Kort beretning om Engesvang Sogn
-Freddy Boysen
Når man flytter til et nyt område, melder sig ofte spørgsmålet, hvad er det egnen og folket er rundet af, hvorfor ser tingene ud som de gør? Dette lille hæfte er tænkt som en appetitvækker for tilflyttere, omkring den spændende udvikling der skete i det der engang var Engesvang Sogn. På Engesvang Bibliotek og Lokalhistorisk Arkiv er vi altid behjælpelige med at finde materiale der kan uddybe ubesvarede spørgsmål.
Venlig hilsen Engesvang Lokalhistorisk Arkiv og Engesvang Lokalhistorisk Forening.
Urbefolkning
Området ved Engesvang er et af de steder i Danmark, der beviseligt har været beboet længst tilbage i danmarkshistorien. Det faktum vidner bopladsfundene ved Bøllingsø om. Det bedste indtryk af denne urbefolkning, får man ved at besøge det lille museum ved Skallerund Sø i Klosterlund. De sidste års arkæologiske udgravninger i forbindelse med retablering af Bølling Sø, forrykker formentligt tids- grænsen for de første Engesvang beboer yderligere bagud, så Klosterlund igen hører til de tidligste kendte beboede områder i Danmark, men vi må dog afvente de arkæologiske undersøgelsers afslutning, før vi bryster os af den egenskab.
Hærvejen
Engesvang og Bølling Sø danner ligesom grænsen mellem Østjylland og Vestjylland, selv om folk i Engesvang altid har været mere øst- end vestorienteret. Randlinien fra den sidste istid gik igennem området og gjorde Engesvang Sogn til en del af den Jyske Højderyg, og på den måde fik sognet plads på et hærvejsforløb.
Hærvejen var både et gode og et onde for egnen. Studedrifterne sydpå hørte til goderne – det gav en vis indtægt, når studedriverne skulle gøre rast og holde hvil for natten. Men som navnet Hærvejen jo siger i sig selv, blev vejen benyttet af både egne og fjendtlige tropper, når de skulle rundt i Jylland. De historiske efterretninger meddeler da også, at egnens befolkning havde pligt til både kørsel og fødevarerforsyninger til egne tropper, de fjendtlige tropper forsynede sig selv ved plyndringer og afbrænding, så sognet indimellem var både fattigt, forarmet og udsultet.
Der er hele to hærvejsforløb i sognet, den ældste der går øst om Bøl- ling Sø (vintervejen). Vejens ælde ses blandt andet af de mange gravhøje, der følger vejforløbet. Det har åbenbart i oldtiden været vigtigt, selv i døden at kunne ses af folk på alfarvej. Det vestlige hærvejsforløb (sommervejen) er først blevet rigtig permanent, da Klode Mølle blev bygget i 1596, og man via mølledæmningen kunne passerer vandet uhindret. Gl. Kongevej i Engesvang er en del af det vestlige hærvejsforløb, der fortsætter til Paarup og videre sydpå.
Engiswong / Inggisuong
Det længste Engesvang sogn kan føres tilbage i de skrevne kilder er året 1437 under Erik af Pommeren, hvor Jens Stigsen og Jens Svend- sen møder op på kongens retterting med deres breve på to gårde de var i trætte om. Kongen tildømte Jens Stigsen gårdene, hvorunder Elbæk og Klode Marker var indsvoret.
På den tid staves navnet Engiswong, senere Inggisuong.
Engesvang Kirke der har ligget samme sted som den nuværende, var da tilsyneladende allerede forsvundet, selvom det nævnes, at Kirken i 1490 var ejet af en gård og en boel. Man antager at Kirken er forsvun- det eller gået til grunde i årene efter “Den sorte død”. Pesten der i 1348 – 50 lagde mange sogne øde og mennesketomme.
I løbet af det følgende århundrede begynder omridset af Engesvang sogn at tegne sig, i 1586 – 1596 findes der 8 gårde som betaler landgilde.
Denne vækst og udvikling får ikke lov til at fortsætte uforstyrret, hvad der som omtalt, især skyldes Hærvejens forløb gennem sognet og ikke mindst 1600-tallets mange krige. Her må man lige huske på at Engesvang – Kragelund og Funder var et pastorat til 1896, og Šn kommune til 1915.
Forarmet og elendighed
Sognepræsterne blev førhen af regeringsmagten, ind imellem bedt om at give en beskrivelse af sognenes tilstand, og fra sådan en præsteindberetning i år 1690 fortæller Pastor Bering i Kragelund,: ” …af de nævnte atten gårde og tre boeler findes ikkun ni gårde og een boel ved magt …. de andre ere en del slet øde og ingen folk udi, og en del af deres ejere så forarmet, at de kan ikke bruge deres avling, og den største årsag til deres ruin er den gennemmarch, som så idelig går igennem sognet både af krigsfolk og andre, som fortærer fodret med deres heste m.v. Så bonden beholder lidet eller intet at drive sin avling med, og derudover haver de mistet deres bæster (heste)…. udi annexen Funder sogn er også noget øde, og ellers i almindelighed ligesom Kragelund sogn findes stor armod, af årsag, at begge sogne er beliggende ved den store alfare landevej.”
