Tobias Lassens Erindringer

Skrevet af Tobias Lassen

Kalkbrænderiet.
Engesvang Kalkværk var beliggende hvor nu fagforeningshuset ligger. Kalkbrænder Niels Peder Møller var ejer af kalkværket og han havde før den tid været mejerist på Lysbro mejeri. Hans bror, Søren Daniel, passede kalkbrænderiet, udlevering af brændt kalk og fyldning af ovnen med de rå kalksten som blev sendt dertil i banevogne fra balle, og afsenderstationens navn stod skrevet med kridt på et stort bræt på siden af banevognen.
Stenene blev på en trillebør ad en træbro kørt til en oplagsplads udenfor ovnen, hvis der ikke skulle fyldes på ovnen. Ovnen var rund, kegleformet og meden mandshøj port i den ene side med glughul over, hvor den sidste påfyldning skete. Når stenene var ved at være gennembrændt, tilmuredes denne åbning, og samtidig sattes en helstens mur op for indgangen. Indfyringen skete gennem 2 låger, en i hver side af ovnen, hvor der var en kanal opbygget af dertil egnede kalksten. Der brugtes hovedsagelig tørv til brændingen, mest lette, da Møller selv havde en mose, hvorfra han fortrinsvis solgte de bedste, som næsten alle blev sendt med banevogn. Han havde store stakker og skure med tørv fra efteråret af, så han havde til kalkbrændingen hele året rundt. Omkring ovnen var der til brændsel bygget et hus af mursten, tækket med pap, og der var plads i samme hus til ca. en brænding.
Den brændte kalk solgtes til omegnens håndværkere og beboer. De fleste folk havde på den tid sædvanligvis selv en mindre beholdning af læsket kalk. Kalken solgtes i portioner fra 1 skæppe til flere tønder. Når vognmændene kom fra Skræ, Thorning, Munklinde og Bording m.m. skete, når håndværkerne havde fået besked på, nu var der brændt en ovnfuld kalk. Dette blev opmålt i en halv tønde med 2 håndtag, som 2 mand så tog fat i og hældte op i kassevognene. Læssene blev så tildækket med sække og presenninger, så eventuel væde under transporten ikke skulle udlæske kalken og gøre den ubrugelig til mørtel.
Når Søren Daniel trillede kalksten af banevognen, fyldte vi store drenge tit sten i en sættebør og så fik vi lov til at hjælpe ham med at fyre under brændingen. Vi havde så rå kartofler med, som vi steget i de varme gløder, som falder igennem ristene, og intet smagte bedre end en sådan en tilpas stegt kartoffel, når skrælle var fjernet fra den. Det var en betingelse fra mor og far, at man havde opført sig godt, for at få lov til at gå ned til ovnen om aftenen og komme en time senere i seng.
Møller byggede Afholdshotellet Stjernen, nu Engesvang Kro, med tilhørende stald, hvor de kunne stå 4 spand heste, 2 spand i hver side. Her kunne så de vognmænd, som hentede kalk, få kaffe til eventuel medbragt mad og staldplads til hestene, som jo trængte til ligeledes medbragt foder inden hjemkørsel.
Stalden og afholdshotellet havde også stor betydning for Hjøllund og Hampen skovdistrikt. Herfra kørtes meget træ til læssesporet, især fra hampen savværk. Det var opskårne brædder og lister til fiskekasser. Man kørte en del på oplag på DSB`s grund, da de ikke med de 2 spand, savværket selv havde, kunne fylde en banevogn på en dag. Det kalk, som ikke udleveres direkte til forbrugerne, kom i en stor træbeholder med låg, og dens sider var beklædt med tagpap, så den kunne være lufttæt som mulig. Folk kunne så komme og købe kalken i skæppe eller tøndemål efter behov. De brugte kalken til reparation og hvidning af huse både ude og inde. Væggene var på den tid hvide eller tilsat en eller anden kulør. Hvor husmoderen var særlig fingernem, blev der ofte lavet en frise i forskellige kulører, eller man malede papir over, hvor der var udklippede mønstre, eller man lavede disse mønstre af udskårne kartofler eller anden rodfrugt, der var dyppet i maling.
Else kan endnu huske, da vi i 1940 plantede frugttræer i det hjørne af vores have, som gik i skel. Niels P. Møller og Johan P. Kidmose havde haft mundtlig aftale om, at N. P. Møller måtte fortsætte ind på Kidmoses grund med at lave kalkkuler, når han fik behov herfor. En skeljustering fandt sted i 1943 og en mindre trekant blev tillagt vores grund.
N. P. Møller havde stor betydning for Engesvang Kommune, og han gjorde et stort og ihærdigt arbejde for at få flyttet stationen fra Moselund til Engesvang, hvor langt de fleste tørv blev læsset på banevogne. Ligeledes kom de fleste varer, der skulle transporteres videre til Engesvang, hvorfra de kørtes videre med hestevogn. Fra Hjøllund og Hampen sendtes der meget træ med banen, og det var både op og uopskåret træ til fiskekasser. Fra Hampen savværk kørte til tider 2 spand heste med opskåret træ til fiskekasser, og forkarlen Anders Andersen, kørte som regel med 3 spand, som trak 2 sammenkoblede vogne. Hvis der ikke var banevogne på stationen den dag der skulle læsses, blev træet stablet på en plads, som DSB havde stillet til rådighed. Når der var træ nok til en vognladning sammen med det træ de kom med i næste træk, blev banevognen læsset. En par af vi store drenge fik en tjans med ar tage brædderne fra banevognskanten, hvor kusken langede dem op, hvorefter vi stablede dem i banevognen. Når vognen så var læsset var vi godt trætte og svedige, og værre var det, hvis det også regnede. Vi var lykkelige over at tjene de få ører, det gav, og somme tider fik vi lov ar få nogle af de pæneste brædder, som vi så lavede små vogne og kaninburer af.
Jeg kan huske, at da jeg i 1913 kom på landet for at tjene, lavede jeg mig en trækiste med rum til mine forskellige sager, og den holdt indtil oktober 1939, da vi flyttede fra Mads Dahl hertil. I årene, vi boede der, havde den været udsat for meget fugt, at sømmene var rustet op, men træstumperne gjorde gavn i komfuret som optændingspinde.
Jeg vender tilbage til Møllers store arbejde med hensyn til stationen i Engesvang, som var så omfattende, at karikaturtegnere tegnede ham og folketingsmand N. P. Jensen kommende bærende med Moselund station til Engesvang på et par stænger.
Han og tømrermester Jakob Lunding fra Funder byggede også flere huse i Engesvang. Da Engesvang, Kragelund og Funder blev selvstændige kommuner, blev Møller sognerådsformand i Engesvang. Op i årene blev han ved at fremstille skæretørv, og den opgravede mose dyrkede han, så han kunne have 2-3 køer, som han havde stald til hjemme på adressen Jernbanegade 7. Når han om aftenen drog hjem, hængte han sit tøj på førekoens horn og kunne så selv gå bagefter.
Hans kone hed Ane, og de havde 2 døtre, som blev gift med Emil Ernst`s sønner. Den ældste hed Metha og blev gift med Jens Ernst, og den yngste, Ida, med Rudolf Ernst. Begge døtrene var meget ældre end jeg, og de ville gerne have lov til at tage mig med hjem. Der var kun 2 meter mellem vore huse, det nuværende Engesvang kro og min fars hus, som blev nedrevet ved vejforlægningen af Fundervej. De syntes, at det var sjovt at lære mig bogstaver og tal, og da jeg som 6-årig begyndte i skolen, spurgte lærerinden, frk. Nielsen, om der var nogen som kunne bogstaverne. Jeg sagde så at jeg kunne læse, og at jeg i bibelen var kommet til Jakob og Himmelstigen, og så måtte jeg give prøve på mine færdigheder, som jeg fik ros for. Det var jo Metha og Ida, som fortjente rosen, da det var deres store indsat og tålmodighed, som havde gjort det. Den boglige lærdom og kunnen blev dog ikke ved at bestå, da der kom barske arbejdsdage selv for børn, der dengang skulle op og møde i mosen kl. 6.00.

