Og man behøver ikke engang at tro på spøgelser – De er der alligevel
Sådan lyder overskriften på en artikel af redaktør Th. Sevelsted, bragt i Midtjyllands Avis fredag den 29 december 1972. Sevelsted havde besøgt familien Lawaetz, hans ærinde havde været at høre om den gamle møllegårds spøgelser, og han gik ikke skuffet derfra.
P. C. Lawaetz og fru Ingelise flyttede til Klode Mølle i 1963, og drev gennem en årrække galleri i den gamle hovedbygning til Klode Mølle – kunstgalleriet er lukket men Ingelise Lawaetz bor stadig i hovedbygningen, nu som enke.
Sevelsted begynder sin artikel med lidt om stedets beliggenhed og den historie der knytter sig til Klode Mølle, og selvfølgelig om mordet på mølleren Niels Jørgensen i Klode Mølle 1706, som han afslutter sådan:
Mølleren myrdet
Morderen matros Niels Pedersen blev senere pågrebet i Tyskland. Han tilstod sin brøde, fik højre hånd hugget af og blev halshugget, i nævnte rækkefølge, ved landevejen nord for møllen, hvorefter han blev begravet i sogneskellet, hvor tre sogne støder sammen. Dette sidste skete for at forhindre, at hans usaglige ånd skulle gå igen.
Hvad enten denne forholdsregel har hjulpet eller ej, er det en kendsgerning, at Klode Mølle den dag i dag er hjemsøgt af spøgelser.
I dag er der kunstgalleri i den gamle møllebygning, hvis ejer P. C. Lawaetz beretter om adskillige tilfælde af spøgeri i de ni år han har boet i møllen. Også fru Lawaetz har oplevet spøgeriet, og fra samtaler med tidligere ejere ved de, at de ikke er ene om at mærket spøgelsernes tilstedeværelse.
Nu kunne man tro, at familien Lawaetz, som beboer af det gamle møllehus, hvor mangt og meget er foregået, havde fået næring for fantasien ved at studere møllens historie i de mørke vinteraftner og lytte efter lyde fra fortiden i susende træer og knagende træværk.
Kan både høres og ses
Efter ni års forløb er de imidlertid helt fortrolige med husets lyde, og i virkeligheden er de ganske lidenskabsløse i deres forhold til spøgelserne. Et naturligt spørgsmål vil være: Jamen, tror I virkelig på spøgelser?
Og svaret kommer lige så naturligt: Det er slet ikke nødvendig at tro på dem. Vi har jo både hørt og set dem !
Det første tegn på, at der er spøgelser på Klode Mølle fik familien Lawaetz kort efter indflytningen. Man arbejdede med istandsættelse, og det blev ofte sent. Omkring midnat lød der pludselig nogle ”klik”. De kom igen hver aften ved samme tid, og mens de til at begynde med studsede over lydene, har de nu i den grad vænnet sig til dem, at de aldrig mere hører dem.
Hverken Lawaetz eller hans hustru interesserer sig for spøgelser, men folk med forstand på den slags har fortalt, at disse klik altid høres, når et spøgelse materialiserer sig.
Foruden de meget karakteristiske klik beboes huset af en veritabel poltergejst, en bankeånd. Den lod sig første gang høre til jul for to år siden, hvor fru Lawaetz var ved at pakke julegaver ind, og pludselig midt i stilheden hørte hun nogle rungende bank, der lød som noget, hun aldrig nogen sinde før havde hørt. Først troede hun, at det var nogen, der forsøgte at bryde ind i iskiosken ved møllehuset, men det var der ikke tale om, og siden har ægteparret gentagende gange hørt bankningen, der er systematisk ligesom et signal.
Folk har hævdet, at der må være tale om mus eller mår, der bor under taget, og til at begynde med var ægteparret også mest stemt for denne opfattelse, der dog ikke har kunnet holde stik, eftersom der ikke er nogen som helst andre tegn på, at dyr skulle holde til under taget.
En blå gestalt
Det første synlige bevis på spøgelsernes eksistens fik fru Lawaetz en tidlig forårsmorgen, da solen skinnede ind gennem sovekammervinduet. Hun vågnede op og så, at hunden var urolig, og i det samme rejste en blå skikkelse sig fra en stol, gik gennem værelset og ud af døren.
Skikkelsen så ud som ”det blå i en gasflamme”, og den kastede ingen skygge i sollyset.
En nat hørte Lawaetz og hunden Pelle tydeligt skridt inde i kunstgalleriet, mens de sad i det tilstødende værelse. Han gik derind for at se, hvem det var, men fandt ingen. Kort efter var skridtene der igen, og han gik igennem hele huset og kontrollerede, at alle døre og vinduer var lukkede og låset.
Mens der i disse tilfælde har været tale om lyde og æteriske skikkelser, findes der dog også et eksempel på et virkeligt spøgelse, en bestemt person, som gik igen på møllen. Det drejer sig om en uldkræmmer med sin bylt på nakken. Ægteparret Lawaetz har dog ikke selv set ham, men fik for en måneds tid siden historien fortalt af en tidligere ejer, der kom forbi og aflagde besøg i møllen.
Uldkræmmeren, der gik igennem lukket ladeport
Det skete for 18 år siden (1954) at ejeren havde gæster til kortspil. Man fik ikke noget at drikke, som var stærkere end kaffe, men det blev sent, og på et tidspunkt gik de fire mandfolk udenfor stuehuset for at trække frisk luft. Mens de stod og så over mod den gamle hestestald, kom uldkræmmeren pludselig til syne. Han gik over gårdspladsen og ind gennem den lukkede ladeport. Så I ham? Spurgte de fire mænd som med en mund. Og alle havde set ham.
Besøgende på møllen har også mærket spøgeriet. Familiens revisor, som ikke troede på beretningerne om spøgeriet, overnattede engang i et lille værelse, og om morgenen ville man vide, hvordan han havde sovet ?
Jo tak, udmærket. Det havde været dejligt varmt i lokalet, men pludselig havde han bemærket at noget koldt var passeret gennem værelset og forbi hans seng. Det var fuldstændig stille vejr, så der kunne ikke være tale om et vindpust.
Raslen af kæder
Apropos morderen, som blev lagt på hjul og stejle, så har han måske alligevel ikke fundet fred i sin grav i sogneskellet. I hvert fald kan man i møllen nu og da hører raslen af kæder fra loftet, som om en mand med fodjern bevægede sig hen over loftsbjælkerne.
Freddy Boysen
Lokalhistorisk Arkiv Engesvang