Der fortælles endvidere, at egnens skove er stærkt forhugget og at lyngen bredte sig ud over ødegårdenes agerjord. Da man manglede træ fra skovene, brugtes lyngtørv både til brændsel og mange andre formål. Denne bortgravning af det beskyttende morlag, samt de mange hedebrande forårsagede sandflugt med et så voldsomt omfang, at man først efter 100 års bekæmpelse fik den under kontrol omkring 1850. Eksempelvis måtte Kragelund (Engesvang) sogn stille med 100 folk og Bording med 92 til sandflugtsbekæmpelse i 1790.
Kroer og Hedebønder
Efterhånden som antallet af “krigsfolk” aftager og afløstes af mere fredelige vejfarende, samt et stigende antal studedrifter og der oprettes fast postkørsel, bliver Hærvejen til mere gavn for sognet, i alt fald for de tre kroer i sognet som var beliggende ved Hærvejen. Det var Paarup Kro, der blev anlagt som poststation i 1544, Klode Mølle der var anlagt i 1596 og som udover mølledriften også fungerede som kro, og så Engesvang Kro, der blev anlagt overfor ruinerne af den forsvundne kirke i Gl. Engesvang 1721. Den må ikke forveksles med den nuværende Engesvang Kro.
Sognets bønder har stort set levet som hedebønderne i Bording og Ikast, det var ikke ved landbruget man havde sin store indtægt, det var mest et spørgsmål om at være selvforsynende. Den vigtigste indtægt for bønderne har været “bindehosen”, at strikke strømper m.m. som så solgtes rundt om i landet af uldkræmmerne.
Det øgede antal studedrifter skyldtes især den stigende efterspørgsel efter landbrugsvarer, der medførte stigende priser både på landbrugs- produkter og landbrugsjord. Disse forhold skabte interesse for at indvinde mere jord til landbrugsdrift, bl.a. ved hedeopdyrkning og udtørring af søer.
Hedeopdyrkning / Kartoffeltyskere
I Engesvang sogn, på Julianehede, blev der allerede i 1761 anlagt en hedekoloni for sydtyske indvandre, de såkaldte “kartoffeltyskere”. Dette statslige forsøg på at få hederne opdyrket var imidlertid ret mis- lykket. Af de 15 familier der var ankommet i 1761, fandtes kun en familie tilbage i 1766, nemlig Henrich Møller, hvis efterkommere stadig findes i sognet. De 14 andre familier havde opgivet de håbløse forhold de var blevet budt på Julianehede, og var rejst videre til Rus- land, hvor de havde fået løfte om anderledes og bedre forhold.
Den senere opdyrkning af Julianehede blev derfor foretaget af den lokale befolkning.
Noget tilsvarende gik det med Skygge Hede, hvor man også oprettede en hedekoloni. Da kolonisterne også her forlod gårdene opkøbtes området af staten, som så anlagde en plantage. Denne udgør i dag den sydlige del af Kompedal Plantage.
Mergel og nye landeveje
I 1800- årene bliver folkesundheden bedre og befolkningstilvæksten på landet stiger, men der er endnu ikke nogen industri i byerne der kan optage dette befolkningsoverskud. Nogle folk fra Engesvang sogn vælger at emigrere til Amerika, medens andre familier vælger at dyrke hede op, og der opstår mange nye små ejendomme i sidste halvdel af 1800- årene. Dyrkningsmetoderne var blevet væsentlig forbedret, og man begynder at mergle og gøde jorden, og der bliver oprettet lokale mergelselskaber.
Trafikforholdene er også blevet forbedret, den gamle hærvej blev ind- grøftet og blev til en rigtig landevej syd-nord, og op mod 1850 blev Århus – Ringkøbing landevejen øst-vest anlagt gennem sognet.
Engesvang, eller Kragelund sogn var ikke længere så afsondret fra omverden, og pengefolk fra andre dele af landet fik øjnene op for de muligheder der lå i det midtjyske.
Bølling Sø udtørres
I Engesvang sogns nordøstlige del findes den store smeltevandsdal fra istiden, hvor Bølling Sø var beliggende, det var her Engesvangs urbefolkning havde boet og levet. Her blev man opmærksom på, at der fandtes mulighed for indvinding af landbrugsjord. Et interessentskab opkøbte i 1872 søen med tilstødende jorder og gårde, bl. a. Klode Mølle, der samtidig blev nedlagt som mølle. Det blev starten på hele den udvikling der kom til at overgå Engesvang sogn, og som udartede sig ganske anderledes end i de omliggende hedesogne.
