Klode Mølle, grundlagt 1596, nedlagt 1872
Af Erik BROCH, »Fra Viborg Amt« 1964
Klode Mølle blev bygget i det nordvestlige hjørne af Kragelund, nu Engesvang sogn, omtrent i skellet mellem dette sogn og Thorning sogn og dermed mellem Hids og Lysgaard herreder.
Her i nærheden lå tidligere den nedbrudte Engesvang kirke, som blev lagt øde under Den sorte Død, og ved den et par gårde, som Jens Stigsen fik kongebrev på af Erik af Pommern, og hvoraf den vestre stod på den nedlagte kirkes grund.
Det nordlige skel for gårdene var bækken fra Bølling Sø, til den løb sammen med Elbæk bæk, og et sandemandsbrev af 1437 oplyser, at Klode mark og Elbæk mark var indsvoren under en af Engesvang-gårdene. 1483 mødte Sebast Jensen for kong Hans på Tryggevælde slot med kong Eriks brev og et tingsvidne af Hids herreds ting om indværgning af den jord, som »hans fader bygte for ham med plov og le i sin rolighed til gården«, hvilket kong Hans stadfæstede. Omkring 1500 blev der truffet aftaler mellem Århus domkirke og Milter Jensen Engesvang, der ganske sikkert var søn af Jens Stigsen, idet navnet Stig senere forekommer slægten. Den næste bonde, Søren Miltersen, overlod Klode og Elbæk marker til sine børn, og hermed begyndte en indviklet tid i ejendommens historie. Maren Sørensdatter, der var gift med Las Pig i Dauding ved Brædstrup, solgte 1567 sin arvedel til broderen Brik Sørensen, som 1577 også købte en broderlod af Stig Sørensen i Tandskov, herredsskriver i Hids herred. Niels Sørensen i Stenholt der 1587 havde fået kongebrev på, at hans søn, Søren Nielsen, måtte få underhold, mens han gik i Viborg skole; muligvis kom sønnen ikke langt i studierne, da den næste bonde i Stenholt hed Søren Nielsen – solgte 4.5.1591 hele (!) Elbæk til Eriks datter, Kirsten, og svigersøn, Asmus Nielsen Winter, i Ø. Bording. 1597 solgte Peder Lassen Pig i Kragelund »l/12 af Elbæk liggende i Klode mark, endog han ingen lod havde, da hans fader og moder tilforn havde solgt den til Erik«, til onklen, Stig Sørensen, og skønt denne havde solgt sin arv 1577 og 1591 havde afgivet brev om, at han intet ejede i Elbæk, tildømte herredsfoged Jesper Nielsen i Serup 1598 Stig 1/3 af Elbæk. 1603 solgte Stig denne del til hr. Anders Jensen, præst i Bording sogn.
Han havde allerede 1596 betalt 5 øksne til lensmanden på Silkeborg, fordi det var blevet ham forundt at sætte en mølle ved Klode-Vad, og til præsten solgte Obi Hansen i Øster Bording, Balle sogn, 1602 for sine umyndige stedbørn, Niels, Peder og Anna, 1/3 af en bolig og værested Elbæk og af Klode mark, som de havde fået efter deres forældre, Kirsten Jeriksdaffer og afdøe Rasmus Nielsen Winter.
Jorden lå sådan i terrænet, at det var muligt for præsten her at bygge en vandmølle, hvis dam oversvømmede lidt af dalen øst for Hærvejen, som derefter gik oven på mølledæmningen.
Hugo Matthiessen formoder i sin bog om Hærvejen, at af de to ruter, som vej en i tidens løb har fulgt fra Gråmose og sydpå, gik den ene, som mest blev benyttet før 1600, over Kragelund, hvorved den undgik det vanskeligt passable sted over engene ved den senere byggede molle, mens den anden rute gik forbi møllen og alene blev brugt efter 1600. Møllens anlæggelse er altsa forklaringen på, at ruten skiftede.
1603 klagede møller Knud Olufsen pa Silkeborg Slots Mølle over, at denne mølle var aldeles forfalden og i nogen tid havde ligget øde. For at kronen ikke skal miste sin landgilde af møllen, får lensmanden ved kongebrev 8.12.1603 ordre til at istandsætte møllen. Det hedder i kongebrevet: »Da kongen har bragt i erfaring, at en præst i Bording for nogen tid siden har ladet bygge en mølle i lenet, hvor der ikke tidligere har været nogen mølle, til trængsel for slotsmøllen, skal lensmanden beflitte sig på at få denne præstemølle afdelt med retten og tage dem for sig, om møllen er så lovlig opsat, at den bør blive ved magt eller ej.«
Ifølge Stednavneudvalget forekommer navnet Klode Mølle første gang 1610; navnet Klode skal betyde jordknold, her snarest refererende til en lille banke eller, hvilket dog er mindre sandsynligt, en klump jern af en vis størrelse og må i så fald være et minde om den betydelige jernproduktion, der tidligere har fundet sted på egnen.
Præstens mølle havde et lille underfaldshjul og kun lidt jord, og de tre møllere, der fæstede møllen, klarede sig kun dårligt. 1610 anføres, at mølleren Kristen Lassen ingen avl havde.
Derefter var møllen i 6-7 år fæstet af Peder Ibsen, den senere Bordingmøller, og han fortalte selv, at møllen kun havde ringe vand, hvorfor han måtte forlade den.
Ifølge skattemandtallet 1620 var møllen, som Johan Møller sidst havde iboet, uden avl og øde; det skyldtes stridigheder om dens tilhørsforhold. 1618 var omtalte Niels Rasmussen Winter blevet voksen og tjente i Refshale; han og broderen Peder i Kragelund anlagde ved herredsskriver Peder Nielsen Skriver i Stagshede, Kragelund sogn, sag mod udstederen og modtageren af skødet 1602. Præstens søn, Jens Andersen i Nørlund, død 1653, kom til stede ved landstinget og fremlagde skødet, som Obi Hansen vedkendte sig at have udstedt. Da det var hjemmegjort, og ejendommen ikke var lovbudt, blev skødet kendt for magtesløst at være.
Endvidere blev brødrene Winters halvbroder, Jens Pedersen i Sinding, stævnet, fordi han 1602 havde pantsat sine halvsøskendes bondeeje for 20 gode daler. Dette pantebrev blev også kendt magtesløst.
Som erstatning til hr. Anders Jensen måtte Obi Hansen og Jens Pedersen udlægge deres andel i Elbæk ifølge skøde af 17.11.1618. Med held blandede Niels Winter 1619 sig i dette, idet han påstod, at halvbroderen allerede 15.5.1618 på herredstinget havde lovet ham sin part for 6 slettedaler, og at stedfaderen kun besad sin datter Kirsten Obisdatters andel og ikke havde ret til at sælge den, hvorfor også disse skøder blev kendt magtesløse.
Nu havde Niels fået blod på tanden, og 1620 var det skødet af 1603 og dommen af 1598, det drejede sig om. I første omgang blev sagen udsat, da stævningen ikke var i orden. Senere på året forsøgtes igen, og det er fra denne retssag, de gamle dokumenter kendes. Niels Rasmussen Winter og broderen Peder samt søsteren Anne, gift med Niels Lauridsen i Sindbjerggard, og halvsøsteren Anne Pedersdatter, gift med Milter Rasmussen i Engesvang, indstævnede nu Peder Pig, Stig Sørensens arvinger og Gertrud Sørensdatter; sidstnævnte boede i Elbæk og betalte skæppeskyld til arvingerne, hvorom hun og 2 sønner havde afgivet vidne til Jens Andersen i Nørlund på faderen, hr. Anders vegne, at i 21 år havde hun betalt landgilde af 1/3 Elbæk til Stig Sørensen og derefter til hr. Anders, der dog ved Hids herreds ting 26.10.1618 havde afsluttet kontrakt med Niels Winter om, at denne dette år skulle have skyld af 2 parter. Selv om det også anføres, at Stig som herredsskriver »selv skrev og forseglede de gamle dokumenter«, dømtes Niels Winter og medarvinger dog til at udstede skøde næste Hids herreds tingdag på al deres rettighed i Elbæk og Klode mark mod 96 daler kurant til Jens Andersen i Nørlund. Han fik dog vist ingen særlig glæde af møllen, der lå øde hen til 1638.
På Elbæk boede ifølge skattemandtal 1610 og 1620 fornævnte Gertrud Sørensdatter, og på Klode mark var der også bygget et hus, beboet af Michel Jensen. Først i 1625 havde myndighederne fået øjnene op for, at her var et nyt skatteobjekt. 6 gode mænd stod for Hids herreds ting 26.7. i625 og vidnede, at de var forlangt til at sætte leding og landgilde på Elbæk og Klode og sidste onsdag var på åstederne, og »da satte de ejendommene hver for 2 skp. rug og 4 hvid leding til kongen og ej syntes, de kunne svare mere, da de i gammel tid er tagen fra 2 gårde i Engesvang.«
I l630erne ejedes møllestedet af Michel Hansen i Stenholt, der var kommet hertil 1630 og havde afløst tidligere omtalte Søren Nielsen, der var flyttet til Batum i Sailing, og han solgte det til Søren Mortensen i Engesvang, der var fra Karup. Han var blevet gift med Milter Rasmussens enke, Anne Pedersdatter, og havde 27.4.1624 fået skøde på gåden i Engesvang.
Hele egnen var da hærget efter krigen, bl.a. var alle bosteder i Engesvang afbrændt. Søren Mortensen byggede 1638 Klode mølle op med overfaldshjul og faldhøjde på 3 alen 1 kvarter (2 meter), hvorfor vandet trængte længere mod øst i dalen end nogen sinde; det mærkedes så meget mere, som dammen i lange tider havde været helt tomt, og Michel Hansen i Stenholt, der 1å som nabo mod nord, anlagde 1641 sag mod Søren Mortensen og mølleren Søren Madsen og fik dem dømt. Sagen gik 1643 videre til Landstinget, og her fremlagdes en række tingsvidner, som vi kan takke for vor viden om møllens oprindelse. Mølledammen oversvømmede 200 alen mere af dalen end før, og yderligere 300 alen længere op forringedes høavlen med 6-9 læs; flere mænd, bl.a. Peder Ibsen i Bording mølle, der kunne mindes 30-40 år og kendte Klode møllested, før den første mølle byggedes, vidnede, at møllen for havde haft underfa1dskværn; Jens Christensen i Bording by var med, det første salig hr. Anders Jensen byggede Klode mølle og hug og gjorde med fæmon, og da blev den gjort til en liden nederfaldskværn, og al den tid, salig hr. Anders levede, var det en overfaldskværn og havde ikke højere opstemning, end til den lyngbakke osten Klode mølle, som Stenholt enge edtaget, for end nu for halvtredie års tid siden Søren Mortensen i Engesvang haver opbygget en overfa1dskværn og har opstemmet vandet på Stenholt enge. Søren Poulsen i Skygge vidnede, at i høst forleden kom Søren Mortensen og Michel Hansen til ham ved Kragelund kirke, og de begærede, at han ville gå med dem til Engesvang å, hvor Søren Mortensen ville udlægge Michel Hansen til bilæggelse af en tvist om Klode mølles opstemning 2 engs kroge liggende sønden for åen østen for deres kirkevej og en liden krog norden åen plus en hat til Michel og klæde til en trøje til hans hustru; men skønt to andre vidnede det samme, benægtede Søren Mortensen det hele.
Sørens tingsvidner var ikke så gode, og sagen gik ham imod. Inden vi forlader ham, kan nævnes, at han også var romand i Engesvang og husede de vejfarende, 1640 således to prinsesser på vej til bryllup i Viborg; ved tronfølgerparrets besøg i 1643 får han betaling for 5 tønder øl.
Ifølge skattemandtallet 1650 beboedes møllen af Jens Møller, der også var her ved matriklen 1664, da den gamle afgift anføres som 12 tdr. mel og hartkornet som 6-0-0-0.
Søren Mortensens gård i Engesvang og Klode mølle overtoges af stedsønnen Niels Miltersen, søn af Anne Pedersdatter og Milter Rasmussen, der nævnes i Engesvang 1610 og 1620. Niels solgte 20.5.1656 gården til Christen Michelsen i Nørlund og 1663 møllen: For dom stod Niels Miltersen, borger og indvåner i Holstebro, og solgte til vellærde hr. Christen Andersen, præst i Sunds, hans hustru Abelone Jacobsdatter Barfod, datter af Jacob Mortensen
Barfod i Bjodstrup, herredsfoged i Hammerum herred fra for 1625 til sin død 23.5.1656) sin bondemølle, som kaldes Kloed med damb og dambs bund, floed og floedemål…«.
Det tidligere nævnte Klode bol beboedes 1610 og 1620 af Michel Jensen, 1640 og 1664 af Niels Michelsen, hvilket sidste år de to skp.. rug og 4 alh. leding omregnedes til hartkorn 0-2-1 – 1, og bondeskylden 3 skp. byg udtrykkelig siges ikke at være beregnet. Alligevel bortskødedes bondeskylden 15.12.1663 af ovennævnte Niels Miltersen til Christen Jensen i Klode og hustru, Kirsten Miltersdatter, der dog, boende i Ilskov, allerede 27.6. lovbød til sine børn Peder, Milter (1639-1702, gårdmand i Ilskov, Las, Knud samt Kirsten, og 29.8.1665 solgte bolet til nævnte Christen Michelsen i Engesvang, der var søn af Michel Jensen i Ravnholt, Thorning sogn, som han havde fæstet 1630. Her nævnedes skellene: »Samme Klode bol er begreben i sin jords kreds fra den vestre side til den gamle adelvej østen Klode mølle og østen på til den vie-busk til Engesvang markskel vedtager og sønder på til den liden dal norden adelvejen kaldet Rønikedal og siden sydvest på til en sort høj eller knøs liggende mellem Engesvang, Elbæk og Klode mark og siden nordvest på til en vej, som går fra Elbæk hule(vej) under bakken og til Klode mølle.«
Herligheden af Klode bol og mølle tilhørte imidlertid kronen, der 11.8.1664 bortskødede den med tilbagekøbsret til Kirsten Clausdatter Wildschyt, død 1670, enke efter Laurits Madsen Lime, død 1661, toldskriver ved Øresund i Helsingør, sammen med meget andet bøndergods i Vrads, Nr. Snede, Ejstrup, Bording, Ikast, Kragelund og Thorning sogne, ialt for 16.000 rdl. 1673 ejedes herligheden af bolet af general Otto Pogwisch til Saltø, og 1675 solgtes den af Silkeborgs amtmand, Ebbe Gyldenstjerne, til forpagter på Palsgård Peder Hansen, der, inden markbogen til matriklen udarbejdedes 1683, havde solgt til Peter Luxdorph til Fjellebro, landsdommer på Fyn.
