lidt af hukommelsessvigt, og man frygtede faktisk at han havde fået et sådant på hans vej gennem den øde Kompedal plantage. Man frygtede han flakkede hjælpeløs om i plantagen, eller han kunne ligge besvimet et sted derude. Ingen kunne i den vildeste fantasi drømme om at der var tilstødt ham noget kriminelt.

Det var et rigtigt møgvejr, med rusk og regn, men på trods af det blev en meget stor del af egnens befolkning troppet sammen for at lede efter Villumsen. Politiet var også blevet underrettet og deltog i eftersøgningen med lygter og hunde. Først ved tretiden om natten indstillede man eftersøgningen, for at tage den op med fornyet kraft næste morgen.

Villumsen findes myrdet

Næste morgen den 7. december startede eftersøgningen igen, men først hen ad middagstid gav det resultat. Først fandt man cyklen og posttasken og et meget blodigt lommetørklæde. Der hang i et grantræ. Ikke langt derfra fandt man Villumsens lig, meget ilde tilredt af tre skud fra en haglbøsse. Postvæsnets penge var væk, og Villumsens egen tegnebog var også tømt for penge. Nu samlede mistanken sig om Valdemar Jensen, han var jo set flere steder på egnen, end dog med et jagtgevær, så det måtte være ham.

Men hvor var morderen så nu, nogle mente at han var over alle bjerge, mens andre mente at han kendte egnens skjulesteder så godt, at han helt sikkert stadig var der. Der blev udsendt efterlysning af Valdemar Jensen, over hele landet og man begyndte en intensiv eftersøgning af ham på egnen. Ved Skovløber Petersens hjem, Gratehus, blev der udstationeret koporalelever fra Viborg til at stå vagt både dag og nat. Petersen havde for år siden taget Valdemar på fast gerning for krybskytteri, og selvfølgeligt fået ham anmeldt. Nu frygtede man for at Pedersen kunne være et eventuelt nyt offer.

Men på hele egnen følte alle sig usikker, når Villumsen kunne blive offer, hvem kunne så ikke. Mistanken mod Valdemar blev forstærket dag for dag, og egnens befolkning mere og mere opskræmte eftersom pågribelsen af den mistænkte udeblev. Man erfarede dog at Valdemar på morddagen ved sekstiden om aftenen havde været hos arrestforvareren i Kjellerup, for at hente noget tøj som han havde haft stående der siden 1930, hvor han i en periode havde siddet varetægtsfængslet der.

Søndag den 11. december, 5 dage efter mordet, iværksætter politiet en storstilet eftersøgning på egnen omkring mordstedet. Niels Peter Lund fortæller at sognefogeden havde opfordret egnens befolkning til at deltage i eftersøgningen. I plantagen var der samlet ca. 70 af egnens beboere. Der blev sluttet kæde og man gik systematisk hele plantagen igennem, i håb om at finde mordvåbnet eller måske Valdemar. Den kendsgerning at han kunne have begået selvmord efter sin ugerning, var nu også på tale. Sideordnet med eftersøgningen i plantagen blev der lavet en lang række husundersøgelser på egnen, hvor man mente Valdemar kunne være.

Chr. Lunds i Lundsbjerg var selvfølgelig en af de gårde der blev underkastet en meget grundig undersøgelse. Niels Peter fortæller at alt blev endevendt fra kælder til kvist. Han fortæller også at de på gården tydeligt fornemmede, at der blev set skævt til dem, det var jo der man havde haft omgang med en morder. En af betjentene der kom til husundersøgelsen sagde, ”der siges at i her på gården holder hånden over ham”. Men min moder, Marie kunne nu godt svare for sig, ” det gør vi så sandelig også, for han har hverken far eller mor, men ikke hvis han har lavet noget skidt, så skal han stå ved det”. Betjenten fik nu en anden tone på og undskyldte, men de var jo også lidt pirrelig og usikker. Niels Peter fortæller at der var mange bile i ”æ luun” den dag, at der vist aldrig siden har været så mange. Politifolkene var også godt nervøse, de turde ikke engang gå over gårdspladsen, men listede sig rundt ved husmurene.

Over på loftet i ”æ sønderhus” havde politihundene fået færten af noget, og straks var hele styrken på mærkerne, nu havde de fundet Valdemars skjulested. Loftet var fyldt med kornneg, men hen under hanebjælkerne var kornet sunken sammen så der var lige som en tunnel under kornet. Ved indgangen stoppede hunden op og gav hals, men hverken hunde eller betjente turde kravle derind. Niels Peter fortæller, at betjentene så ville have hans lidt ældre bror til at kravle derind, hvad han da også gjorde. Og sikke en fangst, for enden af gangen sad en gammel hvæsende hankat, noget som selv en politihund har respekt for. Politiets ihærdige indsats havde endnu ikke ført til nogen pågribelse.