Interessentskabet startede straks efter købet afvanding af Bølling Sø, bl.a. ved anlæg af en kanal til Klode Mølle og uddybning af Skygge Å. Det var dog langt vanskeligere at udtørre søen end beregnet, og udgifterne oversteg det budgetterede flere gange. Planerne havde været at sælge de udtørrede arealer til omegnens landmænd, men det viste sig at jorden kun var egnet til græsning og høslæt, og der meldte sig ikke en eneste køber, så planen kunne slet ikke realiseres. Det hele endte derfor med et konkurs i 1892.
I stedet for landbrugsdrift i det afvandede og udtørrede område, gik man i gang med at udnytte de store forekomster af tørvejord. Man havde ganske vist allerede i 1857 en vis tørveproduktion i sognet, men det var næsten umuligt at afsætte større mængder på grund af manglen på et ordentligt transportnet. Det var derfor af den største betydning for egnen da Silkeborg – Herning banen kom på tale først i 1870-erne, den var dog projekteret i en sydligere linieføring over Christianshede og syd om Ikast, altså ville banen slet ikke komme tæt på Bølling Sø og de store tørveforekomster.
Jernbane / Konsul Steenberg
Heldigvis var en af personerne bag interessentskabet omkring søud- tøringen blevet personligt interesseret i egnen, han så nemlig store muligheder i at udnytte tørveforekomsterne industrielt, og det vel at mærke længe før der i Danmark fandtes nogen egentlig industriel udnyttelse af vore tørvemoser.
Personen var Johan Frederik Vilhelm Steenberg, altid omtalt som Konsul Steenberg, han var en købmand fra Randers, men en af de købmænd der handlede med alt lige fra træ, cement og teglsten, til entreprenørvirksomhed. Sammen med broderen Erik Steenberg oprettede han handelsfirmaet Brødrene Steenberg, Randers. Noget af det som firmaet var mest kendt for, var anlægget af Vendsysselbanen 1869-71, det var første gang at en dansk entreprenør havde givet tilbud på baneanlæg, og det endda langt billigere end de engelske entreprenører, der hidtil havde anlagt baner herhjemme. Efter den tid blev alle danske jernbaner anlagt af danske entreprenører.
Allerede året efter søudtørringsprojektet var startet købte Konsul Steenberg Moselundgård med de tilhørende 600 tønder land og andel af søprojektet. Jernbanekommissionen lader sig med anseelige vogn- ladninger tørv, der skal transporteres med banen, overtale af Konsul Steenberg til at lade banen slå et sving ind omkring Moselund. På den måde sparer man også nogle voldsomme anlægsudgifter ved at føre banen over det bakkede og vandfyldte område ved Hørbylunde.
Nu blev der travlhed på Moselundgård, Konsul Steenberg ville bygge det mest moderne og rationelle industrianlæg, man kendte i Danmark. Der blev i Tyskland indkøbt enorme dampmaskiner, tørvepressere og troljebaneanlæg der kunne transportere tørvejord i mosen. Der blev ligefrem lavet en svævebane, der kunne føre tørvene fra mosen til den nybyggede station i Moselund, så tørvene kunne læsses direkte ned i jernbanevognene. Men som samtidens aviser beretter, så holdes de nærmere produktionsmetoder hemmeligt.
Al den aktivitet gav virkelig en opblomstring for egnen. Der kom fremmede folk til egnen som var involveret i de mange projekter, og de mange små hedeopdyrkere på egnen kunne tjene en anseelig løn ved siden af deres små brug, både ved søudtørringen, tørveværket i Moselund og selve jernbaneanlægget.
Banen skulle stå færdig i efteråret 1877, men allerede i foråret det år sendte Konsul Steenberg bud efter 200 polske arbejdere til sit store tørveværk, der var simpelthen ikke arbejdskraft nok på egnen, og polakkerne var nok også billigere. At de så arbejdsmæssigt ikke leve- de helt op til forventningerne, er en anden sag, der var både gamle folk, kvinder og børn blandt de polske arbejdere.
På trods af at Konsul Steenberg havde allieret sig med den tids mest vidende folk omkring moderne tørveproduktion, så har det nok kun været den tekniske side, man har haft viden omkring. Tørvene var så store som et 4 kg.ïs rugbrød, og man forsøgte at tørre den i tykke lag på den fugtige mosebund. Resultatet gav nogle hårde tørv som knapt kunne brænde, og endnu værre, ingen ville købe dem. I 1879 gik Kon- sul Steenberg fallit, hans store formue var sat over styr rub og stub, og på en efterfølgende tvangsauktion købte hans bror Erik Steenberg Moselundgård.
