Tysker Tårnet
Af Freddy Boysen, Engesvang Lokalhistorisk arkiv
Når man kører fra Pårup, ad a13 mod Viborg og drejer ind af Pårup Hedevej, så ender man ved Kirkehøje på Pårup Hede. I dag er det plantage, men under krigen var der stort set ikke et træ i området. At oltidshøjene her kaldes Kirkehøje, skyldes formentligt at de ligger lige op af den gamle kirkevej der gik fra Pårup til Funder Kirke. Pårup hørte til Funder Kirkesogn til 1897, da Engesvang sogn oprettedes.
Når man færdedes i området ved Kirkehøje, kommer man nemt til at undres over nogle store betonfundamenter, det er de synlige rester af ”Tysker Tårnet”. Under den tyske besættelse 1940-45 opførte besættelsesmagten et 72 m. højt tårn ved højene, der selvfølgelig blev kaldt ”Tyskertårnet”.
Tårnet opførtes ca. 1941 sammen med en barak til de tyske tropper, der bevogtede og betjente de funktioner som tårnet var beregnet til.
En tidligere nabo til tårnet, Jørgen Jørgensen, Engesvang, fortæller, at vagtmandskabet bestod af ca. 12 mand og en kommandant. Det var ofte soldater der rekreerede efter ophold ved Østfronten. Ved siden af selve tårnet var der et mindre tårn, hvor der var anbragt lyskastere, som trådte i funktion, når der skete overflyvninger af de allieredes maskiner. Når disse maskiner blev indfanget af lyset kunne de beskydes fra flyvepladsen ved Karup.
Tårnet havde funktion som lyttepost, så de allieredes flyvere kunne lokaliseres, når de nærmede sig.
Da tårnet skulle rejses, kunne arbejderne i tørvemosen følge med i hvad der foregik, for dengang var der frit udsyn op til Kirkehøje. Tyskerne rejste tårnet ved at sætte store bukke under, men da de næsten havde tårnet helt oppe, knækkede det sammen, og det forlyder at de tyske soldater måtte springe for livet, idet tårnet faldt på det sted hvor de havde stået. Først ved tredje forsøg lykkedes det at få rejst tårnet.
Tårnet væltede også senere, fordi bardunerne, der holdt tårnet, var rustet over. Rygterne vil vide at årsagen var sabotage på fabrikken i Holland, hvor de stålwirer der blev brugt til barduner var fremstillet.
I starten var området helt åbent og posten kunne gå lige igennem, men på et tidspunkt blev det spæret af med et hegn af pigtråd omkring, og der blev lavet minefelter, så efter den tid måtte posten pænt blive stående nede ved lågen og vente. Postvæsnet besørgede også breve til lejren, men det var hovedsageligt soldaternes private post. Breve hjemmefra var vældig populære hos de tyske soldater, så der faldt ofte en cigar af til posten, og det var kærkommen i en tid hvor tobak var næsten umuligt at skaffe. Feltposten til lejren, blev hver aften hentet på Engesvang Station, hvor en rejsende ordonnans stak posten ud af toget, til de ventende soldater.
Forholdet mellem soldaterne og lokalbefolkningen var ret afslappet, bortset fra en episode hen mod slutningen af besættelsen, da landmanden, der var pålagt at levere vand til soldaterne, modtog et trusselsbrev med tegning af pistol og ligkiste, han bad derfor om at blive fritaget for dette. Den tyske kommandant gav der efter ordre til at de forskellige naboer til tårnet skulle levere vand på skift, så pligten gik på omgang. Det kom også i gang, men kort tid efter overtog tyskerne selv transporten af vand, som blev hentet på mejeriet.
Efter krigen blev området ryddet for miner, flere af egnens landmænd har oplevet de store drøn det gav, da minerne blev sprængt. De synlige minder er i dag beton fundamenterne, og de mange løbegange som tyske soldater anlagde rundt ved Kirkehøje.
Det 72 meter høje tårn på Pårup Mark, kaldet Tyskertårnet blev under besættelsestiden brugt som lyttetårn. På billedet ses en mandskabsbarak og en lyskaster. Billedet er taget efter befrielsen, og man er lige begyndt nedtagningen af tårnet. Lyskasteren til højre i billedet var så kraftig, at det blev lyst som om dagen, når den var i brug. Det blev sagt, at man ved lysskæret kunne sidde og læse avis i Karup, 25 km. derfra. Efter krigen blev tårnet, pigtrådsafspærringen og minefeltet fjernet, men fundamentet er stadig intakt og kan findes af stedkendte.
Kommentar til Tyskertårnet! 2008
Det anlæg som der beskrives som tysketårnet er et anlæg som jeg har undersøgt og arbejdet med en del år, derfor vil jeg blot fortælle at den høje mast på Kirkehøj ikke var en tysk lyttepost men en radioforstærkerstation, en såkaldt Richtfunkverbindung. Der var cirka 20 sådanne stationer i Danmark under besættelsen. Radiotransmissionen forgik på en meget høj frekvens og radiostrålen var meget retningsbestemt, således at den var svær at aflytte og forstyrre.
I dag vil vi kalde det et radiokædetårn.
Jeg vedhæfter et kort over stationerne så du kan se hvordan de var forbundet.
Med venlig hilsen
Erik Steinmann
Roskilde
Formand for Egnshistorisk Forening for Gundsø
————————————————————————————————————-
Forhekset fiskeri i Bøllingsø
Den tilisede Bølling Sø, set fra Kragelundvejen 2005
Før Bølling Sø blev udtørret, blev der stanget en hel del ål i den om vinteren. Anders Nebels kone i Kragelund, Ma Urgård hed hun, pissede på hendes mands lyster, (fangstredskab) førend han om morgenen drog af sted, og så kunne den stange alle de ål, der kom for. Men intet menneske måtte gå over lystetet, for så ville det gå dem ilde, og folk, som var kendt med det, skyede også lysteret som alt ondt. Anders Nebel kom hver gang hjem med alle de ål han kunne drage, medens naboerne kom tomhændede. Ma Urgård gik også med klæde for panden, hvilket man anså for heksenes kendetegn.
Optegnet efter Jens Jensen, Refshale
Kilde: Evald Tang Kristensen, Danske sagn som de har lydt i folkemunde, 1928 – bind 6, side 166. stk. 382.
