Jens Jensens Erindringer I

Nederst på formularen
Erindringer og optegnelser af Jens Jensen

   Jens Jensen 1883

Fakta om Jens Jensen:

Jens Jensen har om sig selv fortalt følgende: Han blev født i Refshalegaard søndag den 30. juli 1865. Hans fader var gårdejer, sognefoged og Dannebrogsmand Ole Christian Jensen, født 1834 og død 1907, og hans moder Andrejette Sørensen, født 1841 og død 1899 – hun var datter af kreaturhandler Søren Rasmussen i Kragelund. (Han findes omtalt i H.P.Hansens bog Skovlovringer, ligesom Jens Jensen også findes omtalt)

Jens Jensens Farfar var Jens Christensen (Degn), dennes fader var Christen Jensen (Degn), hvis fader var Jens Christensen (Degn), og sidstnævntes fader, der var født i 1695, var måske en søn af sognedegnen, Matz Christensøn i Kragelund.

Efter at Jens Jensen var konfirmeret, begyndte han at plante gran og fyr i heden, der hørte til Refshalegård, og senere plantede han ved gården. I 1883 var han en tid hos den bekendte foregangsmand, H. J. Hansen, på Marsvinslund, i St. Blichers fødesogn, for at lære at dyrke roer, og fire år senere var han soldat i Randers, men ellers har han aldrig været borte fra hjemmet i længere tid.

Refshalegaard 1935

Han overtog sin fødegård i 1901, og året efter blev han beskikket til sognefoged, et embede, han røgtede med omhu, indtil han i 1933 måtte frasige sig det på grund af svigtende helbred. Da han havde været sognefoged i 25 år, blev han udnævnt til Dannebrogsmand. Fra 1904 – 23 var han medlem af Kragelund sogneråd og fra 1913 – 23 var han dets formand. Det var i hans tid, de tre sogne Kragelund, Funder og Engesvang, blev skilt ud i tre selvstændige kommuner.

Jens Jensen levede livet igennem som ungkarl, og han døde i ?.

Jens Jensen interesserede sig livet igennem for alt hvad der var foregået i sognet, og han lavede utroligt mange optegnelser til Evald Tang Kristensen og Dansk Folkemindesamling. Museumsforstander H. P. Hansens bog om Skovlovringer er for størsteparten også opbygget over Jens Jensens optegnelser. Det er
ikke alle Jens Jensens erindringer og optegnelser der er med i det efterfølgende.

Jens Jensen 1935

Erindringer og optegnelser
Af Jens Jensen (1865 – 1941)

Uddrag der især omhandler Engesvang i det gl. Kragelund – Funder sogn, med beskrivelse af Landskab, Befolkning, gamle skikke samt Egnes Historie.

Så vidt muligt er der anvendt samme ordbrug, hvor det ikke forstyrrer meningen af indholdet.
Udarbejdet af Engesvang Lokalhistoriske Arkiv 1992

Digitaliseret 2006 af Ejvind Lassen, Engesvang

Index :

Fra skovlovringernes Tid.

Hjulmændene i Kragelund

Gårdmanden Jens Smed

Kroen i Kragelund hvor Skovlovringen holdt til

Navne på Skovlovringer i Byen

Kørsel til Marked i Skive og Holstebro

Skovlovringerne stjal Træ i Skoven

Jens Smed, Kørsel til Marked

Fra den gamle Landsby – Skovlovringernes Liv og Bedrifter i gl. Dage.

Præsten og Skovlovringerne i den gl. Landsby

Der var flere i Byen der hed Præst og Degn

Fortællingen om Skov – An`

Den gamle Præsts Begravelse, Per Pølsbjerg

De gamle i Byen, der ingen stedet havde hjemme

Skovlovringerne fra Loversyssel.

En Kongeløsen

Mestertyvene på Silkeborg Egnen

Tyv – Møller

Kromanden i Kragelund

Fortællinger om hvordan de lavede Spas

De lavede løjer med Mads Østermark i Kragelund

Hyvvlerfamilien røvede og stjal

Skovlovringen, Skovvogteren og Præsten

Sognefoged Anker Andersen havde opsyn med Vejene

Frederik d. 6 Rejser over Heden

Frederik d. 7 Rejste også over Heden

Frederik d. 6 besøg ved Stendalsgård

Om at rodhugge en dram

Skovlovringerne drak også i Fasten

Skovlovringerne stjal Træ fra hinanden

Anders Nebel var den værste til at stjæle træ

De bryggede selv Brændevin

Jens Hessel fra Funder som Soldat

Soldaternes sejlads fra Sønderborg til Fredericia

Lidt mere om Tyv – Møller

Skovlovringerne fra Loversyssel.

De gamle Veje – Trævarerne blev solgt på Markederne

Befolkningens særegne præg

Præsterne her på egnen

Beskæftigelsen i Sognene

Præstekonen blev anklaget for mord

Stenholt Beboernes indtægtskilder

Røverne på Heden

Skovlovringerne i Kragelund

Drikkeriet på Kroen i Kragelund

Kørsel til markeder, at ”bjærge” træ i skoven
Thomas Trindbak og hans Fader

Jens Smed i Kragelund

Søren Laursens Brændevinsdunk

Christen Vestergårds hidsige sind
Den tro Per` Saaren

Folkelivsbilleder fra Midtjylland

Kirkefærd og Købstadsrejser

Lokale fortællinger om Jydernes lune særpræg

Livet i Gråmose, Thorning Sogn

Mejeriet i Klode Mølle

Om præsten i Dørken, Thyregod Sogn

Historien om Spaa – Maren på Heden

En fortælling om kærestesorger

Christian Hansen og Familien i Kragelund

Om en mand fra Thorning Sogn

Om en Familie fra Thorning Sogn

Om spøgeri i Gildbak, Kragelund Sogn

Om Købmanden i Moselund

Om Præsten i Serup Sogn

Om stenkast i Kragelund

Ved Mergelgraven i Engesvang

Jens Chr. Dahl på frierfødder, Stævnemøder, Spøgeri

Jens Chr. Og Line Dahls liv i Kragelund, Silkeborg

Line Dahl druknede sig i Langsø, Silkeborg

Jens Chr. Dahls liv som enkemand

Historien om Simon Simonsen (Kobberholm)

Simon kommer i fængsel

Simons liv som uldkræmmer, Røgter og Smugler

Om Anton Vestergård fra Gråmose

Da Anton boede på Skolen i Christianshøj

Om Anton Vestergårds trofaste Hund en Vinternat

Da Gedebukken agerede Fanden, Nytårsaften i Kragelund

Fra Central – Jylland.

Grathe Hede

Stenholt Egekrat

Klode Mølle

Bølling Sø

Harbohøj

Bosættelsen vest for Hærvejen

Sigten, Engesvang

Hærvejs – Kolonierne

Christianshede

Over – og neder Julianehede

Kristianshøj, Gråmose, Frederiksdal, Stenrøgel

Gå til Jens Jensen fortsat

Slaget på Grathe Hede d. 23. Oktober 1157.

Fra min Hjemstavn, Kragelund Sogn, Hids Herred.

Oldtiden

Højrækken

Bygder og Bosteder (Troslund, Fastrup, Stakshede)

Gamle Veje

Bølling Sø

Stenholt

Vindbjerg og Hjøllundhøj

Hyvelsbjerg

Refshale

Kragelund Kirke

Charlottenlund

Vands Skov

Kongegården

Jernudsmeltning

Kolonierne

Hyrdedrengen på Revsel Hede.

Natur og dyreliv på Heden

De store hedebakker og Graamosen

Adam på Heden

Spøgeri på Heden ved Stenholt

De gamle Veje over Heden

Hyrdedrengen møder Kongen

Fundene ved Fastrupdal

Ved Efterårstid – Når Lyngen blomstrer og Jagten går ind.

Heden, Hjøllundbjerg

De tre Herredsmænd

På Troldejagt

Grathe Hede

Det gamle Gudehov

Hjøllund, Klosterlund

Den gamle Torpeby Fastrup

Gamle Lokale Minder.

Fortællinger om det jyske Almueliv

Stenkast.

Af min Skitsebog.

Jens Jensen som Soldat

Fortælling om Ole Godsvig – Uldkræmmer

”Sprogblomster”

Jyske Lov – 1241.

Kirkegårde som Samlingspladser.

Sognestævne – Markeder.

I ældre tider før Kirkerne fremstår.

Fattigforsørgelsen.

Landsskifte.

Bønder og Fæstere.

Herredsgrænser.

Fra Retsplejen.

Skolen på Grathe Hede.

Fra Kragelund Sogn.

Hærvejen.

Klode Mølle af J. Jensen.

Mordet i Klode Mølle

St. Blichers Soldaterhistorie

Fra Grathe Hede

Fra Skovlovringernes Tid

Optegnelser ved Sognefoged J. Jensen, Refshalegaard.

—- 0 —-

Jeg har lært at være Hjulmand, det vi nu kalder Karetmager, fortæller en gammel Hjulmand i Kragelund.
1) Hos Thomas Trindbak der tilhørte en gl. Skovlovringsfamilie, var jeg i Lære i flere år. Thomas Trindbak boede dengang i Kragelund, senere flyttede han til Elbæk De fleste Bymænd, også Gårdmændene i Kragelund var tidligere Hjulmænd, eller Arbejdede med Trævarer, der blev ført til Markederne i Skive og Holstebro.

Til Kragelund By lå dengang 100 td. ld. Skov, den såkaldte Vands Skov og det var træet herfra der blev ført ud til de Træfattige egne i Vestjylland. Jeg har hørt omtale at i tidligere tid var de allerfleste Bymænd i Balle, Funder og Sinding ligeledes Hjulmænd, men i disse Sogne var skovene på den tid jeg kan huske for længst ophugget. Egeskoven ved Stenholt var for længst nedhugget, efter sigende til brug ved udsmeltning af jern, af Myremalmet. Denne skov er nu en krat bestående af Egepurre, Rodskud. Her hugges slagler, ligesom i Hørbylunde krat (2) ved Pårup.

Foruden at der i Stenholt krat hugges slagler, bliver der pillet Egebark i betydelig mængder, der solgtes til Garverbe, det var også den gang skik, at Folk her på egnen selv Forarbejdede deres Vadmelsklæder. Det var alsammen Hjemmearbejde, når Ulden var spundet til garn skulde dette farves hertil brugtes en slags Lav der voksede på Egetræerne i Stenholt Krat, ikke alene fa Egnen, men også langvejs fra kom Koner og Piger og pillede Lavet af træerne.

1) Karetmager Jens Jensen, Kragelund, født 2/12 1848.

2) Hørbylunde Krat, skal tidligere have været Højskov der også skal være omhugget til brug ved Jernudsmeltning.

Selv de større Gårdmænd i Kragelund drev erhverv som Skovlovring, ved siden af deres Landbrugsdrift. Den største Gårdmand i byen, i min drenge tid hed Jens Smed, han var en høj, svær mand, fordrukken og til enhver tid rede til slagsmål. Fuldskab og slagsmål hørte til bymændenes daglige beskæftigelse. Denne Jens Smed var den værste af dem alle, han kunne give alle de øvrige Bymænd Klø, og de fik også knubs, når de ikke vilde danse som han fløjtede. Han gik klædt i en Fåreskindstrøje, et par Læderbukser, Han havde høj og svær som han var, et par lange arme, som han stadig, når han talte, slog ud med. Vel for at give hans ord større indtryk. Han ejede to af Byens Gårde No. 8 og 9, han blev da også betragtet som en slags Sognekonge.

Man drak ikke Bajersk Øl eller Kaffepunser som det nu er skik. Kromanden havde nogle Blikmål af forskellige størrelse, der svarede til en halv og en Pægl, og en halv og en Pot. Af disse Pægl – eller Potmål sad skovlovringerne og slubrede det klare brændevin i sig. Det er ikke vanskelig at forstå, at drikkeriet i en sådan større målestok, som regel havde slagsmål til følge. Der var en toft udenfor kroen i dens nærhed der hed Blanksig, her gik Skovlovringerne ud og holdt deres slagsmål, da Kromanden ikke yndede at have slagsmål i Krostuen.
Foruden Jens Smed, Anker Rydal og Thomas Trindbak var der desuden på denne tid af Skovlovringer i Byen, Rasmus og Søren Trindbak, Anders Nebel, Christen Vestergaard, Andreas Vestergaard, Niels Smed og førstnævnte Kromand Peder Klode.

I Skiv og Holstebro var der Marked en gang hver Måned og Skovlovringerne slog sig da sammen Ifølge, med en Halvsnes Vogne belæsset med Trævarer, drog de ad de gamle sanede, ensporede Hulveje, ud over Heden mod Nordvest. På Udrejsen gik det nogenlunde, derimod på Hjemturen når Skovlovringerne havde fået deres Trævarer omsat til penge, og pengene omsat til brændevin, foregik rejsen i Fuldskab og Slagsmål. Når de kom tilbage til Kragelund, fortsatte Skovlovringerne med drikkeri og slagsmål et par dage derefter.

Hvem der ikke selv havde Andel i Skoven, købte sjældent træ, de drog ud om natten på Skovtyveri. Det var nemlig en alm. Antagelse, at tage Træ i skoven er ikke tyveri. En gammel Skovlovring Anders Nebel sagde: Nej, stjæle det har jeg aldrig befattet mig med, men at ”bjerge”, har jeg været slem til.
I vore dage kan vi vanskelig forstå dette liv, som disse Lovringer førte, men efter hvad min fader Jens Christensen fortalte – han var født 1799 – havde Skovlovringerne fra gammel tid ført et sådan liv. Det var deres gamle daglige Levevis, og de har næppe gjort sig tanker om, at livet kunde leves på andes måde.

—- 0—-

Thomas Trindbak var en af de gamle Skovlovringer. Han lavede Hjul og andre Vogndele. Hans fader kan jeg også huske, han boede i hus ved Sogneskellet mellem Sinding og Kragelund Sogne, Huset er nu for længst nedbrudt, det var et så ældgammelt hus at det sank sammen af alderdom. Faderen hørte også til Skovlovringerne, Træet hentede han inde i Vands Skov eller Kragelund Skov som den også kaldtes. Skovlovringerne stjal uden videre Træet i Skoven, hvor de fandt for godt. Det var skik fra gammel tid, det kaldte man ikke at stjæle men en Lovrings gode ret.

Det var nu ikke velset af Skov ejerne eller Skovbrugerne, alle Gårdmændene udi Kragelund var Fæstebønder, på et par stykker nær til Godsejer Captajn Lunn på Charlottenlund. Min fader Christen Andersen (Hjulmand) boede på en Husmandslod lige syd for skoven, lagde ofte mærke til Skovlovringernes færd om natten i Skoven, han sagde til Anders Nebel og Thomas Trindbaks Fader: Det er vist ikke rigtig lovlig sådan at stjæle træ i Skoven. Da sagde Anders Nebel: Stjæle har jeg aldrig befattet mig med, men jeg har været god til at bjerge. Det var nemlig en Anskuelse mellem Skovlovringerne fra gammel tid, at tage træ i Skoven, det var ikke at stjæle. Ja, Skovlovringerne var som født og opdraget i den tro. –

( Meddelt af Murer Jens Kristensen Kragelund Skov )

Jens Smed i Kragelund ejede to af Byens Gårde men var dog Skovlovring. Han lavede Vognhjul og andre Træredskaber, skjønt dette, at han kunne have havt Arbejde nok, med gårdens Drift, må Hjulmageriet jo have givet flere penge end Landbruget. Tiden mellem 1850 – 60 kan jeg huske at Mændene fra Kragelund drog til Skive eller Holstebro med Trævarer. Vognhjulene blev bunden i en lang række, to og to Hjul sammen, bag efter vognen så det blev en lang Række som en hel Jernbanetog. –

Fortalt af Gårdejer Andreas Sørensen Kragelund. Opt. 1921.

Afskrift inds. Til Folkemindesamling.

Fra den gamle Landsby
Skovlovringernes Liv og Bedrifter i gl. Dage.

I den gamle landsby levede Folkene på gammeldags Maner, De gik i gammeldags Klæder, med Knæbukser, og med en ulden Tophue på Hovedet, ligesom Nisserne gik med. Der var også nogle som gik i Lædderbukser og i Læddertrøje, for jeg vil fortælle, at folkene i denne by var Skovlovringer, som gjorde Vognhjul, og mange andre ting, Træet stjal de i Skoven. Nej nu lyver jeg, de stjal aldrig, men de var gode til at ”bjærre” træ ved nattetid, men hvad skal man sig til det. Præsten stjal jo også træ i Kongens Skov, men han var ikke dreven i det Håndværk for Skovfogden nappede ham, og han måtte derfor punge ud med en stor Bøde til Kongen. Præsten, det forstår sig undgik at blive hængt i Galgen. Det vilde også have været et sært Syn, at se Præsten dingle der ( i Kjole og Krave ). Folkene i denne By drak dem ofte fulde, både Mænd og Kvinder, Brændevinen bryggede de selv, men mange af dem døde af Dilerium.

Jeg har hørt mange Historier fra den tid. I Byen boede Mads Præjst. Han var dygtig til at prale, men til at Prædike duede han alligevel ikke, selv om han bar Præstenavn, så var der ham Jens Degn, han var god til at drikke store Drammene, men til at regne, Læse og Skrive, det kunde han ikke, selv om han blev kaldt Degn. Der var også to andre mænd i Byen, som bar navnet Præst og Degn. Den ene hed Jens Præst, og den anden Mads Degn, så der var såmænd Præster og Degne nok i den By.

Men foruden Præste og Degnefamilierne, var også en Skrædderfamilie, og en Smedefamilie, det var kun af navn, thi ingen af dem var Skrædder eller Smede.
I Fattighuset boede Skov – an´, hun kunde både læse og skrive, og hun var bedre til det end Degnen. Folkene i Byen sendte da også deres børn hen i Fattighuset så hun kunde lære dem at Læse og Skrive, Hun havde også Cyprianus, som på den tid var Fandens Bibel; og hun kunde både Signe, Mane og Viseigjen.

Der lå nord for Byen en høj som blev kaldt Borrehøj, hvor i der boede Bjergfolk, det har min Moder selv fortalt mig. Hun har selv set og hørt dem dengang hun var Hyrdepige og gik med Fårene i Heden. På den høj øvede Skov – An´ hendes Kunster og mørke gerninger ved Nattetid. Der var en anden Kone fra Fattighuset som hed Klinke – Malén. Hun var også ” Klog Kone ”, men hun var ikke så skrap til det, for hun havde ikke Cyprianus. De to Koner var uvenner, og lå i klammeri med hinanden, det forstår sig, de gik jo i hinandens Næring.

Så dygtig som Præsten i den sorte Kunst, var de to Koner alligevel ikke, det var ikke så sært, thi Præsten Signede og Manede i Vorherres Navn, men de to gamle Kællinger gjorde det i Fandens Navn, Præsten brugte Biblen, men de to andre brugte jo Cyprianus. Præstenvidste nok hvad han gjorde, og de to kloge Koner var ligeglad, for de vidste, at de gik til Helvede alligevel – Den tro havde da også Bodil – Diderik – hun og hendes mand boede i et Jordhus, der var gravet inde i en Lyngbakke. – Thi alle fattige Folk gik til Helvede.

Skov – An´ havde en meget smuk Datter, der hed Karen. Hun blev gift med en mand af rig fornem slægt. Der boede også i Fattighuset en anden Kone som hed Rye – Maren Hun havde også en køn Datter, der blev gift ind i en af sognets største Selvejergårde, der kan man alligevel se, at også Fattighus piger kan have lykke med sig, at Skønhed er mere værd end penge – Jeg komnu lige i tanke om en mand som hed Mortens Ruskjær, der boede i en gammel mosgroet Hysling i Byen. Han var højt på strå, thi han var Tækkemand, Dygtig til det arbejde, var han nu ikke. Per Klode sagde: når Ruskjær var færdig med at tække et hus, taget ligner gamle Danmark, det bugter sig i Dale og Bakker. Ruskjær var stærk plaget af astma, og han hentede Myreboer ind fra Vands Skov, som han kogte i en Kobberkedel, hvori han tog bad. – Nu sludrer eg, og kommer helt fra det jeg skulde fortælle om.

En dag kom Skov – An´ ind i Jens Degns Gård, hvor der sad en anden Gårdmand Laust Bøvlund, og drak en Pægl sammen med Jens Degn. Da hviskede Bøvlund til Jens Degn: Giver du Brændevin, skal Skov – An´ Komme til at ligge under bordet. Jens Degn nikkede, Så begyndte de at drikke og svire, Laust havde fået en del at drikke før den tid. Da der var gået en tid faldt Bøvlund ned under bordet, Skov – An´ sad rolig en tid, da så hun sig omkring i Stuen og sagde: Hvor blev Laust af? Hun morede sig, thi hun vidste godt til Laust var falden under bordet. Hun undte Laust det godt – thi han var alle hans dage god til at Broute og Prale, og en stor Skryder.

Da Skov – An´ s Datter Karen var bleven gift, og havde købt en lille Herregård, flyttede Skov – An´ fra Fattighuset op på Gården, men alligevel flyttede hun tilbage igjen i Fattighuset – Nej, nu lyver jeg. Nu Fattighuset var brændt, og der var bygget en Fattiggård, og der flyttede hun til og døde. Men Cyprianus fik hun med sig i Kisten, Karens mand døde i en ung alder, og Karen blev til en fordrukken Kælling. Hendes hår flagrede omkring hendes Hoved, ligesom en Sivbudsk i Blæst. Brændevinslugt og Brændevinssnak stod hende ud af munden. Al rigdommmen lagde hun øde. En nat lå hun og døde ude på Marken med en tømt Brændevinsflaske, der lå ved hendes side, ja, sådan kan det gå.

Der boede i byen en Mand ved navn Per Pølsbjerg. I hans unge dage lavede han vognhjul, men nu på hans gamle dage lavede han Træskoer.

Den gamle Præst i Byen døde af alderdom, og skulde begraves. Præsten lå i hans Kiste i Kjole og Krave. Præsten fra Silkeborg, Hostrup, var også med, men han kunde ikke lide den Slags Ligklæder. Degnen synnes det var en god gammel Skik for når den døde kom op til Sankt Peder i Præstedragt, kunde man da se det var en Guds Tjener, så slipper han nok ind i Himmerige.

En begravelse var dengang en stor Sviregilde. Folk drak alt det de kunde Orke, og blev fulde de fleste af dem, Per Pølsbjerg var da også fuld, og da han kom ind i Kirken gjorde han en grumme Spetakkel og Halløj. Degnen gik så ned i Kirken og sagde til ham: Sig mig Per, skal vi to ikke gå op på kroen og drikke en halv Pægl sammen. Da svarede Per Pølsbjerg: Jo, lad os det, det er jeg straks med på. De gik da sammen ud, men ved Kirkedøren gik Per først og nu lukkede Degnen Døren, så han blev inde i Kirken og Per udenfor. Per Pølsbjerg kunde nu se at han var bleven snydt, og han råbte da så højt han kunde: Da var det endda godt jeg kom ud af den Klæmhærk.

Der gik også nogle gamle Stonnisser i Byen som ingen steder havde hjemme. De gik og var fulde fra Morgen til Aften og levede af nåde og Barmhjertelighed. Jeg husker Ole Pigh, som var den sidste Mand af en gl. Selvejerslægt ved navn: ”Bonde”, der var Peder Løve, Jakop Kasper, Flyv – Peder, og så vor gamle kending Per Pølsbjerg, og den snedige Tyv – Møller.
Deres daglige Bestilling var at tigge Brændevin. Men Jakop Kasper og Tyv – Møller, var alligevel pænere Folk, de tiggede ikke men stjal, derfor havde de også ofte gratis Ophold i Viborghus.

– Ja, nu skal i have så mange Tak, for det i lyttede til mine Historier.

30/5 – 1938 Jens Degn.

—– 0 —–

Afskrift Indsendt
Skovlovringerne fra Loversyssel.

Træskomand Søren Hansen Haarup, Kragelund født i Haarup, Linaa Sogn fortæller:

En Kongeløsen.
De gamle Skovlovringer i Linaa var meget Overtroiske, min Bedstefader Søren Hansen fortalte så meget herom da jeg var Dreng. Man skulde ikke tro , da de færdedes så meget ude på Skovhugst om Natten, at de var bange af sig, men det var de alligevel. Sagen var, at om natten når de stjal Træ eller gik på Krybskytteri var der altid flere ifølge. Min Bedstefader fortalte at i Silkeborg Nordskov, Haarup i Linaa Sogn findes en bakke i Skoven der kaldes Guldgravskold. Til dette sted Knytter sig mange Sagn fra gammel Tid, Her var Nedgravet en Skat, en Kongeløsen.

Skatten var nedgravet af en Sysselkonge i Ufredstider, da han lå i Krig med et andet Folk, og for at Skatten ikke skulde falde i Fjendehånd lod han den nedgrave. Tre vogne blev fuldt belæsset med Kostbarheder, Guld – og Sølvsmykker, hvorefter Sysselkongen kørte det ud i skoven og nedgravede det der, hvorefter han lod alle de Folk – Trælle – dræbe som var med til at grave Skatten ned, for at ingen skulde åbenbare eller stjæle den. Skatten var så stor at den udgjorde en Kongeløsen, at dersom Sysselkongen skulde falde levende i Fjendens Hænder kunde han med denne skat løsse sig fri igjen.

En Kongeløsen foregik på den måde, at et Menneske; i det tilfælde Sysselkongen lagde sig ned på knæ, og man dyngede derefter Guldsmykkerne og andre Kostbarheder omkring ham, når så Dyngen blev så stor at den ganske skjulte Kongen så der ikke var en Stump eller et Hår at se af ham, da var Kongen løst og Fjenden tog Skatten.

Angrebet på Sysselkongen ved Silkeborg kom Nordfra over fra Balle og Gødvad i Hids Herred. Sysselkongen blev ramt af et Pileskud tværs over Gudenå, og han døde af Såret. Da han var den eneste der vidste hvor Skatten i Haarup var nedgravet, har det siden været skjult hvor den ligger begravet. I tidens løb har mange søgt efter Skatten. Der er gravet flere stedet på Kollen, men der er ingen der har fundet den endnu. Bedstefader sagde, at mange i Haarup og omegn havde søgt efter den også før hans tid. Skt. Hans nat gik de gamle ud på Kollen ved Midnatstid og søgte, der gik en tyr, der såes Lys og løb en sort hund, det var Varseltegnet ved hvis Hjælp man kunde finde Stedet

Min Bedstefader og en anden Mand fra Haarup gik en Skt. Hans nat ud i Skoven for at finde den store Kongeløsen. Denne Nattefærd skulde være stilletiende, ingen måtte tale et Ord. En lille sort Puddelhund min Bedstefader havde, vilde med, men min Bedstefader lukkede den ind i Sovekammeret til min Bedstemoder, og bad hende ikke lukke hunden ud igjen. De to Mænd gik nu ind i Skoven og lagde sig på Bakken hvor Kongeløsenet var Nedgravet, da de havde ligget en Stund en lille sort hund ud fra Træerne, kom hen og snusede til min Bedstefaders ene knæ. Min Bedstefader sagde da: ” Hvad er det dig Polle? ” lige i det samme vendte Hunden sig omkring, og gik samme vej ind i Skoven igjen, da rejste min Bedstefader sig op og sagde: ” Jeg Dumrian, det var Skattevogteren, nu er der intet mere at gjøre her i Nat, nu kan vi ligeså godt gå hjem ”. Da han kom hjem lå hans egen hund inde i Sovekammeret hos min Bedstemoder, det var ikke den de havde set i Skoven. Min Bedstefader sagde siden: Havde jeg endnu grebet fat i Hunden inde i Skoven og holdt den fast til Solen stod op, da kunde jeg have fået at vide hvor Skatten lå.

Han fortalte også en Historie om en Mand fra Haarup, der Skt. Hans nat var gået ind i Skoven og da var der kommet en Tyr, han greb om dens Horn og holdt det fast til Solen stod op. Men da Solens første Stråler skinnede igjennem Træerne forsvandt Tyren, men endnu holdt han Hornet i sin Hånd – en Guldhorn. Nogle år efter kom der en Mand til Egnen – der sagdes en rig Mand over fra København – han hørte Tale om den nedgravede Skat og gav sig til at grave efter den. Siden kaldte man ham Per` Guldgraver.*

•) Mulig er denne Per´ Guldgraver identisk med den Mand omkring samme tid 1840- 50 en Juledag på Vandring fra Virklund og Them kom ind i Funder Kirke og Sang:

Et Barn er født mellem Virklund og Them
Thi glæder sig alle de Funder Mænd.
Han kaldte sig: Per´ Hessel – Per´ Wessel – Per´ Skjævmule og Per´ Djævlekonge.

Han gravede i mange år og lejede Folk her fra Haarup til at hjælpe sig. Han fandt intet Guld og sadte til sidst alt det til han ejede. I stedet for at blive rig blev han en fattig mand, sadte det Guld til han havde og fandt intet til Gengæld og døde som Fattiglem i Linaa.

—- 0 —-

Boelsmand Søren Jensen (Olsen), Kragelund født i Kragelund Fortæller:

Blandt Skovlovringerne var der to Mestertyve der havde tilhold her i Silkeborg Egnen. Tyv – Møller hed den ene og Ole Hammer den anden. Tyv – Møller havde en kort tid Ophold i Kragelund, ellers skiftede de ofte Bopæl. Håndteringen gjorde det nødvendig, thi det er ingen kunst at narre en Mand første gang, men der skal Kunst til at gøre det anden gang. De var ofte Ifølge med en tredje Kjæltring ved navn Jens Hvas, det var en rar Trekløver. Det var Jens Hvas der på Vinderslev Marked gik bag efter Herredsfogden og sagde: ” Din Tyveknægt, – Din Tyveknægt ”, Herredsfogden vendte sig om og spørger: ” Taler de til mig ”. ” Nej, det er min Kæp jeg kalder Tyveknægt, det har jeg vel lov til.” Herredsfogden gik vidre. Jens Hvas stadig bag efter ham og råbte Tyveknægt, Herredsfogden blev ked af dette og gav Jens Hvas 5 Rigsdaler for at gå sin vej

Tyv – Møller var engang på Vinderslev Marked, naturligvis for at stjæle og bedrage godttroende Folk. Der sidder en Kone og sælger Ål. Tyv – Møller kommer og spørger hvad Ål koster i dag. Efter at havde fået Prisen opgivet købte han en stor fed Ål. Da siger han til Ålekonen: ” Jeg har været så slem plaget af Værk = Gigt i Nakken og har hørt en Klog Kone fortælle, at det skal være godt at lægge en Ål på det syge sted ”. Han tog sin Pengepung op og betalte Konen og samtidig beder han hende om hun ikke vilde putte Ålen ind under hans Frakkekrave i Nakken. Dette havde hun ikke noget imod og Tyv – Møller bøjede da Overkroppen ned over den siddende Ålekone, hun, der ikke anede nogen rænker, lagde Pengepungen på Skødet medens hun puttede Ålen ind under Frakkekraven på Tyv – Møllers Nakke. Alt dette havde han jo beregnet, idet han står bøjet over hende tager han hendes pung der ligger på hendes skød, og nu er han ikke sen om at komme bort fra Markedet.

—0—
Søren Jensen, Fastrupdal Fortæller:

Tyv Møller.
Han var en Durkdreven Mestertyv denne Møller. Han rejste nede i Tyskland og Østerrige og ernærede sig af Tyverier og holdt til i Hamburg og Wien, da blev jordbunden for hedt for ham i det Tyske og kom her til egnen igjen, købte en gård i Funger og boede der en række af År. Han blev dog en fattig Mand og kom under Fattigvæsenet da havde han ophold hos en Mand ved navn Ras` Madsen, Frederiksdal, her i Kragelund Sogn. Sogneforstanderskabet gav Ras` Madsen nogle Skillinger om Dagen til Underhold for Møller.

En dag Møller var gået til Silkeborg stjal han en Gås på Silkeborg Torv. Tyveriet blev dog opdaget og Møller kom i Viborg Tugthus. Her kom han en dag i Klammeri med en Opsynsbetjent, og denne gav Møller en Lussing fordi han var doven. Møller vendte sig om Mod Betjenten og sagde: ” Vent til jeg bliver fyrbøder i Helvede, når du så ankommer skal jeg fyre under dig så du skal svømme i dit eget Fedt ”. Møller døde efter sigende i Viborg Tugthus. Andre siger han døde hos Ras` Madsen i Frederiksdal.

—- 0 —-

Jens Andreassen var Kromand en tid i Kragelund, han blev Kromand efter P. Klode. Han solgte Kroen og købte en mindre Ejendom. Det bestod mest af sand, derfor kørte han leer på Agerjorden, men leret forsvandt i al dette sand. Da sagde Kromanden: ”A trouve Fanden gule mig at Solen tærer Leeret”.

Meddelt af Søren Jensen Olesen, Kragelund.

Man har ofte hørt Udtrykket en ” tør Jyde ” det hidhører fra at Jyderne af naturen er Alvorlig, Tavs og Indesluttet, men man må endelig ikke tro at de mangler Følelser eller sans for det Humoristiske, nej, alt dette ligger gjemt bag det rolige, alvorlige Udvortes, en Naturpræg de har Tilfælles med Englænderne. Alvorsfuld udtaler Jyden en vittighed. Han være Humoristisk med rolig Miner, derfor kalder øboerne ham ”tør”. Jeg vil nedskrive et par Minder der peger i den retning, fra den tid Silkeborg Papirfabrik Grundlagdes, det var en Bevæget Tid for Skovlovringerne.

Peter Holm, Kragelund fortæller:

Det var dengang i mine Drengeår da Silkeborg Papirfabrik Grundlagdes da tjente jeg som Hyrdedreng i Grauballe, hvor der var en gl. Kone der gik omkring fra dør til dør og fortalte Byens Sladder og nyheder. Vi havde jo ingen aviser dengang, så nogen skulde der jo til at bringe Nyhederne omkring. En dag kom hun ind til Skomageren, og denne spurgte om hun havde hørt det sidste sørgelige Nyt fra Silkeborg. Nej det havde hun da ikke, om han da ikke vilde sige hende det. Nej, det tør jeg ikke, svarede Skomageren, det er sådan nogen Hemmeligheder der angår de ” store Han´sere ” En kan gerne komme galt af sted ved at fortælle det. Jeg skal skam ikke fortælle det igjen, siger Konen. Ja jeg ved jo nok at du ikke er slem til at fortælle en betroet Hemmelighed, siger Skomageren. Jeg skal aldrig betro det til noget menneske siger Konen.
Hør da, siger Skomageren: ” Sidste nat er der passeret en stor Ulykke i Silkeborg. Drewsen var bleven gode venner med den røde Murers Kone og mens de i aftes stod og omfavnede hinanden ved det rådne Stakit nede ved Gudenåen, gik Stakittet i stykker og de styrtede begge to ud i Gudenåen og druknede ”. ” I Jøsses da, I Gud bevare os da vel ” siger Konen, og fik nu travlt med at komme af sted og under Tavshedsløftet vidste de i hver Gård, i hvert hus inden aften den ” Sørgelige ” Tildragelse.

—- 0 —-

Søren Jensen (Olesen), Kragelund fortæller:

Det var på den tid Silkeborg Papirfabrik anlagdes da var der en mand fra Kongheden i Funder der hed Jens Jensen, men til daglig Kaldet Jens Konge, hans Broder hed Spå – Konge, der byggede et hus nede ved Bølling Sø i Kragelund Sogn, det hus der senere blev kaldt Søhuset. To mænd fra Kragelund Mads Østermark og Ole Pig der levede i Fattighuset og som medst levede af Nåde og Barmhjertighed, kom en dag ned og så på Arbejdet. Da fortæller Jens Konge at næste dag skulde der være stort Halløj i Funder, Drewsen og en Ingeniør ved Papirfabrikken havde indgået et Væddemål om, at løbe om kap fra Silkeborg til Funder Kro og den der tabte, kom sidst, skulde betale al det som de der var i Kroen kunde drikke.

Næste dag halede Ole Pig og Mads Østermark ad Vejen til Funder Kro, og sad der og ventede den ganske udslagene Dag, men der kom ingen Drewsen. Sulten, Tørstig og Slukøret gik de Tammelmasket hjem igjen. Dagen efter var Ole Pig vred og skældte Jens Konge ud fordi han havde holdt ham for nar. Jeg kan ikke gøre ved det, siger Jens Konge, der var jo et uheld der indtraf som ingen er Herre over, thi Drewsen og Ingeniøren løb også yd fra Silkeborg, men da de kom til Lysbro revnede Drewsens Bukser fordi han har så stor en Mave og så kunde han jo ikke være bekjendt at løbe længere og så gik de hjem igjen til Silkeborg.

—- 0—-

Frederik den VII blandt Skovlovringerne

Træskomand Søren M. Hårup, Kragelund, født i Linå. Fortæller.

Det var omkring 1844 da Papirfabrikken anlagdes, da kom der mange fremmede Mennesker til Silkeborg. Herom har min Bedstefader Søren Hansen, der var Gårdmand og Træskomand i Hårup, fortalte. ” Kong Frederik den syvende og Grevinde Danner kom jævnlig til Silkeborg som Mickael Drewsens Gæster og boede på den nye Villa som Drewsen lod bygge i Nærheden af stedet hvor det gamle Silkeborg Slot har stået og hvor ruinerne endnu findes.

Der var Halløj dengang i Silkeborg, og efter Fyraften søgte mange af Landboerne fra Omegnen derned for at se på al dette – der var ny og fremmet for dem. En aften var min Bedstefader også dernede og den Aften var der Dans i Granskoven – Granskoven lå der hvor Kirken og Fredensgade ligger, og ned mod Christian den 8. Vej, vedblev at stå til langt ned mod vore dage omkring År 1900, var ældre end Silkeborg By og oprindelig plantet som Læbælte for den gamle Silkeborg Hovedgård. Kong Frederik, Grevinde Danner og Drewsen deltog også i dansen. Kongen svang Bønderpigerne og Koner i Dansen så Skørterne røg om dem. Han var blussende rød i Ansigtet og pustede, men han var jo temmelig svær, så han havde vanskelig med at følge Takten, derfor råbte han hele tiden mens han dansede Hop! Hop – Hop; Hop, Hop, Hop, Hop”.

—- 0 —-

Søren Jensen, Fastrupdal har fortalt.

I fattighuset i Kragelund boede Mads Østermark og hans Kone Karen Marie. Mads havde engang været en rig Mand, men en god tosse. Folk kunde narre ham og bilde ham alt det ind det skulde være. Så en aften var der nogle Karle fra Kragelund, sådan omkring 1870 der vilde have Løjer med Mads. Karlene kom ind og satte sig ned. Som de nu sidder allerbedst og snakker lader en Karl, Søren Olesen fra Bakkegården, sig falde ned på Leergulvet idet han sagde: ”Jeg tror jeg død”. Han blev derefter liggende ganske stille som om han var død. Mads vred sine hænder og gav sig til at græde og sagde: ”Det var da også sørgelig at dette skulde passere hier i Huset”. Han vred atter Hænderne og bad til Gud for den dødes sjæl.

Da siger Konen: ” Du er også en Tosse Mads. Satan ska ta mæ om a ikke skal opvække den døde igjen ”, og så greb hun Mads` Stok og slog løs på den døde Søren. Men nu kan det nok være at der hurtig blev Liv igjen i Søren, Han sprang op i en fart og løb ud af døren det bedste han havde lære.

—- 0 —-

Gårdmand Christen Østermark, Frederiksdal
Født i Hårup Sogn har fortalt.

Hyvvlerfamilien.

I Thorning levede for en menneskealder siden omkring 1850 tre Brødre, Gudsforgående Kroppe. De røvede og stjal og var som regel på Farten om Natten når Mørket Skjulte deres Gerninger. Om Dagen sov de. Ude på Heden lå de på Luer om Natten for at overfalde Skovlovringerne og Udplyndre dem. Særlig når de kom tilbage fra Skive og Holstebro med en fyldt Pengekat.
De tre Brødre gik på Egnen under Navnet ”Hyvvlere” deres rigtige Navn blev aldrig nævnt. De var vist oprindelig Skovlovringer og lavede Hjul, men så slog de sig på Røverhåndværket, det var jo lettere at røve hvad de andre havde slidt for og så selv være fri for Arbejdet.

Disse Hyvvlere holdt til i Fattighuset når de ikke var på farten eller vejret tvang dem til at være Indendøre. I deres Levevis var der stor Lighed med Natmænd og Kjæltringspakket. De havde en søster der hed Stine Hyvvler, hun skråede Tobak, drak Brændevin og bandede som et Mandfolk. Hun blev gift med Johan Myrehøj. Siden kaldte de hende Stine Murehøj. Manden blev så led og ked af dette Ægteskab at han gik hen og hængte sig, det var jo også en måde at blive skilt fra Konen på.

—- 0 —-

Jens Hansen Hårup, Kragelund
født i Hårup, Linå Sogn
har fortalt.

Min Bedstefaders Fader, altså min Oldefader, var Skovlovring, han lavede Træskoer og Bøgetræet stjal han i Hårup Skov efter hvad min Bedstefader har fortalt.
Min Oldefader spyttede ikke i Brændevinen og det gjorde Skovvogteren heller ikke. De sad så ofte og drak til Pægls sammen og Skovvogteren gav min Bedstefader besked om, hvor de bedste Træer i Skoven var at finde. Præsten i Linå kom også tit ud til min Oldefader. De sad også og drak Brændevin sammen, og det hændte en gang at Præsten var så fuld at de måtte køre ham hjem.

—- 0 —-

Gårdejer Martin Ankersen, Klosterlund
født 10. November 1877 – død 19. September 1959
har fortalt.

Min Bedstefader Anker Andersen, Klosterlund, var Sognefoged i Kragelund Sogn fra 1813 til 1863, havde Opsynet med Sognets Veje. Dette hverv var langtfra Behageligt for Vejene var i en meget dårlig Tilstand. Til omkring 1840 – 50 var der ingen Indkastede Veje i Sognet, men dybe Hulsporede Veje den ene ved Siden af den anden. Til daglig kunde det nogenlunde gå an, En anden Sag var det når Kongerne Rejste, da fik Sognets Beboer Bud fra min Bedstefader om at møde og plukke Lyng. Lyngen skulde bruges som Vejmaterialer til at fylde i de huller og spor i Vejene.

Der lå også store sten flere steder i Hjulsporene og her skulde lægges Lyng for at tage Stødet. Til daglig kunde det, med sten i Hjulsporet og Huller i Kjæret nok passere, anderledes var det når Kongen kom. De såkaldte Kongerejser. Min Bedstefader havde mange Bryderier med at få Folk til at plukke, ikke fordi de var uvillige men de drak Brændevin i stedet for at Arbejde. Det hændte da flere gange at når Kongen kom kørende kørte han fast.

Frederik den sjette var en striks Herre. Vejene skulde være i orden. Ham var min Bedstefader bange for. Engang kom Kongen kørende ad de gamle Skovlovringsveje og så kørte han fast. Konge stod ud og kig en tur ud i Heden, mens Folkene gjorde Vejen i stand. Der møder han en Hyrdedreng der passede Fårene. Kan du ikke tage din hue af for din Konge, siger Frederik. Du er ikke Kongen for han har en lang næse, siger Drengen. Kongen tog da en Sølvdaler op af Lommen og gav Drengen den, idet han sagde, her er mit Billede for at du kan kende mig en anden gang.

Frederik den syvende kørte også en Gang, men min Bedstefader havde nogle Stenhammere og Stenøkser der var fundet på Klosterlunds Mark, dem gav han Kongen. Frederik blev så glad ved disse ting at han glemte Vejens dårlige Tilstand og alle genvordigheder ved at rejse over Heden. Alt dette har min Farbroder Martin Ankersen fortalt da det ligger forud for min tid. Min Farbroder fortalte også om en Kongerejse da Frederik den sjette i 1825 eller der omkring, rejste igjennem Jylland og da Besigtigede de nye Statsplantager ved Stendalgård. Da var min Bedstefader også med, og der var en Kone der faldt i en Kartoffelkule da Kongen kom til Stendalsgård, og min Bedstefader måtte hjælpe hende op.

( Denne Tildragelse har en Kone fra Thorning berettet om i en Bog hun skrev om sin Slægt. ) Bogen hed ”Hylleborg” og udkom i 1901. Hun beretter følgende om Kongerejsen:
Kongetoget kom ad Viborg – Kolding Landevej og det var Kongens Agt at bese de nye Statsplantager ved Stendalsgård. Sognefoged Johan Keller, Thorning og de alle fleste af Omegnens Beboere var kommet til stede. En Konge besøg på Heden var jo en Begivenhed.

En Kone ved Navn Maren var Kravlet op på en Kartoffelkule hvorover der var lagt en lem af træ, i den ene hånd holdt hun en Kurv, i den anden Hånd en Toskillingskage som hun stod og gnaskede af. Kongen kommer kørende og Folket råber Hurra! Idet Kongen stiger af vognen råber Maren så højt at Kongen hørte det: ” Å ja, a vil endda gjærn si æ Kong ”, Kongen svarede: ” Da er det såmænd mig, lille Mo´er. ” Er et æt Fanden ” siger Maren oppe fra Karoffelkulen – ”og der står min Kone”, fortsætter Kongen og pegede på Dronningen der var stået ud af den næste vogn.
” Ih! Da er det segi en kjøn Kuen I håer ” siger Maren. ”Godaw Per Madsen” råbte hun i det samme til en Mand fra Vium, hun fik øje på blandt Tilskuerne, hun tog en Bid af Toskillingskagen, men i det samme gik Lemmen hvorpå hun stod i Stykker og hun styrtede ned i Kartoffelkulen. Det var så Kostelig et syn, at Kongen lo så tårerne trillede ham ned ad kinden. Hr. Anker til Klosterlund, der stod i nærheden, steg ned i Kulen og hjalp Maren op. Da hun var kommen op siger hun: ”Nå ska han ret ha så manne Tak, vil han æt ha en Bæj a mi Kaag”.

—- 0 —-

Skovfoged Anton Thomesen, Rustrup,
født ca. 1860, har fortalt.

I Them Sogn siger man når en ikke drikker en dram helt ud men levner en Slat i Glasset: ” Hvad kan du ikke Rodhugge den ”, Dette udtryk er fra Skovlovringernes Tid, når Lovringerne drak en Dram helt ud kaldte de det: ”Rodhugget”.
– Fra ar Rodhugge et Træ overfører de Benævnelsen på Snapsen.

Kragelund Kirkebog –

1753 den 1. September stod Jens Hansen, Jens Lysdal og Christen Eriksen åbenbar Skrifte i Kragelund Kirke, fordi de en Søndag i Fasten var kommet fulde i Kirken og der gjort Alarm under Prædiken.
( De gode Skovlovringer sparede altså ikke på Brændevinen i Fasten )

—- 0 —-

Bmd. Søren Jensen Olesen, Kragelund fortæller.

Christen Konge fra Funder gik en dag til Mausing og kom om Formiddagen gennem Kragelund Skov, da så han at Jens Smed fra Kragelund stod og fældede Træer i Anker Rudals Skov. Om eftermiddagen da han gik fra Mausing hjemad da så han Anker Rydal står og fælder Træ i Jens Smeds Skovskifte. Skovlovringerne stjal således gensidig Træ fra hinanden.

—0—

Bmd. Søren Jensen, Fastrupdal fortæller.

Anders Nebel i Kragelund var den Allerværste af Skovlovringerne til at stjæle Træ i Skoven. Mændene i Byen samledes flere gange og holdt Klapjagt på ham, men det lykkedes aldrig, han var dem for klog.
Han gik stadig i et par Læderbukser og når han i Skoven mærkede at der var Ugler i mosen, at de var ude at fange ham, lagde han sig ned på alle fire og stak Enden i Vejret, da kunde hans forfølgere gå forbi lige ved siden af ham uden at se ham, det lignede jo en gl. frønet Rodstub, hvoraf der stod så mange i Skoven. Han havde en stor kappe som han bandt omkring Træet der skulde fældes. Øksehugst hørtes da kun svagt under Kappen.

—- 0 —-

Slagter Christian Skov, Frederiksdal
Født i Hesselskov, Kragel. S.
Fortæller.

Min Bedstefader Knud Skov fra Hesselskov har fortalt: ” At det var en Vinter der var meget sne. Han og de øvrige Mænd fra Frederiksdal blev tilsagte til at kaste Sne, og således hos Jens Joh. Christensens Fader og der vedblev de at samles 36 Dage i Træk og al den Brændevin de orkede, sne kastede de intet af. Alt det Brændevin de drak bryggede Manden i Gården selv og det meste af Tiden var Brygningen i gang ”.

—- 0 —-

Skovlovringer i Krig.

En kendt Skovlovring var Jens Hessel fra Funder. I sine unge Dage uppede han gerne Slagsmål på Skive og Holstebro Markeder når Lovringerne var Kørende derned med Træ. Han deltog i Krigen 1864, lærte som Rekrut i Altona. Soldaterne måtte ikke gå med Uniform ind i Hamborg, der jo var tysk Område, men skulde være iført Civilt Tøj. En aften gik to Soldater fra Kragelund, Jens Frederik Kjeldsen og Ole Chr. Jensen i Civil ind i Hamborg og Jens Hessel fulgte med, men i Uniform, hvad var strengt forbudt.

Dette gik endda godt, men Jens Hessel blev naturligvis fuld, og da de kom tilbage til Altona gik Jens Hessel dinglende af Fuldskab og sang gjennem Gaderne. Da kom der to Sergenter, greb hver fra sin side fat i ham og spurgte om han havde Nattegn. ”Nattegn”, siger Jens Hessel, må jeg spørge om i har noget Nattegn?, idet samme gav han de intetanede Sergenter et Slag, så de væltede bagover. Jens Hessel blev stående ganske rolig til Sergenterne kom på benene igjen. De turde dog ikke gå på ham igjen, men løb hen i Hovedvagten for at hente hjælp.

Imens gik hans to civilklædte Kammerater hen til ham for at få ham med hjem i Kvarteret, det ville Jens Hessel ikke, blev ondsindet og vilde slå dem, de foer da begge ind på ham kastede ham Omkuld og bar ham hjem i Kvarteret hvor de smed ham på sengen. Dette var også på høje Tid, thi udenfor hørte de Vagtmandskabets Taktfaste Skridt på Brostenene. Dermed var faren for Jens Hessel ikke dreven over, hvorfor han næste morgen gik hen til hans Oversergent, en Mand han ofte drak en pægl med, og bad om et godt Råd. Gå hjem i seng og sig du er syg. Samme Dag da Soldaterne stillede på Exsiserpladsen gik de to Sergenter op og ned foran Rækkerne for at Gjenkende Manden der slog dem Aftenen før, de fandt ham ikke, men der manglede en Mand Jens Hessel Sygemeldt, Råbte Oversergenten, Godt, siger Kaptajnen, ham kan det altså ikke være. Jens Hessel slap for denne Gang.

Da Hæren gik fra Dannevirke Kæmpede de ved Hadeby Kirke, her tog Jens Hessel Alterlysene og puttede i sin Tornyster og på Tilbagetoget bjærgede han et par Flasker Vin hos en Købmand der var løbet fra Hus og Lager. Både Alterlysene og Vinen kom senere Soldaterne til god Nytte under meget Vanskelige Forhold. Soldaterne kom til Sønderborg og gik ombord i et stort Transportskib, der kunde rumme over 3000 Mand, det var Mandskab af 8. Brigade. En Kaptajn Stochflek havde dog sørget for et mindre Skib til sit Kompagni. Forholdene i det store Transportskib var næsten Uudholdelige. Mandskabet var tætpakket som Sild i en Tønde. De som kom i Lasten måtte blive der og de der var på Dækket måtte forblive der.

Skibet sejlede i tre Dage og Nætter. Ingen vidste hvor de sejlede omkring, der blev sagt at Skibet havde været i nærheden af København, der blev sagt at Overkommandoen befrygte en Tysk Landgang på Sjælland, hvorfor 8. Brigade skulle forhindre Landgang. I 3 Dage lå Jens Hessel i Lasten, hvor der var bælgmørkt og flere tusind Mand. Al Nødtørft forrettedes dernede og den indtrængende Luft udbredte en ulidelig Stank. Ikke bedre var Forholdene for de som i de tre Døgn måtte opholde sig på Dækket, de havde ganske frisk luft, men der herskede en hård bidende Frost og en Skarp Blæst så Disse Soldater var hel blåfrossen af Kulde.

Nede i Lasten tændte Jens Hessel Alterlysene fra Hadeby Kirke, de var Velkomne for de Tusinder af Mennesker der opholdt sig i det mørke rum. De to flasker Vin han bjærgede under Tilbagetogtet fra Dannevirke, delte han med Kammeraterne. Efter 3 Dages Sejlads blev Brigaden Landsat i Fredericia.

—- 0 —-

Lidt mere om Tyv – Møller.

Han var født ca. 1804 vist nok i Helsingør. Hans Moder lærte ham allerede fra lille Barn af at stjæle. Mens hun bar ham på Armen blev han lært til at pille ved Folks Klæder som Moderen talte med og ved denne pillen blev Barnet lært til at stjæle alt det, det kunde overkomme. Naturligvis blev disse Tyverier opdaget flere gange. Men blev da optaget som uskyldige Barnestreger. Moderen lærte således Barnet til at stjæle og det blev hans Næringsvej og Hovederhverv hele livet. Under Navnet Tyv – Møller eller Mestertyven blev han en kendt Mand ikke alene her i Landet men også i Frankrig, Tyskland og Østerrige, og en ukendt Mand var han heller ikke i Sverige.

Han var lille af vækst og forestillede sig som om han var Blind, under hvilke Påskud han bedre kunde komme de Folk i Berøring han vilde bestjæle. Han udtalte: at det var ingen Synd at stjæle, heller ingen Synd at slå et Menneske ihjel. I Samfundet stjal man under Lovbeskyttelse som Ravne og i Krig slog man Mennesker ihjel i massevis, hvad der var tilladt for den ene måtte også være tilladt for den anden.

Når han var ude på sine Tyverejser havde han gerne en Medhjælper med sig, Ole Hammer der boede i Engesvang tog han ofte med. Denne var også en berygtet Mestertyv og med ham delte han Byttet. Noget anderledes var det med Klink-Maléns Mand, der hed Clausen og boede her i Kragelund, han fulgte ham ofte men kun som lønnede Daglejer. Han fik intet af Byttet og var vel altså kun Brugbart ved simplere Forretninger. Gamle folk fortæller om, at Møller inddelte sit Arbejde i tre Arter, lettere sværere og grovere Tyverier. Det grovere bestod i at lemlæste eller ihjelslå sit Offer.
Meddelt af Bmd. Søren Jensen, Fastrupdal.

—0—

Skovlovringerne fra Loversyssel
Ved Sognefoged J. Jensen Refshalegaard 1922.

Loversyssel var fra gammel tid, hel fra Oldtiden lukket af store Skove, en udpræget Skovegn ligesom Nordsjælland. Det var særlig Egnen omkring Silkeborg og navnlig Sognene Them, Ry, Linå, Balle, Kragelund og Funder hvor der opstod en industri med Trævarer af alle slags, der ved en livlig Samfærdsel førtes ud til det Træfattige Vestjylland, ja helt op i det nordlige Jylland. Hvorfor man også i vore Dage ude på Heden støder på de såkaldte Skovlovrings veje, dybe ensporede Veje hvor der kan løbe over en halv Snes Veje Side om Side, når Hjulsporene blev så dybe at Akselstokkene stødte på den ophøjede Kam i Vejens Midte lavede man en ny Vej ved Siden af den Gamle.

Denne Samfærdsel er Ejendommelig og meget gammel, idet vel Vestjylland til alle tider har været fattig på Skov og derfor har Befolkningen i disse Egne lige side Oldtiden været henvist til Træforbrug fra mere østlige Egne, nemlig Loversyssel – og særlig i den Egn hvor Silkeborg senere opstod. En af Hovedvejene gik over Kragelund vestpå fra Byen for derefter at dreje mod Nordvest.

Kragelund Byes Grundplan er langstrakt og synes oprindelig anlagt på begge sider af denne gamle Skovvej, så vejen må antages at være i Brug før Byen Grundlagdes. Følger man den gamle vej vestpå fra Kragelund støder man ca. 5 km. Ude på Kristianshøj, et Navn der fremkom ved Hedens Kolonisation omkring 1760 men stedet har et ældre Navn og Befolkningen kalder det endnu i vore dage Bedehøj. Det er et minde fra Skovlovring tiden. Her var et Bedested med en Gruppe Gravhøje, for de Vejfarende der kom fra mere østelige og sydelige Sogne. Balle, Them og Linå. Markedspladserne var Skive og Holstebro, men også så langt som til Ringkøbing blev Trævarer sendt.

I Skive havde Lovringerne deres særlige Torveplads. I en Proces mellem Byens Borgere hedder det (25 Juni 1733) – ” Ja dog denne Plads tillige med andre åbne pladser på den nordre Side af Stenbroen af Ariltid havde været brugt til en Hjul og Træfags Torv; hvormed der holdes nogle markeder i Skive om Året – (Skivebogen 1919 s. 65) I Fly Bys markbog 1682 hedder det : ” Hjultømmer købtes i Viborg 4 mil derfra og under tiden i Funder By 7 mil derfra ”, (s. sted s. 48).Uden al Tvivl har den vestjyske Befolkning i ældre Tid hentet største delen af deres Hustømmer fra Loversyssel.

Befolkningen på denne Egn kaldtes fra gammel Tid Skovlovringer, i modsætning til de øvrige Lovringer fra Sysselet. Som forholdene nu engang er giver Natur omgivelserne, Klimaet, Beskæftigelsen, og livsvilkårene Befolkningen på en Egn sit særegene Præg. Man finder derfor også, ved at studere Livet i Loversyssel i ældre Tid, at Befolkningen på denne Egn fremviser flere Ejendommelige Sider der adskiller dem i flere Henseender fra Omboende Folk.

Til Daglidags bestod Skovfolkenes Klæder af Skind, Læderbukser der var garvet og en alunerede Kort Fåreskindstrøje og som Hovedtøj en strikket Hue med en dusk i. Andre brugte også en lådent Kabus af Skind. Disse Skindklæder var stærke og næsten uopslidelige og dertil varme.
Stærk skulde Klæderne også være for at modstå det stærke Slid som Skovhugst og Arbejdet med de ofte svære Træstammer medførte. Det var et hårdfør folkefærd der på den afsides og ensomme Skovegn vedblev at fastholde en del af Forfædrenes, Oldtidsfolkets Vildskab, langt længere ned i tiden end Tilfældet ellers var på andre Egne. Slagsmål og Brændevinsdrikkeri hørte til Dagens Orden og fra flere Sider får de ingen godt Skudsmål, men således var de fødte og Opdragne og kunde vel vanskelig tænke sig andre Livsvilkår. Deres Liv og Gerninger må bedømmes ud fra Tids forhold. De af Skovlovringerne som ikke selv ejede Skov stjal Træet i Skoven og det kunde aldrig falde en Skovlovring ind at dette var Tyveri men hans gode ret. Så indgroet var denne Tankegang at selv Præsterne i disse Egne øvede ulovlig Skovhugst og hvad skal man så sige til at både Per og Poul stjal. Denne Tankegang kan man spore helt ned til Slutningen af Skovlovringstiden.

Præsten i Linå Clemen Poulsen var 1747 tiltalt for Skovhugst – Tyveri?, hans Formand i Embedet Jakop Fogh måtte ligeledes give Bøde for ulovlig Skovhugst (Aarh. Stifts Årbog 1922 s. 187), * Præsten i Kragelund Stephen Andersen var ligeledes tiltalt og måtte give Bøde. Skovhudst i Kronens Skove, uagtet der lå en større Skov i Bymarken hvori Præsten havde andel, men forbuden Frugt smager ofte bedst, eller skulde forholdet havde været dette, allerede af andre Skovtyve var stjålet i Præstens Skov. Men denne Slags Sager tages ikke så Alvorlig i disse Tider, og satte ingen Plet på mandens gode Navn og Rygte.

Ovennævnte Præst i Linå Clemen Poulsen, der ellers var en dygtig, fint uddannet Mand og af fornemt Slægt havde flere udskænkningssteder af Brændevin og øl i sit Sogn, og både Brændevinen og Øllet bryggede han selv hjemme i Præstegården. Kromanden Jens Haagesen i Linå Klagede 1705 over, at Præsten greb ind i hans Næringsvej (Aarh. Stifts Årb. 1922 s. 187. f.f.) Når Præsterne således gjorde sig Indtægter af Datidens Drikkeri, hvad gik der så ikke i svang ude i den alm. Befolkning, hvor man bryggede Brændevin i hver anden Gård. Gjemmengår man Købstædernes mandtalsregister til Skatteanættelse fra denne Tid finder man, at hver anden borger var Brændevinsbrænder, og det var som regel disse sidste der økonomisk sad bedst i det, og så den anden Halvdel – ja der skulde jo nogle til at drikke.

De Trævarer der blev forarbejdet omkring i Sognene var af forskelligt Art. I Linå og Them var der næsten udelukkende Træskoer, i al Fald udgjorde det Hovedmængden af Arbejdet. Anderledes forholdt det sig i Balle og Funder Sogne, her var Hovedarbejdet Hjul. I Kragelund var Hovedbeskæftigelsen ligeledes Hjul, men ved Siden heraf omfattede Arbejdet også Slagler.
Bark til Garving, samt opkantning af Træstokker, en slags Trævare i mere rå Tilstand, som
Vestjyderne så senere kunde forarbejde videre efter behag.

Vogne og Hjul har uden al tvivl, og særlig længere tilbage i Tiden været en meget vigtig Industri i disse Egne. 1581 d. 11. November udstedte Kongen befaling til Lensmanden på Silkeborg, Mandrup Parsberg om, som hidtil, at lade Kronens Bønder i Silkeborg len få Tømmer til Købs i Kronens Skove til at lave Hjul og andre Varer af, til salg på Markederne, da det er manges vigtigste Næring. Præsten Niels Blicher omtaler i sin Vium Sogns Beskrivelse s. 178 ”Beboerne af de vestlige Sogne af Hids Herred kaldes af Vesterboerne for Lovringer og forsyner Egnen omkring Skive med Træ til Vogne og Gårdredskaber ”.

*Stephen Andersen måtte bøde 10 Rd. Men foruden Skovhugst havde han andre Sager på sin Samvittighed. Han var Præst fra 1603 til 1629. (Aarh, St. Aarb. 1914 s. 138).

Kulbrændingen var også ret almindelig og kan spores lige siden Oldtiden, idet der flere steder på Bunden af Moserne under Tørvelaget er fundet Kulmiler. Kul var en nødvendig Vare og skulde brændes hvor Skovene fandtes. I e Dom fra Hammerum Herredting 1587 omtales, at man sendte Bud til Loversyssel efter Kul. I den sidste periode af Skovlovringstiden var Brændingen af Kul på disse Egne gået stærk tilbage, dels fordi Skovene forsvandt, og dels fordi Kul forbruget erstattedes på anden måde. Alle Gårdmænd i Kragelund var Hjulmænd og det samme var Hovederhvervet lader sig nu vanskelig bestemme.

På Sten Blichers Tid da han i 1839 skrev sine Beskrivelser over Viborg Amt, lå der i Hids Herred tilbage ca. 100 Td. Land Skov til Kragelund og nu måtte man særlig i Balle og Funder hvor Skovene var forsvundet gå over åen og købe Træet i Silkeborg Skovene og Begtrup skriver 1808 om Balle at Gårdmændene forsømte deres avl og Kreaturernes Røgt over deres Håndværk. Forholdet syntes at være, at i tidligere Tid var Hovederhvervet Træindustrien og i det sidste Århundrede af Skovlovringstiden i Hids Herred var der et Bierhverv. For de sydlige Sogne i Hids Herred er denne Industri således afsluttet for en 30 a 40 år siden.

På den anden side Åen, som Blicher udtrykker sig, i Linå, Them og Ry er Industrien endnu i gang, om ikke i samme omfang som i ældre Tider, det er kun Træskoer der forarbejdes og Industrien går her mere og mere over til Fabriksmæssig Frembringelse. Chr. Sørensen Thomaskjær der selv var Skovlovring har i flere af sine Hjemstavns Sange og Fortællinger ydet Bidrag til Belysning af Skovlovringslivet på denne Egn, navnlig i Kragelund. Det Historiske var dog ikke Thyregods stærke Side. Digtningen var for ham Hovedsagen på sin samtids Grund var han en ypperlig Gengiver, men kom han ud på Fortidens Områder der var hans Skildringer af mindre Værdi, det blev digt i stedet for virkelighed.

En modsætning til Thyregods Bog er Forf. Ev. Egebergs Bog ”Bromanden”, der skildrer Folkelivet på Silkeborg Egnen, denne bog hviler på et solidt og grundig Historisk Grundlag og er et ypperligt Bidrag til forståelse af Folkelivet blandt Skovlovringerne.

Endnu et Par Historiske Notitser skal jeg fremføre.

” Søndagen før Jul 1615 var der Bryllup i Kragelund Præstegård. En Skovlovring Erik Pedersen fra Byen var med til Gildet. Mellem Eriks Kone og Præstekonen Anne var der Fjendskab. Hen på Aftenen da Brud og Brudgom var fulgt til sengs af Bryllupsgæsterne, gik Erik Pedersen ind til Præstekonen o hendes Sengekammer hvor hun lå syg, Erik vilde tale med Præstekonen om hendes mellemværende med hans Kone. Hvorledes det nu gik til eller ikke, men et Øjeblik efter kom en Tjenestepige og fortalte at Erik Pedersen lå inde i Præstekonens Sengekammer, på gulvet ved siden af sengen, og var død. Ved det påfølgende Synsforretning fandtes en blå Stribe tværs over Erik P. Hals og Præstekonen blev derefter Sigtet og anklaget for Mord. Sagen kom for Herredstinget og senere Landstinget. En Tjenestepige vidnede: at Erik P. nævnte Aften var så fuld at hun aldrig før havde set ham så drukket. Nogle dage efter døde Præstekonen og ved Landstinget faldt der Dom 17. Februar 1616 der frifandt Præstekonen, der som nævnt allerede var død.
Det er langtfra nogen særlig Tiltalende Indblik man får af tiden ved denne Lejlighed. Præsten Stephen Andersen var tiltalt, og måtte give 10 Rd. I Bøde for Skovtyveri. Hans Kone Anne Rasmusdatter Rask var sigtet og tiltalt for Mord, og Erik Pedersen døde – mildest talt – i Fuldskab. Derefter lader jeg meddelerne tage Ordet for at høre hvad de har at fortælle om Selvoplevelser eller mundtlige Overleveringer fra Skovlovringstiden.

—0—

Gårdejer Mikael Jensen Frank.
Født i Stenholt, Kragelund Sogn, fortæller.

Fra gammel tid har Beboerne her i Stenholt havt deres største Indtægtskilde ved at forarbejde Trævarer og sælge disse ude i Vesteregnen. Træet huggede vi for del her i Stenholt Skov, men det var kun små Ege. Skoven var Forhugget efter Sigende til Udsmeltning af Jern af Myremalmet, større Bøge og Egetræer hentede vi fra Silkeborg Skovene. En stor Indtægt havde vi ved at pille Egebark til Brug ved Garvning, det Kørte vi til Ringkøbing eller Holstebro og fik 50 Rigsdaler for Læsset, det var en god Skilling i disse Tider. Det meste af året lavede vi Slagler (Slawler) som der altid var god afsætning af i Vesteregnen, der var jo ingen Tærskemaskiner dengang, og al Kornet blev tærsket med Plejl dengang. Tøjrepæle var der også god Afsætning på, vi Kørte mange af disse til Viborg og fik 1 Mark for Snedsen. Min Fader var en Skovlovring fra Them, og når Mændene fra Them kom Kørende og skulde til Skive eller Holstebro med Trævarer overnattede de den første Nat hos min Bedstefader her i Stenholt.

Min Fader der ikke var gift dengang blev da Kæreste med Datteren i Gården, og de blev Gift og fik senere Gården her i Stenholt efter min Bedstefader. Min fader var dygtig til at lave Træskoer, thi Træsko lavede de fleste i Them. Bøgetræet hertil havde vi ikke her i Stenholt Skov, det hentede han over i Them, i Rudstrup, Gjæssø og Løgager Skove. Han kunde i almindelighed lave 5 Par Træskoer hver Gag. Det han tjente mest på var ved at lave Træskovler. Folk udi Vesteregnen havde jo ingen Jernskovle dengang men brugte Træskovle, med en Jernskinne i Skovlbladet, også til at Mugge i Staldene med. Man fik 4 Mark for hver Træskovl, også Trægrebe lavede han.

Træskovlene kløvede han ud af skært Bøgetræ og med en Huløkse dannede han Skovlens hule Fordybning. Efter at han var Kommen til Gården i Stenholt vedblev han at Rejse ud og opkøbe Trævarer af alle slags i Them og Silkeborg Egnen, særlig Træsko opkøbte han mange af i Them. Han hyrede så nogle Gårdmænd som i Fælling Kørte ad de gamle Hulveje til Holstebro eller Skive. Befordringerne var ofte forspændt med Stude for de gamle dårlige beslåede Vogne. Træ aksler med Lundstikker og Tjærekanden bag de to bagerste Hjul. Udad over Heden gik det langsomt, Hjulene Knirkede og peb: Vi vinder aldrig derud, hjemad med den tomme Vogn løb Hjulene hurtigere bjergede = stjal man på Rejsen, især ved Sommertid når de kom forbi en Eng eller høstet Kornmark. Engang var jeg som dreng med en Mand ved Navn Niels Elling fra Funder, der Kørte en læs Bark til Ringkøbing. Da vi kom forbi Højris Enge ved Ikast, gjorde Niels holdt og slæbte en Høstak fra Engen og læssede den ovenpå Barken. Jeg spurgte om det kunde gå, han svarede: det er skik og brug. Når Lovringerne Kørte hjemad fra Vesteregnen var der flere af dem fulde, de Kom da i Klammeri og Slagsmål. Nogle af dem væltede med Vognen ude på Heden og kom ikke hjem før et par Dage efter de andre.

Det var også uhyggeligt dengang at Rejse ud over Heden, særlig ved Nattetid, alskens Kjæltringpak og Fredløs havde Tilhold der ude. Vognens Kjæpstokke sad dengang altid løse, for at man ved Overfald kunde bruge dem som Våben mod Ufredsmænd. Der er således over i Frederiksdal et sted der hedder Røverstuebæk, der i nærheden havde en Røverfamilie gravet et Hul ind i Bakken hvor de tog Bolig, og levede af at overfalde de Vejfarende.

Der var et år min Fader, ved Træarbejde havde en Indtægt af 900 Rigsdaler, det var mange Penge dengang. Gårdens Drift skøttede han sig kun lidet om når Trævarene kunde give så mange Penge var det Hovedsagen. Landbruget gav kun små Indtægter, Græsset i Skoven og Mosen om Sommeren Udnyttet. Om Vinteren var Kreatuerne på Sulteføde, thi det meste af Vinteren måtte de ligesom om Sommeren bjerge Føden i Skoven og Mosen.

—0—

Karetmager Jens Jensen, Kragelund
Født i Kragelund 12/2 1849.
Fortæller—

Jeg har lært at være Hjulmand det vi nu kalder Karetmager. Jeg lærte hos Thomas Trindbak, der tilhører en gl. Skovlovringfamilie. Her var jeg i Lære i flere år. Thomas Trindbak levede dengang i Kragelund, siden flyttede han til Elbæk. De fleste Bymænd, også Gårdmændene her i Kragelund var i ældre Tid Hjulmænd eller arbejdede med Trævarer. Til Kragelund By lå i min Læretid 100 Td. Skov, den såkaldte Vands Skov og det var Træet og Trævarene herfra der solgtes udi i Vesteregnen. Jeg har hørt omtale, at i gammel Tid vare de allerfleste Bymænd i Balle, Funder og Sinding ligeledes Hjulmænd, men i disse Sogne var Skovene på den Tid jeg kan huske for største delen allerede ophugget. Egeskoven ved Stenholt var for længst nedhugget, efter sigende til Brug ved Udsmeltning af Myremalmet, denne er nu kun en Krat bestående af Egepurre (= Rodskud) her hugges der Slagler ligesom i Hørbylunde Krat i Funder, foruden at der i Stenholt Krat hugges slagler, bliver der pillet Egebark der sælges til Garverne,

Det var også dengang Skik, at Folk her på Egnen selv Forarbejdede deres Vamelsklæder. Det var alt sammen Hjemmearbejde. Når ulden var spundet til Garn skulde det farves, hertil brugtes et slags Lav der voksede på Egetræerne i Stenholt Krat. Ikke alene her fra Egnen men også langvejs fra kom Koner og Piger og Pillede Lavet af Træerne. Først pillede man Lav til Farvning, dernæst pillede man Barken af til Garvning og så huggede man Træet til Slagler.

Selv de største Gårdmænd i Kragelund drev Erhverv som Skovlovring, ved siden af deres Landbrugsdrift. Den største Gårdmand i Kragelund i min tid hed Jens Smed Han var en høj, svær Mand, fordrukken og til enhver Tid rede til Slagsmål. Han kunde give alle de øvrige Bymænd Klø, de fik Knubs når de ikke vilde danse som han fløjtede. Han gik i en Fåreskindstrøje, et Par Læderbu kser, han havde, høj og svær som han var, et Par lange arme som han stadig, når han talte, slog ud med, vel for at give hans ord mere Eftertryk. Han ejede to af Byens Gårde No. 8 og 9 og blev da også betragtet som en Slags Sognekonge.

I Gården No. 12 levede Anker Rydal, han var måske den mest fordrukkene af dem alle, men ellers var der ikke meget Forskel på de enkelte Bymænds Drikkeri. Skovlovringerne drak, og de drak al hvad de Kunde aarke. Kromanden hed Peder Klode, og Kroen var et Bedested for alle de Skovlovringer der kom Kørende med Trævarer, øst og syd fra, og som skulde ud i Vesteregnen. Kroen var vel altså et Bedested der oprindelig var anlagt for de rejsende Skovlovringer.

Man drak ikke dengang Bajersk Øl eller Kaffepuncer som det nu er skik. Kromanden havde nogle Blikmål af forskellige Størrelse, der svarede til en halv og en hel Pægl, en halv og en hel Pot, af disse Blikmål sad Skovlovringerne og slubrede det Klare Brændevin i sig. Det er ganske naturligt at Drikkeri i en sådan større målestok som regel havde Slagsmål til følge, der var en Toft uden for Kroen et sted der hed Blanksig, der gik Skovlovringerne ud og holdt deres Slagsmål, da Kromanden ikke yndede at have Slagsmål i Krostuen.

Det var i de År en Mand fra Skygge havde siddet og svirret i Kroen til ud på Natten med andre Lovringer. Næste morgen fandt man ham liggende død på Vejen vest for Kragelund. Folk sagde han var slået ihjel, måske var han frossen ihjel, hvem ved det?, det blev aldrig opklaret, men i mange År derefter sænkede Vejfarende Sten i en Dynge på dette sted, man sagde, for at den døde ikke skulde gå igjen.

Foruden Jens Smed, Anker Rydal og Thomas Trindbak, var der desuden på denne Tid følgende Kendte Skovlovringer bosatte i Byen, Rasmus og Søren Trindbak Anders Nebel, Christen og Andreas Vestergård, Niels Smed og Kromanden Peder Klode, af Husmænd og Indsiddere var der Peter Løve, Ole Pig, Jakob Kasper og Mads Østermark den sidste lavede kun Revlingslihmer.

I Skive og Holstebro var der Markeder en Gang i hver Måned for Trævare og Skovlovringerne fulgtes da ad med en lang Vognrække og fulgte de gamle ensporede Hulveje ud over Heden, den stor Hede, hvor der var Mil efter Mil uden Spor af Bebyggelser. På udvejen gik det nogenlunde, hvorimod på Hjemvejen når Skovlovringerne havde fået deres Trævarer omsat i Penge og Pengene i Brændevin var der Fuldskab og Slagsmål, når de så kom hjem fortsattes Drikkeriet og Slagsmålet et par dage derefter.

Hvem der ikke havde Andel i Skoven Kjøbte sjælden Træ, de drog simpel hen om natten ud i Skoven og stjal Træet. Det var nemlig en alm. Tankegang, at hugge Træ i andres Skov, var ikke Tyveri, men en lovlig ret fra gammel Tid. Den gamle Skovlovring Anders Nebel sagde: Nej, stjæle det har jeg aldrig befattet mig med men jeg har været god til at ”bjærge” i Skoven. I vore dage kan vi vanskelig forstå dette Liv som disse Lovringer førte, men efter hvad min Fader Jens Christensen Degn fortalte – han var født 1799 – havde Skovlovringerne fra gammel Tid ført et sådan Liv. Det var deres gamle dagligdags Levevis, og de har næppe gjort sig Tanker om, at Livet Kunde leves på anden vis.