Tørveproduktionen tager form
Nu baneanlægget var der, stod vejen åben for den helt store tørveproduktion, og i de følgende 100 år blev tørveproduktion da også den mest dominerende faktor i Engesvang sogns udvikling.
Allerede i 1879 anlagde nogle tørvefabrikanter i fællesskab og for egen regning en læsseplads ved landevejen, det der siden blev til Engesvang Station, der var for langt til læssepladsen ved Moselund Station. Men i de første mange år foregik tørveproduktionen efter de gamle kendte metoder med håndkraft, hist og her hjulpet med en hestegang, men en egentlig industrialisering sker først når vi kommer efter år 1900.
Kulturchok i hedesogn
De store anlægsarbejder ved udtørringen af Bølling Sø og baneanlægget, tiltrak mange arbejder fra andre dele af landet, ja endog fra udlandet som kanalarbejdere og banebørster. En sådan invasion af frem- mede var nærmest et kulturchok for et relativt stillestående samfund, som Engesvang var indtil 1870-erne. Disse fremmede påvirkede den stedlige befolknings traditionsbundne levevis og åndsliv i en sådan grad, at sognets første lærer J.P.Aaboe (1814-1895) får store betænke- ligheder ved befolkningens ændrede levevis. Aaboe laver fra 1856 til 1881 en årlig beskrivelse af hvad der foregår i sognet, og lad os følge en lille udpluk af hvad han skriver om udviklingen i året 1879.
” I sommeren 1879 produceredes 18 millioner tørv, hvoraf dog en stor del endnu står i mosen eller på marken i store stakke og i tre opførte tørvelader.
Et sidespor blev i september 1879 anlagt af en del tørvefabrikanter ved landevejen med en bekostning af 1.500 kr. og der fra læsses nu de fleste banevogne.
Fra maj og juli arbejdede i år ca. 150 mennesker daglig i moserne. Skæring betales med 64 øre pr. 1000 tørv, og to karle kan skære og udtrille 6 9.000 om dagen, altså tjene 2 3 kr. hver.
Stakning, der mest besørges af kvinder og børn, ligesom på- og aflæsning samt transporten til banen giver mange fortjeneste. Men beklage- ligt er det, at en større del af de mange småkårsfamilier, som den lette adgang til fortjeneste har lokket til at bosætte sig her, bortødsler i arbejdstiden det, de skulle leve af, ligesom moseejere og tørveproducenter vænner sig til luksus og nydelser hjemme og ude.
Det er uhyre mængder spiritus og bajersk øl der fortæres og såvel ældre som yngre vænner sig til et levned, der må have fordærvelige følger.
Også usædelighed blandt ungdommen er i de senere år taget meget til, skønt den ikke just bevirker hyppige uægte fødsler.”
J.P.Aaboes vurdering af befolkningens ændrede levevis ved adgangen til en ny relativ høj indtægt, som tørveproduktionen gav i et fattigt hedesogn, deles godt nok af sognerådsformand Jens Jensen, Refshale (1865-1941), der i sin dagbog for 1899 om tørvefabrikanterne i Enges- vang skriver, at de lever som grever og baroner.
At der er tale om enorme mængder tørv, kan læses ud af en liste fra D.S.B. med afsendt antal tons gods med banen 1899-1900, som bringes i Herning Folkeblad, her overgås Moselund Station kun af Silkeborg.
Herning 2849 tons, Ikast 822 tons, Moselund 6994 tons, Silkeborg 9216 tons, Holstebro 3915 tons, Skjern 2314 tons og Ringkøbing 1301 tons.
Befolkningstilvækst / ballademagere
En sådan tørveproduktion krævede ikke alene kapital, men også arbejdskraft, især i de første mange år, før den blev mekaniseret. Vi ser da også en stor befolkningstilvækst i Engesvang sogn lige efter tørve- produktionens begyndelse.
Bebyggelse og beboere i Engesvang sogn:
1834 var der 29 steder med 175 personer
1857 var der 46 steder med 246 personer
1880 var der 108 steder med 514personer
1901 var der 195 steder med 1.027 personer
1927 var der 319 (ejendomme) med 1.489 personer
1934 var der 319 (ejendomme) med 1.500 personer
Denne tilvækst skyldtes bl.a. de mange tilflyttere, der fandt beskæftigelse ved tørveproduktionen. Omkring 1890 har tilgangen tilsyneladende været større end behovet med deraf følgende løntryk. Der opstod derfor strejke, som Jens Jensen skriver om i sin dagbog for 1891: “Der har været strejke i Engesvang Mose, men den blev hurtigt stoppet, da gendarmerne fra Kjellerup kom og arresterede ballademagerne”.