Freddy Boysen
————————————————————————————————————-
Klosterlundgården ca. 1895 med familien Anchersen. De to piger til højre var sypiger, der gik fra gård til gård og syede, ifølge Martin Anchersens oplysninger. Stuehuset på billedet, ligger der hvor der i dag er hestestald og fodermesterbolig.
Spøgeri på Klosterlund
Oppe i den ene af gæstekamrene i Klosterlund, skal det nok ikke være rigtig fat, og ingen tør ligge der om natten. En gammel mand der hed Niels Mikkelsen, lå der en nat, og da vågnede han og så kammeret oplyst. Ved bordet sad den gamle sognefoged Anker med en masse papirer og dokumenter foran sig og sad og skrev. Han var nu død for flere år siden. Niels Mikkelsen lå nu i lang tid og så på det her, og han kunne høre hvordan pennen skrattede på papiret, og hvordan skikkelsen tog linealen og slog streger. Men så blev det mere og mere mørkt i kammeret, og til sidst blev det helt bælgmørkt. Når man siden spurgte den gamle om han ikke havde drømt, eller han selv havde digtet det, svarede han: ”Tror i te en gammel mand, der snart skal stå for Guds domstol, kunne finde på at sige sådanne en løgn, det ville jo være at spotte med både Gud og mennesker”.
(Optegnet efter Jens Jensen, Refshale)
Kilde: Evald Tang Kristensen. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. 1928. bind 5. side 110. stk. 314
Freddy Boysen
———————————————————————————————————
Mindestenen i Murermester Rasmus Nielsens Mindeplantage
Kommer man gående fra Bjeldskovdal i Funder sogn, på stien langs mosen Bøllingsø i nordlig retning, ses et fantastisk skue. Til venstre den store mose, hvor der flere steder udspiller sig en vældig aktivitet med gravning af tørv. Pludselig passeres et spinkelt jernbanespor som går fra mosen og op til et ælteværk i bakken til højre. Bakkerne på stedet er stejle og lyngklædte. Lidt længere fremme ses den spæde start til en plantage og midt i denne et sælsomt syn – en trappe lavet af marksten og næsten på toppen af bakken ses en mægtig stor sten, rejst på et fundament.
Således må det have set ud en dag i sommeren, det herrens år 1925.
Går man den samme tur i år 2004 ses ingen der graver tørv. Ingen jernbanespor, kun fundamentet af ælteværket og en mose som er ved at blive til en sø. Bakkerne til højre er skovklædte, trappen og stenen kan ikke ses fra stien mere, men oppe på bakken er trappen der stadig og stenen ligeså.
Trappen og stenen er rejst i 1924 og afsløret den 8. dec.1924 til minde om Elling Mosegårds Beplanter og Kulturgiver, Rasmus Nielsen. Han drev landbrug og tørveproduktion fra 1916-1921, samt tilplantede bakkerne tilhørende Elling Mosegård. Han døde den 8. februar 1924. Stenen, som er fundet på ejendommens jorde, er rejst af Rasmus Nielsens børn.
Plantagen hvori mindestenen befinder sig, er på 7,5 tønde land og bærer navnet ”Murermester Rasmus Nielsens Mindeplantage”
Der er en klausul på plantagen der bestemmer at den aldrig må udstykkes, samt at den altid skal ejes af Rasmus Nielsens direkte efterkommere.
BSJ.2004.
———————————————————————————————————–
Fem øres vejen
Grunden til at Femøresvejen blev anlagt var at jernbanen fra Silkeborg til Herning i 1877 kom og det gav mulighed for en større eksport af tørv fra Bøllingsø området end tidligere, hvor den eneste transportmulighed var hestevogn.
Den eneste vej der på dette tidspunkt var fra Funder og til Moselund var ad Moselundvej. Femøresvejen blev derfor oprettet i 1885 af 10 lodsejere i Tollund og Elling.
Vejstykket er beliggende over mosen mellem Ellingvej og Moselundvej.
Efter forlydende skulle der være opsat en kasse hvor brugere af vejen kunne erlægge 5 øre for benyttelse af vejen. Heraf navnet.
Annelise Rahbek Sørensen/ Funder Lokalhistoriske Arkiv
————————————————————————————————————-
Efterretninger om Kongejagt i Klode Mølle
Frederik den 7.
Egnen ved Engesvang skal engang have været rig på skov, og det er utvivlsomt sandt, ligeledes at der var meget vildt. Kong Frederik den 2dens jagtslot lå der ifølge sagnet.
Lige østen for Kragelund Kirke er en forhøjning, som kaldes kongebakken, fordi kongen engang havde et jagtslot på dette sted. (1) I 1583 gav Frederik d. II. befaling til jagt husets nedbrydning. (2)
Kong Frederik d. 7. tog forfædrenes jagttraditioner op, medens han endnu kun var Kronprins. Egnen var da ikke længere et skovområde, men mest hede, og i stedet for krondyr som hans forfædre jagtede, gik Kronprinsen på jagt efter Hjejler og urfugle. (3)
Om Kronprins Frederiks ophold i Klode Mølle har lærer J. P. Aaboe optegnet følgende i sine dagbøger: 12. – 22. september 1839 opholdt Prins Frederik sig i Klode Mølle på urfuglejagt. I Prinsens følge var otte officerer. Jagtturene foretoges i hederne omkring Engesvang og Paarup samt Harbolunde og Stenholt Skove. 1861, den 16. juli. Kongen rejste med Suite igennem Klode Mølle.
Og Jens Jensen har om disse besøg optegnet følgende, der tydeligt viser, at Frederik ikke har kedet sig under sit ophold på den jyske hede: Kronprins Frederik og følge fordrev tiden med at drive jagt og kommers, og de jog derved folks kreaturer pokker i vold. Så affattede borgerne en skriftlig klage med mange underskrifter, og sognefogeden samt to gårdmænd, deriblandt Jens Jensens fader, blev valgt til at gå til Klode Mølle og overrække Kronprinsen klagen.
På vejen mødte de jagtselskabet, og sognefogeden overrakte nu Kronprinsens adjudant omtalte skrivelse. Da Kronprinsen havde læst indholdet, vendte han sin hest uden at sige et muk, og så red han og de andre tilbage til Klode Mølle igen.