Før min Tid, har jeg hørt fortælle, dengang der var Bystævne, var på Stævnet en Kreds af store Sten og enhver af Bymændene havde sin Sten hvorpå han sad under Mødet. Oldermanden havde sammenkaldt Bymændene til Møde for at forhandle om, hvad der burde gøres for at forhindre de mange Skovtyverier. Under den lang forhandling foreslog Oldermanden, at de skulde ansætte en Skovfoged til at passe på Tyvene. En gl. Hvidskæg rystede på Hovedet og sagde: Det er jo prøvet før, men Tyvene stjal alligevel. Da sagde Oldermanden at han vilde foreslå at vælge en Hjulmand der boede inde i Skiven til Vogter, da sagde Hvidskjægen men han stjæler jo værre end de andre. Netop derfor foreslår jeg ham, svarede Oldermanden. Tyvene slåsser jo om de bedste Rtæer i Skoven. Nu har vi mange Tyve, men giver denne Hjulmand Myndighed til at jage de andre Tyve bort, da har vi kun denne ene Tyv til at stjæle i Skoven. Forslaget blev vedtaget på Bystævnet.

—0—

Murer Jens Christensen, Kragelund Skov
Født i Kragelund
Fortæller—

Thomas Trindbak var en af de gamle Skovlovringer han lavede Vognhjul og andre Vogndele; Hans Fader kan jeg lige huske, han arbejdede også med Trævarer og boede i en Hus der lå ved Sogneskellet mellem Sinding og Kragelund Sogne. Huset er nu for længst nedbrudt, det var så ældgammel at det sank sammen af alderdom, men samtidig døde Thomas` Fader også af alderdom. Thomas` Fader – hans Navn kan jeg nu ikke huske – stjal uden vidre al det Træ, han havde brug for i Vands Skov, det var en gl. skik disse Skovlovringer brugte. Min Fader levede i et Hus der lå ved Vejen ind til Skoven, han lagde tit mærke til lovringernes Færd om Natten i Skoven. Han sagde til Anders Nebel og Thomas Trindbaks Fader: Det er hvis ikke lovlig, at tage Træ om Natten i Skoven. Da sagde Anders Nebel: At stjæle har jeg aldrig befattet mig med,men jeg kan ikke sige mig fri for altid at have været god til at ” bjærge ”. Skovlovringerne vare fødte og opdragne i den Tro, at Skovens Træ og Udmarkens Græs havde enhver Lov til at bjærge.

—- 0—-

Gårdejer Andreas Sørensen, Kragelund
Født i Kragelund
Fortæller—

Jens Smed i Kragelund ejede to af Byens Gårde men var dog Skovlovring, han lavede Vognhjul og andet Trævare. Skønt dette, at han kunne have haft Arbejde nok med Gårdenes Drift må Hjulmageriet have givet flere Penge end Landbruget. Han var god til at brovte, jeg hørte at han engang i Kragelund Kro sagde: ” Det er ikke godt om En skulde blive så fattig, at En ikke havde råd til at drikke en Gård op ”. Meningen var vel at han vilde dupere de andre Bymænd. Han der havde to Gårde kunde drikke den ene Gård op uden at blive fattig, det kunde de andre ikke som kun havde en Gård. I tiden omkring 1860 kan jeg huske at Bymændene fra Kragelund drog til Skive og Holstebro med Trævare. Vognhjulene blev bundet sammen to og to i en lang Række, andre Vogne var læsset med opkantet Træstykker, som Vestboerne så kunde lave forskellige redskabstøj af.

—- 0 —-

Karetmager Jens Olesen, Kragelund Sk.
Født i Kragelund
Fortæller—

Søren Laursen boede i Klemmensbæk i nærheden af Kragelund Skov, han drak regelmæssig en Pot Brændevin daglig, År ud og År ind. Hans Leerdunk hed ”Polle”. Med denne tomme Dunk vandrede han nøjagtig hver sjette dag til Købmanden, for at få den fyldt igjen. Da han blev henad Årene afstod han sin Ejendom til en Søstersøn – da han selv ingen børn havde – der hed Laust Laursen. Så snart denne havde overtaget Ejendommen købte han en Leerdunk mage til Morbroderens og døbte den ligeledes ”Polle”. Nu fulgtes de dagligt ad ind, med korte mellemrum ind i Kammeret hvor de to ”Pollere” stod. Skål Morbroder sagde Laust og enhver kyssede sin klukkende Polle. Siden fulgtes de ad hver sjette Dag med ”Polle” for at få den fyldt igjen. Kom en Aften ind i Kroen hvor Laust blev så drukken at der skulde Folk til at bære ham hjem, da var der en spøgefugl der foreslog at synge en Ligsalme mens Processionen bevægede sig ud af Byen. Det var jo som det var en Begravelse. Det blev for meget for gamle Søren. De gik netop forbi et Havestakit, han hævede sin fyldte ”Polle” og slog den mod en Gærdestav, så Brændevin og skår foer omkring og svor at han aldrig vilde smage Brændevin mere. Han holdt sit Løfte.

—- 0 —-

Samme meddeler som ovenfor

Christen Vestergaard i Kragelund var en af de gamle Skovlovringer. Han havde et meget hidsigt sind. En dag kom han ind og ville have sin Middagsmad men Konen havde ikke Maden færdig. Da blev han så vred på Konen at han gik ud i Nødset og hængte sig. I det samme kom en Mand ved navn Laust Tørrup tilfældigvis forbi og ser Christen hænger og stritter i Rebet inde i Nødset. Laust skar ham ned og fik igjen Liv i ham, hvorefter han sagde til Chresten: ”Var a nå æt hæær, så va du i Helvede dæær ”, (var jeg nu ikke her, så var du i Helvede der).

—- 0 —-

Boelsmand Søren Jensen, Fastrupdal
Født i Refhale, Kragelund Sogn 2/1 1868
Fortæller—

Skov – An` hun var Sognets Kloge Kone, Byens Heks og havde Cyprianus som mange ville kunne bevidne. Mange så efter hende med et sky blik og frygtede hendes Heksekunster, andre, men en lille Mindrepart så med foragt ned på hende og agtede hende for en listig snu Kjælling der havde Godtroende Folk til Bedste. Hun var ikke særlig høj men bred og svær. Hun havde det ligsom Degnen i Ajdt, han hed Leth men det var en forbandet Løgn, han vejede 300 p. og måtte kante sig ind af en dør. Hendes Ansigtstræk vare Regelmæsige og smukke af en gl. Kone at være.

Skov – An` drak Brændevin som et Mandfolk. Brændevinen var jo ikke dyrt i disse Tider, man bryggede det selv i Hjemmet ligesom man bryggede Øl. Hun drak til Pægls med de gamle Skovlovringer der ellers var vandt til mosten. Hos Gårdmand Jens Degn mødtes tilfældig en dag Skov- An` og Laust Bøvlund fra Kragelund i Midten af forrige Århundrede. Da hviskede Laust til Jens Degn: ” Giver du Brændevin skal Skov – An` komme til at ligge under Bordet ”. Drikkeriet begyndte. Det ene Pægl – mål gled ned efter det andet. Man drak tillpægls dengang, ligesom Sportsmændene i vore dage mødes og prøver Kræfter, thi Drikkeriet havde i Århundrede både før og efter Frederik den II` s tid været den mest yndede sport her til lands.

Da Drikkeriet var fortsat en Tid gled Laust Bøvlund under Bordet. Jens Degns Søn Christen stod og småfnisede over Sagens Udfald. Skov – An` sad bredt og støt for Bordenden og så sig omkring, så sagde hun: ” Hvor blev Laust af? ” vel vidende at Laust lå under Bordet. Skov – A ` endte sine dage i Fattighuset og Laust Bøvlund med et stykke reb om Halsen. ( Om Skov – An`, Skovlovringernes Heks går der mange sagn, hvor fristende det kunde være må jeg dog give Afkald på dem her. –)

—- 0 —-

Træskomand Søren Hansen Haarup, Kragelund
Født i Haarup, Linaa Sogn
Fortæller—

Jeg er født i Haarup, Linaa Sogn, både min Fader og Bedstefader vare Træskomænd. Familien har arbejdet i Træ så længe nogen kan huske tilbage. Min Bedstefader Søren Hansen (født 3. novbr.1809*) var Gårdmand men ved siden af Erhvervet som Landmand beskæftigede han sig som Træskomand og det var tilfældet med de fleste i Haarup og Linaa på den Tid, både Gårdmænd og Husmænd. Det var Træsko der lavedes i Linaa. Andet Træarbejde som Vognhjul o.s.v. fandt ikke sted. Over Resenbro eller Silkeborg blev Træskoerne ført over Balle og Kragelund videre mod Vest til Skive og Holstebro. En Vognrække slog altid Følgeskab, med en femte Kæpstok til at forsvare sig med, da den Enkelte var udsat for overfald ude på Heden. Når Lovringerne fra Linaa rejste til Vesteregnen var det med en tømt Tegnebog og Pung. Når de vendte tilbage var begge dele fyldte, da var det man skulde tage i Agt for Overfald af de Fredløse der holdt til ude på heden.

Min Bedstefader har fortalt mig en del fra gl. Tid der var tre Ting de gamle Skovlovringer vare dygtige til, at lave Træsko, stjæle Træ og drikke Brændevin. Det var ikke så vanskelig at stjæle Træ i Skovene, det underordnede Skovtilsyn og sommetider det overordnede med gjorde fælles Sag med Shovtyvene og fik selvfølgelig deres Andel deraf i Penge – eller Brændevin. Skovfogden i Haarup kom en dag hen mod aften og sagde til min Bedstefader: ” Jeg skal en Tur til Voel i nat, og tilføjede, Båden ligger nede ved Smakholm ”, så vidste Skovlovringerne Besked. Der gik Bud omkring til Bymændene og om Natten samledes de og sejlede over Åen = Gudenå til sydskoven på Himmelbjergsiden, hvor de bedste Bøgetræer fandtes. Når Træerne så var fældede blev de i Skovfogedens båd sejlet over til Linaasiden.

Det var dog en alm. Skik at når Skovlovringerne om Natten kom hjem med træet, savede de et lille Stykke af hvert Træs Rodende. Fra gl. Tid var det nemlig Skik, at når Skovens ejer eller Skovvagterne fandt Rodstubber af fældede Træer i Skoven, red de omkring i Omegnen efter at have taget mål af stubbene og prøvede på om mælet kunde passe på de Træer de fandt hos Lovringerne. Til andre Tider tog Skovvagterne omkring hos Træskomændene, savede Rodende af de fællede Træer de forefandt og prøvede siden om de kunde passe med Rodstubbe i Skoven. Passede de, var det et fældende Bevis. Nu var Lovringerne så kloge, at de kom Vagterne i Forkøbet og selv savede Rodenderne af og brændte.

• Se E. T. Kristensen: Jydsk Almueliv. Tillægsb. VI s. 309.

—- 0 —-

( Samme Meddeler som Ovenfor )

Den tro Per` Saaren:
Peter Sørensen der til daglig gik under navnet den tro Per` Saaren, boede i Haarup og hørte til Skovlovringerne, men tjente sit Brød hos Landsdommeren der boede på Silkeborg. Per` Saaren havde allehånde Bestillinger hos Landsdommeren. Han skulde passe Kreaturene, passe på Skovtyvene og passe at Krybskytterne ikke tog Vildtet i Skoven, samt at Vildtet ikke åd Kornet på Marken. En dag siger Landsdommeren til Saaren: ” Her har du et Lommeuhr mage til mit, når du så i Nat hører et Skud i Skoven skal du se på Uhret hvad klokkeslæt det er og fortælle mig det i Morgen ”. Der stikker noget under det, tænkte Per` Saaren,den gode Herre vil prøve min Troskab i Nat, men den gode Herre skal stå tidlig op hvis han vil belukse mig.

Da Per` Saaren havde spist sin Aftensmad gik han ned i Gården, Kravlede ad en Gavlluge ind på Høstængerne, for at afvente Landsdommerens Skud. Noget over Midnat hørte Per` Saaren et Skud i Skoven, han så på Landsdommerens Uhr, der var på slaget Et, nu lagde Per` Saaren sig til at sove i det duftende Hø for resten af Natten. Saaren skulde jo gå som Vogter i Skoven om Natten og Landsdommeren vilde jo prøve om Saaren passede sine Ting. Næste Morgen spørger Landsdommeren ham om han havde hørt Skud i Skoven sidste Nat. Ja gode Herre, siger Per` Saaren, Kl. 1 i Nat faldt der et Skud. Det passer nøjagtig, siger Landsdommeren, jeg seer, jeg kan stole på dig. Herefter skal du hedde den tro Per` Saare. Men den tro Per` Saaren der skulde passe på Skovtyvene og Krybskytterne i Landsdommerens Skove, han hjalp sine Landsmænd Skovlovringerne i Haarup med at stjæle al det Træ og Vildt i Skovene de kunde Overkomme.

En dag skulde Per` Saaren passe Landsdommerens løsgående Kreaturer ude på Marken hvor nu Silkeborg Sygehus og Silkeborg Fattiggård ligger. Per` Saaren havde lagt sig til at sove og Kreaturene kig i Kornet. I samme Stund kommer Landsdommeren ridende hen over Marken, og kalder på den sovende: ”Tro Per` Saaren”, nu vare gode Råd dyre. En snu Jyde plejer dog sjældent at tabe Hovedet. Snuhed og Snarrådighed havde under Hoveriets Århundredes Trældom, fra Slægt til Slægt udviklet sig til et Karakterpræg, der altid lå gemt under en Enfoldig Ansigtsudtryk. Kun et hastig Blik i øjet røber at der rørte sig hellige Lidenskaber under den rolige overflade.

Per` Saren vendte, drejede og Klagede sig. Hvad er der i Vejen spørger Landsdommeren. Per` Saren gisper nogle løsrevne ord og hev efter vejret. Du er syg siger Landsdommeren, hvorefter han stod af Hesten, prøvede på at hjælpe Per` Saaren på Benene, men Saaren kunde hverken støtte eller stå på sine Ben. Det er Springelsygen, siger Landsdommeren, og han fik Per` Saaren løftet op på Ryggen af Hesten og selv gik han ved siden af Hesten hjem. Nu kom Per` Saaren i Seng og her lå han en hel Uge, han fik en Dunk med Brændevin som blev lagt i Fodenden af Sengen – Det var nemlig Skik dengang når nogen var syg, da fik den Syge en Leerdunk med Brændevin lagt i Fodenden af Sengen, det var Medicin dengang.

Den tro Per` Saaren, der altså var så frisk som en fisk, lå da i Sengen, i otte Dage, hvilede sig og drak Brændevin – noget mere dejlig Kunde Per` Saaren ikke tænke sig – Da Ugen var gået kom Landsdommeren igjen ind i Per` Saarens Kammer og sagde, at Saaren havde godt af at komme ud i frisk luft, det var nemlig godt mod Springelsygen. Da Per` Saaren og Landsdommeren kom ud i Gården vilde denne prøve om den syge endnu havde Feber, han spørger da den syge om han kunde sige ham hvor Syd var. Per` Saaren peger da mod Nord. Landsdommeren spørger ham da hvor Øst er. Per` Saaren peger mod Vest. Det er skam ikke godt endnu du har høj feber, siger Landsdommeren, du må ind i Sengen igjen. Den tro Per` Saaren kom atter i Seng med en Dunk Brændevin i Sengens Fodende og det var noget der passede ham.

Folkelivsbilleder fra Midtjylland
Der gaar Sagn fra gamle Dage
Folkesagn og Folkebilleder
Fra Midtjylland

Optegnet af Sognefoged J. Jensen, Refhalegaard, Kragelund Sogn
I Aarene 1880 – 1920

—- 0 —-

Kirkefærd og Købstadsrejser.
Her ude i de udstrakte Hedeegne mellem Herning, Viborg og Silkeborg, var Samkvemmet med andre Mennesker og Rejser meget Besværlig i gamle Dage. Men vore foefædre var Haardføre og Nøjsomme, de var opdraget til og vante til disse forhold, det faldt dem ikke ind at det kunne være Anderledes. I Bording og Vrads gik Kvinderne til Kirke om Sommeren i deres Staanthouser ( 1 ). Ude i Hedeegnene var der saa urimeligt langt til Kirke de fleste steder – Naar Beboerne fra Skygge, Elbæk, Trehusene og Engesvang Krat skulle til Kirke i Kragelund, til Førstgudtjeneste om Vinteren, maatte de have Studene spændt for om Natten flere Timer før det blev Dag, og var det Sidsttjeneste kom de ikke hjem igen før ud paa Natten (2).

En gang der var Bryllup der ude i Vestersognet (2) og Bryllupstoget – man kørte med Stude – paa Tilbagevejen kørte gennem Stenholt Krat (4) overfaldtes Bruden af Fødselsveer, da der var langt til Menneskelige Boliger, steg hun ud af vognen og fødte her i Skoven et Barn, under Assistance af de ældre Koner, thi Jordmoder Kunde der jo ikke være Tale om. Dette var jo et ufrivilligt ophold for Brudetoget. Nogle spændte Studene fra og lod dem græsse i Skoven, og En og Anden, som det var Skik i disse Tide særlig blandt Skovlovringerne, havde en Lærke i Lommen, en lille flad Flaske (5) med Brændevin. Denne var jo billig i disse Tider, man lavede den selv. Med Ordet Sing Godt drak man en Slurk og lod Flasken gå rundt i Omgang.

Det varede nu ikke lang Tid efter, at Brudgommen Kom ind til Præsten igjen for at få Barnet døbt. Da siger Præsten: ” Hvorledes kan dette gå til at Barnet Kommer så tidligt, det er jo ikke lang tid siden der var Bryllup ”. Den unge mand stod tavs og drejede Huen mellem Fingrene. Ja, ja. Siger Præsten det er ikke hvert spørgsmål man kan svare paa. Min Kone gik nu i Syv Aar med det Første Barn.

1) Fortalt af Laust Hvipsgaard i Funder, der har det fra sine Bedsteforældre.

2) Meddelt af Sognefoged O. C. Jensen, Kragelund. Begivenheden ligger forud for hans tid.

3) Den vestre del af det nuværende Engesvang Sogn.

4) Det var før Landevejen anlagdes over Mosedalen fra Engesvang til Klosterlund, da gik Kirkevejen over Klode Mølle gennem Stenholt Krat.

5) En Lærke var en flad i begge ender tilspidset Flaske, dens tilspidsning kan have nogen Lighed med en Fuglehale, vel deraf Navnet.

Naar Kirkefolkene om Søndagen stod paa Kirkegaarden og der blev Ringet tredje Gang, tog Mændene til deres Huer og løftede dem. Denne Skik forsvandt i sidste Halvdel af Halvfjerdserne og første Halvdel af Firserne i forrige Aarhundrede. Den skik at Folkene i Kirken rejste sig, det vil sige Mændene og ikke Kvinderne, naar Præsten gik på Prædikestolen, holdt sig længere og forsvandt først ved det tyvende Aarhundredes Begyndelse. Kirkegangskonerne, Kvinder der første gang efter deres Nedkomst var til Kirke, for dem talte Præsten i Vaabenhuset foran Kirkedøren, denne Skik forsvandt her i Kragelund omkring Aaret 1906.

En købstadsrejse i gamle Dage her på Egnen var en hel Begivenhed. De nærmeste Købstæder var Viborg og Randers, henholdsvis 4 ½ og 7 mil. Det almindelige Forspand i disse tider vare Studer og man skulde, med dette Befordringsmiddel Køre ad daarige, dybe Hulsporede Veje 9 a 14 mil, man kan nok forstaa at det ikke var en hel Lystrejse. Man foretrak da som regel at gaa, det Fartede bedre end med det sneglende Studeforspand.

Randers blev foretrukken som Handelsplads frem for Viborg, vel nærmest af den grund, at den som Søkøbstad kunne faldbyde Varerne til lavere Priser end Viborg. En Mand med en Tværsæk over Skulderen, iført en stumpet Trøje, Knæbukser, en spidspullet strikket Hue med Dusk, paa Hovedet og en forsvarlig Ege – eller Hasselkæp i Haanden og en Brændevinslærke i Lommen, da har man et Billede af en Vandringsmand paa Købstadsrejse i disse Tider. Mande gik her fra Kragelund og til Randers om Aftenen, gik hele Natten og naaede Randers næste Formiddag, foretog da Indkøbene og ved Aftentid begav han sig atter paa Vandring om Natten til Kragelund.

Naar Sygdom indtraf kunde der af gode grunde ikke være Spørgsmaal om Læge, enten kom den syge sig ellers døde han uden Lægens hjælp. Det er meget forstaalig at saadanne tidsforskel ville skabe ”Kloge” mænd eller kvinder, hver By havde sin ”Kloge Mand” eller ”Kloge Kone”. Naturligvis vare de ikke lige Kloge. Enkelte ragede højt op over andre i Klogskab og med Underværker og Mirakler, ligesom Helgenerne i den Katolsk tid havde mer` eller mindre Ry for Underværker. Under sædvanlige Sygdomsforhold gik det nogenlunde men ved indtræden af Epidemiske Sygdomme var situationen alvorlig. Her stod man ganske magtesløs, udbredte og forværrede snart Epidemien end ophævede og begrænse den, fordi man ikke havde kendskab og forstaaelse af Sygdommens virkelige Natur. Hos Gaardmand Christen Wiies i Refshale havde de tyfus, de kogte da Skorstenssod, tjære og lignende sammen for at drikke det, det var deres Medicin, (6).

– Landboeren, men Jyderne i særdeleshed kan ofte være lun i deres handlemaade. En Indesluttethed er et særpræg for mange Jyder, en medfødt mistænkelighed over for al det nye han Møder, som han ikke kender. I er Sogn her i Midtjylland (7) havde Præsterne siden Reformationen – og vel ogsaa før denne tid – selv drev Præstegaardens Avling, men omkring 1873 kom der en ny Præst til Kaldet – (8) – han havde ligesaa lidt forstand på Landbruget, som en Skrædder paa at Smede et Plovjern. Han Bortforpagtede Præstegaarden, og forpagteren skulde i Afgift svare en del i Natura, Mælk, Smør, Æg og nogle Tønder Rug.

6) Meddelt af Sognefoged O. Chr. Jensen, Fershale.

7) Kragelund, Hids Herred.

8) J. S. M. Krag kaldet til Sognepræst i Kragelund – Funder.

Første gang kornet blev leveret, gik Præsten med Forpagteren (9) op på Kornloftet for at passe at han fik det rette maal. Da Forpagteren hældte den første Skæppe Korn i sækken, sagde Præsten: ”Den første Skæppe tæller vi ikke”. Tak, mange Tak siger Præsten. Forpagteren hælder den anden Skæppe i Posen og Siger: ”to”, Præsten tav klogelig stille, hvad skulle han sige, ham maatte æde situationen i sig, han som troede, at Forpagteren ville give eller forære ham den første Skæppe Korn, fik en erfaring om Jydernes Lunhed og Træskhed, ikke en bevægelse eller mine eller Ansigtstræk forraadte at Jyden følte det morsomme i situationen.
En Købstadsboer ville i dette tilfælde have opslaat en Haanslatter, dette, at følelserne er indesluttet har ofte til følge, at mennesker, Landboer og Jyder i Særdeleshed bliver misforstaaet. Man drager ofte slutninger om et sindelag som i virkeligheden slet ikke er tilfredse.

– Jeg husker, det var i høstens tid vi havde en daglejer (10) til at høste Rug. Han var en svær, tør, mand, noget tung og langsom i Vendingerne, med anlæg til en fyldig mave, og lignede langt mere i Udseende en større, Velhavende Gaardmand end en Daglejer. Tjenestekarlen (11) kom til at tale om hvem der kunde løbe stærkest og Daglejeren paastod at han kunde løbe fra Karlen. Karlen tilbød da Væddemaal – en flaske Brændevin – om, at daglejeren ikke kunde løbe fra Karlen. Karlen og Daglejeren blev da stillet op Side om Side og naar der taltes til tre skulde løbet begynde. Da der blev raabt tre foer Karlen af sted som skudt ud af en Kanon. Daglejeren vendte sig sindigt om i modsatte retning og løb et par skridt fremad. Karlen standsede forpustet langt ude og raabte dette gælder ikke, ”jo vist gælder det” siger Daglejeren, og med det lunne smil og en sindig bevægelse sagde han til de andre Høstfolk: ”løb jeg ikke fra ham”, jo, det kunde ingen nægte, og Karlen maatte ogsaa til sidst indrømme, at han havde tabt Brændevinen, de kriblende kræfter i ungdomsblodet kunde ikke opveje den ældre Daglejers fylde af forstand.

I min drengetid havde vi her paa Gaarden en gl. daglejer (12) der havde afhændet hans Ejendom til en søn. Daglejeren og jeg var en dag ude at pløje, at fælle = vende Grønjord. Jeg skulde køre Studene, da laa der en stor sten i Ageren, da siger Daglejeren: ”Det er dog svært saa klog den sten er, thi hver gang den lugter at Jens Konge (13) bager, vender den sig”. Jeg fik ingen videre forklaring. Mange aar efter, hver gang jeg gik forbi denne sten Skottede jeg tilden, der maatte da være nogen Hekseri eller Trolderi ved denne sten, thi jeg tvivlede ikke paa, at den Gamle talte sandhed. Hvor kunde jeg andet. Mange aar efter da min forstand var bleven mere udviklet gik sammenhængen op for mig, at dersom stenen kunde lugte ville den vende sig, men da den ikke kunde lugte ville den hellere aldrig vende sig.

Ude i Kolonibyen Graamose i Thorning Sogn, levede folkene i stor armod og elendighed. Byen var ligesom de fleste andre Tyske byer anlagt paa Alheden. Her var der sparsomt med føden baade til Mennesker og Kreatuerene En mand (14) der var født og opdraget ude i en af disse Byer sagde: ”Vi fik Kartofler 21 gange om ugen og om Søndagen, alle dem vi kunde spise”.

9) Præstegaardsforpagter Niels Kristian Nielsen, senere Boelsmand i Kragelund Skov, hvor han døde.
10) Hmd. Andreas Laursen, Refsshale, Født i Ikast.

11) Tjenestekarl Jens Hansen, født i Ry, senere Murer.

12) Niels Thomasen i Refshale. Det vat ham, der engang da der var misvækst gik til Viborg, for at købe 2 Skæpper Rug til Brød. Men paa tilbagevejen stjal de Rugen fra ham.

13) Hmd. Jens Jensen, Refshale, han kaldtes Jens Konge, fordi han var født i Konhede, Funder Sogn.

14) Boelsmand Johan Vinderslev, Frederiksdal.

Midt i Graamose By var der gravet en Brønd, der var fælles for hele byen. Over Brønden var der en Vippestang til at drage vandet op med. Alle Bymændene ejede kun en skjorte, den hang ude paa Vippestangen over Brønden og naar en af Bymændene skulde fra By, gik han hen og hentede skjorten.man skulde dog se nogen hærle (15) ud naar man kom ud blandt andre Mennesker. Naar manden atter kom hjem hængte han skjorten ud paa Brøndens Vippestang igjen, for saa vidste man hvor den var, naar de skulde fra By, selv om skjortenikke blev meget brugt gik der dog altid slid paa den og hullerne blev bødede = lappet med et stykke Gedeskind.

I de Øst for liggende Byer eller Sogne sagde man altid naar en af Bymændene skulde en tur ud i disse Vest for liggende Byer, Graamose og Bording, skal du ud til de Vild i dag. om Bording sagdes der, det er Menneskets sidste Tilstand, derfra fører kun to veje, den ene til Fattighuset og den anden til Kirkegaarden. Det var dog særlig Hestlund i Bording der havde saa daarlig et ord paa sig, der var nemlig en Kro, Hestlund Kro, her sad de Hestlund Bymænd og drak Brændevin, ikke af snapseglas men af et Pægl eller Potmaal af blik. De drak sig fra hus og hjem og til sidst gik klæder og skjorten med, saa de gik nøgen fra Kroen ad de to Veje som kig derfra.

I Graamose sagde man, vi er fattige folk vi Koger vore Kartofler i vand, men skulde man spise Kartofler 21 gange om ugen, skulde der noget til at dybbe dem i, det er ingen sag, sagde en Kone fra Graamose, naar først Tyttebærrene bliver modne saa har vi Kartoffeldybbelse nok. Korn avledes der lidt af saa der var ikke overflod af Mel, der var heller ikke overflod paa penge, man hjalp sig med egne produkter og penge var en ting man sjældent befattede sig med. Mikkel Skygge der var Gaardmand i Skygge, naboby til Graamose solgte hver Aar et Fækreatur paa Knudstruo Marked. Pengene der kom ind, blev lagt i en strømpeskaft og lagt i fodenden af sengen. Disse penge skulle da strække til at udrede udgifterne med et helt Aar, til Knudstrup Marked igjen holdtes.

Hen sidst paa vinteren eller først paa foraaret slap fodret til Kreaturerne op. Kristen Mikkelsen i Graamose slog da Kreaturerne løs paa marken og sagde til dem, jeg kan intet græs se, men i har jo langt større øjne end jeg, i maa jo kunne se det. Dengang omkring 1890 der blev bygget et Andelsmejeri i Klode Mølle, skulde mændene fra Graamose være med, men saa skulde en mælkevogn til at køre mælken derned, ”det behøves saamænd ikke” siger Kristen Mikkelsen, vi har ikke mere mælk end det kan være i en potflaske – hvad skal vi med vogn til – det kan vi jo bære ned til mejeriet og vi kan jo skiftes til at gaa i omgang.

Det er mange gange et særpræg for Jyder at de ere saa langsomt til at fatte, det varer ofte længe inden meningen i tingene gaar op for dem, men er det først en gang gaaet op for bevistheden, staar det, der ogsaa som mejslet i Granit. Jyderne kan være langsomme til at blive vrede, men bliver de saa for alvor vrede, da har deres vrede styrke og kan vare længe, ja ofte glemmes det aldrig. Til gengæld kan man træffe paa mennesker med en hurtig opfattelsesevne og slagfærdig tale. Ulærde mennesker der ofte kun, med deres spørgsmaal og svar sætter lærde i forlegenhed.

Der var saaledes nede i Dørken i Thyregod Sogn en smuk solvarm foraarsdag, at Præsten var ude at gaa en spadseretur. Han kom da forbi en mand ved navn Per` Madsen der stod og arbejdede ude paa sin mark. Præsten standser, hilser og siger: ”Goddag Per` Madsen, sikken en dejligt foraarsvejr, nu kommer alting op af jorden”. Per` Madsen svarer: ” Det var Fanden pine mig ikke godt, jeg har tre Koner og syv børn i jorden, kommer de op hvad skal jeg arme mand da gribe til”. Præsten siger da: ”De maa ikke saadan bande Per` Madsen”, denne svarer; ”Kan vor Faa`r vise mig hundrede Præster der ikke er gjerrige, hundrede Smede der ikke drikker Brændevin og hundrede skrædder der ikke ere stolte, kan han dett, skal a Fanden tage mig aldrig bande mere”. (16)

15) Hærle = ordentlig Paaklædt.
16) Meddelt af Bmd. Karl Vilh. Nielsen, Buskhede, Kragelund Sogn. Han har tidligere levet i Tyregod.

”Det gaar mangen gang skummel til”, er en talemaade man jævnlig hører her paa Egnen, dette kan passe som indledning til efterfølgende tildragelser.
For 40 Aar siden levede der i Silkeborg en gammel Kone der gik under navnet Spaa – Maren. Hun var, som navnet antyder, spaakone, og havde kun det lidet at leve af, de faa Skillinger hun modtog for sin Spaaning. Hun levede derfor ogsaa i fattigdom og elendighed i en tarvelig baggaardsstue. Der var nogen særhed i hendes væsen, smaatovle, som man siger. Jeg spurgte min meddeler (17) om Spaa – Maren havde været dette alle hendes dage. ”Nej”, fik jeg til svar, dette blev hun ved en sørgelig tildragelse og hun har ikke været normal i Hovedet siden. Spaa – Maren var nu Enke og boede tidligere ude paa Heden, den store jydske Alhede. Hendes mand sled haardt i det, den karrige Jordbund af Al og Sand yder kun lidt vederlag for arbejdet.

Der maa slides haardt for at faa de nødvendige livsfornødenheder frem af jorden. Kornet spirer og vokser frodig op, men saa kommer sommertørken, solen med sin brand. De før saa frodige grønne planter begynder at hælde med hovedet, det ene straa visner efter det andet, der bliver langt mellem hvert straa. Maren vilde da hjælpe sin mand efter bedste evner, hun plukkede lyng og solgte den, det gav rigtignok kun nogle faa Skillinger, men her ude paa Heden regnede man med Skillinger som med Dalere paa den fede Hedejord, og ungdomsmodet holder vel for en del modet oppe hos nybyggerne paa Heden.

Altsaa, Maren gik ud i Heden og plukkede Lyng. Da hun ofte maatte langt ud i Heden for at finde den gode = lange Lyng, og hun havde en lille barn paa godt et halvt Aar, tog hun dette med sig ud paa Heden, og lagde det i den høje Lyng eller i en eller anden naturlig fordybning i Jorden. Hun havde saaledes en dag været ude i Heden som saa mange dage tidligere og havde barnet med. Ved aftentid vilde hun gaa hen og hente barnet for at gaa hjem. Da kunde hun ikke finde det, hun kunde nemlig ikke huske hvor hun havde lagt det sidst. Hun græd og hun søgte, hendes mand kom ud til hende, da han syntes det varede saa længe inden hun kom hjem. De søgte da begge efter barnet den ganske nat, næste dag og mange dage derefter, alt forgæves, barnet var og blev borte.

Skønt Maren dengang var en ung Kone, blev hendes haar dog hvidt af sorg og græmmelse. Hun kunde ikke glemme sit barn, efter haanden kom denne særhed over hende, af og til vel naar mindet om barnet kom op i hende. Saa en dag efter flere Åars forløb, da hun igjen var ude i Heden og plukke Lyng, fandt hun i et af de gamle dybe Hjulspor af en gammel Hulvej, skelettet af sit barn. Hun maa vel dengang for mange Aar siden have lagt barnet i Hjulsporet, hvorover den høje Lyng bredte sig, et skjulested der siden hen ikke var let at finde i dette Lynghav. Da jeg siden talte med hende i Silkeborg, var der noget drømmende og Aandsfraværende i hele hendes væsen.

En Husmands – Datter i Engesvang tjente ude i Østeregnen henad Aarhuskanten til. Hun og hendes Husbonds Søn var da bleven Kærester. Dette Kæresteri var ikke efter Gaardmandens ønske. Han gjorde nu hvad han kunde for at faa denne forbindelse ophævet, og lagde de unge alle forhindringer i vejen for Ægteskab. Sønnen blev dog ved sit ord og vilde ikke svigte Pigen. Det blev da bestemt at brylluppet skulde staa efter et halvt Aars forløb, og Pigen rejste hjem for at faa sit udstyr færdigt. Under sang arbejdede hendes flittige hænder nu med den følelse, som et hvert menneske er opfyldt af, der lever i lykkens solskin. Dagene svandt, den ene Maaned forløb efter den anden. Nu kunde hun snart lægge sidste haand paa værket. Da, O Himmel! Fik hun budskab om, at hendes kæreste havde svigtet hende, og giftet sig med en anden. Sangen blev til graad, taarene flød i strømme. Hun sad nu ørkesløs, og de før saa flittige hænder hvilede nu modløst i skødet. Hun sad med dette drømmende, fraværende aandsforladte blik, der røbede at et livshaab var bristet, at en lykkesol var gaaet ned.

17) Meddelt af Enkefru M. Rasmussen, Silkeborg.

Hun blev Sær og Tosset, til tider var hun normal til andre tider næsten fra sans og samling. Hun levede vel i mindernes verden, thi der ere minder der er os kærkomne som vi med glæde drager frem, gang efter gang. Minder der ere blevne som kære venner, som det glæder os at mødes med igjen. Paa denne tid lærte jeg hende at kende. Hun var høj og vejbygget, med smukt regelmæssigt ansigtstræk og blond haar. Med det drømmende blik i øjet gik hun omkring, hendes tanker synes at være helt andre steder, end ved hendes omgivelser, et levende menneskevrag. Forholdet i Hjemmet var daarligt. Faderen sad for anden gang gift, med en stor børneflok i den dybeste armod og fattigdom. Han henvendte sig da til Fattigvæsenet om hjælp til den Aandsvækkede datter. Hun kom da ud af hjemmet, da hun og stedmoderen ikke kunde komme ud af det sammen, betinget i kost i et privat hjem. Jeg tabte hende da af syne i nogle Aar men hørte da at hun havde druknet sig i en mergelgrav. Saa fik hun vel fred og den store dybe sorg var slukket, men ansvaret for de taare der flød, den lykke der forspildtes, og det liv der gik tabt……..?

I Kragelund levede en mand (18), der som Landmand drev en mindre Gaard. Han gik under navnet ”Kammerjunkeren”; kunde brovte og prale saa det havde skik. Han havde været Gardist i Firserne i forrige Aarhundrede, og havde en dag han stod skildevagt reddet Kejser Alexander den tredje af Ruslands liv. Da han næste dag, tillige med en anden Gardist stod vagt ved Fredensborg Slot, kom der en elegant klædt Herre med høj Cylinderhat og medførende en haand kuffert, han sagde til vagten at han var tilsagt til et møde paa Slottet for at konferere med Kejseren i vigtige anliggender. Efter indstruks blev manden afvist med anmodning om, at komme igjen om en times tid, hvorefter sagen blev meldt til Vagtkommandøren. Manden kom ganske rigtig tilbage efter timens forløb, atter medbringende Haand kufferten. Et par Officerer stod parat til at modtage ham, han blev anholdt og Haand kufferten ham frataget. Kufferten indeholdt en Helvedesmaskine (bombe) der skulde have befordret Kejser Alexander den tredje ud af livet. Ved forhørene viste det sig, at han var en Russisk Nihilist, med dette som Indledning kommer vi til Historien.

Manden var vel omkring de Halvthundrede Aar; med huset fuldt af børn, mindst en halv snes stykker. Der tjente i Gaarden en ung Tjenestepige, en ung tøs paa en 15 – 16 Aar. En dag sagde Konen til Manden ”jeg synes Pigen bliver saa Fyldig og svær, som om hun er med barn”, Manden svarede kort: ”Hvad kommer det mig ved”. Han var jo altid stor paa det, men det med Pigen kom ham alligevel ved. Konen tog Pigen i skole og hun tilstod at huin var med barn og Husbonden var Faderen.

Nu blev der et syndig hus, baade Manden og Konen vare stolte og hidsige, det ene ord tog det andet, de blev enige om at skilles. Manden søgte og fik en anden Prioritetslaan paa 1600 Kr. i Ejendommen, tog disse penge og gav dernæst Konen Skøde paa stedet. Nu rejste Manden bort med Tjenestepigen og de drog til Amerika. Konen solgte siden Ejendommen og købte en mindre, der laa paa en opdyrket mark i Byens (19) Skov. Der var vel gaaet hen ved et Aars tid, en aftensrund da ser et af børnene, at der Staar inde mellem træerne en Mand og ser mod huset. Med sin barnefantasi troede barnet det var en røver der stod paa lur. Da kaldte Manden paa barnet og det hørte da at det var den bortrejste Fader, der var vendt tilbage fra Amerika. Han sagde da til barnet, at det skulde gaa ind og sige til moderen, at han stod her ude i Skoven, ville hun tilgive ham skulde hun komme derud og byde ham ind i Huset. Kom hun ikke rejste han bort igjen og kom aldrig mere tilbage, Konen kom.

18) Mandens Navn var Christen Hansen, født paa Haurbak i Vinderslev Sogn. Han boede paa Tøndborg Mark i den nordre del af Kragelund Sogn.

19) Kragelund Skov – ogsaa Kaldet Vandsskov.

De levede her i nu flere Åar i Skovhuset, hun havde jo papirerne paa Ejendommen og Kommandoen. Det kom hende rigtig til pas, nu havde hun krammet paa ham. Egnens folk talte i længere tid om, at der skulde indledes retslig undersøgelse mod Manden til oplysning om, hvad han havde gjort af Pigen. Saaledes at føre en ung Pige, næsten en tøs over havet til et fremmed Land og Folk, og saa forlade hende – ja, maaske myrde hende, men der blev aldrig gjort noget i den retning. Folk var kede af, at komme i konflikt eller have noget at gøre med denne brutale, Hidsige og Utiltalende person.

Ovre i nabosognet (20) boede en Enke, der havde to børn, en datter og en søn. Datteren gik under navnet ”Spardame” i modsætning til en anden Pige i Byen der hed ”Klørdame”. Datteren havde flere uægte børn og der var altid staahej, naar en barnefader skulde udlægges, fordi der var flere om æren, og hvem skulde være den heldige – herom var der altid meningsforskel. Sønnen (21) var en udspekuleret og durkdreven Kanalje. Engang Husmændene fra hele Jylland havde sendemandsmøde i Aarhus, var han ogsaa kommet til stede og udgav sig for en fattig Husmand, hvem der var overgaaet meget uheld og mange ulykker, nu tiggede og bad han medlidende kammerater om at give ham en skærv. Han tiggede paa denne maade flere Hundrede kroner. Imidlertid løb han paa en Husmand der var fra samme Egn, hvor han selv var fra. Nu blev han maskeret for den bedrager han var. Han blev derefter anholdt, blev dømt og straffet i Aarhus.

Efter at havde fuldført denne bedrift, tog han straks fat paa en ikke mindre. I byen tjente en Pige der i flere Aar havde været kærester med en Haandværker i samme By, og det var en aftale at de snart skulde giftes. En aften sent efter at Pigen var gaaet i seng, kommer der en og banker paa hendes vinduesrude, hun vaagnede og spurgte hvem det var, og der blev raabt hendes kærestes navn. Hun stod da op og lukkede ham ind. I mørke ere alle katte graa, thi det var nemlig vor gode bekendte fra Aarhusmødet det spillede Pigens kæreste, og han spillede ogsaa sin rolle saa godt at han laa hos Pigen om natten. Pigen skyndte paa Brylluppet med kæresten, men denne slog det hen med at det jo ikke var noget der hastede saa stærkt. Men for hende hastede det. Hun tilstod hun var med barn.

Kæresten forstod hende ikke, og spurgte om hvorledes dette var gaaet til. da sagde Pigen, dette er du vel ikke saa fremmed for, og erindrede ham om den nat han besøgte hende. Nu blev kæresten vred, han kunde forstaa at der var ugler i mosen, og sagde, at det var noget sludder og vrøvl. Nu forstod hun ikke ham, før forstod han ikke hende, det hele var et stort spørgsmaalstegn.
Imidlertid havde enkens søn – han kunde ikke dy sig – pralet af sin bedrift til gode kammerater. Sandheden kom nu snart ud blandt folk i Sognet, og Pigen og kæresten kunde nu ogsaa forstaa det. Han ville ikke mere med Pigen at skaffe og ophævede forlovelsen. Nu maatte enkens sønholde for, han havde intet imod at ægte Pigen og de blev gift.

I et andet nabosogn (22) boede en mand (23), han havde en lille Husmandslod, men det var noget sandet jord. Han maatte ud som daglejer eller i tørvemosen om sommeren for at tjene en ekstra Skilling til familiens underhold. Konen blev angrebet af en Øre sygdom, der tog saaledes til at hun til sidst blev helt døv. I nabosognet (24) var beliggende en stor Tørvemose, og hver Aar tog manden om sommeren en tur der over for at skære tørv, da der var en lang vej, og manden ikke var til sinds at gaa vejen hen og hjem daglig laa han som regel om natte hos en mand der boede i nærheden af tørvemosen, og gik kun hjem en gang imellem.

20) Thornong Sogn. Lysgaard Herred.
21) Anders Bandholt Andersen.
22) Thorning.
23) Hans Navn var Vinther.
24 Frederiksdal i Kragelund Sogn.

Saa skete det en sen aftenstund, efter at Konen var gaaet i seng, at der kommer en ind til hende og lagde sig i sengen hos hende. Hun der jo var døv, troede at det var hendes mand, og i den tro blev hun til næste dag. da kom Manden virkelig hjem. Hun spurgte da ham, hvorfor han kom saa snart igjen, han gjorde da hende ved tegn forstaalig, at han ikke havde været hjemme i lang tid. Hun fortalte ham da hvad der var passeret forrige nat, at hun havde haft en mandsperson i sengen, og havde været i den tro at det var hendes egen mand. Efter at historien var blevet opklaret, gik Manden siden efter hjem hver aften. Men hvem den fremmede mandsperson havde været blev aldrig opklaret.

Der boede en ældre Mand (25) højt til Aars ude paa et afsides sted i Sognet (26). Han var enkemand og havde faaet en Kvinde (27) der ikke var rigtig klog til at styre huset, og senere hen giftede han sig med hende. Manden levede dog ikke mange Aar efter giftemaalet og Konen sad enke. Nogen tid efter Mandens død gik hun og fortalte, at det var næsten ikke til at være i huset om natten, for hendes afdøde Mand gik igjen, kom som Genfærd næsten hver nat og dette var i længden ikke til at holde ud. Han kom altid i hans ligskjorte og klagede over, at det var saa koldt hvor han var, han frøs sig uden al ende, og saa gik han i sengen til hende for at varme sig, som han sagde. Saa laa han hos hende til hen imod dagning, han stod da op og klagede sig over at han skulde ud til sit kolde hjem inden solen stod op.

Der forløb en tid paa denne maade, saa fortalte enken, at det var sær med Frederik – saaledes hed hendes afdøde mand, for somme tider syntes hun det var ham og til andre tider lignede han ikke sig selv. Nu begyndte egnens folk at interessere sig for gengangeren og det varede ikke lang tid inden spøgeriet blev opklaret. Enkens nærmeste nabo, en Husmand (28) havde tre voksne sønner der gik hjemme. Om sommeren arbejdede de i tørvemosen og om vinteren i Mergelgraven, de hed Niels, Hans, og Karl. Det var Hans der havde udspekuleret dette med spøgeriet. Han havde iført sig en skjorte ovenover klæderne og gik saa om natten over til enken og spillede rollen, som hendes afdøde mands Genfærd. Efter at Hans havde fortalt sine to andre brødre om hvorledes han agerede spøgelse over hos enken om natten, fik de ogsaa lyst til at gøre forsøget. Siden hen skiftedes de tre brødre til at være gengagere, deraf kom det, at da genfærdet i virkeligheden bestod af tre forskellige. Syntes hyn til tider at det baade var hendes afdøde mand og dog ikke ham. Enken var og blev vistnok i den tro, ar det var mandens genfærd hun havde besøg af om natten. Hun gik siden fra Ejendommen og døde vistnok paa Fattiggaarden.

I nabosognet mod Syd (29) boede en Købmand (30). Han var ikke af de skrappeste, noget af en Tokkinok, men var han ikke videre fremtrædende, saa var hans Kone det desto mere. Hun kommanderede det hele saa det havde skik, havde et snakketøj saa det huskede noget. Hun ville altid være med i det fine selskab, i den dannede omgangskreds, en kreds der laa over hendes stilling og uddannelse, følte sig hævet over, – og saa ned paa sin egen stand.
Hun havde fire voksne døtre der mindst skulle giftes med Grever. De havde en tjenestepige og det vakte opmærksomhed at hun begyndte at lægge sig ud. I nærheden af Byen var der en stor Tørvemose, hvor mange arbejdere var beskæftiget. Iblandt disse var der en Kommersmager (31) der var skaaret godt for tungebaandet. En dag siger han til Købmanden: ”Jeg synes din Pige = Tjenestepige bliver saa svær og fyldig, det skulle vel aldrig være galt fat med hende”. ”Det ved jeg ”sandt for Herre ” ikke” siger Købmanden paa sin sædvanlige stilfærdige maade. Nogen tid efter siger arbejderen igen til Købmanden: ”Nu kan du da se der er galt fat med Pigen”.

25) Frederik Timmermann.
26) Gildbak, Kragelund Sogn.
27) Karoline Gregersen
29) Moselund i Engesvang Sogn.
30) Peter Madsen, boede i Lysabro ved Silkeborg hvor han døde.
31) Pens. Peter Bøjlesen, Paarup Mark.

„Jeg ser „sandt for Herren“ slet ikke efter hende“, svarede Købmanden. Nogen tid efter siger arbejderen igjen til Købmanden: ”Folk siger det er dig som skal have skylden, nu kan du ligesaa godt bekende og sige sandheden”. ”Ja”, siger Købmanden, ”jeg har sandt for Herren ikke gjort det af det onde”, ”Nej, det tror jeg langtfra” siger arbejderen, og tilføjede: ”Hvorledes kunde du dog faa i sinde at gaa i sengen til Pigen, du som ældre mand, der har en kone og fire voksne døtre”. Da svarede Købmanden: ”Det skal jeg sandt for Herren sige dig, jeg maa jo hver morgen staa først op – min kone og døtrene sover jo et par timer længere – Først maatte jeg op og kalde paa pigen, der laa oppe paa loftværelset, og det var dette, som blev min ulykke, det var i den varme sommertid, Pigen havde kastet dynen af sig ned paa gulvet og der laa hun, nøgen, frisk og sød, jeg kunde sandt for Herren ikke modstaa”. Det maa jeg tro, siger arbejderen, ”Den fristelse er der flere end dig der er bukket under for. Naar Djævelen ikke kan faa bugt med et menneskehjerte paa anden maade, sender han en smuk Kvinde paa hans vej”. Det maa jeg sandt for Herren tro siger Købmanden.

I en Landsby østen for (32) modtog Præsten (33) en dag bud fra en Udflyttergaard om at komme snarest mulig derud, og tage en aftægtskone, der var meget syg, til alters. Hun ønskede før hun døde at nyde Nadverens Sakramenter. Da Præsten kom til gaarden og traadte ind i dagligstuen, var der i dette øjeblik ingen tilstede, men da han vel hørte der var nogen som puslede ude i Køkkenet, han lukkede da Køkkendøren op her stod Pigen og syslede med noget ved Køkkenbordet. Præsten traadte ind, og hvorledes det gik til eller ikke gik til. Han lagde armen om Pigens liv og kyssede hende, derefter gik han ind til den døende Aftægtskone og gav hende det hellige Sakramente.

Imidlertid har Pigen ikke holdt ren mund, thi nogen tid efter var historien ude blandt folk i Sognet, da Præsten hørte dette var han klar over, at nu gjaldt det Kjole og Krave, at kysse gaardens tjenestepige før han tog aftægtskonen til alters, ikke hørte med i ritualet. Nu gjaldt det om at handle og komme i forkøbet. Han rejste straks ud til Biskoppen i Aarhus og skriftede sine synder. Biskoppen fratog ham foreløbig Embedet, saaledes at han et helt Aar ikke maatte forrette Kirkelige handlinger, men leve i Sæk og Aske. Efter dette Naadens Aar overtog han igjen Præstegerningen i sin Menighed.
En dag min søster (34) gik til Skole, laa der i Lyngen en kort stykke vej østen for gaarden (35) en mand og han var død. Det vat ved vintertid og manden var stivfrossen. Herredsfogden kom og holdt forhør, og det blev da oplyst at det var en mand der boede ude paa Heden i nærheden af Kolde Mølle. Han havde om natten tillige med flere andre siddet og drukket Brændevin i Kragelund Kro. Der gik megen snak i lang tid efter, og rygtet havde travlt med at fortælle at manden var myrdet. Men sandheden var vel nok, at manden var frosset ihjel i den kolde vinternat. Paa stedet hvor man fandt den døde mand, der lagde vejfarende en sten naar de gik forbi, saaledes at der paa stedet ophobedes en stor stendysse. Min fader (36) kunde ikke lide, at folk saadan samlede sten i dynger, og sagde: ”Det er da sært at folk er tosset og overtroisk og ikke klogere”.

Men hvorfor man samlede sten i dynge, kender jeg ikke, thi dette passerede i min tidligste barndom, omkring Aar 1840. der ligger vistnok en del af stendyngen endnu paa stedet.— ogsaa afdøde Andreas Laursen i Kragelund det var barnefødt i Ikast fortæller, at han i hans drengeaar, saa ældre folk i Ikast, naar de gik forbi bestemte steder, lagde sten i dynger, ogsaa kender eller hørte intet om, hvorfor folk gjorde dette. Snedker Niels Johnsen, Kragelund Skov fortæller om, at han i hans svendedage har set noget lignende. Det var et sted i Silkeborg Skove, men her var det ikke sten, men nedfaldne kviste og grene folk samlede i dynge. Han havde hørt omtale at der skulde være myrdet et menneske paa dette sted, og man lagde grene i dynge for ikke at blive forulempet af den myrdedes genfærd.

32) Serup Sogn, Hids Herred.
33) Sognepræst de Place til Serup – Lemming.
34) Fortalt af Sognefoged Ole. Chr. Jensen, Refshale.
35) Refshale, Kragelund Sogn.
36) Gaardejer Jens Christensen (Degn).

I Engesvang var de velsignet med mergel, hvorimod man i Kragelund havde mangel herpaa. Fra Kragelund kørte man da med et par Studeknotter til Engesvang og hentede mergel, eller ogsaa til Hinge Sø. Dette var et møjsommeligt og besværligt arbejde. Pustende og stønnende sneglede Studene sig frem ad de dybsporede Hedeveje med en gammel træakslet vogn der knirkede og vred sig i sin brøsttfældighed, med en tjærepotte dinglende mellem de to bagerste hjul. Senere hen i tiden blev Studeforspandet afløst af Heste, der var en anderledes brugbar trækkraft.

Det var en varm sommerdag i 1887 at der i mergelgraven ved Engesvang blev udgravet mergel af en mand fra Kragelund der hed Jesper Christensen, til daglig kaldet Jesper skrald. Samtidig var Søren Chr, Dahls tre Sønner Jens, Kristen og Mads fra Engesvang i færd med mergelgravningen. I middagspausen gik folkene sammen for at holde selskab, og der var talen om giftemaal, da siger Jens Chr. Dahl til Jesper, har i ikke en god = rig og køn Pige ovre i Kragelund. Jo, jeg kender to, siger Jesper, og jeg kan nok skaffe dig en af dem til kone, hvad vil du give mig, hvis giftemaalet gaar i orden. De blev enige om 50 kr. eller ogsaa fire smaagrise, thi Jesper havde netop brug for disse. Nogen tid efter spadserede Jens Christian i sit stiveste puds til Kragelund. Han havde hvide sko med spænder paa og et hvidt silke halstørklæde paa, han skulde jo tage sig ud fra den mest fordelagtige side. Han kom først til den ene gaard men Pigen her stod ham ikke an, han gik derefter op til den anden gaard. Datteren her hed Line var baade ung, smuk og rig, det faldt i den unge bejlers smag, og da Pigen til gengæld syntes godt om ham, kom forlovelsen i stand.

Efter aftale mødtes kærestefolkene i en dal mellem Kragelund og Engesvang der hedder Fastrupdal, hvor de jævnlig holdt stævnemøde. Dalen har til alle tider haft et daarligt rygte paa sig, paa grund af det spøgeri som færdedes her; nemlig en Hovedløs so med syv grise, tillige med Bjergfolkene fra den nærliggende Hjøllund Høj, men den sorgløse ungdom brød sig pokker i vold om spøgeriet, de levede deres eget liv i de lyse sommernætter paa Bjergfolkenes tumleplads. Det unge par kom ufrivilligt til at agere spøgelser, idet det hændte, at de paa nogle sene nattevandringer passerede vejen over dalen, og ved denne lejlighed hørte noget der puslede ude i lyngen og saa noget hvidt. Det var naturligvis den hovedløse so og Bjergfolkene, og havde dalen ikke før haft et ilde rygte for sit spøgeri saa fik den det denne sommer.

Men der var maaske en eller anden af de gamle der rystede paa hovedet, da det blev bekendt, hvem det var der agerede spøgeriet, at ingen ustraffet turde vove at hold sligt stævnemøde paa Bjergfolkenes samlingsplads. Dette, mente gamle Karen Marie varslede om ulykke i deres fremtidige liv. – Ulykken kom ogsaa i et omfang, saa stor og saa dyb, at heldigvis det virkelige liv kun meget sjældent naar at opvise sligt, og tilmed uden paaviselig ydre Grund.

Det var en dejlig, varm og klar forsommerdag den 5, juni 1888, da fejredes Jens Christians og Lines Bryllup paa Bakkegaarden i Kragelund. Hvert træ og busk havde iført sig festdragt. Lærken sang og syrenerne duftede, alt var fest, sommer, glæde, sang og musik. Efter brylluppet overtog de nygifte faderens gaard i Engesvang. Her boede de dog kun et Aars tid, saa solgte de denne, og overtog svigerfaderens gaars, Bakkegaarden i Kragelund, fordi som man sagde, at den unge kones fader, hvis øjesten hun var, ikke kunde undvære datteren, men vilde have hende i nærheden. De unge overtog næsten gaarden uden gæld. Alting saa saa lyst og smilende ud, det spaaede om en lykkelig fremtid.

Jens Christian var en forstandig og dygtig mand. I de første Aar gik det fremad med gaardens drift, og rigdommen voksede. Ægteparret havde faaet en søn, der lidt efter lidt viste sig at være født Aandsvag. Det hævner sig sagde gamle Karen Marie, at holde stævnemøde hvor Bjergfolkene samles.da den sindssvage dreng var nogle Aar gl. gik han en dag ud i laden, stak ild i halmen og gaarden brændte. Paa samme tid begyndte Jens Christian at gaa paa kroen. I begyndelsen sjældent, men besøget blev hyppigere og hyppigere og til sidst var han en stadig gæst. Forholdet blev daarligt udartede sig til skænderier og haandgribeligheder. Naar Jens Christian ikke var i kroen stod han ude paa værkstedet, thi fingernem som han var, arbejdede han som tidsfordriv i træ. Her ude i værkstedet havde han en Brændevinsdunk af ler. Denne dunk blev hans elskerinde, han kyssede den gang efter gang, og konen hadede han og mishandlede hende. Nogen tid efter jeg var blevet Sognefoged, kom hun over til mig og var baade gul og grøn af slag, han havde tilføjet hende i ansigtet. Hun ønskede Politiets bistand til, at manden fik en alvorlig advarsel om i fremtiden at lade hende i fred.

Da jeg kendte Jens Christians paaholdene og stædige karakter, udtalte jeg til hende, at efter min formening ville en saadan indgriben, snarere forværre sagen, og raadede hende til, ar søge skilsmisse for at redde den synkende skude, hvad redes kunde. Hun græd og hulkede og sagde, hun kunde ikke for sine børns skyld. Paa denne tid var Jens Christian en stadig daglig gæst i kroen, og om natten opholdt han sig paa værkstedet i selskab med hans elskerinde Brændevinsdunken. Han havde en stor sort hund, den fulgte ham hver dag ned i kroen og til sidst syntes hunden ikke det var umagen værd, at gaa der frem og tilbage, den blev til stadighed i kroen som sit rette hjem, det blev dens ulykke.

Det var ikke alle sammen stabile folk, men alskens pak Jens Christian holdt selskab med. Nu og da kom de med ham hjem i gaarden, og konen skulde da opvarte med mad og drikke, ja det sidste sørgede han egentlig selv for. Dette ville konen ikke, han købte da et madskab, samlede en del madvarer fra spisekammeret ind i skabet, og naar hans svirebrødre kom ud paa gaarden, besørgede han selv opvartningen og anretningen uden konens bistand. Saa en midtvinterdag ved nytaarstid brændte kroen. Jens Christian var der i kroen som sædvanligt og hunden var der stadig, den kunde ikke sære at gaa ud af den brændende bygning, til sidst søgte den ned i kælderen til kromandens Brændevinstønder og vinflasker, men ogsaa her naaede ilden den, bedøvet af røgen sank den om, og et skud gennem kældervinduet gjorde i en snarhed ende paa dens liv.

Nogen tid efter solgte Jens Christian gaarden, og med 14000 kr. i lommen flyttede han med familien til Silkeborg. Livet, med det daglige svirreri fra Kragelund fortsatte han i Silkeborg. Her fik han kammerater i mængder der ikke alene holdt ham ved drikkeselskab men ogsaa efter bedste evner hjalp ham, at faa den lille formue sat overstyr. Forholdet mellem Jens Christian og konen blev endnu daarligere, ogsaa hun, blev der sagt, forfaldt til druk. Og den dag da deres ældste datter blev konfirmeret, hun var faderens kæledække og de holdt sammen mod moderen, tog Jens Christian og laasede konen inde, medens han selv og datteren gik ud og spiste til middag paa en restauration. Nu var bægeret fyldt til randen. Et hjerte kan fyldes med sorg saa det brister. Nogle dage efter gik Jens Christians kone ned, og druknede sig i Silkeborg Langsø. Aa, jøsses, sagde gamle Karen Marie, saaledes gaar det, naar man holder stævnemøde paa Bjergfolkenes samleplads.

En enkefru fra Silkeborg fortalte mig flere Aar efterfølgende hændelse. Jeg og min mand samt vor datter plejede om sommeren efter fyraften naar butikken var lukket at gaa ud i skoven, i Lunden ved Langsø vesten for den gamle Præstegaard, her var saa roligt og stille. Min mand læste aviserne og jeg sad med et eller andet haandarbejde. Vi syntes om alle sommerdagenes dejligste timer, vi tilbragte sammen her i disse fredelige omgivelser. Var det rigtigt smukt og stille vejr blev vi paa stedet til mørket var indtraadt, forsaavidt der kan være tale om mørke en lys sommernat. Vi stod saaledes en aften efter solnedgang i begreb med at gaa hjem og stod ved siden af vejen, da saa jeg pludselig uden at tænke paa noget som helst en mørk skygge i stærk fart svævende mig lige forbi op fra byen ned mod søen. Jeg tabte næsten al fatning, da det i samme øjeblik stod mig klart, at det var et overnaturligt syn. Den mørke skygge kom mig saa nær forbi at den næsten rørte ved mig, og i den lyse sommeraften kunde jeg se at det ikke var et naturligt menneske.

Dagen efter druknede Line Dahl sig i Langsø ud for det sted vi stod, og til søen var hun gaaet ad den vej hvor vi gik aftenen forud og paa hvilken jeg saa den mørke skygge kom svævende. Den ulykkelige kone havde før hun gik ud i søen taget sit røde forklæde af og lagt det ved søbredden, vel sagtens i den hensigt at det skulde til opdagelse af, hvor hun var at finde. Kort tid efter købte Jens Christian en lille landejendom i Øster Bording i Balle Sogn, altsaa i nærheden af Silkeborg. En dag nogen tid efter dette køb traf jeg ham for sidste gang. Han sagde da til mig, i Silkeborg kunde jeg ikke blive længere, jeg kom i selskab med saa en og saa en anden, under et eller andet paaskud ville de laane penge af mig, der var jo sikkerhed nok naar jeg ville have pengene kunde jeg jo faa dem igjen. Da jeg saa begyndte at kræve pengene igjen, var der en der lo mig op i mine aabne øjne og sagde, det er vel da aldrig din mening at du vil have disse penge igjen, dem kan vi jo holde os en glad aften for. En anden blev fornærmet og lovede mig klø hvis jeg var saa fræk at kræve ham en gang til. Han var ikke vant til at blive saadan krævet fordi den ene ven laaner den anden et par Skillinger, skal man da tage det saa nøje enten de bliver tilbagebetalt eller ikke. Saa ville jeg ikke være i Silkeborg længere. Jeg ville bort fra dette selskab inden jeg mistede alt hvad jeg ejede.

Det blev ikke bedre med drikkeriet efter at være flyttet til Balle. Hyppigt indtraf anfald af delirium, og under disse anfald mishandlede han børnene, saa naboerne maatte tilkalde Sognefogden. Da mishandlingen var af en saadan art, at der var tale om kriminel forfølgning, lovede Jens Christian bod og bedring, og holdt sig en tid maadeholden. Men nogen tid efter tog han fat paa drikkeriet med fornyet styrke, sygdom stødte til og han var stadig sengeliggende, med brændevinsdunken liggende ved siden af sig i sengen. For hver halvsnes minutter tog han en slurk og delirium tiltog. Men nu var han saa afkræftet at han ikke kunde staa op, og kort tid efter døde han.

Den ældste datter Marie sagde en dag til en yngre broder, jeg tør ikke ligge ene om natten oppe i mit kammer. Kan du ikke komme op og ligge hos mig. Hvorfor tør du ikke det, siger broderen. Fordi, siger Marie, at jeg næsten hver nat faar besøg af min moder, jeg kan høre hende gaa oppe paa loftet, og saa kommer hun ned til mig i mit kammer, og naar det er maanelyst kan jeg se hendes ansigt, hun ser altid saa vred og hadefuld ud, som om hun vil gøre mig fortræd, men hun har dog ikke rørt mig endnu, men bliver staaende ved min seng.

Ejendommen blev nu solgt. To af de ældste børn rejste over til slægtninge i Amerika, og de øvrige kom ud at tjene, dels til huse hos slægtninge. Saaledes endte dette ægteskab, saa mørk og tragisk, skønt begyndelsen varslede om en lys fremtid, om glæde og lykke. Gamle Karen Marie var dengang allerede død, ellers ville hun sikkert have sagt: ”Sagde jeg det ikke nok, at holde til med Bjergfolkene; kommer der aldrig noget godt ud af, de som gør det, bliver slagene med ulykker”. Saaledes var nu hendes tankegang.

Der er mange der kom paa jyske markeder i den sidste menneskealder, der har lagt mærke til en høj graaskægget mand. Han var hestetrækker. Sommetider prangede han ogsaa for egen regning. Han var ogsaa smugler, han var med alle vegne hvor der var noget at udføre, der ikke taalte dagens lys. Han var en af de haardføre, seje jyder. Lumsk, snild og tavs. Han var født ude i egnen ved Herning, maaske i Ikast Sogn. Han hed Simon Simonsen, men ingen kendte ham under andet navn end Simon Kobberholm. Selv kaldte han sig: Simon ærlig kæltring. Han er nu en gammel mand og har i mange Aar, ja i de sidste 30 a 40 Aar flakket omkring uden noget hjemsted. Men i sine unge dage var han bosat ude i Herningegnen. Han havde dette vandheld eller held, alle de huse han baboede, tre i alt, brændte det ene efter det andet. Herredsfogden fik ikke mere ud af Simon end han selv ville, hvad brandene angik. Men saa kom Kommissionsdommer Sylow ud at rydde i de mange ildebrandstilfælde paa landet. Sylow maa i forhørsprotokollerne have bidt mærke i Simon Kobberholm` navn. Han slog en klo i ham og Simon blev anholdt og puttet i Arresten.

Sylow`s navn blev saa bekendt at rygtet ilede forud for hans komme og satte saadan en skræk i de gamle brandstiftere, at mange allerede bekendte sig skylden i det første forhør. Og Sylow`s princip var ville de ikke bekende med det gode, skulde de med det onde. Paa en maade var han ved at sætte det gamle princip i system, pinligt forhør og tortur, paa en mildere maade. Den første gang Simon kom i forhør, siger Sylow: ”Hvor er de født?” – ”Jeg er vel født i sengen som andre mennesker”. – ”Aa, sludder og vrøvl, jeg mener Sognet hvori de er født” – ”Det kunde de jo havde sagt første gang. Man siger jeg skal være født i Brande” – ”Dato og Aar?” – ”Det maa vel staa i kirkebogen, min Skudsmaalsbog er brændt for mange Aar siden, og jeg har for længst glemt Aar og dato” – ”Er de tidligere straffet?” – ”Ja mange gange” – ”Hvornaar og hvor var det?” – ”Det var min moder, sommetider gav hun mig af Riset, sommetider gav hun mig en lussing, saa ved den ene og saa ved den anden side af hovedet” – Paa denne maade fortsatte forhøret. Simon var sej. Kom ikke længere med ham end han selv ville.

Saa forandrede Kommissionsdommeren taktik. En dag bliver der lukket en mand ind til Simon Kobberholm i hans celle, denne fortæller Simon: ”Nu er alle fængslets huller saa overfyldte, nu lukker de to og to fanger sammen i hvert hul. Han (=Sylow) bliver jo ved med at arrestere folk i massevis”. Den nyankomne satte sig ned, han talte og snakkede hele tiden. Den tavse Jyde Simon Kobberholm, sagde aldrig et muk. Han stod lurende og ligesom tog maal af den ankomne. Denne gav sig saa til at snakke op om, at den Djævel (=Sylow) aldrig skulde faa ham til at bekende, og han fortalte da Simon, hvorledes det var gaaet til da han fik hans Ejendom ”Futtet af”. Nu begyndte han ligesom kammeratligt at udfritte Simon om, hvorledes han bar sig ad, det kunde jo ikke gøre noget at fortælle dette, da de jo var Lidelsesfæller. Simon svarede: ”Aa rejs ad Helved til, du er sgu for grøn og har været for lidt i byen”. Den nyankomne var naturligvis en af Sylow`s betjente, der skulde fange Simon paa denne maade. Nej, lure Simon ærlig Kæltring, han er ikke saadan at tage en ben op paa. Betydningen i navnet, ligger jo i, at saalænge han ikke tilstaar, kan han kalde sig ærlig kæltring.

Saa forandrede Kommissionsdommeren igjen taktik. Han spekulerede i Vestjydernes store overtroiskhed. En nat som Simon Kobberholm ligger og sover kommer der to mænd ind i cellen bærende med en ligkiste, og satte den paa gulvet, hvorefter mændene igjen forlod cellen. Paa kisten var intet laag, og i kisten laa et efter alle kunstens regler henklædt lig. Simon sprang op fra sin briks, og nu var han for alvor vred over ar blive forstyrret i sin nattesøvn. Han gik hen til kisten og sagde, da ska` a Fandenhak mæ faa lyv i dæ, dit spøgelse, og samtidig slog han sin knytnæve ned paa ligets ansigt. Det gentog sig et par gange, da blev der liv i den døde. Manden sprang ud af kisten idet Simon sagde: ”A trowe i vil spil komedie mæ en gammel mand, haal jæ rævestreger væ jæ sjel”. Det var jo ham Sylow`s overbetjent Valdemar Petersen. Jeg kunde nok tænke mig det, tilføjede Simon, saa maatte Sylow lade ham gaa.

I en del Aar saa jeg ikke noget til Simon, og ved ikke hvor han holdt til. Jeg har senere hørt at han strejfede omkring her i Jylland som Uldkræmmer, med et skriftligt bevis i lommen, fra en mand ude i herred paa, at uldvarerne redelig var Husflidsarbejde, og solgt af ham til Simon. Lige saa redelig var det, at Simon havde købt Uldvarerne hos en manufakturhandler i nærmeste Købstad. Saa atter traf jeg ham paa en gaard, her paa egnen som røgter, men ved verdenskrigens udbrud 1914, forlod han straks gaarden. Simon havde lugtet at nu var der rørte vande for ham at fiske i nu var der paa sine steder brug for folk som ham. Han var borte hen ved fire Aar, saa kom han en dag igjen tilbage til gaarden og overtog sin, ved krigens udbrud forladte røgterplads.

En tid efter traf jeg tilfældigt paa ham. Jeg var nysgerrig efter at faa at vide hvor han havde været i disse Aar, direkte udfritte ham turde jeg ikke, da ville hans jyske mistænksomhed være vakt, og saa fik jeg ikke et ord at vide om hvad han havde taget sig for. Kom han først ubemærket ind oaa hvad han havde oplevet i disse Aar, kunne jeg faa det hele at vide, og snu nok til altid at faa sit eget personlige jeg udenfor det som han skildrede. Dette vidste jeg af erfaring. Jeg fik dog lidt at vide om hvor han havde været og forstod at han havde opholdt sig som smugler nede ved grænsen. Det lidet han fortalte mig var oversmuling af heste, der blev nemlig her i landet udsted forbud mod udførsel af føl. Danskerne ville gerne sælge og Tyskerne endnu hellere købe føl og unge heste, men forbudet var der. Der var ingen omvej, jo det var netop det der var. Smuglerne blev der kaldt paa, og her var Simon ærlig Kæltring paa sin rette plads.

Det var ikke saa vanskelig, siger han, at faa disse unge heste over grænsen. Ved grænsen stod Gendarmerne vagt. Sikringsstyrken laa længere tilbage, dette skulde jo gøres om natten, en eller anden af de ved grænsen boende fyldte Aar, konen kom da om aftenen ud til de patruljerende Gendarmer og sagde: ”Min mand kan holde Geburtsdag i dag, a haae da saa ondt for jæ i sølle kaael, at i ska` gaa hie i den kuel. Kom med hjem og faa en kop Chokolade”. Det var noget Gendarmerne ikke sagde nej til. En anden sag var det med Vagtmesteren Gendarm Sergenten, der kunde en kop Chokolade ikke gøre det af, her skulde nogle Hundredekronesedler til. Alt ting kan gaa, men smørelse skal der til. Han blev ved at gentage, med smørelse kan alting gaa.

Simon er en forsigtig mand, han nævner aldrig sted, tid eller navne. Da han havde ”Uheldet”, at hans første Ejendom brændte, var han i færd med at skyde graaspurve, saa var til al uheld eller held, forladningen = Papirsproppelsen fløjet op og antændt husets straatag. Den anden gang hans Ejendom brændte – imidlertid havde han naturligvis mageskiftet den tidligere nedbrændte med en anden Ejendom, med gamle forfaldne bygninger, – skød han efter ræve ud af ladedøren og saa gik der naturligvis ild i bygningerne som nedbrændte. Tredje gang var der selvfølgelig ogsaa en eller anden paaviselig grund til ildens opkomst. En mand der selv kalder sig ærlig Kæltring, ved nok ogsaa, at lægge sagen til rette, og nøje overveje følgerne.

Ude i Graamose levede en mand ved navn Anton Vestergaard, der var kendt overalt i Silkeborg og Kjellerup egnen. Han fartede omkring fra det ene Sogn til det andet. Arbejdede en dag eller to, og drak saa pengene op saa længe han havde en skilling i lommen. Han tjente nu og da en skilling ved hundehandelen. På sin omflakken listede han en del hunde med sig og siden solgte han dem paa andre egne. Han var udrustet med gode evner og en god forstand. Dette var ham en støtte, thi med disse evner kommer man nemt og let gennem verden. Den første gang jeg lærte ham at kende boede han i et lynghus ved bakkerne ved Klode Mølle. Han havde giftet sig med en enke med mange børn. Huset ved Klode Mølle, en faldefærdig rønne, faldt omsider ned, og Anton flyttede til Hestlund i Bording. Menneskets sidste tilstand.

Her boede han dog ikke længe. Konen løb fra ham, og børnene kom paa fattiggaarden. Saa løb jeg ogsaa fra huset, siger Anton, det vil sige jeg løb ikke, jeg gik ganske rolig og sindig derfra. Jeg slog alle dørene op paa vid gab, saa folk kunne se, at her var fri adgang. Derefter begyndte hans omflakkende tilværelse. Nogle maaneder boede han dog i den gamle nedlagte Skole i Christianshøj. En dag i sommertiden jeg var tilstede ude i Frederiksdal, hvor en del af beboerne var samlede. Anron Vestergaard sad paa en bænk og sang saa det rungede, med en bajer i haanden. Fuld var han som sædvanligt. Da siger lærer Th. Petersen til ham: ”Det er en skam Anton, med deres gode evner kunde de have haft det noget bedre end denne tilværelse”. Anton svarede: ”Jeg kan ikke forlange at have det bedre end jeg har. Jeg synger fra morgen til aften, er altid glad, og her gaar de med en sur mine,jeg hører dem aldrig synge undtagen de kan faa et par skillinger for det i kirken. For resten bor jeg ogsaa i en skole, altsaa er vi kollegaer. Undskyld at jeg herefter tiltaler dem med du”: ”Der er forskel”, siger lærer Th. Petersen, ”Da Provsten for nogle dage siden var her i skolen og holdt Visitats, kørte han Kristianshøj Skole forbi”: ”Ja tak skal du ha`”, siger Anton ”Saadan nogle gamle lærere som dig, ved Præsten godt, maa ses efter i sømmene, de vil belukse ham. Men saadan nogle som jeg, ved han godt vi med nidkærhed udfylder pladsen, dem behøver han ikke at holde Visitats hos, han ved vi gør vore ting, og derfor kørte han min dør forbi”. Den gamle Lærer Petersen maatte le med de andre, over Antons ord. Om det saa var med eller imod hans gode vilje, maa staa hen.

En aften havde han siddet og drukket Kaffepuncher med en mand i Kragelund By. Det blev noget ud paa natte inden de to blev færdig med denne beskæftigelse, og da Anton forlod sin vært, kom ud i den mørke nat, har han været en del i tvivl om hvor han skulde gøre af sig selv. Han gik da op i vaabenhuset ved Kragelund Kirke. Han fortalte siden: ”Jeg lagde mig paa en bænk, men det blev mig for koldt, jeg stod da igjen op for at røre benene og faa nogen varme i kroppen. Jeg lukkede da vaabenhusdøren op, tog min flaske op af lpmmen og tog mig en dram, og saa raabte jeg ud paa kirkegaarden, hallo! Jens Anker og Rasmus Skrædder, kom herind og faa jer en dram, vi har jo tit faaet en halv kaffe sammen. Der kom nu ingen og saa drak jeg selv min brændevin, men jeg havde det uheld, at en anden flaske fuld af brændevin gled ud af lommen ned paa vaabenhusets flisegulv og kig i stykker. Jeg fik nu travlt med at faa alle flaskeskaarene samlet op. Da var det blevet dag og Degnen kom op til mig, han sagde at han saa et menneske luske omkring oppe ved kirken, og troede at det var en kirketyv. Jeg sagde til ham, jeg kan have mine fejl, men stjæle gør jeg ikke. Han kendte mig jo ellers godt, for det var hos ham jeg drak kaffepuncher før jeg gik op i kirken, jeg havde nu faaet alle flaskeskaar samlet op og smidt ud, da siger degnen, hvad er det for en forbandet lugt der er her? Aa, der er kun min brændevin jeg spildte da flasken faldt fra mig. Hvad mon Præsten siger paa Søndag, siger saa degnen, han har en fin næse?”…..