Alene ved et enkelt tørveværk sker der en fordobling af arbejdere, fra 25 i 1906 til 55 i 1910. Derudover beskæftiges der mange kvinder og børn ved rejsning, skruning og stakning.
Fagforening
“Arbejdsmændenes Fagforening for Moselund, Engesvang og Om- egn” blev stiftet søndag den 14. august 1904 med 18 medlemmer. I 1905 tæller den allerede 36, og i 1914 er der 90 medlemmer.
Det var dog ikke tørvefabrikanterne, der gav fagforeningen de første problemer, men derimod DSB, der ved Moselund ejede en grusgrav, hvor en del arbejdere var beskæftiget. DSB ville kun give en timeløn på 25 øre mod tørvefabrikanternes 30 øre i timen.
Største delen af arbejdet ved tørveværkerne var akkordarbejde, der blev betalt efter enheden 1.000 tørv. Lønnen for gravning af 1.000 tørv var i 1905 40 øre.
I begyndelsen af 1900-årene var der ved Moselund Tørveværk beskæftiget så mange polske tørvearbejder, at et tørveværk kom til at bære navnet “Polakværket”. Men også andre værker ansatte årligt nogle polske arbejdere. De polske kvinder udførte både læsning og aflæsning af tørv, såvel som mændene. De aflønnes alle med 1/3 – 1/2 delen af hvad de danske arbejder skulle have. De må dog have været tilfredse med vilkårene, for det er de samme der vender tilbage flere år i træk. I følge fagforeningsprotokollen har man ikke reageret mod denne konkurrence, de danske arbejdere havde nok at beskæftige sig med foruden.
Efter en arbejdsdag på 10-12 timer havde man ikke megen lyst til at gå til fagforeningsmøder efter fyraften. De fleste møder blev derfor hen- lagt til søndage, men derved pådrog de sig missionsfolkenes uvilje, de mente, at det var bedre at gå i kirke end til fagforeningsmøder.
Uorganiserede arbejdere
Selv om fagforeningen i 1914 talte 90 medlemmer, var det kun et mindretal der var organiseret, næsten svarende til det antal der havde bosat sig, stiftet hjem og familie, og som lagde grunden til mange af de nuværende slægter på egnen. At der kun er tale om et mindretal, fremgår af forskellige beskrivelser af den store tilstrømning af sæsonarbejder, der fandt sted hvert år i marts – april. De kom i så stort antal, at mange gårde og huse var fyldt fra kælder til loft. Desuden var der i flere huse indrettet pensionat. I Moselund var der ligefrem barakker arbejderne kunne bo i, ligesom der fandtes en kantinebarak.
Enkelte arbejdere fra nabosognene havde indrettet sig i jordhuler og havde pandekager med hjemmefra til hele ugen, når de mødte mandag morgen. Det er vel forståeligt, at en væsentlig del af kosttilskuddet bestod af øl og brændevin, når man levede under sådanne forhold.
Når man så nåede frem til september- oktober, rejste de fleste bort igen. Kun de fastboende blev tilbage. Mange af disse gik en trang vinter i møde med kun lidt eller intet arbejde.
Egnen blomstrer
Nogle fabrikanter beskæftigede dog en del af deres faste folk ved pasning og salg fra de store tørvestakke, samt ved afvanding og for- beredelse af næste tørvesæson.
Det var ikke alene arbejderne, der var afhængige af tørveindustrien, også mange andre fag hentede største delen af deres indtægt her. Smede og bygningshåndværkere finder vi beskæftiget ved tørveværkerne, men også nu næsten ukendte faggrupper som karetmager, hjulmager, sadelmager og rebslager finder vi repræsenteret.
Det var dog ikke alene arbejdere og håndværkere, der havde gavn af tørveindustrien, også handelen blomstrede i disse år og flere forretninger opstod i Engesvang.
Engesvang Station
Det er dog især efter at Moselund Station nedlægges og en ny station opføres i Engesvang i 1913, at udviklinger rigtig tager fat her. Moselund Station var noget ucentralt placeret i sognets sydøstlige hjørne, især i forhold til Engesvang, hvor der i forvejen fandtes kirke, skole, mejeri, mølle, bageri og en del andre forretninger.
Stationsflytningen blev en realitet efter en anmodning fra en kreds af Engesvang – borgere til rigsdagen i 1911-12. Placeringen af stationen i Engesvang var også til gavn for de fleste af tørveværkerne, der stort set alle var afhængige af at sende deres produktion med banen.
Når tørvene kunne sælges både lokalt men også langt omkring i landet, fortæller det noget om kvaliteten. “Engesvang Tørv” var et begreb og en kvalitetsbetegnelse, som var velkendt over det meste af landet. Den høje kvalitet skyldtes at hele området bestod af højmose, og at man under de første mange års produktion kun nåede at udnytte de øverste lag.