Dagen før sin afrejse havde Kronprinsen indbudt omegnens folk til en afskedsfest i møllen. Midt under festen opstod der ild i Madam Ankers kappe, og der blev stor opstandelse. Hvorledes det var gået til, blev aldrig opklaret, men man troede at det var Kronprinsen, der på den måde ville sige tak for sidst, fordi han ikke måtte jage på bøndernes marker. (3)
Da Frederik den syvende opholdt sis en tid som Kronprins i Klode Mølle, havde han en hofnar med sig, som en dag sagde: ”Jeg er nær ved at tro, at jeg er klogere end Deres Højhed”. — ”Så” siger Prinsen, ”hvordan det?”. ”Jo, De tager hver dag ud på jagt og traver møjsommeligt rundt for at finde hjejlerne. Men når det den dag er regnvejr, så tager jeg min paraply, og når jeg slår den op og sætter mig ned, så kommer den ene hjejle efter den anden og søger ly under paraplyen, og jeg fanger dem da i hobetal”. Da det så blev regnvejr, skulle han jo prøve det, og Prinsen og hans følge morede sig kosteligt over hans narreri. — J. Jensen, Refshale. (4)
Kilder.
(1) Side 93 i Jagt Jæger og Skovfolk i gamle dage af Poul Lorenzen
Udgivet af Skovhistorisk selskab Hørsholm, 1962
(2) Side 45 i Syn for sogn 2004. Lokalhistorie fra Silkeborgegnen
Har der ligget et kongeslot i Kragelund? af Margit Jensen
(3) Side 56-66-67. Skovlovringer af H. P. Hansen, 1936
(4) Bind 4. side 24. Stk. 65. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Samlede og for største delen optegnede af Evald Tang Kristensen, 1928.
/Freddy Boysen
————————————————————————————————————
Stenholtstenen
Stenholtstenen som blev fundet i 1800 tallet i Michael Franks skov (nu Jens Michael Frank).
Stenen har mange huller eller skåle, disse er en slags helleristninger. De er dannet i en fjern fortid med den tids redskaber. I hullerne fyldtes blod fra offerdyret. Selve ofringen var en hyldest til solen, derfor kaldes det en solsten. Der er fundet en del af dem rundt i landet, men denne er en af de største. Så her i Stenholt skov har der en gang været et offersted eller gudehov.
Stenen står i dag i Helledammen ved Kragelund Kirke, Helledammen blev indviet den 3. juli 1927.
/ Teddy Greibe
————————————————————————————————————
Døden – også en del af livet
Gert Poulsens jordefærd 1931
Engesvang lokalhistorisk arkiv – journal nr. 1986/445 nr. VII
Her er Gert Poulsen fra Gl. Skovgård i Krattet på den sidste fysiske rejse mod Engesvang Kirke. Året er 1931. Et slidsomt liv er endt og de næste generationer havde for længst taget over. Gert Poulsens liv, blev som alle andres på den egn, præget at det store landvindingsprojekt Bølling Sø´s udtørring i 1870-erne.´
Han blev født i Bording den 9 januar 1837. Sammen med sin kone Ane, havde Gert etableret sig et sted, der blev kaldt ”Vesten skii”, et område syd for Bording Stationsby, ved vejen mod Kristianshede Kirke. Det var en af de magreste og dårligste ejendomme på hele egnen, en ejendom der ikke kunne give et udbytte man kunne leve af.
Det var derfor kærkommen da udtørringsprojektet Bølling Sø i begyndelsen af 1870 – erne skabte mange nye arbejdspladser, nye indtægtsmuligheder, lønnet arbejde havde tidligere været forholdsvis ukendt på egnen. Gert blev afhængig af den indtægt han kunne tjene ved Bølling Sø, så han gjorde turen frem og tilbage til fods hver dag. Det var arbejde med at grave kanal, anlæg af jernbane og tørvearbejde, når det var den sæson. Det var dog en lang tur frem og tilbage hver dag, til fods, meget tidligt af sted om morgenen for at vende sent hjem om aftenen – det var ikke meget han kunne deltage i den hjemlige drift af ejendommen.
I 1887 købte de så en ejendom i Engesvang Krat, de kaldte den Gammel Skovgård, fordi folk fortalte, at den tidligere var blevet kaldt Gammel Skovhytte. Det var nu ikke storhed de flyttede til, der var ganske vist 50 tønder land til Gl. Skovgård, men kun 1 tønde land var opdyrket, resten lå hen i hede og mose. Men når Gert sparede den lange vej frem og tilbage, så blev der overskud til at han selv kunne give en hånd med på ejendommen, og opdyrkningen fik et ”bette nøk” år for år.
Omkring år 1900 overtog sønnen Chr. Poulsen Gl. Skovgård, der blev bygget en aftægtsbolig til stuehuset, og der blev lavet en aftægtskontrakt med de to gamle, som så fortsatte med at deltage i livet og driften af ejendommen. De havde så tid til at passe og opdrage på den næste generation der kom til.
Den 8. juni 1931 havde børnebørnene lige hjulpet deres 94- årige bedstefar Gert udenfor, og placeret ham i en kurvestol ved døren, så kunne de holde lidt øje med ham imens de pumpede vand op til kreaturerne. Der sad Gert så og nød den spirende sommer, han havde nogle år været ene i aftægtsboligen og var måske nok også lidt livstræt – og pludselig ser de unge ved vandpumpen den gamle synke sammen, et liv var til ende. Barnebarnet Johannes bar ham ind, han har endnu tydeligt erindringen derom, det var første gang han var konfronteret med en livløs.
Der blev købt en kiste i Bording, og samtidig blev kogekonen Ellen Kirstine Skov bestilt til at komme og koge suppe til Gert Poulsens begravelse. Gert blev ordnet og lagt i kisten, som så stod uden låg ude i vognskjulet, indtil han skulle af sted. På selve dagen blev kisten pyntet med blomster fra haven og blev læsset på familiens fjedervogn, hvor de bagerste agestole var fjernet. Kisten ragede dog et godt stykke bag ud af vognen.
