Tjenestedreng på Klosterlund
erindringer ved Ejner Arne Pedersen, (Post) Moselund.
Siden gården Klosterlund har fået status som museum og børneinstitution og stedet igen summer af aktivitet, så hænder det, at der dukker folk op som kan fortælle om livet på gården førhen. Da vi holdt Kildemarked i 1998, kom der et par stykker, og dem lokkede vi til at fortælle lidt til båndoptageren.
Den ene af dem var Ejner ”post”. Post har han nu aldrig været, men hans far ernærede sig ved at gå post fra Engesvang Station. Han hedder da også rigtigt Ejner Pedersen. Han er født den 1. august 1929 på Fundervej i Moselund, faktisk i det hus Stig Skovbo bor nu (Fundervej 80). Der flyttede hans forældre til i 1929, da havde faderen fået arbejde som landpost på Pårup ruten, der dengang omfattede Moselund og Hørbylunde, helt ud hvor Per Højholt boede, (Hørbylundevej 1) op over Vester Pårup og Engesvang Krat.
Om sommeren foregik den daglige tur på cykel. Det var overkommeligt, men værre var det om vinteren i sne og sjap, hvor ruten måtte tilbagelægges til fods.
Ejner hører til i den sidste ende af en søskendeflok på 9, der kom til verden over 25 år, hvor den ældste blev født i 1912 og den yngste i 1937, han blev konfirmeret den 3. oktober 1943 i Engesvang Kirke. Det var den sidste efterårskonfirmation der blev holdt, for Pastor Laumann ville ikke holde 2 konfirmationer om året. Men Ejners far og en anden havde holdt meget hårdt på, at der skulle være efterårskonfirmation, for så havde børnene jo selv tjent lidt penge i tørvene til konfirmationstøjet.
Efter konfirmationen skulle Ejner ud at tjene. Faderen havde fra en anden post hørt, at de manglede en dreng hos Martin Ankersen på Klosterlund, men inden de tog derover, lovede han dog, at det kun skulle være for vinteren, så Ejner kunne komme hjem til foråret og få arbejde i tørvemosen. ”At far gik med til det, var nu nok fordi mor var død året før, vi tre yngste drenge i flokken blev vist lidt mere forkælet end de andre”, fortæller Ejner.
Den 1. november 1943 kom Ejner så som 14 årig til Klosterlund som tjenestedreng, for en løn af 350,00 kr for vinteren. Den vinter var de kun 2 drenge til at passe landbruget på Klosterlund. Foruden Ejner var der en dreng fra Kragelund, som hed Jørgen. ”Bette Jørn Ølletæer” kaldte de andre børn fra Kragelund ham, han havde nemlig 11 tæer. Foruden drengene var der også en tjenestepige og så de to gamle.
Det var lige omkring den tid, hvor landbruget gik over til rene besætninger for at få kvægtuberkulosen udryddet, og derfor stod kostalden næsten tom. Der var kun 2 køer tilbage i en boks i den ene ende af stalden. Martin Ankersen begyndte så at købe rødbroget korthorns kvier, men drengene havde jo kun de to køer at malke. Ovre i hestestalden var der 4 heste. Nogle af båsene står der i øvrigt endnu. I den første bås, der hvor man gik om i fodergangen, stod der en blåskimmel, det er den hest Ejner bedst husker. De gamle turde ikke lade drengene køre med hestene, men hver dag vinteren igennem fik de dog lov til at lukke hestene ud en af gangen, så de kunne få noget motion. Hestene rendte så en tur rundt om hestestalden og ind i gården. Blåskimmel kunne selv lukke sig ind i stalden igen, og det undrede de sig længe over, indtil de opdagede, at hesten selv tog ringen i munden og drejede klinken op i svinestalden (smedjen). På den anden side af vejen var der kun 4 fedsvin den vinter. Resten stod tomt, også karlekammeret ovenpå, hvor Ejner kom til at bo, da han senere kom til at tjene på gården igen.
Drengenes arbejdsdag på Klosterlund
Det første år Ejner var der, havde han ikke noget ur, så han ved faktisk ikke hvad tid de stod op, men det var ret tidligt. Morgenarbejdet bestod først og fremmest i at malke de 2 køer, fodre dem og kvierne, og så skulle der muges ud i kostalden. Imens ordnede Jørgen hestene, fodrede dem og mugede ud, og der var faktisk langt om til mødningspladsen ved vejen. Når morgenarbejdet var færdigt, gik de ind og fik morgenkaffe.
