1906 – 1. november – 2006
Af: Gunner Jensen og
Henning Kristensen
Engesvangs tidligere mejeri har netop den 1. november 2006 passeret dens hundred-årsdag. Tiden kan ofte virke, som en underlig størrelse. Ved et hurtigt tilbageblik, – kan de hundrede år f. eks. deles op i tre afsnit. Da mejeriet kun havde haft 43 års drift i 1949, – købte mejeristparret Gunner og Karen Jensen virksomheden. De drev den med flid og akkuratesse i 41 år, – dog kun med osteforretning i de sidste 17 år. De solgte mejeriet og flyttede i et nybygget hus på Åboesvej. Mejeridriften ophørte altså i 1971 for 35 år siden. Ostesalget forsatte nogle år og stedet har haft et par beboere og ejere siden.
I 1991 skrev mejerist Gunner Jensen en interessant historisk artikel i Egnsbogen om mejeriets tilblivelse, drift og dets ophør, og om de mennesker som har haft tilknytning til stedet. Vi gengiver her artiklen i tilpasset og revideret form.
Mejerist Gunner Jensen fortæller:
Ved oprettelse af mange af landets mejerier var skolelærerne ofte blandt initiativtagerne, og lærer R. S. Juul i Engesvang var ingen undtagelse, da det blev aktuelt, at oprette et mejeri i Engesvang. Juul havde to køer.
Den unge mejeribestyrer i Pårup J. C. Stauning havde et godt forhold til lærerhjemmet i Engesvang, som han tit besøgte. Stauning var ugift og har muligvis haft et godt øje til datteren Dagmar. (Dagmar blev senere mor til forhenværende hofmarskal Hans Sølvhøj).
Der er ingen tvivl om, at mange drøftelser vedr. mejeriet er foregået i skolen.
6. juni 1906 havde Stauning indkaldt nogle landmænd, som han kunne tænke sig, at oprette mejeri for, til et møde. Der blev forelagt et kontraktudkast, som skulle gælde for 5 år, fra 1. november 1906 til 1. november 1911. I paragraf tre hedder det »Året 1911 er perioden udløben og skulle flertallet af leverandørerne til den tid ønske, at drive andelsmejeri, er de pligtige til at overtage mejeriet til sit værd til fortsættelse af driften«. I en tilføjelse til kontraktudkastet tilføjes i paragraf 13, »Hvis Holdgård mejeri (Klode Mølle) er til salg. Til 1. november 1906, tilbyder Stauning at købe samme til kr. 4.000,00 kontant 11. december termin med alt tilbehør og inventar som der forefindes, samt udhus.
Der må intet sælges eller fraflyttes mejeriet i mellemtiden af hvad der tilhører interessentselskabet. « I mejerikredsen til Holdgård mejeri var der en del røre – uoverensstemmelse på forskellig vis mellem ledelse og leverandører. Der er ingen tvivl om, at det var denne situation, som har fostret ideen om mejeriet i Engesvang. En del af leverandørerne fra Holdgård mejeri blev tilsluttet Staunings nye mejeri.
I paragraf 6 hedder det » Mejeriejeren afholder alle udgifter til mælkekørslen og driften samt mejeriets opførelse.« Dette at blive fritaget for transport af mælk til mejeriet tiltrak en del leverandører fra Bording mejeri. På dette tidspunkt var der ikke af mejeriet i Bording etableret transportordning. Transporten ordnede landmændene indbyrdes, og det gav ofte vanskeligheder.
Stauning var en resolut mand. Da der ikke skulle søges byggetilladelse, miljøgodkendelse osv. kom der hurtig gang i byggeriet på en grund, som blev foræret af Jørgen Sørensen, som gerne ville have mejeriet til nabo. 18. august var tinglæsningen og stempling af kontrakten i orden og betalt med kr. 26,00 på Viborg stiftamtkontor, leverandørerne skulle betale halvdelen af beløbet. Stauning havde en fast murermester og skorstensbygger. De leverede også skorstene andre steder, bl.a. Silkeborg Andelssvineslagteri. Mejeriet blev monteret med delvis brugte maskiner.