Det er denne situation ved Gl. Skovgård som fotografen har foreviget, man er klar til at sende Gert Poulsen af sted til hans jordefærd i Engesvang Kirke.
Efter jordpåkastelsen inviterede familien hjem til minde- komsammen med spisen, sådan som det hørte sig til. Man havde dog ikke regnet med at så mange ville deltage, men fra bare en familie mødte man op med alle 11 børn, så de blev mange flere end antaget. Kogekonen måtte til at velsigne suppen med betydeligt mere vand, end hun brød sig om, og efterfølgende hed det sig, at til den begravelse var der meget langt mellem bollerne.
Af Freddy Boysen.
———————————————————————————————————–
Steen Steensen Blicher og Carit Etlar om Klode Mølle
Steen Steensen Blicher om Klode Mølle
I mange af Blichers noveller er der historiske motiver fra Midtjylland, og i hans ”Oldsagn på Alheden” er der ligefrem om en ophobning af historiske kendsgerninger og gengivelser af sagn og overleveringer. Allerede i indledningen får man en malende beskrivelse fra Klode Mølle.
”Så snart du på landevejen fra Vejle til Viborg er ankommet til Klode Mølle og har betalt fire skilling for at passerer en bro, belagt med hedetørv, så tag disse blade i hånden og anse det, som om jeg havde personlig modtaget dig her på den sydlige grænse af mit pastorat og Alheden! – Er du oppe på banken straks norden for møllen, så luk dine øjne op, og luk dem vidt op! Thi du har en vid udsigt for dig; den er stor, om den end ikke er smuk. Og dog – skulle denne store slette intet have for øjet? Hvorfor hviler det da med velbehag, ja med højtidelig rørelse på havets uhyre flade? Og er det ikke, som om sjælen og hjertet udvidede sig med synskredsen? Denne hede, som du nu drager ind i, er stor og jævn som havet, og hist og her i kimingen øjner du kirker og huse, som om de rager frem på en fjern strandbred. Jeg ville ønske for din skyld, at solen måtte skinne ret klart den dag, du første gang ser det brune lynghav!”
Steen Steensen Blicher og Carit Etlar om Klode Mølle
I fortællingen ”En smuk historie” har Carit Etlar skildret en fodtur han og Blicher engang gjorde sammen over heden fra Århus over mod Ringkøbing. Carit Etlar lader Blicher fortælle flere historier, og i et af dem bliver ”der skikket bud efter Mestermanden (Bødlen) ved Klode Mølle, at han skulle komme med sit svær og rette Christen”. Derved kommer Blichers tanker ind på en anden fortælling fra Klode Mølle, en historie der også kendes fra Evald Tang Kristensens sagnsamling, ganske vist i en lidt anden variation.
”—Det er sandt!” Udbrød Blicher pludselig, ”om Klode Mølle ved jeg også en smuk historie, det er bedst, De får den først.” Og nu begyndte han at fortælle om Klode Mølle, trods alle mine indvindinger.
”Der var engang en papirkusk, der rejste fra Haraldskær, han tog ind på Klode Mølle for at blive der om natten. Samme kusk havde en styk gammel puddelhund, som holdt meget af ham og ikke kendte større glæde end at følge sin herre. Kusken derimod brød sig ikke stort om den; da han skulle hjemmefra, lænkede han hunden og sagde: Du bliver her, dit grimme spektakel! Jeg vil ikke have dig med.
– Den hund hed sulten”
”Sultan!” forbedrede jeg.
”Den hed sulten, fordi den var så tynd og slunken og ikke fik nok at æde. Derved bliver det. – Over for Rimerslund så kusken Sulten ligge på sin gamle plads ved bagsmækken i vognen, den havde listet sig på, medens han var inde i kroen, og lå og krøb sammen mellem pakkerne. Kusken tog sin pisk, jagede hunden ned og blev ved at slå efter den, til den løb tilbage mod hjemmet. På hin side Horsens var den der igen, da luskede den langs med hækken et stykke bag efter vognen og stod af og til stille og så så bønligt hen efter kusken, om han dog ikke ville kalde og give den lov til at følge med vognen, som den var vant til. Da kusken fik øje på hunden, blev han vred. – Nu skal der ske en ulykke, sagde han, tog et stykke snor, bandt en stor sten fast om hundens hals og kylede den ud i en stor lergrav. Sulten gjorde ingen modstand.
Medens han bandt snoren fast, stod den og så op på ham med sine troskyldige øjne, om han kunne bære det over sit sind at gøre den fortræd, den fulgte også villigt hen til lergraven, logrede med sin hale og peb kun ganske sagte, da han kylede den ud. Derefter kørte kusken videre. – Kort at fortælle, han kom til Klode Mølle, spændte fra og satte hestene ind, men næste morgen var han forsvunden, og ingen kunne begribe hvorledes. Der blev gjort melding og søgt og søgt, alle talte om den papirkusk, men han var ikke til at finde. Så en otte dage efter kommer der en lille pige ind i krostuen og siger: ”Der er vist noget galt fat nede bag vor toft, der hvor grisene går, for der ligger en stor, sort hund og hyler og har rodet jorden op om sig og vil ikke bort. Forgangen så jeg den, og i går og i dag ligger den der også, jeg har lokket for den og givet den et stykke af min mellemmad, men den ville ikke æde.” – Krostuen var fuld af gæster, alle gik de om bag toften, der lå en hund med et stykke strikke om sin hals, så mager og afkræftet, at den næppe kunne rejse sig, den så på de fremmede og krøb sammen, som om den var bange for dem, så klynkede den lidt, gav sig til at rode op i jorden og snusede til stedet. Bønderne gravede jorden op; da de kom noget ned, fandt de papirkuskens lig. Kromanden havde slået ham ihjel og taget hans tegnebog. Sulten døde på hans grav. –
/Udarbejdet af Freddy Boysen
———————————————————————————————————–
Gårdejer Mikael Jensen Frank født i Stenholt, Kragelund Sogn fortæller –
Gårdejer Michael Frank ved den meget særprægede slaglbænk der nu findes på Klosterlund Museum.
Fra gammel tid har beboerne her i Stenholt haft deres største indtægtskilde ved at forarbejde trævare og sælge disse ude i Vesteregnen.