Christen Michelsen ejede stadig bondeskylden, og det opdyrkede areal bestod af 25 tdr. land; dog havde tidligere 4 tdr. land ved Klode mølledams søndre side været opdyrket, men var sprunget i lyng for 30 år siden. Det samlede areal var sikkert det samme som ved udskiftningen, ca. 230 tdr. land.
Både herligheden og bondeskylden af møllen blev 1673 købt af Anders Sørensen, hvis slægt
var her i over 100 år. Hvor han stammer fra, er et åbent spørgsmal; den eneste mand af
dette almindelige navn i de store registre til Viborg landstings skøde- og panteprotokoller boede
1669 som forpagter på den lille herregård Herpinggård i Trans sogn, Vandfuld herred, og hans
forsvinden derfra inden matriklen 1688 kunne måske forklares ved, at han købte både bondeskyld og herlighed i Klode mølle, dengang en ikke ringe handel for en bonde.
Anders Sørensen nævnes 1681 i en sag, hvor de Skygge bymænd klager over, at han, Christen Michelsen i Klode, Christen Christensen i Elbæk og Niels Andersen i Bording mølle og de Bøgelund bymænd lader deres kvæg drive og »hvoltræde« deres bløde enge, den fattige
mand til stor skade.
Ved opmålingen 1683 1å der til møllen 6 tdr. land opdyrket jord og 3 ½ tdr. land hede.
Endvidere kunne der avles 2 løs mosehø og græsses 4 stk. kvæg eller bæster. Ildebrændsel
kunne kun fås mod betaling hos omliggende naboer. Møllen blev beskrevet således: »Vandet,
som driver møllen, kommer fra Boelund søe og løber vest og nord på i den store å, som løber
i fjorden ved Skive. En liden overfaldskværn med 1 inden-hjul og 1 uden-hjul. Begge stenene er 7 kvarter brede og 1 kvarter tykke. Møllens distrikt består af nogen ringe søgning af Kragelund sogn; Bording mølle ligger strax på den vestre side. Udi mølledammen kan der fanges skaller, når de leger. Når tørre somre eller langvarig og bestandig frost om vinteren indfalder, da kan efter møllerens beretning møllen stå ugavnlig.« Ved bedømmelsen af disse oplysninger må dog erindres, at det drejede sig om en slags selvangivelse!
Konkurrencen mellem Bording og Klode møller gav sig også udslag i en forligsakkord af 29.8.1683, hvori den Bording møller fraskrev sig retten til at forlange, at Elbæk bæks løb skulle løbe i Bording mølles dam, og forpligtede sig til at afkaste løbet. Denne sag optoges igen i 1700-tallet; det bemærkes, at det hverken kunne skade eller gavne Klode mølles vandforsyning, da det gravede løb var langt neden for Klode mølle. Altså drejede det sig kun om brødnid.
Af Anders Sørensens børn kendes 3:
1) Kirsten Andersdatter var gift med Peder Christensen Sillebjerg i Stenholt. Deres søn,
Kristen Pedersen, var 1700 allerede voksen, idet hans mosters mand, Niels Jørgensen i Klode
mølle, 1704 erklærede, at han havde tjent sin mor-broder, Christen Andersen på Højris, som
avlskarl i 3 år. I januar 1705 foregik følgende optrin med Christen som hovedfigur: Han havde
faderen samt Mads Christensen Elbech i Bording med i Ibsgård, Nørre Snede sogn, på
frierfærd hos Anders lbsgaårds steddatter, Inger Michelsdatter, og de havde hartad afsluttet
forhandlingen med pigens mor-broder, Laurits Nielsen, da løjtnant Burmüller i Nr. Snede under major Maisners kompagni samt 2 korporaler med dragen kårde i den ene hånd og pistol i den anden kom styrtende ind i den lille stue for at tage frieren med magt til at springe soldat ved landmilitsen. Faderen reddede dog i første omgang sønnen ved at stille en kaution på 100 rdl. for ham. Christen Giørup af Aalborg som fuldmægtig for Christen Andersen Byggum af
Viborg (1668-1734, senere herredsfoged i Skast herred, begravet i Bryndum), der atter var
fuldmægtig over Højris gods, reddede ham endeligt ved at bevise, at han de sidste år havde
opholdt sig på familiens gods.
Peter Christensen Holdgaård, Stenholt, anklagede 1 708 møllerfolkene for nogle utilbørlige
ord om penge, som deres pige har bragt fra møllen og leveret Peder Holdgaård og hans mor
imod møllerfolkenes vilje, men møllerkonen meddelte retten, at hun ikke kendte noget dertil, ej heller havde noget andet end ærligt og godt at beskylde Peder Holdgaård eller hans mor for.
Der var to Peder Christensen er i Stenholt, hvoraf den ene havde tilnavnet Holdgaard, og den anden optrådte som kaldsmand i sagen. Hvem der er hvem, kan ikke afgøores, men det må siges at være underligt, at det mulige slægtsskab ikke nævnes i sagen.
2) Christen Andersen var hjemme hos faderen i Klode mølle 1685, og 1690 var han forpagter på Astrup i Salling. 1692 købte han gården Højris, Ikast Sogn.
Højris ejedes af Jens Sehested til Holmgård i Møborg sogn og bortskødedes 17.3.1692 af hans enke, Sophie Gyldenstjerne, og Axel Sehested til Timgård på børnenes vegne til Christen
Andersen Møller, der da vår forpagter på Holm, sammen med en del andet bøndergods i Tulstrup, Gøode, Isen og Isenvad. På dette grundlag gjorde Christen Andersen Højris til hovedgård og købte 1697 af Christoffer Jochum Giese til Giesegård ved Ringsted 1 gård i Rønholt og 1 gård i Bording by. Senere købte han ca. 20 tdr. hartkorn og 3 huse i Hestlund og gårde i Faurholt og Suderbæk samt bondeskylden i den østligste gård i Engesvang (fæster:
Mogens Pedersen). Han var ved sin død 1705 ejer af ialt 77 tdr. hartkorn, et pænt lille gods.
Han havde været gift med Kirsten Nielsdatter, hvis helbroder, Chresten Nielsen Elkjær ejede
bondegods i Bording, og af hendes halvbrødre ejede Hans Hansen Frostlevgård på Mors, mens Søren Hansen var forpagter på Nr. Elkjær i Vendsyssel. Disse solgte 6.4.1705 deres
arvepart efter søsteren til Niels Jørgensen i Klode mølle, som var gift med Christen Andersens
søster og derfor var i besiddelse af en arvedel.
3) Anne Andersdatter hed datteren, der var gift med Niels Jørgensen, som var født i gården
Moselund i Funder sogn. De overtog Klode mølle ved skøde 24.7.1693 fra Anders Sørensen.
Niels var altså godt i vej og kunne derfor sagtens 4.9. samme år sammen med sine søskende,
Maren, gift med Jens Jensen i Guldforhoved, og Johanne, gift med Niels Simonsen i Refshale,
give afkald til broderen Peder Jorgensen i Moselund på al arv. Niels begyndte også at samle på gårde, idet han 4.10.1699 fik skøde på en gård og et hus i Nr. Snede af Christen Bertelsen
Dons i Knudstrup, der havde arvet det efter sin far ved skifte 30.7.1677.12.7.1703 lånte Niels
100 rdl. til Mads Christensen Elbech i Bording by, der også ejede sin fødegård Elbæk ifølge
skøde af 5.9.1697. Denne gård ejedes 1653 af Jens Andersen i Nørrelund (efter faderen, hr. Anders Jensen i Bording) og hustru, Anne Pedersdatter, der senere ægtede omtalte Christen
Michelsen i Engesvang, hvis datter, Karen og svigersøn, Søren Enevoldsen, matte nøjes med
gården der. Endelig 16.12.1704 købte Niels for 45 daler Klode bol, af hartkorn 1-3-2-1, som
der ingen bygning var på, og som han selv havde i fæste, af borgrnester Stefan Rasmussen
Hofgaård i Horsens, der havde arvet det efter sin svigerfar, borgmester Jørgen Hansen Hoxbro
Horsens, der atter havde købt bondeskylden af foran omtalte Christen Michelsen og herligheden 9.10.1685 af landsdommer Luxdorph. Til sidst lægger han slutstenen på sit værk ved, som omtalt, 1705 at erhverve Højris gård og gods.
Fornøjelsen ved at være herremand blev dog kun kort, thi året efter blev Niels Jørgensen
hovedpersonen i det længe huskede og ofte omtalte morddrama i Klode mølle 1706.
En skibsmand, Niels Pedersen, var på vej nordfra til Flensborg og tog tirsdag den 18. maj
1706 om aftenen ind i Klode mølle, hvor der vel allerede dengang holdtes kro, for at vente på
vognlejlighed til Holsten. Natten mellem onsdag og torsdag, den 20. maj 1706 – ikke 19. maj
1705, som alle hidtil har meddelt – klokken 1 slog han mølleren og møllerkonen ned; hun kom
sig langt om længe af de svære sår, hvorimod Niels Jørgensen blev myrdet på stedet: Morderen flygtede mod vest til Kollund og Fjederholt, syd for Herning, hvor han spurgte om vej til Tønder; han havde blod på den højre arm. Thomas Thomasen Lund på Højris (forpagter, førhen selvejer af bondeskyld og herlighed i Gjellerup, 1720 herremand til Slumstrup), Jens Christensen og Christen Jensen af Tulstrup og Christen Madsen Remme af Remme ledte dagene efter mordet helt ad Foldingbro til efter morderen. De kom også til Sønder Omme og´talte med en mand af Hallingbæk, som vidnede, at 20. maj kl. 12 middag var morderen der.
Onsdag den 26. maj fremkom for retten Hans Hansen Rosborg, ridefoged på Randrup (for
1699-1707, derefter fuldmægtig på Katholm og 1710 forpagter af flere amters komsumptions
skatter). Som fuldmægtig for møllerenken, udnævnt af møllerens broder, Peder Jørgensen
Moselund, fik han af retten udnævnt 8 sandemænd til at gøre deres forretninger i mordsagen
efter loven, hvorefter han lod lyse 1. gang efter morderen. 31.5. lystes 2. gang og 7.6.3. gang, hvorefter sagen opsattes til 12.7. og da igen 14 dage til 26.7. Da meddeltes, at morderen er blevet fanget i Husum og har tilstået, samt at han er her til stede og kræves dømt. Ifølge kongebrev udstedt 28.6.1706 af Frederik IV til amtmændene og amtsskriverne fra Slesvig og nordpå blev de gjort ansvarlig for morderens tilstedeværelse og fik ordre til at stille mandskab, heste og vogn til rådighed for Hans Rosborg, der skulle føre morderen den lange vej til Viborg, hvor ligeledes borgmester og byfoged fik ordre til at holde fangen i forvaring til sagens udfald. På Lysgård-Hids herreds ting dømte herredsfoged Hans Brochmann og de otte sandemænd den 26. juli 1706, at Niels Pedersen havde forbrudt sit liv og først skulle have sin højre hand afhugget, så hovedet i lige måde med økse, og hans krop siden lægges på stejle, og hovedet og hånden tillige med morderkniven sættes på en stage over legemet, alt ved Klode mølle på den nordre side af møllen ved landevejen. Morderens eventuelle ejendom tilfaldt den myrdedes arvinger, og skarpretterens salær var for hånden 4 rdl., for hovedet 8 rdl., for stejling 7 rdl. og for stagen 4 rdl. Dødsstraffe skulle også for landstinget, og 18. august 1706 pådømtes sagen af fire landsdommere; også her førtes sagen af Hans Rosborg. Her kom endvidere frem, at Niels Pedersen nogen tid før kvalte Christen Lauridsen af Brusgård i Slet herred i hans egen halsklud, mens de fulgtes ad på vejen mellem Brusgård og Skarpsalling, fordi manden havde truet ham med so!datertjeneste. Endvidere tilstod han, at det var hans forsæt også at dræbe møllerkonen i Klode for derefter at stjæle de midler, han kunne finde. Hun slap, hvilket var meget heldigt for meddeleren af disse linjer, idet hun først senere fødte hans stamfader! Landstingets dombog er nu borte, men underretsdommen må være blevet stadfæstet, thi sidst i august 1706 henrettedes morderen i nærheden af Klode mølle på den høj, som foran er omtalt som skel mellem Engesvang, Elbæk og Klode.
Her er selve mordet kun kort refereret med en noget fyldigere redegørelse for retsforfølgelsen, da sagen ofte har været beskrevet tidligere, bedst og som den første, der har benyttet herredsrettens protokoller, af Jeppe Aakjær, efter hvem alle senere berettere mere eller mindre har skrevet af og ovetaget det forkerte årstal 1705, som heller ikke passer med den om mordet digtede skillingsvise, dateret 1706, hvoraf et eksemplar opbevares i Herning museum.
Den myrdede Niels Jørgensen begravedes på Kragelund kirkegård, hvor der i jorden på nordsiden af kirken 1800-tallet blev fundet en stor flad sandsten, lagt over ham, men den
smuldrede hen kort tid efter optagelsen.