Valdemar pågribes.

Over hele landet var der jo sendt efterlysninger ud på Valdemar Jensen. Der var foto af ham i næsten alle aviser, og efterhånden blev det politiet lidt for gådefuldt, hvordan han kunne blive ved med at undgå dem. Men samtidig med at man er ved at afslutte den storstilede eftersøgning i Kompedal, sker der noget i København.

En niece til skovfoged Aschlund i Kompedal, genkendte Valdemar Jensen da han steg ind i en sporvogn hun befandt sig i. Hun genkendte Valdemar fra sine ferier i Kompedal, hun steg omgående af sporvognen og underrettede politiet. Det blev dog ikke den anmeldelse der fældede Valdemar. Valdemar havde dreven rundt på må og få i København, havde bl.a. købt ny hat og sko og opsøgt en tidligere medfange i Sølvgade, men ikke truffet ham hjemme. Nu var han i sporvognen på vej til en anden tidligere medfange fra Vridsløse, Ejnar Ramsing der boede Saksogade 25.

Det var midt på eftermiddagen at Valdemar ankom til Saksogade. Ramsing der udmærket var bekendt med at hans tidligere kammerat var efterlyst, lod som ingenting og undgik at komme ind på emnet. Han var også udmærket bekendt med at postvæsnet havde udlovet en dusør på 500 kr. for oplysninger der førte til pågribelse af Valdemar. På et tidspunkt fortæller Valdemar selv, at han var efterlyst af politiet, men det var helt ubegrundet for han havde ikke begået mordet, men han havde selv en mistanke til en krybskytte på Kjellerupegnen. Valdemar havde i øvrigt moret sig over politiets signalement af ham, den passede overhoved ikke. Ramsing og hans kone var dog lidt beklemte ved deres gæst, havde det dog bare været et almindeligt indbrud han var eftersøgt for, så skulle han nok havde holdt hånden over ham, men mord, de kunne jo faktisk selv være i fare. Men det var ikke nemt for Ramsing at komme fra lejligheden uden at påkalde sig Valdemars mistanke.

Da familien skulle have kaffe, blinkede Ramsing til sin kone og sagde, at han nok skulle gå til bageren efter brød. Han gik dog først til en broder der boede i samme kvarter, og fik ham til at underrette politiet, der jo allerede vidste at Valdemar var i dette område. Selve anholdelsen forløb udramatisk, Valdemar sad i køkkenet og drak kaffe, da der pludseligt stod to betjente foran ham. ”Hvad vil i” fik han dog spurgt, inden han blev lagt i håndjern og ført til Svendsgades politistation.

Til påvisning.

Der blev åndet lette op da man på Karupegnen modtog meddelelse om at Valdemar var anholdt. Allerede dagen efter blev Valdemar overført til Kjellerup arrest, hvor afhøringen af ham nu tog fat. Valdemar nægtede et hvert kendskab til mordet, på trods af de mange beviser politiet kunne fremlægge. Valdemar var vant til ikke bare sådan frivilligt at indrømme noget overfor politimyndighederne. Den 13. december blev han fremstillet i grundlovsforhør i retten i Kjellerup, og han blev ført til påvisning på gerningsstedet, hvad der efter sigende skulle havde været meget hårdt ved ham. Men han nægtede fortsat et hvert kendskab til mordet. Først søndag den 18. december lykkedes det for politiet at få Valdemar til at tilstå mordet.

Han fortalte at han havde været på krybskytteri, da Villumsen var dukket op på sin cykel. For at posten ikke skulle opdage ham, ville han flygte ind mellem granerne, men snublede og bøssen gik i faldet af bagud over skulderen. Valdemar hørte et skrig og så Villumsen vælte af cyklen. Han listede nu hen til posten og så at skuddet havde ramt ham i hovedet og at han var død på stedet. Valdemar overvejede nu om han skulle melde sig selv, men ved nærmere eftertanke opgav han det, ingen ville alligevel tro på ham. Derefter havde han taget postvæsnets pung, og da han ville mærke efter at Villumsens bryst om han nu virkeligt var død, mærkede han postens private tegnebog. Den tømte han også, den døde havde jo ikke brug for dem mere, som han sagde. Samtidig ville han lige sikre sig at Villumsen virkeligt var død, hvorfor han affyrer endnu et skud mod ham, han kunne jo alligevel aldrig blive til menneske igen.

Valdemar ville havde båret liget hel ind i brandbæltet og begravet det der, men han kunne ikke. Forfærdet over at se Villumsens sønderskudte lig, var Valdemar flygtet ud over plantagen med de 285 kr. som han havde tilegnet sig. På vejen ud havde han smidt geværet i et mosehul. Den forklaring troede politiet nu ikke på, men nu havde de dog en tilståelse. Man ville afvente den tekniske erklæring fra undersøgelsen på gerningsstedet.