Engesvang Kirke og J.P.Aaboe
Resultatet af den øgede velstand havde dog også sine gode sider, eksempelvis opførtes der en ny skole i Engesvang i 1880 og i 1897 indvies en ny kirke.
Jens Peter Aaboe er en af de folk, der med sine årlige skriverier har fastholdt den enorme udvikling der overgik sognet, og selv om udviklingen bekymrede ham, så var han også med til præge udviklingen i den retning han fandt rigtig. Han var lærer i sognet fra 1852, først i Bedehøj Skole, i Stenholt, og fra 1857 blev han ansat som den første lærer i Engesvang Skole, som lå i Gl. Engesvang, men han virkede samtidig som biskolelærer i Paarup.
I perioden 1856-62 var han også formand for sogneforstanderskabet i det tidligere Kragelund-, Funder og Engesvang Sogn. Som ældre var Aaboe meget optaget af, at Engesvang skulle have sin egen kirke og arbejdede ihærdigt for sagen. Han sammenkaldte til møder, skrev breve til regering og landsting og i 1892 fik han startet en indsamling, til opførelse af en kirke i Engesvang på tomten af den gamle. Han nåede også at se arbejdet påbegyndt før sin død i 1895. Kirken stod færdig i 1896 og blev indviet den 16.3.1897.
Den åndelige og kulturelle udvikling.
Det har uden tvivl haft stor betydning for sognet at få sin egen kirke, og vi ser da også den åndelige og religiøse udvikling nu kommer i gang.
I sognets vest- og nordvestlige del havde man været meget præget af de Indre Missionske strømninger der udgik fra Bording Sogn og man- ge havde søgt sognebåndsløsning fra Kragelund til Bording Kirke. Men da Engesvang nu blev et selvstændigt sogn, oprettedes det indre- missionske samfund, som oprettede et missionshus i Julianehede i 1901 og i Skygge i 1904, men ingen i Engesvang by.
Det er som om, der opstår en usynlig grænse igennem sognet i de følgende år, mellem den vestlige del hvor Indre Mission udvikler sig, og den østlige del, hvor tørveværkerne er beliggende. Noget af forkla- ringen ligger måske i, at vestlig i sognet var det landbruget der var dominerende og her var man mere præget af nabosognene vestpå, hvor livet også handlede om landbrug og Indre Mission.
Den østlige del af sognet havde efterhånden udviklet sig til et industrisamfund, og tørvearbejderen havde måske ikke så meget overskud til det åndelige efter en 12 timers arbejdsdag på akkord.
Som nævnt blev der ikke opført missionshus i Engesvang, men i 1897 opstod der en afholdsbevægelse under “Good Templar Ordenen”. Bygningen, hvor bevægelsen havde til huse, blev kaldt “Good Templar Logen”, og var beliggende på omtrent samme sted, som Afholdshotellet blev opført i 1913. Det er den nuværende Engesvang Kro.
I sognets sydlige del opførtes der heller ikke noget missionshus, men i 1908 gik en kreds af borgere i Paarup sammen om at opføre et forsamlingshus, der i mange år var sognets eneste.
Engesvang KFUM stiftedes i 1916, men først i 1923 stiftedes KFUK. En pigeforening havde dog eksisteret nogle år omkring 1900.
Først i 1920 stiftedes Engesvang Borger- og Håndværkerforening, og i 1927 stiftedes Gymnastikforeningen. Der havde dog været afviklet gymnastikkurser flere år før.
Bemærkelsesværdigt er det, at der i 1930 anlægges et friluftsbad i Engesvang – det første i Danmark uden for købstæderne. Initiativet hertil blev taget af en lærer ved Engesvang Skole, Jørn Andersen, der sammen med andre af sognets borgere anlagde badet i deres fritid. Før badet blev anlagt, blev der badet i en af egnens tørvegrave.
Ud over de sportslige aktiviteter i Engesvang fandtes også en vis politisk organisering, f.eks. kan spores en socialdemokratisk forening tilbage til 1912.
Af andre kulturelle tiltag i sognet bør også nævnes anlæg af Skallerund Sø. Det var her tørvefabrikant Emil Ernst begyndte sin tørvegravning i Engesvang i 1904, og fik det industrialiseret med succes. Da alt tørv her var bortgravet, anlagde ejeren Martin Ancher- sen en dæmning i 1933, hvorved søen opstod. Ved søens bred anlagde Martin Anchersen samme år “Klosterlund Museum”, der blev en af sognets største seværdigheder.
Engesvang sogn, kommune og by.