Det var en vinternat i en forrygende snestorm for flere Aar siden kl. 3 om natten, at der blev banket paa min dør. Jeg stod op og lukkede op. Udenfor stod et menneske og lænede sig op mod dørstolpen, saa medtaget ud af uvejret og kulden at han næsten ikke kunde tale, og maatte støtte med hænderne for at gaa ind, det var Anton Vestergaard, og hans hund. Jeg gav ham noget at spise og drikke og han fortalte mig da, at han om aftenen var gaaet fra Moselund Gæstgivergaard og gaaet vild i de store bakker ved Bølling Sø. Han havde da omsider lagt sig til at sove i en slugt, da jeg vaagnede op stod min hund og slikkede mig i ansigtet, der var føget et helt lag sne over mig, og mine ben og fødder var stive af kulde. Havde min hund ikke faaet mig vaagnet ved at slikke mig i ansigtet havde Anton Vestergaard aldrig staaet op mere. Saa trofast kan en hund være.

Da Gedebukken agerede Fanden.
Paa et øde og afsides liggende sted, der hvor den store Grathe Hede støder sammen med mosen af samme navn, hvor vandet stod sur og slimet, gurglende og boblende mellem lyngtuerne i mosen, hvor en ram sur duft slog op naar solvarmen ved sommertid bagte derpaa, og naar sollyset og solvarmen var borte laa der en klam taage over stedet. Overfor mosen laa sandbrinkerne, afvekslende lyng, og agermark med korte uregelmæssige agere. Her boede Ole Kristian (37) med Jydernes seje tag aftvang han den skarpe, sandede jord en tarvelig afgrøde til familiens underhold. Han levede et stille og arbejdsomt liv, i tro paa Vorherre og i tro paa alskens troldpak, hekse og Bjergmænd der færdedes omkring ved nattetid og drev deres spil, disse væsener var saa at sige hans nærmeste naboer.

Han havde kun en fejl, naar han en sjælden gang kom ud i selskab med andre, drak han sig en Pærial paa og han kunde ikke selv holde maade. Det var noget der laa ham i blodet, en arv fra fædrene, som kunde føres tilbage til en storbondeslægt (38) der selv bryggede brændevin og ikke ”spyttede i den”. I tiden omkring Aarhundredeskiftet 1900 var Ole Kristian og en anden broder (39) en lille – Nytaarsdag en rejse i nærmeste Købstad. Da de henimod aften i løftet stemning gik hjemad, overtalte broderen Ole Kristian til at følges med ham hjem om aftenen. Efter at havde spist Nytaarsaftensnadver gav de sig til at spille kort og det blev over midnat, da Ole Kristian og en anden mand fra egnen brød op for at give sig hjem, og begge havde de drukket over evne. Det var Nytaarsaften da lystigheden og kommersmagerne har frit spil, saa jeg maa fortælle hvad der imidlertid var foregaaet inde i byen. En gaardmand havde en gedebuk der stod i hans kostald, af den grund, at folk troede naar køerne ”Kastede Kalv”, kunde den ramme Gedebuk – lugt forjage Kastningssygdommen.

37) Boelsmand Ole Kristian Ankersen Hesselskov, Kragelund Sogn.
38) Bedstefaderen Sognefoged Anker Klosterlund.
39) Hmd. Anders Kristian Ankersen, Kragelund.

En spasmager havde forrige Nytaarsaften haft en batalje med væverens kone (40) Ma` Vævers, da han slog en ”Potte” paa hendes dør, stod hun lige indenfor døren, rev den op og hev ham en natpottes indhold i hovedet. Ma` Vævers var ikke saadan ar spøge med. Manden ville næste Nytaarsaften have hævn. Han udspekulerede en snedig plan. Han gik om i kostalden trak den ondsindet Gedebuk ud, og stillede den udenfor Ma` Vævers gang dør. Han slog et slag paa døren, hastigt blev døren revet op og Ma` Vævers med hendes natpotte kom til syne. Bukken var ikke sen, den løb til og gav hende et stød, saa baade hun og hendes natpotte tumlede bagover i gangen medens hun raabte paa hendes mand, at han skulde komme og hjælpe hende. Et spøgelse med horn som fanden var kommet ind i huset. Væveren kommer tilstede men da han ser de store Bukkehorn, tror han det er hans Farfar den store Troldmand Præjst – Jens fra Gødvad dergik igjen, idet farfaderen havde staaet i pagt med Djævelen. Under hjerteskørende skrig fra Ma` Vævers, hver gang Bukken slog hende ned, overvandt manden sin frygt, og med forenet anstrengelse fik de endelig Bukken sat udenfor og døren forsvarligt stængt.

Gedebukken løb ude paa byens gade resten af natten, og da Ole Kristian og den anden kortspiller kommer noget over midnat og vil hjem, møder de Bukken, den aabner straks kampen, Ole Kristian faar et puf, saa han trimler ned i vejgrøften, hans ledsager fik derefter samme fart. Ole Kristian kom paa benene igjen. Men Bukken var straks parat til at give ham et nyt puf. Den anden mand kravlede op i et træ og reddede sig paa denne maade. Nu var Ole Kristian og Bukken ene om kampen. Han forsøgte, ligesom ledsageren at kravle op i et træ, men han havde faaet for meget spiritus at drikke, forsøget mislykkedes. Nu holdt Ole Kristian og Bukken det gaaende den hele nat, hvor han gik hen gik Bukke ogsaa. Ligesaa ofte han rejste sig op, ligesaa tit puffede Bukken ham ned. Det værste var at Ole Kristian ikke kendte sammenhængen, ikke havde nogen forestilling om hvor Bukken var kommet fra. Han troede, hertil bidrog hans omtaagede tilstand, at det var selve Djæveleb han var kommet i kast med. Først da Nytaarssolen brød frem og folk i byen kom op blev han befriet for Bukken
Følgerne af denne nats kamp forvandt Ole Kristian aldrig, da han kom hjem var hans tale forvirret, han blev sær og indesluttet. Han havde taget skade paa forstanden, og havde anfald af sindssygdom, hvor hans tale stadig drejede sig om Djævlekampen Nytaarsnat. Han levede et par Aar eller tre indtil døden endelig befriede ham for hans lidelse.

40) Væver Jens Laursen, Kragelund. Sønnesøn af Præjst – Jens i Gødvad.

Fra central – Jylland.

I istiden dannede isen paa den Jyske Højderyg med sine store vandfloder vandskellet Øst og Vest, og dannede samtidig betingelser for den store alfar – landevej gennem Jylland, der blev en Hovedfærdelsvej fra de ældste tider, da mennesket fæstede bo her i landet, til hen imod midten af forrige Aarhundrede.

Grathe Hede.
Et stykke vej syd for Knudstrup, ved Voer i Vinderslev Sogn begynder Grathe Hede, hvor altsaa den nordre indgangsport findes, graa, trist og æde har det omraade ligget gennem Aartusinder, men et dejligt fredsted for urfuglen, næsten indtil vore dage. Over denne Hede gaar Hærvejen indtil Aadalen ved Klode Mølle, hvor den sydlige indgangsport til Heden findes. Det er Steen Blichers hvor han begyndte sin nationale jyske digtning med ”Oldsagn paa Alheden” efter han var gaaet over Karup Aa ved Klode Mølle. Blicher kalder den Alheden, dette er mindre rigtigt. Grathe Hede strækker sig mod vest til Karup Aa og vest for Karup begynder Alheden. Mod øst strækker Grathe Hede sig ind mod Kragelund. I vore dage er Blichers Hede forvandlet til H: C. Andersens kornmark og skovland.

Paa Grathe Hede stod den store folkekamp ved Borgerkrigens afslutning 23. Oktober 1157, mellem kongerne Svend Grathe og Valdemar den færste. Grathe Hede slagets betydning vækker ned til vore dage, tyngdepunktet i rigets styrelse lige fra Gorm den Gamles tid i Jylland. En jysk stormandsslægt Galxie Ulf og hans efterkommere var i de foregaaende Aarhundrede, kongernes raadgivere og Høvidsmænd baade paa verdslige og kirkelige omraader. Efter Grathe Hede slaget flyttes tyngdepunktet fra Jylland til Sjælland. Det var Hvide slægten paa Sjælland, der herefter kom til at raade for udviklingen i de kommende tider. Absalon, der deltog i slaget paa Grathe Hede, fik her sin daab som kriger, statsmand og kirkens styrer, her paa Grathe Hede lagdes den ydre betinggelse for Københavns Grundlæggelse, idet Absalon og Esben Snare byggede forsvarsværker til beskyttelse af deres Gods paa Sjælland, medens den jyske stormandsslægt gik ud af sagaen.

Svend Aagesen siger, at slaget stod paa Grathe Hede og han maa da vide det. Saxo siger det stod paa en landsbymark, begge dele kan være rigtigt. Der ligger kun en landsby paa Grathe Hede, der kan føres tilbage til Middelalderen, nemlig Stenholt, selv om Saxo ikke nævner navnet er den jo ikke saa vanskelig at finde, man har hidtil søgt stedet paa Hedens nordside hvor i nærheden Kong Svend ligger begravet, medens Stenholt ligger paa sydsiden af Heden. Stenholtfolkene taler om en kirke og kirkegaard ved landsbyen, dette har intet hjemmel, men hidhører fra at de ved jordgravning har været nede i en kule der rummer hundrede af menneske skeletter. Her har man maaske de faldne i Grathe Hede slaget, skønt Kong Svends hær var foran Valdemars i dens fremrykning mod syd ad Hærvejen over Heden, har han dog efter slaget været afskaaren fra Hærvejen, fra at frelse sig i flugten mod syd.

Stenholt Egekrat. 
Ligger nær Hærvejen øst for Klode Mølle, paa et højdepunkt omsuset af blæste og stormen. Der findes mange Gravhøje og andre mindesmærker fra oldtiden. Rishøj og Grønhøj rager op til betydelige højder 333 og 336 fod over havet. Den store, dybe Hjøllund dal ved Klosterlund rummer en naturskønhed, et minde fra istidens vandfloder. Nu er her opført et hjemstavns Museum, og i dalbunden dannet en kunstig sø med svømmefugle. I skovens vestside ved Stordal paavises røverkulen hvor røverne laa paa lur, for at plyndre de rejsende der kom ad Hærvejen. Sagnet herom er udbredt i mange af landets egne. – Endelig skal nævnes den store stendysse i skoven, der nu slaas til skærver, samt den for nogle Aar siden i skoven fundne store skaalsten, som efter Dr. Sophus Mullers tydning skal hidhøre fra soldyrkelsestiden. Denne sten blev ført ind til Kragelund by og oprejst i et anlæg ved kirken. – et gl. sagn fortæller ar der ligger en Guldkalv begravet i skoven.

Klode Mølle.
Havde Svend Grathe i 1157 med sin hær gaaet det lille stykke vej fra Heden ned i dalen og taget stilling mod Kong Valdemar her bag aaen, havde han haft udsigt til at besejre hans modstander. Her ved aae findes en af Hærvejens pas med en lille strimmel fast land, med mose og eng paa begge sider, hvor angriberen maa være stærk for at have indsigt til sejr, desuden ville Svend have bakkerne oaa dalens sydside, der som en vold i anden linie giver en god forsvarsstilling. Endelig havde han ryggen fri, Hærvejen laa ham aaben mod syd. Klode Mølle, et vigtigt rejseherberg paa Hærvejen laa skummelt og øde mellem lyngbakkerne. Sagbet har travlt her om misgerninger der har fundet sted, om rejsende der er blevet udplyndret, dræbt og nedgravet og til gengæld rejsende der har dræbt Mølleren, det er derfor ikke mærkeligt ar det er en stejlhøj i nærheden, hvor forbryderne maatte bøde med livet. Klode Mølle, er ligesom Grathe Hede i vore dage uden betydning. Begge steder har kun minder tilbage.

Bølling Sø.
Øst for Hærvejen laa Bølling Sø, omgivet af høje bakker, et stort vandbassin, en udfaldsport i istiden for de vældige vandmasser. Søen der har et omraade af ca. 270 td. ligger i vandskellet og har udløb baade øst og vest, ad Funder Aadalen, og ad Engesvang dalen hvor Karup Aa har sit første kildeudspring. I stenalderen havde søen ikke den runde form den har i nutiden. Dengang var den en langssø der strakte sig i øst hen imod Funderdalen og mod vest nedad mod Engesvangdalen, medens den lave sandbund mod nord ikke var overskyllet. Efter haanden voksede mosen op og hindrede vandets udløb, søen hævede sig og vandet steg op over den lavtliggende sandbund mod nord og øst, udløbet mod øst groede til, dækket af tørvejord, tilbage beholdt søen sit udløb mod Karup Aa.

Ved søens udtørring 1872 – 74 fandtes mange af oldtidesfolkenes baade, udhulede træstammer, baade store og smaa. Ganske interessant var den uhyre mængde af Hjortegevirer, der kom for dagens lys og laa ude i dyndet. Man har kaldt det en Hjortekirkegaard, mange tydninger er fremsat om aarsagen hertil, og meningerne er delte. Den mest naturlige Aarsag synes at skyldes søens lave vandstand, fra nord er Hjortene gaaet ud paa sandbunden med lavt vand. Da de kommer til dyndet, oldtidens sø, bliver der dybere, men ikke dybt nok til at Hjortene kan svømme, uhjælpelig stikker bagbenene ned i dybet, hvor de gaar fast. Hjortene er gaaet i en fælde, for lidt vand til at svømme paa, men vand nok til at drukne i. flere fund i søen, benharpun m. m. fortæller os, at der har levet mennesker ved søen i ældre stenalder. Paa den lave sandbund fandtes ved udtørringen flere bosteder fra stenalderen, der laa paa søbunden.

Harbohøj.
Syd for søen oppe paa de høje bakker ved Harbolunde ligger Harbohøj, det højeste punkt i omraadet. Man har villet udlede navnet af Harg = Offersted, da der i nærheden fandtes en stor flad sten, der hed Blakstald, mere sandsynlig er det at navnet kan sættes i forbindelse med Harsyssel. Ser man paa forholdene, som de forelaa her hen imod Middelalderens slutning, har man paa historish grund et godt overblik over egnen her. Henrik Perssen der skrev sig til Sellerup, hvis værneting er Nyborg, overdrager og afhænder til Aarhus Domkirke gaarden Moselund med Harbolunde, Hvinningdal og Kærsgaard m. m.

Da var der to brødre fra Paarup der gjorde krav, at Harbolund var deres. Det kom til rettergang, Henrik Perssen førte vidner som vidnede paa tinget, at i Henrik Perssens tid, og i dennes forfædres tid havde Harbolunde ligget ukæret til den gaard Moselund. Men de to brødre fra Paarup svarede med oprakte hænder, at Harbolunde tilhørte dem, herved var sagen afgjort. Harbolunde kom til Paarup. Her stod altsaa vidner og ed mod hinanden. Hvad der var ret og skel, kan vi efter saa lang tids forløb ikke afgøre. Forholdet var vel her som i saa mange kæremaalsager, der var ret og uret paa begge sider. Ingen af parterne har haft ejendomsbrev paa stedet, med udnyttet omraade fra Moselund og Paaruo, og de som svor har større ret end de som vidner.

Vi skal nu se hvorledes forholdene laa paa denne egn i ommeldte tidsrum. Moselund laa oprindelig i Engesvang sogn, Hids Herred, Loversyssel. Paarup laa i Sejten (sigten) Sogn, Ginding Herred i Harsyssel. Alt tyder paa, at Harbohøj har været et skelmærke, altsaa det østre punkt i Harsyssel imod Loversyssel. Ved den ommeldte retsafgørelse udvides Harsyssel omraade her mod øst, idet Harbolunde strækker sig nedad mod Funder Station. Fra øst foregaar der en tilsvarende indhug i Loversyssel. Erik Muus havde bygget en Borg ved Remstrup Aa, som han kaldte Silkeborg. Der er ingen tvivl om at Remstrup Aa oprindelig har været Sogne – , Herreds og Sysselskel, men ejerne paa Silkeborg gik over Aaen, nedrev den lille landsby Remstrup, der sandsynligvis har lagt i Virklund Sogn, lagde jorden ind under Slottet, strækkende sig mod vest ud til Funderholme, herfra og til Harbolunde er kun en lille afstand, saa Loversyssel er nær ved en gennemskæring og delt i to dele Aabosyssel. Gjern Herred, Linaa Sogn fea øst og Harbosyssel Sejten Sogn, Ginding Herred, nærmer sig hinanden. Udvidelserne fra Harbohøj og østpaa, fra Remstrup Aa og vestpaa har ikke været den oprindelig inddeling.

Bosættelsen vest for Hærvejen.
Her ligger paa Højderyggen ter sogne med ejendommelige bosættelses forhold der afviger fra det normale, d.v.s. den udvikling der er almindelig efter bosættelsen findes ikke her. Aasagen er det fattige naturforhold, og ufrugtbare jord. Bording er anlagt i forhistorisk tid. En stormand lægger sin gaard ved aaen. Beliggenheden er typisk for oldtiden. Bostedet lægges lavt ved vand, ikke alene af den grund, at vand er en livsbetingelse, men ogsaa af forsvarshensyn. I nogen afstand fra gaarden lægger han Hovet. Grunden til at Hovet lægges i en cis afstand fra bostedet, som ogsaa er tyoisk for denne tid, turde være at ved Hovet skal der være fred og ro. Guderne maa ikke forstyrres af menneskets daglige færden og uro. Dette forhold er typisk for ikke saa faa vestjyske landsbyer. Man træffet her at landsbyen ligger paa den ene side af Aaen, og kirken paa den anden side Aaen. Man skal altsaa over Aaen for at komme i kirke. Aarsagen er ligetil. Herover lagdes Hovet, og senere kirken paa Hovets plads. I Bording blev der aldrig nogen landsby. Præstegaarden er endnu den dag i dag, gaarden stormanden anlagde, og da kirken senere blev bygget paa Hovets plads, blev her efter datidens love lagt en gaard til kirkens vedligeholdelse, der blev aldrig mere end disse to gaard i dennne by.

Det er beundringsværdigt, at det lille Bording Sogn, der tidligere laa i Ginding nu i Hammerum Herred, har kunnet opretholde sin kirke medens de to ligestillede nabosognes kirker sank i grus. Nemlig Sejten (sigten) og Engesvang. De oldtidsforhold det endnu kan paapeges i Bording er navnene paa to høje Skinhøj og Lushøj (Lyshøj) sakralske navne der hidhøre fra hedensk tid. Fra Bording er overlevet et sagn, der har historisk værdi. Naar de Bording mænd drog til Ginding Herredsting, sang de deres lovsange, ikke en lovsang over deres fattige Sogn og egn. I disse fjerne tider var lovene ikke nedskrevet, da man ikke havde papir, pen og blæk, og heller ikke bogstaver. De gamle love blev vedtaget paa tinget og opbevares i hukommelsen. Lovsigermanden var den levende Lovbog, og skulle fremsige Lovene. Naar vi her hører at de Bording mænd sang tinglovene, giver det os oplysning om, at lovene maa være affattet paa rim, hvad er ganske naturligt, man husker bedre rim end prosa. Bording regnedes tidligere for menneskets sidste tilstand og kom en mand fra Bording til et fremmed Sogn og man spurgte ham: ”Hvor er den hær mand fra?”, svarede Bordingmanden: ”A æ saamænd ud fra den sølle Bording”.

Sigten.
I folkemaalet paa egnen kaldet Sejten, det nuværende Kristianshede, har samme bosættelses udvikling. Der kom en stormand, byggede en gaard her, og i nogen afstand fra denne byggede Hovet. Her blev ligesom i Bording aldrig nogen egentlig landsby. Ved kristendommens indførelse opstaar en kirke paa Hovets plads, gaarden Sigten (Sejten) var efter egnens forhold en større gaard, hvorpaa adelig familie boede. Omkring Aar 1500 sank kirken i grus, og fra samme tid synker Sigtengaard ned til en alm. Bondegaard. Signet bestaar af følgende bosteder: Sigten, Paarup, Rønkilde; Gulforhoved og Bodholt. Efter Sognets og kirkens nedlæggelse kom Paaruo ind under Funder Sogn, medens det øvrige blev henlagt under Bording, der nu blev et stort sogn, med udstrækning af hen ved 3 a 4 mil fra den ene ende til den anden. Harbolunds sammenlæg med Paarup bidrog til det store afstandsomraade. En ny kirke blev 1894 bygget paa den gamle kirkes grund, mærkværdigt nok blev det gamle sogn ikke oprettet igen, hvad man skulle synes var et naturligt følge af Sognekirkens genoprejsning. Det ville ogsaa have været naturligt, at det meningsløse koloninavn Kristianshede bortfaldt, og det gamle jyske navn Sigten (Sejten) igen kom til ære og værdighed. Dette gælder ogsaa de øvrige kolonier fra Tyskertiden, lad os faa de gamle navne frem igen.

I 1897 fik Engesvang atter en kirke, der blev bygget paa den gamle kirkes plads. Engesvang blev samtidig et selvstændigt Sgon, idet det atter udskiltes af Kragelund Sogn, efter i mange hundrede Aar at have været forenet med dette Sogn, endvidere blev gaarden Moselund, og Paarup sf Funder Sogn henlagt under Engesvang. Desuden blev dele af Klosterlund og Stenholt, der laa ud over det gl. Engesvang Sogn, og fra de ældste tider havde ligget til Kragelund udskilt af dette Sogn, og lagt til Engesvang. Paarup hørte som før bemærket oprindelig under Sigten (Sejten) Sogn og har, da Sigten Sogn ikke paany blev oprettet, haft en omtumlet tilværelse. Fra det ene Sogn, Herred og Syssel, til det andet. Det nye Engesvang Sogn blev betydelig større, baade i omraade og folkemængde end de to Sogne, af hvis tilliggede det blev oprettet

Et gammelt sagn fortæller, at der har staaet et bedehus i Engesvang. Der synes at være grundlag for dette sagn. I kristendommens første tid byggede man bedehuse ved de større alfaveje, hvor pilgrimme og rejsende kunne forrette andagt og bøn. Her ved Hærvejen var der brug for bedehuse. Der fortælles, at to stormænd ledsaget af deres væbnede svende samtidig kom i bedehuset foe at holde andagt. Da kom svendene i klammeri med hinanden, det kom til sværdhug og nogle blev dræbt. Derefter blev der muret en mur, paa langs i midten af huset for at forhindre slige sammenstød i fremtiden. Dette lyder jo ganske troligt, og naturligt under de tilstedeværende forhold i disse tider.

Da Bølling Sø blev udtørret og jernbanen anlagt oprandt en økonomisk stor tid for Engesvang. De store tørvemoser blev guldgruber, der ved tørveproduktionen gav penge paa kistebunden. Nu er moserne for størstedelen opgravet, og rigdomskilden er ved at løbe tør, kedeligt nok, det gaar med moserne som med skovene, der blev lagt øde, saa egnen i fremtiden, savner nødvendig ildebrændsel.

Engesvang, der ligger ved Hærvejen, har nogen lignende bosættelsesforhold som de forannævnte to sogne. Det har været en lille by med ca. fire gaarde, sandsynligvis anlagt i forhistorisk tid, og haft sit hedenske hov paa hvis plads i kristen tid en kirke er bleven opført. Denne kirke sank senere i grus og sognets omraade, med undtagelse af Moselund blev lagt i under Kragelund Sogn. Engesvang Sogn bestod oprindelig af de ca. fire gaarde, samt Skygge med et noget lignende antal gaarde. Endvidere Klode Mølle gaarden, Elbæk og Moselund, der synes at tilhøre en senere bosættelse. Der laa en stor hede mellem Engesvang og Bording. Denne Hede tilhørte de Engesvang bymænd ifølge Kongelig Skødebrev, men desuagtet anlagde man i Tyskertiden to kolonier her Over og Nederjulianehede. Dette var et Aabenbart retsbrud, men herom i et senere afsnit. Det lille Engesvang Sogn formaaede ikke at holde kirken oppe, kvadderstene af det nedbrudte kirkehus blev ført vidt omkring. Kirkegaarden gik i lyng, men endnu i det nittende Aarhundredes begyndelses ses de gamle tueformede grave i lyngen. En Aarsag til kirkens forfald kan søges i, at Engesvang laa ved Hærvejen hvor i krigs og ufredstider byen og kirken var udsat for brand og plyndring. Det er kendt fra Svenskerkrigen, at hele byen blev afbrændt. Der findes overlevering om, at Engesvang by engang skulle have lagt paa den anden side af bækken, der løber syd for byen. Der er intet historisk overleveret der bekræfter dette sagn. Mærkeligt nok var hele Engesvang by Klode Mølle og Elbæk Adelsjord, d.v.s. selvejere. Aarsagen til dette sjældne forhold, maa søges deri at byen og sognet var saa fattige, at Herremændene ingen ærinde havde her. Her var ingen fløde at skumme, af den fattige, sandede jord, der ikke gav mere end nødtørftigt behov til dens dyrkere.

Hærvejs – Kolonierne.
”De tyske kolonier paa Alheden” hedder det. Det er et mindre heldigt sprogbrug. Disse kolonier blev nemlig ikke anlagt paa Alheden, men langs Hærvejen, hvorfor man mere rigtigt kan kalde dem Hærvejs – kolonierne. Kommissionen, der skulle bestemme stederne for koloniernes anlæg, har mere bekvemt holdt sig til egnen omkring Hærvejen, tog jord og hede i besiddelse, der lovlig, dels ved skøde, dels ved hævd tilhørte beboerne i disse egne. Kommissionen synes at være bange for at komme ud paa den egentlige Alhede, der paa den tid var befolket af omvandrende smaa stammer, med deres Høvdinger og Konger, saakaldte natmandsfolk, Kjeltringer, Tatere. I østjyske egne kaldte man dette folkefærd ”De vilde”. Meget lighed havde dette folk ogsaa med de Amerikanske Indianere, der som naturfolk strejfede omkring paa prærierne, medens de jyske vilde strejfede omkring paa deres lyngprærier.

Kristianshede.
Det gamle Sigten (Sejren) tidligere Sogn, landsby med kirke blev omdannet til en koloni for tyskere, og fik et andet navn, Kristianshede. Jorden og heden her var jo taget i brug fra ældgammel tid af befolkningen paa denne egn. Heden ydede over alt i vid udstrækning fra byer og gaarde, græsning, lyngslet, tækkelyng og hedetørv til brændsel. Det er meget mulig, at skelbegreberne var usikre, og intet nøjagtigt mærke for ”Mit og Dit”, men fra oldtiden var der lov og ret, at skove og heder var fælles for alle, saaledes at beboerne paa en egn, der udnyttede disse fælles omraader ogsaa efter gl. dansk ret havde en slags hævd paa disse fællesomraader. Da Kommissionen væsenligt kom til de beboede egne langs Hærvejen, maatte den nødvendigvis tilsidesætte gammel lov, ret og hævd, medens der laa store omraader ude paa Alheden mod vest, der kun benyttedes af ”De vilde” og som ingen gjorde krav paa, da det henlaa som Hvermandsland.

Over – og Neder Julianehede.
Vi gaar nu til nabosognet mod nord. Engesvang; her slog kommissionen ogsaa ned, og tog byens hede i besiddelse og anlagde her to kolonier, der paa egnen blev kaldt Trehuse og Firehuse. Beboerne i Engesvang protesterede, og fremviste en af Kong Hans stadfæstet Skødebrev. – Ikke tale om; Dette aabenbare retsbrud er et bevis for kommissionens fremgangsmaade, hvorledes Tyskerne dengang, da disse sad som embedsmænd i dansk statsstyrelse betragtede Danmark som den danske del af Tyskland. – egnen langs østre side af Bording Aa, maatte kommissionen dog lade de Engesvang bymænd beholde, men Heden tog de fra dem med vold.

Kristianshøj, Graamose, Frederiksdal, Stenrøgel.
Disse kolonier ligger alle paa Grathe Hede, paa begge sider af Hæevejen. Stenholt Hede tog de fra gaardene i Stenholt by. Det nyttede ikke, at der fremsattes protest, at disse omraader, bedehøj, Hesselskov og Gulbak igennem mange Aarhundrede var brugt til græsning, tørv og lyngslet foe beboerne i Stenholt. Tyskerne tog det. – Grathe Hede laa fra Middelalderen som et hvermandsland mellem Thorning og Kragelund Sogne, d.v.s. en fælles Hede for de beboere der boede omkring denne hede. Det blev jo ikke alene disse kolonier, men ogsaa granskoven ved Kompedal, der gav Grathe Hede sit nye præg i fremtiden.

—– Den sydligste af kolonierne Ranbøl og den nordligste Frederiks m.m. ligger ogsaa nær indtil den gamle Hærvej, men da disse ligger uden for det centrale jyske omraade der her er omtalt, medtages de ikke her.—-

24/8 – 1934. J.J.

Slaget på Grathe Hede.
23, Oktober 1157

Grathe Hedeslaget indledte en stor tid i Danmarks Historie, en stor tid vi ikke har kendt mage til siden i de svundne 800 År. Rundt om i landet rejstes granitkirkerne som endnu den dag i dag står som vort lands største Nationale Mindesmærke. Der må have gået en stærk strømning af følelser gennem folket, en stærk religiøs tro, en stærk sammenslutning, en vilje og arbejdsudfoldelse som vi med respekt må se tilbage på. Det var ikke alene indadtil men også udadtil. Indvarslede Grathe Hedeslaget en Stormagts tid hvor Danmark blev den største og førende stat i Nordeuropa. Det var store, stærke mænd der bar denne tid frem. Vi sporer det overalt i Lovgivningen, Valdemars Lov. I agerbruget, solskiftet i landsbyernes Fællesskabsdrift. I administrationen, Valdemars jordbog. I historieskrivning, Saxo: Danmarks Krønike o.s.v. Slaget på Grathe Hede må således henregnes til Danmarks største Historiske minder. Og efter en 800 års forløb er det ikke lykkedes den Historiske undersøgelse at påpege stedet hvor slaget fandt sted, og hvor de faldne hviler. Ingen Mindesten er rejst på dette sted, der kunne fortælle efterslægten hvilken betydning dette slag havde for Danmarks historie, både i åndelig og materiel henseende.

Takket være et nylig stedfundet interessant fund på denne egn, hvortil den stedlige overlevering har ydet sit bidrag, synes det nu, at Grathe Hede slaget kan fremstilles i fuld historisk belysning. Stedet påpeger hvor slaget fandt sted, og stedet hvor de faldne hviler. Slaget var jo afgørende og som det ofte efter de foreliggende kilder synes at fremgå, var tilbagetogslinien for den slagne hær afskåret, når selve Kong Svend måtte flygte over en moradslignende mose. Historikeren A. D. Jørgensen har (i historisk tidsskrift 6 R. 2 B. s. 623) villet henlægge slaget til et sted mellem Viborg og Randers, nemlig ved Nørreå i Middelsom Herred. – Der sker vist ikke nogen tab ved at lade denne tanke fare, så usandsynlig og utænkelig denne hypotese er.

M. H. Rosenørn har (i Jyske samling 2 R. 3 b. s. 159) henlagt slagpladsen til den sydlige del af Vinderslev og nordre del af Kragelund sogne. Denne tanke er i og for sig mere tiltalende, men det er og bliver en, ligesom A. D. Jørgensen, uhjemlet hypotese. Saxos beretning er både uklar og usammenhængende, ellers ville man heller ikke i vore dage stå over for den store meningsforskel, de mange anskuelser og hypoteser der i den nyere tid er fremkomne og fremsatte af vore betydeligste Historieforskere. Ad denne vej er det ikke sandsynligt at man vil komme spørgsmålets løsning nærmere. Der er derimod en anden vej, en vej jeg har lagt til grund for mine undersøgelser. Idet den tanke var opstået hos mig, at et så blodigt Skuespil, som det der den 23. Oktober 1157 oprulledes på, eller ved, Grathe Hede, må have sat dybe spor, sat sindene i stærk bevægelse blandt en overtroisk befolkning på denne egn.

Jeg har da forsøgt om der ikke ad overleveringens vej skulle findes spor fra denne kamp. Overleveringer der er forvanskede i tidens løb og kun ved at afdække disse, fra forskellige tiders stammende lag, står overfor overleveringen i dens virkelige skikkelse. Utænkelig er denne fremgangsmåde ikke, idet der lever tanker, sæder og skikke og sagn i blandt os, der kan føres mange tusinde år tilbage i tiden. Kaster man en sten ud i vandet, danner vandet bølger, disse bølge ringe bliver mindre og mindre, svagere og svagere, men de svage næsten umærkelige dønninger når dog ud til dammens bred. Det er disse dønninger i form af overleveringer vi skulle prøve på at fange. Og når disse overleveringer bliver samlet, bliver det ikke så lidet endda.

Beboerne på denne egn levede og boede der som Hjemstavnsfolk, slægt efter slægt, søn efter fader som fæste – og hoveribønder, medens Godsejerne idelig og ildelig skiftede. Således er i al fald forholdet i de 3 a 400 år der ligger vor tid nærmest, og der er næppe nogen grund til at antage at forholdet ikke skulle strække sig længere tilbage i tiden til omkring 1157. det er således et udpræget Hjemstavnsfolk hvor minder, sagn og overleveringer har en god jordbund og kan slå dybe rødder.

Den forsvarsvold der er opkastet ved Bækgård i Thorning Sogn, for at dække det gamle overfartssted over Halle å eller som den hedder i vore dage Voerstrøm, hedder Kong Knaps Dige. Der er jo ingen tvivl om, at dette navn gav den på stedet boende Almue, diget omkring år 1157, og navnet har holdt sig til vore dage. Man får deraf oplysning om, at diget er opkastet af Svend, og almuen kaldte ham dengang Konk Knap. Før slaget på Grathe Hede 1157, havde der nogle år i forvejen, nemlig 1151, stået en kamp i denne egn mellem Svend og Knud. Er Kong Knaps dige opkastet til forsvar i 1151 eller i 1157? Derom ved man intet. Kampen i 1151 er stedfæstet til Gedbæk der ligger en del nordligere eller nærmere Viborg end forsvarsvolden ved Bækgård, og følger man kilderne, da hedde det: Kong Svend brød ved nattetid op fra Viborg og mødtes med Knuds hær, da denne sang ottesangen. Her er jo ikke tale om at de to hære ligger eller har ligget med nogen forskansninger overfor hinanden, de mødes brat efter Svands lange og hurtige march. Af dette, vil det fremgå, at man nærmest må henføre diget ved Bækgård til kampen i 1157 end i 1151.

Efter overfaldet i Roskilde St. Laurentii aften den 9. Aug. 1151 hvor Knud dræbtes, tog Svend til Viborg og Valdemar til Randers. Her ved Randers lå begge hærene overfor hinanden. Broen over Gudenå blev afbrudt, og efter Saxo gik Valdemar over åen på et andet sted, – men nu ophører også enigheden mellem historikerne om begge hæres bevægelse, og selve stedet hvor slaget fandt sted, man kunne vente af Saxo, at han havde givet en klar og udførlig redegørelse for hvad der dengang skete, særlig hærens bevægelse og stedet hvor sammenstødet fandt sted. Det var en stor begivenhed der foregik så at sige i Saxo`s egen tid.

På Bækgårds mark i Thorning, på Grathe Hede, findes som før nævnt, en forsvarsvold der dækker overgangen over Halle å. Her gik dengang den gl. Kongevej fra Kolding til Viborg som nu i vore dage går mere østlig. Denne vold bærer Svend Grathes navn (hans tilnavn) og altså ham der har opkastet den og søgt dækning bag denne. Hvorfor skulle denne vold ikke være fra 1157? Svend har ligget på sydsiden og Valdemar foretaget angrebet fra nord, Valdemar har nu uden tvivl tiltvunget sig overgang over åens nedre løb, og derefter har Svend Grathe været nødtvungen til at gå tilbage følgende Kongevejen over Grathe Hede mod syd, indtil han stod på bakkerne ved den store mosedal foran Klode Mølle. Her på disse bakker fandt den vigtige rådslagning sted

Kong Svend og hans hær befandt sig i dette øjeblik endnu på Grathe Hede, men drejede nu fra vejen til venstre og stod umiddelbart derefter på Stenholt bymark i Kragelund Sogn, hvor hæren overnattede. Kongen selv og hans følge tog Stenholtgårde i besiddelse og jagede vel bønderne ud, med undtagelse af bondens kone. Kong Svend var jo på ingen måde nogen fin mand. Hans synder var så mangfoldige og var vel en af de største tyraner, der har været herskere i Danmark. Upålidelig og uden karakter.

Kong Valdemars hær fulgte bagefter Svends ind over Heden. Svends hær overnattede således på bymarken og Valdemars på den til bymarken stødende Grathe Hede. Efter Saxo var det jo heller ikke på selve Heden, men en landsby mark, der må have ligget i Hedens udkant, og geografisk set er Stenholt bymark en del af Grathe Hede.

Fra Kongevejen lidt sydlig om Stenholtgård strækker en lille dal eller sænkning i terrænet sig, ad denne dalstrækning rykkede Kong Valdemar frem med sin hær til angreb om morgenen den 23. Oktober, St. Sørensdag. Denne angrebs taktik ville svare ganske til Saxo`s beretning, idet store dele af hæren ikke kan overses af Kong Svends krigere, der stod på bymarken. I det Valdemars højre fløj, rykker frem mod øst stadig ude i lyngheden, her er jo terræn, i skellet mellem mark og hede er opstillet et risgærde, for at holde de store flokke af storvildt fra at æde kornet. Her står Valdemar med solen i ryggen og kun en lille del af hans hær kan overses.

Dengang var man ikke stærke i geografien og lagde som Saxo ikke engang vægt på at nævne navnet på den by hvor slaget stod, og derved sparet eftertidens historikere for meget arbejde. Som sgt Kongen var ikke klar over den vanskelige militære stilling hvori han befandt sig. Havde han haft nogen anelse derom, havde han sikkert ikke ladet Agger Christiansen få det sidste ord ved rådslagningen om morgenen forud for slaget. Slagets kendes fra Saxo`s beretning. Og Svend måtte flygte, Valdemars hær spærrede ham vejen, Kongevejen mod syd. Mod nord ad Viborg havde han intet at komme efter, hans frelse lå mod syd, han måtte mod syd.

Han taget da flugten østen om Stenholt Skov, men ved syd enden af skoven støder han på den store, dybe mose dal kaldet Skallerund, opfyldt af morads og hængedynd, der løber nemlig i dalen underjordiske kilder. Han kommer over dalen op på den anden side på den høje Klosterlund Kratbakke, hvor der endnu i vore dage er ege krat som der var i 1157, men dengang stod der en stor, eller måske flere store ege. Nu er det først Kong Svend ser hvor fortvivlet hans stilling er. Mod vest ligger den brede Engesvang mose dal og spærrer ham al adgang til Kongevejen, foran ham mod syd er det endnu værre, thi her hvor dalen udvider sig ned mod Funder dalen ved Hørbylunde ligger Bølling Sø og spærrer ham vejen. Hvad der foregik her på Kratbakken kan læses hos Saxo. Enden blev jo de drog bagefter Kong Valdemar, der allerede var brudt op nord på efter Viborg.

Nu får de Svend på en hest, tager vejen tilbage øst om skoven, tværs over Stenholt Mark, en retning der peger direkte på Grågård i Thorning sogn. Det var under denne vandring at en bonde – Saxo siger: en af omegnens bønder – pludselig sprang frem og kløvede Svends hoved med en økse. Hvorefter Svend begravedes i Grathe kapellet.

Nu skulle vi se på de grunde, der foruden terrænforholdet, Kong Knaps Dige og Kongevejen, der taler for beviser at således er det i virkeligheden gået til hin minderige 23. Oktober 1157.

Der er et gl. sagn der går her på egnen og som fortæller, at der har stået en kirke i Stenholt. Dette er ganske usandsynligt, at der skulle have stået en kirke for de par gårde der tidligere var der. Jeg søgte at få denne sag nærmere belyst ved henvendelse til Boelsmand Niels Peter Andersen, der er barnefødt på Stenholtgård. Han bekræftede på mit spørgsmål. At der havde været en kirke i Stenholt. Jeg spurgte ham da hvor kirken havde stået, om der var fundet noget af grundfundamentet, nej, det var der ikke, men der var en kirkegård i toften nord for gården, det kunne han sige fordi han selv havde, ved kulegravning i toften gravet mange menneskehovedskaller og ben frem. Jeg spurgte ham videre om han ved gravningen stødte på de gl. grave, hvor skeletterne lå med korslagte arme, og en 1½ Alen dybt under jordens overflade. Nej, der var ingen sådanne grave, det var en stor grube eller kule og her lå der i hundredvis ja måske i tusindvis af menneskehoveder og ben.

Det er jo ingen kirkegård, siger jeg, nej, siger han, men det måtte vel være fra Pestens tid. Jeg spurgte ham da, om han troede der i to gårde i Stenholt på Pestens tid levede hundrede eller tusinder af mennesker. Nej, det kunne han heller ikke forstå. Det går her som Prof. Forchammer engang har udtalt. Almuefolk observerer rigtigt men ræsonnerer galt. Vi står altså her med en grube med menneskeskeletter, og der må have fundet en stor katastrofe sted her engang, og indenfor den Historiske tid, kan på dette afsides sted, kun Grathe Hede slaget komme i betragtning, især da man står her ved dette fund i en landsby i udkanten af Grathe Hede. Er dette tilfældet burde jo egentlig Thor Langes prægtige mindesten have stået på de faldnes grav, i stedet for på tyrannens, på Grågårds Mark

Et så blodigt Skuespil som Grathe Hede slaget kan ikke andet end sætte dybe spor hos en afsides egns overtrodiske befolkning. Og et eller andet i overleveringerne, når tidens forvanskning og forklædning afdækkes, når andre kilder tier, kunne yde et bidrag også til belysning af begivenhederne ved dette slag. Overleveringen siger at det var en bonde fra Kragelund der dræbte Svend. Stenholt ligger jo som før nævnt i Kragelund sogn. Denne overlevering lever ikke alene her men også i Thorning sogn. St. Blicher der forskede sin hjemegns minder og sagn som ingen anden, lader i ”Bindestuen” Volle Vistisen fortælle om Grathe Hede slaget: Kong Svend lå om natten ved bondens hustru imod hendes vilje. Bonden hævnede sig ved med sin økse at kløve Svends hoved. – Bindestuens fortæller siger: at han har det efter sin oldefaders oldefader. Det var altså kun en af de mange sagn i disse sogne, der alle siger det samme, og bonden var vel manden i Stenholtgård

Dengang Svend drog bagefter Valdemar for at mødes med ham, drog han og hans følge over Stenholt Mark, og dette følge har sikkert mange af omegnens, landsbyens, folk deltaget i, da i al fald bonden der kløvede hans hoved. Det må have sat disse hjemstavnsbønderfolks fantasi i bevægelse, selve slagmarken med de mange døde og senere Kongens drab.

Her går sagn om spøgeri på den førnævnte linie tværs over Bymarken. De nuværende beboer fortæller derom, deres Bedsteforældre og Oldeforældre fortalte derom, så sagnet kan følges hen ved et par hundrede år tilbage i tiden. Det der ses er en stor sort kugle der kommer rullende fra nordvest, ovre fra Thorning, med retning efter det nordøstre hjørne af Stenholt Skov, og det ses altid på samme sted. At der til grund for en folkeoverlevering, altid ligger en virkelig begivenhed er sikkert nok, og umuligt er det ikke, at dette sagn kan stedsfæstes til Kong Svends sidste tunge vandring hin minderige 23. Oktober, der blev for Danmark en mindedag som kun få.

Fra min Hjemstavn
Kragelund Sogn, Hids Herred.
—- 0 —-

Oldtiden.
Kragelunds Sogns Område ligger på den jyske Højderyg, hvor den sidste istids frosne vandbjerge standsede, og ved smeltningen, i Solårets forårstid, danner det store, dybe Bølling Sø bassinet, og skyllede ud over Vestjylland, hvor skylsandet opfylder de dybere dele og danner de store hedeflader, hvor dog hist og her bakkeøer fra en tidligere istid rager op. Sognet ligger ved Hærvejen, den store alfar vej langs den jyske Højderyg og Grathe Hede, løber fra nordvest ind på sognets område. Denne historiske Hede der strækker sig på begge sider af Hærvejen, Voer i Vinderslev Sogn, Bækgård og Gråskov i Thorning Sogne til bakkerne ved Stenholt, nord for ådalen ved Klode Mølle. I umiddelbar nærhed hæver Stenholt egekrat sig op som Sognets højeste punkt. Riishøj med 336 fod og Grønhøj 333 fod. Denne bakkeø synes at hidhøre fra ældre istid.

Bølling Sø der ligger i sognet, nu udtørrede, spillede i Oldtiden en vigtig rolle for de store Oldtidsbygder der her fandtes i dens nærhed. Dengang lå egnen ved Silkeborg, de skove og søer, uden større Oldtidsbosteder. Anderledes lå forholdene nordvest for Silkeborg, hvor der lå storbygder der hører til datidens kulturcentre, og med en betydelig folkemængde, at dømme efter antallet af gravhøje. Ved Bølling Sø er fundet bosteder fra den ældre stenalder. I Oldtiden var Sognet dækket af skove og vandsamlinger hvor senere moserne voksede op og dannede sumpe, der under den videre udvikling fortrængte vandet. I moserne findes der overalt levninger af disse Oldtidsskove af fyr og eg, og spor af menneskets tilstedeværelse.

Højrækken.
En sammenhængende højrække kan påvises fra nordsiden af Funderådalen fra Sejlgård over Skærskovhede, Abildskov, Tollund og Elling i Funder Sogn, hvorfra den føres videre ind i Kragelund Sogn over Refshale, Klosterlund og Stenholt. Højrækken føres videre ind i Thornong Sogn for endelig at forene de midtjyske største Oldtidsbygder ved Hald Sø og Almind, der igen fortsætter mod øst langs nordsiden af Langådalen. – Man kunne da komme på den tanke, at Oldtidsfolkene boede og anlagde deres bygder ved færdselsveje. Det er ganske positiv urigtighed og sagkundskaben har intet hjemmel for denne hypotese. Kendsgerningerne taler tværtimod om de virkelige forhold, der er det modsatte af en sådan tankeslutning. Herom senere i afsnittet om bygder og bosteder. Enlige eller afsidesliggende gravhøje hører til sjældenheder her i Sognet. En stor gruppe af høje findes i den østre del af Sognet og står i forbindelse med, og i sammenhæng med de store Oldtidsbygder i Øster – og Vester Bording, Overgård og Hvinningdal i Balle Sogn. Nordgrænsen for disse bygder findes i Vand Skov, der ligesom Stenholt Egeskov har været beboede i Oldtiden.

Bygder og Bosteder.
Som før nævnt, har man fra sagkyndig side villet påvise, at Oldtidsfolkene fæstede bo ved de gamle færdselsveje, hvorved højrækker på ofte mange Kilometers udstrækning fremkom. De virkelige forhold er, at der ikke gik veje ved højrækkerne før bygdernes anlæg, men kom senere som naturlige og nødvendige færdselsveje ved disse. Vandførende lag i jordens overflade var en nødvendig betingelse for bygder og bosteders anlæg i Oldtiden. Ser man på den førnævnte højrække, langs Funderådalen, da er det først Funder å, senere Bølling Sø og videre ådalen med Karup å i mosedalen mellem Stenholt og Engesvang, der danner basis og betingelser for højrækker bygdernes eksistens.—-Den anden højrække der fra Rindsholm ved Viborg, fører østpå støtter sig ligeledes til det vandførende lag i Overfladen i Langådalen. Man finder ofte, som tilfældet er her i Sognet, at Oldtidsbygderne ligger noget tilbagetrukket, fra ådale og søer, et forhold der er kendt fra anden side, at man ikke i Oldtiden eller Middelalderen fæstede bo i umiddelbar nærhed af sejlbare vandløb og søer hvor man var udsat for pludselig fjendtlig angreb. Stormænd og Ætstammer har lagt i strid med hinanden fra de ældste tider – meget kan forandres gennem tiderne, men menneskets natur er den samme – når højgrupper og højrækker fremkommer i samlinger på begrænsede områder, samt, at høje fra de forskellige tidsafsnit, Sten – og Bronzealder findes jævnt fordelt side om side, peger dette hen på faste bosteder gennem årtusinder, og ingen skiftning i større omfang har fundet sted her på egnen. Ved grundlæggelse af vore landsbyer var der en hovedbetingelse eller livsbetingelse, at der var vandførende lag i jordoverfladen. Enhver landsby har sin bydam eller sit gadekær. Ved gården ville man som regel finde de små, kun nogle få alen dybe brønde. Det samme gælder for Oldtiden, med hensyn til vand ved bostedet, gælder altså for de senere landsbyanlæg, og fortsættes op gennem Middelalderen for alle senere anlagte torper og eneste gårde.

Vand var således en livsbetingelse for stedet hvor bygden anlagdes og bosættelsen ganske afhængig deraf – – jeg har ikke her på egnen fundet nogen sammenhæng mellem Oldtidsbygderne og vore landsbyers anlæg. Det kunne se ud som de gamle Oldtidsfolk var forsvundet, og nyt folk er kommet andet steds fra. Dette er dog vistnok tilsyneladende, der kan så udmærket være sammenhæng i udviklingen fra det forudgående til det nye forhold, nemlig de forhold som Jernalderen medførte, hvorved landsbyen opstår med sit gadekær og sine botofter. Anlæg af bosteder og bygder har været fortsat gennem tiderne fra Oldtiden ned til vore dage, med stedse stigende udvikling. Man finder gennem ældre og senere Middelalder, at folk nødigt forlod landsbyen og satte nyt bo udenfor buen. Her i Sognet findes tre eksempler på Middelalderlige bosættelser, nemlig Troslund ved Vands Skov, der nævnes som øde byggested i fjortenhundrede tallet. Fastrup i nærheden af Fastrupdal samt Stakshede vest for Overgård, kun en ældgammel brønd betegner stedet. De tre bosteder er alle forsvundne. Folkene er blevne kede af at bo på disse øde steder, uden den samhørighed som den patriakalske landsby uden al tvivl var.

Gamle Veje.
Sognets og egnens gamle veje der fører tilbage til Oldtiden og ned gennem Middelalderen han endnu i vore dage påvises med sikkerhed flere steder. Angående de gamle veje må man først, til en forståelse af det efterfølgende, have et overblik over egnens topografiske forhold i disse tidsafsnit hvorom her er tale. Grænserne her mellem Lover – og Hardsyssel var ufarbare og oden overgang. Fra Harbolunde Bakker mod nordvest og indtil Grathe Hede fandtes Bølling Sø og de sumpede mosedale. Den gamle vejfart har mod syd været omkring den gamle Sogneby Sigten (der udtales Sejten) og herfra og til Bøgelund (de gamle sagde altid Bøvlund) var ingen vej eller overfart.

Langs de foran nævnte højrækker skal man vente at finde en Oldtidsvej, heri skuffes man ikke. Den er ikke vanskelig at finde. Fra sydøst kan vejen følges mod nordvest fra Funder Kirkeby, videre over Elling, og Kragelund bys sydlige jorder syd for ”Bjergene” videre mod vest hvor den passerer nord om Hjøllundhøj på Klosterlunds jorder, drejer her brat mod nord til den nuværende Kragelund – Stenholt landevej. Her deler vejen sig, den ene vej mod vest, syd om Stenholt by, hvor den løber i Hærvejen, den anden vej fortsætter mod nordvest forbi Bedehøj, passerer Hærvejen til overgangen ved Bøgelund samt vej til Karup, Skive o. s. v. Vejen har også navn af Kongevejen – Kompedal er en forvansking af Kongedal. Vejen gennem Kongedalen.

I vore dage er det ved overgangen over dalstrøget at vejen lader sig påvise. På videnskabs selskabernes kort findes vejen indlagt. Over mosedalen fra Klosterlund til Engesvang har der tidligere været overgang for fodgængere på en række af store håndsten, hvor man har trådt fra den ene sten over på den anden. Disse sten ligger ca. 4 fod under overfladen, således at færdslen her må været foregået i Oldtid og ældre Middelalder.

Kragelund by syntes anlagt ved en gammel alfarvej øst – vest, Lovringsvejen. Fra øst fører denne vej fra Balle over Overgård og før den nåede byen kom en anden vej fra overgangen ved Lysbro og gennem Hvinningdal, og stødte til den, denne sidste vej er i vor tid ganske forsvundet, på selve bygaden fører vejen videre mod vest over Refshale, Klosterlund og Stenholt, her sammen med den gamle højrækkevej. Hvor gammel Lovringsvejen er, kan jeg intet sige om, men sandsynlighederne taler for, at den har gået her før byens anlæg, og været alm. Færdselsvej allerede i Bronzealderen, for de store Oldtidsbygder i Vester – og Øster Bording samt Hvinningdal i Balle Sogn, for disse, samt Kragelund Sogn var der ingen anden adgangsmulighed til Hærvejen, end her. Det kan også her bemærkes, at fra Resenbro i Gødvad Sogn og mod vest indtil Hærvejen, kan ikke påvises nogen færdselsvej mod nord, efter Viborg, hverken i Oldtiden eller i Middelalderen.

Bølling Sø.
Som et stor, rundt vandbassin lå Bølling Sø gemt mellem høje bakker i den sydlige del af Sognet. I Oldtiden var disse bakker skovklædt, i vore dage lyngklædt med dens dystre farvetone. Mellem lyngen vokser endnu bæveraksen med et ”Livsmod” der ikke lader sig kue af de forandrede forhold. Bregner og Skovmærker træffer man hist og her på lune steder. Af søens runde form kan måske navnet udledes Bol = rund, en Bol = Bolden, der også udtales som Bøl – en. I ældre og yngre Stenalder var der sø på områder hvor moserne siden voksede op. Sødyndet ligger her under mosedyndet. Søen tog dog revanche og hævede sine vande op over den lave sandgrund mod øst og nord, så man i vore dage ved søens udtørring i 1872 – 74, regnede med en omkreds af 8 kilometer, dengang ca. 1 Mil og indeholdende ca. 270. Td. ld.

I Oldtiden havde søen udløb til begge sider, ad Funder å dalen ned til Silkeborg søerne ad Mosedalen nord for Engesvang der løber videre som en af Karup å`s kilder for at falde i Limfjorden v. Skive. Ad disse vandløb har sandsynligt de ældre Stenalderfolk fundet vej op til søen. Efterhånden som moserne der omslutter søen mod syd og vest vokser op, til gror udløbet ad Funder å, hvorefter søen kun har udløb ad Karup å. Det tilgroede udløb ad Funder ådalen, er i vore dage atter kommet for dagens lys ved tørveskæring. En båd, udhulet af en træstamme er fundet efterladt i åløbet, der altså har været sejlbar. Overalt i moserne er der optaget stenøkser, kiler og spyd fra Stenalderen, også et menneskeskelet er fundet iført klæder fra Bronzealderen.

Efter søens udtørring ca. 500 meter fra søbreden ude på den overskyllede sandbund fandt man i nærheden af den gamle kystlinie, et bo eller værksted med stor mængder af flinteflækker og flintblokkene hvoraf de var udhugget. Her har altså boet mennesker før søen hævede sig op over den lave sandbund mod nord og øst. På bakkerne ovenfor søen og i mundingen af de dybe dale støder man på lignende Stenalderbopladser med flækker og mindre fordybninger i jorden, hvori findes aske og trækul. Noget bevis for bosted er der ikke, det kan være lejrpladser hvor man har holdt måltid på de i søen fangede fisk.

Den hvor Stokildadal i skellet mellem Kragelund og Funder Sogne munder ud i søen finder man sikrere spor af de ældre Stenalderfolk,. Et nu tørt men tidligere vandførende åløb fører ned gennem dalen og ved dens udmunding i søen findes en tørvemose. Under tørvedyndet kommer nu til syne det gamle åløb, med si, under jordens overflade dannende fordybning, der i vore dage var helt skjult under et dybt tørvelag. På begge sider af dette åløb findes en mængde af råt tilhugget Flinteredskaber og mange Flinteblokke, ikke i selve tørvedyndslaget, men i sandlaget under dyndet. Her er fundet mange af de fra nævnte tidsrum typiske forekommende små Flintflækker med en i spidse skråt afrundet form, med ganske fint indhuggede savtænder. Fra samme tidsrum hører fund af økser og redskaber af Hjortetakker i sødyndet ved den ældre kystlinie i søen, samt ben harpuner fundet i mergellaget i den gamle sø leje.

Fra senere tider hidrører fiskekroge af flint, fiskekroge af ben fra en Bronzealders gravhøj ved søen. Romersk spydspids og Romerske glasperler og ravsmykker fra yngre Stenalder. Alt fundet i, eller ved søen. Jernøkser, de ældste former fra tolvte århundrede er fundet overalt i søen i snesevis, sandsynligt tabt ved åle stagning på is med lyster. Ved søens udtørring fandtes mange Oldtids både af udhulede træstammer, nogle store, de kunne rumme mange mennesker d. v. s. både med betydelig længde, andre var så små at der kun var plads til én mand i båden

Søen blev efter udtørringen bekendt ved de store fund af Hjortegevirer der lå spredt omkring i dyndet og som kørtes derfra i læssevis. Disse Hjorteskeletter fandtes i så store mængder, at man har kaldt søen en kirkegård for Hjorte, især også, da man ved udtørring af andre søer her i landet ikke har fundet noget lignende. At dyrene frivilligt ved sygdom, feber, eller på is og ved skovbrand har søgt ud i søen er der intet der taler for, den sandsynlige forklaring er, at det skyldes søens lave vandstand. På de overskyllede sandarealer har Hjortene trygt gået ud, hvor vandet ikke nåede dem længere end til knæerne. Ved den ældre kystlinie begynder dyndet. Vandet bliver dybere, men dog for grundt vand at svømme på. Bagbenene bliver stikkende i dyndet. Dyret strande og synker uhjælpelig dybere ned i dyndet og omkommer.

Stenholt.
Som et typisk jysk naturlandskab hæver Stenholt Egeskov, i nærheden af Hærvejen, sig højt op over omgivelserne med 336 fod over havet. De mange gravhøje og andre Oldtidsminder der findes her, er et vidnesbyrd om, at Oldtidsfolket boede her i skoven. I skoven findes en stor stendynge, der indeholdt tusinder læs af sammenkastede sten, en af de såkaldte røser, den største der findes her i landet af denne slags. I røsens bund findes gravkamre af større sten. Gravmindet stammer sandsynligvis fra Bronzealderen. Der ligger en guldkalv begravet i Stenholt skov – fortæller et gammelt sagn. Guldkalven og Tyren er gamle hedenske symboler for guder. Her fremdragedes i skoven for nogle år siden en stor sten, med mange indhuggede skåle, to store i midten, hvorom grubbede sig en halv snes mindre. Disse skåle – eller Solsten menes af de sagkyndige at hidhøre fra en tid da man dyrkede solen som en forsynsguddom. En tid hvor folkets sjæleliv kredsede sig om naturkræfterne, uden bevidsthed om et højere åndeligt syn på tilværelsen, der først opstår senere med asserguderne i menneskeskikkelse.

Af gravhøjene i skoven kan nævnes: Riishøj og Grønhøj, den sidste kalder folk i Stenholt endnu med det gl. danske navn: Grenhøj. Udenfor skoven findes på Klosterlund og Stenholt bymark mængder af gravhøje, der indgår som led i den foran nævnte højrække. På Klosterlund mark ved en højgruppe, nær den store Gråmose stod tidligere flere store, opretstående stenstøtter, der peger hen på en folkesamlingsplads i hedensk tid, noget bevis herfor tør man måske udlede af de mange mystiske sagn der knytter sig til stedet om den hovedløse so med syv grise, en hovedløs hvid hest der færdedes her, rokkestenen hvorunder heksen er nedmanet. Selve fanden er her på spil og forulemper Præster og skikkelige folk der færdes her ved nattetid.

Stenholt, der ligger på Grathe Hede omtales i vor ældste registraturer, og må være et gammelt bosted. Allerede før reformationen var den overgået til den hellige kirke d. v. s. Århus Domkirke. En sten der sad i et have dige på Stenholtgård med en latinsk indskrift fra ca. 1550 må antages, at hidhører fra en Århus Prælat, der efter reformationen har haft underholdet her. Kan man tro Saxo og traditionen om Grathe Hede, er der ingen tvivl, at her på Stenholt bymark stod slaget 1157 mellem Kongerne Svend og Valdemar. Stenholt var nemlig den eneste landsby der lå på Grathe Hede.

Vindbjerg og Hjøllundhøj.
I sognet ligger to anselige høje bakker, Vindbjerg og Hjøllundhøj, dannet af istidens moræner, henholdsvis 310 og 299 fod over havet. Oldtidsfolkene har opkastet gravhøje på begge disse bakkers top. Der boede bjergfolk i begge disse bakker, og levede i god forståelse, thi de besøgte – ifølge sagnet – ofte hinanden. Vindbjerg har mange gamle folk fortalt om, at de har set bjerget hævet og ligesom stående på ildsøjler. Ved Hjøllundhøj tog bjergfolkene hinanden ved hænderne og dansede i rundkreds, en hyrdedreng havde på Hjøllundhøj, fundet bjergmanden liggende sovende ved højlys dag. Ved drengens angstskrig vågnede bjergmanden. Denne blev ræd og drengen blev ræd og de forsvandt begge hurtigst mulig. Der boede også trolde i Hjøllundhøj, der færdedes om natten ude i den nærliggende store Gråmose (eller Grathe mose som den også kaldes) i skikkelser af lygtemænd. Beboerne på begge sider af mosen levede i den tro, at lysskæret hidrørte fra Guld og Sølv, samt andre skatte som troldene fandt ude i stormosen, deriblandt også Kong Svends pengekiste som han tabte da han sank ned i mosedyndet. Samson fra Stenholt, Bette – Poul fra Malmhøj, og mur – Adam holdt om natten jagt på troldene med grebe og forker, der altid gav negativ resultat. Lygtemænd kan nok ses på afstand men aldrig nærved, jagt på lygtemænd ender altid med drilleri.

Hyvvelsbjerg.
På den gamle bymark ”Skovfald” ligger mellem Kragelund by og Vands skov, Hyvvelsbjerg = Hjulsbjerg, ved siden af stormose, skønt her ingen gravhøje forefindes, har man gennem tiderne, år efter år fremdraget mange smukke redskaber af sten, fra yngre Stenalder uden at der fremdrages stensætning eller ler urner. Hvorfor er disse stensager medlagt her, og med hvilken hensigt? Ingen kan give svar på spørgsmålet. Nede i mosedyndet findes overalt spor af menneskets færden i Oldtiden. Fletværk af Hasselgrene, der peger hen på indhegning af små folde for kvæg. Den tanke er fremsat, men savner bevis, at navnet Hjulsbjerg peger hen på stedet, som et ”helligt” bjerg. Et samlingssted hvor volivgaver nedlagdes.

Refshale.
Det eneste sted i Sognet hvor der findes spor af mulighed for et uafbrudt bosted fra Oldtiden indtil vore dage. Betingelserne herfor er som tidligere nævnt, for Oldtidsbygder, landsbyers og torpers anlæg det samme. Tilstedeværelse af godt og rigeligt vand i jordoverfladen, som en livsbetingelse både for mennesker og dyr, der er knyttet til bostedet. Her findes en gammel, narurlig kilde, en såkaldt Holk (1) med en i kilden nedsat udhulet ege træstamme. Her var klart, rigeligt kildevand hele året om, og ved vintertid flød den over. Omkring kilden lå en mængde af flintflækker og brudstykker af flint og stenredskaber, der fortæller om, at stenalderfolket har haft lejrplads her.i nærheden af kilden findes en større dam og syd for fenne dam lå den gamle Middelalderlige gård, der nævnes 1459 da Lass Perssen af Balle afhænder den lille Alling Kloste, hvor den hørte til, indtil reformationen da den kom under kronen.

Omkring 1662 afhændede Kronen gården til en toldskriver i Øresund, sandsynligt for tilgodehavende løn. Hele gården der omfattede 450 Td. Ld. Blev delt i to gårde, hvorefter de fik navnet Fershalegårde. Ved udskiftning af fællesskabet omkring år 1800 fik hver af gårdene sine egne tilliggende jorde. Den sydligste gård kalder gamle folk, Borre – eller Borggården. Der var kun en have mellem gårdene. I haven mange frugt træer, hvilket var sjældent på egnen den gang. Øst for kilden ned til dammen går en vandførende siig, af hvis dynd efterhånden er fremdraget mange smukke stenøkser, halvmåneformede segl af flint m. m. at alle stenredskaber tilfældigt skulle være tabt her er ikke sandsynligt, snarere kan de antages at være nedlagt. Bostedet ligger i den øverste del af en svag sænkning til omgivelserne mod øst og vest, i Havdalsbi Dalen, der mod syd bliver dybere og bredere, indtil dalen med en brat drejning mod vest fører ud til BøllingSø, hvor dalen har navnet Ringdal.

1) Holk = udhulet træstamme, nedsat som brønd, kendt fra Oldtid og Middelalder, f.eks. i Kbh.s. borg,

Egeskoven skærmede på begge sider kilden, dammen og bostedet, og disse skoves rester forsvandt så sent som omkring 1780 – 90. et lunt og hyggeligt bosted har der været her både i Oldtiden og Middelalderen. Vest for bostedet ligger der to stenalder høje, nær bostedet en Bronzealder høj, lav men bred, med en overordentlig mængde af askeurner i snesevis. Lidt syd for sidste høj lå en anden større høj, hvis gravkammer lå et par alen under jordoverfladen, der indeholdt rester af skelettet, særlig kraniet var bevaret, hvilket måske skyldes at der i højen over graven nar lagt et par alen tykt lerlag. Over leret lå igen en stor sten, af facon lig en døbefont, spids nedad og bred for oven. I den brede ende, en fordybning, ikke naturlig men kunstig frembragt ved udhugning i stenen, som også mærker af slid på den ene side.

Der hvor dalen drejer mod vest ligger en gravhøj gruppe af 4 a 5 høje. En udgravning her i midten af forrige århundrede frembragte fund af Bronzesværd, Guldarmbånd og fiskekrog af ben (nationalmuseet). Man vil se at gravhøjene flankerer rigeligt omkring bostedet. Fra Vikingetiden melder sagnet om en Vikingehøvding der har haft sin gård her. Han havde både skibe, ryttere og bueskytter. Denne overlevering kan man ikke tage for andet end sagn, da den fattes historisk hjemmel, og må henføres til vandresagn, der hører andet steds hjemme.

Kragelund Kirke.
Lille men gammel Kvadderstenskirke der i stil og byggeform kan henføres til den gruppe af kirker der ligger mellem Silkeborg og Viborg. Mellem Viborg og Randers ligger en anden gruppe af kirker med fælles præg og stil, der særlig ved en mere monumental portaludstyrelse overgår kirkerne i Lysgård og Hids Herreder kirken har bjælkeloft men desværre er den gamle i egetræ udskårne altertavle forsvundet, solgt ved auktion i firserne i forrige århundrede. Det var tilmed kirkens værge uden at Provst eller Præst løftede en finger, besørgede dette. Stor betryggenhed for vore kirkes gamle antikke, kan således ikke siges at være tilstede. Endvidere en egetræstavle, et gravminde, over hvem vides ikke, nu påført en del af de ved kirken virkende Præsters navne. En egetræsfigur Gudfader, fra tiden omkring 1450, en gravsten over Provst Mads Andersen Bering og hustru Kirsten Mikkelsdatter, to messing lysestager på alteret skænket af Peder Skriver 1632, Prædikestol, pulpitur fra midten af 17. årh.

Det interessanteste ved kirken er en runeindskrift i Søndre portal, der fortæller os om navnene på den mand og hans medhjælper der har bygget kirken. Den slags indskrifter er meget sjældne. Af de ca. 1500 kirker her i landet fra Middelalderen, er der kun 3 eller 4 der har indskrift om, hvem der har bygget dem. I ind skriftet hedder det ”Æsi bad Vagn rist”, lader ingen tvivl om, at en stormand har bygget kirken. Da ingen stormands gårde har ligget i Sognet eller dets nærhed, må byggeherren på anden måde har haft interesser i byen eller Sognet. At Konger og stormænd byggede kirker vides fra flere kilder. Således beretningen om Hvide slægten, der byggede kirker på Sjælland, samtidig boede her i Jylland en stormands slægt i egnen ved Gudenå

Nordens to første Ærkebiskopper Asser og Æskild tilhørte denne slægt, og man må forudsætte, at en så rig og anset slægt, der var af dansk Kongeslægt, og stod som kirkens øverste styrelse også har medvirket ved opførelsen af nye kirker. Den mulighed er ikke udelukket at runeindskriftet: Æsi eller Asi er Ærkebiskop Asser i Lund, der på den tid har ejet den gl. landsby som sin fædrene arvegods, i så fald må kirken være opført i tiden 1104 – 37.

Man lægger mærke til, at der på kirke – skibets Nordre mur, inde i kirken, findes en udbygning, fra vestre gavl op i højde med den nordre indgangsportal og forbi denne, hvor den ophører. Denne udbygning af muren synes nær, eller samtidig med kirkens opførelse. Hensigten med denne udbygning, som en afsats eller hylde, må antages benyttet til opstilling af Helgen billeder, og nedenfor på gulvet, har der været opsat nogle små altre, hvor man har kunnet knæle og bede til skytshelgenen. Den fra katolsk tid overleveret gudfader træ billede står også opstillet her iver nordens indgangsportal, på overligger stenen med smukke udhuggede ornamenter, i de bekendte slyngninger i Vikingestilen. Kirken har som alle andre ældre kirker, to indgangsportaler, i syd og nord, henholdsvis for mænd og kvinder. Det er en skik der er overført fra hedensk tid, hvor mænd og kvinder ikke benyttede samme indgangs dør i den private bolig. Der synes at være forudsætning for, – særlig da der ikke i kirkeskibet fandtes stolestader før langt ned i tiden, – at der har været et skillerum af sten eller træ, der har delt højkirken med længderetning i to rum.

Man lægger mærke til ved vore kirker, at den ene af indgangsportalene kan være mere festlig og monumentalt udstyret end den anden, for eks. Kan der være flere søjlerækker, den ene kan fremtræde som halvrunde – den anden med helrunde søjler, der også i enkelte tilfælde er overført på kragestene der gærer korbuen. At dette ikke er tilfældigheder siger sig selv. Jeg har ikke i den specielle litteratur om vore kirkebygninger fundet nogen forklaring på dette forhold, bortset fra, at da det er den Søndre portal som oftes, der er udstyret mere monumentalt end den nordre, var det til ære for manden, der bar sværdet.

Ved at undersøge en del jyske kirker, og det hermed i forbindelse stående forhold er jeg kommet til følgende resultat: der blev forud for opførsel af hver kirke, af Biskoppen tildelt kirken en Helgen, der skulle være skytshelgen ikke alene for kirke men også for menigheden. Det var altså til ære for skytshelgenen, eller skytshelgeninden, at portaler henholdsvis blev udstyret mere monumentalt til hans eller hendes æresbevisning, at mænd oftest blev kirkernes helgen finder man i syd portalen.

Nu er forholdet her ved Kragelund kirke at nordportalen har en fuld søjlerække, medens sydportalen kun har halvrund søjle. Her må man altså forvente en kvindelig Skytshelgeninde, måske Jomfru Maria, da mange kirker ”Vor Fruekirker” er indviet til hende. Da en stormand Æsi eller Asser har bygget kirken, kunne man forvente at mændenes indgangsportal havde været smukkest udstyret, efter det foranførte forstår man hvorfor den nordre portal er det.

Da en runemester har været ved kirken kunne det være belejligt at få, den før Ole Worms tilmurede nordre portal undersøgt, om hvorvidt der også her skulle være ristet runer. Kirken, dens gårdslod og tiender var i århundrede en salgsvare mellem herremændene indtil 1817 da beboerne købte kirken og dens tilliggende af Sølvtoft, Tyrestrup for 2500 Rd. Ved tiendeafløsningen 1911 gik beboernes ret til kirken tabt, der nu ejes af nogle private tiendeejere, hvem også afløsningssummen ca. 9000 kr. af de tidligere ejere tilhører. Våbenhuset er en yngre tilbygning af granitkvaddere, er taget fra en nedbrudt kirke. En overlevering beretter, det er fra Engesvang, hvad der er nogen sandsynlighed for, da det nedlagte Engesvang Sogn med sin menighed blev henlagt under Kragelund Sogn og kirke. Tårnet er ligeledes yngre med munkesten og granitkvaddere som underlag.

Charlottenlund
Sognet havde ingen Herregård før Charlottenlund omkring 1780 blev bygget, og dens tilliggende jorder udskilt af Kragelund bymark. Gården blev oprettet af Kaptajn M. H. Lunn og dennes hustru Charlotte, hvoraf gårdens navn fremkommer. Kaptajn Luun nævnes 1774 til Grauballegård og 1776 til Vinderslevsgård. Allerede i slutningen af 1760erne havde Frants Fridenreich af den kendte slægt fra Palstrup, besluttet at bygge en Herregård i Kragelund by ved Klosterdammen. En stor del af bygningsmaterialerne var allerede på pladsen, da tanken blev opgivet, da Friedenreich besluttede at bygge sin gård ved Hjøllund, der lå mere centralt i Sognet. At Friedenreich havde besluttet at kalde den ny herregård i Kragelund, Klosterlund, fremgår af, at han tog navnet med sig, og kaldte den nye i Hjøllund, med det nye navn Klosterlund. Friedenreich boede kun en kort tid i Klosterlund, han boede der i al fald i 1770 da han har dateret breve herfra. Han døde nogle år efter økonomisk forarmet og efter sigende begravet på fattigvæsenets bekostning i Viborg, hvor slægten havde en gl. gård, den nuværende amtmands bolig. Friedenreich slægtens saga var ude, og deres Våbenskjold lå siden i over et halvt hundrede år mellem andet gammelt skrammel på Klosterlund.

En halv snes år efter virkeliggjorde Kaptajn Lunn planen, han byggede altså den nye gård, ikke ved Klosterlund by, men ved Vans Skov, i nærheden af stedet hvor det øde byggested Troslund lå i Middelalderen. Efter udskiftningen 1791 købte fæstebønderne efterhånden deres gårde af Kaptajn Lunn. Den sidste ejer Hesselund solgte i 1913 – 14 gården til nogle ejendomsspekulanter, der igen solgte til en anden, og denne igen til en tredje, men nu var jorden også så høj i pris, at den blev udstykket til statshusmandsbrug.

Vands Skov.
I middelalderlige kilder er skoven delt i to områder, Sønder – og Nørre Vands. En inddeling der peger hen på at bymændene kun har haft fuld rådighed over Sønder Vands, og Nørre Vands har været enemærket skov = udenfor fællesskabet. Her fandtes også en skovfoged – hus før Kaptajnen byggede sin gård og før udskiftningen. Her ligger også det såkaldte Bondestuf = Oldesjord og det bamle byggested Troslund. Skovlovringerne havde efterhånden forhugget skoven, dels på lovlig måde, dels ved tyveri, således at skoven i midten af forrige årh. kun var et krat. Træ bestanden bestod mest af Bæverasp og Hassel, de værdifulde ege og Bøgetræer var nedhugget. I vore dage er skoven svundet stærkt ind ved rydning og opdyrkning. Kun fredsskoven ca. 60 Td. Ld. Er nogenlunde ved magt. For kragelund bymænd har skoven været en vigtig indtægts kilde, ved salg af trævarer, som de fik godt betalt ude i det træ fattige Vestjylland. Skoven synes ikke udnyttet til Oldensvin, måske af den gode grund, at ved alt for stor hugst af egen og bøgen fandtes der ingen svineolden, derimod udnyttedes skoven til Høslet. I skoven findes en del Gravhøje, har ligesom Stenholt skov været beboet i Oldtiden.

Kongsgården.
Kong Frederik den anden havde et jagt hus øst for Kragelund by. Ruiner heraf ses endnu på Præstegårdens mark. Da mange Konger, over hundrede år tidligere, på deres rejser drog over Kragelund, tog ophold, og overnattede her, må der have været passende boligforhold og lokaliteter til at modtage så stort et følge som Kongerne ved disse rejser var ledsaget af. Da Kong Hans 1487 var i Kragelund, bestod hans følgeskab af 400 ryttere og 300 vogne. Til underhold for Kongerne og deres mænd i Middelalderen, var der en skat der hed gæsteri, der udredes af odelsjord, samt Gods der tilhørte Kronen. Da Kong Hans i 1506 overnattede i Kragelund, var det hans foged og lensmand i Hids og Lysgård Herreder Niels Clemmensen, Aunsbjerg, samt Ringe Kloster, der som værter måtte underholde Kongen og hans følge, af den dem påhvilede eller opkrævede gæsteriskatter.

Dagen før var Kongen i Nørre Snede, her var det Biskoppen i Århus der var vært. Christian den anden overnattede i Kragelund 1513, altså i Kongens første regeringsår. Christian den tredie var 1558 i Kragelund, overnattede her og dagen efter 30. Juli, udstedte nogle breve, med befaling til lensmændene om oprettelse af en post – rute gennem Jylland, der gik over Kragelund, med poststation her. Kongehuset i Kragelund blev nedbrudt ca. 1583, det havde som kongebolig mistet sin betydning, efter at Silkeborg Slot ved reformationen var inddraget under kronen.