En Togrejse til grundlovsfest i Silkeborg.
En gang skulle vi til grundlovsfest i Silkeborg, hvor der var taler og foredrag ved Dronningestolen, ligesom der var politiske foredrag i Lunden med efterfølgende musik og dans. Sammen med Niels Kidmose rejste vi med toget fra Engesvang, hvor vi kom i kupè med 2 andre. Den ene af dem sagde, at han ikke kunne vide, om Kristian nåede at komme med, men han skulle købe billet til ham. Jo, nu kommer han tværs over sporet fra den anden side, nemlig ovre fra ”Nøjsomheden”, hvor han logerede hos en bestyrer, som hed Bilenberg. Denne lavede tørv i entreprise for forfatter Niels Laursen, som har skrevet bl. a. ”Blanke våben” og ”De vise sten”. Døren gik op, og han kom ind, netop som toget satte i gang, og han spurgte om der var købt billet til ham. Han som skulle købe billetten, sagde nej, da han ikke troede, Kristian ville nå toget, men du kan smutte ind under bænken, så ser konduktøren dig ikke, når han kommer.
Dengang foregik billetteringen ved at konduktøren under kørselen gik på et udvendigt trinbræt fra kupè til kupè mellem stationerne. Da han kom hen til vores kupè, bankede han på vinduet med billettangen, og der blev rullet ned, hvorefter han fik 5 billetter. Han bemærkede, at der kun var 4 personer, men fik svaret, at den 5 ligger under bænken. Kristian kom derpå ud i en fart og begyndte at brokke sig. Til daglig var han nemlig slem til at lave grovkornede spøgefuldheder med andre, men tålte ikke gengæld. Vi andre syntes, at det var en god og tålelig spøg, men det var nok noget ubetænksomt af os at få ham til at gøre det i hans stadstøj, på det ikke helt rene gulv. Til daglig var han dog noget sjusket med sit tøj.
Sammen med 2 andre var han kommet til Engesvang fra en herregård (de var det man dengang kaldte herregårdsbisser) for at prøve at arbejde i tørvemosen om sommeren, hvorefter de vendte tilbage til landbruget til høsten. Hans kammerater fortalte, at selvom han havde 3 par bukser på, kunne hans bare lår blive svinet til, når han kørte bærme fra spritfabrikken hjem til kreaturfoder, for så sad han altid på kassevognens forsmæk. En dag påtalte godsejerfruen overfor for forvalteren, at en af karlene gik med skjorten ud af bukserne, og det kunne ikke tåles, og det var også Kristian. Der kom mange forskellige mennesketyper til Engesvang i disse år.