Det kunne ikke undgås, at udviklingen påførte kommunen en hel del opgaver som f.eks. udbygning af veje og af skolevæsenet. Den første skole blev oprettet i Engesvang i 1857. Læreren her betjente også en biskole i Paarup indtil 1900. I 1880 opførtes en ny skole i Engesvang og i 1901 opførtes der skole i Paarup, Julianehede og i Skygge, og i 1920 opføres der endnu en skolebygning i Engesvang.
I mellemtiden var Kragelund, Funder og Engesvang Kommune den 1. april 1915 blevet opdelt i 3 selvstændige kommuner. Byudviklingen i Engesvang forløb på samme måde som andre steder i landet, hvor der blev anlagt bane med tilhørende station.
Det oprindelige Engesvang var beliggende ved kirken, hvor også sognets ældste gårde fandtes. Det var også her Engesvangs første skole blev placeret, og der blev holdt skole i næsten 100 år, fra 1857 til 1956. Engesvang Mejeri blev også opført her 1907. Den første kro i Engesvang fra 1721 havde også ligget her, såvel som møllen, smedjen, bageriet og købmandsforretningen. Det er derfor ikke ubegrundet, at bydelen i dag kaldes for Gammel Engesvang, hvor i dag kun kirken og nogle få bygninger minder om det oprindelige Engesvang.
Det der i 1879 begyndte som “Et læssespor ved Landevejen” og med stationens opførelse i 1913 hurtigt udviklede sig til det vi i dag forstår ved Engesvang By, betød at udviklingen i Moselund og Gl. Engesvang gik i stå. Det var da også i Engesvang By man placerede det nye kommunekontor. I forvejen var bageriet og smedjen flyttet hertil fra Gl. Engesvang. Afholdshotellet var som nævnt allerede opført her i 1913, og endnu tidligere havde de første forretninger indfundet sig.
Mange boliger for tørvearbejder blev også opført her, selv om husenes standard ikke var af de bedste. Disse huse blev senere afløst af nye huse, der opførtes i.h.t. loven om landarbejderboliger.
I 1918 opførtes Engesvang Elværk, og året efter fik man en filial af Silkeborg Handels- og Landbrugsbank
Allerede i 1920-erne kulminerede tørveproduktionen i Danmark og dermed også i Engesvang, hvilket først og fremmest skyldtes, at der nu kunne importeres udenlandsk brændsel. I Engesvang fortsatte man dog med en vis tørveproduktion gennem 1920-erne og 30-erne. Udnyttelsen af moserne gik dog nu mere i retning af at producere tørvestrøelse som supplement til tørveproduktionen.
I 1926 var importen af svenske tørveprodukter blevet så stor en trussel, at formanden for “Foreningen af Jyske Tørvefabrikanter” Rasmus Frederik Henriksen, Moselund henvendte sig til den daværende statsminister Th. Stauning, og fik ham til at stoppe denne import.
Det var derfor ingen tilfældighed, at statsminister Th. Stauning holder festtalen ved sommerfesten i Moselund. Den store tørveindustri med de mange arbejdere har sikkert også haft Staunings interesse, og her fik han lejlighed til at tale til dem.
Med oprettelsen af en fagforening i 1904 og en socialdemokratisk forening i 1912 kom de mange tørvearbejdere da også til at sætte deres præg på sognets politiske udvikling. Da Engesvang Kommune blev oprettet i 1915 var der kun 1 socialdemokratisk medlem af sogne- rådet, de øvrige 6 repræsenterede partiet venstre eller var valgt på en upolitisk borgerliste.
I 1929, tre år efter Staunings tale, opnår socialdemokraterne tre pladser i sognerådet, men først i 1937 opnår de flertal. Et forhold, der i det store og hele fortsætter uændret indtil sammenlægningen med Ikast Kommune i 1970. Selv i dag er Engesvang nok socialdemokratiets højborg i Ikast Kommune.
De mange tørvearbejdere kom dog også til at påvirke kommunen på mange andre måder. En så ensidig industri som tørveindustrien med den korte sæson, gav stor arbejdsløshed det meste af året. De fleste tørvearbejdere var kun beskæftiget 3-4 måneder af året, og gik ledige resten af året. Enkelte ugifte rejste dog over på ørene efter tørvesæsonen, og fik arbejde på de store gårde med høsten og roerne. De fleste blev dog i sognet og affandt sig med ledigheden.
Under disse forhold var understøttelsen fra fagforeningen hurtigt op- brugt, hvorefter kommunen måtte træde til med en form for hjælp, som indebar ekstraudgifter for kommunen, der i forvejen ikke var særlig velkonsolideret. Tørveindustrien havde da også sin bagside af medaljen.
I 1927 ser vi befolkningstilvæksten næsten ophører. Det er bemærkelsesværdigt, at denne stagnation falder sammen med “Den store krise”, der fortsætter langt ind i 1930-erne, men krisen er måske netop forklaringen på stagnationen.