Den stakkels enke fik snart rippet op i sagen, thi allerede 13. september 1706 blev hun stævnet af Hans Thomesen Strømberg til Vinderslevgård (1701 – 19) som herlighedsejer for bøndeme i Engesvang i anledning af at hun imod advarsel havde bemægtiget sig et stykke grund og ejendom, liggende på Engesvangjord og samtlige Engesvangmænd tilhørende, og derpå ladet sætte stejle og rettet den morder Niels Pedersen. Tingsvidne af 1625 og skøder af 1663 og 1665 fremlagdes, og skellene deri nævnedes. Søren Enevoldsen, Michel Nielsen og Peder Nielsen af Engesvang vidnede, at marken, som stejlen stod på, tilhørte Engesvang by og ej Klode, 20. september meldte marksynet, at stejlen stod nogle og tredive favne inde på Engesvang mark, og endelig vidnede Erik Nielsen i Tulstrup, der mindedes 60 år, og manden V. Moselund, Bording sogn, der mindedes 42 år, den 22. november, at Sortehøj havde trebunden skelsten og dannede skel mellem Engesvang, Klode og Elbæk marker. Sagen endte med at gå Anne Andersdatter imod.
I april 1707 anlagde Anne selv som godsejer til Højris ved sin fuldmægtig, Hans Rosborg, sag mod Christen Nielsen, møller i Bording mølle. Denne havde, da den første indrullering skete ved Landmilitsen 1701, ønsket at komme i lægd med salig Christen Andersen til Højris for at undgå at blive lagt sammen med andre langtfra liggende, og til gengæld lovet, at når Peder Pedersen, som den 3. i lægdet, Erik Pedersen i Rønholt (føster 1688 under Frederik Finck, krærnmer i Tønder, 25.5.1694 selvejer), havde skaffet som landsoldat, enten udgik af rullen eller på anden måde blev kasseret, da at skaffe en mand i stedet. Løftet havde Christen Nielsen sikkert glemt, endskønt det ved en skrivelse af 23.10.1706 fra de deputerede ved sessionen i Hoistebro var blevet forlangt af ham, at han skulle skaffe en anden karl i Peder Pedersens sted inden tre uger. Den Bording møller må vel have syntes, at Højris skulle levere soldat denne gang, hvilket kunne være meget rimeligt, når man tænker på, at Højris havde langt det største hartkorn af lægd-trekløveret, men han blev belært om noget andet, hvilket jo også var rimeligt, da man ikke kan løbe fra sit ord.
Ved obligation af 28.6.1707 låner møllerenken 400 rdl. afborg mester Stefan Rasmussen Højgaard i Horsens mod sikkerhed i Klode mølle (htk. 3-7-0-0) og Klode hus (htk. 1-3-2-1). Som lavværge underskriver hendes kære svoger, Christen Andersen Bonde i Kragelund (muligvis gift med et fjerde barn af Anders Sørensen, Klode mølle), og som hendes tro forlover og selvskyldner anføres »hendes tilkommende, velagtede Christen Madsen Remme«, en af de mænd, der, som forhen anført, året for havde været med til at lede efter hendes mands morder. Kort tid efter må de være blevet gift, og den 8. december samme år er det Christen Madsen, der skriver under på et lån på 300 sletdaler af Palle Christensen i Lille Toftlund, Ikast sogn, med pant i Brendgård, Herning sogn, som ellers ikke ses at høre til Højris-godset, og Lassesgård i Ikast sogn med hans brødre Jens og Peder Madsen i Remme samt Poul Pallesen Toftlund og Jens Madsen i Nederhold som vitterlighedsvidner.
I mellemtiden, 1. september, var skiftet efter den myrdede møller blevet afsluttet; selve skiftet kendes ikke, da skifteprotokollen er gået tabt, men det kan i hvert fald fastslås, at enken beholder størstedelen af ejendommene, med. Højris, mens to sønner, Jørgen og Niels Nielsen, får tilskrevet Klode mølle, Isen samt gårde i Hestlund, Bording og Engesvang, og døtrene, Anne og Bodil Nielsdatter, bliver knappet af med en gård i Faurholt til deling.
Der blev nok også udbetalt en del penge; i modsat fald var den nye møller ikke så god en økonomi som den afgangne, for 2.4.1708 pantsattes alt bondergodset under Højris af hartkorn 40 tdr. for et lån på 1000 rdl. til borgmester Stefan Rasmussen Hofgaård i Horsens. Samme pant overtages 6 år efter af rådmand Laurids Eriksen Riber i Horsens, hvis svigersøn, borgmester Hans Jochumsen Rodenborg, atter overtager pantet, som aflyses 23.4.1738 med en restgæld på godt 500 rdl.
Den gang som nu var folk ikke mere ærlige end nødvendigt, når det drejede sig om at betale skat. 1710 havde skatteforpagteren, Hans Pedersen af Skjørring mølle, anlagt sag mod
forskellige folk, der havde unddraget sig kroskat, folkeskat og selvejerskat, men Christen
Madsen i Klode mølle slap igennem ved at fli tingsvidne på, at han aldrig havde holdt krohus, selv om han ikke kunne nægte undertiden at have en drik brændevin i sit hus til at beværte sine mølle-gæster med; hans eneste hjælp til gårdens og møllens drift vår iøvrigt en tjenestedreng på 11 år. 1716 beviste han i samme anledning ved to lodsedler under amtmand Nansens hand, udstedt efter skiftebrevet af 1.9.1707, at Klode mølle ejedes af hans stedsønner. Det gik altså med lidt skattesnyderi, men det nedsatte heller ikke dengang folk i andres omdømme, og 1712 blev Christen Madsen valgt til stokkemand ved herredstinget.
Nabostridigheder var der også, således i 1713 med naboeme mod syd i Engesvang samt Elbækgård, der ejedes af Stefan Hofgaård og beboedes af Morten Nielsen og Inger Jensdatter, idet Thomesen til Vinderslevgård på Engesvangs og Voergårds mænds vegne og Stefan Hofgaård for Stenholts og Elbæks vedkommende forbød mølleren at have sit kvæg gående over skellet, fordi dyrene var befængt med smitsom kvægsyge. 1714 overtrådte mølleren dette forbud, idet 20 nød en onsdag under vogtning af møllerens hyrde var blevet set i Stenholts eng. Sagen udsattes flere gange på grund af møllerens udeblivelse fra tinget i Hinge, men sagen blev endelig forligt 22.10.1714. på saame tid fik han imidlertid lejlighed til at gøre gengæld, idet han ved sin sagfører, Christen Laursen i Fallindskovhus ved Finderup (fæstehus under magister Jens Reenberg til Lynderupgård, berømt som Erik Glippings sidste opholdssted før mordet 1286), stævnede Morten Nielsen for to optingninger: 1) Den gris, som var fordulgt i Elbæk, men med Klode mærke, 2) en tou-tiist (?) og en skrabe, som var tyvstjålet i Klode, blev i overværelse af Mogens Pedersen i Engesvang, Christen Jensen i Skygge og Christen Olufsen sst. fundet i Elbæk. Endvidere havde Elbæk-manden uden føje angrebet begge møllerdøtrene på deres vej fra kirke. Præsterene Thomas Henningsen i Bording og Carl Ermandinger i Kragelund fik denne sag forligt 29.10.1714 mod, at Morten Nielsen betalte 3 mark til mølleren og 2 daler til pigerne. Freden varede dog kun kort, idet Christen Madsen 5.11. samme år stævnedes for volddrift af 12 stk. kvæg på E1bæk. Denne gang måtte han ved svogeren Christen Andersen Bondes mægling betale 5 rdl. 4 mark til Morten Nielsen og 2 mark til de fattige. Pengene betaltes 5.1.1715 af møllerens hustru, d. v.s. de blev lagt ud for hende af Hans Thomesen til Vinderslevgård, thi 7.1.1717 krævedes de og desuden 9 mark, som skyldtes i tiende af møllen til godsejeren, og Christen Madsen dømtes til at betale.
En lille kontrovers havde Christen Madsen også med Bording-præsten. Han havde Mikkelsdag 1713 fæstet Jens Jensen, søn af Jens Pedersen i Rønholt, som avlskarl, men Christen Madsen nægtede ham afsked og havde endog ved hjælp af lægdsmændene i Hestlund, hvoraf en var møllerens egen bonde, tilsagt Jens at møde for sessionen 5.10. Her gik præsten af med sejren, idet karlen ved dom fik udleveret sit fripas, og Christen Madsen måtte betale sagens omkostninger med 4 sletdaler.
Engesvang-bøndern med deres herlighedsejer fra Vinderslevgård og Christen Madsen
indstævnede sidst på sommeren 1717 Bording-fæsterne med deres ejere, Erik Hofmann og
Claus Didrichsen i Horsens, for brug af Engesvang hede, som lå bedst for Bording, men østen
Bording å. Her fremlagdes kong Hans foran omtalte dom, udstedt på Tryggevælde 1483, vingsvidner af Hids herreds ting 1561, 21.7.1640 og 26.4.1653 samt dom af Lysgård Hids
herreds ting 23.3.1691, hvorigennem Hans Thomesen, Vinderslevgård, mente at have bevist,
1) hvor langt Engesvang grund og markskel strakte sig, 2) at Bording-mændene havde ydet
villighed for lån af heden ved at age hø hjem fra Højris enge, og 3) at de havde drevet deres fæ
i heden. En bemærkning, at det havde kostet 5 rdl. at translatere (oversætte) nævnte domme
og vidner, viser, at folk den gang som nu kunne have deres besværligheder med at læse
gammel skrift! Dommen gik ud på, at Bording å var rette mark- og herredsskel, og at Bordingfolkene ikke havde ret til fædrift, tørvegrøft og lyngslet over åen; samme dom var
blevet afsagt allerede 1691 men man havde ikke sørget for at få den håndhævet.
Natten mellem 1. og 2. august 1718 blev en sort hest i fjerde år, som Christen Madsen havde haft gående på græs hos sin broder, Peder Madsen i Remme, stjålet af Christopher Hansen, der var uden fast bopæl, men havde opholdt sig hos krokonen i Bække; han var redet på den sydpå til Giørklint, hvor herredsfoged Anders Nielsen Saabye i Nørre Holsted havde fanget ham og slæbt ham til Klode mølle, hvor han blev holdt i fangenskab i laden under bevogtning af Christen Sørensen i Hjøllund, nuværende Klosterlund, og Morten Nielsen Refshale, men 22.8. så han sit snit til, efter at have fået sin fod løs af det jern, han var låst i, i dagningen at springe ud »igennem et gav«, men uheldigvis for ham blev han kort efter fanget i Rønholt. Han kom for retten s. dag, bekendte frivilligt og blev af herredsfoged Christoffer Lunow og otte meddomsmænd dømt til at miste sit liv i galgen, hvorfor mestermanden tildeltes 10 rdl., unægtelig en straf, der ikke kan sammenlignes med, hvad et brugstyveri af et befordnngsmiddei i dag koster en tankeløs person.
Den nye herremand til Højris blev altså foreløbig boende på Klode mølle, mens herregården bortforpagtedes. Steddatteren Bodil Nielsdatter, der var født ca. 1695, blev ca. 1718 gift med Christen Hansen Cramer, broder til præsten Hans Cramer i Åle og født i Drengsted i Sønderjylland ca. 1684, og de rykkede da ind på Højris, hvor deres søn Niels blev født i foråret 1719, men døde kort efter, og datteren Ane Kirstine fødtes 1720. De flyttede få år efter til Faurholt, hvor konen havde arvet halvdelen af en gård ved skiftet efter sin far 1.9.1707 og 10.4.1718 købte den anden halvdel af søsteren Anne Nielsdatters mand, Jens Christensen Nørgaard i Vindt mølle ved Viborg; de fik 6.4.1725 også skøde på Tulstrup Bundgård af Christen Madsen Remme. Bodil døde i Bundgård 1728 og Christen Hansen 1731 i Faurholt, og da skiftet sluttedes 1732 stod den forældreløse 12 år gamle Ane Kirstine tilbage med 96 rdl. om hun rejste med sin farbroder, pastor Hans Cramer, til Åle præstegård, eller hvor hun blev af, har trods eftersøgning ikke kunnet fastslås.
I slutningen af 1 720 erne flyttede ejerparret fra Klode mølle ind på Højris, hvor de boede deres sidste år. Ane Andersdatters død 2.5.1736 efterfulgtes af et kæmpemæssigt skifte og i dens kølvand af en retssag, der først endte ved højesteret 6.2.1743. Hans Hansen Rosborg, som optrådte ved mordsagen 1706, havde i mellemtiden svunget sig vældigt op; 1710 er han
forpagter af konsumptionsskatterne i flere amter, 1714 forpagter på Norringgård, Foldby sogn,
ifl. sagnet Niels Ebbesens hjemsted, 1716 ejer af Haraldsmark, Grundfor sogn, og endelig
1737 ejer af Frisholt (Orrnstrup), Sahl sogn. Herfra blandede han sig i Højrisskiftet, idet han
som kautionist 1738 måtte overtage Højris på grund af Christen Madsens dålige økonomi. Her var som ved så mange andre skifter opstået familiære stridigheder, hvor Hans Rosborg hjalp afdødes børn af første ægteskab. Hans opførsel på Højris 27.-28. 6.1738 var mildest talt mærkelig. Peder Sørensen i Engesvang så, at Rosborg sprang og tumlede imod Christen Madsens sagfører, Mathias Brun (1703-70, forpagter på Randrup og landsfiskal for Nørrejyl-
land), og var heftig sindet uden årsag; endvidere at han svor på, at sagen skulle for højesteret,
og at Christen Madsen »hverken skulle have Ol eller Erme (?)«, ja, ikke så meget han kunne
vikle om en finger, og at Brun ikke forstod mere end hunden under bordet, når den løftede sin
hale op. Rosborg beskyldte Brun for tyveri af en hest ved Ans og sagde: »Du skal sandelig
have hug, inden du kommer af gården; jeg skal lade to karle prygle din Carnallie.« 5.7. fangede Rosborgs ridefoged, Johan Busch, på den vilde mark ved vejen Christen Madsen, der var flyttet til Suderbæk, og bortforte ham til Klode mølle, hvor de spiste og drak, og hvor svigerdatteren forsynede Christen Madsen med bedre klæder, en vadmels kjortel, strømper, sko, hat, kappe og en pudehynde, da hans egne var så ringe, at han næppe havde kunnet skjule sin krop ved arbejdet på marken. Derfra gik rejsen videre til Friisholt, hvorfra han blev løsladt 11.7. efter at være aftvunget et forlig.