Hvad folk levede af og beskæftigede sig med.
Anton frank havde en mose, hvor Eberharts pølsefabrik ligger i dag, og her rejste jeg de første tørv i 1906. Niels Laursen (Melgård), forfatter, lejede tørveskæret der, samt hos Niels P. Olsen, Hans Rasmussen, Hans Carlsen og Harry Klausen, og vejen dertil førte langs banen til Niels Laursens baneled. Private tørvelodsejere fremstillede tørv på mange forskellige måder, der afhang af tørvejordens beskaffenhed. Hvis tørvejorden var fyldt af revner og trærødder, var det ikke mulig at lave skæretørv, og man måtte derfor ty til fremstilling af æltetørv, hvilket foregik på forskellige måder. Man kunne bedre opsamle tørvemassen med skovl og greb og komme den i ælteværket på stedet eller transportere den til et centralt sted, hvor massen blev æltet og tilsat vand, så den fik en konsistens, der passede til forholdene på stedet. Mange steder blev der gravet skæretørv, indtil man traf et lag af trærødder, hvorefter man stoppede. Det betød, at der var mange lodder, som var delvis opgravet, men som på et senere tidspunkt blev benyttet til fremstilling af æltetørv i et fjernereliggende tørveværk.
Under sidste verdenskrig var der i Engesvang kommune registreret 51 tørveværker, som enten skulle have tildelt brændstof eller kornmærker til heste. Hårdt arbejdende heste udenfor landbruget blev tildelt 10 kg. og blev landbrugsheste brugt i forbindelse med tørvefremstilling, kunne de få 5 kg. Sognerådet valgte et kornnævn, og Anders Peder Ankersen og jeg valgtes i det første nævn, og der var en mand mere, men jeg kan ikke huske hvem det var, og dette nævn blev vistnok oprettet til høsten 1940.
Når vi lavede skæretørv, blev disse lagt ud på tørrepladsen i 1000- vis på følgende måde: Der blev udlagt 12 blokke à 4 stk. tørv i række, og for enden af hver 2. række blev der udlagt en blok à 4 tørv, således at 20 rækker gav i alt 1000 tørv.
Da de første skæretørv blev fremstillet i 1880 eller tidligere i Engesvang, var det på akkord. Målene på tørvene var 3 x 6 x 9 tommer på den tid, men da min far skar tørv, var målene ændret til 2 ¾ x 5 x 8 tommer. Der blev brugt 2 slags spader til at skære tørv med i bænken, nemlig en hjertespade eller en vingespade. Hjertespaden var bedst, hvor der var hundekød (tørvejord i totter og trævler) da dens form var spids. Når man begyndte i mosen for at lave skæretørv, startede man med at lave en såkaldt bænk hvor man fjernede overjorden i ca.1 spadestiks dybde. Mange af disse bænke var i 12 tørvs dybde, men der blev også skåret tørv i 16 tørvs dybde, og det gjorde bl.a. min far, i enkelte tilfælde skar man tørv i endnu større dybder. 12 tørv var det ideelle, når man lagde dem på bænkens rand med spaden, så kunne de tages med hænderne og sættes på en trillebør eller lagt på et bræt, hvor der var beslag til en krog med kæde, og så kunne en hest læbe dem ud på liggepladsen.
Jeg skulle møde i mosen kl. 6.00 om morgenen og arbejde til kl. 7.00 om aftenen, og der var ½ times hvil formiddag, 1 time om middagen og ½ time om eftermiddagen. Man måtte gå på sine ben til arbejdet i mosen ved Kampstenshuset eller i Østermosen syd for Femøresvejen. Efter nogle år ved landbruget om vinteren og i mosen om sommeren, var det somme tider vanskeligt at få arbejde om efteråret. Jeg tog så ude om efteråret og vinteren, hvis vejret tillod det, med uldpakken. Det skulle være husflidsfremstillede varer, fabriksfremstillede måtte vi ikke sælge ved at opsøge folk på deres bopæl. De handlende pudsede tit politiet på os, og vi fik så uldpakke og regninger undesøgt. Hvis der var noget i pakken, som betjenten ikke ville godkende som husflidsarbejde, tog han det med, og vi måtte så senere bevise, at det var lovligt fremstillet, ellers mistede man det. Jeg klarede frisag de 2 – 3 gange jeg blev antastet, mens jeg drog rundt med uldpakken. For at gå rundt med uldpakken skulle man have et pas, som blev udstedt på Herredskontoret, som for vor vedkommende lå i Kjellerup. Da jeg fik pas, var det for 5 år, og det blev senere nedsat til en periode på 2 år, min far havde et pas for livstid. I sommeren 1917 og 1918 var min far og jeg makkere ved tørveskæring, han skar tørvene i graven og jeg trillede dem ud. Det var i en mose, Chr. Troelsen, Lind ved Herning, havde købt fra en ejendom, som Jens Sand ejede. Ejendommen lå, hvor Per Bak Nielsen, Gl. Kongevej 27, har forretning i dag.

Fabrikkerne, der lavede æltetørv.
Emil Ernst havde den største tørvefabrik i Engesvang, og fabrikken bestod af ”Store Tørveværk”, ”Grågård-værket” og ”Motor-værket”. Så vidt jeg husker, var de på en enkelt dag oppe på at lave 204.000 tørv, og et år lavede man 14 eller 17millioner på ”Store-værk” og i alt ca. 24 millioner på de 3 værker tilsammen.
I 1924 købte Niels Kidmose og jeg Elling Tørvefabrik af Ejnar Knudsen, og den lå på lejet jord, ligesom den tilhørende ligge og tørreplads også på lejet jord. Der var tørvegravningsret på 2 tilhørende matr. nr. og senere købte vi andre skifter til, som tilhørte egnens landmænd. Grundretten gik tilbage til disse efter et vist åremål, når der ikke var mere tørvejord. Når grundretten gik tilbage til den oprindelige ejer, skyldtes det, at kreditforeningen så ikke forlangte indbetalinger og afdrag på bestående lån. Mosen var meget vandlidende, og vandskellet mellem Karup Å og Gudenå ligger midt i mosen.
Ved Elling Tørvefabrik havde vi en vandsnegl, som vi kunne løfte vandet 3 meter med, og den blev trukket af en petroleumsmotor. Sneglen kunne ved fuld kapacitet give så meget vand, at et 18tommer rør længere nede ad bækken ikke kunne følge med. Oppe på tørrepladsen blev det en stor fordel, da vi gik over til at koble svingsporet til en skinnelængde af slæbesporet, da der så ikke skulle bruges så mange store opklodsninger. Under dyndgravningen ude i mosen stødte vi på noget, som kunne ligne en lille ø. I bunden var der trærødder, grene og sand, og selvom læssesporet lå et stykke fra bunden, oppe i tørvelaget, måtte vi flytte en del af dette materiale for at kunne trække sporet over til næste bænk. Under dette arbejde fandt vi en urne, som vi afleverede til Nationalmuseet. Manden som afhentede den i mit hjem, sagde senere, at de kun havde en uren af denne type, og den var fundet ovre på Fyn.
Ved fælles overenskomst mellem tørvefabrikanterne omkring Moselund enedes man om at grave en kanal, der stod i forbindelse med Gudenåen fra Femøresvejen. Alt efter fabrikkernes størrelse afgav man fra 1 til 6 mand om dagen til dette arbejde. På det dybeste sted brugte man 2 lad, det vil sige, at første mand smed jorden i et trug (kasse) hvorfra 2, mand smed det op i et højereliggende trug, og 3, mand smed det op på kanten af udgravningen, og endelig smed 4, mand det så langt som mulig fra kanten, så vand og mudder ikke skulle løsne udgravningens kant, så det skred ned igen
Jeg husker, at der var et stort område, hvor der var meget grus og store kampesten, som var vanskelige at håndtere. Aksel Hesel, der var smed på Moselund Tørvefabrikker, lavede en spilanordning, hvormed vi kunne slæbe de store sten op ad siden. Nogle af stenene blev brugt til at forstærke kanten med, og de kan sikkert ses endnu. ca. i1938 lavede Hedeselskabet et projekt til uddybning af Bølling Sø kanalen, der fra moserne omkring Femøresvejen afgav vand til Skygge Å, der senere bliver til Karup Å, og vandstanden skulle sænkes med ca. 90 cm. Dette projekt blev dog ikke færdig før efter 2, verdenskrig, da sådanne tilskudsprojekter stoppede under besættelsen. Projektet havde til formål at gøre allerede afgravede moser anvendelige til dyrkning af afgrøder.