Spørgsmålet er: har der her i Kragelund ligget en af de gamle Middelalderlige Kongsgårde. Spørgsmålet kan ikke besvares før en sagkyndig undersøgelse af tomten har fundet sted. Ved en tidligere, lokal undersøgelse synes det at fremgå, at der oprindeligt har været 3 huse, Kongeboligen, et grundmuret sten hus mod nord, samt 2 fløje eller sidebygninger mod syd, da syd stenen her endnu findes, må disse sidebygninger have været opført som bindingsværk. Det hele var omgivet af et plankeværk, der ved nedbrydningen 1583 førtes til Nygård ved Kolding. Øvrige sten og tømmer blev ført til Silkeborg og anvendt som nye tilbygninger ved Slottet.

Jernudsmeltning.
Af myremalm udsmeltede man jernkloder. Denne hjemme tilvirkning ophører omkring år 1600. overordentlig mange steder i Sognet, finder man levninger af disse slagger dynger, men særlig på bymarken der ligger syd for landsbyen. Allerede fra Oldtiden findes der spor af disse slagger i senere Oldtidshøje. Af disse jernkloder ydedes 38 i årlig skatteafgift. Foruden dette skattejern må en betydelig mængde – måske et endnu større kvantum – være solgt i fri handel. Man har fra flere sider villet påstå, at den store brændselsmængde der medgik til udsmeltningen var årsag til nedhugsten, og ødelæggelse af skovene, at der er medgået meget træ til udsmeltningen er uden al tvivl, men den store hugst af træ, til hus tømmer, og salg af træ udenfor Sysselet. Årsagen til den store udsmeltning her i sognet skyldes, at her var store skove med træ til brændsel, store moser med muremalm som råmateriale. Alle betingelser var således tilstede her for denne virksomhed.

Kolonierne.
Den nordre del af sognet har både i Oldtiden og Middelalder været øde og ubeboet. Oldtidsfolkene der boede rundt omkring dette område, har haft deres strejftog her i ny og næ tabt en stenøkse eller spyd, men bostedet har de ikke haft, og gravhøje findes der ingen af. – Således lå området hen til omkring 1760, da kommissionen for anlæg af Tyske kolonier besluttede at lave et anlæg her, samt den vest for liggende Stenholt Hede der fik navnet Kristianshøj – medens området her kaldes med et fælles navn: Frederiksdal. Alle de Tyske kolonier findes anlagt ved Hærvejen. Kommissionen synes at have været bange for, at komme fra den alfa vej, og ud på de jyske hede prærier længere mod vest, hvor natmandsfolk, kjæltringer og rakkere dengang strejfede omkring. Tager man den sydligste af disse kolonier – bortset fra Randbøl Hede. – den nuværende Christianshede; da lå her et gl. nedlagt Sogn, med en nedbrudt kirke (nævnes 1500) der hed Sigten (udt. Sejten). I vore dage er her atter bygget en kirke, der sammen med kolonien er lagt under Bording Sogn, før Ginding, nu Hammerum Herred.

I Middelalderen lå Sejten i Vrads Herred, nu burde Christianshede have sit gl. jyske navn igen. – ved Engesvang anlagdes igen en koloni: Over – og Neder Julianehede. Midt under anlægget mødte de Engesvang bymænd med protest overfor kommissionen, og de havde deres sager i orden, de mødte med et af Kong Hans stadfæstet Skødebrev. Det var en slem historie, et åbenbart retsbrud, kommissionen trådte dog lov og ret inder fødderne, og tog Heden alligevel, men måtte dog lade bymændene beholde deres eng ved Bording å. – den næste koloni blev Christianshøj der omfattede Stenholt Hede, og de øvrige på Grathe Hede, på begge sider af Hærvejen beliggende, Gråmose, Stenrøgel og Bækgård, dermed var Grathe Hede inddraget til opdyrkning.

Mod anlægget af de øst for liggende kolonier i Frederiksdal, protesterede Godsejeren (på Vinderslev) samt bymændene i Stenholt og Kragelund og hævdede, at de, og forfædrene gennem mange hundrede år havde benyttet området til græsgang for deres kvæg, og mente at have Oldershævd på jorden. Lige meget hjalp det, kommissionen ville på ingen måder, ud på de kvadrat mile store øde Heder længere vest på, som ingen gjorde hævd på, den holdt sig i nærheden af Hærvejen, hvor alle de tyske kolonier fra Randbøl Hede oh nordpå blev anlagt, trods dette, at beboerne ved denne ældgamle kulturvej, måske i årtusinder, i al fald siden Valdemars tiden, har brugt og udnyttet den til deres bosteder beliggende jord, der nu på en uretfærdig måde blev dem frataget.

Hyrdedrengen på Revsel Hede.
Unge Jens Degn ”gik mæ æ foèr i æ Hiè”, han gik der hver sommer i syv år. Tiden faldt ham lang. Han havde en livlig fantasi og drømte lysvågen om hans færden i eventyrets land, med gode iagttagelsesevner og stærkt begær efter viden, var den tilsyneladende døde Hede slet ikke så øde som den så ud til. Der var et rigt fugleliv, dyreliv og insekt liv, når man så nøjere til. Var Heden køn og smuk? Nej, med dens mørkladene væsen var den dyster og trist. Der var kun en gang om året den var smuk. Når lyngen blomstrede lå den som et violet tæppe, hvor Loke spandt sine silketråde, der flagrede og lyste som guldtråde i eftermiddagssolens stråler. Da var Heden vidunderlig smuk. Hvorfor blomstrer lyngen så sent på sommeren? Vel fordi dens hjemstavn findes langt mod nord, hvor sommeren er kort og kommer sent. Smuk var ene busken der hævede sig højt over lyngen, men dens bær var rigtignok det mest beske af al besk hed. Smuk var Gilen (Gyvlen) når den blomstrede med sin guld gule farve, en smuk indfatning i det blomstrende lyngtæppe. Nature som gartner formår at skabe en skønhed der overgår menneskenes kunst.

Af fugle holdt til i Heden, Urfugle og Aftenkokken. Den sidste holdt sig skjul om dagen og kom først frem om aftenen, deraf navnet. Den fløj, ligesom uglen med lydløs vingeslag, og fangede natsværmere og andre insekter. Den byggede ingen rede og lagde to æg på den bare jord. Så var der Lyngsmutten, en væver lille fugl, der frygtsom og bange smuttede omkring mellem lyngtotterne, vist nok den samme fugl som Steen Blicher kalder Lyngspurven. Den byggede den mest kunstfærdige rede af alle de fugle jeg kendte, og så godt skjult at den med fuglens natursans ikke, havde vanskelighed ved at finde reden. Dens kæreste sted at bygge rede var i en enebusk under det grønne nålehæng der danner tag over reden. Den byggede i de højeste Lyngbuske således at Lyngens brom dannede taget. Af de fineste strå samt hår blev reden bygget og derefter foret med dun.

Lærken min kæreste fugl, var en sjuske til at bygge rede som den lagde på jorden. Jeg lå så ofte på ryggen og så den svingede sig op, så højt at jeg lige kunne se den, her stod den næsten ubevægelig stille og sang. I dens vemodige toner var der dog jubel, den sang af glæde over livet. Engang imellem kom den snedige høg og greb den med sine kløer. Jeg græd over dens triste skæbne, over de små i reden.

Der var Tinksmeden, Hjejlen og Viben, disse tre fugle holdt til omkring Klynmosen (Klinmosen). Storken kom også engang imellem for at fange Firben, Stålorme, Hugorme og Snoge. Der var masser af insekter, lige fra fandens ridehest – til al det kravl der færdedes på jorden, for hvem Lyngen var som en stor skov. Lyngormen sad dog altid oppe i Lyngbuskens Brom. Der var meget for unge Jens Degn at iagttage. Hans videbegær var stor, men desværre var evnerne for små og få til at ræsonnere og drage slutninger med sammenhæng og helhed. Heden gennemkrydsedes overalt af stier, århundrede gamle stier som fårene dannede i Lyngen. I den store flok gik den ene bag efter den anden når ”Skåle Mæt” trak flokken hen til andre græsgange.

Øst og Vest for heden lå to store bakker: Vindbjerg og Hjøllundhøj. Øverst på hver af disse høje var opkastet en gravhøj, der ligesom dannede et hoved på en kæmpe krop. I disse høje boede der bjergfolk, ja i Hjøllundhøj endog trolde, som holdt til ude i den store Gråmose (Grathe Mose). Beboerne vest og øst for mosen troede at de mange ”Lygtemænd” der færdedes her ved nattetid var Trolde, der bar Guld og Sølv fra Svend Grathes krigskasse, der var sunket ude i mosen, hjem til deres hule i Hjøllundhøj. Et par nætter gjorde folk fra Stenholt og Malmhøj stor jagt på Troldene. Min Bedstefader havde solgt et stykke Hede til en mand, der hed Adam. Manden byggede et hus og begyndte at opdyrke jorden. Han spændte konen og deres eneste ko for ploven (1840 – 50). Så noget paradis liv for Adam, og endnu mindre for hans kone der gik for ploven, var det ikke. Da jeg gik med fårene i heden var Adam en mand på ca. 90 år, og han fortalte mig, at hans hus tilfældigvis var blevet bygget i lige linie mellem de to bjergmandshøje. Bjergfolkene kom godt ud af det med hinanden og de besøgte ofte hinanden til fest.
Kom da på deres lige forbi hans dør, men på døren havde han skrevet et stort kors med kridt, så ind i huset kunne de ikke komme. Han havde set Vindbjerg stå på Ildstøtter, hørt sang og musik derinde. En tidlig morgenstund havde han set bjergfolkene tage hinanden i hænderne og dansende omkring Hjøllundhøj. Ude i min Hede lå en stor sten, hvorunder hvilken Margrethe Skomager var nedmanet, Rokkestenen hed den. Når hyrderne stak en kæp ned ved den, var der en røst under stenen, der råbte roki – rok – rok, meningen var, at man skulle rokke stenen løs, så heksen kunne komme op.

Her gik også om natten en hovedløs, hvid hest og en hovedløs grise so med syv grise. Min bedstefader havde både set og mødt den hvide hest. Min fader gik en aften til Stenholt, da han om natten gik hjem, kom den hovedløse hest efter ham. Min fader løb al hvad han kunne, men hesten kunne han ikke løbe fra. Han standsede, bad fadervor, og opdagede nu, at det var hans eget hjerteslag og blodets susen for hans øre, som han troede var den hovedløse hest bag ham.

Selve fanden – vor nationale djævel – var også på spil her. Det var dog mest Præster, Lærer, Kræmmere og Ågerkarle, han drev sjov og plaser med. Hvorfor færdedes al det ”Skitteri” her, man kunne sige: ”Fordi stedet lå så ensomt og afsides”, men der var flere lignende steder i Sognet, hvor intet ”Skitteri” var på færde. Årsagen synes at være, at der her i Heden hvor der lå en halv snes gravhøje, stod oprejst nogle stenstøtter, der må antages at være levn af et gammelt Gudehov, da der levede mange mennesker med en høj kultur, på det nu så øde sted. Den hovedløse hest er symbol for Odin, og den hovedløse so med hendes syv grise, er Frugtbarhedens Frejas symbol, hvoraf det synes at fremgå, at Odin og Freja har været dyrket i hovet, at Loke og senere hans eftermand fanden, holder til omkring Helligdommen, synes ganske naturligt.
Disse årtusinder gamle stenstøtter forsvandt omkring årene 1860 – 70, da de blev slået i stykker til bygnings brug. Der er nu forløbet årtusinder siden den gamle kultur forsvandt, men endnu ”pusler” det omkring stedet i vore dage.

Over min barndoms hede førte dybe vejspor, mange spor ved siden af hinanden. Her gik fordums tid – før Chausseer og jernbane lagdes – den store alfarvej, Adelvejen, Kongevejen Kongens Hærstræde, Lovringsvejen, ja den havde mange navne. Der førte tre veje fra syd og øst ind over Kragelund. En kom fra Horsens over Them og Funder. Der var Sysselvej for Lovring S. En anden vej kom fra Skanderborg og Silkeborg med overgang over Lyså, Kjærsgård og Hvinningdal til Kragelund. Den tredie vej kom over Balle, Gødvad ned overgang over Gudenå ved Resenbro, samlede gik disse veje ud fra Kragelund mod nordvest over Revsel, Stenholt og Grathe Hede, ved Bedehøj nord for Stenholt holdt Skovlovringerne fra egnen omkring Silkeborg, bedested når de kørte med deres trævarer ud i vestjylland. Ved Bedehøj drejede Kongevejen ind over Grathe Hede, videre gennem Kongedalen (Kompedal) til Karup, hvorfra Kongernes rejserute gik over Hald til Viborg.

Der findes mange overleveringe om hyrdedrengens møder med konger, Bisper og andre stormænd, når disse rejste over den store Hede, der før koloni anlægget strakte sig fra Kragelund by til Karup. I denne Hedeørken ville de rejsende næppe møde andre menneskelige væsener end hyrdedrengene med deres får. En Bisp i Århus var på Visitats, lå i Kragelund Præstegård om natten, kørte næste dag til Thorning. Ude på heden vest for Kragelund gik en halv snes vejspor ved siden af hinanden. Bispen vinkede ad eb hyrdedreng, der gik ude i heden med hans fåreflok. Bispen spurgte drengen: ”Kan du sige mig hvilken af disse veje der går til Thorning”. Drengen svarede: ”Hvad, kender han ikke engang vejen til Thorning og i går ville han, at jeg skulle vide hvor vejen går til himlen”. Drengen havde nemlig været til biskoppens Visitats dagen forud.

En Konge kom kørende, der gik noget i stykker ved vognen. Kongen gik en lille spadseretur ud i Heden, mødte en hyrdedreng og fortæller ham at han var Kongen. Hyrdedrengen svarede: ”Det passer ikke du er æt æ Kong, for han hår en lang ni`es”. Kongen tog en sølvdaler op af lommen og siger: ”Her er mit billede”. Drengen så på mønten og på Kongen og siger: ”Jow, du æ væ`s ali`wal æ Kong”. Drengen beholdt den pæne nye rigsdaler.

I nærheden af stedet hvor Gudehovet lå, førte en dal mod syd ned til Bølling Sø. Dalen bar det mærkelige navn Fastrupdal, ingen mundtlige eller skriftlige overleveringer melder om, at der har ligget en torp her i nærheden. I 1901 blev heden øst for dalen afbrændt og nogle ager render vidnede om at heden tidligere havde være opdyrket. Det var dog ikke med smalle agre som i vore dage, men brede jordstykker. Da ploven vendte lyngskjoldet kom flere ildsteder, arnestedet med aske og kul til syne. En rund, flad møllesten til maling af korn. Smedens esse kom til syne, en Stenkiste ca. 2 Alen lang og 1 Alen bred, bestående af tynde flade sten, der stod halvt over, halvt under jorden. Stenkisten var fyldt med jernslagger, aske og trækul, samt nogle potteskår og brudstykker af en jernrager. Ud til siderne var kastet dynger af slagger, så stenkisten må have været i brug i lange tider. Måske kunne stenkisten have været brugt til jernudsmeltning af Myremalm, der har fundet sted her på egnen allerede i 3die Årh. før kr. der fandtes også nogle morsomme små hestesko. Men meget brede, og små må datidens heste have været. Bostedet må henføres til forhistorisk tid og Fastrupdal har bevaret torpets navn, og i forledet vel også navnet på den mand der her byggede og anlagde bosted. Min barndoms hede var et eventyrs land. Fantasiens land, med rod i min hjemstavn, mine fædres jordbund, satte også sit præg på mig og mit liv. Om natten drømte jeg om bjergfolk, og om dagen drømte jeg fantasiens vågne drøm.

”Degn” var min slægts kendenavn gennem 300 år.

”Revsel” udtalen i Folkemålet af Refshale.

Gamle Lokale minder

Fra Silkeborg og Kjellerup egnen
Efter E. T. Kristensen: Det jyske Almueliv.
1 Række 1 – 5 Afdeling

I R. 1 Afd. No. 96 s. 31.

Søren Andersen, Engesvang, fortæller.

Da Engesvang by`s marker udskiftedes fornærmede de landmåleren og han flyttede skellet så bu marken mod syd og vest blev kolonijord. Landmåleren gik så igen efter sin død.
(Der er næppe nogen tvivl om, at Engesvang bu mænd har benyttet det nuværende over – og nedre Julianehede som græsnings overdrev, hvad også fremgår tydeligt af, at da kolonierne var anlagt, kom Amtmanden der boede på Søbygård ved Hammel, og som var formand for anlægget i en meget vanskelig stilling, da by mændene i Engesvang fremviste et stadfæstelsesbrev af Kong Hans på byens ejendomsret til disse jorder – J. Jensen).
(Et lignende sagn fortæller, at skellet mellem Klosterlund og Refshalegård, fra Bølling sø til Stenholt vej gik i lige linie, men at landmåleren ved bestikkelse satte den længere mod øst, på den midterste del. Hjørne skellene turde han ikke røre, de blev hvor de var fra gl. tid).

I R. 1 Afd. – 103 – s. 33.

Jens Peder Åboe, Engesvang fortæller.
På den østre del af Skygge mark var der fra gl. tid mellem hver ager en bred, ageren var fyldt med småsten. Det var store, brede agere. Det var ligesådan på Moselundgårds ejendom.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 110 – s. 34.

J. P. Åboe, Engesvang, fortæller.
1759 blev kolonierne her anlagt, heden blev taget fra ejerne. Firehusene (= Neder Julianehede) har hørt til Engesvang. Da kommissionen var her var beboerne forbitret på den, og ville ikke unde dem husly. Det skal i komme til at bøde for sagde kommissionen og satte skellet nær ind mod Engesvang by, men deres enge måtte de lade dem beholde.
(Det samme forhold gjorde sig gældende ved anlægget af kolonierne Kristianshøj, Frederiksmose og Frederiksdal. Kristianshøj var et hede område der lå til Stenholt gårde og Frederiksdal og Frederiksmose blev benyttet til græsgang for kreaturerne af beboerne i Stenholt og Kragelund. Godsejeren på Vinderslevgård gjorde protest mod statens indgreb i hans hævdbundne ret til disse områder fra umindelige tider, lige meget hjalp det, men påkrævet var det ikke efter hævd retten fra gl. tid. J. Jensen.)

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 112.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
Der dyrkedes meget boghvede her på egnen og det var skik for 50 a 60 år siden (ca. 1825 – 35) at når de høstede boghvede, tog konen et par boghvedeslubber med sig når hun middag eller aften gik hjem en halv times tid før manden. Hun tærskede kornet af, malede det på en håndkværn, sigtede det med en timse, så kogte hun boghvedegrød, der stod færdig når manden eller de øvrige høstfolk kom hjem

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 187 – s. 54.

E. T. Kristensen, fortæller.
Skårgrød kaldes den grød der spistes ved høstgildet. På samsø kaldes det skæregrød, det vil sige, det sidste korn er opskåren. Denne betegnelse synes at kunne føres tilbage til langt ældre tid, da kornet skæres med et håndsegl, altså før hø – le tiden, (Her i Kragelund var skårgrød overalt navn på den grød, hvori der var stukket et aks af hvert kornsort, som spistes ved høstgilderne).

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 189 – s. 54.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
I Fastruplund fik de skårgrød til høstgildet. ( Af eget korn, ikke risengrød, som ellers var skik ved festlige lejligheder.) der var vippe (aks) af hvert kornart stukket i grøden, både ryg, byg, havre og boghvede, samt en ærte stængel. Når høstgildefolket under tale og spøg en stund havde set på de gyldne aks, som altid var udvalg af de smukkeste, spistes grøden og gildet sluttedes med legestue.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 194 – s. 56.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
I Kragelund havde man omkring 1830 – 40 mestendels træ redskaber. Træ plove, træ skovle, træ grebe, træ harver med træ tænder. Manden eller karlen der kørte harven, havde et bundt træ tænder med sig i marken, som han bar i en strikke, bundet omkring livet, så at han kunne sætte en tand i harven når en af de gamle knækkede over, hvilket ofte var tilfældet.

Den første skovl med jernblad som kom til Kragelund fik Anders Nebel, som skovlovring drog han til markeder med træ varer, og han har vel på en af de markeder købt skovlen.

Sognefoged Anker i Klosterlund fik den første jern plov gratis af landhusholdningsselskabet. Ploven var tilbudt Præsten Mikael aaboe først, han sagde nej, ville vedblive at bruge sine fire køre stude for hjul ploven. Det mente han var det bedste. Sognefoged Anker fik også nedlagt det første fjælegulv i sine stuer i Klosterlund.

(For fuldstændigheds skyld bør også noteres, at dengang kom der kun en avis til sognet – Viborg Samler – bladet holdtes i fællesskab af Sognefoged Anker og Pastor Aaboe. De måtte rigtignok selv afhente den i Viborg, hvis de ville have den læst. Så galt var det nu heller ikke, men de måtte dog afhente den i Thorning, hvorfra der var kørende post til Viborg. J. Jensen,)

—- 0 —-

I R. 1Afd. – 215 – s. 63.

J. Jensen, Refshale, fortæller.
I hver by havde man førhen en gl. hest, som hed By øget, det var fælles for alle, og enhver havde lov til at bruge det, når det var benyttet blev det jaget hen på en fælles by mark, og der blev det, indtil en anden kom og brugte det.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 222 – s. 64.

Lærer H. P. Nielsen, Sejling, fortæller.
I gamle dage skulle der være 3 tyre i byen 1, 2 og 3 år gl. som kaldtes: drengen, karlen og manden. Treårs tyren havde udtjent til Mikkelsdag, så rykkede de 2 andre op og en ny mand havde en tyrekalv i beredskab. Der var ligeledes en by orne.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 232 – s. 67.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
I gamle dage gik svinene i skovene, i en gård red drenge om morgenen ud med en sæk med hvedeavner til gårdens svin. Da han ikke kunne finde deres egne svin, gav han en anden mands svin ædet og red hjem igen. Da nu mutter hørte det viser hun drengen hans davre og tager den igen og jager ham ud i skoven med en anden sæk hvedeavner. Nu opsøger drengen deres egne svin, holder ædet hen for næsen af dem og red atter hjem med det. Men nu gav konen ham davre, han red da atter ud i skoven og gav svinene deres æde.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 283 – s. 78.

Søren Andersen, Engesvang fortæller.
Fæsygen var så slem her i byen, at der var ikke mere end 4 stude i Vestergård, her oppe på skolemarken. Alt det andet var uddødt. Så blev der givet dem det råd, at de skulle drile i en ege stolpe, til de fik ild, og drive studene over den røg. Det var i en port de ville drile den ild og studene fik sådan lyst til at stå der i porten og slikke den røg i dem, at de kom dem. De kunne ikke få ild i den stolpe, inden ilden var slukket i hele byen. Men de fandt ild i en gammel kones ildsted, og det slog de en spand vand over, og så fik de ild i stolpen.

I vor gamle Sønderhus, der blev brækket ned 1845 stod en gammel ege stolpe, som var brugt til at drile i, med de gamle drilehuller i. Min fader sagde også at den havde været brugt til det.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 318 – s. 84.

J. P. Aaboe, Engesvang, fortæller.
I fire husene tjente en dreng som fårehyrde. Han fik pålæg om når han så ulven nærme sig fåreflokken, skulle han hyle og råbe for at skrække ulven bort. ”Hå få, lad den tage et, så har jeg mindre at passe på” sagde drengen. Næste dag snappede ulven atter et får. Men om aftenen talte folkene deres får, og så fik drengen naturligvis sin afsked.

—- 0 —-

I R. Afd. – 349 – s. 93.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
Det var dengang der var ulve her i landet at der i bæk dalen ved Engesvang by, Kragelund Sogn, gik nogle får og græssede. Min meddeler husker nu ikke så lige hvor mange det var men så kommer der to ulve løbende gennem dalen, snappede et får, tog hver i en ende og rev det midt over, og løb så videre alt hvad de kunne hver med sin halvdel af fåret. Det var de sidste ulve der er set her på egnen.

—- 0 —-

I R 1 Afd. – 370 – s. 98.

Lærer J. P. Aaboe, Engesvang, fortæller.
Røverstuebæk er ovre på kolonien ved fattiggården (Frederiksdal, Kragelund sogn). Det er en udgravning hvor man har antaget, at der førhen har været røvere, men det er nok en ulve grav. Det har også hørt til Vinderslevgård der drev derude med kreaturerne. Derfor anlagde de en ulvegrav her.

—- 0 —-

I R. 1 Afd. – 399 – s. 104

Lærer Meldgård, fortæller.
Min fader han gik og pløjede på en mark en lille fjerdings vej norden for Drejegårds skov (Nørskovgård, Funder Sogn). Det var tidligt på foråret, nogle køer gik løse ved siden af ham på marken. Da kom der en hjort hen mellem køerne. Hjorten og en ko kom til at brydes. Da tog Peder Meldgård en sten og kastede efter hjorten, men ramte koen og slog et horn af den. Hjorten løb sin vej.

—- 0 —-

I R. II Afd. – 319 – s. 128.

Lærer J. P. Aaboe, Engesvang, fortæller.
Klosterlund hed tidligere Hjøllund. Det navn fik gården på en underlig måde. En vis Fridenrich, der ejede Vinderslevgård og gods, solgte gården, men beholdt Kragelund Sogn. I byen er der en dam ved degneboligen som kaldes Klosterdam, hvoraf den har sit navn vides ikke (Der lå i nærheden en gård, der var klostergods, Alling eller Ringe Kloster, den gård er sandsynligt kaldet Klostergården). Der besluttede han ved den dam at bygge en lille Herregård, og han førte en stor del materiale derhen. Det er netop der hvor skolen ligger. Dengang lå der kun et lille hus. Imidlertid blev Hjøllund fæsteledig, da fæsteren var død. Så besluttede han, at han ville hellere bo der, og så førte han alle materialerne dertil og byggede gården, som han nu kaldte Klosterlund. Om Fridenrich kom til at bo der, har det kun været en meget kort tid. Han gik helt i armod og døde vist i Viborg. Så fik Anders Nielsen der var Ladefoged på Vinderslevgård, Klosterlund i fæste. Han blev Sognefoged, og hans søn Anker Andersen var Sognefoged efter ham i hele 62 år. Han købte ejendommen samtidig med andre i Stenholt, og nu har hans søn Klosterlund.

—- 0 —-

I R. II Afd. – 389 – s. 164.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
I Kragelund var der en stærk mand ved navn Niels Rode. Han lå ved de Horsens Kyrasserer. En dag han skulle stille til parade, trådte hesten med det ene ben i rendestenen. Niels Rode måtte stille igen om to timer. Da han anden gang skulle over rendestenen, sprang han af hesten, bar den over rendestenen, da var hesten bleven rytter og Niels hest. Niels ville gerne have en stor dram, og han og en anden mand fra Kragelund der hed Anders Bodhøj, tog dem en slurk over tørsten.

—- 0 —-

I R. II Afd. – 232 – s. 92.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
Den gale Fischer på Alling Skovgård var en dag ude at køre. Da indhentede han en gammel kone. Han gav holdt og spurgte konen om hun ville køre med. Ja, det ville hun da gerne. Da hun var kommet op på vognen spurgte han hende om hun kendte den gale Fischer fra Alling Skovgård. Nej, siger hun, jeg kender ham såmænd ikke og mig har han hverken gjort ondt eller godt. Da de så kørte over Alling å, hvor der var et vadested, væltede den gale Fischer hende ud i Åen, og da hun så var kommet op af vandet igen, gav han hende 10 daler og sagde: ”En anden gang kan du sige, at den gale Fischer kan gøre både ondt og godt”.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 69 – s. 27.

Lærer J. P. Aaboe, Engesvang, fortæller.
Den gamle Moselundgård, der lå lige ned til mosen, var så gammeldags i et og alt, og folkene med. Man kom ind ad en ege dør så lav, at et almindeligt menneske skulle bukke sig for at gå der igennem. Der var en stenpikket lille forstue, derfra kom man ind i en skorstensstue med det åbne ildsted hvor familien sad og arbejdede ved lysbillingerne. Der var en udbygning på stuehuset som kaldtes korsstuen, der havde de deres fredstue, og der stod to senge, hvoraf den ene, en himmelseng, var konens medgiftsseng.

Mens jeg gik som omgangslærer, var jeg der en dag, og da det blev en plaskende regn, måtte jeg blive der om natten. i det samme kom en gl. tigger, der nok var lidt af familien, og ville bede om nattely. Han lå i den ene seng, og jeg i himmelsengen der var bedre. Jeg faldt snart i søvn, men vågnede kort efter ved at høre en plasken på gulvet og en jamren: ”Å, Gud nåde mig, Gud nåde mig”. Da var det den gamle, som havde været oppe at lade sit vand, men ikke kunne finde tilbage til sengen, fordi det var bælgmørkt. Det havde regnet sådan ned, at der stod blank derinde, og så gik han der med de bare ben og plaskede i leret. Jeg måtte op og hjælpe kam i seng igen. De havde ege borde i den gård, hvis skive var af en eneste planke, dog ligeså brede som almindelige borde nu.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 89 – s. 34.

Mikkel Skrædder, Almtoft, fortæller.
For 57 år siden (ca. 1830)så a en grydekakkel i et hus ved Funder Kirke, men den stod nedenunder en åben skorsten, som den de endnu har i Ry. Der fyredes inde i stuen, og der faldt af og til gløder ud, og aske, som børnene lå og pjaskede i, og sved deres klæder på gløderne.

—- 0 —-

I R III Afd. – 91 – s. 34.

Søren Andersen, Engesvang, fortæller.
Der har været 18 huse og 6 a 8 gårde på begge sider af Engesvang bæk. Man kan endnu pløje ildstederne op kakkelovnspotter af brændt ler. De potter var så hæslige til at varme, og børnene lå og stegte kartofler i dem.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 123 – s. 42.

Mikkel Skrædder, Almtoft, fortæller.
Der var en karl i Gråskov, der hed Jens Madsen, han besov Ma`grå`s datter. Han var så berygtet, og mandens navn blev sjældent nævnt. Men så giftede han sig med Mads Vores datter i Voregård. Den dag brylluppet var skete der sådan et vanheld. En af de her gryder, som de kogte suppe i sprang i stykker, og maden blev spildt. Vognen med brudefolkene væltede på vejen, og alt det mente de, at Ma`Grå` havde skyld i. Hun havde nemlig ord for at kunne hekse. De nygifte levede dog siden godt nok. De havde førhen store gryder, der kunne tage 2 a 3 skæpper til at gemme mel i, de låntes også ud til suppegryder, når der var bryllup eller barsel. De gemte også mel i Selde. Det var den mel de timsede fra og som brugtes til finbrød (=Sigtebrød).

—- 0 —-

I R. III Afd. 203 – s. 60.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
Min fader fortalte, at når der blev bagt Sigtebrød (som dengang kaldtes Finbrød) dengang han var dreng (ca. 1840 – 45) fik enhver sin kage, og når undtagen Juleaften og Nytårsaften skulle enhver holde hus med sin kage julen over.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 371 – s. 106.

Kr. Ajstrup, Ovstrup, fortæller.

Kongen var engang på Allinggård. Der havde de en skøn gårdklokke, som han fik at se. Det er da en dejlig klokke siger han, hvor er den lavet? – Å, siger manden, den har vores præst lavet. – å,, vil de ikke få bud til ham, jeg ville nok have ham til at lave mig en også. Straks sendte de bud efter præsten, at kongen ville have ham til at lave en klokke mage til. Præsten var også straks villig og meldte sig, ”hvem er denne mand?” – ”Det er Grønbæk Præst” – ”Hvorfor kommer de her civilt klædt og ikke i præstekjolen” – ”Nej, for deres Majestæt sendte bud efter mig som urmager og ikke som præst” – ”Ganske rigtigt” sagde kongen, og så bestilte han en klokke, og da den var færdig oversendte han kongen den.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 439 – s. 124.

J Jensen, Refshalegård, fortæller.
En kartoffeltysker i Grønhøj havde et stykke jord, hvori han ville så rug, men hans kone var af en anden mening, hun ville have boghvede. Det groede langt bedre sagde hun. Men da de ikke kunne bliv enige derom, blev udfaldet at han skulle så rug i det halve og boghvede i det andet halve. Da manden og konen en gang hen på sommeren var kørende op til Viborg, spurgte købmanden: Hvorledes står kornet ude hos eder i sommer?” – ”Å, sagde konen, ”Min mands røv (rug) står så kort og så spinkel, så det vil hverken op eller ned, men min Bovfek = Boghvede, står så toppet og så kruset, så der er en lyst at se”. Konen fik altså ret. Boghveden voksede bedst.

—- 0 —-

I R. III Afd. – 194 – s. 75.

Ellen Marie Kirstine Rasmussen, Ry, fortæller.
Her i Ry havde de førhen trolovelser. De skulle begge to stå foran et spejl og give hinanden hånden, så fik de et lille gilde ovenpå. Når der så blev bryllup, og folkene kom fra bordet, da skulle musikanterne rende ud af huset, og hele forsamlingen fulgte efter og havde i hinandens lommetørklæder. Dengang lå alle husene i byen i en række og de havde overstue døren ud til haven. Så skulle alle de døre være lukkede op, og hele forsamlingen med musikanterne i spidsen skulle ind i hver eneste overstue og danse en rundtenom, og til sidst når de var færdig med det, skulle de op på det bjerg, her ovenfor, som vi kaldte Skovsbjerg, og hvor Kongsgården har ligget, der skulle vi også danse oppe, og så løb de ned igen og hen på torvet, sådan kaldte vi en åben plads, der var lige for kroen og er der for resten endnu. Der samledes de og slog kreds om brud og brudgom, og da løb bruden hen og satte en rød strikket hue på brudgommen. Sådan var det den tid, og min moder har set det og fortalt os om det. Det var morsomt nok, at se, så snart de var færdige i en overstue, løb de til den næste og holdt i hinandens lommetørklæder.

I R. 4 Afd. – 266 – s. 91.

Lærer Juul, Engesvang, fortæller.
I Ry brugte de at gå rundt om graven tre gange, inden de sænkede liget ned, for at det ikke skulde gå igen.

—- 0 —-

I R. 5 Afd. – 12 s. 6.

Mikkel Skrædder i Almtoft, fortæller.
Den gamle møller i Hørup Mølle holdt ingen møllesvend og malede selv kornet. Når nu sækkene var for svære, så at han ikke selv kunne slæbe af med dem, kaldte han på hans Hyrdedreng, der var 15 år: ”Hør Søren, kan du komme og bære dem sæk ind”. Det gjorde han jo også. Så sagde de andre folk: ”Det er en stærk dreng, du har, der kan bære en tønde rug” – ”Ja”, svarede mølleren, ”Det er han også, han er akkurat som den stærke Samson”. Ved den snak fik han tilnavnet Samson og beholdt det til sin dødsdag.

Søren tog som karl over til Sjælland og kom til at tjene på en større gård, hvortil der blev gjort Hoveri. Folkene havde den vane, når der var noget i vejen med Ladefogden, at de stimlede sammen om ham med hø leerne og tvang ham til, hvad de ville. Så tog Søren det på sig at være Ladefoged, og da de nu ville begynde det samme med ham, slog han en i hovedet med sin pisk, til han trillede ovenpå de andre, red ind mellem dem og så hen og meldte dem for øvrigheden. Så fik han den uorden aflagt.

Som gammel mand boede han i Stenholt i Kragelund Sogn. Der holdt han meget af at gå omkring og snakke med hyrdedrengene og var meget for Komers. Således havde Sognefogden i Klosterlund fået en ny hyrdedreng og ham kom han til og siger: ”Nå tjener du ved Anker?” – ”Ja” – ”Så du passer alle disse får” – ”Ja” – ”Det er umuligt, du skal hilse din husbond fra gamle Samson, at han skal lade dig få den lille gule ridehest at ride på. Den har alle de hyrdedrenge haft, som har tjent ved Anker de sidste 50 år, og den er både rask rørig endnu”. Drengen forrettede godt nok ærindet, og der blev jo meget morskab ud af det, for Sognefogden havde ingen lille gul hest.

Som 80 år mand gik han over til Almtoft til sin broder Paul Krog og sagde: ”Å, broder, du er en kryster, du går snart i din grav, nej sikke den karl a er, her er flæsk” – og så slog han sig for brystet . ”a kan leve i mange år endnu”. Men inden et år var han i Kragelund Kirkegård med hans flæsk. En bissende ko rendte kam over ende, og deraf døde han.

(Dette sidste har jeg fra anden side hørt fortælle på en anden måde. Kreaturerne gik dengang ude det meste af vinteren og skulle selv bjergeføden ude i den store Gråmose, som man lærer om i skolen engang i gl. dage hed Grathemose. Kreaturerne var da så magre og forarmede om foråret at de knap kunne gå, gik ofte i ”Rejsning” som det hedder. En ko eller stud var da faldet i en tørvegrav og kunne ikke gå derfra. Under forsøget på at få den op forløftede Samson sig, så han kort tid efter døde. Hans rigtige navn var Søren Jensen). J. J.

—- 0 —-

I R. 5 Afd. – 46 – s. 20.

Mikkel Skrædder, Almtoft, fortæller.
Der er en, de kalder for Pjalt – Hans. Han har rejst omkring i de vestre Sogne og handlet med gamle ure og andet værkeri, og om vinteren syede han kasketter. De siger, at han hverken er døbt eller konfirmeret,, ej heller har været i Kongens tjeneste. Han havde en ond stedmoder, rømte fra hjemmet og kom til at føre sit omflakkende liv. Han er for øvrigt velhavende og har testamenteret et legat til en mand familie, som han har opholdt sig meget ved i Agerskov i Bording Sogn. Det er en gl. snak, at de, der ikke har lært at spare og tjene, kan heller ikke samle noget, og det har passet på ham. Han har intet opholdssted, men siger blot, hvor han går til og ligger. Nu er han vel 77 år, og i den senere tid har de kaldt ham Kræmmer – Hans.

—- o —-

5 Afd. – 68 – s. 27

Kristen Overgård, Gullestrup, fortæller.
Helt fra Vorgod og Faster kørte de ned til Ans efter grove varer. Fjæl, alt bygningstømmer, salt, tjære, ja endog kaffe. Det var mest Hammerum Herreds vestlige del og nærmeste sogn i Bølling Herred der gjorde den rejse. I Ans var nemlig oplagssted, før det blev sejlet derhen fra Randers. De havde til visse tider korn og smør med, som så blev sendt til en købmand i Randers. Turen gik da ad Sunds Mølle, Ildsgård, Agerskov, Bøgelund, Ure, Skovhus, Frausing, Vinderslevgård, Iller, Ans. I Ringkøbing var der kun ubetydelig tømmerhandel. Østen for Gjellerup og Ikast kørte de til Horsens en gang om året, og forsynede sig med det nødvendige, og i den nordre del af herredet kørte de til Holstebro. Ans rejsen varede i 2 nætter og 1 dag. da Silkeborg blev til by, hentede man jo varerne der.
No. 69 – de kom helt langt vester fra, fra Thorning og måske længere henne fra, med korn og smør. I Viborg var der slet ingen handel med sligt, man kunne ikke sælge så meget som 1 skp. Rug. Omsider blev sagerne sejlet fra og til Ans, og så kørte de til Ans med vare og hentede andre.

—- 0 —-

5 Afd. – 138 – s. 49.

J. Jensen, Refshale, fortæller.
Nord og øst for Engesvang ligger på marken nogle høje, som kaldes vagthøjene. Kragelund Sogn, hvori Engesvang ligger, har førhen været rig på skov, ja, har næsten været skov til hobe, der er forsvundet i en forholdsvis sen tid. Dette bekræftes ved mundtlige meddelelser fra gamle mænd, hvis fædre har været bosiddende i Sognet. Disse store skove har været rige på vildt, hjorte og rådyr. Når de nu brød over en by mark, kunne de på en eneste nar ødelægge det meste af kornet, og derfor havde man mark manden som om natten havde vagt. Fra de før nævnte vagthøje kunne han overse en stor del af markerne, og de har altså fået navn deraf.. at her har været meget vildt, er beviseligt, og at Frederik den andens jagtslot har været her, beviser det også. Der har været et godt vildt distrikt for den jagtelskende konge.

—- 0 —-

5 Afd. – 169 – s. 62.

J. Jensen, Refshale, fortæller.
Da folk selv brændte brændevin, lavede de også noget der kaldtes Spansk brændevin. Der kom Spansk peber i brændevinen og det hændte ikke sjældent, at folk, der drak det fik dilerium og havde allehånde vilde syner, så det var en farlig drik.

—- 0 —-

5 Afd. – 202 – s. 75.

Mikkel Skrædder, Almtoft, fortæller.
Den første doktor, a ved af at sige på min egn, var doktor Jensen. Det er en 60 år siden han kom der, og han nedsatte sig i Hørup Mølle og var en uhyre flink mand og hjalp mange fattige folk. Siden flyttede han til Levring, han bekendtgjorde, at hvis nogen ville give ham 1 rigsdaler om året, ville han komme og se til dem i sygdomstilfælde. Men folks snak var da i reglen sådan: ”Nej, a har aldrig været syg, og så vil a da først købe mig 1 pot brændevin og drikke den mark op, så ved a da, at a får
Noget for mine penge”. Det var nemlig sådan i mange år, at 1 Mark og 1 pot brændevin var lige meget. A ved ikke om der var nogen der gjorde den akkord med ham. Nu ville det ikke gå sådan til.

—- 0 —-

5 Afd. – 316 – s. 109.

Mikkel Skrædder, Almtoft, fortæller.
Herredsfogden Holstein i Dalsgård var en dygtig forhørsdommer, som vi nu skal høre. Der kom et par mandfolk og et kvindfolk og skulle forhøres af ham, og der skulle da imidlertid holdes vagt over dem under deres ophold hos Sognefogderne i Hørup, Hinge og Vinderslev, en hvert sted, for at de ikke skulle snakke sammen. Den første dag fik han ikke noget ud af dem. Da kvindfolket blev fulgt tilbage af Thomas Munk i Hindbjerg, berømte hun sådan den Herredsfoged, han var så flink og talte så venlig til dem men Thomas tænkte: ”Piben får nok en anden lyd”, dagen efter skulle Holstein til ting i Hinge Østergård, der holdtes der, før tinghuset i Hørup blev bygget, så kaldte han Per Degn til sig, hans hus grænsede ind til Holsteins mark, og siger: ”Vil du nu ikke nok få fat i kvindfolket i dag og få sandheden pillet ud af hende, så skal du endda få et godt lag (vederlag?). Ja. Per Degn der var en ung mand og godt anset, kommer til Sognefogden, lover vagten at passe på kvindfolket, får hende med sig hen til Herredsfogden, giver hende et par drammer i folkestuen, får hende dernæst med sig ud i skoven og snakker med hende. Han var slinde i det og lister ved så længe, til hun fik munden på gled, og det fik en rigtig art, da de atter kom til Herredsfogden, og hun fik en ny hjertestyrkning.

”Du kan godt fortælle mig det hele, min putter”, siger han ”Du er kommen i slet lag, og der kan nok blive en ordentligt kvindfolk ud af dig endnu”. Endelig fortæller hun da, hvordan hun og de her karlfolk havde stjålet et stykke lærred der og gravet det ned, en anden ting der og der og gravet det ned o. s. v. for når kvindebarmhjertelighed og brændevin kommer sammen, så giver det vand. Men alt hvad hun fortæller, sidder der en skriver indenfor og fører til protokols, for døren stod på klem. Næste dag skulle de så igen i forhør. Først kom det ene karlfolk. ”Lad mig nu se du ikke lyver for mig” siger Herredsfogden. Ja, han fortalte jo op. Da smører Holstein ham en på kæben, til han flyver langt hen og render skriveren over ende, der sad på en stol. ”De må ikke slå, Hr. Herredsfoged” – ”Jo, jeg skal S. gale mig lære dig, jeg må give dig 9 kat på dit bare legeme, når du vil fylde mig med løgn”. Den anden fik en lignende behandling og så kom de i arrest. Til sidst kom kvindfolket ind, og da Herredsfogden nu fortalte noget om, hvad hun havde bekendt for Per Degn, gik hun ved det hele, og så måtte de lide deres straf.

( En mand ved navn Jens Christensen, kaldet Jens Degn, født i Refshalegård, Kragelund sogn, den 28/9 1790 blev gift og tog bopæl i Dalsgård, Hørup Sogn. Mulig er ovennævnte Per Degn en søn af ham?).

—- 0 —-

5 Afd. – 520 – s. 208.

Fra Vole fortælles.
De havde by konger (Stodderkonger) til at fange fattigfolk og føre dem ud af sognet. – (Stodderkongen skulle fange stoddere og betlere og jage dem ud af sognet) Det hedde et andet sted, at han skulle passe på, om kreaturene var ved at kælve- han synes således at have været en slags vægter om natten for at holde de hjemløse borte, at de ikke skulle snige sig ind i husene om natten.

—- 0 —-

5 Afd. – 567 – s. 224.

J. Jensen, Refshalegård, fortæller.
Til en gård i Kragelund kom for mange år siden en vinteraften i en stærk snestorm en kæltrings familie, bestående af mand, kone og tre børn, hvilke manden og konen bar på ryggen i nogle sengeklæder. Da de kom ind i gården bad de om tilladelse til at blive natten over. Manden i gården, der hed Jens Christensen, gav dem lov til det, og kæltringerne bredte de medbragte sengeklæder ud på stuegulvet og sov der natten over, hvorpå d vandrede videre næste dag.
(Jens Christensen (Degn) overtog Refshalegård 1830).

———————————————————————————————————–

”Stenkast”

En gammel skik her ilandet i fortiden var at kaste sten eller grene i dynger, og skikken kan følges næsten indtil vore dage, i al fald til vore bedsteforældres rid. Forf. Aug. F. Schmidt har i ”Danske studier” 1929 s. 40 f. f. foretaget en undersøgelse på grundlag af det foreliggende stof, fra flere kilder optegnede overleveringer. Skikke synes at være kendt over det meste af jordkloden, hvoraf man kan slutte, at skikken er opstået hos primitive folkeslag, og stammer fra oldtiden *)

Det var interessant, at få hvilke betydning der ligger til grund for denne skik. Vanskelig bliver spørgsmålet, fordi de motiver der fremkommer gennem overleveringerne er meget afvigende, og derfor dobbelt vanskelig at finde grunden, dens betydning og oprindelse. Usikkert er således resultatet af den foreliggende undersøgelse. Der tales om offer, beskyttelse mod genfærd. Et mærke til minde om den begivenhed der har fundet sted her. I fortiden overtro var frygten for genfærd meget almindelig, at en sådan anledning til frygt netop var tilstede her, kan ikke nægtes men motiverne i overleveringerne herom er al for spredte til at danne grundlag for betydningen.

I oldtiden opkastedes høj over de døde. Gravhøjen er bygget op af sten og jord, i nogle høje er der flere sten end jord, og i andre er der mere jord end sten. Her ud fra er der en mulighed tilstede for, at oprindelsen til stenkast hidrører fra oldtidens gravskik. I oldtiden må man nærmest gå ud fra, at det kun var Høvdingslægterne der blev højlagt, med højen som bolig og mindesmærke for de døde. Hvorledes foregik trællenes ligfærd? Derom ved vi intet blev trællenes gravsted dækket med en lille stenkast, ville man ikke undgå at lægge mærke til disse i vore dage, men dette er ikke tilfældet, og dermed må man også lade tanken fare om, at finde betydningen her. Når tro og forestillinger, der er knyttet tik stenkast er så forskellige, må her forudsættes, at mange ganske uvedkommende sagnmotiver i tidernes løb tilfældigt er knyttet til disse stenkast i mangel af bevidsthed om den egentlige betydning og oprindelse.

Jeg skal her fremsætte en forklaring til skikkens oprindelse og betydning, som hidtil ikke har været inddraget i de foreliggende undersøgelser, og som synes mig den mest naturlige forklaring. I Islandske sagaer findes overleveringer om, at det var skik i hedensk tid på Island, når man fandt et menneske der tilfældigvis lå død på marken, skulde man dække den døde til med sten, jord eller grene, såsom stedet kunde yde dækningsmaterialer. Dette var mere end en skik, thi det var en pligt,
et lovbrud med strafansvar for ikke at gøre det

Her er altså tale om en gammel oldtids lov, en rest af de uskrevne love, der gennem overleveringerne når ned til vore dage. I det Islandske samfunds liv, er der grund til at antage, at skikken og lovbudet er medbragt fra Norge. Danmark og Norge lå ikke hinanden fjern, og forholdene heller ikke, hvorved der er mulighed for, at den samme pligt og lov har været gældende her i landet. Dette vil, forklare stenkasternes oprindelse og betydning. At skikken vedbliver at leve, efter at de gamle love for længst har ophørt at eksistere, ved ophør af gamle, og opstående nye samfundsforhold. Dette forhold kendes også fra anden side

I en kirke lagde præsten mærke til, at når folk gik ud og ind, nikkede på et bestemt sted i kirken. Præsten ønskede at vide grunden hertil. Ingen kunde forklare grunden, det var en gammel skik fra deres forfædres tid. Fra anden side fik præsten ved en undersøgelse oplyst: at der på dette sted i kirkens mur i den katolske tid, stod opstillet et helgenbillede. At kirkegængerne i middelalderen hilste på kirkens og menighedens skytshelgen er ganske naturlig – Skikken vedbliver at leve i nye tider, med nye slægter men oprindelsen og betydningen er glemt
Det samme må antages at være tilfældet med stenkast,

*) Israelitterne havde som bekendt en gl. skik, at stene. Dødsdømte folk. Bagefter lagde de en stendynge over den dræbte.

———————————————————————————————————

Af min Skitsebog.
Da jeg i sommeren 1887 var soldat, og var indkvarteret i en landsby (Nyråd) i nærheden af Vordingborg, udtalte min kvartervært Jens Christensen en dag, at jyderne var meget dovne folk. Dette indtryk havde han fået af uldjyderne, der går omkring på Sjælland og sælger bindtøj. Dette kunne jeg som jyde ikke godt lade sidde på mine landsmænd. Jeg fortalte ham da, at i min hjemstavnsby, boede en gårdmand ved navn Ole Godsvig, det meste af tiden gik han omkring på Sjælland og solgte uldtøj. Ole forsømte gårdens drift. – Jeg spurgte ham en dag hvorfor han rejste så meget af han tid ovre på Sjælland, han kunne jo sælge herovre i Jylland, og få mere tid, til at passe arbejdet på gården. Ole svarede:” Det skal a måten fo`e (sige dig) sæj dæ, en Jyde kan ikke snyde en Jyde, denne Jyde kan heller ikke narre en anden Jyde, men det er en ringe kunst at tage en Sjællænder ved næsen. Jeg kan tjene mere ved at handle med uldtøj, end ved at arbejde på min gård”. – Min kvartervært tyggede lidt på dette.

Ole Godsvig var en lun Jyde, og der til et godt snakketøj, hvad Sjællænderne fik at føle. En dag kom han ind i en gård, da folkene sad ved middagsbordet, han fortalte: ”De morede sig over mig som uldjyde, lo mig lige op i mit ansigt. Jeg tænkte, det skal i få betalt, thi den der ler sidst, ler bedst. Jeg fik solgt et stort parti varer, og tog en langt højere pris for disse, end jeg plejede, da jeg gik ud af gården var det mig der lo”: Ole rejste, som nævnt meget i Jylland. Engang var han dog nede i Limfjords egnene. Han lå en nat i Ålborg, da var der endnu natvægtere der i byen. Ud på natten hørte han vægteren gå forbi hans vindue og sang – ”Klokken er slagen tre; trover a da”. Vægteren, der havde sovet var ikke helt sikker på om klokkeslettet passede.

På samme tur gik han en dag på denne side af fjorden, da han kom i nærheden af en gård, lå der nogle børn og legede i en sandgrav. En stor pige sprang op, de hun fik øje på Ole, løb hen mod moderen, der stod i gårdsleddet og råbte: ”Mov`er, Mov`er, nu kommer æ kræmer mæ æ rallike”.

En tur var Ole også ovre i Salling. Ved middagstid kom han ind i en gård. Konen stod ved bordet, med en cigaret i munden, og strøg noget vasketøj. Ole tilbød sine varer, hertil svarede konen intet, men bad Ole sætte sig ned. Hendes mand kom snart ind, og han ville gerne snakke med omrejsende kræmmere og svende. Lidt efter kom en mand listende. Det var Jeppe Åkjær. På spørgsmål om hjemsted, svarede Ole han var fra Silkeborg egnen. Nej, siger Åkjær, de er fra Hammerum egnene, deres mål røber dem. Nu måtte Ole tilstå at han stammede fra Tulstrup i Ikast Sogn. Ole måtte nu fortælle Åkjær om sagn og folkeliv i de egne han havde boet og nu boede i.

11/3 – 1936.

———————————————————————————————————–

”Sprogblomster”.

Sproget ejer smukke ordsprogsblomster, sproget ejer også grimme ord – tidsler, nælder o. s. v. der er et slags sprog, der ikke er pænt, og ikke anset, der ikke har hjemme i godt selskab, og fører en lyssky tilværelse, derfor regnes det også. Ligesom tidsler. Klinte og hejre – til ukrudtet i sprogets verden. Det er sværgen og banden i folkemunde, en sprog art der også har sit liv. Et dannet menneske vil nødigt have det svineri i sin mund, men fra et kulturhistorisk synspunkt er det en virkelighed. Et billede af det verdslige liv – sådan er nu engang menneskene.

I ældre tid var skikken at bande langt mere udbredt end i vore dage. Tidligere i sidste halvdel af det nittende Århundrede, var motivet, at en karl, eller en mand følte sig mere mandig, og gjorde sig mere bemærket ved at bande, – altså en slags mode, ligesom mange kvinder har for skik, at udhale i klædedragt for at henlede opmærksomheden på sig. Nu kender folk godt, at det at bande ikke klæder dem – ikke som førhen gav dem anseelse, men nu giver dem skam. – det fremgik af undersøgelserne, at i hjem hvor der bandes finder man som regel, at børnene følger fodsporet. Efterslægten bander også. Derimod i hjem hvor der ikke bandes, er det sjældent at høre efterkommerne bande. Det gælder også som alm. Regel at hver udøver at denne sprogsport har sin egne eder, der altså er personlig individuel. Det er meget sjældent at træffe folk der bruger forskellige eder i flæng, om jeg således må sige personlig yndlings –ed.

Her følger en buket af disse grimme sprogblomster.

Jens Anker i Stenholt, sagde: Fanden røste mæ` (F. ryster mig).
Niels Rask, Bedehøj, sagde: Fanden stør mæ` (F. støder mig).
Det samme udtryk brugte Jens Chr. Frank, Stenholt.

I almindelighed havde de ord for i Stenholt at være slemme til at bande, Christian Frank havde en medfødt dårlig udtale, talte usammenhængende som et barn, men bande kunne han, næsten til hvert ord sagde han: Sate. Kom han ind hos fremmede, var gerne de første ord han sagde: Sate, daw. Når han gik ud af døren: Sate, Wal. Af goddag, farvel, sagde altså kun endelsen. Daw, – wal.

Søren Skrædder i Kragelund sagde: Fa`en tæj mæ` (F. tage mig): fra anden side var der andre der sagde: Fan`en taa`e mæ, det er det samme udtryk på en anden måde.

Kromand P. Chr. Mikkelsen, Kragelund, sagde: fanden glow mæ` (F: gloer mig):
Smed Søren Christensen, fanden gale mig, han var dygtig til at bande, men det har jo alle smede i ældre tid skyld for.
Niels P. Pedersen, Malmhøj, sagde: fanden gåle mæ`, han var ikke så stor på det som smeden, hvorimod hans søn Poul Pedersen fulgte med tiden og sagde ligesom smeden: F. gale mig, men han havde også været underkorporal.

Else Marie – Mads Østermarks kone i fattighuset, sagde: satan sla` ta` mæ`. Her er vistnok to ønsker lagt sammen (S. slår og tager mig).
Mathilde Konrad, Bølling Sø, sagde: fanden knåg mæ` (F. knager mig). Hun plejede gerne at sige efter en længere tids uroligt vejr: Da var det fanden knåg mæ` godt, at Vorherre er kommen til lands igen.

Klaus Fr. Klausen, Bølling Sø, sagde: fanden ryv mæ` (F. river mig). Brugte også udtrykket: fanden rid` mæ` (F. rider mig). Endnu et andet pænt udtryk brugte han: den onde lyne mæ` . Hans Broder Kristian, sagde: den onde ede` mæ` (Den onde æder mig).
Peder Adam, Refshale sagde: fanden bran` (Fanden brænder mig). Der var også folk der var mere beskedne, var ikke så højstemt, ville være mere pæne folk.

Peder Madsen i Moselund, sagde: sandt for Herren.
Chr. Væver, Kragelund, sagde: Mari (altså fra katolsk tid).
Jens Revsel, Kragelund, sagde: Pinte.
Chr. Elbæk : Krone Wohær (Krone Vorherre).
Ole Godsvig, Kragelund, sagde: Måten fo`e.
Niels Jensen, Bølling Sø, sagde: Min Sæl´ (Min Saglighed).
Niels Møllesvend, Refshale, sagde: Drolen spiler mæ`.
R. Villadsen, sagde: fanden hinte mæ` (F: henter mig). Udtrykket: død og pine, var ikke nogen ed, det brugtes når der blev fortalt en eller anden større nyhed.
Jens Jakobsen, Kragelund, ville også være lidt pæn på det og sagde: såte mæ`.
Søren Rask (Den kloge mand) fra Fastruplund, sagde : dænemand. Et mindre højstemt udtryk blev almindeligt brugt: sgu (segu), det er ret mærkeligt, at der her i vore dage, de allersidste år, er foregået en overgang af samme ord til: ski, der nu bruges af alle de unge karle.

28/3 – 1934. J. J.

———————————————————————————————————

Jydsk Lov – 1241.

Jydsk Lov begyndte således: Med lov skal man land bygge – ”Hvis et barn er kristnet, er det arveberettiget, ellers ikke. Et barn uden dåb kan ikke arve” (heller ikke Guds rige). Det betragtes nemlig som et dyr.

I § 7. Ved 15 års alder var en søn myndig. Derimod er en datter under faderens værgemål, rejser hun skal han bestikke hende en ny værge.

I § 25. En træl kan ikke arve. (det må således ikke være lykkedes kristendommen helt at afskaffe den hedenske tro i 1241).

I § 27. Hvis en mand har slegfred i huset hos sig i 3 år, deler seng med hende, råder hun for lås og lukke , spiser og drikker sammen med ham, skal hun betragtes som hans ægteviede hustru og retsmæssige frue. (Der var altså en slags hævd dengang i samliv).

I § 53. Alminding, der ejer Kongen jorden, men bønderne skoven. (Kong Harald hin stadfæstede oldtidslov, går videre i Jydsk lov, almindelig er altså Herreløs jord).

I § 55. Kommer solskifte på en by, skal enhver give afkald på sine besiddelser i hele marken. Dette gælder ikke Ornum*. – Dette gælder ikke Kirkestuf* eller nogen mands særkøb, man må hverken øge eller formindske nogen del som ligger Stuf* i.

I § 56. Der skal være fire veje til hver by. Disse hovedveje skal være 14 alen brede, og forte* 15 Favne brede.

II § 7. Sandheden skal være stærkere end loven.

II § 6. Mordere, tyve og ransmænd skal aldrig have fred. Nu de freder ingen.

II § 11. Sandemænd skal altid sværge på stedet, hvor et drab har fundet sted. Det gælder i alle Andre forhold hvor sandheden skal sværge.

I § 31. En træl eller fledføring* kan ikke være værge for nogen, fordi de ikke selv er deres egen Værge.

I § 32. En der fledføre sig, skal foregå på tinget. Slår en fledføring sin husbond, skal husbonden erlægge bøde til Kongen for blodsudgydelse. (det synes at være lov fra oldtiden, at blod udgydelser, skal der gives bøde – husbonden skal altså selv betale bøden når han bliver
overfaldet og der flyder blod).

I § 46. Ornum har været i byen fra Arilds tid. Det skal være afmærket. Er særjord, ligesom tofterne der ikke bliver rebet, og ikke indgår i fællesskabet. (Ornum er altså et ældgammelt stykke særjord, der må hidhøre fra forhistorisk tid, den hedenske oldtid).

I § 51. Stævning skal ske 5 nætter forud, og stævningsmanden skal møde på tinget og vidne om rigtig forsyndelse – pilgrimsfærd er lovlig udeblivelse.

Ornum = bestemt afgrænset og særlig mærket jordstykke, der som privat ejendom faldt uden for den i fællesskab dyrkede jord.

Stuf= Paraceller, enkelte agre og engstykker, som ved gave eller salg var skilt ud fra gården, og hvis besiddere ikke havde ingen alm. Andelsret i byens jord.

Kirkestuf = særlig fik kirken i middelalderen store arealer overdraget under navn af stuf eller kirkrstuf.

Forte= betegnelse for den drivevej, der førte hen langs gården i landsbyen og ud til de alm. Græsgange i bymarkens udkant.

Fledføring= en person, der har overdraget alt, hvad han ejer og i fremtiden måtte erhvervs, til en anden mod til gengæld at blive underholdt af denne.

———————————————————————————————————

Kirkegårde som Samlingspladser.
I middelalderen var der i Viborg intet torv – bortset fra den lille plads foran Domkirken. Der lå flere kirkegårde inde i byen, der for længst er nedlagt, (Nytorvet ved Chr. d. 4. kroning) og Hjultorvet. I middelalderen brugte man kirkegårdene også på landet til alle mulige forsamlinger. Derefter forstår man hvorfor så mange kirkegårde blev viet på ny på grund af slagsmål, og endnu værre udskejelser. Denne Middelalderlige skik er ikke vanskelig at forstå. Den er et levn fra Oldtiden. Det hedenske hov var folkets samlingsplads, hvor der forhandledes både religiøse og verdslige sager. Det er naturligt at den gamle vane fortsatte ned i kristen tid.

Ved Ribe artiklerne 1542 blev gejstelig ret indført i ægteskabssager, med afholdelse af rettergang de fire tamperdage. I middelalderen da kirken fremstår, foregår den gejstelige og verdslige rettergang side om side. Både landets lov og kirkens lov bruges. Kirken ville have sin ret og Kongen sin, hvorved tvistigheder fremstår.

—- 0 —-

Sognestævne – Markeder.
Vi kender, at der i middelalderen afholdtes Sognestævne og Markeder på kirkegårdene, ofte med slagsmål og utugt, hvorefter man atter måtte indvi kirkegårdene på ny – der er Årtusinder ældre skikke, der her gentager sig.
I hedensk tid var hovet hjemmetinget samlet, hvor gode tillige var dommer – og det var som en stormand.

—- 0 —-

I Ældre tider før kirkerne fremstår.
Det er en naturlig ordning, at hvor folkene samledes ved hov og ting var der også marked. Også Jøderne holdt marked i templets forgård. Til middelalderens store helgenfester, var der knyttet markeder.

——————————————————————————————————

Fattigforsørgelsen.
Før reformationen var det kirken, der ordnede fattigforsørgelsen, ikke ved love men ad frivillig vej. Trældommens afskaffelse, omsorg for syge og fattige, var en følge af den humane mildere følelse kristendommen førte med sig, i modsætning til det ufølsomme hedenske sindelag. Klostrene var store hospitaler for fattige og syge, ingen blev afvist.
Efter reformationen beslaglagde staten kirkens midler og formuer. Nu var det statens opgave at overtage fattigforsørgelsen. Men staten svigtede sin pligt. Syge og fattige blev udsat for den største nød.

Landsskifte:
Det vil sige formen for fællesdriften af landsbyens jord, var måske den mest anvendte, men også den ældste. Der kendes tre former: Landsskifte, Boelsskifte og Solskifte. Landsskiften må anses for den ældste, hvis oprindelse må søges i oldtiden. Boelsskiftet er ældre end provinslovenes tid, og ældre end vore historiske hilder. Solskiftet er yngre og omtales i jydsk lov. Den ældste brugsforms planløshed kan i vore dage tydes, der kan være brugt lodkastning. Det hele er usikker fordi vi ikke kender, disse fjerne tiders samfundsforhold.
Ved Boel – og Solskifte fremkommer der plan og regelmæssighed. I boelsskifte lægges gården sammen i gruppe, og hver af disse grupper har deres fællesskab, hver for sig, uden fællesskab med de øvrige. Solskifte, omfatter hele byens jord, og fordeles efter gårdens beliggenhed i byen. Grunden til denne driftform, kan søges der, hvor landsbyens jord er af meget forskellig bonitet.

24/12 – 1933 J. J.

Bønder og Fæstere.
Man ser ofte endog i historiske afhandlinger, udtrykket hovbønder eller hoveribønder anvendt. Dette er forkert og kan medføre misforståelse. Betydningen af ordet bonde i fortiden og nutiden er forskelligt. Ordet bonde er det samme som bundgår, i betydning af, at han ejer den bund hvorpå han bor, som selvejer og odelmand. En bonde kunne altså stå i sin gårdport og se på hoverifæsterne, når de drog ug på hovmarken. Dette vedkom ikke bønderne, der ligesom adelen tilhørte rigets frie mænd, og skulle sammen med adelen deltage i den rigsdag, danehof eller herredag, der siden Valdemar Sejr og Glipping var indført i statsstyrelsen.

I vore dage bruges udtrykket bønder om alle der bor på landet og driver landbrug. Fra middelalderen og ind i tiden efter reformationen kendes udtrykket: Herredsfogder og andre bønder. Dette kan kun forståes på grundlag af ovenstående.det var nemilg kun bønder, altså frie mænd, der kunne beklæde dommersædet på herredstinget. – hoverifæstere er et mere korrekt udtryk, end hoveribønder, da dette udtryk i datidens betydning er meningsløst.

19/12 – 1933. J. J.

Herredsgrænser.
Nogle gårde i Ikast Sogn lå i Vrads Herred, nemlig: Tyvkær, Bøgeskov, Over Isen, Lille Nørlund samt en øde – gård: Skovdal. Ved reskript 29. november 1822 henlagdes disse steder til Hammerum Herred. Til Vrads Herred hørte Sigten, Gulforhoved, Rønkilde, Ravnholt? Og Bodholt samt Påryp. Dette område udgjorde tidligere et kirke – sogn: Sigten (Sejten i folkemålet). Disse steder blev med indlæggelse af Pårup, ved nævnte af 1822 henlagt til Bording Sogn, mens Pårup (og Moselund) henlagdes til Funder Sogn. Grænsen mellem Hids og Lysgård Herred er også blevet forandrede. Til Hids Herred hørte Mausing, der nu ligger i Vinderslev Sogn. (Mausing har vel tidligere ligget i Serup Sogn). Til Hids Herred hørte gårdene Bøgelund og Vallerbæk i Karup Sogn. Muligt har Halle å været Herredsgrænse, og en del gårde har henhørt til Hids Herred hvis man kan tro Arent Berntsen.
Jydske Samling 5 – 2. s. 95.

Fra Retsplejen.
8 stokkemænd eller tinghørere skulle være tilstede ved hver ting, da tinghørerne næste Søndag skulle forkynde ved kirkestævne hvad der var foregået på tinget, synes det, at have været skik, at der mødte en tinghører fra hver Herreds Sogne.
1847 indførtes 2 retsvidner medens Herredsfogderne fra 1660 blev mere fornemme mænd med større lærdom og større myndighed, gik stokkemændene altså, den modsatte vej. Et par gamlinger der kunne sidde og halvsove, og derefter få udbetalt vidner gebyret, ved at skrive deres navne.

1551 blev det påbudt, at indføre tingbøger.

12/11 – 1933. J. J.

——————————————————————————————————–

Skolen på Grathe Hede.
Den faste skole med lærerbolig i Christianshøl, Kragelund Sogn, hvortil var knyttet omgangsskoler i Gråmose, Stenrøgel og Bækgård i Thornong sogn, og Frederiksdal og Hesselskov i Kragelund Sogn. Ved den nye skoleordning omkring år 1900, der afløste den ældre fra 1814, ophørte også den hidtil gældende skoleordning på Grathe Hede, der i al fald havde eksisteret siden 1775, måske noget tidligere. Omkring 1901 nedlagdes den gamle skole i Christianshøj.

Thornong byggede da en ny skole i Gråmose, og Kragelund byggede nye skoler i Stenholt og Frederiksdal. Førstnævnte skole vedblev indtil 1920, at være en omgangsskole til Skygge. Efter den ordning i 1901 skulle de økonomiske forhold mellem Kragelund og Thorning afvikles. Sognefoged Fr. Bertelsen var dengang formand for Thorning, og Cand. Hvenegård Lassen, formand for Kragelund – Funder Sogneråd. Der var i den anledning nogen tovtrækning om den økonomiske deling, men sagen gik i orden.

Cand. Hvenegård Lassen, der boede Grøndalsgård, Funder Sogn, var medlem af nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse, og de oprettede sanatorium, fortæller: ved det årlige møde af bestyrelsens og statens tilforordnede, blev Cand, Lassen af hans svoger professor ved Rigshospitalet Knud Faber fremstillet for daværende Statsminister J. C. Christensen. Ved denne lejlighed ytrede Ministeren til Hr. L. ”Det var jo dem der pussede Thorning Sogneråd”. Ministeriet havde jo sagen til afgørelse.

Sagens rette sammenhæng er nok dette: Cand. Lassen har sikkert ikke benyttet noget kneb, han har villet gøre ret og skel, mellem ”Mit og Dit”. Det er mere sandsynligt at begge de to Sognerådsformænd ikke har kendt de århundrede gamle bestemmelsers indhold, og ingen af dem har sikket haft tanken, at ”pusse” hinanden. Da sagen blev forelagt Ministeriet, ligger her de nødvendige akter, der belyser forholdet, hvoraf J. C. Christensen kan se, at Thorning blev økonomisk ”pusset”. Grathe Hede skolen er nu forsvundet ligesom lyngen, men St. Blichers lærker synger endnu over H. C. Andersens kornmarker, og i Dalgas mørke og dystre nåletræsskove. Kæltringer og natmandsfolket er også borte. Nogle få urfugle findes endnu ude i den store Gråmose.

5/2 – 1934. J. J.

Fra Kragelund Sogn.
Da landevejen fra Kragelund til Engesvang blev anlagt omkring 1850, kunne Møller Tørsleff i Klode Mølle, der på denne tid var formand for Sogneforstander skabet, og sognefoged Anker i Klosterlund ikke enes om vejens retning og beliggenhed. Det bemærkes, at de offentlige biveje i kommunerne dengang henhørte under sognefogedernes tilsyn, idet vejarbejdet den gang udførtes in natura, hvilke styrelse af vejene overgik til sognerådene.

Møller Tørsleff holdt på, at vejen fra Klosterlund skulle føres lige mod øst, midt over Klosterlunds mark, videre mod øst over stedet hvor nu (1919) Søren Rasmussens gård ligger ”Fastruplund”, og føres videre ned ad slugten over Fastrupdal og videre mod øst lige nord forbi Refshalegård og videre efter Kragelund by. Sognefoged Anker satte sin vilje igennem. Vejen førtes længere mod nord i bugtninger nord om Klosterlunds mark, mere tiltalende ville det vel også have været, at vejen var ført i den mest lige linie.

3. Marts 1919.
J. Jensen

Hærvejen.

Noter.
Da Hugo Mathiesen skrev sin bog: ”Hærvejen”, synes han ikke, da vejen passerer Kragelund Sogn, at være klar over, om vejen passerede østen eller vesten om Bølling Sø, med den udstrakte mosedal. Dette forhold skyldes at den grund hvorpå Kongeboligen i Kragelund ligger, ikke endnu er blevet undersøgt. Først da vore historiske kilder i slutningen af det 15 århundrede begynder at flyde, berettes der om de talrige rejser og ophold Kongerne gjorde i Kragelund. Når forfatteren s. 52 mener at den østlige vej over Kragelund er den ældste, fører han dog intet bevis for denne påstand. Dog peger dette forhold hen på, at der har været en Kongebolig, Kongsgården i Kragelund, der er langt ældre end de kilder der nu står til vor rådighed.

Kongernes underhold bestod dengang i, at de med et stort følge der nævnes både 3 a 400 personer, rejste omkring i landet fra den ene Kongsgård til den anden, hvor befolkningen måtte yde underhold og gæsteri. Disse tilstande er langt ældre end det 15. Årh. og må føres tilbage til tider fra Gorm den Gamle indtil man byggede faste Kongeboliger, en tid der falder sammen med opførelser af vore murede kirkebygninger. Kongen synes efter de ældre kilder at have haft en gård i hvert Herred. Måske de samme som i andre kilder benævnes: ”Barfred” (Borgfred?). dette sakralske forhold at fredløse der nåede ind til en barfred var beskyttet som i en helligdom, ingen måtte røre dem, giver de fprf. Medhold der mener, at Kongens gård inden Herredet var hedensk tid Herredsgodens bolig.

I 1487 var Kong Hans på gæsteri Jylland; han fulgtes af 400 ryttere, foruden et stort vogntog. Kongen tog på rejsen fra Viborg ind i Kragelund, hvor han fik overbragt en hest fra Bispen i Århus, hvis ”Dreng” ved denne lejlighed fik 2 mark i ”Grimepenge”. I 1506 overnattede Kong Hans ligeledes i Kragelund, de elleve tusinders Jomfrus aften. Niels Clemmentsen, Avnsbjerg og Ringe Kloster ydede Kongen gæsteri, medens Bispen o Århus havde ydet gæsteri dagen forud i Nørre Snede.

I 1513 tog Kristian den I I. ophold i Kragelund. I 1558 tog Kristian den I I I. ind i Kragelund, hvor han opholdt sig om natten, og dagen efter udstedte nogle breve. Frederik den I I. opholdt sig ofte i Kragelund, hvor han har udstedt mange breve. Efter reformationen da Silkeborg kom i kronens besiddelse, tabte Kragelund sin betydning som rejse rute og bolig

1583 gav Fr. den I I. befaling til jagthusets nedbrydning. Der var jo heller ikke andet på denne tid, men under de foregående Konger, må der have været en slags Barfred eller – som en nærmere undersøgelse af ruinerne ville godtgøre – en ældre Kongsgård, eventuelt Herredsgården fra hedensk tid. Forf. Synes s. 56. at have lagt mindre vægt på den middelalderlige vej fra Kragelund vest om Elling, over Tollund og Abildskov efter Hørbylunde. Måske er denne en Skovlovrings vej. – s. 57. omtales mordet i Klode Mølle 1706, det var vist 1705, mordet fandt sted.
Ved i 1830erne at rode op i den gl. kirketomt i Engesvang, fandt man her nogle middelalderlige mønter fra Valdemar Sejr`s, Christoffer den første og Erik Menved`s tid, samt 2 messeklokker af malm

10/5 – 1930. J. Jensen.

———————————————————————————————————

Klode Mølle af J. Jensen.
Klode Mølle nævnes i samlinger til jydsk historie 4 R. I I I B. p. 118. man lægger mærke til at forleddet er Kloed ikke Klode, idet navnet af flere forf. Udledes af Klode = Jern (Kloder), men da navnet forekommer i ældre form f. E K. i matriklen 1662 som Kloed. Er der meget sandsynlighed for, at man her har det jydske Klow = klo. – for resten er Klode et personnavn, i de gl. kirkebøger her i Kragelund fremkommer navnet meget ofte.

Mordet i Klode Mølle.
M. Goldschmidt nævner i sine optegnelser: en hede rejse i Viborg – egnen, mordet i Klode Mølle således: ”Efter mordet skjulte manden sig i 3 dage i en kirke – morderen blev dømt til døden. Før sin død bad han ynkelig præsten * ) om at ravne og krager ikke skulle røre hans lig, og fordi han havde vist anger, lovede præsten ham, at det ikke skulle ske, og det skete heller ikke”.

*) C. H. Ermandinger var dengang sognepræst i Kragelund.

Den myrdene Møller Niels Jørgensen blev begravet på Kragelund kirkegård. Hans grav, nord for kirken, ikke fra koret, var synlig indtil ca. år 1900. Der stod fire sten hvorpå en gravsten havde ligget. Stenen var forvitret, men den fandtes der ca. 1830.

—0—

Laurits Christian Tørsleff, født 4 Maj 1800, død 10. Maj 1881.
Hustru Hedvig Sadolin, født 15, November 1871, død 1. Juli 1849.

(Tørsleff var Møller i Klode mølle. Han var en periode formand for sogneforstander skabet. Hustruen døde i Klode Mølle. De er begge begravede på Kragelund kirkegård.

J. J.

St. Blichers Soldater historie.
Nogle få kilometer fra den store Grathe Hede nær Thorning Sogns sydgrænse ligger i Kragelund Sogn gården „Klostelund“. Her boede Sognefogden Anders Nielsen, han havde to sønner: Jens f. 1783 og Anders f. 1785, der begge var med i Napoleonskrigen til Frankrig. Der er jo mulighed for at disse to der boede Blicher så nær under opholdet i Thorning, har ydet B. Bidrag til skildringerne i ”Æ Bindstow”. Klode Mølle der ligger ind til Alheden og nabogård til Klosterlund var dengang et søgt samlingssted, da der her var vandmølle, poststation og kro, hvor B. under sine jagt udflugter havde lejlighed til at komme i forbindelse med de tvende sønner fra Klosterlund.