Stauning, som stadig bestyrede mejeriet i Pårup, ansatte H. C. Nielsen – Snedsted – som bestyrer i Engesvang, og blev medejer af mejeriet. ( H. C. Nielsen rejste senere til Amerika, hvor han drev et omfattende mejeri/virksomhed ). I følgende skrivelse til leverandørerne, som blev udsendt fra mejeriet, har mejeriejerne knyttet nogle kommentarer vedrørende mejeriets drift. For at drive et privatmejeri er det afgørende, at service og økonomisk udbytte fuldt ud står på højde med, hvad der præsteres på andelsmejerierne, dette forhold har leverandørerne altid været opmærksomme på.
Johannes Poulsen var i besiddelse af en interessant regnskabsoversigt af mælkeproduktionen 1908 fra »Gammelskovgård«, som J. Poulsens farfar var ejer af. Af oversigten fremgår også en prissammenligning med Bording mejeri.
Som det fremgår af skrivelsen fra mejeriet, blev det en kort tid, Nielsen – Snedsted – var med i Engesvang, da han 1. maj 1997 blev afløst af Chr. Groth.
Til d. Herr. Mælkeleverandører til Engesvang Mejeri.
Vi har herved Fornøjelsen at fremsende til hver enkelt Leverandør en Genpart af den Kontrakt, som er oprettet mellem Engesvang Mejeri og dets Leverandører, og vi beder undskylde, at den først fremkommer nu. Det har været os en Glæde at vore Leverandører – så vidt vi har kunnet erfare, har været tilfreds med Mejeriets Drift, og vi er hver især taknemmelig for det Arbejde der gøres for at gøre udenforstående begribeligt, at det reelle Udbytte af Mælken ikke bliver mindre ved et Privatmejeri, som søger at tilfredsstille Folk på bedste Måde, end ved et Andelsmejeri. Som det vil være Dem bekendt flytter Mejeriets nuværende Leder og Medejer Nielsen – Snested – til Silkeborg till. Maj på Grund af, at hans omfattende Forretninger stiller så store Fordringer til hans Tid, at han ikke personlig kan lede Mejeriarbejdet. – I hans Sted overtager Mejeribestyrer Chr. Groth, Ho, pr. Varde Bestyrerpladsen som interesseret Parthaver i Foretagendet.
Han har i en lang Aarrække bestyret Ho Mejeri med stor Dygtighed, og vi er saaledes overbevist om at saavel Leverandørerne som vi vil blive tilfreds med hans Virksomhed.
Dette Bestyrerskifte forandrer saaledes ikke Forholdet mellem Leverandørerne og os, idet vi fremdeles ejer Mejeriet og indestaar for reel og prompte Behandling i enhver Henseende. Efter Kontrakten skal Leverandørerne jo betale Halvdelen af Stemplingen og Tinglæsningen af Mejerikontrakten, og ved næste Udbetaling vil vi saa tillade os af fradrage enhver Leverandør det lille Beløb i Forhold til hans Koantal, og haabe vi dermed at være i Overensstemmelse med d. Herrers Ønske.-
Engesvang Mejeri den 8. Marts 1907.
H. C. NIELSEN, SNEDSTED og I. C. STAUNING.
I 1908 oprettede Stauning mejeri i Kvissel og Vesterø på Læsø. Chr. Groth købte mejeriet i Kvissel. Engesvang mejeriet blev solgt til mejeribestyrer Lorens Rasmussen, som kom fra Thurø. Fru Rasmussen, som var forhenværende folkeskolelærer på Thurø, forestod indvejningen af mælken. Børnene måtte i en tidlig alder deltage i arbejdet på mejeriet. (En søn blev mejeribestyrer på Kjellerup andelsmejeri og senere på Struer andelsmejeri) L. Rasmussen købte en tørvemose, hvor der blev lavet tørv til brug i mejeriet. L. Rasmussens ældste søn Gunner fortæller: Min far tog mig en dag på stangen, og vi cyklede ud til en gårdmand. Jeg husker der blev snakket om tørvemose, og jeg mindes far tog en stor seddel frem fra tegnebogen, vistnok en 500 kr. seddel, som han gav til manden. Datteren, Astrid fortæller: Far havde lejet en landmand til at hente et læs brændsel i Hjøllund. Jeg var dengang 7-8 år, og fik lov at køre med på turen. Da det var ved at blive mørkt og vi ikke var kommet tilbage, blev far urolig. Han cyklede ud for at se efter os. Da han kom til Pårup, stod heste og vogn uden for kroen. Jeg sad på vognen og frøs, og jeg græd. Manden sad inden på kroen sammen med nogle andre mænd. Da blev far vred – så gik det hurtigt hjemad.