Så skulle der skæres hakkelse til hestene, ind i mellem skulle der også tærskes korn, men det var han lidt en sær en til, Martin Ankresen. Ovre i laden stod der et helt nyt tærskeværk, men den måtte ikke blive brugt, nej han havde en hel anden ide. Nede i Mosehuset boede der et gammelt par, der hed Rasmus og Mine, ”Den Rasmus” blev han gerne kaldt, så når der skulle tærskes blev der sendt bud efter ham. Ovre i laden var der et helt gulv med rug, og det skulle ”Den Rasmus” og drengene så tærske med plejl, lidt af en sjov forestilling, når der nu stod et nyt tærskeværk ved siden af.
Andre dage blev drengene sendt over i laden for at hugge generatortræ. Det var egetræ i meterstykker som skulle saves og kløves. Martin Ankersen havde en sort lastbil, vist nok en Ford, og den var der kakkelovn på (gasgenerator). Det var nu lidt sjovt med den bil, for Martin Ankersen kørte ofte til Kragelund og ind imellem helt til Silkeborg. Så fik Jørgen besked på at hente lastbilen om på gårdspladsen og fyre godt op, så der blev lavet gas på den. Men inden Martin kørte, så kom han med en dunk benzin, som han hældte på. Så selv om generatoren røg nok så lystig, så var det nu altid benzin han kørte på. Hvordan han så har fået fat i benzinen, melder historien ikke noget om.
En dag, hvor Martin Ankersen havde fået bilen gjort klar og var kommet afsted til Silkeborg, vendte han meget hurtigt tilbage igen. På den tid var der jo meget få biler på vejene, men ovre ved Hørbylunde havde der været helt fyldt med biler, og Martin kunne da fortælle, at man havde fundet Kaj Munk derovre.
Oftest var Martin Ankersen noget ”vranten”, han ville gerne skælde de to drenge ud, og som regel sagde han, ”I bliver aldrig andet end et par moseknejte”
En anden dag blev drengene sendt op hvor campingpladsen nu er, de skulle grave en stor grube, 3-4 meter lang og 1 meter bred, og så skulle den endda være ret dyb. Det var en anden af Martins særheder. Han havde det altid med at sige ”der bliver ikke Ravns pik tilbage” (ikke fugls føde), når tyskerne rejste herfra. Og gruben var da også beregnet til at gemme sengetøj og andre værdifulde ting i, når tyskerne engang rejste. Drengene fik da også begyndt på gruben, men det var vist Valdemar Ankersen fra Engesvang, der gjorde den færdig. Valdemar var arbejdsmand, han var gift med Gine, og han kom ofte, når der skulle laves et eller andet ekstra, bl.a. gravede han hele vejen ud, der nu fører op til campingpladsen. Det var i øvrigt også Valdemar der arvede Martin Ankersens bil, endnu en af hans særheder, den skulle nemlig ikke tilfalde hans oprindelige arvinger. Det var en helt ny personbil, han havde købt den lige før krigen. En højrestyret Ford, men den havde jo stået klodset op i garagen under det store asketræ, under hele krigen.
Når aftenarbejdet i stalden var overstået og de havde spist, sad både de gamle, drengene og tjenestepigen oppe i havestuen, når ellers de var hjemme om aftenen. De lavede ikke noget særligt, sad og snakkede, spillede brætspil, røg pibe og hørte radio. Der var et hørespil i radioen en gang om ugen, det fulgte de altid med i.
Martin kaldet altid sin kone KALINE, selv om hun egentlig hed Karoline. Han var nu heller ikke altid lige god ved hende. Karoline kunne i dagens løb godt finde på at drikke ting, der var stærkere end både vand og kaffe, og når de så sad der om aftenen, blev hun altid meget træt og faldt i søvn. Så havde Martin en nål, som han gav hende en prik med så hun gav et vældigt spjæt og vågnede op – det var nu synd.
Ejner mindes ikke at de fik kaffe om aftenen. Men de fik et æble. De havde jo selv æbletræer oppe hvor campingpladsen nu er, og så de store gamle ”flaskeæbler” omme bag ved gården.