Fra Grathe Hede.
Den 6. December 1932 blev landpost Willumsen fra Karup myrdet på heden ved Kompedal plantage, udplyndret og røvet hans penge. Hovedet knust ved et geværskud og baghovedet ligeledes knust med bøssekugler. Mange hundrede mennesker har i disse dage valfartet ud til gerningsstedet. Det er ikke første gang et morddrama har fundet sted på denne egn. For 227 år siden blev Mølleren Niels Jørgensen, Klode Mølle i 1705 om natten myrdet i sin seng. Morderen blev to år senere fanget, blev halshugget og stejlet på en høj ved Hærvejen nord for Møllen.
Her flød også blod i strømme i 1157, da Kongerne Svend og Valdemar i det store folkeslag kæmpede om hvem der skulle være herre i Danmark. Her flød altså også Kong Svend Grathes blod da bondens økse kløvede hans hoved.

Nu eksisterer Grathe Hede ikke mere. Middelalderens og Sten Blichers hede er forsvundet, skønt Blicher kaldte den en edens have. Mærkværdigt nok drog han ligesom Eva ud af denne have. Hvor kunne Blicher nænne at forlade sin kære hede? I Spentrup fandt han ingen Edens Have, for ham blev det et helvede, hans skæbne blev ligeså tung som Evas

17/12 – 1932 J. J..

(CD-1)
Jens Jensens Dagbog. Jan. – Dec. 1899

Ved Nytårstid
Nu fejrer vi Nytår igen det 99. senstyvende, og nu kan vi snart sige farvel til det nittende århundrede. Tiden er en brusende flod, dens ustandselig fortager os med sig, hen til landet hvor livet ej hvirvles i dans, hvor solen ej mister sin glans. – Ja så kan vi jo sagtens synge og være glad, thi for hver dag der går for hvert år der er til ende, kommer vi jo dette land nærmere og nærmere. – derfor med sang – får du gamle, – og med sang velkommen være du nye år.

I år var vi ikke ude og lave nytårsløjer, sådan som i fjor. Men hos os var der gæster om natte, Martin Anchersen var oppe og ønske hans søde Karoline glædelig nytår. Så kom han og hun og Sine om natten og tog et vindue af i saltkammeret og tog en del fra pulterkammerets pakkenelliker og satte uden for på stenbroen, men det hele var næsten ikke umagen værd. – Vi har været mange steder til dans i vinter, det går nu på omgang at holde dans i Forsamlingshuset, og det bliver næsten nu 1. gang i ugen, og i Jul var det næsten hver aften.

Fars Fødselsdag
Refshalegård d. 19 januar 1899. I dag bliver far 65 år gl. en del venner og slægtninge var indbudt her i aften. Det er første gang jeg kan mindes at far holder fødselsdagsgilde, det er da ikke for tidligt, hans og vi andres fødselsdage går forbi som alle andre dage. – Fra Magnus i Silkeborg kom en flaske Kanariesæk, – en hjerteformet flaske med en meget lang hals, – etiketten forestillede Jeppe på Bjerget, da han sad i Baronens fineste stue. – – – – Gæsterne var: Andreas Sørensen, Ancher, Søren Rask, Lais Klosterlund og farbror J. Jensen, og med madammer – – naturligvis.

”Mod Enden”
(d. 24 januar 99) For hundrede år siden, da var der noget i Kragelund sogn der hed Refshalegård, to gårde der lå i toften hvor nu Anders Nielsen bor.. efter tidens skik drives disse gårde den gang i fællesskab, men der var jo kun ganske lidt jord af gårdene som dengang var opdyrkede, måske godt hundrede Td. land. – – – Lad os engang se hvor meget der dengang hørte under de to gårde, Kristian Jakobsens – Ole Mogensens – Niels Jensens – Søhuset – Søren Sørensens – Tinnes hus – Niels Sørensens – Karl Jensens – Anders Nielsens – Kristen Andersens – S. A. Jensens. Disse ejendomme er parceller af den ene gård Matr. No. 2a. det var den gamle forarmede Kristen Vive der begyndte at udstykke denne gård, – og den nu afdøde alderdomsmand Rasmus Thøgersen der fuldførte det påbegyndte værk.

Ved fællesskabets ophævelse i 1801 mellem gårdene, fik min oldefar Christen Jensen Matr. No. 1a, deraf udstykkede min Bedstefar Jens Christensen 1, parcel nord for Stenholt vejen til Niels Thomsen, denne udstykkede det atter til Hans Haurbaks .- – – – Nu har far med kraft taget fat på at sprede resten. – – – – I dag var landinspektør Kristiansen fra Silkeborg her, og nu er gården udstykket i 6. parceller.

Realismen drager sin sejrstogt over jorden, på disse store arealer vil der nu stå hus ved hus, der må slides hårdt for at det lille stykke mager jord at skaffe føden til en familie. Furer i panden, Legemet bøjet og en alt for tidlig alderdom, således kommer folket som skal bo her til at se ud, og det bliver måske en af deres lykkeligste timer når de i den stund de drager deres sidste suk. – Både folk, markerne og hele omgivelsen, det hele kommer til nøjagtig at ligne det andet, man kan ingen afveksling eller forskel se, ensformig og hinanden lig er det hele.

Men for hundrede år siden så det anderledes ud, de store jorder der var fælles, udgjorde ca. 600 tdr. land, det meste var hede og overalt tittede gravhøjene frem, dybe buede dale der mindede ud i Bølling Sø. Her var alt frodig og rolig, der kunne være dage, uger ja måneder imellem at der på afsidesliggende steder kom mennesker. Fårehyrderne var Konger herude på heden, jeg var også i mine barndomsdage, i halvfjerdserne en sådan hede konge, herude i det jomfruelig naturlige omgivelser, hvor ingen menneskehånd havde forstyrret naturens liv, her var jeg ene med mig selv og mine tanker, her kunne jeg ligge i time efter time i den bløde lyng eller ved en enebærbusk, nede i de dybe dale, og tænke og drømme over så mange – ja over så mange ting – ingen indgriben forstyrrede disse tanker, der var naturlige ligesom omgivelserne.

Der er måske dem der vil sige at når mennesket kommer og at naturen skildres kultur og kunst, da er det noget mere værdifuldt end selve det naturlige – ak ja – vi ser den store kultur og kunst i de store byer, den rigdom og skønhed menneskelig snilde har skabt, ja det kan ikke nægtes at mennesket skabte sejre. – men rundt omkring i den store bys kroge fandtes den største fattigdom, usselhed og elendighed, det er den uadskillige side af kunsten og kulturen. – men her ude på vor fattige hede jord der bliver kulturens konsekvenser fattigdom, det materiale hvoraf rigdommen og skønheden formes fattes. – – – Man kan hertil sige at ud af sjælelivet skabes den største skønhed og kunst. – – Ja det kan ingen nægte. Men den arme fattige der slider og slæber fra morgen til aften som en træl, han glemmer næsten at han har en sjæl. Den usle fattige og den mægtige rige står på udsatte poster.——-.

Men for at komme tilbage til begyndelsen – – mod enden. I 1893 udstykkede far gården i 4 parceller 1. var solgt til Hans Haurbak for 800 kr. Sønderheden blev fraskilt og en parcel af den østre mark, som far agtede at sælge, og det var meningen at Søren skulle have Sønderheden, men i fjor kom han i tanke om at det var mere behageligt at få bygget her oppe ved siden af landevejen. Der blev i dag sat et skel langs ad marken fra Stenholtvej til Bølling Sø, nu blev det to lange smalle marker langt ud til yderpunkterne, som var blevet efter de første udstykninger er bygningerne kommet til at ligge lige midt i marken. – – – Nu har vi begyndelsen til enden. – – -.

En Drøm. (den 12. februar)
Jeg drømte i nat at det var vinter og det er det jo i virkeligheden også. – Det var nat da jeg vågnede og så enkelte glimt af en fjern tordenvejr. Jeg stod op og gik hen til vinduet, og så da at det var begyndt at lyse op på den østlige himmel, det var altså nær dag. Jeg så mod nord hvor tordenvejret holdt sig, ganske langsom så jeg de elektriske gnister ligesom stjerner svævende rundt på himlen. Et øjeblik kunne et af gnisterne stå ganske stille for snart efter atter at bevæge sig fremad. Men det alle interessante ved det natur skuespil var at disse elektriske stjerner pludselig kunne eksplodere lig fyrværkeri, og tusinde af gnister spredes vidt omkring. Jeg kaldte på min broder at han skulle komme og se noget storslået fyrværkeri! Jeg gik imidlertid i seng igen.

Om morgenen efter at jeg var stået op, trak et uvejr med torden og lynild op fra sydøst og uvejret kom stadig nærmere. Det blev mørk som ved nattetid. Lynene glimtede og tordenen rullede, det ene glimt og brag fulgte øjeblikkelig oven på det andet. Jeg gik ud i døren, men kom ikke længere end i gangen, her sank jeg i knæ, thi både lynet og tordenen kom så hurtig efter hinanden at det gik over og fortsatte i hinanden, så der var stadig lyn og brag. Imidlertid drog uvejret over, jeg gik udenfor i gården og så på det bortdragende uvejr i nord. Da begyndte det igen at blive mørk, jeg så uvejret fra nord komme tilbage igen, det blev stadig mørkere. Men nu så jeg at der tillige trak uvejr op fra syd og drog mod nord. Et øjeblik efter mødtes de med stormkraft ilende skyer på himlen over mit hoved, hvorledes de hvirvlende stødtes mod hinanden, og nogle blev opløst af sammenstødet. Det var et mægtigt skuespil, jo længere jeg så derpå desto hurtigere drev skyerne fremad mod hinanden, i stødet ligesom sønderknuste de hinanden og en bunke elektriske strålegnister flød ud til siderne. – – – – Jeg vågnede, og jeg kom til at tænke over det drømte, var det ikke et billede af selve livet. – – – jo således leves livet. – – – det liv der er værd at leve, hvor modsætningerne og strømmen mødes og brydes, kæmper, bruser og stønner. – – – sukker mens kræfterne undfaldes og opslides på hinanden.

Maskerade bal: (Refhalegård d. 26. februar)

For første gang, siden Verden blev til, har der i dag været maskerade bal i Kragelund.

CD-2

Jens Jensens Dagbog. Januar – august. 1900

Præsten, pastor Sørensen udtalte i dag: I mine drengeår, dengang jeg gik i skole, tænkte jeg, dersom du oplever den tid vi skal til at skrive 1900, da vil der vist indtræffe noget overordentligt, noget som du ikke har eller vil komme til at opleve. Men når vi bliver ældre, får vi et andet syn, eller måske bedre. I dag da vi nu skriver 1900, så er der jo slet ingen ting der passer, ud over det dagligdags. Dagene kommer og går som dagene forud, og som vel også som dagene efter.
Også jeg tænkte, som andre noget lignende, at når vi kom til den tid at vi skrev 1900, da ville det være en tid der var mere mærkelig en som almindelig. Meget vel er der jo en vis poesi og eventyrlig skær der hviler over den evige ustandselige rullende tid med den tågede mørke fortid der hyller sig ind i sagn og forestillinger, og det endnu tågede men desto lysere håbende fremtid. Det være nu som det er, men det er som pastor Sørensen også udtalte, ikke selve tiden som holder vore tanker og forestillinger fanget. Tiden er som et ubeskrevet rent papir, det er indholdet som giver tiden sit værd, det er vort livs indhold som giver den sin præg.
Der har været en ret interessant kamp oppe, angående om året 1900 skal regnes for det 1.st år af det tyvende århundrede. De lærte astronomer har for længst fastslået at 1900 er det sidste år af det nittende århundrede og at det 20. de århundrede begynder den 1.st januar 1901. Desuagtet har der i blade og tidsskrifter været ført en stor kamp for fastsættelsen af dette tidspunkt. Flere lande Sverige og Tyskland har fejret århundredeskiftet i dag. Den danske Kulturminister Biskop Stheir ? har udsted et cirkulære, hvor det henstilles til præsterne om de vil mindes århundredeskiftet i år fra prædikestolen eller de foretrækker at vente til næste år, alt efter eget forgodtbefindende, ligeledes henstilles der til eget bestemmelse om der skulle ringes med kirkeklokkerne nytårsnat kl. 12. Men det syntes at man næsten alle steder her i landet ville vente til næste år med århundrede årsfestlighederne.
Det er en sjælden forandring nu at skulle til at skrive 19. i stedet for 18. Som nu har været det herskende i hundrede år. Slægter er født og igen gået til hvile. – en af de ældste her i sognet er Andres Anchersen i Stenholt, han er år gl. Poul Skomager i Kragelund han er år gl. Søren Andersen i Engesvang der døde for en 3 år siden, var dengang den ældste menneske her i sognet, han var over 90 år gl. Constantinus Jensen, der døde ude på fattiggården var født 1810 og højt oppe i firserne, men her på egnen lever ingen der er født før år 1800, der er alle til hobe gået bort. Og tænk når der om 100 år skrives 2000, da er vi alle gået bort, selv de små pattebørn i dag, også de er borte og en ny fremmed slægt lever, med dens sorger og glæder.
Præsten udtalte i dag: det er i vor tid et præg for tiden at der skal holdes fest ved indvielse af alt nyt. Men man ved i grunden slet ikke hvad det nye vil bringe, ja, det er egentligt underligt at holde fest for noget man slet ikke kender. Men kommer det ikke af at der er en lyst oppe i tiden til at holde fest, så griber man efter hvad som helst af nye ting, for at have en anledning til at holde fest, til at glæde og more sig. Mange ældre mennesker har udtalt at beskedenhed og troende enfoldighed, som førhen var ret almindelig blandt almen befolkning, nu svinde mere og mere, og er nu en sjældenhed at finde.
(3.januar) – Jeg kørte i dag min søster – Maren – ned til stationen, hun har været her hjemme siden Nytårsdag. Juledag hentede jeg Andersens og kørte dem hjem 2 de Juledag. Nytårsdag hentede jeg Rasmussens. Alle de store højtidsdage må jeg være den elskværdige tjener. Jeg ville gerne havde været til kirke i Jul, jeg tror ikke jeg har det de sidst år – vel at mærke Højtidsdage – da må jeg bidrage til at andre morer sig – – På vejen over til Moselund fortalte maren mig blandt andet at far i går aftes havde fortalt hende: Hunden havde nemlig gøet næsten hele forrige nat – hvad han altid gør når han bliver lukket ud, og må ligge ude på trappen. ”å” siger Maren” her kommer vel ingen tyve” ”Jo men det er nu flere år, manden (tyven) er død, også for nogle år siden, men der er ingen andre der kender til den historie end jeg og din moder. Jeg vågnede en nat og hørte et mistænkelig ly, jeg stod op og gik ind i dagligstuen, og så da at der var lys inde på mit kontor, da jeg kom hen i døren stod der en mand ved min skrivepult med et lys i den ene hånd, med den anden hånd undersøgte han skuffer og papirerne. Han opdagede ikke mig, idet han vendte ryggen til døren, jeg gik da hen bag ved ham og langede ham bagfra en sådan lussing at han lige ved at falde. Sagen blev afgjort mellem os i stilhed, ingen fik det at vide, manden er som sagt nu død. Jeg har ordnet mange sager for konen. Manden var godt huskendt”
Jeg blev, da Maren fortalte dette lidt i tvivl om sagens rigtighed, men umulig er det måske ikke. Da Maren havde siddet en stund siger hun! ”jeg kom til at tænke på Niels Jensen, Bølling sø hus, men i det samme tænkte jeg, nej det kunne han ikke gøre”. Ham havde jeg nu ikke tænkt på, men jeg tænkte på Andreas Laursen, men tænkte igen, nej det kunne han ikke gøre! Så kom jeg til at tænke på Anders Drejer – skulle det havde været ham. – – – Samme tid fortalte far også, at Sines moder i Klosterlund skulle havde sagt ti hende – Sine – at hun og hendes mand J. N. Anchersen var halvsøskende. – – den gang hun lå på dødslejet. – – – Dette har jeg hørt flere gange omtalt, men underligt er det at søskende bliver gift med hinanden. En ting er da sikkert J. N. Anchersen var i sine ungdomsdage musikant og han spillede ved barselsgildet den dag hans kone blev døbt – – Det er der ikke en hver der gør!!! – – – Far fortalte endvidere: at han havde betalt 200kr. som kautionspenge for at hans broder Christen Jensen i Funder. Dette havde han (far) aldrig omtalt til nogen.
(15.januar) – I dag var der møde ude på Kolonien i Forsamlingshuset, emnet var ”kirkens forhold til det sociale spørgsmål” Der har i den sidste tid været afholdt flere lignende møder her på egnen i Ans, Levring og Silkeborg. Ved disse møder har den bekendte Socialist forpagter Redaktør Sabroe fra Aarhus været til stede, og flere af egnens præster. I mandags begav jeg mig over til Kolonien til mødet, dels af nysgerrighed, dels af den grund at jeg ikke har kunnet fatte betydningen af slige møder. Der var kommet mange mennesker til stede ca. 300, entreen var sat, i forhold til lejligheder, meget højt – 20 øre. Længe før mødet strømmede folk i stor skare til huset, så alle pladser, også trapper og vinduer var tæt pakket med tilhører.
Pastor Sørensen, kragelund holdt indledningsforedraget, han udtalte at nægtes kunne det, at der var meget berettigelse i det sociale spørgsmål, der fandtes her i Verden så meget nød og elendighed, og det var en menneskepligt at al den fattigdom og nød vil hjælpe. Præsten fremsatte derefter at det var kirkens gerning og mål at indvirke på menneskehjertet så den ved en genfødsel af egen drift, ja af lyst og trang udrettede dette, og ikke ved lov og tvang. Thi i sidste tilfælde var det ikke kristendom og havde intet med kristendom eller kirken at skaffe..
Pastor Rygge Jensen Thorning læste i lignende beretning, han ville slå fas at præstenes opgave ikke var en slags polititjeneste øvrighedspersonlighed, for Guds rigets tjeneste, nej det sande kristelige sind var en frivillig sindelag, den kendte ikke til tvang eller love. Kristendommen kommer indefra vokser sig indefra og ud efter i menneskets hjerte. Men det sociale spørgsmål der formes og dannes indenfor, og kommer til os udefra, samt et rent ydre livs spørgsmål, derefter den måde på hvilke den frem bæres, ikke har noget med kristendommen at gøre.
Jeg udtalte på mødet i Levring, at jeg anså den Franske Revolution for ophavet til socialismen. De stor Franske tænkere: Voltaire, Resoue og hvad de alle hed, gav ideen til Revolutionen, gav disse frie tanker der blev gjort til virkelighed under Revolutionen. Dette blev modsagt. – Sabroe, ja, de store Franske og Tyske tænkere, lærte om den personlige menneskefrihed. Disse store mænd havde intet med revolutionen at skaffe. Hvad der skete under den Franske revolution var dette: Adels og Godsejerstanden blev styrtet og i stedet for kom kapitalisten og indtog pladsen. For arbejderne fik revolutionen ingen betydning, det var for ham, at komme fra asken og i ilden.
Det var naturligvis den store arbejder hær, der skulle kæmpe de stor slag og offer livet på voldspladsen. Og således må arbejderne kæmpe, ikke for sig selv, men for andre og disse andre tager udbyttet. – – – Nej, socialismen har sit udspring af folkebevægelsen og frihedsbevægelsen i 1848. Og de nu forløbende 50år har socialismen gjort fremgang of udvikling, der ikke har et bevis for, at det er en sand og retfærdig sag for hvilke vi kæmper. Arbejderorganisationen skal også nok komme her ud på landet, når vi skriver 1910, vil hver sogn i Danmark have sit arbejderfagforening. Hvem er det som vil de blodige krige – ikke arbejderne – ved hvert forslag til krigsvåben til at myrde med, protesterede vi imod.
Præsterne og kirken vil give os det gode råd,, søg ad frivillig vej at lindre ved barmhjertelighed den store nød og elendighed her i Verden. – Ja, barmhjertelighed er godt nok, men vi arbejder vil noget mere og bedre, vi vil retfærdighed. – Der siges at vi ved vort arbejde skabte utilfredshed, men det er ikke sandt. Nej, vi vil næppe skabe tilfredshed. Sidste sommer var jeg en tur over i London og jeg var flere gange ude i Hyde Park, her så jeg hundrede og atter hundrede af flotte ekvipager rulle frem og tilbage, i disse ekvipager lå herre og damer henslængt på bløde pude, Godsejere og kapitalisterne, men jeg så ikke en eneste glad og veltilfreds smil på et eneste ansigt. Nej, jeg så trætte og forvågne af nydelsen mærkede ansigter – – – -.
Pastor Sørensen udtaler: Det er vel hverken rigdom eller fattigdom der gør et menneske tilfreds. Over på Fyn, hvor min fader havde en ledende stilling på en stor Herregård, lærte jeg som dreng en Røgter at kende der på gården. Både tidlig og silde måtte han være ved sit arbejde, og det vederlag han erholdte var kun lille, det var ikke store midler han rådede over, men altid var han glad og tilfreds. Nu ved jeg næppe hvad jeg skal sige, dersom man nu begyndte at tale med den nye mand, og ville gøre ham begribeligt, at det var alt for små midler, og for få goder der var ham tildelt. Ja, jeg er nær ved at tro at man nok kunne have gjort denne tilfredse mand led og ked, og utilfreds med livet. Jeg må endnu engang sige at Verden og livet er noget ufuldkommenhed. Vi kan gøre os store tanker om fuldkommenhedens idioter, men de fuldkommen idealer når vi aldrig her i Verden. – – – –
Jakob Kristensen, Revl holdt til slut et foredrag, hvori religion og politik var så inderlig sammen blandet, at det var vanskeligt at begribe meningen deri. Han sagde blandt andet at Guds rige var retfærdighed. – – Og da Sabroe i sit foredrag udtalte at socialismens mål var retfærdighed, kunne man ikke med sin bedste vilje komme til andet resultat end at socialismen og Guds rige var et og det samme. – – Taleren kunne heller ikke forstå at præster kunne udtale en så stor dumhed, som for ikke lang tid siden, Pastor Vilhelm Bach udtalte: at socialisterne i Ringkøbing var Fandens infanteri og en præst på samme egn var Djævlens ingeniør. – han omtalte en Røgter han havde kendt, denne mand levede under meget tunge kår, ja umenneskelige kår, det lidt han fik for sit trælsomme og slidsomme arbejde, kastede man til ham ligesom man kaster en afgnavet kødben til en hund, ja som hunde har man behandlet folkene på vore Herregårde, ja givet dem en behandling, der stod under kreaturbesætningen, men vi hverken vil eller kan tåle en sådan umenneskelig behandling, eller finde os i sådanne umenneskelig kår. – er vi ikke alle skabt i Guds billede med lige broder ret til at nyde de livs goder som Verden giver. Jo, det har vi og det vil vi kæmpe for. Ja, det er ligefrem vores pligt.
Mødet fik en lille efterspil, Præsten (Sørensen) og hans kusk gik op til J. Joh. Christensen hvor befordringen stod. Her var redaktør Sabroe også tilstede, og indbød til et møde i forsamlingshuset, ved formad Lærer Petersen Christianshøj. Mens Præsten og Johan står oppe ved huset, kommer to hen imod gården, den ene siger: ”hvad syntes du om ham, for det var fandenstøde mig en af dine folk”. ”Hvem er dog det” siger Præsten, ”Det er Sadelmageren og Jens Rask” siger Johan.
De kom ind i stuen, Sabroe går op og ned på gulvet, så siger Jens Rask til Sadelmageren ”Mangler du ikke en god bindehund, så kan du jo få ham her, han har en god skærslipper kæft”. For sin rejse forlanger Sabroe 15 kroner (hvad vel ikke var u billig) men Petersen og Johan gjorde indvendinger og udtalte at de syntes beløbet var for stor. – – Og imens overøste Jens Rask ham med den ene kraftudtryk efter den anden. Præsten måtte tvende gange til at mægle, og udtalte at han syntes det var en skam som de behandlede Hr. Sabroe. Denne gjorde nemlig redegørelsen for hvorledes betalingen var anvendt. Han var rejst på 2. Klasse, han plejede ellers at benytte 3.de, men han var forkølet, og af den grund benyttede 3.de. På Moselund Gæstgivergård gav han kusken og en anden mand der sad hos ham, en genstand. Så råber Jens Rask: ”Tror han at vi vil betale ham for at sidde der på Gæstgivergården og give omgange o. s. v. ” atter måtte Præsten til at mægle.
Dagen efter skriver Hr. Sabroe et stykke i Demokraten, hvori han udtaler, at han blev overfaldet af en lille arrig mand. o. s. v. – – – Det går nu rask med udtrykket ”Bindehund”, om Hr. Sabroe. Nu er det nogle dage efter mødet blevet rettet derhen, at Jens Rask og Kromand P. C. Mikkelsen, skal assisterer som ”Bindehunde”. En ved hver side af Sadelmagerens hus inde i Kragelund by. – den er ikke dårlig.
(19.januar) I dag fyldte far 66år, og her var genvisit om aftenen af Sognefoged Lukas Peder og kone fra Engesvang. Søren Rask og kone, Jens Refshale og kone, Niels Møllesvend og Niels Knudsen var her.
(4. februar) Kragelund kro, om hvilke der for tiden søges proces, den gamle Kromand P. C. Mikkelsen vil ikke have den, og køberen (?) O. C. Jensen vil heller ikke, et sted hvor der for tiden sjælden kommer gæster, i al fald ikke her fra Sognet. Men i dag var der stor fest i kroen. Landpost Hans Løhde i Engesvang holdt Sølvbryllup. Og denne fest stod i kroen, midt i hans postdistrikt. Der var kommen mange mennesker, de fleste jeg nogen sinde, på en gang har set sammen i kroen, der var mindst 250 måske snare 300 mennesker? Da det begyndte at blive mørk gik far, Sine og jeg derop, men det var vanskeligt at komme ind, så tætpakket stod gæsterne. Første hold havde spist, andet hold var ved bordet, og vi kom med i tredje hold. Præsten havde været deroppe, men var gået da vi kom, men jeg hørte mange tale om at han, Præsten, ikke havde sagt eller retter ingen bordtale holdt i dagens anledning, og det syntes de ikke var som det skulle være. – – Far gav 3 kr. til H. Løhde, han havde bestemt at give to, men da jeg tog med gav han 1. Kr. til. Da vi havde spist, gik en del ud i forsamlingshuset for at danse, noget som 100. Mennesker var derude, men det var snart ikke at mærke inde i kroen.
(10.februar). I aften er Træskomand Søren Hansen bleven gift med Andreas Vestergårds datter Laura. Dans og visit i forsamlingshuset. I de sidste år er det bleven skik og brug at holde sådanne fester. I begyndelsen var det de mere velhavende der slog an, men nu slår småkårsfolkene tonen an. Folk som har meget lidt til sig selv og siden til andre. Men lystighed og fest skal der holdes. Vi var også indbudt, men jeg gik en tur op til Præstens. Sine, Søren og Ane tog op i huset.
Præstens moder er en gammel begavet kone, hun er med på alle mulige områder, både landvæsen og Litteratur. Hun havde tjent som pige på forskellige gårde på Sjælland. Hun fortæller fra denne tid at korn salg og Kalvefedning var de indtægtskilder man der havde. Hun fortalte også, at hun havde lagt mærke til at kornets farve altid vendte tilbage i andet eller tredje led. – – Også i Litteratur er hun godt hjemme, Præsten udtalte at forfatterne i vor tid måtte regnes til de små. Schades og Drachmann var ikke nu værd at læse, deres sidste bøger var trættende. Ibsens værker ligner Kejserens klæder, gruefuld, usynlig. De unge forfattere i vor tid burde virkelig anvende lidt mere selvkritik end de gør.
Slaget om Smedens Bukser.
Smedens kone Mathilde og Niels Hvepgaards kone Kirstine var for nogle dage siden ved at prøve kræfter. Rygtet har i mange år fortalt at Smed Kr. Pedersen besøgte Niels Hvepgaards kone. – Disse to rivaler var altså kommen sammen, og så gik det løs, Kirstine greb en ild skovl, men den parerede Mathilde af. Kirstine greb så en stok og nu fik smedens kone nok klø. – Det skulle da aldrig være min stok? jeg glemte den nemlig i fjord, da vi var ude at bestemme maskerade ballet og den har stået der siden, – hvem ved om det var den.
(14. februar) I to år har vi ingen vinter haft, men nu er det alvor, det knyger, fryser og sner, efter alle kunstens regler. Far, Lukas Peter og Mads Andersen skulle den 12de til Viborg med skat, men vejene var ufarbare. Mads Andersen kom ikke med, de to andre kørte først kl. 9. Morgen, og kom til Viborg ved 3 tiden ligesom amtstuen blev lukket. Far og Lukas Peder betalt da pengene og kørte hjem med det samme. Opgørelsen og skatteborgernes kvittering skulle da være til senere. – Jeg var ude at kaste sne. Søren Rask er Snefoged. Om eftermiddagen var jeg i Moselund hvor vi fik et spil kort.
(16. februar) Voldsom snestorm i dag, man kan ikke se genstande i 5 skridts afstand, vældige snedriver tårner sig op. I tre dage 16. 17. 18. har alt samfærdsel og trafik været standset. – – – Nu fik vi vinter.
I dag den 17. Holder Andreas Nielsen Refshale sølvbryllup, men der kom kun få mennesker til gildet i det ubehagelige vejr, vi var få, men morede os godt. Jo større en forsamling er, desto mere taber personligheden og den enkeltes ejendommelighed sig i mængden. – Denne ejendommelighed og personlighed der giver livet en romantisk præg, kommer mere til sin ret, jo mere plads den enkelte har.
(18. februar) I dag gik far til Kragelund ved middagstid, vi sad og ventede ham, men der kom ingen, først om morgenen ved daggry kom han hjem. Vi fik ikke at vide hvor han havde været. – Nogle dage efter fortæller Sine; Midt om natten var Jens Jakobsen kommen og kaldt farbroder J. Jensen op af sengen, han havde far på slæb. – Livet har mærkelige præmisser. To modsætninger kan ikke tåle at komme hinanden nær, og kan heller ikke være adskilte. – Når far og J. Jakobsen er sammen er de nær ved ar gå ind i hinanden af venskab og elskværdighed. – og fra hinanden, æsler de hinanden ned.
Andreas Ravns Livserindringer.
Kort tid efter Jul udkom Andreas Ravns Livserindringer. Der findes en del af optegnelserne der angår Kragelund sogn. Det lille hæfte er ganske interessant, et lille bidrag til kulturhistorien på vor egn. Jeg kan ingen kritik afgive om fremsattes rigtighed, det foregår før min tid. – vel har jeg som person kendt A. Ravn, men det er også det hele. – Far læste de første blade. Da han kom til optegnelserne om Anders Firhuse siger han! ”Det er kun en roman, han (Ravn) skriver at Anders Firhuse var Indskrænket, enfoldig o. s. v. det var han nu ikke han var også en oplyst mand for den tid at være” Anders Firhuse var gift med min fars søster og han kom ind hos os, gården lå dengang oppe i toften ved dammen. Jeg husker således en aften sildig han kom ind til os, han have en lille en på, vandrede op og ned ad gulvet, tog en lille flaske, vist nok tom brændevins flaske op af lommen, slog den ned i bordet og sagde: ”Nu skal al Satans rige væltes om på jord”
Far fortæller en anden gang far var nede at stange ål på isen i Bølling Sø, så kom Anders Ravn til ham, han (A. Ravn) kom over fra Firhusene for at være med til et helligt møde. Anders Ravn ville nu gerne have nogle ål med hjem, han gik da og ledte for at finde ålens hvilested, så skulle far stange dem. Men på den måde kom han ingen ål i besiddelse af, så han købte da nogle af fars. – – – Andreas Ravn havde et par klasser på, og disse egnede sig mindst af alt til at gå på glat is, så han faldt derfor gang efter gang på det glatte is og til sidst måtte far og en anden mand bære ham til søbredden.
Om Jeppe Andersen i Sinding der er meget omtalt i Livserindringerne sagde far: at det var et spørgsmål om han var ved sin fornufts fulde brug.

(den 26. februar) Fastelavns søndag. Vandet regner ned i strømme, det er mildt og tåget. Der har nu været tø vejer i mange dage og regnet, men endnu ligger de vældige hushøje snedriver, de flyder ikke væk de første par dage. – Jeg har siddet og skrevet nogle fastelavnsbreve, som posten skal have med i morgen. En til Kathrine Pape en til Skomager Vestergaard en til Sine og en til Karoline Sørensen. – Alt går sin stille gang inden døre. Far går i reglen i seng når det bliver godt mørk, og Tinka ledsager ham, han og hun ligger sammen, hun har været her oppe hele tiden siden mor døde.
Sine fortalte i dag at Jens Jensen (Olesen) i fjor der var maskerade, var gået hen var gået hen og fortalt Søren og Ib at de var kommet i maskerade sangen. Skønt Jens Olesen selv var med til at sammensætte disse sange og som vi andre havde fuld diskretion. – Jeg har ikke engang et udtryk jeg vil bruge for en sådan lumpen handling, sådan en karakterlast som tænkes kan. Men det er jo art at vide det for en anden gangs skyld. – Sandheden kommer altid for en dag.
Min onkel O. C. Jensens sindstilstand bliver dag for dag være. Da han havde købt kroen, var der mange der sagde til ham, at den sag skulle han ikke tage sig nær. Ja det gør jeg heller ikke, men der er noget der er være end det. Før han overlod gården til J. C. Dahl lånte han 4oookr. Så fik han 4000kr. af Dahl. Af Søren Rasmussen fik han 1500kr. Stine 1300kr. disse sidste har sønnen Søren vistnok til dels pillet fra hende, men i almindelighed anses O. C. Jensen for en mand på 7 – 8000kr.. nu viser det sig at han kun har ca. 200kr. Hvor er pengene bleven af? Det er måske her knuden stikker. – Nu har han selv ønsket at han forlis til en sindssygeanstalt.

(6. marts) I dag døde Landstingsmand H. J. Hansen, Marsvinslund, i hans bedste manddomsår 44 år gl. af kræft i halsen. Fra 18. Maj til 1ste august1883 opholdt jeg mig på Marsvinslund for at lære roerdyrkning. Hansen var dengang 28år gl. jeg 17. Og fyldte medens jeg opholdt mig på gården 18år. Jeg kom fra min træ fattige og skovløse hjem. Her til Marsvinslund med dens smukke skove, hvor den lystige hund legende sprang omkring. Jeg mindes små dejlige skovlunde med det bløde eng bund, hvor den ene blomst smukkere end den anden, står og nikker side om side. Neden for skoven ligger nu den lille rest af Baastrup Sø.
Steen Blicher sad så ofte oppe ved Vium præstegård, og drømte i timer og i dage, medens han så ned mod søen og skoven, der lå som det smukke eventyrland, der steg frem i hans tanker i hans drømme, det land hans higen stod til. Men Blicher nåede lige så lidt som nogen andet her på vort rullende Klode, at nå dette land. Han nåede kun her på Jorden at se ud i dette land. ”men tågen steg og landet til sidst for mit blik bortveg”.
I den blomstersmykket grav på Vium Kirkegård hviler nu H. J. Hansen. I levende live bankede hans hjerte varmt for alt hvad der er stort og ædelt her i livet. Han nåede ligesom Blicher at se gennem tågen ind i det dejlige land. Men for at nå dette land må han, og os alle, ud på en rejse lang.
Min gamle husbond brugte de evner som ham af Gud var givet, lad dem ikke ligge uvirksom hen som så mange gør. Der findes mennesker, jeg kender mange med store rige evner, men bruger dem ikke. Atter er der andre mennesker med få og små evner og dog alligevel kommer langt frem her i Verden. Jeg har bevaret noget et minde derovre fra. I tiden jeg var der var Hansen en ivrig afholdsmand. Efter års forløb fandt han vist næppe tid til at arbejde så meget for denne sag, men derfor vedblev han stadig at være en lige så god afholdsmand. Jeg mindes også engang at han udtalte, at med politik og religion, beskæftige han sig ikke. – Men man skal aldrig forsværge – forholdene her i Verden, skæbnen eller den stille magt griber ind over alt, så det halve – ja mere – af vort livs tildragelse kommer til os som noget uventet, noget uvant.
Hansen blev Landstingsmand og kom ind på Politikken, jeg ser også af et brev, han har skrevet inden hans sygdom, er meget religiøs, skønt det jo må falde en mand som Hansen let at slutte at mennesket har sin styrke i sit ophav, og at man jo godt kan være i religiøse stemninger uden at være religions filosof. Ja jeg nærer tværtimod den tanke at de religiøse følelser ikke kan erkendes eller forstås af forstandens grundsætninger. Her er det hjertet som er den leden konge, ligesom forstanden er Kongen i materialistiske rige.

Ole Chr. Jensen, Kragelund, er død i dag – den 15.marts, han har været syg i længere tid ”sindssyge” her har vi slutningen på en tragedie. O. C. Jensen ejede en af Sognets bedste gårde, som han havde arvet efter faderen Jens Olesen, som var min bedstemoder Marens ældste datters broder, tillige en broder til Jens Jensens moder i Stenholt. Ole Christian havde på sin ungdomstid to voksne brødre, disse to brødre og faderen døde under en tyfusepidemi i Kragelund, kort tid efter hinanden. O. C. Jensen var også hårdt angrebet af sygdommen.
O. C. Jensen havde en meget mørk og trist sindsstemning, var altid utilfreds, både med sig selv og andre. Jeg har hørt omtale at han i de unge dage var kærester med Sine Anchersen i Klosterlund, måske har dette skuffet håb bidraget til at udvikle det mørke syn på livet han havde. Han var også i 1872 indstillet som nr. 2. Efter Peder Jensens afrejse, til at være Sognefoged, også dette var en skuffelse. (far var indstillet som nr. 1.) I slutningen af 70erne var han Sognerådsformand, og i flere år formand for Sparekassen, for disse tvende offentlige bestillinger høstede han kun lidt ære. – Far der overtog begge poster efter ham gjorde gældende at der manglede et større pengebeløb i kassen. O. C. Jensen ville ingen penge betale for at dække under balancen. Far stod da i begreb med at skulle sagsøge beløbet ind, hvad han for svoger skabets skyld, ikke var meget for. Søren Rasmussen, min bedstefar gjorde da på denne tid tilbud om at han ville dække under balancen, idet han ville trække pengene fra i O. C. Jensens arvepart, og give far dette beløb. Far dækkede altså under balance men bedstefar glemte vistnok, at lægge dem til moders arvepart og trække dem fra O. C. Jensen.
Line blev i 1888 gift med Jens Chr. Dahl og til ham solgte han gården noget tid efter. Det hed sigt almindelig, at Line som han bedst kunne lide af børnene, fik langt mere end de andre. Og Søren fik eller har kun fået lidt. O. C. Jensen kom ved gårdens salg, og ved arv efter bedstefar i besiddelse af ca. 7 – 8000 kr., men nu kommer det mærkelige, hvor er disse penge bleven af, thi han siger selv at han ingen har. Og har sat dem over styr har han ikke, og hvor de er bleven af er en gåde. Og disse penges forsvinden var måske årsagen til den mørke sindsstemning i de sidste leveår.
I mange år, gik der rygter om at han stod i forhold til Jordmoder Madam Kristensen, og vist ikke uden grund. Da Madam Kristensen i 1898 søgte og fik afsked, lod O. C. Jensen sig forlyde med at han ville til Silkeborg at bo, det var også Madam Kristensens plan at flytte til Silkeborg. Hensigten var jo egentlig tydelig nok. Denne plan kom ikke til udførelse, men der er rimelig at de forsvundne penge er anvendt på en eller anden måde ved denne lejlighed.
O. C. Jensen byttede gård en gang (i den første tid efter han var bleven gift) med Andreas Sørensen. Da der var gået nogen tid. Led O. C. Jensen af hjemve, han fandt ingen ro før han kom hjem igen til hans fødegård, og så gik handlen tilbage igen. – I de senere år spillede O. C. Jensen ingen rolle af betydning, han var utilfreds med sig selv, med alt og med alle. Og således skred sindssygdommen videre frem. Nogle dag før hans død, udtalte han selv ønske om at måtte blive overført til en sindssygeanstalt. Nu fik han lindring, – og flere end han, hvor så hans penge er bleven af, får måske aldrig nogen menneske at vide.

Klaus Fr. Klausens bryllup.
I slutningen af halvfjerdserne kom Hans Henrik Klausen til Kragelund, han ejede da en god gård og var en velhavende mand, nu er han fattig som en kirkerotte, knap saltet til et æg. Han og Andreas Vestergård sad i kroen næsten daglig, år ud og år ind, og drak gård og penge op. I de senere år har Hans Henriks sønner Kristian, Klaus og Søren tumlet med gården. Disse sønner er vidt bekendt i egnen som slagsbrødre, men til dagligdags er de de elskværdigste mennesker, men når de kommer ud er der intet de hellere vil have end spiritus, og når spiritussen går ind, går forstanden ud, og de opfører sig som vilde dyr. – I dag den 16. marts havde Klaus bryllup med Stine Farsens datter, i Vandet. Da bryllupsgæsterne var indbudt sendte mange afbud. Søren og Karoline til A. Sørensen skulle havde bestilling, Sine skulle være opvartningspige. Søren og Karoline sendte afbud. Og så kom der bud fra Klaus til Sine at han godt kunne undvære hende. Men der var mange flere, ja det siges de fleste fra sognet sendte afbud.
Stine Farsen havde ingen penge til gildet. Hun var ved Laust Andersen og jens Vinderslev, for at låne penge, men fik afslag. Så tog hun ned til Niels Knudsen, her lånte hun 140kr. der siges at han og Stine Farsen skal til at giftes! Måske! Ellers smed han vel ikke 140kr. væk, noget må han vel få for dem. – Der har været stof nok tilstede til at gøre dette bryllup opsigtsvækkende og tilmed har Klaus udtalt: at han hverken skyldte Stine Farsen eller hendes datter noget. Han ville til Amerika, han havde da lov til at sige nej for alteret. Om aftenen var jeg i kragelund, Klaus var der, han ville absolut sælge gården til Møllesvend Niels Nielsen, men handlen skulle være i orden inden fredag morgen (Bryllupsdagen) Begge nætterne forud for brylluppet sad Klaus tillige med Kristian og buldrede i kroen.

Sognefoged O. C. Jensen, Kragelund er den 17. marts udnævnt til Dannebrogsmand.
(den 22. marts) I dag skal O. C. Jensen Kragelund, begraves. Magnus kom med morgentoget, da han kom ind i stuen siger han til far god dag! Tillykke med udnævnelsen. Har du fået hæderstegnet, det stod i bladene i aftes at du var benådet med Dannebrogsmændenes hæderstegn. Et par timer efter kom posten, og i bladene stod udnævnelsen. Der var flere, der ved jubilæum i 1897 udtalte at det var mærkeligt at far ikke den gang blev dekoreret, med hæderstegnet, og at slet ingen fra herredskontoret kom herud. P Madsen, Moselund havde bestilt en befordring og datteren Klara var i hvid kjole, alt for Kammerjunkerens skyld, men der kom ingen. Siden da far en gang talte med Kammerjunkeren, bebrejdede denne da far ikke havde ladet dem det vide, så ville han havde været her ovre. – Dagen efter udnævnelsen kom der skrivelse fra herredsfoged Krabbe fra København, hvori Hans Højvelbårenhed udtalte at det glædede ham at hans indstilling til Kongen var taget til følge, og lykønskede far i anledningen af den velfortjente udnævnelse. Der kom også lykønskning fra kammerjunkeren m.fl.

(den 22. marts) I dag begraves Ole Chr. Jensen, der var mange mennesker kommen tilstede. Det store ligfølge bliver nu næsten en uskik på landet, der kommer en masse mennesker som den afdøde aldrig har haft noget at bestille med. Jeg husker da min Bedstemoder døde i begyndelsen af halvfjerdserne blev der udsendt indbydelse til følget. Nu udstedes ingen sådan indbydelse, hvad også er meget rigtig. Men jordfærden burde nu foregå fra et ligkapel ved kirken i stedet for fra hjemmet, det var det rigtigste.
Der har i de sidste dage gået det rygte, at O. C. Jensens død var fremkaldt ved for store doser af medicin. O. C. Jensen havde, hvad vist er eget pålideligt, selv taget medicinflasken med morfin blandet sovedrik og drukket en større mængde som havde døden til følge. Slutningen blev altså em tragedie.
Efter jordfærden var far og jeg ude til middag, Pastor Sørensen og lærer Kristensen var der også. Præsten havde lånt nogle bøger af mig, deriblandt 1. hefte af Verdenslitteraturens perler og 1. hefte af H. Høffdings, den nyere Filosofiskes historie. Præsten udtalte at han ville nok have læst Dantes: Den guddommelige komedie fuldstændig. Da siger jeg, ja det kunne også være interessant, men jeg tror jeg hellere ville læse Høffdings filosofi. ”ja” siger Præsten det kunne være interessant nok, men filosofien, det syntes ikke at ligge mig så nær. Skønlitteraturen har jeg derimod en svær lyst til at gennemgå. – Jeg omtalte det fund af en ca. 800 år gl. segl jeg havde gjort i efteråret. ”Det kunne være meget interessant”, siger han. Men jeg vil nu hellere læse vore yngre forfattere. Ja jeg sætter nu mere pris på de ældre forfattere, men heraf har jeg læst en del, det interessere mig mere end den historiske forskning.
Nogen dyb abstrakt tænkning ligger ikke for Sørensen, hans forestillinger bevæger sig indenfor fastslået grænser, udenfor hvilke tanker ikke kommer, eller med andre ord, det ligger uden for hans evners område. Alsidige interesser er som oftest et bevis for store og betydelige evner, medens det modsatte er et bevis for begrænset evner.
Jeg har truffet, eller kender få mennesker der har bevaret barnets sindelag og stemning, som pastor Sørensen, og jeg har fået mere end et bevis for at mennesker her i sognet, der fuldstændig har glemt barnestemningerne, barnets glade sind og lyse kække syn på livet, ikke har kunnet fatte og forstå Pastor Sørensen. Og hvorfor? Fordi, de mangler eller har tabt de følelser der var en betingelse for at forstå og erkende. Pastor Sørensen er altid glad og veltilfreds, og den modne mands elskværdighed gør ham til en behagelig elskværdig personlighed. Hans interesse falder også sammen med barnets natur, der sjældent har tanke for det omfattende abstrakte der findes i samfundet – Se det fik jeg ud af samtalen i dag.
Lærer Kristensen udtalte en hel del hvis konsekvenser var meget interessante, og gav en dyb indblik i hele Kristensens indre liv, det første jeg har haft lejlighed til at høre. Kristensen sagde ”jeg kan ikke fordrage alt sådan gentagelses arbejde, at luge mellem planter, skuffe i haven, o. s. v. nej ud i skoven og fælde træer, forandring i arbejdet, det kan jeg lide”. Både Præsten og jeg gjorde indsigelser at der var meget urigtig i en sådan tankegang. ”Sidste forår” siger jeg lugede jeg en del i min planteskole, vel var det ikke det behageligste arbejde, men under arbejdet tænker jeg, du må have arbejdet udført, ellers bliver disse små planter aldrig til træer”. Vi må luge og skuffe i vor haver, dersom vi vil have en smuk have med blomster og frugttræer.
Ja, så er det så ganske nødvendig at luge og skuffe, man får aldrig levedygtige planter dersom de ikke værnes og plejes i en planteskole. Dersom alle mennesker havde samme tankegang som Kristensen, og disse tanker blev til virkelighed, da ville det gå tilbage på alle mulige områder. Samfundet ville gå sin opløsning i møde, men det er ikke alene på den materille områder at de love gælder, men også på det åndelige område gælder denne lov. Hvordan Kristensen ellers forstår sin skolegerning, en ting er sikkert det arbejde der må foretages i planteskolen, det samme arbejde må endnu i højre grad, udføres i skolen, thi børnene er da langt vanskelige en planterne i haven.

(den 25. marts) I dag var Lukas Pedersen, Peder Malmbak, Købmand Kristensen, Engesvang, Søren Rasmussen, Fastruplund, Nikolaj Anchersen, Klosterlund, her og gratulere i anledningen af udnævnelsen. Den gamle er ved godt humør, alt for godt humør, han går fra bordet og ind i sengen, og det er ham ofte besværlig nok, og således har han nu holdt det i mange dage. – Ja, enhver fejrer jo festen på sin måde.

(den 28. marts) I løbet af Fasten har der hver onsdag aften været gudstjeneste i Kragelund kirke. Jeg gik op hos Præsten med bøger jeg havde lånt af ham. Lærer Gregersen fra Funder var hos Præstens, Gregersen skulle lede kirkesangen under Lærer Kristensens fravær. Da vi gik om i kirken, fra præstegårde om på kirkegården siger Pastor Sørensen ”Hvor er det dog ikke køn med disse oplyste kirkevinduer” Og det så også – det syntes da mig helt højtideligt ud. Da jeg var kommet ind i kirken, kom jeg til at tænke på min moder, jeg kom til at tænke på slægt og venner, som kun få favne fra mig hvilede, den ene tanke greb den anden, den ene følelse opvækkede en ny følelse og jeg syntes at stedet og omgivelserne blev så ærværdige, som en hel anden Verden jeg befandt mig hensat i, jeg husker at jeg kun hørte meget lidt af det Præsten sagde, mine tanker var andet steds henne. Jeg tænkte på de hundrede ja, tusinde af slægter som havde været samlet i dette hus, og nu hviler de alle her i den umiddelbare nærhed, og snart skal vi hvile her, og om hundrede år, ingen minder tilbage, ingen tænker på os. – Derude ligger skjult en grav, thi mørket indhyller det med endnu ikke visnede grønne kranse, hviler min moder. Ja, havde jeg blot haft min moder igen, hin står for mig som indbegrebet af alt stort og godt her i Verden. Hun arbejdede og kæmpede, uden at fordre løn, hun gav sit liv hen for andre. Tidlig og sildig syslede hendes flittige hænder, hyggede og værnede om andre, for at gøre dem livet lyst og smukt.
Om aftenen da vi sad ind i Præstens hyggelige dagligstue kom talen hen på afdøde O. C. Jensen, Præsten fortalte at han mange gange ude i skoven havde truffet sammen med O. C. Jensen, og en dag havde denne sagt til ham ”Når de nu engang skal holde ligprædiken over mig, sig så ikke at jeg er gået til Helvede” Nej, siger Præsten ”det kunne aldrig falde mig ind, det har jeg aldrig sagt om noget menneske”.
Engang sagde O. C. Jensen også til Præsten, ”Det er kommet til at stå for mig som om det var uheldig at jeg flyttede her ud på marken og byggede. Der står et træ ude i skoven, den har jeg set i drømme mange gange, også før jeg flyttede fra gården, og det kan da vist ikke betyde andet end ulykke”. ”Det kan da ikke bringe ulykke”, siger præsten og tilføjer ”når vi da ikke selv er skyld i ulykken”. ”Nej det må Præsten da ikke tro at jeg tænker på at gøre en ulykke på mig selv. Nej. Gud bevar mig” siger O. C. Jensen.
Præsten var bleven forkølet, han havde været ved lægen, og denne havde sagt at han (Præsten) måtte se at tale så lidt og stille som muligt. ”Men det er nu ikke så lige en sag! Siger Præsten, og det sagde jeg også til lægen, thi man siger jo at Præster, Lærer og hunde skal fortjene føden med munden.

Agrarmøde i Kragelund.
I dag den 8. april afholdtes i forsamlingshuset et agrarmøde. Som taler var kommet tilstede Gårdejer Augustinus Sørensen, Dons ved Kolding. Det var et meget ugunstigt vejr med storm, regn og sne. Jeg hentede Hr. Sørensen ved Moselund med tog 2.36. Aug. Sørensen er en jævn bondemand uden nogen særlig fremragende evner.
I forsamlingshuset bød Jens Jakobsen velkommen, foreslog til ordstyrer Sognefoged O. C. Jensen, Refshale, som valgtes. Aug. Sørensen udtalte bl.a. Under Enevældes konger måtte den Danske bonde betale og tie. Så fik vi Grundloven i 1848, og vi fik med den talefriheden, det var et mægtigt skridt fremad for os. Men endnu må vi bønder betale, vi er alene om at udrede de store hartkornsskatte, der er lagt på vores erhverv. Medens andre erhverv her i landet er skattefri, det er uretfærdigt, og det er det vi Agrare arbejder og virker for at få skattebyrderne fordelt ligeligt på alle erhvervskilder her i landet. Vi behøver bare at tage et eksempel. Industridrivende Hr. Grosserer Otto Mønsted har en årsindtægt på 800.000kr årlig, heraf svarer han ikke en eneste øre i skat. Lad os endvidere tænke at for disse800.000kr. købes otte gårde hver til 100.000kr. da ville hartkornsskatten af hver enkelte gård blive allermindst 800kr. eller 6½ tusind kr. af hele kapitalen, da er pengene skattefri.
Vi Agrare må arbejde på vor sags fremgang, vi kan ligne Agrarer med kun en knippe, og vi må søge at skaffe flere nye medlemmer, så at knipperne bliver større og større. – Skolelærer, Jernbaneembedsmænd o. s. v. får atter og atter lønningstillæg. Vi får den ene løn nedgang efter den anden, men hvem må betale, det er os bønder. Og jeg vil anbefale enhver at se at få fat i en finanslovforslag, her findes der mange rare udgifter, som vi ikke har de fjerneste anelse om, her kan vi få at se hvortil vore penge går.
Da Aug. Sørensen var færdig trådte far op på talerstolen, ”er der ingen der ønsker ordet”, alm. Tavshed. Far henvendte sig til Knudsen, Forvalter på Moselundgård. ”Skov har de ikke noget at skulle havde sagt”. En bestyrer der for ca. 15år siden var på Moselundgård hed Skov. ”Nej jeg har ikke, for det er vel mig de mener” siger Knudsen. ”Vil du ikke Peder” henvender far sig til Lucas Pedersen. ”Nej” siger denne næppe hørlig. ”Er der så ingen der vil have ordet” fortsætter far. Endelig rejser Jens Jakobsen sig op og begynder at tale. ”Nej a blyver her” indskød J. Jakobsen midt i en sætning. J. Jakobsen fortsætter, til tider højt og langsom, til andre tider næsten hviskende, og til andre tider lavt og ganske stille, ja det vil sige der hørtes nogle lyde som hem- – – h – – e- – m- – -m – – hem – – æ – – æ- -. Og imens stod far hele tiden og talte med, indskød en bemærkning hist og her, og til tider talte de begge to på en gang. Når J. Jakobsen kørte i stå, begyndte far og J. Jakobsen fortsatte, det vil sige med ordene, ja – ja – nu har jeg sagt det jeg ville sige og så tog han fat for alvor igen, ikke at tale om at han gentog en sætning tre fire gange efter hinanden, uden han var så heldig at få påbegyndt på noget andet. Selve talen var en blanding af alt mulig o korn og mystiske heste.
Aug. Sørensen tog ordet, og sagde ”det forbavser mig meget at høre at her ude findes beskyttelsesmænd, thi jeg tror ikke ar det er en god at vi får beskyttelse, nej, frihandel det er nu min mening, at det er langt mere heldigt. J. Jakobsen tog derpå ordet og siger at det ikke var meningen at han holdt på beskyttelse. Underligt var det i grunden ikke at J. Jakobsen havde sagt det modsatte af hvad der var hans hensigt at sige, men hvad sådan en lille misforståelse kan siden berigtiges. Skønt både tiden og ordene var jo på denne måde spildt, idet tilhører får en hel anden opfattelse end det var Jakobsens mening.
Far træder igen op på talerstolen. ”Er der ingen der ønsker ordet” alm. Tavshed. Far henvendte sig til J. Jakobsens karl Erhardt (Fjollet) ”hvad Erhardt vil du ikke have ordet” Nej, råbte han, som det var en gammel ko der brølede. Da rejste Lærer Kristensen Kragelund sig og besteg talerstolen. Kristensen talte med far hele tiden mens han gik op på talerstolen, Kristensen begynder at tale, men imens kommer far i tanke om at han havde glemt at sige at Kristensen talte, og far siger da under begyndelsen af talen ”Kristensen har ordet”!
Der var ikke spor af logik i Kristensens tale, han holdt en lang tale, begyndte at tale rasende ord om Agrar, og sluttede med at sige, at han egentlig ikke forstod det mindste af hvad der egentlig var Agrarforeningens mål, og hvem der ledede foreningen. – Aug. Sørensen svarede: ja, misforståelser og mistænksomhed er Agrarsagaen altid bleven udsat for. Højre siger: at foreningen er en Venstreforening, og Venstre siger at de er en Højreforening, men sagen er de, den er ingen af delene. Foreningen er en sammenslutning af landmænd og husmænd, Gårdmænd, proprietær og Herremænd, Grever og Baroner, som kan arbejde side om side. Vort mål er at drive landbrugspolitik og hverken Højre eller Venstre politik.
Forvalter Kristensen Moselund udtalte bl.a. Vi landmænd må vælge en mand fra vor midte, en jævn bondemand, som ved hvad han vil og som iagttager og værner om vore interesser. Det se underligt ud, at vi bønder vælger Redaktører, Prokuratorer og Skolelærer, til med Rigsdagsmænd, det er at bortgive sin ret, og lade andre hvis interesse er ganske forskellige fra vores, bestemme hvordan samfundet skal ordnes, det er en fejl af os vi burde selv ordne egne sager, og ikke have andre til at ordne det for os.
Aug. Sørensen: Det var noget af det bedste jeg har hørt længe, og den sidste taler skal have tak for sine udtalelser. – Da ingen flere ønskede ordet blev mødet af ordstyreren sluttet. Og derefter blev der afsunget en sang, som jeg syntes var det mest stemningsfulde ved hele mødet. – Efter mødet var der fællesspisning i kroen, og her skal det nok have gået gemytlig til, jeg var ikke til stede og kan derfor ikke give nogen oplysning herom. – Det var den første Agrarmøde i Kragelund.

(17. april) I eftermiddag var jeg og far i Kjellerup. Far var ovre og hente hans Dannebrogskors. Kammerjunker Krabbe og Fuldmægtig Petersen var med ovre på hotellet, hvor vi drak en flaske portvin i anledningen
I søndags mens Agrar holdt fællesspisning i kroen, holdt Skytteforeningen generalforsamling i forsamlingshuset. Jeg har nu været formand i 7 år, og i fjord ønskede jeg at blive fritaget. I år var der ingen til stede ved mødet som ville være formand, vi valgte da Købmand P. Pape, som var fraværende. Jeg har nu talt med ham, og han er villig til at over tage embedet. Der har været tale om at flytte skydebanen til Stokkelsdal? Det bliver altså en ny tid som oprinder for Skytteforeningen.
Laust Vinkler er død, han boede til leje ude ved Vands skov, men havde købt den gl. Smediehus af Bager Friberg, på Kragelunds gode jord. Laust Vinkler var også snedker, han var med som tømrer, dengang stuehuset her i 1875 blev bygget. Han nød alderdomsunderstøttelsen.
18 april 1900.
Så har vi Påske igen. Jeg var ved stationen Skærtorsdag med vognen for at hente Rasmussens og Andersens. Kørte igen på Langfredag og Påskedag. – – – Langfredag om eftermiddagen sad vi og spillede kort, så kom farbroder jens, så kom han med i spillet. Far havde meldt 6 trumfer i hjerter, og han tabte idet Andresen havde den sidste største trumf. ”Det kan ikke passe, du har ikke fuldt trumfer ellers kunne du ikke vinde Andersen” siger far. ”jo vist har jeg fuldt” siger Andersen. ”nej gu har du ikke Andersen” gentog far og slog i bordet. Andersen sprang op, slog i bordet og siger ”Jo gu har jeg fuldt, jeg vil ikke sidde her som falsk spiller”, han samlede sine penge sammen i al hast og sprang ud på gulvet. Far sprang også op, gik ligesom Andersen op og ned ad gulvet, og far gentog to og tre gange ”Jeg bryder mig ikke om din storhed Andersen” Far havde nemlig for nogle dage forinden måtte underskrive en veksel for Andersen på 600kr.. desforuden er han kautionist for 6000kr. Andersen der kender far, burde ikke have taget denne slag sig så nær. Jeg har f.eks. oplevet anderledes urimeligheder.
Da vi havde spist, ville Maren blive til næste dag. Hun siger til Jens Rasmussen, nu kan du jo gå med Andersen over til stationen, så venter jeg til i morgen, så behøver de da ikke at køre i aften. Men der hjalp ingen kære mor. ”Du har at gå hen og få dit tøj på, du skal med hjem. – Sagen var vist nok den at Jens Rasmussen havde været ude i køkkenet og med en kop taget mælk af spanden der skulle til mejeriet. Det er jo streng forbudt og medfører tiltale. Det var Jens Rasmussen blevet gjort bekendt med at det ikke var tilladt. Om han var bleven fornærmet. Ikke godt at vide?
I påske har vi haft en meget ufremmelig vejr, med regn og blæst alle dagene, men i dag 3de Påskedag melder vejret sig med solskin og klar luft. Forårsvejr.
(22. april) far og jeg var i dag oppe hos Søren Rasks til konfirmation, Kristen Rask blev nemlig konfirmeret i dag. Far var ikke vel tilpas, og gik tidlig hjem. Det er ellers sjældent at han ryster på hænderne, men for at holde et glas eller en kop måtte han bruge begge hænder. – Gamle Anders Ancher fra Stenholt var der også, han er nu 86år gl. Da vi sad ved bordet fortalte han en del om den gode jagt og fiskeri, der var i Bølling sø. Det var så vidt jeg husker det år jeg blev konfirmeret, det var i 1829. – – – aah! Udbrød en del af os tilstedeværende, det er jo næsten en menneskealder før vi blev født, da fangede vi en masse fisk i søen.
Min farbroder Niels Andersen sad til leje i en stue i Klosterlund, han havde af min far Sognefoged Ancher Andersen forpagtet overdrevs mark, det vil sige al det jord som nu tilhører Søren Rasmussen og Ancher Anchersen, dengang var der selvfølgeligt intet bygget, og jorden henlå for det meste som hede. Han, Niels Andersen, havde også forpagtet fiskeriet i Bølling Sø, det vil sige den del der tilhørte min far.
I de foregående år havde fiskeriet ved søen næsten ingen udbytte givet, og grunden hertil var, at å mundingen var næsten tilgroet med Klæg og Rør. Men i vinteren 1828 var en del drivis fulgt med å vandet og det have ryddet mundingen. Jeg var så heldig at det var på denne tid at jeg gjorde mit første forsøg med at fiske, før kunne fiskene nemlig ikke komme igennem å mundingen, for her var det vi fangede dem. Jeg husker en dag da jeg kom hjem og havde alle de gedder jeg kunne bære, min farbroder Niels Andersen, der ingen fisk havde fanget i lang tid, så forbavset på den rige fangst, og så sagde han, det er vist bedst vi to slår os sammen i kompagni om fiskeriet. Og dette tilbud blev jeg så glad ved, der var intet jeg heller ville. Den vinter fangede vi 9 lispund ål og 50 lispund gedder. – Jeg husker også en gang da skød jeg 4 vildgæs i et skud.
Ja, din far – siger han til mig var en udmærket ålestanger hvor der lå en ål der viste sig på isen en række små luftblærer. Jeg husker således engang, da gamle Niels Smed i Kragelund også en vinterdag var ude på søen. Ved en række ”øer” a. luftblærer havde han hugget hul på isen, og huggede ”lysteren” ned og ganske rigtig traf han ålen, men ålen rystede ordentlig ”lysteren” og rev den ud af hænderne på Niels Smed, og tog ”lysteren” med sig under isen, Niels Smed så den aldrig mere. Men det har nok ikke været nogen ål, men en stor gedde, for der var nogen ordentlige tampe af disse ude i søen.
Ved bordet fortalte Jens lemming, Kragelund, der er mælkekusk, forleden dag han var i Sinding med mælk, og han stod ved hans vogn uden for mejeriet kom der en rytter ridende, rytteren som Jens Lemming ikke kendte, bad ham, jens L. om at holde ved hesten, han skulle et ærinde ind på mejeriet. Rytteren var kammerjunker Krabbe, Kjellerup, der ifølge politivedtægterne skulle indtage prøver af mælken, for at undersøge om det var opvarmet til de lovbefalede grader. Da Kammerjunkeren havde udtaget prøverne, kom han igen ud til Jens Lemming. Så siger Kammerjunkeren. ”De har ikke en tommestok ved hånden” ”Nej” siger J. Lemming. ”men jeg kan let løbe ind på mejeriet og låne et”. ”Ja tak vil de det” siger kammerjunkeren. Med tommestokken målte Krabbe om hjulene var brede nok og det var de uheldigvis ikke. Først nu sagde Kammerjunkeren hvem han var. Jens Lemming fik derefter pålæg om inden otte dage at havde bredfulde hjul. ”Kan jeg ikke få henstand til i dag om en måned” siger J. L. ”jo siger kammerjunkeren, og sp skal du møde med vognen ned hos Sognefogden i Refshale, at han kan påse at arbejdet er udført. – ”Vi er jo alle småfolk, og har liden råd til så store bekostninger” siger Jens Lemming. ”Jeg bryder mig sku ikke om enten de er store eller små, for det skal sku være i orden” siger Krabbe, og atter gentager han. ”Er der ikke flere mælkekusker som kører med slig ulovlige vognhjul”. ”Jo” siger L. ”Hvem er det da” gentog Kammerjunkeren. ”Det kan jeg i øjeblikket ikke huske” siger J. L. ”Så har de også en dårlig hukommelse” siger Kammerjunkeren – og så red han hjem.

(Den 1. maj) I dag rejste min søster Sine hen til Lading ved Mundelstrup st. hun kom på et mejeri. Far kunne ikke lide hun rejste ud og tjene. ”rejser du” sagde han ”Ja så må du berede dig på for bestandig at blive ude hos fremmede”. Jeg kørte og jordmoderens datter over til stationen, Mette Malmbak rejste også og hun græd da hun sagde farvel til hendes broder Peter. Sine lo over hele ansigtet, hun fik ikke engang tid til at sige farvel til mig.

(Den11. maj) Erhardt, Jens Jakobsens har haft bryllup, han gik og harvede i marken om formiddagen, og sang så folk kunne høre det inde i Kragelund. Så fik han hestene spændt fra, og kom i en fart ind til kirken og blev gift med Skrædder Hans Lauridsens enke. Skrædderen døde for et par måneder siden. Der er mange der har sagt, at det måske var ligeså rigtigt at de havde holdt bryllup den dag Skrædderen blev begravet.
Vi venter på forår, enkelte dage er meget varm, men desto flere dage er der til gengæld endnu mere koldt. I dag 11. maj var der is på vandet til henad middagstid.- I denne uge kom vore kreaturer ud på marken, man kan ikke sige på græs thi det er der intet af, men hjemme i husene så det ikke bedre ud, foder har vi intet af.
Det var bestemmelsen og vi skulle begynde at bygge den 20. I d. m. Men midt i f. u. kom mureren. Jeg har nu kørt materialer de sidste otte dage, thi intet findes på pladsen. Vi kørte nok 8.000 mursten i vinter, så sagde den gamle, ja nu slår de nok til, men da Karl Lau kom, siger han, der skal bruges 23.000.
V har ikke det mindste af forårs sæden sået, og nu er de allerfleste færdig med såningen. Søren har gået i Planteskolen og passet hans egene sager, og det ene spand heste som han plejer at køre har slet ikke været ude i foråret de står og ”Molisask” – Den gamle mente da han gav murerne lov til at komme allerede nu, at vi sagtens kunne få en daglejer, man han kunne ingen opdrive, alle går de til tørveskær.
Nu er der bleven udstedt et offentligt opråb, især til Husmændene, om at samle penge til H. J. Hansens enke, Marsvinslund da hun i modsat fald ikke kan blive ved gården. Dette opråb kommer helt overraskende, dengang jeg i sommeren 1883 opholdt mig på Marsvinslund var H. J. Hansen en velhavende mand. han har nu i disse 17 år sat både pengene og gården overstyr, da må man vel have grund til at kritiserer den ”dygtige” og ”akværdig” mand. Thi at ofre penge ud det kan en hver stymper gøre, hertil fordres ingen dygtighed. Hansen var altså bleven en økonomisk fattig mand, han har ofret sin rigdom på andre. Nu er det at der er stillet opfordring til disse ”andre” at give tilbage, for at hjælpe giverens efterladte familie.
Det er nu sådant som det er, thi opfordringen er nu stilet særlig til Husmændene, men til enhver i særdeleshed. Vi kan nu tænke os sagen således, at de som ingen nytte har haft af Hansens arbejde, deres bidrag er da ydet til at dække det lån af rundhåndethed og elskværdighed som Hansen på forhånd har udgivet. – Jeg hørte engang en stakkels stymper af en Husmand (Rasmus Møllesvend) at det var en let sag at være flink og elskværdig, når man havde evner til at virkeliggøre det i handling. Jeg ville nu gerne være glad og smile elskværdig til enhver, men jeg er født med et tungt sind og en mørk syn på livet. Jeg ville også gerne gøre mine trængende kammerater godt. Give dem penge når de er trængende, gøre gæstebud som dem, men desværre jeg kan ingen af delene, jeg er en fattig mand.
(den 13. maj) Det er søndag, far var i går i Silkeborg, han købte en stor fed ål, den største jeg har set, den skal vi have til frokost i dag. Men for mig blev det en ”rar” frokost, jeg var ikke vel tilpas, og gik derfor ind i spisekammeret, jeg viste at der stod en flaske med sammensatte Cinadråber? Da jeg kom ind i kammeret var der to flasker begge ens, med samme etiket begge fulde, indholdet af ens farve. Jeg tænkte ikke videre derover, men tænkte bare at så måtte vi jo have to flasker Cinadråber. Jeg tog den ene flaske, hældte en halv snaps brændevin i et glas og hældte så Cinadråber heri og drak det, men jeg syntes at det havde en underlig olieagtig smag, men som et lyn, slog den tanke ned i mig det vat ikke Cinsdråber, det var vist ”Tørrelse” som maleren bruger til at komme i fernis, thi jeg hørte far da han var i Silkeborg sige: og vi skal også have Fernis og ”Tørrelse”. Jeg har tit hørt omtale at ”Tørrelse” var et stærkt gift, idet det kommer ned i maven frigør cellerne i tarmene, som snart medfører døden. Jeg trak i andre klæder for at nå toget der om en kort stund gik til Silkeborg, for at gå til lægen. Men jeg så snart at selv om jeg løb hele vejen, ville jeg ikke komme tids nok, jeg opgav da dette og tænkte, lad så komme hvad komme vil. Jeg gav mig til at ordne mine papirer, og var beredt på at min aften var nær.
Jeg tænkte når præsten kommer hjem fra Funder kirke vil jeg gå derop, jeg vil da til alters en gang endnu. Jeg gik i den største spænding, nu må de første symptomer komme, så det var begyndelsen på enden. Jeg gik fra mine papirer og ud i haven, fra haven og ind til mine papirer igen. Så syntes jeg at jeg blev søvnig og dårlig tilpas. Jeg gik til seng og ville sove men jeg kunne ikke sove, og så stod jeg op igen, men jeg tror at det hele var af skræk, thi nu i dag er der forløben otte dage og jeg har egentlig slet intet mærket til, – ja, det var en stor uforsigtighed af den gamle at sætte flaskerne sammen, og ligeså stor en uforsigtighed af mig ikke at undersøge flaskens indhold før jeg drak deraf. Men Gud ske tak, det hele gik da godt denne gang.

Palle Bjørnsons Segl.
I efteråret 1889, da jeg pløjede i roermarken, fandt jeg en lille metalskjold i hjerteform, med indskrift i randen og i midten et våben. Jeg tænkte da jeg fandt det, det er vist noget som har siddet til pryd på en kakkelovn, en af de gamle bilæggerovne. Jeg sendte et aftryk ind til E. T. Kristensen, der nu bor i Mølholm ved Vejle. Han skrev da tilbage, det er en Signet så vidt jeg kan skønne, fra år 1300. Indskriften er Latin, der står Palle eller Palme Bjørnson. E. T. Kristensen sendte aftrykket ud til Rigsarkivet i København, men her kendtes seglet ikke. Man viste besked om en mand ved navn Palle Bjørnson, der år 1319. Var vidne på et Sysselting i Åbo ved Aarhus.
En tid efter kom der tilbud fra Nationalmuseet, at museet ville give mig 25 kr. for Signeten. I mellemtid havde E. T. Kristensen skrevet til mig at så vidt han kunne forstå ville Museet give 30 kr. for det. Jeg henstillede at E. T. Kristensen havde haft en del portoudgifter i denne sag, men det kunne jeg ikke få noget at vid om, men jeg ville give kvittering for 30 kr. Da jeg i denne sag havde haft ligeså meget portoudgift som E. T. Kristensen, sendte jeg ham de 3 af de 5 kr. Men jeg er siden kommet til at tænke over, at det måske kunne misforstås, at jeg havde tilbageholdt de to kroner, min mening var at dele portoudgifterne, men det kunne jo også forstås på en anden måde.

Maj 1900.
Med kulde gik april måned ud og maj ind. VI havde intet af forårs sæden lagt i jorden. Jeg har pløjet en del, til roer og havre. Den ene spand heste står ledig i stalden, thi Søren passer sine egne sager, han går i hans planteskole. Den 20. Maj skal vi til at bygge stuehuset på den vestre parcel, men der er jo næsten ingen materiale på pladsen. Vi havde kørt 8000 sten, da mente den gamle at nu kunne stenene nok slå til, men så kom muren Carl Lau her en dag og sagde der skulle mindst 23.000 sten til. Så en dag sidst i april kom Karl Lau, og gjorde forestilling om at han helst ville til at begynde nu. ”Det kan vi godt siger den gamle”. Og så kom de (murerne) dagen efter. I dag har vi den 24. Maj, og hver søgnedag siden har jeg kørt sand, tømmer, kalk, sten o. s. v. Og vi har endnu ikke begyndt at så af forårs sæden, noget der ikke er sket så længe jeg kan huske tilbage, folk er jo nu almindelig færdig med forårs sæden.
Maj har for øvrigt været en mærkelig måned, meget kold, næsten hver nat indtil den 22. har der været streng nattefrost med ca. ¼ tomme is på vandet, den 19de kulminerede kulden. Om morgenen var det snevejr, jorden var overalt dækket med sne, granerne stod hvid som ved juletid, sneen bøjede dets grene mod jorden. Løvet der begynder at udspringe de første dage i maj, udspringer først nu den 24. maj. Græsset vokser ikke, i haven og planteskole står alt og visner. Voldsomme storme med sandflugt, thi her på de lette sandjorde vil det når jorden er tør, – ved blæst, – fyge på flere steder. En så stor sandflugt har jeg næppe nogensinde set. – – – (den 24. maj)

Humbug tiden.
(25. juni) Jeg var i dag en tur i Silkeborg (med Doktor Schelkarv, ved Søren Rasks kones barselsfærd) der var stor fest der i byen, festen varer i tre dage og nætter, i går i dag i morgen. Hver dag kl. 4. drager optog pyntede som ved fastelavns tid ridende, gørende og gående med musik igennem byens gader og så ud i Lunden, her skal slaget stå. Hensigten er at tjene penge som de ”fattige” borgere i byen behøver, for at kunne bygge Håndværkerforeningens bygning. Da jeg kørte over Torvet ved 4. Tiden var en masse mennesker samlet på Torvet, også mange landboer. Jeg så også optoget, og jeg kom til at gøre en sammenligning mod dette her og en Fisker som kaster sin snøre ud med madningen. Optoget er også læsset med penge som fiskerne bruger. – – – En gammel erfaren mand sagde her i byen i dag ”Det er en humbugs tid vi lever i, når der findes en klasse mennesker hvis glæde det er at bedrage en anden del af menneskeheden, hvis glæde det netop er at blive bedraget, ja, hvad skal man så bruge det til.
(22. juli)
Jeg var i dag en tur i Svejbæk. Der var præmieskydning i Amtsskytteforeningen. Efter skydningen sad jeg tillige med flere andre her fra byen, på en af bænkene i Restauratør Jensens have v/ Svejbæk. Vi sad ved den ene side af bordet, så kom der et selskab og satte sig ved den anden side. Det var et udvalgt selskab, halvgamle og grimme var de alle sammen. Det var et særligt interessant selskab, thi man kunne næppe slutte andet, at det ikke var nogen tilfældig sammenslutning, men et udsøgt selskab, hvor de af naturens hånd, stedmoderlige behandling havde søgt hinandens selskab. På højre side sad en dame mellem 40 – 50år, med Ravnsort hår, som var kæmmet glat ved ørene, og i nakken strittede nogle genstridige lokke langt ud fra hovedet. Næsen var hængende krum med et knæk på midten, indestående kinder med fremstående kindben, hun var dejlig, var hun.
Ved hendes venstre side sad en anden dame over de halvhundrede år. En stor glat sirlig hat faldt fra alle sider ned over ansigtet, næsen var lang, der i det mindste dannede to forhøjninger og to fordybninger i frit forløb. Der var endnu en anden dame som sad yderst på bænken, men hun var så fed, at næse, mund, øjnene og andre ansigtsdele var ubestemmelige og ukendelige, hun talte snøvlende og gryntende, som om det voldte hende besvær at tale. På den modsatte bænk sad yderst en ung pige, ja pige ung var hun ikke, vel mellem 25 og 30år men mellem de andre så hun ung ud, og hun var måske også den der var kønnest, men smuk var hun ikke, ellers var hun vel heller ikke kommen i dette udvalgte selskab. Legemsbygningen og ansigtstrækken var uregelmæssige, men ved alle helgen hvor var hun fregnet, selv om det var hænde og arme havde de sin store part. Ansigtet var helt askegråt og imellem var der små grupper, hvor fregnerne ikke var ”slået an”, her fandtes der noget hvidt hud. Og stak svært af med det øvrige brungrå hud.
Ved hendes side sad en herre med hængemave og hængenæse, stor dobbelthage store hudfolder under øjnene. Han sad med halvlukkede øjne. Næsefolderne vuggede hastig ud og ind, som om det var ham besværligt at ånde, han talte bare med enstavelsesord, når en eller anden medlem af ”udvalget” rettede et spørgsmål til ham.
Alle damerne var ”frøkner” og heller ingen af herrerne havde ægteskabs ring på, Det lå nær, at slutte at selskabet var af pebermøer og Pebersvende. Da jeg en stund havde siddet og hørt på damerne, thi det var kun ved damerne der blev talt, og de næsten i munden på hinanden alle sammen på en gang. Jeg kunne derfor kun opfatte enkelte ord og løsrevne sætninger. – Da rejste den sorthårde frøken sig og gjorde mine til at forlade skuepladsen, idet hun vender sig om mod huset, står der en af skytteforeningens kredsfaner med en del sølvplader på, jeg så hende dreje hovedet både til den ene og anden side, hæve og sænke det, jeg troede først at hun beundrede pladedekorationen, men så ses jeg hende give sig til i al hast at ordne de sorte hårkrøller, jeg fattede meningen, hun benyttede det blankpolerede sølvplade som et som et spejl. – – – Og det var dog morsomt, thi efterhånden som de andre gamle Pebermøer rejste sig, og efterhånden som de gik forbi den dekorerede fane opdagede de at pladerne kunne benyttes som spejl.
Det er en kendsgerning som jeg ikke en, men mange gange har lagt mærke til, at blandt grimme og stygge, og de kønne og smukke findes de mest forfængelige mennesker. Begge disse yderligheder lægger en overdreven sygelig interesse for dagen, for deres udvortes ydre. Medens man fra hos de mennesker der fra naturens hånd hverken kan kaldes stygge eller smukke, som regel findes mindst anlæg til at fortabe sig i beskuelse over sine egne personlige ydre.
Med ekstratog dampede vi vel 500 skytter fra Svejbæk til Silkeborg. Fra banegården marcherede vi til Lunden, her var der gymnastikopvisning. Jeg har al respekt for gymnastikken, men at det samme gentager sig år efter år, og stadig det samme. Og når så gymnastikken bliver brugt som et trækplaster eller rettere som fiskemadding, som gælder at fange de folkelige lemmer. Ja, da går jeg hellere ud i skoven her, skovbakkerne skråner ned mod søens bred. Der føler man sig rig i sin fattigdom. Og mennesket er altid fattig når han vågner af sin drøm.
Om aftenen tog jeg med toget fra Moselund. Vi var en del skytter inde på gæstgivergården, her var den gamle Klok, en af vor tids originaler. Om vinteren er han på fattiggården om sommeren rejser han ligesom trækfuglene, til egne som afgiver bedre livsbetingelser. Han tager over til moserne v/ Engesvang og Moselund. Klok er i besiddelse af betydelige evner, og klarer i hast selv vanskelige spørgsmål. Hen er inde i sin Bibel og kan remse lange stykker ordret op. Da Klaus Fr. Klausen spurgte ham hvor langt der var fra Månen og til Syvstjernen, svarer Klok: ligeså langt som fra fastelavn og til Christianshavn.
Der findes nu og da sådanne mennesker, der mangen en gang ville havde hævdet sig til betydelige personligheder, der som de havde gået på højre Læreanstalter, og måske blevet en stor berømthed, da en del af dem i det mindste. Jeg har også lagt mærke til at sådanne naturer er meget stærke frihedselskende mennesker, og har ikke tålmodighed til at blive ved stillesiddende arbejde. Nej, de vandrer omkring, fra sted til sted, trækker som de vilde fugle. Også sådan en original er Lars Peder Villumsen, Lars Peder var daglejer på en gård. Om aftenen fik folkene altid sveden grød. En aften siger Lars Peder til pigen: ”ja, jeg kan nu svært godt lide sveden grød, men der er jo ikke sagt at de andre kan lide grøden så stærk sveden som de her”. På denne måde, man kan sige fine måde kommer Lars Peders betydelige evner frem. – – Dette sidst optegnede kommer jo ikke Skyttefesten ved, men når man er ude at rejse og vi er jo stadig ude at rejse – Livsrejsen, da tager man ofte en afstikker fra den slagne vej, og ser hvad der findes uden for denne.