1917 rejste familien fra Engesvang. L. Rasmussen blev brugsuddeler i Truest, og mejeriet overtaget af mejeribestyrer J. C. Hansen fra Drejø, som L. Rasmussen havde et godt kendskab til. Hansen fik installeret elektrisk lys i mejeri og beboelse. Hidtil havde man brugt petroliumslygter, hvilket var en meget uhensigtsmæssig form for belysning i de mange timers morgenarbejde i mejeriet. – Den daværende 95 årige Søren Sørensen (Søren murer) har udført murerarbejde for samtlige mejeriejere, siden han i 1912 kom til Engesvang. For at mejeriet kunne fungere på normal vis, måtte arbejdet ofte udføres i aften og nattetimerne. Således også da der i 1920 skulle indmure s en ny dampkedel.
Fru Hansen fik skyld for at være en »skrap dame«, med et »vågent øje« med alt hvad der foregik i mejeriet. Søren fortæller, at hun, den aften dampkedlen blev indmuret, var i
mejeriet for at holde øje med, at der hele tiden blev bestilt noget. Hun stod og lænede sig ved en stak mursten, og pludselig faldt hun i søvn. Dette »uheld« blev der meget morskab af. Martin Jensen fortæller: Det skete, når bølgerne gik højt på mejeriet, at fru Hansens »skarpe tunge« forplantede sig helt ud til Julianehede.
Engesvang mejeri 1912
Anton Christian, Marius Peter, Carl Bjerge og Kirkholm ejede mejeriet 1925-1938. Han kom fra Horsens, hvor han var direktør for »De danske mejeriforeningers mælkeeksport«, indtil firmaet ophørte. Kirkholm var en dygtig mejerimand, men en streng herre. Tidligere kæmner i Engesvang. J. P. Sørensen, som var elev på mejeriet i 1934-36 fortæller: Det var et hårdt job. På et tidspunkt havde jeg besluttet mig for at rejse derfra, men efter en snak med Kirkholm, hvor han tilbød mig 5 kr. ekstra hver måned, fortsatte jeg uddannelsen. Vi var to elever som fik kost og logi på mejeriet, som det var skik og brug dengang. Når vi var færdige med mejeriarbejdet og havde fået et lille hvil, skulle vi arbejde i haven eller andet forefaldende arbejde. Regnskabet skulle vi ordne om aftenen på Kirkholms kontor. Det kunne ske vi faldt i søvn over tallene, så lød der et brøl fra Kirkholm, så vågnede vi op. Kl. 22.00 skulle vi gå l seng.
I 1933 blev der foretaget betydelig omforandringer og tilbygning til mejeriet. Også på det maskinelle område skete der betydelige forbedringer. Kirkholm var meget haveinteresseret, han købte jord, så det samlede areal blev over 7000 m2, som blev beplantet med frugttræer og læbælter. Kirkholm var, som retsstatsmand stærkt politisk engageret. Han holdt møder på »Stjernen« med bl.a. partiets stifter Dr. Starke som taler. Udgifterne ved disse møder blev betalt af Kirkholms egen lomme. Kirkholm var i nogle år medlem af Engesvang menighedsråd, hvor hans grundtvigske holdning ved flere lejligheder kom til udtryk.
Arne Laursen, som nu bor i Vejle, ejede mejeriet 1938-40. Han siger, at han havde en pragtfuld tid i Engesvang og satte stor pris på de mennesker, han samarbejdede med. Økonomien var ikke god for A. Laursen, indrømmer han. Han arbejdede også med tørvefabrikation i Steffen Thomsens mose (Alfr. Thomsens far). Når der var tid, blev der gravet en del trærødder op til brændsel for mejeriet. A. Laursen mener det var moseeg. Det var særdeles godt brændsel, når det blev forarbejdet, så det kunne komme i fyret. En mælkehandler med detailsalgsvogn solgte mælk fra mejeriet. Det fik en brat ende, da han pludselig begyndte at hente mælken fra mejeriet i Pårup.