Anden verdenskrig / tørveepokens endeligt
Med den igangværende tørveproduktion var Engesvang – Moselund hurtig til at få en storproduktion i gang ved udbruddet af anden verdenskrig. De følgende års store tørveproduktion er på mange måder en gentagelse fra første verdenskrig, men med den forskel, at alle nu havde maskiner til en industriel produktion.
Endnu engang kunne Bølling Sø-området lerverer råstofferne, idet man ved uddybning af eksisterende kanaler og nyanlæg af en kanal til Klode Mølle skaffede sig adgang til de dybere liggende tørvelag. Atter blev der sendt tusinde af tons tørv fra Engesvang – Moselund, og endnu engang blev Engesvang Tørv kendt over det meste af landet.
Produktionen fortsatte endnu en del år efter krigens afslutning, men omkring 1970 var det slut med egentlig tørveproduktion. Nogle år blev der produceret tørvestrøelse og pottemuld, men også det er ophørt.
Arbejdsløshed / Syersker
Tørveindustriens stagnation skabte op gennem 1950-erne Engesvang om til en af landets værste arbejdsløshedsområder, specielt gik det ud over mændene. I de år var det ofte kvinderne der måtte sørge for hjemmenes hovedindkomst, ved dagligt at rejse til Ikast for at arbejde ved textilindustrien, eller som hjemmesyersker. Nogle få textilvirksomheder slog sig da også ned i Engesvang.
Nye industrieventyr
Engesvang sogneråd arbejdede dog ihærdigt på at få løst den uholdbare arbejdsløshedssituation, og i 1960-erne så det så ud til at lykkedes.
Her var det sognets beliggenhed op til to store hovedvejslinjer og jernbanen, der endnu engang var afgørende for de nye industrieventyr i Engesvang.
Paradoksalt nok var det den billigt importerede kul, koks og brændselsolie der havde udkonkurreret træaffald som brændsel, ligesom tørveproduktionen. Nu skulle træet så i stedet for anvendes til spånplader. Omkring 1965-66 stod Engesvang Spånpladefabrik klar til drift. Da fabrikken i 1970-erne var på sit højeste, havde man ca. 120 ansatte.
I 1970 flyttede endnu en virksomhed til Engesvang som var afhængig af landevejene og det at være centralt placeret i landet, nemlig firmaet Unitruck A/S Engesvang. Det er et firma som stadig ekspandere i byen.
Spånpladeeventyret i Engesvang ophørte den 1. april 1992, og bygningerne ligger i nogle år hen som en spøgelsesfabrik
Men endnu et industrieventyr invaderer Engesvang, igen et alternativ til energi og brændsel, nemlig Vindmøllefabrikken, der er etableret i den gamle Spånpladefabrik. Det er en arbejdsplads med omkring 600 ansatte, så nu valfarter omegnens befolkning igen til Engesvang for at arbejde.
Engesvang årstal:
1872 Bølling Sø udtørres
1877 Jernbanen og Moselund Station åbnes
1879 Sidespor i Engesvang åbnes
1894 Holdgaard Mejeri, Klode Mølle åbnes / nedlagt 1951
1897 Engesvang ny kirke indvies
1900 Paarup Mejeri åbnes / nedlagt 1969
1906 Engesvang Mejeri åbnes / nedlagt 1971
1914 Engesvang Station anlægges
1915 Engesvang bliver selvstændig sogn
1818 Engesvang får eget elværk
1920 Engesvang Håndværker- og Borgerforening stiftet
1930 Engesvang Svømmebad anlagt
1933 Klosterlund Museum oprettet
1934 Engesvang får Kommunekontor
1949 Engesvang får biograf
1955 Engesvang Boldklub stiftet
1956 Engesvang Skole flytter til Gl. Kongevej
1960-61 Hovedvejen lægges uden om Klode mølle
1962 Engesvang Skole bliver Centralskole
1963 Påbegyndes byggeriet af Spånpladefabrik
1963 Klosterlund Camping åbner
1966 Engesvang får fjernvarme
1968 Engesvang Plejehjem åbner
1968 Engesvang kro får spiritusbevilling
1969-70 Hovedvejen lægges uden om Engesvang
1970 Engesvang bliver en del af Ikast Kommune
1970 Brandkorpset i Engesvang får egen bil
1973 Engesvang Beboerforening stiftet / nedlagt 2000
1975 Engesvang Erhvervsforening stiftet
1975 Engesvang får nyt lægehus
1978 Engesvang får idrætshal
1978 Pårup får klubhus
1982 Engesvang Lokalhistoriske Forening stiftet
Udgivet af: Engesvang Lokalhistoriske Arkiv og Engesvang Lokalhistoriske Forening 2002