Skolen i Kragelund.
I denne sommer har der her i Kragelund været en del røre om skolens flytning. Lærer Kristensen havde til Sognerådet udgivet andragende om at få Skole nedrevet og en ny Skole bygget, da Lærer Kristensen gik ud fra at skole var sundhedsfarlig at bo i. Her begik Sognerådet den store fejl at kalde Distriktslægen her op, for at bese skole, og lægen siger at skole er sundhedsfarlig
Far skrev da en henstilling til Sognerådet, der blev underskrevet af ca. 40 beboer af skoledistriktets vestre del. Lærer Kristensen sammen kaldte sidste søndag til et møde i skolen om sagen. Far gik derop og var i sine udtalelser – efter sigende – meget radikal. Han foreslog at bygge skolen oppe på klapbjerg. ”så kunne da vandet løbe fra læreren”. ”det gik nu så vidt at Degnene blev en hel landeplage” o. s. v. Han titulerede Lærer Kristensen med ”du” Det gik vist nok i det hele varmt til. Far sagde da han kom hjem at der var ingen der sagde noget, uden ham. Jens Jakobsen gik og agiterede, nu kunne man sagde han, bruge den gamle skole til Brugsforening. ”Det har du jo prøvet” sagde far, og kom ynkelig af dage
Nu har beboerne i den østligste del af Sognet underskrevet og indsendt en andragende til Sognerådet om at få en ny skole. Sognet er delt i to lejre og der er krigstilstand. Mads Pedersen og Jens Jakobsen er henholdsvis Adjudant og General. I den østre lejr og far er fører for den vestre lejr. Jeg kommer til at tænke på Romeo og Julie, det samme gentager sig atter og atter. Det er ikke godt at befinde sig på vejen mellem sådanne to kamphaner. (Den 24. juli)

Chr. Pedersen (Københavner) er bleven meldt fordi han ikke har brede fælge på sin vogn. Nu er det, det morsomme ved hele sagen, at han tror jens Jakobsen har meldt ham. Chr. Pedersen har i flere år kørt tegl fra Charlottenlund til Moselund. Nu har J. Jakobsen været ved teglværket og ville have denne kørsel, men fik den ikke. Derfor tror Chr. Pedersen at J. Jakobsen af hævngerrighed har meldt ham.
En natlig vandrende og to kæmpende brødre.
I dag har nogle af sognets mænd og unge karle holdt ras i Kragelund. Joh. Vinderslev kom kørende fra Silkeborg med et læs Bayersk øl, det drak man uden for Sadelmageren. Niels Handberg gik og stavrede ved kroen, det var hen ad midnatstid, da kom han til latrinet, og så kommer han på den tanke at det er hans seng han står ved, derpå afklæder han sig. Nu må han vel havde opdaget fejltagelsen, men er ikke klar nok til at kunne sanse at komme i klæderne igen, og da går han nøgen til Engesvang midt om natten, – og så siger man at der ikke er spøgelser til! Hvem ville have troet andet som havde mødt ham.
Omme ved Niels Konrads hus stod Søren og Kristian Klausen og kæmpede med hinanden det meste af natten, Niels Konrad fortæller: jeg var gået i seng, da hører jeg højrøstet tale, råb og brøl, lidt efter knagede det i hele huset, mærkede nogle voldsomme stød, hele familien løb af sengen og til vinduet. Her stod jeg i mindst to timer, og så på hvorledes de to brødre brydes og sloges. Afvekslende havde den ene så den anden overtaget, så klemte de hinanden op ad muren, så at jeg frygtede at min gamle hytte skulle styrte sammen. – Jeg skal myrde dig, sagde den ene til den anden, nu skal du ikke slippe fra mig.
Det er heller ikke andet end modgang i dette liv. Inde i skoven står Søren Lauridsen og Kirsten Marie og græder over de fældede træer. Niels Jensen der købte hans (S. Lauridsens) ejendom, har sidste vinter fældet alle skovens træer, disse gamle træer som Søren Lauridsen har heget og plejet om i de mange år, hvor kunne han tro at mennesket var følelsesløs at fælde disse smukke gamle træer, ja, nu er skoven væk. – – – For 200år side, fortælles det i Mosgroede Minder, at da var der skov på Klemmensbak, hvor ejendommen ligger, men skove her må være ryddet for mange tider siden. Engang må skoven havde strakt sig helt ind til Kragelund By mod nord, da må byen havde haft sin store tid. – Byen i skoven, da har der været et eventyr tid, nu går det kun to veje i Kragelund, den ene fører til kirkegården den anden til fattiggården. Men her i Verden går vejen ikke til kirkegården, og her har man ingen fattigfolk, men stortalende skrydende har de mennesker altid været som sidder på flæsket. – – – (den 25. juli)

35. år gammel. 30. juli. I dag fylder jeg år, 35 år.
Hører du lykkens vingeslag.
Hører ungdomshåbet kalde
Så du ungdomsballet med et brag
Sønderknust til Jorden at falde.

Håbet bygger på lykkens ruin
I drømme den hvisker dit navn
Og snart står slotte med tårn tinder
Og glemt er din længsel og savn.

Intet nyt under solen. Jo, i går tog Karl Kuk, Smedens føl i hus. Kromanden tog Niels Hvepsgårds ko i hus. – og Enge Vinkel tog Kirsten Smeds skrukhøne i hus, – sig så at der intet nyt er i Hundedagene.

Klosterlund var i begyndelsen af dette århundrede indtil 1863 og i slutningen af forrige årh. en vigtig central punkt her i Kragelund. Siden 1863 er der kun spekuleret på at samle jordisk gods derude. Nu i denne tid er det stærk på at dele dette gods, og det giver jo som bekendt anledning til langt mere bryderier som der slet intet var.

Nu skal Martin overtage gården og give fra sig til broderen, Christian 10.000kr. For nogle dage siden ville Nicolai og Sine købe smedens hus i Engesvang til aftægtsbolig, og handlen var omtrent i orden. Så havde P. Lukas sagt til Martin, at når nu de gamle kom til Engesvang, skulle han have alle byrderne at bære. (Nikolaj trækker sig tilbage med ca. 20.000kr) Så gik Martin hjem og fortalte det til Signe, hun blev vred, nu ville hun ikke have smedens hus, hun ville ingen være til byrde. P Lukas eller Marie kunne få de penge hun skulle have, det ville hun ikke høre noget om. Martin ville at P. Lukas skulle godtgøre det tørvelund som han afbenyttede i mange år, og herover blev så Lukas Pedersen vred, nu hænger der som sagt vredens uvejrsskyer derude. Men den gamle han sidder og ruger over pengesækken og danser om Guldkalven, og bryder sig kun lidt om hvad der ellers sker omkring ham, hvad kommer også ham ved?
(29. august 1900)

CD-3

Jens Jensens Dagbog for 1900. og 1911.
Fødselsdage.
2.januar: Søren Jensen F. 1868. – 32år gl.
19.januar: O. C. Jensen. F. 1834 – 66 år gl.
14. marts: Mette Kirstine Jensen: F. 1873 – 27 år gl.
6. juni: Maren Jensen: F. 1863 – 37 år gl.
6. juni: Jensine Jensen: F. 1883 – 17 år gl.
30. juli: jens Jensen: F. 1865 – 35 år gl.
Bryllupsdage.
Magnus Andersen og Kirstine 11. december 1896. 4år.
Jens Rasmussen og Maren 1. maj 1897. 3år.
Vinteren 1899 – 1900.
Vintertiden indtrådte som de sidste foregående vintre, med efterårs vejrlig. I januar var det også mildt, men i februar blev det en streng vinter med hård frost stærke og voldsomme snestorme, der i fjord den 16. Dec. Optårnede vældige snedriver der lå i hele tre måneder.
Foråret 1900.
Kold var foråret, sæde tiden kom sent. De første dage i maj stod træerne med knop, færdig til udspring, og således stod de til novembers udgang, inden der kom mildere vejr.
Januar.
1. Skytteforeningen juletræ i forsamlingshuset.
3. Skolebørnene juletræ.
7. Jens og Sine i Klosterlund om aftenen.
15. Møde på Kolonien, om Kirken og socialismen.
19. Far 66.år. Fødselsdagsfest om aftenen.
24. Skrædder Hans Lauridsen, dør.
30. Auktion i Pederstrup, Dyrlæge Carstensen.
Nogle enkelte dage var frosten hård, ellers mildt. Det gav mange sne dage, men kun lidt sne, så der var et lille snelag der dækkede jorden. Månedens sidste dage var kolde, med snefog.
Februar.
2. Skræddermester Lauritsen, begraves.
4. Landpost Hans Løhde
, sølvbryllup, Kragelund kro.
12. Far i Viborg med skat.
17. Anders Nielsen, Refshale, sølvbryllup
24. Laura Lauridsen, Engesvang dør.
26. Skytterne, dans i forsamlingshuset.
Februar blev en hård vintermåned, med meget sne og frost. Den 16. En voldsom snestorm. I de følgende 3.dage var alt samfærdsel og trafik standset, vældige snedriver tårnede sig op.
Marts.
6. H. J Hansen, Marsvinslund dør 44år gl.
11. Dans forsamlingshus (Jordmoderen)
9. Niels Peder Københavner. H. Vildriks datter Bryllup.
16. Klaus Fr. Klausen Bryllup
15. O. C. Jensen Kragelund dør 62år gl.
17. Sognefoged O. C. Jensen bliver Dannebrogsmand.
22. O. C. Jensen begraves.
31. Generalforsamling, GL. Skanderborg Amts Skytteforening.
Marts måned 1900 var kold, frost næsten hele måneden igennem, særlig om natten. Solen havde så meget magt at den i reglen tøede en del af frosten om eftermiddagen. Endnu ligger der store snedriver fra den 16, februar.
April.
6. Stine Smed, Niels Hvam Bryllup.
7. Laurits Vinkler. Begraves.
8. Agrar møde i forsamlingshuset.
11. Far henter sit Dannebrogs kors.
20. Jens Vindersles stuehus brænder.
20. N. C. Kristensen, Engesvang Dannebrogsmand.
Det var en kold måned med vinterligt vejr. Kun en lille periode 17-23. Var det vår. Over de nøgne græsmarker flyver de stakkels trækfugle, de er kommet for tidlig. Fodret er knap. Vi er snart færdige. Almindelig kold går april ud.
Maj.
2. Kirsten Kidmose Engesvang, dør.
7. Erhard Nielsen og Skrædderens enke Lisbeth, Bryllup.
14. Mads Pedersen Vands, Sølvbryllup
17. Kragelund kro sælges til Slagter Bentsen.
23. Bolette, Kr. Sahle enke, Sinding, dør.
24. Jørgine Holdgård, dør.
Fra den 1. Til den 25. var meget kold, frost og sne. Den 19. Var jorden dækket af sne, og de fleste dage havde vandet tommetyk is, til op på formiddagen. Den 25. Fik vi smukt sommervejr. – Løvspring 2.til 28.maj.
Juni.
Mærkedage.
6. Kromand P. C. Mikkelsen flytter fra Kragelund kro. Og Bentsen Silkeborg overtager kroen.
Juni var varm og mildt, den største del tør indtil omkring den 20. Så fik vi regn i mængder. Smukke dejlige sommerdage hele måneden og milde lyse nætter.
Juli.
Mærkedage.
6. Ludvig Steinke, Bryllup.
24. Niels Jensen, Klemmensbæk og Jakob Jensen, Revl bytter ejendomme.
26. Daniel Hørmann køber broderen, J. T. Hørmanns ejendom, Sinding Hede
29. J. T. Hørmann køber Niels Knudsens ejendom 2.g Refshale for 1800kr.
Regn og varme bragte juli rigtig agrar vejr. Fra den 2. til den 23. var det tør, men regnen kom i rette tid. – smukt sommervejr.
August.
26 Ole Kr. Rasmussen, Marens dreng Silkeborg, begraves.
29. Valgmandsvalg, P Madsen vælges med 75.stemmer. Cand. Larsen fik 50.
August lignede de foregående måneder med smuk, varm og mildt sommervejr. Rugen kom godt i hus. Først i slutningen af måneden begyndte Havre høsten.
September.
2. Kromand P. C. Mikkelsen, dør.
9. Præmieskydning.
10. Begyndte vi at høste havre.
15. Såede Rug. 4td. Sønder Hede.
September var fugtig med bygevejr og blæst, men varm og mild. Rugen såede vi i denne måned. En del af havren indhøstedes. Vi har haft Søren Klausen som daglejer en del. Marie (Jens Refshale) Christiane (N. Møllesvend) i høsten.
Oktober.
8. Morten Frederiksen, Sinding, dør.
16. Peder Chr. Pape og Ane Andersen, bryllup.
28. Møde i forsamlingshuset. B. Geltser, Lyngby holdt tale.
Oktober bringer ofte en eftersommer, men i år regnede det næsten hver dag i hele måneden. I midten af måneden havde vi Havrehøst er på gården, under meget voldsomt vejrforhold, næsten intet kom godt i hus.
November.
15. Thyra Pape er død i København
17. Færdig med roeoptagningen.
November var meget mild, men fugtig og regnfuld.
December.
9. Møde i forsamlingshuset Ole Andersen, taler.
11. Søren Jensen og Ane Nielsen, bryllup.
12. Søren Skomager og Marianne Holdgård, bryllup.
12. Bal i Kragelund kro.
Meget regn, blæst og tåge. Kun lidt frost og sne. Jeg tærskede en del Rug og Byg, og kulgravede i planteskolen. Afhuggede en del unge gran som sneen knækkede sidste vinter.
Mindedage 1900.
26. februar: Biskop Schausboe i Aalborg, dør
6. marts: Landstingsmand H. G. Hansen Marsvinslund, dør.
8. marts: Professor, Komponisten Hartman, dør.
20. marts: Professor Frederik Nielsen, udnævnt til Biskop i Aalborg.
1-8. juli: Landmandsforsamling i Odense.
27. april: Ministeriet Sehested, dannes.
9. maj: Carit Etlar, dør.
Høsten 1900.
Rug: jævn god middelhøst. Vi havde 60. traver og kornet kom godt i hus.
Byg: over en middelhøst. Vi havde 15. traver, kom i hus under ugunstige vejrforhold
Havre: middelhøst, meget forskelligt. Vi havde 80. Traver. Kom i hus under meget ugunstigt vejrforhold. Vi var først færdigt hen ad november tid.
Boghvede: udbyttet meget forskelligt. Vi havde 4. læs. Ugunstig ind bjærgning.
Kartofler: frugtbart udbytte.
Rodfrugt: udbyttet ringe, under middelhøst. Så lille et udbytte har vi ikke haft i de sidste 16år.
Gulerødder: udbyttet ringe. 1. læs.
Agerhø: udbyttet ringe, meget under en middel høst, grundet på dårlig spiring af græsfrø i forrige års tørre sommer. 4. Læs.
Ærter: rig høst. 8. Læs. God ind bjærgning.
Vore tørv kom slet ikke i hus. Disse optegnelser høsten gælder nærmest for Refshalegårds vedkommende.
Læsning – Litteratur.
Carl Christensen: Livet på Ravnholt. Lånt J. C. Dahl. 12/1. En særlig god bog, som man har stor udbytte af at læse. Handlingen angår forældreløse børns stilling i samfundet.
Maglekilde Pedersen: Humoristiske fortællinger. 17/1. Her er meget godt og mindre godt blandet, men enkelte er ret gode. F.eks. ”Raketten”.
Andreas Ravn: Livserindringer. 20/1. En lille bog der i kulturhistorisk hensyn har en del interesse. Fremviser billeder her fra egnen.
C. S. Thomas Kjær: Små fortællinger. 30/1. Humoristiske fortællinger, særlig morsomt for hvem der læser Jysk dialekt.
Josefine Flach: ”Da roserne atter blomstrede”. 2/2. Roman, ingen udbytte af læsningen. Tidsfordriv.
G. R. Haarhaus: Emiren af Palermo. 5/2. En fantastisk roman, der vel, når man kender spændende lekture, er god.
Mrs. H. Lovet Cameron: Et offer. 8/2. Roman, ikke uden et vist udbytte læser man denne bog. Godt gennemtænkt, godt skrevet.
E. C. Klagfer: Moderne trolddom. 12/2. Roman, også en spændende bog.
A. K. Gren: Det forladte gæstgiversted. 20/2. Roman, denne bog er meget spændende, også godt skrevet.
E. Verner: Attentatet. 25/2. Kun nok at læse en gang.
Vilh. Bergsøe: Fra den gamle fabrik – lånt af Præsten. 28/2. En god bog, kan meget anbefales at læs, man bliver ikke ked af den, trættes ikke.
Valgspils ?historie: 2/3. Både skrift, illustrationerne meget slette.
Holst: For romantik og historie 8.bind 4/3. Mange interessante skildringer, der nok er værd at læse.
S. Schandorph: Stillelivets folk. Lånt af Præsten. 7/3. En god bog med Schandorphs ejendommelige ligefremme stil.
Børnenes bog: 25. Bind. 15/3. Indeholder eventyr der ligger i reglen en moral til grund for begivenhederne, det giver indholdet værd.
Paludan Muller: Adam Homo. Lånt af L. C. Sørensen. 1/4.
Henrik Ibsen: Vildanden. Folkeudgaven 1900. 10/4.
Henrik Ibsen: Rosenholm. Folkeudgaven 1900. 12/4.
Helge Hostrup: Snævre grænser Gyldendal. 1900. 143 sider 14/4.
E. Holstein: Krigen i februar 1864. Folkeoplysnings skrifter. 16/4.
E. Ebbelund: Den Russiske krig 1877. Folkeoplysningens skrifter. 18/4.
P. Købke: Vore forfædres skrifttegn. Folkeoplysningens skrifter. 16/5.
1911.
Januar.
4. Jordbonitering hos P. Holm, N. Frederiksdal. Landinspektør Kristiansen, Silkeborg.
5. Opvejning af varer i Brugsforeningen.
7. Auktion på N. P. Pedersens dødsbo i Boelshøj = Canseliråd Pedersen
10. Konference af lægdsrullen på Herredskontoret.
16. Sognerådsmøde i Moselund.
20. Modtaget skatte i Kragelund kl.1.
23. Modtaget skatte i Frederiksdal Brugs. Kl.1.
26. I Viborg med Kgl. Skat på Amtstuen.
31. Generalforsamling i Grathe Hede Mergelselskab, i Frederiksdal forsamlingshus.
Måneden var meget mild vinter, uden videre frost eller sne – ingen snekastning. Knud Jakobsen, Karl og Marie Jensen var her. Jeg arbejdede på Brugsforeningens regnskab
Februar 1911.
Onsdag 1. Folketælling: jeg var hos Jens Phillip. J. P. Rasmussen, Refshale. Søren Jensen, Fastrupdal. Søren Rask og Anker Anchersen, Klosterlund.
Fredag 3. Sognerådsmøde i Moselund.
Mandag 13. København: Deputation hos trafikminister Th. Larsen, angående Moselund station.
Onsdag 15. Sognerådsmøde i Moselund. Skattemedlem Morten Hull var tilstede.
Fredag 17. Møde i Kjellerup. Komiteen for anlæg af en jernbane fra Kjellerup over Hauge til Funder.
Onsdag 22. Sognerådsmøde i Moselund. Kommuneligningen foretages.
En våd, men mild måned. Var den første del af februar måned uden nedbør, blev den sidste del så meget rigeligere, thi i de sidste 14dage faldt der i Bryrup 70,9 mm. Vand, der med undtagelse af 5,4mm. Der faldt som sne. Det er 30,9 mm. Over februars normale nedbør, der er 40mm. Det varmeste døgn indtraf den 17. Med 7,8 gr.. det koldeste døgn indtraf den 6. Med 9,3gr. Frost. I kun 8.døgn har der været indtil 5.gr. frost om natten, hvilket kører til sjældenheder i februar måned. I februar måned 1910. Frøs det 14,9 gr. Laveste barometerstand i februar i år var 72. Meget mild vintermåned, så vinterarbejdet i marken kunne uhindret finde sted.
April 1911.
Torsdag 6. Jeg var i København. Deputation til Trafikministeren, Kjellerup – Funder banen.
Onsdag 19. Sognerådsmøde kl.11. Fattiggården.
Onsdag 26. Eksamen i Kragelund skole.
Fredag 28. Eksamen i Frederiksdal kl.9.
Lørdag 29. Ekstra generalforsamling i Brugsforeningen.
27 – 28. april. Lagt kartofler.
Nedbør og temperatur i april måned. I Bryrup er der falden 35,2 millimeter nedbør i 15. Døgn, i månedens sidste halvdel; heraf 1,8 millimeter som sne. (Normal nedbør for Midtjylland er 36. Millimeter)Sne faldt i 4. Tåge i 1. Torden i 2. Storm i 3. Frost i 12 døgn. Den varmeste dag indtraf den 21. april med 21,4 grader. Den koldeste nat indtraf den 5. april med 10,8 grader i skyggen. Siden april måned 1906. Dagvarmen ikke været så højt som i år, og i de sidste 31 år har nattefrosten ikke været så hård som i år. Allerede i april måned meldte foråret sig, og mange år er forløbne siden, foråret har meldt sig så tidligt.
Maj 1911.
6. Løvspring.
10. Kreaturerne på græs
13. Stærk torden. Niels Kristensens gård i Refshale nedbrændt. Hos Søren Rask slog lynet ned.
15. Sognerådsmøde.
Tørke over hele Danmark. I tiden fra 28. maj til 8. juni er der ikke falden nedbør på nogen af landets 234. Meteorologiske stationer, Bornholm heri var indbefattet. Det er således en tørkeperiode, der har hærget over hele landet, og som har efterladt sine dybe spor på al vegetation.
Juni 1911.
En våd måned. I Bryrup er der i 17. Døgn i juni måned falden 118,9 millimeter vand. (Efter 30års observation er det den største nedbør i juni måned med undtagelse af juni 1888, da der faldt 134,4 millimeter.) Normal nedbør for juni måned i Midtjylland er 50. Millimeter beregnet efter 30år. Tåge viste sig kun i 1. Og torden i 2. Døgn. Den varmeste dag var den 1. juni med 28. Grader. Den koldeste nat var den 10. juni med 1,1 graders varme (Celsius) I 25. Døgn i juni måned var minimumstermometeret under 10.graders varme. Højeste barometer stand 772.
Juli 1911.
En varm og tør måned. I juli måned er der i Bryrup kun falden 37.0mm. nedbør, som faldt i 8. Døgn i månedens første halvdel (Middel nedbør for juli måned for Midtjylland er 72.mm.efter 32års observation) Tåge viste sig i 5. døgn og torden i 2. Døgn. Højeste varme var den 13. juli med 28,5 gr. Laveste varme var natten til den 4. juli med 4,9gr. Celsius i skyggen. I 29. Døgn var de over 15. Graders varme. Den ualmindelig stærke varme uden nedbør, i den sidste halvdel af juli måned, har udtørret jorden stærkt, så forårs kornet bliver modnet for hastigt, og rodfrugterne sukker efter væde.
10. Sognerådsmøde.
24. Modtog jeg Kgl. Skatte i Kragelund kl.2. Frederiksdal kl. 6.
26. I Viborg på Amtstuen med skat.
Den27. Høstet Rug.
August 1911.
En varm og tør måned – en rekord. I de sidste forløbne 32.år har august måned ikke været så varm og tør som i år, thi der har været 29. Døgn med fra 20. Til 30. Graders varme i skyggen. Den absolutte varmeste dag indtraf den 13. Med 30,3 gr. Den koldeste nat indtraf den 21. Med 3,1 graders varme. I Bryrup er der kun falden 25,8 millimeter nedbør i 6. Forskellige døgn (For Midtjylland er den normale nedbør 89). Millimeter for august, efter 32. År) Tåge indtraf i 2, torden i 4. døgn.
September 1911.
En tør og varm september. I Bryrup er der i september måned kun falden 27,2 millimeter regn i 7. forskellige døgn. (For Midtjylland er den normale nedbør i september 64mm. beregnet efter 32 års observation) Tåge i 9.æ og frost i 1. Døgn. Den varmeste dag indtraf den 2. september med 25,1 gr. Den koldeste nat indtraf den 30. September med 0,7 graders frost (Celsius) I 23. Døgn var der over 15. Graders varme.
8. Auktion i Kragelund kro.(Kristian Vinderslev)
13. Sognerådsmøde kl.11. Fattiggården.
27. Session i Kjellerup.
Oktober 1911.
Nedbøren i oktober måned – En våd måned. I Bryrup er der i 14. Forskellige døgn faldet 120,5 millimeter regn.(Midtjyllands normale regnmængde for denne måned er kun 78.millimeter) Tåge viste sig i 6.døgn, torden i 1, frost i 13. Nætter. Varmest var den 27.oktober med 18,1 gr. Koldest var den 3o oktober med 5,4 gr. Frost. I 23. Døgn var der over 10. Graders varme.
November 1911.
En våd men mild måned. I Bryrup er der i november måned falden 138,3 millimeter vand i 23. Forskellige døgn. Det er den største nedbør i november måned de sidste 35.år(for Midtjylland er normal nedbør 51.millimeter) Sne faldt 1 2, tåge i 8, torden i 2, frost i 8. Døgn. Højst dagsvarme indtraf den 5. november med 11,9 grader. Størst nattekulde indtraf den 24. november med 8,1 graders frost. I 20 døgn var der over 5, og indtil 12. Graders varme om dagen.
9. Skiftesamling i J. Chr. Dahls bo.
10. Jernbanemøde i Kjellerup.
13. Licitation i Moselund.
14. Kristian Vinderslev bryllup.
December 1911.
Atter en våd og mild måned. – Meteorologiske notitser for 1911. I Bryrup er der i december måned målt 75,5 millimeter vand, der faldt i 13. Døgn (Normal nedbør for december er 51 millimeter.) Tåge indtraf i 21, frost i 12, sne i 4, døgn. Størst varme indtraf den 19. december med 6,5 grader. Størst kulde den 9. december med 5,7 graders frost. I 10. Døgn var der fra 5. Gr. Til 6,5 gr. varme om dagen. – Den samlede nedbør i året 1911. Har været 827,5 millimeter(I Dansk mål= 31.tommer) I året 1910. Var den samlede nedbør 850,1 millimeter. (normal års nedbør for Danmark er ca. 24tomme) Højst varme i 1911????? Slut

CD-4

J. Jensen. Optegnelser for 1915.

(26.august)
I gamle dage, ja det ve en mørkeræd tid. Troldene strakte sit grimme hoved ud af hver høj. Nisser og Bjergfolk huserede både her og der, på jorden vandrede de og i luften fløj heksene. Og den grusomme Lindorm, den lagde sig ofte foran det hellige, til Gud indviede hus, ja sugede blodet af menneskerne. – Ja vi kende dem alle sammen så godt i vore dage. Det er lidenskaberne i deres forskellige skikkelser der suger blodet og livskraften af mennesket. – Så blev mennesket klogere, fandt at det hele kun var noget sludder og vrøvl, eventyr og fantasi, disse slutninger var rigtige, det var kun indbildning – men helt uden grund, var de gamles tanker ikke, thi som en Norsk forfatter skriver, der sker ikke noget tilfældig her i Vreden, alt foregår som en lovbunden udvikling, led for led. – De gamle havde ganske ret der er både Trolde, Hekse og Lindorme til, men i nutiden ser vi anderledes på sagen, de har andre navne og andre skikkelser og som det vigtigste i denne opdagelse er, at alle disse uhyrer er en del af os selv.
Krigen er den frygtelige Lindorm der knuger menneskeslægten i sin bloddryppende favn. Trolde, Hekse hvad de nu alle hedder, har vi endnu, de bor ikke i højene, de bor i mennesket selv. En af nutidens og af nordens betydeligste nulevende Forfattere er den Svenske digterinde Selma Lagerløff, hun overfører den gamle tankegang, giver den liv og følelser i nutids skikkelser, hun maner disse gamle, både onde og gode ånder lyslevende frem, iklæder dem liv, blod og skikkelser, det er livets medfødte lidenskaber som de var i gamle dage, og som der er den dag i dag. Hun stiller dem i den rette belysning og på den rette plads, musik hvad er det vel andet end den gode Fe, tilfredshed og glæde. Mange begreber og navne får ting og egenskaber kan iklædes skikkelser, håbet, lykken, glæde o. s. v. er menneskets gode ånder. Man kan iklæde dem skikkelser, så at de bliver lyslevende, som om de var af kød og blod. I åndelig forstand er det jo også kun disse egenskaber, der betegner et ånds væsen som sådan. Sorgen, hun er en sortklædt kvinde, hvor hun vandre omkring og kommer til huse, der flyder tårer, der er dagene mørke, og solen skinner ikke.
I gamle dage var alt tilfældighed og meget overnaturligt. Men der skete intet tilfældigt, alt er naturligt og underkastet bestemte love. Derfor er det meget vigtig for os at ud finde, gennem vor forstand og fornuft som ånds væsen. Årsagen til de tilskikkelser der møder os, eller rettere at skæbnen er vort eget barn som vi selvhavde fremelsket og opdraget, at vi selv her fremmanet den Djævel der møder os, at vi på vor vandring har sluttet pagt med de gode lyse ånder, det vil sige, at vi vandrer ad de veje, på de stier hvor de findes, i de hjem hvor de trives, ånder og lever. Intet nyt under solen, vi har de samme væsner til huse som vore forfædre taler om, der er dog mange der ikke er rigtig klar over dette forhold.
Før og nu.(27.august)
Man kan ransage hvad der er foregået og passeret i fortiden og man ved hvad der passer i nutiden, men hvad der skal ske i fremtiden, derom ved vi kun lidt. I gamle dage skulle man spås, men at give sig af med at spå er ikke fint i vore dage, idet det er gamle kællingers bestilling og desuden er det forbudt både i Guds og menneskets navne. Der er noget i vore dage der svarer til fortidens spådomskunst og det er begrebet sandsynlig, man kan sige: at det, eller det sandsynligvis vil ske, det har den fordel at være naturligt, fordi det som udtrykket siger, er en beregning der hviler på erfaring og en årsags række. – medens derimod spådomskunsten må siges – i al fald som den opfattes i gamle dage – at henhøre til det overnaturlige.
Mindesten (31.august)
I dag formiddags blev der på min moders grav på Kragelund kirkegård rejst en mindesten. Stenen er hugget på Dines Rasmussens stenhuggeri i Silkeborg og har kostet 190. kr. Det er en temmelig stor sten af Bornholmsk granit og hvilende på et fodstykke af samme stenart. – Smed Martin Jensen, Kragelund, gift med min søster, har i forsommer opstillet og bekostet en jernrækværk om familiebegravelsen, hvor der er plads til 2. rækker grave. På pladsens vestside fra øst hviler min bedstefar Gårdmand Jens Christensen (Degn) og hustru Maren Olisesdatter, og fra øst på nordsiden, min moder og ved hendes side mod nord min fader. På samme plads må det også antages at Oldefar Christen Jensen (Degn) og hustru Margrethe hviler.
Men slægten har for øvrigt levet i Kragelund, så både min Oldefars fader og dennes fader også ligger begraver her. – Noget herom lader sig nu ikke påvise, thi i slutningen af forrige eller begyndelsen af dette århundrede – da kirkegården blev reguleret – henlå kirkegårde uden gange og det hele var uden nogen orden eller plan. Det var Anders Nielsen af Refshale der har udført det arbejde og plan som kirkegården nu har.
Om eftermiddagen var jeg til bankrådsmøde i Silkeborg Bank – Niels Konrads kone blev begravet i dag og en mindesten blev rejst ved graven, i formiddags. Det begynder at blive skik, at stenen rejses ved graven før jordfæstelsen har fundet sted
Forandring (4.august)
I året 1890. blev der her på gården bygget et spærhus til korn, der ligger nordvest for gården, bliver i disse dage nedbrudt. – efter delingen af gårdens mark i 1899 – 1900. Er der mindre brug for huset. Østsiden af vesterlængden, stalden, bliver i disse dage forsynet med nyt tag (tagpap) i stedet for det ældre stråtag.
I ældre tid (5.august)
Johan Vinderslev fra Frederiksdal der var her i dag, fortalte noget om, hvorledes man levede på hans barndoms – egn – Frederiks sogn, de såkaldte Tyskebyer i ældre tid. ”Vi fik” sagde han, ”kartofler 21,gange om ugen, og om søndagen alle dem vi kunne spise.
Den 28. september 1915.
Jeg er kommet til den bestemte anskuelse, at den centrale kraft i tilværelsen, den grundpille hvorpå hele den eksisterende Verden hviler, der hvorom alting drejer sig er: modsætningsforholdet. – Virkningens årsag findes som regel i modsætningen, to modsætninger er identiske, med andre ord, dele af en eksistens, man kan måske komme definitionen nærmere ved at forklare det, som to køn af en art. Det er modsætningerne der skaber kræfterne der sætter det hele i bevægelse. Ligesom kræfterne der sætter hele maskineriet i gang er fjederen, således må der også være en kraft der stadig holder Verdensmaskineriet i gang – dette er modsætningernes vekselvirkning. – En kraft der stadig fornyer sig selv, – men dette forklarer jo ikke tingets ophav, det til grund for liggende, det inderste væsen.

Søren Laursens enke.
Er i disse dage afgået ved døden, hun hørte til den gamle Bøvlund slægt der har været bosat i Kragelund sogn. Herredsfuldmægtig, Kancelli råd Pedersen, Kjellerup hans moder var af denne slægt, nemlig en søster til den afdøde. En broder Kr. Laursen faldt i krigen 1864. Ved Fredericias forsvar. Et marmor mindetavle er indsat for ham i kirken. Laust Bøvlund der boede i gården matr. nr.15. og var en stor kreaturhandler, hængte sig for ca. 45år siden. Den gamle Laust Bøvlund der døde i fjor, efteråret, var af samme slægt. – tilbage af slægten er kun Laust Laursen, der hverken er gal og langt mindre rigtig klog.
Fattigdommens hær 1915.
Den største hær i Verden er fattigdommens, som anføres af generelt sult, under sig har han flere afdelinger, Oberst dovenskab med sit arme korps. Oberst drukkenbolt med sit regiment. Oberst løsgænger, Oberst dagdriver, Oberst spil, Oberst kasseberøver, o. s. v. hvert førte sit regiment. Fattigdommens hær omfatter mange forskellige sammensætninger, men hærens kærne og største antal omfattes dog af den fattige, men arbejdsomme og flittige arbejder, der trods slid og slæb ikke er nået længere frem til rigdommens tærskel. I disses sidste kølvand sejler de ovenfor nævnte afdelinger og det er disse der råber højst under den udfoldede fane med motto, frihed, lighed og broderskab.
Borgbjerg er for tiden dirigent, men han kender kun lidt til den generelle sult, og kun af omtale. Han sidder sikkert og fast på flæsket i denne maximale tid, og der er undtagelser med principperne for nogles vedkommende, nemlig de som står kassen nærmest. Ligheden gælder ikke i den forstand og broderskabet ikke heller, at den ene broder er mere end den anden, ligesom hos alle øvrige mennesker i Verden. Den urgamle grådige menneskenatur er endnu ikke kultiveret nok til at give afkald på denne verdens redeligheder. Når man har adgang til den eller har dem i hånden så giver man ligesom nødig slip derpå, som hunde på kødbenet. – – Men det kommer vel nok.
Krigen og politikken (10.oktober)
Ligesom der går maddiker i en ost, når den bliver gammel, således er der også gået politik i vores fødemidler, der går maxsimalpriser i næsten alle ting. Vi har maximalpris på Rug, man skal jo have et objekt at lave politik på, ligesom døden skalhave en årsag. Militarismen og forsvarsvæsnet er foreløbig lagt på hylden. – Mange landmænd lader nu kornet ligge og rådne og endnu flere overtræder forbuddet og fodre kornet op. Møllerne og Bagerne går snildt udenom forbuddet, de blander Dansk og fremmed rugmel sammen – brødet blev ikke billigere. Nu komme der maximalpriser på flæsk, det gav det resultat at flæsk ikke har været til at opdrive i flere uger her i Kragelund. Slagtningerne skal jo slagtes, men under disse forhold vil det efterhånden blive vanskeligt at bjerge livet – ganske vist lever man ikke af brød alene, men også som det hedder i Biblen, af hver ord der udgår af Guds hånd, men om man kan leve af politik er vistnok tvivlsomt, så skal man i al fald være levebrødspolitiker.
Intet er stillestående:
Enten er der fremgang eller tilbagegang, egentlig er der altid fremgang, tilbagegang skyldes at man ikke holder skridt med udviklingen, men kommer bag efter tiden. Et ur der går for sagte kommer bagefter, et der går for stærkt kommer foran. Solen alene er vor jordiske tilværelse, tids måler. Uden for jordens kreds må man regne med andre tids målere. Solen står ikke stille et sekund, og hver sekund er en udvikling fremad, det vil sige at der er foregået en forandring. I gennem kortere eller længere tid sker der forandring af den eksisterende Verden. Denne forandring og omskiftning har været før. Set fra tidernes morgen og uden afbrydelse varer til tidernes aften. Det er kun formen der forandres, stoffet er evigt den samme.
Det er ikke hjernens kvalitet, men dets kvalitet det kommer an på. Hjernen er undergivet viljens herredømme, med viljen kan man nå så langt at endnu ingen har set dets grænse, som den man kom til. Hjernen er udviklet fra fædrene gennem slægtleddene, mere eller mindre. Det er et godt arvepart, som den slægt skænker sine børn, der har udviklet tænkeevnen, men barnet selv når det er voksen, har jo den pligt og opgave at arbejde på at udvikle tænkeevnerne, udvikle hjernen til at arbejde, til at tænke, thi hvad der ikke er arbejde eller virksomhed er heller ikke nogen udvikling eller fremgang.

Lærer Askløv og§8.
Kristen Hansen, Kragelund Skov, har åbnet en kampagne med Lærer Askløv, og da Kristen Hansen er en stridbar natur og Degnen ikke tabt bag af en vogn. To hårde stene, vil det sikkert slå gnister når de begynder at køre løs på hinanden. K. Hansen har været hos en Sagfører i Silkeborg og fået en klage opskrevet, og klagen er nu sendt til Præsten – Klagen indeholder mange punkter, for det første har Degnen slået klagerens barn, således at hun besvimede. For det andet var Degnen en dag så stærk beruset i skolen at han sad og sov, faldt derefter fra stolen han sad, på ned på gulvet. At han jævnlig sidder og drikke oppe i kroen og lader børnene passe sig selv. Han er gået op i forskolen, hvor hans kone er Lærerinde og slået børnene her. Klageren mener at konen ikke kan gøre det til gavns, skal han der er inde i håndværket efter alle kunstens regler besørge afbankningen. At han kalder skolebørnene Krageunger, Storkeunger o. s. v. finder han meget fornærmende. At han børn er Storkeunger, må han jo selv være en Stork, og kalde en mand en Stork, ville jo af Politiretten blive takseret til 40kr. i bøde. At det må være Lærerens pligt at lære børnene noget godt, lære dem at være skikkelige, i stedet for lærer han dem øgenavne. – og vil Læreren sige at det kun var spøgefuldt udtryk, så ville K. Hansen sige til Degnen at han en tyveknægt, og bagefter sige ar det var kun spøg. Han ville gå hen og stjæle, blev han så opdaget ville han sige at det kun var en spøg o. s. v.
Jeg talte med K. Hansen i dag, han udtalte at nu sagen føres frem til sidste instans, at han var klar over at det ville blive en hård dyst, thi Degnen var jo en klog og lært mand. – Det tror jeg ikke, siger jeg, thi du var jo oppe hos ham først og talte mundtlig med ham, og da kom i jo til at skændes, havde Degnen været en klog mand, havde han bedt om undskyldning for hvad der var forefalden. – Jeg kender grundig K. Hansen, han hører til den klasse af mennesker, hvis natur jeg ikke anser for normal, at give sig til at skændes med en hel, halv eller trekvart sindssyg menneske, det gør fornuftige folk ikke, de taler sig fra ham, som en beruset mand. jeg har altid den skik at med den slags mennesker må man behandle med overbærenhed og medlidenhed – aldrig tage dem for alvorlige – Dette var Askløvs fejl, derfor kaldte jeg ham ingen klog mand, men grunden sagde jeg naturligvis ikke til K. Hansen. Der er en vis måde, en bestemt side at tage de forskellige mennesker på. – – – (15december)

Niels Hvepsgårds Sølvbryllup
Der var stor Sølvbryllup i Kragelund i dag. Niels M. Nielsen (Hvepsgård) og hustru havde Sølvbryllup. Nu har der i mange år været en god tempel loge og afholdsforening i byen, men de er gået i stykker og N. M. Nielsen indmeldte sig i loge i Silkeborg. En loge der består af medlemmer fra Tumlebakken i Silkeborg, Slikstad, Røde Niels, Potmanden, Jakob Fruelund. Disse kom her op og festen vil som at gå af minde. De gav i Prosange 50øre, Slikstad der ville være flot gav en børste til 30øre. Men da de blev anbragt ved festbordet, spiste de rub og stub. Jakob Fruelund, der havde en andens mands kone med, de lever nemlig sammen to mænd om en kone, holdt festtalen, imens spiste de Silkeborg madammer alt lagkagen. N. M. Nielsen frygtede for at disse gæster skulle havde meldt sig dagen efter, de blev borte, måske ikke helt veltilpas efter alle de lækre kager.

Verdens – Systemet.
Et tænkende væsen vil altid spekulere over spørgsmålet, hvad er Verden? Hvorfor og hvorledes? Hele udviklingen, og hvad al stof i sin inderste væsen er? Vi kende kun lidt og menneskets tanker vil aldrig, før det har fået svar på alle disse spørgsmål, før der forligger en naturlig og fornuftmæssig lov og grund til alting. – Da jeg i aftes gik en tur ude i den klare måneskin og der viste sig en hær af blinkende stjerner, der er lysende klare. Aldrig kan jeg se på dette, uden at tænke og spørge, hvorledes er Verden indrettet og bygget? Vi er kun en myre og vor jord er kun en tue.
Man kan nok tænke sig at rummet er uendelig og uden begrænsninger, thi kun et intet kan begrænse et intet, men stoffet må være begrænset. Ville man tænke sig en uendelig rum, og overalt i dette rum svævende kloder, da kan man udvide denne tankegang og sige, at det svømmende stof (Kloderne) i rummet kunne havde været en eneste kompakt masse, da kan man aldrig tænke sig et uendeligt rum opfyldt af uendelig masse af massivt stof, forholdet må være en anden? Thi i sådan en antagelse svimler tanken og den finder aldrig hvile.
Da fik jeg en ny tanke. Når man siger at man kommer så og så mange mil op i luften fra vor jord, bliver rummet lufttomt. Da luft jo er materie, stof i ikke fast form, må luft jo henregnes til vor jords materiemasse, og vor jord har altså en omfang der er langt større en det mål som vi ellers bruger. Uden for vor jords lufthav, kan der ikke være noget absolut tomt Verdensrum. Men dette stof der findes udenfor Jordens luft, er vel ikke andet end stoffets mindste dele, molekyler, når disse mindste dele centralisere sig, har det stof hvoraf Verden er bygget, men dette urstof er det da udbredt i en uendelighed i et uendeligt rum? Dette kan man ikke tænke sig, men den tanke jeg tænkte i aftes var en tankeslutning der løser spørgsmålet. Alt hvad vi kender af kloder så langt vor sanser når ud og vel langt uden for dette. Alle disse kloder svæver i en kugle, en luft har af molekyler, udenfor findes det absolutte tomme rum. Mulig kan der svæve kugler eller kloder uden for vort, men det kan også være at det ikke er tilfældet. Ved sådanne tankeslutninger finder tankerne hvile, der bliver en grundvold og ikke noget ufattelig hvor nu tanken svimler. Jeg vil antage en sådan opfattelse, indtil der blive bevist noget andet. (18. december 1915)
Lærer Askløv og Chr. Hansen. (22.december)
Chr. Hansen, Kragelund Skov, der for at bruge nutidens slagord, ville have Degnen torpederet og paragraf ofret, har nu lidt et alvorligt nederlag, hvormed fjendtlighederne er indstillet og felttoget sluttet med det resultat at Askløv dikterede freden – noget vistnok Kejser Vilhelm II misunder ham – Chr. Hansen ydmygt bede om forladelse og tilmed underskrive en traktat hvori han erklærer at alt hvad han har fremført mod Degnen er løs løgnagtig og uvederhæftig tale – Således går det når en mand kaster med sten og selv bor i et glashus.
Kornligning. (23december)
Kragelund Sogn skal pålignes at udrede 780 td. Rug, til maximalpris.
Snestorm Juleaften (24.december)
Snestorm med hård nordøstlig storm har raseret sidste nat og dag. Alt postgang og trafik er standset. Det er længe siden, ja mange år, at vi har haft snestorm Juleaften. Vinteren der begyndte usædvanlig tidlig med streng frost, sidst i oktober, og for et par dage siden havde vi 15. Graders frost. I mange år har vi ingen vinter haft, det tegner til at i år får vi vinter.

Juleaften 1915.
Det er snestorm, Himmel og Jord er en hvirvlende masse af sne, kulden er hård. Isblomsterne gnister af al den kulde de udspreder, og kommer man udenfor kan man næppe åbne et øje. Under stormens bulder pisker sneen som isnåle ind i ansigtet, men indenfor i stuen er det hyggeligt og dejligt, ilden buldre i kakkelovnen, og stuen er opfyldt af den milde varme luft. – En lille plet midt i vinterens isnende kulde og mørke, juletræet står pyntet med dejlige sager der fryder øjet og glæder sindet. Og sangen lyder ”Glade Jul, dejlige Jul, engle daler ned i skjul” Alt dette er en lille paradis. Midt i vinterens mørke og kulde.
En mere træffende og håndgribelig billede, end dette til en forestilling om hvad Paradis og Helvede er, kan man ude finde, udenfor, kun en skillevæg imellem, hersker kulden, stormen og mørket, og indenfor hersker varmen, lyset og alt hvad man har kær og elsker. Indenfor er der et lille Paradis. Udenfor raser alle onde magter, mørket, kulden, stormen, sne og is. Dersom det lille hjem, lys og dejlig ikke var skabt, det vil sige at havde vi mennesker ikke arbejdet at skabe det hjem (Paradis) da havde vi stået ude i vinterens isnende storm og kulde (Helvede).
Dersom vor sjæl ikke arbejder på ar skabe en sådan lille varmt, lyst og dejlig hjem, midt i al had, ondskab, løgn og synd. – ja da vil sjælen vel stå hjemløs, midt i åndens kulde, mørke og storm, uden lyd, uden sæd, uden varme, uden lys, mens alle andre magter raser. – Se det er et lille billede af hvad Paradis og Helvede er. Et billede så håndgribeligt at det man lærer os at bygge og skabe et hjem, ikke alene for vort legeme, også for vor sjæl, og det tusindårige budskab lyder. Os er i dag en frelser født, os som er Guds børn og arvinger til det evige liv.

Året der svandt – – 31.december. 1915.
Historie skrives, Sagaer optegnes, og da hver dag forandrer det bestående, og et hvert ord et hvert skridt sætter spor således medfører et år store forandringer, idet meget af det gamle svandt og noget nyt indtager dets plads. – Udadtil er året krigens rædselens år. Store formuer er tjent her i landet, særlig har landbruget og enkelte erhverv tjent gode penge. Men krigen har skabt en dyr tid der har været uheldig for mange, idet alle livsfornødenheder er steget til svimlende priser. – 1. Hest koster nu 1500kr. Køer 600kr. En ny Fed kalv 40kr. En td. Byg 24kr. havre 18kr. Rug nu maximalpris ca.18kr. men kan uden maximalpris ansættes til 25kr. 1. Pund smør 1kr.50øre 1. Pund ost 70øre (Mejeri ost) Oksekød koster 1kr.24øre men kan ikke fås alle steder, da slagtningen er ophørt og kreaturerne føres til Tyskland.
Sommeren var meget tør og der var misvækst på rugen, visnede store arealer med rug. Havren blev nogenlunde, men høståret i helhed ikke så lidt under middel, især visnede alle kløver og græsmarker. – I årets løb vedtoges en ny Grundlov, det vil medføre stærke parti udvikling og stor politiske kampe i fremtiden. – Kragelund – Funder – Engesvang Kommune blev adskilt den 1. april i 3. Nye selvstændige kommuner, således at enhver af de 3. Kommuner nu dannes af Sognegrænserne. – Grathe – Hedes mergelbane har i årets løb ført store mængder af mergel fra og til Kragelund og dele af Funder Sogn. Mergelselskabet er nu snart færdigt og vil blive afsluttet i begyndelsen af det nye år. – Der er bleven oprettet en ny foderstofforretning i Kragelund og hertil bleven bygget lager hus ved brugsforeningen, og er altså en led i landbrugets sammenslutning i andelsbevægelsen. – I Stenholt brændte Chr. Bergs gård, og her er nye bygninger opført, ellers er der på grund af dyrtiden kun bygget meget lidt. Som omtalt opførtes en lagerbygning til foderstoffer ved brugsforeningen i Kragelund. Købmand Marius Hønholt, Pederstrup har købt og overtaget Kragelund Mølle. Jens Johansen (Fillipsen) Refshale byttede ejendom med slagter Salling i Kragelund by, matr. no. 12. I Hessel Skov overdrog Kr. Henriksen gården til hans svigerfader Hans Henrik Hansen. – I årets løb er død Niels Nielsen, Konrads Hustru. Den gamle alderdomsstøttede Stien Nebel. Kristian Frank, Stenholt, den sidste var født med en talefejl, han talte næsten som et barn der lærer at tale, og var hele sit liv næste uforståelig i sin udtale. – Vejrliget i årets løb lignede de foregående, kun lidt vinter, men regn og meget stærke storme.
Degnen låner Kromandens Prædikenbog (2.maj)
I formiddags var jeg oppe hos lærer Askløv med en bekendtgørelse om folketingsvalget den 7.ds. Vi fulgtes ad op i kroen til telefonen hvor vi begge havde ærinde. Kromanden gav en ”Bitter” og vi fik en bajer ovenpå. Præsten er ikke hjemme i denne tid og Degnen skulle læse i kirken, han sagde da til Kromanden om denne ikke kunne låne kam en prædikensbog, da han ingen selv ejede. Jo Kromanden havde en, jeg bemærkede at det var da godt at når præsten manglede en prædikensbog, at han så kunne gå op og låne en hos kromanden, da var man jo sikker på at erholde det i Kroen, som var nødvendig i Kirken.
Folketingsvalg: (7.maj)
Kong Frederik VII er ikke længere tidssvarende, i dag stævnes til Valby – det såkaldte ”Fredsvalg” under hvilke den gamle Grundlov dør og den nye fødes. Hvor er den bevingede ånd fra 48., der mærkes kun lidt til begejstring. Det er et af de fredeligste valg der i mange Herrens år er holdt i Viborgs 3. Valg kreds i Kjellerup. Kun kredsens nuværende Folketingsmand Poul E. Hansen Ø. Velling var kandidat, foruden ham var der kun 3. Stillere der talte, Just i Hinge Sognefoged Kristensen, Vium og Lærer Kristensen, Funder.
Valghandlingen var sluttet ved 11½ tiden – Kjellerup og Færøerne plejer ellers at være de sidste i landet – Gårdejer Poul Emil Hansen, Øster Velling blev erklæret som valgt. – Begejstring mærkede man intet til, det eneste særpræg der kendertegner situationen er: At en der holder begravelse og drikker dygtig gravøl, men derfor ligger den anden da ikke på den lade side. Der er barselsgilde den nye Grundlov fødes og der drikkes mange glas, til fødselsdagsbarnets pris.
Hr. Sognerådsformand N. P. Møller:
Den nye formand Kalkbrænder N. P. Møller, Engesvang kom omtrent samtidig med Mads Madsen og mig til valgstedet i Kjellerup, vi stod og talte sammen udenfor kroen, da kommer Snedker Katballe, Kjellerup han siger til Møller: ”Hvad er du også kommen i Sognerådet”. Ja siger Møller ”Jeg er formand for Engesvang Sogneråd”. – Husker du ikke siger Katballe – at da vi for et års tids siden sad og drak kaffe her i Kjellerup, sagde du at det var kun dumme folk der blev valgt ind i Sognerådet. – Møller tier. – Mads Madsen, Funder siger: ”Ja et menneske kan forandre sig, tidligere må Møller have været en klog mand, men nu må de i Engesvang have anset ham tilstrækkeligt dum til at komme i Sognerådet.
Valgmands valg: (10.maj)
I dag afholdtes i den nye skole i Kragelund Valgmands valg, deltagelsen var lille, kun 31. Var mødt for at stemme. Jeg blev valgt til valgmand med 20.stemmer. Lærer Askløv fik 7. Resten var spredt – I Funder valgtes Lærer P. Kristensen og i Engesvang N. P. Møller.
Landtingsvalg i Randers: (21. maj)
Ved Landstingsvalget i Randers i dag, var der fredsvalg, det var jo en mærkedag idet det var sidste gang at de højst besatte var mødt som selvskreven privilegerede vælgere, der var en af disse, en Godsejer der sagde idet han afleverede sin stemmeseddel ”Det er sidste gang jeg møder, næste gang sender jeg min malkepige”.
Silkeborg Bank. (24. maj)
Afholdt generalforsamling i Håndværkerforeningens sal. Der var mange aktionærer tilstede, men alt forløb rolig. Efter tur afgik af bankrådsmedlemmerne. Overretssagfører Chr. Johnsen. Og Sognerådsformand J. Jensen, Refshale der genvalgtes uden afstemning. Efter generalforsamlingen foretoges en sejltur til Himmelbjerget, hvor der blev indtaget kaffe. Derfra sejledes der til Ludvigslyst hvor der spistes til aften, men der var så mange mennesker tilstede, at det næsten ikke var muligt at betjene dem. – og det vil måske ad årene blive gentaget med alle de aktionærer der møder. – og det vil blive en stor selskab.
Sessionen i Kjellerup (3.juni)
I år var 21. g 22. årige mødepligtige, men til gengæld var der næsten ingen mødeberettige. Under de krigeriske forhold trykkede det intet mandskab sig ligesom villet. Her fra Kragelund blev af 15. Mødende, udskrevet 11.
Tidsforholdene (22. juni 1915)
Alle livsfornødenhederne og fødemidler stiger i en al foruroligede grad, en stigen der har fundet sted siden Verdenskrigens udbrud i august 1914., og der er ingen udsigt til, at enten krigen ophører eller priserne daler. – Der hersker en stærk tørke, kornet begynder at visne på markerne og græsmarkerne er som afsveden. De stærke nordlige vinde, blæst og storm, med stadig nattefrost har udtørret alt. En tilstand der næppe er kendt i den sidste menneskealder, – og som hvis det varer ved vil medføre misvækst. – Kreaturpriserne er ukendte høje, nu koster en ko indtil 500.kr Et par grise 50 – 60 kr. Heste ca. 1500.kr. pr. stk. Smør 1kr.30øre pr. pund og flæsk 1.kr. pr. pund og æg indtil 1. Kr. pr. pund.
En rejse til Skive.
I dag 23. juni afholdt Sognefogderne i Viborg Amt en sammenkomst i Skive, dels en selskabelig udflugt, og dels afholdt foreningen af Sognefogder generalforsamling. – Jeg tog på cykel herfra om morgenen kl. 5. Til Kjellerup og tog herfra med toget kl. 6.32 – Efter den ualmindelige lange tørke alle vejene belagt med et tykt lag af støv. Alle markerne er som afsveden og kornet visner på marken, og hvad tørken og sol heden ikke kan udrette, formår nattefrosten, den sætter kronen på værket. Og dette er ikke det eneste ar der står en misvækst år for døren, men de ekstraordinære krigsforhold i Europa, har i høj grad fordyret alle livsfornødenheder, det er således som Grundtvig synger: ”De gode græd og de onde lo”. – Kapitalen, der dyrkes af Grever, de store handlende og pengemænd. Overalt tages de ekstraordinære forhold til indtægt, tids forholdet skal udnyttes, uden skånsel trædes medmenneskers livs rettigheder under fode, og slagets vej er forarmede stakler, der må lide savn og nød. Mennesket har meget – ja lad os sige halvdelen af sin natur er råt og dyrisk. – Der er meget der peger på at vi går en nødens tid i møde.
Den kolde skarpe nordenvind strømmede mig isnende imod under en skyfri Himmel. De første morgenstråler kæmper forgæves med nordenvinden, der længere op ad dagen ville få udslag i den stærke gennemtrængende blæst. Overalt lå jorden dækket af den hvide rimfrost, kartoflernes top bliver sorte, frosten afsvider dem. – Det er en ret lille jernbane fra Kjellerup og til Rødkærsbro, maskinen og 2. Vogne, et gods og personvogn, men til gengæld er den sidste en gennemgangs vogn. So bekendt er størstedelen af Statsbanernes personvogne, de gamle kupevogne. – På hele vejen fra Rødkærsbro til Skive er kun lidt at berette, overalt møder synet afsvedne marker. Hvor græs og korn står i en jord der er så tør som aske, og kæmper den sidste fortvivlende kamp for tilværelsen. Efter ankomsten til Skive, blev en maskinværksted for fremstilling af tærskeværker besigtiget, derefter en margarinefabrik, hvor gangen i denne nu så nødvendig artikel blev gennemgået. Der var en ting man ikke så, og som mange ønsker at få besked om, nemlig at se råmaterialerne hvorfra margarinen blev fremstillet.
Derefter besås dem gl. kirke, der nu ikke længere benyttes til Gudstjeneste, men som ligkapel, der er bygget en ny kirke. Den gl. kirke der er fra Middelalderen, er opført af til dels råt granit og kvadersten, det hele er en broget sammen blanding, som det ene parti af ydermurerne ikke vedkom den anden. Hele kirken er udvendig forsynet med hvælvinger, og hvad der er særlig interessant er, at hele kirken er forsynet med kalkmalerier. – indgangen – Portalen har ikke spor af søjler eller anden prydelse, kun et par kragesten ved hver side. Det hele gør et tarveligt indtryk, måske har en eller anden Herremand plyndret kirken for sin granit.
Derefter besås en papirposefabrik, og nogle smukke udsigtspunkter, og derefter den nye bank, herfra kørtes i bil til Krabbesholm, den gamle Borg, som nu er indrettet til Højskole, her var meget hyggeligt og smukt. De århundrede gl. lunde. Hovedbygningen opført dels af granit, og to sidefløje med bindingsværk. Her spiste vi til middag, hvorefter Højskoleforstander Kastel holdt et foredrag i den gamle Riddersal – der nu er indrettet til foredragssal for Højskolen. Om Borgens historie som Krabbe byggede den, og han er stamfader til den nulevende Adelsslægt Krabbe. Det er den ældste og vistnok nu den eneste oprindelige Danske Adelsslægt der nu lever her i Danmark.
Riddersalens loft og vægge var udsmykket med malerier, især fra den Romerske og Græske tid, altså Allegorisk Sagnhistorie. Men det hel tog sig meget ærværdig og højtidelig ud, og dog mødtes nutid og fortid her, og vor nutids Højskolevirksomhed udviklede sig her i Oldtids og Middelalderlige omgivelser og dette, at i loftet i de gamle loftmalerier var der indsat elektriske lamper, den moderne nutid og den sagnrige fortid mødtes. Det var meget interessant med den gamle Borg og den nye Højskole, som var forenet. Man havde en følelse af at man levede i langt svunden tider ved at færdes i disse omgivelser, men folket og åndslivet var ligeså moderne nutidig
Den gamle Egeskov, hvor er der smukt i Krabbeholm Skov, her hersker skovens ånder disse høje slanke ege. Det hører til sjældenhed i Danmark, man kan godt sige interessant, at træffe højskov af eg. Stormen og blæsten har ingen magt her, for disse mægtige trækroner, men stormen bøjer sig. I skoven er også anlagt et Sanatorium. Andelssanatoriet der er rejst af andelsforeningerne for det hele land. – Her var hyggelig og rolig, men vi har jo også hejsebomme og befinder os i en Højskole, man måtte antage at her måtte de syge kunne helbredes, – men desværre, det er den største part der stadig går tilbage med, og det er kun en lille procent, som kan siges at være helbredt. – Dette sagde Overlægen, og han tilføjede at som var en hver Lungehindebetændelse begyndelsen til Tuberkulose, og det var i begyndelsen at sygdommen med held skal bekæmpes. – I skoven ligger et Restaurationssted ved navn Rosenhøj, her afholdt Sognefogderne møde, hvilket møde, eller generalforsamling kun var af lidet betydning og kun varede en lille halv time. – Derefter spistes til aften på Rosenhøj, og der blev holdt en del taler, de som det plejer at være ved sådanne lejligheder, var det mest noget intetsigende sludder og vrøvl, og dermed afsluttedes sammenkomsten og deltagerne spredtes atter over den ganske Viborg Amt, en dog højst 2. Fra hver Sogn.

Træk af folkelivet (23.juni)
Vejassistent Jens Mikkelsen, Kjellerup der tidligere var Sognefoged i Serup. Men nu har han kronede dage, lidt eller intet at bestille og en god løn. Han hovedbeskæftigelse er nu at handle med ejendomme, købe de store gårde og lade dem udstykke i husmandslodder, dette er moderne og en mani i vore dage. – Mikkelsen stod på Kjellerup Torv hvor Sognefoged R. Back i Serup og jeg mødte ham, vi talte da at det var på tide at komme ned til toget, – ja der er god tid sagde han, men en gang kom jeg dog for sent, jeg nåede lige at se toget gik. Jeg gik da hjem igen og min kone beklagede uheldet, at det var skammeligt. ”Det skal du ikke være så ked af, thi det var kun meget lidt jeg kom for sent, jeg var jo dog så fremmelig at jeg lige stod ved toget da det gik” Jeg tog så min cykel og nåede Viborg før toget, så der var ikke tale om nogen uheld.
Sognefoged Fr. Bertelsen i Thorning og flere Sognefogder der rejste med toget fra Skive, var kommet ind i en kupe for ikke rygere, og Bertelsen sad og pustede store røgskyer ud, nogle damer følte sig generet af røgen og gik ud og beklagede sig til konduktøren, – nu bliver den god sagde vi til Bertelsen, ja siger Bertelsen det er nu sådan at alle disse damekuper kun er halv optaget, medens vi herrer må stuves som sild i en tønde eller også stå op, jeg går da som ofte ind i en damekupe og sætter damp på, det er ligesom at ryge ræve ud, så forsvinder de som regel, – og efterspillet spørger vi om, å den er lige ubehageligt for alle parter. – snart kom Portøren og viste sig i døren, og gjorde Bertelsen bekendt med reglementet i en al anden end venskabelig tone. Tre kvindeansigter viste deres ansigter bag Portøren. Ak! se sagde Bertelsen, der har vi Ræveansigterne, hurtig disse sig med afsky tilbage, det var dog et væmmelig menneske denne Bertelsen. Portøren stod gravalvorlig og i ligeså alvorlig ord formanede han Bertelsen at forbedre sig. – Bertelsen gav ham siden en cigar, for at være på venskabelig fode med manden.

Jeppe Aakjær (23.juni)
Da jeg var en tur i Skive og havde været inde og se på den nye bank og vi stod og ventede på Automobilerne, kom jeg i samtale med en mand fra Skive, jeg spurgte da efter Jeppe Aakjær, som i de senere år er bleven en del bekendt som forfatter, og som vist boede i nærheden af Skive, – ja han boede ude i Salling, jeg spurgte om Aakjær ikke tidligere havde været mejerist. Nej siger han, han har aldrig været noget, og det er Odgaard på Skivehus der har holdt ham til bogen. Aakjær har tidligere været gift, men blev skilt fra konen, men nu har han en anden kone, det vil sige han er vist ikke gift med hende, de har oprette en slags kontrakt med hinanden, og så kan de jo hæve kontrakten når de vil og hver gå til sit.

Bajads skudt.(18. juli 1915)
Bajads var min røde hund. – men dette at han var rød og havde rævens farve blev årsagen til hans død. Johanne var i eftermiddag i Moselund hos hendes broder, ledvogteren på Sukkertoppen. Da de om aftenen gik hjem, og hunden var med derover, – lå Jens Stigsen fra Moselund ved Plantagen for at skyde ræve, han har da i mørket antaget hunden for en ræv, og skød på ham. Efter at der var skudt på den kom den hylende, slæbende sig hen for fødderne af Johanne, hvor den døde. – Det er nu den anden hund jeg haft der er bleven skudt, – da hundene jo med deres klogskab færdes daglig som et husdyr i menneskets umiddelbar nærhed, savner man dem alligevel når de pludselig forsvinder. – o hvor er en hund dog trofast.

50.år: (30.juli)
Et ½ århundrede år fylder jeg i dag. Det er dog nogle dage der er forløben siden 30.juli 1865. Om end tiden løber hurtig og den syntes kort, der sker dog noget i løbet af et år. – Det er nu et år siden den store Verdenskrig udbrød og den raser endnu. Millioner og atter millioner af mennesker er dræbt. Alle forhold her hjemme er skiftende. Alle varer er steget, og alle forretningsforhold og virksomhed er ubrugelige. – Måtte jeg ønske noget på min fødselsdag, var det ønsket om, at den frygtelige Lindorm, Krigen, måtte blive bastet og bundet, og fredens gerninger udslette krigens blodige spor.
(5.august)
Der er sagt, at Jorden var en jammerdal, men det er ikke sandt, thi det er vor egen skyld. Det står selv til os at fremskyde sjælelivets solskin, der gør Jorden til et lille Paradis. Lykken hænger ikke på træerne og stegte duer flyver ikke ind i munden. Vi har evner til selv at fremskynde glæde og lykke, man har sagt at Verden var fattig på virkelig kærlighed og venskab. Det var egoismen og egennyttigheden der var det rådne. – Men det menneskelige hjerte er så frugtbar en jordbund, at der ligger umådelig skatter gemt. – Jorden skal dyrkes, – prøv at løfte skatten.

Kongen i Viborg (13. august)
Jeg var i dag i Viborg, på Amtstuen med Kongelige skatter. Jeg tog hjemmefra med cykel og med morgentoget kl. 6,30. Fra Kjellerup over Rødkærsbro til Viborg. – Kongen ankom lidt over kl.9. til Viborg, tilligemed Dronningen, i bil fra Marselisborg ved Århus, for at holde revy over de i Viborg liggende soldater. Det er kun fortropper der ligger i Viborg, de øvrige dele af sikringsstyrken ligger fordelt rundt omkring i Jylland, navnlig ved Esbjerg. Først ankom Chefer for 2. Division Generalløjtnant Tuxen. Kongefamilien og følge ankom i to biler, hvorefter Kongen passerede fronten, derefter marcherede samtlige tropper forbi Kongen og Dronningen under musikkens toner. Kaptajnerne var til hest, en af Kaptajnernes heste blev bange, i det øjeblik han passerede Kongen, hesten sprang til siden og vendte bagdelen til Kongen, på den måde hilste Kaptajnen, – og tilsyneladende var denne hilsen jo ikke til at misforstå.
Dronningen bar en simpel kjole, med liv og nederdel af samme stof. Kun hatten var ikke almindelig, den store demission og prydelser røbede at det var et langt kostbart stykke end kjolen. – havde hun ukendt spadseret ude i byen, ville ingen have antaget hende for anden end en almindelig dame af middelstanden. Kongen bar Generalsuniform for fodfolket, og for en gangs skyld havde han lagt Garderhuen på hylden. – Det hel varede ca. 1. times tid, og en fotograf havde travlt med at lave film. – Amtmanden Howard Grøn så jeg også var til stede.
Søndersogns Kirke i Viborg:(13.august)
Er i indeværende sommer underkastet en hovedreparation. Udvendige er murere og tegl overalt bleven afpudset, ved at afgnide den yderste mosgroede overflade. Også med indsættelse af nye sten, hvor de gamle var hensmuldrede. Indvendigt var kirken et helt kaos, alt det gamle træværk var nedbrudt, de rådne ormstukne, af træ udskårne og med maling på, der forsynede inventaret, skal man være forsigtig med, dersom sagerne ikke brydes itu, thi i gamle dage lavede man – eller brugte man – nagler, store smedede søm og disse kan ormene ikke få bugt med
En arbejdsmand kom kørende med en trillebør ud af kirkedøren, det var jord og andet fyld han kørte ud af kirken og der var allerede lagt en stor dynge, bestående af: allehånde murebrokker, tagstensstykker, kalk, rådne bræddestykker af ligkister og menneskeben, her lå et lårben, hist trillede et hoved ned ad dyngen. Da jeg kom ind i kirken så jeg hvor dette indhold kom fra, gulve var overalt brudt op og der nedlagdes jernrør, for gas eller elektricitet. Omtrent midt i kirkens Skib stod to arbejdere, en i hver sin murede grav og kastede fyldet op, dette havde været åbne begravelser, men som tidligere er disse gravkamre fyldt med jord (eller allehånde affald fra en reparation) En af arbejdsmændene fortalte at under gulvet var hele kirken optaget af begravelser, dels murede gravkamre som de to hvori arbejdsmændene stod, dels af store gravhvælvinger større familiebegravelser, der var allerede kørt flere læs menneskeben ud på kirkegården. Over disse murede grave lå en træstamme af samme størrelse som en dørkarm, og i rammen var så nedlagt en lem som dæk over graven, i træstammen der lå, stod årstallet 1728. Det var tal smedet af jern og påsømmet træet.
Mange lig sten var taget ud af kirken og kastet imellem en dynge kampsten,, uden at der var taget det mindste hensyntagen til disse gamle minder, og indskriftstenene lå knuste i snese af stumper, det er en vandalisme, og ganske uforsvarligt. Arbejderne har selvfølgeligt ingen sans eller interesse for disse minders bevarelse, de ser i stenene kun noget ragelse, og ser ingen forskel på disse århundrede gamle indskrift gravstene og de øvrige granitsten, hvorimellem de var henslængt, men skylden er de styrende og ledelsen, de har ansvaret, men hvad skal man sige, hvad der foregår her i Viborg foregår rundt omkring i landets og ved landets kirker. Man har nok givet love og cirkulærer, men vi Danskere har så mange love og anordninger som ingen bryder sig om at overholde, og desværre, de som er sat til at have opsyn med at lovene overholdes, de bryder sig heller ikke om at arbejde hen til at denne, deres forpligtelse sker fyldest, – kort sagt enhver vil råde sig selv og gøre sig det så behageligt som muligt. Mere velgørende var det at gå en tur ind på mindepladsen, at den gamle kirkeplads med de bedste gamle ligsten bevares, er smuk og korrekt. Og jeg undlader sjældent, når jeg kommer, at undlade at gå en tur derhen.
(25. august)
Ofte har jeg gået med en mand hen ad vejen, hvis fortid jeg kendte og hørte hans sleske løgnagtige ord, og have den største lyst til at tage den stok han gik med og give ham en god drag prygl. – men så kom jeg til at tænke: hvem er du? Du er ikke kaldet til at være dommer – men står selv for dom – – – – –
(26. august)
Lærer Th. Petersen, Frederiksdal var tidligere lærer i den nu nedlagte Kristianshøj Skole. Her døde hans kone af første ægteskab og han blev gift 2. Gang med Antoinette Pres af Kjellerup. Læren og hans hustru kunne ikke altid forliges. En dag kom der bud over til Jens Rask, om at han måtte komme over i skolen og være fredsmægler under et ægteskabeligt holmgang. Da Jens Rask kom derover var Pedersens kone løbet over til Jakob Wacherhausen, og Petersen havde slået mange af vinduerne itu. Jens Rask fik så sendt bud over efter konen, da denne kom, sagde han til hende, gå så hen og kys Petersen og lade det gamle være glemt. Nej det ville hun ikke, hun ville ikke være nar, hun havde allerede et øgenavn, hvad er det for et navn råbte Petersen, frem med det. ”Ja jeg skal sige det” udtalte Jens Rask, så kaldte de hende ” Pæs An” – tillykke mor – tillykke mor – råbte Petersen gang på gang.

Natmandsfolk: (26. August)
De dage er nu længst forbi, da egnen her var hjemsøgt af de hjemløse, kæltringer, rakkere eller natmandsfolk. I midten af forrige århundrede holdt øvrigheden systematisk jagt på dem, og når de var indfanget, førtes de til Viborghus i Tugthuset. Sognefoged Ancher i Klosterlund var en ivrig natmandsjæger, han forfulgte dem overalt. En gang havde han fanget en natmand, men denne var en stor kraftig og stærk mand, så Ancher kunne ikke få rapporten skrevet, natmanden slog hver gang pen og blæk ud af hånden på Ancher. Da blev der sendt bud over til Thomasen, der havde bygget ude på nord heden i Refshale. Da denne som var en meget stærk mand, kom til Klosterlund bød han natmanden med sig ind i en anden stue for at Ancher kunne få ro til at skrive rapporten. Ja, siger natmanden, kom med så skal jeg knuse hver ben i dig, da de so kom ind i den anden stue, greb Niels Thomasen sin modpart med begge hænder, løftede ham op og stødte hovedet mod loftet, huggede ham så ned mod gulvet så han sad på sin ende. Så blev natmanden rolig, der var altså knækket et bræt i loftet og en i gulvet. – Heraf ser man at der har været stærke folk i gamle dage.