Træet huggede vi for del her i Stenholt Skov, men det var kun små ege. Skoven var forhugget efter sigende til udsmeltning af Jern af myremalm, større bøge og egetræer hentede vi fra Silkeborg skovene. En stor indtægt havde vi ved at pille egebark til brug ved garvning, det kørte vi til Ringkøbing eller Holstebro og fik 50 rigsdaler for læsset, det var en god skilling i disse tider. Det meste af året lavede vi slagler (slawler) som der altid var god afsætning af i vesteregnen, der var jo ingen tærskemaskiner dengang, og al kornet blev tærsket med plejl dengang. Tøjrepæle var der også god afsætning på, vi kørte mange af disse. til Viborg og fik l mark for snesen.
Min fader var en skovlovring fra Them, og når mændene fra Them kom kørende og skulle til Skive eller Holstebro med trævare overnattede de den første nat hos min bedstefader her i Stenholt. Min fader der ikke var gift dengang blev da kæreste med datteren i Gården, og de blev Gift og fik senere gården her i Stenholt efter min bedstefader. Min fader var dygtig til at lave træsko, thi træsko lavede de fleste i Them. Bøgetræet hertil havde vi ikke her i Stenholt Skov, det hentede han over i Them, Rudstrup, Gjessø og Løgager Skove. Han kunne i almindelighed lave 5 Par træsko hver dag. Det han tjente mest på var ved at lave træskovle. Folk udi Vesteregnen havde jo ingen jernskovle dengang men brugte træskovIe, med en jernskinne i skovlbladet, også til at mugge i staldene med. Man fik 4 mark for hver træskovI, også trægrebe lavede han. Træskovlene kløvede han ud af skært bøgetræ og med en huløkse dannede han skovlens hule fordybning. Efter at har var kommen til gården i Stenholt vedblev han at rejse ud og opkøbe trævare af alle slags i Them og Silkeborg Egnen, særlig træsko opkøbte han mange af i Them.
Han hyrede så nogle gårdmænd som i fælling kørte ad de gamle hulveje til Holstebro eller Skive. Befordringerne var ofte forspændt med stude for de gamle dårlig beslåede vogne. Træaksler med lundstikker og tjærekanden bag de to bagerste hjul. Udad over Heden gik det langsomt, hjulene Knirkede og peb: Vi vinder aldrig derud, hjemad med den tomme Vogn løb Hjulene hurtigere og peb en anden melodi: Nu går det hjem. Foderet til trækdyrene bjergede = stjal man på rejsen, især ved sommertid når de kom forbi en eng eller høstet Kornmark. Engang var jeg som dreng med en mand ved navn Niels Elling fra Funder, der kørte en læs bark for min fader til Ringkøbing. Da vi kom forbi Højris Enge ved Ikast, gjorde Niels Holt og slæbte en høstak fra engen og læssede den ovenpå barken. Jeg spurgte om det kunde gå, han svarede: det er skik og brug. Når lovringerne kørte hjemad fra Vesteregnen var de fleste af dem fulde, de kom da i klammeri og slagsmål. Nogle af dem væltede med vognen ude på heden og kom ikke hjem før et par dage efter de andre. Det var også uhyggeligt dengang at rejse ud over heden, særlig ved nattetid, alskens kjæltringpak og fredløse havde tilhold der ude. Vognens kjæpstokke sad dengang altid løse, for at man ved overfald kunde bruge dem som våben mod ufredsmænd. Der er således over i Frederiksdal et sted der hedder Røverstuebæk, der i nærheden havde en røverfamilie gravet et hul ind i bakken hvor de tog bolig, og levede af at overfalde de vejfarende.
Der var et år min Fader, ved træarbejde havde en Indtægt af 900 Rigsdaler, det var mange penge dengang. Gårdens drift skøttede han sig kun lidet om når trævarerne kunde give så mange penge var det hovedsagen. Landbruget gav kun små Indtægter, græsset i skoven og mosen om sommeren udnyttet. Om Vinteren var kreaturene på sulteføde, thi det meste af vinteren måtte de ligesom om sommeren bjerge føden i skoven og mosen.
Teddy Greibe
————————————————————————————————————-
Kragelund Slot omtalt i Arkivalier:
Hulvejen op til stedet hvor slottet lå.
Kongebrev udstedt i Kragelund:
1587 – 31 Juli – Til Christoffer Valkendorff:
”Kongen har bevilget, at Bønder under Dallum Kloster, maa faa Henstand med den meget store Restance af Landgildet og andre Rettighede som Absalon Giøe i denne besværlige Tid ikke kan faa hos dem indtil de faar den nye Grøde ind hvorfor han indtil næste Regnskaber skal lade Absalon Giøe være fri for Regnskab og Tiltale for denne Restance.
Postrute i Jylland over Kragelund:
1558 – 30 Juli – Befaling til Jørgen Rosenkrands bestandig at holde en god (* Postklipper i Kolding, og en i Vejle, da Kongen altid venter Post og Breve fra Tyskland og send Breve derned.
Lignende Befaling til Otto Krumpen om at holde en Postklipper i Viborg, og en midt mellem Aalborg og Viborg.
Lignende Befaling til Erik Rosenkrands paa Silkeborg om at holde en Postklipper i Nørre Snede og en i Kragelund. (Cancl. Brevbøger)
( Her ser man det første Tilløb Til en fast Postrute op gjennem Jylland. Den alm Postordning kom dog senere under Chr. 4de – afskrivers bemærkning?)
Den ovennævnte første hidtil kendte jydske Postrute op gjennem Jylland var ogsaa Kongernes Rejserute, Hvilket vil ses af Efterfølgende: ”Natteleje udi Jütland in Anno M 8 sixto.
Item komer mýn Herre til Vedle then Søndag som er Luci evangeliste Dag, Ther holder býen samme Søndag til afthen Maaltiid, som som er Mandagenn ther nest effter.
Then Mandagenn drager mýn Herre af Vedlæ og ind til Nørsnede, ther bispen aff Aarss samme Mandag till afftenn Maltiid, og om tirsdagenn, som er de elffve thuusxinde jomfruvers afftenn til første Maltiid.