Klode mølle var i 20 erne blevet overtaget af Jørgen Nielsen Møller, der allerede 1707 havde arvet halvdelen og 24.8.1726 havde købt den anden halvdel af møllen af sin broder Niels. Da tingbogen er forsvundet for årene 1727-36, har det ikke været muligt at finde ret meget stof fra hans tid. Dog stævner foromtalte Johan Busch, nu på Klausholm, Levring sogn, 14.7.1738 på møllerens vegne angående ulovlig fædrift og lyngslet i Klode hede Anders Pedersen af Elbæk med husbond, Peder Sørensen i Engesvang, der meddelte, at plukkestedet var fælles for Klode og Elbæk; sagen afgjordes efter lige gode vidner på begge sider meget salomonisk på den måde, at Elbæk beholdt tækkelyngen, men for eftertiden måtte holde sig derfra; og parterne enedes pænt, idet Elbæk-manden lovede at køre to læs hø fra Højris enge til Klode mølle.
10. maj 1724 fik Jorgen Nielsen i Klode mølle og (fætteren?) Anders Pedersen Stenholt, kromand i Engesvang siden 1721, sikkert søn af Peder Christensen i Stenholt, hver skøde på halvdelen af en gård i Rønholt. Mølleren pantsatte 12.4.1736 denne part for 80 rdl. til Christen Poulsen i Rønholt; dette pant udslettedes 6.4.1741, og dagen efter pantsatte hans enke, Ellen Hansdatter, parten samt en hel gård sammesteds, købt på auktion i Højris efter moderen, og gårde i Bording og Hestlund, ialt hartkorn 12-2-1-1½, for 400 rdl. til Lichtenberg på Engelsholm; som hendes lavværge optrådte Steen Jørgensen til Aunsbjerg. Mølleren var død i 1740, idet amtmanden holdt skifte efter ham 30.11.
Møllerenken blev inden 1743 gift med den 15 år yngre Chynde Johansen Schmidt, født 31.3. 1712, søn af Johan Chyndesen Schmidt, rektor i Århus 1733-52, og Dorothea Pedersdatter Blichfeldt, og student fra Århus 1734; han og Frands Knudsen Blichfeldt, præst i Sahl-Gullev, død 23.2.1737, havde holdt prangeri med stude og købt fæ og sat i græsning i Nøddelund. Vor gode bekendt, Rosborg til Friisholt, anklagede dem for at have ført kvæg smittet med lungesot ind på hans gods i Sahl og anlagde 12.12.1737 sag mod præsteenken og Chynde Schmidt; denne var dog rejst hjem til Århus, men han antog Mathias Brun til forsvarer og indstævnedes igen til Friisholt birketing 23.1.1738. Herigennem stammede hans bekendtskab med Rosborgs »venner« i Klode mølle. – Kort efter sit giftermål blev Schmidt krævet for 170 rdl., som hans formand skyldte til dødsboet i Højris. Nu er Rosborgs ridefoged, Johan Busch, blevet herredsfoged i Hammerum herred, og han mødte på Lysgård-Hids herreders ting som fu1dmægtig for Chr. Christensen Høiris af Suderbæk, Niels Jørgensens halvbroder.
1761 døde Ellen Hansdatter og blev begravet 5.6., og 6.6. fik enkemanden arveafkald fra stedbørnene på arv efter deres far og mor; han havde hastværk, og 11.12.1761 trolovede han sig med Inger Larsdatter, datter af Lars Melgaard i Resendal. Med endnu større hast fik de en søn, Johannes Chyndesen Schmidt, døbt 28.2.1762; men hastværk er 1astværk – moderen blev begravet samme dag! Chynde Schmidt gifiede sig atter 6.7.1764 i Nim ved Horsens med Anne Marie Nielsdatter Lucassen, søsterdatter af Hans Schytte, præst i Nim 1750-90, og vist søster til Kasmus Lucassen, kromand i Nim, gift med Annechen, datter af Jørgen Nielsen og Ellen Hansdatter.
Fra denne tid haves en beretning om dagliglivet i Klode Mølle. I skænkestuen opholdt sig Niels Pedersen, selvejergårdmand fra Munklinde, der med sin morbroder, Christen Bonde, og endnu en mand fra Kragelund havde drukket fire halve potter fransk brændevin (cognac). Niels havde betalt 24 sk., men Chynde Schmidt forlangte endnu 9, som han vægrede sig ved at betale, hvorfor kromanden beslaglagde den hest, han var kommet ridende på.. Niels gik da bort h møllegården, langt ud over broen, men blev på møllerkonens forbøn langt om længe kaldt tilbage og fik hesten udleveret; den tilhørte hans sviger- og stedfar, Peter Lundum, forhen Bording-møller, nu opholdende sig i Munklinde. Under skænderiet var Schmidt uheldigvis kommet for skade at sige, at Niels Pedersens mor og Peter Lundums nylig afdøde kone med al hendes afkom var noget pak, ja tyvepak, og det var værre end alt det andet og kostede et sagsan1æg, der strakte sig over flere måneder, hvor kromanden efterhånden matte æde sine egne ord i sig.
Foruden sin ejendom drev Schmidt halvdelen af den ene gård i Stenholt som fæste under Marsvinslund. Han havde ifl. kongeligt brev 15.12.1754, konfirmeret 17.11.1766, lov at opkræve brotold, og han omtales af von Kahlen, der stod for kartoffeltyskernes indrejse i riget, som energisk og velhavende og udmærket til at tage sig af Mecklenborgerne. Mølleren bortskødede 18.4.1767 ½ gård i Rønholt til fæsteren og pantsatte 6.5.1768 1½ gård samme sted for 550 rdl. til Lindenpalm på Tirsbæk; 4.5. 1768 pantsattes også selve møllen for 800 rdl.til Jens Jørgen Bredahl på Vinderslevgård. Efter Schmidts begravelse 16.11.1773 bortsolgtes 26.4.1775 ved auktion 2 halve gårde i Rønholt af enken til Schinkel på Hald, der havde 1800 rdl. til gode ifl. obligation.
Ved skiftet efter moderen, afsluttet 23.2.1762, havde sønnen, Johannes Schmidt, som arv fået tillagt 150 rdl., der blev stående i møllen. Ved ihærdig eftersøgning er det lykkedes at
fastslå hans sørgelige livsskæbne; han tog borgerskab som bager i Århus 30.9.1793 og døde
i Århus domsogn 8.6.1839 på Forsørgelsesstiftelsen, hvor han ifl. skiftet var blevet underholdt
en lang årrække af fattigvæsenet og aldeles intet havde efterladt sig!
Den nye møllerenke giftede sig 10.11.1775, efter at hendes lavværge, Hans Kjærsgaard af Nørlund, havde fremvist skiftebrev underskrevet af amtmand Scheels fuldmægtig, borgmester Carøe i Randers, med Thomas Johansen Linnemann af Vejle, født 1745, begravet 12.8.1782, og atter 15.8.1783 med stud. theol. Niels Windfeldt, der 24.6.1786 bortskødede møllen til Willads Mehl, hvorved møllen, efier at have været arvet og bortgiftet i over 100 år, overgik til fremmede.
Den nye møller solgte 9.7.1789 møllen til Poul Østergaard, der pantsatte den til David Davidsen i Barrit præstegård og Arild Timmemann fra Mariager, hvilken sidste fik skøde 24.6.1799 og 18.6.1804 i København solgte Klode mølle til Henrik Langballe, tidligere købmand i Århus, som efter på Viborg Snapsting 1807 at have solgt møllen til Johan Hansen Sinding, far til den bekendte lægprædikant Jeppe Johansen, flyttede til Rosborggård ved Mønsted. Fra denne gård stammede den ovenfor flere gange omtalte Hans Rosborg, der havde gården efter faderen Hans Nielsen Rosborg, herredsskriver i Fjends herred og fire gange tipoldefar til Jeppe Aakjær.
Nicolaj Stabell ejede møllen 1807-29, og i hans tid blev det ældste, bevarede matrikelskort, gengivet s.120-121, tegnet; det viser et tilliggende på ca. 240 tdr. land, bestående af et omtrent kvadratlignende stykke med sider på små 20.000 alen, med møllen liggende i den nordlige spids og med det nordvestlige og nordøstlige skel følgende det svingende afløb fra Bollund sø.
Moiler Stabell fik 21.7.1809 fornyet bevillingen til, mod at vedligeholde broen, at opkræve bropenge, fra 8 sk. ned til 1 sk. af vogne, 1 sk. af hvert par stude og 5 sk. afhver snes får eller svin; derimod skulle gående passere frit. Stabell døde 6.10.1849, 73 år gammel, hos en broder på Ø. Kejlstrup og begravedes på Kragelund kirkegård lige øst for kirken. De følgende ejere af Klode mølle var 1829-32 Handberg og 1832-38 Mathias Lund, for hvem hele mølen brændte 12.6.1836; få dage efter brændte forøvrigt også den gamle konkurrent, Bording mølle. 24.3.1857 brændte igen to udhuse, så møllerne har haft god gavn af brandforsikringen, der i brandkassearkiverne kan følges tilbage til 1804.
Husenes beliggenhed var da nordvest for det nuværende stuehus og bestod af stuehus i vest, møllehus i nord og udhuse grupperet derom samt en bro på 2 fag, 7 alen bred, bestående af egetømmer. 1817 var der kombineret stuehus og mølle i vest på 18 fag, 11½ alen dyb, bestående af ege- og fyrtømmer, med murede vægge og stentag, hvilket dengang var en
sjældenhed. De tre af fagene var indrettet til møllehus med to kværne, en til rug og en til boghvede, og et vandhjul. Efter branden flyttedes gården, og stuehuset på 17 fag opførtes ca.
100 alen sydøst for møllen, der fik bde et overfalds- og et brysthjul. Den 8. juli 1861 fandtes
møllersvenden med knust hoved i et af møllehjulene. Købesummerne for møllen var folgende:
1829: 2000 rdl., 1832: 2900 rdl., 1838: 7000 rdl., 1839: 7500 rdl. og 1842: 6500 rdl. Møller
Skou var her 1838-39, Buchtrup 1839-42 og Torslev 1842-62; sidstnævnte blev 5.12.1844
indvalgt i sogneforstanderskabet og fik 1843 bestalling som opsynsmand ved befordningsvæsenet, der længe havde haft station i møllen. 1849 fik han bevilling til kolonialhandel, og krohold havde der været i umindelige tider. Frederik VII opholdt sig her som kronprins 12.-22. september 1839 for at gå på urfuglejagt. 1859 modtog mølleren 300 rdl. som afløsning for tilladelsen til at opkræve bropenge.
1862 havde Hypotekforeningen 15.000 rdl. stående i møllen, der efter en auktion i maj samme år med hammerslag ved 13.800 rdl. under hånden for 10.000 rdl. kontant blev solgt til Jens Nielsen, forhen handværksmester ved Viborg tugthus. Han ansøgte 1866 Viborg amt om en erstatning på 200 rdl. for tab af møllenærring, mens den nye bro var under bygning,
henholdsvis ombygning, efter at der var sket to gennembrud af vandet, og i forbindelse
hermed søgte han en godtgørelse af 90 rdl. og 2 mk. efter regning for udgifter ved broens
istandsættelse efter det første gennembrud. Efter vejinspektørens oplysning skønnede man imidlertid, at Nielsen selv havde pådraget sig de opståede ulemper ved at blande sig i arbejdets udførelse og forskrifter derfor. Alligevel drog et af amtsrådets udvalg derud og fik sagen afgjort med 80 rdl. Samtidig traf man overenskomst om den fremtidige vedligeholdelse af amtsbroen, der også tjente som dæmning for mølledammen, således at selve broen helt og sluseværket halvt vedligeholdtes af amtet, hvorimod hvad der lå uden for det af vandværker var amtet uvedkommende.
Nielsen forbedrede på mange måder driften af møllen, bl. a. ved at installere turbine og indlægge trommesigte, men 1872 solgtes den gamle møllegård for 16.500 rdl. til et
interessentskab, dannet for at udtørre den 270 tdr. land store Bøllund Sø. Som dets første opgave lukkede det vandet ud ved Klode mølle, der således ophørte at eksistere. Gården solgtes 1875 for 13.000 rdl. til Søren Rasmussen Skrædder; i handelen medfulgte dog en ejendom Engesvang, som var købt for 4000 rdl. Den nye ejer var søn af den kendte handelsmand Søren Rasmussen Skrædder (død 1888), der fordum var kommet med store flokke kreaturer nord fra ad den gamle studevej over broen ved Klode mølle og havde hørt vandets brusen over vandhjulene og set travlheden i møllen. Sic transit gloria mundi!
————————————————————————————————————
Efterretninger om Kongejagt i Klode Mølle
Frederik den 7.
Egnen ved Engesvang skal engang have været rig på skov, og det er utvivlsomt sandt, ligeledes at der var meget vildt. Kong Frederik den 2dens jagtslot lå der ifølge sagnet.
Lige østen for Kragelund Kirke er en forhøjning, som kaldes kongebakken, fordi kongen engang havde et jagtslot på dette sted. (1) I 1583 gav Frederik d. II. befaling til jagt husets nedbrydning. (2)
Kong Frederik d. 7. tog forfædrenes jagttraditioner op, medens han endnu kun var Kronprins. Egnen var da ikke længere et skovområde, men mest hede, og i stedet for krondyr som hans forfædre jagtede, gik Kronprinsen på jagt efter Hjejler og urfugle. (3)
Om Kronprins Frederiks ophold i Klode Mølle har lærer J. P. Aaboe optegnet følgende i sine dagbøger: 12. – 22. september 1839 opholdt Prins Frederik sig i Klode Mølle på urfuglejagt. I Prinsens følge var otte officerer. Jagtturene foretoges i hederne omkring Engesvang og Paarup samt Harbolunde og Stenholt Skove. 1861, den 16. juli. Kongen rejste med Suite igennem Klode Mølle.
Og Jens Jensen har om disse besøg optegnet følgende, der tydeligt viser, at Frederik ikke har kedet sig under sit ophold på den jyske hede: Kronprins Frederik og følge fordrev tiden med at drive jagt og kommers, og de jog derved folks kreaturer pokker i vold. Så affattede borgerne en skriftlig klage med mange underskrifter, og sognefogeden samt to gårdmænd, deriblandt Jens Jensens fader, blev valgt til at gå til Klode Mølle og overrække Kronprinsen klagen.