To Dødsfald (26. August)
Stine – Nebel er død. Det første jeg husker sad hun i det gamle fattighus i Kragelund. Da fattiggården i 1880. Blev bygget, flyttede hun ikke derud, men har næsten uafbrudt siden været husbestyrerinde for Christian Frank i Stenholt. For et ½ års tid siden kom hun ind til sin datter, Sofie, der er gift med murer Anders Andersen (Top) i Kragelund, her døde hun for nogle dage siden.
Murer Niels Nielsens (Konrad) hustru er død. Hun har været svag og syg i mange år, det var en apoplektisk tilfælde der gjorde ende på hendes liv, en hjerneblødning. – Hun har næppe danset på roser, som Niels Konrads hustru!

CD-5

J. Jensen. Optegnelser juli – december 1922.

Søndag den 23.juni. smuk, varm sommerdag.
Jeg var ved t studere de love i dag – En ny jagtlov, hvor enhver der udøver jagt selv på egen ejendom skal have jagttegn. Sognefogderne udsteder tegnet på landet, og erholder som gebyr 2.kr. – En ny lov om ægteskabet hvor vielsen er tvangfrit, kirkelig eller borgerlig, i sidste tilfælde foretager Sognefogden vielsen på landet.
Fredag den 23.juni.
Jeg var i eftermiddags en tur i Kjellerup, til bestyrelsesmøde i Historisk Samfund. Formanden Lærer Jacobsen, Vinderslev fremlagde forslag til indhold af årbogen 1922. Det blev bl. a. besluttet at optage afdøde Lærer J. P. Aaboes efterladte dagbogsoptegnelser. – Valgmenighedspræst Kæstel og Arkitekt Nielsen var til stede. Kæstel havde købt sig en bil, som han var meget glad for. – Lærer Jacobsen opfordrede mig til at skrive Kragelunds Sogns historie – som jeg så lovede ham.
Lørdag den 1.juli.
Det regner og det regner, hver dag og det har det gjort i lang tid. Varme er der ikke meget af. Jordbærerne har ondt ved at blive modne, men de vild roser blomster dog nu i hyppig flor, alle de nye ædle roser jeg plantede i foråret vokser og gror, så jeg glæder mig meget til endnu engang hen på sommeren at se dem udfolde sig.
Søndag den 2. juli.
Det regner atter i dag. Jeg arbejder på kommuneregnskabet i denne tid, og sognerådssagerne optager næsten al min tid. – Jeg havde lovet Magister Ellekilde at skrive nogle optegnelser om skovlovringerne, men det er kun lidt tid jeg har tilovers dertil, men noget har jeg da skrevet derpå i sommer.
Mandag den 3. juli.
Der var i eftermiddags auktion i Kragelund Præstegård, det var forpagter Christian Vinderslev der lod den afholde. Dommerfuldmægtig Borberg, Silkeborg og Politibetjentene Petersen og Knudsen – Sørensen var med. Der blev solgt for ca. 9500. kr. Vi havde dejlig vejr i eftermiddags, men ved aftenstid begyndte det at regne igen. Jeg skrev den ene auktionskatalog og fik som gebyr 10. kr.
Tirsdag den 4. juli.
I dag begravedes Anders Andersens hustru Birgitte i Engesvang, jeg var derovre, der var mange mennesker og tiden trak ud. Der skulle spises frokost og drikkes kaffe, men de som mødte kl.11. og blev til kl. 6. kunne jo trænge til at få middagsmanden med. Man må vel gå ud fra, at med ligeså stor en pragtudfoldelse og luksus, hun forlader denne jord med, og ikke med mindre bliver hun modtaget ved Himmerigets port. A. Andersen har gjort sin skyldighed.
Onsdag den 5. juli.
Jeg arbejdede på kommuneregnskabet. Også i dag regner det, så det er bleven skik i sommer at regne hver dag. Livet og tilværelsen er jo også en tilstand mellem to yderligheder.
Torsdag den 6. juli.

Fredag den 7. juli.
Jeg skrev videre i dag på optegnelserne fra min ungdomstid. Mikael, tjenestekarlen, er beskæftiget ved restaureringsarbejdet på den gl. lade. Bindingsværkshuset i nord, dette hus er flere hundrede år gl. fra tiden da pindehuse var fremherskende. – det regner fremdeles i dag og dette bliver noget trist i længden.
Lørdag den 8. juli.
Det regner atter i dag. Jeg skrev videre på mine optegnelser og er nu færdige med opholdet på Marsvinslund, og tager derefter fat på minderne fra min soldatertid 1887. – Og så arbejder jeg på kommuneregnskabet.
Søndag den 9. juli.
Det regnede hele dagen. Der var møde i dag i Præstegårdsskoven, en selskabelig sammenkomst af landmandsforeningen og læseforeningen. Martin Ankersen, Klosterlund, Jens Jensen Olesen og Kristian Vinderslev, Kragelund, talte ved mødet og lærer Askløv var naturligvis også til stede.
Mandag den 10. juli.
Det regnede atter i dag. Jeg var ude at stævne Jens Østermark, der nu åbner proces med Jens Skov, Malmhøj om en gårdhandel, men da Jens Skovs datter Cecilie var, indbefatter i handlen og giftermålet gik overstyr. ”idet fuglen er fløjet og reden er tom” – Nu foregår resten for rettens skranker.
Tirsdag den 11. juli.
Det regner atter i dag. Jeg arbejder videre på mine optegnelser samt Kommuneregnskabet. – På grund af regnvejret i sommer står det dårlig til med tørveproduktionen, al fabrikation er standset og tørvene ligger på pladsen, men kan ikke tørre.
Onsdag den 12. juli.
Det regner atter i dag. I eftermiddag var der møde i Kragelund kro, angående elektricitetsanlæg i Kragelund fra Gudenå værket. Godsejer Rømer Bruhn, Vindum Overgård og anlægsingeniøren var til stede, og referere sagen, nogen endelig resultat kom der ikke af sagen, idet sognerådet ville se beboernes tilslutning inden garantien på lånet 35.000. kr. underskrives.
Torsdag den 13.juli.
Det regner atter i dag. Alting er søle og pjask og står i Vandmandens tegn. Agerhøet kan ikke tørre men ligger og tager skade på marken. – bælgplanterne og byg vokser så frodig i al den regn. – Sommeren er ganske en modsætning til sommeren i fjor.
Fredag den 14.juli.
Det regner atter i dag. Mikael og jeg arbejder med restaureringen på laden, og nogle af tørvene blev hjem kørt, de som var gravet i god tid, de er dog ikke hel tørre endnu. Vil det blive ved med det regnvejr, kan det være nogen udsigt til at de tørv som er sent gravet, ikke bliver tørre i sommer.
Lørdag den 15.juli.
Det regner atter i dag. Sommeren bliver til regn og kulde. Jeg arbejder på kommuneregnskabet. – Jeg var en tur i Silkeborg, med den nye rutebil der går ud fra Hauge over Frederiksdal, Kragelund, Sinding til Silkeborg. Det koster for hen og hjemrejse 2.kr.70øre.
Søndag den 16.juli.
Det regnede meget stærk, det meste af dagen. – Jeg var til kirke om eftermiddagen, læste ved kirkestævne om den forestående udpantning for kongelige skatter, der var dog foruden Præst og Degn kun en mand til kirke, nemlig forpagter Kristian Vinderslev. Jeg var med ham hjemme og drikke kaffe.
Mandag den 17.juli.
Til en forandring, tørvejr. – Jeg arbejdede på en artikel ”efter Svenskerkrigen” et uddrag af ”kronens skøde” over afhændede gods i Lysgård og Hids Herred. Kirkens gods der ved reformationen kom under kronen, blev i den trange tid efter krigen atter støvet af.
Tirsdag den 18.juli.
Atter en dag med tørvejr. – I formiddags telefonerede min søster i Ørting, at Pastor L. Chr. Sørensen i Jordløse var afgået ved døden den 16., på Fåborg sygehus, efter en operation for blindtarmsbetændelse. – Pastor Sørensen var Præst her fra 1888. til 1906. Han var født 10.juli 1862. og blev således 60.år gl. Efter sigende havde han bestemt at ville være en tur herovre den 30. Hans liv er ikke levet forgæves og været en velsignelse for mange.
Onsdag den 19.juli.
Tørvejr, mild, varm. Kornet vokser så det er en fornøjelse at se derpå. Alle udsigterne tegner til en rig høst, – men en sen høst i fjor ved denne tid, var der fuld rug høst, det visnende i tørken. I år står rugen kål grøn, og engen hvorledes vil det gå? Intet hø er endnu slået i Bølling Sø.
Torsdag den 20.juli.
Tørvejr, mild, varme. – Jeg skrev på mine erindringer fra min ungdomstid, og arbejdede på kommuneregnskabet. – Jeg var en tur på Stenholtgård med en stævning. Den nye ejer Peter Kjeldbjerg har besøg jævnlig af rettens folk. Han hører til det hold som i de ekstraordinære tider gik nedenom og hjem..
Fredag den 21.juli.
Nu er det dog lidt solskin og varme, men mage dage var det ikke. I sommer er der ingen fluer og ingen bremser, – dette hører dog til sjældenheder.
Lørdag den 22.juli.
Jeg var på en cykeltur om eftermiddagen i Silkeborg. Sendte en krans til Jordløse til pastor Sørensens båre. – Jeg var om aftenen i sommerteater og så på revyen, – den ulykkelig biltur den 22. april var også med i revyviserne, og da jeg var med på bilturen var jeg også med i revyviserne.
Tirsdag den 25. juli.
Det rusk regner og er koldt. Der er nu en stadig blæst og kulde med ruskregn, skal det være sommer da er det en kold vinterlig sommer. – En vinter – sommer. Der er næsten ikke vejr til at udrette noget arbejde i. – Det bliver en meget sen høst.
Onsdag den 26. juli.
Blæst, kulde og regn. – Jeg var i eftermiddag i Engesvang sammen med forh. Sognefoged Thomas Petersen, Balle for at takserer Jørgen Sørensens enkes gård i Engesvang. Hun søger et tillægslån i Silkeborg Sparekasse. – Det nordre hus, bestående af bindingsværk skal nedbrydes, den står og vil falde ned, og et nyt skal nu opføres. Tillægslånet er på 3.000 kr. hun har mellem 6. Til 7.000 kr. ordinær.
Torsdag den 27. juli.
Blæst, kulde og regn. – I dag er det 15. år siden min fader døde i 1907. nu har han altså hvilet i sin grav i 15. År og kunne nu have været 88 år gl. dersom han havde været levende.
Fredag den 28. juli.
Kulde og blæst. – I dag er det vinter koldt, en skarp blæst, kommer fra nord, med skyer der dækker himlen. – Jens Rask var her og ville hæve 80.kr. af hans svigermoders understøttelse, da han har hævet disse penge i maj, må hans hukommelse vel svigte ham? Og det er en ubehagelig tilstand. – Vi er nu også i hundedagene, så man kan ikke vente at folk er hel normale.
Lørdag den 29. juli.
Klart solskinsvejr. – Jeg skrev på en optegnelse fra Skovlovringerne, som jeg havde lovet at sende til Mag. H. Ellekilde på Dansk Folkemindesamling. – Jeg ville have været en tur i Them og foretage optegnelser der, men det lader sig for øjeblikket ikke realisere.
Søndag den 30. juli.
Klart, varm og solskin. – Min fødselsdag, jeg fylder i dag 57.år, min fødselsdag i 1865. Var også en søndag – altså er jeg et søndagsbarn – og i år falder fødselsdagen også på en søndag. – i dag var det at Pastor Sørensen fra Jordløse ville have været en tur i Jylland.
Mandag den 24. juli.
Nordvest kuling med solskin. – I dag bliver Sognepræst, Laurits Christian Sørensen i Jordløse på Fyn, begravet. – Jeg var i Silkeborg i lørdags og sendte en krans over til hans båre. Fra venner i Kragelund er der mange der sender denne mand en venlig tanke ved pludselig afsked fra livet her. Nu kommer han til at hvile ved hans faders og moders side, på Jordløse kirkegård.
Tirsdag den 1.august.
Solskin, koldt nordenvind. – Jeg var i dag i Frederiksdal og modtage Kongelige skatter, der var ikke mange der betalte, de dårlige tider, nu efter Verdenskrigen, gør sig nu gældende, folk er vant til at leve godt og bruge mange penge, det første vil de blive ved med, men pengene er nu få.
Onsdag den 2.august.
Blæst, koldt nord vind. – Der er ikke udsigt til høst foreløbig. Det bliver en meget sen høst i år, ikke før i september måned, dersom vejret til den tid bliver ustadig, kan det blive vanskelig at få den rige gode høst i hus. – Hø slette kom vi i dag nogenlunde godt over.
Onsdag den 9.august.
Regn og blæst. – I dag var jeg i Viborg med Kongelige skatter på Amtstuen, skatterne er gået noget nedad, fra ca. 11.000 kr. til 8.000 kr. Jeg kørte med toget over Herning og Mikael Petersen, Engesvang var også med. Det øste vand ned den hele dag, samt med stærk blæst fra nord. – 1922. Er en rigtig kulde – sommer.
Torsdag den 10.august.
Solskin, blæst. – Der var en del at betale skat i dag og som kom en dag for sent. – I en årrække under de gyldne krigsår er der ikke foretaget udpantninger. – nu står der mange til restance og der skal foretages mange udpantninger.
Torsdag den 31.august.
Varm, mild, solskin. – Carl Vilhelm Nielsen, Buskhede og Smed Holmslykke, Frederiksdal var her for at revidere Kommune regnskabet for 1921 – 22. vi blev ikke færdig før ved aftenstid. – Lærer R. Mortensen fra Lindsballe var her, gik snart igen, men kommer i morgen igen, da skal vi ud at se på de gamle Skovlovring veje, der går ind i heden.
Søndag den 24.december.
Sydvest, mild, blæst. – Med mild, sydvestlige vinde går Julen ind uden frost og sne. – Avisen melder i dag: Sognepræst til Kragelund og Funder menigheder i Århus stift, J. H. Siek er 23. december kaldet til Sognepræst i Vesteskov på Lolland. – Siek har været præst her siden 1907. efter L. Chr. Sørensen.
Tirsdag den 26.december, 2. Juledag.
Sydlig vind – regn og blæst. – Meget dårlig Julevejr. Vejene er opblødte så det næsten er hel ufremkommelig. – Jeg læste det meste af dagen, i almanakken ”Danmark” og i Vejle Amts Historiske årbog II 1922. Her anbefaler R. Mortensen, Lindsballe, gudshovedt ? med den gamle danseplads i Stenholt krat, et minde fra turen sidste sommer.
Onsdag den 27.december.
Vinden syd, regnbyger. – I dag var det noget mere fremkommelig vejr, men det regnede mindre om dagen. Der var storm og regn om natten. – VI hentede 2.læs top lyng hjem fra heden.
Torsdag den 28.december.
Sne, sydlig vind. – I dag falder der ustandselig tøsne fra syd, i dag uden frost. – Martin Jensen og min søster fra Ørting var her nede en tur i eftermiddags, Martin Jensen omtalte at han havde fået indlagt centralvarme, med ophedet vand, i sit hjem i Ørting. – Nu går elektriciteten sin sejrsgang her på egnen, Kragelund fik til Jul det hvide lys. Nu kommer vel centralvarmens indtog.
Fredag den 29.december.
Storm, regn. – Fredag før Jul den 22.december om eftermiddagen faldt der en Meteorsten ned i Kragelund, det syntes som om den faldt her på gårdens mark, men er endnu ikke fundet. – Tjeneste tyende Mikael Kusk så stenen falde, stenen var rød og faldt ikke i skrå men i lige linje.
Lørdag den 30.december.
Storm og regn. – Som en syndflod skyller vandet ned, Blæksprutten mener der er en vandåre i stykker et eller andet sted her ovenfor, – er dette rigtig må man forudsætte at når det er tordenvejr må der være kortslutning.
Søndag den 31. december. Nytårsaften.
I dag har vejret været skikkelig, solen kom endog frem ved aftenstid og lyste året i grav. – Nytårsaften var der stille og mildt, dejlig vejr med måneskin. – Atter en milepæl er rejst i Historiens årbog, den bærer nr.1922. og historieskriverne får travlt med at nedskrive minderne.
Året der svandt.
Var præget af efterveerne fra verdenskrigen, hvor Verdenshandlen og vareproduktionen kom helt af lave. – Vi er inde i den tid der skal opbygge hvad krigen nedbrød.
I 1922. døde min kollega i Sognerådet Chr. Christensen i Frederiksdal, – stævningsmand S. Sørensen (Ravn) og endelig døde den tidligere Præst i Kragelund L. Chr. Sørensen i Jordløse på Fyn. – Af landskendte mand døde endvidere H. F. Fejlburg og Zakarias Nielsen.
I årets slutning er der indlagt elektricitet i Kragelund by og omegn, til forsyning af lys og kraft fra Gudenå værket.
Ligeledes blev Sognepræst Siek i Kragelund kaldet til Præst i Vesteskov på Lolland.

Jens Jensens erindringer III

Nederst på formularen
Erindringer og optegnelser af Jens Jensen III

CD-6

Jens Jensens Optegnelser for 1905.
Nytårsdag 1. januar.
Der var en tid da der var Nytårsdag, som en dør, et vindue. Hvori man spejdede og så ud mod den kommende tid. Længslen får form og skikkelser i drømme og fantasi, der er intet som hæmmer eller tøjler den ubegrænsende frihed, for frie tøjler styrer fantasien som kurs, med håbet som kusk. Men ofte er følelserne et dårligt køretøj og håbet en endnu dårligere kusk. Der kommer en tid, da man ligesom erkender! at der ikke er mere at vinde ude i det fremmede ukendte end i hjemmet. På det sted på hvilke man befinder sig, når længslen og anelserne slumre ind, er det ligesom man har en følelse at det jagende og higende har stjålet en del af vor tid, der kunne have været benyttet under de forhold under hvilke vi befandt os
Men under alle forhold er Nytårsdag en mærkedag, frem for alt, hvad vort sjælelige liv angår, dersom vi agter at gøre vort regnskab op. Et regnskab der er meget rigtig, thi vor sjæleliv har en indtægtspost og en udgiftsside. Sorg er udgift og glæde er indtægt. Enhver tænkende menneske må komme til at stille sig dette spørgsmål, hvorledes står regnskabet? Er udgiften sorg, større end indtægten glæde? Er der ikke balance i spillet må forholdene på en eller anden måde ændres, ligesom en drift en værk må ændres i en anden kurs, må livet også ændres, styres i en anden kurs, dersom udgiften overstiger indtægten, således at der bliver en betydelig overskud på indtægtssiden, der opspares som en fond, der gemmes, til tunge tider eller overgives til vore efterkommere.
(2.januar) I dag sognerådsmøde på fattiggården. Alle de tidligere kommunale bestillingsmænd genvalgtes, dog var der enstemmig tal for ikke at genvælge Mads Petersen til Kommune revisor, især blev denne stemning fremsat af tilsynet med fattiggården (Niels Nielsen, Niels Kusk og J. C. Sejling) da M. Petersen stærk kritiserede deres styrelse. I stedet for valgtes Christian Bodholt, Engesvanghus, den anden revisor er Sognefoged Jens Rydal, Funder.
Lærer Th. Petersen, Frederiksdal der havde et af distrikterne som tilsyn med plejebørn, som i fjor ikke genvalgtes, hvad han efter sigende tog sig meget nær. Imidlertid havde forstander Bojsen udnævnt ham til overtilsyn med de plejebørn der sorterede under ham, til Niels Nielsen havde Petersen udtalt: Jeg er Bojsen.
Efter Sognerådsmødet havde N. Kusk et ærinde ind til Petersen. N. Nielsen Kusk og jeg gik da ind til Lærer Petersen, der i daglig tale nu benævnes Pastor Petersen. Vi blev vist ind i Audiensgemakket, med den ene hånd hvilende på bordet og det ene ben lagt over det andet og med venstre hånd slog han ud og sagde: ”Jeg er overtilsynet”. Han sagde ikke! Jeg har overtilsynet. I dette højtidelige øjeblik forestillede jeg ham som Kulturminister. Jeg har aldrig haft den ære at tale med en Excellence, men så havde jeg i dette øjeblik en følelse af hvorledes en excellence ser ud og hvor ledes han forestiller sig. Men hvad skal man mon sige med Th. Petersens store begavelse, han holder lange taler selvs fulddybe vægtige, til hjertet gående ord. Han, der er en skattet festtaler i en stor omkreds. Han tåler ikke stærk glans der irriterer øjet. Alle der for ham det i liv går som det ikke burde gå, sætter særlig pris på slige talere, der roser og lovpriser alt og alle. Men manden kan jo være i sin gode ret, thi der er to sidder fra hvilke loven kan ses. Det er tænkeligt at Petersen kun ser det lyse, da den mørke side af livet, er ham uvedkommen.
Jeg mindes den dag da Jens Ancher i Stenholt blev begravet. Petersen var til stede som taler, han roste den afdøde i høje toner, med den hjertegribende stemme der rystede med selvtilfreds rørelse, der lokkede tårerne frem ved bevidsthed om al det gode der pludselig åbenbaredes og som man ikke før var sig bevist. Han lovpriste den afdøde som et af de bedste mennesker han var kommet i berøring med. – Og dog var der en vitterlig kendsgerning, at han om hvem talen drejede sig, slog sin gl. far, slog sin hustru, udrettede intet medens hans gamle, nu 80.årige fader, stå i loen og tærske, ordnede høsten med karlene og svang leen.
Den gode vin (Pastor Sørensen) 14.januar.
Evangeliummet fortæller om brylluppet i Canaan, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Der var ingen der dengang forstod Jesus, hvorfor alle karrene skulle fyldes med vand, og der er mange, mange der ikke forstår ham den dag i dag. Vi må kunne bede for at forstå hvorfor Gud ikke hjælper os, men dersom Gud han gav os al hvad vi bad om, hvor ville Verden ikke komme til at se ud, og vort liv blive en hel anden. Vi er sat her på Jorden til at forvalte og forøge det os betroet talent, ikke at skjule det. Vi er sat her i Verden til at arbejde, ikke til at hvile i lediggang, og bede Gud forøge talent, thi det er jo et liv som dyrenes og træets. – vor gerning er større og vort mål højere. Jesus han siger at vi skal nyde den gode vin først, siden den dårlige vin. Lad os tænke tilbage til barndommen til ungdommen, da vi følte hele ungdommens overmål af kraft, da der til tider svimmel af glæde og jubel i vort hjerte. – Ja, nyder vi den gode vin, men når vi står midt i vort liv, da føler vi allerede, at der er meget der ikke er som det var engang.
Tilbøjelighed er ikke det samme som kærlighed, mange menneskers liv er bleven ulykkelige fordi de ikke har haft evner til at skelne mellem de to følelser. Det er forskellen mellem god og dårlig vin, vi skulle være i stand til at erkende. Dersom vi nyderdårlig vin og tror det er godt vin, da bedrager vi os selv. Der er dårlig glæde her i livet, en glæde der snart forvandler sig til lykke. En dårlig glæde formår intet menneske at forvandle til lykke, men ved Jesus Christus hjælp frelserens kan det kun forvandles
Ole Hansens enke: Karen (Goris)
Er i disse dage afgået ved døden ca. 80.år gl. hun hører til den tid der forsvinder, stræbsom og nøjsom i al hendes færd. Hun havde en stærk vilje, var ubøjelig i sine beslutninger. En datter Dorthea giftede sig for mange år siden imod hendes vilje, hun forstødte hende, måtte ikke komme i hendes hus, og med den hårrnakkethed overholdt hun beslutningen. Hendes mand Gårdmand Ole Hansen døde pludselig 1883. Sønnen Hans P. Olesen, døde af tuberkulose, en anden broder var tidligere død af samme sygdom, og en ældre datter er ligeledes død af tuberkulose. Det har tag i familien.
Købmand Søren Peder Sørensen, Kragelund
Er i disse dage afgået ved døden, efter en hård sygeleje (gigtfeber, nyrebetændelse). Han kom i 1880srne her til kragelund, var Snedker. Han købte Anders Nebels ejendom i Kragelund by, lagde håndværket ned, var en kørende post mellem Kragelund og Silkeborg. Solgte ejendommen til Niels Hvepsgård og købte huset der har bygget, hvor det gamle fattighus havde stået, og gav sig til at være købmand. Han var en gæv elskværdig menneske, holdt sig især til Lærer L. O. Lauritsen og Mads Pedersen. Hans første hustru og en datter døde næsten samtidig af tuberkulose. Senere giftede han sig og efterlader nu hustru og to børn.
Sognerådsmøde i Moselund.(30.januar)
En mand ved navn Pær Pæk fra Funder, var mødt og begærede mere i alderdomsunderstøttelse, han fik tidligere 7.kr. i måneden, fik et tillæg af 2. Kr. altså 9 ved forrige møde, dette var han ikke tilfreds med. Han kørte med Cand. Larsen og Mads Madsen med toget fra Funder, da siger Pæk ”det er dog en virkelig stille gang toget går med, jeg kunne løbe ligeså stærk som toget kører”. Så siger Cand. Larsen ”men er du så rask til bens, syntes jeg nok du kunne klare dig med de 9.kr. om måneden”. ”Ja, ved de hvoraf det kommer”, siger Pæk – ja, lad os høre siger Cand. Larsen. ”Jo det kommer af at jeg nu har sultet i to år, men nu vil jeg også have noget at spise” ”De ejer jo et hus, og man siger at den er nogle hundrede kroner mere værd end gælden”. ”Men ved de hvad man siger om dem, man siger at de er millionær”.
Den vigtigste sag på dagsorden var indstilling af en ny Sognefoged i Funder, da Jens Rydal har taget afsked. Der var forslag om J. C. Brøkener, men han havde ingen stemning for sig. Jens Mikkelsen ville gerne være det, ham ville ingen have. Så igen Sognerådsmedlemmerne Mads Madsen og Anders Chr. Hessel. Cand. Larsen mente at M. Madsen var for ung (30år) Så kom slaget til at slå mellem Anders Chr. Hessel og Andreas Rydal, en broder til den nu afgående Sognefoged J. Rydal. Anders C. Hessel ville godt være det, men Cand. Larsen gjorde indvendinger, da han troede at Andreas Rydal havde mest stemning for sig, og det kunne siges at A. C. Hessel blev indstillet fordi han var medlem af Sognerådet. A. C. Hessel og Mads Madsen gik ud og Sognerådet forhandlede videre om sagen. Flertallet vat for at indstille Hessel, men på den anden side blev der udtalt at A. C. Hessel ville blive vel striks, og der kunne blive hævet røster mod hans udnævnelse til Sognefoged. – Derefter Gårdejer Andreas Rydal ,af Funder er indstillet som Sognefoged for Funder sogn. – – – – – Efter sigende skal Cand. Larsen havde været ude hos A. Rydal og bevæget ham til at modtage valget, altså før Sognerådsmødet. Larsen havde fremstillet sagen således at han syntes bestillingen skulle blive i familien, og hans, Rydals, søn kunne arve bestillingen efter ham.
Ejendomsskyld.
Da nu de nye skatter er hårdt i virksomheder og det viser sig at kommunen har fået nye skatte pålæg, har der rejst sig en stærk kritik mod kommunens vurderingsmænd, Jens Vinderslev og Andreas Rydal, for ejendommenes alt for høj ansættelse i forhold til andre kommuner. Deres kritik er vist også meget berettiget efter den måde hvorpå vurderingen er foregået.
Om landbrug.
Ved skatterådsmødet i Moselund, udtalte Amtsrådsmedlem Morten Hull at overalt hvor han kom i han egenskab som skatterådsformand, vidste det sig at der fodres stærk med kraftfoder, for at indbringe størst mulig mælkemængde. Der er ingen indtægter, det vil med andre ord sige at udbyttet, nettofortjenesten var langt ringere end hvor der fodres jævn med eget produkt, i det sidste tilfælde var udbyttet størst. Det vidste sig ikke heller at ejendomme hvortil hørte eng, at dette var nogen stor fordel. Amtsrådsmedlemmet kendte en gård hvor der avledes 50. Læs hø årligt. Men der var ikke spor at se, at denne mands mark var forbedret frem for den som ingen hø avl havde, og dog burde 50. Læs hø, som gødningsværdi dog være betydelig. Hø har langt fra den værdi som man i tidligere tid beregnede den til. Derimod være roefrugt en kraftfoder og roer kan vokse på en temmelig mager sandjord.
Jesper Jespersen, Stenholt.(25.marts)
Jens Jespersens søn i Stenholt havde været over på Herredskontoret og ville gøre indsigelse mod at Kristine Sørensen bliver gift med Søren Sørensen. – Nu viser det sig at Jesper Jespersen pludselig er bleven sindssyg, og en af de første dage skal indlægges på sindssygeanstalten i Aarhus. Han har fået den fikse ide at alle kreaturerne i gården er forgjorte, det er hekseri og trolddom det hele. Forleden dag gav han sig til at tømme al vandet af brønden, fordi som han sagde, al vandet i brønden var forgjort
Ejendomsoverdragelse.(28.marts)
Ole Peder Rasmussen har solgt sin ejendom i Frederiksdal til Købmand Joh. E. Nielsen, Johan Vinderslev. Johan har nu tjent så mange penge ved sin Købmandshandel at han kan købe en gård. O. P Rasmussen kom hertil fra Hadsten egnen, var ikke nogen videre klar hoved, blev gift med Erik Sørensens datter Grethe, der heller ikke er videre klar. Missionen har gjort hende skør i hovedet. O. P. Rasmussens var nogen velhavende folk, de flyttede nu hen til Hadsten
(Marts)
Søren Sørensen: Engesvang.
Phillip Nielsen: Klode Mølle
Jens Jensen: Vands Skov.
Inger Winkler: Refshale.
Er døde. – S. Sørensen kaldet Andersen, en søn af gl. Søren Andersen. En broder til gårdejer Jørgen Sørensen (Andersen) han var gift med Grethe. H, C. Andersens (Kong Christian, kaldet) mangeårige pige, hun sagdes at være en frille, naturligvis en Konge skulle jo have en frille. S. Sørensen fandt sig i forholdene, han blev jo Kongelig belønnet. S. Sørensen havde nylig solgt sin ejendom til Forh. Sognefoged L. P. Pedersen, han døde af mavekræft. –
Phillip Nielsen var en broder til afdøde Jens Nielsen der engang ejede Klode Mølle og Købmandshandlen. De nævnte brødre var fra Thy. Målet var fremtrædende hos Phillip Nielsen. P. N. var noget af en særling, om sommeren når der kom en langvarende tørke, gik han til sengs, her kunne han ligge i uger, så længe tørken varede.
J. Jensen, kaldet Sjællænder en høj duknakket mand, var af og til degn, under en eller anden Læres embede vikar. En grundskikkelig beskeden mand, han hjalp J. Jakobsen i sin tid med Kommuneregnskaber, da denne var formand og var mindre sikkert hertil.
Inger Winkler erholdt alderdomsunderstøttelse, døde hos Kristian Jakobsen i Refshale, hvor hun var til huse som en slags husholderske for Niels Nielsen (Knudsen). Hun var en bestemt og viljefast kvinde der gjorde hvad hun ville og vidste hvad hun ville, hun var nøjsom fordringsløs i hele sin levevis.
Kragelund Kirkegård.
I min skoletid 1870 – 80erne lå kirkegården næsten hen som en græsbevokset mark med græsbevoksede grave uden nogen indhegning eller fredning af gravpladser. Gravene lå hist og her uden orden uden gange mellem hinanden, der fandtes kun to gange fra kirkegårdens indgang og fra Præstegården hen til kirken. Flere steder på kirkegården voksede der høje buske af hyl eller syrener, syd for kirken og øst for kirken, der var gamle indhegnede gravpladser fra Klode Mølle (familien Stabell) og fra Charlottenlund (Kapt. Lund). Mod sydsiden stødte man den gang ved gravkastning på gamle stensatte grave med egetræskister
med store jernhakker.
I 1880erne blev kirkegården jævnet og sløjfet, og en ege pæl med no. Sat ved hver grav. Der er nu hengået en del år siden, men det allermeste af kirkegården henligger som græsmark, men der er mange flere indhegnede gravpladser, end i min skoletid. Det første jeg mindes fra kirkegården hvad monumenterne angår, er følgende: Trækors havde i Middelalderen været almindelig. I 1870-80 henstod på enkelte grave trækors, rundt omkring lå rådne trækors henkastet, nogle var henlagt ved kirkegårdsdiget, tillige fandtes en del trækasse med glas. Ovre i kasserne var indsat en af Degnens skrevne mindeskrift. Af jernkorser fandtes en del, på gravene fra Klosterlund, Chr. Molts gravsted i Kragelund og et par andre gravsteder, men alle stammer de fra 1.halvdel af det nittende århundrede, nogle enkelte fra 1. Halvdel af 2,halv hundredeåret. Desuden fandtes nogle enkelte monumenter af jern med glasindfatning, de havde ligeledes en skreven mindeskrift. Den ældste sten er fra Engesvang, ligeledes fra 19.årh. over Christen Jørgensen Engesvang, og en Obelisk over sammes søn, ligeledes var stenen over Fr. Cloos N. Julianehede en af de ældste. Nu sættes altid sten på gravstederne og mange er rejst i de sidste 25. År. Af de gamle trækors og trækasser med mindeskrift er ikke spor tilbage.
I denne tid foregår en omfattende forandring med kirkegården, atter bliver der sløjfet og mange nye gange udlagt, planen er denne, at der mellem hver gang forefindes 2. rækker af grave. Disse gange som nu udlægges, går altså over grave og i gravene er i hele længden en række af grave, men de der hviler her hviler i fred og ro, de vil sandsynligvis ikke om 100 af år blive opgravet. Men mennesker vil i århundrede vandre over dem, på deres grave uden at ane at de vandre på fædrenes grave. Martin Ankersen i Klosterlund og jeg var i dag oppe på kirkegården, thi ved det at nye gange afsættes, kommer der hist og her til at gå over gl. familiegravsteder. En ny gang vest og nærmest ved tårnet går midt igennem Klosterlunds gravplads, dersom denne plan overholdes vil de to Sognefogder fra Klosterlund Anders Nielsen og Ancher Andersens grave komme til at ligge i gangen lige ud for tårnet.
Christen Jensen( Refshale) er død. April.
Min farbroder der opholdt sig hos Christian Hede, gift med min kusine Kirstine i Vinderslev, Christen Jensen ejede et sted i Funder, var gift med Hans Lisbets døtre, 3. efter hinanden. Christen Jensen var en godmodig mand der var værst ved sig selv. Det gik tilbage med bedriften, ikke just fordi han var efterladen, men han kautionerede i det uedelige, og måtte betale, så solgte han ejendommen. Hans datter Kirstine, en ganske ung pige blev gift med den 60årige Christian Hede. Christian Jensen var opkaldt efter min Oldefar Christen Jensen, der købte gården i Refshale, han var altså den der bar slægtsnavnet.
Vinderslev Kirke.
Ved begravelsen i Vinderslev kirke af Christen Jensen, var jeg ude i kirken. Jens Hønholt viste mig omkring. Kirken er stor og rummelig med kalkmalerier, disse kalkmalerier i korets nederste felter adelige våben. Desuden findes i koret en træ tavle i midten et maleri, det øverste forestiller Dommedag. Det nederste er Adelige personers gengivelse. Nedenunder findes navnene på Adelige familier Scheel og Krabbe. Udenom maleriet, findes hen imod et halvhundrede adelige våben udskåret i træ og malet i forskellige farver. Mærkelig nok hentyder intet til Vinderslevgård, den gamle Ridderborg, der nævnes der imod Nygård. Jens Hønholt fortalte at denne gård skal have ligget på Vinderslev mark, alt dette lyder nu meget usandsynligt.
Bag alteret lå en jernbøjle med to pigge, ringen var til at lukke op og i, og sætte om halsen på synderen når de skulle stå i gabestokken, den ene af piggene var vendt ned mod brystet, den anden op mod hagen, hvad kunne det af tidens ælde rustne jern ikke fortælle? Det forekom mig at det var lige som en hellig genstand jeg tog i hånden, hvilken smerte, hvilken kval. Hvor mange hjerter har ikke hamret i brystet når dette jern var spændt om halsen, og fjenden havde lov til at stå foran synderen, hånende, le og spytte på ofret. Og hvor mange har monstro ikke uskyldigt haft jernet på, og hvor mange der var mere skyldig stået og hamret det samme sted i gabestokken.
Ude på kirkegården skal en kæmpe ligge begravet, der står to store stenkors, udhugget af granit. På det ene kors er indhugget forskellige værktøj og et menneskehoved. Disse stenkors er sikkert meget gamle. Jens Hønholt talte om et sagn der fortæller at det skal være kirkens bygmester der her ligger begravet.
Dødsfald.
P. Højs enke, Sofie.
Ole Mikkelsens kone Eva.
Jens Chr. Franks enke Marie.
Døden holder en rig høst i dette forår. P. Højs enke der altid gik krumbøjet, som de gl. hekse ses afbillede. Hun og sønnerne Niels og Johan har drevet gården siden P. Høj døde. Jeg var derovre forleden dag, i anledning af undersøgelse fra skifteretten, men der var ingen papirer ordnede, de lå og var skreven, men ikke underskreven eller stemplet, det er sære ligegyldige folk. Jens Chr. Franks enke, var bekendt for at være skåret godt for tungebåndet, det er en kendetegn for familien.
Sognefoged Jens Rydal, Funder (maj)
Afgået ved døden, forholdet mellem ham og Jørgen Virklunds søster var vist ikke videre god, hun drak som en svamp de sidste år, og efter sigende faldt J. Rydal også til druk. Han blev angrebet af tuberkler, solgte gården og døde nu på Silkeborg sygehus. Jens Rydal var Sognefoged i Funder i ca. 25. År. Han fik hvervet i 1880 ved faderens, Chr. Rydals død. Nu er broderen Andreas Rydal Sognefoged i Funder.
Bryllup (16maj)
I dag viedes i Kragelund kirke min fætter og kusine Søren Sørensen og Christine Sørensen. De Stenholter var indbudte, men ingen kom, ligeledes nogle fra Engesvang. Der fortælles nu ret mærkelige ting der stå i forbindelse med at Jesper Jespersen i Stenholt er kommet på Sindssygeanstalten i Aarhus, og nogle mener at det er herovre at Jesper er bleven sindssyg. Jesper har i al fald været på Herredskontoret og ville have giftermålet forbudt. Der fortælles at samme dag som Søren og Christine fik ring på, sendte Christine først bud over til Jesper om han ville køre med hende til Silkeborg. Imidlertid tog Christine til Moselund og tog med toget og forlovede sig med S. Sørensen, det ser således ud at Christine på én dag ville forlove sig med to. En ting er sikkert, at Christine en gang i foråret var her ude hos Anchers og ville have lov til at rejse til Amerika, med en karl henne fra Stilling hvor hun tjente. Ancher ville ikke tillade hende dette og hun tog da hjem igen til Stilling, men tilfældigvis mødte hun Søren Sørensen i Moselund og da nu Søren mærkede hvorledes sagerne stod, købte han i al hast gården i Balle og brylluppet blev bestemt – og er nu afholdt.
Det er sommer.(15juli)
Meget varm og tør. Larver, fluer og bygfluen angriber kornet Ornerne og roerne. Store marker er ganske ødelagte, og alt tyder på at det bliver en misvækst som ikke er kendt længe.
Præsten var her i dag. Han kom til at tale om dengang min moder var død, han mindede mig om den dag jeg var oppe hos ham og få begravelsen bestemt. Der var så meget han ville havde sagt mig den dag, men fik det ikke sagt. Præsten omtalte tillige at han tænkte på at skrive en fortælling. Jeg opmuntrede ham til at forsøge herpå, da jeg havde tro til at det lå for ham. Jeg har en fejl siger han, ja, det må de jo kunne vide da de kender mig, – jeg mangler selvtillid – mod – Det stammer måske fra min barndom. På grund af mine dårlige ben kunne jeg ikke springe omkring med andre drenge, jeg var som en vingeskudt fugl, selvtilliden tabtes, og jeg mangler den vistnok endnu. – Nu kunne jeg også havde sagt ham at han lod sig kommandere for meget af han moder, og dette tilfælde var det gavnlig at han kom til at stå på egne ben.

CD-7

Jens Jensen Dagbog september – december 1900.

Valgmandsudvalget.(29august)
I dag foretages i Moselund valg af en valgmand til at vælge en landstingsmand i afdøde J. H. Hansen, Marsvinslunds sted. Købmand P. Madsen Moselund blev valgt med ca. 73 stemmer, Cand. Sognerådsformand Larsen fik 50 stemmer. Madsen blev af Socialisterne og det Radikale Venstre. Cand. L. fik de moderate Venstres stemme. Jeg var ikke derovre. Far og Søren var der. Da far kom hjem sagde han at valget var en skandale! Det var ikke fri for at man havde mig mistænkt for at holde med Socialisterne, fordi jeg ikke ville derover til valg. Men det er ikke rigtig det var ikke af den grund.
Sneglens gang.
Jens Ancher i Stenholt var for en del år siden en af Sognets mest velhavende mand. Der har været tale om i flere år at det gik ned af bakke med ham, nu vil han til at udstykke af gården, ja so kender jeg hvad klokken er slået. J. Ancher har været hos Jens Jespersen for at låne penge, men fik ingen, så gik han til den rige Nikolai i Klosterlund, men Nikolai sagde også nej. I samtalens løb siger Jens Ancher, hvad vil du have for din gård Nikolai, 26.000 vil jeg give dig. Ja så kan du også få den, og Ancher slog til, men så begyndte Sine og sønnerne at snakke om at den handel blev der intet af ”for så rejser vi siger Martin og Kristian” Ja rejse” siger J. Ancher, det bliver i vel nød til, når jeg køber gården. I vil vel ikke følge med som besætning! Havde jeg bare haft de 26.000, sagde J. Ancher siden, så kunne jeg straks have tjent 1000kr., det ville Sine og sønnerne med glæde havde givet mig for at gøre handlen tilbage.
Landposten J. C. Jensen fortæller! Jeg kan næsten ikke hitte rede i brevene til Klosterlund, Martin skriver sig for tørveentreprenør, Godsejer Anchersen! (ikke bedre)
Far fortæller: Martin og Kristian er nu bleven enige om at anlægge en tørvefabrik nede i mosen. For Martins arv, de 10,000kr skal maskineriet bygges.
Far fortæller: Sine i Klosterlund sagde i dag, Nikolai går og bliver helt sur i hovedet, der er stunder hvor han næsten er fra forstanden. (Tænk hvor de mange penge plager den rige mand – hvor er de fattige landsstymper dog lykkeligt)
Dødsfald (2.september) Kromand P. C. Mikkelsen.
I dag, mandag da Niels Hvepsgaards kone Kirstine var ude i marken, ser hun i grøften – som går i dalen ved Krogårdsmarken, et menneske ligge med ansigtet ned. Hun gav et stort brøl af sig over dette uventet syn, thi manden var øjensynlig død. Hendes råb hørtes hen til skolen af lærer Kristensen, han kom derhen for at se hvad der var på færde, de så da at det var den gamle eks Kromand P. C. Mikkelsen som lå i grøften og var død. Kirstine Hvepsgaard ville da have Lærer Kristensen til at gå hen til den afdødes kone og sige hende det passende, men det ville han ikke, hun gik da selv derhen. Jens Jakobsen sad da inde i stuen hos konen, da han hørte budskabet rejste han sig straks op og skyndte sig hjem.
Nu blev der folk samlet og fik den forulykkede hjem, blandt de tilstedeværende kom også Præsten. Konen udtalte da at det var den slemme brændevins skyld. Hertil bemærkede præsten ”men der kan jo også være andre årsager til stede. – Det var kun ubetydeligt vand som fandtes i grøften, der stod kun lidt i bunden.
I aftes var den afdøde, Smed Kristen Pedersen, Klaus og Kristian Klausen og Jens Chr. Dahl i kroen, og holdt fest. Smeden var den første der gik hjem, Klausen gik bagefter, Smeden skulle have klø sagde de. J. C. Dahl sagde at det skulle blive løgn, og den afdød sjokkede igen bag efter de andre. Da J. C. Dahl kom til kamppladsen begyndte Klausen også at love ham klø, og kaldte ham bredrøvet, så blev J. Chr. vred og gav Klausen nogle ordentlige skaller, så de både er gule og grønne i dag. – Da slaget var endte gik J. Chr. Nord om byen hjem, han ville ikke følges med Klausens, samme vej må den afdøde jo være gået, da det var her man fandt ham.
Den afdøde var en virksom mand han holdt den gående i mange år med en stor gæld på kroen. Men på den anden side var han rå og meget usympatisk i sin levevis. I begyndelsen af firserne ja det var i 1880 eller 81 byggede han midt på Kragelunds gade en danseestrade. Pastor Halstrøm var dengang præst i Kragelund, han prædikede i kirken over denne Verdens djævelskab, hvor Gud kan bygge en kirke der bygger Fanden et Kapel ved side af. Herfra stammer det tilnavn Pastor Mikkelsen kaldtes. Den første gang Kromanden holdt fest i ”Kapellet” var der mange mennesker, flere end i kirken. Men næste gang kom der kun få mennesker og tredje gang slet ingen til ”Djævelens Kapel”. Og Kapellet blev nedrevet om efteråret.
I de senere år gik det tilbage for P. C. Mikkelsen, næsten ikke et eneste menneske her i Sognet søgte derind som gæst. Handelen der var sluttet bag jerngitter og bræddelåge til at låse, ophørte ganske. Så solgtes Kroen for 2 til 3år siden til Bentsen og nu afdøde O. C. Jensen, og begge gik fra handlen. Så begyndte man at føre proces der havde varet i ca. 20 år og faldt bort, uden at der var falden dom i sagen, ved O. C. Jensens død i marts dette år. I sommer købte Slagter Bentsen, Silkeborg kroen, og nu var det alvor. Så flyttede kromanden og konen ud i afdøde John. Nielsens hus.
Præstens ord ”der kunne måske også være andre grunde” sigter til det rygte som hat været gængs i mange år, at J. Jakobsen besøgte P. C. Mikkelsens kone. I de sidste år, når der kom udenbys gæster i kroen, kunne de ikke få næsten hverken spise eller drikke, kromanden ville ikke købe noget til husholdningen, han sagde at når han ikke var hjemme sad hans kone og J. Jakobsen og holdt festmåltid på hans bekostning, og der var vist nok noget sandt i det. Og i de sidste år var der den ene familiescene efter den anden. Så låste krokonen dørene af for deres privat lejlighed, så kunne hun have det så godt, og kromanden passe sig selv. Og bedre blev det ikke da de i sommer flyttede ud i Johns hus, her låste hun yderdøren og i tørveskuret ved huset måtte den over 70 årige gl. mand ligge, medens hun lå i den varme seng, og hun lå vel ikke ene efter de kendsgerninger som foreligger.
For en del år siden, vist nok i 1896 gik jeg op til Christian Lemming for at tilsige ham til at møde på tinghuset, men han var kørt til Sejling. Jeg måtte da vente til hen ad kl. 1. om natten inden han kom. Kromanden og jeg sad da ene inde i kroen, og jeg gav et par rundinger: Kaffepuncher, for at få ventetiden til at gå. Her udtaler P. C. Mikkelsen: de siger nok at jeg ikke passer svinet og ikke han fange ham (J. Jakobsen) men folk taler og ved ingen ting, men jeg vidste om forholdet længe før noget menneske anede noget derom, ja længe før folk begyndte at hviske i krogene, derom viste jeg det. Jeg havde ham her i mine kløer, men jeg lod den ”skjøvl” gå for mine børns skyld, ja mine børn bad mig så inderligt om ikke at lade sagen komme frem, Gerda (datteren) tjente den gang hos herredsfuldmægtig Pedersen i Kjellerup. Hun bad mig for alt i Verden om ikke at gøre hende den sorg, ja, for mine børns skyld gjorde jeg det – og tårerne trillede ned ad den gamle mands kinder – han havde lige vel et hjerte, som kun få havde mærket.
Da den gamle havde siddet en stund i dybe tanker vågnede han op igen og udbrød: han kan bare vente, jeg skal nok få ham fat, han skal komme til at høre. Og hans øjne lyste af lidenskabelig glans. Jeg sad og tav ganske stille, jeg fattede aldrig den store kamp der foregik i den gamle mands hjerte, lysten til at tilfredsstille sin lidenskab, at få hævn, og et faderhjerte der vil sine børn det bedste. – – Stakkels menneskehjerte hvori sådanne kæmpe raser, hvileløs og uden ende raser de.
I mange år talte den gamle om at nu ville han rejse fra det hele fra gård og hjem, hustru og børn. Og flere gange i de sidste år truede han med at gå hen og hænge sig, men i den sidste til talte han ikke herom. ”gik jeg hen og hængte mig” sagde han ”hvilken glæde ville der da ikke blive, nej, den glæde vil jeg ikke gøre dem”. Men nu kommer glæden, og sikkert vil der flyde en strøm af oprigtige Krokodilletårer, – selv om tårer er ægte, de er dog Krokodilletårer. Nu er der kommet flere oplysninger om aftenen da ulykken skete. Klaus og Kristian Henriksen, gik fra Smeden ad landevejen ned gennem byen, J. C. Dahl bag om byen ud til Johs. Hus, her gik han på sin egen jord, da de Hr. Klausens kom. ”hvem går der”? Råbte de, ”det er mig” siger J. C. Dahl. ”kom her hen så skal du få klø” råbte Klausen. J. C. Dahl gik der hen, gav Klaus en skalle ved hovedet, så han trillede ned i vejgrøften, og så Kristian en så han røg i den anden vejgrøft. A. C. Anchersen var med Klausens men han stod og så på det hele, – – en tapper helt.
Her stemte J. C. Dahls forklaring ikke da han var i forhør, han foregav at han gik hjem, men efter signet gik han tilbage til byen. Sine var nede hos ham og ville have ham med hjem, men det ville han ikke. Afdødes kone siger at der om natten havde lagt en i afdødes seng, og J. C. Dahl skal havde vedgået at det havde været. Han forklarer også at han var uvidende om at afdøde gik samme vej som han selv og at han hørte et skrig eller råb, men tog ingen notits heraf.
Jeg talte med afdøde om torsdag aften, (han døde søndag aften) inde hos Søren P Sørensen. Han var da ved at fortælle om hans besøg i Randers hos Sylav? ”Er din far hjemme i morgen” sagde han til mig, jeg skal ned og tale med ham en dag, men det nåede han nu aldrig. – Jeg kommer til at mindes hans søn Hof, han hørte ikke til de gode drenge. En dag løb kromanden efter ham, drengen skulle have prygl, men Hof kom op på huset, kravlede op på mønningen, og da han havde lommerne fuld af sten, og den ene sten efter den anden kastede han ned efter faderen og sagde til ham. ”kom nu an din gamle Satan”. – – – En håbefuld søn!!!
(15. september) O. C. Jensen og T. C. Mikkelsen der søgte proces om Kragelund kro, hen ved et års tid. O. C. Jensen var med spekulationer og bryderier i den anledning nær ved at miste forstanden. Så døde O. C. Jensen sidste forår. Og T. C. Mikkelsen er nu død i disse dage, ja, nu kan de jo fortsætte med processen og tage fat hvor de slap i foråret.
Men nu begynder der at dukke en anden proces op, de levende vil til at søge proces om de døde. Klaus og Kristian Klausen skal efter sigende havde udspredt det rygte at det har været J. C. Dahl, der havde kvalt den gamle kromand. Nu har J. C. Dahl stævnet Klausen for den udtalelse, nu fører de levende proces om de døde.!
Tre gryder med gamle mønter.
(19. september) Far fortalte i dag, at han sidste nat drømte, at han var ved at grave oppe i de gamle tørvebakker i mosen, da fandt han tre gryder med penge, gamle mønter som han ikke kendte, og han vidste aldrig hvad han skulle gøre ved dem, ”jeg tror” siger han ”at jeg vil op og grave der, man kan aldrig vide” – – – Lidt efter tilføjer han, å! ”det har vel intet at betyde”. Mærkelig nok, jeg tænkte på næsten hele dagen i dag på den gamle opskårne mose. Vi kørte ler fra mergelgraven, til gulv i køre laden, der blev bygget i fjord. jeg tænkte når man nu kører alt det overjord, som alligevel ud køres, ned i tørvemosen, jeg tror det ville betale sig godt, ja jeg er nærved at tro, at der kunne dannes frugtbar jord, elle eng, hvor nu det sure værdiløse intet givende mose henligger. Far han drømte nu at finde de klingende guld eller sølvmønter i mosen. Men mine tanker var ingen drøm, de var virkeligheden, jeg ville jo i virkeligheden også finde mønter men på en måde der ligger den håndgribelige virkelighed langt nærmere end i drømme. – – – Ja, måske tiden vil vide det?
Nu går det løs.
Nu søger de levende proces om de døde. J. C. Dahl, Kristian og Klaus Klausen og O.C. Anchersen var i dag i Politi retten. Efter sigende betalte J. C. Dahl i bøde 40.kr. Og sagen fortsætter. I næste uge går det løs igen. – – Så kommer turen vel til Klausens.
Sessionen for 1901 i Kjellerup.
I dag er der session i Kjellerup. Kristian Anchersen, Klosterlund blev Søgt hjem til n. a. ? Laurids Lauridsen blev taget til træn konstabel. Søren Holm blev kasseret, han havde hjertebanken, ved den ene side, han skulle spendere en omgang i anledningen, men da gjorde han sig usynlig. (den 25, september)
Tiderne skifter.
Da vi i dag spiste til aften, siger far til drengen Robert. ”da det nu har regnet hele dagen, kunne du jo godt have taget til Silkeborg og købe dig den nye hat og krave til konfirmationen. Dengang jeg blev konfirmeret 1 1848, da lånte jeg både støvler og kasket, thi hat var der slet ikke skik den gang, for drenge og unge karle at bruge. – støvlerne lånte jeg helt i Mausing”. – Drengen sidder og ler. Far: ”ja, du ler ad det” far springer op og slår i bordet, ” men du har jo ingen ting lært og kan ingen ting. Dengang jeg blev konfirmeret, stod jeg øverst på kirkegulvet, så du skal ikke le ad mig, – gå du hen og lær noget mere din hvalp”.
Drengen, jo men vi står jo efter som vi er gamle til, så må du jo havde været den ældste. Far nej, hold op med det, den gang lærte vi noget, nu til dags står Degn og Præst udenfor al ting, bryder dem om ingenting, blot de kan få en god løn, leve godt, gå og svanse i fine klæder. – højre mål har de ikke – mere udretter de ikke. – Den gang jeg gik i skole var skolegulvet lagt af små runde kampsten, vi blev både sunde og stærke og lærte noget, ikke vant til magelighed eller til at foragte et ringe hjem. Dengang var skolevæsen os ikke ret meget, Degnen arbejde på sin skole mark og dertil en ubetydelighed in nature, det klarede han sig godt med. Nu koster vor skolevæsen os her i kommunen over 5000kr. en gang for alle, og en årlig udgift af mindst 10,000kr. Landbruget som næsten skylder det på jorden som det er værd, skal udrede denne sum, bønderne slide og slæber og derfor opstår utilfredshed, svig og bedrageri og falsk er følger af disse store byrder, – ja, lærere er ved at blive en landeplage!!! (27.september).
Kirkens Restauration. Høstprædiken.
En tid har der ingen prædiken været i Kragelund, kirken har været under reparation, koret har til dels fået nyt tag af bly, oprindelig har koret været tækket med bly. Men en gang for mange år siden har man spekuleret ud, at man kunne gøre en god handel ved at tage blyet ned og sælge det, og i stedet for lægge tagsten op. Hele den nordre side af koret og den halve af sydsidens bly tag nedtog man, og således har kirken stået så længe jeg kan huske tilbage. Nu har koret fået bly tag på begge sider. Inde i kirken har det gamle bræddeloft i højkirken fået et nyt loft. Brædderne er slået på undersiden af de svære århundrede gamle ege bjælker. Hele loftet er malet i lys egetræsstil. Også alterets farver er ommalet. Kirkens indre har ved denne reparation fået en hyggeligt og smukt udseende.
Der var Høstprædiken i kirken i dag, og der var kommen så mange til huse som kirken kunne rumme. Kirken var smukt pyntet med det sidste af sommerens grønne løv, smukke blomster o. s. v. Rigtig nok var malingen ikke fuldkommen tør, jeg tog mit lommetørklæde og satte mig på, men jeg rev lommetørklædet itu, da jeg ville tage det fra bænken, så fast var den klæbet til bænken af malingen.
Præsten udtalte blandt andet! Nu begynder snart efterårsstormene og nu kommer de lange mørke nætter, og vi hører regnen plaske på vore vinduer, da må vi skønne på, når vi sidder inde i vor varme lune stue, hvor hyggeligt det er at have et hus og et hjem, der skærmer os mod stormen, regnen og kulden, mod uvejret derude, for vort gode hjem og takke Gud for høsten rige gave, for alt hvad han har skænket os føde, klæder, og hjemmets lune arne.
Men foruden vort materielle hjem har vi et åndeligt hjem, thi et hvert menneskehjerte er et hjerte hjem, en Guds bolig, her gælder det endnu mere om at skabe en hyggelig rolig fredens bolig hvor uvejret og stormen ikke når ind, hvor kulden holdes ude, hvor varmen og lyset hersker. Tænk hvor uhyggeligt og trist det ville være, dersom vi nu i den lange, kolde, mørke vinter måtte savne lys og varme i vore stuer, og hvor mange hjerter hjem er der ikke hvor der er koldt og mørkt og dette er endda ikke alt, thi huset er ikke hegnet tættet så stormen og uvejret finder vej derind ødelægger og nedbryder dette hjem, der dog skulle være det luneste, hyggeligste, Lyseste og varmeste hjem vi ejede. Lad os dog tænke på hvor godt vi ville få det, når vi blot ville hegne og frede dette hjem, og jage alt det fremmede der volder ufred ud af hjertet, så denne vor dejligste bolig blev vort skønneste hjem.
Og jeg har et par ord at føje til de unge kvinder, jeg vil ligge eder på sinde hvad det vil sige at have et godt hjem. De unge kvinder i vore dage, de skal lære at spille på klaver, hækle og broderer og alt lignende. Men at sysle og arbejde i huset, at skabe et hyggeligt og pænt hjem. Nej, det er ikke fint nok. Hvor mange kvinder findes der ikke, som har lært alt andet end at skabe et hyggelig hjem, og når de bliver gift søger mændene at more sig udenfor hjemmet, det er mange gange konernes egen skyld at manden søger adspredelser udenfor huset. Skabe et hyggeligt og pænt hjem, så vil manden også nok få lyst til at blive i hjemmet, for thi der er god at være. – (23.september)
(den 8. oktober) Jeg var i aftes oppe hos pastor Sørensen for at få nogle bøger byttet, Præsten sad og læste højt for sin far og mor af Shakespeares nye udgave, Litteraturen, den litterære skønlitteratur er Præstens kæphest. Jeg kunne ikke undlade at bevidne hans skarpe kritik og klare fremstilling på skønlitteraturens område. Samtalen blev blandt andet ledet hen på J. P. Jakobsen, om denne digter udtalte Præsten, at han J. P. Jakobsen i forening med brødrene Branders vist nok var landets betydeligste fritænkere. Det er den samme tankegang der i slutningen af Marie Grubbe, som vi atter træffer i slutningen af Niels Lyne. Da Marie Grubbe træffer Holberg spørger hun ham, som den lærte mand han var, tror de at der er tilgivelse og frelse efter døden! Holberg svarer. Der spørger hun om mere end han kan svare på, – og han mener jo dermed at som Marie Grubbe har levet, så må hun også dø. Den samme slutning kommer i Niels Lyne, da Lyne ligger på dødslejet, fornægtede alt mellem himmel og jord, er der et øjeblik hvor tvivlen stiger frem, og han giver tilladelse til at der sendes bud efter Præsten, og han der som han har levet, det er kun tænksomme læsere, kritikere der formår At drage paralleller mellem forskellige dele af en forfatters arbejde, men det er ikke sagt, at slutningen Hr. pastor Sørensen var kommet til at være hans egen, han kunne jo havde det fra et eller andet litteraturhistorie.
Talen kom hen på en videnskabelig kritik af det hellige skrift, enkelte kritikere har holdt på at man af sproget kunne slutte sig til skriftens tilblivelse eller tiden da den fremkom, sagen er jo den, at sprog undergår i løbet af nogle år store forandringer. Sproget som de talte her i landet i Middelalderen er meget forskelligt fra det som tales nu. Kritikkerne vil, ud fra dette synspunkt drage slutningen, at mange afsnit af Biblen er langt yngre end de giver sig ud for at være, skrevet langt senere, måske slet ikke af den mand der giver sig ud for at være forfatteren, man kan ganske vist lade vide at mange kapitler af et afsnit er skrevet århundrede for ved siden af, ja mange er endog af hai? Ældre, og sikkert meget gammel, således er sikkert det 14. Kapitel i 16. Mosebog er meget gammel, men det er det ene afsnit af en og samme bog kan være skrev et århundrede før et andet, er ikke nogen bevis for det skrevne ægthed kan drages i tvivl. I Biblen er der mange afsnit, som er skreven af forskellige forfattere, men går under én forfatters navn.
Pastor Sørensen omtalte, dengang han var student, så var der tre navne i kirkehistorien ter mennesker der hed ens, han gik da op til Professor Fr. Nielsen(nu Biskop i Ålborg) og spurgte hvilke af navnene (Nielsen) havde disputerede – – ja, ja, nu skal jeg se, sagde Fr. Nielsen og greb efter bøgerne. Denne udtalelse fremkom Præsten med da han citerede en udtalelse af Professor H. Høffding. Professor Høffding havde udtalt at der var en grænse for hvad den menneskelige hjerne kunne rumme og optage. Der kom en grænse, ar skulle der noget nyt ind, måtte der noget af det gamle ud, det vil sige man husker det ikke mere. Jeg tror ikke, siger Præsten – at jeg på en gang kunne huske hele kirkehistorien fra ende til andet. Og selv vor lærer Fr. Nielsen måtte jo også se til bogen. Og det går med sprog ligeså, det udviskes af hukommelsen når det bliver benyttet eller opfrisket.
Præsten drejede også talen hen på Vilh. Bech og disse udtalelser Bech i den senere tid havde brugt om en del Præster, at de, Præsterne var fordrukne og ukristelige. Da svarer jeg! I Sinding findes en mand og en kone der har lov til at sige hvad de vil uden at de drages til ansvar derfor, ligeså er det med Vilh. Bech. Han siger også hvad han lyster uden at han drages til ansvar for sine udtalelser.
Et år. 14. oktober 1899 – 1900.
Ligesom en kusk giver sin hest meget Havre, for siden efter desto mere at bruge pisken. Ligeså er der omsorg hvilke mennesker der har for deres nærmeste. Min mor hun kunne slå mig, sige hårde ord til mig, men hun gjorde det fordi hun ville gøre mig godt. I dag er det et år siden hun lukkede sine øjne, men jeg kunne blive tusind år gammel og den dag ville jeg dog ikke glemme.
Nu begynder løvet at falde, et bud om vinterens komme. Så bliver det vinter i et barnehjerte, når den mister sin moder, sin eneste ven i den hele vide Verden – – –
Tårer ned ad barnets kinder rinder
Hvor skal barnet trøst nu finde
Se, hvor moders kinder de er blege
Aldrig mere nu barnet leger.

I barnesmilet håbet lyser
Mørk i barnehjertet nu det gyser
Svunden er de lyse drømme
Bort de svandt i tårestrømme

Moder hører du ej barnet græder
Nu du ud i Himlen træder
Kære moder, barnet har ej venner flere
Skal nu aldrig se dig mere.

Mindet kan ej barnet glemme
Stadig hører jeg din stemme
Når vi hører klokken ringe
Er det hilsen du fra Himlen sender.

(14.oktober) I dag er far i Silkeborg, ned for at få M. Andersens status i orden. Den gode købmand står ved det sted, hvor man plejer at stå ved begyndelsen, en bankkonto han har med en gæld på ca. 6000kr. hos købmand A. Knap. Før havde han en 1.st prioritet af 11.000kr. en anden på 6000kr. ja, i købstæderne forstår de at leve.

En sent og koldt høst.
I dag den 20. oktober kørte vi Havre hjem, kornet har nu stået høstet i 3 uger, under meget uheldige forhold, regn og atter regn har det været den senere tid. Det udestående korn var nogenlunde i dag, men tørt var det ikke, vinden er til nord, og det fryser stærk om natten. Jeg fik frost i hænderne, det har ikke passeret mig før, at der er gået frostknuder i hænderne, ved at køre korn hjem, heller ikke mindes jeg at vi nogensinde har været så sent på færde ved høsten som i år. Vi kan vel blive helt færdige i næste uge, omkring november tid.

Fra andre egne.
Min søster Sine kom nu den 1.st november hjem fra sin tjeneste på Lading Mejeri v. Mundelstrup st. mellem Aarhus og Randers. Henne hos hende er der anderledes folkelig, andre sæde og skikke end her på egnen. Det har været tilfældet og er det også endnu, at østkysten af Jylland, med sine rige fede jorde, har været foran i udviklingen og i kultur, frem for det magre og fattige vester egn.
Ude i Vestjylland der træffer den møjsomme enfoldige beboer som E. T. Kristensen siger, denne ærlige enfoldighed svinder dag for dag. Ude ved Østkysten der lever folket, som Pastor Gede i Viby udtalte til sin modnings hed i sus og dus, byder sig hverken om Himmel eller Helvede hverken om Fanden eller Gud, men tænker kun på at leve at nyde af naturens frugter.
Efter hvad min søster fortæller lever de også i Lading, og nyder livet i fulde drag. Man drak, ja drikkegilderne var svært i vinden. De unge mennesker, piger og karle, bød hinanden sammen på omgang, og så drak man vin og brændevin. Var karlene ene samlede, var det brændevin de drak 3. 4. 5. Flasker og så drak de til de faldt om på jorden alle sammen. – en aften tog man en beruset karl og hængte ham i frakkekraven op til en søm ved bjælken, og så gav de ham en ørefigen ved den ene side og så ved den anden side af hovedet, og så sang de smædeviser og råbte, så stå dog stille din asen, din satan, medens den berusede dinglede frem og tilbage på sømmen.
En aften var en af pigerne bleven beruset, hun faldt og de andre lagde hende på sengen, da tog en af karlene en flaske vin og hældte i hovedet på den sovende berusende pige, og vinen flød over ansigt, bryst, arme og videre ud over sengeklæderne. Så hen på natten kørte karlene hende hjem på en trillebør
Et andet sted var der også samlet en del unge mennesker og de drak tæt, både piger og karle, så hen på natten, trak de af klæderne alle sammen og gav sig til at danse i blotte linned, tog de tomme vinflasker og slog hinanden i enden med, en sådant forestilling er et talende bevis for demoralisationen. Min søster fortalte også meget andet, men jeg tænker at nærværende er tilstrækkelig for at karakterisere den sædelige tilstand på Østkysten, i det sidste år af det nittende århundrede.
Det var almindelig skik her i byen for 20 år tilbage at ungdommen samledes om aftenen, – især søndag aften – og i en stor klynge vandrede vi op og ned ad gaden og så drak man gerne vin, enten ude i vejgrøften, eller ligeså ofte gik vi ind i kroen, og karle og piger bænkede sig om kro bordet. Jeg har ofte, når jeg kommer til at mindes denne skik, følt hvor var det dog et uopbyggeligt syn, at se ungdommen siddende der og drikke og så syngende og støjende ved midnatstid, hujende og råbende drage ned ad gaden. Men dette ser man aldrig nu, ungdommen ser man sjælden i kroen eller på gaden i klynger om natten, og frem for alt ser man ikke kvinderne. Men ungdommen er måske for skikkelig, også det har sin grænse. – Hver tid har sin egen præg, og det er ofte kun nogle enkelte individer af samtiden der giver den præg og indhold

Ved november tid 1900.
Anne Nielsen som har været husholder for os i sommer, rejser nu. Det vil sige de nye bygninger står færdig, men far sagde i dag det er i intet tegn til at de vil flytte derom, de vil måske slet ikke have ejendommen, men det kan de selv om. Anne rejser over til Chr. Jakobsen. – Min søster Sine kommer hjem fra Lading i dag. – Vor dreng Robert Mogensen rejser til Funder, og vi skal have S. Sørensen søn Henrik til næste år. – Nu skal vi til at optage rodfrugter, det er ellers et koldt stykke arbejde, thi vinterens kulde og storme er ikke langt borte.

Bentxen holder fest.
Vor nye kromand Slagter Chr. Bentxen fra Silkeborg holder gæstebud i dag i Kragelund kro, hist og her var gæsterne indbudte. En del blev hjemme fordi de ikke tog indbydelsen for andet end spøg. Man taler nu også om denne fest bagefter. Bentxen skylder endnu far for skatter fra i sommer, men disse 60kr, lånte han festaftenen hos sin gæst Joh. Wurtz. Og Jens Vinderslev måtte nok gå i kaution for en større sum, det har været en rar gilde, det vil da sige for dem der var med og måtte betale den.

Sognerådsvalg (14.november)
I dag afholdes Sognerådsvalg i Moselund, almindelig valg. Efter tur afgår: H. P. Christoffersen Hesselskov, Carl Johansen, Skygge, Jens Hansen, Over Julianehede, Jakob Lunding og Cand. Larsen Funder. Valget til Sognerådet bliver mere og mere politisk, det er især koloni beboerne som sætter politikken i system i valget. – – Chr. Christensen blev valgt derude. Som modkandidat samlede Niels Nielsen og Jørgen Knudsen Skov, en del stemmer. I Funder ville Jakob Lunding nok genvælges, men han fik ingen stemmer, derimod samlede Sognerådsformand, Forstkandidat Larsen næsten alle stemmerne. I Funder stemtes tillige på Smed A. Chr. Hessel, men han kom til at mangle nogle få stemmer, og blev altså ikke valgt, der blev på den måde kun valgt et medlem i Funder, som altså tabte et medlem. I Engesvang valgtes Ole Nielsen, Skygge og Carl Nielsen Julianehede, og som nyt medlem, i stedet for det som Funder Sogn tabte J. Chr. Sejten Pårup. – – værst gik det ud over Jakob Lunding, der gerne ville havde genvalg, men ikke valgtes og A. C. Hessel der lige nåede til døren og så ind, men måtte blive udenfor.

(den 17. november)
Et år for tidligt: Søren Jakobsen, Sinding var her i dag, de kom til Sølvbryllup hos farbroder J. Jensen (Refshale) men det var lige et år for tidligt. Det rygte var udspredt at det var i dag, og der var flere som havde fortalt det i byen. Søren Jakobsen tog sagen rigtig, han sagde lad os nu holde festen i dag, om et år kan vi være borte, døde og begravede. Når vi nu holder det i dag, så bliver der i al fald holdt fest.
I gård havde far en af sine store dage. Mogens P. Kristensen og han, havde været ude at takserer til den alm. Brandforsikring, om aftenen endte de i kroen, her var samlet en del skytter. Chr. Elling, Jens Overgård, M. Vinter o. s. v. som Jens Jakobsen havde været kusk for ude ved Frederiksværk, de sad og drak toddyer, og M. P. Kristensen og far sagde ikke nej. Omkring ved sengetid kommer der noget buldrende ind ad køkkendøren. En fremmed karl kom dragende med den gamle under armen. Far stod til slut ved dørkarmen ind til dagligstuen, da ville han gå ind i stuen, men faldt da på bordet. Jeg var gået ned for at hente øl til den fremmede, og så da, idet jeg kom tilbage, at denne holdt den gamle oppe for ikke at falde, og fik ham til at sætte sig på en stol.
Den fremmede som far kaldte Martin, og som far vist nok antog for Anders Andersens karl i Engesvang, kom mig i møde ude i køkkenet, og begyndte så at hviske noget, hvoraf jeg opfattede, at jeg skulle tie – – – – ikke Engesvang – – – drikke med en del skytter – – – men den gamle opdagede denne hvisken og sprang op og kom ud i køkkenet, og faldt over mod køkkenbordet, karlen sagde da ikke mere. Men jeg syntes at havde set ham før, han tjente vist nok i Charlottenlund.
Ved at tænke nærmere efter, havde skytterne i kroen nok fået karlen til at følges med den gamle, og foregive at han var Anders Andersens karl, for han skulle da samme vej, og det var det karlen hviskede til mig, at jeg ikke skulle sige til den gamle. Vi gik i seng, jeg slukkede lyset. Nogen tid efter hører jeg den gamle var oppe han kom ud i gangen, han ville ud at lade sit vand, men han tog fejl, han går hen og lukker overstuedøren op og pisser op i storstuen, lidt efter kom Søren hjem, han sætter sine træsko udenfor storstuedøren og går ind – – – hans strømper bliver våde.

Forlovelsesgilde
(11. november) Der er i aften festebud i Klosterlund, Martin Anchersen og min kusine Karoline Sørensen, stiller med forlovelsesring.
Ja – gilde (17.november)
I dag var Sognefoged O. C. Jensen, Niels Knudsen og Søren Jensen oppe hos præsten, og fortælle ham noget om et påtænkt giftermål. Om aftenen var Chr. Jakobsens og J. Jensens (Refshale) her nede – og Søren Rask kom naturligvis som tilfældig, han vandre og drager – besøg og så er han jo gerne med alle steder, enten han så er budt eller ikke, han er altid svineheldig. – Da gæsterne brød op om aftenen sagde Niels Knudsen til far: ja nu har du jo gjort dette her gilde, så jeg vil jeg gøre den næste men jeg ville helst gøre akkord med dig, jeg har jo ingen hus lejlighed dertil. Jeg vil give 100 kr. til gilde. – Det er et godt tilbud, siger far, men de kan jo selv holde gildet omme i deres nye lejlighed. – Ja – siger Kristian Jakobsen, der er nu ingen møbler deromme og derfor nu god plads. – Ja. Lad dem om det siger Niels Knudsen, jeg giver 100 kr. så kan de byde to eller fire til gildet ligesom de vil.

Præsten glemte det.
I dag efter middag kom præsten kørende her til, han ville tale med far, havde et bud fra præsten. ”Thi præsten var kommet galt af sted”. Jeg troede i begyndelsen at præsten personlig var kommet til skade. Men sagen var at præsten havde glemt at lyse fra prædikestolen. Det er ret morsomt, thi i aftes var der tale om at fik præsten det først at vide, så fik alle det at vide, thi præsten var så ”hjavremundet”. Men præsten blev tavs, har intet fortalt, og derfor god at betro noget. Nu går der altså en søndag til, og vi kommer, om en 4. Uger nær ind under Jul, ja nær den måske, men dem om det.

Freja Caroline Pape.
Max Papes datter i Funder er pludselig død i København, hun var kun syg en dag. Freja var i modsætning til hendes søster, slank og let som hunden i skoven, hun var i ikke så få år her i Kragelund, i møllen hos broderen Peder. Men så blev hun ”hjemkaldt”, grunden kender jeg ikke, og søsteren Cathrine kom her nu. – – På en tur, for to til tre år siden til Viborg, som jeg og en del andre var med til, var Freja med, vi var blandt andet også oppe i Domkirkens tårn. – Jeg skrev i Agrar bladet. Et besøg i Viborg.
Helge Hostrup og Ole Andersen Lemming.