De to gamle var såmænd rare nok ved os drenge, mindes Ejner. På et tidspunkt mente Karoline, at hans bukser var blevet for ”simple”, der var slidt store huller i dem. Karoline fandt et par af Martins gamle bukser til ham, det var også godt nok, men Ejner var jo lang og bukserne stumpede midt på skinnebenet, til gengæld kunne de så nå to gange rundt om ham. Ejner fik dog siden hen andre bukser, han købte et par af en Tysk soldat, som manglede penge. Om søndagen sørgede Karoline altid for at vi fik tændstikker til vores piber, det var en af de ting det også kneb med under krigen. Enhver rask dreng røg pibe dengang, når ellers der var tobak at få, og det var ikke noget problem på Klosterlund, for Martin havde dansk tobak, noget som han selv dyrkede. Det havde nu vist været muggent, for det smagte forfærdeligt.
En desertør
Martin kunne ind imellem godt lide at fortælle, og en aften hvor vi sad og spiste grønkålssuppe, mindedes han pludselig de russiske flygtninge, der kom herop under 1. verdenskrig. Når flygtningene kom ind og kunne lugte kålsuppen, græd de, så de må have kendt det hjemmefra. Vi fik også besked på, at hvis der kom nogle tyske desertører til gården, så måtte vi godt gå i spisekammeret efter mad til dem, men vi skulle ikke sige noget til de gamle om det, det var rarest at de ikke viste noget. Og en aften i 1944 kom der vitterlig en desertør til gården.
Det var godt hen på aftenen, Ejner skulle en tur ud, nok for at fodre hestene til nat. Det var bælgmørkt, der var ingen lys på gårdspladsen og han var helt blændet af lyset fra stuen. Ude på trappen stod der en mand og stak til ham med et eller andet, som han altså ikke kunne se, hvad var. Det gik da op for Ejner, at det måtte være en desertør, og han fik fat i den anden dreng, Jørgen, desertøren skulle have noget at spise, og han skulle have det bedste som drengene vidste, så i spisekammeret skar de nogle store humpler franskbrød, og de lavede de lækreste honningmellemmader, og så fik han mælk til – i dag kan Ejner godt se, at han nok havde haft bedre af noget rugbrød. De tog ham med over i kostalden, hvor hans tøj blev hængt til tørre. Han havde en 9 millimeter pistol, som var ladt. Han tog magasinet ud af den og viste pistolen til drengene, der i allerhøjeste grad var imponeret af våbnet. De forstod ikke tysk, men alligevel blev der snakket, og Ejner mindes ikke at de havde problemer med at forstå hinanden.
Desertøren sov i høet i kostalden den nat og gik derfra næste morgen. Det var nok lidt tankeløst at lade ham sove i kostalden, hvis tyskerne var kommet for at lede efter ham, men det gjorde de heldigvis ikke. Og dog 2 dage senere kom der en tysk motorcykel med sidevogn, tre mand stærk, de holdt ind ved gården og gik hen til døren, men de kørte da igen. Ejner var nervøs, hans samvittighed havde det skidt, og han spurgte straks Karoline ”hvad sagde de” De ville købe æg, men jeg sagde, at vi ingen havde”, lød svaret.
Da vinteren var gået, flyttede Ejner den 1. maj 1944 hjem vil faderen, og som lovet fik han arbejde i tørvemosen den sommer. Den 1. april fæstede Martin Ankersen så en voksen karl, det var Børge ”Spillemand” eller Nielsen som han egentlig hed, han havde tjent på gården før. Martin og Børge kom ikke altid lige godt ud af det med hinanden.
Oplevelser fra krigen
Inden Ejner begyndte på Klosterlund, opholdt drengene sig i fritiden næsten altid på og omkring stationerne i Engesvang og Moselund, for der skete altid noget. Først på aftenen kom tyskerne oppe fra Hørbylunde ned til stationen i Engesvang for at hente feltpost. Der kom en rejsende med toget hver aften og stak feltposten ud til dem. Drengene snakkede af og til med tyskerne, og nogle af dem kendte de ligefrem ved navn.
Ejners fars postrute gik også op til tyskerlejren i Hørbylunde, han havde også post med til dem, men det var nok mest soldaternes private post. Breve hjemmefra var vældig populære blandt de tyske soldater, så der falde ofte en cigar af til posten, og den var kærkommen i en tid, hvor tobak næsten var umulig at skaffe.