Forskellige erhverv og bierhverv.
Lund Kidmose var foemand for fagforeningen, og jeg husker, at jeg engang var med min gaf til bestyrelsesmøde, og hans søn Kastor viste mig den harmonika, hans far spillede på. Hele familien kunne spille på harmonika, og den var altid fremme, når vi unge samledes på gårdene om sommeraftnerne.
Skorstenstilsynet bestod af Johan P. Kidmose og Chr. Poulsen. De skulle undersøge, om skorstenene havde revner, og om den var sodet. Der skulle være en stige og brandhane, og der måtte ikke være foderstoffer eller andet brandbart i nærheden af skorstenen.
Ved dødsfald skulle der sendes bud efter ligsynsmanden (Var det Lukas Pedersen?)
I min barndom var der mange, som havde forskellige gøremål udover det daglige arbejde. Niels Jespersen, som var en af mange, sprøjtede og beskar frugttræer, og det foregik i den tid, hvor der ikke var arbejde i mosen med fremstilling af tørv eller tørvestrøelse. Endvidere tog han rundt og indsatte vinduer.
I Julianehede, Krattet og Pårup kom der en mand fra Bording Kirkeby, jeg husker ikke hans navn. Han havde en glaskiste på ryggen, der var lavet af en ramme af trælister med en rem fastgjort til hvert hjørne. Glasset stod i kassen med papir på kanten, så det ikke så let kunne knække. Derved tjente han jo så et tilskud til indtægten af sit mindre landbrug.
I Engesvang Kirkeby var der smed, købmand og bager samt mølle, der lå bag Magnus Sørensen ejendom med indkørsel mellem smed og bager. Bager Poulsen flyttede senere til den ejendom barber Søndergård havde på hjørnet af Ågade, og på det tidspunkt gik vejen mellem banen og huset.

Elværk i Engesvang.
Den første elektricitet, som blev fremstillet til Engesvang Stationsby, kom fra en dynamo, der blev trukket af et lokomobil. Lokomobilet blev brugt som drivkraft på strøelsesfabrikken, som lå, hvor Marie Løhde (Gl. Kongevej 33) bor i dag. Man var startet med at bygge elværk og ledningsnet ved siden af vandværket, og begge disse værker lå på grunde, der grænser op til Engesvang Trælasthandel ved Gl. Kongevej. Elværket blev drevet af en vindmølle, men da elværket kom i drift, blev el – kraften brugt som reserve. At den første el blev fremstillet med lokomobilen som drivkraft skyldes, at elværket og ledningsnettet ikke blev færdig til tiden.

Kirkebyen – Gl. Engesvang.
Da jeg i 1906 begyndte i skolen, som lå ved siden af kirken, bestod kirkebyen af nr. 15 – mejeriet, nr. 24 – Jørgen Andersens gård, nr. 26 – købmand Kristensen, nr. 28 – bageriet, nr. 30 – smeden. Mellem nr. 28 og 30 gik der en vej om til en vindmølle, hvorfra der dreves kornhandel. Mølleren hed Niels Larsen, og han var gift med Hans Mikkelsens datter Karen, og Hans Mikkelsen ejede gården Speghøj. Senere byggede Niels Larsen kornhandel og motormølle på nuværende Åboesvej 13, og da han ophørte med virksomheden, begyndte centralbestyrer Emil Christensen med motormølle i Stationsbyen, Hvor biografen ligger i dag (Gl. Kongevej 49 ). Der havde tidligere været smedje, hvor han indrettede møllen, men kort tid efter døde smeden. Hans enke, Anne, fik telefoncentral indrettet i stuehuset, og derudover havde hun pensionat for 2 – 3 pensionærer med logi. Om sommeren havde hun 10 – 12 pensionærer, dengang var der mange som havde pensionærer. Hos landmændene indrettede man sovesteder både i lader, tomme korngulve og på hølofterne.
Kirkebyen var endnu kommunens centrum, og her havde købmand P. Kristensen forretning. Fra vejen og op til forretningen førte en trappe af flade marksten til indgangsdøren, og indenfor døren var der en dør til højre, som førte ind til butikken, og en til venstre til lejligheden. I butikken var der en vinkelformet disk med skuffer i siden mod øst, og på den side, der vendte udad, var der hylder, og bag disken lå bagbutikken, der tjente som lagerrum. Over disken hang der en stor petroleumslampe med en omfangsrig skærm, og på disken var der en vippevægt på støbejernsfod. Til afvejning af varerne brugtes messinglodder, der kunne veje fra 5 gram og op til 250 gram og jernlodder, der kunne veje fra ½ kg, og opefter. I disse lodder, var der et hulrum, der var fyldt med smeltet bly, hvori der var hugget et kongeligt stempel. Vistnok hvert femte år blev disse lodder kontrolleret af justervæsenet, der påså, at lodderne svarede til den påstemplede vægt, så kunderne ikke blev snydt ved at få for lidt. Det var især den dyre kaffe, man var bekymret for. I butikken kunne man købe for så lidt som for 2 ører bolsjer, som kom i et hånddrejet kræmmerhus.
Varerne hentede købmanden på Moselund station i hestevogn. Han havde en brun hest af jysk afstamning, men lidt mindre end sædvanlig, og vognen var en kassevogn med jernaksler, dette var ikke så almindeligt, for mange steder havde man træaksler med nedfældede jernskinner for at tage det hårdeste slid. Sommetider når det var godt vejr, hentede han varerne hos grossererne i Silkeborg, for det betød jo meget at holde udgifterne på fragt så langt nede som mulig, og han jo alligevel hesten at fodre. Det var dog ikke fortjeneste alt sammen, da det sled meget på hestens sko med den lange tur til Silkeborg, – det var nødvendigt, at den havde sko på alle 4 ben, når den skulle gå på den hårde vej. Mange heste ved landbruget havde kun sko på forbenene, og nogle slet ikke.
Der var trægulv i butikken, og det var sandstrøet. Sandet hentede han hos Lise og Hans Mikkelsen (nu Tage Løhdes ejendom) hvor der var en sandgrav vest for ejendommen med godt hvidt strøsand. Jeg husker, hvor glad jeg var for at få lov til at køre med op efter et læs sand. Han var ellers meget streng med at tage nogen med op at køre, men da jeg tit havde ærinder for ham hos skomager Mikkelsen, fik jeg gerne lov, når jeg spurgte ham. Jeg husker en dag, vi var oppe og hente sand, – vistnok 25 øre pr. læs, men så ville det også være smidt op på kanten af sandgraven, så det var lettere at tage. Kristensen sagde nogle store ord, og at han nok skulle få sandet et andet sted fra til en rimelig pris.
Købmand Kristensen havde 2 døtre, Gusta og Lise, der efter forældrenes død drev forretningen videre i nogle år. Senere solgte de og byggede huset på Åboesvej. Lisen levede længst, og hun sagde tit til os, når hun kom på kommunekontoret efter aldersrente eller andre ting, at kommunen efter hendes død skulle arve hendes hus. Det beløb, der kom ved salg af huset, skulle bruges, når der til sin tid skulle bygges alderdomshjem i Engesvang. Sammen med tidligere hensatte beløb var kommunens økonomi jo sådan, at det ikke var vanskeligt at gå i gang med opgaven, da de forskellige ministeriers tilladelser forelå, men der gik år og dag med lange forhandlinger, inden byggeriet kunne påbegyndes.
Birkevej – tidligere Brændevinsgade.
Denne vej var i gammel tid oprindelig eb tværvej mellem den østlige og vestlige Hærvej. Langt tilbage i tiden drejede Brændevindgade noget fra mod den ejendom, Lars O. Larsen nu ejer (Ellevej 13). Og nedenfor den gamle Moselund station gik den forbi Kampstenshuset ud på heden ved Hørbylunde og ud til, hvor den gamle lejr var. I tidens løb kom der en del trafik fra Skive ad denne vej til Silkeborg og længere østpå.