Item the elffuve thuvsxinde Jomfruver afften drager mýn Herre af Snede oc till Kragelund, ther holder Niels Clemitssen til afften maltiid oç annen Dagen till første Maltiid aff Ring Closter.
Item om Olhensdagen som er the elffve thuvsxinde Jomfruver Dag drager mýn Herre aff Kragelund oç ind till Viborg. – (Danske Magasin 4R. 2B s. 278)
Kongen nabo til Præsten.
1578 – 20/8 – udstedt i Refshale: Forleningsbrev for (** Christen Nielsen, Sognepræst i Kragelund, paa 1 Ørte Korn af Afgiften af Kronens Part af Tiende af Kragelund Sogn. – samme Dag faar (*** Niels Christensen ( Den tidligere Sognepræst) Brev paa 1 Ørte Korn af samme Tiende, til Underhold i hans Underhold i hans Alderdom (Hr Niels døde Aaret efter 1579, han og Kongen havde været Naboer i mange Aar, naar Kongen bode paa Kongsgaarden, Kongen havde allerede tidligere vist Præsten sin Gavmildhed, idet han 27/5 1573 udstedte Befaling til Hans Johansen (?: Lindenow) at levere Hr Niels i Kragelund 2 Ørte Korn og indføre den i Regnskabet. – Hr Christen fik 1583 – 2/12 – Brev paa fri Olden til 10 Svin i Silkeborg Skov. (Kilde ? )
* Kleppert : Hest til Postbrug – ** 1579 – 1603- søn af C.N. *** 1544 – 1579 Første Præst efter Reformationen.
Fra Jens Jensen, Refshales håndskrifter på Lokalhistorisk arkiv, Silkeborg.
Her ved den gamle hvidtjørn lå slottet
Af Margit Jensen, Kragelund
————————————————————————————————————-
St. Blichers Soldaterhistorie
St. Blichers Soldaterhistorie (Klosterlund /Klode Mølle)
Nogle få kilometer fra den store Grathe Hede nær Thorning Sogns sydgrænse ligger i Kragelund Sogn gården ”Klosterlund”. Her boede sognefogeden Anders Nielsen, han havde t sønner: Jens født 1783 og Anders født 1785, der begge var med i Napoleonskrigen til Frankrig.
Der er jo mulighed for at disse to der boede Blicher så nær under opholdet i Thorning, har ydet Blicher bidrag til skildringerne i ”Æ Binstow”. Klode Mølle der ligger ind til Alheden og nabogård til Klosterlund var dengang et søgt samlingssted, da der her var vandmølle, poststation og kro, hvor Blicher under sine jagtudflugter havde lejlighed til at komme i forbindelse med tvende sønner fra Klosterlund.
Fra Jens Jensens Erindringer 1865-1941
(se Danske studier 1927 side 93)
Freddy Boysen
————————————————————————————————————-
Slaget på Gråheden
Slaget på Gråheden eller Grathe Hede onsdag den 23. oktober 1157.
Gråheden går fra Thorning i nord til dalen ved Klode Mølle i syd og Frederiksdal i øst til langt mod vest.
Grathe Hedeslaget indledte en stortid i Danmarks Historie, en stortid vi ikke har kendt mage til siden i de svundne 850 Ar.
Rundt om i landet rejstes granitkirkerne som endnu den dag i dag står som vort lands største nationale mindesmærker. Der må have gået en stærk strømning af følelser gennem folket, en stærk religiøs tro, en stærk sammenslutning, en vilje og arbejdsudfoldelse som vi med respekt må se tilbage på. Det var ikke alene indadtil men også udadtil. Indvarslede Grathe Hede slaget en stormagtstid hvor Danmark blev den største og førende stat i Nordeuropa. Det var store, stærke Mænd der bar denne tid frem. Vi sporer det overalt i lovgivningen, Valdemars lov, i agerbruget, solskiftet i landsbyernes fællesskabsdrift. I administrationen, Valdemars jordebog, i historieskrivning, Saxo: Danmarks krønike o.s.v. slaget på Grathe Hede må således henregnes til Danmarks største historiske minder. Og efter en 850 års forløb er det ikke lykkedes den historiske undersøgelse at påpege stedet hvor slaget fandt sted, og hvor de faldne hviler, ingen mindesten er rejst på dette sted, der kunne fortælle efterslægten hvilken betydning dette slag havde for Danmarks historie, både i åndelig og materiel henseende.
Takket være et nylig stedfundet interessant fund på denne egn, hvortil den stedlige overlevering har ydet sit bidrag, synes det nu, at Grathe Hede slaget kan fremstilles i fuld historisk belysning. Stedet påpeger hvor slaget fandt sted, og stedet hvor de faldne hviler. Slaget var jo afgørende og som det ofte efter de foreliggende kilder synes at fremgå, var tilbagetogslinien for den slagne hær afskåren, når selve Kong Svend måtte flygte over en moradslignende mose. Historikeren A. D. Jørgensen har i Historisk Tidsskrift villet henlægge slaget til et sted mellem Viborg og Randers, nemlig ved Nørreaa i Middelsom Herred. Der sker vist ikke noget tab ved at lade denne tanke fare, så usandsynlig og utænkelig denne Hypotese er.
M. H. Rosenørn har i Jyske Samlinger henlagt slagpladsen til den sydlige del af Vinderslev og nordre del af Kragelund sogne. Denne tanke er i og for sig mere tiltalende, men det er og bliver en, ligesom A. D. Jørgensen, uhjemlet hypotese. Saxos beretning er både uklar og usammenhængende, ellers ville man heller ikke i vore Dage stå over for den store meningsforskel, de mange anskuelser og hypoteser der i den nyere tid er fremkomne og fremsatte af vore betydeligste historieforskere. Ad denne vej er det ikke sandsynligt at man vil komme spørgsmålets løsning nærmere.
Der er derimod en anden vej, en vej jeg har lagt til grund for mine undersøgelser. Idet den tanke var opstået hos mig, at et så blodigt skuespil, som det der den 23. oktober 1157 oprulledes på, eller ved, Grathe Hede, må have sat dybe spor, sat sindene i stærk bevægelse blandt en overtroisk befolkning på denne egn.