I dag er det svært at forstå, hvordan der så ud omkring Hørbylunde og Kirkehøje under krigen. Der var jo næsten ingen træer dengang og de der arbejdede i tørvemosen kunne jo næsten følge med i, hvad der foregik deroppe. I hvert fald da tyskerne rejste det store radiotårn, som man sagde var 100 alen eller 63meter højt. De rejste tårnet ved at sætte store bukke under, men det første tårn knækkede sammen lige inden de havde fået det helt op. Det næste tårn fik de helt op at stå. Det var en efterårsdag, hvor det stormede en del og lige som de havde fået det rejst gik der slyng i tårnet og også det væltede. Men det tredje tårn, der blev rejst, blev stående.
De store betonfundamenter som tårnet blev rejst på findes stadig i området oppe ved Kirkehøje, ligesom betonfundamenterne til bardunerne. Der findes også mange af tyskernes skytte- eller løbegrave i området. I starten var området helt åbent og posten kunne gå lige tværs igennem, men på et tidspunkt blev der spærret af med et hegn omkring, og der blev lavet minefelt rundt om, så efter den tid måtte posten pænt blive stående nede ved lågen og vente.
Den dag de engelske fly angreb toget på Engesvang og Moselund stationer var Ejner sammen med sin far på vej hjem fra mosen til middag. Lige som de var kommet hjem kunne de høre flyverne, de lød anderledes end de tyske fly, så de blev stående for at se, hvad det var. Pludselig dukkede de op. De kom faktisk i den linie som højspændingen har nu og med retning mod tyskertårnet ved Kirkehøje. Lige da flyverne var over de undrende tilskuere, bøjede det yderste højre fly af og skød ned over toget, der rangerede i Engesvang. Der kom ild ud under vingerne på flyet. Det ramte også lokomotivet. Det var lige ved Lund Kidmoses mark, hvor der også blev skudt ledninger over. Ejner startede afsted med det samme, han havde set, at der faldt noget fra flyvemaskinen, det var et 20 millimeter hylster fra maskingeværet. De lå samlet med bøjler i en stribe ud over marken. Der var to der samlede hylstre op, Ejner og ”Wolle” Ole Storgård, der også var interesseret i messing. Ejner fik samlet et langt bånd af messing hylstre. Dem solgte han for nogle cigaretter til en af de gamle i Moselund, som skulle bruge messing i bytte for at få sig en frugttræs sprøjte. Næsten alt havde handels- eller bytteværdi dengang. Ejner har i øvrigt stadig to hylstre tilbage som en lille erindring.
Tilbage på Klosterlund som tjenestekarl.
Efter at Ejner den sommer havde arbejdet i tørvene, spurgte Martin Ankersen, om han ikke ville derover igen. Han fik pladsen, i første omgang for et år fra november 1944 til november 1945. Det år tjente Ejner sammen med en af Robert Kirkegårds piger, hun hed Signe, hun var en rigtig lille drilagtig en. De to gamle kunne så godt lide, når de sad og spillede brætspil om aftenen. Men i dam kunne Signe altså vinde over Ejner hver eneste gang, og det irriterede ham ud over alle grænser. Den eneste tid, hvor Ejner kunne få lov til at vinde, var i jagtsæsonen, når der skulle flåes harer. De gamle havde jo harerne til at hænge alt for længe, og så gik der jo maddiker i dem. Den situation kunne Signe slet ikke klare, hun var nødt til at alliere sig med Ejner for at få harerne gjort i stand. Så i jagtsæsonen var det Ejner, der havde overtaget i damspillet.
Gamle Søren Kårr fra Kragelund kom gerne til Klosterlund for at klippe kreaturerne, når de skulle på stald om vinteren. Det gjorde han også i 1944. han havde en hånddreven klippemaskine, som Ejner skulle trække, og det skulle gå med en ganske bestemt fart for at den gamle var tilfreds. Når Søren Kårr var der, så skulle de altid have grønkålssuppe. Men der var jo altså bare det med grønkålssuppe på Klosterlund – hvert efterår blev der slagtet et får og to lam og det meste blev da også både saltet og røget. Men noget af kødet fik lov til at hænge helt hen omkring den tid, hvor der skulle slagtes igen. Så kom der sådan nogle springere inde ved benet, det vil sige små dyr, der sad i 1000-vis. Når der så blev kogt grønkålssuppe på sådanne stykker gammelt fårekød, så svulmede de små dyr op og lagde sig oven på suppen. Suppen har selvfølgelig ikke fejlet noget, forlyder det fra Ejner, for når det var kogt, så var alle bakterier jo slået ihjel og springerne har jo egentlig nok været det rene kraftfoder, men alligevel sad folkene og forsøgte at undgå de små dyr ovenpå suppen. Men Søren Kårr, han smaskede suppen i sig og sagde: ” Uha Karoline, der er nu ingen steder man får sådan en grønkålssuppe som her ude ved dig”. Men Signe kunne slet ikke klare, når kålsuppen kom til at se sådan ud, så græd hun altid.