På vejen mødte de jagtselskabet, og sognefogeden overrakte nu Kronprinsens adjudant omtalte skrivelse. Da Kronprinsen havde læst indholdet, vendte han sin hest uden at sige et muk, og så red han og de andre tilbage til Klode Mølle igen.
Dagen før sin afrejse havde Kronprinsen indbudt omegnens folk til en afskedsfest i møllen. Midt under festen opstod der ild i Madam Ankers kappe, og der blev stor opstandelse. Hvorledes det var gået til, blev aldrig opklaret, men man troede at det var Kronprinsen, der på den måde ville sige tak for sidst, fordi han ikke måtte jage på bøndernes marker. (3)
Da Frederik den syvende opholdt sis en tid som Kronprins i Klode Mølle, havde han en hofnar med sig, som en dag sagde: ”Jeg er nær ved at tro, at jeg er klogere end Deres Højhed”. — ”Så” siger Prinsen, ”hvordan det?”. ”Jo, De tager hver dag ud på jagt og traver møjsommeligt rundt for at finde hjejlerne. Men når det den dag er regnvejr, så tager jeg min paraply, og når jeg slår den op og sætter mig ned, så kommer den ene hjejle efter den anden og søger ly under paraplyen, og jeg fanger dem da i hobetal”. Da det så blev regnvejr, skulle han jo prøve det, og Prinsen og hans følge morede sig kosteligt over hans narreri. — J. Jensen, Refshale. (4)
Kilder.
(1) Side 93 i Jagt Jæger og Skovfolk i gamle dage af Poul Lorenzen, Udgivet af Skovhistorisk selskab Hørsholm, 1962
(2) Side 45 i Syn for sogn 2004. Lokalhistorie fra Silkeborgegnen
Har der ligget et kongeslot i Kragelund? af Margit Jensen
(3) Side 56-66-67. Skovlovringer af H. P. Hansen, 1936
(4) Bind 4. side 24. Stk. 65. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Samlede og for største delen optegnede af Evald Tang Kristensen, 1928.
/Freddy Boysen
————————————————————————————————————-
Afhøring af og dom over Niels Pedersen
Læst 19 April 1996 af Kurt Kermit Nielsen
Landstingets Dombøger B24 – 102 Fol 244
Onsdag som Waar Landstings dag dj = 18 august 1706 Loed Retten Welbr. Hr Landsdommer Hr Bartholin Lange Pouelsen og Hr Reienborrig – Hans Rosborg som fuldmægtig for Enchen J Klod Mølle Wed en Dom afsagt paa Liusgaard Herredsting dj = 26 Julÿ Sidst ower Niels Pedersen Morderen, som hawer Mürd Mølleren Niels Jørgensen om Natten Jmellem dj = 19 = og 20 Maj Sist J forne Mølle.
Morderen Niels Pedersen blef til spurt om det icke er hanem for nogen tid siden har begaaet Et drab paa En person som hed Christien Laurchen som boede I Bruusgaard, hwor til Morderen Niels Pedersen Suarede Ja. 2det tilspurt af huad Aarsag og huad Sted det Skede, Morderen Suarede for dj at hand hawer Sat mig ind for hanem at hand skulde blifwe Soldat og Kualte den døde med hans Egen hals klud J mellem Salling og Brusgaard der dj fultes ad af Weien, Widere blef Morderen til Spurt om hand En nu til Staar at det Waar ligesaa Wel hans forset at Myrde Koenen som Manden og huor for, hand samme Mord begik, huor til hand suarede, Ja det war hans forset at Myrde dem bege, for at tage de Midler som der kunde findes.
Parterne blef tilspurte om dj Widere hafde at fremlege udj sagen Suarde Nej.
Domb.
Iflg. Trapp findes Brusgaard flere steder:
Side 1244: Gundersted Sogn – Aalborg Amt – Slet Herred.
Side 1239: Skarp Salling Sogn – samme amt og herred, så det må formodes, at det er dette sted som omtales i Sagen, og ikkeSalling ved Skive.
Brusgaard findes også desuden i:
Sennels Sogn – Thisted Amt – Hillerslev Herred.
Ølst Sogn – Randers Amt – Galten Herred.
samt paa Langeland.
————————————————————————————————————
Poltergejster og raslen af kæder på Klode Mølle
Og man behøver ikke engang at tro på spøgelser – De er der alligevel
Sådan lyder overskriften på en artikel af redaktør Th. Sevelsted, bragt i Midtjyllands Avis fredag den 29 december 1972. Sevelsted havde besøgt familien Lawaetz, hans ærinde havde været at høre om den gamle møllegårds spøgelser, og han gik ikke skuffet derfra.
P. C. Lawaetz og fru Ingelise flyttede til Klode Mølle i 1963, og drev gennem en årrække galleri i den gamle hovedbygning til Klode Mølle – kunstgalleriet er lukket men Ingelise Lawaetz bor stadig i hovedbygningen, nu som enke.
Sevelsted begynder sin artikel med lidt om stedets beliggenhed og den historie der knytter sig til Klode Mølle, og selvfølgelig om mordet på mølleren Niels Jørgensen i Klode Mølle 1706, som han afslutter sådan:
Mølleren myrdet
Morderen matros Niels Pedersen blev senere pågrebet i Tyskland. Han tilstod sin brøde, fik højre hånd hugget af og blev halshugget, i nævnte rækkefølge, ved landevejen nord for møllen, hvorefter han blev begravet i sogneskellet, hvor tre sogne støder sammen. Dette sidste skete for at forhindre, at hans usaglige ånd skulle gå igen.
Hvad enten denne forholdsregel har hjulpet eller ej, er det en kendsgerning, at Klode Mølle den dag i dag er hjemsøgt af spøgelser.
I dag er der kunstgalleri i den gamle møllebygning, hvis ejer P. C. Lawaetz beretter om adskillige tilfælde af spøgeri i de ni år han har boet i møllen. Også fru Lawaetz har oplevet spøgeriet, og fra samtaler med tidligere ejere ved de, at de ikke er ene om at mærket spøgelsernes tilstedeværelse.
Nu kunne man tro, at familien Lawaetz, som beboer af det gamle møllehus, hvor mangt og meget er foregået, havde fået næring for fantasien ved at studere møllens historie i de mørke vinteraftner og lytte efter lyde fra fortiden i susende træer og knagende træværk.
Kan både høres og ses
Efter ni års forløb er de imidlertid helt fortrolige med husets lyde, og i virkeligheden er de ganske lidenskabsløse i deres forhold til spøgelserne. Et naturligt spørgsmål vil være: Jamen, tror I virkelig på spøgelser?
Og svaret kommer lige så naturligt: Det er slet ikke nødvendig at tro på dem. Vi har jo både hørt og set dem !
Det første tegn på, at der er spøgelser på Klode Mølle fik familien Lawaetz kort efter indflytningen. Man arbejdede med istandsættelse, og det blev ofte sent. Omkring midnat lød der pludselig nogle ”klik”. De kom igen hver aften ved samme tid, og mens de til at begynde med studsede over lydene, har de nu i den grad vænnet sig til dem, at de aldrig mere hører dem.
Hverken Lawaetz eller hans hustru interesserer sig for spøgelser, men folk med forstand på den slags har fortalt, at disse klik altid høres, når et spøgelse materialiserer sig.
Foruden de meget karakteristiske klik beboes huset af en veritabel poltergejst, en bankeånd. Den lod sig første gang høre til jul for to år siden, hvor fru Lawaetz var ved at pakke julegaver ind, og pludselig midt i stilheden hørte hun nogle rungende bank, der lød som noget, hun aldrig nogen sinde før havde hørt. Først troede hun, at det var nogen, der forsøgte at bryde ind i iskiosken ved møllehuset, men det var der ikke tale om, og siden har ægteparret gentagende gange hørt bankningen, der er systematisk ligesom et signal. Folk har hævdet, at der må være tale om mus eller mår, der bor under taget, og til at begynde med var ægteparret også mest stemt for denne opfattelse, der dog ikke har kunnet holde stik, eftersom der ikke er nogen som helst andre tegn på, at dyr skulle holde til under taget.
En blå gestalt
Det første synlige bevis på spøgelsernes eksistens fik fru Lawaetz en tidlig forårsmorgen, da solen skinnede ind gennem sovekammervinduet. Hun vågnede op og så, at hunden var urolig, og i det samme rejste en blå skikkelse sig fra en stol, gik gennem værelset og ud af døren.
Skikkelsen så ud som ”det blå i en gasflamme”, og den kastede ingen skygge i sollyset.
En nat hørte Lawaetz og hunden Pelle tydeligt skridt inde i kunstgalleriet, mens de sad i det tilstødende værelse. Han gik derind for at se, hvem det var, men fandt ingen. Kort efter var skridtene der igen, og han gik igennem hele huset og kontrollerede, at alle døre og vinduer var lukkede og låset.
Mens der i disse tilfælde har været tale om lyde og æteriske skikkelser, findes der dog også et eksempel på et virkeligt spøgelse, en bestemt person, som gik igen på møllen. Det drejer sig om en uldkræmmer med sin bylt på nakken. Ægteparret Lawaetz har dog ikke selv set ham, men fik for en måneds tid siden historien fortalt af en tidligere ejer, der kom forbi og aflagde besøg i møllen.
Uldkræmmeren, der gik igennem lukket ladeport
Det skete for 18 år siden (1954) at ejeren havde gæster til kortspil. Man fik ikke noget at drikke, som var stærkere end kaffe, men det blev sent, og på et tidspunkt gik de fire mandfolk udenfor stuehuset for at trække frisk luft. Mens de stod og så over mod den gamle hestestald, kom uldkræmmeren pludselig til syne. Han gik over gårdspladsen og ind gennem den lukkede ladeport. Så I ham? Spurgte de fire mænd som med en mund. Og alle havde set ham.
Besøgende på møllen har også mærket spøgeriet. Familiens revisor, som ikke troede på beretningerne om spøgeriet, overnattede engang i et lille værelse, og om morgenen ville man vide, hvordan han havde sovet ?
Jo tak, udmærket. Det havde været dejligt varmt i lokalet, men pludselig havde han bemærket
at noget koldt var passeret gennem værelset og forbi hans seng. Det var fuldstændig stille vejr,
så der kunne ikke være tale om et vindpust.
Raslen af kæder
Apropos morderen, som blev lagt på hjul og stejle, så har han måske alligevel ikke fundet fred i sin grav i sogneskellet. I hvert fald kan man i møllen nu og da hører raslen af kæder fra loftet, som om en mand med fodjern bevægede sig hen over loftsbjælkerne.
Freddy Boysen
Lokalhistorisk Arkiv Engesvang
————————————————————————————————————
Folkesagn!
De lokalhistoriske arkiver og foreninger fra sognene rundt omkring Bøllingsø har i forbindelse med projektet ”Korsveje”, påtaget sig at genfortælle nogle af de mange folkelige sagn, der knytter sig til egnen.
Nogle af sagnene er meget gamle, og er blevet fortalt fra generation til generation i bindestuerne – når folk gik sammen for at strikke om aftenen, og på den måde have hyggeligt samvær og samtidig kunne spare på tællelyset. Mange sagn har med det overnaturlige at gøre, og de er ikke blevet mindre uhyggelige i skæret af det blafrende tællelys.
De fleste af sagnene er optegnet af Folkemindesamler Evald Tang Kristensen i perioden omkring 1870 til 1910. Han havde mange meddelere, nogle af de vigtigste fra Bøllingsø – området har været Lærer Aaboe fra Engesvang og Jens Jensen fra Refshale. Der har dog været mange andre end de to.
Der vil med jævne mellemrum blive lagt nye fortællinger på hjemmesiden. Vi håber på den måde at kunne lægge op til historien om ”Mordet i Klode Mølle” – og samtidig give lidt indsigt i de gamle fortælletraditioner fra egnen.
God fornøjelse !
Tekst Freddy Boysen
Sagn der relaterer til mordet i Klode Mølle
Folkesagnene er hentet fra:
Danske Sagn som de har lydt i folkemunde. Samlede og for størstedelen optegnede af Evald Tang Kristensen. 1928.
Bind 4. side 336. stk.849.:
Der skal være passeret noget i Klode Mølle, som ligger meget længere tilbage i tiden. Der var jo kro og herberg for rejsende, og så kom der en aften en rig handelsmand, som havde mange penge hos sig. Kromanden slog ham ihjel. Tog hans penge og begravede ham ude i toften. Ingen havde mistanke til kromanden, der jo sagde, at den fremmede var rejst, som han var kommen. Men nu havde handelsmanden en stor hund med sig, og den snusede omkring og opdagede stedet, hvor dens herre var begravet, skrabte jorden bort, så liget kom til syne, og fik altså misgerningen åbenbaret. Mølleren måtte tilstå det hele, og han havde endda været så sikker på at det aldrig skulle være kommen for dagens lys.
J. Jensen, Refshale.
Bind 4. side 355. Stk.897.:
Hvem der er kendt i Kragelund sogn, de kender også Klode Mølle. Her har engang været krohold. Så kom der en aften en fremmed person dertil og får nattekvarter, og han har en sort puddelhund med sig, der kom med ind i kammeret hvor han lå. ”Det var en grim skummel person,” siger krokonen til sin mand, da de var kommet i seng, ”det bæres for mig, at han vil volde os ulykke”. ”Å du med dine anelser,” siger kromanden, ”lad os nu sove.” Men ud på natten kommer den fremmede person ind af døren og løftede en økse over sit hoved. Men da han vil hugge til kromanden, rammer han egebjælken oven over. Krokonen giver sig til at skrige, og folkene kommer på benene. Da finder de kromandens lig ude på åbroen nord for gården, hans hoved var kløvet af den fremmede person, men han var forsvunden. Så var der i kroen en broder til kromanden, og han hed Kristoffer. Han blev regnet for en tokkinok, for han sagde næsten aldrig noget. Så går han ind i broderens sengekammer, og finder der på gulvet en stor messingknap. Den stikker han til sig, og så går han ind i gæstekammeret til den sorte puddel, som stod og hylede der, binder et reb om halsen på den, og uden at sige så meget som et eneste ord går han hans vej med puddelhunden i rebet. Nu rejser han så fra et marked til et andet, og alle vegne ser han sig godt om, men ingen ting siger han. Til sidst kommer han sønder op til Vorbasse, til et novembermarked og går der omkring og kikker, som han plejer. Med et bliver puddelhunden så sært urolig, den render med snuden i jorden og hyler og rykker i rebet. Kristoffer giver los og følger efter den, til den løber ind i et telt og springer op ad en mand, der sad og drak med nogle andre, og han var i en frakke med messingknapper. Kristoffer griber manden i kraven og råber: ”hjælp mig å passe på den her karl, han har myrdet min broder.” Der blev stor opstandelse, og politiet kom til. Kristoffer viser messingknappen frem, som han havde fundet, og gav forklaring på det hele. Fyren måtte gå til bekendelse. Han hed Jens Lam og var søn af en taterkvind i Dejbjerg, Ulle Abrahams var hendes navn. Han blev dømt fra livet og halshugget på en lille høj lidt norden for kirken i Engesvang. Men da han siden gik og spøgede der ved kirkehøjen, så ingen turde færdes der ved nattetider, måtte de have en præst til at mane ham ned, og der blev drevet en pæl igennem ham. Den pæl står der den dag i dag.