Jeg har da forsøgt om der ikke ad overleveringens vej skulle findes spor fra denne kamp. Overleveringer der er forvanskede i tidernes løb og kun ved at afdække disse, fra forskellige tiders stammende lag, står overfor overleveringen i dens virkelige skikkelse.
Utænkelig er denne fremgangsmåde ikke, idet der lever tanker, sæder og skikke og sagn i blandt os, der kan føres mange tusinde år tilbage i tiden.
Kaster man en sten ud i vandet, danner vandet bølger, disse bølgeringe bliver mindre og mindre, svagere og svagere, men de svage næsten umærkelige dønninger når dog ud til dammens bred.
Det er disse dønninger i form af overleveringer vi skulle prøve på at fange. Og når disse overleveringer bliver samlet, bliver det ikke så lidet endda.
Beboerne på denne egn levede og boede der som Hjemstavnsfolk, slægt efter slægt, søn efter fader som fæste- og hoveribønder, medens godsejerne skiftede. Således er i al fald forholdet i de 4 – 500 År der ligger vor tid nærmest, og der er næppe nogen grund til at antage at forholdet ikke skulle strække sig længere tilbage i Tiden til omkring 1157. Det er således et udpræget hjemstavnsfolk hvor minder, sagn og overleveringer har en god jordbund og kan slå dybe rødder.
Den forsvarsvold der er opkastet ved Bækgård i Thorning Sogn, for at dække det gamle overfartssted over Halle A eller som den hedder i vore dage Voerstrøm, hedder Kong Knaps Dige.
Der er jo ingen tvivl om, at dette navn gav den på stedet boende almue, diget omkring år 1157, og navnet har holdt sig til vore dage. Man får deraf oplysning om, at diget er opkastet af Svend, og almuen kaldte ham dengang Kong Knap. Før slaget på Grathe Hede 1157, havde der nogle år i forvejen, nemlig 1151, stået en kamp i denne egn mellem Svend og Knud. Er Kong Knaps dige opkastet til forsvar i 1151 eller i 1157? Derom ved man intet, kampen i 1151 er stedfæstet til Gedbæk der ligger en del nordligere eller nærmere Viborg end forsvarsvolden ved Bækgård, og følger man Kilderne, da hedder det: Kong Svend brød ved Nattetid op fra Viborg og mødtes med Knuds Hær, da denne Sang ottesangen. Her er jo ikke tale om at de to hære ligger eller har ligget med nogen forskansninger overfor hinanden, de mødes brat efter Svends lange og hurtige March. Af dette, vil det fremgå, at man nærmest må henføre diget ved Bækgård til Kampen i 1157 end i 1151.
Efter overfaldet i Roskilde St. Laurentii aften den 9. Aug. 1151 hvor Knud dræbtes, tog Svend til Viborg og Valdemar til Randers. Her ved Randers lå begge hærene overfor hinanden. Broen over Gudenå blev afbrudt, og efter Saxo gik Valdemar over åen på et andet Sted, men nu ophører også enigheden mellem Historikerne om begge hæres bevægelse, og selve stedet hvor slaget fandt sted, man kunne vente af Saxo, at han havde givet en klar og udførlig redegørelse for hvad der dengang skete, særlig hærens bevægelse og stedet hvor sammenstødet fandt sted. Det var en stor begivenhed der foregik så at sige i Saxo’s egen tid.
På Bækgårds mark i Thorning Sogn, på Grathe Hede, findes som før nævnt, en forsvarsvold der dækker overgangen over Halle A. Her gik dengang den gl. Kongevej fra Kolding til Viborg som nu i vore dage går mere østlig. Denne vold bærer Svend Grathes navn (hans tilnavn) og altså ham der har opkastet den og søgt dækning bag denne. Hvorfor skulle denne vold ikke være fra 1157? Svend har ligget på sydsiden og Valdemar foretaget angrebet fra nord, Valdemar har nu uden al tvivl tiltvunget sig overgang over åens nedre løb, og derefter har Svend Grathe været nødtvungen til at gå tilbage følgende Kongevejen over Grathe Hede mod syd, indtil han stod på bakkerne ved den store mosedal foran Klode Mølle. Her på disse bakker fandt den vigtige rådslagning sted.
Kong Svend og hans Hær befandt sig i dette øjeblik endnu på Grathe Hede, men drejede nu fra Vejen til venstre og stod umiddelbart derefter på Stenholt Bymark i Kragelund Sogn, hvor hæren overnattede. Kongen selv og hans følge tog Stenholtgårde i besiddelse og jagede vel bønderne ud, med undtagelse af bondens kone. Kong Svend var, jo på ingen måde nogen fin Mand. Hans synder var så mangfoldige og var vel en af de største tyranner der har været herskere i Danmark, upålidelig og uden Karakter.
Kong Valdemars Hær fulgte bagefter Svends ind over Heden. Svends Hær Overnattede således på bymarken og Valdemars på den til bymarken stødende Grathe Hede. Efter Saxo var det jo heller ikke på selve Heden, men en landsbymark, der må have ligget i hedens udkant, og Geografisk set er Stenholt bymark en Del af Grathe Hede.
Fra kongevejen lidt sydlig om Stenholtgård strækker en lille dal eller sænkning i terrænet sig, ad denne dalstrækning rykkede Kong Valdemar frem med sin hær til angreb om morgenen den 23. Oktober, St. Sørensdag. Denne angrebstaktik ville svare ganske til Saxo’s beretning, idet store dele af hæren ikke kan overses af Kong Svends krigere, der stod på bymarken. I det Valdemars højre fløj, rykker frem mod øst stadig ude i lyngheden, her er jo terræn, i skellet mellem mark og hede er opstillet et risgærde, for at holde de store flokke af storvildt fra at æde kornet. Her står Valdemar med solen i ryggen og kun en lille del af hans hær kan overses.
Dengang var man ikke stærke i geografien og lagde som Saxo ikke engang vægt på at nævne navnet på den by hvor slaget stod, og derved sparet eftertidens historikere for meget arbejde.
Som sagt var kongen ikke klar over den vanskelige militære stilling hvori han befandt sig. Havde han haft nogen anelse derom, havde han sikkert ikke ladet Agger Christiansen få det sidste ord ved rådslagningen om morgenen forud for slaget. Slagets gang kendes fra Saxo’s beretning. Og Svend måtte flygte, Valdemars hær spærrede ham vejen, kongevejen mod syd. Mod nord ad Viborg havde han intet at komme efter, hans frelse lå mod syd, han måtte mod syd.