De forskellige tilrejsende.
ja, det var forskellige typer folk, som kom hertil, og fra forskellige samfundslag, og de kom for at prøve lykken ved at arbejde i mosen, hvor arbejdet var hårdt, men også godt betalt efter den tids målestok. Jeg husker 3 fra Sorring, vistnok brødre, de to var i hvert fald, og deres far var pottemager. Den ene af de brødre var i Engesvang med en hestevognfuld pottemagervarer, hvor der var krukker, kander, fade, skåle og tallerkner, og der var også sukkerskåle og flødekander i lertøj. Jeg huske, at vi hjemme havde et af disse fade til stegeflæsk.
Søren Peder og Anders Dræby kom fra Them Kommune og stammede fra træskokarlene fra Salten egnen. De kom til Engesvang, når arbejdet begyndte i moserne om foråret og blev der så indtil tørveværkerne holdt med produktionen til august. Så rejste de hjem om efteråret og vinteren, men mange blev ved med at komme år efter år. For mange blev det en skuffelse, da de ikke kunne holde til det hårde arbejde, der var ved især dyndlæsning og tørveaflæsning i banevogne. De måtte efter kort tid pakke rygsækken og rejse hjem igen.
Tanker ved kaffebordet på plejehjemmet i Engesvang.
I dag, den 18/11 – 1981, mens vi sad ved kaffebordet på plejehjemmet, sagde Tomine ”er der da ikke nogen som vil hjælpe mig hen på mit værelse, for nu kommer min bror Peter”. Så gik mine tanker tilbage i tiden til en dag, hvor jeg kom cyklende fra Kirkebyen, hvor jeg mødte hendes bror Peter Harris ifølge med en anden mand, som havde jagtgevær over nakken og en hønsehund i snor. Om Peter var jæger, husker jeg ikke, men de skulle da ud til Tomine og Niels Nielsen (Højbo) på jagt. Peter havde arbejde ved DSB i Randers, og jeg husker, at da han blev ansat, blev der talt meget om, hvor heldig han var med at få helårsarbejde i forhold til dem, der arbejdede i tørvemoserne og var arbejdsløse en stor del af året.
Niels Højbo arbejde i mosen nogle år hos Martin Ankersen i Klosterlund og til sidst hos nu afdøde Ole Kidmose og Frederik Nielsen, hvor han rakte dynd i ælteren, og det sidste år, han var i mosen, arbejdede jeg også der. Da der skulle rejses en mindesten for Martin Ankersen i Klosterlund Mindepark, meldte Niels sig også med sit bidrag. Jeg husker også, at Martin Ankersen havde stiftet et legat, hvor fortrinsvis hans gamle arbejdere skulle tages i betragtning, og at Niels Højbo blev indstillet hertil. Tomine husker jeg helt tilbage til vistnok 1911, hvor hun var noget så fint som tjenestepige hos madam Juul, der var lærerkone i Engesvang. Tomine var for resten bedstemor til Hans Sølvhøj, der var hofmarskal for Dronning Margrethe. Når jeg husker Tomine så godt, var det fordi, vi fylder år på samme dag, den 18/9, og fordi jeg så gerne ville hjælpe hende at pumpe vand fra en pumpe, der var lavet af en stor udhulet træstamme. Da det blev bestemt, at vi skulle på Plejehjemmet, sagde jeg til Mette, nu bliver vi 2 der har fødselsdag på samme dag.