Sigurd J. Kristensen, Ry.
Bind 4. side 362. Stk. 909.:
Klode Mølle ligger ved Viborg- Kolding landevejen nede i en dal med lyngbakker til begge sider. Her var forhen herberg for rejsende. Omkring ved 1700 kom en rejsende og forlangte nattely, han foregav at være skærslipper, og blev der i flere dage. En dag bad han møllerens søn dreje slibestenen for sig, da han havde nogle knive, han ville have slebet. Faderen havde ikke noget imod det, men om natten overfaldt den fremmede ham og konen i deres seng med de knive, han nys havde fået slebet. Da mølleren mærkede, at det gjaldt livet, brugte han dynen som skjold mod de forfærdelige knivstik. Dog blev dynen gennemstukket flere gange. Ved konens angstskrig kom folkene op, og røveren flygtede. Mølleren sprang efter og ville gribe ham, men han nåede kun at få fat i en af hans frakkeknapper, som han rev af. Nogen tid efter blev røveren grebet og dømt fra livet. Mølleren døde nogle dage efter overfaldet af sine sår, og røveren halshuggedes på en høj i skellet mellem Klode Mølle og Engesvang.
J. Jensen, Refshale.
/Udarbejdet af Freddy Boysen
————————————————————————————————————-
Ældste billeder af Klode Mølle
Ældste kendte billeder af Klode Mølle.
Den 12. juni 1836 brændte Klode Mølle, og den 24. marts 1857 brændte igen to udhuse, så møllerne må siges at have haft god gavn af brandforsikringen, der kan følges helt tilbage til 1804.
Husenes beliggenhed var da (1804) nordvest for det nuværende stuehus og bestod af stuehus i vest, møllehus i nord og udhuse grupperet derom.
I 1817 var der kombineret stuehus og mølle i vest på 18 fag, 11½ alen dyb, bestående af ege- og fyrtømmer, med murede væge og stentag, hvilket dengang var en stor sjældenhed. De tre af fagene var indrettet til møllehus, med et vandhjul.
Efter branden (1836) flyttedes gården, og stuehuset på 17 fag opførtes ca. 100 alen sydøst for møllen, der fik både et overfalds- og et brysthjul. Det må være de to bygninger vi ser gengivet fra to gamle malerier i H. P. Hansens bog Skovlovringer. Men det er ikke sådan møllen har set ud i 1706.
Klode Mølle omkring 1860.
Af Freddy Boysen
———————————————————————————————————–
Klode Mølle ca. 1910
Bemærk de to sidebygninger der er på stuehuset til Klode Møllegård.
Nord
Syd
Marie Risom Johannesen har fortalt at hun tydeligt huskede at der stadig sad et møllehjul på den nordre fløj af stuehuset af Klode Møllegård, når hun gik gennem Klode Mølle på vej til sin plads i Pederstrup i 1012-13.
Foto: Foran Klode Mølle ca. 1909
Fra v. en tjenestepige, Jens Bech, børnene Laurine. Elisabeth, Sørine og på vognen er Jenny, Kirstine, de øvrige kendes ikke.
Beboerne i Klode Mølle 1911 ifølge folketællingen:
Jens Bech født: 4.10.1873 Landmand / Købmand
Ane Kirstine Bech ” 5.4.1878 Husmoder
Elisabeth ” ” 9.11.1900 Barn
Louise ” ” 15.1.1902 ”
Laurine ” ” 26.1.1903 ”
Jenny ” ” 11.6.1906 ”
Sigrid ” ” 26.2.1908 ”
Jens Fr. ” ” 20.8.1909 ”
Peder Maj Steinike ” 15.2.1886 i Kragelund, Tyende
Madsine Madsen ” 2.4.1891 i Grønbek, ”
Freddy Boysen
————————————————————————————————————-
Alleen ved Klodemøllegård
Alleen ved Klodemøllegård blev plantet i 1885 af ejeren Rasmus Sørensen, der var en meget kendt heste- og studehandler under navnet ”Rasmus Skrædder”. Alleen er nu fældet, men stubbene står stadig tilbage, langs med haven, ned mod kanalen.
Freddy Boysen
————————————————————————————————————
Mylius Erichsens beskrivelse af mordet i Klode Mølle
Mylius Erichsens beskrivelse af mordet i Klode Mølle udgivet i bogen »Den jydske Hede før og nu«, Hernovs Forlag 1903. pp. 157 – 165
Henaf Aften, Torsdagen den 11. Maj i Aaret 1706 kom der til Klode Mølle en fremmed Karl, som ingen kendte. Langsomt og hinkende på Træsko og støtte til en Kæp, som om han ikke Kunde træde på den højre Fod, ahvde han nordfra nærmet sig Gaarden og traadte ind i Krostuen, hvor Mølleren netop sad, Den fremmede, der velklædt og endogsaa bar Sølvknapper i sin Trøje, stønnede stærkt, lod et Par lange Skaftestøvler, han havde baaret over den ene Skulder, falde på Gulvet, hvorefter han med forpinte Miner sank ned på en Bænk.
Klode Mølle ejedes den Gang af et Par aldrenbde Ægtefolk, som gjalt for at være meget velhavende. Det hed sig, at de havde betydelig Mængde Sølvpenge liggende, som aldrig blev rørt men stadig gemtes i en gammel Egetræs Dragkiste inde i deres fælles Sovekammer.Trods fremrykket i Alder var Mølleren og hans Kone ved godt Helbred og særdeles driftige Folk, der passede Kroens og Møllens og Gaardens Bedrift og var ansete og afholdte af alle og bekendte for deres godgørende Hjælpsomhed over for Fattige. Børn havde de ikke, deres hele Husstand bestod kun af dem selv, to Tjenestekarle og en Pige.
Mølleren tog venligt mod den fremmede Vandringsmand og spurgte ham, hvad han fejlede. Karlen svarede, at han paa sin Vej over Heden var kommet til at træde fejl paa en sten i Lyngen og havde forvredet sin Fod. Endvidere fortalte han, at han var nrodfra og skulde ned til det slesvigske og tjene sin Morbroder som Karl.. Nu kunde han desværre ikke straks gaa videre og bad derfor om at maatte blive nogle Dage i Møllegaarden, til Foden kom sig. Naturligvis maatte han blive, sagde Møllerfolkene. De beværtede ham paa det bedste og anviste ham Kammer for Natten, ligesom de inderligt gerne vilde pleje hans daarlige Fod det omhyggeligste de forstod. Men om Foden sagde Karlen, mens han hinkede til sit Kammer, at han selv havde lagt Bind om den, og at den bare trængte til Ro.
Imidlertid forløb baade den næste Dag og Lørdagen, uden at den Hvile og Ro, som Karlen i fuldt Maal nød, skaffede Bedring i hans daarlige Fod. Men Møllerfolkene, der gerne undte Karlen forlænget Ophold og ikke anede det mindste Uraad, bad ham om endelig at blive, hvis han lystede. Men saa om Søndagen hændte der noget, som gjorde Møllerkonen mistænksom over for deres Gæst, endskønt han den Dag syntes endnu mere lidende den foregaaende. Straks efter »Unden« var der nemlig kommen løbende en sort Puddelhund til Møllegaarden og trængte ind i Spisestuen, hvor alle endnu befandt sig efter Maaltidet. Med alle tegn på Glæde og Gnekendelse sprang Hunden op ad den fremmede Karl, der kun daarligt skjulte, hvor ubehageligt dette Møde var ham, og vredt stødte Hunden fra sig med en bemærkning om, at det var underligt, saa langt en en Hund kunde spore sin forrige Herre. Før sin Afrejse havde han solgt Hunden til en Mand i Hjemmet, sagde han, og bad nu den ene afde tilstedværende Møllerkarle om at jage den bort. Hunden blev bragt udenfor, og Møllerkarlen søgte at genne den afsted, men forgæves; den bilde ikke saaledes forlade det Sted, hvor den forrige Herre opholdt sig, og smuttede tilsidste ind i Mølleværket, hvor Karlen lod den blive, da han ikke længere gad jage efter den. Kort efter kom den anden Møllerkarl ud, og uden at vide, at Hunden havde skjult sig i Møllen, lukkede han Døren i for den. Han og hans Medtjener skulde skynde sig i Stadsklæderne, de havde faaet fri og agtede sig til Kragelund, hvor der den Aften blev holdt Legestue.
Mens Møllerkonen gjorde i Stand efter Maaltidet blev hun mere og mere overbevist om, at der var noget fordægtigt ved den fremmede. Hun erindrede en Række Smaaomstændigheder, der gjorde Gæstens Adfærd mistænkelig. Hvor omhyggelig havde han ikke forstaaet at undgaa, at nogen fik hans daarlige Fod at se. Det gik pludselig op for hende, at hun hjavde hørt den fremmede, naar han troede sig ene med Pigen eller en af Karlene, saa paafaldenfde nysgerrigt udfrittede disse om Møllerens Formueforhold, og havde set hma udspejde Beboelseslejlighedens hele Indretning. Da møllerkonen den foregaaende Aften havde besørget adskilligt arbejde i Køkkenet og traadte ind i Stuen, havde hun saaledes set Gæsten staa og kikke sig omkring i hendes og hendes Mands Sovekammer. Vel gav han da til paaskud, at han netop havde søgt hende selv derinde, men han havde forekommet hende forlegen, og hun syntes ogsaa, at an havde traadt fast og sikkert på den daarlige Fod i Stedet for, som ellers altid, at ømme sig for hvert Skridt.
Saa snart Møllerkonen Søndag Eftermiddag saa\\\’ Lejlighed til at tale i Enrum med sin Mand, meddelte hun ham sine Iagttagelser og sin Mistanke, men Mølleren, som ganske vist ogsaa havde fundet Hundens Ankomst noget mystisk, vilde dog ikke tro paa, at den fremmede Karl var en Gavtyv, og vilde i hvert Fald ikke følge sin skræmte Kones Raad om at lade Møllerkarlene blive hjemme fra Legestue den Aften. Paa Konens indtrængende Forestillinger lovede han dog, blot for at berolige hende, at han nok herefter skulde have et vagtsomt Øje med den fremmedes Færd og ikke gaa til Sengs den kommende Nat, mens Møllerkarlene var ude, og i hvert Fald om Mandagen skaffe den uhyggelige Gæst fra Gaarde, selv om det skulde blive pr. Vogn og uden Betaling. Hen paa Eftermiddagen, da Møllerkarlene var gaaede ad Kragelund til, tiltog Konens Angst, og hun bad da sin Mand skaffe sig noget ved Haanden, hvormed han i Nødsfald kunde værge sig. Mølleren lovede det og langede i Mørkningen gennem et aabentstaaende Vindu en Greb ind i Sovekammeret.
Om Aftenen gik Gæsten tidligt til Sengs, og ogsaa de gamle Ægtefolk begav sig snart til deres Sovekammer, hvor dog Konen længe ikke var til at overtale til at gaa i Seng, skønt Manden blev oppe og vaagede.
En Vise af en navnløs Datids-Poet, som i mangfoldige Vers beskriver den natlige Begivenhed i Klode Mølle med baade dens Forhistorie og Efterspil, har i talrige, mer eller mindre fuldstændige Afskrifter været at finde hos gamle Folk der paa Egnen og har i omtrent et Par Aarhundreder tidt og ofte været sunget i Bindestuer saavelsom af Mødre ved Vuggen. Et Par af Versene, der fortæller om de gamle Mølleffolk i Sovekammeret, lyder saaledes:
»Den Møller sig paa Baenken laae
En liden Søvn at fange,
Mens Konen mon paa Gulvet gaae
Saa ængstelig og bange.
»At denne Mand forvist og sandt
Kun lægger Plan til Rænker,«
Saa taler hun og tæker.
Men Manden sagde: »Gak til Ro!
Jeg skal nok for os vaage,
Vor Gjæst i Søvnen hviler jo,
Og Døren vil jeg kroge;
Men skulde han saavist paa Stand
Ha slige Tanker snilde,
Da vil det gaa ham ilde«!«
Efterhaanden, som Natten rykkede frem, blev Møllerkonen overvæ1det af Træthed og gik til Sengs. Forhænget for den brede Alkoveseng, der stod lige over for Indgangsdøren fra Stuen, var trukket til Side, paa Kistebænken under Vinduerne lagde Manden sig, indsvøbt i et Dækken og aldeles skjult af det lange foranstaaende Bord. Han havde Greben ved Siden af sig. Maanen skinnede ind i Kammeret, han hørte ingen Lyd uden Konens Aandedrag. Tilsidst blundede han selv.