Mælkehandler Henry Laursen ved mejeriet 1950
Nu købte A. Laursen en bil, som blev brugt til mælkehandlen. Det blev ingen succes med to mælkehandlere i Engesvang. Krigen og besættelsen 1940 gav yderligere vanskeligheder for mejeriet. A. Laursens far, en velkonsolideret murermester i Frederikshavn, havde penge i foretagendet. Det var ham der kontaktede Carl Johan Jensen, som overtog mejeriet efter Arne Laursen (de to havde tidligere arbejdet sammen på mejeriet »Fladstrand« Frederikshavn). Murermester Laursen købte Klode Møllegård, hvor familien A. Laursen, samt A. Laursens svigerforældre flyttede ind. Det var tæt på, at mejeriet var blevet lukket før J. Jensen kom til. Heldigvis var der nogle landmænd, som gjorde en indsats for at holde sammen på leverandørerne, så mejeriet kunne videreføres. Nabomejerierne var som altid villige til at optage leverandører fra privatmejeriet. Den loyalitet, der som regel herskede mellem andelsmejerierne indbyrdes, havde ikke gyldighed over for privatmejerier. Det blev ingen let opgave for C. J. Jensen at overtage mejeriet, som var totalt ribbet for brændsel og andre fornødne ting til den daglige drift. C. J. Jensen var ugift, da han kom til Engesvang. Jenny fra Ejstrupholm blev hans husbestyrerinde og senere hans kone. Hun blev en god medhjælper i mejeriet. Parret købte gården i »Egelund« Engesvang Krat, efter salget af mejeriet.
Carl Johan Jensen led meget af gigtfeber og var tit sengeliggende. Derfor besluttede han i efteråret 1948 at sælge mejeriet. Han foreslog leverandørerne at købe det og drive det som andelsmejeri, men dette forslag var der ikke stemning for, og mejeriet blev udbudt til salg. Efter – mange overvejelser, købte vi (Karen og Gunner Jensen) mejeriet til overtagelse 14. januar 1949. Før købet havde vi været sammen med leverandørerne til et møde på mejeriet. Vi skulle »ses an«. Jeg husker ikke meget fra mødet. Det var for os helt fremmede mennesker, vi blev konfronteret med. Dog husker jeg, efter at Carl J. Jensen havde præsenteret os for forsamlingen, følgende bemærkning fra en mand: »De ser nu da ikke helt tovlige ud« (om bemærkningen er ordret citeret tør jeg ikke stå inde for). Derefter fra en anden (vistnok P. Svinth): Man kan ikke altid skue hunden på hårene. Jeg havde engang en lille gravhund, som så uskyldig ud, men den tog naboens høns!!
Nogle dage efter, at vi havde købt mejeriet, var jeg sammen med en af andelsbevægelsens pionerer, Jens Nielsen »Godballe«, som jeg kendte fra min tid som mejerist på Bøvling mejeri, som J. Nielsen var formand for. Han gav mig følgende ord med på vejen: »Du bliver nok ikke rig, men det kan være du bliver klogere«. Han fik måske ret, men vi fik mange gode år på mejeriet, og vi havde et godt forhold til de mennesker, vi samarbejdede med.
Da vi overtog mejeriet, var det godt organiseret med detailsalgsvogn, som Henry Laursen kørte i Engesvang og Moselund. Fem vogne samlede mælk ind fra ca. 70 leverandører, som var tilsluttet mejeriet. – Charles Nielsen, Krattet 17 mødte kl. 6.30. med det første og største læs, hvoraf en del skulle behandles til konsumsalg. Charles Nielsen var godt kørende med et par raske og velplejede heste. Når vognen med mælkespandene var kørt til perronen, blev hestene sat på stald hvor de fik det foder som var medbragt i en pose. Når sødmælken var indvejet og spandene med skummetmælk var læsset på vognen, blev hestene igen spændt for, og der blev plads til næste vogn. Andre kuske fra 1949 var: Svend Kjærgård, Firhuse 29 (nu cykelhandler i Bording). Marius Stensbjerg, Viborgvej 42 (M. Stensbjergs kone Hilda, var en trofast afløser på mælkevognen, når M. Stensbjerg undertiden havde andet arbejde). Fr. Danielsen, Viborgvej 55 og Søren Hjort, Hørbylundevej 1. (hvor P. Højholt nu bor). I øvrigt har følgende kørt mælk til mejeriet i flere år: Carlo Kousgård. Søren Sørensen (Søren sømand) Helfred og Verner Willemann. Alfr. Højland og Henry Jacobsen. – I 1960erne, da flere leverandører satte køerne ud og fandt bedre lønnet arbejde i industrien, blev der anskaffet en lastbil. Med den indsamlede Henry Jacobsen og senere Knud Jensen mælken til mejeriet. For alle de her nævnte gælder, at de var hjælpsomme og gode samarbejdspartnere. Før lastbilen blev anskaffet, var der årlig licitation over mælkekørslen. Det foregik på mejeriet og blev imødeset med spænding, ikke mindst af mejeriejeren. Ofte kunne det beløb, en mælketur kunne indbringe, være et nødvendig supplement til en mindre ejendoms økonomi.