Lægens obduktionserklæring fastslog, at der var affyret mere end to skud, men påstanden om vådeskud kunne ikke med sikkerhed afvises. Der blev erklæringen fra hærens tekniske korps, der fik den sigtedes forsvar til at bryde sammen. Erklæringen fastslog at der var affyret tre skud, og at der absolut ikke kunne være tale om vådeskud. Post Villum Villumsen kunne havde været i live efter første skud og havde forsøgt at rejse sig, mens han lå på jorden. Dette havde morderen set og derefter med koldt blod rettet geværet mod den ulykkeliges hoved og trykket af. Valdemar nægtede fortsat ar det var overlagt mord, og prøvede at ændre sine forklaringer, men politiet kunne nu med sikkerhed fastslå at påstanden om vådeskud ikke holdt. Der var simpelthen tale om drab.

De grufulde historier der spredtes på egnen, om at Valdemar havde skåret kønsdelene af sit offer og hængt dem op i træerne, er en af de ting der i dag stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, når det fortælles. Men også her er det H. C. Andersens historie om fjeren der blev til fem høns der gør sig gældende. Lommetørklædet som Valdemar havde samlet hjernemassen op i, der var spredt på vejen, og smidt ind imellem granerne. Da han forsøgte at rydde op efter sin ugerning, var det eneste man fandt hængende i træerne, lommetørklædet. Rygterne om Valdemars usandsynlige sygelige misrøgt af liget, skulle da også være dementeret af Kjellerup Sygehus.

Dømt

Valdemar sad fortsat varetægtsfængslet i Kjellerup arrest. Frederik Jensen fra Thorsø har fortalt, at den dag Valdemar blev ført til arresten i Kjellerup, var der mange mennesker forsamlet i byen, og stemningen var yderst ophidset, det fortælles at folk ligefrem spyttede efter Valdemar. Arrestforvarern i Kjellerup havde nok respekt for Valdemar, eller måske mere for hans kræfter, så han ansatte byens stærke smed Ludvig Hansen, til at opvarte Valdemar. Det viste sig også at være en klog disposition, for Valdemar prøvede på at overfalde sin fangevogter, men smeden var ham overlegen og det kostede Valdemar flere dages sygeleje. Det fortælles også at Valdemar forsøgte at hænge sig i sit lagen i cellen. Men det blev opdaget og han blev med lægens hjælp kaldt til live igen. Efter en undersøgelse hos retslægerådet blev Valdemar begegnet som ”ikke sindssyg eller i høj grad åndsvag, men i et moralsk henseende meget defekt psykisk degenereret samt for retssikkerheden. Dommen faldt den 7. april 1933. nævningerne idømte ham fængsel på livstid samt livsvarigt fradømmelse af de borgerlige rettigheder for manddrab og tyveri. I 1939 blev han overflyttet til psykopatforvaringsanstalten i Herstedvester.

Efter nogen tid der, fik han adresse på statshospitalet, Lille Sankt Michals gade 20 i Viborg og det blev på den institution han kom til at leve resten af sit liv. Selv om retslægerådet i 1933 betegnede Valdemar som ” ikke sindssyg eller i højere grad åndsvag”, så må der med årene være rokket lidt ved den konklusion. Da Liss Hansen fra Stubkjær i 1970erne var plejeelev på statshospitalet, Viborg øst, var Valdemar Jensen, eller Kompedalmorderen som han blev omtalt, netop det klassiske eksempel der blev fremdraget, når man skulle forklare om den arvelige sindssygdom ”Chorea Huntington”. Der er en sindssygdom der som nogle af sine karakter har ondskabsfuldhed og følelsesmæssig afstumpning, til tider hallucinationer, vrangforestillinger og aggressioner,  der kan medføre svære affekthandlinger.

De symptomer som Niels Peter Lund havde oplevet hos Valdemar 5 – 6 år før det uhyggelige mord, de passer tilsyneladende også medhvad psykiatriske håndbøger i dag kan fortælle om den uhyggelige sygdom ” Chorea Huntington”. Selvfølgelig kan den grusomme handling den 6. december 1932 i Kompedal plantage på ingen måde forsvares, men vil man med sin bedste vilje prøve at forstå, hvad det var der gik galt for Valdemar den dag, så skal man nok skele til hans sygdom. Den sygdom som han var født til at bære og som udviklede sig mere og mere, jo ældre han blev. Det er ligesom det eneste der kan give en anelse af forklaring på den ulykkelige tragedie.

Valdemar Jensen døde af sin sygdom den 24. maj 1974 på Søndermarkens Plejehjem i Viborg og kom i de ukendtes grav på Viborg kirkegård

 

Renskrevet af Ejvind Lassen 2021

Nyheder