Søndag den 6. juni 1982.
Under min tur rundt på plejehjemmet med vognen med brugt service kom jeg ind på stuen til Johanne Rasmussen, der endnu ikke var færdig med sin formiddagsdrik, så hun bad mig komme tilbage på tilbagevejen. Jeg kunne forstå på hende, at hun havde noget vigtig at fortælle mig, og jeg fik da ud af hende, at der havde været en sær hund inde på hendes værelse. Jeg spurgte, om den havde været lille, da vi i den senere tid har set rotter udenfor, men da jeg i det samme så ud af altandøren, så jeg at der sad en hare og spiste af hendes blomster. Da jeg igen kom hjem i vores stue, kaldte Mette på mig: Tobias kom her og se, der sidder en hare ude på plænen og spiser lavendler. Vi så på den en tid, den spiste, nussede sig med forbenene omkring hovedet, hvorefter den listede ind i buskene. Da vi senere kom ned til middagsbordet, fortalte jeg om oplevelsen, og der faldt jo en del bemærkninger, blandt andet blev der spurgt, om en hare ville bide. I det sammen ser jeg haren hoppe ude på plænen og derpå sætte i løb ned ad flisegangen, så vi alle kunne se den. Nu venter vi så på, at Johannes søndagsgæst kommer på besøg i hendes stue igen. Til spørgsmålet om en hare vil bide, må jeg sige, det har jeg aldrig hørt. Derimod bruger den sine skarpe tænder til at gnave med. Jeg husker et år hjemme i haven, hvor harerne havde ædt de små kviste og gnavet barken af stammerne af 10 frugttræer, hvor de især havde et godt nænne til Cox Orange, og det var forbavsende, hvor højt, de kunne nå. En sommer jeg slog græs nede ved frugttræerne, opdagede jeg en harekilling, der trykkede sig, og jeg kørte så tæt på som ½ meter, men den blev siddende, og det gjorde den også de følgende gange. Hvis vi havde gæster kunne vi også vise dem haren, som så blev siddende, indtil vi var få meter fra den, det var bedst at nærme sig bagfra. Hvis en hare ikke bider, skal jeg love for at den kradser, idet den har nogle meget kraftige klør på bagbenene, som er meget muskuløse.
Jeg husker engang Wolle og jeg gik på jagt i Københavner – heden, og jeg opdagede en hare i lejet ved en grøftekant. Wolle blev stående, og jeg gav ham mit gevær og listede om bag haren, som jeg fangede, men jeg fik ikke ordentlig fat i den, og mens jeg prøvede at få bedre fat, gav den mig nogle ordentlige rifter på hænder og arme, men haren kom med hjem, og det var en god hare på 3½ kg. To gange mere har jeg fanget en hare i lejet. Harekillinger kan man ofte møde om sommeren, og jeg husker en dag, jeg gik og slog græs, da jeg fik øje på en lille killing inde under en solbærbusk og kaldte på Mette, så hun kunne se den, og hun fik øje på en mere. Lidt efter fik vi så øje på en tredje, og dem kunne vi tage op i hånden og se på, inden vi satte dem ned igen. Vi blev ved at se dem fra køkkenvinduet om aftenen til helt hen til jagttidens begyndelse. De sad og åd af studenternellikerne, som vistnok er noget af det bedste, de kan få, og vi havde meget fornøjelse af at se på den i mørkningen. Men først i dag har jeg oplevet, at en hare kommer ind i lejligheden til mennesker.

Moselig – Tollundmanden.
I 1928 fandt vi et moselig under tørvegravningen, men dette gik tabt, da vi på det tidspunkt ikke vidste, hvor vigtig det var at få professionelle til at gribe ind straks efter fundet. Senere fandt de to brødre Viggo og Emil Højgård et andet moselig, under tørveskær, og det var Tollundmanden, og det var den 6. Maj 1950. I 1967 henvendte Christiansen, der var politimand og havde assisteret ved fundet, og Hansen, der var forhenværende stationsforstander ved DSB i Bording til mig. En tredje mand, der også havde arbejdet med fundet, var lige død, og nu syntes de, at det hastede med at fundet blev stedfæstet med et synligt mindesmærke. Jeg fulgtes med dem op til Vagner Hansen, som var ejer af grunden, og han gav os lov til at rejse en egekævle på findestedet. Tømmerhandler Nedergaard skaffede os en stor naturlig egekævle, som Falck slæbte ud i mosen, hvor den blev nedgravet. På kævlen sømmede vi en kobberplade med kobbersøm, og jeg kan huske, at jeg bøjede et par af dem, før jeg fik pladen påsømmet i det hårde træ. Kobberpladens inskription var: Her fandtes Tollundmanden den 6. Maj 1950.
Det hastede også med at få noget synligt rejst, da Kristensen kort tid efter omkom ved en bilulykke. Der findes en artikel med fotos i Midtjyllands avis, dateret 4. juni 1968 (altså 18 år senere) og ligeledes er der en artikel i Aktuelt af samme dato. Jeg fik en takkeskrivelse for min hjælp med ar skaffe egekævlen og få den rejst, og skrivelsen var underskrevet af overretssagfører Otto Bisgård.

Frederik Henriksen, Moselundgård.
Forleden dag så jeg en artikel i Midtjyllands Avis om ham, og hvordan han snød familien Ernst ved at købe Moselundgård for næsen af dem. Det gik dog til på en lidt anden måde efter hvad Henriksen fortalte mig. Henriksen og jeg sad i mange år i bestyrelsen for foreningen af danske Mosebrugere. Vi havde også nær tilknytning til Det danske Hedeselskab og under krigen til Statens Tørvekontor, hvor kontorchef Holbøl var formand. Henriksen var bestyrer på Moselundgård, hvor der var landbrug, plantage og 4 – 5 tørveværker. Den største var Søværket, der havde læggeplads, hvor Engesvang kommune senere ved nødhjælpsarbejde anlagde en plantage. Der var Polak-værket, hvor Ladekjær Mikkelsen har anlagt en plantage, Jens Konrad værket ved siden af Kampstenshuset. Bisse værket, der lå ude på afgravet mose, og desuden var der en overgang Tollund værket. Endvidere var der en del tørveværker, som købte dynd fra Moselund Mose.
Da aktieselskabet, som ejede Moselundgård, ville afhænde denne, ønskede Ernst – familien at købe den for derved at sikre sig moserne til Store – værket og så nedlægge de andre værker. Henriksen var stærk interesseret i at købe Moselundgård og føre virksomheden videre i samme form. Da han ikke havde kapital nok, skulle han have kautionister og bankforbindelser, som ville være ham behjælpelig med købesum og driftskapital. Han fik fat i 3 kautionister, hvoraf den ene vistnok var medejer af A/S eller havde nær tilknytning dertil. Silkeborg Banks direktør, Pedersen? Satte Henriksens dygtighed højt, og fik bankens bestyrelse med til at yde betydelige lån og garanti. På dette tidspunkt var realitetsforhandlingerne med Ernst imidlertid så langt fremme, at mulighederne for Henriksen var små. Så opstod der en ny situation, idet Ernst´s stædighed kom til punktet: hertil og ikke længere!
En morgen kort tid efter bad Henriksen sin bror Peter (senere kæmner i Engesvang), der var forvalter og regnskabsfører for ham, starte den gamle Harley Davidson motorcykel, og køre ned forbi Laust Hesel, overfor den gamle skydebane og hente ham der på et bestemt klokkeslæt. De kørte så ind til banken i Silkeborg, hvor de fik de nødvendige papirer, og med disse rejste Henriksen så til København, hvor handlen skulle foregå. Dagen derpå, da man sad ved lidkøbet, kom der et telegram fra A/S`s formand, hvori der stod, at man accepterede købsprisen for Moselundgård.
Dette trick med at køre på motorcykel fra et afsides sted i stedet for at tage toget fra Moselund station, hvor mange ville se det, var for at holde det hemmeligt, at Henriksen var ude at rejse. Det skulle forhindre, at Ernst fik nys herom og derved stikke en kæp i hjulet for Henriksen. Eftersom Henriksen var hvad jeg vil kalde en demokratisk arbejdsgiver, tror jeg, at det var den bedste udgang af denne magtkamp, og hvor man kan bruge ordsproget: Den kloge narrer den mindre kloge.