Tjenestefolkene på Klosterlund havde ikke noget med Martin Ankersens tørveværker at gøre, de skulle passe landbruget. Der var dog et par af hestene som til daglig arbejdede på værket.
Da de nåede til november 1945 lod Ejner sig fæste for et år mere, men da de kom til den 1. april 1946 overtog Hedeselskabet driften af Klosterlund, og de to gamle flyttede op i det nybyggede hus, hvor der nu er campingplads. Under Hedeselskabets ledelse blev der ansat en fodermester og Ejner blev 2. karl, men da havde de også 12-16 køer og stadig de 4 heste. Hver aften, når fodermesteren havde malket, bragte Ejner mælk op i huset til Karoline og Martin Ankersen.
Ejner var hos Hedeselskabet frem til 1. november 1946, hvorefter han en tid rejste helt væk fra egnen.
Her hvor Ejner næsten er færdig med at fortælle om sine oplevelser på Klosterlund, får vi pludselig besøg af en anden som også har en fortid her, om ikke på selve gården så i hvert fald ved Martin Ankersens tørveværk, det er Eberhart fra Engesvang. Han og broderen Johannes passede som 7 og 8 årig i 1938 leddene ved tørvebanen, der gik over Kragelundvejen til Martins tørveværk. Martin hentede dem i Kragelund hver dag, så var det bare ind i bilen og her over. De skiftedes til at passe ledet, de gik jo kun i skole hver anden dag så det passede udmærket. Lønnen var en kroner til dem hver.
Snakken tager lidt en drejning, de to, Eberhart og Ejner, husker mange ting i fællesskab og vi kommer langt omkring i både moser og tørvefabrikanter som ”Rasmus Mannepenge” og mange, mange flere. Men lad os lige få en ende på deres fortællinger om Martin og Karoline først, og så gemme resten af fortællingerne til en anden gang.
De sidste år Martin Ankersen levede kom Eberhart derud 2 gange ugentlig med slagtervogn på landtur. Det var i huset oppe hvor campingpladsen nu er. Eberhart ringede altid til købmanden så Martin også fik varer derfra. Han havde det nu ikke så godt dengang, fortæller Eberhart, han følte ligesom, at alle var efter ham. Han havde på fornemmelsen, at der blev spændt tråd for hans vinduer og at der sad nogle og filede på dem, det var i hvert fald den slags ting Martin fortalte om.
Huset deroppe var indrettet med 2 lejligheder, til den ene side boede Martin og Karoline til den anden side Martins broder og svigerinde. De var to brødre der var gift med to søstre. Familieforholdene har måske ikke været det allerkærligste, Martin beklagede sig i hvert fald altid over, at svigerinden stod og lyttede ved køkkendøren, og til sidst fik han et gardin hængt for døren, så hun ikke kunne kigge ind af nøglehullet.
Rasmus Skrædder eller Rasmus Spillemand som han også blev kaldt, var ofte ude at besøge Martin, de sidste år han levede. Rasmus havde en musikforretning på Vestergade i Silkeborg, men han solgte nu vist aldrig nogle instrumenter, vinduerne var altid helt brune, så det var begrænset hvor meget lys der slap gennem dem. Men når Eberhart kom med slagtervognen stod Rasmus ofte ude på trappen og udbrød: ”Vil du ikke give Martins hund for 10 øre leverpostej”. ”Nej jeg vil ej, for Martin har lige købt for 2 kr. til den”. Hva hår han”. Rasmus var meget nærig, og at Martin sølede så mange penge væk til hunden var ham uforståeligt. Han var vist fætter til Karoline, og hans mange besøg hos Martin blev af nogle tillagt den lille chance, der måske var for at arve. Men nej, Martin Ankersen gav nu ikke bare lige noget væk.
Renskrevet i 2018 af Ejvind Lassen