Men den fremmede Karl sov ikke Han laa og gennemgik for sidste Gang sin Plan orn, hvorledes han vilde liste sig ind i Møllerfolkenes Sovekammer og stjæle deres Sølvpenge. I Nat maatte han vove Forsøget, Lejligheden havde ingensinde været gunstigere, nu var endelig Øjeblikket kommet, alt var bleven stille inde hos Møllerfolkene. Det var omtrent Midnat, da han krøb ud af Sengen, lydløst klædte sig paa og behændigt listede ind i Stuen, ved hvis Yderdør han stillede sine lange Støvler med Træskoene stukket i Skafterne. Døren til Møllerfolkenes Sovekammer var lukket med et Klinkefald og indvendig kroget, men ved Hjælp af en tynd, spids Kniv, som med stor Fingerfærdighed blev bragt ind mellem Døren og Karmen, lykkedes det Tyven at faa Krogen løftet ud af Krampen.
Hvor stilfærdigt end Tyven havde arbejdet, var Konen dog ved Krogens Raslen og Dørens Knirken bleven vækket af sin lette Søvn. I Maaneskinnet saa hun en Mandsperson liste hen over Gulvet, genkendte deres Gæst og raabte højt paa sin Mand, idet hun trykkede sig op i det bageste Hjørne af Alkovesengen med den tykke Overdyne strakt beskyttende frem for sig.
Øjeblikkelig sprang Tyven, der troede, at ogsaa Manden laa i Alkovesengen, derhen, vel sagtens for at true eller tvinge Manden til at forholde sig rolig, men næppe har han til sin Forbavselse opdaget, at Pladsen er tom, før Mølleren, der er vaagnet paa Kistebænken, kaster Tæppet til Side og med Greben i Haanden springer frem mod Karlen. Denne indser, at Spillet er tabt, og farer med et Par vældige Spring ud af Kammeret, gennem Stuen og ud i Forstuen endog uden at give sig Tid til at snappe Støvlerne ved Døren. Rigtignok havde han heller ingen Tid at give bort, hvis han vilde undgaa at blive spiddet paa Greben. Mølleren var i Hælene paa ham, men slap i Ivrigheden sin Greb og fik Tag i hans Trøje, inden han kom gennem Yderdøren og ud paa Landevejen. Her stod de nu og brodes nogle Øjeblikke, men Møllerens Tag blev fastere, og Karlen havde ringe Udsigt til at slippe bort. Da raabte Karlen til Mølleren:
»S1ipper du ikke, skal det koste dig dit Liv!« Mølleren agtede ikke paa Truslen, lagde blot alle sine Kræfter i for at smide sin Modstander til Jorden. Saa stødte Karlen en spids og skarp Kniv til Hæftet i Møllerens venstre Side. Den gamle Mand sank over mod Væggen, men saa krampagtig haardt var hans Tag i Klens Trøe, at han beholdt en afreven Søvknap i sin sammenknyttede Haand, da Karlen sled sig løs.
I samme øjeblik, Karlen flygtede bort fra Gaarden, kom Møllerkonen ilende sin Mand til Hjælp. Hun havde næppe givet sig Tid til at faa blot de nødvendigste Klæder slaaet om sig, før hun var løbet hen til Forstuen, hvor Manden stod stønnende af Smerte og segnefærdig. Hun greb ham under Armene og søgte at holde ham oprejst. Straks efter kom Pigen, som var bleven vækket af Spektaklet, forskrækket tilstede, og hun og Konen slæbte nu den afmægtige Mand ind i Stuen, hvor de satte ham paa en Bænk 1ænet over Bordet. Hurtigt fik de tændt Lys. Møl1eren var død
Overvæ1dede af Skræk og Sorg sad de nogen Tid raadvilde. Saa forstod de pludselig, at de ikke Selv var uden for Fare og begyndte trøstesløst at jamre og haste frem og tilbage i Stuen. De fik Øje paa den flygtede Drabsmands Støvler, som han i Skyndingen havde glemt at faa med sig; og paa Forstuens Gulv opdagede de Kniven, som laa midt i en Blodpøl. Maaske kunde de vente Skurken tilbage; han luskede muligvis omkring uden for Huset og søgte paa Lejlighed til at trænge ind og slaa de værgeløse Kvinder ihjel og røve alle Pengene. Angsten gjorde dem besindige, i al Hast overvejede de, hvad de skulde foretage sig til deres Frelse. De slukkede først Lyset, og skjulte i Mørket stængede de alle Døre og Vinduer, dernæst snakkede de lavmælt om, hvad der videre kunde gøres for at skræmme Morderen med Magt eller ved List, hvis han skulde komme igen.Og de fandt tilsammen paa en snild Plan.
Paa samme Tid havde Morderen flakket om mellern Møllegaardens Udbygninger. Han turde ikke ret vel begive sig paa Vandring og søge ind nogetsteds uden Fodtøj paa og ganske uden Penge. Sine faa Skillinger havde han udgivet i Møllegaarden for des mere at gøre Folkene trygge. Han kunde desuden saa daarligt forsone sig med Tanken om, at alle Møllerens Sølvpenge endnu laa urørte. Mon det dog ikke var muligt at faa fat paa dem! Mølleren selv var vel nok bleven gjort foreløbig ukampdygtig, af Kvinderne havde han nøppe noget at frygte, og Møllerkarlene ventedes jo først hjem hen paa Morgenstunden…. Forsigtigt traadte han frem fra Hjørnet af Rejsestalden og nærmede sig Beboelseshuset. Der var Lys i Stuen, kunde han Se. Snart blev han opmærksom paa Omridsene af en Mand, som sad derinde med Ryggen mod Vinduet. Det var Mølleren, han kendte Skikkelsen, men begreb blot ikke, at Manden, efter den Bekomst, han nylig havde faaet, kunde sidde der ved Vinduet ganske uforstyrrelig lænet frem over Bordet med bøjet Hoved, som om han læste. Nærmere sneg Karlen sig hen imod Vinduet, sikker paa ikke at være iagttaget, thi der saa han jo Konen staa ved Bordet lige over for Manden, som havde Biblen liggende opslaaet foran sig. Den Hue, MøIleren bar til daghg, havde han ogsaa paa nu, som sædvanlig trykket ned om Tindingerne. hvor det lange haar strittede frem; over Skuldrene havde han et Tæppe, sandsynligvis for at beskytte sig mod Nattekulden og Træk fra Vinduet. Langs ad Bordet laa der et Gevær, hvis Løb og Laas skinnede blankt i Skæret af det nærved staaende Lys.
Med stigende Uro blev Karlen klar over, at man i Gaarden var beredt til at yde ham en varm Modtagelse. Det var ham dog stadigt aldeles ufatteligt, at Knivstikket ikke havde haft nogen Virkning paa den gamle Møller. Imidlertid indsaa han, at det vilde være halsløs Gerning nu at forsøge Indbrud i Gaarden, og ærgerlig vendte han sig om for at gaa bort, da han ude fra Køkkenet hørte Tjenestepigen raabe meget højt paa Møllerkarlen Anders, at han skulde komme ind og faa noget varmt Øl.
– Altsaa er Karlene kommen hjem! tænkte den fremmede. Ja, saa var der intet andet at gøre end skyndsomst forsvinde – det var ellers et tyndt Held i saa voveligt et Æventyr! Dybt skuffet forlod han Gaarden.
Fra Køkkenet og Sovekammeret, hvor intet Lys var tændt, havde Tjenestepigen hele Tiden iagttaget den fremmede Karl, mens han listede om uden for Vaaningshuset. Nu, da han endelig havde trukket sig tilbage, faldt der lidt Ro over baade hende og Konen, alligevel var de stadig paa deres Post og lod Mandens Lig blive siddende over Bordet ved Biblen og Gevaeret, saaledes som de straks havde indrettet alt for at narre Morderen til at tro, at Manden endnu var i Live.
Det blev en lang og pinefuld Nat. Ved Solopgang kom Karlene endelig tilbage fra Kragelund. Pigen 1øb dem i Møde og fortalte, hvad der var sket.
Da de saa alle tre stod i Stuen, fandt de Møllerkonen ligge besvimet paa Bænken ved Mandens Lig. Nu, da Faren var overstaaet, havde hendes Kræfter ikke længere strakt til.
Fra Omegnen blev der hurtigt tilkaldt Hjælp, og samtidig blev Øvrigheden ved ridende Bud underrettet om Drabet. Inde i Mølleværket hørte man en Hund tude. Den ene af Møllerkarlene forstod straks, at den indelukkede Hund var Morderens, og at man i den besad det bedste Redskab til dens Herres Paagribelse.
Rettens Folk lod sig fuldstændig lede af Hundens Instinkt. En af Møllerkarlene holdt den i en Snor, og ud over den øde Hede hastede den. Flere Mil i sydvestlig Retning fra Møllen naaede de et Hus, der laa afsides mellem Moser og Krat. Her stansede Hunden snusende. Folkene i Huset nægtede at have set noget til den flygtede Karl, og øvrighedsbetjentene var lige ved at fjerne sig, da Hunden fik Færten af en Klædeskiste bagest i Stuen. Kisten blev aabnet, og her fandt man Morderens Trøje, hvis ene Sølvknap var revet af. Husmanden maatte nu bekende, at han havde faaet Trøjen af en fremmed Karl i Bytte for en simpel Trøje, et Par Træsko, noget Mad og Drikke samt lidt Smaapenge. Karlen havde fortalt, at han var bleven overfalden nordpaa, hvad ogsaa den iturevne Trøje og nogle blaa Pletter i hans Ansigt samt hans hele forvirrede Udseende kunde tyde paa. Ved nærmere Eftertanke var Husmanden dog senere bleven bange for, at det ikke forholdt sig rigtigt med Karlens Fortælling, og da saa Øvrigheden nærmede sig Huset, havde han smidt den fine Trøje ned i Kisten.
Dagen igennem fulgte man Drabsmandens Spor. Endelig blev han truffen i en Kro, hvor han sad og spiste. Han blev lagt i Lænker og ført til Viborg og dømt til at miste Livet og derefter blive lagt paa Stejle og Hjul.
En lille Høj, som ligger i Skellet, hvor Klode Mølles og Naboernes Ejendom støder sammen, betegnes endnu af Egnens Beboere som det Sted, hvor Forbryderen led sin Straf, og hvor senere hans mishandlede Legeme jordedes. Højen kaldes Dagen i Dag »Stejlehøj«, og Heden deromkring hedder »Stejlehede«. Gamle Folk fortæller endnu med Gysen, at den Henrettedes arme Sjæl ikke har fundet Fred men ved Nattetid færdes hvileløs omkring Retterstedet, nede i Dalen, hvor Klode Mølle ligger, og oppe langs Hedebakkerne »til Skræk og Fordærvelse for vejfarende Folk«.
Om Møllerkonen er at fortælle, at hun længe laa syg efter den grutulde Nat. Siden flyttede hun bort og solgte Gaarden til Møllerkarlen Anders, der giftede sig med Tjenestepigen; begge levede i Klode Mølle deres Dage til Ende …..
————————————————————————————————————–
EN VISE OM KLODS MØLLER, I NØRRE-JYLLAND
Skillingsvisen, som den er gengivet af Jeppe Aakjær i skriftet Gammel brug og Gammeæl Brøde, 1921. Han skriver, at det er en tekst, han har fundet i Sevel.
EN VISE OM KLODS MØLLER, I NØRRE-JYLLAND
som i Maimaaned 1706 blev aflivet, og hans Hustrue ilde medhandlet, af en hos dem logerende Person, hvilken for denne Misgierning paa en Heede ved Møllen blev radbrækket, hans høire Haand og Hovedet, afhugget og Sat paa en Stage, og Kroppen lagt paa Steilen.
Koster en Lybskilling.
Trykt i dette Aar.
Mel: Satan han har en liden Tid
Ak Satan, Satan, du fule Giæst!
Du mon saa mangen daare.
Din Lige ei findes til Fods eller Hest,
At føre Folk i Fare.
Du løber om med din Lærdom,
Og mon saa mangen forføre,
Som vi vil faae at høre.
Du haver giort din største Flid
Det maae jeg jo bekiende,
At føre mig til syndig Iid,
Og saare mig forblinde,
Til Gierning hart, som jeg har giort
Hvorfor jeg nu maa lide
Saadan en Smerte, Qvide.
Da man nu Sytten Hundrede
Og Sex dertil mon skrive,
Den ellevte Mai saa mon det skee,
Da mon jeg mig begive
Til Nør-JyIIand, en Møllermand
Og hans Hustrue at giæste,
Der Satan mig mon friste.
Til Klode Mølle drog jeg hen,
Begierte Logemente.
De tog imod mig som en Ven,
Men jeg dog andet tænte.
I Dage to jeg hos dem laae,
Førend jeg dem mon skiende.
Nu ligger jeg Elende.
Mølleren nu paa Bænken laae,
En liden Søvn at fange.
Hans Hustrue mon paa Gulvet gaae,
Og sagde: Jeg er bange
At denne Mand for vist og sand
Vil giøre os stor Skade,
Og føre os i Vaade.
Mølleren sagde: Gak til Seng,
Jeg vil nu lidet vaage;
Thi Natten varer ikke læng,
Og Dørren vil jeg kroge.
Jeg vil see til, om han nu vil
Begynde med at stiæle,
Da vil han ikke dvæle.
Om Natten ret ved Midtnatstid,
Da Folkene mon sove,
Da stod jeg op med største Fild,
Og spændte straks min Bove.
Jeg tog en Kniv, paa Møllerens Liv
Monne jeg den hensigte,
Det kan jeg ikke negte.
Til Møllerens Kone samme Tid
Jeg da og straxen figet [ilet].
Jeg hende slog med Haand og Kniv,
Meent, Mølleren var aflivet.
Men Klæderne tog de største Hog,
Som jeg nu slog paa hende,
Hvorved hun Livet vinder.
Mølleren sprang af Bænken op,
Han hør sin Hustrue skrige;
Skiønt Blodet løb ud af hans Krop,
Dog mon til hende fige.
En Greeb der stod, han strax tiltog,
Dermed han hende redde,
Dog det var knap, det skete.
Mølleren fast med Greeben slog,
Ad Dørren maatt jeg springe.
Jeg da igien til Kniven tog,
Der var saa skarp som Klinge;
Blev da paa Stand hans Overmand,
Og giorde ham stor Møde,
Hvorover han da døde.
Saa reiste jeg af Landet ud,
Til Husum mig at begive,
Og Tienest tog paa Fyrstens Gods,
Og lod mig der indskrive.
En gammel Mand af Nør-Jylland
Monne der til mig komme.