Udvalg vedrørende tørvefremstilling under 2. Verdenskrig.
Kort tid efter krigsudbruddet i 1939, den 18/9, indkaldte Statens Tørvekontor til et orienterende møde for at undersøge, hvad man kunne gøre ved den alvorlige situation med hensyn til brændsel, som man nu ikke længere kunne regne med at få fra udlandet. Ministeriets mødeleder blev kontorchef Holbøl, der blev formand for det udvalg, der nedsattes. I udvalget var der folk fra Danske Mosebrugere, Danske Tørvefabrikanter samt fra Det Danske Hedeselskab.
Frederik Henriksen, der sad i udvalget, påtalte, at det var uheldigt for hans vedkommende, da det var meget besværligt at rejse til København fra Jylland. Han foreslog fabrikant Damgaard i Odense, men blev alligevel i udvalget. På dette tidspunkt forelå der fra statens side forslag til maksimalpriser, billige arbejderlån og sikring af vigtigt materiale, så som olie og benzin. Der skulle udarbejdes planer for bl.a. indkvartering af tilrejsende arbejdskraft til moserne, der skulle have både kost og logi. Der blev sat maksimalpriser på tørv og leje af liggepladser, og endvidere kunne der eksproprieres tørvemoser, så forsyninger af brændsel kunne sikres.
Frederik Henriksen var formand for bestyrelsen af dette udvalg, og jeg var medlem af bestyrelsen, hvor jeg kunne følge udviklingen på nærmeste hold.

Skolen.
Jeg begyndte i skolen til april, som jeg blev 7 år i september. Dengang begyndte eleverne i april og oktober, og der var konfirmation både forår og efterår. Skoledagen begyndte med, at lærerinden kom hen i yderdøren og sagde, at nu skulle vi begynde undervisningen, hvorefter hun gik tilbage til sin lejlighed, da der var fælles gang dertil sammen med skolestuen. Vi gik så ind og satte os på vore pladser, og når lærerinden lidt efter kom ind, rejste vi os op og stod ud på gulvet ved vores pladser, indtil hun sagde, sæt jer ned, hvorefter vi sang en morgensang.
Da vi var blevet så dygtige, at vi kunne læse, blev der uddelt en lille sangbog, og vi kunne så foreslå en sang. Så læste lærerinden op af enten en læsebog eller bibelhistorien og forklarede os indholdet. Så skulle vi jo til at begynde skrivningen af tal og bogstaver, og det foregik på en tavle, hvorpå vi skrev med en griffel. Vi kunne også købe griflen i skolen, og de kostede 1 eller 2 øre pr. stk. Griflerne var på halvdelen omviklet med mønstret, kulørt papir, så det var meget spændende at udvælge sig en ny griffel. Tavlen var en skifferplade med en træramme omkring, hvortil der var bundet en tavleklud og en lille flaske vand, som blev brugt til at fjerne det skrevne fra tavlen. I nødstilfælde spyttede man på tavlen og tørrede den ren med trøjeærmet.
Da jeg gik i skole, havde vi samme møntenhed som nu. I 1876 kom der en sølv – tokrone med årstallet præget, og jeg har givet lærer Trøst en sådan til skolens samling. Mål og vægtsystemet var anderledes, og det var vistnok i 1910, at det nuværende blev indført. I mål havde vi linjer, tommer = 2½ cm. kvarter = 6”, alen = 24”, favn = 3 alen og mil, der svarer til 7½ km. pægl, potte, skæppe og tønder. I vægt havde vi ort, kvint, pund og lispund, og når der skulle leveres brænde eller vejmateriale, var det i favnmål i stedet for som nu, i metermål.
Det år, jeg skulle gå til præst, henvendte min far sig til formanden for skolekommissionen, gårdejer Andersen, og spurgte, om jeg kunne blive udskrevet fra skolen til april. Det lovede han, og far gik derefter over til min lærer, Svenstrup, og fortalte, at han havde talt med Anders Andersen, som havde sagt, at jeg kunne blive fri til april. Det satte Svenstrup sig imod, da han ikke syntes, at der var nogen mening i, at børnene ikke fik det sidste halve år med i skolen, da det var den tid, de var mest modne til at lære, men jeg blev da fri og kunne gå i mosen hver dag, – dog måtte jeg gå 2×2 timer til præst.
Denne sommer tjente jeg penge ved at rejse og stakke tørv, læsse og fylde dem i banevogne, afbarke rafter, plukke lyng til tagdækning. Jeg tjente 1 krone pr. trave (20 knippe) lyng, og jeg kunne rejse 35.000 og stakke ca. 25.000 tørv om dagen. En mands dagløn var på 5 – 6 kr. men nogle, som skar tørv på akkord, gjorde dagen ekstra lang, så de kunne tjene mere. Arbejdsdagen begyndte kl. 6.00 om morgenen og varede til kl. 7.00 om aftenen. i løbet af dagen var der 3 hvilepauser, ½ time om formiddagen, 1 time om middagen og ½ time om eftermiddagen. Hvis man gik i skole, var det ikke megen tid til lektie. Når vi kom hjem og havde spist, var klokken næsten 9, – om sommeren gik vi ku i skole 3 dage til kl. 12 hver uge, og om vinteren var det 3 hele dage.