Højskoleforstander H. Hostrup, Ry og Lærer Ole Andersen Lemming, holdt søndag aften den 9. december foredrag i Kragelund forsamlingshus. Hostrup er en god taler, taler et rent smukt sprog, og er i hele sit væsen og fremtræden, den fine dannede mand, – men hvad – han har jo også bevæget sig i de højre samfundslag, i de dannede kredse her i landet. Det må derfor være os bønder, der lever afsides, langt fra al kultur, en nydelse at høre en mand som Hastrup. Der findes de mennesker der nu og da viser vores væsen, vore skikke frem til spot og morskab, men hvor skulle vi få dent fine væsen og dannelse fra, skulle det være fra os selv, nej, thi en blind kan ikke lede en blind, skulle vi måske få det fra kvæget som røgter og pløjer.
Hvor skulle vi så få det fra? Man må sidde med en vis dannelse og modtagelighed, for at forstå en mand som Hostrup, og at forstå ham ret. – Jeg hørte i dag, at flere jævne begavede mennesker her fra egnen, ikke syntes om Hostrups tale, men hos nogle af disse, var nogle ærlige nok til at tilføje, men måske forstod vi ham ikke som han burde forstås. Hostrup er som sagt en taler af rang, der er logik og sammenhæng og en klar tankegang i hans tale. Jeg skal nu, så godt jeg er i stand til at gengive hvad Hastrup sagde.
Der er noget som er særlig ejendommelig Norsk, det er Norges Elve og Norges Fjelde. Således kan vi også her hjemme i Danmark om noget ejendommeligt Dansk f. eks. vore Bøgeskove. – De Norske elve, på stede løber de rolig og stille som en af vore bække herhjemme, der snor sig gennem lyngheden, på andre steder bruser de frem, styrter med stor larm, medens skummet sprøjter omkring, det sidste kommer af at der er en hindring, en modstand ar overvinde, denne modstand bliver til en kraft, så Elven strømmer fremad med dobbelt fart.
Ja forestil dem disse fjelde, de hæver sig højt op, men ikke højre end bjerge, men dog højre end vore bakker herhjemme. Disse fjelde hæver sig jævnt skråt opefter, opad disse fjelde vokser der skov. Men når man kommer højre op hører skoven op, og højre endnu og vegetationen hører helt op. Ned over disse fjelde bruser elvene, de Norske elve, forestil dem hvor disse elve skummer og bruser, og som jeg før sagde, kommer der noget der hindre vandet i sit løb, da styrter de fremad med endnu stærkere brus. Vi ser at hindringerne er den årsag der fører elven frem med større kraft.
Også i menneskesjælen gælder den samme lov, at hvad der hæmmer det fremmer, det er naturligvis ikke således sagt at alt hvad der hæmmer det fremmer, der findes forhold hvor tilfældet er anderledes. – Man siger at tanker er toldfrie, det er vel også sandt, og dog er der intet vi mere må vogte på end vore tanker. Tankerne kommer først til os som gæster, men det ender ofte med at de bliver en del af os selv. Det er ikke enhver tanke der må have lov til at vokse og finde et fæstepunkt i vort sind. Vore tanker må frem for alt være undergivet vores viljes mål, og det går aldrig an at give rum for enhver tanke der farer gennem vort hoved.
Det går med tankerne som det går med elven, eller lad os sige åen, den Danske å, et begreb der ligger os nærmere, man kan bygge en dæmning således at man standser vandet en tid, men vandet hæver sig, det når dæmningens øverste del, og så finder måske en lille bitte vanddråbe vej over dæmningen og så snart følger en anden dråbe i samme spor, og snart opstår der en stor strøm der snart bryder dæmningen. Således går det også med vores tanker, thi de første urene tanker de leder vej for andre urene tanker, og til sidst fæster disse tanker sig i vort sind, og sindet danner karakter.
Først var det måske en tanke vi kælede for og som vi syntes ingen skade gjorde, me4n tanken voksede ligesom elven og bækkens strøm, og den lille ubetydelige tanke havde måske, uden at vide det forandret vort sind og karakter, og nu var bleven en hel fremmed for os selv, nej, vore tanker dem må vi nøje agte på. Det går med de urene tanker som med ukrudtet der ikke bliver luget, det vokser sig stort i os, og kvæler alt det gode, som er gemt i os.
Det er gået mig således – og vel også andre i drømme, vi drømmer at vi går hen ad en vej, så ser vi ofte der komme et eller flere mennesker gående, på denne vej, vi kommer i samtale med dem, men som vi går, sker der er forandring, vi er blevet en af de fremmede, har tabt os selv, bleven en fremmed for os selv, således kan de urene tanker, når de får lov til at være i os, så bliver vi en hel anden, en fremmed for os selv.
Da urene tanker er ligesom ukrudt, har vi en smuk blomst her i haven, og luger vi ikke ukrudtet bort, vokser dette sig højre og højre, og breder sig, dækker alle blomsterne, og blomsterne visner og dør. Men således må det ikke være, vi må vogte så nøje på vore tanker, at de urene ikke skal slå dybe rødder i vor sjæls jordbund, vi må luge, rydde det spæde spirende ukrudt.
Det har været en meget udbredt skik, om end jeg ikke har set det så meget nu som før, at drengene har moret sig med at stille en af de såkaldte drager til vejrs. En papirs flade med en sejlgarnssnor, hvilke snor de stadig holder i hånden medens dragen hæver sig op, og hvorfor hæver dragen sig, thi den er jo dog langt tungere end den omgivende luft. Hvilken kraft er det da som hæver den, ja det er jo vinden vil de måske svare: nej, thi bliver snoren skåret over, så daler dragen hurtig til jorden, det er altså snoren der giver den kraften til at hæve sig. Vi ser altså at det er hindringen, modstanden der hæmmer den, der bliver den kraft der hæver den op og frem. Og her kan mase at hvad der hæmmer det fremmer.
Vi møder meget modgang her i Verden, men det er ofte vanskeligt for os at forstå, at det er en stor lykke for os, i netop den hæmmende modstand, bliver den kraft som drager os fremad og opad, – ligesom papirdragen – kom disse hæmmende hindringer ikke til os, ville vi synke hjælpeløs ned ligesom dragen, modstanden bliver til en fremmed kraft for os. – Der er nu mange mennesker der ville påstå at i kærlighedslivet er vi ikke herre over vore følelser over vore tanker. At kærlighed kommer som en magt vi viljeløst må underkaste os. Men det er dog ikke således. vi tænker dog før vi handler, og disse tanker må vi holde udenfor bestemte grænser, vi er dog herre over vore tanker, både i stort og småt.
Der er et fremmed ord der hedder resignation, der betyder at man finder sig i det uundgåelig står af, det man har forestillet sig at nå. Det er jo således at når vi bliver ældre så svinder det glade lyse ungdoms syn, eller retter sagt, det er os som går fra ungdoms tiden, men derfor behøver vi ikke resignere. Ordet resignation, er et ord som jeg ville, helst skulle bandlyses af sproget. Begynder vi først at slå af, så er det denne glideplan, skråplan, har vi først begyndt, så bliver vi ved at slå af og slå af, ja så bliver vi de fattige livslede trætte mennesker, men så bliver det heller ikke være. – Lad os aldrig resignere, vi vil fastholde vort barndoms og ungdomstid, vi vedbliver med inde i vort inderste sind at være ung og have barnets sind, da kommer vi aldrig til at resignere.
Efter Hostrup holdt Ole Andersen foredrag. Andersen var meget uheldig med sine udtalelser og der var ingen sammenhæng i hans tankegang. Indholdet var til dels en gentagelse af Hostrup. Men der er jo også kun for mester her i Verden, men desto flere Disciple. – Jeg skal senere komme tilbage til Hostrup og O. Andersen.
Bryllup. Søren Jensen, Ane Nielsen Refshale. 11. december 1900.

I dag var der bryllup i Refshale. Gildet stod omme i den nye lejlighed, der var kun få gæster. M. Andersens. Jens Rasmussens Silkeborg og Christian Jakobsen, – det var det hele. Ingen af naboerne. Ingen dans. Ingen musik. De fra Silkeborg kom kørende i lukket vogn, og denne vogn kørte brudeparret til kirken. Jeg kørte den anden vogn og Christian Jakobsen kørte den tredje og sidste. Da vi kørte til kirken, kørte Silkeborg vognen foran, kusken må ikke have været kendt, han ad vejen om ad præstegården, jeg råbte halløj! Der blev standset og vognen vendt og kom på rette vej. – grå tunge skyer med stærk blæst fra vest, råkoldt, rusk, uvejr.
Ungdomsforeningen – vågner.

For 3. År siden stiftedes en ungdomsforening her i Kragelund, den har nu slumret sødt i tre år, takket være P. Papes gode formandskab. Nu har lærer Kristensen draget frem. I aftes mødtes han med to musikere, og ungdomsforeningen vågnede til live igen. De vedtægter eller love jeg skrev for tre år siden bliver benyttet. Lærer Kristensen blev formand for den genopstående forening. – – (Den19. december).
24. december.

Endnu står marken grøn
Ej blomsterne har foldet sine blade ind
Hvor smuk, hvor er dog juletræet kønt
I fryd, blomsterne raser på barnets kind
I stille glæde de gamle og hænderne folder
Hvem der har mistet barnesindet ham smerte det volder.

Så mange holder glædeløst fest
De tunge dage, bliver dobbelt tung
Som ej kender den himmelske gæst
Kender den guddomskraft der gør livet ung
Kender den kraft der lyser på markens vange
Ej hører i sky englenes sange.

Let som hunden i skoven sprang
Flyder gudens kilde evige rindende væld
Der lyder et kor af kirkeklokkers klang
Ud over mark og hav over fjeld
Det kor på barnehjertet kalder
Men også på os som snubler og falder.

Deler med andre vi barneglæden bliver vi rig
Og vi kommer himlen så nær
Og vi får vinger som englen lig
Ser det igen, der som barn var os kær
Før end freden i himlen vi finder
Freden aldrig i eget hjerte vi vinder.

Jorden er grøn, den milde luft suser sagte hen over vangene der slet ikke endnu har taget afsked med sommertiden. Mørke skarprande – lig med tordenskyer, stiger op af vest, ja således ser det ud Lille Juleaften år 1900. – Havde træer og buske haft en anelse om at vinteren var så lang, ville de sikkert have beholdt deres grønne blade. – Og det havde jo været køn nu til Jul, om også løvtræerne havde stået med grønne blade. Ja, det er Juleaften, far lå og sov, vi havde ikke nær fået ham op til nadver, og da vi endelig fik ham op, og havde spist, gik han i seng igen. Jeg læste noget i Blæksprutten, og så var den Juleaften til ende.
Der var første gudstjeneste, jeg nåede ikke at komme i kirke, end en stund efter Gudstjenestens begyndelse, Præsten stod på prædikestolen, – han sagde – vi bliver aldrig glade, aldrig kan vi holde glædelig Jul, før vi deler vore glæder med andre, det er gerne sådan at hvad der for os bringer os glæde, det vil vi beholde for os selv, men det er egoistisk egen kærlighed, netop vore bedste glæder skal vi dele med andre. Ja, vi holder jo Jul hver på sin måde, men der er jo kun en rigtig måde at holde Jul på, barnets Jul, hvor den rette glæde er givet os andre.
Da vi var børn, og vi tænker tilbage på den tid, da ville enhver af os vist nok sande at lykkeligere dage har vi ikke levet, og hvad var det som gjorde os så lykkelige. Ja, det var den trykke følelse at hjemme hos vore forældre, vi gik til dem hver gang der var noget i vejen, og vi følte os så trykke i deres favn. Ja, således er det også med os voksne, vi har en fader i himmelen, og når vi som hans børn holders os tryg til ham, da kan vi holde Jul glade Jul. Men der er mange af os der holder verdslig Jul. Vor juleglæde er at gå fra den ene Julegilde til den anden, og så når Julen er til ende, ja så har nydelsen blegnet vor kind trætte og for vågen ser vi ud. Jeg har lagt mærke til i disse år, jeg nu har været præst her, at de første søndage efter Jul kommer næsten ingen til kirke, man er alt for udmattet og medtaget til at kunne udrette noget. Vel må vi glæde og more os, men der er en grænse, og det kommer an på hvad det er som glæder og morer os. Vor sande glæde må komme indefra, af den kilde der er os givet ovenfra, når vi finder vor glæde i den, og den skænker os en rig glæde, da kan vi holde en glad Jul.
Det er mørk Jul med tåge og regn, men det er jo ikke udenfor at der skal holdes Jul, det er herinde i en Verden, der står fjern fra den som i disse dage hvor tågen hersker, hvor regn og storm og mørket er til huse

CD-8

Jens Jensen Optegnelser for 1902.
(den 1. januar 1902)
År 1902, atter en mærkepæl i tiden, atter et skridt frem i det eventyrland, den ukendte Verden der hedder fremtiden, der rummer så meget overraskende og uventet i sit skød. Vi er overraskende, uventende og forventningsfulde, nogle håbefulde andre håbløst, drager stadig videre fremad i et fremmed land, og landet kalder vi fremtiden. Som fremmede rejsende i et fremmed land står vi nu ved rejsens endepunkt, og der findes ingen hvile, ustandselig går det atter fremad.
I aftes Nytårsaften, var kusine Sine Sørensen og Peder Gadsing? og Jens Sørensen, en tur her nede. Da de gik, var Sine så elskværdig at tage tepotte og dåsen med kaffebønner med sig, disse ting gemte hun ude på have diget. Dagen efter sendte jeg hende lidt te og nogle kaffebønner indlagt i et brev. Hun måtte jo være svært i forlegenhed for et pat kopper kaffe og te, og jeg syntes det var Nytårsdag så ville jeg glæde hende. – – Stille kom Jul, og stille gik den, jeg var ingen steder og her var ingen.
Ravne krog Krigen – Det sorte flag.(24. januar 1902)

I Kragelund by er indbyggerne et trættekært folkefærd. Beboerne er delt i flere lejre og der hersker krigstilstande. Trekløveret kaldes tre familier der holder sammen som ærtehalm der er: Johan Würtz, Jordmoder mand Carl Nielsen og Kro bestyrer Emil Sørensen. Da de gl. krokone Grete flyttede ud fra J. Würtz (Johns hus) ind til det hus i byen som Sønnen Theodor har købt, hejsede Jordmoder mande en sort kul sæk i dagens anledning. Og folkeligheden døbte dette flag kulsækken, at være Jordmoderens særk. Sadelmager Niels Kristensens moder, hun er en slags gesandtskab, der samvittighedsfuldt bringer bud om hvad der i krigen passerer fra det ene parti til den anden. Hun gik ned til Jordemoderen, og berettede altså hvor urigtig dette var at hejse det sorte flag, særken o. s. v. Og nu kaldes hun overalt i byen den barmhjertelige Samaritan.
Jens Davidsens kone havde sagt at hver morgen når Jordmoder manden stod op, løb han med bukserne om hælene ned til Mette Würtz. Jordmodermanden går da ned til J. Davidsens kone og spørger om det er sandt hun havde sagt dette; ”jo siger hun det har jeg sagt” Om hun kunne bevise dette at han løb med bukserne om hælene. Ja siger hun har du ikke bukserne om hælene, så må de jo være for korte!!
Fra gamle dage.(17. februar)

Da far i aftes sad og spandt, siger han; jeg husker da jeg var en lille dreng, der oppe i de gamle Refshalegårde, en aften ved vintertid, min moder sad og spandt, jeg lå på en firkantet egetræskiste og satte mine fødder mod kakkelovnen. Idet min moder spandt, hævede hun afvekslende hånden og sænkede den igen, idet hun fulgte tråden med hånden og samtidig bevægede fingrene. Jeg kom da til at se på den hvidkalkede væg oven over mig, og her ser jeg skyggen min moders håndbevægelse forårsager. Jeg ser en sort hånd, hvoraf fingrene bevæger sig, sænker sig ned mod mig ligesom for at gribe fat i mig. Jeg var den gang så lille og uerfaren at jeg ikke forstod sammenhængen. Jeg gav mig til at græde alt hvad jeg kunne, sprang op og løb hen til min moder, sagde til hende, da hun spurgte hvad der var i vejen, at der var en sort hånd der greb efter mig.
Til den gamle gård var en på denne tid sjældent stor og smuk frugthave, vi avlede den gang frugt i massevis. Her på egnen var der næsten ingen der havde have eller frugttræer, præstegården undtagen. Dengang omkring 1840 boede i den anden gård Christian Vive, denne gård lå næsten ned til vor gård, og de gamle kaldte den ”Borggården”, til denne gård var der kun en simpel lille kål have. Og når Chr. Vives var omme hos os gik de gennem en hjørne af vor have, denne gang, var min far vred over han sagde de plukkede af frugterne i haven. Vejen til gården kom ellers vesten ind i gården, hvor der i vest længden fandtes en port.
Oppe i Kragelund boede en broder til min bedstefader, altså min faders onkel. Denne gårdmand hed Jens Degn, min fader var der oppe nogen tid som dreng, det var nemlig meningen at han skulle arve gården efter den gamle, da Jens Degn og kone ingen børn havde. Men min fader Jens Christiansen (Degn) var der ikke ret længe, så løb han derfra, ville ikke være der længere, og han fik ingen gård i arv – Men han fik jo gården alligevel. – ”Degn” var en tilnavn, en slægtsnavn som familiens medlemmer bar.
(Efter O. C. Jensen) – I udskiftningen af Kragelund by i året 1791, ansattes Jens Degn. På han mark blev der udlagt jord til en skole. Det var den vestre gård på nord siden i byen. Der omtales en anden gårdmand i byen med dette slægtsnavn, nemlig Mads Degn. Også han fik tildelt jord på byens Nørre mark.
I underverden – – – I hjernens hukommelse (jeg drømte i nat – 21. februar)

Min broder og jeg var ved at rense gårdens brønd, da alt vandet næsten var trukket op, lod jeg mig langs pumpe røret glide ned på bunden af brønden. Da ser jeg eller opdager jeg en dør af jern, ind til siden, og det var ikke vanskelig at åbne den, jeg gik da hen ad en lang smal mørk gang, denne gang nåede jeg snart endepunktet af, og her gik det lodret ned ad en meget lang stige, jeg klatrede ned, stigen førte så dybt ned at jeg næppe kunne se bunden, da jeg omsider kom ned, førte en vandret fremad, igen denne gang var der ikke ret lang, jeg kom til en jerndør, åbnede den og trådte ind i en rummelig sal, med hvid kalkede væge, og hvælvinger til loft, der fandtes intet?
25. februar.

Som sommerfuglen flagre blandt lundens blomster små
Så din øjne smiler, i lykkens kåde spil
De smiler ud en glædens dag, som himlen den er blå
Og glædens smil jeg fange vil.

Lad sommerfuglen flagre, den hvil iblandt blomster fandt
I drømme snart den hvile, sødt den sov ind
Indtil du blomsten plukker, som du til brudekrans bandt
En gren af myrte, og en af den fagre lind.

Jeg hører lærkens sang forkynder vårens bud
Men her i hjertet, for længst har været vår
Lad sommerfuglen flagre, thi lykken giver gud
Alt med usynlige tråde, han sender os gode kår.

Når Degnen ikke vil – skal Præsten

En mand der bor på Mausing mark og heder Mikkel Revl, har en datter, der forrige sommer en søndag eftermiddag efter gudstjenesten gik ind til Lærer Kristensen og friede til ham. Degnen spurgte hende hvorledes hun kom på denne tanke: ”det var da ikke så mærkelig” siger hun, thi Degnen havde jo hele tiden under gudstjenesten i kirken siddet og set på hende, og han måtte da have ment noget med det, men Degnen sagde at han ikke havde ment noget med dette, så hun måtte have ham undskyldt. Også hun bad da om en undskyldning for den ulydighed hun havde forvoldt Degnen.

Ved Juletid blev Degnen gift med hans husholderske. Men Mikkel Revls datter kommer stadig til Kragelund kirke, og nu må Præsten, pastor Sørensen holde for. Nu vil hun giftes med ham. Om søndagen når Præsten går i kirke går Mikkel Revls datter om i præstegården, og begynder at overtage en Præstefrues pligter, holder ilden ved lige i kakkelovnen, fylder Præstens pibehoveder med papir o. s. v. Præstens moder siger til Mikkel Revls datter, at hun nok selv skal forestå husholdningen.
Når der er altergang, har Præsten for skik mellem skriftemål og gudstjenesten at gå ud, (han er ude at lade sit vand). Dette havde Mikkel Revls Datter også opdaget, nu har hun to søndage i træk fulgt bagefter Præsten ud af kirken (stakkels Præst), sit nødvendige ærinde kom han ikke til at udrette, han spurgte hende, hvad hun ville ham, hun svarede: at hun ville være hvor han var. Præsten blev vred, holdt efter prædiken en tordentale til menigheden, at han vil for fremtiden frabede sig al udgang af kirken. Når han kommer i kirken skal man ikke sådan gå ud og ind, som om det var en forlystelsesanstalt. Men Degnen han griner så lun i skæget, han har hans på det tørre. I for sommer sagde Præsten om Degnen, han må jo have givet pigebarnet anledning til at tro at han ville gifte sig med hende. Nu er det Degnens tur til at spørge Præsten om han har givet pigen fra Mausing anledning til samme tro. – efter sigende har Præsten nu forbudt pigen at komme i kirken. Og hun må jo dog også være forrykt. Men pigebarnet har jo en god forstand til at give sin forrykthed til kende.
Slagsmål.(22.april)

I aften fandt der et regulært slagsmål sted oppe i Kragelund. Klaus og Søren Klausen fik klø, det var Jordmodermand Carl Nielsen der uddelte slagene – med et koben. Efter kampen lå de to brødre Klausen en stund bevidstløst på landevejen, og frygtelig var de nok også tilredt. En Læge måtte i dag arbejde 3 timer for at få sårene syet sammen og bandage lagt på. Søren har fået så frygtelig et sår, at hans liv er i fare.
(den 24. april)
Jeg talte forleden dag med en mand, og da afholdssagen blandt andre emner også kom på spørgsmål, udtalte manden: ”at afholdssagen havde hans store sympati, men gå ind i afholdsforeningen ville han ikke, da han opfattede sligt som en umyndighedserklæring, men han ville derimod gerne være med til at understøtte sagen, og yde bidrag til sagens fremme”. Ved første øjeblik kunne denne udtalelse jo syntes noget fornuftig, men kommer man til at overveje sagen lidt nærmere, så er det en sligt handlemåde ganske uklogt og ulogisk, thi der gives nemlig så mange forhold her i livet hvor ovennævnte kan sammenlignes med.. men sagen er egentlig den at der gives en mængde offentlige institutioner som praktiserer denne handlemåde, samtidig både at være ”anklager og forsvarer”.
Der gives som sagt mange forhold her i livet, hvor mange mennesker, på den ene side yder støtte og bidrag til sagens fremme, og på den anden side samtidig arbejder på at tilintetgøre samme sag. Man går til kirke om formiddage og i kroen om eftermiddagen, man læser et stykke af Biblen og ydmyg og enfoldig folder hænderne om morgenen, og om aftenen bander, sværger og spille man kort. Man spinker og sparer i seks dage, og så den syvende ved man ikke sit levende råd hvorledes man i den korteste stund af tid skal få det sammensparede udgivet. Ja, således er mennesket, og for enhver vil det være interessant at anstille eftertanke disse forhold, som man kan – desværre – have rig lejlighed til under de fleste forhold at iagttage.
Tanker og indtryk (27.april)
Vi har et begreb der hedder komposition. Det er et begreb, som når man nærmere vil tænke over den omspændte betydning, som rummer så meget i sig til eftertanke. Almindelig bruges udtrykket om musik (komponister) men den betydning rækker langt uden for musikkens område. At komponer er jo egentligt at samle de mange enkeltheder der hører til en enhed, sammen så det danner harmoni, sætte enhver ting på sin rette plads, således at det danner rigdom og fylde i sig og som vækker vore følelser, når en komposition er sandt, har den skabende kraft i sig. Med bogstaver ord og sætninger komponerer digteren, med farver gør maleren ligeså, og komponisten gør jo det samme, for tankernes vedkommen, går vi forbi? – – – –
Vår (24.maj)
Det bliver lysere og varmere, smukkere og kønnere for hver dag der går. Så oprinder den ene dag der er mere dejlig end den der svandt. Det er en strøtanke at tænke sig livet således. Thi også i sjælelivet foregår der noget lignende, der er i hjertes liv ingen vinter, når mennesket selv vil. Når sommeren er inde så gælder det at arbejde, samle forråd, om sommeren fører vi brænde hjem, køre kornet hjem i vore lade, bygger en lun og hyggelig bolig, da vil vi ikke mærke stort til vinterens kolde, mørke dage. Af sommerens herligheder har vi gemt tilstrækkelig til at vi også kan skabe sommer når vinteren en inde.
Det gælde at samle i de gode dage, så vi har det gode at tage af når de onde dage kommer. Når vi samler og gemmer alt det sande og gode her i livet som vi møder på vor vej, eller rettere alt det gode vi ved vores arbejde skaber, da vil vi, når de tunge mørke dage kommer, med lethed være i stand til at overvinde disse, ja, stormen går over vore hoved vi mærker den ofte slet ikke. Det er noget smuk i den tanke, at bevar os selv på, at vi ved vore gerninger er i stand til at de lykkeligste kår, som et hver menneske higer efter, og som hver hjertelængsel tragter efter.
Ravns krogs krigen i Kragelund. Det sidste nyt ”i krigen”
Brødrene Clausen og Jordmodermand Carl Nielsens slagsmål, hvilke begivenhed har været et interessant emne i sognet og omliggende sogne, ja, i flere Amter og Herred har det huseret. Jordmoderen overværede som tilskuer slagsmålets slutning, men i bare fødder. Nu forleden dag fik hun tilsendt en pakke med posten, pakken indeholdt et par strømper, ”strikhoser” man har selvfølgelig gået ud fra at disse fodløse strømper, nu var gode nok til sommeren. Carl Nielsen har fået tilsendt flere koben, der om morgenen stod opstillet foran hans dør, således at når han om morgenen åbnede døren faldt de ind i forstuen.
Hvorfor det egentlig er gået så vidt, det vil sige at de hæderligste af sognets beboer særlige har beskæftiget sig med denne affære, skyldes vel egentlig at da Jordmodermand Carl Nielsen kom her til Kragelund, fandt han straks indpas hos Jens Vinderslev, Johan Würtz og særlig hos kro bestyrer Emil Sørensen, således for en bølle at komme i godt selskab hævner sig altid. Nu kan det vel i grunden ikke kaldes godt selskab, thi var Jens Vinderslev, Johan Würtz og Emil Sørensen sådan ville de vel næppe have intim omgang med en slig bølle som Carl Nielsen. Johan Würtz har forladt Kragelund, med sin uopdragenhed som han bragte med hertil, ham er der for resten ingen der tager alvorlig. Jens Vinderslev er radikal ikke alene i politik, men også i sin daglige virke, han har ikke viljen men mangler til dels evnerne, – dem Johan Würtz nu slet ingen har af.
(1.juni)
Ved et menneske vi holder af er der altid noget som i dette menneskes udsyn og karakter som vi kan lide, som står i harmoni og samklang med vort eget jeg . Og der er samtidig ved et menneske som vi ofte holder overordentlig meget af, noget, ligesom ufatteligt og fremmed for os, som virker uharmonisk med vort væsen.
Det er et stolt syn at se en stor gammel Eg i skoven, når stormen med hele sin vælde suser omkring den, og dog bøjer egen sig ikke, støt og fast står den. Således gives der her i Verden enkelte mennesker, naturer som selv de stærkeste storme, livs storme ikke formår at nedbøje.
Vi omgives her i livet med mennesker, der kommer os i møde med venskab, vi fatter den bedste mening om dem, slutter os til dem med den dybe trang i mennesket til at udveksle og dele følelser og tanker, og stemninger i fællesskab. – dyb og stor er den skuffelse.
Men alt her i Verden går op og ned. Nogle af dem som synger klagesange i år, ville bryde ud i lovsange til næste år, og nogle af de der sang lovsang kommer til at synge klagesange næste år. Den der først en gang er kommen til at gå ned ad bakke har vanskelighed ved ar vend kursen om, og den som først er kommen godt i gang op ad, for ham går det let og uden vanskelighed. Vanskelighederne kommer når man standser en stund og glider tilbage, thi da er det dobbelt vanskeligt at komme frem igen.

Afskedsbegæring (9.juni)
Min far har i dag, indgivet begæring om afsked som Sognefoged og Lægmand i Kragelund sogn, til 1. juli d. a. Han har nemlig den 1. juli været Sognefoged i 30.år. – – Han har en gang tidligere indgivet begæring om afsked, men Christoffer Krabbe, fik ham dengang til at vedblive. Og nogle år efter blev han udnævnt Dannebrogsmand.
Nu bliver det ganske interessant at se hvem der bliver den nye Sognefoged, det kunne ske at det blev den man sidst tænkte på. Mads Petersen, Vands, Jens Vinderslev, farbroder J. Jensen, Søren Olesen, måske også J. Jakobsen og Andreas Sørensen, har chancer for at komme i betragtning. Hvorfor far ikke vil mere, er skatteopkrævningen, han bliver aldrig færdig med listerne, han vil nødig ud at udpante, dette benytter en del mennesker sig af. Restancerne står så i år og dag. Og dette med nægtelsen af kirkeskat var heller ikke morsomt, o. s. v. men nu får vi se. Jeg tænker næppe at sagen kommer i orden til 1.juli som far antager, for at blive fritage for skattens opkrævning i denne sommer.
Sognefoged valg i Kragelund sogn.(15.juni)
Til 1.juli d. a. har far været Sognefoged i 30.år, og han har nu (d.9.juli indgivet begæring om afsked) Jeg kan huske den dag for 30.år siden da han modtog bestillingen, da han overtog embedet efter gårdejer Peder Jensen, der den gang rejste til Amerika. I dag tidlig kom farbroder J. Jensen her ned, han havde modtaget skrivelse fra Sognerådsformand Cand. Larsen, om at der fra Herredskontoret til Sognerådet var ankommet en skrivelse, hvori Sognerådet anmodedes om at indstille en ny Sognefoged. Da sagen jo helst skulle bringes i orden til den 1.juli, og der først den4.juli afholdes ordinær Sognerådsmøde, anmodede Larsen Sognerådsmedlemmerne om at holde et møde, foretage indstillingen og sende hm meddelelsen herom. – Det var meningen i dag efter kirketid at Sognerådsmedlemmerne skulle samles i skolen, men da Kristen Kristensen, kolonien ikke var til kirke blev mødet bestemt til i morgen kl.7. hos J. Jensen. – Sognerådsmedlemmerne i Kragelund sogn er Jens Vinderslev, Henrik Holm, Kristen Kristensen og J. Jensen (Refshale). – Mads Pedersen, Niels Kusk og jeg har der været stemning for at vælge.
(16.juni)
I aften hos J. Jensen var der fire Sognerådsmedlemmer samlet til indstilling, far var også til stede, resultatet af indstillingen blev at jeg blev indstillet. – Der var en tid da jeg syntes at det kunne være morsomt at være Sognefoged. Men eftersom forholdene i de senere år har udviklet sig, er denne følelse bleven ringe. Og jeg finder kun lidt glæde over den foreslående indstilling. – ja, på en vis måde kan det ikke andet end glæde mig. Det er en hædres post, der ifølge forordninger 11.november 1792. Skal tildeles den mest agtede og hæderlige af sognets beboer, der sidder inde med evner til at kunne beklæde et sådant embede.
(23.juni)
I dag modtog jeg en skrivelse fra Herredsfoged C. Krabbe, hvori han anmodede mig om en samtale en af de nærmeste dage.
(26.juni)
I eftermiddags kørte jeg til Kjellerup, far tog med, han ville tage afsked med Herredsfogeden. – Audiensen hos Christoffer Krappe: Da far og jeg kom ind i Herredsfogedens private kontor, rejste han sig op og gik os i møde, gav far hånd, og udtalte omtrent følgende: ”ja, jeg har ladet dem kalde i anledningen af deres fars afskedsbegæring, jeg lod, da deres fars afskedsbegæring indkom indhente oplysninger ude i Kragelund, om hvem der kunne være kvalificeret til at overtage embedet, og der blev da peget på dem. Og da så indstillingen fra Sognerådet kom, glædede det mig at rådet havde samme tanke som jeg, at foreslå dem. Da der ude u Kragelund er meget at bestille, ville jeg også sætte pris på at have en dygtig Sognefoged derude”.
Far takker derefter Krabbe for den velvillig han havde udvist mod ham, Krabbe tog tag til svar, også jeg takkede ham for velvillighed. Krabbe slår ud med hånden, audiensen var forbi. Idet jeg går ud, kaldte han mig tilbage og ville vide om jeg ikke havde mere end de to opgivne navne, og hvornår jeg var født. Kammerjunker Krabbe fulgte med os ud, han havde ondt af Andreas Vestergård. I sagen med Slagter Carl Nielsen, bad far om at få sagen forligt. – altså er spørgsmålet om valg af ny Sognefoged til ende, og udnævnelsen vil foreligge en af de første dage fra Viborg Stiftsamt.

I Christoffer Krabbes hjem (11.juli)
I dag er far og jeg i Kjellerup, hos herredsfoged Krabbe, efter at han i tirsdags havde sendt os en privat indbydelse til at se os ude hos ham. Jeg udtalte før vi tog hjemmefra, at C. Krabbe nok i dag ville vise sig fra den elskværdige side. Det mente far, han tvivlede stærkt derpå, men min anelse var den rigtige
Vi blev straks ført ind i den private bolig og Krabbe præsenterede os for fru Krabbe. Fruen udtalte at det ville interessere hende at komme en tur ud til Kragelund, hvor hun ikke havde været. Fru Krabbe er maler, hun viste os en del billeder hun havde malet, særlige portrætter. Jeg skal ikke rose mig af, at være nogen særlig kunstkender, men med et flygtigt øjekast så hendes kunstpræstation ikke så fejl ud. Hun viste os et billede af Jakob Nielsen, Levring Vesterskov, spurgte os om vi kendte denne mand, vi benægtede det, jeg tænkte netop på Jakob Nielsen, men da jeg ikke havde set ham siden 1883 på Marsvinslund, og han siden den tid havde tillagt sig fuldskæg, vovede jeg ikke at gætte på ham. Et billede af Hofjægermester Friis datter på Duelund, af Kammer råd Liselund, Professor Krabbe ved Landbohøjskolen o. flere. Også en landpost Mikkel Krogsgaard Kjellerup, lignede godt nok manden, vi så ham nemlig ovre på Gæstgivergård da vi gik fra Krabbes, og det lignede godt nok Et stor billede fra Syd Sjælland, der var et kopi efter Sonne, var også vellykket.
Fruen viste os nogle oldsager stenkiler, som hun sagde, var ude fra vor egn, og da hun hørte at jeg havde en lille samling, udbrød hun: ”Det var da morsomt at de også havde interesse for gamle sager. Ja, min mand og jeg har altid haft glæde af at samle og frede slige gamle sager. Ja, jeg må virkelig ud at se til dem en gang, Kammerjunkeren kommer jo derud af og til i forretninger. Jeg var forrige sommer en tur ude i Balle hos Sognefogden og var der i to dage, jeg tog en hel del skitser, der var så skøn derude, udsigten ud over Silkeborg”. Så viste hun os en lille oval sten, en arbejder havde fundet på Hald mark, stenen var sprungen midt over, og der viste sig en ganske tydelig aftryk af en krabbe! Det var jo ganske morsomt at denne sten skulle komme i selve Krabbernes hænder.
Herredsfoged Krabbe kom så ind til os, viste os en gammel ring, en fingerring meget lille, den kunne passe til en lille damehånd. I ringen stod med ophøjet bogstaver i randen Krabbe, ringen var ca. 250år gl. Vi gik så ind for at se spisestuen, her var en just ikke smuk udskåret, men velbevaret skab fra 1698. Også en smuk udskåret stol. I dette øjeblik kom Kammerjunker Krabbe ind, han havde været på landet, han havde en reklamebillede der forestillede en smuk pige der drak te. ”Er hun ikke nydelig” siger han til moderen,” jo”. Jeg havde nær sagt det lignede P. Madsens døtre i Moselund, men jeg tav. Kammerjunkeren har ofte besøgt P. Madsens tre døtre Klara,

Rose og Dagmar.
Vi gik igen ind i dagligstuen, hvor Herredsfogeden kom os i møde og overrakte mig beskikkelsen som Sognefoged for Kragelund sogn og ønskede mig tillykke, hvorefter han gik hen til far og overrakte ham et smuk sølvbæger men indskrift. ”Gårdejer Ole Christian Jensen Kragelund sogns dygtige Sognefoged 1870 – 1903”. Det var en fejltagelse at der stod 1870, der skulle havde stået 1872, men far talte ikke derom, da Herredsfogeden oplæste indskriften.
Så bad Fru Krabbe os med til kaffebordet, til kaffen serveredes lagkage. Far fortalte her om Jordmodermanden Carl Nielsen og Jens Davidsens kone, der havde sagt om Jordmodermanden at han hver morgen når han stod op løb med bukserne om hælene ned til Mette Würtz. Dette syntes jeg nu ikke om at fremsige i dameselskab, men sagt blev det. Herredsfogeden siger: ”Der blev sagt i retten i dag, at der ude i Kragelund særlig mere end andre steder blev nydt våde varer” Og herredsfogeden sagde henvendt til mig. ”Dette ville være det jeg sætter første pris på, kunne de bidrage til indskrænkning af drikkeriet i Kragelund”. Da siger far: ”Det er da ikke så overdrevet ude hos os, mere end andre steder”. ”Jo” siger Herredsfogeden: det er noget jeg har erfaring for, og ved”. Og fortsatte, henvendt til mig, ”det er jo noget man må finde hos dem der er sat til at varetage og opretholde orden, at de selv er klare og i stand til at varetage deres pligter”. Da vi gik fra kaffebordet bød Krabbe os en cigar, hvorefter vi tog afsked med Krabbe og Frue, og ude på kontoret med fuldmægtig Petersen, Kammerjunker Krabbe. Med glæde afgik far fra embedet, og med lykønskning overtog jeg embedet. Og Christoffer Krabbe viste sig som en elskværdig overordnede, som han fortjener påskønnelse for (Hermed er Sognefogedvalget i Kragelund sluttet).

Første gang.
Som Sognefoged var jeg den 24. juli i Viborg, på amtstuen med skat. Ordningen er således at Sognefoged Mads Andersen, Sinding og Lucas P. Pedersen, Engesvang skiftevis kører derop. Det påhviler jo ikke Sognefogeden at inkasserer kongelig skat, enhver skyldner skal selv betale på Amtstuen. Her i Kragelund får jeg(efter gl. skik) af gårdmænd 33øre af husmænd 25øre, jordløse huse 16øre, det kan give sådan noget som godt 40kr. To gange om året. – Far var med i Viborg, han hævede hans løn til den 1.juli. jeg får i løn 50kr. om året, far fik 70kr. da var Engesvang indbefattet
Den 15. september var jeg til sessionsindtog på Herredskontoret. Kammerjunker Krabbe er rejst, og en ny 2. Fuldmægtig Poul Hansen har hans plads. – den 22. Var jeg til session i Kjellerup, den gamle udskriver Cheff Mourie bød mig velkommen, han rakte mig begge hænder og sagde: da det jo er første gang de er her, må jeg byde velkommen. – her fra Kragelund var 18 karle til session, 7 vist hjem til noget andet. Hans Haurbaks søn Anton blev taget til Ingeniør, Johan Blæsbjerg, fæstningsartilleri. Afdøde skrædder Lauritsens søn Laurits blev militærarbejder 2.kl. 2 karle fra Charlottenlund blev feltkonstabler. Langhof Mikkelsen Marinesoldat. – den 27. september foretog jeg den første udpantningsforretning hos H. P. Christoffersen i Hesselskov.
Fund fra Oldtiden (17.oktober)
I den udtørrede Bølling sø er i dag ved pløjning på Nord længden, fundet 3 Hjortegevir og en stridsøkse af jern. I søen fandtes ved dens udtørring Hjortegevir i hundrede tal, så det vakte en betydelig opsigt denne store og enestående fund, her i landet på et sted. Der fremkom antydninger fra flere sider, zoologer og forstmænd, om årsagen til at kronvildtet i hin fjerne tid var gået ud i søen og omkommen. Det mærkelige ved sagen er i de mange søer der hidtil er udtørret her i landet, er sådanne fund ikke fremkommet.
I eftermiddags er der i søen atter fundet 6 gevirer, (med tilsvarende skelet) Professor Jørgensen ved Universitetets zoologiske samling er underrettet om fundet. – – Det er særlig ved Nordsiden, ud for Fastrupdal at hjortegevierne er fundet i dybet. Ved søens udtørring lå en mængde gevirer her, og stak ovenfor dyndet, nu ved pløjning kommer altså disse frem som er sunket dybere ned. I blandt de hidtil fundene gevirer, var nogle af en størrelse der vist nok hidtil ikke er fundet mage til her i landet, nogle med over 30. ender. Jeg husker da søen blev udtørret, kørtes der gevirer derfra i læssevis. Dengang var de ca. 30 – 40 arbejdere ved udgrøftningen af søen, og forvalter Hansen som ledede arbejdet, skænkede hver af arbejderne et gevir. Arbejderne tog naturligvis de største og smukkeste, disse prægtige gevirer lå da henkastet ved arbejdernes hjem. Nogle solgte gevirerne for 50øre til 1.kr. Andre for en flaske brændevin o. s. v. – Hvad betyder dette store Hjortekirkegård i Bølling Sø? Et udtryk, en sagkyndig har fremsat.

Fra gl. Refshalegaarde.(18.oktober)
Far sad og fortalte fra gårdene fra gl. tid. Gården her blev flyttet deroppe fra Toften, og herned. Vor lade (nord) er opbygget af materialerne af stuehuset deroppe, dette tømmer er sandsynligvis flere århundreder gammelt, de flækkede egelægter tyder på høj ælde, mulig er tømmeret så gammelt at det er fældet i fortidsskoven, her på vore marker. (Skovbakken o. s. v.)
I den anden gårds stuehus var ligeledes egebjælker som bedstefar købte 2. af til stuehuset her (den gamle bygning i syd) I den anden gård, Anders Vives var der tre huse, stuehuset i nord, der lå lige ned til vor gårds have, der var kun nogle få alen imellem gårdene. Om vinteraftnerne gik Anders Vives enten om hos bedstefars eller bedstefar gik om hos Anders Vives. Det var bedstefar der fortalte eventyr, sagn, forvarsler og om spægelser o. s. v. Anders Vive gik i hvide knæbenklæder og en strikket rød trøje og en strikke hue med dusk på. Det er ganske interessant at disse strikkede skyggeløse hovedbeklædninger (topdusken er kommet til senere) er hovedbeklædningen uforandret, som det var i Oldtiden. Også knæbenklæderne går tilbage til fjerne tider. Det er mærkeligt at disse former har holdt sig indtil vor tid.
Bedstefar skyldte den rige bonde Christian Jørgensen i Engesvang en sum penge. Så engang var det gået over tiden med renterne. En søndag da C. J. var til kirke, kom han ud til bedstefar og krævede renterne, bedstefar havde da ikke alle pengene. ”det gør da ingen ting” siger C. J. ”når du får flere penge får jeg dem”, bedstefar kom da med de penge han havde. ”har du ikke flere” siger C. J. ”nej” siger bedstefar. Ja, så behold så dem, en kan jo ikke være helt pengeløs. Christian Jørgensen sad på en stol, iført knæbenklæder med sølvspænder, lange fedtstøvler, men støvlerne ville synke ned og de lange hvid strømper kom til syne. Han var iført en lang frakke med sølvknapper. Overfrakke brugtes ikke den gang, da havde man et slag der kaldtes cervilie, dette cervilieslag brugtes af både mænd og kvinder, og i slaget var altid en spænde af sølv, til at fæste slaget med i halsen.

Prædiken: Pastor Sørensen, Kragelund, 26. oktober.
Jeg har haft lejlighed til at iagttage, at der er mennesker, endog gamle mennesker der har gået og tænkt på, at når de er døde så skal der da være en god begravelse og holdes en rigtig god ligprædiken. Det er mærkelig hvorledes folk kan gå og spekulere over sådant noget, især kristne mennesker. Hvad vægt ligger der vel på, hvad mennesker siger når de er døde, det bliver som at mange mennesker tænker på det ydre legemlige og ikke på det indre åndelige – Der er vel ingen tvivl om i vore dage ar dersom det kom til alm. Afstemning, om der var forskel på rig og fattig, at resultatet blev, at der ingen forskel er og således bør det jo også være, i al fald blandt kristne mennesker. – Jeg husker for 20 – 30 år siden når jeg var i kirke i København, da var der lukkede stolesæder, og det hændte da mangen en søndag at de aflåste stole stod tomme, og de fattige måtte stå på gulvet udenfor, dette bidrog ikke til at trække folk til Guds Hus, tværtimod. I kirken bør der ikke gøres forskel på rige og fattige, her er alle ens og ligestillede.

Ved november tid 1902 (1.november)
Bertel der har tjent her på gården i sommer for en løn på 105kr. rejste i dag, han skal have plads i vinter hos P. Pape, Kragelund Mølle, her ville han for i vinter have 75kr. hos Pape går han for 15kr. – folkemangel, daglejre og tjenestefolk er meget følig her på egnen. En daglejer er næsten ikke til at opdrive, for 1,50øre og kosten. Danmark har brug for den dobbelte befolkning.
Bryllupsgilde.(10.november)
Martin Anchersen, Klosterlund og min kusine Karoline Sørensen, Kragelund. Der var ellers intet andet mærkeligt ved brylluppet end at Jens Olesen, der skulle være ungkarls fører, ikke kom tids nok. Kan stod inde i klokkehuset, da vi kom ud af kirken. En anden kavaler for brudepigen Sine Pagh af Overgård, nemlig Rasmus Pape Elling. Der var kun gilde en dag. Brudgommen havde købt en smuk Ponyvogn til 286kr. I dagens anledning. – Der bliver nok fest ude i Klosterlund her efter dags. Monstro ikke gamle Lajs penge får ben at gå på, thi fest skal der jo være.

Forlovelse. Jens Olesen, Anne Davidsen.
Røgen er altid en forløber for ild. Rygtet om Jens Olesen og Anne Davidsen blev til virkelighed. Jens Olesens moder, Stine som ikke brød sig om denne forbindelse, hun græd de modigste tårer derom, men hvad hjælper det. Skulle jeg tage mig af at spå, da syntes jeg ikke at denne forbindelse er heldig, tværtimod.
Ad mange veje. (16november)
Ad mange veje bryder åndslivet vej, det er noget af det interessantest at studere den menneskelige karakter og væsen, hvorledes de fremkommer. En hver virkning har en naturlig årsag, der bygges altid på en grund fra neden og opad. – Det forbavser hvor stor en magt efterlignelsen har. Omgås vi med en betydelig begavet menneske, træder det snart tydelig frem, man efterligner de mennesker man omgås, i væsen, selv ubetydelige minespil, bevægelser efterlignes. Blot en ganske kort tid under en andens påvirkning, og der spås en stor forandring, en forandring der stadig udvikler sug så vildsomt i hele sin væsen og fremtræden, næppe er til at stoppe igen.
Og mærkelig nok, jo mindre et menneske er påvirket udefra, desto mere er der tilbøjelighed til at efterligne og optages af andres ejendommeligheder. Det er ikke alene det indre åndelig væsen der fra en overlegen menneske øver en tydelig virkning, på de mennesker han kommer i berøring med, men også i det ydre sjælelige fremtræden er det endnu mere tydelig at iagttage. Når der er tale om dannelse, må der altid skelnes mellem virkelige åndedannelser, indre i modsat til ydre dannelse. Et menneske kan være i besiddelse af den mest høflige, sleben væsen, et udsøgt sprog, og i hele sin optræden hvad en Englænder kalder gentleman, og dog være blottet for al virkelig dannelse. Den virkelige dannelse falder i mange tanker sammen med kristendommen.
Det er en kendt sag, at menneskets klædedragt ofte er en modesag, en ny mode skal efterlignes. Uden at overtænke, undersøge om moden er praktisk eller nyttig, efterlignes den. Men det menneskelige væsen og dets åndsudvikling er til dels også en modesag, i ord, i udtale, i bevægelse og tankegang er der lige så stærk en efterligning, som i det ydre, dragten. – Der gives vel en del mennesker der ikke lader sig påvirke udefra, og grunden hertil er en rig begavet personlighed, der giver sig selv væsen og præg, træde frem som selvstændig personlighed, uden at optage noget fra andre, og som giver andre årsag til efterlignelse. En efterlignelse som desværre ikke i mange tilfælde – ikke i alle – udnyttes som det burde. Og grunden herfor dette ikke sker er, at åndedannelsen ligger over de evner, til at fatte og tilegne sig som almindelige mennesker sidde inde med, de begriber det ikke fordi det ligger dem fjernt, men indbyrdes på de forskellige dannelsestrin men det fattes ikke fordi udviklingen aldrig gør spring, den går jævn og ubemærket ind i den næste stadium. – Der er jævnlige tilfælde at store ånder slet ikke forstås eller erkendes af samtiden. Men på de forskellige trin af dannelse, indenfor hvert enkelt er der efterlignelse, en magt der aldrig kan overvurderes.

I Sinding 3. december.
Sinding mejeri afholdt i dag generalforsamling. Joh. Würtz forpagteren i Kragelund Præstegård der er bestyrelsesmedlem for Kragelund, men nu har købte en gård i Funder. Spørgsmålet var altså valg af et nyt medlem til bestyrelsen. Nogle holdt på Carl Jensen, Refshale, der var også tale om Søren Rask og jeg. Men nede på mødet blev kun jeg foreslået og valgt med 21. stemmer. J. Jakobsen foreslog Andr, Davidsen, men han fik kun 8. stemmer. Også Martin Elkjær blev forslået han fik kun 3. stemmer. Niels Kjellerup, Sinding blev valgt med 17. stemmer efter Poul Pedersen, Malmhøjs forslag. Det var Pouls mening at foreslå mig, men for et par dage siden, da jeg talte med P. Pedersen, fik jeg ham til at lade være, min tid er stærk optaget, så jeg ønskede ikke valg.
Der har i sommer været stærk tale om at Mads Andersen, Sognefogeden i Sinding, ville trække sig tilbage som formand, i dette tilfælde ville enten N. Kjellerup eller jeg blive formand. Det var der nu ingen tab ved, thi formanden har 250kr. om året for 15 a 16 dage han ofrer derpå, og det er en ret god dagløn. – Til udbetaling i overskud er i år 40øre pr.100pund mælk. Udbetaling i alt ca. 30.000kr.
Efterslæb.(15.december)
Ofte er det som kommer bagefter, det mest interessante, f.eks. ved store møder, gæstebud o. s. v. Rygter og folkesnak har travlt bagefter. Efter brylluppet hos Andreas Sørensens den 10. november, går sladderen nu rundt i byen. Sine Lai i Klosterlund syntes det var vel lidt der blev givet i bryllupsgave ca. 250kr, hun siger: ”Så kom Lene Vinderslev stikkende med hendes 4kr. Christiani havde vist knap med penge, han gav 2kr” (Christiani var kun budt om aftenen han var der kun en ½ time og fik en kop kaffe) Stine Frank kom værst af sted, hun gik ind i Inge Vinklers tørvehus, i en vis ærinde, men Inge kom til stede og siger herut med dig, jeg vil ikke have det svineri i mit tørvehus.

Ved Juletid.(24.december)
Julen er inde, den Nordiske Jul, tiderne skifter, formerne forandres, men trods alle omskiftelser er Julen stadig den samme. Årets og hjertets gladeste dage. – Til en rigtig Jul hører den snelagte jord, træer som står hvide af sne. Buskene der står med rimfrostens hvide krystalnåle. Når slæder let farer hen over den bløde bane, under klokkernes klang. Når der er fred inden døre og der er fred uden døre, da er det rigtig Jul. Men for at fejre en sand julefest må der mere til en den ydre dragt for at skabe den varige glæde.
Indenfor frakken, indenfor skelettet. Indenfor hylstret, må der findes en kærne, som spirer når solen og varmen kommer. En hvilken omstukket nød, om den udadtil er aldrig så smuk, den bliver trods varmen og lyset altid ved at være den samme – til unyttig pryd, den mister evnen til at skabe nye glæder, der stadig fødes på ny. – Præsten sagde i dag i sin juleprædiken. Når barnet bliver ældre, og han syntes ikke julen har glædet ham, da er det et bevis for at udviklingen ikke er gået den vej, som den burde gå.

Julestormen.
Tungt og lavt driver skyerne hen over jorden, mens bygerne pisker regnen ind i ansigtet, det er kun halv dag, thi dunkelt ruger mørket selv ved middagstid over landet, således drager julen i det ydre ind. – Ved juleaften steg den stærke blæst til storm, så det tudede og stormede gennem sprække og døre. Ved juledags formiddag sagtnede stormen sig og det lyste lidt op i skyerne, men lige før middag, juledag, blev det mørkt og skyerne drev igen lavt og tæt. Stormen tiltog i styrke med regn fra vest – nordvest. Og natte bragte en stormorkan, som den nulevende slægt ikke har kendt. – Anden juledag lå folk rundt omkring på husene og tækkede, der var næsten ikke et hus eller gård her i sognet som ikke var medtaget af stormen, det var ikke tagene alene, men hele huse, gavle og mure der faldt. De fleste kornstakke blæste om, så folk anden juledag havde travlt med at tage korn i hus. – En vinge på Jens Anchers mølle faldt af. Taget på P. Papes gæstestald og pakhus blæste af. Træskomand Søren Hansen havde sidste sommer bygget et lille udhus, dette hus faldt helt ned. Også forsamlingshuset led stor skade, skorstenen knustes og taget blev løftet op. A. Andersens nye udhus ved Funder kirke blæste omkuld. Dette er kun lidt af skader her på egnen som stormen anrettede.

Fra gamle dage: (29december)
Far fortalte i aftes: Nu til dags kan de unge værnepligtige mandskab uden al for store vanskeligheder og besværligheder komme til deres garnisonssted, når de er indskrevet til soldater. Anderledes var det i gamle dage, da måtte enhver soldat gå på sine ben til bestemmelsesstedet. Mads Præst i Kragelund (16a) vandrede den gang han skulle i Kongens tjeneste, her fra Kragelund til København. Det er noget uhørt i vore dage, at gå her fra til København, en sådan vandring tog naturligvis mange dage, og den unge karl havde en stor brød eller sulepose på nakken, thi han måtte bringe forplejningen med sig for mange dage. Over færgestederne blev de naturligvis færget over. Da Mads Præst kom til Nyborg var bæltet netop frossen til og skibsfarten standset, og Mads kunne ikke komme videre, og lå så en uges tid i Nyborg, inden skibsfarten åbnedes.
Far (Jens Christensen) var ikke soldat, han blev fritaget som enkekonens søn, min bedstefar var død den gang. Da bedstefar var til session afholdtes sessionen i Skanderborg. En del unge karle og han havde bestemt at gå om aftenen forud, men det regnede meget stærkt, de opsatte det til ved midnatstid, med det regnede lige stærkt, men nu kunne det ikke opsættes længere, dersom de skulle nå Skanderborg til den fastsatte tid, det var en meget ubehagelig tur i plask regn i en mørk nat, at gå til Skanderborg. Bedstefar fortalte siden at det var den strengeste tid han havde været med. De blev varmere thi de måtte gå hurtig for at komme tids nok og de var ganske gennemblødt. De gik ned til Skanderborg sø og vaskede dem, før de gik ud på sessionen, thi de var ganske snavsede af marchen.

Stille jul.
Barnets jul, er den strålende glade, indholdsrige jul. En tid som ventes med længsel længe – længe før den kommer. En tid som, når den er til ende, vedbliver i lang tid at leve i barnets erindring og hukommelse, som glæder længe efter den er forbi, og det er måske et spørgsmål om glæden ikke vare fra jul til jul, og større julegave kan ikke tænkes. Barnet bliver voksen, bliver mand, glemmer vel aldrig den glæde, men lidt efter lidt viger barnets glæde, at oldingen føler samme glæde, som da han var barn, det kan han ikke, han har måske en anden glæde der er lige så stor, dersom udviklingen er gået den gang den burde gå, men et er sikkert, oldingens jul, er den stille jul. Og mellem barnets jul og oldingens jul ligger der så mange stadier, så de jævnt uden større spring går linen igennem.
Juleglæden og kærlighed har det tilfælles, de ældes ikke, bestandig vender de tilbage i samme evige unge skikkelser, budt velkommen med udstrakte arme, de ældes ikke, og har evighedsnatur i sig, noget som gentages, som aldrig nogen bliver ked af. Men ikke alle fejrer julen med lige stor glæde, thi glæden og lykken er ikke delt her i livet, således at enhver har fået en lige stor part, nogle har fået lidt, andre mindre, og nogle slet ingen eller i al fald, de sidste kan lignes med en udtørret brønd, i begyndelsen var der lidt vand, men senere snart sank vandet for måske aldrig mere at komme igen.
Dersom de lykkelige, dem der er kommen på livets solside ville tone en julelovsang ud i Verden, og samtidig de ulykkelige på livets skyggeside ville give også deres følelser luft i klagesang, monstro hvilke toner der ville lyde højt? – – – – Men alt her i Verden går op og ned . nogle af dem som synger klagesange i år, ville bryde ud i lovsang til næste år, og nogle af dem der sang lovsang kommer til at synge klagesange næste år. Der er en stadig vekslen og skiften i form og indhold, den som først en gang er kommen til at gå ned ad bakke har vanskelighed ved at vende kursen om. Og den som først er kommen godt i gang op ad, for ham går det let og uden vanskelighed. Vanskelighederne kommer når man standser en stund og glider tilbage, thi da er det dobbelt vanskeligt at komme frem igen.

CD-9

Jens Jensens. Mærkedage 1883 – 88- 89-90-91-92-93-94-1902 03- 04. Mandag den 21, maj 1883.
Baastrup sø er snart hel forsvundet til eng. Nu først kan jeg forstå digteren synger ”der er et yndig land det står med brede bøge o. s. v. ” det er mere end jeg er vant til hjemme, lyng og sand, medens her er skov og sø. En af vores forfattere har sagt ”der behøves ingen stor mand med stor forstand til at glæde sig over Guds store natur” Da drømmer mine tanker langt ud i det fjerne, til den store Gud som har skabt dette, og altid når jeg ser den store natur da syntes det mig udrette noget stort og godt. Alt Guds nåde skal vi med glædevære, så at vi mennesker kan vågne op og se naturens hemmeligheder. Arbejde og leve derude med troen og håbet, ja var det ikke til da ville det have set anderledes ud på Jorden.
Kreaturerne kom i dag ud på græs, jeg og så Martin Olesen var med, det var et stort stykke arbejde, jeg trak med fire, som alle trimlede den ene ovenpå den anden ned i vejgrøften.
Fra Kragelund sogn 1888.
Marts.
20. Møde på Kolonien om et mejeri i Kragelund.
29. Møde i Kragelund Kro om et Andelssvineslagteri i Silkeborg.
April.
4. Gamle Diderik på fattiggården blev begravet.
8. Pastor Transted holdt afskedsprædiken i Kragelund kirke, da han rejser til Vamdrup.
10. Pastor Transted rejser fra Kragelund.
10. Infanteristerne rejser til tjeneste, her fra Kragelund Ancher Anchersen Klosterlund og jens Skov Malmhøj.
15. Socialist møde i Kragelund, en forening dannes.
Maj.
3. Christian Christensen havde bryllup med en Laalænderinde.
7. Pastor Christen Nedergaard i Kragelund kører løbsk i Engesvang.
10. Chresten Hul i Østerbording dør.
14. Mette Kirstine Andersdatter (Søren Rasmussens kone dør)
18. Jens Christensen (Hans Henriks søn) og Rebekka havde bryllup.
21. Bedstemoder Mette Kirstine begraves.
Juni.
5. Jens Christian Dahl og Karoline Jensen Kragelund havde bryllup (Ole Chr. Jensen Kragelund)
17. Karen Claes, dør. Fandtes død ude på marken.
September.
23. Jens Lemming og Jette Elkjær havde bryllup (Kongebrev)
25. Session Theodor i Kroen – Ingeniør. Søren i Søhuset. – Ingeniør.
November.
11. Pastor Laurits Christian Sørensen indsættes til sognepræst for Kragelund og Funder, af Provst Kock.
20. Sognerådsvalg i Funder Kro, valgt blev: Mads Pedersen (genvalg) Christen Thomasen, Koloniet, Andreas Hessel Funder (genvalg) og Niels Peder Sørensen Funder.
December.
9. Sidsel Kirstine Nielsen (Niels Knudsens datter i Refshale) dør på Viborg sygehus af tyfus.
27. Frederik Frederiksen i Buskhede dør.
30. Pastor Sørensen vælter på vejen til Sinding og kommer til skade, så der blive ingen tjeneste i kirken.
Fødselsdage i Refshalegaard 1888.
Født 1834. Ole Christian Jensen bliver 54år – 18. januar.
Født 1842. Anegrethe Sørensen bliver 46 år – 5. september.
Født 1863 Maren Jensen 25år – 6.juli.
Født. 1865. Jens Jensen 23år. – 30.juli.
Født 1868 Søren Jensen 20år. – 2.januar.
Født. 1873. Mette Kirstine Jensen 15år. – 14.marts.
Født 1883. Jensine Jensen 5år. – 10.juli.
Mærkedage 1889.
Januar.
16. Diskussionsforeningen. – Kragelund skole stiftes. (onsdagsaftensmøder)
Februar.
5. Evald Tang Kristensen var her.
12. Jørgen Sørensen, Engesvang havde bryllup med Jens Thomasens datter i Sinding Hede.
14. H. C. Andersens enke, Engesvang dør.
27. Forhenværende Sognefoged Peder Jensens søn fra Amerika, tilligemed Daniel Møller lå her for natten.
Marts.
26. Kirstine til Rasmus Thøgersens dør.
27. Onsdagsaftenmøderne sluttes for vinteren.
31. Rasmus Thøgersens kone Ane Kirstine dør.
April.
6. Niels Moselund dør.
30. Ancher og Grethe i Klode Mølle havde bryllup.
Maj.
28. Christian Moselund og Ole Mikkelsens datter havde bryllup.
Juni.
8. Theodor Mikkelsen bliver kasseret som soldat.
23. Skyttefest i Sinding.
Juli.
21. Niels Jensen Bøllund Sø dør.
November.
3. Stine Klode Mølle og Bording Maller havde bryllup.
December.
8. Søren Rasmussen (skrædder) dør.
17. Samme bliver begravet.
Mærkedage 1890.
Januar.
5. Christian Lemming kommer til Randers som hestepasser.
7. Væver Madsen fra Alderslyst holder vælgermøde i Kragelund kro (Socialisternes kandidat)
18. Forhenværende Højskoleforstander Gelxer, Balle holder vælgermøde i Kragelund Kro (Venstres kandidat)
21. Niels Albertsen falder i Levring og Gelxer bliver folketingsmand for vor kreds.
26. Ole Chr. Jensen og Jens Vinderslev bliver kirkeværgere.
Februar.
3. Bollund Sø var til auktion, det højeste bud var 20.000. kr af Knud Pederstrup, Fastruplund.
5. Chr. Skive i Engesvang dør.
6. Selskab og dans hos Jens Ancher, Stenholt.
22. Skyttebal i Kragelund Kro.
24. Max Pape overtager Kragelund Mølle og genåbner Poulsens handel.
28. Bollund Sø er solgt af Kreditforeningen til en mand fra Grenaa.
Marts.
10. Niels Frederik Jokumsen sælger hans gård til en Laalænder, men handelen kom ikke til udførelse.
April.
25. Kreditforeningen har solgt Jens Chr. Baks gård i Kragelund til Simon Nielsen fra Sahl.
Maj.
20. Lynet slog om aftenen ned i Kragelund Mølle, og ødelagde den ene vinge.
27. Sognerådsvalg i Moselund. P. Holm Kolonien valgtes i stedet for Chresten Thomasen som er bleven fattiggårdsbestyrer.
Juni.
3. Auktionen over Skives og Franks ejendom i Engesvang.
29. Præmieskydning i Skytteforeningen hjemme i kredsene.
Juli.
2. slog lynet ned om natten hos Jens Chr. Frank Stenholt, dog uden at gøre skade. Det var et meget heftigt uvejr.
3. Læseforeningen havde fest i Kragelund skov.
13. Skyttefest i Lunden i Silkeborg.
27. Biskop Dr. Clausen fra Aarhus, holdt visitas i Kragelund kirke.
27. Politisk møde i Stenholt skov (Demokratisk forening)
28. P. Bondegård Lemming er død.
August.
21. Lærer Lauritsen har solgt det af ham købte gård til Niels Overgaard.
November.
? Chresten Vive er død på fattiggården.
? Jens Mathias Christensens kone er død.
29. Jens Chr. Franks søn Niels Peter dør.
? Søren Henriksens kone dør
? Peter Virklund, Funder sogn er død.
December.
9. Skomagerens kone dør hos Chresten Holdgård, hun var en søster til Jørgen Sørensen, Engesvang.
12. Niels Hvepsko? Fra Funder og Kirstine Vestergård fra kragelund har bryllup.
29. Anders Ancher og hustru, Stenholt har Guldbryllup.
Mærkedage 1891.
Januar.
13. Sine Knudsen dør. – Begravet 19. januar.
27. Anders Lemmings kone, Mette Marie dør.
27. Christen Thomsens fhv. sted på Kolonien brænder.
Februar.
12. Christen Væver på fattiggården er død.
22. Dilettant forestilling i Moselund Gæstgivergård.
Marts.
10. Konstantinus Jensen er død på fattiggården
10. Marius Gregersen i Elbæk er død på sygehuset.
April.
12. Kragelund Skytteforening afholdt generalforsamling. A. Lemming afgik og Christian Salling valgtes.
12. Politisk møde i Kragelund kro. Folketingsmand Geltxer, Redaktør Sørensen og Niels Frederik Jokumsen og Niels Rask havde ordet.
Maj.
18.maj Jens Refshale barn ”Karl” 2. måneder gl. dør.
15. Niels Johansens datter havde bryllup.
25. Begraves samme.
25. Strejke blandt tørvearbejderne i Engesvang mose.
27. gendarmerikorpset fra Kjellerup henter 6. af urostifterne ved tørvearbejderstrejken i Engesvang mose.
Juni.
14. Kapskydning i Funder på Max Papes ejendom.
Juli.
10. Søren Jakobsens datter Bine havde bryllup med en karl fra Balle.
14. Kristian Salling har solgt hans gård til hans broder Laust Ligaard fra Salling.
23. Frederik Nielsens gård i Nedre Julianehede brænder.
21. Gl. Skanderborg Skytteforening, Amtsskydning.
28. Knud Pedersen og Sine havde bryllup i Fastruplund.
31. Otto Johansen og Marie Frank havde bryllup i Stenholt
August
9. Frelseren fra Silkeborg holder det første møde i Kragelund.
12. Mejerist jens Andersen og Søren Jacobsens datter Sine havde bryllup.
September.
1. Niels Rod Sindinhede dør.
1. Lærer Laursens kone er dør
20. Kragelund Skytteforening, præmieskydning med dans i Refshale.
22. Jacob Kristensen har købt Revlgård for 12.000kr.
22. P. Mòenbo? Har købt Mads Skovs gård Hesselskov for 5.700kr.
26. Knud Kristensen har solgt hans ejendom til hans søn Kresten Kristensen.
Oktober.
12. Jacob Kasper dør.
13. Tog sammenstød ved Bording station, mange vogne knust.
28. Jørgen Virklunds gård i Nordskovgård brænder.
30. Peder Madsen og hustru Moselund sølvbryllup.
November.
3.Kresten Pedersen har købt Ole Mogensens ejendom.
22. Andreas Jensen? Refshale Sølvbryllup.
Mærkedage 1892.
Januar.
24. Jens Henriks kone, Rebekka, Buskhede dør.
Marts.
2. Klubbold hos Niels Frederiksen i Kragelund
3. Jens Chr. Dahls gård i Kragelund brænder.
27. Generalforsamling i Skytteforeningen i Kragelund Kro.
April.
5. Sognerådsvalg i Moselund N. P. Jensen og Jens Chr. Malmbak valgtes.
20. Folketingsmand valg. Geltxer falder og Slot sejrer.
Maj.
16. Jens Ancher og hustru, Stenholt, sølvbryllup.
22. Lars Konrad Refshale, sølvbryllup
26. Kongen af Danmark guldbryllup.
29. Kapskydning i Kragelund, ved Stenholt skov.
Juni.
9. Bjørnstjerne Bjørnson på Himmelbjerget Fredsmøde.
26. Præmieskydning i Fastrupdal (Amtspræmie)
Juli.
10. Præmieskydning i Sejs.
12. Dyrskue i Silkeborg.
15. Marius Frank og P. Enevoldsen søster, Sinding bryllup.
21. Dans Jens Kr. Dahls Kragelund.
25. Skyttefest på Morsø.
27. Niels Mikkelsen, Refshale og Trine Skov Bryllup.
29. P. Nielsens plejedatter, Engesvang, bryllup (19. vogne)
August.
4. Anders Andersen Laven og Birgitte Anchersen Stenholt Bryllup.
9. Ole Kr. Jensen og Mads Andersen, Sinding i Viborg med skat.
14. Kapskydning mellem Bording og Kragelund Skytteforening.
31. Poul Pape har købt Købmandsforretning. For 5000kr.
31. Anders Nielsen i Søhuset har købt R. Thøgersens ejendom i Refshale for 1040kr.
Oktober.
9. Præmieskydning i Fastrupdal.
9. Poul Pape og Frøken Holch bryllup i Kjellerup.
14. Kristian Lemming bryllup i Slesvig.
November.
2. Helene Konrad og jens Bondegård Funder bryllup.
3. Peder Kidmose, Engesvang dør.
5Anton Frank Stenholt og Petrine Pedersen, Engesvang bryllup.
5Jens Chr. Malmbaks kone dør.
15. Dans i Stenholt
21. Peder Pedersen Kidmose begraves (20 vogne)
22. J. C. Malmbaks Kone Trine begraves (43 vogne)
December.
9. Søren Overgård Bryllup. (20 vogne)
15. Seminarist Gregersen kaldes til lærer i Funder
27. Dans i Klosterlund.
29. Dans Jens Jakobsen.
Mærkedage 1893.
Januar.
4. Søren Stokholm Stakshede begraves
6. Jens Chr. Malmbaks barn begraves.
15. Betaler skat for Kragelund sogn.
18. Far er i Viborg med skat.
Februar.
7. Von Barner spiller komedie i Kragelund kro.
8. Auktion hos Martin Jensen Vands, han rejser til Amerika.
9. Bal hos Niels Knudsen i Refshale.
17. Laust Skovs datters bryllup.
19. Kragelund Sparekasse ophæves.
20. Anders Andersen, Laven jens Anchers svigersøn har købt Antonius Mikkelsens gård i Engesvang for 5.500kr. den har tidligere tilhørt Rasmus Sørensen og Aaboe.
21. Jens Chr. Malmbak har købt Frits franks ejendom i Engesvang for 4.300kr, sønnen skal vist bo her.
24. Sine Kidmoses barn begraves.
26. Skyttebal i Refshalegård.
28. Knud Skov Bryllup Martin Steinkes datter.
Marts.
7. Jens Arnts datter Skygge bryllup.
12. Generalforsamling i Skytteforeningen.
13. Søren Jensen rejste til Slesvig.
21. P. Holms datter bryllup.
23. Auktion i Kragelund Præstegård.
26. Chresten Pedersens kone dør.
30. Barsel hos Anchers.
31. Ditto hos Lars Konrads (Dortheas barn)
April.
21. Søren Laursen sølvbryllup
23. Skytteforeningen begynder skydningen.
24. Skrædder H. Laursen har købt Simon Nielsens hus.
30. Væver Martinus Kristensen har købt jens Hermans hus.
30. Niels Gadsvig har købt Bording Vandmølle.
30. Niels Vinderslev og Niels Ladt? Har forpagtet Bølling Sø.
Johan Wurtz har forpagtet kragelund præstegård.
Maj.
1. Joachim kom her til Refshalegård for at tjene.
22. Politisk fest i Kragelund skov.
Juni.
2. Niels Gadsvig og Sofie Overgård Bryllup.
11. Kapskydning ved Sejs.
25. Gl. Skanderborg, Amtspræmieskydning.
27. Jens Chr. Christensens datter bryllup.
Juli.
7. Marie Jensen og Jørgen Kærsgård, Funder Bryllup.
12. Marie og Andreas Laursens datter drukner.
14. jens Overgård bryllup.
14. Rasmus Haurbaks hus brænder ved lynnedslag.
16. Marie Laursen Begraves.
23. Kapskydning i Bording.
25. Laura Vestergård bryllup
25. Jens Kristiansen har købt Anders Jakobsens ejendom i Vands for 5. 500kr.
August.
17. 5`Dragonregiments 2èskadron indkvarteres i Kragelund
September.
17. Præmieskydning i Refshale.
Oktober.
1. Generalforsamling i Kragelund klub.(Peder Pape)
17. Dans hos Niels Frederiksen Jokumsen.
18. Dans i Klode Mølle (de Gamle)
21. Dans i Klode Mølle (de unge)
29. Dans og høstgilde hos Max Pape.
November.
1. Søren Kommer hjem fra Jolderup i Slesvig.
1. Joakim Jokumsen rejser herfra Refshale.
12. Knud Pedersen Fastruplund, dør.
17. Knud Pedersen begraves.
25. Dans hos Niels Knudsen Refshale.
December.
5. Jens rask og Trine Wurtz bryllup.
21. Marie Knudsen og Christian Jacobsen er blevet forlovet.
29. Dans hos Jens Chr. Dahl..

Mærkedage 1894.
Januar
3. Dans hos Hans Peder Olesen, Kragelund.
14. Betalt skat i Kragelund.
27. Marie Knudsen og Christian Davidsen, bryllup.
Februar.
5. Skiveskydning hos Ole Gadsvig.
7. Orkan i nat.
11. Skyttebal hos Hans P. Olesen, Kragelund.
13. Gammelmands bal i Kragelund Kro.
12. Voldsom orkan.
14. Niels Knudsen, Refshale har solgt sin ejendom til Christian Jakobsen
28. Niels Overgård dør.
Marts.
2. Kresten Sahls enke Koloniet dør.
Mærkedage 1902.
Nytårsaften: Kristian Knudsen sted på kolonien brænder (uforsigtighed med stearinlys)
6. Januar: Bøgildgård brænder (påsat af drengene)
13. januar: Skolen i Kragelund by indvies af pastor Sørensen.
18. januar: En husflidsskole stiftes i Kragelund.
10. marts: Niels Nielsen (Knudsen) sælger sin ejendom i Kragelund by. (Søren Smeds sted) til Marianne Clausen.
18. marts: Præstegårdsforpagter Johan Wurtz, køber T. Degns gård i Funder for 12.000kr.
19. marts: Skomager Niels Vestergård køber John. Wurtz hus i Kragelund (Johns hus)
20. marts: Bager Friberg køber Væver J. M. Christensens tidligere hus af Kreditforeningen.
18. april: Fr. M. Lauridsen, sølvbryllup.
23. maj: Jens Chr. Dahl dømmes til bøde 10.kr. og sagsomkostninger 20. Kr. for at have kaldt Mette Wurtz ”En tyvekvinde”
9. juni: Sognefoged O. C. Jensen Refshalegård indgiver begæring om afsked.
1. juli: Sognefoged O. C. Jensen bevilges afsked, efter at havde været Sognefoged i Kragelund sogn siden den 1. Juli 1872.
1. juli: Gårdejer J. Jensen, Refshalegård beskikkes til Sognefoged og Lægsmand for Kragelund sogn.
11. juli. Herredsfoged Christian Krabbe overrækker Sognefoged O. C. Jensen en sølvbæger.
13. juli: Lærer Kristensen i Kragelund kaldes til lærer i Hammershøj.
24. august: 25.år siden Silkeborg – Herning jernbane åbnes. Stationsforstander Eriksen holder 25.års jubilæum på Moselund Gæstgivergård – ingen tilslutning fra Engesvang.
25. september: Anders Jensen Andersen af Sahl kaldes til lærer i Kragelund.
10. november: Martin Anchersen klosterlund og Caroline Sørensen Kragelund Bryllup.
18. november: N. P. Jensen Tanberg Bryllup.
3. december: Generalforsamling i Sinding Mejeri. J. Jensen Refshalegård, N. Kjellerup Sinding valgtes til bestyrelsesmedlemmer.
12. december: Niels Jensen Urhbak, Kragelund dør.
13. december: P. Nielsen Vands dør.
25. december: Stor orkan over Danmark, der anrettes store ødelæggelser over det ganske land. En så heftig storm er ikke oplevet af den nuværende slægt.
Mærkedage 1903.
7. april: Laust Skovs datter Bryllup. Sissel Kristine.
9.april: mejerist Jens Andersens kone Sine dør.
10. april: Klaus Fr. Andersen sælger sin ejendom til Kro bestyrer J. Jensen.
28. april: Martin Rasmussen stuehus i Sinding hede brænder.
16. maj: Rasmus Rask i Stenholt mageskifter sin ejendom i Stenholt med Søren Hansen Elling i Funder sogn.
23. maj: Anders Mouritsen, Vandshus dør 84½år gl.
16. juni. Folketingsvalg. Jensen Knudstrup vælges i Kjellerup med 1416ja mod 1049 nej. Smuk sommervejr.
23. juli. Afdøde Skrædder H. Lauritsens hus i Kragelund til tvangsauktion.
24. oktober Herredsfuldmægtig Ivar Krabbe bliver Auditør.
9. november: Sognerådsvalg i Moselund. Højst beskattede valgte blev: Niels Jensen Kusk. J. Jensen, Refahalegård og Niels Nielsen Frederiksdal, Mads Madsen og A. C. Hessel, Funder, Købmand P. Christensen Engesvang.
19. november: Søren Rasks gård, Fastruplund brænder, den vestre længe og stuehuset.
2. december: Stine Frank Bryllup.
8. december: Peder Davidsen og Maren Mouritsen Bryllup.
17. december: Valg til menighedsrådet for Kragelund sogn. Søren Jensen Overgård og hustru. Mads Pedersen og Karoline Christiansen. Suppleanter: Anders Christensen og Christen Pedersen Østermark.
24.december: Gårdejer jens Ancher Andersen, Stenholt dør 69.år gl.
Mærkedage 1904.
6. januar: Anders Nielsens datter Caroline dør pludselig. Tjente i Charlottenlund.
6. februar: Aftægtsmand Søren Lauridsen dør.
18. februar: Proprietær F. V. Riegels, Charlottenlund dør.
21. marts: Poul Lauridsen (Skomager) dør på fattiggården 95.år gl.

Skygge den 6/4. 14.
Hr. J. Jensen.
Så vidt jeg husker havde du en regning på lægekørsel til Lærer Iversen, og nu møder Emil Sangil op med en skriftlig erklæring fra Vognmand Madsen i Ikast, at han må have 6.kr. af her nævnte kommune, som Vognmanden mener at have til gode for lægekørsel til Skygge skole. Skulle du ikke allerede havde betalt dette beløb kunne du jo tjene Emil Sangil med at betale til ham.
Venlig Hilsen
Ole Nielsen,

 

Nyheder