Han tager da flugten østen om Stenholt skov, men ved sydenden af skoven støder han på den store, dybe mosedal kaldet Skallerund, opfyldt af morads og hængedynd, der løber nemlig i dalen underjordiske kilder. Han kommer over dalen op på dens anden side på den høje Klosterlund kratbakke, hvor der endnu i vore dage er egekrat som der var i 1157, men dengang stod der en stor, eller måske flere store ege. Nu er det først Kong Svend ser hvor fortvivlet hans stilling er. Mod vest ligger den brede Engesvang Mosedal og spærrer ham al adgang til Kongevejen, foran ham mod syd er det endnu værre, thi her hvor dalen udvider sig ned mod Funderdalen ved Hørbylunde ligger Bøllingsø og spærrer han Vejen. Hvad der foregik her på kratbakken kan læses om hos Saxo. Enden blev jo de drog bagefter Kong Valdemar, der allerede var brudt op nord på efter Viborg.
Nu får de Svend på en hest, tager vejen tilbage øst om skoven, tværs over Stenholt mark, en retning der peger direkte på Grågård i Thorning Sogn. Det var under denne vandring at en bonde – Saxo siger: En af omegnens bønder pludselig sprang frem og kløvede Svends hoved med en økse, hvorefter Svend begravedes i Grathe Kapellet.
Nu skulle vi se på de grunde, der foruden terrænforholdet, Kong Knaps dige og kongevejen, der taler for beviser at således er det i virkeligheden gået til hin minderige 23. Oktober 1157. Der er et gl. sagn der går her på egnen og som fortæller, at der har stået en Kirke i Stenholt. Dette er ganske usandsynligt, at der skulle have stået en Kirke for de par Gårde der tidligere var der.
Men en boelsmand Niels Peter Andersen der for længe siden boede i Stenholt og som var barnefødt på Stenholtgård har bekræftet at der havde været en kirke i Stenholt. Og på spørgsmålet hvor kirken havde stået, om der var fundet noget af grundfundamentet, Nej, det var der ikke, men der var en kirkegård i toften nord for gården, det kunne han sige fordi han selv havde ved kulegravning i toften gravet mange menneskehovedskaller og ben frem. Og på spørgsmålet om han ved gravningen, hvor han stødte på de gl. grave om skeletterne lå med korslagte arme, og 1½ alen dybt under jordens overflade. Nej, der var ikke sådanne grave, det var en stor grube eller kule og her lå der i hundredvis ja måske i tusindvis af menneskehoveder og ben.
Men det er jo ingen kirkegård, og fra pestens tid kunne det ikke være da der l de to gårde i Stenholt på pestens tid ikke levede hundrede eller tusinder af mennesker. Det går her som Prof. Forchammer engang har udtalt, almuefolk observerer rigtigt men ræsonnerer galt.
Vi står altså her med en grube med menneskeskeletter, og der må have fundet en stor katastrofe sted her engang, og indenfor den historiske tid, kan på dette afsides sted, kun Grathe Hede slaget kan komme i betragtning, især da man står her ved dette fund i en landsby i udkanten af Grathe Hede. Er dette tilfældet burde jo egentlig Thor Langes prægtige mindesten have stået på de faldnes grav, i stedet for på tyrannens, på Grågårds Mark.
Et så blodigt skuespil som Grathe Hede slaget kan ikke andet end sætte dybe spor hos en afsides egns overtroiske befolkning. Og et eller andet i overleveringerne, når tidens forvanskning og forklædninger afdækkes, når andre kilder tier, kunne yde et bidrag også til belysning af begivenhederne ved dette slag.
Overleveringen siger at det var en bonde fra Kragelund der dræbte Svend. Stenholt ligger jo som før nævnt i Kragelund Sogn.
Denne overlevering lever ikke alene her, men også i Thorning Sogn. St. Blicher der forskede sin hjemegns minder og sagn som ingen anden, lader i “Bindestuen” Volle Vistisen fortælle om Grathe Hede slaget: Kong Svend lå om natten ved bondens hustru imod hendes vilje. Bonden hævnede sig ved med sin økse at kløve Svend s hoved. Bindestuens fortæller siger: At han har det efter sin oldefaders oldefader. Det var altså kun en af de mange sagn i disse sogne, der alle siger det samme, og bonden var vel manden i Stenholtgård.
Dengang Svend drog bagefter Valdemar for at mødes med ham, drog han og hans følge over Stenholt Mark, og dette følge har sikkert mange af omegnens, landsbyens folk deltaget i, da i al fald bonden der kløvede hans hoved. Det må have sat disse hjemstavns bønderfolks fantasi i bevægelse, selve slagmarken med de mange døde og senere kongens drab.
Her går sagn om spøgeri på den førnævnte linie tværs over bymarken. De nuværende beboere fortæller derom, deres bedsteforældre og oldeforældre fortalte derom, så sagnet kan følges hen ved et par hundrede år tilbage i tiden. Det der ses er en stor sort kugle der kommer rullende fra nordvest, ovre fra Thorning, med retning efter det nordøstre hjørne af Stenholt Skov, og det ses altid på samme sted. At der til grund for en folkeoverlevering, altid ligger en virkelig begivenhed er sikkert nok, og umuligt er det ikke, at dette sagn kan stedfæstes til Kong Svends sidste tunge vandring hin minderige 23. Oktober, der blev for Danmark en mindedag som kun få…
Havde Svend Grathe i 1157 med sin hær gået det lille stykke vej fra heden ned i dalen ved det nuværende Klode Mølle og taget stilling mod Kong Valdemar her bag åen, havde han haft udsigt til at besejre hans modstander. Her ved Aaen findes en af Hærvejens pas med en lille strimmel fast land, med mose og eng på begge sider, hvor angriberen må være stærk for at have udsigt til sejr, desuden ville Svend have bakkerne på dalens sydside, der som en vold i anden linie giver en god forsvarsstilling. Endelig havde han ryggen fri, Hærvejen lå ham åben mod syd, men så ville historien have været en helt anden.
Teddy Greibe