Mig kun til liden Fromme.
Den gamle Mand han kiendte mig
Og monne mig anklage,
At jeg giorde den Gierning slig,
At tage udaf Dage
En Møllermand af Nør-Jvlland
Og hans Hustrue at skiende.
De mig straks monne binde.
De førte mig tilbag igien,
Jeg skulde Straffen lide.
For Ret og Dom de føer mig hen,
Der mødte Sorg og Qvide.
Min høire Haand skuld hugges af,
Mit Hoved skulde springe
For Øxens skarpe Klinge.
Jeg takked for en naadig Dom,
og meent, det skuld saa blive;
Saa føer de mig til Landsthing am,
En strenger Dom at give,
Min Arm og Been skal giøres Meen
Af Hiulen den saa grumme,
Mit Hoved af skal komme.
De førte mig til Møllen hen,
Hvor jeg den Gierning giorde.
Der mødte mig Guds Tiener og Ven,
Som mig derpaa adspurte:
Om jeg da nu vill komm ihu
Christi Død og hans Pine,
Som liidt for Synden mine?
Jeg svarde: Ja, jeg vilde nu
Mig gierne lad berette,
Og slaae al Verden af min Hu,
Og hende slet forgiette,
og lide Død, for det jeg brød
Det femte Bud saa strikte,
Og det ei mere negte.
De førte mig fra Møllen ud
Foroven paa den Heede,
Hvor baade Hiul og Steilen stod,
og Bøddelen den vrede.
De Præster der paamindte her,
Jeg skulde Gud paakalde,
og blive hans udvalde.
Nu bandt de mig i samme Stund
Baad Hænder og Fødder tillige;
En Træ-Bolt blev lagt i min Mund,
At jeg ei skulde skrige.
De faldt paa Knæer alle og hver,
Og alle bad tillige,
Jeg maatt faae Himmerige.
En Kreds saa stor de om mig slog
Af Folk med Vogn tillige.
Skarpretteren i Kredsen stod,
Han monne til mig fige [ile],
Et Hiul tiltog, og sønderslog
Mig baade Been og Arme.
0 Gud! du dig forbarme!
Nu hug han af min høire Haand,
Og mon igien sig svinge,
Mit Hoved af paa samme Stand
For Øxen maatte springe.
Min arme Krop paa Steilen op
Monne de derpaa lege
At Solen den skal stege.
Mit Hoved nu paa Stagen staaer,
Med Haand og Kniv tillige,
Hvor baade Ræv og Ulve gaaer
Og monne til dem kige.
Mit Blod Saa rød paa Steilen flød
Som Vandet udi Strømme,
For jeg Guds Bud mon glemme.
Mølleren ligger i Kirkegaard
I Kiste og kostelig Klæder,
Men jeg paa Sorten Heede staaer
For vilde Fugl og Vrede.
Det Bytte riig, jeg vented mig
Af Møllerens Gods og Penge,
Betalte jeg vel strenge.
Thi raader jeg jer det forvist,
I baade Mand og Qvinde,
At I blir fast ved Jesum Christ.
Lar Satan ikke vinde.
I see nu til det syndig Spil,
Den ynkelige Ende.
Nu ligger jeg Elende!
————————————————————————————————————-
Udskrift fra Landstingets Domsbog 1703 – 1706
Læst 20 april 2005 af Kurt Kermit Nielsen, Århus..
Film fra Rigsarkivet M460487.
Jydske registre 1703-1706.
Side 461:
75.
Hans Rosborg befordrings pas til Niels Pedersen, som har Myrdt Niels Jørgensen Møller, og i Husum paagreben hans fremførsel til Viborg og fængslig for varing sammesteds.
F4. [Frederik den fjerde]
Byde og hermed allernaadigst befale en hver af Voris Amtmænd og Amtskrivere, som hermed ansøgt vorder, at de strax paa Anfordring, giører dend Anstalt, at Hans Rosborg, eller hwem i hans sted befuldmægtiges, bliwer følgatig fornøden frj Heste og Vogne med saa meget Mandskab til Vagt og Varetegt, som et hwert steds Amtmand og Amtskriwer fornøden eragter, til bundet og fængslet, at fremføre den Person wed Nafn Niels Pedersen som for nogen tid siden hawer myrdt og ombragt Niels Jørsen i Klod Mølle udi Silkeborg Amt, og i Husum i Førstendømmet Sleswig er blewet ertappet, til Wor Kiøbstæd Viborg, og det saaledes som de agter at stande til rette for, om hand skulle undkomme; Og anbefales hermed iligemaade allernaad: Borgm. og Raad samt Byfogden i Bemte Viborg, fangen i behørig fengsel og forwaring til Sagens uddrag at tage.
Giwet etc. Skanderborg den 28 Junii 1706.
————————————————————————————————————
St. Blichers Soldaterhistorie
(Klosterlund /Klode Mølle)
Nogle få kilometer fra den store Grathe Hede nær Thorning Sogns sydgrænse ligger i Kragelund Sogn gården ”Klosterlund”. Her boede sognefogeden Anders Nielsen, han havde t sønner: Jens født 1783 og Anders født 1785, der begge var med i Napoleonskrigen til Frankrig.
Der er jo mulighed for at disse to der boede Blicher så nær under opholdet i Thorning, har ydet Blicher bidrag til skildringerne i ”Æ Binstow”. Klode Mølle der ligger ind til Alheden og nabogård til Klosterlund var dengang et søgt samlingssted, da der her var vandmølle, poststation og kro, hvor Blicher under sine jagtudflugter havde lejlighed til at komme i forbindelse med tvende sønner fra Klosterlund.
Fra Jens Jensens Erindringer 1865-1941 (se Danske studier 1927 side 93)
Freddy Boysen
———————————————————————————————————–
Steen Steensen Blicher og Carit Etlar om Klode Mølle
I mange af Blichers noveller er der historiske motiver fra Midtjylland, og i hans ”Oldsagn på Alheden” er der ligefrem om en ophobning af historiske kendsgerninger og gengivelser af sagn og overleveringer. Allerede i indledningen får man en malende beskrivelse fra Klode Mølle.
”Så snart du på landevejen fra Vejle til Viborg er ankommet til Klode Mølle og har betalt fire skilling for at passerer en bro, belagt med hedetørv, så tag disse blade i hånden og anse det, som om jeg havde personlig modtaget dig her på den sydlige grænse af mit pastorat og Alheden! – Er du oppe på banken straks norden for møllen, så luk dine øjne op, og luk dem vidt op! Thi du har en vid udsigt for dig; den er stor, om den end ikke er smuk. Og dog – skulle denne store slette intet have for øjet? Hvorfor hviler det da med velbehag, ja med højtidelig rørelse på havets uhyre flade? Og er det ikke, som om sjælen og hjertet udvidede sig med synskredsen? Denne hede, som du nu drager ind i, er stor og jævn som havet, og hist og her i kimingen øjner du kirker og huse, som om de rager frem på en fjern strandbred. Jeg ville ønske for din skyld, at solen måtte skinne ret klart den dag, du første gang ser det brune lynghav!”
Steen Steensen Blicher og Carit Etlar om Klode Mølle
I fortællingen ”En smuk historie” har Carit Etlar skildret en fodtur han og Blicher engang gjorde sammen over heden fra Århus over mod Ringkøbing. Carit Etlar lader Blicher fortælle flere historier, og i et af dem bliver ”der skikket bud efter Mestermanden (Bødlen) ved Klode Mølle, at han skulle komme med sit svær og rette Christen”. Derved kommer Blichers tanker ind på en anden fortælling fra Klode Mølle, en historie der også kendes fra Evald Tang Kristensens sagnsamling, ganske vist i en lidt anden variation.
”—Det er sandt!” Udbrød Blicher pludselig, ”om Klode Mølle ved jeg også en smuk historie, det er bedst, De får den først.” Og nu begyndte han at fortælle om Klode Mølle, trods alle mine indvindinger.
”Der var engang en papirkusk, der rejste fra Haraldskær, han tog ind på Klode Mølle for at blive der om natten. Samme kusk havde en styk gammel puddelhund, som holdt meget af ham og ikke kendte større glæde end at følge sin herre. Kusken derimod brød sig ikke stort om den; da han skulle hjemmefra, lænkede han hunden og sagde: Du bliver her, dit grimme spektakel! Jeg vil ikke have dig med.
– Den hund hed sulten”
”Sultan!” forbedrede jeg.
”Den hed sulten, fordi den var så tynd og slunken og ikke fik nok at æde. Derved bliver det. – Over for Rimerslund så kusken Sulten ligge på sin gamle plads ved bagsmækken i vognen, den havde listet sig på, medens han var inde i kroen, og lå og krøb sammen mellem pakkerne. Kusken tog sin pisk, jagede hunden ned og blev ved at slå efter den, til den løb tilbage mod hjemmet. På hin side Horsens var den der igen, da luskede den langs med hækken et stykke bag efter vognen og stod af og til stille og så så bønligt hen efter kusken, om han dog ikke ville kalde og give den lov til at følge med vognen, som den var vant til. Da kusken fik øje på hunden, blev han vred. – Nu skal der ske en ulykke, sagde han, tog et stykke snor, bandt en stor sten fast om hundens hals og kylede den ud i en stor lergrav. Sulten gjorde ingen modstand.
Medens han bandt snoren fast, stod den og så op på ham med sine troskyldige øjne, om han kunne bære det over sit sind at gøre den fortræd, den fulgte også villigt hen til lergraven, logrede med sin hale og peb kun ganske sagte, da han kylede den ud. Derefter kørte kusken videre. – Kort at fortælle, han kom til Klode Mølle, spændte fra og satte hestene ind, men næste morgen var han forsvunden, og ingen kunne begribe hvorledes. Der blev gjort melding og søgt og søgt, alle talte om den papirkusk, men han var ikke til at finde. Så en otte dage efter kommer der en lille pige ind i krostuen og siger: ”Der er vist noget galt fat nede bag vor toft, der hvor grisene går, for der ligger en stor, sort hund og hyler og har rodet jorden op om sig og vil ikke bort. Forgangen så jeg den, og i går og i dag ligger den der også, jeg har lokket for den og givet den et stykke af min mellemmad, men den ville ikke æde.” – Krostuen var fuld af gæster, alle gik de om bag toften, der lå en hund med et stykke strikke om sin hals, så mager og afkræftet, at den næppe kunne rejse sig, den så på de fremmede og krøb sammen, som om den var bange for dem, så klynkede den lidt, gav sig til at rode op i jorden og snusede til stedet. Bønderne gravede jorden op; da de kom noget ned, fandt de papirkuskens lig. Kromanden havde slået ham ihjel og taget hans tegnebog. Sulten døde på hans grav. –
Udarbejdet af Freddy Boysen
———————————————————————————————————–
Klode Mølle 1754
Læsning og afskrift november 2006:
Kurt Kermit Nielsen
Møllevangs Alle 93
8210 Århus V
Kilder:
Film fra Rigsarkivet M 544326
Jydske registre – jydske åbne breve – ægteskabsbevillinger m v..
År 1754
26
Anders Pedersen Elkier af Klod Mølle i Aarhus stift, egteskabs bevilling i 3die led.
F5tus
Gav, at vi, efter herom allerunderdanigst giorte ansøgning og begiering, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at Anders Pedersen Elkier af Klod Mølle i Kragelund sogn og Ellen Nielsdatter af Bording sogn, begge bønderfolk i Aarhuus stift i vort land Nørre Jylland, maa i egteskab sammenkomme, uanset at de skal være hinanden i 3 led beslegtede; Dog skal de først paa behørige stæder beviisligt giøre, at de hverandre ei nærmere end som her oven er meldet udi slægt eller svogerskab paarører, saa og noget efter deres midler og leilighed, samt Biskoppens billig sigelse til næste Hospital udgive, saafremt de denne vores allernaadigste bevilling agter at nyde, forbydendes etc. Christiansborg slot den 8 februar 1754.
31
Chynde Smidt i Klod Mølle udi Jylland. Bevilling at maa oppebære passage penge, til een ved bemelte mølle anlagt broes og vaases vedligeholdelse.
F5tus
Gav at eftersom Chynde Smidt udi Klod Mølle i Kragelund sogn, og Silkeborg amt udi vort land Nørre Jylland, for os allerunderdanigst haver andraget, at hand formedelst landeveyen imellem vores kiøbstæder Colding og Viborg i bemelte Jylland samt videre need i landet, paa det stæd den falder over aaen strax vesten for bemelte hans iboende Mølle paa visse tiider om aaret og fornemmelig om vinteren skal være saa vanskelig og besværlig, at den uden større fahre, ikke skal kunde passeres, hidindtil har tient de reysende, med at tillade dem farhrten over hans for Mølle giesterne anlagde broe og waase, men da samme ved farhten saaledes bliver opkiørt og paatraad, saa det aarlig skal foraarsage ham stoere bekostninger den at vedligeholde, saa at hand ey kan taale, længere at see de reysende dermed tient uden derfor at nyde nogenledes vederlag; Thi have vi efter fornevnte Chynde Smidts derhos allerunderdanigst giorte ansøgning og begiæring, samt efter den fra os elskelig Dirlet von Trappaud etc her over indhentede allerunderdanigste erklæring, allernaadigst bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at hand, imod at hand skal være tilforpligtet, at lade forskrevne broe og waase blive en bestandig passage og almindelig landevey, samt holde samme til de reysendes nytte, udi forsvarlig og upaaklagelig stand, maa til nogen erstatning for derved aarlig havende bekostning, oppebærge passage penge. Betaling for en Careet og Chasce fire skilling – af en beslagen vogn toe skilling – af een Trævogn uden beslag een skilling – af en Ridende een skilling – af store høveder, såsom Hæste og Qvæg 10 stykker og derunder fire skilling – og af små høveder såsom får, gedder og Swiin ti stykker og derunder toe skilling – Dog skal alle og enhver, som udi vore eller embeds forretninger passerer forbemelte weye, saa og bønderne der i egnen naar de kiører i deres eget ærinde, være for denne udgift aldeeles befriede, men naar de sidste kiører fragte reyser for betaling, sa skal de svare ligesom andre; forbydendes etc. Christiansborg den 15 februar 1754.