Jeg mindes en dag at en ejendomshandler kom ind på mejeriet sammen med en ung mand, som stod for at købe en ejendom. De ville forhøre, om der var mulighed for mælketur, da en sådan ekstraindtægt var afgørende for at realisere handlen. Ved disse licitationer kunne der opstå pinlige situationer, når flere var interesseret i samme tur og bød hinanden ned. Så kunne det ske, at et godt venskab for en tid kunne få et knæk. Var der ikke mere end et bud på en tur, var det ofte til en pris, som ikke kunne accepteres. I sådanne tilfælde måtte der skriftlig licitation til. Dette var bl.a. tilfældet i 1910. Der var bekostninger på mejeriet, som ikke kunne udsættes ret længe, bl.a. ny skorsten. Det stod klart for os før købet. En dag kom fabriksinspektør Stenninge på besøg i tjenstemedfør. Med en streng mine mødte han mig med følgende replik: Jeg forlanger en erklæring fra en skorstenssagkyndig, at skorstenen er i forsvarlig stand – ellers er den kasseret. Der var ingen anden udvej end en ny skorsten. Jeg lavede aftale med en skorstensbygger i Herning. Den gamle skorsten blev væltet, og næste dag var der så meget ny skorsten, at vi kunne fyre.
Centrifuge og smørkærne blev udskiftet tre gange. De første kærner var af træ, den sidste, en stålkærne er nu installeret på Eberharts pølsefabrik i Engesvang. I øvrigt er alt inventar udskiftet i de år, vi har kørt mejeriet. Det var altid spændende at få installeret et apparat eller en maskine; om det nu virkede efter hensigten, da det som regel var brugte ting. Smedemester Johan Hesel og Murermester Søren Sørensen er jeg meget taknemlig for deres medvirken ved monteringsarbejdet, som ofte strakte sig ud på de små timer, når tingene skulle gøres færdige til næste morgen.
Mejeriet i 1955 med Krat-bakken i baggrunden
Dampmaskinen blev i 1950 udskiftet med en 10 HK. el-motor, som senere blev udskiftet til det, som kaldes enkeltmotor drift. Pladsen hvor dampmaskinen stod, blev indrettet til kølerum, og ny kølemaskine blev anskaffet. Dampkedlen blev udskiftet og blev påmonteret oliefyr i 1958, som blev en lettelse arbejdsmæssig. Med en oliepris på 160-180 kr. pr. ton, var der også god økonomi i investeringen. Rationalisering og fusionering i 1950erne og 60erne medførte, at mange mejerier blev overflødige. Den situation gav mig mulighed for at købe gode brugte maskiner og andet inventar til små priser. Denne mulighed udnyttede jeg i rigt mål. Det blev til mange spændende ture rundt i landet, når tingene skulle beses, og der skulle handles.
Disse ture bragte mig i forbindelse med mange mennesker med tilknytning til mejeribranchen. Tit var det tunge skæbner for disse mennesker, når det var bestemt, at mejeriet skulle lukke, og en familie pludselig stod for at skulle flytte fra det sted, som havde været deres hjem og arbejdsplads i mange år. I lighed med andelsmejerierne har mejeriet i Engesvang også været formidler af forskellige fællesaktiviteter. I 1907 foreslog Stauning og Nielsen – Snedsted Egnens landmænd at danne et fælles indkøb af foderstoffer med mejeriet som mellemled. Forslaget var der ikke interesse for. Efter den varme og regnfattige sommer 1947 var der katastrofal mangel på foder, især her på de sandede jorder. Vinteren derefter blev der af daværende mejeriejer C. J. Jensen formidlet halmindkøb fra Fyn og Sjælland. Halmen kom med jernbane til Engesvang station, hvorfra den blev fordelt til de landmænd, som ønskede at købe. Bekæmpelse af kvægtuberkulose, mastitis og fluer har også været foranstaltet med mejeriet som mellemled. Mund- og klovesygeforsikring har også været på tale, men vandt ikke tilslutning.