Politik.
Jeg stemte første gang til Landstingsvalg i 1943, og da jeg var valgmand, skulle jeg til Aalborg, hvor alle valgmændene var samler for at stemme på kandidaten til landstinget. Man skulle være 35 år for at have stemmeret til landstinget, og valget fandt sted hver 4. år med halvdelen af landets valgkredse ad gangen, så det kunne som for mit vedkommende gå sådan, at man blev 43 år, inden man stemte for første gang.
I foråret 1921 var der politisk vælgermøde på ”Stjernen”, hvor 3 partiers kandidater var til stede. På dette tidspunkt var der allerede begyndt at komme tilrejsende arbejdere til Engesvang, og de boede rundt omkring hos folk, der oprettede pensionater for sommeren, og det betød, at der var særlig mange tilstede til mødet. Da der skulle vælges ordstyrer, fik socialdemokratiets foreslået mand, Lund Kidmose, de fleste stemmer, og det var noget af en begivenhed, da det ellers plejer at være en venstremand. Valgets hovedemne var nedsættelse af valgretsalderen til Folketinget, og vi havde en lærer som var så ivrig i sit indlæg, at han sagde, at det kunne være kønt, om man skulle have disse cigaretrygende kasketdrenge her i stationsbyen til at bestemme Danmarks politik. Kastor, Niels Kidmose og jeg sammen med et par andre unge trak ned mod indgangsdøren, hvor vi klemte læreren over i et hjørne ved skorstenen et stykke tid. Med da Lund Kidmose så det, sagde han: Kan i så give ham fri, ellers skal jeg sørge for jer. Vi var godt tilfred allerede, og læreren var noget slukøret, og vi hørte ham aldrig senere give sit besyv ved vælgermøder.

Familieforøgelser.
Jeg husker fra mit hjem, når der ventedes forøgelse af familien, at der så blev aftalt med nabokonen eller familien om at være behjælpelig ved fødslen. Der skulle sendes bud efter madammen, der på den tid var jordmoder i Kragelund. En gang skulle hun hentes til min mor, og Jens Chr. Sand, der skulle køre efter hende, fik besked på at køre så hurtigt som mulig. Konerne, som også var tilkaldt, havde travlt med at få et par gryder vand i kog, og lagner og linned blev taget frem. Jordmoderen kom, og jeg husker, at hun sagde, at det var nemt at komme her, da alt var så vel forberedt. De første dage efter fødslen skiftedes nabokonerne så til at komme med ekstra mad til kvinden, som havde født. Det var tit suppe eller anden kraftig kost, og hvor der var flere børn, var der tit en grydefuld sødsuppe, som blev sat på komfuret og varmet. Når vi så fik en franskbrødsmellemmad dertil, var vi glade og forsynede. Det kunne jo godt være et problem at få børnene passede, når manden skulle på arbejde, men nabokonerne var flinke til at hjælpe hver anden i denne tid,
Den fødende skulle dengang som regel holde sengen i 8 eller 10 dage, men børnene blev hurtigt vænnet til at hjælpe i hjemmet. Det med at hente jordmoderen kunne også være besværligt, især om vinteren. En gang blev jeg kaldt op om natten som en anden mand, for sammen med en nabo at hente jordmoderen på slæde. Der var så store driver, at vi somme tider næsten måtte bære hende gennem driverne, da kanen tit tippede over på siden. Det var en stor hjælp, da der efterhånden blev telefon flere og flere steder. Så kunne man jo i forvejen ring til jordmoderen og eventuelt få oplyst, om hun var til en anden fødsel, og hvor det var, for så kunne man jo køre direkte dertil. Telefonen kom vistnok til Engesvang i 1910, og Anne Johansen fik centralen installeret på nuværende adresse: Gl. Kongevej 49, – hendes mand, der var smed, døde kort tid efter. Selvom det var en stor hjælp med telefonen, kunne den også svigte, og jeg kan huske, at Andreas Pedersens kone, Andrea, skulle føde, da det skete, – de boede på gården Engedal. Jordmoderen kunne ikke få blødningerne efter fødslen standset, så der skulle sendes bud efter læge. Centralen svarede ikke på grund af strejke, og en mand cyklede så ned til centralen, hvorfra man ringede til Silkeborg, som heller ikke svarede på grund af strejken. Dengang var der jo ikke biler, man kunne sende efter lægen, så naboens kone, Petrea, kom ind til mine forældre for at høre, om jeg ikke nok ville cykle til Silkeborg med besked til lægen om at komme. Det var en hård tur, da vejene jo ikke var som i dag, og jeg havde hele tiden i tankerne, at det var med livet som indsats for Petrea, at jeg kom hurtig frem. Endelig kom jeg frem til læge Vilhelm Dichmeiss i Søndergade, og han fik hurtig startet, jeg husker ikke, om det var med bil eller hestekøretøj, da byens vognmænd på den tid kørte for lægerne, men han kom hurtig frem, og de var meget taknemlig for turen, jeg havde taget. Min hjemtur tog noget længere tid end udturen, for nu var der jo ikke noget der hastede for mit vedkommende, jeg valgte i hver fald at tage turen op ad Funder Bakke til fods.
Da Mette og jeg blev gift fik vi et barometer og termometer af Andrea og Anders i bryllupsgave, og de var begge monteret på et fyrretræsbræt, som ormene gennem tiderne har ædt. Jeg har selv skåret et træstykke magen til ud i et stykke gammelt egetræ, og på barometerets bagside, som er af metal, kan man endnu se den påskrevne pris kr. 10.80.

Til sidst – en lille vise.
Gravskrift – kan synges med melodi: fra Tyskland uddrog en flok spillemænd.
Herunder hviler gamle Søren
Han tog livet i mange tørn
Med uldpakke gik han som en mand
Indtil han nåede Karup strand.
Men da han så til kroen kom
Så måtte Søren vende om
For tøjet var væk rub og stub
Og alle pengene var drukket op.
Så gik han vejen så trist og lang
Tilbage til gamle Engesvang
Nu hvil i fred du gamle sjæl
Du får vist aldrig mer en pægl.
Forfatteren til visen er Martin Kjeldsen, der er far til Steffine Hansen og Else Isen. Gamle Søren er uldhandler Søren Mikkelsen (Knøs) og min far hjalp ham mange gange til at få en uldpakke samlet sammen, og det gjorde han måske også denne gang.
Sangen har jeg fået af Bernhardt Kidmose, som havde den fra sin far, Lund Kidmose, og jeg mener, at sangen blev brugt til en fastelavns revy, som blev spillet af lokale kræfter. På den tid var det i øvrigt almindeligt, at man indtil flere gange om året spillede flere forskellige dilettantforestillinger, der var skrevet af lokale kræfter eller også af kendte forfattere til teaterstykker.

Tobias Lassen
Fødte 18. september 1899
Død 3. juli 1984 på plejehjemmet i Engesvang