Kartoffelkogning har også været udført på mejeriet. Til at begynde med foregik kogningen i en kassevogn. Et perforeret jernrør blev ført ind gennem bagsmækken langs vognens bund, og der blev ført damp til. Senere blev der opsat en cylindrisk beholder, hvor kartoflerne blev læsset i. Kogningen varede 45-50 minutter, og så blev vognen kørt under beholderen og de kogte kartofler blev lukket ud. 1959 blev der anskaffet et kogeanlæg med vaskemaskine og transportør. Kartoffelkogning blev ikke til en fortjeneste, som stod i forhold til omkostninger og arbejdsindsats, men en service for leverandørerne. Kartoffelkogning ved mejerierne blev af hygiejniske grunde forbudt i 1969.
Kartoffelkogning, med genbogrengen på kogeren
Konsummælkesalget har der for mejeriets vedkommende været satset mere eller mindre på gennem årene. For vores vedkommende var denne gren af mejerivirksomheden af væsentlig betydning. I vores første tid på mejeriet var det kun en lille del af sødmælken, der solgtes som flaskemælk, medens hovedparten samt kærnemælk, skummetmælk og fløde solgtes i løs mål. Spande med »hane« var placeret i den lukkede mælkevogn med hanerne ud gennem vognsiderne. Fra hanerne af tappede mælkemanden de flydende varer ud i justerede mål af forskellig størrelse.
1-2-5 og 10 dl, alt efter hvilke kvantum kunden ønskede. I kolde vintre var det nødvendig med en spand varmt vand i vognen, til optøning af hanerne. Efterhånden blev al mælk og fløde distribueret på flasker. Det ret primitive udstyr til flaskevask og flaskefyldning på mejeriet var udskiftet med mere avanceret udstyr. Nogle år havde vi leverancen af mejeriprodukter til civil værnepligt »Kompedallejren«.
En ny mælkelov vedr. konsum mælkeprodukter gjorde det umuligt for mindre mejerier at honorere de krav, myndighederne stillede, f.eks. særskilte lokaler og apparatur til behandling af konsummælksprodukter. Det var også i disse år, mælkeflasken gled ud af billedet og blev erstattet med engangsemballage, plastposer og papkartoner.
Derfor valgte vi at samarbejde med det private mejeri i Alderslyst.
Derfra blev leveret varer til vores konsumsalg. Til gengæld kunne vi fra Engesvang mejeri supplere mejeriet i Alderslyst med skummetmælk og smør.
Ved indvejningsvægten, Gunner Jensen med forh. sognef. Hans Chr. Kristensen, – som var den sidste medhjælper på mejeriet
Da udviklingen vedrørende mejeridrift, såvel som på andre områder, gik i retning mod større enheder, indså vi, at der ikke i fremtiden ville være basis for mejeriets fortsatte drift, og vi traf den beslutning at standse driften i slutningen af 1971, en beslutning som fuldt ud var vores egen. Vi var i den heldige situation at være ejer af boligen og derfor ikke skulle flytte fra stedet. Ostesalget var i alle årene en lille del af mejeriets omsætning. Da driften standsede, blev ostesalget udvidet og fik et omfang, som vi ikke havde anet. Det blev for os gode år med ostesalg, som bragte os i kontakt med mange rare mennesker. En epoke for os på Engesvang mejeri fik sin afslutning, da vi efter ca. 40 år på stedet flyttede derfra. Nogle effekter fra mejeriet er flyttet til økomuseet »Nyvang« ved Holbæk, hvor de indgår i et mejeri, som etableres der.
Gunner Jensens sidste arbejdsdag i oste-butikken den 3. dec. 1988
Gunner Jensen fremstiller smør i lille skala på Klosterl.Museum ved Julemarkedet, – dec. 2006
Engesvang mejeri 2006